Amerikanske Billeder © Jacob Hol

Amerikanske Billeder
© Jacob Holdt og Forlaget Per Kofod ApS 1992
Denne nye udgave er oversat fra amerikansk af Jacob Holdt
Første danske udgave udkom på Informations Forlag i 1977 Amerikanske Billeder er hermed trykt i 13 oplag og 82.000 eksemplarer på dansk Omslag og layout: Kitte Fennestad Produktion: Nørhaven A/S, Viborg Printed in Denmark 1992 ISBN 87-89586-77-8

En særlig tak til Jette Drewsen for rettelse af det oversatte manuskript.

Eftertryk fra bogen kun tilladt med fondets skriftlige tilladelse.

Kald mig ikke en borger af Athen, men en borger af verden.

... Sokrates

Mit land er hele verden.
...Dante

For mig synes det en skrækkelig ting at have en sjæl kontrolleret af geografi.
.. .George Santayana

Mit land er hele verden og min religion er at gøre godt.
...Thomas Paine, Rights of Man

Vi bliver bedt om at elske eller hade det og det land eller det og det folk. Men nogen af os føler for stærkt vor fælles menneskelighed til at gøre sådant et valg.
...Albert Camus

Oprøreren: Der er ikke nogetsteds i verden en stakkels skabning, som er lynchet eller tortureret, i hvem jeg ikke er myrdet eller ydmyget.
. . ...Aime Cesaire: “Les Armes Miraculeuses”

Vi må lære at leve sammen som brødre eller at gå til grunde sammen som tåber.
...Martin Luther King

Forord

“Du må have tillid til det bedste i mennesket, og mistillid til det værste. Hvis ikke, vil det værste få overhånd. “ Jose Marti.

”Vi ved nu, at der ikke er nogen vej ud, at “systemet” som er det onde produkt af offentlig forsømmelse og privat grådighed, er kommet for at blive og til evig tid vil være et stormcenter for vor civilisation. Der er ikke andet at gøre end at prøve at få det bedste ud af en dårlig handel. Hvis det kunne se ud som om “den anden (fattige) halvdels “ lidelser og synder, og al den ondskab de afføder, ikke er andet end en retfærdig afstraffelse af det samfund, som ikke gav dem andet valg, så er det fordi det er sandheden. “ Ovenstående citat er fra Jacob A. Riis' bog “How the other half lives”, som jeg tilfældigt fandt, da jeg i sommeren 1975 dryssede ind i en boghandel i San Francisco. Jeg havde aldrig før hørt noget om Jacob Riis, og bogen gjorde så stærkt et indtryk på mig, at jeg besluttede mig til at hugge den, hvilket siger ikke så lidt om min økonomiske situation på det tidspunkt. (Hvis der skulle være nogen af Jer, der er lige så slemt ude at køre, når I ser min bog, vil jeg naturligvis også anbefale Jer at hugge den. At stjæle er ikke nogen god ting, men vi bør alle sammen prøve det en gang i vores liv for at få lidt forståelse for og solidaritet med dem, som er tvunget ind i denne livsform).

Ingen er født som vagabond, og det var en lang række omstændigheder som førte mig til denne lykkelige tilstand. Jeg blev født i et lille land på størrelse med Massachusetts. Sammen med Sverige har Danmark længe haft ry for at være et af de mest liberale lande i verden. Jeg voksede op i den vestlige, mere konservative og tidligere ret fattige del af Danmark, hvorfra tusinder udvandrede til Amerika omkring århundredskiftet. Min far er præst i en lille landsby. I generationer er den førstefødte søn i familien blevet døbt Jacob Holdt og siden uddannet til præst, så det lå altid i luften, at dette også skulle blive min lod. Min farmor var familiens åndelige overhoved, som ikke lod nogen chance gå fra sig til at fortælle mig om familiens religiøse bedrifter og gøre mig opmærksom på mit “kald”. Gennem alle de år jeg vagabonderede i Amerika, fik jeg fortsat breve fra hende om hvordan jeg snart havde samlet nok verdslige erfaringer til at kunne komme hjem og begynde teologistudiet. En meget vægtig årsag til, at jeg blev ved med at vagabondere og forestillede mig, at jeg ville gøre det resten af livet, var frygten for at vende hjem til otte års tør latin og græsk. Lad mig lige forklare her for amerikanske læsere, at kirken i Danmark er nationaliseret, og præsterne er ansat af staten. Da næsten ingen går i kirke i dette irreligiøse land, har deres arbejde først og fremmest karakter af socialrådgivning og administrativt folkeregisterarbejde. “Personlig frelse” og lignende virkelighedsflugt, som dominerer amerikanske kirker, er ret ukendt her. - Når jeg om søndagen forlod kirken i min barndom, faldt mine øjne i reglen på et stort smukt portræt af en sort kvinde overfor kirken. Det var den eneste reklame i denne lille landsby - varemærket for Danmarks største forretning “Brugsen”. Når jeg siden har tænkt på den enorme indflydelse, den hvide reklame i Amerika har haft på hvide såvel som sorte sind, kan jeg ikke undgå at fundere over, hvorvidt denne ensidige reklamepåvirkning i min barndom var befordrende for mit senere engagement i de sortes sag.
I landsbyskolen skrev vi rapporter om apartheidsystemet i Sydafrika og de sortes kamp i Amerika. Vi jublede den dag Sydafrikas premierminister blev skudt, men vores lærer påpegede, at dette ikke ville løse. problemerne, og senere blev jeg stærkt grebet af Martin Luther Kings ikke-voldsfilosofi. Fra min forbløffelse over, at den hvide kirke i både USA og Sydafrika var fjendtlig over for de sorte, var der ikke langt til et opgør med min fars kirke. Da menighedsrådet under Biafrahungersnøden besluttede at bruge flere hundrede tusinde kroner på at bygge et tårn på en af sognets kirker, var jeg så oprevet, at jeg i ly af nattemørket før påskemorgen malede hele kirken over med store bibelcitater og salmevers om hvordan man ikke skal bygge templer for Gud, når ens næste lider her på jorden. Min fars reaktion overraskede mig. Han var så rasende, at han uden et ord kørte mig ud til landevejen, hvor jeg blev bedt om at blaffe af sted. Gennem det næste halve år var vi ikke på talefod. Måske dette var starten på min karriere som vagabond.
Jeg havde i al fald ikke meget valg. Jeg var blevet sparket ud efter 2. g i gymnasiet og var blevet fyret fra adskillige jobs. Jeg blev betragtet som familiens sorte får. Selv militæret havde givet mig sparket. Jeg havde altid ønsket at komme i Den Kongelige Livgarde, da jeg inderst inde var meget konservativ. Men allerede den første dag mit kompagni havde skydeøvelser, løb jeg ind i problemer. Vi skulle skyde mod en skive i menneskeskikkelse, men det var komplet umuligt for mig at få mig selv til at skyde mod noget der blot mindede om et

menneske, så jeg nægtede pure. For at undgå at komme til at skyde igen, foregav jeg at være syg og haltede rundt på et ben. Jeg blev indlagt til undersøgelse på Rigshospitalet og gik på krykker i otte måneder før de endelig smed mig ud. Stor var min overraskelse, da postbudet et halvt år senere bankede på min dør med 12.000 kr. i erstatning for at have lidt skade i hæren. Jeg havde altid mange rejsende fra hele verden boende hos mig i den ligkisteforretning, jeg havde overtaget for at få et sted at bo. Mange var amerikanske Vietnam-desertører, som kom til at gøre et stærkt indtryk på mig med deres forkastelse af mange af de værdier jeg selv var blevet opdraget til at tro på. En af dem var en 17-årig canadier, som boede hos mig i lang tid. Hendes forældre var så taknemmelige, at de inviterede mig til at arbejde på deres farm i Canada. Jeg ønskede at slippe for samfundets spændetrøje, og det største og mest afgørende skridt man tager i den proces, er over grænsen fra sit eget land. Jeg sendte mine venner et rasende 150 sider langt brev, da jeg ankom til Canada i 1970. Underligt nok havde jeg ikke nogen stærke følelser for USA, men et uddrag af brevet viser lidt om mine følelser overfor Danmark: “ Vi er alle skyldige! Også du Kaj, ku ha smadret endnu et par ruder i ambassaden, i Pan Am, i Pilestræde, i folketinget. . . så længe der er blot én rude tilbage i hele landet er vi skyldige i Vestens forbrydelser i Indokina... men når denne rude er knust... så måske regeringen kan mærke hvilken vej vinden blæser. Knus alle Danmarks ruder så selv de koldeste konservative kan mærke stanken af napalmbrændt hud! - så selv Hartling springer op om natten med sved på panden ved lyden af dødsskrigene fra børn gennemboret af splitterbomber! I sandhed - hvad er vold mod glas i sammenligning med den vold vi udøver i Vietnam! Knus alle landets ruder! Knus de fire bloddryppende ruder i Dannebrogsflaget, knus alt - så længe det er den eneste hjælp vi kan give vietnameserne. Dagen efter vores Mai Lai-dags protest forlod jeg landet, nedslået og desillusioneret. Skuffet over at 25 års massakrer mod et andet folk stadig ikke Bidder i befolkningens bevidsthed, skuffet over at den stadig ikke aner en klap om, hvad der foregår i Indokina, skuffet over at vort arbejde for at ændre disse forhold var frugtesløst, skuffet over at tilhøre et folk af onde, fordærvede, ensrettede, pestfyldte, umenneskelige “mennesker” men samtidig - lettet over at være undsluppet 5 millioner blinde mordere, - lykkelig over at være opfaren fra dødsriget Danmark... “ Når jeg tænker tilbage på de følelser, jeg havde dengang, finder jeg det interessant, at det var en ung amerikaner, jeg havde boende, som fik mine øjne op for uretfærdigheden i Vietnam-krigen og fik mig engageret i modstanden, men i hele den tid, jeg var engageret var det nærmest ud fra en dyb moralsk forargelse. Jeg så ikke Vietnam-krigen som produkt af et system, men nærmest som et uheldigt sidespring for demokratiet. Jeg blev således ved med at være medlem af Konservativ Ungdom og så ikke noget modstridende heri, ligesom jeg altid irriteredes over de røde faner i demonstrationerne “fordi det blot ville få folk til at tro, at vi var kommunister. “ Jeg arbejdede på den canadiske farm i et år sammen med en venstreorienteret argentiner, som fik mig interesseret i Latinamerika. Jeg bestemte mig derfor for at rejse derned af ren og skær eventyrlyst. Men for at komme til Latinamerika måtte jeg igennem USA. Canadierne havde fortalt mig mange skræmmende historier om hvor farligt det var at blaffe igennem USA, men jeg besluttede mig alligevel til at gøre forsøget. Jeg tog min opsparing fra arbejdet på gården, blaffede ned til grænsen og krydsede over ved Port Huron, en line by i Michigan. Jeg blev straks overvældet af skræk. Jeg så en mand gå ned ad gaden med et jagtgevær og fornemmede voldelige vibrationer overalt. De unge i byen sagde at politiet ville gennemprygle mig, hvis jeg blaffede. Jeg har siden hen været tilbage i denne by og ser den i dag som en af de mest fredelige i Amerika, men jeg har mødt mange andre unge udenlandske turister, som har haft det samme chokerende første-møde med det voldsomme amerikanske samfund, indtil de vænnede sig til det og til sidst ikke

længere opfattede “volden i folks øjne” som jeg hørte en følsom franskmand udtrykke det. Jeg var så rystet, at jeg tog en bus til Detroit i den tro, at det vine være lettere at tomle derfra. Men det var at komme fra asken i ilden. Jeg stod af bussen om aftenen i den tro, at jeg var i en stor millionby med ligeså meget natteliv som i europæiske byer, og da jeg ikke kunne se en sjæl omkring mig, spurgte jeg om vej til “downtown”. En avissælger svarede med forbavselse: “Du er lige i centrum, “ og han fortalte mig så, at folk simpelthen ikke turde at gå udendørs om natten. Jeg blev igen så skræmt at jeg endte med at købe billet hele vejen til Chicago. Den første unge langhårede fyr jeg snakkede med på busstationen om morgenen fortalte mig, at han lige havde siddet i fængsel for at have blaffet, og at Chicagos strømere havde ry for at være de værste over for blaffere. Og havde jeg tænkt på at blaffe igennem Syden? Det måtte være min spøg. Det her oppe var intet i sammenligning med sydstaterne. Jeg var nu så fortvivlet, at jeg efter en Bags vandring i byen gik til en kirke for at få hjælp. Jeg havde ikke nok penge til en bus gennem hele USA, og Chicago forekom mig som så forfærdelig og umenneskelig kold, at det ikke gav mig lyst til at se mere af USA. Men senere på aftenen begyndte en ung sort forfatter, Waltdenia Lewis, at sludre med mig i en kaffebar. Hun inviterede mig hjem at bo i sin mors hus, der lå i et sort middelklasseområde i Sydchicago. Her tilbragte jeg en fantastisk uge med hende og hendes veninder - en uge, der betød en afgørende vending for mig i mit forhold til Amerika, som jeg på trods af min tidligere skolelærdom i det store og hele havde opfattet som et kedeligt hvidt middelklasseland. At mit første amerikanske hjem var et sort hjem, som gav mig varme og opmuntring midt i min frysende fortvivlelse, er uden tvivl en stor del af årsagen til at jeg ikke straks vendte Amerika ryggen. Waltdenia og hendes veninder introducerede mig til sort kultur på så smittende en måde, at jeg måtte vende tilbage. De kørte mig rundt i hele byen og fortalte mig om de sortes forhold i denne, den mest raceadskilte af alle amerikanske byer. De talte i et sprog, som jeg havde svært ved at forstå dengang, men som jeg med dets syngende, konstant spøgende soprantonefald fandt fantastisk rigt. Uden selv at vide det, gav de mig også en gave, som blev mit adgangskort ikke blot til sorte hjem men overalt i samfundet. En dag, da de flettede deres hår, insisterede de på at flette mit skæg, som var blevet temmelig langt. De lavede et væddemål om hvorvidt jeg turde at gå rundt en hel dag i Chicago med flettet skæg. Jeg var forfærdelig genert og forlegen over at se så fjollet ud, men mart opdagede jeg, at denne by som jeg havde oplevet som kold og misantropisk, pludselig begyndte at åbne sig. Folk smilede til mig, eller reagerede måske negativt, men under alle omstændigheder åbnede de sig, så det blev muligt at slutte kontakt, - den kontakt, som er livsvigtig for vagabonden. Derfor blev skægget ved med at være flettet, og uden det flettede skæg ville denne bog ikke være blevet til - om ikke andet så fordi det nogle gange hjalp med at redde mit liv. Jeg bestemte mig for at finde en anden vej til Latinamerika og tog tilbage til Canada, hvor jeg blaffede til Vancouver og ned til San Francisco. Længere kom jeg ikke. Så mart jeg mødte den amerikanske ungdom, fatte de jeg kærlighed til den og lod mig rive med. Nogle vietnamveteraner inviterede mig til at tage med dem til de store demonstrationer mod krigen i Washington. Det var i april 1971. Der var 1 million mennesker og en solidaritet og stemning, som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg så hundreder af vietnamveteraner, mange af dem krøblinge, smide deres militære medaljer op mod kongressen. Det var på det tidspunkt, jeg rørt til tårer besluttede, at tiden ikke var rode til eventyrlyst i Latinamerika, men a~ jeg måtte støtte disse folk på en eller anden måde. Og det næste års tid brugte jeg da heller ikke til ret meget andel end at styrte rundt fra demonstration til demonstration over hele landet. Jeg overvandt hurtigt min skræk for at blaffe, fordi farerne ved at blaffe syntes så latterlige i sammenligning med, hvad disse vietnamveteraner havde været igennem, om end jeg tog den forholdsregel at bære korthårsparyk i begyndelsen, da det dengang stadig var almindeligt at skyde langhårede ned. Personligt har jeg fået bekræftet 7 sådanne dødsfald, deraf to sønner fra familier jeg boede hoc. Jeg selv fik dog kun smidt ølflasker efter mig fra bilvinduer samt talrige bøder og advarsler af politiet, der i mange stater konsekvent smider blaffere i fængsel. Efterhånden som jeg kom i kontakt med den almindelige befolkning, opdagede jeg, hvor få der egentlig støttede Vietnam-krigen. Langsomt begyndte jeg derfor at spørge mig selv hvad det var, der gjorde at denne krig kunne få lov at race videre, når der åbenbart ikke var ret mange amerikanere som støttede den. Overalt hvor jeg kom mødte jeg en åbenhed overfor mine vietnamsynspunkter, som jeg aldrig havde oplevet hos de forstenede danskere, således som jeg begyndte at se dem. Jeg begyndte at føle, at mens ulykken for

amerikanerne havde været, at de ikke var blevet oplyst om Vietnam af deres ensidige presse, så var ulykken i Europa simpelthen den, at europæerne ikke VILLE lytte til andre synspunkter end dem de allerede havde. Hvorvidt denne følelse var rimelig eller ej, så var det dog den der gjorde, at jeg kom til at holde af amerikanerne. Arbejdet med vietnamveteranerne hjalp med at gøre mig politisk bevidst, og jeg blev stærk modstander af det, vi kaldte for “systemet”. Jeg kom ind i kredse, både sorte og hvide, som ikke veg tilbage for at bruge vold, og i en tid havde jeg et uafklaret forhold til, hvorvidt det var retfærdiggjort at benytte en sådan mod-vold. Jeg nævner senere i bogen, hvordan Wounded Knee blev et vendepunkt, som gjorde mig til stærk tilhænger af ikke-vold - ikke mindst af praktiske grunde, da jeg aldrig har kunnet s1å en flue ihjel. Året før havde jeg gjort et mere alvorligt forsøg på at komme til Latinamerika, og da jeg så forholdene i Guatemala - sulten, børnebegravelserne og det brutale amerikansk-indsatte militærdiktaturs undertrykkelse af indianerne blev jeg så forbitret, at jeg blaffede rundt i bjergene i håb om at tilslutte mig guerillaerne. Det lykkedes mig ikke at finde dem. I stedet blev jeg ustandseligt stoppet af maskingeværstrittende soldater og forhørt. En gang rev en gren min paryk af og al mit hår faldt ud lige ved siden af dem - lykkeligvis uden at de bemærkede det. Et sted i junglen læste jeg et nummer af TIME, som berettede, at store demonstrationer var forventet til det snarlige republikanske konvent, især af vietnamveteraner. Da jeg var blevet enormt forbitret på Nixon over hans støtte til Guatemalas blodige regime, besluttede jeg, at jeg måtte støtte mine venner i Miami. Jeg prøvede at nå dertil på en bananbåd, men forgæves. Der var kun seks dage til konventet. Jeg blaffede tilbage til Guatemala City, op gennem Mexico, Texas og sydstaterne og ankom lige til tiden. Dette var et af de største psykiske spring, jeg nogensinde foretog, for få dage efter at jeg havde forladt indianernes stråhytter, lykkedes det mig at komme til at bo i selve Nixons hovedkvarter, the Fontainebleau, ved at forklæde mig som republikansk delegeret med korthårsparyk, slips, etc. En delegeret lod mig dele hendes værelse. Her tilbragte jeg nogle dage i selskab med Nixonfamilien og fremtrædende republikanere som John Wayne og Ronald Reagan. Jeg følte mig stærkt tiltrukket af deres varme personligheder og kunne ikke dy milt for at spørge John Wayne, hvad han mente om dengang vi standsede hans film “ De grønne baretter” i Danmark. Reagan var jeg langt mindre

interesseret i. Jeg opfattede ham som en ekstremistisk demagog og outsider uden chancer. Da han påstod, at USA har den bedste sundhedsforsorg i verden, vidste jeg han løj. Jeg havde allerede set masser af lidelse og usunde mennesker i Amerika. Alligevel prøvede jeg efter bedste evne at leve mig ind i den republikanske tankeverden, og mit syn blev i den grad påvirket, at når jeg stod i mit værelse på 12. etage kunne jeg ikke undgå at se de tusinder af demonstranter under mit vindue som “beskidte hippier” og “dovne bumser”. Jeg havde ingen lyst til at sove sammen med dem ude i Flamingoparken.
Men helt republikansk har jeg nok ikke set ud, for jeg endte med at blive arresteret og forhørt fire gange af Secret Service. En gang sendte de et hold bombeeksperter op på mit værelse for at afmontere en tingest, som viste sig at være min forældede blitz, som var ved at blive
genopladet. En anden gang, da jeg havde været ude sammen med demonstranterne og bagefter gemte mig bag en busk for at skifte til min korthårsparyk og republikanske forklædning igen, tilkaldte en agent, som skjulte sig bag en anden busk, forstærkning på sin radio, og et helt hold agenter kom løbende og greb mig. Deres
chef mente jeg var “en bolshevik”. Fjerde gang jeg blev arresteret var da det var lykkedes mig at slippe ind i selve konventcentret gennem bølger af tåregas under Nixons tale. Det var planen, at en australsk journalist og jeg skulle folde et kæmpemæssigt banner med noget i retning af “Nixon napalmbrænder spædbørn” ud foran Nixon, verdenspressen og de tusinder af delegerede. I min bitterhed efter oplevelserne i Guatemala følte jeg, at dette ville være en værdig måde at få hævn over Nixon og afvikle min USA-rejse på. Men i samme øjeblik australieren rakte ind under sin skjorte for at fiske banneret ud - rystende nervøs som vi begge var - blev han overfaldet af en hel flok Secret Servicemand. Jeg skyndte mig så diskret jeg kunne væk fra stedet og op på tilskuerrækkerne under de kæmpemæssige amerikanske flag. Men adskillige delegerede pegede mig ud for agenterne. Jeg løb om bagved flagene, hvor der var nogenlunde fri passage hele vejen ned til udgangen i den anden ende af konventhallen. Jeg troede jeg havde et stort forspring, men ved at løbe fik jeg startet en flere hundrede meter lang bølge i de gigantiske flag, og den kunne agenterne følge med øjnene og walky-talkierne, hvad der resulterede i, at en stor modtagelseskomite hilste mig varmt velkommen, da jeg dukkede frem af Stars and Stribes i den anden ende. Imidlertid kunne ingen bevise, at jeg havde haft noget med australieren at gøre, så efter et langt forhør blev jeg løsladt og undgik udvisning af landet. Jeg blev dog udvist fra Nixons hovedkvarter, men jeg anså det for en stor moralsk sejr, at det forinden var lykkedes mig at blive gode venner med en af agenterne, som sagde at han “forstod mig”. Så gode venner, at da jeg måneder senere stod på tilskuerrækkerne i Washington for at se Nixons anden indsættelse, og de grå flonelklædte agenter med deres paranoide øjne skred frem foran bilkortegen, sprang en af dem pludselig op og vinkede da han så mig i mængden. Det var lykkedes mig at trænge igennem det hemmelige politis grå anonymitet.

I begyndelsen havde jeg så negative følelser over for Danmark at jeg helt havde afbrudt al forbindelse, men da jeg igen begyndte at skrive til min far, opfordrede jeg ham til at bruge mange af de erfaringer, jeg skrev om, i kirken. Det førte efterhånden til en god dialog, som fik ham til at sende mig båndoptagelser af sine prædikener. Mine forældre sendte et kamera over til min fødselsdag så jeg kunne “bevise” de mange rystende ting, jeg skrev om. Det var et billigt halvformat kamera, som ikke krævede megen viden af én, som ikke havde fotograferet før. I Wounded Knee blev kameraet beskadiget, og det tog næsten et par år før jeg kunne få penge nok til at få det repareret. Så jeg anskaffede mig et brugt Canon Dial, med hvilket næsten alle billederne i denne bog er taget. Det første par år rejste jeg ret tilfældigt rundt. Det var i de år jeg lærte hvor mange ensomme og forliste skæbner, der egentlig findes i vort samfund. Det var næsten altid dem, jeg havnede hos. De havde brug for nogen, som ville

lytte til dem. Jeg følte mig som en slags omvandrende socialrådgiver, og fotograferingen var kun en sekundær beskæftigelse for mig - en slags dagbog for at kunne huske de mennesker, som kom til at betyde noget for mig. Ofte tilbragte jeg dagevis hos en enlig person med at lytte, og jo mere jeg hørte om deres frustrationer, jo mere begyndte jeg at tænke over det samfund, som havde haft så stor indflydelse på deres liv. Mange af disse forhold startede på et seksuelt grundlag, idet det ofte var, som om man skulle over netop den tærskel for at opnå den intimitet, hvor man begynder at åbne sig for hinanden. Amerikanerne er seksuelt meget aggressive, både mænd og kvinder, men jeg elsker dem for denne aggressivitet, fordi den trods alt skaber muligheder for menneskelig kontakt, mens man f.eks. let kan rejse gennem Europa som mand uden at få kontakt med et eneste menneske. Ganske vist kunne det være lidt irriterende og udmattende med min manglende evne til at sige nej, når jeg fik tre homoseksuelle lifts på stribe (de 35 km mellem Winston Salem og Greensboro tog en hel dag engang) eller endnu værre: tre religiøse lifts med tre forskellige prædikener. Jeg har siddet og bedt med folk overalt i Amerika, men det kunne godt virke lidt komisk, når jeg på samme dag måtte bede til Gud om morgenen i et hjem, derefter synge “Nam myo ho rengay kyo” i et buddhistisk hjem, og om aftenen knæle til Allah i et sort muhamedansk hjem. Jeg gjorde altid som folk sagde jeg skulle og er derfor sikker på, at jeg står mig godt med alle guderne. Men når jeg skulle skynde mig gjorde jeg ofte en stor omvej udenom det tykke bibelbælte i det østlige Tennessee, som næsten altid sendte mig til “Himmerige” i stedet for til mit bestemmelsessted. Undertiden oplevede jeg de mest overraskende kombinationer af aggressivitet. I Texas boede jeg hos en katolsk præst, som jeg først måtte bede sammen med, og som derefter viste sig at være homoseksuel. Kritikere vil kunne finde en mængde at angribe denne bog for, men det vil visselig ikke være muligt at kritisere mig for ikke at have været fuldkommen åben over for amerikanerne. Jeg prøvede altid at leve mig fuldstændig ind i folks tankegang, men en gang var det ved at gå galt. I en kirke i Mississippi sad jeg en nat og bad i flere timer sammen med to damer, der begge holdt mig i hånden. De var overbevist om, at jeg kunne “ frelses” og at jeg måtte kunne tage “Jesus til mig”. Som altid prøvede jeg alt hvad jeg kunne for at åbne mig fuldstændig, og de havde en kærlighed og intensitet i deres øjne, som jeg ikke havde set så stærk før, så pludselig begyndte det hele at svimle for mig, og jeg følte virkelig, at jeg begyndte at se Jesus. Da begyndte jeg ihærdigt at stritte imod. Jeg sad og hviskede til mig selv: “Nej, du må ikke flygte fra det hele nu. Du må tro på mennesket. Du må tro på mennesket. Du må... “ . Det lykkedes mig at redde mig selv fra at blive “frelst“, men dilemmaet, jeg havde været i, var hele tiden brændende aktuelt for mig. Hvis jeg troede på mennesket, måtte jeg jo også have fuld tillid til, hvad disse to damer fortalte mig. Fra det øjeblik blev jeg mere og mere bevidst om, at for at tro på mennesket, måtte jeg hele tiden tro på summen af de mennesker jeg mødte. Det argument, jeg brugte den nat i kirken, var: “ De lader jo ikke sorte komme ind i deres kirke”. Uden dette modargument havde de måske frelst mig, men det kunne jeg ikke nænne at fortælle dem, da jeg holdt meget af dem. Skønt kl. 11 søndag morgen er den mest raceadskilte time i Amerika, blev jeg ved med at vende tilbage til de hvide kirker, da jeg elskede at se disse racister fra deres bedste side, som ofte florerer overfor gæster efter gudstjenesten. Fra det øjeblik, hvor jeg begyndte at se summen af menneskelige lidelser, var det at ordet “ systemet”, blev praktisk for mig, for man kan ikke overleve som vagabond uden at se mennesket selv som værende uden synd. Ellers ville man hurtigt ædes op indeni af had og derved lukke sig af fra resten af verden. Det er dog svært at undgå at identificere sig stærkere med visse sociale grupper end med andre. Særligt med underklassen, som jeg i mine vandringer efter mad og husly konstant stødte på. Uden penge og uddannelse var jeg jo selv en social taber og kom derfor naturligt i kontakt med disse gadens og nattens mennesker. Da jeg altid forsøgte at tro på, at hvad der kommer ud af et menneskes mund, er sandheden - særligt når det gælder vrede, desperate mennesker - kunne jeg ikke undgå at blive overrasket over at høre tilsyneladende absurde udsagn fra folk i den sorte underklasse, såsom “Hey, man, this ain't nothing but slavery.” En stor del af min rejse blev derfor tilskyndet af min stigende nysgerrighed efter at finde ud af hvorvidt der med nogen rimelighed kan siges at eksistere slaveri midt i det tilsyneladende frie og mobile amerikanske system. Næsten alt i bogen er baseret på personlige oplevelser. Der vil derfor sikkert være mange fejl i bogen, som eksperter og lærde vil kunne s1å ned på. Bogen med dens følelsesladede udsagn bør opleves for hvad den er: en rejsebeskrivelse. Det er en bog for de brede masser jeg mødte som vagabond, og dens sandhed går ikke dybere end de

verbale ytringer man hører i underklassen - som ikke desto mindre er sande for dem som føler sig sat uden for systemet. Da jeg næsten aldrig kunne koncentrere mig om at læse som vagabond, stammer kun meget lidt fra bøger. Selv statistikkerne er samlet op fra affaldsspandene (hvorfra jeg normalt fiskede den udmærkede avis New York Times op). Jeg har imidlertid i denne ajourførte version, skrevet specielt for amerikanere, undersøgt visse kilder om emnet. Desuden har jeg lært af både europæiske og amerikanske tilskuere til mit lysbilledshow, som bogen er baseret på. Ligeledes har jeg inkluderet billeder og oplevelser fra senere ture i USA. Jeg må dog understrege, at bogen på ingen måde kan stå alene. For at få et fuldkomment billede af den afroamerikanske situation, må man gøre yderligere studier. Hvis du ikke har i sinde at gøre det, vil sorte have det bedre hvis du ikke rører denne bog. Den er, og kan kun være, en vagabonds indtryk og må på ingen måde forstås som en eksperts udsagn. Det eneste man må kalde mig ekspert i er vagabondering, som er noget man ikke kan lære fra bøger. I de sidste år er der sket en alvorlig forværring af forholdene for den sorte underklasse, og slutningen af 80'erne vil sandsynligvis tage sig endnu værre ud, end det billede bogen giver. Det er værd at nævne, at det chok jeg giver udtryk for her ved mit møde med den amerikanske fattigdom er baseret på oplevelser i de bedste år, underklassen nogensinde har haft - tiden efter at borgerretsbevægelsens landvindinger var blevet institueret og før Reagan. Jeg er i USA ofte blevet kritiseret for ikke at nævne meget om disse fremskridt. At jeg ikke gør det, skyldes dels at jeg tager det for givet, at alle har hørt om denne nu historiske periode i skolen, og dels at jeg ikke selv har set forholdene på et tidspunkt, som kunne have gjort en sammenligning mulig. Men det er svært for mig at forestille mig, at forholdene kan have været meget værre før min ankomst. Når forholdene er så håbløst desperate, som jeg oplever dem i dag, kan det at dvæle ved datidens store fremskridt alt for let komme til at tjene som en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemerne i dag. Dostojevsky sagde engang, at “man kan få et indtryk af et samfunds karakter ved at træde ind i dets fængsler. “ Om man kan dømme et samfundssystem ved at træde ind i dets ghettoer må det være op til læseren at afgøre. Blot synes jeg ikke, at man kan gøre krav på at være “objektiv”, hvis man ikke hele tiden ser et samfund fra de ringeststilledes synsvinkel. De journalister, der prøver at afbalancere de riges synsvinkel med de fattiges, har allerede accepteret den skæve fordeling og retfærdiggjort den og er derfor selv med i undertrykkelsen. De kan således ikke gøre krav på at være historisk objektive. Historien har næsten altid givet de ringeststillede ret; de allerfleste vil f.eks. i dag godt medgive, at det var rigtigt for de venstreorienterede for 120 år siden (abolitionisterne) IKKE at afbalancere slaveherrens synspunkter med slavens - selv når et flertal af slaverne i de hvides øjne så “ lykkelige “ ud. Frøperspektivet er imidlertid ikke blot en vagabondsynsvinkel, men også i en vis udstrækning et traditionelt skandinavisk perspektiv. I Danmark er det gængse sociale ideal et land hvor “få har for meget og færre for lidt “. Billederne i denne bog af knuste og apatiske mennesker afføder i gennemsnitsdanskeren en relativt stærk medfølelse og harme. De fleste amerikanere derimod vil blade hurtigt igennem bogen med en følelse af afsky og automatisk lægge skylden på ofrene selv. Den samme forskel i holdning er bag den kritik, jeg ofte får i USA, om at jeg præsenterer den som underklasse som “ magtesløse ofre”. Men når denne underklasse generation efter generation har udgjort en permanent bestanddel af samfundet - selv i 60'ernes højkonjunktur - så er de nu engang “ magtesløse ofre” for et system, som ikke er udformet til at give de svageste en chance. Den manglende sociale forståelse, som skandinaverne tit anklager amerikanere for at have, kommer tydeligst til udtryk i deres evindelige pegen på et eller andet individ, der arbejdede sig op fra fattigdom, som bevis for at det er muligt for gruppen at gøre fremskridt, mens de er blinde over for hvordan gruppen som helhed afskæres fra muligheder. Da jeg ved, hvor forskelligt amerikanere vil se disse fotografier, kan jeg ikke undgå at have bange anelser ved at publicere dem i USA. De kan meget let komme til at forstærke racistiske holdninger over for underklassen, eftersom følelsen af at det er “ samfundets skyld” hvis en gruppe mennesker ikke kan indpasses (og at samfundet derfor konstant bør ændres for at være i harmoni med mennesker) er stærkt på retur i den nuværende konservative bølge i staterne.

Der er naturligvis også racisme i Danmark - først og fremmest rettet mod fremmedarbejdere og grønlændere, især i disse års krisetider. Skønt jeg lærte ved forevisningerne i USA, at mit show ikke er mit eget, men i allerhøjeste grad et produkt af mit samfund og grundtvigiansk tankegang, betyder dette naturligvis ikke, at alle

danskere deler denne bogs meninger. Faktisk var den oprindelige udgave ment som et angreb på dele af dansk politik, hvor jeg benyttede det amerikanske skræmmebillede til at påpege, hvad visse tendenser i Danmark (privatisering, nedskæringer) kan føre til. Men selv med denne indirekte kritik har mange skoler købt bogen som klassesæt, og lysbilledshowet er blevet en tilbagevendende begivenhed i danske gymnasier. Forskellen mellem det danske og det amerikanske syn kommer tydeligst frem i et par nøglesætninger jeg hører igen og igen i de to lande. Jeg følte mig altid stærkt tiltrukket af de amerikanske hippier, men når jeg konstant hørte dem bruge en sætning, som jeg hørte i resten af befolkningen - “I just want to have a good time-vidste jeg hvor langt jeg stod fra dem. For en tilsvarende dansk sætning lyder ofte “ Hvor har vi det dog godt herhjemme”. En sådan kollektiv skyldfølelse over (ufortjent) at have det for godt i sammenligning med fattigere lande eksisterer ikke i USA, mens man til tider kan få det indtryk at skandinaverne føler sig personligt ansvarlige for alverdens forbrydelser. De to udtryk er direkte reflekteret i vores forskellige udenrigspolitik, hvor Skandinavien til tider giver (halvhjertet) støtte til frihedsbevægelser i de samme lande, hvor USA af rent egoistiske og kommercielle grunde støtter repressive regimer. En del af denne (i forhold til Amerika) ret stærke sociale bevidsthed stammer uden tvivl fra den måde danskerne opdrager børn på. Vi har en tendens til at få dem til at lystre ved at frembringe skyld i stedet for at bruge tvang. Da dette også er den jødiske måde at opdrage børn på, kunne det måske forklare det relativt stærke jødisk-amerikanske engagement i sociale spørgsmål og borgerrettigheder - og hvorfor jeg som dansker føler mig mere i harmoni med jøderne end med andre hvide amerikanere. Men at opdrage børn til at føle sig stærkt ansvarlige for deres omgivelser og drevet af skyld har også en ulykkelig bivirkning i form af en høj selvmordsrate. I Danmark er det ikke ualmindeligt at begå selvmord for at ramme andre med skyldfølelse. At det ikke har noget at gøre med velfærdsstaten, som populær amerikansk teori vil påstå, kan ses på den lave selvmordsrate i Norges velfærdsstat. Sikkert intet er mere misforstået i Amerika end dette velfærdssystem. Blade som TIME kalder der regelmæssigt for “socialisme”, skønt vore lande er ligeså kapitalistiske som USA hvad angår privat ejendom. En velfærdsstat kan måske bedst karakteriseres som en mere intelligent form for kapitalisme, som giver sine indbyggere så meget tryghed at de kan gå i gaderne uden frygt, kigge ind i butikker uden jerngitre for, stige på bussen og få byttepenge tilbage og ikke sidde på enten hårde jernsæder eller ituslåede sæder, og gå ind i en hvilken som helst bank i landet og indløse en check, for blot at nævne nogle af de ting chokerede nordeuropæere opdager, de ikke kan i USA. Amerikanske medier gør sig altid umage for at vise de store økonomiske omkostninger, velfærdsstaten har, såsom at folk bliver beskattet op til 110 % af deres indtægt (hvilket dog ikke forhindrer gennemsnitsdanskeren i at bruge sin 4-5 ugers betalte ferie (amerikanerne har kun 2 uger) til charterrejser til fjerne lande). Skønt det i krisetider kan diskuteres, hvorvidt der er råd til en fuldt udviklet velfærdsstat, vil jeg i denne bog mest koncentrere mig om at påvise de alarmerende menneskelige omkostninger det medfører IKKE at have en velfærdsstat, skønt jeg på ingen måde vil hævde, at velfærdsstaten alene vil løse raceproblemet i Amerika. Men den vil kunne lindre smerten for dem som lider mest. Det er dog alligevel nødvendigt at nævne, at dansk samfundsopdragelse forbundet med en følelse af afstand fra problemerne måske gør danskerne langt mere sympatisk stemte over for lidelse og hjælpeløshed end over for vrede og modstand. Det sidste kræver nemlig ikke skyldfølelse (som kommer fra en psykologisk position ovenover ofret), men solidaritet - ægte identifikation med gruppen. Således bliver denne skyldsbetonede om end relativt stærke sociale bevidsthed meget let nedladende og paternalsk. Især sorte amerikanere er meget sensitive overfor denne form for racisme, som jeg på ingen måde kan sige mig fri for, og derfor gør op med gennem hele bogen. Det der interesserede mig mest på min rejse var menneskelig svaghed og fallit, både som et resultat af og som et tegn på social undertrykkelse. Vist er det sandt, at de fleste sorte ikke lever som dem i bogen, men uden at forstå dem, som er for svage til effektivt at kæmpe imod deres undertrykkelse, finder jeg det frugtesløst - i det mindste fotografisk - at gengive for et hvidt publikum, hvor nedbrydende og ødelæggende racisme er. Alligevel vil jeg ikke tøve med at pege på, at i beskrivelsen af de folk jeg mødte på min rejse, er bogen et helt og holdent uærligt stykke arbejde. Ved at vælge at vise kun den side af folk, som har med bogens emne at gøre, gør jeg dem i sandhed meget endimensionale. Jeg kender personligt så mange andre sider hos dem, og det bedrøver mig at se mange af mine bedste venner reduceret til så snævre roller. Tilmed er vagabondsociologi af yderst tvivlsom

værdi, da det måske kun er en vis type mennesker i en given gruppe, som giver én husly. Skønt jeg besøgte tusinder af amerikanske hjem, tillod mit personlige forhold til folk og min konstante overlevelseskamp ikke altid den intellektuelle distancering, der er nødvendig for sociologiske generaliseringer. Når jeg alligevel tager mig frihed til omfattende generaliseringer, er det mere som en udenlandsk rejsende end som sociolog: den slags primitive generaliseringer de fleste udlændinge gør ved besøg i et nyt land. Man ser en kø i et kommunistisk land og drager straks konklusioner om dette system. Sådanne generaliseringer kan til tider give én indblik i en side af sandheden, men de kan også være farlige. Når man som jeg kommer fra et samfund uden nogen nylig kolonial baggrund (i modsætning til England og Frankrig) er det måske muligt at se visse aspekter af sort/hvide forhold mere tydeligt, idet man endnu ikke har udviklet en stærk herre-racementalitet (skønt indflydelsen fra amerikanske medier sikkert hurtigt vil ændre dette skandinaviske særtræk). Men samtidig er man fuldstændig uvidende om den racistiske stereotypisering, som ansvarlige mennesker i sådanne samfund konstant prøver at undgå, såsom “negre er gode musikere”. Som skandinav finder man det chokerende at møde den høje kriminalitet i det sorte samfund og forbløffes over det tilsyneladende paradoks at finde så mange Cadillacs i den fattigste del af ghettoen. Men som sort eller liberal hvid amerikaner har man en tendens til at overse eller bagatellisere disse aspekter, vel vidende hvordan de har været brugt ondskabsfuldt imod den sorte race gennem hele historien. Så med min tendens som udlænding til at kalde en vandmelon for en vandmelon uanset hvem der spiser den, vil mange sorte have en negativ reaktion over for denne bog. Desuden kender de kun alt for godt indholdet af bogen og ønsker ikke nødvendigvis at blive mindet om det igen. Som en undertrykt race, der kæmper imod et negativt hvidt idebillede, har de et enormt behov for positiv bekræftelse. Som vagabond havde jeg kun lidt kontakt med det “sorte bourgeoisi”, der i reglen ikke viste mig samme gæstfrihed som underklassen. Et velhavende sort ægtepar i Alabama samlede mig en dag op og ville tage mig hjem, men da jeg viste dem mine billeder af lidelsen jeg havde set i underklassen, blev jeg sat af med ordene: “ Ser du overhovedet ikke noget positivt i det sorte folk? “ Jeg forstod dem simpelthen ikke dengang og var lige så såret som de var, eftersom jeg følte at mine billeder tydeligt viste sorte som undertrykte og ikke som underlegne - et positivt syn på dem og et negativt syn på deres samfund, helt i tråd med måden jeg var blevet opdraget til at se “sociale tabere” på. Pudsigt nok er det de samme ord man ustandseligt hører, når hvide amerikanere får min bog smækket oven i hovedet i Danmark: “ Ser han ikke noget som helst positivt i Amerika? “ Dens emne eksisterer ikke indenfor det idealbillede, de er opdraget til at have af Amerika. At det eksisterer i underbevidstheden fremgår af noget af det første de i reglen siger i Skandinavien: “ Hvor er det dog dejligt at kunne gå trygt i gaderne. “ Mens amerikanere ofte med stolthed indrømmer at kriminalitet og vold er problemer derhjemme, vil næsten ingen indrømme den allervigtigste grundsætning, at volden er et direkte resultat af at individer (og følgelig samfundet) ikke bekymrer sig

om dem, som er ringere stillet end de selv. Denne vold kan jeg helt afgjort tale med om af egen erfaring. At rejse i et land, der som USA er grundlagt på kolonial vold, bliver uundgåeligt en voldspræget oplevelse. Miraklet at jeg har overlevet, skylder jeg min stædige tro på Jose Marti's ord, som hjalp mig ud af følgende situationer: 4 gange blev jeg overfaldet af pistolbevæbnede røvere (men blev dog de tre gange så gode venner med dem ved overraskende at trække mit skjulte skæg frem, at de inviterede mig hjem; hvis man kan få overfaldsmænd til at le sammen med sig som lige mennesker, er der umuligt for dem bagefter at arbejde sig op i positionen som bødler, hvorfra de kan gøre én til offer), 2 gange blev jeg, overfaldet af mænd med knive, 2 gange trak politiet i angst pistolerne imod mig. Flere gange var jeg omringet af vrede sorte i mørke gyder og kun en hårsbred fra at blive dræbt. 1 gang faldt jeg i et Ku Klux Klan-baghold. Adskillige gange fløjtede kuglerne omkring mig ved natlige skuddueller samt i Wounded Knee, 2 gange blev jeg arresteret af FBI. Jeg var ankommet til San Francisco med $40, som slog til i fem år. Mine rejseudgifter var derfor omkring $8 om året. I Canada havde jeg købt en sovepose og trænet i at sove udendørs på jorden. Men i alle de år, jeg vagabonderede i USA, sov jeg aldrig udendørs og fik aldrig brug for soveposen (som jeg snart solgte p.g.a. mangel på penge) takket være den amerikanske gæstfrihed. Jeg tvivler på, at der er noget andet land i verden, hvor jeg kunne ankomme med kun $40 dollars og rejse i fem år udelukkende ved hjælp af folks gæstfrihed og gavmildhed. Jeg har boet i 434 hjem fordelt over 48 stater og indtil nu blaffet 182.000 kilometer - en tiendedel af det amerikanske vejnet - eller fire gange rundt om jorden. Heri er ikke inkluderet det antal kilometer, jeg blaffede i byer, hvor jeg næ sten aldrig tog busser. En årsag til at jeg rejste så meget, var at jeg kun havde turistvisum. Derfor måtte jeg hver tredje måned rejse til amerikanske konsulater i Canada eller Mexico City for at få mit visum fornyet. (Dette var også muligt i immigrationskontorerne i de fleste større amerikanske byer, men der kostede det $10, som jeg sjæl dent havde). Det eneste problem var blot at komme ind i USA igen, da grænsepolitiet i reglen ikke slipper langhårede blaffere uden penge ind. Jeg løste problemet ved at låne en bankbog fra canadiske venner og at låne en Cadillac på den canadiske side af grænse, som jeg fyldte op med Jesus-litteratur. Klædt i min korthårsparyk, hvid skjorte og et slips, som dækkede mit lange skæg, gled jeg normalt over grænsen uden problemer, hvorefter amerikanske venner kørte bilen tilbage. Det lyder måske som en besværlig måde at blive i USA på, og millioner af udlændinge lever da også under jorden med få problemer, men det må huskes, at det var nødvendigt for mig at hav mine papirer i orden hele tiden, da jeg som blaffer blev standset af politiet og checket på deres computere mindst tre gange om dagen. Med et turistvisum var jeg heller ikke i stand til at tage arbejde. En enkelt gang i New York fik jeg dog gratis kost og lidt lommepenge i en folkemusikklub for at tage jobbet som udsmider. Jeg skulle smide fordrukne negre og andre uønskede ud, men kom så en dag ved en fejltagelse til at smide Bob Dylan ud, da han ikke ville betale. Så var det videre ud ad landevejen. Næsten al min
13

film er således finansieret ved at sælge blodplasma to gange om ugen til 5 dollars pr. gang. Først tog de det rene blod ud, centrifugerede det, beholdt plasmaet og sprøjtede blodcellerne ind igen, og gentog derpå processen, som tog 4 timer. Her i blodbankerne mødte jeg mange af de fattigste, som jeg kom til at bo hos. I 1974 fik jeg mit økonomiske gennembrud, idet en ældre dame gav mig 70 dollars for at køre hendes bil ned til Florida. Pengene brugte jeg til at lave papirbilleder fra nogle af de bedste dias, så jeg nu havde noget at vise frem. Fra det tidspunkt begyndte jeg at få hyppige små pengegaver af folk, $5 eller $10 og i et tilfælde endog $30 fra en rig dame i Boston. Da det til sidst mere og mere begyndte at ligne et projekt om den sorte underklasse, forestillede jeg mig, at jeg ville give mine billeder til Schombergsamlingen i Harlem, som næsten intet har om nutidig fattigdom. De tragiske omstændigheder, under hvilke jeg forlod USA, bevirkede i stedet at fotografierne blev brugt i denne bog. USA er en forholdsvis ung og umådelig sammensat nation og søger derfor hele tiden en identitet, bl.a. ved at spørge udlændinge om deres indtryk af landet. En universitetsforsker i Pennsylvania lavede en sammenlignende undersøgelse af alle landene i verden baseret på sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og endog klimatiske faktorer, og kom til den konklusion, at Danmark er det bedste land i verden at leve i og USA nummer 41. For mit eget vedkommende er de positive menneskelige faktorer så overvældende, at de mere end opvejer de dårlige sociale og økonomiske faktorer i USA. Det vil altid være mit andet fædreland. Men hvis man holder af et land, kan man ikke stiltiende se det ødelægge sig selv. Når jeg derfor adskillige steder i bogen nævner, hvordan Danmark har forsøgt at løse visse problemer (om end tilsvarende sammenligninger kunne have været gjort med andre velfærdsstater i Nordeuropa), er det for at oplyse amerikanerne om, hvad andre lande gør for deres ringeststillede medborgere i håb om at inspirere til løsninger på amerikanske problemer. Hvad enten bogen kan gøre dette eller ej, håber jeg, om ikke andet, at den vil virke inspirerende for vagabonder og få andre til at vagabondere. I USA har der været en lang vagabondtradition, som i de senere år har været stærkt på retur som følge af frygt og mistillid. Jeg håber, at bogen vil få unge amerikanere til at genopdage deres fantastiske land - ikke som en serie postkort set fra sterile campingvogne, men gennem samvær med deres fantastiske medborgere. Specielt håber jeg, at den vil kunne få nogle af de millioner af unge arbejdsløse i Europa så vel som Amerika til at vagabondere for at studere det samfund, som har gjort dem arbejdsløse. At være vagabond er i modsætning til gængse ideer det stik modsatte af at være parasit. For det første påtager man sig frivilligt at trække sig ud af arbejdsmarkedet for ikke at tage et af de få disponible jobs væk fra folk som har mere brug for dem end en selv - særligt de ældre arbejdere, som ofte “går i stykker” uden deres jobidentitet. For det andet gør man ikke krav på understøttelse eller socialhjælp fra medborgerne for denne selvopofrelse Men først og fremmest er det et kald til at udfylde en rolle det moderne samfund ikke kan efterkomme: at være noget for de ensomme og trængende. Ligeså håber jeg, at bogen vil inspirere jer, der er mere velbjærgede, til at invitere hver eneste af de vagabonder, I ser, hjem, og at samle alle blaffere op. Ja, det er naturligvis kun en begyndelse, men hvis folk ikke engang magter at standse for det menneske, som står derude i vejsiden og beder om hjælp, hvordan skal vi så kunne forestille os, at de nogensinde vil kunne blive menneskelige over for ghettoerne eller den Tredje Verden. Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Som vagabond opdager man hurtigt, at det værste ikke er frygten for andre mennesker, men andre menneskers frygt for én selv. Når man har set bilisters frygt for én som vagabond, begynder man at forstå hvor svært det f.eks. kan være at være sort i et hvidt samfund. Ens egen frygt overfor mennesker kan bekæmpes, fordi den er irrationel og ubegrundet, men andre menneskers frygt for én selv står man magtesløs overfor: den låser straks én fast i en ghetto. Derfor: start i det små. Inviter hver eneste blaffer eller turist hjem for slet ikke at tale om andre, der har brug for tag over hovedet og menneskeligt samvær. I vil samtidig finde ud af, at de er langt bedre underholdning end bøger som denne. Og skulle I allerede have al gulvplads fyldt op eller af andre grunde ikke være i stand til at tage imod dem, så vær venlig at henvise dem til mig.

Kærlig hilsen
Jacob Holdt

Jakobs Brev 5, 1-6

Amos 5:11, Prædikerens bog 5:9-12, Mattæus 19:16-24

I New Orleans boede jeg hos en sort morder, der hed Nell. Ligesom de andre mordere, jeg har kendt eller boet hos, var han et ganske almindeligt gennemsnitsmenneske, som blot var blevet morder ved en tilfældighed - eller rettere på grund af sin sociale baggrund. Det tog naturligvis nogen tid, før han fortalte mig om sin fortid, idet han var flygtet fra et fængsel i Nevada og var eftersøgt, men ligesom andre kriminelle havde han naturligvis en trang tit at dele det, der tyngede ham, med et andet menneske, som han kunne stole på. Ingen kan leve alene med så tung en skæbne. Vi boede sammen med nogle andre mennesker ude i den østlige del af New Orleans, og Nell prøvede ihærdigt, så godt omstændighederne nu tillod det, at leve et normalt borgerligt liv. Da han vidste, at han ville blive sendt tilbage tit livsvarigt fængsel, hvis han blev indblandet i noget, prøvede han så vidt muligt at holde sig væk fra kriminalitet og levede hovedsageligt af at være bloddonor. Jeg mente ikke, at hans chancer for at forblive på fri fod resten af livet var særlig store; men jeg forsøgte så godt, jeg kunne, at gøre dette frihedens pusterum så glædeligt og opmuntrende for ham som muligt. Jeg følte, at han var straffet nok, allerede før han begik sin forbrydelse, med den fattigdom og ydmygelse, samfundet havde udsat ham for i barndommen. Da jeg under en af vore natlige samtaler havde givet udtryk for denne opfattelse, var det, at han betroede mig sin forbrydelse, og siden blev vi knyttet endnu stærkere tit hinanden gennem denne hemmelige fortrolighed. Vi fulgtes tit rundt i gaderne eller i blodbanken. For det meste kunne vi ernære os udelukkende ved at sælge blodplasma to gange om ugen, da blodbankerne på det tidspunkt i New Orleans var de højest betalende i USA med 6 dollars og 10 cents pr. gang. Kun en sjælden gang var jeg nødt tit at stjæle ost o. lign. små ting i supermarkederne, for at blive mæt. Jeg ville ikke have, at Nell gjorde det, da han jo risikerede at få livsvarigt fængsel, mens jeg vidste, at jeg selv kunne snakke mig ud af denne pinlige situation med personalet, hvis jeg skulle blive snuppet. Således var Nell altid forfulgt af sin skæbne. Men aldrig gik dette op for mig i så høj grad som den aften, jeg sidst så ham. Vi havde begået den dumhed at komme gående sammen ned ad gaden i det sorte kvarter, hvor vi boede og derved påkaldt os politiets opmærksomhed. Det er en dødssynd for en hvid og en sort mand at færdes sammen i et sort kvarter, da man så straks bliver opfattet som narkotikasælgere. Men vi var i ivrig snak da vi svingede ind i kvarteret og glemte at skilles. Der gik ikke tang tid, før en politibil standsede op ved siden af os i mørket, i en af de dunkelt oplyste gader i østghettoen. Betjentene var af den flinke joviale type, der egentlig blot ville skræmme os, og derfor sagde, at vi vine gå fri, hvis vi straks afleverede vores marihuanacigaretter tit dem. Jeg havde så ofte før set, at politiet brugte denne metode i sorte kvarterer, da de så ikke behøvede at skrive rapport om det beslaglagte ugræs”, men selv kunne ryge det. Næsten alle unge amerikanere ryger “græs”, selv om det stadig officielt er ulovligt. Jeg havde ikke selv noget på mig, men vidste, at Nell havde en enkelt eller to “joints” som alle andre. Men pludselig blev Nell grebet af sin skæbnes paranoia - den paranoia og mistillid tit medmennesket, næsten alle med hans sociale baggrund har - og han nægtede at udlevere sine “ joints “. Jeg selv ville ikke have betænkt mig et øjeblik. Jeg havde find tillid tit betjentene. Nells mistillid tit politiet fik ham tit at gå fuldstændig i baglås og handle irrationelt. Politiet er trænet tit at registrere den stags reaktioner hos kriminelle og steg straks ud og kropsvisiterede ham. De fandt kun to små joints, og hans kniv, men da han ikke havde noget identitetskort, tog de ham med på stationen tit en fingeraftryksprøve. Jeg vidste straks, at jeg aldrig vine få Nell at se igen. Han var blevet fældet af den ulykkelige paranoia og skyldfølelse, som alle fattige negre har, uanset om de har begået en forbrydelse eller ej. Det var den samme paranoia, som i sin tid gjorde ham tit morder. Da Nell var væk fra “denne verden”, virkede New Orleans pludselig som en spøgelsesby, og jeg kunne heller ikke blive boende i huset. Jeg vine væk fra byen og blaffede ud af motorvejen i retning af Baton Rouge. Det er et af de sværeste steder at blaffe i USA, og jeg forsøgte forgæves i tang tid at blaffe på selve motorvejen med mit skip i håb om at få et lift, før politiet kom. Pludselig standsede den eneste Rolls Royce, jeg nogensinde er kommet op med, midt på motorvejen for at samle mig op. Det var lige i myldretiden, og vi lavede straks en større trafikprop af tudende biler. Straks da jeg var kommet ind i bilen, kom politiet hylende op bag os for at give os en bøde for denne ulovlige standsning. Manden, der havde taget mig op, sagde, at han nok skulle ordne det, gik hen tit betjentene og rakte dem uden et ord sit visitkort. Da politiet så hans navn, blev de lutter venlighed og smil, og de fulgte ham tilbage tit hans Rolls Royce, ivrigt klappende ham på skulderen, og sagde, at
15

det jo blot var en bagatel, og at det skulle vi ikke tænke mere på. Jeg blev naturligvis forundret over, hvem denne fyr mon kunne være, som slap så billigt uden så meget som en bøde, og han fortalte mig, at hans navn var Wayne A. Karmgard. Han havde samlet mig op, fordi jeg stod med mit “Touring USA from Denmark-skilt. Han havde aldrig nogensinde før samlet en blaffer op, men syntes pludselig det kunne være sjovt, eftersom han selv var af dansk afstamning. Normalt får denne oplysning mig straks til at klappe i og hurtigst muligt stige ud af bilen. Jeg har for længst mistet enhver lyst til at være sammen med dansk-amerikanere, som næsten hver gang kun giver mig en følelse: skamfølelse over at være dansker. Til danskere på besøg i USA, vil jeg give et råd: hvis I vil have et godt indtryk af USA, så hold jer fra denne befolkningsgruppe, som repræsenterer en af de mest racistiske og reaktionære hvide grupper. 80 % af dem stemmer republikansk. Alt, hvad de kan snakke om, er, hvor dejligt det er at slippe for de høje skatter hjemme i Danmark. De flygter fra ethvert medmenneskeligt ansvar og er rede til at sende negrene i en slags psykologisk koncentrationslejr, hvis det f.eks. viser sig muligt på denne måde at få sænket deres skatter. Jeg har mødt dansk-amerikanere, som var “rødglødende” socialdemokrater hjemme i Danmark, men som i løbet af blot 5 år var blevet forvandlede til den sorteste reaktion. Dansk-amerikanerne har lige så megen forståelse for negrenes og de fattiges forhold, som en pisk har for herre-slaveforhold. De står i en skærende kontrast til jøderne, som er den eneste hvide gruppe, jeg føler mig virkeligt hjemme hos og i stærk harmoni med. Denne gruppe har en meget dyb forståelse for negrenes forhold og for de mekanismer i systemet, som på samme måde gjorde dem selv til Europas “negre” i så mange århundreder. Nå, men en dansk-amerikaner i Rolls Royce kunne jeg alligevel ikke sige nej til, og straks begyndte jeg at underholde ham med rejsehistorier, for at han skulle invitere mig hjem. Især lagde jeg vægt på mine oplevelser med Rockefeller, Kennedy osv., da alle små-millionærer snobber for stor-millionærerne, og jeg derfor vidste, at han ville invitere mig hjem med en følelse af således at være kommet på lidt nærmere hold af Rockefeller. Det slog da heller ikke fejl, og jeg endte med at vende næsen om mod New Orleans. Han ejede byens dyreste og fineste hotel midt i Bet franske kvarter. Alle i byen kendte ham og fortalte mig siden, at han ejede en stor del af det franske kvarter og var boligspekulant. Jeg kom til at bo i en lækker suite i hans hotel “Maison de Ville” og fik at vide, at jeg bare skulle ringe på klokken, når som helst jeg ønskede noget. Sorte tjenere i nypressede uniformer serverede alt for mig på sølvbakker med utrolig servilitet. Jeg sad ude i hotellets have og lod en sort tjener bringe mig det ene efter det andet i et forsøg på at få ham til at åbne sig, men umuligt. Han følte sikkert hele sin eksistens truet, når jeg tiltalte ham som et almindeligt menneske. Jeg sad og tænkte over det mærkelige i, at Neil nu måtte lade sig “opvarte” af hvide fangevogtere i helvede, mens jeg selv blev opvartet af sorte tjenere i himmerige. Det var som om alt tidligere i vores liv på en naturlig måde havde ført os til hvert sit sted, mens vores korte venskab blot havde været en utopi. Men det slog mig, at Nell jo egentlig som sort var kommet længere, for var han ikke mere fri end denne knuste tjener, der kun var i stand til at holde sig oppe, fordi han havde lært at nyde sin egen undertrykkelse her i denne rige danskers sadomasochistiske univers? Var Karmgard ikke også en morder og menneskeudsletter, samtidig med at han tilsyneladende var et blidt, stilfærdigt og ulykkeligt menneske, som havde lært at udnytte de mekanismer, der var givet ham i dette samfund, til den yderste grænse. Tilmed var han, sagde folk, byens rigeste homoseksuelle, hvilket jo gjorde ham selv til en del af en undertrykt minoritetsgruppe. Var det ikke de samme kræfter, der havde drevet ham op i denne ulykkelige position, som havde Brevet jøderne mange steder i Europa op i tilsvarende positioner gennem tiderne? Trygheden i disse omgivelser var kvalmende. Jeg følte mig rastløs og ensom. Det var et foretrukket hotel for de rigeste og fineste filmstjerner i USA, men der var ingen menneskelig kontakt. Skulle jeg gå ud på gaden og møde en fattig og dele mit luksuriøse hotelværelse og en flaske vin med? Nej, man skal ikke købe sig venskab med rigdom, tænkte jeg. Heller ikke lånt rigdom. Jeg boede der kun en nat, en frygtelig ensom nat. Gennem år og dag
16

havde jeg delt seng og hus med mennesker, og det var en rystende fornemmelse pludselig at ligge alene. Efter min sølvbakkemorgenmad næste dag styrtede jeg hovedkulds ud i friheden igen, fast besluttet på at finde nogle mennesker at bo hos. Et sted på Bourbon Street kom to unge piger farende hen til mig for at få min autograf. De var, som turister, af nysgerrighed gået ind for at se dette berømte hotel og havde set mig sidde der over morgenmaden under palmerne og gik derfor ud fra, at jeg var en berømt filmstjerne. Et øjeblik følte jeg mig fristet til at spille “filmstjerne” for måske at komme til at bor hos dem, men valgte så at fortælle sandheden. Så mistede de interessen for mig, og jeg indså, at jeg nu var nede på jorden igen. Som følge af de mange turister er det umuligt i New Orleans at finde et sted at bo som vagabond. Hen imod aften var jeg meget sulten og kom i tanker om Bonnies Grill på Decatur Street, som Nell engang havde vist mig. Bonnie var en kæmpefed stor hvid pige, som her havde en lille musket kaffebar.
Bonnie var af den type, der kun kan tale til mennesker i grove, arrige sætninger ved at skælde dem ud, men jo værre kun talte til folk, jo mere elskede hun dem. Hun kunne sagtens have hentet en god dagsløn hjem fra denne kaffebar, men hun vat alligevel ludfattig. Stedet var nemlig opsøgt af det fattigste gadeproletariat, og Bonnie gav gratis måltider dagen igennem til folk, som ikke havde penge. Bonnie kunne godt huske mig og vidste, at jeg ingen penge havde, så hun skubbede straks en stor skål majsgrød hen til mig og senere hamburgere og andet godt. Hun stod i hele sin kæmpeskikkelse med hænderne i siden og betragtede mig uden et ord, men jeg vidste, at hun kunne lide mig, fordi jeg havde kendt Nell.
Uden at nævne Nell sagde hun efter lang tavshed: “Du kan komme og bo hos mig nu “. Jeg flyttede så ind i Bonnies tarvelige og rodede lejlighed. Der var lus og lopper og flere centimeter støv overalt. Hvad der skete i de næste dage var mærkeligt, for skønt vi knapt kunne kommunikere med hinanden og ikke havde noget seksuelt forhold, blev vi hurtigt knyttet nærmere til hinanden, end jeg er blevet det med noget menneske på rejsen. Da vi erkendte, at vi vist var de eneste, Nell havde betroet sin fortid til, blev vi straks uløseligt bundet sammen. At leve med Bonnie var som at bo på en vulkan af menneskelig varme. Hun er den eneste, jeg kender, som stadig praktiserer "the underground railroad". At bo hos hende var ensbetydende med næsten hver nat at blive banket op af en eller anden sort mand på flugt fra loven. Alle fandt de her et fristed. Bonnie elskede sorte mænd og især dem, som på en eller anden måde havde gjort oprør mod herre-slaveforholdet. Sådan havde hun altid været. Tidligere havde hun boet i Jacksonville, Florida, men var blevet fordrevet fra byen af de hvide, som havde gennembanket hende. Hun var taget til New Orleans, som regnes for en lidt friere sydlig by. Hendes to børn var egentlig forsømte og manglede både tøj og sund mad og vitaminer, men til gengæld var de gennem moderens handlinger blevet opdraget til ikke at hade og var således på deres vis langt sundere end de fleste hvide børn. De havde hele barndommen igennem oplevet mordere og tyveknægte, voldtægtsforbrydere, narkomaner og andre voldsmænd indtage deres fars plads i moderens seng, men de havde oplevet dem alle som mennesker, fordi de så dem med moderens øjne, som nægtede at tro på, at dette var deres virkelige identitet og som således ved denne tro på mennesket i virkeligheden skabte mennesket. For disse børn havde begreber som “morder” og “nigger” ingen mening. I Bonnies hus opførte de sig nemlig alle som deres “Far”, og sådan så børnene dem. Der var altid glæde, når en “far” var kommet ud af fængsel. Bonnie sukkede lidt over, at de aldrig ville få Nell at se igen, men var allerede straks parat til at modtage en ny Nell. Bonnie og jeg fik en stille forståelse og hengivenhed for hinanden, der med tiden udvikledes til et så stærkt kærlighedsforhold, at jeg gang på gang vender tilbage til New Orleans for at bo hos hende. Bonnie ved ikke, om hun er jøde eller dansker eller irer eller polak. Hun er blot amerikaner, siger hun.

Sammendrag af breve
17

Ship Ahoy! Ship Ahoy! Ship Ahoy!
As far as your eye can see,
men, women, and baby slaves
coming to the land of Liberty,
where life's design is already made.
So young and so strong
they're just waiting to be saved...

Lord, I'm so tired
and I know you're tired too,
look over the horizon, see the sun
shining down on you...

Ship Ahoy! Ship Ahoy! Ship Ahoy!
Can't you feel the motion of the ocean,
can't you feel the cold wind blowing by?
There's so many fish in the sea,

we're just, we're just, we're just
riding on the waves...
the waves... the waves...

Der er næppe nogen overlevende slaver tilbage i dag; men I Florida mødte jeg én, som tilmed er den ældste borger i USA - den 134-årige Charles Smith, som fortalte mig om, hvordan han blev fanget i Afrika: - Jeg kom til USA, da jeg kun var 12 år gammel. - Du blev solgt som slave til USA? - Ja, vent. Lad mig nu fortælle dig hvordan. De bragte mig fra Afrika... Det var under slaveriet. Jeg havde aldrig set en hvid i Afrika. Jeg spurgte min mor, om jeg måtte gå ned og se de hvides båd. Hun sagde ja, og jeg har ikke set mamma siden. De voksne bar børnene om bord for at vi skulle se “ sukkertræer “ nede i lastrummet. Så mærkede vi, at båden bevægede sig, men troede det var vindens skyld. Kaptajnen bragte os aldrig tilbage. De farvede prøvede at smide mig over bord. Jeg husker det, som var det i går. Legree, den hvide kaptajn, forhindrede det. Vi så aldrig sukkertræerne, heller ikke da vi kom til New Orleans. Vi blev smidt op på blokken og solgt for højeste bud.

En sort socialarbejder, som havde samlet mig op, mens jeg vagabonderede i Florida, fortalte mig om Charles Smith og førte mig til hans lille hus. Både han og andre sorte i omegnen fortalte mig, at Charles Smith er anderledes end andre sorte og faktisk ser ned på dem. Han forstår bl.a. ikke hvorfor de voksne afrikanere ville smide ham overbord, hvilket ifølge historikere var almindeligt for at redde børnene fra slaveriet. Men den dybere årsag til at både Smith og senere afrikanere ikke forstår sorte amerikanere i dag, er deres manglende forståelse for, hvordan århundreders slaveri har påvirket deres sind. Charles Smith var aldrig blevet opdraget til at være slave med hele den underkuelse af sindet, dette medfører. Og det gik op for mig, at hvis denne underkuelse havde sat sig så stærke spor i sindet, var slaveriets ophævelse måske ikke ensbetydende med frihed. Mange af de ting, jeg huskede fra aviserne i min skoletid, så jeg nu på min rejse i en ny belysning. Jeg huskede, hvordan USA endeligt i 60'erne blev et demokrati, da alle dets borgere fik stemmeret, og forbavsedes derfor over at finde at f.eks. staten Louisiana har mere end 257.000 analfabeter. Er det ikke et demokratis pligt at oplyse sine borgere?
20

Martin Luther King - og borgerretsbevægelsen, som han blev symbolet på - fik ændret de mest iøjnefaldende og primitive former for diskrimination. Men da hans kamp for økonomisk lighed begyndte, blev han dræbt - og denne mest betydningsfulde del af hans drøm synes at være gået i graven med ham: “Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere sidde sammen ved broderskabets bord på de røde bakker i Georgia. Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag må leve i en nation, hvor de ikke vil blive dømt på farven af deres hud, men på deres karakter. Jeg har en drøm om, at hver dal skal udjævnes og hvert eneste bjerg flades ud en dag”

Martin Luther Kings smukke drømme hang bestandig i min bevidsthed, men det gik snart op for mig, at den eneste, som er gået i opfyldelse måske er den, at de sorte ikke længere bliver dømt på deres hudfarve, men på indholdet af deres karakter. En karakter, som for evigt vil være forskellig fra de hvides indtil samfundets “bjerge og dale” er udjævnede. Det sørgelige er, at de karakteregenskaber, man har efter århundreders undertrykkelse nu engang ikke lever op til idealet hos de hvide, hvis karakteregenskaber er formet af at de gennem århundreder har været undertrykkere. Da jeg begyndte at indse, hvor meget den sorte underklasses karakteregenskaber afviger fra både de hvides og afrikanernes, forstod jeg den enorme underkuelse af sindet, som slaveriet forårsagede - et system, der ikke blot var baseret på vold, men som direkte opdragede mennesker til kun at forstå voldens sprog. At dette sprog i dag ikke alene forstås, men også tales af dem, som har måttet høre det i århundreder, kan derfor ikke undre.
21

Men når man som jeg kommer fra Europa og f.eks. aldrig nogensinde har set en pistol før, får man alligevel et chok man aldrig vil glemme ved første gang at høre tonefaldet i dette sprog. Efter kun et par dage i dette nye land blev jeg holdt op af pistolbevæbnede mennesker af en type, jeg aldrig havde mødt tidligere. Den angst jeg følte var en angst jeg aldrig før havde kendt: - angsten for et andet menneske. Min rejse blev siden hen i høj grad en rejse ind i dette menneske. Og jo mere jeg kom til at forstå og holde af det, jo mere irrationelt forekom det samfund mig, som havde skabt det. Jeg forstod ikke dengang dette solbrilleskjulte had, og dog reflekterede det så chokerende en forvrængning af min egen formodede menneskelighed, at det tvang mig til at spørge mig selv hvordan jeg om muligt kunne opfattes på denne måde. Kunne jeg selv være årsagen til denne vrede? Kunne jeg nogensinde selv komme til at nære sådan en vrede? Selv sådanne spørgsmål lå over min forstand, men fra den dag, hvor jeg havde set ind i denne dystre “munding” af amerikansk hverdag, begyndte jeg at forstå i hvilket omfang frygt og vrede karakteriserer det sort-hvide forhold.

På vejen til Florida om vinteren opdagede jeg tilfældigt, hvor denne frygt og fjendtlighed, som lå bag mit rystende møde i Nordens gader, havde sine rødder. At møde de mennesker, som stadig er indespærrede bag bomuldstæppet midt i et overflodssamfund, forekom så surrealistisk, at jeg straks følte mig kastet tilbage i historien - indhyllet i bomulden hvis hvide tyranni engang begrænsede alt sort liv i Sydstaterne. Da jeg arbejdede i bomuldsmarkerne, opdagede jeg snart, at virkeligheden så helt anderledes ud, end den jeg kunne huske fra historiske billeder med smilende, næsten barnligt glade bomuldsplukkere. De smil, der ses i dette billede, var faktisk de eneste jeg så i bomuldsplantagerne, da en af plukkerne ikke kunne finde ud af, hvordan mit kamera fungerede.

Det tog mig lang tid at overvinde det fjendskab og den frygt, de nærede til mig, fordi jeg var hvid. Det lykkedes mig dog til sidst at få lov til at bo hos dem mod til gengæld at give dem al den bomuld, jeg selv plukkede. Skønt jeg sled i det fra morgen til aften og alle mine lemmer smertede, lykkedes det mig ikke at plukke for mere end 24 kr. om dagen. De andre var trænede og kunne komme op på over 30 kr. om dagen. Vi arbejdede på akkord og blev betalt med 4 cents pr. pund. Den hvide godsejer solgte bomulden videre på markedet for 72 cents pr. pund. Jeg begyndte så småt at forstå, hvordan godsejeren kunne få råd til at bo i et stort hvide plantagehjem, mens hans sorte arbejdere måtte bo i shacks, - også når man tog hans udgifter til gødning og andet i betragtning.

Hen imod aften ankom godsejerens søn for at veje bomulden og betale os på stedet. Vi var trætte og udmattede. Der var ingen glæde over at modtage betalingen, som man knap nok kunne købe petroleum for til lampen hjemme i hytten, der næppe var større eller bedre end dem, slaverne i sin tid boede i. Hvordan kan disse mennesker kaldes frie, når alt omkring dem minder om det gamle herre-slave-forhold?

Slave driver

The tables are turned now

catch a fire

you're going to get burned now.

Every time I hear the crack of the whip

my blood run cold

I do remember on a slave ship

how they brutalized my very soul.

Today they say

that we are free

only to be chained in this poverty!

Good God

I think it's illiteracy

it's only a machine that makes money.

Vi oplever vist denne “maskine” personificeret i børsmænd, som aflæser kurser ligesom de for kun 100 år siden betragtede det som noget naturligt at have privat ejendomsret til mennesker. Vi oplever dem som mere end blot papirspekulanter, når disse velhavere oppe nord fra time efter time stryger forbi os i deres store motorhjem og campingvogne på vej ned mod solen i Florida. Hvert af deres rullende hjem forbrænder ligeså meget benzin som vi kan købe efter en hel dag i bomuldsmarkerne. Med hvilken ret er disse papirflyttere oppe i New York og Massachusetts i stand til at have disse ekstra rullende huse, når bomuldsplukkerne end ikke har en vandtæt hytte at bo i.

Også i tobaksmarkerne så jeg, at det er den hvide mand som ejer alt og således dirigerer alt, mens de sorte pænt må hænge bag på - både om foråret, når tobakken bliver plantet, mens de arbejdsløse kvinder sidder i deres shacks og ser på, og i august, når tobakken plukkes. “Det er rigtigt niggerarbejde”, hørte jeg de hvide sige. “De er allerede sorte, så tjæren hænger ikke så fast på dem som på de hvide”. Ved lov er det sikret, at de skal tjene minimumslønnen, som for tiden kun er nogle og tyve kroner i timen. Men da tobaksplukning er et sæsonarbejde, og der ikke er ret meget arbejde uden for plukningstiden, bliver det en mager årsløn, man skraber hjem.

Senere på sommeren bliver tobakken tørret og solgt på auktion. Ikke mange steder bliver herre-slave forholdet indprentet så stærkt i de sortes bevidsthed som på tobaksauktionerne. Hvorsomhelst jeg kom, så jeg de hvide opkøbere fra tobaksselskaberne gå forrest og give hurtige og diskrete signaler med løftede pegefingre og vippende ører, mens de sorte for bagefter og pakkede tobaksbunkerne ind. De hvide kører lige ind i auktionshallerne i store skinnende Cadillacs, og spiser frokost indendøre, mens de sorte må spise deres medbragte madpakker udenfor. Disse mennesker, som kunne opnå menneskelig frihed og lighed dersom de modtog blot et par ører mere pr. pakke cigaretter, som bliver solgt, så jeg ikke desto mindre arbejde med ansigter, som kun en slave kan udtrykke dem.

Om vinteren drev jeg normalt rundt i de dybeste sydstater og ved juletid et år havnede jeg i Louisianas sukkerrørsplantager. Mens jeg havde opfattet slaveriet i Nord Carolinas tobaksmarker primært som en sindstilstand, blev jeg her chokeret over at finde rent feudale eller livegne forhold. Den hvide godsejer ejer ikke blot sukkerplantagerne, men også de huse som hans sorte arbejdere bor i. Som regel ligger de i en lille klynge

rundt om hans store plantagehjem nøjagtig som i slaveriets tid. Tilmed ejer han næsten alt andet i de små landsbyer, bl.a. den eneste butik, som derfor hedder “the company store”. Her er priserne ca. 30% højere end i de større byer, hvortil de fattige sukkerarbejdere ikke har råd til at køre og hvor de iøvrigt ofte ikke kan læse skiltene, da mange af dem er analfabeter. Den gennemsnitlige løn for dem er ca. 27.000 kr. om året, hvilket i reglen skal række til en familie på 6-10 personer. For at overleve, begynder arbejderne derfor at låne af godsejeren og kommer snart i konstant gæld til ham. For det meste betaler de ikke med kontanter i hans butikker, men får mere kredit og bliver på denne måde langsomt skubbet ud i økonomisk trældom. Mennesker, som ikke modtager løn for deres arbejde, men kun mad og husly, kan man efter min mening kun kalde slaver, for når de først er kommet ind i en sådan ond cirkel, ejes de faktisk af godsejeren, idet de ikke kan forlade hans godt før de har betalt deres gæld af, hvilket kun kan ske ved et mirakel. Da en artikelserie i New Orleans-aviser om denne

feudalisme lige uden for byen kom med sentimentale beretninger om, hvordan børnene i sukkerplantagerne kun en gang om året fik en appelsin, nemlig i julegave, blev en tårepersende kampagne sat i gang for at sende børnene julegaver. Og de tandlægestuderende arrangerede gratis tandlægebusser, da det blev afsløret at de aldrig havde haft råd til at gå til tandlæge. Jeg fandt dog ud af, at andre havde gjort konstruktive forsøg på at organisere disse slavearbejdere. En hvid katolsk præst fortalte om, hvordan han måtte holde hemmelige møder med de sorte i svinestier, fordi de konstant blev beskudt af godsejerne. Men han fortalte også om, hvor umuligt det er at organisere dem, fordi de er bange for at miste den smule de har, og fordi de stadig husker et tidligere oprør i 1930'erne, hvor mere end 30 blev dræbt. Skønt dette sikkert allerede var historie for de hvide, opdagede jeg snart overalt i det sorte samfund, at en slave husker gennem generationer.

Det var derfor næsten umuligt for mig at komme til at bo hos sukkerarbejderne på stedet, fordi de var bange for repressalier fra de hvide. Da det endelig lykkedes mig at finde et sted at bo, og jeg var gået i seng, oplevede jeg således at rygtet om mig allerede var gået som en lynvind gennem byen, for pludselig blev døren revet op, og en gal mand stak en geværmunding i maven på mig der i sengen og jog mig ud i den kolde vinternat. Senere på natten forbarmede en fattig enke, Virginia Pate, sig over mig og jeg fik lov at dele en seng med hendes 5 børn i en shack ude i sumpene. Der bliver altid koldt hen på morgenen, når kakkelovnen går ud, og da børnene trak tæppet til sig, måtte jeg fryse den første nat. Næste morgen satte hun sig derfor til at reparere gamle vattæpper til mig. Aldrig vil jeg glemme denne enke, og mange gange siden var jeg tilbage at besøge hende. Hun var villig til at trodse faren fra de hvide, selv om hun ganske vist ikke selv turde være under tag med mig, men sov i en søsters shack. Sammen med hendes ældste søn gik jeg på jagt i sumpene efter bæltedyr og andet spiseligt. Drikkevand fik vi fra tagrenden.

I Florida har justitsministeren direkte anklaget sådanne plantager for at drive slaveri. Her arbejder de i hede, støv og sod med knipskarpe macheter. Fingre og tæer ryger ofte med. Efter dagens trættende arbejde køres de som kreaturer hjem til en slavelejr omgivet af pigtråd og “Adgang forbudt” skilte. Lige før mit besøg væltede to sådanne lastbiler, hvorved en blev dræbt og 125 såret. I stedet for at modtage erstatning, blev mændene fyret. Inde i lejrene, ofte med 100 i hvert rum, turde kun en tale med mig, skjult på et WC, da de øjeblikkeligt bliver fyret for at snakke med hvide. Skønt disse slavelejre ejes af Gulf & Western, er den egentlige slaveejer regeringen og skatteyderne, som betaler halvdelen af driftsomkostningerne for at undgå importeret sukker.

Udbredelsen af slavelejre ser ud til at blive mere og mere hyppige i 1980'erne. I Nord Carolina finder jeg nu barer hvor “slave-fængere” kidnapper fulde folk og bumser til deres lejre. Disse lejre adskiller og ødelægger den sorte familie som slaveriet altid har gjort det. Hustruer og børn må ikke komme i lejrene. Adskillige af de mænd, jeg snakkede med havde ikke set deres familier i op til 8 måneder - og ængstedes over hvordan forholdet ville være, når de så dem igen. Andre steder så jeg dog migrantlejre, hvor hele familien kan bo samlet, men hvor de til gengæld er så afhængige af hinandens arbejdsindtægter, at de ikke har råd til at lade deres børn forlade arbejdet for at gå i skole. Mens børnene i Louisiana måske kun fik en appelsin om året, så jeg dem i Florida nærmest drukne i appelsiner. Skønt det formelt blev afskaffet i 1911 er det ikke desto mindre en kendsgerning, at USA's nuværende velstand blev bygget ikke blot på slaveri og unaturligt lave minimumslønninger, men også på børnearbejde. Den dag i dag plukkes en fjerdedel af USA's frugt af børn under 16 år. Det er værd at huske, når vi i Nordeuropa bombarderes med billige amerikanske frugtprodukter, at disse ikke blot er resultatet at minimumnlønninger kun halvt så høje som vores i Skandinavien, men også “vredens druer” fra landarbejdere, som udenfor sæsonen ikke har noget socialt sikkerhedsnet under sig. De har ingen dagpenge eller understøttelse, ingen gratis lægehjælp eller uddannelse, ingen boligsikring, børnetillæg, vuggestuer, eller børnehaver. Den billige frugt vi nyder er i realiteten et produkt af slaveri.

Ved et tilfælde opdagede jeg en dag Coca Cola-navnet på nogle af de biler, som kører appelsinjuice fra migrantlejrene til nordstaterne, og fandt ved den lejlighed ud af, at det er Coca Cola, som under navnet Minute Maid ejer en hel del af disse slavelejre. Coca Colas slavelejre er nok ikke blandt de værste i Florida - selv om børnene lider af alverdens mangelsygdomme, bl.a. blodmangel, som gør dem trætte og udmarvede. (Da den første udgave af denne bog udkom i Danmark, modtog jeg et brev fra Coca Cola, der indrømmede hvor forfærdelige forholdene havde været, men tilføjede at de nu havde startet store reformer i lejrene. Da jeg imidlertid kom tilbage nogle år senere var den eneste synlige forandring et navneskift på nogle af skorstenene.)

I Sydflorida kom jeg til at bo hos en hvid tomatavler, som fortalte mig, at han tjente næsten 1 million dollars om året på disse migrantarbejdere - bortset fra enkelte dårlige år. Senere blev jeg smidt ud, da han opdagede mine fotografier af hvad han kaldte “niggere”:

- Hvad er dit formål med at komme her og fotografere? Jeg ved udmærket, hvad du er. Du er kommunistisk infiltrator nordfra, de her borgerretsfolk. - Nej, jeg sturerer landbrugsforhold til en bog...

- Jeg skal sige dig en ting. Hvis du holder til samme med disse “slummede” folk, får du ikke andet end en slummet bog ud af det. Det kommer jo an på hvad slags folk man snakker med.

- Jeg har tillid til alle. Både hvide og sorte.

- Glem ikke, at vi behandler de farvede bedre her er noget andet sted i landet. De er lykkelige.

Jeg prøvede altid at respektere ærligheden hos disse sydstatsracister, så da min båndoptager senere afslørede, at jeg havde fortalt ham en nødløgn, følte jeg mig lidt nedslået. Jeg havde på det tidspunkt ingen ide om a mine fotos en dag ville havne i en bog.

Senere kom jeg til at bo hos nogle af hans landarbejdere, sorte og landflygtige mexicanere. Deres forhold er mildt sagt fortvivlede. Mange er for ødelagte til at udtale sig om deres situation, men denne kone, som var en af de få fattige hvide i markerne, fortalte mig i sit lille lejede skur om forholdene:

- Har du nogensinde fået socialhjælp eller fødevaremærker?

- Nej, jeg kan ikke få det, men jeg har virkelig brug for det. - Hvor meget tjener din mand om ugen? - Ikke ret meget, 300 til 400 kr. måske, det rækker knap nok til husleje og mad.

- Og I arbejder 7 dage om ugen?

- 7 dage om ugen for kun 400 kr., ja!

- Har der været perioder, hvor I ikke havde mad?

- Der har været tider, hvor vi intet havde, intet. Ikke engang en cigaret. Jeg har været så langt nede at jeg kun havde sukker, vand og brød i tre uger. Det er de fattige, der kommer til at lide.

- Men hvem mener du har skylden for det hele?

- Regeringen. Den forsøger at udsulte os.

- Du giver ikke befolkningen her omkring skylden?

- Nej, jeg bebrejder ikke folk. Det er regeringen.

- Jeg er glad for, at du ikke skyder skylden på de sorte og mexicanerne. Det gør mange hvide, ved du.

- Nej, det er udelukkende regeringen. Det er derfor der er alle de oprør og mord hele tiden. Jeg har fået mit hus brændt ned tre gange, mistede tøj og alt...

Det var en glædelig overraskelse her at finde en fattig hvid, som ikke indirekte bebrejdede de sorte sin egen ulykke, da det ellers er normalt blandt de fattige hvide at gøre dem til syndebuk. I hendes by, Immokalee, var der flere slavelejre end noget andet sted, og det var bl.a. her at nogle af de hvide ejere blev fængslet af Floridas justitsminister. Men forholdene er stadig de samme, og der er nu kommet bevæbnede vagter i lejrene, som skyder mod alle indtrængende. Selv da det store TV-selskab, NBC, ankom til byen, blev TV-folkene gennempryglet og beskudt, og det lykkedes dem ikke at optage noget. Selv hvide “rednecks” af den voldsomme type, der nok kender til at slå fra sig, advarede mig mod at tage til byen og turde end ikke at køre mig dertil i dagslys. Jeg endte med at bo der en uge hos fattige landarbejdere, men jeg er den dag i dag overrasket over at jeg slap levende fra det. På en eller anden måde lykkedes det mig at blive venner med en af de sorte, bevæbnede vagter, som gav mig lidt mad og fulgte mig på afstand i gaderne for at “beskytte” mig.

Både han og politichefen fortalte mig, at der det sidste halve år var fundet 25 lig i gaderne i denne by på kun 3000 indbyggere. Hver eneste nat kunne jeg høre skyderier. Jeg så mere blod der end noget andet sted i Amerika, men det var naturligvis kun de færreste ting jeg kunne eller turde fotografere. Denne mexicaner blev stukket i maven, mens jeg sad ved siden af ham (og bad roligt bartenderen om at ringe til sheriffen, da det var hans tur til at bestille). Hver morgen stod der en række forhutlede mennesker, som var blevet slået ned natten før og frarøvet alt og nu forsøgte at blaffe ud af byen. Men mange vil aldrig komme ud af denne slavelejr. Det, der hurtigt kom til at interessere mig mest, var ikke de døde lig, men de levende lig - mennesker i hvem alt var udslukket. De hvide syntes at have langt mindre modstandskraft end de sorte. Disse udmattede elendigheder, som tidligere havde ernæret sig ved at arbejde hårdt 7 dage om ugen som de andre slavearbejdere, var langsomt bukket under og lå nu blot og ventede på at dø. Om natten lå de og sov på gaden. En enkelt en sidder klemt inde mellem Pepsi- og Coca Cola automaten.

Der gik ikke lang tid, før jeg fik så mange dødstrusler imod mig på grund af min fotografering, som jeg ellers havde forsøgt at skjule, at jeg besluttede mig til at flytte ud til indianerne uden for byen, hvor jeg kom til at bo hos denne pige af seminolestammen. Jeg følte, det var meget romantisk at bo i en sådan palmebladshytte, men romantikken varede ikke længe. Efter blot et par dage vidste man i byen hvor jeg var, og en nat blev vi vækket af råb om at jeg skulle komme ud af hytten. Jeg følte det som om min sidste time var kommet, men havde intet valg og trådte lige ud i skæret fra lygterne på en pick-up truck, hvori der sad nogle bevæbnede mænd, som råbte til mig med mexicansk accent: “Du er ude af byen før solopgang. Hvis ikke, kommer du aldrig til at se en solopgang igen. “ Da vidste jeg at det var dødeligt alvor og pigen turde heller ikke at have mig boende længere, så jeg forsvandt ud af byen som en skygge.

En af de få gange, hvor jeg opgav vagabondrollen for at tage skæbnen i min egen hånd, var da jeg besluttede mig til at kæmpe sammen med indianerne i Wounded Knee. Det jeg på forhånd havde set af indianernes forhold havde gjort mig desillusioneret og deprimeret. Den tunge skygge af tragedie, der hviler over indianerne, virkede så overvældende, at jeg aldrig opholdt mig ret længe hos dem. Selv når vi drak sammen, fornemmede jeg en dybere håbløshed. Samværet med dem fik mig helt naturligt til at tænke dybere over det forhold jeg i Danmark tidligere havde haft til grønlændere. Deres semi-koloniale situation synes så lig indianernes i Amerika. Og vores undskyldning, der handler om, at vi ikke har nogen særlig personlig kontakt med dem, fordi de er så få, er totalt ligegyldig og forkastelig. Det gik op for mig, mens jeg opholdt mig i indianerreservaterne. Her indså jeg, hvor stærkt den psykologiske indvirkning fra vore hvide kulturer har afsat sig hos disse minoriteter. Jeg fornemmede langt mere sympati (omend ofte af den ubrugelige romantiserende slags) over for indianerne i Amerika end jeg nogensinde fornemmede overfor grønlænderne i Danmark.

Derfor var jeg skuffet, da den første chance i dette århundrede kom for at hjælpe indianerne med at kæmpe for deres ret. Jeg havde ventet at se en massebevægelse af unge hvide drage til Wounded Knee, og det viste sig, at al deres sympati ikke var mere værd end regeringens mange brudte traktater.

Nederlag i Wounded Knee?

Wounded Knee blev vendepunktet for mig. Vi havde på venstrefløjen i USA hele tiden romantiseret brugen af væbnet magt. Mange af os var trætte af demonstrationer, og springet til væbnet oprør var derfor ikke stort. Men Wounded Knee var en deprimerende oplevelse. I vores romantiske rus havde vi ikke tænkt nærmere over alle de psykiske problemer, man kommer ud for ved at ligge i sne og slud i skyttegrave i ugevis. Jeg så så megen splid og skidt mellem indianerne, at jeg ikke holder af at tale om det. De holdt også nærmest os hvide hjælpere som en slags slaver. Jeg hjalp dem med at smugle våben og ammunition ind om natten - en operation, der tog mange timer, da FBI hele tiden sendte lysbomber op. På det tidspunkt var jeg ikke særlig vant til skyderi, og det tog hårdt på mig, når kuglerne fløj hen over hovedet. På vejen ud tabte jeg min taske med pas og kamera og fik senere stillet en bil til rådighed for at forsøge at hente den. Da det nu var dagslys, vidste jeg, at jeg ville blive opdaget af FBI, og på vejen tilbage blev jeg da også forfulgt af en FBI-vogn med 160 km i timen. Det lykkedes mig at undslippe ved i landsbyen Porquepine at gemme mig i ligtoget for en indianer, der var blevet dræbt under kampene.

Senere blev jeg ved en anden lejlighed arresteret af FBI, med korthårsparyk på, fordi jeg dagen før var blevet arresteret af dem og udvist af reservatet. Jeg havde derfor håbet, at de ikke kunne genkende mig. Da jeg blev overført til et indiansk fængsel, lykkedes det mig senere at overtale en indiansk politimand til at løslade mig, fordi jeg gav ham lidt dårlig samvittighed over at arbejde for regeringen. Nå, men disse ydre oplevelser var ikke grunden til, at jeg blev slået ud, tror jeg. Det var snarere mine mere intime oplevelser. Jeg var blevet særdeles gode venner med en af lederne i Wounded Knee, en Siouxindianer, som jeg her vil kalde X. Jeg var kommet kørende sammen med ham og en hvid sagfører fra Rapid City. Da vi kom til reservatet, standsede de ikke bilen, og der blev skudt efter os af “the goonsquad”. Jeg var chokeret, men fik senere at vide, at vi havde haft en våbentransport med i bagagerummet. Sagføreren satte vi af ved lejren, hvor de var i gang med at forhandle med Washington om at få udleveret det nu snart halvrådne lig af den første indianer, der blev dræbt i Wounded Knee. Vi kørte så til Rosebud-reservatet, og X foreslog, at vi skulle overnatte hos hans tante. Vi fik lov til at sove i hendes køkken på en madras, og jeg begyndte at lægge et tæppe ud på gulvet til at sove på, så X kunne få den smalle madras. Men han sagde, at vi skulle dele madrassen, og gav mig en lang forklaring om, at efter indiansk skik var det uhøfligt at sige nej til en invitation. Da vi lå der på madrassen fortalte han mig hviskende og mystisk om ånderne, og prærievinden hvinede i tagskægget og gav ekstra stemning. Han kom efterhånden i ekstase og kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne se ånderne i mørket. Han begyndte at ryste stærkt og holde tættere og tættere om mig. Efter en tid dæmpedes hans rysten en smule, og han begyndte at kysse mig - store våde kys. Først da gik det op for mig, at han var homoseksuel, men en slags homoseksuel jeg ikke havde mødt før. Skønt han var hård, var han ikke ude på sex og tog ikke tøjet af. Han ville blot elske på et “højere plan” og krydrede det hele med ånder og dæmoner på en sådan måde, at jeg endnu i dag spørger mig selv, om han var helt ærlig overfor mig den nat. Næste dag tog han mig med til forsyningslejren, hvor vi tilbragte den næste uge. Her så jeg en helt anden side af ham som en af lejrens ledere, og han viste aldrig på nogen måde, at han kunne lide mig, så jeg konkluderede snart, at indiansk kultur undertrykker homoseksualitet meget stærkt. Men han behandlede mig bedre, end de andre hvide blev behandlet, og som hans ven fik jeg snart særlige opgaver. Således var det ham og mig der skulle køre bilen med Eastlakes kiste og Rosemary, Eastlakes højgravide enke. Forinden havde vi siddet oppe hele natten i medicinmanden Crow Dog's hus og våget over liget. Både han og X havde bedt lange indianske bønner ved kisten. Tårerne trillede ned ad X's kinder imens, og det, jeg hin nat havde fornemmet som hykleri, tog sig nu helt anderledes ud. Vi fik en grøn medicin, som virkede stærkt, og jeg lod mig rive med og stod ligesom flere andre op og holdt en tale ved Eastlakes kiste. Jeg sammenlignede Nixons nedslagtning af indianerne i Guatemala i Eisenhower-tiden med hans nuværende folkedrab her i Wounded Knee. Jeg var den første, der prøvede at sætte Eastlakes død ind i en international sammenhæng, og det gjorde et vist indtryk, fik jeg siden at vide.

På grund af de mange telegrammer der kom ind fra hele verden, havde vi hele tiden følt, at vi var midt i et eller andet vigtigt historisk. Men da vi næste dag stod derude midt i de øde bakker med en smule graner på og sænkede kisten ned i hullet, følte vi os alligevel mærkeligt forladte. Jeg følte en stærk tomhed og alt det historiske forsvandt et øjeblik. Jeg fangede øjnene på en tipoixindiansk pige, som var blaffet op til Wounded Knee fra Minnesota i røde træsko for at kæmpe. Hun var meget smuk, og vi blev meget forelskede i hinanden, mens vore øjne krydsedes hen over kisten. Ikke så snart havde vi alle røget fredspiben og banket resterne ned over kisten, som det er skik, før Bobby og jeg begyndte at tilbringe al vor tid sammen. Vi prøvede at holde vores forhold hemmeligt, da det ikke var populært at se en rød pige sammen med en hvid mand. Ikke desto mindre fik X snart færten af det og blev rasende; men han kunne slet ikke se mig i øjnene og gav mig derfor en indirekte opsang. Han kaldte hele lejren sammen og holdt en lang tale om den promiskuitet, der florerede i lejren, og om at man måtte respektere de indianske traditioner og bære sorg med værdighed efter Eastlakes død osv. osv. Han kaldte derpå alle indianerne sammen for at diskutere, om ikke alle de hvide burde bortvises. Jeg fandt senere ud af, at der havde været flertal for det, men at X så havde trukket i land og krævet, at vi blev. Det korte af det lange var, at X var blevet dybt forelsket i mig, og jeg er aldeles sikker på, at det var den eneste grund til, at vi fik lov til at blive i lejren. Langsomt begyndte det at gå op for mig, i hvor høj grad X var forelsket i mig. Da han var dødeligt jaloux på Bobby, fik jeg ordre til, at jeg i fremtiden skulle sove i æresteltet sammen med ham selv og Rosemary, der var i sørgetid. Jeg var meget, meget rørt over at skulle dele telt med enken efter den første indianer, der var blevet dræbt under det første indianeroprør i nyere tid. I min revolutionære rus følte jeg, at jeg var havnet midt i et historisk brændpunkt. Jeg var allerede blevet meget gode venner med Rosemary på grund af den tale, jeg holdt over hendes mand, og følte meget stærkt for hende - højgravid, som hun var, i ottende måned. Men derfra og til at skulle bo sammen med hende og lederen i æresteltet var alligevel et spring. Jeg følte naturligvis en vis stolthed over for de andre hvide over at være blevet “forfremmet” til Rosemarys telt.

Med denne historiske bevidsthed om min egen nye situation var jeg slet ikke forberedt på det, der skete netop der i teltet. Rosemary lå i teltets eneste seng og pludrede med mig i skæret fra lampen, mens jeg lå på jorden. Hun blev mere og mere livlig og virkede mere og mere overvældende. Så med et spurgte hun, om hun måtte lægge sig ned til mig. Jeg blev fuldkommen forbløffet, og før jeg havde fået svaret, var hun kravlet ned til mig og lagde sig tæt ind til mig i min sovepose. Jeg vidste ikke mine levende råd og lå fuldstændig stiv. Jeg har ofte været ude for lignende situationer, men dette var noget helt andet, og overhovedet at tænke på sex i den situation var udelukket for mig. Det var kun to dage efter hendes mands begravelse - den mand, hvis barn hun lå med der mod min mave. Jeg var rystet, chokeret. Alle mine romantiske og revolutionære idealer faldt med et brag. Knap havde man lagt det første offer i den anden indianske krig i Wounded Knee i graven, før man var på nippet til at kneppe denne verdenshistoriske begivenhed væk! Jeg tænkte på kondolencetelegrammerne, der var strømmet ind til os fra hele verden, men jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det, hvis ikke X i det samme var kommet tilbage fra et møde. X blev redningsmanden. Da vi hørte ham komme, lagde Rosemary sig op i sengen igen. X blæste lampen ud og lagde sig hos mig, ligesom den første nat i tantens hus. Siden da havde han ikke turdet vise mig noget som helst tegn på kærlighed. Skønt jeg ikke er homoseksuel, må jeg tilstå, at da han den nat begyndte at kysse mig, følte jeg det, som om han netop havde reddet mig ud af en meget, meget pinlig situation. (Jeg har siden ladet mig fortælle, at denne opførsel ikke er unormal for en kvinde, som lige har mistet sin mand). Få dage senere sneg krigerne sig ud af Wounded Knee, og oprøret var slut - men ikke for mig. Mange af våbnene blev gravet ned i bakkerne omkring lejren, hvorefter indianerne flygtede og spredtes ud over hele USA og Canada. To af dem stjal alle pengene i Crow Dog's lejr og stak af til Oklahoma med dem. Bobby måtte tage afsted, uden at vi fik mulighed for at sige farvel. X vågede over mig nat og dag, og pludselig befandt jeg mig igen i en vanvittig situation. Han var så forelsket i mig, at han ikke ville lade mig rejse; men han turde ikke vise det og gav derfor ordre til vagterne omkring lejren om, at jeg ikke måtte forlade den af “sikkerhedsgrunde”. Han sagde til mig, at jeg havde taget billeder, der kunne falde i FBIs hænder, men til vagterne sagde han blot det ubestemte: “sikkerhedsgrunde”, og pludselig fornemmede jeg hadske og mistænksomme øjne overalt, og hver gang jeg kom nær udkanten af lejren, havde jeg straks et par geværmundinger rettet imod mig. Situationen blev mere og mere desperat, eftersom jeg ikke kunne forklare nogen i lejren den egentlige årsag. Jeg ville ikke kompromittere X, og havde jeg alligevel sagt til folk, at deres store leder ikke ville lade mig rejse, fordi han var forelsket i mig, ville de ikke have troet mig. Jeg var indianernes fange, uden at nogen vidste hvorfor. Det blev uudholdeligt, og nogle dage senere lykkedes det mig at flygte ud gennem reservatet og blaffe de 200 miles tilbage til Rapid City.

I Rapid City boede jeg igen hos den indianerpige, som havde bragt mig i kontakt med AIM (American Indian Movement), før jeg tog ud til Wounded Knee. Hun havde kun foragt tilovers for oprørerne og tog mig om aftenen med på et stort, flot steakhouse, hvor jeg fik den bedste og mest civiliserede steak, jeg havde fået i lang tid. Åh, hvor jeg nød at være tilbage i Amerika! Men volden fulgte med, og en aften blev vores nabo myrdet i lejligheden under os som en hævnakt efter oprøret. I flere dage sad vi sammen med hans mor og drak os fulde og stirrede på blodpølen på gulvet, som hun ikke ville tørre op, fordi den var det eneste hun havde tilbage af sin søn.

Den indre vold, som i stigende grad præger alle tredje verdens-mennesker som følge af deres lange undertrykkelse, er dog normalt hos indianerne ikke udadvendt som hos negrene, men indadvendt i form af selvmord. Måske så vore fjender når alt kommer til alt også blot Wounded Knee-oprøret som et selvmordsforsøg? Og måske var vi i den grad selv præget af vor fjendes syn, at vi ikke alle kunne leve op til de hårde menneskelige krav oprøret stillede til os. For mit eget vedkommende havde jeg fået nok af væbnet oprør og “ armed love” og gav mig herefter fuldt ud i vagabondrollen for at komme til at kende “fjenden”. At være vagabond er blot et forsøg på at give sig fuldt ud overfor det enkelte menneske. Men at være revolutionær er et forsøg på at give sig fuldt ud for hele menneskeheden. Intet menneske er i stand til at kombinere disse to holdninger og for mit eget vedkommende led jeg nederlag i Wounded Knee ligesom mange af indianerne gjorde det. Mennesket er så uendeligt svagt og lille, at skal det nogensinde blive fuldt menneskeligt er det nødt til at forene disse to sider. Skønt vi næsten alle led nederlag i Wounded Knee blev Wounded Knee alligevel en sejr, fordi det var et sådant forsøg.

Sammendrag af breve

Da jeg sidenhen boede hos indianerne, fandt jeg ud af at Wounded Knee var blevet symbol på fælles stolthed for alle indianere. Det var begyndelsen til en stærk nationalisme for denne undertrykte minoritet, ligesom de sortes væbnede oprør i ghettoerne førte dem ind i en nationalistisk fase med sort magt og sort skønhed som stolthedssymboler. Jeg lærte, at sådan en nationalistisk periode, hvor man forkaster alle den hvide kulturs værdier, er nødvendig og uundgåelig for alle minoriteter i forsøget på at gøre sig fri for den selvforagt og selvdestruktion, som er forårsaget af århundreders undertrykkelse. Men jeg lærte også, at denne voldelige demonstrative fase er den letteste, og at kampen som kommer bagefter, er langt sværere og længere, - kampen for at skabe lighed i sindene og hjerterne hos de hvide såvel som hos de farvede minoriteter. Hvor kompliceret denne kamp er, kan ses hos Mexicoamerikanerne og flygtningene fra de amerikansk-støttede diktaturer i Mellemamerika, som er et eksempel på undertrykkelsens kinesiske æske. Skønt de er fattige, repræsenterer de ofte den undertrykkende herre-race over for de indianske kulturer i deres hjemlande, og bliver nu pludselig selv udsat for en lignende diskrimination som amerikansk minoritetsgruppe, der gør dem til en periferisk del af økonomien ikke ulig de Latinamerikanske indianeres lod. De er flygtet fra sult, elendighed og blodig fascisme, og bliver nu udbyttet som landarbejdere af godsejere, fordi de ikke tør håndhæve deres ret af frygt for at blive sendt tilbage. Jeg huskede, hvor rystede vi var i Europa over de mange forsøg på at knuse Cesar Chavez' forsøg på at organisere en fagforening for landarbejderne, og deltog derfor i deres arbejde hvor jeg kunne. Det var i sådanne demonstrationer for menneskerettigheder, at unge amerikanere lærte mig at se den nøje sammenhæng mellem undertrykkelsen af de amerikanske minoriteter og undertrykkelsen af andre Tredie Verdens folk. I ungdommens famlende forsøg på at forstå og bekæmpe den brutalitet regeringen for frem med, begyndte begrebet “systemet” at give svaret på lidelserne, vi så. Således blev 3 millioner vietnameseres død også det som fik mig til at sætte mig uden for systemet og begynde at sætte spørgsmålstegn ved det.

Why do we call them the enemy

this struggling nation

we've been bombing across the sea?

Why do we want these people to die?

Why do we say North and South?

Oh, why, oh why, oh why?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty.

I don't want more of the same,

No more genocide in my name!

Oh, why are our history books

so full of lies

when no word is spoken of why the Indian dies

or why the Chicanos love

the California land?

Do all books say it was discovered

by the white men?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty.

I don't want more of the same,

no more genocide in my name!

Oh, why are the weapons of the war so young,

and why are there only older men

around when it's done?

Why are so many of our soldiers black or brown?

Do we say it's because they're good

at cutting yellow people down?

That's just a lie

one of the many and we've had plenty,

I don't want more of the same,

no more genocide in my name!

Min rejse gennem sydens slaverilignende forhold kom i højere og højere grad til at ligne en rejse i intern kolonialisme. I skandinavien er demokrati og fagforeninger traditionelt blevet betragtet som uløseligt forbundne. Skønt det er velkendt, at USA giver militær støtte til blodig undertrykkelse af fagforeninger i Central Amerika, kom det alligevel som et chock for mig, at der næsten ikke findes fagforeninger i Sydstaterne. Ikke mindst i træindustrien så jeg hvordan det grove arbejde traditionelt er blevet udført af de sorte, mens de hvide giver ordrer i bedste koloniale stil. Denne arbejder modtag ingen erstatning, da saven skar hans fingre af, og han måtte stille på arbejde to dage senere, for, som han fik at vide, “der er jo masser af sultne niggere udenfor, som venter på at få arbejde.”

I et samfund, som gør så voldsomme indhug mod mennesket, mens det næsten slet ingen penge bruger på forskning og forebyggelse af arbejdssygdomme - og hvor europæiske debatter om medarbejderindflydelse og økonomisk demokrati er lysår væk - bliver tidsstemplingsmaskinen i arbejderens bevidsthed let opfattet som slaveherrens nye pisk - et symbol på den konstante og vedvarende vold fra systemet. At rejse i de sorte amerikaneres verden bliver uundgåeligt en rejse ind i sjælen og tilbage i historien i hvert eneste menneske man møder. I en sådan rejse begynder man at forstå de træk og tendenser som blev lagt i de sortes sjæl og hele bevidsthed af slaveriet og hvordan systemet sidenhen ikke blot har vedligeholdt dem, men endog intensiveret dem.

Poor slave, take the shackles off your body,

poor slave, put the shackles on your mind.

Please listen to me carefully

and if I'm wrong then correct me.

But if I'm right my song do praise,

now let's see if we agree:

The definition of a slave

means one not free entirely

so a slave is still a slave

if he can't think independently.

A tree is still a tree

though it sheds its leaves when winter comes.

But it blooms again in spring

for it did not lose its roots at all.

But a slave remains a slave

without the knowledge of his roots

until he's taught the past

not just some, but all the truth.

There was a brother the other day

telling me he's feeling high

but I just sadly had to sigh

for drugs and booze ain'tglory,

and if I had the chance to get high

I would tell the truth and not a lie,

for the highest high a man can get

is from wisdom, knowledge and understanding.

Poor slave, ease the pressure off your body,

poor slave, put it on your mind...

Slaveri er ligesom ghettoen ikke altid noget fysisk konkret. Alligevel kan man få et indtryk af deres fælles psykologiske karakter ved at se på de fysiske udtryk. Når jeg boede under de forhold, som er typiske for underklassen, forstod jeg let hvordan de fysiske lænker også blev til mentale lænker. For jeg ved af egen erfaring, at disse shacks, som sorte har boet i siden slaveriet og som millioner stadig er henvist til, er aldeles umenneskelige. Man har på ingen måde nogen følelse af frihed eller nogen mulighed for at udfolde sig intellektuelt og kreativt. For nogle er det endog gået tilbage siden slaveriet, og de bor i dag i usle shacks endnu mindre end denne oprindelige slavehytte. Jeg føler, det er frustrerende at fotografere shacks, da jeg oplever dem som langt, langt værre end de fremtræder på fotografiet. Man kan på sådanne billeder ikke se vinden, som pifter lige igennem de mange revner og gør det umuligt at holde sig varm om vinteren. Man kan heller ikke se de gyngende rådne gulve med revner så store, at slanger og alverdens kryb spadserer lige ind i stuen. Billederne viser heller ikke, at der ikke er rindende vand end sige toiletter, brusebad, eller elektricitet. Tusinder og atter tusinder af amerikanere lever i petroleumslampens skær - dersom de har råd til petroleum. Og det forekommer mig meget, meget svært fotografisk at skildre den underlige psykiske fornemmelse, man får ved pludselig at lade sig henføre til en tilstand, vi i Danmark ikke har kendt de sidste 100 år - skønt det er herligt efter den kvælende støj, der karakteriserer amerikanske hjem pludselig at opleve stilheden uden radio og TV. Liberale hvide, der har

råd til ikke at nære frygt for at der bliver lukket for elektriciteten, hævder sommetider over for mig, at de sorte burde være lykkelige af samme årsag. Med deres romantiske indstilling afslører de en frygtelig mangel på indsigt i den ufrivillige fattigdoms psykologi. Og selv om man måske er lykkeligt fri for invasionen af reklamerne fra overflodssamfundet inde i sin shack, får man alligevel sin udsigt og sine perspektiver ødelagt af de allestedsværende aggressive reklamer lige uden for hytten.

Afmægtigheden jeg følte som fotograf over for disse kvælende fornemmelser var som magtesløsheden, der omgiver de besnærede fattige. Selv om jeg havde haft råd til en vidvinkellinse, som kunne registrere trangheden, lader sådanne psykiske fornemmelser sig simpelthen ikke fotografere for en udenforstående iagttager, der ikke allerede kender dem. På samme måde følte jeg det næsten umuligt at fotografere USAs rige overklasse. Jeg kunne kun fotografere et værelse ad gangen, hvilket på ingen måde giver et indtryk af deres herskabshuses sande dimensioner. Desuden har overklassens vaner ændret sig, så den ikke længere omgiver sig med en overdådig pragt som i 1890's overklasseliv. Det er sværere at fotografere den overflod, som tillader kostbare rejser til fjerne lande eller besiddelse af mindre palæer og rancher rundt omkring i landet. Skønt den fotografiske forskel mellem rig og fattig således ikke er særlig stor, forekom det psykiske spring jeg så ofte foretog fra shack til plantagehjem eller fra storbyghetto til millionærhjem, mig på den anden side så rystende voldsomt, at det hver gang fornemmedes som at tage en rejse fra jorden til månen.

Om blafning og psykiske spring

At blaffe i Amerika er et evindeligt forsøg på at overvinde folks angst og at gøre det til en positiv oplevelse for dem at samle en op. Når man ser de berusende røde bremselygter og i nattemørket styrter hen og river bildøren op blot for at se ind i løbet på en skræmt chaufførs pistol, ved man at det er til gensidig fordel og tryghed, at man på denne måde bliver tvunget til at vise sit pas eller indholdet af sine lommer. Tilliden fremmes af et flot, udførligt skilt. Jeg eksperimenterer med alverdens slogans såsom “Saving fuel for you” og “ Bibel belt - and no Good Samaritan? “, men, trist at sige, er det eneste der giver folk virkelig tillid, at skilte med, at jeg ikke er amerikaner. Tilliden er uundværlig for demografisk blafning. Lifts med kvinder regnes blandt blaffere for en særlig psykisk stimulans og tryghed ovenpå aggressionerne fra såkaldte “rednecks” og “perverts”. Men kvinder er også et problem. Da amerikanske kvinder er meget åbne og i modsætning til kvindelige bilister i Europa ofte inviterer en hjem, gør de sig yderst sårbare. På den ene side er det vigtigt altid at lade kvinden bestemme grænsen for det opståede venskab, hvis man skal gøre sig håb om som mand at undgå den sexisme, man uundgåeligt er blevet påført af samfundet. Dette giver ikke mennesket mulighed for at vælge, om det vil være sexist, racist eller ej, men kun for at prøve at modvirke de negative handlinger en sådan lidelse forårsager. Er man ikke bevidst om sin lidelse vil man uundgåeligt skade den undertrykte med sine “herrevibrationer. “ På den anden side kan man ikke blot, som med mandlige chauffører, flyde med i enhver situation, da man så let bibringer sårede følelser. Selv den dygtigste vagabond begår fejl her. Ikke mindst fordi man selv er så sårbar, og de voldsomme strabadser på landevejen ofte gør en forelsket i typer, man ellers aldrig ville åbne sig for. Et grelt eksempel på sådanne uheldige signaler fra min side opstod, da en bilist tilbød mig det såkaldte “love drug “ MDA, som gør en utroligt forelsket i alle mennesker. Det næste lift jeg fik var med en stiv 80-årig dame, som på grund af min ustyrlige forelskelse ikke kunne undgå at blive påvirket, og i løbet af de næste par timer begyndte hun at opføre sig som en nyforelsket teenager. Så det var en lidt flad fornemmelse vi begge stod med, da rusen forsvandt. Noget af det smukkeste, man oplever som vagabond er dog sådanne forhold til ældre mennesker, som man på en eller anden måde let undviger i en normal hverdag. De er for blafferen den mest harmoniske målgruppe, fordi de - i modsætning til de arbejdende i samfundet - lever på samme tidsniveau som vagabonden og tilmed kan give ens rejse den vigtige fjerde dimension: historiens perspektiv. Når man hører udtalelser fra dem som “ What this country needs is another great depression to bring us all together again” oplever man den enorme fremmedgørelse, som gør samværet med vagabonden så vigtigt for disse mennesker. Men de hyperaktive bør man vogte sig for! I Florida samlede en 72-årig rig mand mig op, og da han hørte jeg fotograferede, gjorde han mig til sin privatfotograf. Han ønskede, at jeg skulle afsløre de “svinsk rige “ på Palm Beach og tog mig med til de mest eksklusive selskaber, hvor vi væltede os i champagne, kvinder og multimillionærer, for straks efter at bringe både mig og luxuriøse gaver over til de sorte slumkvarterer i West Palm Beach eller slavelejrene udenfor byen, og i næste øjeblik køre rundt og anmelde disse rystende forhold til politiet, domstole og byråd. Fra seks morgen til to nat skældte han indigneret ud over uretfærdighederne. Kunne vi ikke finde vej, standsede han det første det bedste sted. En aften var det ud for en fyldt forstadskirke. Han løb ind, standsede gudtjenesten og præsenterede mig som præstesøn fra Danmark, holdt derefter en dundertale til menigheden og gav sig så til at dirigere koret. Efter en halv time, hvor menigheden til sidst lå i rungende latter, kom han i tanke om sin virkelige mission og sendte kirkegængerne ud i deres biler efter kort, hvorefter en større kreds lå rundt på kirkegulvet for at finde Indian Road. Hver dag var han i gang med nye projekter. En dag hørte han fra nogle unge om “organic farming” og blev så inspireret, at vi straks gik i gang med at skaffe fire vognlæs kogødning fra Sydflorida for at flyve dem over til hans gods på Bahamaøerne. Efter en uge på denne måde var jeg kørt helt i sænk af mangel på søvn og proportioner og måtte tage afsked. Åh, hvor jeg nød friheden på landevejen igen! Men det næste lift var med en 82-årig dame, der var så hyperaktiv at hun kun sov under selve min kørsel. Havde hun ikke få dage efter sendt mig op til Philadelphia for at hente en af hendes biler og ladet mig bruge sit credit card til at invitere mine fattige venner fra bomulds- og tobaksmarkerne såvel som opsamlede bumser og blaffere ud på de fineste restauranter på tilbagevejen til Florida, ja, så kunne det let være endt i et psykisk nederlag i stedet for endnu et psykisk spring.

Brev til Mog, en amerikansk ven

En grund til at jeg aldrig bliver træt af at rejse i Amerika er at det er det eneste land jeg kender, hvori man kan tage sådanne psykiske spring næsten dagligt. Ofte, når jeg boede f.eks. hos en fattig mor på socialhjælp i en nordlig ghetto, gik jeg for ikke at belaste hendes madbudget ud for at blaffe op nord for byen, hvor de rige bor. Ikke sjældent blev jeg samlet op af en velhavende forretningsmand og når jeg underholdt ham med mine rejsehistorier blev jeg i reglen inviteret hjem til middag i hans store villa med central aircondition. Under middagen berettede jeg så rørende om, hvordan moderen med de tre børn i ghettoen næsten aldrig havde råd til ordentlig mad. Hvis jeg var på besøg hos en konservativ familie, tilbød de så i reglen før eller senere at jeg såsandelig da var velkommen til at komme og bo hos dem. Men liberale familier læssede mig normalt til med dyre madvarer fra fryseren og kørte mig hele vejen ind til ghettogrænsen og gav mig penge til en taxa resten af vejen. “Her kommer Robin Hood”, grinede jeg stolt når jeg kom hjem. At være en god vagabond, havde jeg lært, er et spørgsmål om at kunne beherske kunsten at kunne modtage og give. En læge i Skokie gav mig 8 roastbeefs til en socialhjælpsmor i Sydchicago, og en forretningsmand i Nordphiladelphia gav mig en pose poletter for at sønnen i min familie i Sydphilly ikke længere skulle gå den lange vej til universitetet. I Syden mødte jeg sjældent den samme overstrømmende medlidenhed med de fattige, men de psykiske spring kunne jeg også opleve der. En morgen

huggede jeg brænde for denne 104 årige kone i South Carolina. Hun og hendes 77 årige datter måtte selv hugge alt deres brænde. Deres, shack mindede mig om Frilandsmuseet i København, men de havde dog en brønd hvad mange andre ikke har. Datterens mand var 97 år gammel og alle tre sov i samme seng for at holde varmen, når ildstedet blev koldt om morgenen. Huset ejedes af den hvide godsejer (som boede bag træerne i baggrunden) og som de betalte 250 kr. i husleje til om måneden. Skønt jeg havde revet en stor flænge i mine bukser, og ikke som normalt ved sådanne lejligheder havde min korthårsparyk på, lykkedes det mig samme dag at komme ind til en pressekonference med Julie Nixon. Nixons datter besøgte en hjem for handicappede børn og gik rundt og gav de små forkrøblede børn hånden. Bagefter stillede pressen hende venlige spørgsmål, men det lykkedes mig til sidst at ødelægge hele pressekonferencen ved ganske simpelt at spørge hende, om hun ikke syntes, det var hyklerisk at besøge disse børn, når Nixon netop havde vetoet loven om hjælp til handicappede? Julie Nixon blev så forlegen, at hun ikke kunne svare, og børnehjemmets leder afbrød med alskens diplomatiske kunstgreb i hast forestillingen. Om aftenen, da besøget blev udsendt i TV, havde man censureret mit spørgsmål væk.

At skifte miljø så hurtigt på samme d- g kan være en rystende oplevelse, især når der som regel i fysisk afstand kun var få kilometer imellem. Men når man strejfer omkring i længere tid, finder man snart ud af, at denne form for psykisk vagabondering er en absolut nødvendighed, hvis man selv skal overleve. Når man kommer fra et middelklassemiljø som jeg selv, er det for overvældende i længere tid udelukkende at bo i ghettohjem med al deres trængsel, konstante larm og psykiske undertrykkelse. Efter en tid bliver det nødvendigt at søge ind i mere overklassebetonede hjem, hvor man kan tilbringe nogle dage i sit eget værelse og få ro i sjælen. Normalt gik der dog ikke lang tid, før jeg slet og ret kedede mig ihjel i sådanne hjem og søgte tilbage til det jeg umiddelbart oplevede som mere nære menneskelige kontakter i ghettohjemmene, dette sidste være sagt uden at romantisere dem.

I Washington, North Carolina, boede jeg først i fire sorte hjem i byen. De tre af dem var uden elektricitet og rindende vand. Da jeg boede hos denne pige ved petroleumslampen, måtte jeg sidde og sove i en lænestol om natten, da hun selv sov på sofaen med et barn. Mere plads var der ikke. Næste nat var jeg endnu værre stillet i en “shotgun shack” (aflang, så kan kan skyde gennem alle rummene). Moderen råbte natten lang i en skingrende sopran efter sin søn, fordi han havde bragt en hvid fyr til hjemmet for at dele sin seng med ham. Jeg gemte hans pistol i en stak tøj af angst for at de skulle bruge den mod hinanden. I en anden shack blev jeg smidt ud af en gal nabo, som hadede hvide. Så elendige var

forholdene i de hjem, at jeg til sidst gik rundt med en konstant hovedpine af sult og mangel på søvn. En sen aften var jeg så syg og overvældet af træthed, at jeg befandt mig på vej ned mod byens fængsel i håb om at få lov at overnatte der - en udvej jeg aldrig før havde brugt. Men netop når jeg var længst nede, skete der altid de mest fantastiske ting: lige før jeg nåede fængslet blev jeg samlet op af en pige, som inviterede mig til sit hjem, der viste sig at være et af de mest overdådige jeg havde været i i lang tid. Der var private tennis- og golfbaner så store som den halve ghetto i byen. Der var privat indendørs svømmebassin, flyvemaskiner og sejlbåde sågar. Mens jeg i ghettohjemmene havde kunnet høre alle udendørs og private lyde gennem de papirtynde vægge, måtte de her have et internt radioanlæg for at kunne

kommunikere mellem husets forskellige afdelinger. Der var endog et indendørs fiskebassin større end de søer regnen lavede på gulvet i de utætte shacks. Hvor havde de dog fået al den rigdom fra? Svaret er ikke altid så enkelt, men folk fortalte mig senere, at pigens far var sagfører og ejede en stor del af ghettoens shacks i denne by, hvor 60% levede under fattigdomsgrænsen. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg var havnet netop her i hans hjem, når den nød han havde været med til at skabe i ghettoen i realiteten havde drevet mig så godt som i fængsel. Andre var ikke helt så heldige og netop på det tidspunkt sad en sort pige, hvis familie jeg var kommet til at kende, i byens fængsel. Hun bør nævnes her, da hun blev voldtaget af den hvide fangevogter - og senere verdensberømt. Skønt hvides voldtægt af sorte ikke er usædvanligt i sydens fængsler, vakte det opsigt, at pigen Joan Little havde mod til at dræbe den hvide voldtægtsmand. Hvis ikke USAs kvindebevægelse havde sat et kæmpeforsvar ind for hende (til hvilket jeg var så heldig at kunne levere fotos af hendes baggrundssituation), var hun uden tvivl blevet dødsdømt i denne stat, hvor man har dødsstraf selv for indbrud. Hendes frikendelse var en stor sejr for venstrefløjen i USA. Frikendelsen viste, at man kunne ændre en sydlig stats traditionelle retsforhold - og tilmed i en stat, som først havde erklæret Joan Little for fredløs, dvs. at enhver borger i staten havde ret til at skyde hende. De psykiske spring jeg havde foretaget i Joan Littles hjemby havde således tilfældigt givet mig et indblik i de økonomiske forudsætninger for det hvide overherredømme. Sådanne kontrastrejser anser jeg som absolut nødvendige for at man kan holde hovedet klart. Jeg finder det for eksempel næsten umuligt at opholde mig ret længe i hvide hjem i syden, før jeg begynder at se med deres øjne på “negrene” som mindreværdige. En sådan hjernevask tillod jeg mig altid at være åben for, for hvis man ikke prøver at leve sig ind i de hvides tankeverden ved at give fuldstændig efter for deres synspunkter, har man heller ingen mulighed for at forstå dem og holde af dem. Uden at forstå deres dybere bevæggrunde og frustrationer kunne jeg ikke gøre mig håb om at kunne komme til at forstå samfundet. Fordelen ved vagabondering er, at man i tide kan bryde ud af denne hjernevask og bevæge sig til det sorte samfund med dets anderledes form for påvirkning.

Credo

Kære Edwina.

Omsider er jeg kommet til et hjem med en skrivemaskine, hvilket foranlediger mig til at fortælle dig lidt om, hvad der er sket siden vi sidst sås. Jeg er kommet til at bo hos to hvide piger her i Greensboro. De behandler mig som var jeg kommet i himmerige, hvilket virker overvældende på mig efter de sidste par ugers hulter til bulter tilværelse. Den ene af dem, Diane, er fotomodel og kriminolog af den venstreorienterede slags og holder så meget af mine billeder, at hun vil gøre alt muligt for at skaffe mig penge til film. Hun har meget fine forbindelser og med sin charme og sit udseende har hun let ved at stampe penge op til forskellige gode formål. Hun har f.eks. lige samlet over 3.000 dollars sammen til en sagfører for en Vietnamdesertør, der sidder fængslet. Jeg får derfor sikkert lov at vente, idet hun ikke kan gå rundt til de samme velhavende hjem igen og igen, efter at hun har tappet dem en gang. Der skal helst gå et halvt års tid, men til den tid har hun lovet at samle nogle penge ind til mig ved at fortælle folk, at de skal bruges til et hjem for handicappede børn e.lign. Jeg synes det lyder lidt usmageligt, men hun siger, at det måske vil lære dem en dag, at det er statens opgave at bygge den slags menneskerettigheder og ikke noget der skal overlades til privat velgørenhed. Nå, jeg tvivler nu på at hun vil få samlet noget ind til mig. Hver gang jeg har haft den slags små håb er jeg blevet skuffet. Jeg må nok stadig slå mig til tåls med at sælge blodplasma og med de små pengegaver, jeg får på landevejen ved at underholde folk med mine billeder og rejseoplevelser. I sidste uge havde jeg ikke en øre tilbage til film, men i denne uge har jeg haft en indkomst på 9 dollars hvilket er det bedste nogensinde: 5 dollars fra en interesseret salgsagent, som samlede mig op, 2 dollars fra en sort pige i Tonys grill og 2 dollars fra en fyr i West Virginia, som fandt mit billede af narkomanerne med kongressen i baggrunden interessant og købte det. Med i handelen fulgte hans frokostpose, der indeholdt 3 kyllingelår. Nu efter at jeg har fået lavet disse papirbilleder, gør det mig så lykkelig hver gang jeg oplever den slags positive reaktioner. Men det gør mig også lidt bange af og til. Et sted begyndte en pige at græde, da hun så mine billeder og jeg vidste ikke mine levende råd. Det er mærkeligt med disse folk. De har levet midt i disse lidelser hele deres liv uden at skænke dem en tanke og så pludselig, når de ser dem nedfældet på et fotografi kan de begynde at græde. Nogle anklager mig for at forskønne de sorte, mens de fleste her i Syden vist nærmest beundrer mine billeder af den grund. Jeg forstå det blot ikke, for jeg fotograferer dem nøjagtigt som jeg ser dem, og et fotografi lyver vel ikke. Men jo mere jeg spekulerer på det, jo mere går det op for mig, at denne parallelakseforskydning i vores måde at se de sorte på, må skyldes at de har levet i dette herre-slave forhold i så lang tid, at de simpelthen ikke er i stand til at se de sorte som mennesker, men blot kan se de sider hos dem, som bekræfter deres “slavenatur”. Men når Sydens hvide alligevel reagerer positivt på mine billeder, tror jeg, at det skyldes at de i virkeligheden er ulykkelige over at se med disse “herre”-øjne. De længes efter at blive menneskelige og i det øjeblik jeg kan “bevise” for dem, at de sorte er mennesker og ikke slaver, børn eller undermennesker, gør dette jo dem selv til mennesker og ikke længere herrer eller overmennesker eller hvad ved jeg. Hvis jeg ikke tolker det på denne måde, hvordan skulle jeg så forklare at selv de værste racister hernede af og til giver mig penge ganske vist mumlende et eller andet om af de synes “det er sjovt, at jeg løber rundt og fotograferer niggere”. Jeg skal indrømme, at det ofte føles svært, når jeg prøver at skildre herre-slave forholdet som institution ikke at komme til at skildre det, som om mennesket i dette system virkelig har denne “natur”. Ofte føler jeg, at mit syn bliver påvirket af denne snigende gift i Syden, fordi jeg lægger stor vægt på at respektere disse menneskers værdighed i hvert fald for de ældres vedkommende. De har levet i denne herreslave-tradition i hele deres liv, og både for de sorte og for de hvide føler jeg, at det er at gøre vold imod dem at prøve at rive dem ud af denne tradition (selv om det er nødvendigt for de kommende generationer at undgå denne forkrøbling af sindet). Jeg prøver således aldrig at pådutte dem mine synspunkter, men i stedet for at forstå deres og at lære af dem. Netop fordi jeg fra begyndelsen respekterer deres værdighed, bygger jeg tit så stærke venskaber op med dem, at jeg gennem disse venskaber kan få dem til at respektere og at lære af mine synspunkter. Som vagabond i Syden er det dødsens alvorligt at kunne kommunikere gennem venskab og ikke opildne til fjendskab og konfrontation. Denne kløft mellem min utopiske virkelighed og min aktuelle virkelighed (som vi før har snakket om) er lige så svær at bygge bro over, som over en flod der bestandig bliver bredere og bredere, så at man langsomt mister den anden bred af syne, mens man står og drukner i mudder på sin egen bred. Imidlertid ser det ud til, at hvis man tolker

“mudderet” på denne side af floden rigtigt (dvs. at man rammer folks dybeste længsler uden at de dog af den grund ser sammenhængen i det hele), så vil de tillade at man bygger et elfenbenstårn så højt og smukt, at man kan sidde deroppe og fortælle folk nede på bredden under sig om, hvor smuk den anden bred tager sig ud, men eftersom man ikke selv har nogen personlig berøring med den anden bred - en berøring som kunne have ændret ens egen karakter og hele sjæl - er man ude af stand til at kommunikere sin vision ned til folk, fordi de ikke ser noget bevis på, at man egentlig selv er blevet “berørt” eller forandret. Forøvrigt har de travlt nok med selv at holde sig selv oppe over mudderet. De glemmer derfor hurtigt budskabet i historien, men finder den i sig selv så interessant, at de tillader en at bygge elfenbenstårnet højere og forstærke det og forskønne det. I frustration og depression over ikke at være i stand til at kommunikere sit budskab ned til dem, bliver man mere og mere usikker og får et større behov for anerkendelse og beundring af det elfenbenstårn, man har bygget - større end deres anerkendelse af hvorfor man oprindelig ville bygge det. Til sidst bliver man så forvirret og usikker, at kun deres anerkendelse af tårnet i sig selv, dets skønhed og dets form, begynder at tælle for en, og man bygger det højere og højere, indtil man er nået helt derop i de kyniske højder, hvor man ikke længere kan se hverken sin egen eller den modsatte bred, og de derfor begynder at tage sig ens ud. Tilmed er man nu nået så langt op, at man mister berøringen med selv folkene på ens egen bred og beslutter sig, til at sende sit elfenbenstårn ud i bogform, så folk har lidt at “underholde” sig med der i mudderet. Mens man startede med i virkeligheden at bygge bro over til den modsatte bred ender man i stedet med at bygge et tårn på sin egen bred. I stedet for at hjælpe folk ud af mudderet, gør man i virkeligheden deres situation værre, idet man nu har givet dem noget enten at glæde sig over eller græde over og således forstærket denne mudrede flodbred. Tilmed er ens elfenbenstårn direkte moralsk forkasteligt netop fordi det er bygget på en grundvold af mudder: ens kunstværk er et direkte produkt af en udbytning af de folk, man oprindeligt havde i sinde at hjælpe og jo højere ens tårn er blevet, jo længere har man blot fjernet sig fra deres lidelse. Det er tanker som disse, der i stigende grad har gjort mig deprimeret i de sidste måneder. Ustandseligt hører jeg folk sige: “Hvor jeg misunder dig, at du sådan kan rejse blandt negrene” e.lign., og jeg indser, at jeg allerede har distanceret mig et godt stykke fra mudderpølen. Og når jeg på trods af denne længsel alligevel indser umuligheden af at danne bro er det, at jeg kan blive så desperat, at jeg føler at geværet burde være mit virkelige våben fremfor kameraet. Men straks melder så spørgsmålet sig i hvilken retning jeg skal skyde, da jeg jo føler, at alle er lige tilmudrede på denne flodbred. Hvor findes regnmageren som skabte mudderpølen? - Og derfor vader jeg videre her i mudderpølen og prøver blot på at holde mit kamera så rent, at det kan registrere ofrene uden egentlig at tro på, at det er til nogen nytte.

Nå, men jeg ville egentlig fortælle dig lidt om hvad der er sket siden vi skiltes. En af de første, der samlede mig op, var en velhavende jødisk forretningsmand (jøderne samler mig jo hele tiden op for at takke mig for at Danmark reddede et antal jøder under krigen, skønt jeg ikke engang var født på det tidspunkt, og skønt jeg efterhånden føler mig lige så meget amerikaner som dansker). Han havde egentlig ikke lyst til at tage mig med hjem, da han var helt slået ud, dels fordi forretningen gik dårligt og dels fordi hans bror lå for døden af kræft. Han var derfor stærkt påvirket af nervepiller, men han indså, at han trængte til nogen at snakke med og tog mig derfor med hjem til konen. Det blev en meget stærk oplevelse for mig. Helt oprevede ventede de hvert øjeblik en opringning fra hospitalet om at broderen var død, og netop på denne dystre baggrund virkede mine billeder enormt stærkt på dem. Da jeg næste morgen tog afsted, takkede de mig meget og han prøvede at give udtryk for oplevelsen ved at citere “I used to cry because I had no shoes until I saw a man with no legs” med tårerne løbende ned ad kinderne. Inden jeg tog afsted gav han mig en pose med 15 film i. Fra Philadelphia tog jeg så til Norfolk for at overnatte på vej sydpå. Jeg gik rundt inde i ghettoen for at finde et sted at bo og snakkede med nogle af de gamle kvinder, som gik omkring med deres trækvogne for at samle brænde i ghettoens ruiner. En af dem fortalte mig, at hun nu kun kunne få råd til 4 svinehaler om dagen i stedet for 5 på grund af inflationen. Det var et mærkeligt syn her midt på verdens største flådebase. Jeg kom til at bo hos en 32-årig enlig sort mor. Hun var ikke af typen, der normalt ville invitere mig ind, men hendes onkel havde taget mig med til hendes lejlighed for at vise mig, hvordan loftet var utæt, i håb om at jeg var en journalist, der kunne få kommunen til at sætte det i stand. Da han var gået, kom jeg så godt ud af det med kvinden, at hun

lod mig blive. Hun havde lige fået sit første barn, og det var en vidunderlig oplevelse at se hende bruge næsten hvert eneste minut på at pusle om det. Jeg sad i timevis og så på det. Hun var også stærkt religiøs og når barnet sov, sad vi og bad sammen eller hun læste op for mig af Bibelen, mens hun holdt mig i hånden. Hun kunne sidde længe og stirre op på et Jesusbillede lige under det regndryppende loft med et blik så intenst og kærlighedsfyldt, at jeg blev meget bevæget. Efter et par dage i byen tog jeg ned til Washington N.C. og ankom lige efter at mørket var faldet på. Jeg gik rundt hele aftenen for at få nattely, men alle var bange for mig, da de troede jeg var “bustman” (hemmeligt politi). Først sagde en mand at jeg kunne bo i hans onkels hus på en sofa. Han tog mig med til en gammel rødmalet shack, der var meget beskidt og uden lys. Hans onkel kom ud med en olielampe i hånden og var frygtelig gal og brugte en stok til at demonstrere det med, men det lykkedes os at komme ind, og jeg fik nogle gamle kyllingeben i en snavset tallerken i det hjørne af skuret, der fungerede som køkken, skønt der ikke var vand. Men den gamle mand var stadig gal og det blev værre og værre, og til sidst smed han mig ud med sin stok. Han skulle ikke have nogen hvide i huset, tordnede han. Så tog han store brædder og lægter og hamrede dem op for vinduer og døre af angst for, at jeg skulle bryde ind og vandrede derefter afsted i mørket stadig skrigende og råbende. Han havde ingen tillid til hvide.

Længere nede ad gaden kaldte en kvinde fra en veranda og spurgte om vi skulle dele en dåse øl. Senere, mens jeg sad og prøvede at konversere med hendes syge mand, som sad i rullestol og ikke var i stand til at tale, så jeg hende stirre på et billede af Kristus på væggen. Lidt senere gjorde hun tegn til, at jeg skulle komme ind i det utroligt rodede soveværelse bag i huset. Jeg spekulerede over, hvad hendes mand ville tænke om det, ude af stand til at bevæge sig, som han var. Derinde omfavnede hun mig først, idet hun stirrede på mig med store våde øjne. Så pludseligt faldt hun ned foran mine fødder, og mens hun holdt om mine ankler, kyssede hun mine snavsede sko og hviskede, “Jesus, Jesus”.

Jeg er, som du ved, ofte blevet “forvekslet” med Jesus blandt sydens sorte på grund af mit hår (hvilket er en af grundene til at jeg beholder mit fjollede, flettede skæg), men i de fleste tilfælde tillader deres humor os at le sammen ad denne Jesus-identifikation. Du vil sandsynligvis se det som endnu et eksempel på “slavens” identifikation med eller direkte forgabelse i “herren”. Hvad der end ligger bag det, er det sandsynligvis af en vis hjælp for mig til at bryde igennem racebarrieren. Men i så chokerende en situation som denne havde jeg simpelthen ingen anelse om, hvad jeg skulle sige, da jeg ikke vidste, om det ville være forkert at ryste hende ud af hendes religiøse oplevelse. Jeg ledte efter et passende bibelcitat... det unyttige i, at en samaritansk kvinde drikker af Jacobs brønd... men jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Jeg stod der i mere end en time, før jeg havde mod (grusomhed) til at bryde hendes trance. Det var så stærk en oplevelse, at jeg ikke følte jeg kunne blive boende om natten.

Da jeg vandrede videre i gaderne for at finde nattely mødte jeg ved 10-tiden en sort pige, som må have været lidt fuld, for hun spurgte straks om vi ikke skulle være venner (usædvanligt for sorte piger i Syden). Hun sagde, at hvis jeg kunne finde et sted at bo den aften, ville hun komme og bo hos mig. Jeg tvivlede på at det ville lykkes, men vi gik ind i en af disse sydlige smugkroer og snakkede med hendes fætter om mulige steder. Pludselig begyndte hun at kysse mig vildt over det hele og spurgte

sødt: “Er du en hippie? “ Jeg sagde nej, men det forstod hun ikke. Egentlig var det ikke det sikreste sted at opholde sig i denne smugkro, hvor vi rundt i mørket derinde kunne skimte ca. 15-20 superflies (moderigtige kriminelle). Et par af dem kom hen og advarede mig i en venlig tone om, at det var et farligt sted, men jeg svarede overbevisende “I ain't scared of nothing”, hvilket i reglen imponerer dem, da de selv er bange for deres egen skygge i disse “joints”. Men så pludselig brød helvede løs. En eller anden må have fortalt fyren, som pigen “shackede sammen med” (bo i shack med, dvs. sort papirløst ægteskab) om vort forehavende, for pludselig kom han løbende ind med en stor kniv og gik først løs på sin pige. Heldigvis brugte han ikke kniven, men han bankede den stakkels pige sønder og sammen, slog hende i ansigtet og gav hende en gang prygl værre end jeg har set det i flere måneder. Jeg må have været ret koldblodig den aften, når jeg nu tænker over det, for jeg hev straks mit kamera op og prøvede at sætte blitz på, men i det samme kom to fyre løbende over og greb mig: “You better get the hell out of here. Når han er færdig med hende, vil han gå i lag med dig”, og de næsten løftede mig ud fra stedet. Jeg så aldrig pigen igen. Skønt jeg har set den slags så ofte, var jeg lidt chokeret, fordi jeg på en måde selv havde været skyld i det. Det er som om man ikke kan opnå dybe menneskelige kontakter uden hele tiden at blive enten offer eller bøddel. For det meste er jeg naturligvis offer, men da jeg hele tiden prøver at løbe linen helt ud med folk, sker det af og til at jeg overskrider den usynlige linie, der adskiller ofret fra bødlen. Det hader jeg, fordi jeg så er nødt til at tage skæbnen i min egen hånd i stedet for at lade andre mennesker dirigere den. Så langt nåede jeg dog ikke den aften, og jeg begynder at frygte, at jeg efterhånden er blevet så hærdet, at jeg har mistet min egen viljestyrke. Måske det var denne tanke, som plagede mig, og fik mig til at reagere anderledes end normalt senere på aftenen. Da jeg nemlig havde gået rundt endnu nogle timer, lykkedes det mig endelig ved 4-tiden at få tag over hovedet hos to gamle bumser. De var fulde ad helvede til, og der var et utroligt rod. De havde ikke engang råd til petroleum, så der var intet lys. Vi skulle alle tre sove sammen i en seng. Der var ti centimeter skidt under den og hvert 25. minut skulle en af os op for at lægge brænde på ovnen, da det var meget

koldt. Til at begynde med sov jeg imellem dem, men så gik det op for mig at de begge var homoseksuelle. Så flyttede jeg hen til væggen, så jeg kun havde en at kæmpe med, men han viste sig at være den mest brunstige. I den slags situationer affinder jeg mig sædvanligvis med, hvad der sker, men den nat var jeg ikke i det humør, måske på grund af den tidligere oplevelse i smugkroen. Han var hvad man nok kunne kalde en “dirty old man” med skægstubbe og savl, men det var ikke årsagen. Jeg har været gennem værre ting end det. Jeg var nok bare kommet til det punkt, hvor jeg var træt af at blive brugt af homoseksuelle. Jeg hader at såre folk, men den nat forsøgte jeg nok at demonstrere overfor mig selv, at jeg dog havde nogen viljestyrke tilbage. Så jeg lagde mig på siden med ansigtet mod muren. Men han rev og flåede så kraftigt i mine bukser, at jeg var bange for, at de ville gå itu, og da det er det eneste par jeg har, havde jeg ikke råd til at ofre dem. Så jeg vendte mig om med ansigtet imod ham, men han blev ved og pressede nu sit store jern imod mine ribben og begyndte at kysse mig alle vegne - kys der stank af Boones æblevin. Det værste var, at han hele tiden hviskede mig ting ind i øret som: “Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Åh, jeg elsker dig.” Well, det var måske rigtigt nok i det øjeblik, men jeg blev tosset af at høre på det. Som du ved, synes jeg, at der især hos sorte mænd er gået inflation i dette ord. Jeg synes ikke, det er noget man kan sige den første nat, man er i seng med en. Det eneste, der manglede var, at han begyndte at sige: “Åh, du kan ikke lide mig bare fordi jeg er sort”. Men den blev jeg heldigvis sparet for. Jeg lod ham kysse mig, men det tilfredsstillede ham ikke, da han var af den slags homoseksuelle, der styrer mod agterspejlet. Han blev blot mere og mere ophidset og blev til sidst så brunstig, at jeg følte mig virkelig skyldig, men alligevel gav jeg mig ikke en tomme mere. Han arbejdede og arbejdede. Til sidst ødelagde han det smukke læderbælte du gav mig, dengang jeg ikke kunne holde bukserne oppe mere. Det gjorde mig så rasende, at jeg greb hans store kanon med begge hænder og drejede den hårdt den anden vej hen imod den anden fyr, der snorkede som en damper. “Hvorfor muntrer I to jer ikke med hinanden og lader mig i fred. Jeg vil sove. “ Men det hjalp ikke, så kampen fortsatte hele natten med, at jeg hvert femte minut drejede kanonen i den anden retning (ca. 4 gange mellem hver brændepåfyldning). Endelig gik fyren ved 8 tiden og jeg fik et par timers søvn. Op på formiddagen mødte jeg ham i den lokale kaffebar. Han kom over og spurgte om jeg var gal på ham. Jeg sagde: “Selvfølgelig ikke, vi er stadig gode venner. Jeg var bare så pokkers træt i nat. “ Han blev så glad, at han begyndte at danse rundt til grin for alle derinde. Han hørte til den slags, der er udskudt blandt både hvide og sorte. Jeg var meget ked af det, for jeg følte at jeg havde ødelagt noget i mig selv. Jeg følte en dyb irritation over, at jeg ikke havde været i stand til at give ham kærlighed. I hans øjne var jeg en slags helt, og det ville have gjort ham lykkelig, hvis jeg havde givet mig fuldt ud. Der var blot et eller andet inde i mig som sagde klik den nat, så hele den næste dag følte jeg en dyb lede ved mig selv. Jeg finder konstant mange fejl i mit forhold til andre mennesker, men det værste er, når mine fejl går ud over sådanne mennesker, som allerede er sårede og ødelagte på enhver mulig måde af samfundet, der omgiver dem.

Hvis jeg ikke konstant kunne give sådanne tabere lidt kærlighed, kunne jeg simpelthen ikke holde ud at rejse så længe som jeg har gjort det. Det eneste der betyder noget for mig på rejsen er mit samvær med disse ensomme og forliste skæbner. Min fotografiske hobby er jo, når alt kommer til alt, ikke andet end en udbytning af lidelsen, der vel aldrig vil komme til at medvirke til en lindring af den. Men jeg kan alligevel ikke holde op med at registrere den, fordi den på en eller anden måde må ud til omverdenen. Den styrke, jeg får gennem samværet med disse ekstreme tabere og den kærlighed jeg ofte får fra dem, er det, som trods alt giver mig et spinkelt håb om, at mine billeder vil kunne tale selv til samfundets vindere. Når jeg alligevel reagerede så negativt den nat kan det også skyldes, at jeg for nylig havde en tilsvarende oplevelse, som sårede mig dybt. Det var samme dag, hvor jeg forlod dig i Rahway. En af de første, der samlede mig op på vejen i New Jersey var en hvid fyr, der også var i halvtredsårsalderen. Han begyndte straks at snakke om, hvordan han altid havde været det sorte får i familien og brugte endda udtrykket “dirty old man” om sig selv. Et sådant selvhad møder jeg så tit hos de ældre homoseksuelle. Han bad mig om at tage med hjem og snakke med ham, og jeg kunne ikke lade være, skønt jeg egentlig havde haft i sinde at nå North Carolina samme dag. Da vi havde snakket hele dagen, tog han mig om aftenen med i biografen, hvor han var operatør. Han kørte en John Wayne-film af den sædvanlige slags. Midt under filmen begyndte han at tage mig på lårene. Det undrede mig egentlig ikke, men

jeg fandt det så ironisk, at han hele tiden stod og kommenterede filmen især de mere slagkraftige afsnit med stærke tilråb til John Wayne: “Gi dem nu en på skrinet, tvær dem ud” osv. Hvordan kunne han i den grad identificere sig med John Waynes uhyggelige univers af mandschauvinisme og machismoundertrykkelse, som jo mere end noget andet havde undertrykt ham gennem hele hans liv og givet ham dette voldsomme selvhad. I pausen gik jeg rundt i det store shoppingcenter, hvor biografen lå. Ligemeget hvor jeg gik, fulgte denne købevenlige plastic-musik fra højttalerne mig, og jeg fik pludselig en frygtelig lede ved Amerika, som jeg fejlagtigt sidestillede med min John Wayne-oplevelse. Men midt i leden følte jeg, at selv om disse mennesker i den grad er deres egne undertrykkere, måtte det være muligt at trænge ind til dem og løsrive dem fra dette sadomasochistiske mønster. Da jeg om aftenen kom hjem til ham, prøvede jeg at se alt det smukke i ham. Det var ikke let, for han var vitterligt af den type, som samfundet har dømt som ulækker og sjofel, men med al den energi jeg netop havde modtaget fra mit ophold hos dig, havde jeg et sådant overskud den nat, at jeg virkelig tror, at jeg glimtvis elskede ham. Men så skete det som var med til at slå mig ud. Midt i nattens hede i sengen gled min paryk af og ud faldt mit lange hår. Jeg kunne tydeligt se hans forbløffelse og ubehag, men han prøvede at holde det tilbage og mumlede noget i retning af: “Nå, men i det mindste er du da ikke en beskidt hippie. “ Men fra det øjeblik var vores forhold slået i stykker, og det lykkedes mig ikke at få ham til at åbne sig igen. Helst ville han sikkert have smidt mig ud med det samme, men jeg fik lov at blive, da det øsregnede ude i natten. Skønt han var lille og havde små stumpede ben, var han så tyk, at jeg måtte sove helt ude på kanten af sengen og kun kunne holde mig oppe ved at støtte mig på gulvet hele natten med den ene hånd. Jeg kunne derfor ikke sove, men lå blot og tænkte på, hvor mærkeligt det er at folk kan have så stærke fordomme, at de tager dem med sig endog i sengen. Da det stadig øste ned næste morgen, spekulerede jeg på, om jeg skulle blive endnu en dag for at prøve at trænge gennem isen, men det var åbenbart ikke hans opfattelse af tingene. Uden næsten at mumle et ord kørte han mig ud til hovedvejen nær Milltown, hvor jeg stod i øsende regn de næste 7 timer, da folk jo aldrig vil samle en op, når man har mest brug for det. Man må være tosset, hvis man står ude i regnen, tænker de. Langt om længe var det så, at den jødiske
82

forretningsmand fiskede mig op. Som du kan forstå, var jeg næsten lige så langt nede som han, men fortalte ham dog ikke om min deprimerende oplevelse. Nå, men jeg vil fortælle dig mere om Washington i et senere brev og blot slutte af med at fortælle, at jeg nu er ved at komme ud af den depression, du bragte mig i dengang, skønt mindet om dig stadig hænger som en tung mørk sky over min rejse. Det er stadig et mysterium for mig, hvordan jeg kunne blive så såret over vores forhold, og hvorfor det tog den retning, det gjorde. Skønt du er yngre end jeg, udviklede det sig alligevel til noget i retning af et mor/søn forhold, hvilket jeg ikke på nogen måde kunne have forestillet mig i min første forelskelse. Din styrke og visdom lod dig ikke forføre ind i et så urealistisk forhold, som vores ville være blevet. Du tilhører det sorte bourgeoisi og skønt jeg elskede at slænge mig i dine luksuriøse polstrede møbler, burde jeg alligevel med det samme have indset, at det ikke var min verden. Du var fascineret af mit vagabondliv og støtter mig i mit projekt ud fra en følelse af sort stolthed, men din stolthed blev alligevel truet af den verden jeg repræsenterede. Lige fra dine forfædre der fik en uddannelse af slaveherren, har din slægt holdt denne klasseforskel i live, og jeg kan ikke undgå at føle, at denne milevide psykologiske kløft, du er blevet opdraget til føle mellem dig og den ghetto, jeg normalt færdes i, i virkeligheden var det, der ødelagde vores forhold. Men ligegyldigt hvordan jeg analyserer det og prøver at forstå det, har jeg svært ved at acceptere, at det skulle gå sådan imellem os. Den lidelse jeg gik igennem i dit hus, ønsker jeg aldrig at opleve igen, men jeg er alligevel blevet så meget fatalist som vagabond, at jeg tror den har været god for noget, og at den vil gøre det lettere for mig at identificere mig med andre menneskers lidelse, skønt den lidelse jeg normalt ser omkring i samfundet jo naturligvis er af langt voldsommere styrke. Men med denne modifikation vil jeg alligevel bruge ordet til at beskrive den proces jeg gik igennem hos dig. Uden denne lidelse kunne du ikke have slået mig så meget ud af balance. Lige fra det øjeblik, hvor det gik op for dig pr. intuition eller intellekt, at vi ikke passede sammen, og din forelskelse kølnedes til en vis afstandtagen, oplevede jeg en stigende desperation i mig selv. Jeg er af natur meget lidt aggressiv, som du ved, og tilmed ikke-defensiv, men konfronteret med din begyndende afvisning, oplevede jeg en stigende aggression, der blev mere og mere uudholdelig. Med al din psykologiske indsigt har du sikkert anet den, men under alle omstændigheder brød den ud i lys lue den nat, hvor jeg flyttede ind i din seng uden at være blevet inviteret og dermed brød mit faste princip på rejsen: aldrig at krænke folks gæstfrihed. Men skulle jeg virkelig illustrere den psykologiske desperation jeg følte overfor dig i min forelskelse, en desperation, stærkere end nogen, jeg tidligere har følt overfor en anden kvinde, kan jeg ikke gøre det bedre end ved at lade W.E.B. Dubois' velkendte citat beskrive min stemning: “Det er svært at illustrere kastesegregationens fulde psykologiske betydning for andre. Det er, som ser man ud fra en mørk hule i en stejl bjergside, ser ud på folk, der passerer forbi, og taler til dem; taler elskværdigt og indtrængende og fortæller dem, hvordan disse begravede sjæle er forhindret i at bevæge sig frit, at udtrykke sig og udfolde sig frit; og hvordan deres løsladelse fra fængslet ikke blot er et spørgsmål om velvilje, medfølelse eller hjælp til dem, men at det ville være en hjælp for alverden. Man bliver ved med at tale, roligt og fornuftigt, men man ser, at de forbipasserende end ikke drejer hovedet, og hvis de gør, kaster de blot et nysgerrigt blik på een og går videre. Efterhånden trænger det ind i fangernes sind, at menneskene, som går forbi, ikke hører dem; at der er en slags tyk usynlig men i allerhøjeste grad håndgribelig glasbarriere mellem dem og omverden. De bliver ophidsede, de taler højere, de gestikulerer. Nogle af de forbipasserende standser nysgerrigt op; denne gestikuleren synes så meningsløs; de ler og går videre. Enten hører de stadig væk intet, eller også hører de kun svagt, og hvis de hører noget, så forstår de det ikke. Menneskene, der er spærret inde, bliver hysteriske. De skriger op og kaster sig mod glasbarrieren, og i deres fortvivlelse opfatter de knapt nok, at deres skrig drukner i et tomrum, og at deres fagter måske blot virker komiske på dem, der betragter dem udefra. - Måske er der hist og her nogen, som bryder igennem blødende og vansirede, og de opdager, at de står ansigt til ansigt med en skrækslagen, utilnærmelig menneskehob, der frygter for deres egen eksistens. “

Jeg tror ikke dette billede af min sindstilstand i de dage er ret meget overdrevet, så vanvittig var min forelskelse. Men det undrer mig, at du på så tidligt et tidspunkt kunne indse, hvor skævt vort forhold var. Et ægteskab imellem os ville, når alt kommer til alt, have haft denne usynlige glasbarriere imellem os med mig inde i hulen, som jeg har viet så meget af mit liv til, og dig udenfor. Med al din overklassenatur kunne du aldrig have levet det liv jeg fører i hulen, og som jeg prøver på at vise omverdenen med mine billeder. Jeg ved, at jeg altid i mit sind på en eller anden måde vil være at finde i den hule, mens du ligesom jeg ved, at du altid vil være udenfor på trods af en vis indsigt i hulen. Hver gang jeg begravede mig for dybt i hulen og følte mig fortabt, kunne du straks med din visdom og dybe menneskelige indsigt forklare det for mig og sætte det hele på plads. Det var derfor ikke underligt, at du mere og mere blev en slags mor for mig på trods af al min modstand. Hvad jeg blot frygter er, at du til trods for din forståelse af hulen, alligevel er blevet præget så meget af din klasse, at du, når det kritiske punkt kommer, hvor glasbarrieren vil blive brudt, til syvende og sidst vil være at finde ude blandt den skrækslagne og fjendtlige menneskehob. Skal vi undgå dette må vi stadig arbejde sammen. Hvis det var urealistisk med et ægteskab imellem os, der for mig i hulen uundgåeligt var blevet destruktivt, så er det i al fald ikke urealistisk med et dybt venskab imellem os. Hvis du fortsat vil støtte mig og råde mig, kan vi i et sådant venskab efterhånden nedbryde denne glasbarriere og opbygge et forhold af samme styrke og værdi, som det forhold vore to racer vil have i det post-raciale Amerika, når vores fælles kamp er overstået. Gennem vort fortsatte venskab kan jeg således bygge den bro over floden, så at mit værk ikke blot bliver en enkelt hvid mands elfenbenstårn. Min kærlighed til dig har stadigvæk mere karakter af forelskelse end af venskab. Din skønhed og bløde store afro, din blide dybe og (moderlige) stemme og dine søde læber, som plejede at kysse mig vågen om morgenen, piner mig stadig i tankerne. Men så snart jeg er ude af denne sindets huletilstand måske allerede om et par måneder, vil jeg være tilbage i Rahway, og vi kan begynde at opbygge vort venskab - et venskab, uden hvilket det aldrig vil lykkes os at nedbryde glasbarriererne og bytte bro til et nyt og smukt Amerika. Indtil da forbliver du min elskede, men fjerne og uopnåelige Edwina.

With love, Jacob.

I Alabama kom jeg til at bo hos den rige indehaver af flere banker, som han selv havde bygget op. Denne bankmand var en af de mere liberale i Alabama og havde ansat niggere i sin bank, selv om han dog kaldte dem for negre, når han var i deres nærvær. Tit under min rejse fik jeg - som den fattige landstryger jeg var - i perioder en stærk lyst til at tage mig en uddannelse for at gøre karriere og komme på toppen af samfundet, men hver gang jeg som her kom til at leve det såkaldt gode liv på toppen, fik jeg i reglen så stærk kvalme, at jeg hurtigt flygtede ud på landevejen igen. Hvor kom nemlig alt dette guld fra, som han brugte til sit luxushjem udenfor byen? Han fortalte mig, at han havde skabt sin formue bl.a. ved at give banklån til fattige sorte fæstebønder, så de kunne købe sig et muldyr eller flytte fra den rønnede shack til en flot skurvogn og tilslutte sig det nye plastikproletariat på mere end 30 millioner amerikanere. Men mangen en fæstebonde i syden kan end ikke få råd til denne billige bolig. Han har problemer nok med at betale af på sit muldyr og er i konstant gæld ikke blot til banken, men også til den hvide godsejer, som ejer markerne og til hvem han ofte må betale størstedelen af sin høst, fuldstændig som bønder i Danmark under hoveriet måtte betale kirken og herremanden. Dette system startede efter slutningen af borgerkrigen, da hverken plantageejerne eller de frigivne slaver havde penge. Drevet af sult til at arbejde for lidt eller intet indgik de fattige sorte aftaler med deres tidligere slaveejere om at låne jord såvel som husly og såsæd. I teorien skulle de dele profitten når høsten var solgt. Men gæld og

uærlig bogføring bragte i reglen fæstebønderne ud i en situation, der materielt set var værre end under slaveriet, hvor slaveherren i det mindste havde en interesse i at bespise dem. Systemet fortsatte fra generation til generation og oveni den evindelige gæld til godsejeren kom gælden til landhandelen og senere banken, alt sammen medvirkende til at skabe en hvid overklasse. Denne bankmand i Alabama havde skrabet så meget til sig, at han kunne tage mig på en flyvetur i sin private flyvemaskine for at se på niggerne lidt fra oven.

Senere besøgte jeg denne fæstebonde, der boede i nærheden af bankmanden. Både han og konen var 78 år gamle og burde være holdt op med at arbejde for mange år siden. Men som han sagde til mig: “Jeg er nødt til at arbejde, indtil jeg falder om på marken. Sidste år fik min kone en hjertesygdom, så nu må jeg gøre arbejdet alene.” To gange om året gik han til den lokale forretning for at købe en smule mel og lidt sukker. Det var det eneste hvad de overhovedet købte. Jeg spurgte ham om hvad de fik at spise om morgenen. Han svarede: “Et glas the og lidt roeblade. “ Hvad så til frokost, spurgte jeg. “Blot roeblade”, svarede han. Og hvad med aftensmaden? “For det meste roeblade” lød svaret. Under mine bestræbelser på at finde ud af forholdene for disse fæstebønder løb jeg ind i en næsten uigennemtrængelig mur af frygt og intimidering. Jeg havde forestillet mig, at denne frygt udelukkende var historisk betinget indtil en aften, hvor jeg efter et besøg hos en sådan fæstebonde kom gående de 15 km ned ad en blind vej til min egen shack, og jeg pludselig gik i et baghold af en pickup truck, der blokerede vejen og havde lygterne rettet lige imod mig og geværer strittende ud. Det lykkedes mig at snakke mig ud af situationen med disse hvide, men lidt efter lidt gik det op for mig, at denne form for intimidering var dybt rodfæstet i det voldelige gældsfangesystem, hvormed man traditionelt har forhindret fæstebønder og daglejere i at flygte fra deres “gæld” ved hjælp af prygl, fængsling og mord. Under 2. verdenskrig (hvor USA blev beundret som frihedens land) indrømmede dets justitsministerium at “der er flere negre der holdes som gældsslaver idag end der rent faktisk var slaver før borgerkrigen”. Alligevel gjorde justitsministeriet intet for at retsforfølge disse slaveejere, som endog solgte gældsslaverne til hinanden. Skønt der var et stigende antal gældsfangesager i 1970'erne, er det kun de færreste der ender i retten; og kun de mest grusomme som en sag i 1980 hvor en plantageejer lænkede sine arbejdere for at forhindre flugt, når frem til pressen.

Jo mere jeg trængte ned til denne understrøm af rædsel og terror, jo mere følte jeg, at vort århundrede har haft en langt voldsommere indflydelse på den sorte psyke end det sikkert mere paternalske historiske slaveri. Jeg begyndte at fornemme en afgrundsdyb kløft til den uvidenhed, jeg overalt mødte hos de hvide, som synes for evigt at være ude af stand til at forstå, hvorfor deres egne hvide forfædre havde kunnet “klare den” efter kort tid, mens de sorte efter 100 års “frihed” havde været “ude af stand til at klare sig”. Denne bankmand, som var en af de seneste til at nyde godt af denne voldelige uvidenhed, havde uden at vide det føjet endnu en brik til mønstret af frygt og hunger, jeg havde set i den landlige underklasse. De fleste steder i den vestlige verden er det økonomiske system så kompliceret, at det er svært at forstå dets indre mekanik. Men nogle få steder er systemet så forenklet i sin udbytningsproces, at det er let at se, hvor f.eks. denne bankmands minkpelse kommer fra. Det eneste bankmanden ikke kan købe er virkelig lykke. Jeg så igen og igen at overklassen i stedet må nøjes med at købe nervepiller og whisky.

Sulten - og årsagerne til den - som jeg havde set omkring bankmanden var dog ingen undtagelse. Den herskende amerikanske filosofi siger, at hvis mennesket sulter, er det dets egen skyld, fordi det ikke vil arbejde. Men hvorfor arbejder de sultende så hårdere og i længere tid end de folk, som faktisk er skyld i at de sulter? Det er børnene, en sådan samfundskynisme går mest ud over. Ovenstående kort viser de distrikter, som en senatskommission har erklæret for sultens katastrofeområder. I mange distrikter er børnedødeligheden blandt sorte børn mellem 1 og 12 mdr. 8-10 gange højere end blandt hvide. Til sammenligning var den sorte børnedødelighed kun dobbelt så høj som den hvide under slaveriet (nøjagtig som den er for landet som helhed den dag i dag). Med andre ord dør mere end 6,000 sorte spædbørn årligt fordi de ikke har samme sundhedsog ernæringsvilkår som de hvide. Eller endnu værre: mere end 8,000 sorte spædbørn ville ikke dø hvert år hvis de havde adgang til den sundhedspleje, med økonomisk bistand, fødselsforberedelse og ugentlige besøg af sundhedsplejersker både før og efter fødslen, som vi tager for givet i en velfærdsstat som Danmark.

Men når jeg undersøgte de officielle statistikker for at finde ud af hvor mange der rent faktisk dør af sult, fandt jeg ikke mange, hvilket først overraskede mig, da jeg havde set børn sløvede af blodmangel overalt. Underernæring bevirker nemlig, at kroppen får en nedsat modstandskraft mod sygdom. Sultedøden kan derfor på dødsattesten kaldes for f.eks. lungebetændelse. Overalt i syden så jeg disse små gravskrifter gemt væk i markerne. Men døden repræsenterer blot toppen af isbjerget. Millioner af sorte børn har været udsat for faren for uhelbredelig hjerneskade som følge af sult, der også bevirker ladhed, apati, fremmedgørelse og uarbejdsdygtighed - den onde cirkel, der hjemsøger undertrykte i den Tredie Verden. I reglen er det svært at komme tæt på disse triste, indadvendte børn, da de er utroligt frygtsomme over for fremmede. Det er også svært at fotografere sult, da det kun er få, som er synligt afmagrede. De fleste bliver i stedet overvægtige fordi de må spise en mængde kulhydrater for at få tilstrækkeligt med protein.

Caroline is starving to death. Slowly.

Yes, and It's happening right here in the U.S.A. Right this minute as you read these words. Who's Caroline? One of thousands of hungry children throughout the rural South suffering from a lack of nourishment so severe it affects her present health and the development of her mind and body.

In the words of a white Southern doctor to a Senate committee . . "Malnutrition is not quite what we found; the boys and girls were hungry, weak. In pain, sick ., suffering from hunger and disease and, directly or indirectly, they are dying from themwhich is exactly what starvation means."

A few years ago, the NAACP Emergency Relief Fund was established to do something about this critical situation. Arid it's working. In the last three years, alone, 112,988 of the neediest people have been assisted. What's more, by providing the money for buying Federal food stamps, the food purchasing value of this

assistance has multiplied an average of nine-fold)

Thus your tax-deductible $10 contribution to the NAACP Emergency Relief Fund buys about $90 worth of urgently needed meat, milk and bread. Just $25 can feed a large family fore monthl

Please help by sending as little or as much as you can. Today?

Thank you.

Det jeg således spiste igen og igen i fattige shacks var majsbrød, kornvælling og bagte bønner med fedtklumper i. I bedrestillede hjem fik jeg mere traditionel “soul food”: skinkeben, svinemave, finker, griseører, -fødder og -haler, og lignende fede krummer fra de hvides bord. Men hundredetusinder får i dag mindre end de 31/2 pund bacon og svinekød en markslave modtog ugentligt under det historiske slaveri. Forkert kost gør folk sløve og udsætter dem for alverdens sygdomme, hvilket er en af grundene til at de sortes levetid i USA er 7 år kortere end de hvides. Under den sidste senatshøring om underernæring erklæredes det gentagne gange at “denne tragedie kan ikke få lov til at fortsætte. “ Det var i de gode år: kort efter valgte amerikanerne Reagan til at udvide den stille hær af 10 millioner sultne amerikanere. Problemet er, at de fleste amerikanere ikke er i stand til at se sulten. I de år jeg rejste, fandt jeg dem i stigende grad skyde skylden på ofrene selv som følge af disses sløvede adfærd, fremfor på regeringens sløvhed. Den værste sult findes stadig på øde sideveje og blandt byernes ældre mennesker. En sulten hund er et godt tegn på, at der er sultne i området. Om vinteren, når sulten er værst, kan man i syden se de sorte grave rødder op fra de hvides marker. Sulten driver også mange til at spise jord. I Alabama, Mississippi og North Carolina spiser næsten 50% af sorte kvinder jord. Denne pige, som var sløv og træt af jernmangel, førte mig til den lerskrænt, hvor hun plejede at grave efter den mad, som hun delte med sin søn.

- Spiser du altid jord?

- Engang imellem.

- Smager det godt?

- Udmærket. (Med forundring) Spiser du det aldrig? - Nej, men jeg har lyst til at prøve. Hvad kalder I det? - Sød jord.

- Jeg har ellers hørt folk kalde det Mississippimudder mange steder oppe nordpå. Spiser du aldrig vaskestivelse?

- Nogle gange.

- Hvem ellers spiser jord heromkring?

- Min mor og min tante deroppe i det hvide hus og alle andre, tror jeg.

Det personlige møde med gråden, rastløsheden og de konstante snotnæser hos de børn, som uophørligt græder fordi de går sultne i seng, virker næsten befriende og langt at foretrække fremfor de tomme øjne og den dødsens stilhed hos de børn, som sulten har gjort så apatiske, at de ikke længere er i stand til at græde. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, hvordan en sådan sult gennem hele det sorte Amerikas historie har indprentet sig i sindet. Hvilken virkning får det på et folks sjæl, at det hele tiden må se mødre lægge børn i graven? Eller se mødre dø i brutalt omfang: 13,600 sorte kvinder dør hvert år i barselsseng. Kun 3,481 ville dø hvis de havde adgang til hvid sundhedspleje og mindre end 2000 hvis de havde skandinaviske sundhedsforhold. Og hvad skal resten af verden mene om et samfund, som ofrer milliarder af dollars på rullende ståltingester, mens det dømmer sine børn til kun at rangere som nr. 15 lavest i børnedødelighed? 17,686 spædbørn lod det dø uden grund i 1977. Hvad afslører det ikke om dette samfunds prioritering, at det har ladet automobilkirkegården i baggrunden indhegne, men ikke menneskekirkegården i forgrunden? Prioriteringer, som f.eks. tillod General Motors at opkøbe og ødelægge sporvejssystemerne i de amerikanske byer i 1936 for at kunne sælge flere biler - en sammensværgelse for hvilken General Motors direktør blot blev idømt en bøde på 1 dollar ved en landsret - skønt det for evigt fangede amerikanerne i cement-spaghetti labyrinter - som f.eks. den i Los Angeles, som forårsager 500 dødsfald om året med sine 460,000 tons bilforurening.

Kapitalismen, hvis love er uigennemskuelige for de fleste mennesker, manipulerer konstant med individet uden af det selv er klar over det. Vi får i den vedvarende propaganda gennem historien om Rockefeller og A.P. Møller en lektion i muligheden for succes. Den enorme fattigdom og lidelse, som er nødvendig for at skabe en Rockefeller fortæller ingen om. Vejen til succes bliver fremstillet som en vej med hindringer, som en målbevidst og beslutsom mand med de nødvendige egenskaber kan overvinde. Belønningen venter i det fjerne. Vejen er ensom, og for at klare den, må man tillægge sig egenskaber som en ulv: man kan kun klare sig ved at forårsage andres ulykke.

Hvordan denne ulvefilosofi ytrer sig i praksis er ikke svært at se. Dens kæmpemæssige pengepaladser, der er smækket op midt i sorte slumkvarterer, er blot den mere outrerede side af dens sygdomsbillede. I kvarterer, der er befængte med rotter og snavs og vold går man lige ind i banker bygget som slotte af marmor med guldbelagte kæmpesikkerhedsluger. Jo, penge er der nok af i bankerne og forsikringsselskaberne og blandt dem, der ejer dem. Men hvorfor, spørger jeg - med gadens og vagabondens moral - hvorfor er der så ingen penge til min forkrøblede ven, Lee, som må sidde udenfor på gaden hver dag og tigge småmønter?

Lee, som fortalte mig, at han havde gået på universitetet i sine unge dage og studeret jura, da han pludselig måtte afbryde sin karriere fordi han fik polio. Han læste stadig, og jeg stjal flere bøger til ham om det som interesserede ham mest: nemlig forretningslovgivning, som han stadig troede på som et middel til at trække sig selv op ved støvletropperne. Lee var ikke blot som så mange andre et offer for sin egen filosofi, men led tillige ved at være en karrikatur på den sociale sygdom, som bestemmer at læger skal tjene så meget, at de fattige ikke har råd til at gå til læge. Hvorfor skal de tjene fra 2-8 gange så meget som læger i noget andet land og derved opmuntre svage karakterer til at flygte til Amerika af den hæslige grund, at de der kan tjene mere på andres lidelser? Hvorfor skal de sammenlagt tjene mere end A.T. & T. ($ 40 milliarder), og derved få en “profit” på $ 37 milliarder i forhold til hospitalsarbejdernes minimumslønninger (AT & T's profit: $ 5 milliarder) ? Hvorfor skal middelklassen betale mindre end 4% af sin indtægt på sygehjælp mens de fattige må betale mere end 15% (for sendrægtig tredie og fjerde klasses service) med det resultat at de mest velhavende hvide amerikanere er ligeså sunde som danskere, mens fattigt (sort) helbred er på mange ulandes niveau? Hvorfor er der færre læger i sorte ghettoer per indbygger end i selveste Centralafrika, og hvorfor aflægger de aldrig sygebesøg der? I Norfolkghettoen tilbragte jeg en hel dag med at trøste en ensom mand slået ud af sorg over at hans kone var død natten før, fordi han ikke var i stand til at få hende til en læge, og pludselig kunne jeg ikke undgå at få en stærk skyldfølelse, som drengen der råbte ulv, ved at mindes alle de morgener i min barndom hvor lægen blev tilkaldt til min “utilpashed”, fordi jeg ikke

102

havde fået lavet mit hjemmearbejde til skolen. Men få har råd til at råbe ulv midt i et ulvesamfund, hvor sundhed for profit i allerhøjeste grad er en dødens forretning: 24,000 sorte dør hvert år af mangel på sygepleje på de hvides niveau; 39,500 amerikanske kvinder dør hvert år i barselsseng af mangel på “skandinavisk sundhedsforsorg”, mens amerikanske mænd kun rangerer som nr. 35 i levetid blandt F.N. medlemmer.

103

Dødsstatistikkerne viser kun overfladen. Denne mand sidder hele dagen sammensunket i en stol og stirrer på de to, som engang havde givet ham så meget håb, Martin Luther King og Robert Kennedy. Hans kone ligger i sengen, syg og svækket af sult. Hun har ikke råd til diabetisk mad, da de kun får 600 kr. om måneden. De er ensomme og forladte, glemte af samfundet i en verden af tomhed, kun afbrudt af stille, forstemmende regndryp gennem loftet. Den værste af fattigdommens sygdomme er uden tvivl apatien: den sindstilstand, som millioner af mennesker hensættes i, når de erkender at de ikke kan klare sig i ulvefilosofiens klatreoptimisme og derfor giver op overfor tilværelsen. De fattige i USA er i mindretal og oplever overflodens kontraster overalt omkring sig. Der er derfor ikke det sammenhold og den stolthed, som tit præger landsbysamfund i den tredie verden. I USA er fattigdommen grusommere og psykologisk langt mere ødelæggende end noget andet sted i verden. Man får konstant at vide at det er ens egen skyld at man er fattig, og kommer således ind i en tilstand af voldsomt selvhad - en morbid tilstand jeg ikke har set magen til noget sted i verden. Denne sindstilstand er med til at dræbe kærligheden i samfundet: det usynlige netværk af tråde af gensidig samhørighed og tillid, som burde flyde mellem menneskene i et sundt samfund. Ødelæggelsen af kærligheden skaber grobund for en stigende mistillid og frygt mennesker imellem. Skønt frygten dirigerer alle i samfundet, er det dog først og fremmest de fattige, den lammer.

104

Noget af det, jeg har sværest ved at vænne mig til i Amerika, er denne allestedsværende frygt - og de reaktioner, den afføder. Ikke blot den primitive angst for andre mennesker, men endnu mere skræmmende den institutionaliserede frygt for alderdom, sygdom og utryghed, som synes at formørke de gyldne år for de fleste mennesker og får dem til at tænke og handle på måder, man føler er totalt irrationelle og selvtilintetgørende, når man selv er blevet formet af “vugge-til-grav” velfærdstryghed. Ønsket om hvidt overherredømme er et af de resulterende lidelsesmønstre i ofrene for en sådan frygt. Dette har igen fået mange sorte til at frygte hvide som denne kvinde, der først flygtede fra mig: - Er I bange for hvide heromkring?

- Menneske dog, jeg skal ikke nyde noget af de hvide. - Hvad er der i vejen med de hvide?

- De hvide ødelægger livet for os, de brænder vores huse ned, de tager vores mænd, de ødelægger vores mænd, de gør alt muligt forkert... jeg taler om de hvide heromkring... Hvad er du?

- Jeg er ikke sydlig hvid...

I reglen følte jeg, at de sorte overdrev, når de fortalte mig den slags ting. Jeg har altid haft en lidt naiv tillid til det gode i mennesker sandsynligvis fordi jeg ikke selv er opvokset i fattigdom og utryghed. Uden denne tillid kunne jeg ikke have rejst som jeg gjorde, idet min tillid i reglen direkte hjalp med til at fremelske de gode sider i menneskene. Følgelig kom jeg derfor godt ud af det med sydens hvide, som jeg med deres varme og ærlighed holder mere af end Nordens måske nok mere liberale, men også mindre varme og direkte hvide.

Den bitre sandhed gik dog ved en bestemt lejlighed op for mig. Jeg boede hos en enlig mor, Mary, langt ude på Alabamas ødeveje i en shack uden vand og toilet, men med elektricitet og fjernsyn, og et gammelt køleskab som tog sig godt ud mod hyttens papkassevægge. Mary og jeg romantiserede vores forhold i disse barske omgivelser, men hendes tillid til folk omkring hende var ikke som min, og hun havde tre pistoler og et gevær under sengen. Det var lykkelige og afslappede dage, jeg havde der sammen med hende og hendes søn, skønt jeg mistede lokale hvide venner på grund af forholdet. Jeg syntes, det var underligt, at Mary ligesom mange andre af Alabamas sorte havde stemt for racisten George Wallace. Men jeg havde allerede set mange andre eksempler på, at den massive borgerlige propaganda er så stærk, at den tit kan få folk til at stemme imod deres egen dybere interesse. Da jeg skulle rejse bort for at se et Ku Klux Klan-møde oppe i Kentucky, gav Mary mig et sølvkors, som skulle beskytte mig. Men det skulle snart vise sig, at Mary kunne have haft mere brug for dette sølvkors end jeg. Åbenbart uden anden grund end at hun havde haft en hvid mand boende i sit hus, kastede tre hvide en nat en brandbombe ind i hendes køkken, og hele huset stod i flammer i løbet af sekunder. Det lykkedes hende at få sønnen ud, men skønt hun løb tilbage tre gange, indebrændte hendes bror, som lå og sov. “Jeg ku ikke få ham ud... De måtte trække mig væk før jeg selv brændte... Jeg var i choktilstand. “ Min egen reaktion var en blanding af chok og stærk harme mod dette barbariske system, men også medlidenhed med de hvide, som var direkte ansvarlige. Først senere, under indflydelse af samfundets de facto apartheid-moral, blev jeg gjort bevidst om, at jeg i realiteten selv kunne have været ansvarlig for tragedien, og blev igen kastet ud i mit tilbagevendende moralske dilemma: I hvilket omfang kunne jeg som udeforstående have fuldt udviklede menneskelige relationer til dem, der er dømt som pariaer? Et samfund, som ønsker at bevare kaster, vil altid fordømme sådanne forhold. Jeg havde troet, at bombninger hørte 60'erne til, men selv om Mary og jeg havde været klar over faren, ville det så have ændret vores tro på retten til at ændre et forkrøblende tabusystem på det personlige plan? Med faren det betyder for andre og een selv. For Mary blev det et hårdt år. Hendes mor døde af sygdom ligesom faren gjordet det året før. Og lige før broren blev offer for apartheid, blev hendes søster myrdet i Georgia.

106

Interview med en hvid (yderst til venstre), som samlede mig op tæt ved Marys bopæl i Alabama: - Hvad synes De om integration?

- Det går jeg ikke ind for. Lad dem holde sig for sig selv. Jeg vil ikke blandes med dem, gå i skole eller i kirke med dem. Jeg har ikke noget imod niggere. De kan ikke gøre for de er niggere, ligeså lidt som jeg kan gøre for, at jeg er hvid. De er en anden race og lad dem blive ved med at være anderledes.

- De har altid stemt på Wallace?

- Helt bestemt... Men Wallace har ikke noget imod niggere hvad angår deres nigger-væsen... Der er masser af niggere, som stemmer på ham; han får masser af niggerstemmer.. .

- Hvad syntes De om Martin Luther King?

- Hvem... Martin Luther King? ... Hva'r - (spytter ud af vinduet) Han var ikke andet end en ballademager... en kommunistisk agitator...

Når jeg lyttede til sådanne hvide, var jeg klar over at jeg hørte historiens stemme. Opvæksten under det hvide overherredømme havde aldrig virkeligt givet dem noget valg. Den smerte, som var blevet givet dem i barndommen af forældrenes og omgivelsernes lidelsesmønstre, havde i sidste instans ødelagt deres egen evne til at tænke frit. Bombningen af Marys hus var den yderste, men logiske konsekvens af denne undertrykkelse. Jeg vidste, at hvis de som børn var vokset op i Norden, ville de ikke nødvendigvis være endt med at tænke og handle så ondt. Og måske endnu mindre hvis de var vokset op i Skandinavien: da jeg en dag viste mine billeder - iblandt dem det af Mary i sengen - til en sådan sydlig hvid, gik graden af min forbrydelse mod dette apartheid-system op for mig. Som “neutral” Skandinav fandt jeg Mary yderst smuk og attraktiv og fik derfor ikke så lidt af et chok, da jeg så den væmmelse og dybe afsky, denne hvide mand gav udtryk for ved tanken om at være sammen med denne “beskidte, mørke, frastødende hud. “ Lidt efter lidt indså jeg, at dette negative syn havde rødder i det hvide overherredøme og var endt med at blive en indvendiggjort, og dog dybt tilegnet ærlig overbevisning, som havde smittet af ikke blot på de hvide over hele Amerika, men også på de sortes eget syn på mørkhudet skønhed.

108

Vagabonder og sorte har et særligt forhold til de fattige hvide, som knap nok eksisterer for resten af samfundet. Med geværer hængende i deres små lastbiler som magtsymboler er det dem, som skyder på blaffere sent fredag aften, smider ølflasker efter os på andre aftener og prøver at køre os over i alle døgnets timer. Mens de bedrestillede hvide sætter tonen, er det de fattige som udøver det meste af den direkte fysiske undertrykkelse af de sorte. Det er dem de sorte med foragt kalder “fattigt hvidt affald. “ Det var dem som fik de brutale og sadistiske roller som slavevogtere og -jægere. Ligesom de fattige hvide i nutidens Amerika fornemmede disse slavefogeder at de blev ringeagtet af plantagesamfundet og lod deres usikkerhed og fjentlighed gå ud over de sorte i ubarmhjertig grusomhed. Det var denne klasse, som myrdede mere end 5,000 sorte i officielt registrere lynchninger og titusinder af andre i uofficiel vold. Det var dem demagogiske Jim Crow politikere henvendte sig til. Men da de sorte fik stemmeret og svingede det politiske pendul mod mere liberale politikere, mistede de fattige hvide meget af deres politiagtige opsynsrolle og den lille stolthed, de havde. De identificerer sig dog stadig med vogterrollen, og jeg hørte dem til tider snakke om at “shoot up nigger town. “ Ligesom de sorte lider de af selvhad og reagerer derfor voldeligt mod omgivelserne ved f.eks. at smide affald over det hele. Når jeg gik på jagt sammen med dem, så jeg dem ofte udfolde en unødvendig grusomhed overfor vildtet. Også de sulter og har som følge deraf en lav intelligens. De er næsten endnu mere frygtsomme end de sorte, og når jeg nærme

110

de mig deres shacks, løb de ofte skræmte ind og låste dørene. Med deres ringe uddannelse skyldes deres lidelse til dels, at de er blevet indoktrineret med kastefølelsen at “ingen nigger kan nogensinde opnå en status som selv den laveste hvide, “ og de føler sig derfor tabt bag en vogn ved at se, at mange sorte i dag bor bedre og har bedre arbejde end de selv. De føler at “niggerne har fået for mange rettigheder. “ De forstår ikke den indre dynamik i systemet, som ofte gør dem arbejdsløse, og skyder derfor skylden på nogen, som er lidt anderledes - ligesom den tilsvarende udsatte befolkningsgruppe i Danmark bruger fremmedarbejderne som syndebukke. Hvis de synes mindre desperate og trøstesløse her, kan det skyldes den større økonomiske lighed og tryghed skabt for netop denne befolkningsgruppe af vores vugge-til-grav velfærdssamfund. Med vore tragiske europæiske erfaringer med fascisme, finder jeg denne tryghed tvingende nødvendig, især i tider med høj arbejdsløshed, for at folk kan hvile i sig selv, have tillid til sig selv og omgivelserne og holde op med at skyde skylden for egen ulykke på anderledes befolkningsgrupper. Når jeg boede hos fattige hvide amerikanere, begyndte jeg at forstå hvordan denne manglende tryghed, kædet sammen med den vedvarende ufølsomme propaganda imod dem som “rednecks” og “crackers”, har ført denne ulykkelige og bitre minoritet ud i en højreorienteret (fascistisk) tænke- og handlemåde, som skaber et ødelæggende psykologisk inferno for de sorte.

111

Men lynchningerne fortsætter. Derrick Johnson, hvis forældre jeg kom til at kende godt, var kun 15 år, da han gik ind i et fattigt, hvidt kvarter i New York, byen som har ry for at være så tolerant. Hvide forældre stod i gadedørene og opilnede deres børn med råb som “dræb niggeren” og “dræb den bastard, “ og børnene gik løs på ham med baseballkøller i fuldt dagslys. Da politiet spurgte beboerne ud i dette fattige hvide kvarter, ville ingen give oplysninger. Fra europæiske erfaringer ved vi, at sådanne fattige, forbitrede hvide kan gå enten i en fascistisk eller socialistisk retning, men tit får deres snæversyn og autoritære livsanskuelse dem til at tilslutte sig det højreorienterede system, som har skabt dem.

114

Denne unge nazist fortalte mig, at han havde tilhørt kommunistpartiet, men da han fandt ud af at kommunisterne ønskede lighed for sorte, var han gået i den anden grøft til nazistpartiet, som siger, at hvide er de sorte overlegne, og at de vil sende “alle niggere tilbage til Afrika. “ Mens nazisterne deler det almindelige ønske i Norden om at have de sorte ude af syne, ønsker det mere sydlige Ku Klux Klan ikke at skaffe de sorte af vejen, men kun i at holde dem på plads. I syden så jeg, hvordan de samarbejdede med politiet, som afvæbnede alle sorte i nærheden af et klanmøde, men ikke klanen, som bar både pistoler og maskinpistoler. I en hvid kuttelignende frakke sneg jeg mig en nat ind til en af deres hemmelige korsafbrændingsceremonier, hvor jeg optog denne tale på min båndoptager:

115

“Ja, sammensværgelsen er dybere end som så, venner. I ønskede vel heller ikke, at Panamakanalen skulle foræres væk, eller at bibler og bønner skulle tages væk i skolerne, gjorde I? Startede det i Rusland? Nej, det startede her i USA! Mine venner, denne nation er den største skaber af kommunisme af alle lande. Ja, det giver os en hel del at tænke over... og så går I bare og tænker på de her abekatte med opsvulmede læber og haler mellem benene. I bliver hele tiden provokeret og ophidset af de små aber, der løber og skriger: “Jeg er diskrimineret, jeg vil ha den politimand fyret “ og sådan noget pis. Op så vil I gøre noget ved det. Nej, venner, sammensværgelsen går dybere end en hoben vilde junglebesmittede Ubanginiggere. Er I klar over at der er tre ting man ikke kan gi dem? Absolut kun tre ting: Man kan ikke gi en nigger en tyk læbe, et blåt øje og et job! (bifald) ... En dag var jeg med til at fange fire af slagsen og netop som vi var parat til at... ja, I ved... (indicerer reb-lynchning) (bifald) ... lige som vi skulle til at sende et par missiler ind i deres uldhoveder, sagde nogen bagved os “Stop, vi skal nok ta os af dem, og tak for hjælpen. “ Så tog de dem med til politistationen og spærrede dem inde. Og næste morgen sagde borgmesteren til vores udsending: “Jeg er ked af det, men jeg blev nødt til at løslade dem for ikke at få min by ødelagt af NAACP. “ Ja, I sku ha set de niggere hoppe op og ned og skrige hysterisk “ Ha, Ha, Ha”... de sku ha været skynget op i deres egne haler, sku de. (latter) Venner, for nogle år siden blev klanen kaldt til Washington for at vidne for en kommission, tro det om I vil, for mordet på King! De lod efterforskningen foretage af to - ikke sorte, jeg vil omtale dem som niggere, for de ødslede fem millioner af jeres hårdt tjente skattedollars på at finde svaret på Kingmordet. Men for det første, ved I, man kan ikke snigmyrde en nigger! (bifald) Man kan kun snigmyrde en statsmand eller et menneske med en godartet karakter. Man kan ikke snigmyrde affald!”

Disse ensomme og fortvivlede tabere var individuelt ofte ligeså bange for mig som jeg var for dem. Trods alle mine fordomme kunne jeg ikke undgå at holde af dem som individer. Mennesker, der er rede til at myrde hvad de kalder affald, er eksistenser som samfundet bestandigt har doceret til den grundfølelse, at de selv er affald. Deres usikkerhed og selvforagt giver dem et mærkeligt kategorisk behov for at hade andre mennesker både opadtil og nedadtil. Klanen alene ville ikke være så farlig, hvis den

118

Lynchningen fornylig (1983) af Marvin Davis i Mobile, Alabama. Bevæbnede Ku Klux Klan folk tilfangetog den tilfældigt udvalgte 19-årige college student på åben gade for “at vise Klanens styrke”. Næste morgen blev han fundet hængt i et sort kvarter. Kun een Klanmand, James Knowles, blev anholdt og kom for en domstol. Morris Dees fra the Southern Poverty Law Center beretter, hvordan tilhørerne græd, da manden, som tilstod lynchningen, fortalte retten hvorledes Marvin havde bedt for sit liv mens klanfolkene lagde løkken om han hals. (Politifoto. Original i farve.)

ikke var blevet et infernalsk symbol på den almindelige uforsonlige racisme blandt hvide, så ødelæggende som den er, når den kædes sammen med den mere paternalske racisme hos de liberale, for hvem klanen fungerer som en moralsk sikkerhedsventil. Afskyelig, som Klanideologien er, og så åbenlyst vendt mod den amerikanske trosbekendelse, er det let for de fleste amerikanere at føle sig moralsk hævede i sammenligning og derved enten ikke stille spørgsmål til - eller direkte retfærdiggøre deres egen racisme, som i sin snigende, men massive uskyldighed er langt mere farlig for de sorte end klanens. Klanen gjorde iøvrigt en bjørnetjeneste for USAs anseelse i udlandet, da klanfolk foran TV-kameraerne dræbte fem mennesker i Grensboro i 1979. For det afslørede endnu en gang, at der ingen retfærdighed er for de sorte i Amerika. Skønt hele verden havde set klanfolkene skyde, blev de alle frikendt af en forbundsdomstol, og det amerikanske folk accepterede det enten passivt eller hørte ikke om det. Men en af mine venner, Willina Cannon, som havde organiseret demonstrationen imod klanen, kom i stedet for retten anklaget “for mord” ved hjælp af en mærkværdig lov, som gør det til en forbrydelse at “hjælpe med at skabe en atmosfære” i hvilken den egentlige forbrydelse finder sted. Willina og jeg var blevet venner, da vi fandt ud af at vi havde næsten identiske synspunkter. Men hun nægtede at invitere mig hjem, da hun havde en dyb mistillid til enhver hvid. Jeg forstod hende ikke dengang. I dag gør jeg.

119

I Georgia, hvor jeg kom til at bo hos Barnettfamilien i et af de gamle plantagehjem, lærte jeg en anden form for racisme at kende, som ikke er baseret på had, men på en historisk betinget paternalsk kærlighed til de sorte. Fru Barnett brugte dage på at tage mig rundt til de familier hendes familie engang havde ejet - åbenbart kun få år tilbage i hendes forestillingsverden (og, fandt jeg ud af, også i den sorte bevidsthed.)

Fru Barnett: - Dette er salgsbeviset til min tipoldefar for Lucinda samt hendes børn og afkom til evig tid. Prisen var 1400 dollars.

Fru Hills (hendes veninde i et andet plantagehjem): Men som du ser, da de kom her, var de vilde, og i stedet for at bebrejde Syden som Norden gjorde det, synes jeg vi burde have ros. De solgte dem til os og de vidste godt at de solgte os vilde dyr. Og de blev bare ved med at komme. Og så begyndte de at snakke om at vi mishandlede dem, men det manglede bare, når vi gjorde alt det for dem, gav dem mad, klæder og husly og passede dem godt. Fru Barnett: - Ja, som de så morsomt siger: De hvide vil gøre alt muligt for niggerne undtagen at stå af deres skuldre. (latter) Men en ting er sikkert, vi savner slaverne.

Fru Hills, sukkende: - Ja, vi savner dem virkelig...

Da en “husslave” kom ind med eftermiddagstheen, drejede samtalen som altid i det sydlige aristokrati over på tjenestefolkenes dårskab - en måde for dem at opretholde deres paternalske attitude over for de sorte på og derved give sig selv tidligere tiders sociale distinktion tilbage.

122

I dag har fru Barnett kun få tjenestefolk tilbage, som tjener så lidt, nemlig kun nok til mad og lidt tøj, at deres situation er fuldstændig som slavers. Men hvad fru Barnett savner er ikke mere slaverne som arbejdskraft og ejendom, men den tidligere symbiotiske afhængighed mellem herre og slave. Det at man kunne miste en slave til over 1400 dollars ved sygdom indgydede i den hvide overklasse en paternalsk omsorg og ansvarlighed over for slaverne som var de børn. Overklassen blev selv afhængig af dette ansvar som en slags kærlighed. I fru Barnetts tilfælde viser denne kærlighed sig bedst i hendes store arbejde for sorte livstidsfanger i det lokale fængsel, - altså i et behov for at udtrykke kærlighed overfor en gruppe sorte, der ligesom slaverne ikke er frie.

123

I Syden havde jeg oplevet to så modsatte hvide reaktioner over for de sorte - had og kærlighed - at begreber som godhed og ondskab begyndte at gå i opløsning for mig, jo mere jeg kunne gemmenskue disse hvide reaktioner som produkter af et århundredgammelt system. Jeg kunne ikke længere hade disse hvide på trods af deres ødelæggelser. Fra det øjeblik, da jeg kunne vise dem respekt og forståelse, begyndte dørene at åbne sig for mig overalt: den velkendte sydlige gæstfrihed. Da jeg senere rejste blandt sydafrikanske hvide, mødte jeg der en endnu mere overvældende gæstfrihed, som syntes direkte proportional med den større klasseforskel mellem sort og hvid. Ligesom i Sydafrika er de sorte i sydstaterne genstand for den traditionelle venlighed så længe de har underklassestatus. De bliver ikke hovedsageligt betalt for deres arbejde, men snarere for deres servilitet og ydmyghed, for at kende “deres plads” og være afhængige. Deres passive modstand mod denne undertvingelse bliver set som “uansvarlighed” og “upålidelighed”, hvilket yderligere bekræfter “nødvendigheden “ af det paternalske forhold og derved øger hvid status. Denne kunstigt høje status bidrager til det psykiske overskud, som viser sig for eksempel i en overvældende gæstfrihed og venlighed over for individet, men ikke gruppen såsom “negre”, “Yankeer” og “kommunister. “ Jeg var ankommet i et plantagehjem med paryk på, men da værtinden i stigende grad var blevet forelsket i mig, tillod jeg mig en aften at overraske et middagsselskab ved pludselig at lade alt mit hår komme frem. Værtinden udbrød straks: “Jeg ved du er kommunist, men jeg kan godt li' dig alligevel.” Denne gæstfrie klasse deltager muligvis ikke i de hvide terroristhandlinger, men den nyder indirekte godt af dem. Ingen af plantagehjemmene, jeg boede i var aflåste skønt de var spækkede med guld, sølv og dyre malerier klods op af nogle af jordens fattigste mennesker, som jeg ofte så udøve voldsomme forbrydelser indbyrdes. En grund til at jeg kunne bevæge mig omkring i selv de farligste sorte miljøer i Syden uden at nære frygt for mit liv var således min erkendelse af, at 1970'ernes slaveri holdt sin beskyttende paraply over mig overalt. Og når man er stillet over for et system så dybt indgroet at ens “skandinaviske blåøjede idealisme “ end ikke kan forstås, er det let at give op og selv blive deltager. På den måde lærte jeg mig den selvforkrøblede og dybest set ubekvemme kunst at have sorte tjenestepiger til at servere mig morgenmad i himmelsengen (i et særskilt værelse fra værtindens), og ikke at begå den forbrydelse at rede min egen seng. I Mississippi så jeg hvordan tjenestefolkene brugte dage på at iklæde de hvide “belles” (skønheder) de store klokkeagtige antebellumkjoler så vi kunne fortsætte de gamle baller fra Konføderationens tid, i hvilke sorte kun er til stede i form af en sortsminket hvid kvinde agerende “mammy. “ Jeg elskede disse tilsyneladende utilnærmelige og dog utroligt åbne, varme og charmerende heller, hvis ukrænkelige “hvide kvindelighed” var en af skinårsagerne til at lade tusinder af sorte mænd dø i en terror forårsaget udelukkende af ønsket om at opretholde racemæssig ulighed. Derfor kunne jeg ikke undgå at more mig sidste gang jeg var tilbage i Natchez i 1978 og fandt byen i vild ophidselse over en artikel i New York Times, der beskrev plantagehjemmene som fordrukne og promiskuøse - nøjagtig hvad jeg selv havde oplevet der.

124

Om at sige ja

Den største frihed, jeg kender, er at kunne sige ja, friheden til at kaste sig i armene på hvert eneste menneske, man møder. Netop som vagabond har man frihed, energi og tid til at være menneske overfor hvert individ, man møder. Det mest fantastiske lotteri, jeg kender, er at blaffe. Der er gevinst hver gang. Hvert eneste menneske kan man lære noget af. Jeg har aldrig sagt nej til et lift - om der så lå pistoler på forsædet, eller sad fire mænd med solbriller i bilen. Hvert menneske giver en et indblik i samfundet. En mand i New York bad mig om at køre en Uhaultrailer ned til Flordia. Han ville ikke sige, hvad der var i den. Vi aftalte, at jeg skulle have 60 dollars for det, men jeg fik dem aldrig. Gennem andre oplysninger fandt jeg ud af, at det var mafiaen, jeg havde arbejdet for, og som foretrak at bruge en troskyldig udlænding til sådanne illegale transporter af narkotika o.lign. Eller måske var det våben til eksilcubanerne i Miami? En anden gang, i Alabama, bad en 87-årig fattig kone mig om at køre hende til Phoenix i Arizona. Hun ville ud for at dø der. Jeg hjalp hende med at slå brædder for vinduerne i hendes forfaldne shack udenfor Tuskegee, som hun godt vidste, at hun aldrig fik at se igen, men hun ville ikke have, at de omkringboende sorte skulle flytte ind i den. Hele vejen sad hun med en pistol i hånden. Hun var hundeangst for mig på grund af mit lange hår og skæg, men hun havde ingen anden måde at komme derud på. Hun var så svag, at jeg måtte bære hende, hver gang hun skulle ind et sted undervejs, men alligevel blev hun ved med at klamre sig til pistolen. Bilen var så gammel, at vi kun kunne køre 50 km i timen, så rejsen tog os fire dage. Hun havde sparet op i flere år for at få nok til benzinen, men hun havde ikke penge til mad, så jeg måtte ud flere gange for at stjæle gulerødder og andet spiseligt langs vejen. På næsten hele turen sad hun og snakkede om Wallace, og om hvordan hun håbede på, at han blev præsident, inden hun døde. Jeg lærte mere om Alabama på den tur, end jeg kunne have læst mig til gennem et helt liv.

I Florida samlede to piger mig op og bød mig en brownie. Da jeg var meget sulten og sad på bagsædet, benyttede jeg lejligheden til at spise hele fire kager. Jeg spiser altid, hvad folk giver mig, om det så er piller eller jord, eller det, der er værre. Og hver gang giver det mig et vist indblik i samfundet. Således også denne dag. Det viste sig, at det var hashkager, og at jeg altså havde spist alt for mange. Jeg blev drønskæv og kunne ikke blaffe mere den dag, da jeg var ude af stand til at kommunikere med chaufførerne. Jeg gik ind i Jacksonville og satte mig i park for at vente på, at rusen skulle forsvinde. To gan fredelige bumser kom og satte sig ved siden af mig. Me jeg blev pludselig enormt bange for dem og styrtede in på busstationen. Jeg turde ikke være ude på gaden selv dagslys. Hashen gjorde mig nemlig enormt paranoid, o netop når man sender frygtvibrationer ud mod andre mennesker, sker det, at man bliver slået ned. Jeg erkendte den dag den rystende angst, et flertal af amerikanere går rundt med, og at man intet kan stille o overfor den. Sidenhen har jeg haft mere forståelse for folks reaktioner i Amerika. Det sker også at jeg føler angst overfor andre mennesker. En nat i New York hørt jeg en stemme kalde mig inde fra en mørk port nede i de uhyggelige områder omkring 9th Avenue. Jeg var fuldstændig overbevist om, at hvis jeg gik derind, ville je blive slået ned; men jeg var mere bange for, at hvis jeg ikke gjorde det, kunne det skabe præcedens, og så ville jeg være lige så lammet som så mange andre i Amerika. Jeg tvang mig selv til at gå derind. Det viste sig naturlig. vis, at det blot var en nedslidt 5-dollars gadeluder. Dette overbeviste mig endnu en gang om, at man aldrig tager skade af at sige ja. I reglen bliver man direkte belønnet for det.

I Detroit bad en 5-årig dreng mig i lang tid, om jeg ikke ville komme hjem og tage nogle billeder af hans mor. Jeg havde dårligt tid den dag, men besluttede mig alligevel til at gå med ham. Da vi kom til hans hjem, lå moderen syg, og fire af hans syv søskende havde store rottebid. I begyndelsen opfattede jeg det ikke at kunne sige nej til folk som en svaghed, da jeg altid har været meget veg. Men nu er jeg kommet til den overbevisning, at det er en styrke, og har derfor gjort det til en vane, hvor som helst jeg kommer. Det er sket på bekostning af min evne til at vælge; det er kommet så langt, at jeg næsten ikke kan vælge mere. Næsten hver dag når jeg blaffer, bliver jeg på et eller andet tidspunkt inviteret ind på en restaurant af en chauffør. Jeg får spisekortet, men det er mig umuligt at vælge. Efter en pinlig lang pause foreslår chaufføren så i reglen et eller andet, og jeg siger straks ja. Det er mig flintrende ligegyldigt, hvad de serverer for mig. Mad er jo blot et middel til at komme videre. Jeg har opdaget, at selv det ikke at kunne vælge har sine fordele, når man rejser.

Den dag jeg efter flere ugers ophold forlod de store plantagehjem i Mississippi, kom jeg om aftenen til at bo hos en sort alfons i Greenville i det fattige deltaområde.

126

Vi blev ret gode venner, og han sagde, at på grund af vores venskab ville han give mig en af sine prostituerede piger. Jeg sagde ikke noget. Han tog mig med til en bar, hvor fire af hans piger stod. “Choose whatever pussy you want. You can have it for free”, sagde han. Jeg vidste ikke mine levende råd. Jeg elsker sorte prostituerede, hele denne fantastiske blanding af voldsom brutalitet og inderlig ømhed. Man kan lære mere om samfundet af en sort prostitueret på en nat end af ti universitetsforelæsninger. Men det var mig umuligt at vælge. Så tog Ed, som han hed, mig med hjem igen. Fra nu af blev han mere åben, og det viste sig, at han havde stillet mig på en prøve. Han var meget optaget af de ting, jeg havde fortalt ham, men han havde aldrig mødt en hvid, som han stolede på, og nu ville han se, om jeg var som de andre hvide i Mississippi. Den nat blev en af mine hidtil voldsomste oplevelser. Vi lå begge to i den seng, han normalt brugte til sine forretninger, og hele natten fortalte han mig om sin barndom. Det hele kom som en åbenbaring for mig. Det var første gang, jeg var i Mississippi, og det virkede sikkert ekstra stærkt, fordi jeg lige havde boet to uger i de store plantagehjem med de store antebellumkjoler og guld og tingeltangel over det hele. Han fortalte mig om sulten, om hvordan han havde måttet plukke bomuld, lige fra han var fem år for 2 dollars om dagen, om hvordan han ikke havde gået rigtigt i skole, fordi han skulle plukke bomuld, og om alle ydmygelserne han konstant havde måttet tage imod fra de hvide. Nu ville han blot ikke mere. Hell no, gentog han igen og igen. Han ville ud af dette bomuldshelvede. Derfor var han blevet alfons. Både han og hans piger var enige om, at det var bedre at prostituere sig på denne måde end at prostituere sig i bomuldsmarkerne. Det var den hvide mand, der tog gevinsten i begge tilfælde, men de tjente blot langt mere på denne måde: 15 dollars om natten pr. pige. Han havde studeret den hvide mand hele sit liv, hver eneste bevægelse og tanke. Han følte, at han kendte den hvide mand bedre end sig selv, og alligevel forstod han ham ikke. Men hans erfaringer gjorde ham til en god alfons, skønt han kun var 19 år. Han vidste præcis, hvordan han skulle sætte de hvide mænd i forbindelse med sine piger. Men det smertede ham at gøre det. Han følte sig dybt såret over at skulle gøre det. Han følte, at han solgte sin race og sin stolthed, men han havde intet valg. Han hadede den hvide mand af hele sit hjerte, åh, hvor han hadede ham. Men han turde aldrig vise det. Den nat gik det op for mig, at hvis gennemsnittet af Mississippis negre følte som Ed, så ville der komme en dag, hvor det ikke så godt ud for de hvide. Jeg var så rystet efter den nat, at jeg i de næste dage slet ikke turde se de hvide i øjnene. Jeg havde været så heldig den dag, at en eller anden havde givet mig batterier til min båndoptager. Jeg fik derfor optaget en stor del af det, han sagde. Når jeg nu rejser rundt mellem Mississippis hvide og bor hos dem, spiller jeg ofte det bånd for mig selv om aftenen. Jeg vil nemlig undgå at identificere mig for stærkt med deres synspunkter. Med deres charmerende accenter og stærke menneskelige varme, er det svært ikke at lade sig forføre. Det gælder om at holde hovedet koldt i Sydens kogende heksekedel.

Jeg opfattede det som en tilfældighed, at han åbnede sig for mig, for jeg havde jo haft mest lyst til at gå med de prostituerede. Men nu begynder jeg at tro, at det ikke var noget tilfælde. Det er, som om der hele tiden er noget, der leder mig ind i de rigtige situationer.

Brev til en amerikansk ven

127

Jeg fandt, at et af de underligste aspekter ved sydlig gæstfrihed var ønsket om straks at “give” den mandlige gæst en meget attraktiv “pige.” Ikke blot i det gamle aristokrati, men også blandt millionærer “på vej op, “ gik der sjældent mere end en dag før de havde forsynet mig med en “date” fra samme klasse (eller oftere en, som stræbte efter at blive medlem af denne klasse), ofte uden endog at have spurgt mig. Da jeg boede hos den ærkereaktionære senator Stennis' familie i Mississippi fik jeg en liste over mulige heller at vælge imellem, mens bankmanden i Alabama absolut insisterede på at give mig senator Allans personlige sekretær for natten. Deres indstilling til “hvid kvindelighed” synes ikke meget bedre end deres historiske forhold til sort kvindelighed. Og alligevel bruges denne hellige hvide kvindelighed stadig som en af de mange undskyldninger for voldelig undertrykkelse af de sorte, og til at indgyde frygt i de hvide. I en så destruktiv og irrationel atmosfære er det måske lige så svært for virkelig kærlighed at trives under krystallysekronerne som blandt dem, som er tvunget til at “shackke sammen” i olielampens skær.

130

Ingen hvide, føler jeg, kan fuldt ud forstå det enorme psykiske pres forårsaget af det konstante bombardement, der går ud på at sorte er mindre værd end hvide. Konsekvenserne af denne systematiske tvangsforvisning af den sorte familie til hele tiden at leve på skyggesiden af det hvide samfund er usigelige, og det er da ikke underligt, at underklasseægteskabet ikke kan overleve. Selv hvor kærligheden er død, må fattige hvide par ofte blive sammen fordi kvinden alene sjældent kan tjene nok til at forsørge børnene. Men for sorte bliver dette afhængighedsmønster med at manden har de største indtjeningsmuligheder brudt af det hvide ønske om at holde sorte ude fra gode jobs. Så mens sorte kvinder måske kan finde arbejde - for det meste i de gamle ikke-truende serviceroller, hvor de tjener langt mindre end beskæftigede sorte mænd - er “mandsarbejde” svært at finde, og ofte sæsonbetonet til lav løn. Derfor er den sorte mands indtægter sjældent store nok til at genskabe den slags afhængig familie, der konstant bliver fremholdt som eneste respektable model. Følelsen af håbløshed og fallit føjes derpå til den rent økonomiske desperations forsøg på at splitte familien.

131

Hvadenten den hvide holdning er hadefuld - en reflektion af de fattige hvides angst og eget selvhad - eller den er velvilligt nedladende hos bedrestillede hvide med deres på det tørre, - hvadenten den kommer i en mere raffineret konservativ eller liberal indpakning, som jeg så det i Norden, er dens slutresultat dog altid, at ofret selv får skylden, aldrig samfundet. Og ofret er ikke blot den sorte familie, men i stadig stigende grad børnene. Millioner af sorte børn er vokset op uden fædre, og i 1980'erne vil over halvdelen af sorte børn vokse op uden fædre. Men uendeligt mange er også vokset op uden deres mødre. I de tilfælde, hvor moderen ikke har kunnet finde arbejde, så hun kunne forsørge børnene, er bedstemoderen trådt til. Derfor står begrebet bedstemor meget stærkt i sort bevidsthed.

134

Grandma's hands

clapped in church on Sunday morning.

Grandma's hands

played the tambourine so well.

Grandma's hands used to issue out a warning,

she'd say, Billy don't you run so fast,

might fall on a piece of glass –

might be snakes there in that grass.

Grandma's hand

soothed the local unwed mothers...

135

Selv i den mest håbløse undertrykkelse har mennesket en ukuelig evne til at overleve, og det udvidede familiebegreb som en overlevelsesenhed er da også blevet den sorte families sidste desperate svar på at overleve indvirkningerne fra et brutalt samfund. Men hvor begrebet i Afrika dækkede over en tæt knyttet familie boende i samme landsby, er det i Amerika kommet til at betyde den brutale løsrivelse og tvangsmæssige adskillelse af familiemedlemmer over store fysiske afstande. Når liberale undskylder ødelæggelsen af den sorte familie med forstående snak om dens “arv fra slaveriet” - som om familien selv, og uden grund, skulle have båret denne arv videre fra generation til generation - er det for at lægge skylden på et ondt system som eksisterede for 100 år siden, så at de kan føle sig selv fri for ansvar i dag. Hvad jeg derimod så igen og igen, var ikke de sortes arv fra slaveriet, men tværtimod samfundets arv fra slaveriet. Når systemet de lever i idag til forveksling ligner (fornemmes som) slaveri, er det ikke underligt at den sorte familie også rent faktisk bliver påtvunget arven fra slaveriet. Mange af disse børns manglende fædre har i tidens løb bygget sydens landeveje som lænkefanger. I dag har de ikke mere lænker på, da blodhunde og maskinpistoler har vist sig langt mere effektive. Ved at følge efter nogle af de salatfade, de køres ud i, opdagede jeg, at fangearbejderne bl.a. bruges til at gøre rent i villakvartererne og på de private strandbreder for verdens rigeste mennesker på Palm Beach. At arbejde under truslen fra hvide vagters geværer på at vedligeholde disse millionærhjem, kan i sort bevidsthed næppe opfattes som andet end en direkte fortsættelse af slavearbejdet, som man tidligere udførte omkring store hvide plantagehjem. Ligesom slaverne dengang fandt det logisk rigtigt at stjæle for at overleve deres hårde påtvungne kår, er også disse ulykkelige fanger i dag tvunget ud i kriminalitet for at overleve den fattigdom, som disse hvide millionærer direkte eller indirekte er skyldige i. Når det er en kendsgerning, at sorte overalt i Amerika får langt hårdere og længere straffe end hvide for samme forseelser, bliver følelsen af slaveri til en konkret realitet. Mangen en sort har fået livsvarigt fængsel for anklager, som hvide er blevet frikendt for. De mange tusinder, som lider under denne arv fra slaveriet, kan derfor med rette kaldes politiske fanger.

139

Og penge har de, disse rige i Palm Beach og Miami Beach! Det er her de rigeste familier i Amerika har deres feriehjem, Rockefellerne, DuPont'erne, Kennedyerne og Ford'erne. Det er også her at sorte - bortset fra tjenestefolk - indtil for få år siden overhovedet ikke måtte sætte deres ben, og hvor de stadig i praksis bliver arresteret, hvis de kommer. Ind imellem slipper en tigger dog ind og får en skilling af multimillionærerne. Det er også her, USAs præsidenter spiller golf på nogle af de fineste golfbaner i verden - og bruger sorte kaddier, som de betaler mindre end 27 kr. i timen. Og det er her, at disse sorte slavearbejdere kan iagttage de hvide millionærer stige ud af deres Rolls Royce for at aflæse de seneste børskurser fra Wall Street. Og det var også her jeg ikke desto mindre fandt en kommunistisk millionær, som gav mig nogle festlige dage og lod mig låne bilen, så jeg skjult i bilen kunne følge fængselsslaverne i dette pengehelvede. Og bruger man fængselsfanger til at arbejde for sig, må man naturligvis også have politiet ved sin side. Når man har dræbt kærligheden og tilliden i samfundet, er det ikke nok med TV-kameraer og alverdens elektroniske overvågningsudstyr langs villavejene. Man skulle nødigt have sine små børn kidnappet. Så må man hellere spærre dem inde i en kold, isoleret verden sådan som Tania og hendes lillesøster her og have en cubansk barnepige til at passe på dem. Og det er nok klogere at gøre dem til slaver af farvefjernsynet end at lade dem se verden udenfor... den verden kun få kilometer derfra... hvor Linda og hendes familie bor.

140

Linda bor lige ved siden af Disneyworld, men det taler vi ikke højt om, for der har hun aldrig haft råd til at tage hen. Så fattige var de hos hende, at de aldrig havde haft lys før jeg flyttede ind hos dem. Jeg havde lidt millionærpenge med mig, så jeg kunne købe petroleum til en gammel lampe, de havde. Det blev en glædesdag for familien. Lindas far arbejdede fra tidlig morgen til sen aften med at passe køer for en hvid godsejer og kom først gående de fem kilometer hjem hver aften ved 10-tiden i mørket. Men denne aften ville vi glæde ham med en overraskelse, og da vi så ham komme i mørket, løb Linda ud, sprang op i hans favn og råbte: “Far, far, vi har fået en gave... se, se lys... vi har fået lys. “ Og derefter dansede Linda og hendes bror udenfor i skæret fra lampen. Der var sådan en glæde over dette lys, at det varmede mig umådeligt meget efter lige at have oplevet en række kolde millionærhjem. Der var ellers ikke meget at glæde sig over i deres tyste armod. Maden måtte altid laves udendørs over et bål, og Lindas mor kunne ikke magte andet end at sidde ubevægelig tilbage i samme stol dagen igennem på grund af sin sygdoms ulidelige smerter. Linda måtte normalt læse lektier før solnedgang, men undertiden så jeg hende læse i lyset fra månen. Ofte tilbragte hun timer med at læse højt for mig på sengen.

142

For mig blev Linda uden sammenligning den lyseste og mest opmuntrende oplevelse i USA. Jeg kom til hendes familie på et tidspunkt, hvor jeg var stærkt nedslået efter måneders rejse i Sydens sorte fattigdom, som jeg havde oplevet som mere ødelæggende og dehumaniserende end nogen anden fattigdom i verden. Jeg så på Linda og undrede mig over, hvad det var der gjorde, at hun ikke var blevet underkuet i sjæl og krop, som næsten alle de andre fattige sorte børn, jeg havde mødt i Syden. Hvad var det som gjorde, at hendes familie var i stand til at holde sammen midt i denne umenneskelige tilværelse, og hvorfor nærede de tilmed en dybere kærlighed til hinanden end jeg havde oplevet det i noget andet hjem, jeg havde været i i USA? At være i Lindas hjem var som at træde ind i en Hollywoodfilm, hvor fattigdommen er romantiseret. Mens fattigdommen overalt i USA er hæslig og giver både omgivelserne og mennesket et hæsligt ansigt, havde den her formået at lade kærligheden overleve. Den oplevelse - midt i hæslighedernes verden - at finde kærligheden, var så ubeskrivelig og rystende en oplevelse for mig, at jeg blev fuldkommen overvældet.

143

Now that we found love

what are we gonna do with it?

Let’s give it a chance

let it control our destiny.

We owe it to ourselves

to live happy eternally.

Oh, love is what we've been hoping for,

and love is what we've been searching for.

Now that I've got it

right here in my hand,

I'm gonna spread it

all over the land.

Now that we found love

what are we gonna do with it ?

Lets forgive and forget

let no thought he your enemy.

I never felt so good,

I'm as happy, happy, happy

as a man could be.

Love is what we've been waiting for,

love is what we've been hoping for.

Now that lie got it right here in my hand

I'm gonna spread it all over the land...

144

Ideologisk nedblænding

Femte Mosebog 15: 7-11

Overalt hvor jeg kommer, møder jeg en rystende mangel på forståelse hos folk overfor de lidelser, der omgiver dem. Folk i Norden taler om fattigdommen i Syden, men kan ikke se fattigdommen i ghettoerne, der ligger klods op ad dem selv. Folk i Østen taler om indianernes fattigdom i Vesten uden at se deres egen sorte fattigdom; folk i Vesten taler om den sorte fattigdom i Østen, men ser ikke indianernes fattigdom lige uden for døren, og i Syden taler man slet ikke om fattigdom. Det mest slående eksempel på denne blindhed fik jeg i Mississippi, da jeg fik et lift med en repræsentant af den sædvanlige optimistiske type. Han snakkede op ad stolper og ned ad vægge om, hvordan dette land var et land med muligheder for alle. Alle kan få succes, hvis de bare vil. Enhver, der gider, kan blive millionær på 10 år. Har man kræfterne og lysten, kan man trække sig selv op af skidtet ved at hive i støvlestropperne. De samme fraser hører jeg så tit, når vi kører på en landevej med shacks på begge sider, og jeg ville sikkert ikke have bidt mærke i det, hvis ikke vi netop den dag havde kørt på en totalt oversvømmet strækning i deltaet. Det var i den fattigste del i Mississippi, hvor man praktisk talt ikke ser andet end blikskure beboet af fattige daglejere, hvis eneste ejendom ofte er et muldyr og to svin. Mississippi-floden var netop gået over sine bredder, og masser af druknede muldyr og svin lå langs vejen. Folk sad på tagene af deres shacks, og nogle steder ragede kun skorstenen op. Andre sejlede rundt om husene i både og prøvede at redde deres druknende muldyr. Da vi havde kørt i disse omgivelser i en time, spurgte jeg, om han kendte udtrykket ”at lade

146

folk sejle deres egen sø”, hvorefter jeg bad om at blive sat af, selv om jeg vidste, at der kunne gå dage før jeg fik et andet lift i denne del af Mississippi.

En dag kom jeg spadserende ned ad en gade i Detroit sammen med en sort pige, som havde været Sort Panter, da hun var 16 år, men som nu var trotskist og rødstrømpe. Vi var på vej til et trotskistmøde, så det må have været fredag. Sådanne møder går jeg altid til om fredagen i storbyerne, da der bliver serveret gratis kaffe og kage. Om søndagen og om onsdagen går jeg gerne til kaffebord i kirkerne. I kirkerne tager det normalt kun en time, før man får kaffen, men hos trotskisterne skal man virkelig gennem et helvede, før man får belønningen. Ofte skal man igennem en stiv prædiken på tre timer om at frelse masserne, men så kaster man sig til gengæld over kaffebordet med endnu større glæde bagefter. Nå, men denne fredag, da vi altså var på vej til vores kaffe-bønnemøde, kom vi forbi en tigger på gaden, der stod med udstrakt hånd. Så skete der det for mig uventede, at pigen totalt afvisende slog tiggerens hånd til side. Jeg blev ret chokeret og spurgte, hvorfor hun ikke havde givet ham penge, når hun havde penge på sig. ”Den slags pjat må vente til efter revolutionen”, svarede hun. Jeg tænkte lidt over det og spurgte så lidt provokerende: ”Jamen, hvad nu, hvis revolutionen ikke kommer i den mands levetid?” Så blev der ikke snakket mere om den sag.

I modsætning til middelklassen, hvorfra disse to eksempler er hentet, er folk i overklassen ofte rørende hjælpsomme overfor de fattige og deres lidelser, som de tilfældigt får øje på. Det mest gribende eksempel på dette fik jeg i Gainesville i Florida, da jeg boede hos en rig mand, som ejede et forsikringsselskab. En dag var jeg med, da han var ude for at hjælpe en daglejer med at få hans eneste muldyr op af et mudderhul, som det var faldet i. Daglejeren stod nede i mudderhullet i vand til halsen og kæmpede for at holde muldyrets hoved oven vande, mens kapitalisten sad oppe i sin helikopter og prøvede at løfte muldyret op. Situationen var så komisk, at jeg ikke kunne lade være med at grine, men hverken daglejeren eller kapitalisten kunne se det morsomme i det. Det kunne være sjovt, hvis han selv faldt i mudderhullet, tænkte jeg. Mit fromme ønske gik faktisk i opfyldelse, for da han lidt efter var landet og nærmede sig mudderhullet, gled han og brækkede det ene ben. Da han så måtte ligge i sengen den næste tid, fik jeg lov til at låne hans Mercedes, og det var på en af mine ture i den, jeg fandt Lindas shack ude på en øde bivej.

Brev til amerikansk ven

147

Jeg: Synes du at de sorte har opnået frihed i dag? Ex-slave Charles Smith:- Nej, de har aldrig været frie. Som USAs ældste borger blev Charles Smith inviteret som æresgæst til affyringen af en måneraket, men han afslog, da han nægtede at tro på, at et menneske kunne nå månen. Tæt ved hans hjem, i et område hvor jeg stadig ved lejlighed får lifts med muldyrtrukne vogne, så jeg en morgen affyringen af en raket gennem sprækkerne i den shack, jeg boede i. Men denne gamle mand, Cape Canaverals nærmeste nabo, opdagede slet ikke, at raketten langsomt steg op over hans frønnede shack. Han havde ingen elektricitet og radio, som kunne fortælle ham om, hvornår dette milliardprojekt røg i luften. Og hvis han havde fået det at vide, var han alligevel for syg af underernæring til at løfte hovedet og se raketten.

A rat done bit my sister Nell

with whitey on the moon

her face and arms began to swell

and whitey's on the moon.

I can't pay no doctor bills

when whitey's on the moon

ten years from now I will be paying still

while whitey's on the moon,

You know, the man just upped my rent last night

because whitey's on the moon.

No hot water, no toilet, no light

'cause whitey's on the moon.

I wonder why he's upping me

because whitey's on the moon?

Well, I was already paying him 50 a week

and now whitey's on the moon.

Taxes taking my whole damn check,

the junkies making me a nervous wreck,

the price o f food is going up

and if all this crap wasn't enough,

a rat done bit my sister Nell

with whitey on the moon,

her face and arms began to swell

and whitey's on the moon.

With all that money I made last year

for whitey on the moon,

how come I don't got any here?

Hm! whitey's on the moon...

You know, I just about had my fill

of whitey on the moon,

I think I'll send these doctor bills

airmail special...

... to whitey on the moon!

150

De vestlige medier har gjort alt for at få os til at beundre, at USA har sendt en mand til månen, men overhovedet intet for at fortælle os om den endnu større menneskelige bedrift, det er, at et fattigt uland på få år efter sin revolution har været i stand til at bringe sin børnedødelighed så langt ned, at den i dag er lavere end blandt USAs sorte. Som indre koloni i USA ligner det sorte Amerika da også slående det gamle Cuba i dets tekniske og menneskelige underudvikling. I Chicago døde 600 sorte spædbørn af rottebid og underernæring det år et flag blev plantet på månen. I Detroit boede jeg hos en familie, hvor fire af børnene var blevet bidt af rotter, mens de sov. Deres gråd blev kun overdøvet af bilisterne, der rasede forbi på motorvejen uden for huset.

151

Vagabonden, som vandrer til fods under de travle motorveje, vil se samfundet på en ganske anden måde end bilisten inden for systemet. Når man kommer op fra syden en sen vinteraften, bliver man skræmt over trafikkens hastighed. Man ser den passere forbi henover sig på de hævede motorveje og indser, at den eneste chance man har for at komme frem, er at komme op i al den bedøvende fart. Man prøver at klatre op ad de isklædte skråninger, men bliver ved med at glide ned. Drømmen man havde fra syden om at forlade ”uretfærdighedens og undertrykkelsens ulidelige hede” bliver til et mareridt efterhånden som det går op for en, at man er på de tilisede skråninger mellem dale endnu mindre ”opløftede”, og bakker og bjerge gjort endnu mindre ”lave”. Til sidst opgiver man sin Sisyfosopstigning og vandrer til fods under motorvejene i skyggerne fra de mørke piller. Man har endnu ikke lært, at man måske er dømt til at blive dernede - skønt pillerne begynder at ligne de kun alt for kendte græske plantagesøjler, og de synes at indespærre een i en ny ghetto og til sidst vil de måske tage sig ud som tremmer - for man har stadig håb. Det er endnu ikke gået op for en, at man er i færd med at træde ind i en delt verden, som er en uhyggelig virkeliggørelse af H.G. Wells ”Tidsmaskinen”, befolket med eloider og morlokker. Eloiderne er lysets væsner, for hvem tilværelsen er en leg undtagen om natten, når de mørke væsner i underverdenen kommer op og vil spise dem. Morlokkerne lever under jorden, driver maskineriet og tåler ikke lys. Hverken morlokker eller eloider er virkelige mennesker, men blot sider af mennesket, som de vilkår, det lever under, har fremelsket i en speciel retning. Som vagabond vil man se denne rystende vision af Amerika idag - den tvungne ghettoisering af millioner af sorte, som vandrede til Norden efter krigen - på en anden og måske mere menneskelig måde end sociologen. Vagabonden har fordelen af at stå udenfor og hurtigt at kunne bevæge sig mellem de forskellige miljøer. Samtidig forbliver disse miljøer ikke blot tal og statistik for ham, for man kan kun overleve mellem eloider og morlokker, hvis man magter at tro på, at det er mennesket, der er deres virkelige identitet, på trods af de kendsgerninger omkring en, der hele tiden synes at modsige dette faktum. Skønt disse hævede motorveje symboliserer vagabondens kamp mod et umenneskeligt system, er de lige så betegnende for magtesløsheden hos dem, som kører på dem, henover mere og mere misantropiske og øde storbyer, hvor man som resultat af disse forvrængede prioriteringer ikke længere tør færdes til fods. Fanget af deres eget system må disse ensomme hvide jage ad superveje for hurtigt og trygt at nå fra de sikre forstæder ind til arbejdet i centrum uden at blive konfronteret med rotterne, nøden og volden i de fattige kvarterer. Af og til bliver de dog beskudt oppe på deres motorveje fra ghettoerne under dem, som jeg fik at vide det var sket i East St. Louis. I disse golde, angstfyldte og tilsyneladende ”neutronbombede” landskaber bliver det en dødelig nødvendighed at have bil. Det fornuftige svar bliver derfor at skabe endnu mere cementspaghetti og menneskegoldhed, hvorfor der ikke længere er penge nok til offentlig transport for de fattige.

152

Skønt samfundet ikke har råd til dette påtvungne privatforbrug, bliver dets indbyggere mere og mere fanget i en ond cirkel. De tvinges ud i beslutninger, som fra deres cementhorisont pludselig ser fornuftige ud - såsom militære trusler mod den Tredie Verden for at få mere og billigere olie. 5% af verdensbefolkningen røver på denne måde størstedelen af verdens billige energireserver på et enkelt århundrede, og ødelægger enhver chance for at de fattige lande nogensinde skal kunne sætte en industrialisering igang. Bilradioerne hamrer sød musik ind i folks bevidsthed med konstante budskaber om, hvad de skal købe, og gør dem blinde for den resulterende forurening og miljøødelæggelse. Den onde cirkel, de kommer ind i, får mere og mere karakter af et forsøg på flugt - en flugt væk fra deres eget miljø, væk fra fattigdommen og lidelserne de har skabt gennem diskrimination og flugt fra byernes skattegrundlag, en kaotisk og umulig flugt, der drukner i musik og budskaber om midler til denne flugt, midler som skaber behov for mere flugt - flugt bort fra sig selv og alt hvad man har bygget op, flugt ind i sig selv og ud i ensomheden. Disse bedrestillede flygtende hvide bruger mere hver weekend på ski og hotel i bjergene end de fattige sorte, de efterlod i storbyen, kan tjene på en hel uge. Men selv om de i en forstand er udbyttere, er de ligeså fangede af systemet som de sorte, og er i bund og grund ligeså ulykkelige.

For God's sake,

you've got to give more power to the people!

There's some people up there hogging everything,

telling lies, giving alibies,

about the people's money and things.

And if they're going to throw it away

they might as well give some to me.

They don't care about the poor,

they have never had misery.

There's some people who are starving to death

whom they never knew, but only heard of,

and they never had half enough.

If you don't have enough to eat,

how can you think of love?

You don't have time to care

what crimes you're guilty of

For God's sake,

why don't you give more power to the people?

154

Når mennesker bliver indfangede af deres forbrugs onde cirkel, skaber dette yderligere kunstige behov. De fattige, som man har glemt både derhjemme og ude i verden, må holdes nede for at de ikke skal tage ens ophobede goder. Nu hvor jordens fattige begynder at indse at de aldrig nogensinde vil få del i jordens billige energi og således er ude af stand til at industrialisere, er de rige lande nødt til at investere billiarder for at kunne bekæmpe den Tredie Verden - og forsvare sig over for de hjemlige fattige. Blot en dags oprustning under Reagan koster mere, end han brugte i 8 år på at forbedre forholdene i Watts efter at dets store raceoprør havde skyllet ham ind i guvernørsædet på en bølge af hvidt hysteri. I Norfolk, Virginia, som er en af verdens største havne for krigsskibe, prøvede denne syge og udhungrede kone at komme på hospitalet med stærke hjertesmerter, men havde ingen penge til en ambulance. Hver morgen ser hun fra sin seng gennem de tilsmudsede vinduer hvordan de bygger krigsskibe lige udenfor. Hangarskibet i baggrunden er hendes eneste underholdning dagen igennem. Da der ikke er elektricitet, sidder hun ofte i olielampens skær og får glimtvise indtryk af verdensdramaet gennem sine vinduer... krigsskibe, som forbrænder mere energi på et sekund end hendes hjem kan forbrænde i 100 år. I nogle shacks i syden så jeg, at den eneste varme, de fik, var udstødningsgassen fra bombefly, der øvede sig før de sendes ud mod de fattige i den Tredie Verden.

156

Statesmen are trying to see who's got

the power to kill the most.

When they are tired of power

the world is going to be a ghost.

They know we're not satified

the way they scream and holler.

They give us a promise

and throw in a few more dollars.

There's no price for happiness,

there's no price for love.

Up goes the price of living

and you're right back where you were.

Now we're going to get on up and get some more of it.

For God's sake, give more power to the people...

157

Hvide siger, at de fattige smider deres affald ud i baggården fordi de var vant til at smide det ud af køkkenvinduet til grisene i syden. Jeg er selv kommet til at se det som en magtesløs protest mod et system, som insisterer på at opretholde fattigdom, mens det producerer varer i et sådant omfang, at det kræver de bedste hjerner til at finde på måder at sælge dem på, og de værste kriminelle til at dumpe det kemiske affald. En af de gængse forklaringer går ud på, at retten til privat profit i et sådant system gør det umuligt for arbejderne at købe det de producerer, hvilket forårsager overproduktion, som resulterer i afskedigelser. Det er en kendsgerning, at de vestlige lande aldrig har kunnet give arbejde til alle deres indbyggere og har måttet dumpe overskudsproduktionen i vore ”baggårde” i de fattige lande, i form af luxusvarer til overklassen og våben mod underklassen. Baggårdsdumpning for profit er blevet en så essentiel bestanddel af det amerikanske system, at uden det største renovationsselskab af dem alle, Pentagon, ville arbejdsløsheden være over 36%. Skønt dobbelt så mange jobs kunne skabes for de samme dollars ved at investere i sundhed og velfærd, modarbejder systemets natur en planlægning af økonomien til at producere menneskelige fremfor materielle (eller dræbende) goder. Systemet skaber derved en sindstilstand, som tvinger os til at ”dumpe” både de hjemlige ghettoer og den Tredie Verden.

Disposable society has thrown away the best in me.

It's thrown away sincerity,

the keystone of integrity.

Disposable to throw away,

buy something new another day.

There is nothing made that's made to stay.

Planned absolescence will make you pay:

paper plates, cardboard skates, plastic silverware,

automobiles with disposable wheels,

wigs instead of hair, that's how it is.

Disposable the way you love,

not exactly what you're thinking of.

Dispose of me when you are through

for fear that I'll dispose of you.

Disposable your closest friend,

you're supposed to love right to the end.

Your rigid mind won't let you bend.

You're further gone than you pretend...

159

Jul i New York

New York er en umenneskelig, kold by. Enten må man leve med fremmedgørelsen, eller også går man til grunde. På min rejse prøver jeg altid at løbe linen helt ud med de folk, jeg knytter mig til, men i New York må jeg gang på gang bryde op fra folk i utide og således svigte den opståede menneskelige forbindelse mellem os. Stærkest har jeg oplevet det i denne jul, der var endnu voldsommere end sidste år, da jeg blev holdt op af tre puertoricanere på 4th Street juleaften. I år var jeg lige blaffet ind fra Alabama, men kunne så ikke finde nogen af mine venner og endte med at stå på gaden juleaften. Jeg dryssede rundt i gaderne, som jeg så ofte har gjort i denne fascinerende by, og hen under aften var jeg havnet nede i Bowery. Jeg kom i snak med en bums, som havde tændt bål for at holde varmen. Han må have været bums i meget lang tid, for hans krusede hår sad i totter, der umuligt kunne redes ud. Vi blev hurtigt gode venner. Han var en af de bumser, der kan snakke; de værste er de bumser, som kun kan kommunikere med øjnene. Efterhånden som vi sad og snakkede, kom vi naturligvis til at tænke på, at det var juleaften, og blev mere og mere sentimentale, og da vi udvekslede minder om vores barndoms juleaftener, var det ikke kun røgen fra bålet, der gjorde, at vi havde tårer i øjnene. Han havde været gift, haft børn og egentlig været ret lykkelig, syntes han nu, men var så pludselig blevet arbejdsløs, hvorefter familien begyndte at gå i opløsning', og han blev alkoholiker. Vi sad og delte en lommelærke og blev efterhånden godt fulde. En skør rad stod og smed flasker efter os, som knustes imod muren ved siden af os. Til sidst blev det for meget for min ven, og han tog et stykke brændende træ og bankede løs på fyren, indtil han forsvandt.

Det foregik omkring Delancey Street, hvor der altid står en flok prostituerede på hjørnet. Bumser har ligesom andre mennesker en trang til at finde nogen, som står lavere end dem selv, og han blev da også ved med i vores samtale at vende tilbage til sin forargelse over, at disse prostituerede var ude på selve juleaften. Hver eneste gang jeg har drukket tæt med bumser, er de faldet i søvn først, selv om vi har drukket lige meget. Og han faldt da også i søvn henved 10-11 tiden. Jeg spekulerede lidt på, om jeg skulle blive og holde vagt over ham, da vi jo nu var blevet gode venner. Jeg har så ofte set fattige sorte og puertoricanske husmødre med børn og indkøbstaske gå hen og trampe på døddrukne bumser eller sparke dem og derefter hastigt gå videre hjem til kødgryderne - et

typisk udslag af deres selvhad. (På samme måde har jeg ofte set rige sorte af typen ”nouveau-riche” - det skrækkelige fænomen, som vi møder overalt i den Tredje Verden - trampe åndeligt på de fattige sorte, som blev tilbage i ghettoen). Men da gaderne var ret tomme denne aften, besluttede jeg mig alligevel til at forlade ham efter at have lagt godt med brænde på bålet. Jeg strejfede så rundt nede i mit foretrukne kvarter omkring Avenue B-gaden, hvor der altid er slagsmål mellem puertoricanerne og de sorte, men som jeg holder meget af, fordi der næsten er racemæssig balance mellem hvide, brune og sorte. Her stod Larry i en døråbning. Vi kom i snak, og han fortalte, at han lige var blevet smidt ud af sin hvide kone. Da vi fandt ud af, at vi var i samme båd, besluttede vi os til sammen at finde et sted at bo. Først købte vi en flaske vin. Derefter lovede vi hinanden, at hvis den ene fandt et sted, måtte han ikke tage det, uden at tage den anden med. Larry var den mest udadvendte og veltalende, men jeg var hvid, så vi regnede med, at hvad den ene ikke havde, kunne den anden levere. Men Larry var af den type, der absolut skal snakke med alle i gaden uden skelen til rang eller stand. Han havde været pænt borgerligt gift i fire år, men betroede mig, at han hele tiden inderst inde havde været en ”strejfer” af hjertet. Så vi havde ikke gået langt, før vi havde en hel flok ”strejfere” med os; de fleste af dem var bumser. På et tidspunkt var der fem, som Larry havde lovet, at han nok skulle finde et sted at bo til og en flaske vin oven i købet. To af dem gik på krykker. En tredje gik og fægtede vildt med armene i luften, som slog han efter myg. Jeg var fuldstændig overbevist om, at vi aldrig kunne finde et sted at sove til hele denne flok, men da der altid dukkede noget uventet op i den slags vanvittige situationer, sagde jeg ikke noget om det til Larry. Vi spurgte de få folk, vi mødte, om de kendte et sted, hvor vi kunne bo, men satsede dog først og fremmest på jøderne, da de andre jo fejrede juleaften, og vi derfor automatisk gik ud fra, at de ikke havde hjerterum. Desuden er jøderne jo traditionelt de mest gæstfrie. Eftersom jeg var den eneste hvide, var det mig, der skulle klare alle jøderne, mens de andre holdt sig lidt i baggrunden. Men alle forsøg var forgæves. En enkelt sagde, at hvis det var rigtigt, at jeg var udlænding, ville han da gerne tage mig med hjem, men han turde ikke, så han gav mig 6 dollars til et hotelværelse. Vi strøg naturligvis hen og købte nogle flasker æblevin for pengene, og derefter så det hele lidt lysere ud. Men vi kunne stadig ikke finde noget sted at sove, og vinen gjorde bumserne højrøstede og aggressive, og manden, der fægtede efter myg, begyndte at skyggebokse efter folk med det resultat, at alle flygtede over hals og hoved.

Henad ved 2-tiden var det så, jeg blev sendt ind i Broom Street-baren for at finde nye ”ofre”. Da jeg stod og spejdede rundt i mængden, kom en mørkhåret kvinde hen til mig og stod i lang tid og stirrede mig ind i øjnene på en mærkværdig måde. Så sagde hun meget langsomt: ”Du har fiskeøjne”. Jeg troede, at hun havde taget narkotika, og prøvede at tage øjnene væk fra hende. Så sagde hun: ”Jeg ønsker, at du skal komme og bo hos mig”. Derefter tog jeg mig sammen og spurgte, om jeg måtte tage et par af mine venner med. Hun sagde nej.

Jeg sagde, at så kunne jeg ikke komme, men hun gav mig alligevel sin adresse. Jeg fortsatte derefter med de andre endnu et par timer, men jeg kunne ikke få hende ud af tankerne. Situationen så nu helt håbløs ud for os. Vi var plakatfulde efterhånden. Henne i bølgepapbunkerne på Mercer Street havde vi tabt den ene af krykkemændene, som var faldet i søvn. Da det nu regnede stærkt, og jeg var næsten sanseløs, stak jeg ved 5-tiden af fra de andre. Jeg var meget flov over det, og i det næste par dage gik jeg og skammede mig. Men en uge efter mødte jeg til alt held Larry på Washington Square, og han fortalte mig, at han også havde ladt de andre i stikken og havde fundet en stor, fed, hvid pige ovre i The West Village, som han nu boede hos. Det trøstede mig naturligvis, og vi fortsatte med at være gode venner.

Jeg var selv gået tilbage til den mærkelige kvinde. Det viste sig, at hun boede i en kæmpelejlighed på Greene Street og havde et atelier på Broadway så stort som en håndboldbane. Hendes badekar var en lille paletformet swimmingpool. Det eneste, hun ønskede af mig, var, at jeg skulle være sammen med hende. I tre dage sad vi fra morgen til aften og stirrede ind i hinandens øjne. Overalt var der kæmpestore gipsfisk; de hang på væggene og gloede dumt ned på os. Men der var absolut mere liv i dem, end der var i hende. I tre dage søgte jeg desperat at snakke med hende. Alt, hvad jeg fik ud af hende, var, at hun følte sig meget ensom, og at hun aldrig havde levet sammen med en mand. Hun var 40 år, født i havet og kunne kun kommunikere med fisk. Intet andet havde hun at sige. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvem hun var, så en nat, mens hun sov, rodede jeg rundt i hendes papirer og fandt ud af, at hun var den verdensberømte kunstner Marisol Escobar og to gange havde været på forsiden af Time Magazine og en gang på Look; men hendes sidste store udstilling med fiskeskulpturer havde fået dårlige anmeldelser. Det viste sig, at hun svømmede i penge. Engang måtte jeg skrive under som vidne på kontrakter på flere tusinde dollars. Halvdelen af året tilbragte hun i Den Mexicanske Golf med at dykke ned til sine små venner. Ikke desto mindre gav hun mig aldrig så meget som et stykke brød, og jeg blev mere og mere desperat af sult. Morgen og aften skulle jeg følge med hende på restaurant og sidde overfor hende, mens hun spiste. Hun var uhyre selvoptaget, tænkte overhovedet ikke på at give mig mad. Da jeg aldrig selv beder folk om mad, kom jeg en dag med en indirekte hentydning. ”Har du nogensinde tænkt over, at al din kunst går til de rige, men overhovedet ikke kommer de fattige til gavn?” Intet svar. Og stadig ingen mad. Hun havde et køleskab, så da hun på et tidspunkt lå og sov, tog jeg mig den frihed at undersøge, om der var mad i det. Jeg fik et mindre chok, da det væltede ud med store frosne fisk, der lignede torsk - og intet andet. Hvis jeg ikke havde været så sulten, ville jeg sikkert have haft lidt mere tålmodighed med hende.

Så pludselig kom min redningsmand vandrende ind i stilheden. Det var Erica, som tidligere havde hjulpet Marisol med at afpudse fiskeskulpturerne. Hun lo og var glad, og det var fantastisk at høre et menneske igen. Hun opfattede lynhurtigt min situation og lod så elegant som en fisk syv dollars glide over i mine hænder under bordet. Senere hviskede hun til mig, at jeg kunne flytte over til hende. Da Marisol faldt i søvn om aftenen flygtede jeg over til Erica, som bor i en kummerlig brandtrappelejlighed

162

på 11th Street. Erica, som jeg nu bor hos, er simpelthen et fund. Hun er lesbisk, men nærer ikke de hadske følelser mod mænd, som præger de fleste af New Yorks lesbiske. Det gør mig altid glad, når jeg får et godt forhold til en lesbisk pige. Erica kan ligesom jeg ikke forstå nødvendigheden af at hade mænd. Ganske vist er såvel hetero- som homoseksuelle amerikanske mænd uhyggeligt aggressive, men man må da prøve at forstå den undertrykkelse, som har skabt denne John Waynekultur. Specielt sorte mænd lider jo under denne kultur, fordi deres mødre har opdraget dem til den (jeg vasker altid automatisk op i folks hjem; men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg er holdt op med at gøre det i sorte hjem, fordi det altid sætter kvinderne i forlegenhed: de ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op med en mand, som vasker op. Er det så ikke lumpent af mig at prøve at ændre deres kultur, når de alligevel fortsat skal leve med undertrykkelsen?) Og når det kommer til stykket har hvide kvinder samme holdning. Atter og atter bliver jeg inviteret hjem af enlige hvide kvinder, som modsat enlige kvinder i Europa næsten altid har en dobbeltseng og derfor placerer mig ved deres side. Men det er chokerende at se, hvordan de i reglen er fuldstændig ude af stand til at håndtere en ikke-agressiv mand. Efter to-tre dage siger de normalt noget i retning af ”Har du altid været homoseksuel?” for at frembringe lidt mandlige aggressioner i mig, eller oftere, ”La' os gå ud og drikke os fulde.” Uden tvivl ville de blive lidt ilde til mode, hvis en ny gæst gik lige til køleskabet og spiste al kødet. Alligevel synes amerikanske kvinder at føle sig utilpas, hvis en mand ikke går lige i deres eget kød og blod. Med sorte kvinder finder jeg det undertiden nødvendigt at modificere min passive regel om ikke at krænke folks gæstfrihed med lidt ”affirmative action”. De gør nemlig ofte alt, hvad der står i deres magt for at ydmyge en ”blød” eller ikke-agressiv mand, hvilket kvæler enhver chance i fødslen for at opbygge et mere meningsfyldt forhold til dem.

Erica er en anderledes pige. Hun har gjort mig til alle tiders mandschauvinist. Min funktion i hendes hjem er nemlig at være alfons. Erica er prostitueret af den fine type, man kalder call-girl, og det er nu blevet min opgave at være telefonvagt, sortere de sjofle opkald fra og bede de pæne om at ringe igen kl. 17 til en hurtig anden sortering. Derefter går slutspurten ind ved 18-tiden, hvor jeg skal vælge den allerpæneste stemme og aftale møde på et hotel kl. 19. Vi tager en taxa til hotellet, som i reglen ligger på Østsiden, da vi holder os til pæne forretningsfolk. Her er det nu min opgave at sidde og drikke Cola i foyeren i en time, og hvis hun til den tid ikke er kommet ned, skal jeg gå op og banke på døren. På vejen hjem går vi i reglen hen og spiser italienske is, som Erica elsker. Men det fantastiske ved hende er, at hun ikke er nogen almindelig luder. Hun har en annonce i sexmagasinet Screw, som alle forretningsmænd åbenbart læser, for telefonen kimer ustandseligt. Hun elsker simpelthen at hjælpe mennesker og at give dem varme midt i denne kulde. Hun siger, at de fleste af hendes kunder er enormt ensomme og ikke så meget har brug for sex som for varme. Hun er nemlig set med sådanne mandsøjne ikke nogen fysisk skønhed: enormt tynd, fladbrystet og med krøllet rødt hår, men hun har en sådan charme og skønhed i sig, at disse mænd slet ikke kan stå for hende. Næsten alle giver hende 100 dollars, skønt vi kun har aftalt 75, og kun en enkelt har ringet og klaget. Hun siger, at hun normalt ikke engang går i seng med dem, men blot giver dem fysisk og især åndelig massage. Hun har købt mange film til mig, men jeg har af gode grunde sagt nej til penge. Om dagen går hun til sang og dans eller sidder i timevis og laver kaffestel af skumgummi. Hver eneste kop, tallerken og ske er lavet perfekt til mindste detalje. Hun har flere glasskabe fulde af skumgummiporcelæn som i de pæneste borgerlige hjem. Hun er en fantastisk inspiration for mig. En dag, da en mand blev slået ned udenfor på gaden og blev liggende i lang tid, var Erica den eneste, som gad ringe efter en ambulance. Men der kom ingen ambulance, og folk stod blot og gloede dumt på den halvdøde mand. Hun blev ved med at ringe. Der bor nemlig kun puertoricanere her, så det tager i reglen en time, før politi og ambulance kommer. Så fik hun den lyse ide at ringe til politiet og sige, at de skulle skynde sig at komme, for der var en hvid mand, som var ved at blive overfaldet af tre sorte og puertoricanere lige nede på gaden, og straks kom to politibiler og en ambulance. Dette trick er almindeligt i New York, men det virker åbenbart hver gang. Ofte har jeg set Erica give en hel dagløn til folk i nød. Hun bragte dem direkte fra de rige forretningsfolk i hotellerne til en eller anden tigger på gaden.

En anden aften var hun endnu mere fantastisk. Vi var på vej i biografen, da vi så en bums i halvtredserne sidde og bede om hjælp til en flaske vin og nogen at snakke med. Vi sad og snakkede med ham i et par timer over vinen, og han sagde, at han var ved at få delirium tremens, og at

163

han var bange for at dø. Straks sagde Erica, at vi ville gå med ham på hospitalet, og han græd af glæde. Han havde ventet på dette øjeblik i ti år. Han havde aldrig selv haft mod til at gå på hospitalet. Vi tog ham med i en taxa og kørte til St. Vincenthospitalet. Vi sad i venteværelset i to timer. Hele tiden græd han. Så fik vi at vide, at de ikke ville tage ham. Han havde siddet og drukket og blev helt umulig og begynde at råbe og skrige. Jeg råbte også nogle ting efter personalet om at komme fra et civiliseret land med gratis hospitaler for alle. Der blev tilkaldt politi, og vi blev smidt ud med fuld musik. Vi tog så en taxa til skadestuen på Bellevue-hospitalet og sad der sammen med de mærkeligste mennesker: skrigende, hysteriske, selvmorderiske, og hvad ved jeg. Vi sad der lige til klokken 6 om morgenen, uden at der skete noget. Manden drak imens hele flasken og sad på gulvet og græd med hovedet i Ericas skød, mens han tryglede os om ikke at gå fra ham. Flere gange tissede han i bukserne, og der lå en sø udenom, da han tog penis ud og lod den hænge. Erica stoppede den hele tiden ind, men den blev ved med at komme ud. De fleste af patienterne var efterhånden flygtet ud af lokalet. Så begyndte han at brække sig over det hele, det mærkeligste slimede og stinkende bræk, jeg længe har set. På det tidspunkt flygtede selv de to sygeplejersker. Vi prøvede at tørre det op. Ved 6-tiden var vi helt udkørte, og da sygeplejerskerne højt og helligt lovede, at han ville blive indlagt, tog vi hjem og sov. To dage senere tog jeg til Bellevue-hospitalet for at besøge ham og give ham nogle cigaretter. Jeg fik at vide, at der aldrig havde været nogen indlagt af det navn. Jeg blev rasende og ulykkelig og turde slet ikke fortælle det til Erica. New York er en by, som simpelthen ikke tillader noget menneske at være menneskelig. Skal man overleve her, må man lære at lade andre mennesker i stikken. Erica er naturligvis ikke fra New York, så derfor vil jeg blive boende hos hende endnu en tid. Men snart vil jeg tilbage til Sydens varme. New Yorks kulde slår mig ud hver gang.

Brev til amerikansk ven

164

I et sådant smid-væk-samfund begyndte jeg at forstå de økonomiske faktorer, som skabte ghettoen. Ghettoerne både her i Vesten og ude i den Tredie Verden er en direkte afspejling af ghettoen i vore sind. Når kærligheden gøres til salgsvare, sælges al vor menneskelighed ud. Min vagabondering i verdens mest avancerede smid-væksystem blev en indre rejse, i hvilken jeg konstant prøvede at skelne mennesket fra systemet, det levede i. Jeg måtte ustandselig spørge mig selv, om denne varme og åbenhed, jeg modtog som vagabond var et ægte amerikansk karaktertræk eller om systemet havde givet befolkningen en overfladisk gæstfrihed - et behov for et kort uforpligtende smid-væk-venskab. Men at blive smidt væk efter endt brug var under alle omstændigheder at foretrække fremfor den menneskekulde, jeg havde kendt i Europa, som aldrig ville have givet en vagabond en chance. Jeg lærte, at hvor et system er hårdest og mest grusomt (som i Sydafrika), finder man ofte den største menneskelige varme - en varme som ikke bør gå tabt i forsøget på at finde mere retfærdige systemer. Skønt jeg fandt Nordstaternes system mere retfærdigt end Sydstaternes, måtte jeg uophørligt blaffe tilbage til Sydens menneskelighed for at overleve som individ på samme måde som mange sorte søger tilbage. Det mere liberale Norden fik de sorte til at vandre nordpå i 40erne og 50erne, fordi det havde brug for deres arbejdskraft. Men som menneskelige individer havde man ikke brug for de sorte, sådan som de hvide i Syden havde det med deres konservative interesse for individet, - og isolerede dem derfor i store overbefolkede ghettoer. Da alle amerikanere er indpodede med en mærkelig trang til plads, er effekten af overbefolkning i Amerika værre psykologisk end i andre lande. Hvis alle amerikanere boede ligeså tæt som i Harlem, kunne alle 227 millioner bo inden for tre af New Yorks fem bydele. Smid-væk-samfundet, som baggårdsdumper både ting og mennesker, har på denne måde dræbt kærligheden i samfundet ved at isolere og fremmedgøre enorme befolkningsgrupper fra hinanden. Men det kan ikke kvæle det smertens og tomhedens råb, som lyder fra dem som blev smidt væk, - skriget fra undergrunden, som det overalt kan læses i ghettoen og undergrunden.

165

I am, I said, to no one there.

And no one heard at all...

I am, I cried!

And I am lost and I can't even say why

... leaving me lonely still...

I've got an emptiness deep inside,

and I tried, but it won't let me go.

And I'm not a man who likes to swear,

but I've never cared for the sound

of being alone...

I AM, I CRIED!

I AM, SAID I!

And I am lost and can't even say why...

Leaving me lonely still...

166

Men som altid gør systemet brug af sin repressive tolerance mod presset fra de nederste lag og kvæler råbet fra undergrunden ved at ophøje det og give det anerkendelse for dets kunstneriske værdi. High society giver de unge sorte fra ghettoen frit lejde til at udstille i New Yorks gallerier for de rige, liberale hvide med al deres forstående snak om ghettoens problemer og velvillige tale om sultens og overbefolkningens problemer i den Tredie Verden. De kvæler ghettoens mennesker med al deres højtravende snak om at ville ”ændre miljøet”, mens de selv flygter ud i forstæderne og derved bevirker at miljøet yderligere forringes. De er højtrøstede i deres pralen med at de har en sort ven her og en ”marxistisk” ven der, men de undrer sig ikke over, hvorfor sorte kun en sjælden gang kommer til disse kunstpaladser, og de accepterer uden at blinke, at sorte bartendere viderefører herre-slaveforholdet ved disse seancer. Dette er kapitalismens stødpudetropper, som kan absorbere alle former for kritik af systemet og forvrænge den og afværge dens angreb ved ”indforstået” at ophøje den til kunst. Sådan vil det også gå med mine fotografier. Disse velbjærgede liberale, som jeg kom til at hade og elske på samme tid, vil give mig al mulig støtte til at få udgivet og udstillet min kritik af deres samfund, chokerede over de ting jeg havde set i Amerika, og i skamfølelse over at jeg var gået over en tærskel, som de føler, de selv burde være gået over, men ikke kunne - rystende angst for ghettoen, som de er. Sådanne mennesker har vi i alle slags samfund, som himler op om nødvendigheden af forandring for at hjælpe ghettoer og ulande ”op”. Men når det kommer til valgdagen visner deres løfter hen i status quo-papir

kurven med stemmer på det demokratiske parti (eller diverse europæiske socialdemokratiske partier). Derfor kan jeg ikke undgå at føle at også jeg udbyttede de sorte, for jeg ved udmærket, at disse billeder ikke vil komme dem til gavn. Velbjærgede hvide vil blive lidt sentimentale over underklassens lidelser, men de vil ikke gøre noget for at ændre deres egen livsform og opgive campingvognen, opvaskemaskinen, superstereoanlægget, videomaskinen, og omfordele verdens goder. Således bliver billederne blot en katarsis for folk. Skønt jeg vidste dette og ofte fik det fortalt af underklassens sorte, som ikke havde illusioner om nytten af at tale til det ”gode” i den hvide race, fortsatte jeg og har således forrådt både de sorte og den Tredie Verden ved at gøre denne side til den eneste i bogen næsten alle Amerikas sorte kan være enige i. Jeg har skabt underholdning for undertrykkerne og derved forlænget et uretfærdigt system. Jeg er ligeså hyklerisk som disse kunstsnobber fordi jeg spiller efter deres regler. Hvis min kritik blev alt for ”revolutionær” ville det blot vende den ryggen. Derfor er jeg nødt til at udvande den, hvorved min bog risikerer blot at blive en tårepersende og nedladende ”paternalsk” naiv-vagabond-eventyrlig historie om ghettoens lidelser og samfundets uheldige skyggesider. Som f.eks. den følgende sentimentale rejse ind i Harlem kun nogle få husblokke fra disse liberales højborg, Museum of Modern Art:

167

If you take the train with me

uptown through the misery

of ghetto streets

in morning light

where it is always night:

Take a window seat,

put down your Times

you can read between the lines,

just read the faces

that you meet beyond the windowpane:

And it might begin to teach you

how to give a damn about your fellow man!

169

Alt i Harlem er sort undtagen forretningerne, som ejes al hvide. De eneste forretninger, som ikke ejes af hvide, er de allestedsværende bedemandsforretninger, da hvide bedemænd ikke vil have med sorte lig at gøre. At blive bedemand er en af de sikreste måder at opnå middelklassestatus på. For døden er ligeså nærværende i Harlem som angsten der hjemsøger alle nedenunder den usikre, sporadiske latter. Alligevel føler jeg mig som medlem af den altoverskyggende, usynlige ”Whitey” i Harlem mere tryg end de fleste sorte er det, for som altid under slaveri bliver aggressionerne vendt mod medofrene fremfor mod den hadede undertrykker. Denne bedemandsforretning side om side med et narkoafvænningscenter illustrerer tydeligt det valg, man konstant har i Harlem - valget mellem en øjeblikkelig død eller et slavebundet liv under ”The Man.” Tusinder af narkomaner vælger døren til venstre. De ved kun alt for godt, at hvis de vælger døren til højre bliver de enten re-habiliterede, hvilket betyder en tilbagevenden til den tidligere tilstand, som de ikke kunne overleve i uden at bruge heroin. - Eller også bliver de ”op-habiliterede” til at lære at leve med ghettojunglen gennem sindsforkrøbling og dræbt sensitivitet - ved at lade sig underkue af ”The Man”s skyd-skylden-på-ofretslaveri, som vil ændre ofrene i stedet for at ændre deres undertrykkende omgivelser. Denne kvinde er en levende illustration af det valg, man konstant har i Harlem. En gal voldsmand var brudt ind i hendes lejlighed og prøvede at dræbe hende med en stor kniv. Hun overlevede ved at kaste sig ud fra vinduet på tredie sal - og var forkrøblet for livstid.

172

De amerikanere, jeg har de stærkeste følelser overfor, er narkomanerne, som har været for følsomme og menneskelige til at overleve i den brutale amerikanske succesjagt. De er ikke blot ofre for denne vold; de er i stand til at slå tilbage med al den voldsomhed, der er indsprøjtet i dem af ”the American way of life.” Mangen en gang hjalp jeg på New Yorks tage med at binde disse bundne sjæle op. På visse gadehjørner i Harlem ser man hver dag tusinder af narkomaner, som står og venter på heroin. Om natten tør ikke engang politiet færdes i disse kvarterer, fra hvis skydegallerier vi under tiden kunne nyde det utrolige syn af ”den store sprøjte” på Empire State bygningen. Disse skydegallerier er tomme ejendomme overtaget af narkomaner, som dels ”skyder op”. dvs. sprøjter op, og dels ”skyder ned”, dvs. skyder enhver, der er mistænkt for at være politi eller detektiv. Da straffen for at blive taget som narkoman - eller med andre ord offer - er den samme som for at være morder, har de ikke noget reelt valg. De får livsvarigt fængsel, hvadenten de optræder som offer eller bøddel. Derfor er skydegallerierne uhyggeligt farlige. Denne fyr havde været narkoman i 16 år. Han led af underernæring og løbende sår over hele kroppen, men da han ikke kunne finde flere raske steder at sprøjte op, måtte han tage den ildelugtende bandage af benet for at finde et stikhul. Han led forfærdeligt og vidste godt, at han havde mindre end to år tilbage at leve i. Netop derfor havde han ikke noget at frygte fra mine billeder, men opfordrede mig tværtimod til at vise billederne til alverden for at skræmme andre unge, så de ikke skulle komme til at lide som han.

173

Or put your girl to sleep sometimes

with rats instead of nursery rhymes

with hunger and your other children by her side.
And wonder if you'll share your bed
with something else that must be fed
for fear may lie beside you
or it may sleep dowm the hall.
And it might begin to teach you
how to give a damn

about your fellow man!

174

Come and see how well despair
is seasoned by the stifling air.
See your ghetto in the good old sizzling summer time.

Suppose the streets were all on fire,

the flames like tempers leaping higher,
suppose you'd lived there all your life,
do you think that you would mind?

Men det er ikke blot de voksne, der lider i Harlem. De mest ubeskribelige og smertefulde lidelser, jeg har mødt, er dem, som overgår børnene og som er med til at forme og forkrøble deres sind og hele væsen for livstid. Ikke blot de børn, som er nødt til at efterligne tiggende hunde for at overleve i systemets vold, eller de børn som prøver at få lidt skillinger ved at pudse vinduer for opstandsende hvide bilister i gadekrydsene, men i endnu højere grad de børn, som systemet direkte har dræbt før de nåede til skelsår. Hvilket indtryk gør det på børn, når de oplever deres søskende blive skudt ned og dræbt på gaden? Da jeg underviste i en skole i Harlem, opdagede jeg, at der ikke var en eneste af eleverne, som ikke havde oplevet sådanne skyderier i gaderne, hvor kugler rammer selv de uskyldigste børn. De nægtede at tro på, at jeg kom fra et land uden almindelig adgang til pistoler. ”Hvordan forsvarer folk sig så?” spurgte de. Og hvilket indtryk gør det på en ung mor, at skulle sige farvel til sin 4-årige søn i en verden, hvor det er svært at se forskel på en vugge og en kiste?

177

Interview med en bums:

”Jeg mener, at alle er født nøgne, så er vi alle mennesker. Og indtil jeg møder nogen, som blev født med tøjet på, skal ingen få mig til at tro på, at de er mere værd end mig. Det er nu min mening!”

And it might begin to reach you

Why I give a damn about my fellow man,

And it might begin to teach you

How to give a damn about your fellow man.

Denne form for ”at være noget for medmennesket”-rejse gennem Harlem - illustrerer i al sin sødladne sentimentalitet den hvide liberale måde at se ghettoen på. Fra den faderlige, næsten kærlige omsorg for de sorte i det sydlige plantagearistokrati går der en lige linie til den endeløse snak om at hjælpe medmennesket hos Nordens liberale. Mange liberale gør ganske vist et stort og opslidende arbejde i ghettoerne, men hvadenten de brystføder eller flaskeføder underklassen er resultatet det samme: de skyder i virkeligheden skylden på ofrene selv ved at prøve at tilpasse dem til deres uheldige skæbne i et uretfærdigt kastesamfund, i stedet for at ændre samfundet. De betragter ikke de sorte som medfødt inferiøre sådan som de konservative gør det. De ser dem derimod som funktionelt inferiøre som et resultat af en fjern fortids uretfærdighed, slaveri og diskrimination. Efter at have oplevet denne bog vil de fortvivlede spørge: ”Hvad kan vi gøre?” Men de vil intet gøre, som kan true deres egne privilegier og samfundets nuværende fordeling af goderne. Derved er de liberale i virkeligheden racismens og den fortsatte undertrykkelses vigtigste redskaber. De hjælper nemlig underklassen med at tilpasse sig en undertrykkelse som gør den så tilpas funktionelt inferiør, at det kan tilfredsstille de liberales egne behov for at yde paternalistisk undermenneskeomsorg.

Underklassens sorte har ingen tid tilovers for de liberales nedladende holdning og forsøger konstant at provokere deres sande konservative ansigt frem. De nægter at se det som fremgang, at kniven i deres ryg bliver trukket tilbage fra 4 cm til kun 2 cm og vil hellere bruge den til at true de liberale tilbage til den velkendte ”hvide reaktion” hvor de hører hjemme.

De sortes eget syn på Harlem er stik modsat de hvide liberales, da de ikke ensidigt kan se det triste i ghettoen uden at gå til grunde. Skal man overleve, må man se på de positive sider. De vil f.eks. ikke fremhæve at 10% af Harlems ungdom er blodigt kriminelle, som myrder i flæng og gør det umuligt for nogen at færdes i gaderne. De vil vende det om og opmuntres over den utrolige kendsgerning, at trods dette kriminelle miljø har 90% af ungdommen aldrig været i konflikt med loven. De vil se den blomstrende kultur, som trives midt i undertrykkelsen, opmuntres over, at flertallet af Harlems befolkning trods alt overlever - se de mange roser, som det lykkes at skyde op i denne jungle.

179

There is a rose in Spanish Harlem,

a rose in black and Spanish Harlem.
It is a special one,

it never sees the sun
it only comes out

when the moon is on the run
and all the stars are gleaming.
It's growing in the street
right up through the concrete
soft, sweet and dreaming.
With eyes as black as coal
they look down in my soul
and start a fire there
and then I lose control
I want to beg her pardon
I'm going to pick that rose

and watch her
as she grows in my garden.

180

En sådan rose var for mig Merrilyn. Da jeg traf hende, var hun narkoman, selv om hendes forbrug ikke var særlig stort. Hun sprøjtede kun op et par gange om ugen og var i stand til helt at holde op, da det lykkedes hende at få arbejde i Wall Street. Forholdene i hendes lille etværelses lejlighed var fortvivlede, og jeg beundrer hende for, at hun var i stand til at komme ud af det, for jeg selv sank dybere og dybere, mens jeg boede hos hende. Aldrig i mit liv har jeg boet under så nedtrykkende og menneskeudslettende forhold. Jeg var hverken i stand til at tænke eller skrive i lejligheden. Det var ikke blot de konstante indbrud, der gjorde det. Det var snarere frygten for dem, eller hvad der skulle ske næste gang, og frygten for at gå ud på trappeopgangen eller på gaden, hvor man kunne blive angrebet af kniv- eller pistolmænd. Tranghed kan man vænne sig til. Man kan vænne sig til, at ens spisebord i køkkenet også tjener som badekar, sådan som det gør for tusinder af mennesker i New York. Man kan også vænne sig til at have et ståltrådsnet mellem køkken og soveværelse, for at rotterne ikke skal komme ind og bide en i ansigtet, mens man sover. Og det bliver hurtigt en vane at feje alle de døde kakkelakker, man har ligget på i løbet af natten, ud af sengen, når man vågner om morgenen. Selv de konstante skyderier og politisirener fra det undertrykkende og voldsprægede amerikanske TV-emperium, som hamrer gennem væggene fra de tilstødende lejligheder, kan virke som en behagelig afveksling fra de tilsvarende lyde ude på gaden. Men den konstante angst for det øjeblik, hvor man selv får en kniv stukket i maven, den vænner man sig aldrig til. Selv juleaften blev jeg overfaldet af tre pistolmænd i nærheden. Hvordan jeg overlevede det, må man ikke spørge om. Det er et paradoks, at i verdens rigeste land er ordet ”survival” (overlevelse), (som jeg i min trygge opvækst aldrig havde hørt, før jeg kom til Amerika, undtagen i forbindelse med Darwin) blevet et standardbegreb. Men spørg hellere om, hvordan Merrilyn overlevede det, ikke blot fysisk, men også psykisk. Ikke blot overlevede hun, men hun var endog i stand til at kæmpe sig ud af ghettoen. I dag er hun skuespillerinde i San Fransisco. Jo, hun var en rose som det lykkedes at skyde op gennem asfalten.

181

Men Harlem er langt fra den værste ghetto i New York. I Bronx, hvor europæiske filmhold nu laver deres optagelser af 2. verdenskrigs ødelæggelser i Tyskland, er der områder, hvor 9 ud af 10 mennesker dør en unaturlig død såsom af mord, sult, overdosis, rottebid osv. I Brownsvilleghettoen så jeg to mord og hørte om fire andre på samme dag. Siden har jeg faktisk ikke været der. De fleste hvide har svært ved at forstå, hvad en ghetto er. Der er f.eks. ikke mure omkring en ghetto, og den er ikke nødvendigvis et resultat af dårlige boligforhold. I automobilbyen Detroit er boligforholdene langt bedre end i Harlem. At ghettoen ikke er noget fysisk konkret som f.eks. knuste flasker og affald, oplevede jeg meget stærkt i Detroit, hvor jeg var i den heldige situation at komme til at bo på begge sider af skillelinien mellem ghettoen og de hvide kvarterer - helt derude hvor hvert eneste hvidt hus er til salg. Der er mange aspekter af hvid racisme, jeg godt kan forstå, men hidtil har det - for både mig og andre europæiske besøgende jeg har mødt - været en absolut gåde hvorfor disse hvide flytter væk fra alt det, de har bygget op og er kommet til at holde af, blot fordi en sort familie flytter ind i kvarteret. Disse bedrestillede sorte lever nemlig i enhver henseende op til det firkantede hvide middelklassekrav om en pæntklippet plæne, en hæk og rododendroner. Og sådan ville kvarteret blive ved med at se ud, hvis ikke de hvide begyndte at flygte. Samtidig har disse sorte en kultur, der er langt mere amerikansk end de europæiske immigranters, som de hvide øjeblikkeligt lader få adgang til deres såkaldte smeltedigle. Når jeg boede på den hvide side af det pinlige ghettohegn af ”Til Salg”-skilte, kunne de i reglen ikke komme med nogen logiske argumenter for at flytte, udover det komplet uacceptable om ”den faldende ejendomsværdi,” hvilket naturligvis kun er et resultat af, at de alle sælger ud på en gang. Således oplevede jeg det som een stor amerikansk sammensværgelse med det formål at hindre de sorte i at få adgang til smeltediglen, med millioner af middelmådige guvernør Wallace'er, der blokerede hver eneste dør, og the National Association of Real Estate Boards som hjernen bag det hele (en undergravende ejendomsmæglerorganisation, som burde forbydes ved hjælp af borgerretslovene). For hver hvid som flyttede, oplevede jeg på den anden side af hegnet et stik i hjertet på de sorte. De ældre ville gøre alt for at behage de hvide, men de unge var langt mere sensitive. Den pludselige følelse af, at man for evigt er ved at blive lukket ude fra samfundets hovedstrøm, lige når man er

tættere på end nogensinde, udløste harme, og det smertende stik i hjertet forvandlede nogle få at disse ellers velopdragne unge til urostiftere, som optændte had mod de tilbageblevne hvide i ghettoens udkant, der så til gengæld øjeblikkeligt skød skylden på ofret og flyttede. Jeg omtaler ikke i denne bog den sorte middelklasses problemer, men jeg kunne ikke undgå at se en direkte forbindelse mellem den vold som blev begået mod værdigheden og selvfølelsen hos disse nybyggere ude på randen af ghettoen, og den vold jeg senere skulle opleve i de indre ghettoer; mellem det hvide fuldt-amerikanske stik i hjertet på den sorte middelklasse og de rystende nedstikninger bagfra i underklassen. Således forstod jeg, at ghettoen er en hvid socialt påtvunget fortsættelse af det historiske slaveris voldelige miljø. Når denne indvendiggjorte hvide vold udsættes for direkte pres fra samfundets vold som f.eks. arbejdsløshed, som er særlig slem i Detroit, eksploderer den i fysisk vold. Ligesom antallet af sorte skilsmisser stiger og falder med den svingende arbejdsløshed, gør mord og vold mod familiemedlemmer det også. Næsten hver gang jeg kom tilbage til Detroit var flere af mine sorte venner blevet dræbt. Dette brev til mine forældre, der er skrevet de første måneder i Amerika, viser hvordan det var muligt øjeblikkeligt at fornemme den hvide racismes Golgathastik bag forblødningen af et allerede korsfæstet folk.

182

Påske i Detroit

Johannes 19:31-37

Kære far og mor.

Dette er den mest rystende påske, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er nu kommet til Detroit, som er intet mindre end rædslernes by. På vejen fra San Francisco gjorde jeg ophold i Chicago for at besøge Denia, den unge sorte forfatterinde, jeg boede hos i julen. Allerede der startede rædslerne. I husker de to veninder, hun havde, som vi tilbragte megen tid sammen med. Nu fortalte hun, at den ene, Theresia - denne blide, stilfærdige, 19-årige pige - i mellemtiden var blevet myrdet. Hun er muligvis blevet dræbt af bekendte, da hun sandsynligvis selv har åbnet døren til lejligheden for morderne. Hun blev fundet af sin forlovede, skudt og sprættet op med knive. Det er det andet menneske, jeg har kendt i USA, som er blevet myrdet. Nu har Denia købt en pistol og er begyndt at gå til skydeøvelser. I øvrigt oplevede jeg den nat i Chicago det første større skyderi, sikkert mellem politi og kriminelle. Vi var på besøg i Mohawk Street, da det pludselig begyndte lige nedenfor i mørket. Jeg prøvede at komme til at se ud, men Denia trak mig væk fra vinduet. Nå, men alt det har jeg næsten glemt i sammenligning med de ting, der er sket her i Detroit. Først boede jeg ude hos en velbjærget automobilarbejderfamilie i de nydelige sorte kvarterer ved 7-milegrænsen, helt derude hvor de hvide kvarterer starter. Dejlige mennesker.

Påskemorgen tog de mig med i kirke. Men så flyttede jeg ind i selve ghettoen hos tre studenter, og siden da har det været et mareridt. Allerede en af de første dage jeg var her, blev Thigpen, som jeg lige nåede at blive introduceret for, myrdet. Han var et fantastisk menneske, stor som en bjørn, og en kendt digter (jeg sender jer hans digtsamling ”Down, nigger, paved streets”). Åbenbart uden anden grund end at han havde skrevet et uskyldigt digt om narkotikahandelen i byen, blev han forleden henrettet af narkotikagangstere sammen med to af sine venner. De blev bagbundet og lagt på gulvet og skudt i nakken. Men det, der chokerede mig mest, var reaktionen hos de tre, jeg bor hos. En af dem, Jeff, havde kendt Thigpen i årevis og er fotograferet i sammen med ham uden på bogen. De var de bedste venner. Men Jeff kom blot roligt en morgen med avisen til mig og sagde: ”Hey, you remember this dude, Thigpen, you met the other day? Look, they blew him away too.” - Større indtryk gjorde det ikke. Sådan er deres reaktion på al den vold, som virkelig går mig på. Alligevel er de selv bange for den. Det er ikke blot mig, der ryster af skræk her. Nætterne er de værste. Jeg er ved at gå til af

183

mangel på søvn efterhånden. Jeff og de to andre sover ovenpå, mens jeg selv bor nede i stuen. Hver nat skubber de køleskabet hen foran døren, og de har stillet nogle tomme flasker ovenpå, således at forsøg på at åbne døren vil få dem til at falde ned og vække dem ovenpå. En nat hoppede katten op på køleskabet og væltede flaskerne med et brag, og jeg for op ovenpå til de andre. Jeg er i den grad et nervevrag efterhånden og ligger konstant og lytter efter fodtrin udenfor (ingen andre end røvere færdes til fods i Detroit). Af og til hører man skud udenfor. Jeg har aldrig prøvet at skælve før, men nu får jeg sommetider den geleagtige fornemmelse, som den nat jeg blev overfaldet i San Francisco. Alene den hjertebanken, jeg har, er nok til at holde mig vågen. Jeg troede faktisk slet ikke, at jeg havde lukket et øje en eneste gang hele ugen, før jeg pludselig vågnede af et frygteligt mareridt. Jeg drømmer næsten aldrig nu, hvor jeg rejser, men den nat drømte jeg pludselig om en solskinsdag, hvor jeg som 11-årig lå hjemme på dagligstuegulvet i præstegården. Jeg lå og spiste appelsiner, husker jeg, da radioavisen meddelte mordet på Lumumba. Jeg forstod intet dengang, men husker det dog tydeligt. Denne scene så jeg nu klart for mig i mareridtet, men hele tiden blev den flænget væk og skiftede til en anden scene et eller andet sted i Afrika, hvor jeg lå på jorden, mens nogle afrikanere sendte den ene maskinpistolsalve efter den anden imod mig. Jeg råbte, at de skulle stoppe, men kuglerne blev blot ved med at bore sig ind i mig, en frygtelig oplevelse. Jeg vågnede op til dette virkelige Detroit-mareridt, som jeg nu pludselig fandt helt fredeligt i sammenligning, og lidt senere lykkedes det mig at få et par timers søvn. Men mareridtene er ikke altid slut, når dagen kommer. En af de første dage vovede jeg mig ud på gaden til fods. Der var ikke gået en halv time, før en politibil med to hvide betjente brat standsede op og kaldte mig hen til bilen. Jeg var næsten glad over at se hvide ansigter igen og gik derhen. De bad blot om at se mine identitetspapirer. Sådan bliver man hele tiden standset, når man færdes i ghettoer. Jeg spørger tit mig selv, hvilken forskel der egentlig er på at være sort her og sort i Sydafrika, når man hele tiden må vise identitetskort til hvide betjente. Så næsten automatisk stak jeg hånden ned i skuldertasken for at finde mit pas frem. Straks røg de to betjentes pistoler lige op i ansigtet på mig: ”Hold it!” Det var en frygtelig oplevelse at kigge ind i en pistolmunding, og jeg begyndte at ryste af skræk. Men ellers skete der ikke noget; de var bare blevet bange for, at jeg havde en pistol i tasken. Det føltes som et mirakel, at deres pistoler ikke var gået af. Hvordan kan mennesker leve i en sådan verden, hvor de ikke har mere tillid til hinanden? De gav mig den sædvanlige advarsel: ”Vil du se at komme ud af dette nabolag hurtigst muligt!” Jeg havde genvundet min selvtillid og svarede blot frækt: ”Jeg bor her!” - Jo længere jeg bor her, jo mere ser jeg på de hvide med de sortes øjne, og jeg kan ikke lade være med at nære et stadigt stigende had til dem. Det er en mærkelig fornemmelse at bo i en by som Detroit, hvor man aldrig ser andet end sorte ansigter omkring sig. Der sker en langsom forvandling med en. De sorte ansigter bliver nære og velkendte og derfor varme, mens de hvide virker fjerne og ukendte og derfor kolde. På trods af alle rædslerne har jeg aldeles ingen lyst til at tage ud i de kolde isørkener derude, hvor ghettoen holder op. Så I kan nok forstå det chok, man får, hver gang man tænder for fjernsynet og så pludselig ser udelukkende hvide ansigter. Ja på en mærkelig måde bliver de hvide ansigter en væsentlig del af Detroit-mareridtet. Det er nemlig ikke blot kriminaliteten, der holder mig vågen om natten. Det er i lige så høj grad fjernsynet eller radioen. Det er nemlig overalt i ghettoerne i Detroit og Chicago skik hos de sorte at lade fjernsynet eller radioen gå natten igennem for at lade røverne tro, at man stadigvæk er vågen. Noget andet er så, at man efterhånden er blevet så vænnet til at sove med musik og TV, at det simpelt hen er en slags narkotika for folk; de kan simpelthen ikke falde i søvn uden denne støj. Jeg opdagede det en dag, da Denia og jeg ville tage os en middagslur i Chicago, og hun så automatisk tændte for fjernsynet for at falde i søvn. Det er rystende, så tidligt de bliver afhængige af denne støjnarkotika. - Da jeg boede hos en ung sort mor i Jackson 50 miles udenfor Detroit, opdagede jeg, at det var os næsten umuligt at bo sammen. Når vi gik i seng, tændte hun altid for radioen. Jeg lå så og ventede på, at hun faldt i søvn, hvorefter jeg langsomt prøvede at skrue lyden ned, da det ellers var mig totalt umuligt at falde i søvn. Men hver gang jeg nåede ned til en vis lydstyrke, skete der altid det, at hendes børn på 2 og 3 år vågnede og begyndte at græde, så jeg straks måtte skrue lyden op igen. Jeg holdt til det i to nætter, hvorefter jeg måtte flytte. Vi var simpelthen, som kvinden sagde ”culturally incompatible”. Men jeg synes, at der ligger forfærdelige perspektiver i dette, hvis alle sorte i storbyerne er lige så afhængige af denne støj.

184

I har nemlig ingen anelse om, hvad amerikansk radio er; denne konstante bum-bum-musik afbrudt af reklamer hvert andet minut. Hele tiden hører man dette søvndyssende budskab ”Leave the driving to us”. Det hele fornemmes som en stor hvid sammensværgelse mod de sorte. Ligesom når man bomber landsbyer i Sydvietnam for at få befolkningen flyttet til ”strategiske byer”, så man bedre kan holde styr på dem, forekommer det i USA næsten, som om man har tvunget de sorte væk fra deres små landsbyer ind i store koncentrationslejre, hvor man bedre kan kontrollere dem med massemedierne. I Syden kunne man dog i det mindste tænke, men her bliver man konstant bombarderet med, hvad andre vil, at man skal tænke - eller rettere, man bliver forhindret i at tænke. Kvæler al denne musik og støj ikke de sortes evner for en selvstændig og intellektuel udvikling? Er det underligt, at mange af dem virker som Zombier, som de selv spøgende siger? De tre, jeg bor hos, er nogle af de få politisk aktive i Detroit. Jeff har været på Cuba og har givet mig en del bøger om Cuba, som han vil have mig til at læse. Men det er mig umuligt at læse i disse omgivelser med støj, nervøsitet, skælven og angst for et eller andet, man ikke ved, hvad er. Jeff er en af de efterhånden mange sorte, som illegalt er rejst til Cuba gennem Canada. Han fortæller mig så mange fantastiske ting derfra, og jeg lytter, men meget af det virker så irrelevant i disse grusomme omgivelser. Han siger, at Cuba er det første sted, han har kunnet ånde frit. Alle cubanere har våben, ligesom her i Detroit, men alligevel var han aldrig bange på Cuba. Det eneste, der skuffede ham, var, at de cubanske sorte endnu ikke havde fået afrofrisurer. Jeff var så glad for Cuba, at han havde prøvet alt muligt for ikke at skulle tilbage til USA, men han kunne ikke få lov til at blive. Nu efter rejsen har han fået problemer med FBI, som to gange har opsøgt hans forældre. Sin uddannelsesstøtte fik han pludselig ikke mere, og han blev bortvist fra universitetet. Han er derfor blevet taxachauffør, og går i sin egen drømmeverden og læser bøger om Cuba i taxaen. Han fortalte mig grinende en dag, at han for nogle uger siden havde ”holdt sig selv op”. Da taxachauffører hele tiden bliver overfaldet, ”frarøvede han sig selv 50 dollars, tilkaldte politiet og sagde, at røveren var sort, så sådan og sådan ud og løb i den retning. Så behøvede han ikke at arbejde mere den dag og satte sig ud på Belleøen og læste sine Cubabøger. Desværre vil han ikke bruge sine erfaringer til at arbejde politisk i Detroit; systemet er så massivt og undertrykkende, at det ikke nytter noget, siger han. Så nu arbejder han blot på at komme tilbage til Cuba. Han vil dog til Washington om to dage og demonstrere mod Vietnamkrigen. Der ventes en million. Vi kører sammen derned. Jeg kan næsten ikke vente på at komme ud af dette helvede og håber kun, at der er mere fredeligt i Washington, så jeg kan få hvilet ud. Men jeg må tilbage til Detroit. Ligesom i Chicago har jeg her mødt så varme mennesker, at jeg simpelthen ikke kan begribe deres godhed imod mig. Jeg kan ikke forstå, at to så grusomme og menneskeundertrykkende byer kan rumme så enestående mennesker. Jeg må kunne lære at leve med kriminaliteten, for jeg må tilbage til disse mennesker. Men det vil tage mig lang tid at vænne mig til forholdene. Blot det at gå i butikker ovre på hjørnet om aftenen kræver, at vi tager bilen. Jeff og de to andre tør simpelthen ikke gå halvanden husblok. - Jeg vil huske Detroit som en endeløs glidende køretur i bil i en spøgelsesby uden mennesker til bilradioens toner af det nyeste sorte hit ”For Guds skyld, hvorfor giver I ikke mere magt til folket”, som er ved at blive banket ind i mit hoved. Og så hver dag de nyeste mordstatistikker. I den sidste uge er kun 26 blevet myrdet, men det er nok på grund af påsken. Man regner med at slå sidste års rekord og nå op på 1000 inden jul! Flere menneskeliv går tabt i borgerkrigen her på et år end på 6 år i Nordirland. Alligevel opnår ”fem mennesker dræbt i gårsdagens vold i Detroit” kun at få en bemærkning på side 18, mens forsideoverskrifterne begræder tabet af to menneskeliv i Nordirlands ”tragiske” borgerkrig. Skrev de danske aviser forresten om den stigmatiserede sorte pige, som blødte i påsken. Jeg håber, I har haft en lidt mere fredelig påske.

Kærlig hilsen Jacob.

185

Amerikanske ghettoer strækker sig ud i et 10-20 km tykt bælte omkring forretningskvartererne i midten, som her i Houston, modsat i den Tredie Verden, hvor de rige bor i den indre by og de fattige i slumkvarterer i udkanten. Underklassen bliver ustandseligt kostet rundt. Byrenovering, der påstås at skulle være til dens gavn, bliver overalt brugt til at koncentrere og skjule de uønskede. Ofte måtte jeg fælde en tåre når jeg så, hvordan historiske, europæisk udseende ”slumkvarterer” bliver pløjet ned og rejst på højkant, som her i Baltimores hyggelige og charmerende ghetto. Stablet ovenpå hinanden føler folk sig endnu mere indespærrede, og kriminaliteten stiger da også proportionalt med højden af disse vertikale slumkvarterer. I Philadelphia er gadebanderne afløst af etagebander, der nu bekæmper hinanden etage for etage, og det kan betyde døden at stå ud af elevatoren på en forkert etage. Mere end 100 gadebandemedlemmer i alderen 12 til 17 år bliver dræbt der hvert år. Jeg har haft adskillige venner, som er blevet holdt op med pistol af 10-11 årige børn. Ved at give dem en straf, der tit er dobbelt så lang som deres alder, håber de hvide at få fjernet en del af ghettoen... på samme ørkesløse måde

som når de nedriver de huse, ghettoen befinder sig i - uden at fjerne årsagerne til ghettoen. Skønt fem af seks boliglovsovertrædelser i slumkvarterer bevisligt skyldes bolighajers åbenlyse forsømmelser og kun en af seks kan tilskrives fortvivlede lejere, fortsætter den populære skyd-skylden-på-de-fattigemyte om, at ”folk selv skaber deres slum” ikke desto mindre. Et par af de bolighajer, jeg boede hos i store forstadsvillaer hjalp såsandelig til med at sprede sådanne ideer. Men skønt jeg har boet i årevis i disse gamle, forfaldne ghettolejligheder, som først overgives til de fattige, når de allerede er slidt ned og brugt op, har jeg aldrig set nogen form for beboerhærværk af den type, som forårsager slum: utæt tag, synkende gulve og trapper, defekte vand- og sanitetsinstallationer og brandfarlige elektriske installationer. Men aldrig vil jeg glemme smerten og de kvaler jeg måtte gå igennem med mine bedste venner i Fillmoreghettoen, Viliana og Lance, da deres datter døde ved et fald gennem et råddent vindue, som deres bolighaj i årevis havde nægtet at bringe op til boliglovsstandard.

187

Et af de store paradokser i Amerika er derfor at størstedelen af de hvide søger årsagen til ghettoen inde i ghettoen selv, skønt det ligger i selve ghettobegrebet, at årsagen skal søges udenfor. Især i ringen af hvide overflodsforstæder, der ligger udenom hver eneste by. De har træer, svømmebassiner og alverdens muligheder for udfoldelse. Og de sørger altid for at bo uden for bygrænsen, så deres børn ikke skal gå i skole med underklassen, og så de undgår at betale skat til byerne, selv om deres indtægt stammer derfra. Således bliver byerne fattigere og fattigere. En typisk by som hovedstaden Washington D.C. ligner på denne måde den by vi alle bor i, nemlig verdensbyen. I midten af begge byer er der 80% farvet slum og fattigdom, og udenom har vi lagt de overdådige hvide forstæder Europa, USA og Australien, som ejer det meste af industri og forretningsvirksomhed inde i ghettoen Afrika, Latinamerika og Asien, men som alligevel ikke vil betale skat til denne by, skønt de henter store profitter hjem derindefra. Derfor bliver Washington ligesom verdensbyens ghetto fattigere og fattigere, og man må begynde at sende u-landshjælp for at give lidt tilbage at det, man har hentet ud. 11970 blev dele af hovedstaden i dette rige land således behandlet som hungersnødsområde. Trods den kendsgerning, at europæiske lande giver fra tre til fire gange så meget i u-landshjælp som USA (Sverige, Norge og Holland giver 0,92% af deres GNP, Danmark 0,75% mens USA er i bunden med 0,23% af GNP), er de fleste amerikanere overbeviste om at de er et rundhåndet land og harmes derfor over den anti-amerikanske vrede i Den Tredie Verden - ligesom de ikke forstår vreden i deres egne ghettoer. Uvidenheden, som kommer til udtryk i deres valg af præsidenter, der ofte står alene mod alle andre nationer i manglende erkendelse af behovet for at tilbagegive lidt af superprofitterne, der stammer fra ulige handelsaftaler, lån, underprissatte råmaterialer, osv., er nøjagtig som deres uvidenhed om deres egen hovedstad lige udenfor dens smukke kirsebærblomstrende turistområder. Den kriminalitet, vi selv frygter fra de fattige lande såsom flykapringer, bortførelse af prominente personer og nationalisering af vore virksomheder, er forlængst blevet hverdag i Washington, som har over 2000% flere væbnede røverier om året end tilsvarende byer i Europa. Antallet af mord i Washington er 50% højere end i hele Storbritannien.

188

Hver tiende af indbyggerne i de sorte områder af byen er narkoman, rapporterede Washington Post et år. Disse to narkomaner, som først overfaldt mig, men siden inviterede mig hjem, boede kun tre husblokke fra kongressen, hvis hvide kuppel ses i baggrunden. Skønt kongresmedlemmerne ikke tør færdes til fods hjem efter fyraften, fortsætter de med at øge militærudgifterne i en paranoid angst for resten af verden, men skærer ned i bevillingerne til socialforsorgen. Hvad nytter den skudsikre vest dem, når døden kommer fra hjertet? En måned før jeg boede hos disse narkomaner, blev en betjent skudt i deres opgang, og en kone blev myrdet i dette værelse, hvorfra hun fik et sidste glimt af denne demokratiets og frihedens højborg.

189

Jeg begyndte gradvist at forstå, hvorfor det praktisk taget er umuligt at undslippe den sorte ghetto. Ved at sammenligne med en anden ghetto, alderdommens eller den ”grå ghetto”, fik jeg en endnu dybere forståelse for dette aspekt. Skønt der heller ingen synlige mure er omkring den grå ghetto, er gamle mennesker i Amerika uden egen opsparing for evigt indespærrede i sult, fattigdom og nød. I lighed med underklassen er mange af de gamle så handicappede, at de ikke kan tage velbetalt meningsfyldt arbejde, selvom der var jobs at få, og de har derfor ingen mulighed for at forbedre deres økonomiske situation. Følelsen af ikke at have magt over sin egen situation og den totale afhængighed af krummerne, der falder fra de riges bord er en del af psykopatologien bag ghettoen, som i mange af de ældres sind skaber autoritetsskikkelser, der minder om ”The Man” i den sorte psykologi. Den grå ghetto er nøje forbundet med den sorte ghetto, da fattigdommen tvinger de to grupper ind i de samme områder, hvor de gamle er mindst lige så diskriminerede og glemte af smid-væk-samfundet, som de sorte. Det hænder at gamle bliver fundet døde af sult i deres lejlighed, fordi de ikke tør gå på gaden for at købe ind. Denne gamle kone med smileskiltet i vinduet er nærmeste nabo til kongressen, som har dømt hende til en folkepension 40% under den officielle fattigdomsgrænse. Mange steder i syden mødte jeg gamle, som slet ikke var i stand til at få folkepension. Tusinder får mindre end det officielle minimum på 1170 kr. om måneden. (Minimum i Danmark er 3430 kr. plus 85% af huslejen betalt (for at undgå ghettoisering) og særlige tillæg for varmeregninger, hjælpemidler, fodpleje osv. (Tallene fra 1982).

190

Ordningen i Danmark med hjemmehjælpere, som tre gange dagligt gratis besøger hjemmet for at gøre indkøb for, lave mad og gøre rent hos de ældre og svagelige, får forsømmelsen af de ældre i Amerika til at tage sig endnu mere forfærdende ud. Mange gamle flygter faktisk fra dette frihedens land for at slå sig ned i kommunistiske lande som Polen, Jugoslavien og Ungarn, hvor de kan leve højt for folkepensionen. Denne gamle jødiske kone, som blev en af mine bedste venner i New York, var udvandret fra Rusland i 1905. Nu sultede hun, fik aldrig mælk og kød, og var gentagne gange blevet slået ned. Alligevel havde hun en dyb kærlighed til de sorte i kvarteret og fandt det forfærdeligt, at de måtte lide ligesom hun. Hendes største ønske var, at kongressen skulle give hende tilladelse til at tage tilbage til Sovjetunionen, for at hun kunne leve sine sidste dage i ”frihed for sult og frihed for frygt,” som hun sagde. Men kongressen vil ikke lade de gamle bruge deres pension i Sovjetunionen, og derfor må denne gamle kone som hundredtusinder andre fortsætte med at spise hunde- og kattemad - indtil hun bliver slået ned i bogstavelig forstand af et system, som ikke har brug for hende.

193

Men skønt kongressen lader de gamle dø i glemsel og ensomhed, har den til gengæld et netværk af spioner til at infiltrere folks privatliv, når de får socialhjælp. Gennem hele historien har systemet forsøgt at ødelægge den sorte familie. Traditionen fra slaveriet med at sælge kvinder og børn væk fra deres mænd og fædre fortsætter

med socialforvaltningen som både paternalsk omsorgsfuld slaveherre og infernalsk grusom slavefoged. Mange sorte fædre er blevet tvunget til at forlade hjemmet for at konen kunne få socialhjælp, idet kongressen har beordret, at bistand til mødre skal bortfalde, hvis en mand er til stede. Millioner af kvinder lever således i ensomhed og yderste fattigdom, for skønt loven ikke er på papiret mere, er det stadig den brutale virkelighed udmøntet i, at kun en ud af 20 familier på bistand inkluderer mænd, skønt mere end 50% af underklassens mænd er arbejdsløse. Sådan er der opstået et helt specielt folkefærd af typen kaldet den sorte ”welfare mother”, som lever i en ond cirkel af fattigdom, afhængighed, frygt og især ydmygelse. Skønt de fleste bistandsklienter er hvide, bliver hun beskyldt for at være kommet på socialhjælp ved at have været ”letlevende.” En utrolig anklage, eftersom det var min iagttagelse så vel som konklusionen af adskillige rapporter, at hvide, med deres andre privilegier, er langt mere ”letlevende” end sorte. Det større antal sorte børn født uden for ægteskab understreger så meget stærkere ghettoens ulige adgang til prævention, abort, hasteægteskaber (som ville være frugtesløse med arbejdsløse mænd) og adoptioner. Grusomheden mod disse brændemærkede mødre har sine rødder i politikernes hysteriske taler om bistandssnyltere; taler som er beregnet på at aflede opmærksomheden fra, at de samme politikere uddeler milliarder i bistand til millionærer for ”udtømmelse af oliekilder”, landbrugssubsidier osv. De skaber et klima, i hvilket de fattige må løbe spidsrod gennem omstændelige, langtrukne, nedværdigende undersøgelser og efterfølgende chikanering for at få deres magre krummer. Hvert eneste sadistiske trick bliver brugt for at dehumanisere dem. Ofte må de stå i kø fra klokken fire om morgenen i frost og regn, derefter vente indenfor i koncentrationslejragtig stemning hele dagen blot for at få at vide, at ”der ikke behandles flere sager i dag.”Hvis de får penge fra hemmelige kærester, tør de ofte ikke at bruge dem på

196

køkkenudstyr, for systemets spioner chekker konstant for spor efter en mand. En ny brødrister eller andre gaver kan betyde, at deres magre understøttelse straks falder væk. Hver gang jeg boede hos sådanne mødre på socialhjælp, måtte jeg gemme mig under sengen eller i et klædeskab, når spionerne uden varsel ankom. Mange af disse mødre har aldrig kendt anden tilværelse og ødelægges langsomt af denne evige hjemmegåen, hvor de er slavebundne af fordummende TV-programmer. Jeg tror ikke, amerikanerne virkeligt er klar over, hvor grusomt de behandler disse mødre. Vi har naturligvis også socialhjælp i Danmark, men med den forskel, at det ikke kun er for mødre, men for alle uden arbejde eller i nød. Den virkelige forskel mellem et ægte velfærdssamfund og et smid-væk-samfund er imidlertid, at vi ikke prøver at skaffe mennesker af vejen som affald. I Amerika er det overlagt politik at skubbe folk ud af samfundet ved at nægte hjælp til folk, hvis husleje er for høj. Folk på bistand i Danmark får oveni deres husleje betalt eller kontanthjælp til afdrag på huset og bilen, telefon etc, op til et beløb på $ 612 eller $ 1200 for et par plus $ 60 per barn. (gennemsnitlig hjælp i USA er $ 99 per person eller $ 228 per familie. Tallene er fra 1980 før Reagans (og Schliitters!) nedskæringer). De er derfor fuldstændigt integrerede i samfundet, mens amerikanske mødre på socialhjælp i reglen indespærres i det eufemistiske ”housing for the poor” gemt væk på utiltrækkende steder i nærheden af lossepladser eller larmende motorveje, hvor jorden er billig. Sådanne moderne ”fattiggårde” dækker over en officiel bandlysning af urørlige kasteløse. Hver eneste by har sådanne dehumaniserende ”projects”, som udstøder folk i en pariakultur, som er så ødelægggende, at de til sidst bliver ubrugelige for samfundet. Ved at isolere mødre på socialhjælp næsten lige så effektivt som Tyskland isolerede jøder i koncentrationslejre, har man opnået den samme effekt: at befolkningen kan fortsætte med at skyde skylden på ofret uden nogensinde at skulle se hvilken form for lidelse, den påfører det. I en sådan isolation og med følelsen af at være samfundets losseplads, tvinges børnene i fattiggårdene let ind i en kriminel tilværelse. Da jeg boede hos kvinden på side 198, opdagede jeg, at hun ofte undlod at gå til bistandskontoret eller på indkøb af frygt for at passere igennem sin egen fattiggård.

197

For dem som forsøger at undgå den onde cirkel af afhængighed og underklassepatologi er mulighederne ikke lyse. For at klare sig, tvinges de let ind i en kriminel tilværelse som min ven Alfonso i Baltimore. Alfonsos kone havde et arbejde i en kafferestaurant, som gav familien 300 kr. om ugen, langt under minimumslønnen. Der eksisterer nemlig i USA en hel økonomisk underverden af millioner af hotel- og hospitalsarbejdere, servitricer og hamburgersælgere, som bliver udnyttede på det groveste, idet kongressen (presset af en stærk lobby) ikke vil vedtage en ordentlig minimumsløn for dem. USA har således flere servicejobs end noget andet udviklet land. Alfonso og hans kone elskede hinanden og deres seks børn højt, og det gjorde ham umådeligt ondt, at han var ude af stand til at finde et job, der kunne forsørge familien. Det var mit første år i Amerika og jeg husker hvor rystet jeg var over at opdage, at der ikke var nogen hjælp at hente i en sådan situation. Jeg kom fra et land, hvor man får i det mindste et par hundrede dollars om måneden plus husleje, når man er ude af skolen, så man ikke tvinges ind i kriminalitet, indtil man kan finde arbejde. Og familier får fuld understøttelse. Jeg var derfor rørt over, at Alfonso for at overleve simpelthen var nødt til at røve i gaden. Jeg hjalp ham med at stjæle sko til børnene, og han introducerede mig til Baltimores kriminelle underverden. Han var på denne måde i stand til at holde et pænt hjem og kunne endog leje en bil et par gange om året for at køre sine børn ud i naturen. Men da jeg et års tid senere kom tilbage, var hans børn meget bedrøvede, og de ville ikke fortælle mig hvorfor. Jeg fandt ud af, at Alfonzo var kommet i fængsel og idømt over 6

200

års indespærring. Da jeg kom til fængslet, opdagede jeg, at hans ældste søn også var indespærret sammen med ham. Efter at familien pludselig havde mistet faderens indtægter, havde sønnen forsøgt et bankrøveri for at hjælpe familien. Her ses Alfonsos kone på besøg i fængslet. I de næste 6 år vil hun ikke kunne berøre sin mand og kun høre ham gennem støjende aflyttede telefoner. Tusindvis af sorte ægteskaber er blevet opløst på denne måde. Således har det moderne samfund institutionaliseret arven fra slaveriet med at ødelægge den sorte familie. I dag må Alfonsos familie lide nød, børnene må klare sig selv, og alt forfalder i huset.

201

Disse fortsatte økonomiske angreb på den sorte familie blev konstant forklaret for mig af liberale hvide. Den sorte familie er ustabil og patologisk, ifølge deres teori, fordi den sorte mand blev emaskuleret og berøvet sin mandighed ”dengang under slaveriet,” mens den sorte kvinde blev gjort hård og dominerende. Sorte kvinder opdrager deres børn til at gentage dette mønster, hvad der resulterer i en befolkningsgruppe, der er uegnet til succes. I et samfund, hvor effekten af fortsat undertrykkelse synes af ”bekræfte” dette mønster, og gør det virkelige menneske næsten usynligt, bliver sådanne teorier så magtfulde, at det er næsten umuligt ikke at tilegne sig dem. Den hvide magtstrukturs tilslørede forsøg på at retfærdiggøre sig selv ved at fornægte den sorte mand, få ham til at se stupid, utilstrækkelig og svag ud, bliver derfor let optaget af de sorte. Indvendiggjort racisme giver manglende selvtillid og får underklassemanden til at afskrive ethvert af sine initiativer, opgive jobtræningsprogrammer osv. I frustration og selvforsvar fornægter han så slutteligt sin identitet som forsørger, bærer altså yderligere ved til bålet for den racistiske prototype, som først skabte ham. Selv sorte venstreorien-

202

terede og psykiatere, der højlydt forkaster teorien om den svage, sorte mand, synes ofte at indvendiggøre undertrykkelsen ved at tilslutte sig kravene om, at sorte kvinder bør være mere ydmyge og ikke tilrane sig mandlig autoritet. Derved afspejler de simpelthen det omgivende samfund, der i århundreder har mødt kvindens frigørelseskamp med påstande om, at kvinder er farlige, med mindre de ”holdes på plads.” Ved at opildne sorte mænd til fjentlighed mod sorte kvinder i stedet for mod de hvide, der forsøger at gøre dem til samfundets billige arbejdskraftsreserve, og ved at skabe endnu en destruktiv social teori, der placerer skylden for sort fattigdom på en eller anden side af den sorte psykologi, leverer de liberale et farligt moralsk forsvar og dække til et system, som ikke frarøver de sorte ”mandighed” eller ”kvindelighed,” men livsmulighed. Når vi som følge af skabelsen af denne slavehær af diskriminerede, underbetalte og kronisk arbejdsløse mænd og kvinder ser det ene ægtefællemord efter det andet i underklassehjem, er det slet og ret systemets nådestød mod den sorte familie. Denne 26-årige kone blev skudt af sin arbejdsløse mand under et skænderi, men det er ikke ham man bør anklage!

203

Hvad der mere end noget andet røber disse liberale som slet og ret fortalere for et nyt herre-slavesystem, er deres fantasier om de sortes sexualitet. Mens herre-slavesamfundet har gjort alt for at give næring til et truende sexuelt billede af den sorte mand, udsprunget af diverse hvide økonomiske ønsker, har det ikke sparet på sine anstrengelser for at fortsætte den nedvurdering af den sorte kvinde, som startede under slaveriet. Ingen anden nation har formentlig ladet en hel race af kvinder gå gennem århundreder med systematisk og ofte daglig voldtægt - og haft så meget held med bagefter at lægge hele skylden på ofret selv. Alt blev gjort for at dehumanisere og ”knække” den sorte kvinde ved at sælge og piske hende nøgen i et puritansk samfund som en demonstration af foragt for hendes sexuelle integritet - en praksis, der er udbredt også i dag i form af skamstemplede hvide vittigheder. For at kunne mishandle hende i den grad, som den hvide mand har gjort (hvorefter den hvide kvinde har angrebet hende for at ”forføre hendes mand”), er det nødvendigt at opbygge en enorm foragt for hende for at undgå at føle skyld. Som altid med voldtægtsofre er der fostret myter om hendes dårlige, moralsk løse karakter, samtidig med, at hun fejlagtigt er blevet tillagt en ”dyrisk” sexualitet, for at retfærdiggøre de fortsatte angreb på sorte kvinder - angreb, som aftog i deres mest voldelige form i 1950'erne, men som ofte er ført videre på forskellig vis i underdanige forhold til mandlige hvide chefer. Devalueringen af den sorte kvinde har i den grad gennemsyret det hvide Amerikas psyke, at stereotypiseringen af hende på utallige måder i TV og andre medier som en ”ringe” kvinde ikke engang bemærkes af hvide. De sorte har også taget denne nedvurdering til sig, - velkalkuleret som den er, virker den efter hensigten: Den hvide mands sociale kontrol forbliver uforstyrret. Hvid skyldfølelse over at sælge børn væk fra mødre og over at tvinge enorm hengivenhed ud af selvudslettende barnepiger til deres hvide børn, forsøgte at retfærdiggøre grusomheden ved at stereotypisere den sorte kvinde som overdrevent stærk og i stand til at tåle usædvanlig megen prøvelse og smerte helt til det punkt, hvor hun var umenneskelig, - et hvidt billede, som forstærkedes af at se ofret opdrage sine egne børn med hårdhed. Jeg selv fandt ikke den opdragelse kvalitativt hårdere end de fattige hvides.

204

Den lille gradsforskel beror på, at de hvide ikke for evigt tilhører en underklasse af udskudte, men en arbejderklasse med håb om social fremgang, hvilket børnene er de første til at få at føle. I Afrika så jeg kun forældre udøve hård disciplin i områder med stærk hvid dominans. Det historiske slaveris propaganda om den rene, hvide, feminine ”lady” og den senere dyrkelse af ukrænkelig, hvid kvindelighed fortsætter i den hvide reklames ligeså destruktive effekt. For at overleve den hvide kapitalismes psykologiske terror, og i visse tilfælde for at blive accepteret som hvid (”to pass”), begyndte den sorte kvinde at gøre sin hud hvid med hudblegende creme og ved at strigle sit krusede hår i en indviklet og uhyre smertefuld proces.

205

Foruden den negative effekt på den sorte kvindes selvværd, har disse hvide skønhedsidealer sikkert haft en ødelæggende virkning på familien. Skænderierne jeg så ofte hørte i underklassehjem, gav mig det indtryk, at den sorte mands syn på kvinder er blevet påvirket af samfundsidealet. Sorte feminister antyder endog, at en regeringsrapports rubricering af sorte kvinder som ”matriarker” i lighed med tidligere tiders ”Mumbo”-agtige ”Aunt Jemina”, måske har øget sorte mænds fjendtlige holdning til sorte kvinder. Hvad der deprimerede mig mest, var ikke at over halvdelen af sorte familier nu kun har en forældrer tilstede, men derimod det, jeg så i de hjem, der stadig er intakte - og hvad det betyder for den sorte families fremtid. Intet gjorde mig mere ondt end at høre det hvide samfunds ”You ain't shit, nigger” bestandig genlyde mellem disse ulykkelige og magtesløse partnere. Det skræmmende aspekt ved de arbejdsløse sorte mænd, der konstant ”hakker på” deres devaluerede kvinder på samme måde som hvide har gjort det i århundreder ved voldtægt, er afspejlingen af den mangel på kærlighed og respekt i et helt samfund, hvis værdisæt må være enten at bifalde fortsat slaveri eller ignorere det. Kvinder mindede mig hele tiden om, at et af mine privilegier som rejsende i et samfund, der er baseret på den største institutionaliserede bandevoldtægt i historien, var at være mand. I det sorte Afrika så jeg europæiske kvinder blaffe overalt - ingen af dem meldte om problemer. Når jeg ingen kvinder så blaffe i amerikanske ghettoer (og kun sjældent nogetsteds i USA), kunne jeg ikke undgå at føle i hvilken grad Amerika er blevet præget af slaveriet.

206

Lukas 7, 36-50

Den eneste gang, hvor det lykkedes mig at tale nogen fra at foretage et overfald, var ved et mærkeligt sammentræf af omstændigheder i Greensboro, North Carolina. Jeg boede hos en sort socialrådgiver, Tony, hvis far ejede en af de værste barer i den sorte ghetto. Jeg hang altid i baren om aftenen. En aften mødte jeg to sorte piger af den kriminelle type derinde og vi besluttede, at jeg skulle tage med dem hjem. Først stjal vi noget vin i en forretning og strøg så lige ud i den ventende taxa. Da vi sad på bagsædet og var kommet i gang, spurgte jeg pigerne, hvordan de havde i sinde at betale, eftersom jeg vidste, at de ikke havde penge. Pyt, sagde de, bare vent. Lad os ordne det. Når vi kommer til stedet vil vi bare slå ham ned og tage alle hans penge. Dette kom lidt bag på mig, da jeg ikke havde prøvet at slå en taxachauffør ned før, men jeg sagde alligevel ikke noget.

Så pludselig vendte den sorte chauffør sig om for at spørge om noget, og jeg opdagede, at jeg kendte ham. Det var jo socialrådgiverens bedstefar, som ejede byens største sorte taxaselskab. Da kan det nok være, at jeg tog sagen i mine egne hænder. Jeg råbte stands til chaufføren, og sagde han kunne få betaling næste dag gennem sønnesønnen. Derefter rev jeg håndtasken med pistolen ud af den ene piges hånd og skubbede dem ud af døren, mens de måbede ligeså meget som taxachaufføren. Ude på gaden råbte jeg til dem: ”Det er jo Tonys bedstefader, I fjolser”. Skønt de kendte Tony, ville denne kendsgerning naturligvis ikke have standset dem, men da de var ude af bilen og taxaen kørt, havde de i hvert fald ingen mulighed for at skade ham. Tit chokerede sådanne pigers råhed mig. Jeg så dem bestandig gøre de mest modbydelige ting mod både mænd og kvinder. Netop derfor var det så overvældende en oplevelse, når et forhold kunne opstå imellem os, og jeg fik lejlighed til at få et glimt af den varme menneskelighed neden under den hårde skal af ondskab og tvetungethed (backstabbing), som dette voldelige system havde givet dem. Mennesker, som i den grad er slavebundne af en voldelig måde at omgås, nærer en dyb længsel efter frihed og en mere menneskelig måde at omgås hinanden på. Alligevel kan denne længsel ikke komme til at blomstre, da den konstant kvæles af de voldelige vibrationer, den modtager fra ghettoens andre fanger. De hvide og bedrestillede negre med ”finkultur” kommer denne længsel ikke i kontakt med, da disse ”finkulturer” kun har foragt tilovers for ghettokulturen - en foragt der konstant føles og fornemmes i ghettoen, og som er den direkte årsag til at ghettoen bliver mere og mere voldelig. Den ømhed, jeg så ofte fandt i vore forhold og som så let kunne have fået lov at slå rod i mere menneskelige samfundssystemer, virkede så usigelig stærk og smertende på mig netop fordi jeg igen og igen så, hvordan systemet gjorde det mere naturligt for disse piger at handle i et mønster af råhed fremfor ømhed. En anden aften i Jacksonville, Florida, havde jeg truffet en sød, sort pige, som lovede mig at finde et sted, hvor jeg kunne bo. Vi gik hen til hendes veninde, som var prostitueret, men hun havde haft problemer med sin fyr, så der kunne vi ikke bo. Vi vandrede rundt hele aftenen og prøvede både den ene og den anden mulighed. Den prostituerede blev stadig mere interesseret i at skaffe os et sted at være. Pigerne aftalte så, at hun skulle ”turn a trick” på en hvid taxachauffør, mens jeg sad og ventede i en kaffebar. Nogen tid senere kom de helt oprevne løbende tilbage og sagde, at jeg skulle komme hurtigt. Vi fik et værelse på et motel og jeg opdagede, at de havde langt mere end de 10 dollars, man normalt får for et ”blow job” på gaden. Jeg spurgte dem, hvorledes det kunne gå til, men de ville ikke sige hvordan. Først senere fortalte de om det. Det viste sig, at den ene havde fået lokket den hvide mand ind i en mørk gyde, hvor hun så havde foretaget ”jobbet”. Men så havde hun pludselig grebet en stor mursten ved siden af og slået manden oven . i hovedet. Da han ikke faldt omkuld øjeblikkeligt, havde hun taget en jernstang og slået ham oveni, igen og igen, indtil han øjensynlig var død. Derefter tog hun hans pung op og løb tilbage til den anden pige, som havde stået i baggrunden og overværet det hele. Sagen var, at hun havde følt hun lige så godt kunne tage lidt mere end de 10 dollars, så hun også kunne nyde natten med et skud heroin. Men da vi alle tre lå der på motellet i en dobbeltseng, fik de åbenbart sjælekvaler, og det viste sig, at de begge var stærkt religiøse. I flere timer bad de: ”Åh, Gud, Gud, gør dag noget så han ikke dør”. Det var en nervøst stammende bøn ind imellem forsøgene på at finde en vene, de kunne sprøjte i. Allerede næste morgen havde de glemt det hele igen. De var mest bekymrede over at have sovet over sig, så de nu kom for sent til søndagsgudstjenesten, hvor de skulle synge i kirkekoret.

Brev til amerikansk ven

209

Så vi forkrøbler underklassen, ekskluderer den, stereotypiserer og degraderer den - altsammen for at undgå smerten ved at blive konfronteret med vor egen Kainskabning og de rifter, det vil forårsage i vor middelklassemagts og trygheds sarte struktur. Selv om de diskrimineringens barrierer, vi rejser i vor frygt mod de fattiges trussel, kun kan opretholdes fordi de fattige ikke har magt og evne til at true nogen overhovedet, bortset fra hinanden, gør underklassen os alligevel ængstelig og ilde tilpas. Og således foretrækker vi at se på tiggeren ovenfra, så vi kan købe os fri med en skilling. De fleste af os er nemlig selv blevet så forkrøblede af dette system, at vi ikke er i stand til at sætte os ned hos ham på gaden og lytte til ham og høre om, hvordan vi engang havde brug for ham til at opbygge vor velstand i Vesten, og om hvordan vi siden fik brug for ham, da vi sendte ham til Korea og Vietnam for at kæmpe for det vi kaldte for friheden. Tør vi se ham i øjnene, mens han forklarer, hvad han mistede i denne kamp for vores frihed - den frihed, han aldrig kom til at opleve: friheden til at gøre andre farvede folk lige så afhængige som han selv - friheden til at give os magtberuselse og selvtilfredsstillelse ved vores ulandshjælp og regeringens fattigdomsprogrammer - den paternalske frihed han vil lide under resten af sit liv - friheden, som vi dagligt bombarderer alverdens fattige folk med uden at lade dem få del i dens goder - friheden til at glemme medmennesket samtidig med at vi tyranniserer det.

210

You can get it if you really want! But you must try, try and try. You'll succeed at last. Persecution you must bear,

win or lose you got to get your share but your mind set on a dream the harder it seems now. You can get it if'_you really want. Rome was not built in a day, opposition will come your way, but the harder the battle seems, the sweeter the victory. You can get it if you really want, but you must try, try and try, you''il succeed at last...

211

Da jeg rejste omkring i Floridas slavelejre, opdagede jeg, at der var en stor forskel på, hvor meget denne psykologiske terror har undertrykt sindene i forskellige lande. En af lejrene indeholdt udelukkende sorte fra Jamaica, som forbløffede mig ved f.eks. at holde deres lejre i pæn orden, mens de sorte amerikanere sædvanligvis smed affald overalt i deres lejre. Liberale historikere forklarer disse karakterforskelle ved at gå tilbage til slaveriet. At de sorte i Latinamerika og Vestindien i dag er langt mere integrerede i samfundet, ligger i, at den latinamerikanske form for slaveri var feudalistisk og i sin karakter åben. Kirken beskyttede slavefamilierne mod at blive delte, og der var mulighed for opstigning i samfundet - og frihed. I USA var slaveriet derimod kapitalistisk; selv kirken definerede slaven som handelsvare, og der var ingen mulighed for psykologisk flugt. Den kapitalistiske form for slaveri var et lukket system, mens den feudalistiske form var et åbent system og dermed ikke så ødelæggende for sindet. Slaveriet i USA er derfor blevet sammenlignet med tyske koncentrationslejre, hvor man har kunnet studere effekten af et totalt lukket system på mennesker. Fangedagbøger skrevet i koncentrationslejre af intellektuelle viser hvordan de i løbet af kort tid blev nedværdiget til en umenneskelig status og begyndte at udvikle en psyke meget lig gennemsnitsslavens i USA - f.eks. fik de et næsten kærligt forhold til fangevogteren, i al fald ikke direkte had, et forhold, som førte til total resignation, begyndende infantilisme og uansvarlighed hos mange fanger.

Hvor fristende sådanne teorier end er for liberale til at forklare den særegne karakter i den amerikanske underklasse, er de dog uhyre farlige fordi de i sidste instans endnu engang finder forklaringen i begivenheder, som fandt sted for over 100 år siden. Indirekte siger de, at med den karakter de sorte fik ”tilbage under slaveriet” gør de det umuligt ”for os” at integrere dem i det hvide samfund. Ofret får altså igen skylden for, at det ikke er integreret. Sådanne særlige karakteregenskaber viser først og fremmest at slaveriet eksisterer den dag i dag. Karakteregenskaber bliver nemlig ikke nedarvet gennem generationer, og når de alligevel eksisterer, er de et rystende bevis på, at underklassen stadig er indespærret i et lukket system.

212

Den forkrøbling, der sker med underklassebørns sind, undrede mig altid, indtil jeg blev opmærksom på dette lukkede ghettosystem. Mange af de unge sorte piger, jeg mødte, var fyldt med livsglæde og friskhed. Men senere så det ud, som om de kom ud for en kvælningsproces. De blev let depressive samtidig med at de trak sig ind i en skal, som forekom mig at være en slags beskyttelse. Fra det øjeblik hvor de begynder at erkende det lukkede system, begynder de også at sakke bagud efter de hvide i skolen: Den onde cirkel bliver selvforstærkende. Men det stærkeste tegn på slaveri er uden tvivl selvhadet. Det selvhad, som får sorte børn til at rive håret ud af deres sorte dukker, eller som får dem til at tegne sig selv ude i hjørnet på papiret, mens hvide børn som regel tegner sig selv på midten. Det selvhad, som får folk til at reagere voldsomt imod deres omgivelser ved at smide affald til alle sider, eller som gør ”backstabbing” (nedstikning bagfra) til et enestående sort udtryk, som jeg igen og igen har set anvendt både figurligt og bogstaveligt. Alle mennesker lider til en vis grad af selvforagt, men selvforagten i den amerikanske underklasse er så uhyggelig i sin dybde, at den er med til at betinge verdens måske højeste kriminalitet og familieopløsningsgrad såvel som den mindste grad af tillid indadtil. Når man ser, hvor mange overlevende, der er blevet ødelagt for livstid efter et kort ophold i koncentrationslejre, kan man begynde at forstå de kvaler, sorte amerikanere har ved at skulle gå igennem deres tredie århundrede i et lignende lukket system, - ghettoen... eller slaveriet her og nu.

213

Malcolm X: ”Den værste forbrydelse, de hvide har begået, var at lære os at hade os selv.”

Brother, what a price I paid!

You stole my history, destroyed my culture,

Cut off my tonque so I can't communicate. Then you humiliate, then you separate, hide my whole way of life so myself I should hate!

Brother, what a price I paid!

You took away my name, put me to shame, made me a disgrace

the world's laughing stock.

Made of me a show, to jeer and to mock, but your time is at hand so you better watch the clock!

Brother, what a price I paid!

From the shores ofAfrica, mainland of Asia, The caribbean and Mississippi Central and South America. First you humiliate,

then you separate,

you hide my whole way of life so myself I should hate. Brother, what a price I paid! Sister, what a price I paid!

Tacitus: ”Det er menneskelig natur at hade den, man har gjort ondt.”

216

Under min rejse i verdens mest mobile land med dets tilsyneladende ubegrænsede muligheder, var og blev eksistensen af et lukket system et tilbagevende paradoks for mig. Jeg kunne ikke acceptere forklaringerne om de sortes iboende underlegenhed, som alle hvide amerikanere bærer i deres hjerters interste. ”Vore forfædre kom hertil ludfattige og klarede sig. Hvorfor kan de så ikke?” Et slør blev imidlertid løftet for mig, da jeg kom nær på to sådanne ”fattige” immigranter: Lidy Manselles fra Haiti og fru Pabst fra Rusland. Det er ikke noget tilfælde overhovedet, at Lidy blev min første sorte kæreste. I begyndelsen forekom amerikansk-fødte sorte kvinder mig urørlige, spærret inde bag en usynlig barriere. Lidy tilhørte helt klart en anden friere verden. Aldrig slog det mig så meget som en dag, da vi stod og sludrede med en alkoholiker på en gadetrappe i Harlem, og Lidy lige med eet udbrød med foragt og nedladenhed: ”Hvorfor får du ikke et arbejde?” - en insensitivitet, som øjeblikkelig ødelagde samtalen. Senere sagde hun endog noget i retning af ”Jeg hader dem. Jeg hader de dovne dyr!” Jeg fornemmede straks, at dette var et sammenstød langt dybere end mellem to nationaliteter: det var en fri kulturs foragt for en dybt indemuret slavekultur. For Lidy - omend kulsort og katolsk - repræsenterede bedre end nogen den ”hvide protestantiske arbejdsmoral”. Og hun var ingen undtagelse blandt de sorte, som er ankommet uden lænker på. Gennem Lidy fik jeg adgang til det tæt sammenknyttede Vestindiske samfund i Brooklyn. Som tidligere immigranter arbejder de fanatisk hårdt, sparer penge op, taler stolt om uddannelse og om at eje deres eget hjem, ligesom de generelt taler om betydningen af en stærk familie. Med deres opofrelse og stædige målbevidsthed er de voldsomme modstandere af socialhjælp i modsætning til de omkringliggende sorte samfund, hvor 40% er på bistand. Deres kvarterer er så rene og racistiske overfor indfødte sorte som noget italiensk eller irsk kvarter. På mindre end en generation - hurtigere end de fleste hvide indvandrere -har deres indtjening nået ufattelige 94% af gennemsnitsindkomsten for amerikanske familier, medregnet endog de mange fattige, der stadig ankommer. Eftersom 1% af USAs befolkning ejer og kontrollerer mere end 30% af alt, ser det faktisk ud til at de Vestindiske immigranter klarer sig bedre end flertallet af hvide, skønt de kommer fra langt mere fattige og analfabetiske lande end de fleste europæere kom fra. I modsætning hertil har de indfødtesorte kun 56% af hvid indkomst. Under Kennedy og Johnson blev de tilladt en fremgang, som måske om 500 år ville have givet dem lighed, men med Nixons, Fords, Carters og Reagans konservative politik går det i dag hurtigt ned ad bakke for dem. Indtil 60'erne var hver tredie af de højtuddannede sorte faktisk fra Vestindien. Nogle af disse var uddannede før de ankom, men det er under alle omstændigheder en uhyggelig anklage mod amerikansk racisme, at disse ludfattige øer med langt færre sorte end USA kan producere en sådan rigdom på talent. Deres historiske slaveri var stort set lig det amerikanske og de kom fra de samme stammer i Afrika. Så hvad gør de sorte indvandrere dobbelt så succesrige som de indfødte sorte? Hvorfor konkluderer besøgende i ex-slave-lande i reglen, at de Vestindiske og Latinamerikanske sorte forekommer dem ”stolte og stædigt uafhængige” i sammenligning med de ”knuste”, ”knækkede” og ”afhængige” sorte i den amerikanske underklasse? Hvorfor er frygt og had stadig grundbestanddelen af forholdet mellem sorte og hvide i Amerika, mens lynchninger, korsafbrændinger og raceoprør såvel som selvforsvarsorganisationer som NAACP og Sorte Pantere er totalt ukendte i Brasilien? Der er ikke noget tilfredsstillende svar udover den

218

genkommende konklusion, at slaveriet ikke er endt i USA. De sorte immigranter er med andre ord blevet de nye ”frie negre”, som eksisterede under det historiske slaveri. Deres initiativtagen og opfindsomhed bliver ikke knust af slaveriets psykologisk ødelæggende tveæggede sværd bestående af liberal nedladende gavmildhed og konservativ racistisk grusomhed - den farlige sammenfletning af paternalisme og infernalisme, som definerer effektivt slaveri. De er for stolte til at tage imod det første og er ikke blevet trænede igennem et århundrede til at blive knuste af det andet. Deres psykologi, der ikke er formet af amerikansk racisme, opmuntrer dem derfor til at gøre modstand meget lig den måde jøderne i Europa ofte klarede sig godt på, trods anti-semitismen.

Fru Pabst var ankommet ligesom Lidy - tomhændet, men ikke knækket - med en baggrund, som skaffede hende lige ind i overklassen. Som medlem af det gamle russiske aristokrati mistede hun alt under revolutionen undtagen det vigtigste: sine overklasseværdier. Hun kunne derfor gifte sig til penge (Pabstbryggerierne) ligesom de andre 2/3 af de rigeste 1%, der blev født til rigdom. I dag ejer familien adskillige landsteder rundt i verden og jeg ferierede i nogen tid med dem på en 3 millioner dollarsfarm i Californien. Jeg kunne godt lide fru Pabst - levende interesseret som hun er i kunst og kultur - og jeg havde håbet hun ville give mig lidt penge til at købe merefilm for. Så jeg viste hende mine billeder, bl.a. denne lille dreng i muddergrøften. Hans verden er så forskellig fra fru Pabst's barnebarns, som tjenestepigen serverer for, at hvis der ikke stod Pabst på øldåserne, han må vokse op i, ville man ikke vide, at de tilhører den samme verden, og at deres liv på en eller anden måde er forbundne med hinanden. Da fru Pabst imidlertid så disse fotos af mennesker slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange: ”Jeg hader dem, jeg hader de dovne dyr. Hvorfor vil de ikke arbejde, hvorfor ta'r de ikke et job?”Men hvor får fru Pabst dog al det guld på ørerne fra (uden' at arbejde), og hvorfor arbejder de ”dyr” dog ikke?

219

Sing a song of sad young men,
glasses full of rye.
All the news is bad again
kiss your dreams goodbye.
All the sad young men
sitting in the bars
drinking up the night
and missing all the stars.
All the sad young men

drifting through the town

drinking up the night

trying not to frown.

All the sad young men,

singing in the cold

trying to forget

that they are growing old.

All the sad young men

choking on their youth,

trying to be gay

running from the truth.

Autumn turns the leaves to gold

slowly dies the heart.

Sad young men

are growing old,

that's the cruelest part.

Misbegotten moon

shines for a sad young man,

let your gentle light

guide them all again.

All the sad, sad, sad young men.

220

Det er på ingen måde kun underklassen og de arbejdsløse, som drives ind i alkoholisme. Gang på gang oplevede jeg en alkoholisme og et pillemisbrug i samme rystende omfang i overklassen. Jeg begyndte at indse, at hvor som helst herre-slaveforholdet findes, er hverken herren eller slaven virkeligt lykkelige. Ingen af disse roller tillader dem at blive fuldt menneskelige og er derfor med til at forkrøble og lamme deres sind og adfærd. Selv da jeg kom til at bo hos Rockefellerne, en af verdens rigeste familier med en samlet formue som en million amerikanske familier, så jeg dette mønster. I USA ses der almindeligvis op til dem, og jeg havde set tårepersende forsidehistorier i Life om det lykkelige ægteskab mellem Jay Rockefeller og senator Percys datter, Sharon. Men i udlandet har Rockefellerne og deres EXXON olieimperium ry for at være en af verdens mest udbyttende og morderiske familier, som dræbte 51 strejkende inklusive kvinder og børn i 1914 i Colorado, som væltede regeringer med CIA-hjælp, mest notorisk installeringen af den blodige, torturerende Shah i Iran for at undgå nationalisering af deres oliekilder. Jeg blev derfor temmelig overrasket over at finde et stort svælg mellem deres bedrifter og deres varme, medfølende og gæstfrie natur. Flaskerne kom straks på bordet, og jeg sad her i køkkenet og drak mig fuld med Rockefeller. Vi fik en opringning fra hans onkel, Nelson, der netop var blevet installeret som vicepræsident og havde brugt 35.000 dollars på en gigantisk minkklædt seng i sin nye suite i Washington. Ikke desto mindre er også denne familie blevet udsat for systemets (eller underklassens) modvold. Sharons tvillingesøster var blevet myrdet nogle år før ved et brutalt øksemord i Chicago. Men at overklassens vold mod underklassen er af langt mere alvorlige proportioner., blev jeg mindet om den næste morgen efter tømmermændene, da Rockefeller kaldte mig op på sit kontor. Han havde lovet at kigge på en ansøgning, jeg altid havde med mig i håb om at folk ville give mig lidt penge til film. Men jeg havde fuldstændig glemt en passage om ”Rockefellerklanens brutale nedslagtning af 41 fanger i Atticafængslet.” Det behøver ikke at nævnes, at jeg hverken fik ”a dime for the bank nor a penny to spend.” Da jeg den morgen vandrede ud af landevejen, bar jeg en ny erfaring med mig: underklassesyndromet af mord og alkoholisme er blot et spejlbillede af den herskende klasse. To dage

224

senere boede jeg hos denne kvinde i en shack klods op ad et EXXON-raffinaderi. Jeg ved ikke, om hendes søn hostede hele tiden fordi hun ikke havde penge til fyringsolie eller på grund af de vedvarende dunster fra raffinaderiet. Men hvad jeg ved er, at EXXON gennem en sådan forurening fik en profit på $4 milliarder og kun gav 28 millioner tilbage i afskrivningsberettiget ”godgørenhed.” Hvis noget af det siver ned til underklassen, er det slet og ret paternalsk infernalisme.

225

Johannes 8:1-11

I Columbia, Maryland, kom jeg til at bo hos en hvid kvinde, som i enhver henseende havde kopieret en playboymillionærs livsstil. Hun kørte mig omkring i sin Jaguar, havde minkpelse i klædeskabet og en stor minkbetrukket seng, som jeg en dag faldt ud af, da den var fuldstændig rund i bedste Hollywoodstil. Hun mindede mig om en sort ghetto-superfly-Cadillactype, men en vild indbildt sexdrift, som så åbenlyst blot var et udtryk for noget hun følte hun skulle leve op til, at det i det mindste gjorde mig fuldkommen impotent. Da jeg kun havde været i USA i fire måneder, var jeg stadig meget ”snerpet.” En af de ting, der støder Europæere i Amerika, er den evindelige snak om penge, magt og sex, tre ord der bruges forholdsvis lidt i sprog og mentalitet i Danmark. Særlig sex synes at optage amerikanerne, og deres sprog er oversået med ord som ”fuck.”

En aften, da jeg gik en tur med damen langs søen, standsede tre biler pludselig op. I den første sad en flok fulde mennesker. Fra de næste to sprang mænd med pistoler straks ud. Jeg blev så forskrækket, at jeg prøvede at luske væk; men min veninde genkendte sin nabo i den første bil, komponisten Bert Bacherach. Han var så fuld, at han ikke kunne finde hjem, så vi blev bedt om at vise vej. Den eneste af dem, der var ædru nok til at snakke, begyndte at stille mig spørgsmål. Han virkede meget ung, og da jeg var lidt nedtrykt den aften på grund af mit fortvivlede forhold til kvinden, var jeg ikke i humør til at svare ham. Så forklarede han at han var senator Tonney fra Californien, at kvinden ved siden af ham var Ethel Kennedy, Bobs enke, og at manden med et glas whisky i hånden var Ted Kennedy. Da kan det nok være, at jeg blev i bedre humør, og min veninde blev pludselig helt henrykt og hviskede i mit øre et og andet om, hvor fantastisk Kennedyerne er og at vi skulle blive hos dem. Bert Bacherach var faldet i søvn, så vi blev ved med at cirkle omkring søen med Secret Service bagefter os på den værste fuldemandstur, jeg længe havde været ude på. Ted sad med skjorten flået op i en bedrøvelig sindstilstand. Ethel så endnu mere miserabel ud, og jeg kunne slet ikke se nogen lighed med de avisbilleder, jeg kendte. Kennedy havde lige introduceret sin Nationale Sygeforsikringslov, som ville bringe sundhedsforsorgen op på Skandinaviens niveau. Han havde holdt rystende taler i kongressen om hvordan USA ”er bagefter 17 andre nationer i forventet levealder, 15 andre nationer i dødelighed for mænd, 12 andre i børnedødelighed etc. Hvis børnedødeligheden var lige så lav i USA som i Sverige ville

50.000 amerikanske spædbørn ikke være døde sidste år.” Selv Europas fattigste land, Albanien, havde flere hospitalssenge per indbygger, og Washington Post skrev, at mere end to millioner unødvendige operationer blev udført udelukkende for profit, hvilket dræbte 24.000 årligt. Så jeg var klar over, at jeg her var sammen med en pioner, som kunne redde tusinder af amerikanske liv, hvis han kunne få sit lovforslag igennem. Jeg spurgte ham om, hvad oppositionens argumenter mon kunne have været. Han svarede: ”... hik... hik...” Derpå spurgte jeg om, hvad de amerikanske lægers holdning var. Han svarede lidt mere udførligt: ”... mumle... hik... hik...” Så var jeg tilfreds. Med en så svækket opposition tydede det på, at loven ville blive vedtaget. Da tømmermændene næste dag var forsvundet, overraskede min veninde, som uden held havde flirtet med Ted, mig pludselig ved at mumle et eller andet negativt om ham med henvisning til Chappaquidickulykken.

Kennedyoplevelsen har siden skaffet mig ind i flere hjem end noget andet middel. Når jeg har lyst til at bo hos nogen, jeg tomler med, fortæller jeg dem tit om denne og lignende oplevelser. Og reaktionen er næsten altid den samme: ”Åh, så du kender Kennedy? Du skulle vel ikke have lyst til at komme hjem og bo hos os i nat?” Alle ønsker at komme nærmere Kennedyerne. For Kennedybrødrene er selve personifikationen af den amerikanske treenighed: penge, magt og sex. Efter at have ”arbejdet sig selv op” til enorm rigdom, har de ovenikøbet opnået det optimale i politisk magt og - med deres smukke og ungdommelige udseende - brugt den til at ”date” kvinder som Marilyn Monroe. De har nået stjernerne. Men de har gjort en fejl. De har forrådt den amerikanske trosbekendelse om succes ved - indenfor de yderst beskedne amerikanske rammer - at arbejde for de fattige og de sorte. Man kommer ikke op at hænge på væggen i hvert eneste sort hjem uden på en eller anden måde at have forrådt herre-slavesamfundet. Således bliver det mere afgørende at stemme imod en mand - ikke p.gr.a hans drikkeri, som er temmelig accepteret, men snarere den tilfældige død dette forårsagede - end at stemme for en højt begavet politiker, hvis lovforslag kunne redde tusinder af menneskeliv. Eller endnu mere kvalmende: at stemme for en ”ædruelig, gudfrygtig” præsident, som dræber og lemlæster millioner af vietnamesere. Alligevel ligger alle amerikanere under for Kennedy-mystikken, så denne oplevelse hjælper mig hos både hans fjender og hans varmeste tilhængere. Aldrig har jeg dog fået dette vist så tydeligt

226

som i de sidste 10 dage ved at fortælle den samme historie to vidt forskellige steder. For to uger siden kom jeg til at bo hos en bankmand i Alabama, som en aften inviterede mig til at være gæstetaler i den lokale Lions Club, som han var formand for. Han ville give sine venner et chok ved at sætte en langhåret ”hippie” som mig overfor 50 hårdnakkede Wallace-tilhængere. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle sige. Jeg følte, det var min pligt, så diplomatisk som muligt, at sige min mening om deres racepolitik, men så snart jeg nævnte ordet black, sprang bankmanden op og sagde, at det ville de ikke høre noget om. Så prøvede jeg med lidt om Vietnamkrigen ved først at tale om tyskernes besættelse af Danmark og derefter om parallellerne til Vietnam. Efter en tid ville de heller ikke høre mere om det. Folk sad med stive ansigter og stramme læber og udstrålede et fjendskab og had over for mig, som jeg aldrig havde følt så massivt. Så fik jeg pludselig den ide at fortælle om min Kennedy-oplevelse - og hele aftenen var reddet. Folk gav mig et bragende bifald bagefter og gamle stramtandede damer kom op og greb mig varmt i armen og sagde: ”Vi vidste, at Kennedy virkelig er sådan. Det er det vi altid har sagt hernede”, og andre tilføjede: ”Nu forstår du vel, hvorfor Wallace er den bedste mand?” Fire forskellige kom hen og sagde, at når jeg var færdig med at bo hos bankmanden, måtte jeg endelig komme og bo hos dem. Fra den dag åbnede byen sig for mig. Det var, som om en hvid tornado havde vasket den ren for den tillukkethed og mistro, som jeg altid bliver mødt med i små byer i Alabama. Jeg kan ikke lade være at holde af dem, disse folk i Syden. De minder i den grad om menneskene i min hjemlige landsby i Danmark. Det er nøjagtig den samme tillukkethed, den samme skepsis og konservatisme, den samme træghed, som pludselig, når man trykker på den rette knap, kan forvandles til en utrolig menneskelig varme.

Et par dage efter denne aften blaffede jeg direkte op til Boston. Det tager kun 24 timer, men jeg foretager hele tiden disse kontrastrejser mellem Norden og Syden for at

kunne se tingene skarpt. Det er jo et chok, man får, hver gang man forlader det sindige bøh-land i Syden, og kommer herop og vælter sig i cocktailparties i Cambridge med alverdens intellektuelle og berømte neurologer, økonomer, Harvard-professorer, og hvad ved jeg. De bruger timer på at diskutere det indre væsen af intetheden, eller sådan forekommer det mig i al fald, lige når jeg kommer fra Syden. Tit begynder vi en tåbelig diskussion, hvor jeg varmt forsvarer Syden, fordi jeg virkelig elsker Syden på trods af dens undertrykkelse. Men så i går skete noget, som kom helt bag på mig. Jeg stod i en bar i Cambridge og fortalte en halvfuld fyr om mine rejseoplevelser. Lige pludselig begyndte han at spidse øren, nemlig da jeg fortalte om Kennedy-drukturen. Han lyttede opmærksomt og stillede det ene detaljerede spørgsmål efter det andet som for at finde ud af, om det var den rigtige Kennedy. Derpå trykkede han min hånd og sagde: ”Det var virkelig fantastisk at høre. Jeg er nemlig Ted Kennedys fætter. Mit navn er John Fitzgerald, og jeg bor i Dedham. Fra nu af vil du være en velkommen gæst i vor familie. Har du lyst til at komme hjem og bo hos os med det samme?” Han fortalte mig så, at han netop havde fået sin årlige check fra Rose Kennedy, klanens leder, så derfor skulle jeg blot bestille hvad jeg havde lyst til i baren, for nu skulle vi ud og male byen rød sammen. Jeg er først lige kommet mig efter tømmermændene. Det hele forekommer mig usandsynligt, da det kun er nøjagtig en uge og tre dage siden, at jeg i Alabama fortalte nøjagtig den samme historie - sikkert uden at have ændret et ord - og blev lige så varmt modtaget. Den eneste i Amerika, som min Kennedy-oplevelse åbenbart ikke har gjort indtryk på, er Ted Kennedy. Da jeg her i efteråret traf ham ved et møde i New York, gik jeg lige forbi livvagterne og sagde noget i retning af: ”Hej med dig, husker du den nat...?” Men Ted stirrede blot på mig, som om han ikke vidste hvad jeg snakkede om.

Brev til amerikansk ven

227

Kennedy støttede integrationen af sorte og hvide skolebørn, som udgjorde et af de mest betydningsfulde resultater af borgerretskampen. At han i lighed med mange andre bedrestillede liberale ikke lod sine egne børn integrere, var en af de mange ting, som ødelagde resultatet og skabte fortørnelse hos fattige hvide, som ikke havde råd til privatskoler. At opleve forholdene i amerikanske skoler var måske et af de mest rystende aspekter af min rejse. Aldrig før havde jeg stået overfor en sådan gang affald af hjernevaskende fraser som ”Mennesker skatter frihed over alt andet”, forbundet med en næsten total udeladelse af sort historie og kultur. Den totalitære ”sværgen troskab” til ”een nation, under Gud, udelelig, med frihed og retfærdighed til alle” stod i skærende kontrast til den tilstand af slaveri, som bevidst eller ubevidst bankes ind i sorte børn i disse forfaldne krydsfiner-vinduede ”ghetto skoler” ulig nogen anden skole i verden. Jødestjernesyndromet fra trediverne dukkede igen op for mig, da jeg så de voldsomme kampe overalt i byerne, når desperate sorte forsøgte at bryde ud af deres tvungne segration ved at sende børnene med bus til skoler i hvide kvarterer i håb om at give dem en uddannelse på højde med de hvides. Nogle steder så jeg soldater på hver eneste bus for at beskytte børnene mod hvide forældre. Rasende stenkastende hvide må holdes bag barrikader for at beskytte de sorte børn, som lærer på deres første dag ude i den hvide verden, at Ku Klux Klan er i hjertet på hver eneste hvid.

228

Ghettoskolebørns samtale optaget på båndoptager:

- Vi burde være venner med de hvide ligesom Avis. Hun er min ven og hun er hvid.

- Vent bare til hun bliver voksen, så vil hun være ude af denne verden.

- Hvordan ved du, at hun vil være ude af denne verden? - Hun vil ikke være ude af verden, men ude af landet. - Ude af dette land eller ude af denne ghetto? - Ude af dette land, ghetto eller hvad det nu er... - Hun vil stadig være min ven.

- Hun vil vende dig ryggen. De vil hjernevaske hende.

- Men en hvid er stadigvæk et menneske!

- Men hvorfor... hvorfor behandler de så et sort menneske, som var det et dyr?

- Vi må have gjort et eller andet galt!

Når jeg lyttede til sådanne 7-8 årige børns samtaler, kunne jeg ikke andet end konkludere, at mange af dem opfatter ikke blot deres ghetto, men endog deres land som et lukket system - og værre endnu- de bebrejder sig selv for det. Om så er, er det mindre overraskende, at mange sorte forældre er modstandere af integreret skolegang til trods for deres viden om, at ghettoskoler ikke fungerer. At blive berøvet en god uddannelse i sin egen ghettoskole er at foretrække for illusionen om at tilhøre det bredere samfund med de afsavn, man må lide her. For det er en sørgelig kendsgerning, at selv integrerede skoler dræber ånden og motivationen i sorte børn. Overalt i verden skaber lærere eleverne til at passe til det billede og de forventninger, de allerede har af dem. Tager man et tilfældigt udsnit af en klasse og fortæller læreren, at disse elever er ”potentielle akademiske stræbere”, så vil denne gruppe efter et år eller to leve op til denne forventning som resultat af den særlige behandling, læreren ubevidst giver den. I et herre-slavesamfund vil den som forventes at skulle blive slave således blive givet en ringere undervisning, uden at hverken sorte eller hvide lærere, eller raceadskillelse eller integration gør nogen større forskel, som det kan ses mellem de to racer i Malaysia eller mellem europæiske og østlige jøder i Israel. Denne ”uskyldige” forskelsbehandling har katastrofale konsekvenser i Amerika, da den danner grundlag for at opdele eleverne i ”langsomme” og ”kvikke” klasser, der naturligvis bliver en afspejling af klasssesamfundet udenfor. Hvor skadelig en sådan diskrimination er for et barns begreb om sig selv blev vist, da en computer ved en fejltagelse anbragte alle de ”langsomme” børn i de ”kvikke” klasser og omvendt,

med det resultat, at man, da fejlen et år senere blev opdaget, fandt at de langsomme elever opførte sig som om de var kvikke og de kvikke elever opførte sig som om de var dumme - begyndelsen til ghettoisering. Ustandseligt mødte jeg lærere og endog rektorer, som omtalte deres ghettoelever som ”dyr”, helt ud til den grænse, som jeg oplevede det, hvor ganske unge børn opfattede sig selv som rotter. Billedet læreren har af et barn, bliver det billede dette barn selv antager og senere prøver at leve op til. Dette følte jeg tydeligt i min egen skole. Jeg talte en landlig dialekt, som lød ”dum” og ”uformuleret” i lærernes ører i den større by, hvor de talte ”korrekt” dansk. Som resultat undgik de mig ubevidst og lidt efter lidt blev jeg mere og mere indadvendt med lejlighedsvise pludselige eksplosioner af ”dum” opførsel; jeg tabte al lyst til at lære og fik vedvarende 30-50% mindre i karakter end de andre elever. Omsider blev jeg tvunget til at lade mig ”smide ud”, hvilket endelig en dag gjorde mig til vagabond med gadevisdom. Hvis jeg ovenikøbet havde været sort i et samfund, som i et århundrede havde forsøgt at holde sådanne ”ulærlige” ude af syne til de blev urørlige, kunne jeg let være endt ikke blot som ”gadevis”, men også som ”kriminel”, ”narkoman”, ”prostitueret”, ”bistandssnylter” eller i en hvilken som helst af rollerne, som smid-væk-samfundet finder det passende at modelere sine uønskede i.

231

For at undgå beskyldningen om at være herre-slave-samfundets forlængede spanskrør, finder lærerne (som ligefra børnehavepædagoger til universitetsprofessorer i USA står i meget lavere prestige og løn end i Europa) konstant på nye måder at skyde skylden over på deres elever. De liberale siger, at ghettobarnets ”mangel på motivation” og ”forringede læreevne” skyldes, at det er ”kulturelt berøvet” ved at komme fra hjem uden flere bøger end man kunne finde i en slavehytte. Eftersom jeg kommer fra et land med flere boghandler end hamburgerrestauranter og med 15 gange så mange bøger i hvert hjem som i USA, kan jeg ikke dy mig for at spørge med samme logik: Kunne det være at disse lærere er blevet ”kulturelt depraverede” ved at komme fra hjem næsten uden bøger og med informationer mest fra et racistisk ensidigt TV uden modvægt fra andre lande (sådan som vi er vant til i dansk TV med visse russiske og østeuropæiske programmer sammen med alle de amerikanske) ? Ligesom sorte elever til sidst kommer et eller to år bagefter de hvide i USA, bliver amerikanske udvekslingselever bestandig placeret en eller to årgange under deres alderstrin i europæiske skoler. I Amerika mødte jeg lærere, for hvem Afrika stadig er et mørkt kontinent og collegeprofessorer, som aldrig havde hørt om Marx. Kunne det hænde, at lærerne selv er blevet indfanget i et lukket system og derved er blevet så fremragende undertrykkere? Hvis dette lugter lidt af national chauvinisme, så husk at det er en godartet chauvinisme, som ikke skader nogen, modsat den chauvinisme jeg mødte hos amerikanske lærere, hvis infernalisme: ”Vore skoler er ikke dårlige, men vi får dårlige elever” eller paternalisme: ”Poor little things”, skader og knuser børnene. Hvis der er nogen tvivl tilbage, er det værd at huske på, at højt motiverede og politisk og socialt bevidste lærere i de sorte panteres og de sorte muhammedaneres skoler var i stand til at bringe deres ghettobørn op til de hvides niveau. I Los Angeles så jeg et smukt eksempel på racesolidaritet, da Vestindiske immigrantbørn dannede en forening, der skulle hjælpe og forsøge at motivere indfødte sorte til ikke at droppe ud af high school og college. Med andre ord: en historisk gentagelse af ”undergrundsjernbanen”, hvor frie sorte hjalp folk ud af slaveriet. For hvis det endelig lykkes nogle få underklassesorte at komme ud af grundskolen ”i live” og med en smule selvrespekt tilbage, har herre-slave-samfundet konstrueret yderligere forhindringer for at sende dem tilbage i det lukkede system. Da jeg kom fra et land, hvor al højere uddannelse er gratis og af jævn standard, uden hverken Harvard's eller Howard's, var det et absolut chock for mig at se den totale mangel på demokrati og lighed for muligheder i højere amerikansk uddannelse, som åbenlyst er udtænkt til at gøre nogen til en elite og at smide andre væk som affald.

232

USA vil derfor fortsætte med at være det mest raceadskilte land i den vestlige hemisfære med en psykologi, der i højere grad minder om sydafrikansk apartheid end et frit lands. For at forsøge at integrere det, som er produkt af slaveri, er absurd etnisk alkymi. Et system, som er baseret på den enes ret til at flyde ovenpå den anden, vil fortsætte med at producere krøblinge, der frastøder hinanden som olie og vand. De liberales afsindige forsøg på at ryste disse to elementer så meget sammen, at de deler sig i mindre partikler for en kort tid, er blot et forgæves forsøg på at give den ukontrollerede kapitalisme et menneskeligt ansigt. For når de i bund og grund ikke ønsker en økonomisk udjævning af de enorme klasseforskelle alligevel, så sikrer de i virkeligheden, at disse klasseforskelle føres videre mellem eleverne, hvor meget disse end er integrerede i klasseværelset. Tragedien for de amerikanske liberale er, at den paternalistiske smiden afladspenge på de fattige ovenfra er så indgroet i deres inderst inde social-darwinistiske livssyn, at de er ligeså skræmte som de konservative ved tanken om en ægte velfærdsstat, der respekterer individets værdighed i stedet for at ødelægge det. I deres nidkære mistillid til de fattige skaber de tiggere i stedet for deltagere og dræber derved initiativet i underklassen i samme grad som det historiske slaveris plantager. Med den konservative infernalisme, som dræber den smule initiativ, der er ladt tilbage af de liberale, er det åbenlyst, at et samfund med en så stor slavekultur på visse områder vil begynde at sakke bagefter andre industrielle nationer på samme måde som det amerikanske Syden sakkede bagefter Norden indtil borgerretsbevægelsens tid. Skønt amerikanske vækstrater inkluderer de enorme omkostninger til politi, fængsler og retsvæsen, har de i årevis været lavere end de europæiske velfærdsstaters, hvilket lader een formode, at racismen på mere end en måde skader alle amerikanere. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at racismen kun har dræbt initiativet til at deltage i den nationale økonomi. For det lukkede systems fanger er på ingen måde dovne og har udviklet utrolige former for overlevelsesteknik.

Hvor fangede folk alligevel er af deres kultur ses i dette billede af en gruppe unge sorte teenagere. Der er ingen hvide imellem dem. Pigen blev adopteret som baby af sorte forældre og er derfor opdraget til at være sort: at opføre sig sort, at tænke sort og at klæde sig som sorte. Hun har næsten intet til fælles med de hvide og kan ikke engang tale deres sprog. I hvide hjem så jeg sorte børn hjernevasket med herrekulturen og ude af stand til at kommunikere med slavebundne mennesker.

233

Jo mere jeg lærte om den forkrøblede og selvforstærkende effekt af hele herre-slaveforholdet, jo sværere var det for mig at fordømme de hvide amerikanere for deres racisme. Selv for mig, og vestinderne, som ikke blev formet af denne herre-kultur, var det ikke altid muligt at reagere på en menneskelig måde over for dem, som er indespærret i en slavekultur. De hvide amerikaneres klodsede opførsel over for de sorte blev i særlig grad forståelig, når jeg sammenlignede den med mine egne vanskeligheder ved at være fuldt menneskelig over for dem, som er indespærret i de homosexuelles ghetto af et heterosexuelt samfund.

Min holdning over for bøsser havde i bund og grund været liberal eftersom jeg aldrig havde hørt åbenlyst hadske holdninger i min danske barndom, og det tog mig mange møder med ”dirty old men” som vagabond at ”komme ud af skabet” - hvis det nogensinde lykkedes mig. Jeg lærte snart fra mere ”befriede” bøsser, at liberale er den sande befrielses mest underfundige fjende. Deres dybe følelse af heterosexuel overlegenhed forbliver uberørt af deres bekymring for de homosexuelles ”sag”. De lader til at indrømme så meget med deres nedladende ”Vi må ”acceptere” homosexuelle”, mens det liberale ”vi” uvægerligt udelukker selve den minoritet, hvis integration bliver tilskyndet. De overlader den undertrykte til at skulle kæmpe ikke blot imod ægte udtrykt bigotteri og had, men også ”medfølelse” og ”forståelse” - ”tolerance” udstrakt til noget beklageligt fremfor noget normalt. Efter en sådan indoktrinering føler ”vi” os lige så usikre, utilpasse og truede af ”dem” som hvide amerikanere føler sig truede af de sorte, og det bliver mere bekvemt for os at holde dem i ghettoer. Nogle amerikanere ser homosexuelle ghettoer som San Fransisco og New Orleans som udtryk for et tolerant og frit samfund. Som med de gamle jødiske ghettoer i Europa er det lige modsat. Når man i århundreder har forhindret bøsser i at reagere frit, at kysse og holde hinanden i hånden i en åben atmosfære uden frygt, når man laver love imod dem i de fleste stater, får dem til at væmmes sådan ved homosexualitet før de bliver voksne, at de antager og indvendiggør heterosexuelle definitioner på godt og dårligt, når man tvinger bøsser gennem hele deres liv ud i smertefyldte, frugtesløse forsøg på at rette op på deres liv med samme forkrøblende virkning for deres selvværdsfølelse, som når sorte retter op på deres hudfarve for at blive accepterede eller slet og ret overleve - så tvinger man dem sluttelig ind i lignende adskilte ghettoer, komplette med underkultur og oprør, som San Fransisco så et blodigt eksempel på.

Til tider havde jeg svært ved at skelne den ene slags ghetto fra den anden. Da jeg blaffede i Baltimores sorte ghetto en nat for at finde et sted at bo, blev jeg samlet op af en smuk sort kvinde, hvilket undrede mig, da sorte kvinder ellers aldrig samlede mig op. Hun inviterede mig til sit luxuriøse hjem uden for byen. Hun var en af de få amerikanere der var velbelæst i dansk literatur, og med denne fælles indfaldsvinkel blev vi hurtigt engageret i en dyb intellektuel samtale efter hvilken hun inviterede mig til at dele sin silkeseng ovenpå. Først da hun begyndte at kysse mig, fortalte hendes skægstubbe mig at hun var drag queen. Da jeg senere fortalte historien til amerikanske mænd, udbrød de normalt med afsky: ”Hvad gjorde du så? Sprang du ud af vinduet?” Og sandt at sige dræbte to mænd, som troede de havde samlet en kvindelig prostitueret op, kort efter en sådan drag queen. For mig blev Willie i stedet en kær ven, som introducerede mig til den særlige underkultur i bøsseghettoen, der har overvundet selvhad og mindreværd ved at leve udelukkende efter det lukkede systems egne regler, i knejsende foragt for verden udenfor. At møde disse stolte drag queens og transsexuelle var for mig en glædelig overraskelse, da de ikke halvt om halvt levede det liv i krybende servilitet, jeg tidligere har mødt på landevejen. Nej, deres var en ægte modkultur, og bliver derfor undertrykt som de sorte underkulturer. Gang på gang så jeg hvordan politiet antastede min dragven Tania i San Fransisco. To transsexuelle blev myrdet af politiet i San Fransisco, mens jeg boede der.

236

Undertrykkelsen driver også mange drag queens ind i narkomani og prostitution, hvorved den afspejler den sorte undertrykkelses mest åbenlyse slutresultat. Når et samfundssystem i århundreder har behandlet en minoritet med foragt og fjendtlighed, bliver ghettoens mennesker til slut så bevidste om deres lukkede system, at de videreudvikler og overdriver deres antagede ”forskel”. Således fuldendes undertrykkelsens onde cirkel, idet denne underkultur nu synes at ”retfærdiggøre” samfundets foragt for den. På denne måde opstår ”ghettoen i ghettoen,” idet de ”pæne”, ”Onkel Tom”-konforme homosexuelle ofte føler, at drag queens, transsexuelle og de andre specielle bøsseunderkulturer ødelægger det for dem i deres forhold til den heterosexuelle verden.

237

På samme måde er den stærke underkultur i den sorte ghetto en torn i øjet på de bedrestillede sorte, som prøver at integrere sig i det hvide samfund, fordi det patologiske billede af denne subkultur konstant bliver brugt imod dem af de hvide. Overghettoen er følsom over for dette aspekt og kommer til at se på underghettoen med en følelse af skam fremfor som et bevis på deres fælles undertrykkelse. Så stærke er spændingerne mellem overog underghettoen, at jeg ofte måtte vælge side, hvilket ikke var svært efter alt hvad jeg havde set af lidelsen i underghettoen og den resulterende foragt fra både overghettoen og de hvide. Jo mere jeg begyndte at forstå underghettoen, jo mere forstod jeg af selve undertrykkelsens dynamik i vort system. Underghettoen er for mange hvide en uforståelig verden af kriminelle, alfonser, prostituerede og narkomaner. Da de lever i et lukket system, er deres handlinger desperate og afslører et mønster af total foragt for resten af samfundet, som de ved de aldrig vil blive en del af. Billiardrummene er deres samlingssteder, Cadillac'en deres statussymbol, det broderlige håndtryk og det kunstlede ”jive”-sprog deres kommunikation. Det er vigtigt at forstå og respektere

238

denne kultur fremfor at sende den i fængsel - fængslet som den allerede er i et grusomt og umenneskeliggørende lukket system. ”Backstabbing” er måske lige så hyppigt som det broderlige håndtryk. Men når man har lært deres regler og en vis teknik i at overleve i denne kultur, kan man ikke undgå at komme til at holde mere af disse mennesker end af nogen andre i samfundet. Thi at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser virker altid mere overvældende og opløftende, end at møde det i mere trygge omgivelser. Når denne underverden er en provokation for samfundets bedrestillede borgere, er det ikke mindst fordi den udgør et enormt overdrevent og forvrænget spejlbillede af dem selv. Her er alle systemets tendenser forstørret op i en uhyggelig karrikatur: konkurrencementaliteten, jaget efter statussymboler, mandschauvinismen og ikke mindst herre-slaveforholdet.

239

Hvor som helst i verden herre-slaveforholdet eksisterer, vil der inde i slavekulturen være yderligere opdelinger i nye herre-slaveforhold. Hvor et sådant forhold eksisterer mellem mennesker vil man vide, at disse mennesker ikke er frie, for et sådant forhold kan kun eksistere i et lukket system. I underklassen ses et sådant slaveri tydeligst i forholdet mellem alfons og prostitueret. Den sorte prostituerede er totalt underkuet af alfonsen og kryber psykisk for hans fødder i dyb ærefrygt. Alfonsen, for sit vedkommende, er ikke blot bøddel, men også et offer i det større system i hvilket han er den nye slavefoged, som skal sørge for, at ”varerne bliver leveret” til slaveherren - den hvide mand. Hans våben i dag er blot ikke pisken, men ”the pimp sticks” lavet af sammentvundne stålbøj ler. Selv om alfonserne i lighed med kapitalisterne i det større samfund kan synes ganske umenneskelige, er det dog vigtigt at huske på, at de ligesom de handler efter ganske bestemte regler og love, som de ikke selv har kontrol over. Disse love er nedfældet i ”The Book”, der er en uskrevet ”Adam Smith” eller forretningshåndbog, som er gået i arv fra alfons til alfons i generationer, og som næsten kan ses som en forlængelse af sådanne håndbøger, idet den beskriver undersystemet i dette større økonomiske system. Ve den alfons som ikke følger reglerne! Ligesom de større kapitalister har de deres daglige direktionsmøder, hvor de ikke blot diskuterer hvordan de skal holde lønningerne nede, men også udveksler tekniske detaljer vedrørende underkuelsen af ”ho's” (de prostituerede). På samme måde fastlægger de deres lønmodtageres arbejdstider, det som de kalder ”git-down-time.” Man kan i reglen se, hvilke ”ho's” der tilhører en ”mack man” (alfons) og hvilke der er ”outlaws”, idet alle de organiserede kommer på gaden næsten nøjagtig samme tid hver aften, mens de selvstændige ”outlaws” kommer og går, som det passer dem. Eftersom de var de yderste tabere i udbygningens mangfoldige lag, følte jeg mig altid uhyre nært knyttet til de sorte prostituerede, som ofte på min rejse viste mig gæstfrihed (dog udelukkende ”outlaws” - af gode grunde). Da jeg var en af de få mænd i deres liv, de ikke havde et sexuelt eller forretningsmæssigt forhold til, kunne de over for mig udtrykke den menneskelighed, som endnu ikke var ødelagt af deres barske undertrykkelse. Årsagen til, at vi kom så godt ud af det med hinanden, var uden tvivl, at de som ”outlaws” var nødt til at kende ”systemet” i underghettoen til mindste detalje for at kunne holde sig fri af alfonser, mens jeg som ”outlaw” (vagabond) i det større samfund efterhånden havde tilegnet mig en vis viden om dette for at kunne overleve i det. Vi var derfor på vidt forskellig vis kommet til en fælles synsvinkel. Da parallellen mellem overbygningen og underbygningen var så tydelig, var det i reglen let for dem at se den indre dynamik i det samlede system, som var skyld'i deres dobbelte undertrykkelse: racismen og sexismen. For forholdet mellem alfons og prostitueret er på mange måder blot en stærkt overdreven model af forholdet mellem mand og kvinde i underghettoen (eller endog i samfundet som helhed) i hvilket en af mandens mange ”hustles” består i at skaffe sig ”broad money” fra forsvarsløse kvinder til gengæld for beskyttelse mod at hun bliver ”hit on” af andre mænds sexuelle aggressioner. I et sådant samfund ser kvinden i forfærdende grad manden som i bedste fald blot et middel til opnåelse af penge og luxus. Hun er tit ganske ligefrem og bramfri om sit ønske om at ”gifte sig med en rig mand.” Denne hurtige ghettoflugt til velstand og tryghed chokerede mig tit, da jeg kun sjældent havde set et så selvisk træk hos danske kvinder - måske fordi en sådan udbytning kønnene imellem ikke giver samme mening i en
240

velfærdsstat med mere økonomisk lighed. Den prostitution, der består i at købe kvinder med status og rigdom er særligt udbredt i den amerikanske over- og underklasse. Underklassen er inden for sit lukkede system blevet indgydet den samme beundring for ”sharp pimps” og ”righteous hustlers” iklædt ”fine threads” som folk i det større samfund er blevet oplært til at have for succesrige, selvgjorte ”Dallas”-kapitalister. Sådanne prangende alfonser og hustlere (petty-kriminelle gå-på-fyre) som tilsyneladende er ”making it” er farlige karaktermodeller for ghettoens børn, som bliver tiltrukket af gadeinstitutionen i 8-9 års alderen, men i lighed med nouveau riche-kapitalisterne er de også ynkværdige uberegnelige skikkelser, som konstant manipulerer alle og enhver uden tid til at ligge på den lade side, ellers ville deres imperium styrte sammen. Dette lærte jeg især, da jeg gennem et helt år arbejdede i en kirke, som forsøgte at organisere de prostituerede i en fagforening, som skulle beskytte dem både mod de brutale politioverfald og alfonserne.

241

Blandt de prostituerede, der gjorde stærkest indtryk på mig, var Geegurtha, som var midt i en kamp for at komme ud af dette slaveri. Da jeg mødte hende, havde hun lige været i fængsel og var næsten helt ødelagt af narkotika og vold. Hendes datter var født narkoman, men blev reddet ved en blodtransfusion. I de fem år Geegurtha var prostitueret, så hun intet til datteren. Men ved en kæmpeanstrengelse er Geegurtha siden blevet ”ophabiliteret”, og mor og datter er således for første gang sammen. Den moderkærlighed, hun siden har givet - udtrykt i dette billede, som jeg holder så meget af - er så rørende og mirakuløs for mig, når jeg mindes Geegurtha fra dengang, hun var et vrag. Hun blev senere leder af den klinik, som hjalp hende, og læste psykologi på universitetet.

244

Jeg blev dybt grebet over denne solskinshistorie efter alle de odds jeg havde set mod sort moderkærlighed. Og faderkærlighed har det lige så dårligt. Denne fyr, som lod mig få en plads i sin seng i en et-rum-shack i Florida, tog heroin som det første om morgenen. Da han ikke kunne nedtrappe, var hans familieliv gået i stykker, og det gjorde ham meget ondt, at han ikke måtte være sammen med sit barn. En anden mor jeg boede hos, havde også været narkoman, men var nu afvænnet og forsøgte med intens moderkærlighed at give sine to børn en god religiøs opdragelse. Men da jeg kom tilbage et år senere, fik jeg at vide, at hun var blevet idømt 25 års fængsel for væbnet røveri. Det amerikanske slogan om at ”familien der beder sammen, forbliver sammen” holdt ikke stik. Sådanne tragedier med folk som prøver at tage den hurtigste vej ud, oplevede jeg gang på gang i ghettoen. De fleste mennesker kan forstå, hvorfor en fængselsfange med syv år tilbage af en straf tager chancen og flygter fremfor tålmodigt at vente på at komme ud af helvede på legal vis. Men først, da jeg en dag var tæt på at blive ghettoiseret selv, i stedet for at leve et privilegeret vagabondliv i ghettoer, var jeg i stand til at føle, hvordan det lukkede system fungerer nøjagtigt som et fængsel, hvor man hverken har det psykiske overskud eller midler til at tage en syv-årig uddannelse, som måske kan bringe een ud af denne kvælende undertrykkelse på konventionel vis. Alle ghettohandlinger er derfor desperate og med kortsigtede mål bestemte af den kendsgerning, at man allerede lever i et fængsel. For sådanne mennesker vil intet fængsel eller nogen form for straf virke afskrækkende.

245

Kriminel flugt såsom røveri og bedrageri er ikke mere typisk for kortsigtetheden end de mere lovlige flugtforsøg, som man konstant drager frem i racistisk stereotypi. Atmosfæren af frygt og død dræber tillid til fremtiden på længere sigt og gør det lettere at købe en stor Cadillac end at begynde at spare penge op til en skønne dag at kunne flytte ud af sin forfaldne shack. Da jeg kom fra en velfærdsstat, fandt jeg det ironisk hele tiden at høre hånlige hvide amerikanere henvise til denne såkaldte ”lave sorte tilfredsstillelsestærskel”, mens deres egne liv syntes så fuldkommen optagede af et kortsigtet skatteoprørs forsøg på at slæbe alverdens videomaskiner og unødvendige genstande over deres egen dørtærskel. Når man nægter at betale for det fælles bedste, inviterer man såsandelig kriminelle til sit hus. Et land fortjener de kriminelle, det producerer. Den sorte kriminelle, der direkte udfordrer disse uligheder, er den mest misforståede og urimeligt frygtede person i det hvide Amerika. I virkeligheden er han en lille fare for de hvide. Mindre end 5% af kriminaliteten begås af sorte mod hvide. I Afrika imponerede de kriminelle mig ved at arbejde sammen i højt organiserede grupper. De stilede efter de rigeste hjem uanset ejerens hudfarve, brugte dage på at efterforske hvornår vagterne havde fri, forgiftede hundene tidligere på dagen og blæste om natten efter sigende ”heksepulver” ind i huset, hvorved de fik hele familien til at falde i søvn og undgik legemlig beskadigelse. Når familien lå i dyb søvn, tømte de hele huset og holdt endog fest i det. Den kontrasterende, desorganiserede tilstand af den sorte amerikanske kriminelle, antyder en tilstand af slaveri i lige så høj grad som de mislykkede amerikanske slaveoprør gjorde det. Med tvivlsom stolthed kan jeg sige at have deltaget i adskillige overfald, simpelthen fordi mine venner ikke lod mig vide noget om dem på forhånd og faktisk ikke havde udtænkt nogen planer selv. Når de så ofre, handlede de på stående fod i en ondskabsfuld cocktail af dybtsiddende had og selvhad fremfor af egentlig nød. Ligesom koloniserede børn overalt stjæler fra en, der viser dem ”herregodhed”, fandt jeg at også de voksne ”rip-offs”, ”stealers” og endog ))strongarm studs” var overvældet af Shakespeareske motiver: ”I am one, my liege, whom the vile blows and buffets of the world have so incens'd that I am reckless what I do to spite the world.”

248

Freddy's dead, that's what I said.

Let the Man rap a plan,

say he would send him home,

but his hope was a rope

and he should have known.

Why can't we brothers protect one another?

No one's serious and it makes me furious.

Everybody misused him,

ripped him off and abused him

another junkie plan, pushing dope for the man...

Når man lever længe nok i disse omgivelser, føler man let den sammensværgelse mod underklassen, som de sorte taler om. Alle den dominerende klasses handlinger manifesterer dens behov for at splitte, for at kunne bevare undertrykkerstaten. Overghetto sættes op imod underghetto, gadebande mod gadebande, familie mod familie, og endog bror imod bror. Da jeg boede hos denne 15-årige dreng og hans mor i Richmond, Virginia, lå hans 13-årige bror på hospitalet, ramt i en bandekrig af broderens kugle, som borede sig ind i hovedet og gjorde ham blind. Trods dette, fulgte jeg to dage efter tragedien den 15-årige rundt i gaderne på hans nye ekspeditioner. Mange af disse gadebander blev ødelagt af heroin; pressen afslørede, at politiet havde solgt heroin og oversvømmet ghettoen med det på et tidspunkt, hvor banderne blev politisk bevidste. Det er igen del og hersk politiken, der bliver brugt imod et koloniseret folk for yderligere at splitte det. Alligevel kender jeg de hvide godt nok til at tro, at bortset fra nogle få FBI-”Cointelpro”-aktiviteter, er der ikke nogen planlagt sammensværgelse imod de sorte. Der er ikke brug for det, for vore daglige handlinger og herre-racevibrationer virker lige så effektivt som den mest vel-tilrettelagte sammensværgelse. Da jeg besøgte verdens rigeste mand, Paul Gettys luxushjem, udstyret med marmor og kunst fra alverdens lande, vidste jeg at hans to sorte figurer, der slås under de hvide plantagesøjler, ikke var noget kunstnerisk udtryk for den ”herskende klasses sammensværgelse” mod underklassen. Men efter lige at have være ghettoiseret i 8 måneder og oplevet 8 mennesker blive myrdet, havde jeg svært ved ikke at se det sådan.

249

Mellem eloider og morlokker

Lukas 9:3-5

I North Carolina havde en millionær, som jeg tit boede hos, lånt mig en af sine biler, en stor Buick, for at jeg kunne komme ud på de mest øde biveje, hvor det er umuligt at blaffe. Efter at have set megen fattigdom dagen igennem, kom jeg om aftenen til Wilmington. Jeg havde hørt, at der havde været raceuroligheder i byen, så jeg havde lyst til at lære den nærmere at kende. Som altid, når jeg kom ind i en by, startede jeg fra bunden med at gå ind i de værste kvarterer. Jeg stillede bilen fra mig, da man ikke kan kommunikere med folk, hvis man kommer anstigende i bil. Jeg tog min skuldertaske med og gik ned ad gaden, som var jeg lige blaffet ind i byen, og gik så hen til en af de værste sorte barer på en af hovedgaderne. Jeg elsker denne snuskede blanding af en kaffebar og en ølbar med de små glas med syltede grisetæer og peber i og sidder der tit i timevis. Der sker hele tiden noget på sådan en bar. Men denne aften gik det galt.

Klokken var ca. 11, og det var helt mørkt, da jeg kom til stedet. Der stod den sædvanlige flok halvkriminelle typer udenfor, som de sorte kalder ”superflies”. De ser tit onde og farlige ud med deres solbriller, men de er det slet ikke, hvis man behandler dem rigtigt. Jeg elsker dem simpelthen, fordi det er sådan en udfordring for mig at finde mennesket bag solbrillerne. Det er enten knald eller fald, for hvis man gør en forkert bevægelse, kan det betyde døden. De er nemlig som alle kriminelle uhyre frygtsomme og reagerer derfor ofte spontant og nervøst. Tit brugte jeg den tommelfingerregel, at jo mørkere deres solbriller er, jo mere bange var de for mig og hinanden. Men i samme øjeblik man kunne få deres tillid og solbrillerne fjernet over et glas øl eller en marihuanacigaret, var de fantastiske mennesker og ville gøre alt for en. Derfor var det altid dem, jeg først opsøgte, når jeg kom ind i en ny by, da de havde en bunke kontakter. Jeg var altid fuldkommen ærlig overfor dem og gav mig ikke ud for andet, end hvad jeg var, prøvede f.eks. ikke at efterligne deres sprog eller at benytte den almindelige hvide sentimentalitet om, at ”we are brothers” og alt det pjat, de så ofte har hørt fra de hvide. Man må huske på, hvor paranoide de er, og at de hverken har tillid til hvide i almindelighed, deres egne eller sig selv. Der er blevet trampet på dem hele deres liv, og denne undertrykkelse kan ikke overvindes ved nogen falsk ”brother”-snak. Men hvis man gennem fuldstændig ærlig snak kan give dem adskillige beviser på, hvem man egentlig er, og hvad man vil, kan man overvinde deres mistænksomhed. De har brug for at vide, hvem de står

250

overfor. Det er f.eks. dette stærke ønske, der får mange sorte til at foretrække den sydlige racist fremfor den nordlige liberale, for racisten ved de, hvor de har, og kan så respektere ham for, hvad han er, mens den liberale altid siger et og gør noget andet. Med mine billeder og mine detaljerede beskrivelser af, hvad jeg havde foretaget mig i andre ghettoer, var det normalt ikke svært at overbevise dem om min identitet. Men de blev aldrig helt overbeviste om, at jeg ikke var politiagent. Alligevel tog de næsten altid chancen, for ethvert menneske har en trang til at være menneskelig; i dette samfundssystem er der altid en risiko forbundet med det. Lader man masken falde, risikerer man at blive såret. Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed. Denne trang har de en chance for at udfolde overfor vagabonden, som står helt uden for systemet. For at få noget at spise eller et sted at bo må vagabonden hele tiden tale til ”det gode” (det humane) i kapitalisten eller i den kriminelle, og når han først indser, at dette altid kan lade sig gøre, kan han ikke længere fordømme dem som ”kapitalister” eller ”kriminelle”, men erkender, at de alle har muligheder for at handle i overensstemmelse med et andet system end det, der normalt dirigerer dem. Således begynder vagabonden i stedet for at fordømme det system, han hele tiden må kæmpe imod for at overleve. Derfor tog selv de værste kriminelle næsten altid denne chance med mig, og efterhånden som den værste mistro havde lagt sig, og nogle øller var gledet ned, kunne vi blive helt forelskede i hinanden i gensidig beundring for de roller, vi normalt spillede. De var altid interesserede i, hvad jeg havde lært af andre kriminelle, og jo mere teknik jeg beskrev, jo tættere blev vi knyttet til hinanden. Men i udvekslingen af måder ”to cop” på (ordet, der dækker alt, hvad en kriminel har brug for, hvadenten det er en pose heroin, en bil, en pistol, en pige, eller vin) lagde jeg altid vægt på at sætte det i en politisk sammenhæng. Ofte blev de begivenheder, vi blev udsat for i løbet af sådan en nat, mere og mere kriminelle. Jeg vidste at for at få et sted at sove hen på morgenen, måtte jeg bevise for dem, at jeg var med dem hele vejen. Så den første nat i en by fik jeg normalt ikke megen søvn; men på denne måde fik jeg fodfæste i ghettoen i andre sociale lag, idet de kriminelles søskende, forældre og venner jo ikke nødvendigvis selv var kriminelle. Men denne aften i Wilmington gik det alligevel galt. Jeg fik de samme fjendtlige vibrationer fra folkene uden for

251

baren, som jeg altid får, men der var ingen mulighed for at trænge igennem isen. Ligegyldigt hvad jeg sagde, prellede det af. De begyndte at komme med trusler og sagde, ”we are militants, get your ass out of here or you are a dead man”. Jeg var så forbavset over, at min overlevelsesfilosofi pludselig ikke virkede, at jeg blev helt svag. Jeg følte øjeblikkeligt, at jeg ikke havde kontrol over begivenhederne og gav op. Jeg gik så lidt længere ned ad hovedgaden, men for at komme tilbage til bilen uden at passere dem, drejede jeg af til højre ind gennem et uoplyst ”project”, disse kommunale fattiggårde. Men netop som jeg drejede derind, bemærkede jeg, at de satte efter mig. Åbenbart opfattede de det som deres territorium. Jeg gjorde så den fejl, at jeg begyndte at løbe længere ind for at gemme mig for dem. Jeg gemte mig under en busk og så, at de pludselig var over det hele, en ti-femten stykker. Jeg begyndte at ryste, så chokeret var jeg over udviklingen. Jeg indså, at jeg ikke havde en chance og løb ud i den mørke gyde for at overgive mig. Jeg blev straks omringet, knive og pistoler pegede imod mig fra alle sider. Fra det øjeblik husker jeg ikke, hvad der nøjagtigt skete, blot at jeg begyndte at rable en masse ord af. Jeg sagde bl.a. noget i retning af, om de ikke ville vente blot to minutter og kigge på mine billeder og høre på, hvorfor jeg var der, og hvis de ikke syntes om det, kunne de så slå mig ihjel. Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde udslaget, men efter megen råben og skrigen om, hvad de skulle gøre ved mig, skete der i al fald det, at de førte mig ud til hovedgaden med pistoler og knive i ryggen. Jeg rystede ved tanken om, at en af dem skulle komme til at trykke af. Dernæst sagde de, at jeg skulle gå lige ud ad landevejen, til jeg var ude af byen. Jeg følte mig som en netop befriet kidnappet ambassadør i Latinamerika. For at komme tilbage til byen måtte jeg nu gå tre kilometer ud og derefter tilbage ad en parallel gade. Jeg tænkte på at tilkalde en taxa eller politiet, men opgav. Jeg havde ingen penge til en taxa og følte det forkert at bruge politiet. Hvis de andre så mig med politiet, ville de jo først blive overbevist om, at jeg ikke var på deres side. Så i mørket hoppede jeg fra træ til træ ned ad parallelgaden for at undgå at blive set fra biler, da det jo kunne være mine angribere der sad i bilerne. Billedet var nøjagtig som i filmen ”I nattens hede” -blot racemæssigt omvendt.

Jeg nåede helskindet tilbage og drønede ud af byen. Jeg havde fået nok af at bo i ghettohjem den nat. Jeg har siden prøvet at analysere, hvad jeg gjorde galt den aften.

Der er ingen tvivl om, at det gik sådan, fordi jeg var uærlig overfor de kriminelle. Jeg foregav at være en fattig vagabond, der havde brug for et sted at sove; men jeg var jo ikke fattig, idet bilen stod gemt i nærheden, og jeg hele tiden vidste med mig selv, at om nødvendigt kunne jeg sove i bilen den nat. Jeg havde ikke været fuldkommen ærlig overfor dem og kunne derfor ikke udsende de positive vibrationer, der kunne åbne dem. Jeg havde gjort den samme fejl, som den middelalderlige herremand, der kommer kørende i sin behagelige karet med skinnende lygter, og som således bærer sit eget lys og sit eget mørke med sig. Han nyder sin tryghed og lyset, som kastes på de umiddelbare omgivelser, men han forstår ikke, at det stærke skær blænder ham og forhindrer ham i at se stjernerne, som den fattige bonde, vandrende til fods og uden lygte, er i stand til at se til fuldkommenhed og at bruge som vejvisere. Jeg kørte så ud til et hvidt kvarter i nærheden. Efter denne uhyggelige oplevelse begyndte jeg at føle, at noget fantastisk ville ske denne nat. Sådan går det næsten altid, når man rejser: når man er dybest nede, kommer man altid højest op lige bagefter. Så fatalistisk var jeg blevet på dette punkt, at da jeg to uger før stod i skjorteærmer og frøs i en snestorm i timevis på en bivej i West Virginia uden at kunne få et lift, var jeg fuldstændig overbevist om, at noget godt ville komme ud af det, og ganske rigtig havnede jeg samme aften hos Rockefeller. Hvis man ikke er i besiddelse af denne fatalisme som vagabond er man fortabt, for netop i kraft af sin overbevisning er man i stand til at udsende så stærke vibrationer, at man faktisk selv er med til at skabe en gunstig situation. Hvorom alting er: da jeg denne nat trådte ind på en bar på Wrigthsville Beach, kom det ikke helt bag på mig, hvad der skete. Efter at have stået alene i nogen tid, kom en meget sød pige hen og trak mig i skægget og ville vide, hvem jeg var. Derefter gik det slag i slag, og hun begyndte at hælde en masse vin i mig. Når man som vagabond står ganske

252

alene i verden, er man meget svag i den slags situationer og bliver uhyre let forelsket. Men når man kun en time før har været døden nærmere end nogensinde, så får denne forelskelse så voldsomme dimensioner, at den bliver ganske overvældende. Et hvilket som helst menneske, som havde vist mig varme den nat, ville jeg have bundet mig til for evigt. En af de første ting, hun spurgte mig om, var, om jeg havde et sted at bo. Da jeg sagde nej, sagde hun øjeblikkelig, at jeg skulle flytte ind hos hende. Hun ville give mig alle de penge, jeg havde brug for, og et benzinkort til bilen. Det viste sig nemlig, at hun tilhørte en af Amerikas rigeste familier, som ejer bryggeriet Shlits. Den nat glemmer jeg aldrig. Normalt er jeg impotent den første nat med en ny pige, men voldsoplevelsen sad så stærkt i mig endnu, at jeg tænkte mere på den, og derfor gik alt, som det skulle. Det var nøjagtig det samme, som den gang jeg i New Orleans sammen med en pige overværende en af mine venner slå en anden ihjel, mens vi spillede pool, og bagefter gik hjem og elskede hele natten. Sex og vold er sikkert meget intimt forbundet. I det hele taget føler jeg, at mange af mine forelskelser i USA er affødt af en voldelig oplevelse - eller har ført en med sig. Min kærlighed til dette land er sikkert af samme natur. Denne nat blev vi så forelskede i hinanden, at hun straks snakkede om, at vi skulle giftes. Når vi blev gift, ville vi få 50.000 dollars og derefter 30.000 om året. ”Jeg vil have et barn med dig,” sagde hun. Jeg selv var i de første dage så overbevist om, at jeg skulle giftes, at jeg begyndte at skrive rundt til mine venner, at ”nu havde jeg endelig fundet den rigtige”.

Jeg var fascineret af hende og hendes overklassenatur. Hun brugte penge, som var det vand. I den første uge brugte vi 500 dollars, og hun måtte telegrafere til sin far i Europa efter flere penge. Jeg nød at gå på de fineste restauranter og spise hummer og steaks, hvilket gjorde godt efter flere måneders ”soulfood”. Men jeg insisterede alligevel på at fortsætte mit arbejde og kørte om dagen ud i bilen og fotograferede fattigdommen og sulten i det østlige North Carolina. En professor i geofagi (jordspisning) havde fortalt mig om sulten i området. Om dagen fotograferede jeg sult, og om aftenen frådsede jeg i steaks. Hver anden dag tilbragte jeg sammen med min forlovede på en ø i nærheden, som kun var for rige. Der var vagtpost på broen for at forhindre at negre og andet fattigt udskud skulle komme derud. Vi boede i en lækker stor villa og lå på stranden dagen igennem og dasede. Det var her, jeg først begyndte at miste interessen for hende, da jeg simpelthen kedede mig. I begyndelsen havde hun vist interesse for min ”hobby”, men efterhånden begyndte det at skinne igennem, at hun opfattede sorte som undermennesker. Jeg har ofte forelsket mig i sydlige racister på grund af deres eksotisme og charmerende dialekt og min egen fascination af mennesket bag herre-slaveforholdet; men det gik efterhånden op for mig, at man ikke kan basere et ægteskab på en sådan fascination. Jeg begyndte at føle, at vores barn mere ville blive et produkt af vold end af kærlighed. Da jeg spurgte hende om, hvad hun ville gøre ved det, hvis vi gled fra hinanden, sagde hun: ”Pyt, jeg har penge nok, jeg kan få en abort til enhver tid”. Hun var stadig vildt forelsket i mig, men jeg selv var ved at komme ned på jorden igen. Så da hun en tid efter skulle rejse til Galapagosøerne for at kigge på skildpadder og ville have mig med derned, blev jeg først meget fristet, men sagde alligevel nej; det ville være godt at få hende lidt på afstand og køle af. Hun bad mig om at komme tilbage til hendes fødselsdag, hvilket jeg lovede.

Jeg blaffede flere tusinde kilometer for at komme tilbage på dagen og ankom lige ved middagstid og troede, hun ville blive glad. Men hun lå blot på sengen og var helt kold. Hun havde haft en god ferie hos skildpadderne, men var begyndt at føle, at vi ikke passede sammen. Til sidst var hun taget til Ecuador for at få en abort. Den havde været meget dyr og vanskelig i ”dette primitive, katolske land”. Nu havde hun ingen følelser tilbage for mig, sagde hun. Jeg følte, at hun var meget overfladisk, men jeg havde jo også selv været for overfladisk. Jeg var både dybt såret og meget lettet på samme tid, sagde farvel og tog ind til ghettoen i Wilmington for endnu en gang at prøve at komme til at bo der. Jeg gik ind i den samme bar, men nu om dagen og købte en omgang Shlits til folk derinde for de penge, jeg havde tilbage fra min luksustid. Og denne gang lykkedes det for mig at blive accepteret, og der var en pludren og en snakken og en varme uden lige. Det var i den tid, Shlits kørte deres nye reklamekampagne med sloganet ”Only love is better than Shlits”. Hver gang jeg siden så den rundt om i landet, tænkte jeg tilbage til Wilmington, byen med det voldsomme racehad.

Sammendrag af breve

253

De fattiges kriminalitet er ligesom de riges udbytning næsten umulig at fotografere. Man kan tage billeder af resultatet, men sjældent af selve processen. I reglen var jeg sammen med de kriminelle i dagevis før jeg fotograferede dem. For at overleve iblandt dem, var det dødsens nødvendigt, at jeg altid havde tillid til det indre gode i de kriminelle og opbyggede mit forhold til mennesket indeni, udenom den rolle systemet normalt tvang dem til at forme deres liv efter. Ved at fotografere deres fordægtige aktiviteter, henvendte jeg mig i højere grad til deres miljøbestemte side og forrådte derved den tillid, de havde vist mig. Jeg ønskede altid at fotografere kriminaliteten set fra de kriminelles side, men for at fotografere, måtte jeg stille mig selv på afstand af dem og var derved ikke længere ”en del af dem.” At registrere systemets vold var lettere end at fotografere dets modvold. Her blev jeg fanget midt i skudlinien mellem politi og kriminelle i Harlem. En politimand røg over og brugte min døråbning som skydestilling, hvorved jeg fotografisk pludselig fandt mig selv på politiets side. I sådanne tilfælde begyndte jeg at forstå de brutale, men ak-så-menneskelige reaktioner hos politiet. Deres racistiske indstilling og manglende forståelse for fattigdommens reaktioner er en del af grunden til de vrede beskyldninger om politibrutalitet. Samfundet har trænet politiet til at forvente det onde i mennesket fremfor at tale til det gode. Derfor skyder de ofte før de spørger. Almindeligvis opfatter jeg det som en voldshandling at bære våben ind i en ghetto og derved vise at man ikke har tillid til ghettoens mennesker, hvilket avler modvold. Politiet bygger på forhånd på det negative i mennesker og fremelsker det derfor. Var det i stedet som britisk politi ankommet ubevæbnet med åbent ansigt, ville det have haft en chance for at fostre de positive sider, det altid lykkedes mig at finde selv i de værste typer, ”der vil dræbe for en dollar” - eller et kamera. Således bygger politiet et frygtens klima op på begge sider, som gør brutalitet uundgåelig. Meget af det sanktioneres af de hvide myndigheder. Kongressen gennemførte en lov, som giver politiet frit lejde til at bryde ind i folks hjem uden først at banke på. Mange uskyldige mennesker er blevet dræbt på den måde.

254

You explained it to nre, I must adrnit,

a long rap about "no knock"
being legislated for the people you've always hated
in this hell-hole you/we call home.

NO KNOCK the man will say
to protect people from themselves.
Who's going to protect me from you ?

No knocking, head rocking, enter shocking,
shooting, cursing, killing, crying, lying and being white.
NO KNOCK told my brother Fred Hampton
bullet holes all over the place.
But if you're a wise "no knocker
you'll tell your knocking' lackeys
no knock on my brother's head
no knock on in my sisters head
and double lock your door

because someone may be
NO KNOCKING... For you'

255

James' og Barbaras kærlighed

En dag så jeg i New York Times et avisbillede af borgmester Lindsay, som overrakte en buket blomster til en ”heltemodig” politibetjent i en hospitalseng. Der stod, at han var blevet skudt ned under ”indtrængen i en lejlighed”. Jeg besluttede mig til at finde ud af, hvad der egentlig lå bag denne begivenhed, og støvede rundt i Bronx i flere dage for at finde de pårørende og lejligheden, det var sket i. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, hvad der var sket. James og Barbara var et ungt, sort ægtepar, som boede i det værste kvarter i USA omkring Fox Street i South Bronx. En dag havde de hørt kriminelle på taget og tilkaldt politiet. To civilklædte betjente ankom til lejligheden og sparkede døren op uden at banke på. James troede, det var de kriminelle, der var i færd med at bryde ind, og skød mod døren, men blev så selv dræbt af politiet. Barbara løb skrigende ind til naboen. Da jeg gik på politistationen i 41. distrikt, bekræftede man der handlingsforløbet og indrømmede, ”at der var sket en lille fejltagelse”, men at James jo ”selv havde været ude om det, eftersom han var i besiddelse af en ikke-registreret pistol”. Jeg var efterhånden så vant til den slags urimeligheder, at jeg ikke følte nogen særlig harme overfor betjenten. Jeg følte blot, at han var forkert på den. Da jeg nu havde brugt så megen tid på at finde ud af sagens sammenhæng, kunne jeg lige så godt også tage begravelsen med. Jeg styrtede rundt i byen for at låne en pæn skjorte og ankom i bedemandsforretningen om morgenen ca. en time før. Jeg tog en del billeder af James i kisten. Han var meget smuk. Jeg beundrede det fine arbejde, bedemanden havde gjort med plastic for at stoppe skudhullerne til. Sorte bedemænd er rene kunstnere på dette felt; selv folk, som har fået øjnene revet ud, kan de få til at se helt normale ud. Da sorte lig ankommer i alle mulige farver og udgaver, bruger de næsten hele farveskalaen i plasticmaterialer. James gjorde ikke noget særligt indtryk på mig; jeg havde allerede set så mange unge, sorte lig. Det eneste, jeg undrede mig over, var, at der ikke var nogen blomsterkrans fra politiet. Jeg ventede en times tid, hvilket skulle blive den sidste normale time denne dag. Der kom ikke mere end ti begravelsesgæster, der alle undrede sig over at se en hvid mand. En ung fyr hviskede til mig, at han syntes, det var lidt upassende, at en hvid mand var til stede ved netop denne begravelse. Så pludselig hørte jeg forfærdelige skrig nede fra forhallen og så tre mænd komme slæbende med Barbara. Hendes ben hang hen ad jorden. Hun var ude af stand til at gå. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men hun var en høj, smuk, lyshudet pige. Hendes skrig fik mig til at ryste og slog mig helt ud. Aldrig før havde jeg hørt så skærende og smertefulde skrig. Da hun kom hen til kisten blev det uudholdeligt. Det var første og eneste gang i Amerika jeg var ude af stand til at fotografere. Jeg havde før fotograferet med tårerne trillende ned ad kinderne, men havde altid holdt mig på så stor afstand af lidelsen, at jeg kunne registrere den. Da Barbara kom hen til kisten, kastede hun sig ned i den. Hun lagde sig oven på James og skreg, så det skar gennem marv og ben. Jeg kunne kun opfatte ordene: ”James, vågn op, vågn op” igen og igen. De andre prøvede at rive hende væk, men Barbara sansede ikke andet end James. Jeg var på dette tidspunkt fuldstændig overbevist om, at James ville rejse sig i kisten. Jeg havde set megen lidelse i Amerika, men jeg havde ofte midt i lidelsen sporet et vist hykleri eller endog overfladiskhed, som gjorde mig i stand til at distancere mig fra lidelsen. Barbara slog fuldstændig benene væk under mig. Alt begyndte at svømme for mine øjne. Det må have været på det tidspunkt, at jeg pludselig styrtede tudbrølende ud af begravelseshjemmet. Jeg løb igennem flere gader bare for at komme væk. Min gråd var fuldstændig ubehersket. Jeg vaklede ned ad Simpson- og Prospect-gaderne i dette kvarter, hvor 9 ud af 10 dør en unaturlig død. Røverne og de almindelige gadekriminelle stod i dørene, men jeg væltede blot videre uden at sanse dem, ramlende ind i affaldsspande og knuste flasker. Det var et under, at ingen overfaldt mig, men de må have troet, at jeg netop var blevet overfaldet.

Da jeg kom til James og Barbaras opgang, spurgte jeg stadigt tudende nogle børn, om der var nogen oppe i lejligheden ”hos manden, der blev skudt forleden dag”. De spurgte, om jeg ikke mente manden, der blev skudt i opgangen overfor i går aftes. Nej, det var i denne opgang, sagde jeg. Men de havde ikke hørt, at nogen var blevet skudt i deres opgang. De boede på anden sal, og James og Barbara boede på femte sal. Jeg gik op i lejligheden, som nu stod tom. Røvere havde allerede plyndret den, og der lå kun lidt papir og småting rundt om på gulvet. Tomheden i lejligheden fik mig til at hulke endnu kraftigere. Der var masser af skudhuller inde i stuevæggen, hvor James havde siddet, men der var kun to henne i døren, som politiet havde sparket op. Der var tre låse på døren, som overalt i New York samt en tyk

256

jernstang fastgjort i gulvet - en sikkerhedsforanstaltning, politiet selv har foreslået folk at anskaffe sig for at undgå, at deres døre bliver sprængt af kriminelle. James og Barbara havde været så bange for kriminelle, at de havde sat dobbelt jerngitter for deres vinduer, skønt det var i femte sals højde, og der ingen brandtrappe var udenfor. Nede i baggården lå der en meterhøj dynge af affald, som folk havde smidt ud af deres vinduer. Her havde James og Barbara levet fra de var 16 år med deres nu fireårige datter.

Efter et par timer dristede jeg mig ud af lejligheden. Jeg havde grædt så meget, at jeg havde en drønende hovedpine, men hele vejen ind til Manhattan blev gråden ved med at komme i bølger. Da jeg kom til en biograf på Vestsiden, dryssede jeg ind i den uden egentlig at have besluttet mig dertil. Det var på det tidspunkt, de sorte film var ved at komme frem for første gang i de sortes historie. Filmen hed ”Sounder” og handlede om en fattig familie i Louisiana i 30'erne. Der var en overvældende kærlighed og sammenhold i familien, men til sidst blev faderen hentet af de hvide myndigheder og sendt i arbejdslejr for at have stjålet et stykke kød. Filmen var

lavet i Hollywood og romantiserede fattigdommen, og efter adskillige år i arbejdslejr kom faderen da også tilbage til familien, for at filmen kunne få en happy-ending.

Det var ikke den fattigdom, jeg havde mødt i Syden. De eneste gange, jeg græd under filmen, var, når jeg så ting, der mindede alt for meget om James og Barbara. Jeg dryssede derefter over i retning af Broadway. En gammel sort kone, som jeg havde boet hos i det nordlige Bronx om natten, havde givet mig 10 dollars, for at jeg skulle få mig lidt pænt tøj til begravelsen. Hun havde først ikke stolet på mig og havde brugt flere timer på at ringe til forskellige politistationer for at spørge dem om, hvad meningen var med at sende en agent til hendes hus. Men da hun efter en halv dag havde forvisset sig om, at jeg ikke var politiagent, blev hun så glad, at hun gav mig 10 dollars, og jeg måtte love at komme igen og bo hos hende, og hun ringede til Alaska, for at jeg skulle tale med hendes datter, som boede deroppe. Nu havde jeg stadig lidt penge tilbage og gik i min underlige sindstilstand lige ind i en biograf til på Broadway og så ”Farewell, Uncle Tom”. Det var en

257

rystende film om slaveriet. Den var lavet af italienere, så den romantiserede ikke slaveriet. Man så, hvordan slaverne blev solgt på auktion, torturredskaberne som blev brugt, og man så, hvordan mænd blev solgt fra deres kvinder og børn. Det var frygteligt. Hvordan havde alt det dog kunnet få lov til at ske for kun 100 år siden? Nogle steder i filmen var jeg ved at brække mig. Jeg så mig gentagne gange omkring i biografen, da jeg var bange for, at der skulle være sorte derinde, men der var kun to mennesker i hele biografen foruden mig. Da jeg kom uden for, stod en ung sort trippende med solbriller på. Jeg stod i lang tid og så ham ind i øjnene og kunne ikke forstå, at han ikke slog mig ned. I flere dage bagefter var jeg helt ødelagt. Jeg vil aldrig glemme den dag. Den står fuldstændig blank i min dagbog. Der gik et helt år, før jeg tog mig sammen til at opsøge Barbara. Jeg kunne ikke glemme hende. Men da jeg kom til køkkenet på Veteranhospitaltet, hvor hun arbejdede, blev en ældre sort kvinde sendt ud for at tale med mig. Hun fortalte mig, at hun var Barbaras værge, da Barbara ikke havde været normal siden begravelsen. Hun var blevet indesluttet og sagde aldrig noget mere. Jeg spurgte hende, hvordan Barbara havde været før James' død. Hun faldt helt hen i tanker et øjeblik og fortalte så med tårer i øjene om de fire år, hvor James og Barbara havde arbejdet sammen der i køkkenet. De havde altid været muntre, sunget og været til stadig glæde for køkkenpersonalet. De havde vist aldrig forsømt en dag, var altid ankommet sammen og var altid gået sammen efter fyraften. Men hun ville ikke lade mig se Barbara, for Barbara ønskede ikke at se nogen. Der gik derpå endnu et år, hvor jeg sendte et brev til Barbara fra et eller andet sted i Syden. Jeg gik ud fra, at Barbara nu var kommet sig over det.

Da jeg igen kom til køkkenet, var det den samme ældre kvinde, der kom ud. Det var, som om tiden slet ikke var gået og at vi blot fortsatte, hvor vi slap. Hun sukkede dybt og så mig ind i øjnene: ”Barbara er blevet sindsyg”, sagde hun.

Barbara blev ved med at dukke op i mine tanker, hvor som helst jeg rejste. Men en begivenhed kom til at gøre et lige så stærkt indtryk på mig. Et sted i Florida var en ulykkelig hvid kvinde kravlet op i et vandtårn og stod på kanten for at begå selvmord. Men hun kunne ikke få sig selv til at springe. Det var i et ghettoområde, og der samlede sig straks en større flok mennesker ved foden af tårnet, næsten alle sorte. Politi og brandvæsen var i gang med at overtale kvinden til ikke at springe, mens folkemængden skreg til hende, at hun skulle springe. Jeg begreb det ikke. Jeg råbte alt, hvad jeg kunne: ”Hold op, hold op, lad dog den stakkels kvinde leve”. Men deres råb steg i styrke. Det var det værste og mest modbydelige massehysteri, jeg nogensinde havde oplevet. Så pludselig med et slog det mig, at skrigene lød som Barbaras den uforglemmelige morgen. Jeg begyndte at blive svag i benene og styrtede så hovedkulds væk, lige så hurtigt som i begravelseshjemmet. Om fem år vil jeg prøve at opsøge Barbara igen. Jeg må se hendes ansigt igen en dag!

Sammendrag af breve

258

Ghettoens beboere finder sig ikke i alverdens politibrutalitet, og det er ikke alle betjente, som når at få blomster og forfremmelse af borgmesteren. En hvid betjent, som pryglede en sort kvinde, blev skudt ned i smerte og raseri af en ung mand fra et tag. Som hævn marcherer nu 5000 betjente gennem ghettoen i en magtdemonstration for at skræmme de sorte. Hver gang en betjent bliver dræbt af sorte snigskytter, sættes hele kolonimagtens apparat i sving på denne måde. Men der ligger en dybere tragedie bag disse politimord. Denne 26-årige enke efter den afdøde politibetjent kommer ligesom han fra de fattigste hvide samfundslag. Selv om man ikke kan undskylde deres brutalitet, kan man dog godt forstå den - udbyttede og nedtrampede, som disse fattige hvide ofte selv har været og med så mørke udsigter i tilværelsen, at de ikke havde andet valg end at slutte sig til de gamle slavefogeders række. Den racisme og indskrænkede tillid til medmennesker, som fattigdommen har indpodet dem, forstærkes af deres nervøsitet ved at være besættelsestropper i en kultur, som ikke er deres. Det er blevet så almindeligt blot at angribe og angribe politiet, men det glemmes alt for ofte, at de i lige så høj grad er ofre for systemet, som de er repræsentanter for det. Vi ser på dem - på deres hårde ansigter og stramme læber - og bliver fortvivlede. Vi når hurtigt til den konklusion, at de aldrig vil forandre sig. De vil altid være fulde af bitterhed, had og frygt. Men sad de med deres gode viljer foran spejlet og skabte disse ansigter?

259

Eller blev de tvunget til at leve et liv, som strammede huden i deres ansigter til en perverteret forvridning af menneskelighed? Ja, det er svært at ændre samfundet til et mere retfærdigt system, for bare det at se nødvendigheden af forandring betyder at tro på menneskets indre godhed og at være i stand til i sin hverdag at se udover og at fornægte herre-slaverollerne overalt omkring sig. Vor generations pligt må være at ændre dette system, så at mennesket kan blive fuldt menneskeligt over hele verden. Ikke mindst for vor egen overlevelses skyld. Jeg tror ikke, at jeg kunne have klaret mig mellem alle disse mærkelige mennesker i USA, hvis jeg ikke havde haft en stærk tillid til det bedste i mennesket. Ellers ville nemlig det værste have taget overhånd - og jeg ville være blevet udslettet.

260

Min rejse har lært mig, at jeg ikke længere kan hade nogen enkeltperson eller menneskegruppe, ikke en gang en klasse - selv ikke de værste udbyttere. Hvis jeg sagde, at jeg hadede Rockefellerfamilien, ville jeg ganske enkelt ikke være ærlig, nu hvor jeg kender nogle af dens medlemmer. Vist er det rigtigt, at Rockefeller gav ordren til massakren i Attica og myrdede 41 fængselsfanger, som blot krævede fængselsreformer. Men selv om jeg var til deres massebegravelse og hørte sorte pantere med geværer i kirken råbe ”Død over Rockefeller, sæt de rige i fængsel og befri de fattige”- og selv om jeg kendte flere af deres pårørende blandt de grædende enker - og selv om jeg endnu engang så blodets farve i det afroamerikanske flag... ja, så er jeg ikke i stand til at hade Rockefeller. For jeg ved, at der bag den rolle, som han er blevet opdraget til at spille og tro på i systemet, gemmer sig et menneske, som under andre forhold, ikke ville være blevet morder i et desperat forsøg på at holde underklassen nede. Hvis vi erkender, at underklassen myrder og røver på grund af dens miljø, må vi også logisk erkende, at overklassen er ligeså slavebunden af sit miljø, i sine handlinger, tænkemåder og traditioner. Jo mere jeg lod mig hjernevaske ind i overklassen, jo mere begyndte dens handlinger at forekomme mig gyldige og forståelige. Jeg ville være uærlig, hvis jeg prøvede at lægge skjul på, at jeg er kommet til at holde af menneskene i USAs herskende klasse. Når jeg fordømmer overklassen, er det rent faktisk en fordømmelse af det system, som skaber disse klasser, og som lærer deres medlemmer at røve og myrde - ikke blot i USA, men især i den Tredie Verden; et system så stærkt og umenneskeligt, at det ikke ændres ved at man angriber dets symboler. Hvis jeg havde hadet Rockefellerne som symbol, ville jeg havde nægtet dem den menneskelighed, de havde vist mig som vagabond under forhold, der ikke var dikteret af systemet. Jo længere jeg gik som vagabond i dette system, jo mere tabte jeg lysten til nogensinde igen at blive en del af det. Overalt havde systemet givet mennesket et falsk ansigt. Jo tydeligere disse uhyggelige masker tegnede sig for mig, des stærkere trang fik jeg til at trænge ind bag dem og se ud gennem deres snævre øjenhuller. Det var aldrig noget kønt syn: blot had og frygt og mistænksomhed. Jeg ønskede ikke at blive en del af dette had. Jeg lærte, at det er lettere for mennesker at fordømme og hade end at forstå. For had bygger på ensidige og forenklede betragtninger og de fleste mennesker er så absorberede af smerten ved ikke at kunne leve op til normerne i deres miljø, at det er lettere for dem at reducere virkeligheden til symboler end at prøve at forstå den. Det er langt lettere, når man læser en bog som denne, at hade de hvide amerikanere fremfor at prøve at forstå dem, for på den måde undgår vi at bekæmpe den del af systemet, som er at finde i os selv. Først når vi erkender hvordan vi selv er en del af undertrykkelsen, kan vi forstå, fordømme og ændre de kræfter, som dehumaniserer os alle. På min rejse var jeg i stand til at overleve uden for systemet, fordi jeg altid søgte ind til mennesket bag den falske facade. Men overalt bag disse facader så jeg kærlighedens fallit. Jo mere de tråde, som burde flyde imellem menneskene i et sundt samfund, manglede, jo mere forstenede og uigennemtrængelige syntes de masker, jeg hele tiden måtte trænge igennem for at overleve. Men selv inden for denne undertrykkelse er det muligt at finde mange nuancer af menneskelighed. Selvom kærligheden mellem menneskene er blevet dræbt i dette system, ved vi alle, at kærligheden kan skyde op gennem stenbroen hvor som helst... når som helst.

262

Ghetto love

”There is no love like ghetto love”. Efter fire års vagabondering i ghettoen endte jeg med at blive gift med den. Annie er den eneste kvinde, jeg mindes at have

taget et initiativ overfor. Som hun sad der i en restaurant i New York - uimodståeligt smuk - var det åbenlyst fra vores første blikke, at vi havde brug for hinanden. Begge let bytte: hun kendte ikke nogen efter lige at være vendt tilbage efter ti års eksil i England for at gå til sin mors begravelse, og jeg var i en af mine deprimerede vagabondperioder. Vi var begge præstebørn og havde på forskellig måde gjort oprør mod denne baggrund. Hun var dybt grebet af mine billeder og ønskede at hjælpe mig med at publicere dem. Hun havde en stærk litterær tilbøjelighed og en langt dybere intellektuel horisont end jeg, så jeg blev snart meget afhængig af hende til at få brikkerne i mit puslespil til at falde på plads.

Annie havde i høj grad i sin landflygtighed befriet sig selv for den herre-slavementalitet, som gør ægteskab næsten uudholdeligt for de få uheldige amerikanere, som forelsker sig på tværs af det lukkede systems realiteter. ”Intermarriage” er nemlig i allerhøjeste grad en undergravende handling. Selv liberale famler efter svar, når spørgsmålet kommer: ”Hvad vil du sige til, at din datter gifter sig med een?” Typiske segregationister startede i reglen samtalen med, ”Jeg er ligeglad med, om folk er hvide, sorte, lilla eller grønne ...” Ti sætninger senere viste de sig at være svorne fjender af ”blandede ægteskaber.” Imidlertid var der masser af indgiftning mellem hvide og sorte tjenestefolk indtil det blev forbudt i 1691, og før reduktionen af de sorte til slaver, var det fattige hvide had til dem ukendt. De fleste steder - selv i tidligere slavelande som Cuba og Brasilien - er der intet der minder om amerikanernes fanatiske modstand imod ”blandede ægteskaber.” Skønt jeg kommer fra et konservativt område på landet, mindes jeg ikke at have hørt en eneste negativ bemærkning i min barndom om de hyppige ”inter”-nationale ægteskaber med afrikanske studerende. (Jeg vil ikke her omtale afsmitningen fra den senere fremmedarbejderproblematik). Men i Amerika kan intet interracialt ægteskab betragtes som blot en naturlig forening. I Hollywood ville sorte promotors investere en masse penge i at slå mit lysbilledshow stort op, men først ønskede de at jeg skulle tage afsnittet om min kone ud: ”Det ødelægger dit budskab, får dig til at ligne enhver anden liberal.” Mange sorte og liberale vil at samme grund falde fra i dette afsnit. En sort kvinde var rasende efter at have set mit lysbilledshow med adskillige billeder af nøgne sorte kvinder. ”Er du ikke klar over, hvor uansvarlig du har været ved at have haft forhold til disse mentalt forstyrrede kvinder. Er du ikke klar over, at slaveri gør os alle mentalt syge?” Hun ramte hovedet på sømmet: Hvordan kan jeg gribe ind som neutral i herre-slavesamfundet uden at blive en del af problemet? Og dog begik hun samme fejl som de fleste amerikanere ved automatisk at antage, at et nøgenbillede af en kvinde er lig med et sexuelt forhold til hende. Hun behøver i virkeligheden ikke at bekymre sig, for til forskel fra, hvad jeg fandt blandt sorte kvinder i Afrika, har den sorte amerikanske kvinde opbygget en enorm forsvarsmekanisme imod den hvide mand som reaktion på århundreders misbrug. Skønt jeg tilbragte det meste af min tid i det sorte samfund, var mere end 90% af de kvinder, som inviterede mig til at dele deres seng, hvide. Men mistanken om den mandlige hvide sexuelle udbytter hang naturligvis altid over mig på min rejse. Når jeg gik rundt i ghettoer om natten i det dybe syden, spurgte unge mænd mig: ”Sir, vil du ha' at jeg skal skaffe dig en kvinde?”

Jeg er temmelig overbevist om, at de fleste kvinder ikke ville have tilbudt mig gæstfrihed hvis de ikke havde fornemmet den ikke-aggressive komponent i mig. Eftersom jeg altid betragtede vagabonderingen som en passiv rolle, og altså hverken undgik eller tog initiativ til sexuelle forhold, finder jeg det interessant at analysere, hvad der egentlig skete, når jeg fik nære forhold til kvinder. Hvis vi svingede godt sammen, gav hvide kvinder efter nogle dage udtryk for sexuelle aggressioner. Men selv når vi blev mere intime og omfavnede hinanden, skete der i reglen ikke mere med den sorte underklassekvinde, især ikke i syden. Det var som om et eller andet gik i baglås for os - en fælles erkendelse af, at dette var for stor en historisk byld at tage hul på. Hun kunne ikke undgå bevidst eller ubevidst at signalere, at dette var et forhold mellem et frit og et ikke-frit menneske, hvilket øjeblikkeligt gav mig følelsen af at være blot endnu en i rækken af hvide sexuelle udbyttere. De fleste af mine sexuelle og langvarige forhold til sorte kvinder var derfor med kvinder fra middelklassen og Vestindien, som, skønt mere konservative end både hvide og underklassekvinder, ikke desto mindre i højere grad havde frigjort sig af dette slaveri. Nogle amerikanere vil sige, at hvis man er klar over, at en vis befolkning lever i slaveri, burde man ikke som privilegeret hvid bringe sig selv ind i sådanne intime situationer, hvor et sexuelt forhold eller ”blandet

271

ægteskab” kan opstå. Men slaveri er et resultat af ikke at omgås med en gruppe fuldstændig frit, hvorved man isolerer og forkrøbler den.

Annie var en af mine undtagelser med underklassen. For skønt kun på overfladen virkede meget ”middelklasseagtig” efter sit lange fravær, var hun i sit grundsyn præget af sin underklasseopvækst. Et sådant forhold kunne sikkert godt være kommet til at fungere med lang tids kærlighed, tillid og anstrengelse fra begge partnere, men på grund af min racisme, sexisme og fremfor alt den ikkeseende ”uskyldighed”, som altid vil være det endelige privilegium for den herskende klasse, var dette ikke hvad der kom til at ske. I stedet blev det så smertefyldt, knusende et nederlag for mig, at jeg f.eks. ikke kunne forlige det med min oprindelige bog. Selv starten gik galt. Vi blev gift fredag den 13. september uden noget sted at bo. En tjenestepige lod os tilbringe hvedebrødsdagene i den sydafrikanske konsuls luxuslejlighed, da han var blevet kaldt hjem af sit apartheidregime. Senere endte vi i det værste område af ghettoen. Vi havde næppe betalt den første måneds husleje, før hele Annies opsparing blev stjålet. Vi boede på femte sal i en bygning udelukkende med prostituerede, narkomaner, socialhjælpsmødre og menneskelige vrag. Annie havde ikke boet i underklassekultur siden sin barndom, og det var et forfærdeligt chok for hende at havne her. I kraft af hendes udseende og stedet vi boede, blev hun ustandseligt ”hit on” af alfonser og hustlere, som forsøgte at rekruttere hende. Da jeg var nødt til at blaffe væk i nogle dage, blev Annie kidnappet af en prostitutionsring, som med pistoler tvang hende til at klæde sig nøgen, mens de spillede russisk roulette med hende for at ”knække og dressere” hende. Om natten lykkedes det hende gennem et badeværelsesvindue at flygte ud i gaderne uden tøj på. Da jeg kom hjem, lå hun opløst i tårer og smerte. Angrebene fra alfonserne fortsatte, og det hele blev ikke bedre af, at jeg var hvid. En dag smed en alfons hånligt en håndfuld penge efter Annie i bussen. Af gammel vagabondvane samlede jeg dem op. Annie blev rasende på mig og ville ikke tale til mig i en uge. Der var vold og skrig og afsindig smerte i bygningen dag og nat. Adskillige gange i begyndelsen forsøgte jeg at gribe ind mellem alfonser og ”horerne”, som de bankede sønder og sammen. Der var også en pyroman. Næsten hver nat i de første måneder blev vi vækket af brandalarmen og så flammerne slå ud fra de tilstødende lejligheder. Vi var så forberedte, at vi havde alting pakket hele tiden. Det første jeg ville snuppe var en kuffert med alle de tusinder af lysbilleder til denne bog. En nat, da vi alle stod halvnøgne i nattøj på gaden, bad jeg Annie om at holde øje med kufferten, mens jeg fotograferede branden, men hun hørte mig ikke i larmen, og da vi kom tilbage til lejligheden, var den blevet efterladt dernede. Jeg fo'r ned på gaden og fandt kufferten stående der stadigvæk. Alle i bygningen kaldte det for et sandt mirakel, da ingen nogensinde havde set nogen værdigenstand efterladt på gaden i blot et øjeblik uden at blive hugget. Det psykologiske pres var i begyndelsen værre for Annie end mig. Vi forsøgte at få socialhjælp for at kunne flytte, men fik blot 50 kr. Næsten hver nat lå hun i tårer og fortvivlelse. I de første måneder, da jeg stadig havde lidt psykisk overskud tilbage, forsøgte jeg at trænge ind til hendes verden, som så åbenlyst var smuldret for hende. Som de fleste af mine andre forhold i Amerika, var også dette et resultat af vold. Vi havde mødt hinanden som følge af mordet på hendes mor; og få måneder senere blev hendes stedfar fundet vaklende ned ad gaden, dødeligt såret af en kniv. Et rystende mønster fra hendes barndom begyndte at tone frem for mig i disse tårevædede nætter. Da hendes 16-årige mor havde født hende og en tvillingesøster, blev dette set som en sådan synd i præstens familie, at moderen blev sendt op til nordstaterne og Annie ned til en tante i Biloxi, Mississippi, hvor hun fik en streng fundamentalistisk opdragelse. Al udfoldelse af glæde, dans og leg blev straffet. Ofte blev hun hængt op i læderstrimler om håndledene i udhuset og pisket sønder og sammen. På vej hjem fra skole var der næsten daglig stenkastning mellem sorte og hvide børn. En dag pudsede de hvide børn schæferhunde på dem, og Annie blev alvorligt bidt. To af disse børn tilsluttede sig senere Ku Klux Klan, og en af dem, Jim Bailey fra Annies gade, var den som senere myrdede de tre borgerretsforkæmpere i 1964. Efter denne klanvold, med parader af brændende kors gennem gaden, flygtede hun op til nordstaterne og gik

272

senere i landflygtighed. Dahun var den første sorte, der kom på byens bibliotek, turde hun aldrig at vende tilbage. Jo mere disse tårefyldte nætter afslørede, jo mere chokeret blev jeg. Hun var utrolig følsom, og en nat husker jeg, at hun græd ved tanken om ”den hvide sammensværgelse”, som havde holdt hende og de andre sorte skolebørn uvidende om mordet på seks millioner jøder.

Omsider lykkedes det Annie at få et job som kontorvikar i Bygningsdirektoratet, hvor hun tog sig af regninger fra byggefirmaerne. Hun skabte stor opstandelse ved at opdage det ene tilfælde af svindel og bedrageri efter det andet. Med sin usædvanlige klæbehjerne kunne hun påvise, hvordan byggefirmaerne måneder før havde sendt regninger for samme job, men i anden ordlyd. I årevis havde disse mafiosi flået byen. Hver dag kom hun hjem og fortalte mig om, hvordan hun netop havde sparet byen for 900.000 kr. eller lignende. Da hendes arbejde sluttede, fortalte hendes boss hende, at hun måtte skrive sig selv hvilken som helst anbefaling, hun ønskede: han ville skrive under på den. Men vi selv havde stadig ingen penge, og det var som om denne korrupte atmosfære hjalp til yderligere at nedbryde vores moral. Når de rige stjæler, hvorfor sku' vi ikke? Da vi en dag fandt en pung med $80 i opgangen, tog det os lang tid at beslutte at give den tilbage til ejeren - en mor på socialhjælp. Da hun åbnede døren, snubbede hun pungen uden et ord, med et hånligt blik som for at sige, ”I må være tåber, at prøve på at være bedre end andre her.” Fra det øjeblik gled alting i en mere og mere kriminel retning. Det havde været ideen at jeg skulle bruge tiden til at skrive en bog. Annie og andre mente, at jeg burde skrive om mine ghettooplevelser med en udlændings øjne. I starten sad jeg dag efter dag foran papiret, men det var umuligt for mig i denne voldelige og nervøse atmosfære at få et ord nedfældet. Gradvist mistede vi begge selvtilliden, og jeg opgav. Jo mindre overskud vi havde, jo mindre håb, des mere voldelig blev atmosfæren imellem os. Lidt efter lidt begyndte Annie at drikke som reaktion på min stigende ufølsomhed. Hun begyndte at skælde mig ud for blot at være en naiv liberal. Disse endeløse nætter er mere end noget andet skyld i angrebene på de liberale (eller mig selv) i denne bog. For første gang på min rejse begyndte jeg at miste min tillid til de sorte, begyndte at se deres

nuværende livsform fremfor deres muligheder. Jeg var begyndt at blive amerikaniseret, var blevet et offer for herre-slavementaliteten. Jo mere jeg mistede denne tillid til mennesker (og min egen fremtid) jo mere opfyldt blev jeg af had og raseri. For at undgå den uudholdelige atmosfære sammen med Annie, begyndte jeg at tilbringe det meste af min tid på gaden. Jo mere magtesløs, jeg blev, jo mere dystre mine udsigter, des mere mistede hun troen på mig. En nat råbte hun, ”Du kan ikke engang forsørge! Hører du, din blåøjede nigger, forsørge!” Hvad værre var, skønt jeg ustandseligt prøvede at få arbejde, begyndte jeg på selvbebrejdelser. Jeg bestilte ikke andet end at stå i kø. Om morgenen sad og lå jeg i kø i blodbanken for at få 5 dollar. Hver dag kl. 11 i otte måneder stod jeg i en timelang suppekø, og om aftenen fik jeg tit mad i en kirke. Resten af dagen stod jeg i kø for at få arbejde, hvilket var umuligt, da jeg var ufaglært. Hvis jeg mødte kl. 4 om morgenen, lykkedes det mig somme tider at blive ansat for en dag til at smide reklamer i de rige forstæder for 2 dollar i timen. Efter en tid gav jeg op og tilbragte mere og mere tid med de kriminelle på gaden. Jeg blev aldrig involveret i nogen større kriminelle handlinger, men det begyndte tydeligvis at glide i den retning. Da en fyr en aften rystet fortalte mig, at hans bror netop var blevet myrdet i Chicago, sagde jeg blot koldt, ”Hvilken kaliber pistol?” Først bag efter gik det op for mig, hvor dybt jeg var gledet ned. I den tid jeg boede sammen med Annie var otte mennesker blevet myrdet i vores blok, flere af dem bekendte. Theresa, som i sin kaffebar så ofte havde givet mig gratis mad, blev myrdet en dag af en kunde, som ikke kunne betale sin regning på 9,43 kr. Ofte var væggene i vores opgang oversmurt af blod. Når jeg kom hjem sent på natten, lå Annie ofte i en tåge af tårer og druk. Jeg var efterhånden næsten ligeglad. Af

273

angst for de ødelæggende skænderier, turde jeg til sidst ikke komme hjem før hun sov. Vores sexliv, som alt andet, gik i opløsning. Til sidst nærede jeg et sådant had mod både hvide og sorte omkring mig, at jeg blev angst for mig selv. En nat, da Annie havde drukket, blev jeg så desperat, at jeg langede ud efter hende i mørket. Næste morgen havde hun et blåt øje sådan som alle andre i bygningen havde haft. Da jeg aldrig før havde lagt hånd på et menneske, var jeg rystet. Jeg fik en pludselig angst for, at jeg ville ende med at slå hende ihjel en dag. Den eneste måde jeg kunne bryde ghettoiseringen på, var ved at flygte. Det lykkedes os at få et lille værelse til Annie i et hvidt hjem uden for ghettoen. Derefter styrede jeg lige mod landevejen. Landevejen, vidste jeg, betød tryghed og sikkerhed, rekreation og frihed. I fire år havde jeg levet et eskapistisk privilegeret vagabondliv i ghettoer uden at blive berørt. Men da jeg blev en del af ghettoen, blev jeg ødelagt på mindre end et år, var kommet til at hade sorte, havde mistet min tillid til alt, og havde set de værste sider i min karakter begynde at kontrollere min opførsel. En af disse var en stigende selviskhed og pågående selvhævdelse i forholdet til kvinder. Det var ikke nogen tilfældighed, at jeg straks kom ind i en periode med et iøjnefaldende forbrug af ”girls< med min ven Tony i North Carolina. Jeg havde ingen hæmninger tilbage. Og dog var jeg ikke just den fødte forfører. Gang på gang hviskede Tony til mig, ”Hey, why don't you make a move?”, og gang på gang endte han med at måtte køre min ”date” hjem før tiden. Hver nat syntes det, som om der var forstyrrende momenter. En aften kunne jeg ikke komme hjem med min date på grund skyderi i gaden. En anden aften var vi alle kørt til Chapel Hill for at se Earth, Wind and Fire og jeg benyttede mit hvide privilegium til at ”bluffe” mig gratis ind, da jeg aldrig havde penge. Dette irriterede i den grad Bob, som kørte bilen, at han på vejen hjem pludselig standsede og sagde, ”Hey, man, you gotta get out, understand?” Eftersom Bob var dobbeltmorder, og havde dræbt både sin kone og hendes elsker, vidste alle, at han kogte indvendig og gjorde ingen forsøg på at sætte sig imellem. Så jeg måtte stige ud i den frostkolde nat midt i intetheden.

Et vigtigt redskab i ”dating” er bilen. Da jeg ikke kunne tage mine ”dates” på en køretur, inviterede jeg dem i stedet på det jeg elskede mest i verden: blafning. Det var disse ture mere end noget andet som begyndte at gøre mig bevidst om min sexisme. Jeg havde levet med sorte så ofte, at jeg knapt nok ænsede, at jeg var ”på den forkerte side af jernbanelinien”, men at blaffe med en sort kvinde ryster hurtigt een ”på plads” igen, i særdeleshed når man er så uvidende, som det var lykkedes mig at forblive, om det yderligere herre-slaveforhold mellem mænd og kvinder. På grund af min vagabondindstilling med at chaufføren skal ”underholdes,” sad jeg foran for at konversere hvis det var en kvinde eller homosexuel mand, mens jeg fik pigen til at sidde foran, hvis det var andre mænd, selv hvis hun ikke havde lyst. Reaktionerne fra de mandlige hvide chauffører var rystende. Hvis de ikke slog sig til tåls med psykologisk tortur af kvinderne, brugte de direkte fysiske overgreb. Skønt de fleste af dem, jeg blaffede sammen med var pænt klædte døtre af professorer og læger i nordstaterne, og selv om de havde den uddannelse og tillid til omgivelserne, som gjorde at de i modsætning til ghettokvinder overhovedet turde at tage på en sådan tur med en hvid, blev de slet og ret betragtet som let sexuelt bytte eller endog ludere. Flere gange forsøgte liderlige chauffører at skubbe mig ud med vold. For nogle af disse kvinder var det deres første chance for at se deres land. De fleste nåede ikke engang til statsgrænsen. En

274

enkelt klarede 6,000 km gennem Canada og Grand Canyon - og brød derefter sammen i et hysterisk anfald, der nær fik os begge arresteret. Disse oplevelser ødelagde selv de mest seriøse af mine eventyr med dates. Jeg var stadig helt ude af balance efter min ghettoisering og følte, at jeg havde brug for at rekreere mig i en rolig familieatmosfære. Efter at have boet i et par hvide hjem søgte jeg tilbage til det mest harmoniske og stabile ægtepar jeg kunne mindes at have set i underklassen: Leon og Cheryl i Augusta, Georgia. Deres kærlighed og hengivenhed for hinanden havde været så berigende og smittende, at jeg ofte havde tænkt på dem i perioden med min egen mislykkede ghettokærlighed som et lysende bevis for mig på, at virkelig ghettokærlighed kan trives. Mens jeg havde boet i deres hjem, havde jeg haft den ro og støtte, der gjorde det muligt for mig dag ud og dag ind at blaffe ud og efterforske fattigdommen i området. Men da jeg kom til deres hus, mærkede jeg straks, at noget var forandret. Leon bød mig ind, men han var ikke glad. Han virkede, som om han var i trance, da han fortalte, at hans kone var død af en sygdom, som var helbredelig, men som de ikke havde haft penge til at få under ordentlig behandling, før det var for sent. Leon var aldrig kommet sig over tabet. Han gik aldrig udenfor sit hus, som lå lige ved siden af eliteskolen for lægestuderende i Augusta. Dagen igennem sad han på det blå ryatæppe foran sit lille stereo, som var det et alter og lyttede til musik, mens han stirrede på et billede af Cheryl ovenover. Nogle dage sang han kærlighedssange dagen lang med hendes navn i. Engang imellem råbte han ud i lokalet: ”Jeg vil ha' dig. Jeg må holde dig. Jeg må være sammen med dig igen... Vi må forenes, blive et... Jeg ønsker at dø... dø...” Aldrig havde jeg set en mands kærlighed for en kvinde så stærk. Højest en gang om dagen vendte han sig om og sagde noget til mig, og da kun for at fortælle mig om, hvordan han ønskede at være sammen med Cheryl i himlen. Undertiden, når han stirrede direkte på mig med dette tomme blik som om jeg ikke var der, fyldtes mine øjne med tårer. Jeg følte en dyb forståelse for ham, og dog kunne jeg ikke udtrykke den. Om aftenen lå han i sit værelse. Hans mor og en anden kvinde bragte os varm mad i de to uger, jeg boede der. Denne deprimerende oplevelse kastede mig ud i dyb selvransagelse. Jeg var fast besluttet på at tage tilbage til Annie, og senere tog hun med mig til Danmark. Vort forhold havde lidt for meget, så efter et stykke tid blev vi separerede. Vi opnåede et godt samarbejde, og hun hjalp med at oversætte dele af denne bog og hele filmen. Tre år senere rejste jeg over hele Amerika for at give eller vise denne bog til alle de venner, som havde gjort den mulig. En af dem var naturligvis Leon, som havde hjulpet mig så meget, og var en af dem jeg havde tænkt på at invitere over for at køre showet i Europa. Men da jeg kom til hans trådnetsdør med bogen under armen, besvarede en fremmed kvinde min banken. Nej, Leon boede der ikke mere. Han blev skudt for tre år siden - af en hvid mand. Hele eftermiddagen viste hans mor mig fotoalbummet med billeder af Leon og Cheryl og fortalte mig tårevædet om deres tre lykkelige år sammen. Vi sad og hulkede i hinandens arme på verandaen. Jeg ved, at Leon og Cheryl er forenede igen. Der er ingen kærlighed som ghettokærlighed.

275

Et samfund, hvor kærligheden og den gensidige samhørighed er blevet dræbt, er ikke noget smukt syn. Selv kirken undflyer den kristne sociale etik og forråder de fattige. At mange fattige derpå forråder kirken kan ikke undre. Det er ikke ualmindeligt, at sorte røvere ankommer i hvide kirker lige før kirkebøssen skal gå rundt og med deres egne bøsser tvinger kirkegængerne til at give til de virkeligt trængende. En fortvivlet præst i Chicago fortalte mig, at man ville lukke hans kirke fordi menigheden blev plyndret hver eneste søndag. Lærere bliver overfaldet for øjnene af deres elever. I visse byer er der bevæbnede vagter eller politi på hver etage af hoteller for at beskytte gæsterne. Togene i New Yorks og Chicagos undergrundsbane har både uniformeret og civilklædt politi med, og alligevel bliver folk både myrdet og voldtaget for øjnene af skrækslagne passagerer, som ikke tør hjælpe. Folk bliver myrdet på gaden for øjnene af 40 tilskuere, som ser det fra deres lejligheder uden at nogen af dem tilkalder politiet, fordi de ”ikke vidste, om overfaldsmændene stod i ledtog med politiet,” som de sagde til Life Magazine. Turister vender tilbage til Europa med ”amerikansk nakkesyge” efter uophørligt at have sendt ængstelige blikke tilbage over skuldrene. En nigeriansk student, jeg mødte i Philadelphias ghetto, var så grebet af panik over forholdene der, at hun forsøgte at blive sendt hjem ”i sikkerhed” før hendes studier var slut. Hendes udtalelse ville ikke have overrasket mig, hvis det ikke var for den kendsgerning, at hun lige havde gennemlevet borgerkrigen i Biafra.

Indespærringen af underklassen er dehumaniserende for alle. I fem af de hjem, jeg boede i, var der væbnet indbrud to gange i perioden, jeg var der. Milliarder bruges på at helbrede ondet. En fabrikant, jeg boede hos, havde tjent sig op ved at fremstille militært udstyr til Vietnamkrigen, men havde nu lagt hele produktionen om til tyverialarmer og tåregaspistoler som et direkte resultat af, at landet ødslede så store ressourcer på at bekæmpe den Tredie Verden, at ”krigen mod fattigdommen” derhjemme måtte opgives. Overalt forskanser man sig mod de fattige. I New York skød stålgitre op for vinduerne med samme hast som stålshrapnels blev udspyet over fattige vietnamesere. Jo mere man kæmper for en såkaldt ”frihed” uden social retfærdighed, jo mere afskærer man sig selv fra den, og mange amerikanere kan i dag se på kæmpemæssige militærreklamer fra deres egne tilgitrede forskansninger. Langsomt, men sikkert lukker jerntæppet sig ned over Amerika. Man træder ind i butikker, og opdager at man står i et lukket stålbur. De rige har naturligvis råd til mere diskrete ting og investerer milliarder i usynlige elektroniske fæstningsanlæg mellem sig selv og ghettoen. Jo mere elektroniske stråler erstatter tilliden, jo mere lukker systemet sig. Jo mere frygten lammer folk, jo mere profitterer våbenindustrien på fattigdommen. Mange hjem har både en, to og tre og fire pistoler og geværer for at ”forsvare sig mod niggerne,” som denne forstadsfamilie i Michigan sagde. Mange opøves i våbenbrug fra barnsben. Jeg ved ikke, hvad der er mest rystende: at der er amerikanere så desperat fattige, at de er rede til at dræbe for en dollar - eller at millioner af amerikanere er villige og parate til at tage et menneskeliv blot for at forsvare et farvefjernsyn. For 130 år siden kunne et menneskelivs værdi i det mindste siges at være $1,400. Hvor meget jeg end elsker amerikanerne, havde jeg svært ved at forlige mig med den kendsgerning, at flertallet af dem inderst inde er skjulte dræbere - det eneste udviklede land, som stadig tilslutter sig den offentlige vildskab med dødsstraf - i stigende grad udvidet til at inkludere almindelig billigelse af selvtægtige henrettelser-på-stedet af ikke-domfældte kriminelle. Folk har en intuitiv fornemmelse af, at de er i gang med at grave deres egen grav, men er ude af stand til at gøre noget ved det, og laver den derfor om til en skyttegrav.

276

Jo flere biler (til ensom flugt i stedet for hyggelige spadsereture i gaderne som i Europa), jo flere våben (fremfor kommunikation), jo flere fæstninger (fremfor at dele), jo mere militær oprustning (i stedet for at dele med den Tredie Verden gennem dens Nye Økonomiske Verdensorden) ... des mere tjener privatindustrien på denne systematiske, samfundsundergravning. Jo større kløfter storindustrien kan skabe mellem mennesker, jo mere den formår at dræbe kærligheden mellem mennesker, des mere stiger aktiekurserne i Wall Street... og i processen bliver folk gjort ufølsomme over for eller begynder at rationalisere deres syn på f.eks. denne sultne kvinde på gaden udenfor børsbygningen. Ingen har som amerikanerne (ikke mindst de intellektuelle) udviklet kunsten at give fornuftmæssige forklaringer på fattigdom.

278

Når mennesker ikke styrker retfærdighed bliver det nødvendigt at retfærdiggøre styrke. Jo mere man prøver at skyde sig genvej til frihed og tryghed, jo mere begynder samfundets handlinger i flugt og desperation at ligne ghettoens. Ligesom de indespærrede i ghettoen søger hurtig flugt i respektindgydende Cadillacs og vold, flygter det større samfund fra problemerne ved at bruge endnu mere respektindgydende tanks og militær vold mod ghettoen i stedet for at ændre det system, som skaber ghettoen. En sådan bananrepubliksmentalitet efterlader døde under selv de mindste raceoprør (mens politiet i England ikke engang måtte bruge gummikugler under oprøret i 1982). Og hvor frie er man i ”Guds eget land,” når tusinder af mennesker må betragte Frihedsgudinden spærret inde bag sine forskansede og tilgitrede vinduer? Hendes årvågne blik, som altid så den anden vej fra de sortes slavebinding, bliver i højere og højere grad afløst af Big Brothers allestedsnærværende øje. I hver en bygning, man træder ind i, hver en elevator, hver en forretning... overalt bliver man iagttaget af Big Brothers enøjede stumhed. Under foregivelse af at bekæmpe kriminaliteten, synes den angstfyldte og fremmedgjorte befolkning gang på gang at bekæmpe selve grundloven. I en henseende er Amerika faretruende nær totalitære tilstande. Overalt vrimler det med hemmeligt politi. Ingen, absolut ingen, ud over dem, der som jeg har blaffet rundt i små og store amerikanske byer, har nogen ide om hvor mange der er af disse civilklædte betjente. Altid var de på jagt efter mig. Selv i de mindste sovende byer i syden kunne jeg til tider opdage op mod en snes af dem på en eneste nat. Jo mere systemet lukker, jo mere forsvinder håb og tillid til handlinger og værdier i helhedens bedste. Frygten fortrænger fornuften og kvæler enhver omsorg og kærlighed til medmennesket. De kriminelle og repressive flugthandlinger breder sig i den forgiftende ghettoisering til hele befolkningen, der efterhånden korrumperes og præges af volden, der udøves mod den sorte ghetto. En ghetto kan ikke elimineres indefra; den skabes og styres af ydre kræfter. Lammet af frygt og vold begynder hele det amerikanske samfund at få karakter af en ghetto i takt med befolkningens stigende bevidsthed om, at den opererer i et lukket system: - et system, i hvilket den har mistet sin indbildte handlefrihed. Et system, som (i fundamentale racespørgsmål) ikke kan ændres indefra, fordi det i generationer har formet og forkrøblet mennesket i en sådan grad, at det hverken kan forestille sig alternativer... eller ville være i stand til (i det korte løb) at leve med dem, hvis det kunne. Så ghettoiserede og disillusionerede med deres system er amerikanerne allerede blevet, at mens 90% af europæerne normalt afgiver deres stemme ved valg, gør kun halvdelen af amerikanerne - ikke mindst fordi der de fleste steder overhovedet ikke findes alternative kandidater. Det betyder ikke, at der ikke er et rigt demokratisk liv inden for disse lukkede konservative rammer, men når befolkningen aldrig - som det er tilfældet i Europa - bliver konfronteret med alternative venstreorienterede synspunkter, så bliver debatten let så ensidig og tilsløret racistisk at selv liberale kvæles i fødselen. Således har de få aktivister og ”blokorganisatorer” også en tendens til at begrænse sig til ”liberale” emner. De forsøger at gøre ghettoerne til et bedre sted at

280

leve i stedet for at gøre samfundet til et bedre sted ved at udrydde dets ghettoer. Således ender hele samfundet med at blive et lukket system på samme måde som syden var det før 1865 og før 1954 - et system, som på trods af sine liberale og aktivister ikke var i stand til at ændres indefra. Det var ikke mindst udlændingen Gunnar Myrdals teori om den onde cirkel, som i 1954 overbeviste højesteret om, at raceadskillelse skulle forbydes i skoler, hvilket fik den velkendte lavineeffekt og beviste teorien: de hvides fordomme og diskrimination holder de sorte nede i en dårlig bolig-, sundheds- og uddannelsestilstand. Denne giver igen yderligere støtte til hvide fordomme. Hvide fordomme og de resulterende sorte tilstande støtter og forstærker således ”gensidigt” hinanden. Hvis forholdene forbliver som de er, betyder det at de fortsætter med at være i ligevægt. Hvis nogle ydre kræfter kunne få diskriminationen til at mindskes, ville dette forårsage en stigning i de sortes niveau, hvilket ville mindske de hvide fordomme yderligere en smule, hvilket så igen ville tillade en bedring i de sortes forhold, og så videre. Hvis i stedet diskriminationen vokser, vil den onde cirkel skrue nedad. Nordens indgriben udefra i sydens lukkede system brød ikke cirklen. Den fandt blot et nyt højere ligevægtspunkt ved at løfte sort middelindkomst fra 45% til 55% af hvid indkomst i syden. I sidste instans er de store fremskridt i 60'erne måske mest fremkommet som et resultat af de internationale afkoloniseringsbestræbelser og den verdensomspændende højkonjunktur efter 2. verdenskrig. 11972 greb nye udenforstående kræfter ind. OPEC prøvede at bryde ud af Tredie Verdensghettoen ved at kræve mere realistiske priser for olien. Industrilandene, som blev opbygget på billig, udbyttet energi, blev derved kastet ud i en langvarig krise, som fik den onde cirkel for USAs sorte til at skrue nedad igen. Hvide amerikanere er blevet indpodet med troen på, at det kun kan'gå fremad. For de sorte er der imidlertid ingen grund til en sådan optimisme. To gange før har de set deres små fremskridt blive taget væk fra dem. 11691 og i 1877 efter genopbygningen oplevede de lange perioder, hvor cirklen skruede nedad. I 1970'erne blev deres opfattelse af Amerika som et lukket system for dem endnu engang cementeret - og uden indgriben udefra kunne det meget vel forblive sådan de næste hundrede år. De hvide sidder inde med magten til at eliminere ghettoerne, men så længe de er indfanget af det trælbindende mønster af velkoordineret infernalisme og paternalisme ser jeg ingen mulighed for at dette vil ske. De forstår ikke underklasseuhyret, de vedvarende skaber - og vender derfor ryggen til det - og ødelægger deres eget samfund i processen.

281

Min rejse gennem denne samfundsjungle havde automatisk ført mig ind i det endelige, lukkede system, fængslet, hvor jeg nu genså de tre sorte røvere, der fem år tidligere havde overfaldet mig ved ankomsten til dette land. Mens samfundet langsomt havde lukket sig omkring mig, opdagede jeg nu, at disse mennesker i mellemtiden havde åbnet sig for mig og (gennem min egen ghettoisering) var blevet en del af mig selv. Jeg forstod nu, at de ikke havde haft noget egentligt valg: deres frihed var en-dimensional. Deres valg dengang om hvorvidt de skulle gøre mig til offer eller ej er betegnende for det hvide valg: Skal de holde op med at undertrykke et slavebundet folk for ikke selv at løbe risikoen for at havne i en repressiv form for fængsel? Friheden til at vælge er måske allerede tabt i et system, hvor ”livsmønstret allerede er bestemt.” Selv om de liberale bevilgede milliarder af dollars til slumudryddelse, bedre skoler og jobs i et forsøg på at lukke op for de indespærrede i ghettoen, vil det for disse blot være endnu et tilfælde af ydmygende småskillingsnødhjælp a la 60'erne - blot krummer fra de riges bord - og de vil bide fingrene af den hånd, som hjælper dem. For et system, som er opbygget på den enes ret til at udbytte den anden og som på dette smid-væk-grundlag prøver at lovgive om den enes pligt til at hjælpe den anden, vil kun forværre selvhadet hos dem som blev smidt væk og som nu halvhjertet skal samles op. Selv i de bedste år af liberal jantepatronisering, 1960-67, blev $348 milliarder brugt på krig, $27 milliarder på rumfart og kun $2 milliarder på forbedring af ghettoerne. Det burde ikke have overrasket nogen, at underklassen i foragt brændte ghettoerne ned! Sådan en håndsrækning oppefra vil utilsigtet fungere som det amerikanske fængselsvæsen gør det. Her bruger man 95% af pengene på at smide de uønskede væk og infernalisere dem, og kun 5% på paternalsk ”rehabilitering” af det affaldsprodukt, som man brugte år på at fremstille. De fleste fanger bliver så ødelagte i fængselssystemet, at de aldrig siden kan tilpasses samfundet udenfor og derfor vender tilbage til fængslet. Den nuværende konservative stemning med at indespærre en endnu større del af ghettoen vil i 1980'erne gøre USA til den førende repressive nation - foran selv Sovjetunionen og Sydafrika. Her er ikke tale om at tvangsindlægge uønskede intellektuelle systemkritikere på psykiatrisk anstalt. Millioner af mennesker, som havde brug for psykiatrisk behandling som følge af ghettoens institutionaliserede, kroniske og selvforstærkende patologi, spærres i vores system inde i stedet for at få behandling. 25% af fangerne er mentalt retarderede som følge af fattigdommen, de kom fra. Over halvdelen af fangerne er farvede, skønt de kun udgør 15% af samfundet udenfor. Når det samtidig er bevist (af New York Times), at de sorte gennemsnitligt får dobbelt så lang straf som de hvide for samme forseelser, begynder man at forstå, hvorfor mange sorte ser sig selv som politiske fanger. Den utilslørede foragt de viser for systemet, beundringen de heldige hustlere er genstand for i underghettoen, og måden de retfærdiggør kriminelle handlinger på som en protest mod det system, som har slået dem selv ned - alt sammen viser det en umiskendelig politisk protest og dyb utilfredshed med det liv samfundet har skænket dem. Jeg håber at denne bog - om ikke andet - må blive mit spinkle bidrag til at støtte kræfter som f.eks. American Civil Liberties Union, der arbejder på at forhindre, at disse tendenser udvikler sig til at underklassens sorte en dag havner i koncentrationslejre. I en af sine sidste taler advarede Martin Luther King netop mod dette og krævede, at de eksisterende koncentrationslejre, der blev oprettet i 1950'erne under McCarran-loven, skulle nedlægges. En uge efter blev han dræbt. Nixon sagde sidenhed, at de burde nedlægges, men i ghettoerne blev dette taget som en advarsel om, at de stadig eksisterer.

284

Men det bør ikke glemmes, at for dem som kan tilpasse sig dette gulag-system, kan det amerikanske samfund indefra opleves som det frieste i verden. En bog som denne vil - til de fleste europæeres (og russeres) overraskelse - blive modtaget med åbne arme, fordi systemet er så stærkt og massivt i sin undertrykkelse, at al kritik preller af og i stedet bliver til underholdning og religiøs flugt. Først når systemet møder organiseret modstand slår det ned med hård hånd. Utallige sorte ledere er blevet skudt ned i deres egne hjem af politiet. Selv liberale som pastor Ben Chavis fra Wilmington, North Carolina, bliver udsat for angreb. Han fortalte mig om det: ”Vi blev angrebet af Ku Klux Klan, og nogle af os blev skudt. En af vore studenterledere, kun 17 år gammel, blev dræbt. Vi forsøgte at organisere folk mod racismen i skolerne og at få valgt folk til amtsrådet fra min kirke. Der er ingen sorte embedsfolk i amtet, som ellers er 50% sort. Da de ikke kunne ødelægge os med vold og terror, besluttede de at stoppe bevægelsen med retsvæsen og fængsler. Vi blev alle 10 idømt ialt 282 års fængsel. Jeg selv fik 34 års fængsel.” Delvist som et resultat af denne bog blev en stærk kampagne for hans løsladelse startet i Europa. 34 år er en ret mild dom i Amerika. Andre har fået over 1000 års fængsel. (I Danmark er det sjældent at nogen afsoner længere end 8 år.) Og også det er en mild dom i sammenligning med den min bedste ven i Californien, Popeye Jackson, fik. Da jeg mødte Popeye var jeg nået til enden af min rejse. Jeg elskede friheden som vagabond - friheden til at fordybe mig i det enkelte menneske. Jeg havde troet, at jeg som vagabond stod uden for systemet, men begyndte nu at indse, at min vagabondering havde været blot endnu en privilegeret hvid flugt. Jeg havde taget tusindvis af billeder, men følte i stigende grad, at jeg blot udbyttede lidelserne med mit kamera og begyndte at få kvalme ved det. Mens jeg havde fotograferet, var dusinvis af mine venner vandret i fængsel - venner, som havde handlet i protest mod systemet - mange af dem uden at tænke over det - mens jeg blot havde tænkt og fotograferet uden at handle. Hvadenten min flugt var på landevejen eller i billederne, havde jeg ikke desto mindre været en integreret del af systemet. Jo mere jeg var kommet til at elske Amerika, jo sværere var det at forblive blot en tavs iagttager af dets destruktion. Jeg ønskede i stigende grad at blive en del af det og at være med til at ændre det. Derfor lagde jeg kameraet på hylden og begyndte at arbejde sammen med Popeye. Popeye, som var stolt af sin underghettobaggrund og altid klædte sig i typisk hustlermode, var for mig selve personifikationen af underklassen med hele dens smukke kultur, sexisme, åbenhed, vold og generøsitet - alt det vi i Europa ser som stereotypt amerikansk. Popeye havde selv været på en lang rejse. Han var kun 10 år gammel, da han kom i fængsel første gang og tilbragte siden mere end 19 år i fængslet. Under det lange ophold modnedes Popeyes politiske bevidsthed og gennem marxismen frigjorde han sig fra det forstærkede selvhad et fængselsophold i reglen giver.

285

Han ønskede ikke, at marxismen skulle være en individuel psykologisk flugt eller analyse, som det er for så mange studenter. Derfor begyndte han at organisere de andre fanger i United Prisoners Union, som han senere blev præsident for. Han følte, at det kun er muligt at flygte fra ghettoen ved kollektivt at ændre hele systemet. Han blev hurtigt en landskendt skikkelse og blev bl.a. udvalgt som mægler mellem Hearstfamilien og S.L.A., - terroristgruppen, som kidnappede Patricia Hearst og verdensmedierne. Popeyes indflydelse på fængselsfangerne voksede, og jeg fik fortalt at politiet havde prøvet at få ham tilbage i fængsel ved at gemme heroin i hans bil ligesom de ved en lejlighed havde truet ham med døden. Under arbejdet i fangernes fagforening blev vi knyttet tættere og tættere sammen. Da han så de store huller i mine sko, forærede han mig uden et ord en dag et par støvler. Skønt jeg var holdt op med at fotografere, overtalte han mig til at smugle mit kamera ind i fængslet og tage disse billeder til fængselsavisen. Her gjorde det et dybt indtryk på mig at se, hvordan Popeye konstant prøvede at organisere fangerne under disse umenneskelige forhold, hvor alt privatliv var udelukket, og hvor systemet brugte næsten ethvert middel til at nedbryde mennesket. Netop fordi jeg selv var totalt lammet i disse omgivelser, gjorde det et uudsletteligt indtryk på mig at se, hvordan Popeye fik medfangerne i gang med at læse politisk litteratur, selv om man næsten umuligt kunne forestille sig, at noget menneske kunne læse i denne uhygggelige støj og konstante frygt. Mange af fangerne fortalte mig, at Popeye havde gjort et lige så stærkt indtryk på dem, fordi han ikke var nogen ”efterligning af en intellektuel revolutionær,” men helt klart en af deres egne. Selv om han var en yderst lovende organisator, var Popeye naturligvis ikke uden alvorlige menneskelige fejl, som foruroligede mange af de frivillige i vores gruppe, i særdeleshed kvinderne. De havde lært en lektie af 60'ernes naive venstrefløj, som romantisk havde sluttet op om alskens voldtægtsmænd og mordere som ”revolutionens avant garde.” Nogle af dem forlod vores gruppe på grund af Popeyes sexisme. Jeg havde hårde sammenstød med dem omkring disse spørgsmål, fordi jeg følte, at deres synspunkter blot var en anden form for racisme - en moderne ajourført venstreorienteret måde at sige: Jeg bryder mig ikke om underklassen. ”Hvis I tror, at et menneske kan komme ud af 300 års slaveri og 19 års fængsel som en engel, må I være skøre. Selv Martin Luther King var sexistisk, siger Coretta i dag. Hvis I mener, at et menneske bør nægtes en magtfuld lederposition, indtil det i enhver henseende lever op til hvide liberale normer, så er I ligeså hårdnakkede fjender af ”affirmative action”-programmer for positiv diskrimination som de værste sydstatsracister. Hvis I vender ryggen til Popeye nu, så er det ikke deres racisme, som tvinger ham tilbage i ghettoen, men jeres,” sagde jeg. Havnet, som jeg selv var, i en sexistisk grøft, var jeg en varm fortaler for Popeye. Men dermed var jeg også med til at forråde ham: ligesom hvide ikke øver nok pres på hanandens racisme, gjorde jeg og de andre mænd i gruppen ikke nok for at ændre Popeyes sexisme, om ikke af anden grund, så for at gøre ham til en bedre organisator.

286

Uden for fængslet blev der sat en voldsom kampagne i gang for Popeyes løsladelse, og til sidst blev han løsladt. Vi lavede en stor ”tilbage i verden”-fest for ham. Popeye havde ofte advaret mig imod infiltrerende FBI-spioner blandt medlemmer af foreningen. Da jeg altid havde haft tillid til alle, jeg mødte under min vagabondering, optog jeg hans advarsler som almindelig ghettoparanoia. Af en eller anden grund havde jeg svært ved at forestille mig nogen, jeg kendte, som hemmeligt politi. Derfor slog det mig fuldstændig ud at opleve den terror, som systemet satte ind imod Popeyes forening, og at en af mine venner, som jeg havde haft mest tillid til, i virkeligheden var fra det hemmelige politi. Det var Sara Jane Moore, som var en del ældre end de andre, og som vi havde opfattet som en pæn, sympatisk, omend let forvirret, husmor fra forstæderne. Derfor kom det som et chok for os, da hun pludselig i aviserne åbent tilstod, at hun var spion for FBI, men nu havde fået samvittighedskvaler, fordi hun under arbejdet var blevet omvendt til Popeyes synspunkter. To måneder senere var hun på nippet til at ændre verdenshistorien, da hun forsøgte at skyde præsident Ford på Union Square. Hun havde fået så stærke sjælekvaler på grund af det hun havde forårsaget med sit FBI-arbejde, at hun ville tage hævn over FBI ved at myrde selve systemets overhovede, sagde hun. Så hvad var der sket imellem disse to episoder, som kunne bringe hende i den grad ud af ligevægt. Lørdag aften, et par dage efter vores fest, skulle Popeye komme over til mig for at udvælge billederne fra fængslet til vores avis. Han ringede imidlertid op og sagde, at han ikke havde tid, da han skulle til et møde med Vietnamveteranerne. Vi aftalte så, at jeg skulle komme til mødet senere på aftenen og derefter køre med ham hjem. Kun to timer før fik jeg så pludselig en telefonopringning om ikke at tage med Popeye hjem. Hvis jeg ikke havde fået denne opringning, ville jeg have været ude af stand til at se fjernsynsnyhederne næste aften:

”Godaften, dette er kl. 11 nyhederne søndag aften. San Franciscos politi fortsætter undersøgelsen af det henrettelsesagtige mord på fængselsreformmand Popeye Jackson, leder af Fangernes Union. Han sad i sin bil sammen med den 28-årige Sally Voye, en lærerinde fra Vallejo, kl. 2.45 søndag morgen, da skyderiet fandt sted. Politiet meddeler, at de døde omgående.

Ligesom mange af jer, elsker jeg hunde. Jeg føler meget stærkt for dem. Derfor giver jeg mine hunde ”Alpo.” For kød er en hunds naturlige mad. Det er det, de elsker mest. Alpos kødmiddag indeholder oksekødsprodukter, som virkelig er gode for dem. Der er ikke et gram mel i. Hvis De giver Deres hund ”Alpo” behøver De ikke at give den noget som helst andet. Der findes ikke bedre hundemad i verden!

(Politichef): - Det ser ud, som om drabsmanden først skød vinduet ud af bilen og derpå skød på nært hold. Første kugle ramte Sally Voye og den næste Popeye Jackson. Tilsyneladende forsøgte morderen ikke at stjæle fra dem. Vi fandt pengesedler og mønter i de afdødes lommer. (TV-mand) : - Det kunne se ud til at være en henrettelse?

- Ja, det er en meget god teori.

- Er det den teori, I arbejder efter?

- Vi arbejder med det som en mulig teori. Vi må se bort fra almindeligt røveri.

- Politiet siger, at et antal folk i gaden løb til vinduerne, da de hørte skuddene. I morgen vil politiet udspørge dem for at finde drabsmanden.

- Her er, hvordan det hele starter. Her ser De Mr. Jones, som tager den første mundvandsdryppende bid af en ”Kentucky Stegt Kylling,” og den uimodståelige aroma får også Dem til at tage en bid. I hele verden er der kun een stegt kylling, som smager så fingerslikkende godt, at De må sige Whauw! Det er Kentuckystegt Kyllingedag idag.”

288

Skønt det var min bedste ven, jeg så ligge i en blodpøl på TV-skærmen kun få timer efter, at jeg selv skulle have kørt med ham hjem denne skæbnesvangre nat, var jeg ude af stand til at græde de første fire dage - så uvirkeligt forekom det hele mig i denne underlige amerikanske blanding af hundemad- og kyllinge-reklamer. Systemet med dets medier kan foretage sig alt fuldstændig uhindret, for det er i stand til i samme øjeblik at få os til at glemme, hvad vi netop har set. Først til begravelsen begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket, og jeg brød totalt sammen. Da var det også gået op for mig, at Sally, som jeg holdt så meget af, som havde forsøgt at bearbejde Popeyes sexisme, og som arbejdede med ghettobørn og fængselsfanger, skønt hun kom fra de trygge hvide forstadskvarterer, - at også denne fantastiske kvinde var blevet myrdet, udelukkende fordi hun ellers ville have været vidne til mordet. Af samme grund ved jeg naturligvis, hvordan min skæbne var blevet, hvis jeg havde været med dem den nat. Dette billede tog jeg af dem sammen, kun få dage før de blev myrdet. Det er endnu ikke opklaret hvem der myrdede dem, men nu hvor Sara Jane Moore er idømt livsvarigt fængsel og i et interview i Playboy har fortalt sin hårrejsende beretning om sit arbejde for FBI, og om hvordan FBI begyndte at true hende på livet, da de fandt ud af, at hun var ved at blive omvendt til Popeyes synspunkter, kan vi ikke have megen tvivl tilbage. Popeye havde ofte advaret mig imod ex-fanger, som kunne have indgået særlige aftaler med politiet for tidlig løsladelse. Men Popeye var aldrig bange for at dø, og San Fransisco Chronicle afslørede senere at politiet tidligere havde truet med at myrde ham. I sin sidste artikel, som han skrev, mens jeg var hos ham i fængslet, sagde han: ”Vi bør ikke frygte døden. Vi er den dømte klasse, og kun gennem revolution kan vi vinde vor frihed og frihed for alle jordens undertrykte.” Ved begravelsen kyssede hans mange medarbejdere og fængselskammerater - indianere, sorte, mexicanere og hvide - ham farvel i kisten, mens andre først ville komme ”tilbage i verden” og se hans grav om en generation. Hans mor, som hver eneste uge gennem de 19 år havde bragt ham kage i fængslet, fik et totalt sammenbrud ved kisten.

289

There is a man

who stands in all our way.
And his greedy hands
reach out across the world.
But if we slay this man

we will have peace in this land
and this glorious struggle will be done.

And what we want is just to have

what we need

and to live in peace with dignity.
But these few old men,
no they won't break or bend
so it's only through their death that we'll be free.

And if we dare to fight

for what, for what we want
sparing none

who are standing in our way:
The fight is hard and long

but we can't, we can't go wrong,

for our liberation will be won.

And we can meet again

if we do not die
for that is the price
that might be paid,
But if we pass this way
we shall meet some day,
we shall meet again
if we do not die...

291

Men hvor længe... hvor længe?

Popeye var den sidste ven, jeg ønskede at sige farvel til på denne måde. Efter mordet på Popeye og Sally kunne jeg ikke holde det ud længere og forlod landet. Alle mine følelser og sanser var dræbt. Jeg havde mistet 12 af mine bedste venner og bekendte i USAs meningsløse vold, og talrige andre var forsvundet i fængsler for livstid. Jeg elskede det amerikanske folk mere end noget andet, jeg nogensinde havde kendt. Jeg ønskede til sidst at blive en del af det, og havde ikke haft i sinde at forlade landet. Den menneskelige varme, jeg havde mødt overalt, var et frisk pust i mit liv efter den tillukkethed, jeg kendte fra Europa. Men amerikanernes varme og åbenhed stod i så skærende kontrast til det grusomme og umenneskeliggørende system, jeg havde mødt overalt. Jeg havde været på de højeste tinder i Amerika, og jeg havde været i de dybeste skyggefulde grave nær gravens rand, og overalt smertede det mig at se den tiltagende forstening og forskansning, denne varme og åbenhed er udsat for - en varme, som jeg stadigvæk som udlænding kunne nyde godt af, men som for lang tid siden er forstenet i frygt, had og bitterhed overfor andre amerikanske medborgere,

292

som lever mere isolerede fra hinanden og i større fremmedgørelse end noget andet folk, jeg kender. Men volden fortsætter - volden mod alle undertrykte folk. Vor egen europæiske vold mod den Tredie Verden dræber hvert år flere mennesker end der blev dræbt i hele 2. verdenskrig - mennesker, som kunne være blevet reddede. Endnu et lig er vi rede til at lægge ligklæder over, men hvor mange lig er vi parate til at skille os af med blot for at undgå at etablere systemer, som bedre er i stand til at tjene verdensbefolkningens fælles interesse? Denne mand blev myrdet, lige hvor jeg boede i New York skråt over for et ghettovægmaleri (skimtes bag liglagnet), som han måske aldrig lagde mærke til og måske var ude af stand til at læse. I en sen aftentime finder vi ved samme mur to Vietnamveteraner, som har været ude for at forsvare den ”vestlige civilisation”, og som nu må gå og tigge i gaderne. Billedet er ved at vende sig. De koloniserede folk må - med ryggen mod muren - tjene som deres egne udbyttere og undertrykkere og sendes ud over havet, hvor de kom fra. Vor umenneskelighed er kommet hele vejen rundt. Det er slutteligt lykkedes os at skabe dem i vor civilisations eget blodige billede. Endnu et barn er blevet dræbt i ghettovolden - 5 år gammelt. Ringen er ved at lukke sig. Hvor meget mere lidelse skal vi endnu være vidner til - eller årsag til? Vi ved det ikke. Vi kaster uvisheden i havet med asken af vort offer. Havet skal føre hende tilbage til de kyster, hendes forfædre i sin tid kom fra, da vi havde brug for dem. Endnu en sort mor må kaste sit barn i havet, som hun gjorde det for 400 år siden... vort systems levetid...

Ship Ahoy! Ship Ahoy! Ship Ahoy!

As far as your eye can see,

men, women and baby slaves,

coming to the land of Liberty,

where life's design is already made –

So young and so strong

they're just waiting to be saved...

293

Ship Ahoy! Ship Ahoy!...

Can't you feel the motion of the ocean ?

Can't you feel the cold wind blowing by?

We're just... we're just... .

riding on the waves...

294

Et personligt efterord

Siden denne bogs første udgivelse i 1977 er jeg ofte blevet spurgt om hvad der egentlig kom ud af det hele. Det hele startede med at jeg vendte tilbage til Danmark med 15.000 billeder. På det tidspunkt var jeg frygtelig desillusioneret og havde ingen tro på at der ville komme noget ud af billederne. Men efter al den lidelse jeg havde mødt i USA var det en luksus at opleve den tryghed folk nød herhjemme. Jeg opdagede pludselig i hvor høj grad jeg var et produkt af denne institutionaliserede tryghed, som tillod mig at overleve, hvor andre ofte ikke gjorde. Jeg viste det første diasshow i min fars kirke i Jylland. Folk var rystede. Dagbladet Information organiserede turneer rundt i landet, hvor tusinder stod i kø for at se de amerikanske billeder. Information bad mig derpå lave showet til en bog - og tilføjede, at den muligvis ville gøre mig til millionær. Jeg oprettede derfor et fond, for at sikre at pengene ville blive brugt konstruktivt. Det begyndte med at jeg blev inviteret til bogmessen i Frankfurt og bogen blev dernede solgt til udgivelse i adskillige lande før jeg overhovedet havde skrevet den. Jeg brugte stadig mine gamle vagabondprincipper med at ”sige ja”, men opdagede snart, at i forretningsverdenen måtte jeg lære at sige nej. Forlaget ønskede dernæst at sælge bogen til et amerikansk forlag, hvilket jeg kategorisk nægtede. Amerika var et næsten helligt land for mig. Jeg ønskede at vende tilbage som vagabond og var bange r at bogens udgivelse ville hindre mig i at rejse frit omkring.

Jeg skrev så bogen på to uger. Den blev øjeblikkelig en bestseller og jeg skrev til alle mine venner i USA og rtalte om succesen. Stærkt bevæget ringede Tony Harris (side 209) mig op for at gratulere. Jeg viterede ham til Danmark for at hjælpe med at vise owet og senere, da yderligere et antal sorte havde tilsluttet sig, oprettede vi arbejdskollektivet Amerikanske Billeder. Vi Ønskede at bekæmpe den stigende racisme i Europa, men med den voldsomme emotionelle virkning showet havde på europæerne, fik det snart venstrefløjens og Østblokkens opmærksomhed. Med vore åbne døre og frivillige fra hele verden var vi naturligvis åbne over for påvirkning efra. En vesttysk frivillig som vi beundrede for hans varme, vid og selvopofrende arbejde viste sig senere at re Østtysk spion og deltog i den store spionudveksling i Vesttyskland sammen med spionen, der fældede forbundskansler Willy Brandt. Han fortsatte dog med at arbejde for os i fængslet indtil repatrieringen, hvor Stasi forhindrede kontakt med os lige indtil et år før murens fald. Lad mig også her fortælle lidt om min kontakt med KGB, som Ekstra-Bladet ikke har beskrevet det. Jeg var dog ikke klar over at det var KGB, skønt - hvis jeg havde vidst det - ville det kun have gjort min nysgerrighed endnu større. Vi holdt aldrig denne forbindelse hemmelig. I kollektivet kaldte vi ham altid ”russeren” - en af de mange underlige perifere personer i vores omgangskreds - og han kom stort set kun på tale de 3-4 gange om året, hvor jeg kom påfaldende beruset hjem, hvilket altid fik kollektivet til at udbryde: ”Nå, har du nu igen været ude og spise med russeren.” På en eller anden måde følte vi os smigret over den opmærksomhed vi fik fra en stormagt, skønt det langsomt gik op for mig, hvilken afmagt denne i virkeligheden demonstrerede. Kontakten opstod kort efter showets start i 1976. Pga udsigten til de store royalties fra bogen ønskede jeg at oprette et hospital i en af de såkaldte frontliniestater i Afrika som bidrag til kampen mod apartheid i Sydafrika. Kun de øst-orienterede Angola og Mocambique var dengang uafhængige og jeg skulle derfor bruge russernes hjælp. Men i 1977, da bogen var udgivet, gik det op for mig, at russerne udelukkende var interesserede i at udnytte Amerikanske Billeder til et angreb på præsident Carters menneskerettighedspolitik. Jeg blev stærkt oprevet, for var der nogen jeg beundrede, var det Carter - den første amerikanske præsident nogen sinde, som lagde pres på forskellige diktaturer for at demokratisere og derved lagde grund til hele den bevægelse, vi har oplevet lige siden og som indirekte har medvirket til både Østblokkens og apartheids fald i Sydafrika. I kollektivet vidste vi der var alvor bag Carters ord, for en af dem, der var ansat til at føre Carters politik igennem overfor Sydafrika, var Charles Pinderhughes, som var far til Howie - den ene af de sorte i kollektivet. Som en af de førende i USA indenfor sort psykiatri fik vi ham senere til Danmark for at vurdere Amerikanske Billeder mere sociologisk. Vi ventede spændte på resultatet. Efter en uges tid kom dommen, ”Et mesterværk!” Det var dette manuskript med hans vurdering jeg i største morskab og hemmelighedsfuldhed derpå overrakte til KGB, og som

295

jeg sidenhen har erfaret i Ekstra Bladets sensationelle ”afsløringer” med den afhoppede dobbeltagent Gordievskij, at han vandrede hele vejen med op til chefen for KGB i Moskva, Andropov, den senere præsident for Sovjetunionen. Hvis det virkelig skulle være sandt, at han, som var kendt for at kunne engelsk, skulle have læst mit manuskript og i mig set en af sine vigtigste agenter i kampen mod Carters ”irriterende” menneskerettighedspolitik (mit kodenavn i KGB var ”Prst” - russisk for præst), ville det være en sand skæbnens ironi: nemlig det selvsamme manuskript, som en af Carters ansatte havde givet det blå stempel! Jeg har siden ofte boet hos Carters datter Amy, og da jeg fortalte hende historien og om hvilken dramatisk betydning hendes far iøvrigt havde fået for mig, morede hun sig og inviterede mig derpå til middag med sin berømte far. Når man tænker på hendes eget oprør imod CIA har vi jo lidt tilfælles, for mens jeg prøvede at føre min ”ja”-politik overfor russerne så konsekvent, at de troede jeg var med dem til det sidste, på samme måde som når jeg var sammen med kriminelle i USA, ja, så førte jeg faktisk KGB grundigt bag lyset lige fra begyndelsen. Der gik nemlig ikke en måned efter deres tilkendegivelse af, hvor vigtig bogen var for dem i undergravningen af Carters politik - kort efter bogens udgivelse - før jeg satte en sagfører til at standse bogens videre udbredelse over hele verden. Den rasende udvikling, der på to år havde forvandlet mig fra at være vagabond til at blive en brik i stormagtspillet, kastede mig ud i langvarig forvirring og depression. Jeg begyndte at føre juridisk krig mod venner som forlæggeren Per Kofod - for at undgå at spille russernes spil i forbindelse med videre udgivelse af bogen - ikke mindst da jeg først og fremmest ønskede at vende tilbage til USA og ikke ville risikere at blive anklaget for at have leveret billig propaganda til fjenden. At alt dette kom til at gå ud over de venner, som havde satset så meget på bogen og dens tanker, slog mig meget ud. Straks efter den kolde krigs afslutning i 1989 gav jeg derfor Per Kofod verdensrettighederne tilbage. Rent menneskeligt følte jeg ikke, at jeg i 1977 havde levet op til det ansvar, bogen gav mig, men min intuition om, at dens videre udbredelse dengang måtte standses, føler jeg mig i dag, efter KGBs afsløringer i Ekstra Bladet om hvor meget Østblokken rent faktisk satsede på den, ret stolt af. For det er ikke så let for en forfatter at forsøge at stoppe en succes, tror jeg - slet ikke ved udsigten til at den muligvis ville kunne indtjene millioner. Skønt jeg under min KGB-infiltration således bedrog KGB helt op til selve toppen i Moskva, er jeg også lidt glad for ikke på noget tidspunkt direkte at have løjet overfor min personlige KGB-føringsofficer, Nikolaj Podgornin, som jeg i mit sædvanlige forsøg på at trænge igennem til mennesket bag facaden udviklede et langvarigt venskab til. Vi brugte hinanden samtidig med at vi nærede en dyb menneskelig respekt for hinanden. Udelukkende pga de rapporter han sendte til hovedkvarteret i Moskva om Amerikanske Billeder fik han en af de højeste stillinger indenfor KGB i det nye Rusland - og jeg håber meget at vi nu, hvor han skal til at lære at arbejde sammen med USA i stedet for imod, vil finde sammen i et fornyet venskab. Jeg kom til at holde virkelig meget af mennesket Podgornin på trods af den totalitærstat han repræsenterede og som han jo blot som diplomat forsøgte at leve med efter bedste evne. Efter al det jeg havde oplevet i USA var det fristende med lidt spænding i det ellers så ”kedelige” Danmark: at skulle følge specielle snørklede ruter, hvor andre KGB-folk holdt udkig med om jeg blev skygget af PET eller CIA blot for at mødes med ”Nick” til fuldkommen uskyldige hyggemiddage. Denne spændingsfornemmelse var ikke opstået af intet, for allerede det første år fik jeg et diskret tip fra en ven i NATO om at de holdt udkig med mig. Derved blev det hele en interessant, men ganske ufarlig leg på en totalitær stats præmisser afholdt i et trygt demokratisk land, hvor jeg intet havde at miste så længe jeg ikke vadede ud hvor jeg ikke kunne bunde. USA lagde om muligt lige så stor vægt på betydningen af Amerikanske Billeder som Sovjetunionen. Da min film havde premiere i New York, afslørede The Village Voice at det amerikanske udenrigsministerium i et forsøg på at bremse effekten af Amerikanske Billeder igennem flere år havde bevilget store beløb til at invitere europæiske fotografer til USA for at vise den ”anden side” af USA. Uden at vide af det kom de til at give et stort beløb til min ven Jan Stenwejk, som hjalp mig med mit første show. Begge stormagter prøvede forgæves at få lidt indflydelse: ”Hvorfor putter du ikke flere fattige hvide ind i showet?” sagde f.eks. KGBmanden en dag. Nøjagtig en uge efter sagde den amerikanske ambassadør til mig: ”Hvorfor har du ikke mere om fattige hvide?” Tidsånden var stærkt

296

ideologisk og emnet racisme trådte i baggrunden. Det, der bekymrede mig mest, var den stigende erkendelse af, at det var ”systemet” som jeg havde været oppe imod som vagabond, der tjente mest på min historie: forlag, medier, sagførere etc, mens der næsten intet blev tilbage til de bistandsprojekter vi havde startet. Det er nemt nok for en kunstner at skabe sig en succes på baggrund af de fattige. Men det vigtigste er at skabe en succes af succesen: en succes for de fattige selv. Dette, skulle jeg snart lære, er en langt sværere og længere proces. Jeg var blot endnu et eksempel på den sygelige amerikanske drøm om den fattige immigrant, der ankommer med $ 40 på lommen og ”arbejder sig op fra pjalter til rigdom.” Ligegyldigt hvilken hensigt millionæren, som sidder med en guddommelig ”ret” til at bestemme hvordan profitten skal bruges, har, vil en nok så stor godgørenhed blot blive betragtet som aflad. Ved hjælp af de mange frivillige, som sluttede sig til os, fandt kollektivet Amerikanske Billeder imidlertid gradvist sin ansvarlige form. Vi levede spartansk og blev indlogeret og bespist af lærere og andre arrangører i de lande vi turnerede i, så alle følte sig ansvarlige i forsøget på at skabe økonomisk grundlag for vore projekter i Afrika. Dette viste sig at være en god måde at erstatte skyldbetonet godgørenhed med ægte solidaritet. Det lykkedes mig aldrig at få russernes hjælp til at oprette hospitalet i Angola, men i 1980 blev Zimbabwe frit, og her kunne vi så arbejde med overskuddet fra Amerikanske Billeder i et demokratisk land med DANIDAs hjælp. 11982 rejste jeg sammen med Kitte Fennestad, som lavede layout til denne bog, til Zimbabwe for at se det projekt, Nyafaruskolen, vi havde hjulpet med at finansiere. Skolens 1200 elever var tidligere otte timer dagligt undervejs, indtil danske frivillige byggede sovesale så de kunne overnatte. Zimbabwes aviser og radio havde fortalt at vi ville besøge den afsides bjergskole, så vi fik en varm modtagelse med taler og et måltid fisk fra deres nye ørredbrug. I min introduktion kædede jeg det sorte Amerikas problemer sammen med deres egen opbygning af et integreret samfund, men tydeligvis lå de akutte landbrugsproblemer dem mere på sinde. Senere blaffede vi over hele Zimbabwe for at finde andre projekter, vi kunne støtte. Vi valgte et projekt, der faldt indenfor de krav om selvhjælp, vi havde for at modvirke afhængighed. For at komme til Batsiranai

måtte vi gå 20 km gennem bushen. Der var en smittende målbevidsthed i dette kooperativ oprettet af 180 tidligere afrikanske frihedskæmpere, som regeringen havde givet en stor farm, og de havde store fremtidsplaner om at hjælpe andre afrikanere med at oprette de kommercielle landbrug, som har gjort Zimbabwe til det eneste fødevareeksporterende land i Afrika. Senere sendte vi dem en traktor og landbrugsmaskiner. Amerikanere har tit spurgt, hvorfor vi ikke støttede USAs fattige i stedet for. Men vi følte, at det var vigtigt at vi i Europa (hvor indtægterne til Amerikanske Billeder trods alt stammede fra) blev mere bevidste om vores ansvar overfor de tidligere kolonier. For at undgå en verdensomspændende katastrofe i det 21. årh. må vi overføre al mulig kapital og hjælp for at modvirke den voksende ulighed i verden. Et harmonisk integreret Zimbabwe ville også være en attraktiv model for de mere liberale hvide i Sydafrika, hvorved vi indirekte og ikke-voldeligt kunne støtte kampen mod apartheid. Senere hjalp vi også med at starte en sygeplejeskole for SWAPO i Angola for at støtte Namibias frihedskamp. Da frihedens time endelig kom for denne sidste afrikanske koloni, sendte den nye præsident mig en personlig indbydelse til at være med ved uafhængighedsfestlighederne. Desværre skulle jeg netop den dag vise showet på Hawaii.

FØRSTE GENSYN MED AMERIKA (Fra avisartikel) Det er et af de mest euforiske øjeblikke i mit liv at komme tilbage til USA for at vise showet. Amerikanske Billeder skildrer landets skyggesider, men, ligesom hos krigsveteraner, erfarer jeg at det er skyggesiderne jeg først har fortrængt, så jeg i mit stille sind havde udviklet et rosenrødt billede af Amerika. Det er uhyggeligt, hvor hurtigt det menneskelige sind kan fortrænge lidelsen, og jeg indser at jeg må i forbindelse med den igen for ikke at miste

297

engagementet. Men forvandlingen fra vagabond til en slags multi-national show-business mand er ikke let og jeg må hele tiden omdefinere mig i forhold til mine nye omgivelser. Som vagabond i New York kunne jeg vente i uger på at danske venner sendte mig 25-Ører, der fungerer som polet i undergrundsbanen for at komme rundt i denne by, hvor man ikke kan blaffe. Nu betaler jeg gladeligt 6 kr for at undgå frygten for at blive arresteret, men skyldfølelse og angst følger mig stadig i undergrunden. Og det giver fortsat et gib i mig hver gangjeg passerer en avis i en affaldsspand skønt jeg nu har råd til at købe en. Tabet af den mere menneskelige side af vagabondrollen er endnu mere trist. Jeg stikker nu tiggeren en dollar i farten hen til 400 ventende studenter, skønt jeg ved det er menneskeligt samvær tiggeren har brug for. Hvor intet før forekom mig mere væsentligt end at lytte til de mennesker jeg var sammen med i øjeblikket, har jeg nu en forpligtelse overfor nogen jeg end ikke kender. Jeg vælger publikummet, men med nogle salte bemærkninger om det vanvittige i at bruge $ 800 på at flyve en udlænding halvvejs over kloden for at vise dem mennesker de kan gå lige ud og se på gaden. Og dog, i min fortravlethed kan jeg næsten ikke selv se lidelsen i samfundet mere. I interview med medierne, som har bedre øje for salgsværdi end indhold, druknes mit ”budskab” konstant i reklamer eller er bortcensureret så folk kun husker det sensationelle i at en hvid mand ”har overlevet i de sorte ghettoer” i 5 år, etc. Med andre ord, det forstærker deres racisme og får ghettoerne og de sorte til at se virkeligt farlige ud. Således synes systemet at absorbere mit arbejde med lynets hast. Et af de første shows er hjemme hos Jane Fonda, hvor en sort gæst viser sig at være Hollywood promotor og straks ønsker at slå showet stort op. For at få reaktioner og økonomisk opbakning inviterer han Marvin Gaye, Jesse Jackson og Muhammad Alis familie til en særlig forevisning. Jeg overhører en henkastet bemærkning fra en NBC-mand: ”Hvis vi fjerner marxismen har vi en ny serie ”Rødder” her,” og mindes advarslerne fra universiteterne ”For Guds skyld, lad ikke de store tv-selskaber købe det.” De næste dage tilbringer jeg i air-conditionerede velpolstrede skyskraberkontorer hos cigarrygende Hollywood-promotorer og sagførere. De viser et stort kort med 76 større byer, hvor de mener showet vil være profitgivende. De har allerede udarbejdet en liste over kendte filmstjerner, der skal med til premieren og kalkulerer med gevinst/risiko-tabeller over hvor meget de skal investere i PR. Hele tiden tager de det for givet at jeg er interesseret i succes og prøver at udnytte den usikkerhed og også stolthed jeg, som mennesker oftest, føler i en sådan situation: ”We will make you a super star!” Pludselig slår det mig at jeg føler mig fristet til at forråde alle personerne i showet ved at sælge dem ud og lave underholdning på dem. Jeg beder promotorerne om at give mig en måneds frist til at nå rundt til alle medvirkende i showet for at få deres reaktion. De anbefaler et mødested et sted i Syden så de kan flyve en vicepræsident for Universal Pictures ud og se showet. Jeg lover at sende en adresse senere, men er allerede så skræmt af perspektiverne at jeg ved jeg ikke vil mødes med ham. Mens jeg tumler med spørgsmålet, om jeg er ved at blive overklassens eller systemets hofnar, stikker jeg af. At rejse rundt i en bil for at gense mine gamle venner påvirker også min tidligere vagabondkærlighed til Amerika, som nu forekommer som en endeløs, uspændende række af gentagelser: Burger Kings, Holliday Inns, tankstationer med larm fra tomme TVgameshows osv., facader bag hvilke der gemmer sig en række ligeså stereotype mennesketyper, som man i sin auto-ensomhed ingen trang har til at kontakte og knap nok magter at kommunikere med. Mange europæere har fortalt mig, at før de læste min bog nærede de intet ønske om at se Amerika. Min intense længsel tilbage til Amerika, de varme følelser ordet Amerika hver gang vakte i mig under mit fravær, er forsvundet nu hvor jeg er blevet ”amerikaniseret” med bil, med moteller ”sanitized for your protection”, med rejsechecks og med et uerotisk, følelsesforladt ”benign neglect”-forhold til menneskene omkring mig. Jeg føler pludselig medlidenhed med alle de amerikanere, som på denne måde er blevet afskåret fra at se den virkelige skønhed i deres land. Men gensynet med de gamle venner bliver en stærk følelsesladet oplevelse: den fælles glæde, da de opdager sig selv i bogen, deres overraskelse over at der kom noget ud af den tilfældige måde, jeg havde fotograferet på. Hvis der er elektricitet, ser de showet i deres usle shacks. For at kunne bringe udstyr til 50.000 kr ind i de værste ghettoområder har jeg hældt affald over det, revet polstringen i stykker, skrabet malingen af bilen og bulet den. Efter at have holdt foredrag i to år uden

298

at vide hvordan de fattige på billederne selv ville opfatte det, er det vigtigt for mig at få opbakning fra alle involverede og opnå deres tilladelse til at bruge pengene i Afrika.

HVORDAN DET GIK VENNERNE I BOGEN!

Fra 1982 har jeg turneret mindst halvdelen af året i USA og har derfor været i stand til at holde kontakten med bogens personer ved lige. Mens jeg i vagabondårene bare var en mystisk forbipasserende, har bogen og showet siden rystet os sammen i et dybere venskab, som for de flestes vedkommende tegner til at blive livslangt. Når som helst jeg har et hul i den travle foredragsrække på de hvide universiteter, skynder jeg mig tilbage til de venner, der bor i området. At have så mange venner og at følge dem gennem livet har gjort mit liv uendelig meget rigere, både på glæder og på smerte.

For nogle få er det gået godt: Virginia Pate, som syede vattæpper for at jeg ikke skulle fryse i hendes shack (s. 34) fik en skurvogn af den ene søn, Oliver. Da Danmarks Radios TV i 1992 lavede en film om mit arbejde, var Oliver på scenen i Boston University for at fortælle publikum, hvor skræmt hele byen havde været den nat, da han sammen med de andre børn havde delt seng med mig, og hvordan George Davis, som havde jaget mig ud med sit gevær, senere blev myrdet af Olivers nevøer. Virginia Pates søster, Black, som er fængselsbetjent, bevogter dem nu i Angolafængslet. Mary, hvis hus blev brændt ned (s. 106), fik siden en mere hyggelig gammel shack, hvor jeg ofte holder ferie for at hjælpe hende med bønne- og ærtehøsten. Den hvide godsejer kører os kl. 5 om morgenen ud til markerne, hvor jeg så plukker sammen med de sorte plukkere lige til jeg er nær ved at besvime i varmen. Forholdene er ikke blevet bedre og i fjernsynsudsendelsen (hvorunder en af TV-folkene brasede lige igennem de rådne brædder i hendes stue) fortalte hun om, hvordan hendes søn netop var blevet skudt af politiet under et røveri, og om hvordan moderen til hans første barn lige var blevet skudt en måned før.

Nogle shacks i bogen brændte ned af mere naturlige årsager end Marys: ”kaminbrande”, f.eks. Anna King's (s. 66) og Virginia Brown's (s. 25), hvor gnister fra kakkelovnsrøret satte ild i papvæggene og forbrændte sønnen, Louis, alvorligt. Forsidebilledet, af Martin

Luther King's og Robert Kennedy's falmede drøm, gik også op i luer fra ovnen nedenunder. Ejerne, Willie og Julia Williams (side 104-105) kom på plejehjem, hvor beboerne samledes omkring dem, da de stolte fik overrakt Amerikanske Billeder, og lokalavisen slog det stort op hvordan de var havnet i en europæisk bog. Virginia Ford (n.s. 67) sad jeg som sædvanligt og drak øl med, da hun kom med i fjernsynsudsendelsen efter 17 års venskab.

Helen Wilson (s. 92) lever stadig sammen med faderen til børnene. Den lille pige døde af underernæring mens søsteren, Mable Jean, blev myrdet af sin mand og en tredie, Emory, nu er i fængsel. De var alle en del af min ekskone Annie's familie i hendes barndomsby. Annie har aldrig selv været tilbage. Det lykkedes mig efter mange års søgen i 1991 at finde frem til Annies far, der nu er pensioneret skoleinspektør. Til fjernsynsudsendelsen tog jeg ham med på scenen på Michigans Universitet og mærkede choket gå gennem det store publikum på 1500 mennesker, da jeg introducerede den gamle sorte mand: ”Dette er min svigerfar”! Efter at have fortalt publikum om Annie's forfærdelige barndom (s. 272), sagde jeg til ham: ”Kig ind i dette TV-kamera, for netop nu sidder din datter på Frederiksberg i Danmark og ser sin egen far for første gang i sit liv.”

Langt de fleste af mine venner har fået det værre. Diane i Jacksonville (s. 208) bor nu - ensom og forladt - i et fugtigt råddent rum. Lefus Whitley (s. 63 og 97) ligger i reglen døddrukken på gulvet, når jeg besøger ham, men i TV-udsendelsen var han for første gang ædru, da vi sidder og kigger på drukbillederne af ham i bogen. Linda's familie (s. 142) gik i opløsning. Hendes far boede alene i en shack under mine tidligere besøg, hvor jeg købte sko til ham, så han ikke skulle gå barfodet. Deres gamle shack blev revet ned, da den hvide godsejer skulle bruge jorden. Faderen begyndte at drikke og frøs senere ihjel, da han barfodet gik hjem

299

en nat. Da jeg vendte tilbage i 1985, trådte en mand ud af et ”poolroom”og sagde med udenlandsk accent: ”Jeg havde en drøm om dig. Gud har sendt dig. Du leder efter Linda. Linda har brug for dig.” Uden at vi kendte hinanden tog den ukendte mand mig med til en ”joint”i en by langt derfra. Der var hun, ødelagt af alkohol og narkotika. Jeg kunne ikke nå ind til hende, og kørte rystet afsted. Hendes vrede og 'indvendiggjorte racisme' brød ud senere end hos de fleste andre sorte børn. Hver gang jeg har været tilbage siden, har hun været fængslet for misbrug af det nye narkotikum, crack. Hun fik tre børn, som staten fjernede. Crack har ødelagt ufattelig meget for utrolig mange mennesker de senere år, selv på de fjerneste steder i sydstaterne. Nina (ø.th 264) lå som sædvanligt udkokset i sengen efter en nat på crack, da vi besøgte hende under - -fjernsynsoptagelsen, i hvilken hun grædende fortalte om det dybe hul hun føler indeni og om de mennesker, hun har stukket ned med kniv.

Da antallet af mine bekendte, som er blevet myrdet, nåede 22, opgav jeg at holde rede på dem. Få måneder efter mit idylliske foto af 98-årige Willie White (s. 89), skød han sin kone ved ildstedet og døde 3 måneder efter af sorg. Sam (s. 61) blev pryglet ihjel af politiet mens han var i fængsel for fuldskab. Daisy Thomas, moderen til de sovende børn på side 68, blev myrdet under et familieskænderi. Mike (s. 178, th) stjal penge fra sin kæreste og blev slået ihjel af hende. Andre, f.eks. Celia, som jeg var så glad for, da jeg boede hos hende, har senere begået mord. Hun er nu gået under jorden og har været umulig at finde frem til. Geeghurta (s. 244), en af de få solskinshistorier i bogen, er ligeledes gået underjorden, eftersøgt for et eller andet, som hendes dybt religiøse familie ikke vil udtale sig om. Nelly (s. 198) blev hjemløs, da hun ikke kunne betale sin slumhusleje på $ 59 om måneden. En af mine kæreste venner, Emely (s. 129), skød sig selv i badekarret efter et luksuriøst, men ulykkeligt liv med sorte tjenestefolk. Hendes datter elsker bogen, men bebrejder mig at jeg ikke fortalte hende hele sandheden dengang. Playboymillionæren (s. 130), som oprindeligt samlede mig op i sit store motorhjem, blev så påvirket af min vagabondfilosofi: ”Tryghed er at være på landevejen uden penge,” at han solgte sin virksomhed, kørte sin Jaguar ud til motorvejen og stillede den, hvorefter han blaffede videre. Han endte i Afrika, hvor han fik sin første sorte ven nogen sinde, skønt hans hjemby var 50% sort. (Han tilbragte 7 år på landevejen. I dag tilbringer jeg ofte ferier i hans svømmepøl, men i hans bogreol mangler min bog side 130, da hans kone er meget jaloux anlagt). Mrs. Barnett (s. 122) fik tit besøg af danskere på grund af min bog og nød sin popularitet. Hun morede sig over at europæerne fandt hendes bemærkning om at hun savner slaverne så sjov og sagde, at vi manglede baggrund for at forstå det, da vi jo ikke havde slaveri. (Det er dog ikke rigtigt. Dansk slaveri var ligeså grusomt - på nær et punkt. Dansk Vestindien havde tvungen integreret skolegang for at ”forberede” de sorte børn til frihed.... mere end 100 år før USA delvis fik det!)

Enkelte hvide mistede jeg forbindelsen med i årevis. I 1991 kom en høj flot pige ud efter mit 10. show på Stanford universitet og sagde: ”Jeg er med i din bog.” Det var Valerie Rockefeller, den lille pige på skødet (s. 225). Hun havde været vred på mig, fordi venner, der havde set showet året før, havde fortalt hende, at jeg fremstillede hendes far som en drukkenbolt. Han ventes nemlig nu at ville opstille som kommende præsidentkandidat. Men efter at hun selv havde set showet var hun meget begejstret og efter at vi havde udvekslet adresser endte vi med at omfavne hinanden. En anden af de velhavende i bogen, bankmanden fra Alabama, var blevet endnu rigere, da jeg sidst mødte ham. Han fandt straks en smuk ”date” til mig for at vise mig sit venskab, selveste senator Aliens personlige sekretær. Hun inviterede mig til en privat klub, hvor alle de lokale spidser var til stede, inklusive borgmesteren. Under middagen underholdt jeg min ”date” med vagabondhistorier, som morede hende meget. Men da jeg kom til at nævne FBI's mord på min ven Popeye Jackson tyssede hun hurtigt på mig og hviskede: ”Er du ikke klar over at du sidder ved siden af chefen for FBI, Clarence Kelley?”Hjertet røg helt op i halsen på mig. Manden ved min side var virkelig

300

selveste chefen for FBI. I den næste time var jeg nærmest paralyseret, og spekulerede på om han ”bestilte mordet på Popeye? Han er i hvert fald ansvarlig!” Samme dag (nu synes det nærmest forudbestemt) havde jeg købt en båndoptager og med mikrofonen gemt i ærmet - og efter lidt mere vin - dristede jeg mig til at spørge. Han benægtede det naturligvis på det voldsomste, men indrømmede dog at Sara Jane Moore var betalt FBI-agent. Efterhånden blev jeg mere og mere ophidset og råbte noget i denne retning: ”Du myrdede min ven Popeye!” Det gik op for mig, at jeg var kommet til at tale over mig, da han med alvorlig stemme spurgte: ”Sig mig, anklager du mig for at have begået mord?” Forskrækket trak jeg straks i land, men da han lidt efter rejste sig for at gå over og snakke med en anden FBI-mand i et hjørne - idet han pegede på mig - blev jeg så bange, at jeg overtalte min ”date” til at foregive at vi gik på toilettet, for derefter at stikke af fra festen. Mit hjerte hamrede resten af aftenen - dog absolut ikke for hende. Var det virkelighed eller illusion, det jeg havde oplevet? Hun forsikrede mig, at Kelley var på besøg for at undersøge anklager om politibrutalitet imod de sorte. Men man må spørge sig selv, hvilken side han egentlig var på, når han lod sig bespise af den hvide elite i en privat klub, ingen sorte havde adgang til? Igen og igen kunne jeg høre hans varme, rolige, næsten alfaderlige stemme, der var så overbevisende, at han i hvert fald fik mig overbevist om, at han ikke kunne have bestilt mordet! Oplevelsen af at have mødt mennesket bag systemet, som jeg havde set som en stor sammensværgelse efter Popeyes død, var så overvældende at jeg ikke kunne falde i søvn den nat. En sær fornemmelse af at et eller andet højere oppe havde bragt os sammen, gav mig en følelse af dyb ro og veltilfredshed over at ringen dermed var sluttet. At få opfyldt et længe næret inderligt ønske om at møde mennesket bag en af de mest uigennemtrængelige af systemets facader - bag de kriminelles solbriller, bag klanens slør, bag det hemmelige politis grå anonymitet hos the Secret Service, KGB og FBI - var så stærk en oplevelse, at jeg næsten bør lade dette tilsyneladende varme og elskværdige menneske selv svare på mine anklager:

”Alt hvad jeg kan sige dig er, at det er opdigtet, det er vildt overdrevet... Du må huske på, hvem og hvad FBI er, se på mig... kunne du forestille dig mig dræbe nogen? Vi er mennesker som du selv og alle andre... vi kunne aldrig finde på at dræbe nogen eller give ordre til det, det må du kunne forstå... Men som du ved, findes der en masse mennesker, som tjener penge på at opfinde sådan nogle historier. Ja, der er endog folk, som lever af at skrive bøger om at FBI myrder andre mennesker...”

SLUTBEMÆRKNINGER, 1992

KGB's hensigtserklæring i sin tid var måske dråben, der fik bægeret til at flyde over, men hele det ideologiske koldkrigsklimas tendens i Europa til at bruge Amerikanske Billeder imod USA havde til stadighed voldt stigende irritation hos mig. Den evindelige pegen fingre ad USA fremfor at kaste sig over vor egen voksende europæiske racisme, havde aften efter aften tvunget mig til at stå og forsvare USA overfor de følelser showet havde vakt i publikum. Når jeg efter disse deprimerende oplevelser igen og igen opdagede at det var amerikanske turister, der var mest begejstrede for showet og som jeg havde den mest meningsfyldte debat med, fik det mig tidligt til at indse at vi måtte flytte projektet Amerikanske Billeder til USA. Dog trak det ud i et par år. Det skyldtes især mit ønske om at få en biograf- og TV-film produceret, som kunne køre videre i USA uden at jeg selv nødvendigvis var til stede, idet jeg må tilstå, at jeg antog at mit racismearbejde i USA før eller siden kunne koste mig livet. Samtidig følte jeg et ansvar overfor flere af de ansatte, som ikke ønskede at flytte med til USA, og jeg selv stod efterhånden med det ene ben plantet i Afrika, selv om jeg vidste vi ikke kunne fortsætte de storslåede projekter, vi havde fantaseret om, når vi havde forladt den sikre økonomiske succes i Europa for at kaste os ud i et mere seriøst, men bestemt også mindre ”indtægtsgivende” racismearbejde i Reagans stærkt konservative Amerika. Det var svært at vende en økonomisk succes

301

ryggen og det var bittert at skulle føre en flerårig kamp imod sine egne ansatte for at lukke et foretagende - American Pictures Foundation - som efterhånden var blevet en institution. Filmens introduktion under Cannesfestivalen i 1981 skaffede os straks kontakter i USA og vi åbnede vort eget teater i San Francisco i lighed med det vi havde i København, hvor forestillingen efter 12 år blev den længstkørende i Danmark. For at overleve tog jeg nu min søn på 2 år med på landevejen i USA, hvor jeg vidste vi kunne overleve uden penge. De 16.000 km gennem de gamle ghettoer blev en stor oplevelse. Mine sorte venner, som aldrig havde set et hvidt barn i deres kvarterer før, forkælede ham med slik og hjertevarme. Det var et bevidst forsøg fra min side på at undgå, at han skulle blive racist, sådan som stort set alle amerikanske børn ender med at blive det, idet de positive og negative signaler barnet modtager før 3-årsalderen er afgørende for udformningen af dets karakter sidenhen. Ganske vist kan ingen i et racistisk samfund undgå at 'indvendiggøre' racismen, men i et tidligt positivt samvær med sorte kan man måske undgå at barnet siden bliver næret af en destruktiv skyld/frygt. Men det hvide Amerika var forandret nu. Overalt talte chaufførerne nu et racistisk sprog, jeg sjældent havde hørt i min vagabondungdom, og overalt fandt jeg mine gamle liberale venner fastlåst i frygt og med kortsigtede løsninger. Det gjorde det svært at komme igennem med showet, og vor gruppe gik derfor hurtigt i opløsning. I dette nye klima af frygt var det formålsløst at forsøge at genskabe en skyldfølelse i det hvide Amerikas sind, som kunne føre til et konstruktivt engagement som i Martin Luther King-æraen. Amerikanske Billeder var - og er - ganske vist et magtfuldt erkendelsesudvidende redskab, men indtil jeg begyndte at forstå min danske tilbøjelighed til at kommunikere gennem stærk skyldfølelse og medynk, var det svært for mig at komme igennem på mere konservative universiteter. Og bedrestillede sorte, der længe havde lidt under at blive betragtet som kriminelle, modsatte sig i lige så høj grad at blive anset som ofre. Begge betragtninger fornægter deres egen menneskelighed og får hvide til at føle sig overlegne. Uden fuld forståelse for hvordan hvide ligeledes kunne være ofre, var det ofte svært at få studenterne til at forstå, hvorfor de skulle deltage i en eventuel problemløsning. Men i samspillet og dialogen med amerikanerne er det siden lykkedes mig selv at vokse med opgaven. Jeg viser nu showet til stadighed på ca. 270 universiteter, hvoraf mange har gjort det obligatorisk for deres førsteårsstudenter. Ivy League' skoler som Harvard, Yale og Princeton giver jeg særlig høj prioritet, idet de fleste fra USAs magtelite kommer herfra.

Universiteterne vurderer Amerikanske Billeder højt ud fra en stigende erkendelse af at USA nu sakker agterud i konkurrencen med Japan og Europa. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Omkring år 2000 vil halvdelen af nye jobsøgende i USA være sorte eller spansktalende ligesom halvdelen af hele befolkningen i midten af næste århundrede menes at ville være det. Som de mest udsatte målgrupper for racismen 'indvendiggør' netop disse to gruppers børn meget tidligt de hvides syn, mister troen på sig selv og falder derfor fra omkring fjerde klasse bagud i skolesystemet. I universitetsalderen er de ofte så langt efter, at flere sorte nu er i fængsel end på college. Med så stor en del af befolkningen låst fast i selvdestruktive vredesmønstre, som hæmmer evnen til at opfylde vor tids krav om høj uddannelse, bliver det sværere og sværere for det amerikanske forretningsliv at finde tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Når derfor op mod 70% af sorte mænd vil være arbejdsløse år 2000 med deraf følgende forøget kriminalitet, vil dette betyde stigende angst og nedsat levestandard også for de hvide. Derfor betoner jeg ustandseligt at det er i alle amerikaneres interesse at arbejde med deres egen racisme. Med denne indsigt er det interessant at jeg i dag hyppigt bliver nævnt som ”en god amerikansk patriot”, når jeg husker hvor ofte højrefløjen i Europa kaldte mig ”anti-amerikansk”. Fire år i træk er jeg endog blevet nomineret til de amerikanske studenters humanitære pris. Hver eneste dag i skoleåret kører eller flyver jeg til et nyt universitet, hvor eleverne om aftenen først ser showet og næste morgen går igennem

302

min 3-5 timers racismeworkshop. Jeg har lært utrolig meget i samværet med tusinder af elever i løbet af årene og håber en dag at få tid til at skrive en bog om mine erfaringer fra workshoppen. Jeg er nemlig ikke i tvivl om at der blandt mange mennesker i USA er en dybere forståelse af racisme end f.eks. i Danmark. Men det er for stort et emne at tage op i denne bog, som først og fremmest beskriver den menneskelige ødelæggelse racismen afstedkommer hos de sorte. Som mulig brobygger mellem ghettoen og de hvide har jeg formentlig mere end nok at gøre i de kommende år i USA - ikke mindst efter det sidste raceoprør i Los Angeles. I dette arbejde på nogle af de rigeste universiteter i verden er det let at miste fodfæstet, og jeg søger derfor ustandseligt tilbage til de venner her i bogen, som gav mig den forståelse, jeg nu kan give videre til deres undertrykkere. Man må konstant vogte sig for at blive trukket ned i racismens hængedynd. F.eks. ville adskillige kendte forlag i USA oprindelig udgive denne bog, men da jeg bl.a. fandt ud af at ingen af dem havde en eneste sort ansat, besluttede jeg i stedet at lade vennerne her i bogen selv stå for salget, for at de kunne beholde fortjenesten. Måske har jeg på den måde mistet millionindtægter i royalties og filmrettigheder, men det er trods alt en bedre måde at sælge netop denne bog på, synes jeg. I flere byer er det således de hjemløse som sælger min bog på gaderne. Ganske vist er det umuligt at holde fuldstændig styr på bøgerne, eller at afregne for salget, når de som min gadesælger i Philadelphia bliver myrdet forinden. Men til gengæld slapper jeg vældigt af sammen med dem ind imellem mine stressende shows, når vi drikker vin sammen omkring bålene i de sene nattetimer. Og den personlige kontakt med disse racismens virkelige ofre indgiver mig en vrede og inspiration, som de hvide elever ikke kan undgå at føle. Så hvad jeg måtte miste økonomisk på bøgerne hos de fattige, vindes sikkert ind i øget bogsalg hos de rige. I den amerikanske udgave af bogen har jeg desuden opgivet adresserne på mange af personerne i bogen, så hvide kan få personlig kontakt med ghettoen ved at købe bogen direkte fra dem. Mange studenter (dog altid i grupper) valfartede f.eks. til spiritusbutikken på Eager og Broadway i Baltimore, hvor Alphonso (side 200) solgte bogen før han blev syg af AIDS. Danskere på besøg i USA vil sikkert kun komme til meget få af de områder, hvor bogens personer har hjemme. I New York vil I dog kunne få glæde af at købe bogen hos Brenda, Wanda og Lela Taylor (nederst t.h. 205), som var med i TVudsendelsen, 4-21 Astoria Blvd. Apt 6E, Queens. Lelas søns kammerat på 10 år var lige blevet skudt i opgangen sidst jeg var på besøg med min søn. Og Wandas kæreste blev myrdet sidste sommer. Skønt denne vold er chokerende, bør man ikke lade sig afskrække fra at besøge stedet, som efter min mening trods alt er et af de mere trygge i New York. Og da undertrykte overalt i verden lettere vender volden mod sig selv fremfor mod deres antagede undertrykker, bør man i det hele taget ikke som hvid afstå fra at besøge de i bogen omtalte steder. Og slet ikke som dansker, idet ghettoens beboere meget hurtigt kan fornemme på vores opførsel, at vi, omend hvide, ikke er en del af deres normale undertrykkelsesstruktur. Vi bør aldrig glemme, at hvis vi under besøg i USA bevidst undgår ghettoen, bliver vi straks en del af hele det undertrykkelsesmønster, som skaber ghettoen. Ghettoen - den stigende afvisning og isolation af sorte, der er sket siden jeg først kom til USA - skabes jo dagligt - ikke af ondsindede Ku Klux Klan-folk, men derimod af ganske almindelige 'gode' amerikanere, mennesker som os selv. I deres bekendelse til idealet om en etnisk smeltedigel er det store flertal af amerikanere jo mere frisindet end vi danskere, som, forekommer det mig af og til, har næsten lige så ondt som prinsessen på ærten blot ved synet af en svensker. Alligevel havner amerikanerne i Gunnar Myrdals ”Amerikanske Dilemma”, fordi de ikke kan forlige disse idealer med den moderne racismes skyld/frygt overfor en etnisk gruppe, nemlig de sorte, som de derved ubevidst nægter adgang til smeltediglen. Er man først som næsten alle hvide i USA lammet af en sådan skyld/frygt overfor den, man har såret og karaktermæssigt formet gennem sin racisme, søger man derpå så langt væk fra den skadede som muligt og udøver ubevidst alskens former for tilsyneladende

303

uskyldig diskrimination, der straks frembringer de velkendte vredes/fjendtlighedsmønstre hos sorte. Som danskere bliver vi næsten uundgåeligt en del af dette apartheidmønster i USA: det er nu engang menneskeligt at søge tryghed: 'gode' kvarterer og skoler. Man kan ikke undgå at blive racist i USA - heller ikke som dansker - men når det - om ikke andet - efter læsning af denne bog går op for os hvor destruktiv denne racisme er, må vi tage ansvar for vores racisme. I mine workshops prøver jeg at hjælpe unge hvide til at 'føle' (embrace) deres racisme, ikke at fornægte den. Først derefter kan de arbejde på at blive bevidste 'antiracistiske racister'. Hvis vi føler en vis uro og angst forbundet med at åbne op, må vi ikke glemme budskabet: at der er en risiko forbundet med at være fuldt menneskelig. En sådan risiko må vi løbe for ikke at blive en del af de kræfter, der en dag kan udløse ghettoiseringens yderste konsekvens: koncentrationslejren. I dag har USA flere i fængsel pr. indbygger end noget andet land i historien (inkl. det tidl. Sovjet). Som følge af den stigende racisme vil dette kræve et endnu større Gulag-system af fængsler i fremtiden, som der ikke er råd til. Kravet vokser derfor bestandig fra 'lad os komme væk fra dem' til 'spær dem inde' og 'henret dem' til måske en dag - holocaust... Hvis vi holder af Amerika og ønsker at modarbejde dets stigende selvdestruktion er der følgelig kun en 'rigtig' måde at reagere overfor alle amerikanere på: i enhver sammenhæng at være fuldt menneskelig (dvs ansvarlig overfor sin næste og sit samfund) - med den lille risiko og de uendelige muligheder, der er forbundet med dette!

Og skulle du få brug for hjælp til at overvinde den angstpsykose hvide amerikanere fra første øjeblik prøver at give dig med deres evindelige advarsler ”Don't walk two blocks this way or three blocks this way!” i forsøget på at skræmme dig ind på den hvide side af apartheid - så deltag i mine racismeworkshops eller kør med mig på ghettobesøg. Samtidig med at jeg således håber du konstant vil arbejde med din egen racisme som dansker, håber jeg også du vil hjælpe amerikanske venner med deres. Da de som nævnt ikke kan finde min bog hos de