Jacob Holdt – mit CV

For en mere udførlig gennemgang af hvert år, se det engelske CV.

For en boglang gennemgang af hvert år, se mine årlige julebreve.

Fødes i København af Jacob og Grethe Holdt.   Min far præst ved Grundtvigskirken.
 

Flytter til landsbyen Fåborg i Vestjylland
 

Smides ud af 2. g i Esbjerg Statsskole og kommer på Krogerup Højskole, som giver mig en begynde politisk bevidsthed.
 

Smides ud af Den Kgl. Livgarde efter 8 mdr. for at nægte at skyde
 

Studenterkursus og politisk aktivisme omkring Vietnam og den tredje Verden. Maler min fars kirke over i protest mod bygning af kirketårn mens millioner sulter i Biafra.
 

Inviteres af familien Godfrey til farm i Canada for at arbejde
 

Begynder at vagabondere i USA, får kamera i fødselsdagsgave af mine forældre, bliver næsten bremset i rejsen af mit forhold og sandsynlige ægteskab med første kæreste
 

Blaffer til Guatemala for at støtte guerrillakampen mod det blodige USA-indsatte diktatur, men erkender at jeg ikke er til vold og blaffer tilbage til USA for at oplyse om undertrykkelsen indefra vha. et kamera.
 

Blaffer 160.000 km rundt i USA's ghettoer og finansierer fotografering og rejse gennem salg af blodplasma to gange ugentligt. Ingen omtale her, da disse år skildres i Amerikanske Billeder.
 

Bliver gift med Annie Rush, hjemvendt fra 10 år i England efter mordet med et halvt års mellemrum på begge hendes forældre. Blaffer til hendes bedsteforældre i barndomsbyen i Mississippi, som Ku Klux Klan huserede. (30 år senere bringer jeg selv Ku Klux Klan til byen for at møde hendes familie og hele sårene.) Hun tør ikke vende tilbage. Skriver og fotograferer dels for De Sorte Panteres blad og for Kristeligt Dagblad.
 

Vi vender hjem til Vestjylland, laver første (multimedie)-show i min fars kirke. Snart invitationer over hele landet og i Sverige, Norge og Tyskland. Får Husets Teater stillet til rådighed i to mdr. Dagbladet Information slår showet stort op og planlægger bog. Bliver millionær på et år. Laver "gratis" shows på Christiania for hundredvis af frivillige, som skal arbejde en hel dag for Christiania for at få lov til at se showet. Bliver meget aktiv i teatergruppen Solvognen og arresteres samme år til USA's 200 års jubilæum under Solvognens fredelige "indianeroverfald" i Rebild bakker. Hele Hjørring byråd sidder i timevis og venter på at min 200 års festforestilling skal starte i Hjørring Bio - uvidende om at jeg sidder i fængsel.
Kontaktes under mine forestillinger i Huset af KGB, som jeg får et langvarigt og underholdende "venskab" med. Allerede i december samme år fortæller en ven i NATO mig at PET holder øje med mig, hvilket kun gør det endnu sjovere at se om jeg kan ryste mine forfølgere af til møderne. De fleste af møderne brænder jeg af hvorfor de mange udkommanderede KGB-agenter, som skal holde øje med skyggende PET-biler, bliver pacificerede for en dag. Min egen hensigt med KGB er at få Sovjets hjælp til at trænge igennem Angolas marxistiske bureaukrati for at bygge det hospital, jeg i første omgang drømmer om at bruge pengene på til støtte for kampen mod apartheid. Angola var den eneste frontliniestat, hvorfra slaverne til Amerika kom.
 

Bogen bliver øjeblikkelig bestseller. Ansætter mange sorte amerikanere til at vise showet i 14 lande. Hver får et sæt af showet og et folkevognsrugbrød. I Danmark vises det for ca. 2000 om dagen i en årrække. Åbner eget teater i Købmagergade, hvor showet kører i 10 år. Standser efter få måneders international succes vha. min sagfører, Søren B. Henriksen (i dag DHS), min bog over hele verden for ikke at skade Carters menneskerettighedskampagne, da jeg gennem KGB erfarer hvordan østlandene vil bruge Amerikanske Billeder til at vise at menneskerettighederne har det lige så dårligt i USA. Flytter i vores arbejdskollektiv i Købmagergade sammen med min kone gennem de sidste 30 år, Vibeke Rostrup Bøyesen.
 

Der Spiegel bringer bogen som føljeton samtidig med udgivelsen af bogen i Tyskland, hvor jeg kontraktligt ikke kan standse den. Den bliver største udenlandske bestseller nogensinde. Weekendavisen skriver anklagende forsidehistorie om hvordan jeg tjener millioner på de fattige i "Multinational koncernleder med millionomsætning." Den glemmer at vi I vores arbejdskollektiv har besluttet at give alle pengene væk og har oprettet Fondet for Humanitær hjælp til Afrika for at give indirekte støtte gennem Danida til ANC's anti-apartheidkamp. Har møder med SWAPOS guerrillaleder Sam Nujorma (i dag Namibias præsident) og Mugabes kone, Sally om at hjælpe mig med egnede projekter. De sorte i kollektivet råder mig til ikke at give pengene til mine sorte fattige venner i USA, da "det vil ødelægge dit fortsatte venskab med dem. De har brug for kærlighed og accept mere end penge!"
Ansætter Harb Lelshab, en sort amerikansk morder fra Herstedvester, som daglig leder af Amerikanske Billeder. Han starter showet kl. 18 hver aften for at han kan nå tilbage til fængslet om natten. Inviteres af et universitet tilbage til USA for første gang.
Første universitet i USA flyver mig over som taler. Efter forevisning af mit show i Jane Fondas privathjem ønsker Hollywood at slå det stort op i 76 større byer. Forinden laver Hollywood prøveforestilling for mange kendisser så som hele Muhamed Alis familie. Hans bror står stortudende over mine skuldre efter forestillingen. En Tv-station giver mig en bil til at køre rundt til et gensyn med bogens personer for at få deres tilladelse, men jeg beslutter mig på turen til ikke at sælge mine venner ud.....og brænder Hollywoods tilbud af.
 

Vi må have politibeskyttelse under showet i Paris pga. af bombetrusler. Vi præsenterer vores nye film i Cannes Film festivalen og siden i London, Berlin, Dublin, Hollywood og San Francisco festivalerne. Men de sorte i gruppen takker nej til en invitation fra Durban festivalen i Sydafrika. Udvalgt som "Årets mest fremtrædende film" ved filmfestivalen i London 1982. Sælger den til Channel 4 og sender straks alle pengene til Afrika i forvisning om at vi også i USA vil have øjeblikkelig succes.....med det resultat at vi året efter alle havner på socialhjælp i San Francisco.
 

Jeg blaffer fra San Francisco-filmfestivalen tværs over USA til NY og derefter 8000 km gennem Afrika for at finde egnede bistandsprojekter, som vi kan støtte. Beslutter at købe landbrugsmaskiner for 800 tidligere frihedskæmpere i Batsiranai og at bygge en skole i Nyafaru hjemvendte for flygtningebørn efter at kampen mod apartheid er vundet i Zimbabwe. Siden finansierer vi hospitalet i SWAPOs guerrillalejr Kwanzu Zul i Angola, som ledes af Namibias nuværende sundhedsminister. Smugler hemmelige dokumenter for ANC fra Harare til en modstandsgruppe i Botswana, som dog udslettes af sydafrikanske elitetropper få dage efter. Under blaffeturen gennem Afrika undersøger jeg mange andre danske ulandsprojekter, men bliver så deprimeret over racismen i dansk bistandsarbejde at jeg intet vil have med ulandsarbejde at gøre de næste 10 år. Først arbejdet med CARE får mig til at ændre holdning.
Åbner samme år vores faste teater for showet i San Francisco, mens andre fra kollektivet viser showet rundt på vestkysten i universiteter og kirker fra Canada til Mexico. Vores sagfører, Søren B. Henriksen (i dag direktør for Dansk Handel og Service), er med os under den vanskelige opstart. Jeg blaffer 16.000 miles gennem USA's ghettoer med min 2-årige søn (for at han ikke skal blive negativt påvirket af de hvides racisme). 16 år senere blaffer han samme rute alene og snart efter jorden rundt. I 1982 har jeg opregnet 22 af mine tidligere venner, som er blevet myrdet, og opgiver at holde regnskab over dem længere. Jeg har mit første store skænderi med KGB, da jeg begejstret fortæller min "føringsofficer" om min aktive økonomiske støtte til Solidaritet i Polen.
 

Arbejder på den amerikanske udgave af bogen hjemme i kollektivet i Købmagergade, som jeg langsomt omdanner til bopæl for 66 arabiske flygtninge i en årrække. Flere amerikanske forlag ønsker at udgive bogen, men da ingen har nogen sorte ansatte, beslutter jeg mig til selv at udgive den for at kunne lade mine sorte venner i bogen sælge den sammen med kriminelle og hjemløse. Flere af mine gadesælgere bliver dog myrdet i 80'ernes crack-vold inden de får afregnet med mig. Men denne måde at sælge bøger på er langt morsommere end at slås med mine europæiske forlæggere om kommaer og små ændringer. 
Første amerikanske kongresmedlem, leder af forsvarskommitteen Ron Dellums, giver sin officielle støtte til og anbefaling af Amerikanske Billeder. Men selv efter privatforestilling i hendes eget hjem kan vi stadig ikke få kommunisten Angela Davis' støtte.
Inviteres af Londons Bystyre til med showet at indlede "The year against racism". Første aften i det store Scala Teater er en kæmpesucces, men næste aften planter CIA provokatører i publikum (fandt arrangørerne senere ud af), som konstant afbryder og ender med at smadre hele mit udstyr. I dagevis fortsætter slagsmålene i aviserne og bystyret, hvor en af Tory'erne bliver overhældt med skoldhed kaffe. Siden er første spørgsmål fra publikum overalt i England: "Hvad skete egentlig i London?" I Irland er forestillingen derimod en kæmpesucces, da irerne i showet "genoplever" og identificerer sig med deres egen kolonitid under englænderne.
 

Begynder mine faste turneer i USA's universiteter med hovedsæde i New York og bliver snart den mest benyttede foredragsholder i USA's collegehistorie.  I mange eliteuniversiteter SKAL alle de nye studenter se mit show inden de starter universitetet, men jeg opgiver efter nogle år disse "freshman orientation" kurser, da jeg ikke kan holde varmen i august ud. Min selvpublicerede bog bliver en bestseller i universiteterne, som snart bruger den overalt i undervisningen. For ikke at støtte den institutionaliserede hvide racisme, ansætter jeg en af de fattigste sorte familier i USA til at være min foredragsagent. Det bliver den muslimske familie, Dammah Production, hvorfor jeg gennem alle årene har været på muslimernes lønningsliste og har fået udbetalt mine penge fra sharia-banker.
 

Begynder mine racismeworkshops i skolerne og ansætter Tony Harris som medhjælper. I mange store universiteter fortsætter studenterne på egen hånd hver uge vores terapeutiske "eracism"-workshops i årene efter vores første besøg. Vore største grupper er i Northwestern, U of Wisconsin og U of Michigan.
Den sorte forfatter James Baldwin forsøger fra sit eksil i Frankrig hyppigt at få showet at se. Han kører til sidst to timer gennem snestorm i Massachusetts med mavekræft for at se mit show, som han siger rummer alt det han har udtrykt i sine bøger. Han dør kun to uger efter vores natlige druktur efter showet.
Er for første gang nomineret til studenternes Harry Chapin Humanitarian Award, men Josh White snupper medaljen under festlighederne i Opryland, Nashville. Siden nomineres jeg 4 gange til studenternes humanitære fredspris.
Chicagos populære sorte borgmester, Harold Washington, ansætter mig til at vise showet for hele byrådet for at skabe harmoni mellem de stidende sorte og hvide byrådsmedlemmer. Han dør selv få dage efter.
Præsident Reagans taleskribent forlanger "equal time" for at præsentere regeringens synspunkter efter min halvårlige forestilling i Harvard University, hvor jeg snart har 18 forestillinger.
Pia Tafdrup er med på sin første af tre turneer med mig, som inspirerer hende til mange digte. Når lige hjem fra USA til at være med under min datter, Lalou's fødsel.
 

Inviteres af præsident Nujorma til Namibias uafhængighed, men er booket i Hawaii i den uge. Hawaiis asiatiske racedominans gør mig forvirret under mine racisme-workshops. Samler i Lousiannas sumpe massemorderen Woody op, som to dage senere forsøger at myrde en hel familie. Bliver forsonende budbringer mellem familien og Woody i fængsel. Mit fortsatte venskab med hans familie, hvori alle mændene har myrdet sorte, bliver til en ny rystende og pædagogisk del af mit show og mine workshops om barndommens skader.
 

DRTV laver filmen "Jacob Holdt i Amerika" om mit arbejde i USA. Jeg laver Bolivia show for ulandsorganisationen CARE og får gennem CARE's ikke-racistiske tilgang til ulandsarbejde igen lyst til at arbejde med dette. Det amerikanske Tv-selskab PBS følger mig rundt for at lave en film om mig og Jacob Riis, men rystes under optagelserne af en af mine gamle sorte venners begravelse - den 5. af mine venner i samme familie, som er blevet myrdet mens jeg har kendt dem. De 200 deltagere til begravelsen ligger nemlig flade af grin foran kisten under præstens ustyrlige vittigheder: "Vi kan ikke længere græde vores stigende smerte ud. Vi må grine den ud."
 

Jeg anklages af Ekstrabladet mm. for at have været KGB-agent indtil Information og jeg selv fremlægger beviserne for at jeg havde samarbejdet med præsident Carters menneskerettighedsudsending Charles Pinderhughes og effektivt fik standset min bog, hvorved jeg mistede store bogindtægter. Dobbeltagenten Gordievskij afslører hvordan KGB's topchef, Andropov (Sovjets senere leder), har læst og billiget mit filmmanuskript - uden at vide at det var forhåndsgodkendt af Carters udsending og med dennes noter i. Præsident Carters datter Amy, som jeg hyppigt bor hos i Brown University, inviterer mig senere til middag med Carter, da hun hører hvordan jeg snød KGB for at støtte hendes fars menneskerettighedspolitik. Raceoprøret i Los Angeles giver mig mængder af foredrag i universiteterne, som pludselig bliver opmærksomme på ghettoproblemerne. Flyver til Costa Rica for at undersøge omvendt racisme mellem sorte og hvide og får et par rystende dage i det borgerkrigsødelagte Nicaragua.
 

Anita Roddick fra the Body Shop rejser rundt med mig blandt de sorte i sydstaterne for at forsøge at hjælpe dem, men skriver siden i sine bøger at det er den mest håbløse fattigdom hun har mødt i verden. Efter 10 års fravær i USA starter jeg igen showet i Danmark pga. den stigende racisme. Begejstres for præsident Clintons og Carters invasion i Haiti og flyver straks dertil for at følge "our boys in action." Flytter ind i det fattigste og mest voldelige område Cite Solei, hvor jeg opholder mig under orkanen Gordon, som bringer død og ødelæggelse overalt omkring os.
 

Anita Roddick sender mig til Nepal for at lave benefit shows for de AIDS-ramte – og kongefamilien. Fotograferer også i Nepal for CARE samt i Thailand/Cambodia.
 

Har den norsk kvinde, Eli Sæter, med på min forårsturne, som efter sit rystende møde med mine venner i en massemorderfamilie skriver den norske bestseller ”en amerikareise.” Om efteråret har jeg DR's Helle Vibeke Risgård med for at lave et radioprogram om mig og massemorderfamilien. Kommer til at tale lidt for åbent om min filosofi om at sige ja til alle - også homoseksuelle - hvorfor det meste af udsendelsen kommer til at handle om homoseksuelle......lidt for meget for mine blufærdige forældre og svigerforældre.
Laver shows og workshops for etniske minoriteter fra hele verden for AISEC og min tidligere frihedshelt, Leck Walenza i Polen. Det norske Utlendingsdirektorat finansierer en ny norsk udgave af mit show for at bekæmpe den voksende racisme i norske skoler. Flere norske nazister siger i medierne at showet har omvendt dem, hvilket giver mig en masse ny turneer i Norge.
 

Begynder efter 6.500 forevisninger at trappe mine opslidende turneer ned i USA for at besøge og fotografere mine venner i ghettoerne mere. Bliver inviteret til min første af flere gensynssammenkomster med elever, som ti år efter mine workshops i universiteterne samles igen for at evaluere hvilken betydning Amerikanske Billeder fik for deres senere arbejde i politik og erhvervsliv. Min mor dør pludseligt. Jeg begynder at bygge Amerikanske Billeder op på Internettet og får snart efter Politikens pris for bedste hjemmesider. 
 

For min indsats i Guatemala bliver jeg af CARE’s Guatemala-direktør headhunted til at fotografere for CARE i Kosovo og følger de hjemvendte albanere hjem til afbrændte huse og slægtninge i massegrave. Rejser rundt med prins Joachim i Bolivia og en amerikansk veninde i Peru for at studere inkaerne.
 

Jeg opfordrer i min tale i Cirkusbygningen ved Dalai Lamas besøg danskerne til at gå til kamp mod Tibets besættelse med samme civile ulydigheds strategi som vi brugte med så stor succes i universiteterne i USA under kampen mod apartheid. Løber Danmark på kryds og tværs – 1247 km fra Elben til Skagen og Blåvand til Kalmar – for at afstresse. Springer mit årlige maratonløb over for at nå den sidste etape over Øresund til åbningen af broen den 12. juni.  Passer om sommeren min kræftsyge far, som dør om efteråret.
 

Bliver af Rundetårn inviteret til at lave min første fotoudstilling nogen sinde med 254 billeder. Der kommer 60.000 besøgende på to måneder. Samme år bliver jeg af IBIS inviteret til at lave et Afrika-show fra Namibia og Sydafrika, hvor jeg deltager i FN’s racismekonference. Inviteres af Sam Nujorma til præsidentpaladset, men flytter i stedet ind hos nogle lesbiske i slumkvartererne og deltager aktivt i deres kamp mod den homofobiske præsident – min tidligere allierede i kampen mod apartheid. Laver homofobi workshop for 100 homoseksuelle i Windhook. Møder adskillige unge, som fortæller mig at de ikke ville have været i live hvis jeg ikke (med matchende midler fra EU) havde bygget Kwanzu Zul guerrillalejren under frihedskampen. Disse møder bevæger mig stærkt.
TV-stationen DK4 laver film om mit arbejde i USA og finder på at konfrontere mig med USA's værste Ku Klux Klan-leder, som ender med at blive min ven.
 

Begynder at arbejde med Ku Klux Klan i USA, laver mængder af interviews til en kommende DVD om racisme med medlemmerne om deres hyppige mishandling i barndommen. Begynder på opfordring af Filminstituttet sammen med et professionelt filmhold at søge støtte til denne DVD for lærere over hele verden og til en digitalisering af showet, men får afslag alle steder. Jeg kaster mig mere aktivt ud i integrationskampen i Danmark og bliver valgt ind i bestyrelsen af Kritiske Muslimer og Mixeurope. Holder foredrag med Sherin Khankan om ”Islam og racisme”. Begynder samarbejde med Lars von Trier på tre film. Laver research på "Dear Wendy" i USA for ham og billedsekvens i "Dogville". Min ekskone dør efter langt sygehusophold mens jeg rejser gennem Egypten fra nord til syd.
 

Begynder at eksperimentere med Ku Klux Klan og bringer bl.a. en sort kvinde med mig. Sammen arbejder vi aktivt for at få klanlederen løsladt fra fængsel, da jeg ved et tilfælde opdager at han er uskyldigt dømt. Amnesty International - min faste arrangør af showet i Norge - nægter dog at støtte min kamp for denne samvittighedsfange. Efter at have set "Amerikanske Billeder" bliver Lars von Trier inspireret af temaerne om internaliseret undertrykkelse og fortsat slaveri blandt de sorte til at lave "Amerikanske Billeder som komedie". Han overlader derfor "Dear Wendy" til Thomas Winterberg og laver i stedet "Manderlay".
 

Inviteres til at udstille mine billeder i senatet i Washington – både i rotundaen og i the Caucus room, hvor Watergate og McCarthy-høringerne fandt sted – i anledning af at præsident Bush har underskrevet loven om at bygge et museum for de sorte. Jeg starter et raceoprør blandt Lars von Triers sorte (engelske) skuespillere under optagelserne i Sverige, hvorefter han "landsforviser" mig til Danmark. De sorte amerikanere støtter mig dog. Rejser i Marokko.
 

Jeg udstiller i Contemporary Art Museum i Chicago. Og om efteråret i Hayworth Gallery i London og i Milano. Franske kuratorer opdager mine billeder som ”fine art” og begynder at arrangere udstillinger rundt i Frankrig. Har USA's værste Ku Klux Klan-leder med mig i bilen rundt for at besøge mine sorte venner i mit langvarige forsøg på at få ham ud af klanen. Herhjemme har vi på samme interaktive måde succes i Kritiske Muslimer med at nå islamisterne i Hizb-ut-Tahrir, som vi får til ivrigt at bruge netop det demokrati, som de vender sig imod. Jeg selv bruger dog alt for meget af min tid på plakatopsætning på deres spredte tilholdssteder idet kvinderne i vores gruppe hele tiden er gravide eller skal passe børn. Besøger Sherin Khankans forældre i Syrien, hvor jeg røres over det harmoniske forhold mellem kristne og muslimer. Skal holde tale i Vega for ofrene efter Katrina i New Orleans, men det viser sig blot at være et påskud for at overrække mig Bjørn Afzelius-prisen.
 

Udstillinger i Frankrig i Mulhouse, Toulouse, Rouen, Bretagne og alperne med flotte anmeldelser i Le Monde og andre medier. Fotograferer de sortes racisme mod pygmæerne og andre marginaliserede stammer i Uganda.
Jeg skriver dialogbog sammen med min ven Søren Espersen, DF, men efter nogen tid trækker han sig ud af projektet, da jeg skriver ti gange så langt som han.
 

Udstillinger i Essen, Luxemburg, Svejts, Prag mm. Det tyske kunstforlag Steidl udgiver min bog ”Jacob Holdts Amerika 1970-75” over hele verden. Rejser med tysk filmfotograf rundt i USA for lave interviews med de fotograferede i mine bøger. DR2's Tv-program om min tur med klanlederen er planlagt til udsendelse i løbet af foråret.
 

Supplerende oplysninger til mit CV:

Mit billedarkiv med over 10.000 af mine billeder

Oversigt over mest indflydelsesrige venner i mit liv

Oversigt over 550 billeder af mig selv

Oversigt over 1000 billeder af min kone

1800 billeder af min far (deriblandt fra min barndom)

Billeder fra nogle af turneerne, hvor jeg efterhånden har haft 29 danskere med

Oversigt og adgang til mine avisartikler

Oversigt og adgang til mine anmeldelser i diverse lande

Interviews med mig i USA og Danmark

Oversigt og adgang til mine Tv- og radioudsendelser

Herunder bedste radioudsendelse om mit eget liv i Krunsj

Og bedste Tv-udsendelse med min far om min rebelske ungdom

Oversigt over mine medlemskaber og bestyrelsesposter

Oversigt over mine 10,463 forfædre 4000 år tilbage i tiden

Oversigt over strækninger jeg har blaffet

Oversigt over strækninger jeg har løbet

Oversigt over mine vigtigste sponsorer