Om blafning og psykiske spring
At blaffe
i Amerika er et evindeligt forsøg på at overvinde folks angst og at gøre
det til en positiv oplevelse for dem at samle én op. Når man ser de berusende
røde bremselygter og i nattemørket styrter hen og river bildøren op blot
for at se ind i løbet på en skræmt chaufførs pistol, ved man at det er
til gensidig fordel og tryghed, at man på denne måde bliver tvunget til
at vise sit pas eller indholdet af sine lommer.
Tilliden fremmes af et flot, udførligt skilt. Jeg eksperimenterer med
alverdens slogans såsom "Saving fuel for you" og " Bibel belt and no Good
Samaritan? ", men, trist at sige, er det eneste der giver folk virkelig
tillid, at skilte med, at jeg ikke er amerikaner. Tilliden er uundværlig
for demografisk blafning. Lifts med kvinder regnes blandt blaffere for
en særlig psykisk stimulans og tryghed ovenpå aggressionerne fra såkaldte
"rednecks" og "perverts".
Men kvinder er også et problem. Da amerikanske kvinder er meget åbne og i modsætning til kvindelige bilister i Europa ofte inviterer én hjem, gør de sig yderst sårbare. På den ene side er det vigtigt altid at lade kvinden bestemme grænsen for det opståede venskab, hvis man skal gøre sig håb om som mand at undgå den sexisme, man uundgåeligt er blevet påført af samfundet. Dette giver ikke mennesket mulighed for at vælge, om det vil være sexist, racist eller ej, men kun for at prøve at modvirke de negative handlinger en sådan lidelse forårsager.
Er man ikke bevidst
om sin lidelse vil man uundgåeligt skade den undertrykte med sine "herrevibrationer."
På den anden side kan man ikke blot, som med mandlige chauffører, flyde
med i enhver situation, da man så let bibringer sårede følelser.
Selv den dygtigste vagabond begår fejl her. Ikke mindst fordi man selv er så sårbar, og de voldsomme strabadser på landevejen ofte gør en forelsket i typer, man ellers aldrig ville åbne sig for.
Et grelt eksempel på sådanne uheldige signaler fra min side opstod, da en bilist tilbød mig det såkaldte "love drug ," MDA, som gør en utroligt forelsket i alle mennesker. Det næste lift jeg fik var med en stiv 80-årig dame, som på grund af min ustyrlige forelskelse ikke kunne undgå at blive påvirket, og i løbet af de næste par timer begyndte hun at opføre sig som en nyforelsket teenager. Så det var en lidt flad fornemmelse vi begge stod med, da rusen forsvandt.
Noget af det smukkeste,
man oplever som vagabond er dog sådanne forhold til ældre mennesker, som
man på en eller anden måde let undviger i en normal hverdag. De er for
blafferen den mest harmoniske målgruppe, fordi de - i modsætning til de
arbejdende i samfundet - lever på samme tidsniveau som vagabonden og tilmed
kan give ens rejse den vigtige fjerde dimension: historiens perspektiv.
Når man hører udtalelser fra dem som "What this country needs is
another great depression to bring us all together again" oplever
man den enorme fremmedgørelse, som gør samværet med vagabonden så vigtigt
for disse mennesker.
Men de hyperaktive bør man vogte sig for! I Florida samlede en 72-årig
rig mand mig op, og da han hørte jeg fotograferede, gjorde han mig til
sin privatfotograf. Han ønskede, at jeg skulle afsløre de "svinsk rige
" på Palm Beach og tog mig med til de mest eksklusive selskaber, hvor
vi væltede os i champagne, kvinder og multimillionærer, for straks efter
at bringe både mig og luksuriøse gaver over til de sorte slumkvarterer
i West Palm Beach eller slavelejrene udenfor byen, og i næste øjeblik
køre rundt og anmelde disse rystende forhold til politiet, domstole og
byråd.
Fra seks morgen til to nat skældte han indigneret ud over uretfærdighederne. Kunne vi ikke finde vej, standsede han det første det bedste sted. En aften var det ud for en fyldt forstadskirke. Han løb ind, standsede gudstjenesten og præsenterede mig som præstesøn fra Danmark, holdt derefter en dundertale til menigheden og gav sig så til at dirigere koret. Efter en halv time, hvor menigheden til sidst la i rungende latter, kom han i tanke om sin virkelige mission og sendte kirkegængerne ud i deres biler efter kort, hvorefter en større kreds lå rundt på kirkegulvet for at finde Indian Road.
Hver dag var han i gang med nye projekter. En dag hørte han fra nogle unge om "organic farming" og blev så inspireret, at vi straks gik i gang med at skaffe fire vognlæs kogødning fra Sydflorida for at flyve dem over til hans gods på Bahamaøerne.
Efter en uge på
denne måde var jeg kørt helt i sænk af mangel på søvn og proportioner
og måtte tage afsked. Åh, hvor jeg nød friheden på landevejen igen!
Men det næste lift var med en 82-årig dame, der var så hyperaktiv at hun
kun sov under selve min kørsel. Havde hun ikke få dage efter sendt mig
op til Philadelphia for at hente en af hendes biler og ladet mig bruge
sit credit card til at invitere mine fattige venner fra bomulds- og tobaksmarkerne
såvel som opsamlede 'bumser og blaffere ud på de fineste restauranter
på tilbagevejen til Florida, ja, så kunne det let være endt i et psykisk
nederlag i stedet for endnu et psykisk spring.
Brev til Mog, en amerikansk ven
Mog's favoritbillede:
- andre emner herunder:
Uddrag om volden som Holdt overværede
i underklassen
Hvor bogen kan købes
Anmeldelser af bogen i Danmark
Copyright © 1997 AMERICAN
PICTURES; All rights reserved.
