Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Kronik i Berlingske Tidende
Søndag den 23. april 2006
 

Gør Naser Khader til statsminister

tekst og fotos af Jacob Holdt


Vigtigt: Denne kronik var ment som en tankeprovokation i mine forsøg på at få de konservative til at bryde ud af regeringssamarbejdet med Dansk Folkeparti og samtidig et svar på mange venners spørgsmål om hvorfor så mange muslimer tager afstand fra Naser Khader!!!  Den blev skrevet i hast og da jeg to dage efter forsøgte at trække den tilbage, opdagede jeg at Berlingeren allerede havde slået den stort op sammen med et angreb på DF fra de konservative.


Hvad med at genvinde Danmarks ry øjeblikkeligt ved at pege på Naser Khader som Europas første muslimske statsminister indtil næste valg? Det ville sende signaler af håb til hele den marginaliserede og undertrykte muslimske verden. Og Anders Fogh kunne genvinde sit ry fra EU-topmødet i 2002 som brobygger i stedet for grøftegraver.

 

Spøgefuglen Akkaris freudianske ønske om at se Naser Khader som integrationsminister fik os på nye tanker. Fra (hade)fulde folk og (vredens) børn hører man jo sandheden. Så lad mig antyde, hvorfor ideen måske kan bruges til at komme ud af den ulykkelige situation, der har gjort danskernes intolerance kendt over hele verden.

Mine danske venner fatter ikke, at så mange muslimer »hader« Naser Khader - i hovedsagen fordi vi ikke forstår vores egen racisme - den undertrykkende, negative og afstandtagende tænkning, som 80 pct. af befolkningen nærer over for indvandrerne.

Jo, Asger Aamund (som svar på din kronik 26.2), det er netop denne ubevidste undertrykkelse, vi i USA kalder »racisme«, da det var en sådan bebrejdende tænkning hos en lige så stor andel retskafne amerikanere, der pressede millioner af sorte ind i ghettoer. Racisme skal måles i den ødelæggelse, den bibringer målgruppen. Så hadet mod Naser Khader er et af de vægtigste beviser for, hvor dyb vores racisme er, thi jeg ser ingen tendenser til at indvandrere i USA har udviklet et tilsvarende had mod »Onkel Tom«-figurer. Dette modstandsbegreb findes udelukkende hos undertrykte og ghettoiserede mennesker - altså i USA hos de sorte og mexicanerne. F.eks. gifter ca. 40 pct. af indvandrerne - også muslimer og sorte - sig i USA med de hvide, mens kun ca. 2 pct. af de indfødte sorte gør det, da disse har udviklet en dyb foragt for intim fraternisering med deres undertrykkere. I hver eneste sort familie oplever jeg, hvor forskelligt søskende reagerer.

Hver gang jeg havde sorte kærester, blev disse altid »slagtet« af deres søskende for at have »nedværdiget deres race«. Denne emotionelle modstand fortsætter livet igennem - ofte med voldelige overfald på »overløbere«. Alle mine sorte kærester endte med senere at gifte sig med hvide - så at sige at gå i dialog med det hvide samfund og at åbne sig op for dets »værdier« (f.eks. klassisk musik, uddannelse etc.) - mens ingen af deres søskende gjorde det. For folk, der står uden for et undertrykkelsesmønster, er det svært at forstå, at mennesker reagerer så emotionelt. F.eks. har vi i dag - godt integrerede med tyskerne i EU - svært ved at forstå, at vi for kun 60 år siden kunne udstøde og overspytte danske kvinder, som »farveblindt« forelskede sig i uskyldige tyskere.

Vi må forstå og anerkende, at det i sådanne undertrykkelsesmønstre er lige så naturligt at reagere med vrede og fjendtlighed som at række hånden ud til undertrykkeren med risiko for at »forråde sin egen kultur«. Det er lige så naturligt i en og samme familie at reagere, som f.eks. Naser Khaders mor, med pludselig at gå med tørklæde, som at hendes søn udvikler sig til »den rene Naser Khader«. Den vrede, vi i dag ser hos muslimerne mod Naser Khader, har jeg i 36 år levet med blandt USAs sorte, som udsætter hinanden for grusom nedgørelse, hvis de opfører sig for »hvidt«, klæder sig for hvidt, tilegner sig hvide værdier.

Mine sorte elever på universiteterne fortæller, hvor smerteligt det er hjemme i ghettoerne at blive latterliggjort som »oreo cookies« (sorte udenpå, hvide indeni), hvis de viser tegn på universiteternes hvide kultur. Overalt spiller sorte mænd det klassiske »playing the dozens«, der går ud på nådesløst at undertrykke, såre og ydmyge hinanden med at man er »for hvid«, »motherfucker«, »Uncle Tom« osv. Den, som viser tegn på vrede eller ophidselse, taber.

At dette er en reaktion på de hvides afstandtagende tænkning ses bedst ved, at det ikke kendes blandt indvandrere i USA, som følgelig klarer sig lige så godt som de hvide i universiteterne. Den knusende undertrykkelse, som »indfødte« sorte er genstand for, fører derimod flere af disse i fængsel end på universitetet og knuser integrationen, nøjagtig som vi ser det for muslimerne i Danmark.

For mig er det rystende, efter kun få års hjemligt had mod muslimerne, i dag at genopleve denne grusomme internaliserede racisme blandt danske skoleelever i sætninger som »du er ikke rigtig muslim«, »du er for dansk«, »danskersvin«, »luder« (om kvinder der klæder sig for »dansk« eller anderledes end den udstødte gruppe), »bøssekarl« osv. Ligesom i de sortes »snapping« afprøver og måler eleverne hinanden med »du lugter af svinekød« eller »din søster er danskerfucker«.

At disse børn falder lige så langt bagud i PISA-undersøgelser som de sorte i USA, og senere afreagerer vreden og afmagten i enten kriminalitet eller nationalistiske flugtdrømmerier om Hizb ut-Tahrir og islamisme, hverken undrer eller skræmmer mig, al den stund jeg har set det hele før i »sort separatisme«, »sorte pantere«, »sorte muslimer« og sågar selvmordsterrorister (sorte der offentligt skyder mod alle hvide for til sidst at skyde sig selv, som jeg beskrev det i en kronik Berlingske Tidende 15.1.1994).

Det, der skræmmer mig, er derimod, at danskerne intet har lært af tidligere historiske undertrykkelser - f.eks. hvordan jøderne »indenfor murene« på samme vis delte sig op i de integrationsivrige (Naser Khader-typer) og f.eks. zionister og hasidim, der vendte sig mod hele vores samfund og drømte om en teokratisk, jødelovbaseret stat (à la Hizb ut-Tahrir, sharia etc.). Tværtimod kaster danske mccarthyister som Brix/Hedegaard sig naivt ud i klassiske »antisemitiske« konspirationsteorier om islamister, der pønser på at overtage hele verden. Naivt? Ja, for når man som jeg har kæmpet med »hadefulde« sorte kulturnationalister i 25 års integrations-workshops, forekommer det kun søvndyssende at høre de samme oppustede vredesudsagn fra Hizb ut-Tahrir-folk, når jeg inviterer dem til kaffe-bønnemøder i mine dagligstuer - hvor al integration jo starter og slutter - vel at mærke når det ydre had mod minoriteten slutter.

Men dette ydre had vil aldrig slutte under en regering, som bygger på et hadsk parti. Der er en vis portion smerte i ethvert samfund - også i Sverige og USA - som altid let kan piskes op i den ene eller anden retning af hadefulde politikere. Sådanne mennesker skal have kærlighed, ikke destruktiv magt til at undertrykke og forme andre med et tilsvarende had. Ingen ville drømme om at give vore islamister magt, så hvorfor give magt til dem, som hele tiden skaber dem og al den her beskrevne vrede og smerte hos vore indvandrerbørn?


Hvorfor så foreslå Naser Khader som integrationsminister, når muslimerne bebrejder ham for på nøjagtig samme vis at dæmonisere den naturlige vrede, som vores racisme skaber i så mange muslimer frem for at vise solidaritet og empati med dem, han kalder »farlige mørkets mænd«?

Vil en Khader, der ikke viser mere indlevelse, ikke blive lige så håbløs en integrationsminister som Haarder/Hvilshøj? Nej, integration handler netop ikke om at integrere indvandrere og at skyde skylden på ofrene, når dette mislykkes. Det handler om at integrere nationen, sådan som det defineres i USA og bl.a. Sverige. Altså om at integrere danskerne ved at hjælpe dem ud af deres afstandtagende, negative tænkning om indvandrere.

Det var netop disse tanker - hypotesen om den opaddrejende skrue i Gunnar Myrdals monumentalværk »An American Dilemma« (biblen inden for al integrationsforskning) - som inspirerede den amerikanske regering til at indlede hele borgerretslovgivingen. Oversat til vor danske situation lyder teorien kort således: Hvis vi sætter en godt assimileret indvandrer som Khader i en høj stilling, vil dette medvirke til at reducere danskernes fordomme mod indvandrere i almindelighed en lille smule, hvorved arbejdsgiverne i mindre grad vil diskriminere mod muslimske navne.

Dette vil sende nye signaler til indvandrernes børn om, at det hele ikke ser så håbløst ud, hvorfor de vil satse mere på uddannelse og mindre på flugt ud i kriminalitet eller fundamentalisme. Dette vil igen reducere danskernes bebrejdende negative tænkning om dem en lille smule, hvilket yderligere vil gøre det attraktivt for indvandrerne at åbne sig op for »danske værdier« og så fremdeles.

Men Gunnar Myrdal advarede også om, hvor let denne opaddrejende integrationsskrue kan blive nedaddrejende. Det er netop det, som er sket i de sidste 6 år under regeringens koalition med et hadets parti, der konstant piskede alle til bebrejdende at »stramme« kursen overfor indvandrerne frem for at give dem håb - kulminerende i at et tilsvarende had blev skabt i indvandrere og imamer, der til sidst fik »hele verden til at brænde om vor vugge«.

Når statsministeren nu vil forsøge at genskabe billedet af »danskerne som et åbent og tolerant folk« i et fortsat parløb med DF, truer han - i bedste fald tonedøv - med at dreje integrationsskruen endnu mere i bund med risiko for, at vi ser endnu mere bål og brand fra vore ofre à la Madrid, London eller franske forstæder.

De Konservative sidder derfor alene med magten til at vende skruen opad og redde Danmarks fremtid, for det vil tage os årtier at genvinde vort tidligere ry med DF fortsat med hånden på roret.

Men hvad med at genvinde det øjeblikkeligt ved f.eks. at pege på Naser Khader som Europas første muslimske statsminister indtil næste valg? Kun Argentina har tidligere haft en muslimsk præsident blandt »kristne« lande, og det ville sende signaler af håb og (ægte Hal Koch'sk) demokrati til hele den marginaliserede og undertrykte muslimske verden. Og Anders Fogh? Jo, han kunne genvinde sit ry fra EU-topmødet i 2002 som brobygger i stedet for grøftegraver, hvis vor nye »palæstinensiske« statsminister brugte Fogh som udenrigsminister til at løsne op for den ulykkelige situation, EU er kommet i efter Hamas valgsejr.

Med udgangspunkt i Foghs klare forståelse for besættelser fra sidste forår om, at »man samarbejder ikke med en besættelsesmagt«, vil Hamas kunne bruge ham som talsmand over for israelerne. Han må lade disse forstå, at det er en situation, de selv er kommet i efter besættelsen i 1967 ved at give efter for højrefløjens konsekvente politik med gradvis at annektere (dvs. »true med at udslette«) Palæstina (»Samaria og Judæa«). Dette skabte en lignende nedaddrejende skrue for de først passive, siden stenkastende og sluttelig kompromisløst kæmpende palæstinensiske modstandsfolk, der endte med ikke at ville anerkende den stat, som de facto ikke ville anerkende dem. Så meget smerte har ramt hver eneste palæstinensisk familie gennem de 40 års besættelse - også de kristne stemte i høj grad på Hamas - at hvis Hamas øjeblikkeligt opgav sin kompromisløshed, ville de straks ligesom PLO blive overhalet indenom af modstandsgrupper, der bruger endnu værre våben end de få, de rent faktisk har til rådighed for at påvirke israelerne så det gør ondt.

Derfor er der brug for en Fogh sammen med f.eks. Fathi El-Abed til først at løsne op for EUs pengepung, så det antisemitiske Iran holdes uden for indflydelse. En »palæstinensisk« og erklæret pro-israelsk statsminister som Khader vil med Fogh i pendulfart kunne løsne op for den konflikt, som gør Vesten utroværdig i ethvert forsøg på at demokratisere Mellemøsten.

De Konservative sidder således med nøglen til at få hadet ud af dansk indenrigspolitik og at løsne op for hadet ude i verden - og kunne i ét hug genskabe Danmarks positive internationale ry.

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;