Tørklædedebatten har været gennemsyret af den holdning at det er "de andre", der er noget i vejen med, og at vores dybe danske tolerance blot skal justeres, så de mest iøjnefaldende hindringer for indvandrerne falder væk. Men billederne af Søren Henriksen, Ebbe Lundgaard og Mærsk Mc-Kinney Møller, der misbruger deres enorme magt til at udelukke en allerede undertrykt og sårbar befolkningsgruppe fra et mere værdigt liv, genfremkaldte for mig barndommens billeder af guvernør Wallace, der spærrede indgangen til de hvides universitet og en bedre fremtid for Alabamas sorte. De fleste danskere følte dengang en så afgrundsdyb foragt over for denne krænkende behandling af medmennesker, at vores og verdens ophobede indignation til sidst fik præsident Kennedy til at sætte tropper og borgerretslovgivning ind.

I min barndoms naivitet var jeg overbevist om, at Wallace måtte være et uhyre ondskabsfuldt menneske - en naivitet det er vigtig for mig at huske nu for at kunne forstå disse nutidens Wallacer, der kæmper imod og kun tøvende viger for vor hjemlige centralregerings dekreter. I særlig grad fordi den ene hører til min vennekreds, og jeg ved, at der bag hans uforsonlige racistiske facade i denne sag gemmer sig et hjerte, der normalt banker for retfærdighed.

Nej, vi må aldrig glemme mennesket bag racisten, og jeg ved da også at de udøver deres onde handlinger vel vidende, at de - ligesom Wallace - repræsenterer den større befolknings ønsker (læs racisme). At danskerne nærer fordomme over for muslimerne er ligeså menneskeligt og forståeligt som disses fordomme over for os. Men fordomme bliver farlige, når man har den sociale magt til at bruge dem til at undertrykke andre med. Denne cocktail er selve definitionen på racisme.

De farligste racister er dem, der har magt til at skade de undertrykte mest. Jeg var rystet over under tørklædedebatten at se store ungdomsskarer belejre en magtesløs gruppe fortabte og ghettoiserede nazister i Greve (adskillige ofre for en fortvivlet eller kærlighedsløs barndom, fortæller deres barndomsvenner mig). Men ingen tænkte på at lave store demonstrationer uden for Dansk Handel og Service, FDB og Mærsk skønt næsten ingen muslimske indvandrere vil påstå, at nazisterne nogensinde har gjort dem personligt fortræd. Nej, deres smerte og frustration over at være lukket ude kommer fra disse magtfulde institutioner - og alle de mørkets kræfter i danskerne, disse repræsenterer.

Det absurde i tørklædesagen er derfor, at den kom til at handle om noget ligegyldigt ydre og ikke disse indre mørkets kræfter i danskerne; - denne alle-inficerende sygdomsvirus, der blot benytter tørklædet til bekvemt at formumme det isbjerg af kulde, vi lukker indvandrerne ude med fra første dag i landet - eller fra afsløringen af deres navne i jobinterviews. Man bør ikke lukke folk ind for at lukke dem ude - og dernæst i deres senere ophobede vrede spærre dem inde.

Det ville være mere ærligt og mindre belastende ved alle grænser at sætte skilte op: "Ingen med slør eller forkerte efternavne bedes søge indrejse i Danmark" ligesom jeg engang blev standset af et skilt ved grænsen til Guatemala: "Langhårede ingen adgang". Jeg kunne dog få de intetanende grænsevagter til at klippe min lidt for lange korthårsparyk, der skjulte mit lange hår nedenunder. De gjorde det jo "for min egen skyld", for langhårede blev betragtet som guerillaer og skudt. Muslimerne ved Danmarks grænse kan ikke lave sig om "for deres egen skyld" og bør det heller ikke. Thi det er jo ikke det gæstfrihed handler om.

"For deres egen skyld", siger de danske Wallacer med Lundgaard i spidsen, "så de kan lære at indpasse sig". Dette minder endnu engang om min barndoms naivitet, da jeg troede at Wallace diskriminerede mod de sortes hudfarve. Naivt, for så ville de jo ikke fra slaveriets tid have omgivet sig med sorte tjenestefolk. "For deres egen skyld" burde de sorte aflægge sig - ikke sløret - men deres dårlige manerer og karakter. Først når de havde fået "ordentlige (hvide) manerer" ville de gøre sig fortjent til "hvide jobs" og ikke at skulle sidde bagest i bussen. De sortes karakter var jo så stærkt deformeret af århundreders udelukkelse, at alle hvide var overbeviste om, at den "ville skræmme kunderne væk," og at de sorte derfor måtte "ændre sig først."

Men kan vi så let aflægge en formet personlighed? "Nogle af mine søstre bærer ikke slør, men min mor og mine andre søstre ville føle sig aldeles nøgne uden sløret," sagde min søns pakistanske ven forleden. Min dumsmarte danske antimuslimske racisme fik mig til at drille: "Ja, danskerne opfører sig ligeså hensynsløst overfor en anden kultur som den muslimske regering i Jakarta, da den påbød de hinduistiske kvinder på Bali ikke længere at gå barbrystede rundt. Men de ældre balinesere føler sig fuldstændig "nøgne" med alt det tøj og går derfor stadig barbrystede rundt."

At tvinge nogen til at gå med jødestjerne er ligeså undertrykkende for et menneskes værdighed som at tvinge nogen til det modsatte. Enten tvinger man folk til at blive synlige - for at kunne diskriminere og udelukke dem - eller også diskriminerer og udelukker man dem for at gøre dem usynlige fordi man ikke bryder sig om at tænke på dem - eller at se dem som ligeværdige medborgere.

Det er synd, at den tolerance overfor jøderne, som gjorde os verdensberømte, da vi i 1943 stod overfor racismens endelige valg - at den ikke er blevet afløst af en tilsvarende tolerance overfor muslimerne. For vor relative tolerance overfor de underligt påklædte og beskidte russiske jøder, der væltede ind i landet ved århundredskiftet, bestod jo netop i ikke at lukke dem ude "for deres egen skyld." Derved var vi i stand til at gøre dem så danske, at vi allerede 50 år efter var i stand til at se dem som vore naboer - og derfor redde dem - "for vores egen integritets skyld." Som Suzanne Brøgger morsomt fortæller om sin jødiske familie i "Jadekatten," tillod vi dem at blive så meget lig os selv, at først da vi "stødte dem fra os" i bådene - "for deres egen skyld" - gik det op for dem, at de var jøder.

Men ude i Europa havde den voldsomme antisemitisme og udelukkelse fået jøderne til - ikke blot at holde fast i deres kultur, men at videreudvikle den i underlige "tilslørede" hassidiske retninger, så deres undertrykkere tænkte endnu dårligere om dem og endog udviklede det pudsige begreb "den beskidte jøde". Jeg kan huske, hvordan jeg i den grad havde tilegnet mig det hvide sydstatsbegreb om "den beskidte sorte," at jeg i lang tid forbavsedes over at se de fattige sorte bruge lige så meget tid på at vaske sig som de hvide, når jeg boede hos dem. Men er det ikke tilsvarende smuds, der pludselig vælter op fra vore dybeste psykiske kældre, når jeg i tørklædedebatten hører ordet "hygiejnisk" brugt som grund til at forbyde tørklæder? Som i al racisme savnes logikken, for det er vel netop med tørklæder på, at man ikke taber håret i maden ligesom personalet i de mest sterile operationsrum hyppigt ligner de rene talibanske påbud.

Der er altså ingen logik i den ghettoiseringspolitik, som Henriksen, Lundgaard og Mc-Kinney Møller udøver - for at lefle for min og andre danskeres racisme. At udelukke "vor tids jøder" eller "vor tids sorte" vil, som Østeuropas og USA's tidligere skræmmende eksempler viste det, blot bevirke, at de udstødte holder endnu mere fast i deres kulturer, videreudvikler den og bliver mere og mere anderledes og fjendtlige over for os. Mange muslimske kvinder gik ikke med slør, før de blev udsat for vores menneskelige foragt og kulde - og smider det straks når de besøger deres hjemlande. For først dér ønsker de at skilte med, at de har haft succes med at blive danskere. M.a.o. står de omtalte supermarkedsbosser - og alle vi andre - under anklage for at "tvinge" en i forvejen - også af deres egen kultur - undertrykt gruppe til at gå med det, som vi i vore selvretfærdige tanker ser som selveste symbolet på undertrykkelse, tørklædet.

I USA inviterer man derimod straks indvandrerne ind i den menneskelige varme. Der behøver de dem ikke som lynafledere for egen smerte og afmagt, da de allerede har de sorte til dette formål. Derfor ser jeg næsten aldrig tørklæder hos muslimerne. Kun de indfødte sorte muslimer benytter det - tydeligvis som reaktion på de hvides udelukkelse af dem. Når jeg fortæller mine pakistanske og tyrkiske veninder i USA, at i Danmark går muslimerne hyppigt med slør og har udviklet en vrede over udelukkelsen med næsten samme høje kriminalitet som de sortes i USA, er de rystede. For de ønsker jo selv - og bliver opmuntret til det - med det samme at blive "superamerikanere" i en sådan grad, at hvide forældre bevidst forsøger at få deres børn i skoler med mange indvandrere - fordi disse "er mere motiverede." Danske forældre gør det stik modsatte - og gør derved indvandrerne mere ghettoiserede, mere "tilslørede," mere vrede (læs: mere kriminelle) og mindre motiverede for nogensinde overhovedet at ønske at blive danskere.

På den måde gør vi gradvist en stor gruppe mennesker så anderledes og foragtelige, at det er let for en Wallace, en Henriksen, en Lundgaard og en McKinney Møller at retfærdiggøre yderligere udelukkelse i befolkningens øjne. Skønt vore højere idealer får 81% af os til at sige til Gallup, at vi ikke har noget imod at blive betjent af kvinder med tørklæde, mener et flertal, at virksomhederne gerne må holde dem ude i arbejdsløshed. Det ligner ærkeracistens svar i USA om sorte: "Jeg er ligeglad med, om folk er sorte, gule, grønne eller blå" hvorefter de 10 sætninger senere siger "....blot de ikke tager vores arbejde eller gifter sig med min datter."

Det rystende i tørklædesagen er, at vi vil udelukke dem fra et af de i forvejen mest ringeagtede jobs: "Du kan jo altid blive kassedame i Irma" siger vi for at skræmme vore børn til bedre præstationer i skolen. Guvernør Wallace ønskede trods alt "kun" at spærre døren til de højere hvide læreanstalter, hvor 90% af de sorte alligevel ikke var kvalificerede. Og befolkningen undskyldte sig med, at de sorte jo havde deres egne universiteter, samt - vigtigst - allerede havde en levevej som f.eks. kassedamer, dernede på den sociale rangstige, hvor "de hørte hjemme."