Hvordan kan en
ligestillingsminister slippe
af sted med at vende tingene
totalt på hovedet?
Eva Kjer
Hansen skriver (Politiken
19.6) om grøften mellem ”os”
- de slappe kulturradikale,
der mener at alle værdier er
lige gode – og ”dem”,
”kulturbærerne”, der ved, at
nogle værdier er bedre end
andre.
Lad være at jeg ser de
fleste af mine
kulturradikale venner aktivt
”pløje” sig gennem den
danske kultur og selv bære
og skabe meget af denne mens
jeg ser de fleste af mine
fremmedangste borgerlige
venner slappe af foran Tv
med amerikanske sæbeoperaer.
Vigtigere
er, at de kulturradikale er
uhyggeligt
overrepræsenterede der hvor
det virkelig gælder om at
bære den danske kulturarv
videre for at undgå
parallelsamfund og
marginalisering – nemlig
blandt vore indvandrere. Det
er os, jeg hele tiden ser
til fester med de andre
og invitere dem til middage
og gå til bøn med dem i
moskeer, templer og
synagoger og invitere dem
med til vore egne kirkelige
højtider Det er også os der
hjælper indvandrerne med
lektiehjælp i
frivilligcentrene efter
skoletid - en utrolig sjov
leg f.eks. for forfattere
til at genopdage vores eget
sprog gennem fremmede ører
og tanker.
Jo, selv om dette er både
sjovt og udfordrende, så
kald ikke os
multi-kulturradikale
”slappe”, for det tager
virkelig meget tid og energi
at gå til så mange farverige
indvandrerfester. Forrige
weekend var jeg igen til
flere fester, men opdagede
her atter hvordan det er jer
mono-kulturgale, der
”slapper” den af som
kulturbærere.
Fredag aften
var jeg til stor
fødselsdagsfest hos mine
gammeldanske venner i
Jylland af typen der råber
”skik følge eller land fly.”
Der var et ganske stort
antal DF’ere og ikke én
indvandrer blandt de 70
gæster. Og alligevel blev
der ikke sunget en eneste af
de danske sange, som så
mange af os kulturradikale
elsker og er rundet af i
vores højskoleungdom, og der
var ikke et eneste dansk
flag.
Næste aften
var jeg til en ligeså stor
fødselsdagsfest hos nogle af
mine pakistanske venner
iklædt alle de farverige
dragter min gode ven
Søren Espersen, DF
finder upassende ved
hoffester. Men her rungede
den danske sangskat op
mellem Nørrebros huse i
ligeså klare toner som
Politikens kendte
reklamefilm med
indvandrerdrenge. Ikke én
sang blev sunget på urdu
eller punjabi. Og
overalt vejede Dannebrog
i lokalet så jeg troede at
jeg havde forvildet mig til
DF’s landsmøde.
Så nu er spørgsmålet, fru
ligestillingsminister, ”Er
det jer mono-kulturgale
med al jeres berøringsangst
og nedvurdering af fremmede
kulturværdier, der har været
så effektive kulturbærere
overfor disse
pakidanere, eller er det
os multi-kulturradikale,
som tog os tid til at lege
vore danske værdier ind i
dem og fik dem til at åbne
op for vore værdier i kraft
af vor egen indre positive
tænkning om at deres kultur
er ligeværdig?”
Hvis I ser
nogle indvandrere havne i
udanske parallelsamfund
har I kun jer selv at takke
for det ved ikke at have
været aktive kulturbærere og
været med til at lege de
danske værdier ind i alle
vore nye medborgere.
Forskellen
er vist at vi
multi-kulturradikale
ikke kan få nok af at lege
med andre kulturer i et
naivt og spinkelt håb om
måske en dag at finde nogen
som ikke på bunden viser sig
at være ligesom os selv –
hvorefter legen først bliver
rigtig sjov, spændende og
udfordrende - mens I
mono-kulturgale rent ud
sagt er gale fordi I naivt
tror at I i længden vil
kunne holde andre kulturer
ude - midt i en integreret
globaliseret verden - uden
at gøre brug af
undertrykkende metoder og et
eskalerende voldeligt sprog,
som netop tvinger de
andre til enten at
søge ind i sig selv og
tidligere kulturer eller
endog at søge mod et paradis
i det hinsidige fordi de
føler sig truede på hele
deres identitet her på jord.
Og dette medfører automatisk
en anden sjov lille forskel
imellem os. Nemlig at vi
multi-kulturradikale
leger os igennem livet med
”de andre” og gennem vor leg
får disse til at åbne sig op
for vore danske værdier, til
at blive som os og til at
blive ved med kærligt at
lukke dørene op for os fordi
alle mennesker elsker at
føle sig elskede, mens I
mono-kulturgale rent ud
sagt gør ”de andre” gale ved
i medierne at udråbe dem som
”de gale”, ”de forkerte”,
”de andre”, ”de fremmede”,
”de urene”, hvorfor de
bliver vrede på jer,
voldelige og kriminelle
således at I nøjagtig
ligesom alle andre
undertrykkere ender med at
miste jeres egen frihed ved
f.eks. som Pia Kjærsgård
ikke at kunne færdes frit på
Nørrebro.
Både undertrykkeren og den
undertrykte ender altid med
at miste friheden, hvilket
mange danskere netop følte
de gjorde ude i verden lige
efter karikaturkrisen.
Men ude i verden opfører I
jer underligt nok ligesom
os, går efter alt det
eksotiske, går til fællesbøn
i moskeer og templer og på
kulinariske besøg i hjemmene
– så hvorfor ikke gøre det
samme i Danmark? Sjovt nok
bytter I derude roller med
amerikanerne, som på
hjemmebane er legende og
imødekommende
multi-kulturradikale
overfor deres indvandrere og
muslimer og derved får disse
til at åbne sig op for
amerikanske værdier, men som
typisk ude i verden opfører
sig som mono-kulturgale
- terroriserede som de
er af den samme irrationelle
medieskabte fremmedangst som
lammer jer på hjemmebane.
Da I i jeres indre tænker
dårligt om de andre
paralyseres I også af
angsten for at blive afvist
af dem – ”vi troede ikke vi
var velkomne i moskeen,”
siger I dumt – og mister
altså igen friheden. Enhver
der arbejder med forsonende
konfliktløsning, integration
eller dialog mellem
forskelligartede grupper ved
jo at man ingen steder
kommer hvis man ikke
anerkender modpartens
ligeværd og viser dyb
interesse og respekt for
dennes baggrund og
kulturelle værdier i sin
indre positive tænkning.
Kun gennem den frie leg med
”de andre” gør vi ”de andre”
til ”os”. Lige børn leger
som bekendt bedst, men ingen
ønsker at lege med ”de
andre” hvis en
ligestillingsminister eller
regering, der baserer hele
sin magt på had og
udelukkelse, udelukker denne
frie konkurrence mellem børn
ved på forhånd at definere
nogle som mindre lige. I et
frit samfund vil
majoritetskulturens værdier
altid til sidst vinde sådan
som vi ser det ske i USA med
indvandrere og muslimer.
Derimod sker dette ikke for
dem som amerikanerne i deres
indre tænkning er enige om
at definere som ”mindre
lige” – dvs. de sorte og
latinoerne (begge i øvrigt
kristne) - som derfor ender
i påtvungen ghettoisering og
parallelsamfund.
Integration og senere
assimilation opnås ikke ved
at skaffe ”de uønskede” i
arbejde – som netop disse to
grupper viser det – men ved
at man i
gensidig "ghettogether" og
leg med hinanden får
mennesker til at føle sig
som ønskede. For hvor i
verden har man opnået
ligestilling, integration
eller blot dialog ved som
Eva Kjær Hansen at begynde
hvor Animal Farm slutter med
at ”nogle er mere lige end
andre”?
Så fordøm ikke os få
danskere og utroligt mange
amerikanere, der aktivt gør
et ihærdigt arbejde som
kulturbærere ved at lege
vore nationale værdier ind i
indvandrerne.
Selvfølgelig kender jeg
enkelte kulturradikale, som
svigter ved at tage deres
børn ud af de skoler, som
mange andre danskere
allerede har ghettoiseret.
Alligevel er min egen kritik
af de kulturradikale ikke at
de svigter ”de andre”, men
at de tit svigter arbejdet
med at lege med og integrere
”de forkerte” såsom
nazister,
Ku Klux Klan,
DF-vælgere,
Hizb-ut-Tahrir,
fundamentalister,
kriminelle og
psykisk syge, hvorfor disse
– altid stærkt
overrepræsenterede blandt
mennesker som føler sig
uønskede - ikke blot hele
tiden ”skaber” hinanden, men
også skaber og opretholder
integrationsbremsende
regeringer.
Sidste: Hvad angår Ku Klux
Klan kommer der i øvrigt om
kort tid en film i
fjernsynet om hvor sjovt det
var for mig på samme måde at
tage USA's største
Klan-leder med rundt for at
integrere ham med mine sorte
venner - et lettere
kunststykke end at få
danskerne til at integrere
sig. Hvor vidt det lykkedes?
Ja, det kan I jo få at
se....