Flere venner opfordrer mig til at tage afstand fra Politikens åbenlyse fejlcitering af mig 10.5 fra Hizb-ut-Tahrir-mødet i Nørrebrohallen om at jeg som ung ”gik ind for proletariatets diktatur – om nødvendigt med vold”.

Under indtryk af den igangværende hetz mod Hizb ut-Tahrir har jeg dog mere lyst til med et ”vi” at tage samtlige venstrefløjens Gulag-forbrydelser på mine skuldre. Jeg er nemlig rystet over at ingen af de gamle venstreorienterede hidtil er kommet HuT til undsætning. Man skal jo ikke færdes længe blandt HuT’ere for i dem at genkende de samme forvildede, fanatiske, idealistiske, retfærdighedssøgende, medfølende, vrede og især drømmende unge mennesker, vi selv engang var. Når den værste kritik af HuT synes at komme fra gamle venstrefløjsfolk, kan man ikke undgå at mistænke disse for en vis portion selvhad, som så let slår over i afstandtagende hetz. Men hvorfor ikke bruge HuT til at opnå lidt selverkendelse ved at acceptere og forstå de sider i os selv og den tid som formede os ind i de høje stillinger og magtpositioner, som uforholdsmæssigt mange af os i dag sidder i, og som de veluddannede og forbavsende velintegrerede HuT’er nu hastigt selv iler mod? 

Jeg selv følte mig umiddelbart hjemme under HuT’s møde i Nørrebrohallen – opflasket af min madmors indremissionske bønnemøders retorik om et kommende Utopia og min senere ungdoms naturlige færden på venstrefløjen i reaktion på Vietnam-krigens myrderier, kolonialisme, sult og nød i den Tredje Verden. HuT’s indremissionske sider er lette nok at gennemskue, men hvordan kan vi undgå at genkende vore egne fortidige venstreorienterede sider?  Ord for ord er deres analyser og kritik af kapitalismen og det vestlige demokrati (som også vi fandt hyklerisk) jo som alle de uforståelige, forvrøvlede, sandkasse-intellektualiserende skrifter, rivaliserende universitetsmarxister dengang sprøjtede ud på stribe, når man erstatter Marx- og Lenincitaterne med Koranens. Vi orker blot ikke denne sammenligning, da det giver os kvalme at gense hvad vi dengang skrev. Også i Nørrebrohallen faldt halvdelen af tilhørerne i søvn - ude af stand til at forstå hvad der blev læst op - og vågnede kun op under Allah Akbar-råbene, der lød nøjagtigt som vore egne ”truende” knytnæveråb: ”Rød Front”.

Også vi havde svagere sjæle som af lokalpolitiske bevæggrunde (Vietnam, Palæstina) forvildede sig ud i hetz (antiamerikanisme, antisemitisme) eller kulturelt betinget homofobi i drømmen om at vores kommende retfærdige Utopia ville afskaffe alle vestens dårligdomme af narkomani, alkoholisme, prostitution – OG, ja, homoseksualitet!

Jeg roste Hizb-ut-Tahrir i Nørrebrohallen – thi vil man påvirke folk må man blande lidt ros i sin ris – for konsekvent ikke at gå ind for vold sådan som vi dengang gjorde det gennem støtte til voldelige omvæltninger og ustandselige rudeknusninger i USA’s ambassade. Modsat HuT støttede et mindretal af os undertrykkende regimer (i Øst), mens et flertal af os ligesom HuT forkastede alle eksisterende regimer og fantaserede om et kommende ”Khilafah” for vores ”Ummah” - eller hvad dette hed i vore ungdomsdrømme på vor vej mod nuværende magtfulde pladser i folketing og medier. I næsten alle partier og medier genser vi i dag ansigterne – nu viftende med et hastigt påklistret hvidt kors på de gamle røde faner (se blot min gode ven Søren Espersen) og hetzende med ordet ”demokrati” frem for brosten.
Hetzen mod HuT er blevet politikernes politisk korrekte måde at signalere antimuslimske holdninger overfor forvirrede danskere og formynderisk foragt overfor muslimernes egen dømmekraft og evne til at tackle HuT - sådan som jeg f.eks. så en fuldstændig tilhyllet sortklædt muslimsk kvinde gøre det på Nørrebrogade, da en HuT uddelte løbesedler til hende. Foragteligt rev hun dem i stykker lige op i hans ansigt og råbte på pæredansk: ”Det er jer der ødelægger det hele for os.”

Men ærlig talt, hvorfor er vi blevet så bange for os selv? Hvorfor kaster selv Politiken sig ud i en BT-agtig hetz (14.5) uden – ved nærlæsning - at have spor belæg for det? Husker vi ikke hvordan højrefløjens afstandtagende hetz og moddemonstrationer blot beton-cementerede os i vores frelsthed? Har vi glemt at de gange, hvor vi virkeligt begyndte at tvivle og at flytte os, var når kritikken kom fra en ”irriterende reaktionær” onkel eller svigerfar, som gennem kærlig, intelligent indleven i hele vores forståelsesramme påpegede dens indbyggede inkonsekvenser og hvordan disse ville føre til et Gulag-system?

Jo mere jeg i mit arbejde i Kritiske Muslimer, der forsøger at udbrede forståelsen for at Islam og demokrati er foreneligt, aflærer mine egne fordomme om Islam, jo bedre rustet håber jeg at blive til selv nu at optræde som ”kritisk onkel” overfor ungdomsfanatikere som HuT. I processen aflærer jeg også nogle fordomme om HuT, f.eks. havde hver tredje af de 700 Nørrebrotilhørere læst Biblen. Kan det omvendte mon siges om gammeldanskerne?

For nylig inviterede jeg derfor en flok Hizb-ut-Tahrir’er med hjem til kaffe og fællesbøn. Som ung blaffer lærte jeg jo at den hurtigste vej til menneskers hjerter og gæstfrihed er at deltage i deres bønner og ritualer - både kristne fundamentalister, muslimer, jøder, buddhister eller bahá'i’er (mine foretrukne). Efter lang tids snak med disse HuT’er, som jo udenfor vore hadske mediers rampelys elsker at diskutere, måtte jeg som ”kritisk onkel” konkludere:
”Jeg fatter ikke at folk ser jer som så farlige. I er jo en fantastisk gave for demokratiet. Som barnet i ”Kejserens nye klæder” formår I med kun ca. 100 konsekvent ikke-voldelige medlemmer det som millioner af volds- og diktaturtilbedere i fortidens Vesteuropa (bortset fra enkelte tiltag som ”berufsverbot”) ikke formåede at bevise - nemlig at ”demokratiet er hyklerisk”. I får en hel nation til at gå i hysterisk selvsving og dets demokrati til at optræde nøjagtigt som anklagerne imod jer om fjendebilleddyrkelse og udemokratisk hetz frem for Hal Kock’sk samtale som f.eks. denne.

Skulle det nogensinde lykkes at etablere jeres utopiske Khilafah-stat er I jo til den tid blevet så grundigt demokratiserede at I vil slæbe alt det I har lært i Danmark med jer for at få hele den samtale og dialog, der ligger i Islam - også i jeres vision! – til at fungere. Nøjagtig som vi var millioner af ”børn af Marx og Coca Cola,” der råbte ”proletariatets diktatur” og ”udenomsparlamentarisme,” men som – da vi fik magten - endte med at blive demokratiets bedste forsvarere.”

Velment dialog stopper ikke terrorister