"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1993,    22. årgang

 

Tilbage til oversigt

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Kære alle sammen

Dette var i sandhed et kedeligt år - ingen KGB-afsløringer, ingen bilulykker, flystyrt eller udlandsrejser - så derfor vil jeg fatte mig i korthed her i min 21. årbog. Da jeg her lige før jul fik en hel del arbejde (se senere) - pønsede jeg i mit stille sind på helt at droppe jer i år. Men allerede to uger før jul begyndte jeres julebreve at "vælte" ind (mildt overdrevet), og så blev jeg jo nødt til at tage mig sammen. Julebrevet fra Marius gjorde mig ikke så lidt misundelig, da han som Gladsakses kommunaldirektør havde været i Sydafrika i årets løb, landet jeg altid ønskede at se under apartheid, men var bandlyst i pga. mit arbejde.

Året startede med lidt af et nederlag. Jeg havde netop holdt juleafslutning på Vejle Gymnasium arrangeret af Erik "Brugs'" datter Heidi. (Jeg er jo ved at blive ikke så lidt afhængig af de indtægter, som jeres børn skaffer mig som en udløber af disse julebreve). Da jeg nævnte overfor skolens elever hvor sød Heidi er til at dele sin seng med mig, når jeg er på de kanter, var hun dog ved at gå til i rødme, idet jeg glemte at sige at hun så rykker ind i broderens værelse. Efter at have fremholdt Heidis gæstfrihed som et godt eksempel i mit lille juleevangelium om hvordan vi på bør åbne vore hjem for flygtningene, kørte jeg glad hjemad mod København for at holde jul. Lige før færgen stod der så en kroatisk flygtning og blaffede. Nu har jeg jo aldrig undladt at samle hver eneste blaffer op, men når man lige har stået og prædiket til eleverne om at være god mod næsten (jeg er jo ikke præstesøn for ingenting) og så hører hvordan denne kroat i over et halvt år sultent har vandret rundt på et lukket Europas landeveje og sovet på hovedbanegårde og i grøfter, ja, så havde jeg jo intet valg. Jeg kunne jo ikke holde jul med fred i sindet og lade denne mand flakke om til evig tid. Dette er et typisk eksempel på hvordan vi ikke handler af hjertens renhed eller godhed, men af selviske grunde for at stå os godt med vores Gud (som Mother Theresa) eller vore idealer eller de julebudskaber, som selv de værste røvere blandt os kan stå og fyre af, når det passer ind i vores kram. Netop derfor skammede jeg mig aldrig over som pengeløs vagabond i mange år at modtage så megen gæstfrihed i 400 amerikanske hjem. Jeg vidste jo at de ikke gjorde det for min skyld, men udelukkende for at få det godt med sig selv. Og det passede jo en doven rad som mig ganske glimrende at gå rundt og gøre så mange mennesker glade - år efter år - frem for at tage et kedeligt arbejde derhjemme fra nogen som måske havde mere brug for det end jeg. Nå, Slaven, som kroaten hed, var ganske vist ikke spor sød, men forrået, klodset og aggressiv i sin adfærd. Men man må jo ikke diskriminere, og desuden har jeg jo lært, bl.a. af masse-morderen, som jeg omtalte for et par år siden, og andre underlige blaffere, at det netop er de mest frygtindgydende, der ender med at give Én de største oplevelser - i første omgang negative, men - ved nærmere eftertanke - altid positive oplevelser. Men knapt nok var Slaven kommet inden for dørene, før han ubehøvlet, aggressivt og uden et "værsgo'" kastede sig over den lækre mad, som Vibeke havde lavet til ham. Skønt han ikke havde spist i dagevis, væltede han halvdelen til side. Den var ikke som kroatisk mad, sagde han. Og var der tale om at hjælpe med i køkkenet bagefter? Nej, det var kvinders arbejde. En ting er at være skabs-mandschauvinist som jeg selv og de fleste andre bløde mænd, men at sige det lige ud! Ganske vidst kunne jeg godt se fordelene med en sådan John Wayne type i huset: pludselig fremstod jeg som den rene engel i Vibekes øjne. Alt er jo relativt. Nuvel, jeg hører jo ikke til de primitive mennesker, der forlanger at gæster ydmygt skal vise taknemmelighed for at de selv kan få pudset selvgodhedens glorie. Både Vibeke og jeg fornemmede jo straks, hvor mange gruelige knubs denne grimme ælling var gået igennem i livet, men mens jeg kan være ret god til at tale teoretisk om sådanne mishandlede mennesker, har Vibeke den helt anderledes naturlige kærlighed, der skal til for at tage sig af dem. Jeg havde allerede under køreturen fornemmet på hans voldsomme aggressioner, at han havde fået nogle gevaldige prygl i barndommen, da han udviste nøjagtig de samme symptomer, som alle de værste racister, jeg har med at gøre i USA. Jeg skal ikke gå i detaljer om den mishandling, han havde været udsat for. Forståelse betyder jo ikke at man kan leve op til den indsigt, som forståelsen har givet een. Hvorom alt er var han så destruktiv i sin opførsel, at næsten alt hvad han rørte ved gik i stykker. Og da ikke så lidt af det han rørte ved var børnenes legetøj, gik det dem fuldstændig på nerverne, at have ham i huset. Daniel, der tidligere havde nydt at bo sammen med 66 arabere, var i vildt oprør over at have fået blot een kroat inden døre. Vi havde intet valg: dagen før juleaften måtte vi krybe til korset og smide ham ud i det mørke Europa, hvor alle havde vist hans slags ryggen. Julen er jo børnenes fest, forsvarede vi os med! Skønt det var et nederlag for mig, betragtede jeg det dog snart som et positivt erkendelsesspring, fordi det bedre fik mig til at indse, hvor menneskeligt det er at diskriminere dem som allerede er diskriminerede og ødelagte: smertens børn - med alle de ubehagelige aggressioner, de næsten altid udviser. Danskere har tit svært ved at tolerere hvorfor jeg er så forstående overfor racister i USA. Men sandheden er jo, at vi i USA for længst er ophørt med at diskriminere mod sorte pga. deres hudfarve og i dag udelukkende diskriminerer imod dem som de smertens børn, de er blevet som følge af undertrykkelsen. Efter at have blaffet til Wien i juledagene, stod Slaven i øvrigt pludselig i stuen igen under festlighederne Nytårsaften uden at nogen anede, hvordan han var kommet ind. Opstemte af vinen tænkte vi, at vi så ville give ham en chance igen for at få et par nætters søvn. Indtil han derpå brændte næsten samtlige min søns raketter af for øjnene af Daniel. Så var det ud på Europas landeveje igen - kl. 4 om morgenen!

En mere fornøjelig oplevelse fik jeg mig i januar, da Norsk TV fløj mig op for at jeg under Clintons indsættelsestale skulle kommentere denne for de norske seere. Vi rehearsede hele dagen (selv hvad vi skulle gøre i tilfælde af et attentat), men faxen med Clintons tale kom først i studiet i samme øjeblik han begyndte talen i Washington. Så jeg snakkede løs uden at vide hvad han talte om (det fornemmedes som et pinligt deja vue fra dansklærer Madsens timer når jeg skulle fortolke en bog, jeg ikke havde læst!). I baggrunden på CNN-skærmen kunne jeg se Clinton, som jeg hørte i en øresnegl. Bag mig var en højtaler, så jeg ind imellem kunne konversere med Norsk Tv's udenrigsreporter, som stod lige ved siden af Clinton i USA. Da jeg næsten intet forstod af hans norsk, var det Én lang række misforståelser frem og tilbage over Atlanten. I baggrunden kørte de selv under Clintons tale footage fra DR-TVs film om mig i USA. Mens Maya Angelous læste sit digt op, skulle jeg kommentere hendes betydning for det sorte Amerika, skønt jeg aldrig har læst noget af hende. Det var Ét langt sveddryppende mareridt, som jeg kun overlevede fordi jeg huskede fra vores tidligere turnéer i Norge og Sverige, at de alligevel ikke forstod hvad jeg sagde. Det gav mig jo frihed til at sige hvad som helst. Tilmed med en aura af en hidkaldt udenlandsk "ekspert" som jeg aldrig var sluppet godt fra i Danmark. Senere på aftenen blev jeg overalt i gaderne genkendt af folk, som alle som Én sagde at det havde været en "jættebra' oplevelse, men vi forstod ikke et muk af hvad du sagde!" Sådan har jeg skaffet mig et langt bedre "image" på norsk TV end jeg nogensinde vil kunne få det på dansk TV!

Herfra fløj jeg lige til Haderslev til en far/søn dialog på TV-Syd. På trods af generationskløften kunne jeg her i det mindste forstå min modpart. Min far udstrålede en overvældende kærlig aura, og overraskede mig ved at bringe ting på bane, vi aldrig havde talt om: f.eks. om den gang, da jeg påskemorgen havde malet hans kirke i Agerbæk over med politiske bibelcitater, som nogle af jer vil huske. Som jeg har erfaret i mine workshops i USA, kan en samtale for åbent tæppe ofte sætte vigtige skred i gang. Jeg benyttede mig i øvrigt af dette i min tale til hans 70-års fødselsdag til at få luftet ting, jeg syntes burde siges inden det er for sent, selvom det gør ondt. Hvis man ikke arbejder med disse evindelige generationskonflikter ender man jo med at føre dem videre til næste generation (det gør jeg dog nok desværre alligevel!)

Forårsturnéen i USA gik godt - indtægten var som normalt på et helt år - hvorved jeg fik min gæld til Nørhaven i bund. Jeg hader at skylde. Turneen gik som beskrevet i tidligere breve. Dog havde jeg mit første show blandt mormonerne i Utah. Det var ganske komisk, da de havde sat Miss Utah til at være min værtinde, introducere mig osv. Hun var udstyret i hele sit galla-regi fra Miss America konkurrencen med guldkrone og guldskråbælte og så selvfølgelig særdeles veldrejet ud, så det var en ren fornøjelse. Eneste problem var at jeg ikke kunne opdrive kaffe i miles omkreds, da mormonerne jo er imod al synd. F.eks. var det påbudt alle mine kvindelige elever at gå med BH. I øvrigt fik jeg nu lejlighed til at se Mormontemplet. Det forekom mig som endnu en af de mange utrolige kontraster i Amerika, at blive vist rundt i denne puritanske helligdom af en sexet blondine. I mine vagabondår blaffede jeg igennem Salt Lake City adskillige gange, men gik dengang konsekvent uden om alle turist-sights, da det jo var menneskene i USA, jeg var interesseret i. (Og det endte det vist også med at blive denne gang - i selskab med Miss Utah!).

Men så kom bomben. Næsten i selv samme øjeblik jeg kom flyvende ind over the World Trade Center for at lægge an til landing, sprang disse skyskrabere i luften - uden at jeg dog lagde mærke til noget. Da jeg kom ned på jorden, var hele New York i vild opstandelse. Jeg tog straks til gerningsstedet, hvor alt var kaos. Det var ufatteligt, at husene var blevet stående. Flere menneskeliv gik tabt, men voldens reaktioner er jo underlige. Jeg var egentlig ikke særlig rystet, og ringede senere til en af mine venner med en lakonisk bemærkning "Så du min bombe?" Denne lille joke endte dog med at blive lidt for megen virkelighed i de følgende dage. Dag for dag så jeg i New York Times hvordan FBI arbejdede sig tættere og tættere ind på mig. Først at lastbilen, som havde transporteret kæmpebomben, var lejet i min gade i Jersey City, så at chaufføren boede lige overfor mig, derpå at alle sammensværgelsens telefonsamtaler var blevet ført fra min telefon, den telefon jeg normalt ringer hjem til Vibeke fra, osv. Virkelig rystet blev jeg, da jeg ikke kunne komme af sted til Californien, fordi FBI havde omringet hele det hus, jeg opbevarer mine ting i. Tampen begyndte at brænde! Dernæst fjernede FBI's bombeeksperter med et kæmpesikkerhedsapparat de nitratrester, der lå i rummet ved siden af mit, og detonerede dem henne ved Frihedsgudinden, da de ikke turde at transportere dem over broer. Ifølge rapporterne havde de været lige ved at gå i opløsning og kunne så let som ingenting have sprunget de bøger for en halv million kr., jeg lige havde fået fra Nørhaven, i luften - bøger, som jeg ikke havde forsikret. Det var et chok for mig, at disse hyggelige ægyptiske fyre, der så tit havde gået og puslet inde i rummet ved siden af mig og ude ved min bil, pludselig var blevet "internationale terrorister" og nu Én efter Én havnede i fængsel. En ting lærte jeg, som drengen der råbte ulv: næste gang jeg er vidne til en terroraktion laver jeg ingen joke ud af det!

Sommerferien havde vi planlagt at holde i Danmark. Daniel, forvænt med store udlandsture, var fortørnet: "Jamen, det kan man da ikke!" Vi ville cykle landet rundt, og jeg måtte have en bedre cykel end min gamle røde. Vibeke sendte mig på politiets auktioner, men jeg glemte at tage hånden ned, og inden jeg havde set mig om havde jeg ikke mindre end tre cykler - den ene mere ubrugelig end den anden. Danmark er jo så lille og jeg havde tænkt mig, at vi på cykel ville besøge jer alle sammen og skrev til mange, at I kunne vente besøg. Men fordelen med en cykel er jo at Danmark pludselig bliver utrolig stort. Og når det samtidig øser ned hele sommeren, er det pludselig en kæmpeanstrengelse at bevæge sig blot 10 km væk fra hurtigste rute for at besøge nogen. Samsø var utrolig flot og så lille, at vi hver aften kunne nå hjem til de lækre makrobiotiske retter hos Rigmor, som jeg havde haft boende i min lejlighed i New York et halvt år. Da det var 30 år siden jeg sejlede op ad Gudenåen med Marius (dengang han læste Shakespeare hele vejen mens jeg gik på opdagelser) var det jo en god idé at gentage denne skønne oplevelse sammen med familien. De første to dage i kanoen grinede Vibeke uafbrudt over, at vi sad der i øsende regn og forladthed. Alt var vådt. Men efterhånden som vi nærmede os de store søer blev det en større og større åbenbaring. Særlig stykket efter Voervadbro er et rent H.C.Andersensk skønhedschok, og vi begyndte så småt at fundere over, hvorfor vi havde brugt så meget tid på at fare til Bolivia, Marocco, USA osv. Der er en egen himmelsk stemning mellem breddernes uendelige flora, lappedykkernes pjask og ind imellem et menneske. Vejrguderne fik de fleste andre kanoer til at stoppe i Ry, men vi ville ikke undvære noget. Dog var vi så pjaskvåde og forfrosne, at hvis ikke "Virtus" havde stået på bredden som årets redningsmand, havde vi måske givet op. Det var som Jeppe i Baronens seng at blive iklædt Jens Chr.'s og Grethes træningsdragter og lagt i seng i et rigtigt hus efter en rigtig middag. Det gav os mod til at fortsætte helt til Randers, hvor min bror havde kørt cyklerne op. Nu var det vinden og bakkerne vi kæmpede imod. På strækningen Ålborg til Skagen ville vi sætte ny dagsrekord med 110 km, men kort før Skagen punkterede jeg, hvilket kort efter bevirkede at Lalou på Vibekes cykel fik foden i forhjulet i stor fart. Vi styrtede forover og Lalou græd i vilden sky. Vibeke måtte blaffe med hende til læge i Skagen (man rystes over hvor få bilister standser for at samle en mor med et grædende barn op). Dansk Cyklist Forbunds cykelruter er særdeles gode og I bør virkelig afprøve dem en sommer. Men så husk, når I kommer ned ad cykelhoved-vej nr. 1: Lige for enden af en dagsrejse fra Skagen, i Svinkløvs nøgne klitter, ligger helt utroligt opportunt Steiness' sommerhus med nogle vidunderlige sovepladser og aftensmad på bordet - selvom I ankommer sent og uanmeldt! Jeg vil i al fald sørge for at Tony og Jytte kommer i Cyklistforbundets oversigt over glimrende overnatningssteder. Vi skulle have fortsat ned langs Vestkysten til Palle Petersen på Fanø, men vinden var noget nær orkanstyrke. Efter en hel måned i regn og et lillebitte telt opgav vi og tog over til mere civiliserede forhold på Sjælland i venners sommerhuse. Jeg skulle skynde mig hjem, da jeg fik besøg af Denia, den unge sorte pige, der for mange år siden inviterede mig ind i mit første hjem i USA og ændrede mit liv radikalt. Et par bosniske piger fra Sarajevo havde passet vores hus og kat i ferien og de er så søde at vi har ladet dem blive boende, da forholdene i flygtningecentret er rædselsfulde. Endnu en amerikaner meldte sin ankomst, men da jeg glad strøg ned for at åbne døren for ham, stod Slaven - kroaten - der med et fjoget grin. Nå, efter en god sommerferie havde vi vel overskud også til ham og så var huset fuldt af sovende gæster. At integrere serbere og kroater er dog ikke lige sagen, og da Slaven efter nogle dage også havde ødelagt Daniels dyre basketball, måtte vi jo føre ham til døren endnu engang med penge til færgebilletter og mad. Men hver gang han kom til Rødby, vendte han om. Og Vibeke, som skældte ham godt ud (jeg stikker jo altid halen mellem benene og holder kæft i sådanne konflikter) blev hver gang så blød ved at se på denne kæmpestore hjælpeløse kroat, at hun endte med at grine og - flere aftener i træk - at invitere ham ind igen. Men det hele viser endnu engang hvordan mennesker diskriminerer. Vi elsker de to bosniske piger, velsagtens fordi de ikke blev skadet i barndommen. De kom fra et rigt overklassehjem, havde rejst over hele verden før de mistede alt under krigen, og derpå havnede på et par sammenklumpede kvadratmeter i et flygtningecenter med 400 kr. om ugen. Slaven, derimod, var blevet mishandlet i et fattigt miljø før han mistede alt. Dem lader vi blive boende fordi vi føler de beriger vores liv. Ham derimod ender vi med at vise døren. Dermed bliver de oprindelige klasseforskelle imellem dem ført videre i deres nye liv - undertrykkelsens uendelige onde cirkel.

Familien udgav to bøger i år: min fars amerikanske kone udgav en historisk roman om hendes "rødder" på Sjælland, "Den glitrende ø." Både Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad har allerede anmeldt flot: "Den vil glæde elskere af "Borte med blæsten" og er så medrivende fortalt, at Rigmor Holdt sagtens kan have scoret en bestseller." (I kan få den gennem min far i Agerbæk til halv pris: 200 kr.). Og Vibeke redigerede og indsamlede med fax artikler over hele Afrika til sin bog "Afrika, Afrika" og ansatte Kitte Fennestad til at lave den smukke layout. Efter lang tids deprimerende arbejdsløshed blev Vibeke derpå headhuntet til egenhændigt at organisere den næste "Images of Africa" festival i kulturåret - et kæmpearbejde, som hun har tre år til.

Efteråret brugte jeg selv på at lave en ny dansk udgave af Am. Bil., som jeg jo ikke har vist her i 10 år. Nu følte jeg tiden var inde pga. af den stigende racisme i Danmark. Og for at undgå den gamle tendens til at folk pegede med fingre ad USA efter at se showet, ændrede jeg nu tonen til "vi" i stedet for "de". Vi har jo igennem årene fået de amerikanske problemer indenfor dørene. Men når ungdommen nu er blevet så racistisk i mellemtiden, ville den så overhovedet være interesseret i at se Am. Bil.? Spændt var jeg før den første forestilling i Allerød Gymnasium. Miraklet skete. Eleverne var ellevilde. Og mønstret har været det samme lige siden. Selv i jyske handelsskoler, som er mine mest racistiske skoler, hvori Bolivia-showet overhovedet ingen gennemslagskraft har, sidder eleverne nu mystisk stille i 4 timer og siger til deres lærere, at det er den bedste oplevelse de nogensinde har haft. Som nogle elever siger: "Det kradser!" Det rammer dem åbenbart på en dybt sted i maveregionen på en måde som det gamle show med dets "over there" holdning aldrig gjorde. Det har gjort mig meget glad og givet mig mod til at arbejde med dansk racisme - på et kærkomment tidspunkt, hvor jeg som nævnt sidste år, følte at jeg måtte nedtrappe det hektiske tempo i USA. Min angst for at showet gennem årene var blevet en oldsag eller museumsgenstand blev dog i efterårsferien på sin vis bekræftet, da Nationalmuseet kørte store annoncer i dagspressen "Jacob Holdt på Nationalmuseet". Efter at have haft den længst kørende forestilling i Kbh. nogensinde, opgav jeg jo teatret i Købmagergade. Men nu har jeg her fået et nyt, hyggeligt teater stillet til rådighed med 180 pladser i langt pænere omgivelser. Nationalmuseet var så begejstret for Bolivia-showet, at de ønsker på egen hånd at køre dette permanent, mens jeg kan køre Am. Bil. derinde næsten når som helst jeg har tid. Og med lange køer ned ad gaden og udsolgte huse er det jo ikke så slemt at være blevet museumsgenstand. Samtidig har ARTE nu fuldstændig overtaget showet ude i skolerne.

I november var jeg tilbage i USA, denne gang med en ung dansk gymnasieelev i bilen. Men skønt hun havde romantiseret turen i lang tid, skuffede hun mig. Jeg har på det sidste haft 3 unge 20-årige med, men har hver gang følt at de ikke var spor åbne overfor oplevelserne. De blev uden tvivl skræmt af storheden og voldsomheden i USA, og gik nærmest i baglås. Når det har skuffet mig så meget at have disse helt unge med, var det fordi jeg selv fik så megen glæde ud af at have Hans Peter Knudsen, min far, Pia Tafdrup og Palle Petersen med - alle med stor begejstring over de ting de så. En begejstring jeg har brug for, nu hvor USA begynder at se mere og mere trist ud for mig, for uden begejstring kan jeg jo ikke undervise derovre. Jeg håber at de sidste tre piger har været undtagelser (da jeg i Bolivia mødte masser af unge danske rygsæksrejsende med utroligt gå-på-mod). En af årets store oplevelser har da også været at få et langt brev fra Katrine, 18-årig datter af Ingrid, min kæreste i gymnasietiden. Efter at se mit Bolivia-show tog hun til Kbh. og bankede ulandsorganisationerne på dørene. Men uden uddannelse kunne de jo ikke bruge hende. Hun lod sig ikke slå ud, hoppede på et fly til Bolivia og bankede på hos hjælpeorganisationer i La Paz. Samme resultat. Så tog hun med bus og lastbil ud i en af de mudderskoler, jeg omtaler i showet, hvor der ingen penge er til lærere mere. Og begyndte på egen hånd at undervise! Uden at kunne spansk. Men det var så utrolig en oplevelse for hende at se den stolthed indianerbørnene pludselig fik ved at undervise en hvid i spansk, hvorefter hun kunne undervise i lidt matematik og engelsk. Først og fremmest havde de det sjovt sammen. Jeg synes det er så smuk en historie, som viser hvordan vi en verden, hvori flere og flere føler sig skubbet ud på et sidespor - den tredje verdens allerfattigste og den rige verdens ungdom med håbløse udsigter til arbejdsløshed og social utryghed - i virkeligheden har brug for hinanden og kan opnå pludselig identitetsfølelse, glæde og mening med livet. Så sideløbende med at oplyse om CARE, rejser jeg nu også rundt i skolerne og holder foredrag om Katrine.

Efter mit sidste show med 1500 tilskuere i sydstaten North Carolina, tog jeg hjem fra USA ti dage før tiden fordi Vibeke sagde at vi ventede barn. Helt nøjagtig på Thanksgiving kl. 17.15. Mikkel og Sanne, som vi deler hus og bord med, havde adopteret Mario fra Haiti som "lillebror" til Lalou, som de passer ligeså meget, som vi selv. Pga. den forlængede krise omkring præsident Aristides tilbagevenden, trak udleveringen af Mario dog ud i det nervepirrende uendelige. Jeg boede faktisk i foråret hos datteren af en af Haitis tidligere diktatorer. Sammen forsøgte vi at udpønse en plan til at kidnappe Mario og smugle ham ud udenom bureaukratiet ved at lade ham bære af en sort pige. Det så jo på det tidspunkt ud til at Clinton ville gå i krig med Haiti. Jeg turde dog ikke at blande Mikkel og Sanne ind i det. Jeg vidste ikke helt om jeg havde mod til det i det blodige Haiti, og det kunne jo give bagslag. Jeg endte med ikke at have tid nok - en undskyldning, jeg i al fald selv fandt meget belejlig. Men nu, hvor vi så efter den uendelige ventetid alle sammen stod der med ham i Københavns lufthavn - i dyb stilhed og med stille tårer løbende ned ad kinderne - var hele dette mareridt lykkeligt glemt. Mario - eller Super Mario, som Lalou kalder sin "lillebror" - har givet vores hjem ny glæde. Og - bortset fra en enkelt grønlænder i gaden - har vi nu fået lidt integration i et ellers ensartet kvarter. Med min interesse for hvordan undertrykkelsen virker på sorte børn i USA, er det også en kærkommen anledning til at se et sort barns udvikling i mere trygge kår.

Ja - trygge kår - det plejer jeg jo at vende hjem til fra voldens USA. Men her blev jeg i år som mange andre forældre rystet i min grundvold af Kennys og Adams knivstikmord - for ikke at tale om det oprivende og brutale mord på en af mine gamle skolekammerater hjemme fra min barndomsby, Trofast's datter, Karen Sofie. Man kan let overleve ude i en voldelig verden, når man ved at baglandets tryghed er i orden. Jeg har set folk blive myrdet for øjnene af mig i USA og følt, som beskrevet i tidligere breve, hvordan volden afstumpede mig, fordi den simpelthen ikke rystede mig mere. Derfor fik disse mord det til ligesom at smuldre for mig. Ikke mindst Adams var lidt for tæt på. Da jeg kom hjem fra LO-skolen en sen nat i december lå Vibeke mod sædvane vågen - opløst i gråd. Hun havde lige fået at vide, at det var en af Lalou's bedste veninder i børnehaven, Emilies storebror, der var myrdet. Derfor var vi ofte kommet i hjemmet og kendte Adam, som var en utrolig sød dreng. +n ting er at læse om en ukendt drengs død i aviserne, noget andet er at få de intime detaljer om hvordan Lalou's veninde morgenen efter mordet havde skreget uophørligt, da hun fik det at vide. Da vi fortalte det til Lalou, som nu er 6 år, holdt hun armene op over ørene og råbte: "Jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke høre mere, for så får jeg selv vold i mig." Daniel skulle efter Kennys mord skrive stil om vold, men havde med ungdommens beskyttende coolhed bagatelliseret det: "Hvad ligner det at en hel nation er så rystet over et enkelt mord, når så mange unge hele tiden bliver myrdet i USA." For mens han skrev stilen, havde han nemlig taget telefonen og snakket med en 21-årig sort pige, der ringede for at fortælle mig, at hendes bror netop var blevet skudt og myrdet på gaden i Washington, og at hun i øvrigt selv - sammen med så mange af Washingtons unge - havde gået til begravelsesforberedelse i den sikre forvisning om, at også hun snart ville dø. Men da nu Vibeke fortalte Daniel om Adams død, blev også han så rystet, at han måtte skrive hele stilen om. For Adam var som han selv hip-hopper og havde engang givet ham råd angående en mountainbike. Nu var volden pludselig kommet lidt for tæt på. Og hvor langt fortsætter den? Det er denne uudtalte angst, som har lammet så mange af os forældre med børn på Daniels alder - ikke mindst med børn i hip-hop-miljøet. Mange af os ønsker at gøre noget, men føler os så underligt magtesløse, overfor kræfter vi ikke forstår. Efter flere søvnløse grublende nætter fik jeg så ideen til at gøre noget med de få midler, der står til min rådighed. Jeg har jo igennem længere tid ude i skolerne fornemmet en dybere smerte blandt de unge, som vel er fremkaldt af den undertrykkelse, de føler i disse usikre, opløsningens tider, vi lever i. Det er egentlig ligegyldig, hvor den kommer fra, for vi kan jo alligevel ikke gøre meget ved de ydre kræfter såsom arbejdsløshed. Derimod kan vi arbejde konstruktivt med smerten, som jeg ser så mange gøre det i USA. Hvis ikke man gør det, vil den vise sig i negativ form, ved at man i tanken kanaliserer den ud imod andre såsom indvandrere og flygtninge, som jeg ser så mange gøre det i disse år, eller som vi så det imod jøder, sigøjnere og homoseksuelle i 30'erne. Eller i værste fald ved at man langer ud efter andre med knive. I positiv form kan den ubearbejdede smerte derimod vise sig ved, at man identificerer sig med og viser solidaritet med andres, måske langt større smerte. Det er netop det jeg synes er så smukt ved hip-hop-kulturen, hvori et stigende antal unge nu gennem rap-musikken er kommet til at identificere sig så stærkt med den voldsomme vrede og smerte i USA's sorte. De har så at sige gjort de sortes smerte til deres egen. Min søn, Daniel, sidder i timevis og lytter til rap-musik, hvis voldsomme sprog jeg end ikke forstår. Ustandseligt kommer han ind og spiller nye numre af Ice Cube og Ice T for mig, som han synes jeg skal bruge i showet "for at gøre det lidt mere nutidigt". Da denne vrede er så uformuleret (selv unge sorte amerikanere har jo svært ved at udtrykke den konstruktivt, da de ikke længere klart kan identificere undertrykkeren), har jeg lyst til at fortælle de unge lidt om baggrunden for det sorte Amerikas voldsomme vrede og om undertrykkelse i almindelighed. Derfor vil jeg på Martin Luther Kings fødselsdag, den 15. januar, lave et stort gratis arrangement på Christiania for de helt unge hip-hoppere og deres forældre, hvor jeg viser Am. Bil. Jeg har valgt Den grå Hal i Christiania, fordi det er stedet, hvor de unge har mødt de store kendte amerikanske rap-grupper og for at være med til at varme christianitterne i en kold tid. Og det kan nok være, at det har givet mig en masse ekstraarbejde her lige før jul med møder, kronikker osv. Heldigvis synes medierne, christianitterne o.m.a., at det er en fin idé. Så nu sidder jeg det ene øjeblik til møde med vandpiberygende christianitter, det næste med unge idealister i "Stop Volden"-bevægelsen med deres bagvendte baseball-kasketter og ivrigt snakkende med højtidelig alvor om volden i mobile telefoner, og det tredje øjeblik hip-hopper jeg natten lang til "Stop Volden" koncerter i Den grå Hal. Det sidste er i sig selv en oplevelse, da hip-hop-kulturen er et af de eneste steder i Danmark, hvor jeg ser unge i Én skøn blanding af racer, religioner, kulturer og påklædninger. Den stærke identifikation med det sorte Amerikas lidelser slår åbenbart igennem i form af en større tolerance overfor indvandrere end blandt unge i almindelighed. Men i al fald: stillet overfor denne vold kan man vel ikke gøre andet end bare at gøre et eller andet. Og som med alt andet arbejde af den slags opdager man så alle de pludselige glæder man får forærende - ikke mindst i form af fornyet samvær med sin søn, hvis uformulerede ungdomsoprør man jo samtidig skal passe nøje på ikke at kvæle med for megen forstående "repressiv tolerance".

 

Resten af julebrevet blev klippet væk.

Tilbage til oversigt

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside