Kære alle sammen
Dette var i sandhed et kedeligt år - ingen KGB-afsløringer,
ingen bilulykker, flystyrt eller udlandsrejser - så derfor
vil jeg fatte mig i korthed her i min 21. årbog. Da jeg her
lige før jul fik en hel del arbejde (se senere) - pønsede
jeg i mit stille sind på helt at droppe jer i år. Men
allerede to uger før jul begyndte jeres julebreve at "vælte"
ind (mildt overdrevet), og så blev jeg jo nødt til at tage
mig sammen. Julebrevet fra Marius gjorde mig ikke så lidt
misundelig, da han som Gladsakses kommunaldirektør havde været
i Sydafrika i årets løb, landet jeg altid ønskede at se
under apartheid, men var bandlyst i pga. mit arbejde.
Året startede med lidt af et nederlag. Jeg havde netop
holdt juleafslutning på Vejle Gymnasium arrangeret af Erik
"Brugs'" datter Heidi. (Jeg er jo ved at blive ikke
så lidt afhængig af de indtægter, som jeres børn skaffer
mig som en udløber af disse julebreve). Da jeg nævnte
overfor skolens elever hvor sød Heidi er til at dele sin seng
med mig, når jeg er på de kanter, var hun dog ved at gå til
i rødme, idet jeg glemte at sige at hun så rykker ind i
broderens værelse. Efter at have fremholdt Heidis gæstfrihed
som et godt eksempel i mit lille juleevangelium om hvordan vi
på bør åbne vore hjem for flygtningene, kørte jeg glad
hjemad mod København for at holde jul. Lige før færgen stod
der så en kroatisk flygtning og blaffede. Nu har jeg jo
aldrig undladt at samle hver eneste blaffer op, men når man
lige har stået og prædiket til eleverne om at være god mod
næsten (jeg er jo ikke præstesøn for ingenting) og så hører
hvordan denne kroat i over et halvt år sultent har vandret
rundt på et lukket Europas landeveje og sovet på hovedbanegårde
og i grøfter, ja, så havde jeg jo intet valg. Jeg kunne jo
ikke holde jul med fred i sindet og lade denne mand flakke om
til evig tid. Dette er et typisk eksempel på hvordan vi ikke
handler af hjertens renhed eller godhed, men af selviske
grunde for at stå os godt med vores Gud (som Mother Theresa) eller vore idealer eller de julebudskaber, som selv de værste
røvere blandt os kan stå og fyre af, når det passer ind i
vores kram. Netop derfor skammede jeg mig aldrig over som
pengeløs vagabond i mange år at modtage så megen gæstfrihed
i 400 amerikanske hjem. Jeg vidste jo at de ikke gjorde det
for min skyld, men udelukkende for at få det godt med sig
selv. Og det passede jo en doven rad som mig ganske glimrende
at gå rundt og gøre så mange mennesker glade - år efter år
- frem for at tage et kedeligt arbejde derhjemme fra nogen som
måske havde mere brug for det end jeg. Nå, Slaven, som
kroaten hed, var ganske vist ikke spor sød, men forrået,
klodset og aggressiv i sin adfærd. Men man må jo ikke
diskriminere, og desuden har jeg jo lært, bl.a. af
masse-morderen, som jeg omtalte for et par år siden, og andre
underlige blaffere, at det netop er de mest frygtindgydende,
der ender med at give Én de største oplevelser - i første
omgang negative, men - ved nærmere eftertanke - altid
positive oplevelser. Men knapt nok var Slaven kommet inden for
dørene, før han ubehøvlet, aggressivt og uden et "værsgo'"
kastede sig over den lækre mad, som Vibeke havde lavet til
ham. Skønt han ikke havde spist i dagevis, væltede han
halvdelen til side. Den var ikke som kroatisk mad, sagde han.
Og var der tale om at hjælpe med i køkkenet bagefter? Nej,
det var kvinders arbejde. En ting er at være
skabs-mandschauvinist som jeg selv og de fleste andre bløde mænd,
men at sige det lige ud! Ganske vidst kunne jeg godt se
fordelene med en sådan John Wayne type i huset: pludselig
fremstod jeg som den rene engel i Vibekes øjne. Alt er jo
relativt. Nuvel, jeg hører jo ikke til de primitive
mennesker, der forlanger at gæster ydmygt skal vise
taknemmelighed for at de selv kan få pudset selvgodhedens
glorie. Både Vibeke og jeg fornemmede jo straks, hvor mange
gruelige knubs denne grimme ælling var gået igennem i livet,
men mens jeg kan være ret god til at tale teoretisk om
sådanne mishandlede mennesker, har Vibeke den helt anderledes
naturlige kærlighed, der skal til for at tage sig af dem. Jeg
havde allerede under køreturen fornemmet på hans voldsomme
aggressioner, at han havde fået nogle gevaldige prygl i
barndommen, da han udviste nøjagtig de samme symptomer, som
alle de værste racister, jeg har med at gøre i USA. Jeg skal
ikke gå i detaljer om den mishandling, han havde været udsat
for. Forståelse betyder jo ikke at man kan leve op til den
indsigt, som forståelsen har givet een. Hvorom alt er var han
så destruktiv i sin opførsel, at næsten alt hvad han rørte
ved gik i stykker. Og da ikke så lidt af det han rørte ved
var børnenes legetøj, gik det dem fuldstændig på nerverne,
at have ham i huset. Daniel, der tidligere havde nydt at bo
sammen med 66 arabere, var i vildt oprør over at have fået
blot een kroat inden døre. Vi havde intet valg: dagen før
juleaften måtte vi krybe til korset og smide ham ud i det mørke
Europa, hvor alle havde vist hans slags ryggen. Julen er jo børnenes
fest, forsvarede vi os med! Skønt det var et nederlag for
mig, betragtede jeg det dog snart som et positivt
erkendelsesspring, fordi det bedre fik mig til at indse, hvor
menneskeligt det er at diskriminere dem som allerede er
diskriminerede og ødelagte: smertens børn - med alle de
ubehagelige aggressioner, de næsten altid udviser. Danskere
har tit svært ved at tolerere hvorfor jeg er så forstående
overfor racister i USA. Men sandheden er jo, at vi i USA for længst
er ophørt med at diskriminere mod sorte pga. deres hudfarve
og i dag udelukkende diskriminerer imod dem som de smertens børn,
de er blevet som følge af undertrykkelsen. Efter at have
blaffet til Wien i juledagene, stod Slaven i øvrigt pludselig
i stuen igen under festlighederne Nytårsaften uden at nogen
anede, hvordan han var kommet ind. Opstemte af vinen tænkte
vi, at vi så ville give ham en chance igen for at få et par
nætters søvn. Indtil han derpå brændte næsten samtlige
min søns raketter af for øjnene af Daniel. Så var det ud på
Europas landeveje igen - kl. 4 om morgenen!
En mere fornøjelig oplevelse fik jeg mig i januar, da
Norsk TV fløj mig op for at jeg under Clintons indsættelsestale
skulle kommentere denne for de norske seere. Vi rehearsede
hele dagen (selv hvad vi skulle gøre i tilfælde af et
attentat), men faxen med Clintons tale kom først i studiet i
samme øjeblik han begyndte talen i Washington. Så jeg
snakkede løs uden at vide hvad han talte om (det fornemmedes
som et pinligt deja vue fra dansklærer Madsens timer når jeg
skulle fortolke en bog, jeg ikke havde læst!). I baggrunden på
CNN-skærmen kunne jeg se Clinton, som jeg hørte i en øresnegl.
Bag mig var en højtaler, så jeg ind imellem kunne konversere
med Norsk Tv's udenrigsreporter, som stod lige ved siden af
Clinton i USA. Da jeg næsten intet forstod af hans norsk, var
det Én lang række misforståelser frem og tilbage over
Atlanten. I baggrunden kørte de selv under Clintons tale
footage fra DR-TVs film om mig i USA. Mens Maya Angelous læste
sit digt op, skulle jeg kommentere hendes betydning for det
sorte Amerika, skønt jeg aldrig har læst noget af hende. Det
var Ét langt sveddryppende mareridt, som jeg kun overlevede
fordi jeg huskede fra vores tidligere turnéer i Norge og
Sverige, at de alligevel ikke forstod hvad jeg sagde. Det gav
mig jo frihed til at sige hvad som helst. Tilmed med en aura
af en hidkaldt udenlandsk "ekspert" som jeg aldrig
var sluppet godt fra i Danmark. Senere på aftenen blev jeg
overalt i gaderne genkendt af folk, som alle som Én sagde at
det havde været en "jættebra' oplevelse, men vi forstod
ikke et muk af hvad du sagde!" Sådan har jeg skaffet mig
et langt bedre "image" på norsk TV end jeg
nogensinde vil kunne få det på dansk TV!
Herfra fløj jeg lige til Haderslev til en far/søn dialog
på TV-Syd. På trods af generationskløften kunne jeg her i
det mindste forstå min modpart. Min far udstrålede en overvældende
kærlig aura, og overraskede mig ved at bringe ting på bane,
vi aldrig havde talt om: f.eks. om den gang, da jeg påskemorgen
havde malet hans kirke i Agerbæk over med politiske
bibelcitater, som nogle af jer vil huske. Som jeg har erfaret
i mine workshops i USA, kan en samtale for åbent tæppe ofte
sætte vigtige skred i gang. Jeg benyttede mig i øvrigt af
dette i min tale til hans 70-års fødselsdag til at få
luftet ting, jeg syntes burde siges inden det er for sent,
selvom det gør ondt. Hvis man ikke arbejder med disse
evindelige generationskonflikter ender man jo med at føre dem
videre til næste generation (det gør jeg dog nok desværre
alligevel!)
Forårsturnéen i USA gik godt - indtægten var som normalt
på et helt år - hvorved jeg fik min gæld til Nørhaven i
bund. Jeg hader at skylde. Turneen gik som beskrevet i
tidligere breve. Dog havde jeg mit første show blandt
mormonerne i Utah. Det var ganske komisk, da de havde sat Miss
Utah til at være min værtinde, introducere mig osv. Hun var
udstyret i hele sit galla-regi fra Miss America konkurrencen
med guldkrone og guldskråbælte og så selvfølgelig særdeles
veldrejet ud, så det var en ren fornøjelse. Eneste problem
var at jeg ikke kunne opdrive kaffe i miles omkreds, da
mormonerne jo er imod al synd. F.eks. var det påbudt alle
mine kvindelige elever at gå med BH. I øvrigt fik jeg nu
lejlighed til at se Mormontemplet. Det forekom mig som endnu
en af de mange utrolige kontraster i Amerika, at blive vist
rundt i denne puritanske helligdom af en sexet blondine. I
mine vagabondår blaffede jeg igennem Salt Lake City
adskillige gange, men gik dengang konsekvent uden om alle
turist-sights, da det jo var menneskene i USA, jeg var
interesseret i. (Og det endte det vist også med at blive
denne gang - i selskab med Miss Utah!).
Men så kom bomben. Næsten i selv samme øjeblik jeg kom
flyvende ind over the World Trade Center for at lægge an til
landing, sprang disse skyskrabere i luften - uden at jeg dog
lagde mærke til noget. Da jeg kom ned på jorden, var hele
New York i vild opstandelse. Jeg tog straks til
gerningsstedet, hvor alt var kaos. Det var ufatteligt, at
husene var blevet stående. Flere menneskeliv gik tabt, men
voldens reaktioner er jo underlige. Jeg var egentlig ikke særlig
rystet, og ringede senere til en af mine venner med en
lakonisk bemærkning "Så du min bombe?" Denne lille
joke endte dog med at blive lidt for megen virkelighed i de følgende
dage. Dag for dag så jeg i New York Times hvordan FBI
arbejdede sig tættere og tættere ind på mig. Først at
lastbilen, som havde transporteret kæmpebomben, var lejet i
min gade i Jersey City, så at chaufføren boede lige overfor
mig, derpå at alle sammensværgelsens telefonsamtaler var
blevet ført fra min telefon, den telefon jeg normalt ringer
hjem til Vibeke fra, osv. Virkelig rystet blev jeg, da jeg ikke kunne komme af sted til Californien,
fordi FBI havde omringet hele det hus, jeg opbevarer mine ting
i. Tampen begyndte at brænde! Dernæst fjernede FBI's
bombeeksperter med et kæmpesikkerhedsapparat de nitratrester,
der lå i rummet ved siden af mit, og detonerede dem henne ved
Frihedsgudinden, da de ikke turde at transportere dem over
broer. Ifølge rapporterne havde de været lige ved at gå i
opløsning og kunne så let som ingenting have sprunget de bøger
for en halv million kr., jeg lige havde fået fra Nørhaven, i
luften - bøger, som jeg ikke havde forsikret. Det var et chok
for mig, at disse hyggelige ægyptiske fyre, der så tit havde
gået og puslet inde i rummet ved siden af mig og ude ved min
bil, pludselig var blevet "internationale
terrorister" og nu Én efter Én havnede i fængsel. En
ting lærte jeg, som drengen der råbte ulv: næste gang jeg
er vidne til en terroraktion laver jeg ingen joke ud af det!
Sommerferien havde vi planlagt at holde i Danmark. Daniel,
forvænt med store udlandsture, var fortørnet: "Jamen,
det kan man da ikke!" Vi ville cykle landet rundt, og jeg
måtte have en bedre cykel end min gamle røde. Vibeke sendte
mig på politiets auktioner, men jeg glemte at tage hånden
ned, og inden jeg havde set mig om havde jeg ikke mindre end
tre cykler - den ene mere ubrugelig end den anden. Danmark er
jo så lille og jeg havde tænkt mig, at vi på cykel ville
besøge jer alle sammen og skrev til mange, at I kunne vente
besøg. Men fordelen med en cykel er jo at Danmark pludselig
bliver utrolig stort. Og når det samtidig øser ned hele
sommeren, er det pludselig en kæmpeanstrengelse at bevæge
sig blot 10 km væk fra hurtigste rute for at besøge nogen.
Samsø var utrolig flot og så lille, at vi hver aften kunne nå
hjem til de lækre makrobiotiske retter hos Rigmor, som jeg
havde haft boende i min lejlighed i New York et halvt år. Da
det var 30 år siden jeg sejlede op ad Gudenåen med Marius
(dengang han læste Shakespeare hele vejen mens jeg gik på
opdagelser) var det jo en god idé at gentage denne skønne
oplevelse sammen med familien. De første to dage i kanoen
grinede Vibeke uafbrudt over, at vi sad der i øsende regn og
forladthed. Alt var vådt. Men efterhånden som vi nærmede os
de store søer blev det en større og større åbenbaring. Særlig
stykket efter Voervadbro er et rent H.C.Andersensk skønhedschok,
og vi begyndte så småt at fundere over, hvorfor vi havde
brugt så meget tid på at fare til Bolivia, Marocco, USA osv.
Der er en egen himmelsk stemning mellem breddernes uendelige
flora, lappedykkernes pjask og ind imellem et menneske.
Vejrguderne fik de fleste andre kanoer til at stoppe i Ry, men
vi ville ikke undvære noget. Dog var vi så pjaskvåde og
forfrosne, at hvis ikke "Virtus" havde stået på
bredden som årets redningsmand, havde vi måske givet op. Det
var som Jeppe i Baronens seng at blive iklædt Jens Chr.'s og
Grethes træningsdragter og lagt i seng i et rigtigt hus efter
en rigtig middag. Det gav os mod til at fortsætte helt til
Randers, hvor min bror havde kørt cyklerne op. Nu var det
vinden og bakkerne vi kæmpede imod. På strækningen Ålborg
til Skagen ville vi sætte ny dagsrekord med 110 km, men kort
før Skagen punkterede jeg, hvilket kort efter bevirkede at
Lalou på Vibekes cykel fik foden i forhjulet i stor fart. Vi
styrtede forover og Lalou græd i vilden sky. Vibeke måtte
blaffe med hende til læge i Skagen (man rystes over hvor få
bilister standser for at samle en mor med et grædende barn
op). Dansk Cyklist Forbunds cykelruter er særdeles gode og I
bør virkelig afprøve dem en sommer. Men så husk, når I
kommer ned ad cykelhoved-vej nr. 1: Lige for enden af en
dagsrejse fra Skagen, i Svinkløvs nøgne klitter, ligger helt
utroligt opportunt Steiness' sommerhus med nogle vidunderlige
sovepladser og aftensmad på bordet - selvom I ankommer sent
og uanmeldt! Jeg vil i al fald sørge for at Tony og Jytte
kommer i Cyklistforbundets oversigt over glimrende
overnatningssteder. Vi skulle have fortsat ned langs
Vestkysten til Palle Petersen på Fanø, men vinden var noget
nær orkanstyrke. Efter en hel måned i regn og et lillebitte
telt opgav vi og tog over til mere civiliserede forhold på Sjælland
i venners sommerhuse. Jeg skulle skynde mig hjem, da jeg fik
besøg af Denia, den unge sorte pige, der for mange år siden
inviterede mig ind i mit første hjem i USA og ændrede mit
liv radikalt. Et par bosniske piger fra Sarajevo havde passet
vores hus og kat i ferien og de er så søde at vi har ladet
dem blive boende, da forholdene i flygtningecentret er rædselsfulde.
Endnu en amerikaner meldte sin ankomst, men da jeg glad strøg
ned for at åbne døren for ham, stod Slaven - kroaten - der
med et fjoget grin. Nå, efter en god sommerferie havde vi vel
overskud også til ham og så var huset fuldt af sovende gæster.
At integrere serbere og kroater er dog ikke lige sagen, og da
Slaven efter nogle dage også havde ødelagt Daniels
dyre basketball, måtte vi jo føre ham til døren endnu
engang med penge til færgebilletter og mad. Men hver gang han
kom til Rødby, vendte han om. Og Vibeke, som skældte ham
godt ud (jeg stikker jo altid halen mellem benene og holder kæft
i sådanne konflikter) blev hver gang så blød ved at se på
denne kæmpestore hjælpeløse kroat, at hun endte med at
grine og - flere aftener i træk - at invitere ham ind igen.
Men det hele viser endnu engang hvordan mennesker
diskriminerer. Vi elsker de to bosniske piger, velsagtens
fordi de ikke blev skadet i barndommen. De kom fra et rigt
overklassehjem, havde rejst over hele verden før de mistede
alt under krigen, og derpå havnede på et par sammenklumpede
kvadratmeter i et flygtningecenter med 400 kr. om ugen.
Slaven, derimod, var blevet mishandlet i et fattigt miljø før
han mistede alt. Dem lader vi blive boende fordi vi føler de
beriger vores liv. Ham derimod ender vi med at vise døren.
Dermed bliver de oprindelige klasseforskelle imellem dem ført
videre i deres nye liv - undertrykkelsens uendelige onde
cirkel.
Familien udgav to bøger i år: min fars amerikanske kone
udgav en historisk roman om hendes "rødder" på Sjælland,
"Den glitrende ø." Både Jyllandsposten og
Kristeligt Dagblad har allerede anmeldt flot: "Den vil glæde
elskere af "Borte med blæsten" og er så medrivende
fortalt, at Rigmor Holdt sagtens kan have scoret en
bestseller." (I kan få den gennem min far i Agerbæk til
halv pris: 200 kr.). Og Vibeke redigerede og indsamlede med
fax artikler over hele Afrika til sin bog "Afrika,
Afrika" og ansatte Kitte Fennestad til at lave den smukke
layout. Efter lang tids deprimerende arbejdsløshed blev
Vibeke derpå headhuntet til egenhændigt at organisere den næste
"Images of Africa" festival i kulturåret - et kæmpearbejde,
som hun har tre år til.
Efteråret brugte jeg selv på at lave en ny dansk udgave
af Am. Bil., som jeg jo ikke har vist her i 10 år. Nu følte
jeg tiden var inde pga. af den stigende racisme i Danmark. Og
for at undgå den gamle tendens til at folk pegede med fingre
ad USA efter at se showet, ændrede jeg nu tonen til
"vi" i stedet for "de". Vi har jo igennem
årene fået de amerikanske problemer indenfor dørene. Men når
ungdommen nu er blevet så racistisk i mellemtiden, ville den
så overhovedet være interesseret i at se Am. Bil.? Spændt
var jeg før den første forestilling i Allerød Gymnasium.
Miraklet skete. Eleverne var ellevilde. Og mønstret har været
det samme lige siden. Selv i jyske handelsskoler, som er mine
mest racistiske skoler, hvori Bolivia-showet overhovedet ingen
gennemslagskraft har, sidder eleverne nu mystisk stille i 4
timer og siger til deres lærere, at det er den bedste
oplevelse de nogensinde har haft. Som nogle elever siger:
"Det kradser!" Det rammer dem åbenbart på en dybt
sted i maveregionen på en måde som det gamle show med dets
"over there" holdning aldrig gjorde. Det har gjort
mig meget glad og givet mig mod til at arbejde med dansk
racisme - på et kærkomment tidspunkt, hvor jeg som nævnt
sidste år, følte at jeg måtte nedtrappe det hektiske tempo
i USA. Min angst for at showet gennem årene var blevet en
oldsag eller museumsgenstand blev dog i efterårsferien på
sin vis bekræftet, da Nationalmuseet kørte store annoncer i
dagspressen "Jacob Holdt på Nationalmuseet". Efter
at have haft den længst kørende forestilling i Kbh.
nogensinde, opgav jeg jo teatret i Købmagergade. Men nu har
jeg her fået et nyt, hyggeligt teater stillet til rådighed
med 180 pladser i langt pænere omgivelser. Nationalmuseet var
så begejstret for Bolivia-showet, at de ønsker på egen hånd
at køre dette permanent, mens jeg kan køre Am. Bil. derinde
næsten når som helst jeg har tid. Og med lange køer ned ad
gaden og udsolgte huse er det jo ikke så slemt at være
blevet museumsgenstand. Samtidig har ARTE nu fuldstændig
overtaget showet ude i skolerne.
I november var jeg tilbage i USA, denne gang med en ung
dansk gymnasieelev i bilen. Men skønt hun havde romantiseret
turen i lang tid, skuffede hun mig. Jeg har på det sidste
haft 3 unge 20-årige med, men har hver gang følt at de ikke
var spor åbne overfor oplevelserne. De blev uden tvivl skræmt
af storheden og voldsomheden i USA, og gik nærmest i baglås.
Når det har skuffet mig så meget at have disse helt unge
med, var det fordi jeg selv fik så megen glæde ud af at have
Hans Peter Knudsen, min far, Pia Tafdrup og Palle Petersen med
- alle med stor begejstring over de ting de så. En
begejstring jeg har brug for, nu hvor USA begynder at se mere
og mere trist ud for mig, for uden begejstring kan jeg jo ikke
undervise derovre. Jeg håber at de sidste tre piger har været
undtagelser (da jeg i Bolivia mødte masser af unge danske
rygsæksrejsende med utroligt gå-på-mod). En af årets store
oplevelser har da også været at få et langt brev fra
Katrine, 18-årig datter af Ingrid, min kæreste i
gymnasietiden. Efter at se mit Bolivia-show tog hun til Kbh.
og bankede ulandsorganisationerne på dørene. Men uden
uddannelse kunne de jo ikke bruge hende. Hun lod sig ikke slå
ud, hoppede på et fly til Bolivia og bankede på hos hjælpeorganisationer
i La Paz. Samme resultat. Så tog hun med bus og lastbil ud i
en af de mudderskoler, jeg omtaler i showet, hvor der ingen
penge er til lærere mere. Og begyndte på egen hånd at
undervise! Uden at kunne spansk. Men det var så utrolig en
oplevelse for hende at se den stolthed indianerbørnene
pludselig fik ved at undervise en hvid i spansk, hvorefter hun
kunne undervise i lidt matematik og engelsk. Først og
fremmest havde de det sjovt sammen. Jeg synes det er så smuk
en historie, som viser hvordan vi en verden, hvori flere og
flere føler sig skubbet ud på et sidespor - den tredje
verdens allerfattigste og den rige verdens ungdom med håbløse
udsigter til arbejdsløshed og social utryghed - i
virkeligheden har brug for hinanden og kan opnå pludselig
identitetsfølelse, glæde og mening med livet. Så sideløbende
med at oplyse om CARE, rejser jeg nu også rundt i skolerne og
holder foredrag om Katrine.
Efter mit sidste show med 1500 tilskuere i sydstaten North
Carolina, tog jeg hjem fra USA ti dage før tiden fordi Vibeke
sagde at vi ventede barn. Helt nøjagtig på Thanksgiving kl.
17.15. Mikkel og Sanne, som vi deler hus og bord med, havde
adopteret Mario fra Haiti som "lillebror" til Lalou,
som de passer ligeså meget, som vi selv. Pga. den forlængede
krise omkring præsident Aristides tilbagevenden, trak
udleveringen af Mario dog ud i det nervepirrende uendelige.
Jeg boede faktisk i foråret hos datteren af en af Haitis
tidligere diktatorer. Sammen forsøgte vi at udpønse en plan
til at kidnappe Mario og smugle ham ud udenom bureaukratiet
ved at lade ham bære af en sort pige. Det så jo på det
tidspunkt ud til at Clinton ville gå i krig med Haiti. Jeg
turde dog ikke at blande Mikkel og Sanne ind i det. Jeg vidste
ikke helt om jeg havde mod til det i det blodige Haiti, og det
kunne jo give bagslag. Jeg endte med ikke at have tid nok - en
undskyldning, jeg i al fald selv fandt meget belejlig. Men nu,
hvor vi så efter den uendelige ventetid alle sammen stod der
med ham i Københavns lufthavn - i dyb stilhed og med stille tårer
løbende ned ad kinderne - var hele dette mareridt lykkeligt
glemt. Mario - eller Super Mario, som Lalou kalder sin
"lillebror" - har givet vores hjem ny glæde. Og -
bortset fra en enkelt grønlænder i gaden - har vi nu fået
lidt integration i et ellers ensartet kvarter. Med min
interesse for hvordan undertrykkelsen virker på sorte børn i
USA, er det også en kærkommen anledning til at se et sort
barns udvikling i mere trygge kår.
Ja - trygge kår - det plejer jeg jo at vende hjem til fra
voldens USA. Men her blev jeg i år som mange andre forældre
rystet i min grundvold af Kennys og Adams knivstikmord - for
ikke at tale om det oprivende og brutale mord på en af mine
gamle skolekammerater hjemme fra min barndomsby, Trofast's
datter, Karen Sofie. Man kan let overleve ude i en voldelig
verden, når man ved at baglandets tryghed er i orden. Jeg har
set folk blive myrdet for øjnene af mig i USA og følt, som
beskrevet i tidligere breve, hvordan volden afstumpede mig,
fordi den simpelthen ikke rystede mig mere. Derfor fik disse
mord det til ligesom at smuldre for mig. Ikke mindst Adams var
lidt for tæt på. Da jeg kom hjem fra LO-skolen en sen nat i
december lå Vibeke mod sædvane vågen - opløst i gråd. Hun
havde lige fået at vide, at det var en af Lalou's bedste
veninder i børnehaven, Emilies storebror, der var myrdet.
Derfor var vi ofte kommet i hjemmet og kendte Adam, som var en
utrolig sød dreng. +n ting er at læse om en ukendt drengs død
i aviserne, noget andet er at få de intime detaljer om
hvordan Lalou's veninde morgenen efter mordet havde skreget
uophørligt, da hun fik det at vide. Da vi fortalte det til
Lalou, som nu er 6 år, holdt hun armene op over ørene og råbte:
"Jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke høre mere, for så
får jeg selv vold i mig." Daniel skulle efter Kennys
mord skrive stil om vold, men havde med ungdommens beskyttende
coolhed bagatelliseret det: "Hvad ligner det at en hel
nation er så rystet over et enkelt mord, når så mange unge
hele tiden bliver myrdet i USA." For mens han skrev
stilen, havde han nemlig taget telefonen og snakket med en 21-årig
sort pige, der ringede for at fortælle mig, at hendes bror
netop var blevet skudt og myrdet på gaden i Washington, og at
hun i øvrigt selv - sammen med så mange af Washingtons unge
- havde gået til begravelsesforberedelse i den sikre
forvisning om, at også hun snart ville dø. Men da nu Vibeke
fortalte Daniel om Adams død, blev også han så rystet, at
han måtte skrive hele stilen om. For Adam var som han selv
hip-hopper og havde engang givet ham råd angående en mountainbike.
Nu var volden pludselig kommet lidt for tæt på. Og hvor
langt fortsætter den? Det er denne uudtalte angst, som har
lammet så mange af os forældre med børn på Daniels alder -
ikke mindst med børn i hip-hop-miljøet. Mange af os ønsker
at gøre noget, men føler os så underligt magtesløse,
overfor kræfter vi ikke forstår. Efter flere søvnløse
grublende nætter fik jeg så ideen til at gøre noget med de
få midler, der står til min rådighed. Jeg har jo igennem længere
tid ude i skolerne fornemmet en dybere smerte blandt de unge,
som vel er fremkaldt af den undertrykkelse, de føler i disse
usikre, opløsningens tider, vi lever i. Det er egentlig
ligegyldig, hvor den kommer fra, for vi kan jo alligevel ikke
gøre meget ved de ydre kræfter såsom arbejdsløshed.
Derimod kan vi arbejde konstruktivt med smerten, som jeg ser så
mange gøre det i USA. Hvis ikke man gør det, vil den vise
sig i negativ form, ved at man i tanken kanaliserer den ud
imod andre såsom indvandrere og flygtninge, som jeg ser så
mange gøre det i disse år, eller som vi så det imod jøder,
sigøjnere og homoseksuelle i 30'erne. Eller i værste fald
ved at man langer ud efter andre med knive. I positiv form kan
den ubearbejdede smerte derimod vise sig ved, at man
identificerer sig med og viser solidaritet med andres, måske
langt større smerte. Det er netop det jeg synes er så smukt
ved hip-hop-kulturen, hvori et stigende antal unge nu gennem
rap-musikken er kommet til at identificere sig så stærkt med
den voldsomme vrede og smerte i USA's sorte. De har så at
sige gjort de sortes smerte til deres egen. Min søn, Daniel,
sidder i timevis og lytter til rap-musik, hvis voldsomme sprog
jeg end ikke forstår. Ustandseligt kommer han ind og spiller
nye numre af Ice Cube og Ice T for mig, som han synes jeg skal
bruge i showet "for at gøre det lidt mere
nutidigt". Da denne vrede er så uformuleret (selv unge
sorte amerikanere har jo svært ved at udtrykke den
konstruktivt, da de ikke længere klart kan identificere
undertrykkeren), har jeg lyst til at fortælle de unge lidt om
baggrunden for det sorte Amerikas voldsomme vrede og om
undertrykkelse i almindelighed. Derfor vil jeg på Martin
Luther Kings fødselsdag, den 15. januar, lave et stort gratis
arrangement på Christiania for de helt unge hip-hoppere og
deres forældre, hvor jeg viser Am. Bil. Jeg har valgt Den grå
Hal i Christiania, fordi det er stedet, hvor de unge har mødt
de store kendte amerikanske rap-grupper og for at være med
til at varme christianitterne i en kold tid. Og det kan nok være,
at det har givet mig en masse ekstraarbejde her lige før jul
med møder, kronikker osv. Heldigvis synes medierne,
christianitterne o.m.a., at det er en fin idé. Så nu sidder
jeg det ene øjeblik til møde med vandpiberygende
christianitter, det næste med unge idealister i "Stop
Volden"-bevægelsen med deres bagvendte
baseball-kasketter og ivrigt snakkende med højtidelig alvor
om volden i mobile telefoner, og det tredje øjeblik
hip-hopper jeg natten lang til "Stop Volden"
koncerter i Den grå Hal. Det sidste er i sig selv en
oplevelse, da hip-hop-kulturen er et af de eneste steder i
Danmark, hvor jeg ser unge i Én skøn blanding af racer,
religioner, kulturer og påklædninger. Den stærke
identifikation med det sorte Amerikas lidelser slår åbenbart
igennem i form af en større tolerance overfor indvandrere end
blandt unge i almindelighed. Men i al fald: stillet overfor
denne vold kan man vel ikke gøre andet end bare at gøre et
eller andet. Og som med alt andet arbejde af den slags opdager
man så alle de pludselige glæder man får forærende - ikke
mindst i form af fornyet samvær med sin søn, hvis
uformulerede ungdomsoprør man jo samtidig skal passe nøje på
ikke at kvæle med for megen forstående "repressiv
tolerance".
Resten af julebrevet blev klippet væk.
Tilbage til oversigt |