| |
Lukas
7:36-50
Den eneste gang, hvor det
lykkedes mig at tale nogen fra at foretage et overfald, var ved et mærkeligt
sammentræf af omstændigheder i Greensboro, North Carolina. Jeg boede hos
en sort socialrådgiver, Tony, hvis far ejede en af de værste barer i den
sorte ghetto. Jeg hang altid i baren om aftenen.
En aften mødte jeg to sorte
piger af den kriminelle type derinde og vi besluttede, at jeg skulle tage
med dem hjem. Først stjal vi noget vin i en forretning og strøg så lige
ud i den ventende taxa. Da vi sad på bagsædet og var kommet i gang, spurgte
jeg pigerne, hvordan de havde i sinde at betale, eftersom jeg vidste,
at de ikke havde penge.
Pyt, sagde de, bare vent.
Lad os ordne det. Når vi kommer til stedet vil vi bare slå ham ned og
tage alle hans penge. Dette kom lidt bag på mig, da jeg ikke havde prøvet
at slå en taxachauffør ned før, men jeg sagde alligevel ikke noget. Så
pludselig vendte den sorte chauffør sig om for at spørge om noget, og
jeg opdagede, at jeg kendte ham. Det var jo socialrådgiverens bedstefar,
som ejede byens største sorte taxaselskab.
Da kan det nok være, at jeg
tog sagen i mine egne hænder. Jeg råbte stands til chaufføren, og sagde
han kunne få betaling næste dag gennem sønnesønnen. Derefter rev jeg håndtasken
med pistolen ud af den ene piges hånd og skubbede dem ud af døren, mens
de måbede ligeså meget som taxachaufføren. Ude på gaden råbte jeg til
dem: "Det er jo Tonys bedstefader, I fjolser". Skønt de kendte
Tony, ville denne kendsgerning naturligvis ikke have standset dem, men
da de var ude af bilen og taxaen kørt, havde de i hvert fald ingen mulighed
for, at skade ham.
Tit chokerede sådanne pigers
råhed mig. Jeg så dem bestandig gøre de mest modbydelige ting mod både
mænd og kvinder. Netop derfor var det så overvældende en oplevelse, når
et forhold kunne opstå imellem os, og jeg fik lejlighed til at få et glimt
af den varme menneskelighed neden under den hårde skal af ondskab og tvetungethed
(backstabbing), som dette voldelige system havde givet dem.
Mennesker, som i den grad
er slavebundne af en voldelig måde at omgås, nærer en dyb længsel efter
frihed og en mere menneskelig måde at omgås hinanden på. Alligevel kan
denne længsel ikke komme til at blomstre, da den konstant kvæles af de
voldelige vibrationer, den modtager fra ghettoens andre fanger. De hvide
og bedrestillede negre med "finkultur" kommer denne længsel
ikke i kontakt med, da disse "finkulturer" kun har foragt tilovers
for ghettokulturen - en foragt der konstant føles og fornemmes i ghettoen,
og som er den direkte årsag til at ghettoen bliver mere og mere voldelig.
Den ømhed, jeg så ofte fandt i vore forhold og som så let kunne have fået
lov at slå rod i mere menneskelige samfundssystemer, virkede så usigelig
stærk og smertende på mig netop fordi jeg igen og igen så, hvordan systemet
gjorde det mere naturligt for disse piger at handle i et mønster af råhed
frem for ømhed.
En anden aften i Jacksonville,
Florida, havde jeg truffet en sød, sort pige, som lovede mig at finde
et sted, hvor jeg kunne bo. Vi gik hen til hendes veninde, som var prostitueret,
men hun havde haft problemer med sin fyr, så dér kunne vi ikke bo. Vi
vandrede rundt hele aftenen og prøvede både den ene og den anden mulighed.
Den prostituerede blev stadig mere interesseret i at skaffe os et sted
at være. Pigerne aftalte så, at hun skulle "turn a trick" på
en hvid taxachauffør, mens jeg sad og ventede i en kaffebar.
Nogen tid senere kom de helt
oprevne løbende tilbage og sagde, at jeg skulle komme hurtigt. Vi fik
et værelse på et motel og jeg opdagede, at de havde langt mere end de
10 dollars, man normalt får for et "blow job" på gaden. Jeg
spurgte dem, hvorledes det kunne gå til, men de ville ikke sige hvordan.
Først senere fortalte de
om det. Det viste sig, at den ene havde fået lokket den hvide mand ind
i en mørk gyde, hvor hun så havde foretaget "jobbet". Men så
havde hun pludselig grebet en stor mursten ved siden af og slået manden
oven i hovedet. Da han ikke faldt omkuld øjeblikkeligt, havde hun taget
en jernstang og slået ham oveni, igen og igen, indtil han øjensynlig var
død.
Derefter tog hun hans pung
op og løb tilbage til den anden pige, som havde stået i baggrunden og
overværet det hele. Sagen var, at hun havde følt hun lige så godt kunne
tage lidt mere end de 10 dollars, så hun også kunne nyde natten med et
skud heroin.
Men da vi alle tre lå der
på motellet i en dobbeltseng, fik de åbenbart sjælekvaler, og det viste
sig, at de begge var stærkt religiøse. I flere timer bad de:
"Åh, Gud, Gud, gør dag noget så han ikke dør".
Det var en nervøst stammende bøn ind imellem forsøgene på at finde en
vene, de kunne sprøjte i.
Allerede næste morgen havde
de glemt det hele igen. De var mest bekymrede over at have sovet over
sig, så de nu kom for sent til søndagsgudstjenesten, hvor de skulle synge
i kirkekoret.
Brev til ven |
