Amerikanske Billeder © Jacob Hol

Amerikanske Billeder
© Jacob Holdt og Forlaget Per Kofod ApS 1992
Denne nye udgave er oversat fra amerikansk af Jacob Holdt
Første danske udgave udkom på Informations Forlag i 1977 Amerikanske Billeder er hermed trykt i 13 oplag og 82.000 eksemplarer på dansk Omslag og layout: Kitte Fennestad Produktion: Nørhaven A/S, Viborg Printed in Denmark 1992 ISBN 87-89586-77-8

En særlig tak til Jette Drewsen for rettelse af det oversatte manuskript.

Eftertryk fra bogen kun tilladt med fondets skriftlige tilladelse.

Kald mig ikke en borger af Athen, men en borger af verden.

... Sokrates

Mit land er hele verden.
...Dante

For mig synes det en skrækkelig ting at have en sjæl kontrolleret af geografi.
.. .George Santayana

Mit land er hele verden og min religion er at gøre godt.
...Thomas Paine, Rights of Man

Vi bliver bedt om at elske eller hade det og det land eller det og det folk. Men nogen af os føler for stærkt vor fælles menneskelighed til at gøre sådant et valg.
...Albert Camus

Oprøreren: Der er ikke nogetsteds i verden en stakkels skabning, som er lynchet eller tortureret, i hvem jeg ikke er myrdet eller ydmyget.
. . ...Aime Cesaire: “Les Armes Miraculeuses”

Vi må lære at leve sammen som brødre eller at gå til grunde sammen som tåber.
...Martin Luther King

Forord

“Du må have tillid til det bedste i mennesket, og mistillid til det værste. Hvis ikke, vil det værste få overhånd. “ Jose Marti.

”Vi ved nu, at der ikke er nogen vej ud, at “systemet” som er det onde produkt af offentlig forsømmelse og privat grådighed, er kommet for at blive og til evig tid vil være et stormcenter for vor civilisation. Der er ikke andet at gøre end at prøve at få det bedste ud af en dårlig handel. Hvis det kunne se ud som om “den anden (fattige) halvdels “ lidelser og synder, og al den ondskab de afføder, ikke er andet end en retfærdig afstraffelse af det samfund, som ikke gav dem andet valg, så er det fordi det er sandheden. “ Ovenstående citat er fra Jacob A. Riis' bog “How the other half lives”, som jeg tilfældigt fandt, da jeg i sommeren 1975 dryssede ind i en boghandel i San Francisco. Jeg havde aldrig før hørt noget om Jacob Riis, og bogen gjorde så stærkt et indtryk på mig, at jeg besluttede mig til at hugge den, hvilket siger ikke så lidt om min økonomiske situation på det tidspunkt. (Hvis der skulle være nogen af Jer, der er lige så slemt ude at køre, når I ser min bog, vil jeg naturligvis også anbefale Jer at hugge den. At stjæle er ikke nogen god ting, men vi bør alle sammen prøve det en gang i vores liv for at få lidt forståelse for og solidaritet med dem, som er tvunget ind i denne livsform).

Ingen er født som vagabond, og det var en lang række omstændigheder som førte mig til denne lykkelige tilstand. Jeg blev født i et lille land på størrelse med Massachusetts. Sammen med Sverige har Danmark længe haft ry for at være et af de mest liberale lande i verden. Jeg voksede op i den vestlige, mere konservative og tidligere ret fattige del af Danmark, hvorfra tusinder udvandrede til Amerika omkring århundredskiftet. Min far er præst i en lille landsby. I generationer er den førstefødte søn i familien blevet døbt Jacob Holdt og siden uddannet til præst, så det lå altid i luften, at dette også skulle blive min lod. Min farmor var familiens åndelige overhoved, som ikke lod nogen chance gå fra sig til at fortælle mig om familiens religiøse bedrifter og gøre mig opmærksom på mit “kald”. Gennem alle de år jeg vagabonderede i Amerika, fik jeg fortsat breve fra hende om hvordan jeg snart havde samlet nok verdslige erfaringer til at kunne komme hjem og begynde teologistudiet. En meget vægtig årsag til, at jeg blev ved med at vagabondere og forestillede mig, at jeg ville gøre det resten af livet, var frygten for at vende hjem til otte års tør latin og græsk. Lad mig lige forklare her for amerikanske læsere, at kirken i Danmark er nationaliseret, og præsterne er ansat af staten. Da næsten ingen går i kirke i dette irreligiøse land, har deres arbejde først og fremmest karakter af socialrådgivning og administrativt folkeregisterarbejde. “Personlig frelse” og lignende virkelighedsflugt, som dominerer amerikanske kirker, er ret ukendt her. - Når jeg om søndagen forlod kirken i min barndom, faldt mine øjne i reglen på et stort smukt portræt af en sort kvinde overfor kirken. Det var den eneste reklame i denne lille landsby - varemærket for Danmarks største forretning “Brugsen”. Når jeg siden har tænkt på den enorme indflydelse, den hvide reklame i Amerika har haft på hvide såvel som sorte sind, kan jeg ikke undgå at fundere over, hvorvidt denne ensidige reklamepåvirkning i min barndom var befordrende for mit senere engagement i de sortes sag.
I landsbyskolen skrev vi rapporter om apartheidsystemet i Sydafrika og de sortes kamp i Amerika. Vi jublede den dag Sydafrikas premierminister blev skudt, men vores lærer påpegede, at dette ikke ville løse. problemerne, og senere blev jeg stærkt grebet af Martin Luther Kings ikke-voldsfilosofi. Fra min forbløffelse over, at den hvide kirke i både USA og Sydafrika var fjendtlig over for de sorte, var der ikke langt til et opgør med min fars kirke. Da menighedsrådet under Biafrahungersnøden besluttede at bruge flere hundrede tusinde kroner på at bygge et tårn på en af sognets kirker, var jeg så oprevet, at jeg i ly af nattemørket før påskemorgen malede hele kirken over med store bibelcitater og salmevers om hvordan man ikke skal bygge templer for Gud, når ens næste lider her på jorden. Min fars reaktion overraskede mig. Han var så rasende, at han uden et ord kørte mig ud til landevejen, hvor jeg blev bedt om at blaffe af sted. Gennem det næste halve år var vi ikke på talefod. Måske dette var starten på min karriere som vagabond.
Jeg havde i al fald ikke meget valg. Jeg var blevet sparket ud efter 2. g i gymnasiet og var blevet fyret fra adskillige jobs. Jeg blev betragtet som familiens sorte får. Selv militæret havde givet mig sparket. Jeg havde altid ønsket at komme i Den Kongelige Livgarde, da jeg inderst inde var meget konservativ. Men allerede den første dag mit kompagni havde skydeøvelser, løb jeg ind i problemer. Vi skulle skyde mod en skive i menneskeskikkelse, men det var komplet umuligt for mig at få mig selv til at skyde mod noget der blot mindede om et

menneske, så jeg nægtede pure. For at undgå at komme til at skyde igen, foregav jeg at være syg og haltede rundt på et ben. Jeg blev indlagt til undersøgelse på Rigshospitalet og gik på krykker i otte måneder før de endelig smed mig ud. Stor var min overraskelse, da postbudet et halvt år senere bankede på min dør med 12.000 kr. i erstatning for at have lidt skade i hæren. Jeg havde altid mange rejsende fra hele verden boende hos mig i den ligkisteforretning, jeg havde overtaget for at få et sted at bo. Mange var amerikanske Vietnam-desertører, som kom til at gøre et stærkt indtryk på mig med deres forkastelse af mange af de værdier jeg selv var blevet opdraget til at tro på. En af dem var en 17-årig canadier, som boede hos mig i lang tid. Hendes forældre var så taknemmelige, at de inviterede mig til at arbejde på deres farm i Canada. Jeg ønskede at slippe for samfundets spændetrøje, og det største og mest afgørende skridt man tager i den proces, er over grænsen fra sit eget land. Jeg sendte mine venner et rasende 150 sider langt brev, da jeg ankom til Canada i 1970. Underligt nok havde jeg ikke nogen stærke følelser for USA, men et uddrag af brevet viser lidt om mine følelser overfor Danmark: “ Vi er alle skyldige! Også du Kaj, ku ha smadret endnu et par ruder i ambassaden, i Pan Am, i Pilestræde, i folketinget. . . så længe der er blot én rude tilbage i hele landet er vi skyldige i Vestens forbrydelser i Indokina... men når denne rude er knust... så måske regeringen kan mærke hvilken vej vinden blæser. Knus alle Danmarks ruder så selv de koldeste konservative kan mærke stanken af napalmbrændt hud! - så selv Hartling springer op om natten med sved på panden ved lyden af dødsskrigene fra børn gennemboret af splitterbomber! I sandhed - hvad er vold mod glas i sammenligning med den vold vi udøver i Vietnam! Knus alle landets ruder! Knus de fire bloddryppende ruder i Dannebrogsflaget, knus alt - så længe det er den eneste hjælp vi kan give vietnameserne. Dagen efter vores Mai Lai-dags protest forlod jeg landet, nedslået og desillusioneret. Skuffet over at 25 års massakrer mod et andet folk stadig ikke Bidder i befolkningens bevidsthed, skuffet over at den stadig ikke aner en klap om, hvad der foregår i Indokina, skuffet over at vort arbejde for at ændre disse forhold var frugtesløst, skuffet over at tilhøre et folk af onde, fordærvede, ensrettede, pestfyldte, umenneskelige “mennesker” men samtidig - lettet over at være undsluppet 5 millioner blinde mordere, - lykkelig over at være opfaren fra dødsriget Danmark... “ Når jeg tænker tilbage på de følelser, jeg havde dengang, finder jeg det interessant, at det var en ung amerikaner, jeg havde boende, som fik mine øjne op for uretfærdigheden i Vietnam-krigen og fik mig engageret i modstanden, men i hele den tid, jeg var engageret var det nærmest ud fra en dyb moralsk forargelse. Jeg så ikke Vietnam-krigen som produkt af et system, men nærmest som et uheldigt sidespring for demokratiet. Jeg blev således ved med at være medlem af Konservativ Ungdom og så ikke noget modstridende heri, ligesom jeg altid irriteredes over de røde faner i demonstrationerne “fordi det blot ville få folk til at tro, at vi var kommunister. “ Jeg arbejdede på den canadiske farm i et år sammen med en venstreorienteret argentiner, som fik mig interesseret i Latinamerika. Jeg bestemte mig derfor for at rejse derned af ren og skær eventyrlyst. Men for at komme til Latinamerika måtte jeg igennem USA. Canadierne havde fortalt mig mange skræmmende historier om hvor farligt det var at blaffe igennem USA, men jeg besluttede mig alligevel til at gøre forsøget. Jeg tog min opsparing fra arbejdet på gården, blaffede ned til grænsen og krydsede over ved Port Huron, en line by i Michigan. Jeg blev straks overvældet af skræk. Jeg så en mand gå ned ad gaden med et jagtgevær og fornemmede voldelige vibrationer overalt. De unge i byen sagde at politiet ville gennemprygle mig, hvis jeg blaffede. Jeg har siden hen været tilbage i denne by og ser den i dag som en af de mest fredelige i Amerika, men jeg har mødt mange andre unge udenlandske turister, som har haft det samme chokerende første-møde med det voldsomme amerikanske samfund, indtil de vænnede sig til det og til sidst ikke

længere opfattede “volden i folks øjne” som jeg hørte en følsom franskmand udtrykke det. Jeg var så rystet, at jeg tog en bus til Detroit i den tro, at det vine være lettere at tomle derfra. Men det var at komme fra asken i ilden. Jeg stod af bussen om aftenen i den tro, at jeg var i en stor millionby med ligeså meget natteliv som i europæiske byer, og da jeg ikke kunne se en sjæl omkring mig, spurgte jeg om vej til “downtown”. En avissælger svarede med forbavselse: “Du er lige i centrum, “ og han fortalte mig så, at folk simpelthen ikke turde at gå udendørs om natten. Jeg blev igen så skræmt at jeg endte med at købe billet hele vejen til Chicago. Den første unge langhårede fyr jeg snakkede med på busstationen om morgenen fortalte mig, at han lige havde siddet i fængsel for at have blaffet, og at Chicagos strømere havde ry for at være de værste over for blaffere. Og havde jeg tænkt på at blaffe igennem Syden? Det måtte være min spøg. Det her oppe var intet i sammenligning med sydstaterne. Jeg var nu så fortvivlet, at jeg efter en Bags vandring i byen gik til en kirke for at få hjælp. Jeg havde ikke nok penge til en bus gennem hele USA, og Chicago forekom mig som så forfærdelig og umenneskelig kold, at det ikke gav mig lyst til at se mere af USA. Men senere på aftenen begyndte en ung sort forfatter, Waltdenia Lewis, at sludre med mig i en kaffebar. Hun inviterede mig hjem at bo i sin mors hus, der lå i et sort middelklasseområde i Sydchicago. Her tilbragte jeg en fantastisk uge med hende og hendes veninder - en uge, der betød en afgørende vending for mig i mit forhold til Amerika, som jeg på trods af min tidligere skolelærdom i det store og hele havde opfattet som et kedeligt hvidt middelklasseland. At mit første amerikanske hjem var et sort hjem, som gav mig varme og opmuntring midt i min frysende fortvivlelse, er uden tvivl en stor del af årsagen til at jeg ikke straks vendte Amerika ryggen. Waltdenia og hendes veninder introducerede mig til sort kultur på så smittende en måde, at jeg måtte vende tilbage. De kørte mig rundt i hele byen og fortalte mig om de sortes forhold i denne, den mest raceadskilte af alle amerikanske byer. De talte i et sprog, som jeg havde svært ved at forstå dengang, men som jeg med dets syngende, konstant spøgende soprantonefald fandt fantastisk rigt. Uden selv at vide det, gav de mig også en gave, som blev mit adgangskort ikke blot til sorte hjem men overalt i samfundet. En dag, da de flettede deres hår, insisterede de på at flette mit skæg, som var blevet temmelig langt. De lavede et væddemål om hvorvidt jeg turde at gå rundt en hel dag i Chicago med flettet skæg. Jeg var forfærdelig genert og forlegen over at se så fjollet ud, men mart opdagede jeg, at denne by som jeg havde oplevet som kold og misantropisk, pludselig begyndte at åbne sig. Folk smilede til mig, eller reagerede måske negativt, men under alle omstændigheder åbnede de sig, så det blev muligt at slutte kontakt, - den kontakt, som er livsvigtig for vagabonden. Derfor blev skægget ved med at være flettet, og uden det flettede skæg ville denne bog ikke være blevet til - om ikke andet så fordi det nogle gange hjalp med at redde mit liv. Jeg bestemte mig for at finde en anden vej til Latinamerika og tog tilbage til Canada, hvor jeg blaffede til Vancouver og ned til San Francisco. Længere kom jeg ikke. Så mart jeg mødte den amerikanske ungdom, fatte de jeg kærlighed til den og lod mig rive med. Nogle vietnamveteraner inviterede mig til at tage med dem til de store demonstrationer mod krigen i Washington. Det var i april 1971. Der var 1 million mennesker og en solidaritet og stemning, som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg så hundreder af vietnamveteraner, mange af dem krøblinge, smide deres militære medaljer op mod kongressen. Det var på det tidspunkt, jeg rørt til tårer besluttede, at tiden ikke var rode til eventyrlyst i Latinamerika, men a~ jeg måtte støtte disse folk på en eller anden måde. Og det næste års tid brugte jeg da heller ikke til ret meget andel end at styrte rundt fra demonstration til demonstration over hele landet. Jeg overvandt hurtigt min skræk for at blaffe, fordi farerne ved at blaffe syntes så latterlige i sammenligning med, hvad disse vietnamveteraner havde været igennem, om end jeg tog den forholdsregel at bære korthårsparyk i begyndelsen, da det dengang stadig var almindeligt at skyde langhårede ned. Personligt har jeg fået bekræftet 7 sådanne dødsfald, deraf to sønner fra familier jeg boede hoc. Jeg selv fik dog kun smidt ølflasker efter mig fra bilvinduer samt talrige bøder og advarsler af politiet, der i mange stater konsekvent smider blaffere i fængsel. Efterhånden som jeg kom i kontakt med den almindelige befolkning, opdagede jeg, hvor få der egentlig støttede Vietnam-krigen. Langsomt begyndte jeg derfor at spørge mig selv hvad det var, der gjorde at denne krig kunne få lov at race videre, når der åbenbart ikke var ret mange amerikanere som støttede den. Overalt hvor jeg kom mødte jeg en åbenhed overfor mine vietnamsynspunkter, som jeg aldrig havde oplevet hos de forstenede danskere, således som jeg begyndte at se dem. Jeg begyndte at føle, at mens ulykken for

amerikanerne havde været, at de ikke var blevet oplyst om Vietnam af deres ensidige presse, så var ulykken i Europa simpelthen den, at europæerne ikke VILLE lytte til andre synspunkter end dem de allerede havde. Hvorvidt denne følelse var rimelig eller ej, så var det dog den der gjorde, at jeg kom til at holde af amerikanerne. Arbejdet med vietnamveteranerne hjalp med at gøre mig politisk bevidst, og jeg blev stærk modstander af det, vi kaldte for “systemet”. Jeg kom ind i kredse, både sorte og hvide, som ikke veg tilbage for at bruge vold, og i en tid havde jeg et uafklaret forhold til, hvorvidt det var retfærdiggjort at benytte en sådan mod-vold. Jeg nævner senere i bogen, hvordan Wounded Knee blev et vendepunkt, som gjorde mig til stærk tilhænger af ikke-vold - ikke mindst af praktiske grunde, da jeg aldrig har kunnet s1å en flue ihjel. Året før havde jeg gjort et mere alvorligt forsøg på at komme til Latinamerika, og da jeg så forholdene i Guatemala - sulten, børnebegravelserne og det brutale amerikansk-indsatte militærdiktaturs undertrykkelse af indianerne blev jeg så forbitret, at jeg blaffede rundt i bjergene i håb om at tilslutte mig guerillaerne. Det lykkedes mig ikke at finde dem. I stedet blev jeg ustandseligt stoppet af maskingeværstrittende soldater og forhørt. En gang rev en gren min paryk af og al mit hår faldt ud lige ved siden af dem - lykkeligvis uden at de bemærkede det. Et sted i junglen læste jeg et nummer af TIME, som berettede, at store demonstrationer var forventet til det snarlige republikanske konvent, især af vietnamveteraner. Da jeg var blevet enormt forbitret på Nixon over hans støtte til Guatemalas blodige regime, besluttede jeg, at jeg måtte støtte mine venner i Miami. Jeg prøvede at nå dertil på en bananbåd, men forgæves. Der var kun seks dage til konventet. Jeg blaffede tilbage til Guatemala City, op gennem Mexico, Texas og sydstaterne og ankom lige til tiden. Dette var et af de største psykiske spring, jeg nogensinde foretog, for få dage efter at jeg havde forladt indianernes stråhytter, lykkedes det mig at komme til at bo i selve Nixons hovedkvarter, the Fontainebleau, ved at forklæde mig som republikansk delegeret med korthårsparyk, slips, etc. En delegeret lod mig dele hendes værelse. Her tilbragte jeg nogle dage i selskab med Nixonfamilien og fremtrædende republikanere som John Wayne og Ronald Reagan. Jeg følte mig stærkt tiltrukket af deres varme personligheder og kunne ikke dy milt for at spørge John Wayne, hvad han mente om dengang vi standsede hans film “ De grønne baretter” i Danmark. Reagan var jeg langt mindre

interesseret i. Jeg opfattede ham som en ekstremistisk demagog og outsider uden chancer. Da han påstod, at USA har den bedste sundhedsforsorg i verden, vidste jeg han løj. Jeg havde allerede set masser af lidelse og usunde mennesker i Amerika. Alligevel prøvede jeg efter bedste evne at leve mig ind i den republikanske tankeverden, og mit syn blev i den grad påvirket, at når jeg stod i mit værelse på 12. etage kunne jeg ikke undgå at se de tusinder af demonstranter under mit vindue som “beskidte hippier” og “dovne bumser”. Jeg havde ingen lyst til at sove sammen med dem ude i Flamingoparken.
Men helt republikansk har jeg nok ikke set ud, for jeg endte med at blive arresteret og forhørt fire gange af Secret Service. En gang sendte de et hold bombeeksperter op på mit værelse for at afmontere en tingest, som viste sig at være min forældede blitz, som var ved at blive
genopladet. En anden gang, da jeg havde været ude sammen med demonstranterne og bagefter gemte mig bag en busk for at skifte til min korthårsparyk og republikanske forklædning igen, tilkaldte en agent, som skjulte sig bag en anden busk, forstærkning på sin radio, og et helt hold agenter kom løbende og greb mig. Deres
chef mente jeg var “en bolshevik”. Fjerde gang jeg blev arresteret var da det var lykkedes mig at slippe ind i selve konventcentret gennem bølger af tåregas under Nixons tale. Det var planen, at en australsk journalist og jeg skulle folde et kæmpemæssigt banner med noget i retning af “Nixon napalmbrænder spædbørn” ud foran Nixon, verdenspressen og de tusinder af delegerede. I min bitterhed efter oplevelserne i Guatemala følte jeg, at dette ville være en værdig måde at få hævn over Nixon og afvikle min USA-rejse på. Men i samme øjeblik australieren rakte ind under sin skjorte for at fiske banneret ud - rystende nervøs som vi begge var - blev han overfaldet af en hel flok Secret Servicemand. Jeg skyndte mig så diskret jeg kunne væk fra stedet og op på tilskuerrækkerne under de kæmpemæssige amerikanske flag. Men adskillige delegerede pegede mig ud for agenterne. Jeg løb om bagved flagene, hvor der var nogenlunde fri passage hele vejen ned til udgangen i den anden ende af konventhallen. Jeg troede jeg havde et stort forspring, men ved at løbe fik jeg startet en flere hundrede meter lang bølge i de gigantiske flag, og den kunne agenterne følge med øjnene og walky-talkierne, hvad der resulterede i, at en stor modtagelseskomite hilste mig varmt velkommen, da jeg dukkede frem af Stars and Stribes i den anden ende. Imidlertid kunne ingen bevise, at jeg havde haft noget med australieren at gøre, så efter et langt forhør blev jeg løsladt og undgik udvisning af landet. Jeg blev dog udvist fra Nixons hovedkvarter, men jeg anså det for en stor moralsk sejr, at det forinden var lykkedes mig at blive gode venner med en af agenterne, som sagde at han “forstod mig”. Så gode venner, at da jeg måneder senere stod på tilskuerrækkerne i Washington for at se Nixons anden indsættelse, og de grå flonelklædte agenter med deres paranoide øjne skred frem foran bilkortegen, sprang en af dem pludselig op og vinkede da han så mig i mængden. Det var lykkedes mig at trænge igennem det hemmelige politis grå anonymitet.

I begyndelsen havde jeg så negative følelser over for Danmark at jeg helt havde afbrudt al forbindelse, men da jeg igen begyndte at skrive til min far, opfordrede jeg ham til at bruge mange af de erfaringer, jeg skrev om, i kirken. Det førte efterhånden til en god dialog, som fik ham til at sende mig båndoptagelser af sine prædikener. Mine forældre sendte et kamera over til min fødselsdag så jeg kunne “bevise” de mange rystende ting, jeg skrev om. Det var et billigt halvformat kamera, som ikke krævede megen viden af én, som ikke havde fotograferet før. I Wounded Knee blev kameraet beskadiget, og det tog næsten et par år før jeg kunne få penge nok til at få det repareret. Så jeg anskaffede mig et brugt Canon Dial, med hvilket næsten alle billederne i denne bog er taget. Det første par år rejste jeg ret tilfældigt rundt. Det var i de år jeg lærte hvor mange ensomme og forliste skæbner, der egentlig findes i vort samfund. Det var næsten altid dem, jeg havnede hos. De havde brug for nogen, som ville

lytte til dem. Jeg følte mig som en slags omvandrende socialrådgiver, og fotograferingen var kun en sekundær beskæftigelse for mig - en slags dagbog for at kunne huske de mennesker, som kom til at betyde noget for mig. Ofte tilbragte jeg dagevis hos en enlig person med at lytte, og jo mere jeg hørte om deres frustrationer, jo mere begyndte jeg at tænke over det samfund, som havde haft så stor indflydelse på deres liv. Mange af disse forhold startede på et seksuelt grundlag, idet det ofte var, som om man skulle over netop den tærskel for at opnå den intimitet, hvor man begynder at åbne sig for hinanden. Amerikanerne er seksuelt meget aggressive, både mænd og kvinder, men jeg elsker dem for denne aggressivitet, fordi den trods alt skaber muligheder for menneskelig kontakt, mens man f.eks. let kan rejse gennem Europa som mand uden at få kontakt med et eneste menneske. Ganske vist kunne det være lidt irriterende og udmattende med min manglende evne til at sige nej, når jeg fik tre homoseksuelle lifts på stribe (de 35 km mellem Winston Salem og Greensboro tog en hel dag engang) eller endnu værre: tre religiøse lifts med tre forskellige prædikener. Jeg har siddet og bedt med folk overalt i Amerika, men det kunne godt virke lidt komisk, når jeg på samme dag måtte bede til Gud om morgenen i et hjem, derefter synge “Nam myo ho rengay kyo” i et buddhistisk hjem, og om aftenen knæle til Allah i et sort muhamedansk hjem. Jeg gjorde altid som folk sagde jeg skulle og er derfor sikker på, at jeg står mig godt med alle guderne. Men når jeg skulle skynde mig gjorde jeg ofte en stor omvej udenom det tykke bibelbælte i det østlige Tennessee, som næsten altid sendte mig til “Himmerige” i stedet for til mit bestemmelsessted. Undertiden oplevede jeg de mest overraskende kombinationer af aggressivitet. I Texas boede jeg hos en katolsk præst, som jeg først måtte bede sammen med, og som derefter viste sig at være homoseksuel. Kritikere vil kunne finde en mængde at angribe denne bog for, men det vil visselig ikke være muligt at kritisere mig for ikke at have været fuldkommen åben over for amerikanerne. Jeg prøvede altid at leve mig fuldstændig ind i folks tankegang, men en gang var det ved at gå galt. I en kirke i Mississippi sad jeg en nat og bad i flere timer sammen med to damer, der begge holdt mig i hånden. De var overbevist om, at jeg kunne “ frelses” og at jeg måtte kunne tage “Jesus til mig”. Som altid prøvede jeg alt hvad jeg kunne for at åbne mig fuldstændig, og de havde en kærlighed og intensitet i deres øjne, som jeg ikke havde set så stærk før, så pludselig begyndte det hele at svimle for mig, og jeg følte virkelig, at jeg begyndte at se Jesus. Da begyndte jeg ihærdigt at stritte imod. Jeg sad og hviskede til mig selv: “Nej, du må ikke flygte fra det hele nu. Du må tro på mennesket. Du må tro på mennesket. Du må... “ . Det lykkedes mig at redde mig selv fra at blive “frelst“, men dilemmaet, jeg havde været i, var hele tiden brændende aktuelt for mig. Hvis jeg troede på mennesket, måtte jeg jo også have fuld tillid til, hvad disse to damer fortalte mig. Fra det øjeblik blev jeg mere og mere bevidst om, at for at tro på mennesket, måtte jeg hele tiden tro på summen af de mennesker jeg mødte. Det argument, jeg brugte den nat i kirken, var: “ De lader jo ikke sorte komme ind i deres kirke”. Uden dette modargument havde de måske frelst mig, men det kunne jeg ikke nænne at fortælle dem, da jeg holdt meget af dem. Skønt kl. 11 søndag morgen er den mest raceadskilte time i Amerika, blev jeg ved med at vende tilbage til de hvide kirker, da jeg elskede at se disse racister fra deres bedste side, som ofte florerer overfor gæster efter gudstjenesten. Fra det øjeblik, hvor jeg begyndte at se summen af menneskelige lidelser, var det at ordet “ systemet”, blev praktisk for mig, for man kan ikke overleve som vagabond uden at se mennesket selv som værende uden synd. Ellers ville man hurtigt ædes op indeni af had og derved lukke sig af fra resten af verden. Det er dog svært at undgå at identificere sig stærkere med visse sociale grupper end med andre. Særligt med underklassen, som jeg i mine vandringer efter mad og husly konstant stødte på. Uden penge og uddannelse var jeg jo selv en social taber og kom derfor naturligt i kontakt med disse gadens og nattens mennesker. Da jeg altid forsøgte at tro på, at hvad der kommer ud af et menneskes mund, er sandheden - særligt når det gælder vrede, desperate mennesker - kunne jeg ikke undgå at blive overrasket over at høre tilsyneladende absurde udsagn fra folk i den sorte underklasse, såsom “Hey, man, this ain't nothing but slavery.” En stor del af min rejse blev derfor tilskyndet af min stigende nysgerrighed efter at finde ud af hvorvidt der med nogen rimelighed kan siges at eksistere slaveri midt i det tilsyneladende frie og mobile amerikanske system. Næsten alt i bogen er baseret på personlige oplevelser. Der vil derfor sikkert være mange fejl i bogen, som eksperter og lærde vil kunne s1å ned på. Bogen med dens følelsesladede udsagn bør opleves for hvad den er: en rejsebeskrivelse. Det er en bog for de brede masser jeg mødte som vagabond, og dens sandhed går ikke dybere end de

verbale ytringer man hører i underklassen - som ikke desto mindre er sande for dem som føler sig sat uden for systemet. Da jeg næsten aldrig kunne koncentrere mig om at læse som vagabond, stammer kun meget lidt fra bøger. Selv statistikkerne er samlet op fra affaldsspandene (hvorfra jeg normalt fiskede den udmærkede avis New York Times op). Jeg har imidlertid i denne ajourførte version, skrevet specielt for amerikanere, undersøgt visse kilder om emnet. Desuden har jeg lært af både europæiske og amerikanske tilskuere til mit lysbilledshow, som bogen er baseret på. Ligeledes har jeg inkluderet billeder og oplevelser fra senere ture i USA. Jeg må dog understrege, at bogen på ingen måde kan stå alene. For at få et fuldkomment billede af den afroamerikanske situation, må man gøre yderligere studier. Hvis du ikke har i sinde at gøre det, vil sorte have det bedre hvis du ikke rører denne bog. Den er, og kan kun være, en vagabonds indtryk og må på ingen måde forstås som en eksperts udsagn. Det eneste man må kalde mig ekspert i er vagabondering, som er noget man ikke kan lære fra bøger. I de sidste år er der sket en alvorlig forværring af forholdene for den sorte underklasse, og slutningen af 80'erne vil sandsynligvis tage sig endnu værre ud, end det billede bogen giver. Det er værd at nævne, at det chok jeg giver udtryk for her ved mit møde med den amerikanske fattigdom er baseret på oplevelser i de bedste år, underklassen nogensinde har haft - tiden efter at borgerretsbevægelsens landvindinger var blevet institueret og før Reagan. Jeg er i USA ofte blevet kritiseret for ikke at nævne meget om disse fremskridt. At jeg ikke gør det, skyldes dels at jeg tager det for givet, at alle har hørt om denne nu historiske periode i skolen, og dels at jeg ikke selv har set forholdene på et tidspunkt, som kunne have gjort en sammenligning mulig. Men det er svært for mig at forestille mig, at forholdene kan have været meget værre før min ankomst. Når forholdene er så håbløst desperate, som jeg oplever dem i dag, kan det at dvæle ved datidens store fremskridt alt for let komme til at tjene som en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemerne i dag. Dostojevsky sagde engang, at “man kan få et indtryk af et samfunds karakter ved at træde ind i dets fængsler. “ Om man kan dømme et samfundssystem ved at træde ind i dets ghettoer må det være op til læseren at afgøre. Blot synes jeg ikke, at man kan gøre krav på at være “objektiv”, hvis man ikke hele tiden ser et samfund fra de ringeststilledes synsvinkel. De journalister, der prøver at afbalancere de riges synsvinkel med de fattiges, har allerede accepteret den skæve fordeling og retfærdiggjort den og er derfor selv med i undertrykkelsen. De kan således ikke gøre krav på at være historisk objektive. Historien har næsten altid givet de ringeststillede ret; de allerfleste vil f.eks. i dag godt medgive, at det var rigtigt for de venstreorienterede for 120 år siden (abolitionisterne) IKKE at afbalancere slaveherrens synspunkter med slavens - selv når et flertal af slaverne i de hvides øjne så “ lykkelige “ ud. Frøperspektivet er imidlertid ikke blot en vagabondsynsvinkel, men også i en vis udstrækning et traditionelt skandinavisk perspektiv. I Danmark er det gængse sociale ideal et land hvor “få har for meget og færre for lidt “. Billederne i denne bog af knuste og apatiske mennesker afføder i gennemsnitsdanskeren en relativt stærk medfølelse og harme. De fleste amerikanere derimod vil blade hurtigt igennem bogen med en følelse af afsky og automatisk lægge skylden på ofrene selv. Den samme forskel i holdning er bag den kritik, jeg ofte får i USA, om at jeg præsenterer den som underklasse som “ magtesløse ofre”. Men når denne underklasse generation efter generation har udgjort en permanent bestanddel af samfundet - selv i 60'ernes højkonjunktur - så er de nu engang “ magtesløse ofre” for et system, som ikke er udformet til at give de svageste en chance. Den manglende sociale forståelse, som skandinaverne tit anklager amerikanere for at have, kommer tydeligst til udtryk i deres evindelige pegen på et eller andet individ, der arbejdede sig op fra fattigdom, som bevis for at det er muligt for gruppen at gøre fremskridt, mens de er blinde over for hvordan gruppen som helhed afskæres fra muligheder. Da jeg ved, hvor forskelligt amerikanere vil se disse fotografier, kan jeg ikke undgå at have bange anelser ved at publicere dem i USA. De kan meget let komme til at forstærke racistiske holdninger over for underklassen, eftersom følelsen af at det er “ samfundets skyld” hvis en gruppe mennesker ikke kan indpasses (og at samfundet derfor konstant bør ændres for at være i harmoni med mennesker) er stærkt på retur i den nuværende konservative bølge i staterne.

Der er naturligvis også racisme i Danmark - først og fremmest rettet mod fremmedarbejdere og grønlændere, især i disse års krisetider. Skønt jeg lærte ved forevisningerne i USA, at mit show ikke er mit eget, men i allerhøjeste grad et produkt af mit samfund og grundtvigiansk tankegang, betyder dette naturligvis ikke, at alle

danskere deler denne bogs meninger. Faktisk var den oprindelige udgave ment som et angreb på dele af dansk politik, hvor jeg benyttede det amerikanske skræmmebillede til at påpege, hvad visse tendenser i Danmark (privatisering, nedskæringer) kan føre til. Men selv med denne indirekte kritik har mange skoler købt bogen som klassesæt, og lysbilledshowet er blevet en tilbagevendende begivenhed i danske gymnasier. Forskellen mellem det danske og det amerikanske syn kommer tydeligst frem i et par nøglesætninger jeg hører igen og igen i de to lande. Jeg følte mig altid stærkt tiltrukket af de amerikanske hippier, men når jeg konstant hørte dem bruge en sætning, som jeg hørte i resten af befolkningen - “I just want to have a good time-vidste jeg hvor langt jeg stod fra dem. For en tilsvarende dansk sætning lyder ofte “ Hvor har vi det dog godt herhjemme”. En sådan kollektiv skyldfølelse over (ufortjent) at have det for godt i sammenligning med fattigere lande eksisterer ikke i USA, mens man til tider kan få det indtryk at skandinaverne føler sig personligt ansvarlige for alverdens forbrydelser. De to udtryk er direkte reflekteret i vores forskellige udenrigspolitik, hvor Skandinavien til tider giver (halvhjertet) støtte til frihedsbevægelser i de samme lande, hvor USA af rent egoistiske og kommercielle grunde støtter repressive regimer. En del af denne (i forhold til Amerika) ret stærke sociale bevidsthed stammer uden tvivl fra den måde danskerne opdrager børn på. Vi har en tendens til at få dem til at lystre ved at frembringe skyld i stedet for at bruge tvang. Da dette også er den jødiske måde at opdrage børn på, kunne det måske forklare det relativt stærke jødisk-amerikanske engagement i sociale spørgsmål og borgerrettigheder - og hvorfor jeg som dansker føler mig mere i harmoni med jøderne end med andre hvide amerikanere. Men at opdrage børn til at føle sig stærkt ansvarlige for deres omgivelser og drevet af skyld har også en ulykkelig bivirkning i form af en høj selvmordsrate. I Danmark er det ikke ualmindeligt at begå selvmord for at ramme andre med skyldfølelse. At det ikke har noget at gøre med velfærdsstaten, som populær amerikansk teori vil påstå, kan ses på den lave selvmordsrate i Norges velfærdsstat. Sikkert intet er mere misforstået i Amerika end dette velfærdssystem. Blade som TIME kalder der regelmæssigt for “socialisme”, skønt vore lande er ligeså kapitalistiske som USA hvad angår privat ejendom. En velfærdsstat kan måske bedst karakteriseres som en mere intelligent form for kapitalisme, som giver sine indbyggere så meget tryghed at de kan gå i gaderne uden frygt, kigge ind i butikker uden jerngitre for, stige på bussen og få byttepenge tilbage og ikke sidde på enten hårde jernsæder eller ituslåede sæder, og gå ind i en hvilken som helst bank i landet og indløse en check, for blot at nævne nogle af de ting chokerede nordeuropæere opdager, de ikke kan i USA. Amerikanske medier gør sig altid umage for at vise de store økonomiske omkostninger, velfærdsstaten har, såsom at folk bliver beskattet op til 110 % af deres indtægt (hvilket dog ikke forhindrer gennemsnitsdanskeren i at bruge sin 4-5 ugers betalte ferie (amerikanerne har kun 2 uger) til charterrejser til fjerne lande). Skønt det i krisetider kan diskuteres, hvorvidt der er råd til en fuldt udviklet velfærdsstat, vil jeg i denne bog mest koncentrere mig om at påvise de alarmerende menneskelige omkostninger det medfører IKKE at have en velfærdsstat, skønt jeg på ingen måde vil hævde, at velfærdsstaten alene vil løse raceproblemet i Amerika. Men den vil kunne lindre smerten for dem som lider mest. Det er dog alligevel nødvendigt at nævne, at dansk samfundsopdragelse forbundet med en følelse af afstand fra problemerne måske gør danskerne langt mere sympatisk stemte over for lidelse og hjælpeløshed end over for vrede og modstand. Det sidste kræver nemlig ikke skyldfølelse (som kommer fra en psykologisk position ovenover ofret), men solidaritet - ægte identifikation med gruppen. Således bliver denne skyldsbetonede om end relativt stærke sociale bevidsthed meget let nedladende og paternalsk. Især sorte amerikanere er meget sensitive overfor denne form for racisme, som jeg på ingen måde kan sige mig fri for, og derfor gør op med gennem hele bogen. Det der interesserede mig mest på min rejse var menneskelig svaghed og fallit, både som et resultat af og som et tegn på social undertrykkelse. Vist er det sandt, at de fleste sorte ikke lever som dem i bogen, men uden at forstå dem, som er for svage til effektivt at kæmpe imod deres undertrykkelse, finder jeg det frugtesløst - i det mindste fotografisk - at gengive for et hvidt publikum, hvor nedbrydende og ødelæggende racisme er. Alligevel vil jeg ikke tøve med at pege på, at i beskrivelsen af de folk jeg mødte på min rejse, er bogen et helt og holdent uærligt stykke arbejde. Ved at vælge at vise kun den side af folk, som har med bogens emne at gøre, gør jeg dem i sandhed meget endimensionale. Jeg kender personligt så mange andre sider hos dem, og det bedrøver mig at se mange af mine bedste venner reduceret til så snævre roller. Tilmed er vagabondsociologi af yderst tvivlsom

værdi, da det måske kun er en vis type mennesker i en given gruppe, som giver én husly. Skønt jeg besøgte tusinder af amerikanske hjem, tillod mit personlige forhold til folk og min konstante overlevelseskamp ikke altid den intellektuelle distancering, der er nødvendig for sociologiske generaliseringer. Når jeg alligevel tager mig frihed til omfattende generaliseringer, er det mere som en udenlandsk rejsende end som sociolog: den slags primitive generaliseringer de fleste udlændinge gør ved besøg i et nyt land. Man ser en kø i et kommunistisk land og drager straks konklusioner om dette system. Sådanne generaliseringer kan til tider give én indblik i en side af sandheden, men de kan også være farlige. Når man som jeg kommer fra et samfund uden nogen nylig kolonial baggrund (i modsætning til England og Frankrig) er det måske muligt at se visse aspekter af sort/hvide forhold mere tydeligt, idet man endnu ikke har udviklet en stærk herre-racementalitet (skønt indflydelsen fra amerikanske medier sikkert hurtigt vil ændre dette skandinaviske særtræk). Men samtidig er man fuldstændig uvidende om den racistiske stereotypisering, som ansvarlige mennesker i sådanne samfund konstant prøver at undgå, såsom “negre er gode musikere”. Som skandinav finder man det chokerende at møde den høje kriminalitet i det sorte samfund og forbløffes over det tilsyneladende paradoks at finde så mange Cadillacs i den fattigste del af ghettoen. Men som sort eller liberal hvid amerikaner har man en tendens til at overse eller bagatellisere disse aspekter, vel vidende hvordan de har været brugt ondskabsfuldt imod den sorte race gennem hele historien. Så med min tendens som udlænding til at kalde en vandmelon for en vandmelon uanset hvem der spiser den, vil mange sorte have en negativ reaktion over for denne bog. Desuden kender de kun alt for godt indholdet af bogen og ønsker ikke nødvendigvis at blive mindet om det igen. Som en undertrykt race, der kæmper imod et negativt hvidt idebillede, har de et enormt behov for positiv bekræftelse. Som vagabond havde jeg kun lidt kontakt med det “sorte bourgeoisi”, der i reglen ikke viste mig samme gæstfrihed som underklassen. Et velhavende sort ægtepar i Alabama samlede mig en dag op og ville tage mig hjem, men da jeg viste dem mine billeder af lidelsen jeg havde set i underklassen, blev jeg sat af med ordene: “ Ser du overhovedet ikke noget positivt i det sorte folk? “ Jeg forstod dem simpelthen ikke dengang og var lige så såret som de var, eftersom jeg følte at mine billeder tydeligt viste sorte som undertrykte og ikke som underlegne - et positivt syn på dem og et negativt syn på deres samfund, helt i tråd med måden jeg var blevet opdraget til at se “sociale tabere” på. Pudsigt nok er det de samme ord man ustandseligt hører, når hvide amerikanere får min bog smækket oven i hovedet i Danmark: “ Ser han ikke noget som helst positivt i Amerika? “ Dens emne eksisterer ikke indenfor det idealbillede, de er opdraget til at have af Amerika. At det eksisterer i underbevidstheden fremgår af noget af det første de i reglen siger i Skandinavien: “ Hvor er det dog dejligt at kunne gå trygt i gaderne. “ Mens amerikanere ofte med stolthed indrømmer at kriminalitet og vold er problemer derhjemme, vil næsten ingen indrømme den allervigtigste grundsætning, at volden er et direkte resultat af at individer (og følgelig samfundet) ikke bekymrer sig

om dem, som er ringere stillet end de selv. Denne vold kan jeg helt afgjort tale med om af egen erfaring. At rejse i et land, der som USA er grundlagt på kolonial vold, bliver uundgåeligt en voldspræget oplevelse. Miraklet at jeg har overlevet, skylder jeg min stædige tro på Jose Marti's ord, som hjalp mig ud af følgende situationer: 4 gange blev jeg overfaldet af pistolbevæbnede røvere (men blev dog de tre gange så gode venner med dem ved overraskende at trække mit skjulte skæg frem, at de inviterede mig hjem; hvis man kan få overfaldsmænd til at le sammen med sig som lige mennesker, er der umuligt for dem bagefter at arbejde sig op i positionen som bødler, hvorfra de kan gøre én til offer), 2 gange blev jeg, overfaldet af mænd med knive, 2 gange trak politiet i angst pistolerne imod mig. Flere gange var jeg omringet af vrede sorte i mørke gyder og kun en hårsbred fra at blive dræbt. 1 gang faldt jeg i et Ku Klux Klan-baghold. Adskillige gange fløjtede kuglerne omkring mig ved natlige skuddueller samt i Wounded Knee, 2 gange blev jeg arresteret af FBI. Jeg var ankommet til San Francisco med $40, som slog til i fem år. Mine rejseudgifter var derfor omkring $8 om året. I Canada havde jeg købt en sovepose og trænet i at sove udendørs på jorden. Men i alle de år, jeg vagabonderede i USA, sov jeg aldrig udendørs og fik aldrig brug for soveposen (som jeg snart solgte p.g.a. mangel på penge) takket være den amerikanske gæstfrihed. Jeg tvivler på, at der er noget andet land i verden, hvor jeg kunne ankomme med kun $40 dollars og rejse i fem år udelukkende ved hjælp af folks gæstfrihed og gavmildhed. Jeg har boet i 434 hjem fordelt over 48 stater og indtil nu blaffet 182.000 kilometer - en tiendedel af det amerikanske vejnet - eller fire gange rundt om jorden. Heri er ikke inkluderet det antal kilometer, jeg blaffede i byer, hvor jeg næ sten aldrig tog busser. En årsag til at jeg rejste så meget, var at jeg kun havde turistvisum. Derfor måtte jeg hver tredje måned rejse til amerikanske konsulater i Canada eller Mexico City for at få mit visum fornyet. (Dette var også muligt i immigrationskontorerne i de fleste større amerikanske byer, men der kostede det $10, som jeg sjæl dent havde). Det eneste problem var blot at komme ind i USA igen, da grænsepolitiet i reglen ikke slipper langhårede blaffere uden penge ind. Jeg løste problemet ved at låne en bankbog fra canadiske venner og at låne en Cadillac på den canadiske side af grænse, som jeg fyldte op med Jesus-litteratur. Klædt i min korthårsparyk, hvid skjorte og et slips, som dækkede mit lange skæg, gled jeg normalt over grænsen uden problemer, hvorefter amerikanske venner kørte bilen tilbage. Det lyder måske som en besværlig måde at blive i USA på, og millioner af udlændinge lever da også under jorden med få problemer, men det må huskes, at det var nødvendigt for mig at hav mine papirer i orden hele tiden, da jeg som blaffer blev standset af politiet og checket på deres computere mindst tre gange om dagen. Med et turistvisum var jeg heller ikke i stand til at tage arbejde. En enkelt gang i New York fik jeg dog gratis kost og lidt lommepenge i en folkemusikklub for at tage jobbet som udsmider. Jeg skulle smide fordrukne negre og andre uønskede ud, men kom så en dag ved en fejltagelse til at smide Bob Dylan ud, da han ikke ville betale. Så var det videre ud ad landevejen. Næsten al min
13

film er således finansieret ved at sælge blodplasma to gange om ugen til 5 dollars pr. gang. Først tog de det rene blod ud, centrifugerede det, beholdt plasmaet og sprøjtede blodcellerne ind igen, og gentog derpå processen, som tog 4 timer. Her i blodbankerne mødte jeg mange af de fattigste, som jeg kom til at bo hos. I 1974 fik jeg mit økonomiske gennembrud, idet en ældre dame gav mig 70 dollars for at køre hendes bil ned til Florida. Pengene brugte jeg til at lave papirbilleder fra nogle af de bedste dias, så jeg nu havde noget at vise frem. Fra det tidspunkt begyndte jeg at få hyppige små pengegaver af folk, $5 eller $10 og i et tilfælde endog $30 fra en rig dame i Boston. Da det til sidst mere og mere begyndte at ligne et projekt om den sorte underklasse, forestillede jeg mig, at jeg ville give mine billeder til Schombergsamlingen i Harlem, som næsten intet har om nutidig fattigdom. De tragiske omstændigheder, under hvilke jeg forlod USA, bevirkede i stedet at fotografierne blev brugt i denne bog. USA er en forholdsvis ung og umådelig sammensat nation og søger derfor hele tiden en identitet, bl.a. ved at spørge udlændinge om deres indtryk af landet. En universitetsforsker i Pennsylvania lavede en sammenlignende undersøgelse af alle landene i verden baseret på sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og endog klimatiske faktorer, og kom til den konklusion, at Danmark er det bedste land i verden at leve i og USA nummer 41. For mit eget vedkommende er de positive menneskelige faktorer så overvældende, at de mere end opvejer de dårlige sociale og økonomiske faktorer i USA. Det vil altid være mit andet fædreland. Men hvis man holder af et land, kan man ikke stiltiende se det ødelægge sig selv. Når jeg derfor adskillige steder i bogen nævner, hvordan Danmark har forsøgt at løse visse problemer (om end tilsvarende sammenligninger kunne have været gjort med andre velfærdsstater i Nordeuropa), er det for at oplyse amerikanerne om, hvad andre lande gør for deres ringeststillede medborgere i håb om at inspirere til løsninger på amerikanske problemer. Hvad enten bogen kan gøre dette eller ej, håber jeg, om ikke andet, at den vil virke inspirerende for vagabonder og få andre til at vagabondere. I USA har der været en lang vagabondtradition, som i de senere år har været stærkt på retur som følge af frygt og mistillid. Jeg håber, at bogen vil få unge amerikanere til at genopdage deres fantastiske land - ikke som en serie postkort set fra sterile campingvogne, men gennem samvær med deres fantastiske medborgere. Specielt håber jeg, at den vil kunne få nogle af de millioner af unge arbejdsløse i Europa så vel som Amerika til at vagabondere for at studere det samfund, som har gjort dem arbejdsløse. At være vagabond er i modsætning til gængse ideer det stik modsatte af at være parasit. For det første påtager man sig frivilligt at trække sig ud af arbejdsmarkedet for ikke at tage et af de få disponible jobs væk fra folk som har mere brug for dem end en selv - særligt de ældre arbejdere, som ofte “går i stykker” uden deres jobidentitet. For det andet gør man ikke krav på understøttelse eller socialhjælp fra medborgerne for denne selvopofrelse Men først og fremmest er det et kald til at udfylde en rolle det moderne samfund ikke kan efterkomme: at være noget for de ensomme og trængende. Ligeså håber jeg, at bogen vil inspirere jer, der er mere velbjærgede, til at invitere hver eneste af de vagabonder, I ser, hjem, og at samle alle blaffere op. Ja, det er naturligvis kun en begyndelse, men hvis folk ikke engang magter at standse for det menneske, som står derude i vejsiden og beder om hjælp, hvordan skal vi så kunne forestille os, at de nogensinde vil kunne blive menneskelige over for ghettoerne eller den Tredje Verden. Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Som vagabond opdager man hurtigt, at det værste ikke er frygten for andre mennesker, men andre menneskers frygt for én selv. Når man har set bilisters frygt for én som vagabond, begynder man at forstå hvor svært det f.eks. kan være at være sort i et hvidt samfund. Ens egen frygt overfor mennesker kan bekæmpes, fordi den er irrationel og ubegrundet, men andre menneskers frygt for én selv står man magtesløs overfor: den låser straks én fast i en ghetto. Derfor: start i det små. Inviter hver eneste blaffer eller turist hjem for slet ikke at tale om andre, der har brug for tag over hovedet og menneskeligt samvær. I vil samtidig finde ud af, at de er langt bedre underholdning end bøger som denne. Og skulle I allerede have al gulvplads fyldt op eller af andre grunde ikke være i stand til at tage imod dem, så vær venlig at henvise dem til mig.

Kærlig hilsen
Jacob Holdt

Jakobs Brev 5, 1-6

Amos 5:11, Prædikerens bog 5:9-12, Mattæus 19:16-24

I New Orleans boede jeg hos en sort morder, der hed Nell. Ligesom de andre mordere, jeg har kendt eller boet hos, var han et ganske almindeligt gennemsnitsmenneske, som blot var blevet morder ved en tilfældighed - eller rettere på grund af sin sociale baggrund. Det tog naturligvis nogen tid, før han fortalte mig om sin fortid, idet han var flygtet fra et fængsel i Nevada og var eftersøgt, men ligesom andre kriminelle havde han naturligvis en trang tit at dele det, der tyngede ham, med et andet menneske, som han kunne stole på. Ingen kan leve alene med så tung en skæbne. Vi boede sammen med nogle andre mennesker ude i den østlige del af New Orleans, og Nell prøvede ihærdigt, så godt omstændighederne nu tillod det, at leve et normalt borgerligt liv. Da han vidste, at han ville blive sendt tilbage tit livsvarigt fængsel, hvis han blev indblandet i noget, prøvede han så vidt muligt at holde sig væk fra kriminalitet og levede hovedsageligt af at være bloddonor. Jeg mente ikke, at hans chancer for at forblive på fri fod resten af livet var særlig store; men jeg forsøgte så godt, jeg kunne, at gøre dette frihedens pusterum så glædeligt og opmuntrende for ham som muligt. Jeg følte, at han var straffet nok, allerede før han begik sin forbrydelse, med den fattigdom og ydmygelse, samfundet havde udsat ham for i barndommen. Da jeg under en af vore natlige samtaler havde givet udtryk for denne opfattelse, var det, at han betroede mig sin forbrydelse, og siden blev vi knyttet endnu stærkere tit hinanden gennem denne hemmelige fortrolighed. Vi fulgtes tit rundt i gaderne eller i blodbanken. For det meste kunne vi ernære os udelukkende ved at sælge blodplasma to gange om ugen, da blodbankerne på det tidspunkt i New Orleans var de højest betalende i USA med 6 dollars og 10 cents pr. gang. Kun en sjælden gang var jeg nødt tit at stjæle ost o. lign. små ting i supermarkederne, for at blive mæt. Jeg ville ikke have, at Nell gjorde det, da han jo risikerede at få livsvarigt fængsel, mens jeg vidste, at jeg selv kunne snakke mig ud af denne pinlige situation med personalet, hvis jeg skulle blive snuppet. Således var Nell altid forfulgt af sin skæbne. Men aldrig gik dette op for mig i så høj grad som den aften, jeg sidst så ham. Vi havde begået den dumhed at komme gående sammen ned ad gaden i det sorte kvarter, hvor vi boede og derved påkaldt os politiets opmærksomhed. Det er en dødssynd for en hvid og en sort mand at færdes sammen i et sort kvarter, da man så straks bliver opfattet som narkotikasælgere. Men vi var i ivrig snak da vi svingede ind i kvarteret og glemte at skilles. Der gik ikke tang tid, før en politibil standsede op ved siden af os i mørket, i en af de dunkelt oplyste gader i østghettoen. Betjentene var af den flinke joviale type, der egentlig blot ville skræmme os, og derfor sagde, at vi vine gå fri, hvis vi straks afleverede vores marihuanacigaretter tit dem. Jeg havde så ofte før set, at politiet brugte denne metode i sorte kvarterer, da de så ikke behøvede at skrive rapport om det beslaglagte ugræs”, men selv kunne ryge det. Næsten alle unge amerikanere ryger “græs”, selv om det stadig officielt er ulovligt. Jeg havde ikke selv noget på mig, men vidste, at Nell havde en enkelt eller to “joints” som alle andre. Men pludselig blev Nell grebet af sin skæbnes paranoia - den paranoia og mistillid tit medmennesket, næsten alle med hans sociale baggrund har - og han nægtede at udlevere sine “ joints “. Jeg selv ville ikke have betænkt mig et øjeblik. Jeg havde find tillid tit betjentene. Nells mistillid tit politiet fik ham tit at gå fuldstændig i baglås og handle irrationelt. Politiet er trænet tit at registrere den stags reaktioner hos kriminelle og steg straks ud og kropsvisiterede ham. De fandt kun to små joints, og hans kniv, men da han ikke havde noget identitetskort, tog de ham med på stationen tit en fingeraftryksprøve. Jeg vidste straks, at jeg aldrig vine få Nell at se igen. Han var blevet fældet af den ulykkelige paranoia og skyldfølelse, som alle fattige negre har, uanset om de har begået en forbrydelse eller ej. Det var den samme paranoia, som i sin tid gjorde ham tit morder. Da Nell var væk fra “denne verden”, virkede New Orleans pludselig som en spøgelsesby, og jeg kunne heller ikke blive boende i huset. Jeg vine væk fra byen og blaffede ud af motorvejen i retning af Baton Rouge. Det er et af de sværeste steder at blaffe i USA, og jeg forsøgte forgæves i tang tid at blaffe på selve motorvejen med mit skip i håb om at få et lift, før politiet kom. Pludselig standsede den eneste Rolls Royce, jeg nogensinde er kommet op med, midt på motorvejen for at samle mig op. Det var lige i myldretiden, og vi lavede straks en større trafikprop af tudende biler. Straks da jeg var kommet ind i bilen, kom politiet hylende op bag os for at give os en bøde for denne ulovlige standsning. Manden, der havde taget mig op, sagde, at han nok skulle ordne det, gik hen tit betjentene og rakte dem uden et ord sit visitkort. Da politiet så hans navn, blev de lutter venlighed og smil, og de fulgte ham tilbage tit hans Rolls Royce, ivrigt klappende ham på skulderen, og sagde, at
15

det jo blot var en bagatel, og at det skulle vi ikke tænke mere på. Jeg blev naturligvis forundret over, hvem denne fyr mon kunne være, som slap så billigt uden så meget som en bøde, og han fortalte mig, at hans navn var Wayne A. Karmgard. Han havde samlet mig op, fordi jeg stod med mit “Touring USA from Denmark-skilt. Han havde aldrig nogensinde før samlet en blaffer op, men syntes pludselig det kunne være sjovt, eftersom han selv var af dansk afstamning. Normalt får denne oplysning mig straks til at klappe i og hurtigst muligt stige ud af bilen. Jeg har for længst mistet enhver lyst til at være sammen med dansk-amerikanere, som næsten hver gang kun giver mig en følelse: skamfølelse over at være dansker. Til danskere på besøg i USA, vil jeg give et råd: hvis I vil have et godt indtryk af USA, så hold jer fra denne befolkningsgruppe, som repræsenterer en af de mest racistiske og reaktionære hvide grupper. 80 % af dem stemmer republikansk. Alt, hvad de kan snakke om, er, hvor dejligt det er at slippe for de høje skatter hjemme i Danmark. De flygter fra ethvert medmenneskeligt ansvar og er rede til at sende negrene i en slags psykologisk koncentrationslejr, hvis det f.eks. viser sig muligt på denne måde at få sænket deres skatter. Jeg har mødt dansk-amerikanere, som var “rødglødende” socialdemokrater hjemme i Danmark, men som i løbet af blot 5 år var blevet forvandlede til den sorteste reaktion. Dansk-amerikanerne har lige så megen forståelse for negrenes og de fattiges forhold, som en pisk har for herre-slaveforhold. De står i en skærende kontrast til jøderne, som er den eneste hvide gruppe, jeg føler mig virkeligt hjemme hos og i stærk harmoni med. Denne gruppe har en meget dyb forståelse for negrenes forhold og for de mekanismer i systemet, som på samme måde gjorde dem selv til Europas “negre” i så mange århundreder. Nå, men en dansk-amerikaner i Rolls Royce kunne jeg alligevel ikke sige nej til, og straks begyndte jeg at underholde ham med rejsehistorier, for at han skulle invitere mig hjem. Især lagde jeg vægt på mine oplevelser med Rockefeller, Kennedy osv., da alle små-millionærer snobber for stor-millionærerne, og jeg derfor vidste, at han ville invitere mig hjem med en følelse af således at være kommet på lidt nærmere hold af Rockefeller. Det slog da heller ikke fejl, og jeg endte med at vende næsen om mod New Orleans. Han ejede byens dyreste og fineste hotel midt i Bet franske kvarter. Alle i byen kendte ham og fortalte mig siden, at han ejede en stor del af det franske kvarter og var boligspekulant. Jeg kom til at bo i en lækker suite i hans hotel “Maison de Ville” og fik at vide, at jeg bare skulle ringe på klokken, når som helst jeg ønskede noget. Sorte tjenere i nypressede uniformer serverede alt for mig på sølvbakker med utrolig servilitet. Jeg sad ude i hotellets have og lod en sort tjener bringe mig det ene efter det andet i et forsøg på at få ham til at åbne sig, men umuligt. Han følte sikkert hele sin eksistens truet, når jeg tiltalte ham som et almindeligt menneske. Jeg sad og tænkte over det mærkelige i, at Neil nu måtte lade sig “opvarte” af hvide fangevogtere i helvede, mens jeg selv blev opvartet af sorte tjenere i himmerige. Det var som om alt tidligere i vores liv på en naturlig måde havde ført os til hvert sit sted, mens vores korte venskab blot havde været en utopi. Men det slog mig, at Nell jo egentlig som sort var kommet længere, for var han ikke mere fri end denne knuste tjener, der kun var i stand til at holde sig oppe, fordi han havde lært at nyde sin egen undertrykkelse her i denne rige danskers sadomasochistiske univers? Var Karmgard ikke også en morder og menneskeudsletter, samtidig med at han tilsyneladende var et blidt, stilfærdigt og ulykkeligt menneske, som havde lært at udnytte de mekanismer, der var givet ham i dette samfund, til den yderste grænse. Tilmed var han, sagde folk, byens rigeste homoseksuelle, hvilket jo gjorde ham selv til en del af en undertrykt minoritetsgruppe. Var det ikke de samme kræfter, der havde drevet ham op i denne ulykkelige position, som havde Brevet jøderne mange steder i Europa op i tilsvarende positioner gennem tiderne? Trygheden i disse omgivelser var kvalmende. Jeg følte mig rastløs og ensom. Det var et foretrukket hotel for de rigeste og fineste filmstjerner i USA, men der var ingen menneskelig kontakt. Skulle jeg gå ud på gaden og møde en fattig og dele mit luksuriøse hotelværelse og en flaske vin med? Nej, man skal ikke købe sig venskab med rigdom, tænkte jeg. Heller ikke lånt rigdom. Jeg boede der kun en nat, en frygtelig ensom nat. Gennem år og dag
16

havde jeg delt seng og hus med mennesker, og det var en rystende fornemmelse pludselig at ligge alene. Efter min sølvbakkemorgenmad næste dag styrtede jeg hovedkulds ud i friheden igen, fast besluttet på at finde nogle mennesker at bo hos. Et sted på Bourbon Street kom to unge piger farende hen til mig for at få min autograf. De var, som turister, af nysgerrighed gået ind for at se dette berømte hotel og havde set mig sidde der over morgenmaden under palmerne og gik derfor ud fra, at jeg var en berømt filmstjerne. Et øjeblik følte jeg mig fristet til at spille “filmstjerne” for måske at komme til at bor hos dem, men valgte så at fortælle sandheden. Så mistede de interessen for mig, og jeg indså, at jeg nu var nede på jorden igen. Som følge af de mange turister er det umuligt i New Orleans at finde et sted at bo som vagabond. Hen imod aften var jeg meget sulten og kom i tanker om Bonnies Grill på Decatur Street, som Nell engang havde vist mig. Bonnie var en kæmpefed stor hvid pige, som her havde en lille musket kaffebar.
Bonnie var af den type, der kun kan tale til mennesker i grove, arrige sætninger ved at skælde dem ud, men jo værre kun talte til folk, jo mere elskede hun dem. Hun kunne sagtens have hentet en god dagsløn hjem fra denne kaffebar, men hun vat alligevel ludfattig. Stedet var nemlig opsøgt af det fattigste gadeproletariat, og Bonnie gav gratis måltider dagen igennem til folk, som ikke havde penge. Bonnie kunne godt huske mig og vidste, at jeg ingen penge havde, så hun skubbede straks en stor skål majsgrød hen til mig og senere hamburgere og andet godt. Hun stod i hele sin kæmpeskikkelse med hænderne i siden og betragtede mig uden et ord, men jeg vidste, at hun kunne lide mig, fordi jeg havde kendt Nell.
Uden at nævne Nell sagde hun efter lang tavshed: “Du kan komme og bo hos mig nu “. Jeg flyttede så ind i Bonnies tarvelige og rodede lejlighed. Der var lus og lopper og flere centimeter støv overalt. Hvad der skete i de næste dage var mærkeligt, for skønt vi knapt kunne kommunikere med hinanden og ikke havde noget seksuelt forhold, blev vi hurtigt knyttet nærmere til hinanden, end jeg er blevet det med noget menneske på rejsen. Da vi erkendte, at vi vist var de eneste, Nell havde betroet sin fortid til, blev vi straks uløseligt bundet sammen. At leve med Bonnie var som at bo på en vulkan af menneskelig varme. Hun er den eneste, jeg kender, som stadig praktiserer "the underground railroad". At bo hos hende var ensbetydende med næsten hver nat at blive banket op af en eller anden sort mand på flugt fra loven. Alle fandt de her et fristed. Bonnie elskede sorte mænd og især dem, som på en eller anden måde havde gjort oprør mod herre-slaveforholdet. Sådan havde hun altid været. Tidligere havde hun boet i Jacksonville, Florida, men var blevet fordrevet fra byen af de hvide, som havde gennembanket hende. Hun var taget til New Orleans, som regnes for en lidt friere sydlig by. Hendes to børn var egentlig forsømte og manglede både tøj og sund mad og vitaminer, men til gengæld var de gennem moderens handlinger blevet opdraget til ikke at hade og var således på deres vis langt sundere end de fleste hvide børn. De havde hele barndommen igennem oplevet mordere og tyveknægte, voldtægtsforbrydere, narkomaner og andre voldsmænd indtage deres fars plads i moderens seng, men de havde oplevet dem alle som mennesker, fordi de så dem med moderens øjne, som nægtede at tro på, at dette var deres virkelige identitet og som således ved denne tro på mennesket i virkeligheden skabte mennesket. For disse børn havde begreber som “morder” og “nigger” ingen mening. I Bonnies hus opførte de sig nemlig alle som deres “Far”, og sådan så børnene dem. Der var altid glæde, når en “far” var kommet ud af fængsel. Bonnie sukkede lidt over, at de aldrig ville få Nell at se igen, men var allerede straks parat til at modtage en ny Nell. Bonnie og jeg fik en stille forståelse og hengivenhed for hinanden, der med tiden udvikledes til et så stærkt kærlighedsforhold, at jeg gang på gang vender tilbage til New Orleans for at bo hos hende. Bonnie ved ikke, om hun er jøde eller dansker eller irer eller polak. Hun er blot amerikaner, siger hun.

Sammendrag af breve
17

Ship Ahoy! Ship Ahoy! Ship Ahoy!
As far as your eye can see,
men, women, and baby slaves
coming to the land of Liberty,
where life's design is already made.
So young and so strong
they're just waiting to be saved...

Lord, I'm so tired
and I know you're tired too,
look over the horizon, see the sun
shining down on you...

Ship Ahoy! Ship Ahoy! Ship Ahoy!
Can't you feel the motion of the ocean,
can't you feel the cold wind blowing by?
There's so many fish in the sea,

we're just, we're just, we're just
riding on the waves...
the waves... the waves...

Der er næppe nogen overlevende slaver tilbage i dag; men I Florida mødte jeg én, som tilmed er den ældste borger i USA - den 134-årige Charles Smith, som fortalte mig om, hvordan han blev fanget i Afrika: - Jeg kom til USA, da jeg kun var 12 år gammel. - Du blev solgt som slave til USA? - Ja, vent. Lad mig nu fortælle dig hvordan. De bragte mig fra Afrika... Det var under slaveriet. Jeg havde aldrig set en hvid i Afrika. Jeg spurgte min mor, om jeg måtte gå ned og se de hvides båd. Hun sagde ja, og jeg har ikke set mamma siden. De voksne bar børnene om bord for at vi skulle se “ sukkertræer “ nede i lastrummet. Så mærkede vi, at båden bevægede sig, men troede det var vindens skyld. Kaptajnen bragte os aldrig tilbage. De farvede prøvede at smide mig over bord. Jeg husker det, som var det i går. Legree, den hvide kaptajn, forhindrede det. Vi så aldrig sukkertræerne, heller ikke da vi kom til New Orleans. Vi blev smidt op på blokken og solgt for højeste bud.

En sort socialarbejder, som havde samlet mig op, mens jeg vagabonderede i Florida, fortalte mig om Charles Smith og førte mig til hans lille hus. Både han og andre sorte i omegnen fortalte mig, at Charles Smith er anderledes end andre sorte og faktisk ser ned på dem. Han forstår bl.a. ikke hvorfor de voksne afrikanere ville smide ham overbord, hvilket ifølge historikere var almindeligt for at redde børnene fra slaveriet. Men den dybere årsag til at både Smith og senere afrikanere ikke forstår sorte amerikanere i dag, er deres manglende forståelse for, hvordan århundreders slaveri har påvirket deres sind. Charles Smith var aldrig blevet opdraget til at være slave med hele den underkuelse af sindet, dette medfører. Og det gik op for mig, at hvis denne underkuelse havde sat sig så stærke spor i sindet, var slaveriets ophævelse måske ikke ensbetydende med frihed. Mange af de ting, jeg huskede fra aviserne i min skoletid, så jeg nu på min rejse i en ny belysning. Jeg huskede, hvordan USA endeligt i 60'erne blev et demokrati, da alle dets borgere fik stemmeret, og forbavsedes derfor over at finde at f.eks. staten Louisiana har mere end 257.000 analfabeter. Er det ikke et demokratis pligt at oplyse sine borgere?
20

Martin Luther King - og borgerretsbevægelsen, som han blev symbolet på - fik ændret de mest iøjnefaldende og primitive former for diskrimination. Men da hans kamp for økonomisk lighed begyndte, blev han dræbt - og denne mest betydningsfulde del af hans drøm synes at være gået i graven med ham: “Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere sidde sammen ved broderskabets bord på de røde bakker i Georgia. Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag må leve i en nation, hvor de ikke vil blive dømt på farven af deres hud, men på deres karakter. Jeg har en drøm om, at hver dal skal udjævnes og hvert eneste bjerg flades ud en dag”

Martin Luther Kings smukke drømme hang bestandig i min bevidsthed, men det gik snart op for mig, at den eneste, som er gået i opfyldelse måske er den, at de sorte ikke længere bliver dømt på deres hudfarve, men på indholdet af deres karakter. En karakter, som for evigt vil være forskellig fra de hvides indtil samfundets “bjerge og dale” er udjævnede. Det sørgelige er, at de karakteregenskaber, man har efter århundreders undertrykkelse nu engang ikke lever op til idealet hos de hvide, hvis karakteregenskaber er formet af at de gennem århundreder har været undertrykkere. Da jeg begyndte at indse, hvor meget den sorte underklasses karakteregenskaber afviger fra både de hvides og afrikanernes, forstod jeg den enorme underkuelse af sindet, som slaveriet forårsagede - et system, der ikke blot var baseret på vold, men som direkte opdragede mennesker til kun at forstå voldens sprog. At dette sprog i dag ikke alene forstås, men også tales af dem, som har måttet høre det i århundreder, kan derfor ikke undre.
21

Men når man som jeg kommer fra Europa og f.eks. aldrig nogensinde har set en pistol før, får man alligevel et chok man aldrig vil glemme ved første gang at høre tonefaldet i dette sprog. Efter kun et par dage i dette nye land blev jeg holdt op af pistolbevæbnede mennesker af en type, jeg aldrig havde mødt tidligere. Den angst jeg følte var en angst jeg aldrig før havde kendt: - angsten for et andet menneske. Min rejse blev siden hen i høj grad en rejse ind i dette menneske. Og jo mere jeg kom til at forstå og holde af det, jo mere irrationelt forekom det samfund mig, som havde skabt det. Jeg forstod ikke dengang dette solbrilleskjulte had, og dog reflekterede det så chokerende en forvrængning af min egen formodede menneskelighed, at det tvang mig til at spørge mig selv hvordan jeg om muligt kunne opfattes på denne måde. Kunne jeg selv være årsagen til denne vrede? Kunne jeg nogensinde selv komme til at nære sådan en vrede? Selv sådanne spørgsmål lå over min forstand, men fra den dag, hvor jeg havde set ind i denne dystre “munding” af amerikansk hverdag, begyndte jeg at forstå i hvilket omfang frygt og vrede karakteriserer det sort-hvide forhold.

På vejen til Florida om vinteren opdagede jeg tilfældigt, hvor denne frygt og fjendtlighed, som lå bag mit rystende møde i Nordens gader, havde sine rødder. At møde de mennesker, som stadig er indespærrede bag bomuldstæppet midt i et overflodssamfund, forekom så surrealistisk, at jeg straks følte mig kastet tilbage i historien - indhyllet i bomulden hvis hvide tyranni engang begrænsede alt sort liv i Sydstaterne. Da jeg arbejdede i bomuldsmarkerne, opdagede jeg snart, at virkeligheden så helt anderledes ud, end den jeg kunne huske fra historiske billeder med smilende, næsten barnligt glade bomuldsplukkere. De smil, der ses i dette billede, var faktisk de eneste jeg så i bomuldsplantagerne, da en af plukkerne ikke kunne finde ud af, hvordan mit kamera fungerede.

Det tog mig lang tid at overvinde det fjendskab og den frygt, de nærede til mig, fordi jeg var hvid. Det lykkedes mig dog til sidst at få lov til at bo hos dem mod til gengæld at give dem al den bomuld, jeg selv plukkede. Skønt jeg sled i det fra morgen til aften og alle mine lemmer smertede, lykkedes det mig ikke at plukke for mere end 24 kr. om dagen. De andre var trænede og kunne komme op på over 30 kr. om dagen. Vi arbejdede på akkord og blev betalt med 4 cents pr. pund. Den hvide godsejer solgte bomulden videre på markedet for 72 cents pr. pund. Jeg begyndte så småt at forstå, hvordan godsejeren kunne få råd til at bo i et stort hvide plantagehjem, mens hans sorte arbejdere måtte bo i shacks, - også når man tog hans udgifter til gødning og andet i betragtning.

Hen imod aften ankom godsejerens søn for at veje bomulden og betale os på stedet. Vi var trætte og udmattede. Der var ingen glæde over at modtage betalingen, som man knap nok kunne købe petroleum for til lampen hjemme i hytten, der næppe var større eller bedre end dem, slaverne i sin tid boede i. Hvordan kan disse mennesker kaldes frie, når alt omkring dem minder om det gamle herre-slave-forhold?

Slave driver

The tables are turned now

catch a fire

you're going to get burned now.

Every time I hear the crack of the whip

my blood run cold

I do remember on a slave ship

how they brutalized my very soul.

Today they say

that we are free

only to be chained in this poverty!

Good God

I think it's illiteracy

it's only a machine that makes money.

Vi oplever vist denne “maskine” personificeret i børsmænd, som aflæser kurser ligesom de for kun 100 år siden betragtede det som noget naturligt at have privat ejendomsret til mennesker. Vi oplever dem som mere end blot papirspekulanter, når disse velhavere oppe nord fra time efter time stryger forbi os i deres store motorhjem og campingvogne på vej ned mod solen i Florida. Hvert af deres rullende hjem forbrænder ligeså meget benzin som vi kan købe efter en hel dag i bomuldsmarkerne. Med hvilken ret er disse papirflyttere oppe i New York og Massachusetts i stand til at have disse ekstra rullende huse, når bomuldsplukkerne end ikke har en vandtæt hytte at bo i.

Også i tobaksmarkerne så jeg, at det er den hvide mand som ejer alt og således dirigerer alt, mens de sorte pænt må hænge bag på - både om foråret, når tobakken bliver plantet, mens de arbejdsløse kvinder sidder i deres shacks og ser på, og i august, når tobakken plukkes. “Det er rigtigt niggerarbejde”, hørte jeg de hvide sige. “De er allerede sorte, så tjæren hænger ikke så fast på dem som på de hvide”. Ved lov er det sikret, at de skal tjene minimumslønnen, som for tiden kun er nogle og tyve kroner i timen. Men da tobaksplukning er et sæsonarbejde, og der ikke er ret meget arbejde uden for plukningstiden, bliver det en mager årsløn, man skraber hjem.

Senere på sommeren bliver tobakken tørret og solgt på auktion. Ikke mange steder bliver herre-slave forholdet indprentet så stærkt i de sortes bevidsthed som på tobaksauktionerne. Hvorsomhelst jeg kom, så jeg de hvide opkøbere fra tobaksselskaberne gå forrest og give hurtige og diskrete signaler med løftede pegefingre og vippende ører, mens de sorte for bagefter og pakkede tobaksbunkerne ind. De hvide kører lige ind i auktionshallerne i store skinnende Cadillacs, og spiser frokost indendøre, mens de sorte må spise deres medbragte madpakker udenfor. Disse mennesker, som kunne opnå menneskelig frihed og lighed dersom de modtog blot et par ører mere pr. pakke cigaretter, som bliver solgt, så jeg ikke desto mindre arbejde med ansigter, som kun en slave kan udtrykke dem.

Om vinteren drev jeg normalt rundt i de dybeste sydstater og ved juletid et år havnede jeg i Louisianas sukkerrørsplantager. Mens jeg havde opfattet slaveriet i Nord Carolinas tobaksmarker primært som en sindstilstand, blev jeg her chokeret over at finde rent feudale eller livegne forhold. Den hvide godsejer ejer ikke blot sukkerplantagerne, men også de huse som hans sorte arbejdere bor i. Som regel ligger de i en lille klynge

rundt om hans store plantagehjem nøjagtig som i slaveriets tid. Tilmed ejer han næsten alt andet i de små landsbyer, bl.a. den eneste butik, som derfor hedder “the company store”. Her er priserne ca. 30% højere end i de større byer, hvortil de fattige sukkerarbejdere ikke har råd til at køre og hvor de iøvrigt ofte ikke kan læse skiltene, da mange af dem er analfabeter. Den gennemsnitlige løn for dem er ca. 27.000 kr. om året, hvilket i reglen skal række til en familie på 6-10 personer. For at overleve, begynder arbejderne derfor at låne af godsejeren og kommer snart i konstant gæld til ham. For det meste betaler de ikke med kontanter i hans butikker, men får mere kredit og bliver på denne måde langsomt skubbet ud i økonomisk trældom. Mennesker, som ikke modtager løn for deres arbejde, men kun mad og husly, kan man efter min mening kun kalde slaver, for når de først er kommet ind i en sådan ond cirkel, ejes de faktisk af godsejeren, idet de ikke kan forlade hans godt før de har betalt deres gæld af, hvilket kun kan ske ved et mirakel. Da en artikelserie i New Orleans-aviser om denne

feudalisme lige uden for byen kom med sentimentale beretninger om, hvordan børnene i sukkerplantagerne kun en gang om året fik en appelsin, nemlig i julegave, blev en tårepersende kampagne sat i gang for at sende børnene julegaver. Og de tandlægestuderende arrangerede gratis tandlægebusser, da det blev afsløret at de aldrig havde haft råd til at gå til tandlæge. Jeg fandt dog ud af, at andre havde gjort konstruktive forsøg på at organisere disse slavearbejdere. En hvid katolsk præst fortalte om, hvordan han måtte holde hemmelige møder med de sorte i svinestier, fordi de konstant blev beskudt af godsejerne. Men han fortalte også om, hvor umuligt det er at organisere dem, fordi de er bange for at miste den smule de har, og fordi de stadig husker et tidligere oprør i 1930'erne, hvor mere end 30 blev dræbt. Skønt dette sikkert allerede var historie for de hvide, opdagede jeg snart overalt i det sorte samfund, at en slave husker gennem generationer.

Det var derfor næsten umuligt for mig at komme til at bo hos sukkerarbejderne på stedet, fordi de var bange for repressalier fra de hvide. Da det endelig lykkedes mig at finde et sted at bo, og jeg var gået i seng, oplevede jeg således at rygtet om mig allerede var gået som en lynvind gennem byen, for pludselig blev døren revet op, og en gal mand stak en geværmunding i maven på mig der i sengen og jog mig ud i den kolde vinternat. Senere på natten forbarmede en fattig enke, Virginia Pate, sig over mig og jeg fik lov at dele en seng med hendes 5 børn i en shack ude i sumpene. Der bliver altid koldt hen på morgenen, når kakkelovnen går ud, og da børnene trak tæppet til sig, måtte jeg fryse den første nat. Næste morgen satte hun sig derfor til at reparere gamle vattæpper til mig. Aldrig vil jeg glemme denne enke, og mange gange siden var jeg tilbage at besøge hende. Hun var villig til at trodse faren fra de hvide, selv om hun ganske vist ikke selv turde være under tag med mig, men sov i en søsters shack. Sammen med hendes ældste søn gik jeg på jagt i sumpene efter bæltedyr og andet spiseligt. Drikkevand fik vi fra tagrenden.

I Florida har justitsministeren direkte anklaget sådanne plantager for at drive slaveri. Her arbejder de i hede, støv og sod med knipskarpe macheter. Fingre og tæer ryger ofte med. Efter dagens trættende arbejde køres de som kreaturer hjem til en slavelejr omgivet af pigtråd og “Adgang forbudt” skilte. Lige før mit besøg væltede to sådanne lastbiler, hvorved en blev dræbt og 125 såret. I stedet for at modtage erstatning, blev mændene fyret. Inde i lejrene, ofte med 100 i hvert rum, turde kun en tale med mig, skjult på et WC, da de øjeblikkeligt bliver fyret for at snakke med hvide. Skønt disse slavelejre ejes af Gulf & Western, er den egentlige slaveejer regeringen og skatteyderne, som betaler halvdelen af driftsomkostningerne for at undgå importeret sukker.

Udbredelsen af slavelejre ser ud til at blive mere og mere hyppige i 1980'erne. I Nord Carolina finder jeg nu barer hvor “slave-fængere” kidnapper fulde folk og bumser til deres lejre. Disse lejre adskiller og ødelægger den sorte familie som slaveriet altid har gjort det. Hustruer og børn må ikke komme i lejrene. Adskillige af de mænd, jeg snakkede med havde ikke set deres familier i op til 8 måneder - og ængstedes over hvordan forholdet ville være, når de så dem igen. Andre steder så jeg dog migrantlejre, hvor hele familien kan bo samlet, men hvor de til gengæld er så afhængige af hinandens arbejdsindtægter, at de ikke har råd til at lade deres børn forlade arbejdet for at gå i skole. Mens børnene i Louisiana måske kun fik en appelsin om året, så jeg dem i Florida nærmest drukne i appelsiner. Skønt det formelt blev afskaffet i 1911 er det ikke desto mindre en kendsgerning, at USA's nuværende velstand blev bygget ikke blot på slaveri og unaturligt lave minimumslønninger, men også på børnearbejde. Den dag i dag plukkes en fjerdedel af USA's frugt af børn under 16 år. Det er værd at huske, når vi i Nordeuropa bombarderes med billige amerikanske frugtprodukter, at disse ikke blot er resultatet at minimumnlønninger kun halvt så høje som vores i Skandinavien, men også “vredens druer” fra landarbejdere, som udenfor sæsonen ikke har noget socialt sikkerhedsnet under sig. De har ingen dagpenge eller understøttelse, ingen gratis lægehjælp eller uddannelse, ingen boligsikring, børnetillæg, vuggestuer, eller børnehaver. Den billige frugt vi nyder er i realiteten et produkt af slaveri.

Ved et tilfælde opdagede jeg en dag Coca Cola-navnet på nogle af de biler, som kører appelsinjuice fra migrantlejrene til nordstaterne, og fandt ved den lejlighed ud af, at det er Coca Cola, som under navnet Minute Maid ejer en hel del af disse slavelejre. Coca Colas slavelejre er nok ikke blandt de værste i Florida - selv om børnene lider af alverdens mangelsygdomme, bl.a. blodmangel, som gør dem trætte og udmarvede. (Da den første udgave af denne bog udkom i Danmark, modtog jeg et brev fra Coca Cola, der indrømmede hvor forfærdelige forholdene havde været, men tilføjede at de nu havde startet store reformer i lejrene. Da jeg imidlertid kom tilbage nogle år senere var den eneste synlige forandring et navneskift på nogle af skorstenene.)

I Sydflorida kom jeg til at bo hos en hvid tomatavler, som fortalte mig, at han tjente næsten 1 million dollars om året på disse migrantarbejdere - bortset fra enkelte dårlige år. Senere blev jeg smidt ud, da han opdagede mine fotografier af hvad han kaldte “niggere”:

- Hvad er dit formål med at komme her og fotografere? Jeg ved udmærket, hvad du er. Du er kommunistisk infiltrator nordfra, de her borgerretsfolk. - Nej, jeg sturerer landbrugsforhold til en bog...

- Jeg skal sige dig en ting. Hvis du holder til samme med disse “slummede” folk, får du ikke andet end en slummet bog ud af det. Det kommer jo an på hvad slags folk man snakker med.

- Jeg har tillid til alle. Både hvide og sorte.

- Glem ikke, at vi behandler de farvede bedre her er noget andet sted i landet. De er lykkelige.

Jeg prøvede altid at respektere ærligheden hos disse sydstatsracister, så da min båndoptager senere afslørede, at jeg havde fortalt ham en nødløgn, følte jeg mig lidt nedslået. Jeg havde på det tidspunkt ingen ide om a mine fotos en dag ville havne i en bog.

Senere kom jeg til at bo hos nogle af hans landarbejdere, sorte og landflygtige mexicanere. Deres forhold er mildt sagt fortvivlede. Mange er for ødelagte til at udtale sig om deres situation, men denne kone, som var en af de få fattige hvide i markerne, fortalte mig i sit lille lejede skur om forholdene:

- Har du nogensinde fået socialhjælp eller fødevaremærker?

- Nej, jeg kan ikke få det, men jeg har virkelig brug for det. - Hvor meget tjener din mand om ugen? - Ikke ret meget, 300 til 400 kr. måske, det rækker knap nok til husleje og mad.

- Og I arbejder 7 dage om ugen?

- 7 dage om ugen for kun 400 kr., ja!

- Har der været perioder, hvor I ikke havde mad?

- Der har været tider, hvor vi intet havde, intet. Ikke engang en cigaret. Jeg har været så langt nede at jeg kun havde sukker, vand og brød i tre uger. Det er de fattige, der kommer til at lide.

- Men hvem mener du har skylden for det hele?

- Regeringen. Den forsøger at udsulte os.

- Du giver ikke befolkningen her omkring skylden?

- Nej, jeg bebrejder ikke folk. Det er regeringen.

- Jeg er glad for, at du ikke skyder skylden på de sorte og mexicanerne. Det gør mange hvide, ved du.

- Nej, det er udelukkende regeringen. Det er derfor der er alle de oprør og mord hele tiden. Jeg har fået mit hus brændt ned tre gange, mistede tøj og alt...

Det var en glædelig overraskelse her at finde en fattig hvid, som ikke indirekte bebrejdede de sorte sin egen ulykke, da det ellers er normalt blandt de fattige hvide at gøre dem til syndebuk. I hendes by, Immokalee, var der flere slavelejre end noget andet sted, og det var bl.a. her at nogle af de hvide ejere blev fængslet af Floridas justitsminister. Men forholdene er stadig de samme, og der er nu kommet bevæbnede vagter i lejrene, som skyder mod alle indtrængende. Selv da det store TV-selskab, NBC, ankom til byen, blev TV-folkene gennempryglet og beskudt, og det lykkedes dem ikke at optage noget. Selv hvide “rednecks” af den voldsomme type, der nok kender til at slå fra sig, advarede mig mod at tage til byen og turde end ikke at køre mig dertil i dagslys. Jeg endte med at bo der en uge hos fattige landarbejdere, men jeg er den dag i dag overrasket over at jeg slap levende fra det. På en eller anden måde lykkedes det mig at blive venner med en af de sorte, bevæbnede vagter, som gav mig lidt mad og fulgte mig på afstand i gaderne for at “beskytte” mig.

Både han og politichefen fortalte mig, at der det sidste halve år var fundet 25 lig i gaderne i denne by på kun 3000 indbyggere. Hver eneste nat kunne jeg høre skyderier. Jeg så mere blod der end noget andet sted i Amerika, men det var naturligvis kun de færreste ting jeg kunne eller turde fotografere. Denne mexicaner blev stukket i maven, mens jeg sad ved siden af ham (og bad roligt bartenderen om at ringe til sheriffen, da det var hans tur til at bestille). Hver morgen stod der en række forhutlede mennesker, som var blevet slået ned natten før og frarøvet alt og nu forsøgte at blaffe ud af byen. Men mange vil aldrig komme ud af denne slavelejr. Det, der hurtigt kom til at interessere mig mest, var ikke de døde lig, men de levende lig - mennesker i hvem alt var udslukket. De hvide syntes at have langt mindre modstandskraft end de sorte. Disse udmattede elendigheder, som tidligere havde ernæret sig ved at arbejde hårdt 7 dage om ugen som de andre slavearbejdere, var langsomt bukket under og lå nu blot og ventede på at dø. Om natten lå de og sov på gaden. En enkelt en sidder klemt inde mellem Pepsi- og Coca Cola automaten.

Der gik ikke lang tid, før jeg fik så mange dødstrusler imod mig på grund af min fotografering, som jeg ellers havde forsøgt at skjule, at jeg besluttede mig til at flytte ud til indianerne uden for byen, hvor jeg kom til at bo hos denne pige af seminolestammen. Jeg følte, det var meget romantisk at bo i en sådan palmebladshytte, men romantikken varede ikke længe. Efter blot et par dage vidste man i byen hvor jeg var, og en nat blev vi vækket af råb om at jeg skulle komme ud af hytten. Jeg følte det som om min sidste time var kommet, men havde intet valg og trådte lige ud i skæret fra lygterne på en pick-up truck, hvori der sad nogle bevæbnede mænd, som råbte til mig med mexicansk accent: “Du er ude af byen før solopgang. Hvis ikke, kommer du aldrig til at se en solopgang igen. “ Da vidste jeg at det var dødeligt alvor og pigen turde heller ikke at have mig boende længere, så jeg forsvandt ud af byen som en skygge.

En af de få gange, hvor jeg opgav vagabondrollen for at tage skæbnen i min egen hånd, var da jeg besluttede mig til at kæmpe sammen med indianerne i Wounded Knee. Det jeg på forhånd havde set af indianernes forhold havde gjort mig desillusioneret og deprimeret. Den tunge skygge af tragedie, der hviler over indianerne, virkede så overvældende, at jeg aldrig opholdt mig ret længe hos dem. Selv når vi drak sammen, fornemmede jeg en dybere håbløshed. Samværet med dem fik mig helt naturligt til at tænke dybere over det forhold jeg i Danmark tidligere havde haft til grønlændere. Deres semi-koloniale situation synes så lig indianernes i Amerika. Og vores undskyldning, der handler om, at vi ikke har nogen særlig personlig kontakt med dem, fordi de er så få, er totalt ligegyldig og forkastelig. Det gik op for mig, mens jeg opholdt mig i indianerreservaterne. Her indså jeg, hvor stærkt den psykologiske indvirkning fra vore hvide kulturer har afsat sig hos disse minoriteter. Jeg fornemmede langt mere sympati (omend ofte af den ubrugelige romantiserende slags) over for indianerne i Amerika end jeg nogensinde fornemmede overfor grønlænderne i Danmark.

Derfor var jeg skuffet, da den første chance i dette århundrede kom for at hjælpe indianerne med at kæmpe for deres ret. Jeg havde ventet at se en massebevægelse af unge hvide drage til Wounded Knee, og det viste sig, at al deres sympati ikke var mere værd end regeringens mange brudte traktater.

Nederlag i Wounded Knee?

Wounded Knee blev vendepunktet for mig. Vi havde på venstrefløjen i USA hele tiden romantiseret brugen af væbnet magt. Mange af os var trætte af demonstrationer, og springet til væbnet oprør var derfor ikke stort. Men Wounded Knee var en deprimerende oplevelse. I vores romantiske rus havde vi ikke tænkt nærmere over alle de psykiske problemer, man kommer ud for ved at ligge i sne og slud i skyttegrave i ugevis. Jeg så så megen splid og skidt mellem indianerne, at jeg ikke holder af at tale om det. De holdt også nærmest os hvide hjælpere som en slags slaver. Jeg hjalp dem med at smugle våben og ammunition ind om natten - en operation, der tog mange timer, da FBI hele tiden sendte lysbomber op. På det tidspunkt var jeg ikke særlig vant til skyderi, og det tog hårdt på mig, når kuglerne fløj hen over hovedet. På vejen ud tabte jeg min taske med pas og kamera og fik senere stillet en bil til rådighed for at forsøge at hente den. Da det nu var dagslys, vidste jeg, at jeg ville blive opdaget af FBI, og på vejen tilbage blev jeg da også forfulgt af en FBI-vogn med 160 km i timen. Det lykkedes mig at undslippe ved i landsbyen Porquepine at gemme mig i ligtoget for en indianer, der var blevet dræbt under kampene.

Senere blev jeg ved en anden lejlighed arresteret af FBI, med korthårsparyk på, fordi jeg dagen før var blevet arresteret af dem og udvist af reservatet. Jeg havde derfor håbet, at de ikke kunne genkende mig. Da jeg blev overført til et indiansk fængsel, lykkedes det mig senere at overtale en indiansk politimand til at løslade mig, fordi jeg gav ham lidt dårlig samvittighed over at arbejde for regeringen. Nå, men disse ydre oplevelser var ikke grunden til, at jeg blev slået ud, tror jeg. Det var snarere mine mere intime oplevelser. Jeg var blevet særdeles gode venner med en af lederne i Wounded Knee, en Siouxindianer, som jeg her vil kalde X. Jeg var kommet kørende sammen med ham og en hvid sagfører fra Rapid City. Da vi kom til reservatet, standsede de ikke bilen, og der blev skudt efter os af “the goonsquad”. Jeg var chokeret, men fik senere at vide, at vi havde haft en våbentransport med i bagagerummet. Sagføreren satte vi af ved lejren, hvor de var i gang med at forhandle med Washington om at få udleveret det nu snart halvrådne lig af den første indianer, der blev dræbt i Wounded Knee. Vi kørte så til Rosebud-reservatet, og X foreslog, at vi skulle overnatte hos hans tante. Vi fik lov til at sove i hendes køkken på en madras, og jeg begyndte at lægge et tæppe ud på gulvet til at sove på, så X kunne få den smalle madras. Men han sagde, at vi skulle dele madrassen, og gav mig en lang forklaring om, at efter indiansk skik var det uhøfligt at sige nej til en invitation. Da vi lå der på madrassen fortalte han mig hviskende og mystisk om ånderne, og prærievinden hvinede i tagskægget og gav ekstra stemning. Han kom efterhånden i ekstase og kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne se ånderne i mørket. Han begyndte at ryste stærkt og holde tættere og tættere om mig. Efter en tid dæmpedes hans rysten en smule, og han begyndte at kysse mig - store våde kys. Først da gik det op for mig, at han var homoseksuel, men en slags homoseksuel jeg ikke havde mødt før. Skønt han var hård, var han ikke ude på sex og tog ikke tøjet af. Han ville blot elske på et “højere plan” og krydrede det hele med ånder og dæmoner på en sådan måde, at jeg endnu i dag spørger mig selv, om han var helt ærlig overfor mig den nat. Næste dag tog han mig med til forsyningslejren, hvor vi tilbragte den næste uge. Her så jeg en helt anden side af ham som en af lejrens ledere, og han viste aldrig på nogen måde, at han kunne lide mig, så jeg konkluderede snart, at indiansk kultur undertrykker homoseksualitet meget stærkt. Men han behandlede mig bedre, end de andre hvide blev behandlet, og som hans ven fik jeg snart særlige opgaver. Således var det ham og mig der skulle køre bilen med Eastlakes kiste og Rosemary, Eastlakes højgravide enke. Forinden havde vi siddet oppe hele natten i medicinmanden Crow Dog's hus og våget over liget. Både han og X havde bedt lange indianske bønner ved kisten. Tårerne trillede ned ad X's kinder imens, og det, jeg hin nat havde fornemmet som hykleri, tog sig nu helt anderledes ud. Vi fik en grøn medicin, som virkede stærkt, og jeg lod mig rive med og stod ligesom flere andre op og holdt en tale ved Eastlakes kiste. Jeg sammenlignede Nixons nedslagtning af indianerne i Guatemala i Eisenhower-tiden med hans nuværende folkedrab her i Wounded Knee. Jeg var den første, der prøvede at sætte Eastlakes død ind i en international sammenhæng, og det gjorde et vist indtryk, fik jeg siden at vide.

På grund af de mange telegrammer der kom ind fra hele verden, havde vi hele tiden følt, at vi var midt i et eller andet vigtigt historisk. Men da vi næste dag stod derude midt i de øde bakker med en smule graner på og sænkede kisten ned i hullet, følte vi os alligevel mærkeligt forladte. Jeg følte en stærk tomhed og alt det historiske forsvandt et øjeblik. Jeg fangede øjnene på en tipoixindiansk pige, som var blaffet op til Wounded Knee fra Minnesota i røde træsko for at kæmpe. Hun var meget smuk, og vi blev meget forelskede i hinanden, mens vore øjne krydsedes hen over kisten. Ikke så snart havde vi alle røget fredspiben og banket resterne ned over kisten, som det er skik, før Bobby og jeg begyndte at tilbringe al vor tid sammen. Vi prøvede at holde vores forhold hemmeligt, da det ikke var populært at se en rød pige sammen med en hvid mand. Ikke desto mindre fik X snart færten af det og blev rasende; men han kunne slet ikke se mig i øjnene og gav mig derfor en indirekte opsang. Han kaldte hele lejren sammen og holdt en lang tale om den promiskuitet, der florerede i lejren, og om at man måtte respektere de indianske traditioner og bære sorg med værdighed efter Eastlakes død osv. osv. Han kaldte derpå alle indianerne sammen for at diskutere, om ikke alle de hvide burde bortvises. Jeg fandt senere ud af, at der havde været flertal for det, men at X så havde trukket i land og krævet, at vi blev. Det korte af det lange var, at X var blevet dybt forelsket i mig, og jeg er aldeles sikker på, at det var den eneste grund til, at vi fik lov til at blive i lejren. Langsomt begyndte det at gå op for mig, i hvor høj grad X var forelsket i mig. Da han var dødeligt jaloux på Bobby, fik jeg ordre til, at jeg i fremtiden skulle sove i æresteltet sammen med ham selv og Rosemary, der var i sørgetid. Jeg var meget, meget rørt over at skulle dele telt med enken efter den første indianer, der var blevet dræbt under det første indianeroprør i nyere tid. I min revolutionære rus følte jeg, at jeg var havnet midt i et historisk brændpunkt. Jeg var allerede blevet meget gode venner med Rosemary på grund af den tale, jeg holdt over hendes mand, og følte meget stærkt for hende - højgravid, som hun var, i ottende måned. Men derfra og til at skulle bo sammen med hende og lederen i æresteltet var alligevel et spring. Jeg følte naturligvis en vis stolthed over for de andre hvide over at være blevet “forfremmet” til Rosemarys telt.

Med denne historiske bevidsthed om min egen nye situation var jeg slet ikke forberedt på det, der skete netop der i teltet. Rosemary lå i teltets eneste seng og pludrede med mig i skæret fra lampen, mens jeg lå på jorden. Hun blev mere og mere livlig og virkede mere og mere overvældende. Så med et spurgte hun, om hun måtte lægge sig ned til mig. Jeg blev fuldkommen forbløffet, og før jeg havde fået svaret, var hun kravlet ned til mig og lagde sig tæt ind til mig i min sovepose. Jeg vidste ikke mine levende råd og lå fuldstændig stiv. Jeg har ofte været ude for lignende situationer, men dette var noget helt andet, og overhovedet at tænke på sex i den situation var udelukket for mig. Det var kun to dage efter hendes mands begravelse - den mand, hvis barn hun lå med der mod min mave. Jeg var rystet, chokeret. Alle mine romantiske og revolutionære idealer faldt med et brag. Knap havde man lagt det første offer i den anden indianske krig i Wounded Knee i graven, før man var på nippet til at kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk! Jeg tænkte på kondolencetelegrammerne, der var strømmet ind til os fra hele verden, men jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det, hvis ikke X i det samme var kommet tilbage fra et møde. X blev redningsmanden. Da vi hørte ham komme, lagde Rosemary sig op i sengen igen. X blæste lampen ud og lagde sig hos mig, ligesom den første nat i tantens hus. Siden da havde han ikke turdet vise mig noget som helst tegn på kærlighed. Skønt jeg ikke er homoseksuel, må jeg tilstå, at da han den nat begyndte at kysse mig, følte jeg det, som om han netop havde reddet mig ud af en meget, meget pinlig situation. (Jeg har siden ladet mig fortælle, at denne opførsel ikke er unormal for en kvinde, som lige har mistet sin mand). Få dage senere sneg krigerne sig ud af Wounded Knee, og oprøret var slut - men ikke for mig. Mange af våbnene blev gravet ned i bakkerne omkring lejren, hvorefter indianerne flygtede og spredtes ud over hele USA og Canada. To af dem stjal alle pengene i Crow Dog's lejr og stak af til Oklahoma med dem. Bobby måtte tage afsted, uden at vi fik mulighed for at sige farvel. X vågede over mig nat og dag, og pludselig befandt jeg mig igen i en vanvittig situation. Han var så forelsket i mig, at han ikke ville lade mig rejse; men han turde ikke vise det og gav derfor ordre til vagterne omkring lejren om, at jeg ikke måtte forlade den af “sikkerhedsgrunde”. Han sagde til mig, at jeg havde taget billeder, der kunne falde i FBIs hænder, men til vagterne sagde han blot det ubestemte: “sikkerhedsgrunde”, og pludselig fornemmede jeg hadske og mistænksomme øjne overalt, og hver gang jeg kom nær udkanten af lejren, havde jeg straks et par geværmundinger rettet imod mig. Situationen blev mere og mere desperat, eftersom jeg ikke kunne forklare nogen i lejren den egentlige årsag. Jeg ville ikke kompromittere X, og havde jeg alligevel sagt til folk, at deres store leder ikke ville lade mig rejse, fordi han var forelsket i mig, ville de ikke have troet mig. Jeg var indianernes fange, uden at nogen vidste hvorfor. Det blev uudholdeligt, og nogle dage senere lykkedes det mig at flygte ud gennem reservatet og blaffe de 200 miles tilbage til Rapid City.

I Rapid City boede jeg igen hos den indianerpige, som havde bragt mig i kontakt med AIM (American Indian Movement), før jeg tog ud til Wounded Knee. Hun havde kun foragt tilovers for oprørerne og tog mig om aftenen med på et stort, flot steakhouse, hvor jeg fik den bedste og mest civiliserede steak, jeg havde fået i lang tid. Åh, hvor jeg nød at være tilbage i Amerika! Men volden fulgte med, og en aften blev vores nabo myrdet i lejligheden under os som en hævnakt efter oprøret. I flere dage sad vi sammen med hans mor og drak os fulde og stirrede på blodpølen på gulvet, som hun ikke ville tørre op, fordi den var det eneste hun havde tilbage af sin søn.

Den indre vold, som i stigende grad præger alle tredje verdens-mennesker som følge af deres lange undertrykkelse, er dog normalt hos indianerne ikke udadvendt som hos negrene, men indadvendt i form af selvmord. Måske så vore fjender når alt kommer til alt også blot Wounded Knee-oprøret som et selvmordsforsøg? Og måske var vi i den grad selv præget af vor fjendes syn, at vi ikke alle kunne leve op til de hårde menneskelige krav oprøret stillede til os. For mit eget vedkommende havde jeg fået nok af væbnet oprør og “ armed love” og gav mig herefter fuldt ud i vagabondrollen for at komme til at kende “fjenden”. At være vagabond er blot et forsøg på at give sig fuldt ud overfor det enkelte menneske. Men at være revolutionær er et forsøg på at give sig fuldt ud for hele menneskeheden. Intet menneske er i stand til at kombinere disse to holdninger og for mit eget vedkommende led jeg nederlag i Wounded Knee ligesom mange af indianerne gjorde det. Mennesket er så uendeligt svagt og lille, at skal det nogensinde blive fuldt menneskeligt er det nødt til at forene disse to sider. Skønt vi næsten alle led nederlag i Wounded Knee blev Wounded Knee alligevel en sejr, fordi det var et sådant forsøg.

Sammendrag af breve

Da jeg sidenhen boede hos indianerne, fandt jeg ud af at Wounded Knee var blevet symbol på fælles stolthed for alle indianere. Det var begyndelsen til en stærk nationalisme for denne undertrykte minoritet, ligesom de sortes væbnede oprør i ghettoerne førte dem ind i en nationalistisk fase med sort magt og sort skønhed som stolthedssymboler. Jeg lærte, at sådan en nationalistisk periode, hvor man forkaster alle den hvide kulturs værdier, er nødvendig og uundgåelig for alle minoriteter i forsøget på at gøre sig fri for den selvforagt og selvdestruktion, som er forårsaget af århundreders undertrykkelse. Men jeg lærte også, at denne voldelige demonstrative fase er den letteste, og at kampen som kommer bagefter, er langt sværere og længere, - kampen for at skabe lighed i sindene og hjerterne hos de hvide såvel som hos de farvede minoriteter. Hvor kompliceret denne kamp er, kan ses hos Mexicoamerikanerne og flygtningene fra de amerikansk-støttede diktaturer i Mellemamerika, som er et eksempel på undertrykkelsens kinesiske æske. Skønt de er fattige, repræsenterer de ofte den undertrykkende herre-race over for de indianske kulturer i deres hjemlande, og bliver nu pludselig selv udsat for en lignende diskrimination som amerikansk minoritetsgruppe, der gør dem til en periferisk del af økonomien ikke ulig de Latinamerikanske indianeres lod. De er flygtet fra sult, elendighed og blodig fascisme, og bliver nu udbyttet som landarbejdere af godsejere, fordi de ikke tør håndhæve deres ret af frygt for at blive sendt tilbage. Jeg huskede, hvor rystede vi var i Europa over de mange forsøg på at knuse Cesar Chavez' forsøg på at organisere en fagforening for landarbejderne, og deltog derfor i deres arbejde hvor jeg kunne. Det var i sådanne demonstrationer for menneskerettigheder, at unge amerikanere lærte mig at se den nøje sammenhæng mellem undertrykkelsen af de amerikanske minoriteter og undertrykkelsen af andre Tredie Verdens folk. I ungdommens famlende forsøg på at forstå og bekæmpe den brutalitet regeringen for frem med, begyndte begrebet “systemet” at give svaret på lidelserne, vi så. Således blev 3 millioner vietnameseres død også det som fik mig til at sætte mig uden for systemet og begynde at sætte spørgsmålstegn ved det.

Why do we call them the enemy

this struggling nation

we've been bombing across the sea?

Why do we want these people to die?

Why do we say North and South?

Oh, why, oh why, oh why?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty.

I don't want more of the same,

No more genocide in my name!

Oh, why are our history books

so full of lies

when no word is spoken of why the Indian dies

or why the Chicanos love

the California land?

Do all books say it was discovered

by the white men?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty.

I don't want more of the same,

no more genocide in my name!

Oh, why are the weapons of the war so young,

and why are there only older men

around when it's done?

Why are so many of our soldiers black or brown?

Do we say it's because they're good

at cutting yellow people down?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty,

I don't want more of the same,

no more genocide in my name!

Min rejse gennem sydens slaverilignende forhold kom i højere og højere grad til at ligne en rejse i intern kolonialisme. I skandinavien er demokrati og fagforeninger traditionelt blevet betragtet som uløseligt forbundne. Skønt det er velkendt, at USA giver militær støtte til blodig undertrykkelse af fagforeninger i Central Amerika, kom det alligevel som et chock for mig, at der næsten ikke findes fagforeninger i Sydstaterne. Ikke mindst i træindustrien så jeg hvordan det grove arbejde traditionelt er blevet udført af de sorte, mens de hvide giver ordrer i bedste koloniale stil. Denne arbejder modtag ingen erstatning, da saven skar hans fingre af, og han måtte stille på arbejde to dage senere, for, som han fik at vide, “der er jo masser af sultne niggere udenfor, som venter på at få arbejde.”

I et samfund, som gør så voldsomme indhug mod mennesket, mens det næsten slet ingen penge bruger på forskning og forebyggelse af arbejdssygdomme - og hvor europæiske debatter om medarbejderindflydelse og økonomisk demokrati er lysår væk - bliver tidsstemplingsmaskinen i arbejderens bevidsthed let opfattet som slaveherrens nye pisk - et symbol på den konstante og vedvarende vold fra systemet. At rejse i de sorte amerikaneres verden bliver uundgåeligt en rejse ind i sjælen og tilbage i historien i hvert eneste menneske man møder. I en sådan rejse begynder man at forstå de træk og tendenser som blev lagt i de sortes sjæl og hele bevidsthed af slaveriet og hvordan systemet sidenhen ikke blot har vedligeholdt dem, men endog intensiveret dem.

Poor slave, take the shackles off your body,

poor slave, put the shackles on your mind.

Please listen to me carefully

and if I'm wrong then correct me.

But if I'm right my song do praise,

now let's see if we agree:

The definition of a slave

means one not free entirely

so a slave is still a slave

if he can't think independently.

A tree is still a tree

though it sheds its leaves when winter comes.

But it blooms again in spring

for it did not lose its roots at all.

But a slave remains a slave

without the knowledge of his roots

until he's taught the past

not just some, but all the truth.

There was a brother the other day

telling me he's feeling high

but I just sadly had to sigh

for drugs and booze ain'tglory,

and if I had the chance to get high

I would tell the truth and not a lie,

for the highest high a man can get

is from wisdom, knowledge and understanding.

Poor slave, ease the pressure off your body,

poor slave, put it on your mind...

Slaveri er ligesom ghettoen ikke altid noget fysisk konkret. Alligevel kan man få et indtryk af deres fælles psykologiske karakter ved at se på de fysiske udtryk. Når jeg boede under de forhold, som er typiske for underklassen, forstod jeg let hvordan de fysiske lænker også blev til mentale lænker. For jeg ved af egen erfaring, at disse shacks, som sorte har boet i siden slaveriet og som millioner stadig er henvist til, er aldeles umenneskelige. Man har på ingen måde nogen følelse af frihed eller nogen mulighed for at udfolde sig intellektuelt og kreativt. For nogle er det endog gået tilbage siden slaveriet, og de bor i dag i usle shacks endnu mindre end denne oprindelige slavehytte. Jeg føler, det er frustrerende at fotografere shacks, da jeg oplever dem som langt, langt værre end de fremtræder på fotografiet. Man kan på sådanne billeder ikke se vinden, som pifter lige igennem de mange revner og gør det umuligt at holde sig varm om vinteren. Man kan heller ikke se de gyngende rådne gulve med revner så store, at slanger og alverdens kryb spadserer lige ind i stuen. Billederne viser heller ikke, at der ikke er rindende vand end sige toiletter, brusebad, eller elektricitet. Tusinder og atter tusinder af amerikanere lever i petroleumslampens skær - dersom de har råd til petroleum. Og det forekommer mig meget, meget svært fotografisk at skildre den underlige psykiske fornemmelse, man får ved pludselig at lade sig henføre til en tilstand, vi i Danmark ikke har kendt de sidste 100 år - skønt det er herligt efter den kvælende støj, der karakteriserer amerikanske hjem pludselig at opleve stilheden uden radio og TV. Liberale hvide, der har

råd til ikke at nære frygt for at der bliver lukket for elektriciteten, hævder sommetider over for mig, at de sorte burde være lykkelige af samme årsag. Med deres romantiske indstilling afslører de en frygtelig mangel på indsigt i den ufrivillige fattigdoms psykologi. Og selv om man måske er lykkeligt fri for invasionen af reklamerne fra overflodssamfundet inde i sin shack, får man alligevel sin udsigt og sine perspektiver ødelagt af de allestedsværende aggressive reklamer lige uden for hytten.

Afmægtigheden jeg følte som fotograf over for disse kvælende fornemmelser var som magtesløsheden, der omgiver de besnærede fattige. Selv om jeg havde haft råd til en vidvinkellinse, som kunne registrere trangheden, lader sådanne psykiske fornemmelser sig simpelthen ikke fotografere for en udenforstående iagttager, der ikke allerede kender dem. På samme måde følte jeg det næsten umuligt at fotografere USAs rige overklasse. Jeg kunne kun fotografere et værelse ad gangen, hvilket på ingen måde giver et indtryk af deres herskabshuses sande dimensioner. Desuden har overklassens vaner ændret sig, så den ikke længere omgiver sig med en overdådig pragt som i 1890's overklasseliv. Det er sværere at fotografere den overflod, som tillader kostbare rejser til fjerne lande eller besiddelse af mindre palæer og rancher rundt omkring i landet. Skønt den fotografiske forskel mellem rig og fattig således ikke er særlig stor, forekom det psykiske spring jeg så ofte foretog fra shack til plantagehjem eller fra storbyghetto til millionærhjem, mig på den anden side så rystende voldsomt, at det hver gang fornemmedes som at tage en rejse fra jorden til månen.

Om blafning og psykiske spring

At blaffe i Amerika er et evindeligt forsøg på at overvinde folks angst og at gøre det til en positiv oplevelse for dem at samle en op. Når man ser de berusende røde bremselygter og i nattemørket styrter hen og river bildøren op blot for at se ind i løbet på en skræmt chaufførs pistol, ved man at det er til gensidig fordel og tryghed, at man på denne måde bliver tvunget til at vise sit pas eller indholdet af sine lommer. Tilliden fremmes af et flot, udførligt skilt. Jeg eksperimenterer med alverdens slogans såsom “Saving fuel for you” og “ Bibel belt - and no Good Samaritan? “, men, trist at sige, er det eneste der giver folk virkelig tillid, at skilte med, at jeg ikke er amerikaner. Tilliden er uundværlig for demografisk blafning. Lifts med kvinder regnes blandt blaffere for en særlig psykisk stimulans og tryghed ovenpå aggressionerne fra såkaldte “rednecks” og “perverts”. Men kvinder er også et problem. Da amerikanske kvinder er meget åbne og i modsætning til kvindelige bilister i Europa ofte inviterer en hjem, gør de sig yderst sårbare. På den ene side er det vigtigt altid at lade kvinden bestemme grænsen for det opståede venskab, hvis man skal gøre sig håb om som mand at undgå den sexisme, man uundgåeligt er blevet påført af samfundet. Dette giver ikke mennesket mulighed for at vælge, om det vil være sexist, racist eller ej, men kun for at prøve at modvirke de negative handlinger en sådan lidelse forårsager. Er man ikke bevidst om sin lidelse vil man uundgåeligt skade den undertrykte med sine “herrevibrationer. “ På den anden side kan man ikke blot, som med mandlige chauffører, flyde med i enhver situation, da man så let bibringer sårede følelser. Selv den dygtigste vagabond begår fejl her. Ikke mindst fordi man selv er så sårbar, og de voldsomme strabadser på landevejen ofte gør en forelsket i typer, man ellers aldrig ville åbne sig for. Et grelt eksempel på sådanne uheldige signaler fra min side opstod, da en bilist tilbød mig det såkaldte “love drug “ MDA, som gør en utroligt forelsket i alle mennesker. Det næste lift jeg fik var med en stiv 80-årig dame, som på grund af min ustyrlige forelskelse ikke kunne undgå at blive påvirket, og i løbet af de næste par timer begyndte hun at opføre sig som en nyforelsket teenager. Så det var en lidt flad fornemmelse vi begge stod med, da rusen forsvandt. Noget af det smukkeste, man oplever som vagabond er dog sådanne forhold til ældre mennesker, som man på en eller anden måde let undviger i en normal hverdag. De er for blafferen den mest harmoniske målgruppe, fordi de - i modsætning til de arbejdende i samfundet - lever på samme tidsniveau som vagabonden og tilmed kan give ens rejse den vigtige fjerde dimension: historiens perspektiv. Når man hører udtalelser fra dem som “ What this country needs is another great depression to bring us all together again” oplever man den enorme fremmedgørelse, som gør samværet med vagabonden så vigtigt for disse mennesker. Men de hyperaktive bør man vogte sig for! I Florida samlede en 72-årig rig mand mig op, og da han hørte jeg fotograferede, gjorde han mig til sin privatfotograf. Han ønskede, at jeg skulle afsløre de “svinsk rige “ på Palm Beach og tog mig med til de mest eksklusive selskaber, hvor vi væltede os i champagne, kvinder og multimillionærer, for straks efter at bringe både mig og luxuriøse gaver over til de sorte slumkvarterer i West Palm Beach eller slavelejrene udenfor byen, og i næste øjeblik køre rundt og anmelde disse rystende forhold til politiet, domstole og byråd. Fra seks morgen til to nat skældte han indigneret ud over uretfærdighederne. Kunne vi ikke finde vej, standsede han det første det bedste sted. En aften var det ud for en fyldt forstadskirke. Han løb ind, standsede gudtjenesten og præsenterede mig som præstesøn fra Danmark, holdt derefter en dundertale til menigheden og gav sig så til at dirigere koret. Efter en halv time, hvor menigheden til sidst lå i rungende latter, kom han i tanke om sin virkelige mission og sendte kirkegængerne ud i deres biler efter kort, hvorefter en større kreds lå rundt på kirkegulvet for at finde Indian Road. Hver dag var han i gang med nye projekter. En dag hørte han fra nogle unge om “organic farming” og blev så inspireret, at vi straks gik i gang med at skaffe fire vognlæs kogødning fra Sydflorida for at flyve dem over til hans gods på Bahamaøerne. Efter en uge på denne måde var jeg kørt helt i sænk af mangel på søvn og proportioner og måtte tage afsked. Åh, hvor jeg nød friheden på landevejen igen! Men det næste lift var med en 82-årig dame, der var så hyperaktiv at hun kun sov under selve min kørsel. Havde hun ikke få dage efter sendt mig op til Philadelphia for at hente en af hendes biler og ladet mig bruge sit credit card til at invitere mine fattige venner fra bomulds- og tobaksmarkerne såvel som opsamlede bumser og blaffere ud på de fineste restauranter på tilbagevejen til Florida, ja, så kunne det let være endt i et psykisk nederlag i stedet for endnu et psykisk spring.

Brev til Mog, en amerikansk ven

En grund til at jeg aldrig bliver træt af at rejse i Amerika er at det er det eneste land jeg kender, hvori man kan tage sådanne psykiske spring næsten dagligt. Ofte, når jeg boede f.eks. hos en fattig mor på socialhjælp i en nordlig ghetto, gik jeg for ikke at belaste hendes madbudget ud for at blaffe op nord for byen, hvor de rige bor. Ikke sjældent blev jeg samlet op af en velhavende forretningsmand og når jeg underholdt ham med mine rejsehistorier blev jeg i reglen inviteret hjem til middag i hans store villa med central aircondition. Under middagen berettede jeg så rørende om, hvordan moderen med de tre børn i ghettoen næsten aldrig havde råd til ordentlig mad. Hvis jeg var på besøg hos en konservativ familie, tilbød de så i reglen før eller senere at jeg såsandelig da var velkommen til at komme og bo hos dem. Men liberale familier læssede mig normalt til med dyre madvarer fra fryseren og kørte mig hele vejen ind til ghettogrænsen og gav mig penge til en taxa resten af vejen. “Her kommer Robin Hood”, grinede jeg stolt når jeg kom hjem. At være en god vagabond, havde jeg lært, er et spørgsmål om at kunne beherske kunsten at kunne modtage og give. En læge i Skokie gav mig 8 roastbeefs til en socialhjælpsmor i Sydchicago, og en forretningsmand i Nordphiladelphia gav mig en pose poletter for at sønnen i min familie i Sydphilly ikke længere skulle gå den lange vej til universitetet. I Syden mødte jeg sjældent den samme overstrømmende medlidenhed med de fattige, men de psykiske spring kunne jeg også opleve der. En morgen

huggede jeg brænde for denne 104 årige kone i South Carolina. Hun og hendes 77 årige datter måtte selv hugge alt deres brænde. Deres, shack mindede mig om Frilandsmuseet i København, men de havde dog en brønd hvad mange andre ikke har. Datterens mand var 97 år gammel og alle tre sov i samme seng for at holde varmen, når ildstedet blev koldt om morgenen. Huset ejedes af den hvide godsejer (som boede bag træerne i baggrunden) og som de betalte 250 kr. i husleje til om måneden. Skønt jeg havde revet en stor flænge i mine bukser, og ikke som normalt ved sådanne lejligheder havde min korthårsparyk på, lykkedes det mig samme dag at komme ind til en pressekonference med Julie Nixon. Nixons datter besøgte en hjem for handicappede børn og gik rundt og gav de små forkrøblede børn hånden. Bagefter stillede pressen hende venlige spørgsmål, men det lykkedes mig til sidst at ødelægge hele pressekonferencen ved ganske simpelt at spørge hende, om hun ikke syntes, det var hyklerisk at besøge disse børn, når Nixon netop havde vetoet loven om hjælp til handicappede? Julie Nixon blev så forlegen, at hun ikke kunne svare, og børnehjemmets leder afbrød med alskens diplomatiske kunstgreb i hast forestillingen. Om aftenen, da besøget blev udsendt i TV, havde man censureret mit spørgsmål væk.

At skifte miljø så hurtigt på samme d- g kan være en rystende oplevelse, især når der som regel i fysisk afstand kun var få kilometer imellem. Men når man strejfer omkring i længere tid, finder man snart ud af, at denne form for psykisk vagabondering er en absolut nødvendighed, hvis man selv skal overleve. Når man kommer fra et middelklassemiljø som jeg selv, er det for overvældende i længere tid udelukkende at bo i ghettohjem med al deres trængsel, konstante larm og psykiske undertrykkelse. Efter en tid bliver det nødvendigt at søge ind i mere overklassebetonede hjem, hvor man kan tilbringe nogle dage i sit eget værelse og få ro i sjælen. Normalt gik der dog ikke lang tid, før jeg slet og ret kedede mig ihjel i sådanne hjem og søgte tilbage til det jeg umiddelbart oplevede som mere nære menneskelige kontakter i ghettohjemmene, dette sidste være sagt uden at romantisere dem.

I Washington, North Carolina, boede jeg først i fire sorte hjem i byen. De tre af dem var uden elektricitet og rindende vand. Da jeg boede hos denne pige ved petroleumslampen, måtte jeg sidde og sove i en lænestol om natten, da hun selv sov på sofaen med et barn. Mere plads var der ikke. Næste nat var jeg endnu værre stillet i en “shotgun shack” (aflang, så kan kan skyde gennem alle rummene). Moderen råbte natten lang i en skingrende sopran efter sin søn, fordi han havde bragt en hvid fyr til hjemmet for at dele sin seng med ham. Jeg gemte hans pistol i en stak tøj af angst for at de skulle bruge den mod hinanden. I en anden shack blev jeg smidt ud af en gal nabo, som hadede hvide. Så elendige var

forholdene i de hjem, at jeg til sidst gik rundt med en konstant hovedpine af sult og mangel på søvn. En sen aften var jeg så syg og overvældet af træthed, at jeg befandt mig på vej ned mod byens fængsel i håb om at få lov at overnatte der - en udvej jeg aldrig før havde brugt. Men netop når jeg var længst nede, skete der altid de mest fantastiske ting: lige før jeg nåede fængslet blev jeg samlet op af en pige, som inviterede mig til sit hjem, der viste sig at være et af de mest overdådige jeg havde været i i lang tid. Der var private tennis- og golfbaner så store som den halve ghetto i byen. Der var privat indendørs svømmebassin, flyvemaskiner og sejlbåde sågar. Mens jeg i ghettohjemmene havde kunnet høre alle udendørs og private lyde gennem de papirtynde vægge, måtte de her have et internt radioanlæg for at kunne

kommunikere mellem husets forskellige afdelinger. Der var endog et indendørs fiskebassin større end de søer regnen lavede på gulvet i de utætte shacks. Hvor havde de dog fået al den rigdom fra? Svaret er ikke altid så enkelt, men folk fortalte mig senere, at pigens far var sagfører og ejede en stor del af ghettoens shacks i denne by, hvor 60% levede under fattigdomsgrænsen. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg var havnet netop her i hans hjem, når den nød han havde været med til at skabe i ghettoen i realiteten havde drevet mig så godt som i fængsel. Andre var ikke helt så heldige og netop på det tidspunkt sad en sort pige, hvis familie jeg var kommet til at kende, i byens fængsel. Hun bør nævnes her, da hun blev voldtaget af den hvide fangevogter - og senere verdensberømt. Skønt hvides voldtægt af sorte ikke er usædvanligt i sydens fængsler, vakte det opsigt, at pigen Joan Little havde mod til at dræbe den hvide voldtægtsmand. Hvis ikke USAs kvindebevægelse havde sat et kæmpeforsvar ind for hende (til hvilket jeg var så heldig at kunne levere fotos af hendes baggrundssituation), var hun uden tvivl blevet dødsdømt i denne stat, hvor man har dødsstraf selv for indbrud. Hendes frikendelse var en stor sejr for venstrefløjen i USA. Frikendelsen viste, at man kunne ændre en sydlig stats traditionelle retsforhold - og tilmed i en stat, som først havde erklæret Joan Little for fredløs, dvs. at enhver borger i staten havde ret til at skyde hende. De psykiske spring jeg havde foretaget i Joan Littles hjemby havde således tilfældigt givet mig et indblik i de økonomiske forudsætninger for det hvide overherredømme. Sådanne kontrastrejser anser jeg som absolut nødvendige for at man kan holde hovedet klart. Jeg finder det for eksempel næsten umuligt at opholde mig ret længe i hvide hjem i syden, før jeg begynder at se med deres øjne på “negrene” som mindreværdige. En sådan hjernevask tillod jeg mig altid at være åben for, for hvis man ikke prøver at leve sig ind i de hvides tankeverden ved at give fuldstændig efter for deres synspunkter, har man heller ingen mulighed for at forstå dem og holde af dem. Uden at forstå deres dybere bevæggrunde og frustrationer kunne jeg ikke gøre mig håb om at kunne komme til at forstå samfundet. Fordelen ved vagabondering er, at man i tide kan bryde ud af denne hjernevask og bevæge sig til det sorte samfund med dets anderledes form for påvirkning.

Credo

Kære Edwina.

Omsider er jeg kommet til et hjem med en skrivemaskine, hvilket foranlediger mig til at fortælle dig lidt om, hvad der er sket siden vi sidst sås. Jeg er kommet til at bo hos to hvide piger her i Greensboro. De behandler mig som var jeg kommet i himmerige, hvilket virker overvældende på mig efter de sidste par ugers hulter til bulter tilværelse. Den ene af dem, Diane, er fotomodel og kriminolog af den venstreorienterede slags og holder så meget af mine billeder, at hun vil gøre alt muligt for at skaffe mig penge til film. Hun har meget fine forbindelser og med sin charme og sit udseende har hun let ved at stampe penge op til forsk