Lad os begynde den smertefyldte rejse mod dette mål ved først at genopleve en skelsættende skibsrejse sammen.....

 
 

2. Interview med en hvid massemorder

I mine vagabondår i 70'erne syntes de fleste amerikanere at have det godt med sig selv og jeg fandt derfor næsten ingen Ku Klux Klan-aktivitet. Men med den stadig voldsommere mishandling af børn, jeg har set siden, undrer det ikke at Ku Klux Klan er vokset stærkt. I dag møder jeg folk langt værre end klanen. En nat for nylig samlede jeg Woody, denne ludfattige blaffer op i Mississippi, og han fortalte at han og hans to brødre personligt havde myrdet så mange sorte, at de ikke havde tal på dem.

- John lavede et kæmpe hul i hovedet på ham - tog et stort stykke ud af hovedet. Da var det jeg fik blod på mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver gang hjertet slog, sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt og faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til det gamle posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der er et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind fra landevejen.

- Stadig? Hvad år har vi nu? 
- Det er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der står 'Niggere ingen adgang'.
- Når I tog ud for at dræbe dem, havde han så at snakket om det hele dagen, eller skete det bare?
- Nej, det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden og fik lyst til at gøre det. Og han havde set dem, så han gjorde det. Det var lige her den fyr faldt om efter min bror stak ham ned... Jeg skal vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side af den telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt. Lad os komme af sted før politiet kommer for de er skrappe her om aftenen.

- Hvad sagde han?
- Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over jernbanen, sagde Sammy til ham: Jeg vil vædde på, at du ikke vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og John sagde: 'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!. Men så sagde han: 'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde: 'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før han trak den ud. Da blodet kom ud ramte det både mig og Sammy.

- Hvordan gik det for sig når.....?
- Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han godt kan li' at se frygten i deres ansigter når de dør. Det var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en over til bilen og John sprang ud og skød ham. To af dem løb og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var meget ung eller noget. Sammy begyndte at slå ham i hovedet med en eller anden flaske han havde. Og så begyndte John at sparke ham og sådan. Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor han ikke kunne bevæge sig, trampede John bare på ham til han døde. Det eneste jeg aldrig har set John gøre var at tage ud og køre niggerne over, som han plejede at gøre. Men jeg har set blodet på bilen - jeg har taget T shirts, skjorter og sådan noget ud under bilen efter han havde kørt dem over. Jeg har set ham tæve mange, mange niggere, mange gange, og gå fra dem livløse.

- Hvor mange vil du tro?
- Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre og tæer.





Da jeg som altid med voldsmænd og mordere spurgte ud om hans barndom, vældede tårerne frem, mens hans berettede hvordan de tre søskende barndommen igennem var blevet pryglet og mishandlet af de dybt alkoholiserede forældre. 

Det er vigtigt altid at give sådanne smertens børn al den kærlighed og ømhed vi kan mønstre. På mine rejser forbløffes jeg gang på gang over, hvor lidt der skal til før disse tyngede, lukkede mennesker synes at ranke ryggen og få det bedre med sig selv. 

Mennesker, som har det godt med sig selv, ved vi, er ikke i stand til at skade andre eller blot at tænke dårligt om andre. Kun mennesker i dyb smerte ønsker at gøre andre fortræd. Alle de værste racister, jeg møder nu om dage, har uden undtagelse været stærkt mishandlede eller ydmygede i barndommen. Deres korsafbrændinger, hagekors og brandbomber er blot et råb om vores hjælp og opmærksomhed, og der skal så uendeligt lidt til for at hjælpe dem ud af deres undertrykkelsesmønstre. 

Min ven Woody var begyndt at forstå, at da han aldrig havde haft nogen at bearbejde sin smerte sammen med, havde han ubevidst vendt den ud mod de sorte i en så uhyggelig grad, at han kunne beskrive hvordan de efter langvarig tortur havde myrdet hver enkelt og kastet dem i Mississippis floder og sumpe. 

- Smed han normalt ligene i sumpene?
- Åh, ja, mange gange smed han dem i sumpene....

3. Den forværrede racisme i dag

Ingen hvide kan fuldt forstå det enorme psykiske pres, det er, konstant at blive bombarderet med, at man er mindre værd end hvide. Den værste skade sker når ofret begynder at tro på og indvendiggøre undertrykkerens fordomme. Grusomme nedvurderinger som "Du er ikke andet end skidt, nigger" hører jeg konstant genlyde mellem sorte familiemedlemmer, som i hinanden indgyder vores dybe racistiske følelser overfor dem og deres dystre udsigter ved at være bandlyst til en permanent tilværelse på det hvide samfunds skyggeside.  

Håbet, som jeg fandt blandt sorte i 70'erne, er i dag overalt afløst af selvbebrejdelse. Wilma, som jeg ind imellem mine foredrag ofte diskuterer med natten lang i hendes lille shack, udtrykker i sorte ord det som mine hvide elever i dag tænker, men ikke tør sige: 

- De holder mig nede, mine egne holder mig nede. Jeg er bange for dem, ja, mit liv er truet af mit eget folk. 
- Har hvide aldrig gjort dig fortræd?
- Nej, aldrig. I Alabama og New York har jeg aldrig haft besvær med hvide. Altid mine egne... 
- Bebrejder du dem det? 
- Ja, jeg gør. 
- Men du må aldrig glemme... 
- Ja, du kalder det indvendiggjort undertrykkelse, ikke? Men jeg ser det ikke sådan. Jeg tror det blot er deres natur at være sådan.. 
- Nej, nej, nej! 
- Jeg tror ikke det er indvendiggjort undertrykkelse. 
- Men du må aldrig miste troen på mennesket.
- Jeg har mistet troen på dem.
- Men det kommer heroppe fra, det kommer fra racisme.
- Jeg ser det ikke sådan.
- Når mennesker er så skadede - og du ved at sorte er sårede - lader de det gå ud over hinanden. Når man nedværdiger og ydmyger folk i et land længe nok, vender de til sidst deres vrede mod hinanden.
- Ja, men hvad du taler om skete for mange år siden i 1800-tallet.
- Jeg ved hvad du taler om og at det er sandt, men vi er kommet langt siden da. Vi har fået så mange døre åbnet for os siden. Vi bør kunne klare os selv. Men vi holder hinanden tilbage med had og selviskhed. Det er ikke de hvide, der holder os nede.
- Wilma, du lirer de hvides snak af nu. Det er hvad de siger. Hvem er arbejdsgiverne i dette land. De er hvide, og hvem giver de ikke arbejde?
- Jeg ved det, men jeg kan kun tale om hvad jeg går igennem og mine egne er dem som holder mig nede.
- Det er hvad alle sorte føler nu om dage, og således skyder de skylden på sig selv og skader hinanden endnu mere.
- Jeg ved det, alt hvad jeg blot ønsker er at slippe væk fra dem.
- Hvor vil du ta hen?
- Jeg ved det ikke endnu....
 

Aldrig havde jeg i 70ernes håb og optimisme troet at racismen ville blive så slem, at jeg en dag skulle sidde og forsvare ofrene overfor dem selv.
Man kan overleve i undertrykkelse, hvis man klart kan identificere undertrykkelsen og derigennem se et håb om at den en dag vil ophøre. For 50 og 100 år siden boede vi i tæt fysisk integration med sorte. Men i dag er vi så isolerede fra hinanden, at de sorte, som vi nu hensynsløst bombarderer med Bill Cosby-fantasier om at de har opnået frihed, for første gang i historien har svært ved at identificere undertrykkeren og derfor uden betænkning søger skylden for den voksende smerte hos sig selv.

Og er det først lykkedes at overbevise undertrykte om at de er deres egen værste undertrykker, falder alt fra hinanden.
Hverken deres indtægter eller selvfølelse er store nok til at genskabe den kernefamilie, vi konstant holder frem, og følelsen af håbløshed og fallit slår familien i stykker.

Når det hele viser at heller ikke hvide i dag har det så godt med sig selv som før, er det måske ligeså svært at finde virkelig kærlighed under karrieremillionærens krystallysekroner som blandt dem, som må "shacke sammen" i olielampens skær. For ingen, der har det virkelig godt med sig selv, ville kunne undertrykke så knusende, som vi gør det i dag.

Og ofret er ikke blot den sorte familie, men i stadig stigende grad børnene. Vi hvide, som elsker at omtale, at vi har en sort ven her og en indvandrer ven der - for at opnå moralsk status og sort anerkendelse - og vi som elsker at fordømme andres, mere primitive racisme, glemmer ustandseligt at tabere som Ku Klux Klan står uden nogen som helst magt til at skade sorte, mens vi selv, samfundets "gode" borgere, i dag presser millioner af sorte ind i ghettoer, isolation, fortvivlelse, fængsler og død. Cosby-showets drømmeflugt fra hvid skyldfølelse dækker over vores endelige knusning af den sorte familie. I dag vokser over 70% af sorte børn op uden fædre og hvert tiende barn uden hverken mor eller far - dobbelt så mange som da jeg først kom til Amerika.
 

Derfor må bedstemoderen må tage sig af dem. 
Sorte elever, som her op mod år 2000 er i stand til at klare sig på trods af denne - den værste undertrykkelse nogensinde i sort historie, fortæller mig ofte, at netop bedstemoderen var deres frelsende engel.