Tilbage til indeks

I hvor høj grad alle begreber var skredet for os i de to dage med Tina i denne sump, gik op for mig ved én lejlighed. John havde i sommerens løb fanget en vaskebjørn, som var blevet hele familiens kæledægge. Ustandseligt væltede børnene sig rundt med den i sengen og fodrede den ostesnaks. Når jeg tog bad i det afsindige rod i "badeværelset," hjalp vaskebjørnen med sin store hale med at vaske min ditto, jo, den bar sit navn med rette. Så sød var den, at Helle snart tænkte at den kunne hun lave en vidunderlig børne-tv-udsendelse om. Da vi efter de mange interviews var løbet tør for Hi-8 bånd, sagde hun at hun ville slette nogle af de tidligere bånd. Og da mord og vold jo nu var blevet kedeligt hverdagsagtigt og banalt for os efter to dage med Tina, sagde jeg til Helle at det var i orden. Først senere gik det op for os, at hun derved slettede meget af bevismatrialet til en - selv efter amerikansk målestok - rystende massemorderhistorie til fordel for en ligegyldig børneudsendelse, som vi altid kunne vende tilbage og få. Dette var et godt eksempel på hvordan vi langsomt var blevet hjernevaskede ind i Tinas perverse voldslogik, som hun bedst selv udtrykte, da hun på et tidspunkt spurgte: "Sig mig, er I i gang med at skrive en bog om os?" Jeg blev straks defensiv, men svarede ærligt: "Det vil jeg da ikke udelukke, men jeg skal nok sørge for at beskytte jer (overfor retslig forfølgelse)." "Det behøver du ikke at tænke på," sagde Tina "det eneste jeg ikke vil være glad for at du skriver om er den nat, da jeg brød ind i en restaurant sammen med Woody og stjal "seafood"" Hun vidste godt at indbrud var ulovligt - og havde stærke meninger om det, da en af "niggerne" i nabolaget havde stjålet hendes høns. Men at slå niggere ihjel i hobetal ikke så meget som tænkte hun på som noget ulovligt eller forkert! Efter varme knus tog vi afsked med hende og børnene foran den faldefærdige trailer med plastik for vinduerne. Jeg vidste at jeg ville savne hende - eller i al fald kontakten med den side i mig selv, som hun havde blotlagt for mig. En god grund til at tage afsted nu var tilstedeværelsen af den bindegale far, som til sidst ødelagde alle samtaler med primitive sex-gale fantasier om Helle. "Kunne det virkelig være rigtigt at jeg kunne sove sammen med sådan en blond og sexet laber larve i bilen - uden at bolle?" blev han ved med at afbryde. Fra fulde og bindegale folk hører man ofte sandheden. I al fald udtrykte han åbent det amerikanere normalt forestiller sig, når jeg har danske kvinder med på mine ture. Da han nu bragte det op, kom jeg til at snakke med Helle om det, da det siger meget om amerikanernes forhold til sex. Skønt I alle har tilbuddet om at komme med på mine ture, har det jo mest været yngre danske kvinder, der har taget imod det - ligesom det mest er dem der tager sig tid til f.eks. at rejse i den tredje verden eller at tage på højskole. Men for Vibeke - min kone - har netop tilstedeværelsen af en dansk vagthund i min bil altid været den bedste garanti for, at jeg "ikke roder mig ud i noget." Hun ved nemlig at jeg med min gamle vagabondfilosofi ikke kan sige nej til kvindelige aggressioner, da jeg gennem årene lærte ikke at betragte min krop som noget kostbart. (At få min sjæl, min kærlighed og opmærksomhed er en helt anden sag!) Når man er i show-business i Amerika, er man som bekendt særligt udsat for kvindelige seksuelle aggressioner. Som Tom Wolfe siger i "Forfængelighedens bål": "These goddamned girls in colleges - you wanna know why people go out on the lecture circuit in this country? The girls wanna get laid by Authority... Power....Fame...Prestige...by their fathers, if you believe Freud." En kvinde, som jeg burde fortælle om i et andet julebrev, forfulgte mig f.eks. i årevis fra college til college over hele landet. Det endte så tragisk, at jeg hidtil ikke har kunnet få mig selv til at skrive om det. Men det var Én vigtig årsag til, at jeg begyndte at invitere danske kvinder med mig, thi når man har en kvinde ved sin side i universiteterne, går studenterne automatisk ud fra, at det er ens kone eller elskerinde og opgiver groupie-jagten. Selv min 68-årige far fandt sig i det første universitet, jeg tog ham med til, en ny kone blot ved at stå ved min - foredragsholderens - side. Og omvendt er det for amerikanerne næsten umuligt at forestille sig at man ikke har et seksuelt forhold når man i bilen ofte er nødt til at sove nøgne sammen i Sydens varme. Om denne forskel mellem europæiske og amerikanske kvinder harcelerede jeg en hel del, da jeg skulle skrive den amerikanske bog. Pga. de mange angreb, jeg havde fået fra feminister - puritanismen, som går hånd i hånd med den seksuelle dobbeltmoral - forsøgte jeg med en sådan sammenligning udelukkende at lægge skylden for mine mange seksuelle forhold på den aggressive amerikanske kvinde. Jeg ønskede ikke at man så mig som en Don Juan, da jeg vidste at jeg ikke var det. Mog, den feministiske skribent, som jeg inviterede til Danmark for at hjælpe mig med denne vanskelige apologi, ønskede at se mig som den "uskyldige" part, men var selv så amerikansk at hun ikke var overbevist om mine forklaringer: altså at jeg aldrig rodede mig ud i noget seksuelt, når jeg delte seng med europæiske kvinder! Så fandt vi på at lade det komme på en prøve. Jeg stod netop for at skulle blaffe ned til den store bogmesse i Frankfurt for at koordinere en storstilet fællesnyudgivelse af min bog i 7 lande. Da jeg i flere år havde fået i kassevis af fanbreve fra især tyske læsere, bad jeg nu Mog om vælge nogle af dem ud, som så mest groupie-agtige ud. I flere dage sad hun og sorterede stakkevis af breve ud og valgte derpå en mindre stak på ca. 10 ud. Med disse adresser i hånden tog jeg så på landevejen for på vejen til Frankfurt "tilfældigt" at banke på hos en eller anden ung pige, som engang havde skrevet et bevæget brev til mig - ofte fire år tidligere - og spørge om husly på min rejse. De boede heldigvis alle sammen alene, bortset fra en som boede hos forældrene. Men selv i hendes tilfælde blev jeg inviteret til at dele værelse med hende, hvilket jeg i USA kun oplevede hos jødiske familier. I to tilfælde blev jeg lagt på gulvet i pigens værelse og i tre tilfælde delte jeg hendes seng af mangel på anden soveplads. Alle var ovenud glade og overraskede over at se mig, men i intet tilfælde lagde de op til den ringeste form for seksuel tilnærmelse. Jeg selv lå naturligvis ligeså passivt og høfligt afventende som jeg altid havde gjort det i USA. Jeg nåede fem inden bogmessen startede og følte at jeg havde vundet væddemålet med Mog. Men som kontrolinstans havde hun valgt et enkelt brev ud fra en amerikaner bosat i Tyskland. Og først dér - hos den sorte Jessica i Nürnberg - gik det galt. Efter at have lagt sit barn til ro ovenpå, kom hun i mørket listende ned til mig i sengen, som hun havde redt op i stuen, og indledte den slags engangsforhold, som jeg hader, fordi de altid er mislykkede. Men selv om mit sammenligningsgrundlag i statistisk henseende var for snævert, endte hun derved med at blive det endelige bevis på at min teori holdt. Mog var fuldt tilfreds, da hun vidste at jeg havde været ærlig om alle besøgenes udfald. Med andre ord kan I gamle skolekammerater altså roligt sende jeres koner ud at rejse med mig - hvis I da ikke er amerikansk gift. Den eneste undtagelse jeg har fundet i Europa gælder jødiske kvinder med hvem jeg åbenbart har en særlig kemisk forbindelse overalt i verden. Og ved at bruge ordet "kemisk" indrømmer jeg jo også kritikere af min teori, at man selv i en vis grad bevidst eller ubevidst kan påvirke resultatet af sådanne undersøgelser. Dette fik jeg bekræftet ved en anden lejlighed, der egentlig ikke startede som en undersøgelse. Jeg var på mine turneer i USA gennem mere end et år blevet mere og mere indelukket, følte en depression og trykken i hovedet som da jeg var i Livgarden, var ude af stand til at komme i kontakt med andre, følte at jeg "talte forbi" folk. Denne psykiske tilstand gav sig naturligvis udslag i stigende ensomhedsfornemmelse. Jeg kom aldrig ind på livet af folk mere. Til sidst var jeg så fortvivlet, at jeg ringede hjem til min astrolog fra New York. "Hvad er der galt?" spurgte jeg. "Det skal jeg såmænd sige dig", sagde hun og kom med en lang uforståelig astrologisk forklaring. "Men det vil alt sammen ændre sig fra denne weekend," sagde hun til sidst. Dette var måske det, der gjorde udslaget. Jeg huskede hvordan hun tidligere havde fortalt mig, at man kunne udfordre eller påvirke sin astrologiske skæbne og indså at jeg måtte gøre noget grænseoverskridende for at komme ud af min stilstand. Da jeg havde fri i en forlænget weekend, tænkte jeg først på en flyrejse til Bahamas, Puerto Rico e.lign. Så opdagede jeg, at der ude i Seattle var en "men's liberation workshop" netop samme weekend. Det var indenfor co-counseling, den metode som jeg dagligt brugte som teori i mine workshops, men som jeg i mit eget stress aldrig havde fået tid til at afprøve i praksis. Straks fløj jeg derud, lejede en bil og kørte ud til retrætestedet under de kæmpemæssige rødgraner. Der var over hundrede mænd samlet i alle aldre, fra 8-årige børn til oldinge, fra arbejdsløse til de rigeste direktører, sorte og hvide, tykke og tynde. Men alle havde de modsat mig det til fælles, at de gennem daglig udøvelse af co-counseling havde lært at bearbejde ikke blot skaderne fra barndommen, men også livets langsomme smertesophobning i almindelighed. Nu sad de her - to og to - og hjalp hinanden med at få "discharge" (udløsning) for smertesophobningen gennem latter, gråd, rysten, gaben osv - noget man åbenbart blev bedre og bedre til, jo mere man praktiserede. Skønt jeg aldrig havde fået træning, havde jeg fået lov at deltage, da de kendte mit arbejde, som på det teoretiske plan var parallelt med deres eget. Og sjældent har jeg mødt mere kærlige, nærværende og udadvendte mennesker, som tog sig al mulig tid til at "counsele" mig om min ophobede smerte og gradvist fik frigjort diverse former for udløsninger i mig. Ud over den parvise "counseling" med skiftende partnere, var der også øvelser med at lære at komme i fysisk kontakt, da vestlige mænd jo har en velkendt berøringsangst for hinanden. Af og til lå vi alle i Én stor klump på gulvet. Enhver udenforstående ville have set på det hele med yderst skeptiske øjne, men resultatet var helt ufatteligt. Efter tre dage nærmest fløj jeg af sted derfra som en frigjort fugl. Skønt det drejede sig om mænds frigørelse, handlede det på intet tidspunkt om forholdet til kvinder, som vi end ikke tænkte på under det hele. Alligevel mærkede jeg straks en forandring, da jeg kom ind i Seattles gader. Skønt næsten ingen kvinder havde antastet mig gennem næsten et helt år på universiteterne, var det nu som om de blev suget imod mig ude på gaderne. Inden længe kom en og spurgte, om jeg havde brug for et sted at sove. Og det havde jeg jo. Og til næste aftens forestilling i Indiana kom straks den yndigste sorte kvinde og tilbød mig overnatning. Og næste aften i Chicago var der igen en. Nu begyndte jeg at se et mønster og tænkte, at det gjaldt om at være så passiv som mulig for "objektivt" at undersøge, hvor længe dette mon kunne vare ved. Hvad jeg fandt allermest betagende var, at det næsten alle var de mest veluddannede og smukkeste kvinder, der pludselig følte sig tiltrukket af mig. Alle endte de med senere at blive sagførere, læger, skuespillere o. lign. Der var både hvide, sorte, kinesere og jøder. En af dem var en sort stewardesse i et fly med udelukkende hvide forretningsmænd om bord. Skønt jeg sad gemt bag min New York Times, blev hun, Tara Adkins, nu ved med at bringe mig - som den eneste - drinks, uden at jeg havde bedt om det. Til sidst kom hun og satte sig ved mig og inviterede mig hjem - et sted i Midtvesten, hvor jeg lige stod og manglede et godt overnatningssted. En anden af dem var den billedskønne Chris, kineseren som jeg omtalte i sidste års julebrev, og som endte med at blive min "kone" i de næste 6 år - og stadig hævder at hun er det, skønt vi nu ikke bor sammen mere. Jeg mødte hende på samme tilfældige måde som de andre - ved at stå i kø på posthuset fordybet i egne tanker. Pludselig skærer hun ind foran mig, kommer i tanke om fejltagelsen og vender sig om for at undskylde og genkender mit ansigt fra min forestilling mange år før. "Åh, er du ikke Jacob Holdt?" og allerede i næste sætning: "Do you need a place to stay?" Da jeg netop stod og skulle flytte ud fra det loft jeg havde delt med 6 lesbiske kvinder, sagde jeg straks ja - og flyttede ind samme aften. Da ingen kan beskylde hverken hende eller mig for i vores travlhed - jeg begravet bag et læs bogpakker - at have været i stand eller humør til at sende flirtende vibrationer ud, var der igen tale om noget helt igennem mystisk, der ligesom var dirigeret ovenfra. Jeg skal ikke her gå i detaljer med hver enkelt, men blot nævne at slutresultatet af min "befrielsesworkshop" blev at jeg i de næste 17 dage endte med at sove hos 14 forskellige kvinder, mens jeg mener at huske, at ikke Én havde inviteret mig hjem gennem hele året før. Altså er man selv i en vis grad i stand til at påvirke udfaldet af hvordan andre reagerer på Én - hvis man får lidt hjælp udefra. For hvis jeg ikke i midt min lukkethed havde haft antennerne så meget ude, at jeg havde ringet til min astrolog for at få hjælp, ville jeg sikkert stadig have været lige fastlåst i min ensomhed. Er nogen af jer skeptiske overfor astrologi, kan I sikkert af dette eksempel se hvem I først og fremmest skader dermed, ikke Virtus? Det vigtigste er blot, mener jeg, at man er åben overfor alle ideer. Det spændende udfald af min tur til Seattle var således resultatet af at have været åben overfor og ubevidst at have forenet to indbyrdes modstridende filosofier, idet co-counseling på det kraftigste forkaster al astrologi. Så hvis nogen af jer læsere føler, at I står midt i alvorlige kontakt-problemer, har I nu fået min - personligt afprøvede - opskrift på hvordan I skal løse dem. Mit lille landsomfattende eksperiment - hvor antallet nok i nogen grad var påvirket af at jeg i de 17 dage skulle flyve rundt - havde et lille morsomt efterspil et par uger efter. Vibeke har siden Lalou's fødsel tilhørt en fødselsgruppe, som mødes engang om måneden for at udveksle erfaringer. Men da mange ægteskaber jo knager i disse år, er det endt med at de mest sidder og beklager sig til hinanden over deres mænd. Vibeke havde egentlig ikke tænkt sig at fortælle dem om det, men da en af dem begyndte at snakke om, at hun tænkte på at gå fra sin mand fordi hun efter hans Grønlandsrejse havde fundet et kondom i hans lomme, kunne Vibeke pludselig ikke holde sig længere. "Hvad er dog det for noget pjat at hænge sig i. Min mand har lige været sammen med 14 kvinder på 17 dage og vores forhold er bedre end nogensinde!" Når hun havde tøvet med at fortælle om det, var det naturligvis fordi hun frygtede, at uden denne, min lange baggrundsforklaring (el. søforklaring, om I vil), ville de have svært ved at forstå det - endsige acceptere det. Når Vibeke kunne grine af det hele, var det jo netop fordi det store antal ikke var nogen trussel overfor vores forhold - sådan som en enkelt udenomsforelskelse f.eks. ville være det for et fastlåst, konfliktfyldt ægteskab uden gensidig tillid.

Nok om kvinder. Og dog kunne jeg fristes til at fortælle endnu en historie fra fortiden af samme art. For da vi nu kørte væk fra Tinas sump, var ikke så få indre grænser ligesom faldet for os. Jeg fortæller altid historier fra gamle dage, når jeg passerer de steder, hvor de fandt sted og minderne pludselig dukker op. Men nogle har jeg altid været for blufærdig til at fortælle om. Da vi nu kørte i mørket ad den vej, hvor jeg engang havde haft en lidt tilsvarende kvindeoplevelse, kunne jeg ikke lade være med overfor Helle at lufte selv noget af mit mest snavsede undertøj. Da Kitte Fennestad fordybede sig kraftigt i mit billedmatriale under redigeringen af min bog, havde jeg ganske vist før fortalt om det, for at forklare en del af de billeder hun fandt i mine arkiver. Og da Kitte elskede den slags historier, sagde hun altid "En dag laver vi sammen en bog, der skal hedde "Amerikanske Billeder på sengekanten"!" Da dette jo er et særligt jubilæumsjulebrev, vil jeg give en lille forsmag på denne smudsbog - for det tilfælde at jeg (forhåbentlig) aldrig får den skrevet. Historien kom helt naturligt for mig her efter voldsoplevelserne hos Tina, for på den pågældende dag i december 1973 var det ikke co-counseling, men vold der satte begivenhederne i gang. Begyndelsen fortalte jeg faktisk om i bogen under beskrivelsen af, hvordan vold altid førte til sex eller voldsom forelskelse og beskrev en nat hvor jeg efter at have overværet Butch's myrde en ven, mens jeg spillede pool med ham, gik hjem og elskede hele morgenen med Ann Mary. Her standser historien af pæne grunde i bogen. Men senere denne dag skulle jeg blaffe afsted fra New Orleans til Baton Rouge og ville lige sige farvel til en gammel kæreste, der nu havde fået en ny fyr. Det var føromtalte Sandra på Bourbon St, men skønt hun hører til noget af det mest monogame jeg kender, blev hun pludselig sentimental og slæbte mig ind i soveværelset. Dette er jo ikke usædvanligt, når man møder gamle kærester igen, men for mig virkede det underligt under indtryk af nattens voldelige begivenheder og samværet et par timer før med en anden pige. Jeg var dog selv rørt om hjertet, da jeg havde været meget ked af at Sandra under min bortrejse havde fundet en ny kæreste. Om eftermiddagen tog jeg så videre mod Baton Rouge og gik ind i universitetet LSU for at finde nogen at bo hos. To søder piger kom straks op og tilbød at jeg kunne bo hos dem, men tog mig først til en restaurant og bespiste mig. De boede sammen, så da det blev over midnat og vi skulle til at tænke på hvem af dem jeg skulle sove med, kunne de som bedste veninder ikke blive enige. Under 70'ernes seksuelle revolution vidste jeg jo, at jeg ikke slap fra en sådan nat uden at sove med den ene af dem. Men da jeg ærlig talt følte, at jeg denne dag havde fået så hatten passede, husker jeg hvordan jeg distræt greb en bog i reolen og begyndte at læse. Det var Erich Froms populære "The art of loving" og det kunne jeg jo godt have brug for at lære i min trætte og nedslidte tilstand. At jeg på denne måde virkede aldeles uinteresseret, har sikkert i deres øjne gjort denne skandinaviske blaffer endnu mere attraktiv. I hvert fald kastede de sig ud i mere og mere spidsfindige psykiske "games" med hinanden for at få løst deres lille venindeproblem, som de jo ikke var i stand til at tale om ligeud. Klokken fem om morgenen fik en af dem så en lys idÉ: "Let's go skinny-dipping!" Jeg vidste fra andre amerikanske studenter at dette foregik nøgent og hun har sikkert forestillet sig at i denne tilstand ville den pinlige situation løse sig. Så vi hoppede i bilen, men på vej mod floden så vi en enlig blaffer - og samlede ham op. Han var netop blevet løsladt fra fængslet efter en mindre trafikforseelse og ville tilbage til sin bil. Men de to friske piger spurgte om han ikke havde lyst til at bade, og da aftenen allerede havde været lidt underlig for ham, sagde han ja. Nede ved en biflod til Mississippi smed pigerne straks alt tøjet og løb ned og kastede sig i floden, som de svømmede over uden problemer. Ved synet af deres lækre veldrejede, kroppe ville vi naturligvis ikke stå tilbage, men i samme øjeblik vi satte fødderne ned på den frosne jord, var vi nødt til at ombestemme os. Det var os umuligt at stå blot et øjeblik i bare fødder. Og det var helt umuligt for os at løbe de 50 m ned til floden - for slet ikke at tale om at svømme rundt mellem isflagerne. Slukørede satte vi os ind på bagsædet og ventede på pigerne. De var til gengæld overfriske og satte sig efter et par drillende bemærkninger ind på forsædet uden en trævl på. Ved synet af de to nøgne piger, der begyndte at køre os rundt i byen, blev vores blaffer helt kørt op. Jeg glemmer aldrig hvordan han sad og gned sig i hænderne og blinkede til mig "We are going to have a ball" mens han morede sig over hvad hans kammerater mon ville sige til hans historie om først at komme i fængsel og derefter at blive samlet op af to nøgne piger. Men at verdens goder er ulige fordelt har jeg jo ofte måttet sande. Efter lidt nøgenkørsel hid og did i byen, satte pigerne pludselig den skuffede blaffer af ved hans bil. Da vi kom hjem, var hårdknuden nu gået så meget i opløsning, at jeg endte med at blive placeret i vandsengen mellem de to piger. Begge piger var absolut attraktive, men i min træthed husker jeg at jeg blot oplevede dem som endnu engang "pligtsex" af den type, jeg var så vant til på landevejen. Det stred iøvrigt altid imod min borgerlige opdragelse og blufærdighed at involvere mig i gruppesex, og der skete da heller ikke noget før Toni faldt i søvn. Men da Ellen var gået i skole om morgenen, blev det pludselig svært at holde Tony på afstand, og således endte jeg med et seksuelt forhold til fire kvinder på et døgn. Og husk endelig: det er viljen, der her tæller - ikke hvorvidt jeg nu også teknisk evnede at leve op til disse voldsomme, men uundgåelige rejseomkostninger. Vælger man med nutidens mere konservative briller at se blot på antallet, virker historien sikkert umiddelbart som en snavset affære, men nu hvor jeg skriver de nærmere omstændigheder ned og tænker handlingsforløbet igennem, synes jeg egentlig at det er en meget pæn historie - i al fald hvis man husker at det jo var min politik aldrig at sige nej til nogen som helst (ej heller det mere hyppige: 2-3 bøsser pr dag), hvorved jeg undgik at virke fordømmende, snerpet, afstandtagende osv. Thi uden en sådan accept af mennesker som de er, ville jeg aldrig have fået lavet mit show. Og hvordan var så de mennesker, jeg mødte den dag? I virkeligheden endnu mere konservative end jeg selv og ikke spor "løsslupne." De befandt sig blot i en kort stund i beg. af halvfjerdserne i en oprørsk tilstand af "løssluppenhed", som de for længst har forladt igen. Den første, Ann Mary, var fra en velstående oliefamilie, den næste Sandra fra en så fin Alabamafamilie, at jeg husker de protesterede mod hendes krøller, som lignede "negrenes" for meget, den næste Ellen var fra en af de fineste gamle plantagefamilier i det historiske Vicksburg og den sidste Toni var datter af borgmesteren i Orlando, Florida, i hvis hjem jeg senere tog et af billederne i bogen af deres sorte tjenestepige med den hvide datter. I dag sidder de alle i fine stillinger og karakteren af mit forhold til dem har ændret sig en hel del. Bedst illustreredes dette, da jeg denne aften kørte med Helle ind til Baton Rouge netop for at besøge Sandra. Men klog af skade, ringede jeg denne gang først fra en restaurant i nærheden. Sidst jeg havde været der, havde jeg nemlig sovet i bilen udenfor hendes hus og kom efter adskillige års fravær ind søndag morgen lige før kirketid. Men Sandra var nu blevet den arketypiske republikanske, kirkelige type med højt opsat hår, og da jeg aldrig havde mødt hendes mand før, var hun så forlegen over at han således opdagede at hun havde haft et forhold til en anden mand før ham, at hun under det meste af besøget gemte sig i soveværelset. Han var i øvrigt overlæge på det spedalskhedshospital i nærheden, som jeg engang var blaffet til sammen med Sandra, da det havde overrasket mig at der var så mange spedalske i USA. Nu endte jeg med at snakke mest med ham om spedalske mens Sandra - modsat disse - forblev "urørlig", hvilket jo ikke havde været min mening. Hvis Sandras reaktion havde været typisk for mine besøg hos gamle kærester, ville jeg naturligvis ikke have overrasket hende på den måde, men heldigvis får jeg normalt en overvældende varm modtagelse. Ikke mindst af deres ægtefæller. Da jeg nu ringede, sad Sandra midt i arbejdet på en tale, der skulle holdes næste dag på universitetet, hvor hun i dag har en ledende stilling. Derfor kunne jeg mærke at det ikke var en god idé med et besøg. Til gengæld fik vi uden mandens tilstedeværelse lejlighed til at tale frit sammen og det er jo helt utroligt hvordan man 23 år efter stadig på kort tid kan falde tilbage til de varme følelser, man engang havde for hinanden, og som hun nu uhæmmet kunne vise. Jeg blev helt blød i benene ved at høre hendes charmerende gamle sydstatsaccent igen og fo'r bagefter ud til Helle og sagde: "Jeg tror jeg er forelsket igen!" Og sådan bør et godt forhold til gamle kærester vel egentlig være - selvom det i hendes tilfælde nu mest fortsætter via e-mail.

Næste dag tog vi ud til den gamle sorte enke, Virginia Pate, som netop var på vej for at bringe mad til sønnesønnen, Louis, som er i fængsel. Louis er fotograferet som et-årig foran kakkelovnen på side 20 i gl. bog. Derfor fik vi tid til at se andre slægtninge i dette sumpområde. Stærkest indtryk på os gjorde Eleanora Morrison, som netop var løsladt fra fængslet. Da hun var blevet voldsomt præget af de mange år i fængsel og dybt religiøs, lavede Helle et større interview med hende til Alt For Damerne og radioen. Det var Eleanora, der sammen med broderen Bertrand myrdede George Davis, som var manden der engang var på nippet til at myrde mig, da jeg lå i sengen med Virginias børn (omtalt side 28 i gl. bog). Med sin dom på 75 år kommer Bertrand aldrig selv ud, da de i denne stat aldrig løslader gamle mænd før tiden. Tony og jeg blev engang rørt til tårer over et radioprogram på PBS om de tusinder af gamle mænd i fængslerne, som ikke engang kan huske hvad de kom ind for engang i deres ungdom. Nu fandt jeg ud af at Bertrand sidder i samme afsides fængsel som Woody, hvorfor jeg i fremtiden vil kunne besøge dem begge uden større besvær. Da mange af jer i årets løb har set "Dead man walking" vil jeg lige nævne, at vi også besøgte Louis' mor, hvis mand er fangevogter på "dødsgangen" i Angolafængslet. Han havde derfor medvirket i flere af filmens scener og fortalte os om, hvordan arbejdet havde gjort ham til indædt modstander af dødsstraf. Mest bevægende var hans historie om hvor stærkt han havde været knyttet til en dreng som dennes værge. Som 18-årig røg drengen på "death row", hvor han blev endnu stærkere knyttet til ham og derfor personligt skulle føre ham til hans henrettelse, som han dog nægtede at overvære. Jeg var glad for at se disse stærke følelser og tårer i en fangevogter, da filmen jo beskriver dem som brutaliserede, mekaniske uhyrer. En grund til at jeg har fået et så stærkt forhold til netop denne fangevogter er det stærke forhold jeg gennem årene har haft til hans kone - så stærkt at da Anita Roddick mødte hende, var hun overrasket over at høre at det egentlig ikke var et kæresteforhold, da jeg som omtalt i den amerikanske bog aldrig kunne få mig selv til at have et seksuelt forhold til underklassens sorte. En kendsgerning som bedst kan forklares med min rationelle følsomhed overfor den historiske hvide udbytterrolle iblandet min dybere ubevidste racisme.

Jeg havde gennem lang tid skrevet med Woody for at få lov af fængslet til at besøge ham, og næste dag stod vi så endelig efter næsten 20 timers kørsel ved det højsikrede uhyggelige fængsel, der som sædvanlig i USA var lagt i et fjernt område, hvor familien ikke har råd til at køre til. Alene derfor havde Woody ikke haft besøg i 5 år og så lige så meget frem til besøget som jeg. Men det blev en rystende oplevelse for mig. Efter selv at være gået igennem alverdens kontrolforanstaltninger, kom Woody ind i besøgsværelset lænket på hænder og fødder i tykke jernkæder. Det føltes som at omfavne en karikaturtegning, som jeg ikke troede eksisterede i virkeligheden. Det smukke "uskyldige" udseende, jeg kunne huske af en ung dreng med lange lyse lokker, var som blæst væk. Med sit korte hår, sine tatoveringer, sine tænder slået ud og sine sår på armene var han en uhyggelig og skræmmende kopi af hovedpersonen i "Dead Man Walking" - blot langt, langt værre. Mens jeg den nat for fem år siden havde haft svært ved at tro på hans massemyrderier, var jeg nu i stand til at tro alt om ham. Han var blevet brutaliseret i uhyggelig grad i dette fængsel, som er langt værre end Angola, der ellers har ry som det værste. Alligevel havde han halvdelen af tiden været i mørk enecelle, adskilt fra de andre på grund af evindelige disciplinærforseelser. Hvor mange slagsmål, spurgte jeg? Efter lidt hovedregning gjorde han det op til tolv med sorte fanger og tre med hvide - alle på liv og død. Hele tiden blev hans 25 års straf forlænget. Men da han efter alle sine mord på sorte nu var endt med at skulle være sammen med næsten udelukkende sorte, havde han på en underlig måde fået mere respekt for dem. De kunne jo også slås! Han fortalte om hvor vred han var blevet, da han første gang - før jeg samlede ham op i 91 - skulle dele celle med en sort fyr. Han havde derfor fået en pistol smuglet ind og skød "niggeren." Ikke for at dræbe ham, for så vidste han godt at han ville blive straffet yderligere. For at få ham flyttet fra cellen havde han blot skudt ham i benet. Noget sådant var ikke muligt i dette "high tech" fængsel og han havde da også lært at leve med sin sorte cellemakker. "He doesn't fuck with me and I don't fuck with him." De snakkede aldrig om raceforhold og vidste end ikke, hvad de hver især sad indespærret for. Da April var den eneste af hans ofre, som jeg kendte, følte jeg et særligt ansvar som hendes budbringer. Jeg var glad for nu at se, at Woody ingen som helst erindring havde om den nat, han havde stukket hende, men bad mig om i detaljer at fortælle ham om, hvad der var sket. "That poor girl," sagde han flere gange under forløbet. Om hans dyriske opførsel i retssalen, hvor havde truet hende, kunne han huske at han havde opført sig i "an asshole way" uden dog at have vidst at April var til stede. Jeg fortalte om hvor vigtigt det havde været for April at se Woody's brev til mig, hvori han beder hende om tilgivelse, og spurgte om han var parat til et victim-offender møde for yderligere at få helet sårene. Efter lang tids dyb overvejelse svarede han, at han ikke var parat dertil. Så kom jeg til at gøre en fejltagelse ved at sige, at April havde givet udtryk for mere forståelse overfor Woody end jeg havde forventet, fordi hendes egen bror sad i fængsel. Ved nyheden om Aprils bror blev Woody's ihærdige anstrengelser for at tænke i medfølende baner straks slået i stykker af hans mere nærværende kamp for daglig overlevelse i fængslet. Nu kom pludselig dræberen op i ham, da han afbrød: "Du må skaffe mig navnet på Aprils bror, for jeg har hørt fra overflyttede fanger fra Angola at der er Én, der er ude på at slå mig ihjel. Her gælder det om at slå ihjel før man selv bliver slået ihjel." Jeg vidste at denne fyr sikkert var Aprils bror, idet hendes anden bror under vore samtaler med hende hele tiden rasende havde sagt: "Hvis jeg bare kunne komme til at lægge hænder på den fyr!" Nu var jeg altså pludselig indblandet i en kamp på liv og død og indså, at det med at være budbringer og forsoningsmand måske ikke var helt så let, som jeg havde forestillet mig. Som Vorherre stod jeg med afgørelsen over hvem af dem, der skulle dø! Hvis ikke jeg oplyste navnet til Woody ville det altså blive ham - min ven - som en dag sandsynligvis ville få halsen snittet over ved et overfald bagfra. Jeg vidste med mig selv at jeg ikke ville sige navnet til Woody, men vidste også at hvis jeg blev ved med at skyde det hen, ville jeg støde ham fra mig. I det hele taget blev mødet med Woody en rystende oplevelse for mig, fordi jeg blev nødt til at tage meget af det jeg havde sagt om ham i showet op til revision. Jeg kunne sagtens endnu skimte det sårede barn i Woody, men det var sværere og sværere ikke at se ham med samfundets almindelige fordømmende øjne. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville have mod til at sætte denne mand fri i hans nuværende tilstand. Men jeg vidste også - prøvede jeg at fortælle mig selv - at denne tilstand var fremkaldt af netop dette fordømmende smid-væk-samfund - ikke mindst den brutalisering, fængslet havde bevirket i ham. Næsten ligeså svært var det ikke at fortælle Woody om Dawn, hans livs eneste kærlighed. Netop samme morgen havde jeg ringet til Vivian for at høre sidste nyt, og hun havde oprevet fortalt at hendes datter, Dawn, natten før havde forsøgt selvmord. Hun var blevet fundet halvdød i gasovnen. Nu bad Vivian mig om ikke at fortælle det til Woody, men Woody blev ved med at udspørge mig om hende, så det var svært ikke også at sige, at Dawn havde fået et barn med Woody's bedste ven. Jeg vidste jo at han så også ville slå ham ihjel - og at han alligevel ville få det at vide en dag. Jeg har her blot antydet nogle af de problemer, jeg var løbet ind i i mit forsøg på at være ven med alle parter midt i en voldens verden med sine helt egne spilleregler. Gennem de næste tre dages endeløse regn og bilkørsel til New York talte vi i bilen ikke om meget andet end dette - mit "amerikanske dilemma".

Næsten lige undsluppet dette helvede var jeg dagen efter min hjemkomst til møde med dronningen i himmerige. Ja, så stærk føltes kontrasten, selvom det dog blot var vor gamle dronning Ingrid i anledning af Krogerup Højskoles 50-års-jubilæum. Det var en sjov "forsoning," for det var netop denne skoles stærke indflydelse, der fik mig til at starte det oprør i Livgarden, der endte med at jeg ikke blev dronningens vagtmester. Tidligere på året havde jeg i samme anledning fået en bog udgivet, hvori jeg bl.a. fortæller at opholdet på højskolen var årsagen til at jeg i "skrivende stund er på vej ned til Woody," da jeg rent faktisk skrev min seneste bog i bilen. Jeg kommer nemlig ikke så let til mine bøger som dig, Palle (Petersen), der i dit sidste julebrev fortalte at du i årets løb havde fået udgivet 10 nye bøger. Tak skal du ha! Og jeg skriver jo ikke engang mine "bøger" selv. Derfor skulle jeg også til en højtidelig sammenkomst i folketinget med alle mine medforfattere. Her var det meget morsomt at komme til at stå med skulderen klemt mod Bertel Haarder, som i så mange år har angrebet mig i medierne - mens hans bror, Oscar Haarder, ligeså ihærdigt arrangerede det ene show for mig efter det andet. Der er jo et sort får i enhver familie....

Ja, og i al fald ved I jo hvem det er i min familie! I mine julebreve har I den bedste garanti for at jeg aldrig vil stille op i et amerikansk præsidentvalg! Og således nærmede årets slutning sig - det år som i så høj grad havde stået i familiens tegn: det større nærvær med min nærmeste familie som min "stuearrest" havde givet mig, min dramatiske indsigt i Angelas familie, mit uhyggelige indblik i Woody's familie, hvor jeg endnu blot har skimmet overfladen, min spændende udforskning af min egen families historiske rødder og mit vemodige tilbageblik på min større familie af gamle venner og kærester osv. Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive mere om mit forhold til jer, mine gamle danske venner, men da det mest var de amerikanske, der dukkede op i mine tanker under årets rejser, endte jeg med at skrive om dem. Til gengæld fortæller jeg ved navns nævnelse om nogle af jer andre i Helle Vibeke Risgårds kommende radioudsendelse - især jer fra barndommens Fåborg.

......i dette øjeblik fik jeg endnu en trusselsopringning! Dem har jeg ofte fået gennem årene, men da jeg netop denne uge havde en stor artikel om racisme og nazister i Weekendavisen, blev den lidt mere nærværende efter den senere tids afsløring af nazisternes brevbomber. Da jeg var kommet mig af chokket over voldsomheden i stemmen, prøvede jeg at le ved at tænke at det nok var en af jer julebrevslæsere, der truede. For stemmen råbte: "Nu holder du op, du gør!!!" Så måske det var en påmindelse om nu at få afsluttet min årbog.... Dog må jeg lige give jer en undskyldning for at den ikke kom ud til tiden i år. Årsagen var at jeg før jul fik et tilbagefald til min alkoholisme. Jeg havde tænkt mig at lave visse slægts-julegaver til familiens medlemmer i år og skulle lige have undersøgt nogle data på lands- og rigsarkivet. Mens andre ægtemænd "lige skal en smut ned på beverdingen," driller min kone mig med hvordan jeg "altid lusker af sted til arkivet". Derude - blandt de mange andre gamle alkoholikere - stødte jeg ind i så mange spændende nye oplysninger, at min opmærksomhed snart var flere århundreder væk fra alle tanker om et julebrev til jer. Ved at støde på fælles navne i andres stamtræer, opdagede jeg at vi har 24 af de kendteste danske digtere i vores nærmeste familie. Lad mig blot nævne nogle: Grundtvig, Brorson, Hans Tavsen, Valdemar Rørdam, Viggo Stuckenberg, Sigrid Undset, Jakob Knudsen, Hans Vilh. Kaalund, Hans Hartvig Seedorff, Agnes Henningsen, Helge Rode, Jacob Paludan, Carl Ewald, Frederik Paludan-Mnller, Steen Steensen Blicher (som vi er i familie med hele tre gange: både gennem min far og begge Vibekes forældre). Af andre sjove personer kan nævnes H.C. Ørsted og den i "Bryggeren"' lige for tiden præsente Orla Lehman. I et af mine slægtsprogrammer fra USA regner computeren nøjagtig ud hvad slægtsforbindelsen med de enkelte hedder. På computeren kunne jeg nu printe nogle flotte stamtræsjulegaver ud til de enkelte, der f.eks. nøjagtigt viser at Blicher er min fars fjerde grandfætter (eller "fourth cousin" siger mormonernes program). Er man ikke blevet noget stort selv, kan man jo så pynte sig med lånte fjer. Under dette arbejde med at taste over 1000 personer ind, opdagede jeg at tre fjerdedele i vores familie har været præster. Men jeg fandt jo også nogle lig i lasten! Et par dage før jul opdagede jeg i de gamle kirkebøger fra Dansk Vestindien at morfars tip-tip-oldefar havde været slaveejer og i The Danish Gazette på Det Kgl. Bibliotek kunne jeg endog læse at han på det lokale værtshus ofte havde afholdt slaveauktioner. Men endnu mere spændende var det i kirkebøgerne over "Den farvede befolkning" at finde ud af at morfars tip-tip-tip-oldemor var neger og hed Vaage. Dette kunne jeg jo lave en sjov og overraskende julegave ud af til morfar, der fik en større ligkisteagtig julegave bragt ind. Inden i var en stor statue af en vandmelonslikkende glad negerdreng, der sad med et gammelt originalt håndskrift (hos fiskehandleren fandt jeg noget papir, der så originalt nok ud) fra Vaage til "mit barnebarnebarn om en hidtil ukendt sandhed". Turde han mon at lukke det op? Jo, det gjorde vor gamle morfar, der faktisk blev ikke så lidt stolt over at blive afsløret som "mulatten morfar" blandt mange andre sandheder. Som 16-dels-mulat ville min kones farmor faktisk have været "negro" i de amerikanske sydstater. Der var megen morskab i den forbindelse ligesom afsløringen var sjov lige efter at Vibeke ubevidst i sommerens løb havde bragt familiens tre kontinenter sammen, thi nu var jeg jo klar over at jeg som Alex Haley skulle på en længere rejse for at finde familiens og mine børns rødder i det mørkeste Afrika. Denne rejse starter jeg vist nok på om to uger i Vestindien, hvis jeg får tid, for nu bliver slægtsforskningen først virkeligt spændende. (Imens skal Vibeke til Elfenbenskysten). Julegaverne til min far og svigermor blev faktisk inspireret af Alex Haley, der som bekendt i barndommen havde lyttet til oldemødrenes fortælling om en "Kunta Kinte" fra Afrika og fik lyst til at undersøge, om der var sandhed i det. På samme måde kunne jeg vagt huske at min farmor i barndommen havde sagt at vi var i familie med Tordenskjold, og da jeg nu havde fundet ud af at vi var det på Vibekes side, begyndte jeg derfor at grave på min fars side. Det viste sig minsandten at være tilfældet, og jeg kunne derfor til et par ens whiskyflasker vedlægge et "originalt" håndskrift til dem fra den drikfældige digter Johan Herman Wessel, der forklarede at de havde arvet deres fælles svaghed for whiskyen fra ham, deres femte grandfætter. M.a.o. var de hinandens niende grandfætter og -kusine, hvilket jo var noget værre indgifteri, thi så var jeg jo selv blevet gift med min "tenth cousin". Slægten var blevet delt kort efter at Iver Schøller var skriver på Riberhus omk. år 1500. Men der var mere af samme slags, thi ligeledes et par dage før jul fandt jeg anerne tre generationer længere tilbage på min svigermors side, og opdagede derved at hun havde fælles stamfar som svigerfar i Morten Hegelund født år 1465 i Viborg. Altså var Vibekes far gift med sin 12. grandkusine, hvorfor det var mere forståeligt at familien var blevet mere og mere indskrænket. Rent bortset fra at jeg fandt ud af at svigermor var blevet "indgiftet" med sig selv, da hendes militære side prøvede at forene sig med hendes præsteside - hvilket jo forklarede ikke så lidt i hendes karakter! Under afsløringen af morfars sorte rødder havde "Vaage" i sit håndskrift tidligere på aftenen truet med at et nuværende sort medlem af hans familie ud på natten ville vise sig. Så alle sad spændte da Mario - vores underbos adoptivsøn fra Haiti - lidt over midnat kom hjem fra en anden julefest. Jo, han var ikke Vaages vestindiske slægt, men jeg havde fundet ud af at hans adoptivfar er Vibekes 11. grandfætter, da de begge nedstammer fra borgmester Christjern Nielsen i Varde fra 1460 og dermed Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel. Og sådan endte vi stort set alle med at være en stor familie på denne juleaften, der måske ville blive den sidste, hvor alle bedsteforældre var samlede. Men kronen på værket kom i allersidste julegave til de to kusiner, Lalou og min brors datter, Cecilie: et flot kongeligt scepter hvorpå de i den ene ende kunne læse deres egne navne og 8 meter tilbage i den anden ende af rullen kunne læse deres stamfædres navne: Kong Hardeknud, Gorm den Gamle, Harald Blåtand osv med sidelinier til både Valdemar Sejr, Valdemar Atterdag og Håkon den femte i Norge. Denne opdagelse var lidt af en trumf for mig, idet jeg i sommer havde været til fest hos en ven af familien, Freddy. Da jeg havde fortalt ham at jeg var fundet 5-600 år tilbage i mit stamtræ, havde han vigtet sig med at hans gik helt tilbage til Gorm den Gamle. Den slags skryderi har man jo hørt så tit, men da han var tidligere arving til Ålholm slot, viste det sig faktisk at være rigtigt. Mange adelige kan jo føre deres slægtsgrene ind på en af kongelinierne. Underligt nok ringede Freddys søn til mig lige før jul efter min opdagelse af "the missing link" til Gorm den Gamle, hvorfor jeg bad ham hilse sin far og sige at "nu måtte han godt sørge for at jeg og min familie også bliver inviteret med til de royale tafler på Amalienborg." Da jeg imidlertid aldrig rigtig har følt mig hjemme på de bonede gulve, blev jeg endnu mere begejstret da jeg kort efter jul fandt ud af, at min familie på et tidspunkt havde gjort oprør mod dronning Margrete. Det var ganske vist under den første dronning Margrete og vores trettende tipoldefar, Grumme og hans efterkommere, blev straffet for opstanden ved at blive frataget deres selvejerstatus til bondegården i Ilsted mellem Gørding og Bramming, hvorefter "vi" i familien blev kronens fæstere. De var åbenbart de første unionsmodstandere. Det var vist nok med nød og næppe at vi fik lov til at beholde livet, og det er vi jo glade for i dag. Bønderne på de kanter var fra gammel tid en stridig slægt. Storbonden Sorteplov, der i 1137 dræbte Erik Emune, boede kun en mil fra Ilsted. Grumme, der som herredsfoged gik til møder på Skads Tinghøj, som jeg kørte forbi hver dag i min barndom, er foreløbig den ældste direkte stamfar, jeg har fundet til mine børn. Nu er jeg i gang med at undersøge om den "Laghi Grummis" (Lave Grummesen) som nævnes blandt Ribe Domkapitels bønder på Erik Menveds tid 1300-1312 skulle være Grummes bedstefar og om en "Grummi Frændasun" skulle være hans oldefar. Vi fortsatte den oprørske linie, da vor niende tipoldefar Poul Grumsen brændte Ribebispens gårde ved Skjern af og sloges mod Christian III's feltherre Johan Rantzaus tropper ved Varde og Skjern bro. Først blandt alle straffede bønder i Gørding Herred var vores "Powel Grumssenn", der blev dømt til "hoveri på kongsgårdene og til i "halsløsning" at betale 2 ørter rug, 2 ørter byg og 4 fjerdingkar havre til kongens heste samt i penge 3 skilling Danske." Så nu ved I hvor mine oprørske tendenser stammede fra, da jeg nøjagtig 430 år efter i nattens mulm og mørke malede min fars kirke over 15 km fra Grummes gård - ligesom jeg 10 år før havde brændt hans plantage af. Nu, hvor han er holdt op med at prædike, morer vi os så med at lave slægtsforskning sammen. Derfor var overraskelsen særlig stor, da vi sammen i julen fandt ud af at min søns ottende tipoldefar i en anden slægtsgren havde været præst i Fåborg kirke 400 år før Daniel blev døbt der af min far. Det ærgrede os jo at vi ikke fik det med i dåbstalerne dengang. Da jeg begyndte at grave i arkiverne fandt jeg også til min overraskelse en præsteindberetning, han havde lavet om Fåborg sogn til ingen mindre end Ole Worm, der iøvrigt er mine børns tiende grandfætter. At læse i den tids sprog om alle de høje, åer og skove, hvor jeg legede med jer i min barndom, er virkelig en oplevelse. Den vej, som jeg hver aften cyklede ud til Marius i Vrenderup for at skrive næste dags matematikopgaver af, var så nøje beskrevet af tiptiptiptiptiptiptiptipoldefar, pastor S. Lambertsen (ja, det hed han virkelig!), at han uden tvivl selv har reddet gennem de mørke skove ved nattetide, hvor man jo ser tingene anderledes. Sammen med andre spredte oplysninger i arkiverne lader det mig kraftigt formode at han må have haft din tiptiptiptiptiptiptiptipoldemor derude på heden som sin frille, Marius. Ja, hvem ved om vi således er i familie med hinanden? Jeg ved jo at du selv læser meget historie og derfor har du nu 11 måneder inden dit næste årlige julebrev til mig til at forsøge at modbevise at din ottende oldemor var "løsagtig". Jeg selv skal jo nok ikke gøre mig for god på mine forfædres vegne og vil da kun være stolt, hvis et af resultaterne af deres adfærd skulle være blevet dig! Hvis nogle af jer andre gamle kammerater er begyndt på slægtsforskning, må I endelig sige til, så vi kan se om vi (også) er i familie med hinanden. Som I kan se af eksemplerne fra min familie, er dette jo hyppigt tilfældet når man går 400-600 år tilbage. Til sommer vil I kunne se min familie på min hjemmeside - helt tilbage til Gorm den Gamle. Har I brug for et godt PC-slægtsprogram har jeg - efter at have gennemprøvet 9 af verdens førende - fundet det bedste lavet af en mand i Ølstykke. Det må I gerne låne, hvis I lover senere at betale programmøren, som jeg arbejder sammen med om at gøre det endnu bedre. Men ellers vil jeg anbefale jer at vente til I bliver pensionister, da det uundgåeligt fører til alkoholisme og ødelægger alt nutidigt familieliv. Således blev jeg så bidt af det, at jeg i november absolut måtte en tur til slægtsforskernes Mekka, mormonernes store Kabah-agtige tempel i Salt Lake City. Med hele det arbejde, de har lagt i at kopiere og bevare jordklodens kirkebøger under brande og verdenskrige, var det en stærk oplevelse endelig at stå der sammen med hundredvis af forskere fra hele verden og søge i deres kæmpecomputere. De er allerede godt i gang med at digitalisere hele verdensstamtræet og det lykkedes mig da også kort efter på Internettet at finde en hel gren af min familie i 1500-tallets Sverige. Med mormonernes eget pc-program i hånden tog jeg hjem for at konvertere hele min 1064-medlemmer store familie til "De Sidste Dages Hellige." Derved bliver jeg i stand til at sende dem mit bidrag til verdensstamtræet, så enhver straks på Internettet kan finde ud af om de er i familie med mig og Gamle Gorm - eller rettere hvordan vi er i familie. Flere Holdt'er har f.eks. i USA gennem årene kontaktet mig for at høre om vi skulle være i familie, og først her omkring juletid var jeg i stand til at sende dem et definitivt svar. I disse fremmedgørende tider har det sine fordele således at kunne udvide sin familie. Flere af de amerikanske Holdt-familier er jeg f.eks. begyndt at bruge som faste overnatnings- og brusebadssteder, hvorved også denne Holdt kan blive lidt renere. En velhavende Holdt-familie i Connecticut er jeg kommet til at holde så meget af, at jeg simpelthen ikke nænner at fortælle dem at vi sandsynligvis ikke er i familie, da vore rødder ligger 50 km fra hinanden i Sønderjylland 350 år tilbage. Ligeledes har jeg nu en livlig korrespondance med mange nulevende Holdt'er og andre familiemedlemmer i Danmark og forbereder i forbindelse med min slægtsbog en større genforeningsfest - ligesom vi havde det for 10 år siden i Køng kirke, hvor min oldefar var præst og hvor min far derfor prædikede ved lejligheden. Men siden er mange nye familiemedlemmer jo kommet til. Gennem min slægtsforskning har Vibeke også pludselig fået et dybt venskabeligt forhold til forlængst glemte eller "tabte" fætre og kusiner og er ved at forberede et større "fætter- og kusinebal". Den største oplevelse er egentlig at opdage, hvor ensomt de fleste familier lever i Danmark og Norge og hvor glade de derfor bliver over, at andre i familien pludselig kontakter dem og begynder at interessere sig for dem. Skønt jeg ofte bliver beskyldt for at begrave mig i "døde arkiver" har min forskning derfor også på en måde givet mig et større familiemæssigt nærvær - uden at nogen dog vil beskylde mig for at komme på højde med Vibeke i så henseende. Når jeg nu igennem 25 år har fulgt så mange sorte familier, at jeg gradvist har fået et indblik i livets mysterier, var det kun naturligt en dag at interessere sig for hvordan ens egen familie blev formet gennem tiderne. Og når man ser sin egen familie printet ud i gavlhøje stamtræer og gradvist lever sig ind i hver enkelt person og deres historiske samtid og de problemer de overvandt, - ja, så bliver man først rigtig bevidst om livets ukuelighed - og om sin egen uendeligt lille sandkorns-eksistens i den lange række. Denne bevidsthed kan være sund for Én, der som mig har taget sit eget arbejde lidt for alvorligt til tider, men den kan også virke lammende gennem spørgsmålet: hvad nytter det overhovedet at være aktiv i at gøre verden bedre, når det hele jo alligevel går videre hvad enten man er til stede eller ej? Og hvorfor ikke hellere koncentrere sig om sin egen snævre lille families lykke gennem yderligere lidt stiltiende CO2-udslip osv? Dog tror jeg at det efter mange års fremadskuende tendens med at "ville lave verden om" for mit eget lille egoistiske mentale vel er sundt et par år at gå igennem en retrospektiv tilbageskuende periode for at samle stumperne op. Tendensen ses vist tydeligt af mine julebreve, som startede med nogle skråsikre "Noter om verdens fremtid" og 25 år efter er endt som nogle famlende, tvivlende noter om min og familiens fortid - i et forsøg på at forstå, hvor jeg selv blev af i en verden, der forandrede sig så hurtigt. Jeg håber dog at jeg ikke bliver pacificeret af at skue tilbage - for ikke at tale om endnu mere navlebeskuende end jeg i forvejen har tendens til at være - og at jeg igen om et par år vil være fremadskuende og på diverse barrikader - hvadenten disse er bag brændende bildæk eller et kateder. Måske dette dilemma med at stå med en fod i hver grøft blot er et udtryk for livets midtvejskrise, hvorfor mange af jer vil være i stand til at følge mig ret langt i disse tanker - nu hvor de fleste af jer gamle skolekammerater fylder 50 år næsten samtidigt med mig selv. Nogle af jer har allerede overstået denne mentale hurdle. For mit eget vedkommende er der kun et par måneder til, og flere i familien presser på for at få mig til at lave en større fest i den anledning - ikke mindst min kone. Dette funderer jeg for tiden over - som var det en af tilværelsens store gåder - og det er jo pinligt at man kan tage sig selv så alvorligt. Vibeke gik sågar forleden i gang med at lave lister over dem, der skulle med. Straks jeg så den, forkastede jeg den imidlertid. "Det er jo kun familien og vore nærmeste venner i dag, som jeg ser ustandseligt. Der er jo ingen af mine gamle venner med, som virkelig har betydet noget for, at mine 50 år gik som de gik. Der er jo f.eks. ingen af de allervigtigste med - mine fjender - og mine tidlige legekammerater." Barnedåb, konfirmation og bryllup kan man holde for sin familie, men en halvtredsårsfødselsdag synes jeg at man bør fejre for dem, som kom til at forme ens liv. I mit tilfælde vil det altså sige alle I 150 julebrevsmodtagere, som jeg aldrig helt har kunnet slippe af bevidstheden, fordi I alle var med til at præge den så stærkt. Da min kone og mine børn end ikke kender mange af jer, synes jeg at det kunne blive en kærkommen lejlighed til at møde jer. Men jeg har alligevel betænkeligheder ved at bringe jer sammen. Da de fleste af jer kommer fra den "forkerte side" af Storebælt, har jeg løst regnet ud at det med ægtefæller ville koste jer over 300.000 kr plus evt. hotel at komme til min fødselsdag. Og så stor en udgift synes jeg simpelthen ikke, at man kan byde selv sine værste fjender. Noget andet er, at sådanne fester let udarter til en fetering af fødselaren med højtidelige festtaler osv. Dette tror jeg de fleste mennesker, som har levet et mere anonymt liv, både har behov for og fortjener. Men da jeg i så mange år har levet i rampelyset og på langt mere kunstig vis end de fleste forfattere (gennem et sentimentalt og bevægende dias-show) har stået omgivet dagligt af tårevædede og taknemmelige øjne, ja, så har jeg hverken behov for eller fortjener at være i centrum ved en sådan fest. Nej, min fest skal være noget med at fejre mine gamle venner. Og hvordan kan det lade sig gøre i praksis med så mange og så forskellige? (Jeg skal jo ikke skjule at min ønskedrøm ville være at fejre det i New York, hvorved også alle mine fattige amerikanske venner kunne være med, men det ville pålægge jer hver en merudgift på 2000 kr. Jeg tror nemlig at de af jer, der var med til min 30 års fødselsdag i Jylland, er enige i at denne fest, hvor to meget forskellige miljøer blev blandet - Christianitter og VS'ere fra København og "landboere" fra det jyske - var en af de bedste i mands minde. En endnu mere integreret fest i f.eks. et forsamlingshus i Harlem kunne blive endnu sjovere for alle, hvis det var muligt.) Da jeg jo er typen, der vil have alt eller intet, foretrak jeg da også at holde min 40 års fødselsdag indenfor det muliges begrænsninger - nemlig i mit rullende hjem i Kansas. Mest tilbøjelig er jeg da også til at invitere jer alle - både amerikanere og danskere - til åbent hus i mit rullende hjem "et sted på prærien." Denne løsning ville sikkert tilfredsstille de fleste, da vel i bund og grund mange er trætte af at gå til fester midt i livet - modsat de unge og de gamle. Jeg har studeret en del af de fester, I har inviteret mig til i de senere år, og bortset fra værtsparret, som nød opmærksomheden, så mange af jer jo ud til at bære jeres egen ensomhed med til fest og at sidde - enten ude af stand til eller uden evne til at kontakte andre - ude i hjørnerne som skygger. Derfor er det i reglen nødvendigt kunstigt at forsøge at integrere de forskellige gæster=perioder af ens liv. De mest spændende fester er således dem, hvor man som detektiv skal på en længere rejse blandt de andre gæster for at finde ud af hvem ens egen ven egentlig er. Bedst synes jeg det lykkedes til Marius' og Annes sølvbryllup, hvor bordene havde fået numre. Hovedretten indtog jeg f.eks. ved bordet for hans gamle statskundskabsvenner, desserten ved bordet for hans gamle kærester og kaffen ved bordet for Annes gamle kærester (hvis jeg husker ret!), og når man nu som Marius er for beskeden til i dagligdagen at fortælle ret meget om sig selv, er det jo en vidunderlig lejlighed til efter 50 år endelig at komme til at kende ham. Ja, faktisk blev aftenen - også ved hjælp af et lille lysbilledshow - på den måde en ligeså spændende rejse som slægtsforskningen kan være det. Når jeg alligevel tøver med at invitere jer til et tilsvarende arrangement, er det måske en lille skjult frygt for at I egentligt ikke ville have lyst til at komme så langvejs, da I i mit tilfælde allerede kender mig alt for godt - og måske ikke har lyst til gennem de andre at lære mere om mig! Det kan jeg ikke fortænke jer i. Noget andet, jeg har funderet over, er om vi ikke kunne slå alle vore 50-års-fødselsdage sammen til Én og derved sparre en allerhelvedes masse penge og tid og slid på miljøet. Den økonomiske side er nemlig et andet moment: at jeg ikke har råd til nogen større fest. Jeg ved godt at mange stadig tror jeg har mange penge, men sandheden er at fortidens millionbeløb forlængst er brugt op. Det er deprimerende stadigvæk at få ansøgninger fra alverdens velmente projekter i Afrika og end ikke at orke at svare på deres håbefulde, tryglende breve (rent bortset fra at jeg i dag tager afstand fra den måde, vi før ydede bistand på). Endelig er der overfladiskheden i at være centrum ved en fest: jeg husker stadig hvordan jeg sejlede rundt til bogfesten i Huset med en lille glorie på - uden egentlig at komme i kontakt med alle jer, der var tilstede. Til de fleste større fester når sjældent nogen at veksle mere end et par ord med værten, der altid har travlt med blot at tænke på om det hele kører som det skal. Netop fordi en sådan overfladiskhed i forvejen er blandt mine største fejl, hælder jeg på det seneste til at den bedste måde at fejre mine gamle venner på, så at de får mit fulde nærvær (fremfor en bunkefest eller et bunkejulebrev), vil være at invitere jer individuelt til en mindre middag - enten her i hjemmet eller på en jysk kro, så I slipper for rejseudgiften. Men det protesterer min kone imod, da hun ikke har tid til at bruge ca. hver anden dag af 1997 til at spise middag med mine gamle venner. Så måske løsningen i stedet er at samle jer i mindre grupper. Jeg har jo i forvejen lovet jer gamle skolekammerater fra Fåborg at samle jer på min 50-års fødselsdag. Da jeg ikke kunne få jer samlet til et 40-årsjubilæum for første skoledag, vil det jo så blive et 36-års jubilæum for den sidste dag vi tilbragte sammen i Slebsager skole i 1961 - lige før Berlin-muren gik op imellem os. Men alle mure skal jo falde på et tidspunkt og ligesom jeg stod og hakkede løs i muren i Berlin i 1989, vil jeg blive ved med at hamre løs i den mur, som nogle af jer fra Fåborg har gravet jer ned bag. Som I kan se er jeg lettere forvirret med hvordan man bør fejre sine 50 år, og afslører i forvirringen at jeg dels tager mig selv og mit forhold til jer for højtideligt, samtidig med at jeg ikke ønsker at være genstand for højtideligholdelse. Hvordan kan nogen gøre en sådan person tilfreds? Så hvis ingen af jer modtager en indbydelse, er det altså ikke et udtryk for at jeg ikke ønsker at se jer, men snarere for min sædvanlige forvirring over at skulle tage personligt stilling til noget, at beslutte noget, at vælge osv. Hvorfor fanden tror I at en sådan person endte med at blive vagabond, og lod de forbipasserende bestemme farten og forløbet? Derfor ender løsningen nok med at blive at jeg holder åbent hus for jer alle - amerikanske såvel som danske venner - i mit rullende hus på prærien..... Da alle jer, der har modtaget dette julebrev gennem årene, jo altid har haft en stående invitation til at køre med og møde mine amerikanske venner - og adskillige af jer allerede har gjort det - ved I i al fald, at en sådan højtideligholdelse af min fødselsdag ikke er nogen tom gestus fra min side! Og skulle vi så ende med ikke at ses til min fødselsdag - eller til jeres 50-års dage - ja, så kan vi sikkert alle leve med det. Men så vil jeg benytte lejligheden til med dette vemodige tilbageblik på de 25 år siden mit første julebrev at sige jer hver især tak for de varme minder jeg har om jer. For de flestes vedkommende vil det sige fra de første 25 år af mit liv, som jo var langt, langt mere spændende end de sidste 25 år. Det ved jeg fordi mine børn aldrig stiller mig spørgsmål om det jeg laver i dag på mine rejser. (Min søn har end ikke læst min bog!) Derimod går der ikke en aften uden at Lalou tvinger mig til som godnathistorie at fortælle om min barndom. Og således sidder jeg aften efter aften på hendes sengekant og fortæller om dengang jeg gravede blyskatte ned i Magnus Iversens plantage med dig, Erik, - om dengang jeg brændte skoven af med dig, Hans, - om dengang du, Vagn Henrik, ødelagde vores borg, - om dengang jeg blev spærret inde i kartoffelkælderen med dig, Jens, - om dengang i fjerde klasse hvor jeg tissede i bukserne fordi jeg ville vinde en geografikonkurrence over dig, Birgit, - om dengang jeg mistede kammeratskabet med dig, Jørgen, da du lukkede dig inde efter forældrenes skilsmisse, - om dengang jeg roede dig op ad Gudenåen, Marius, mens du blot læste Shakespeare hele vejen, - om de gange jeg romantisk mødtes bag vandtårnet med dig, Sus, og derpå mistede dig i 15 år fordi jeg i de år ikke kunne finde ud af at nyde to kærester samtidig, da jeg mødte dig, Ingrid, - om dengang du blev smidt ud af skolen, Steiness, for at have ødelagt en tysk teaterforestilling og hvordan du alligevel blev et anstændigt, kulturelt menneske som bragte mig blomster ved min bogs udgivelse, - om dengang du (eller De?), Madsen, nægtede at modtage min bedste stil blot fordi den var fire uger forsinket (ligesom dette julebrev) og dog inviterede mig med til dit 25-årsjubilæum som "det sorteste får i din karriere" osv. Jo, min datter kan bekræfte at I alle sammen skænkede mig de bedste og mest spændende af mine 50 år. Og derfor vil I nok blive ved med at høre fra mig i årene, der kommer - ligesom Lalou i nu over tre år har tigget og bedt om at høre om jer hver eneste aften. Netop når man sidder og fortæller om jer dukker minderne op, og det ærgrer mig derfor at jeg ikke har fået båndoptaget disse godnathistorier, da de sagtens kunne være blevet til en hel nøgleroman om jer, hvis mine evner rakte lige så langt som min lyst. Ligesom en hel del af dette julebrev faktisk er en nedskrivning af det, jeg sad og fortalte Eli og Helle på årets USA-rejser - mens minderne dukkede op - kom I mere og mere op i tankerne her ved juletid. Og da Helle ikke var blevet færdig med at interviewe mig i USA, endte jeg vist derfor med at snakke mest om jer i det radioprogram, der kommer i marts. Så spændende syntes også Helle at I var, at hun nu har kastet sig ud i alle mine gamle dagbøger fra barndommens tid for at finde ud af mere om jer. For I skal naturligvis vide at der foreligger et stort skriftligt materiale om jer fra de 25 år, der gik før jeg fik mod til at skrive til jer fra Canada. Forskellen mellem at skrive om jer eller at skrive til jer er jo ikke så stor. For selvom jeg altid hævder, at jeg skriver mine julebreve for min egen skyld, er det jo minderne om jer, der på forskellig vis dirigerer indholdet. Det ville være svært for mig at skrive i et vakuum uden på en eller anden måde at formulere ordene til nogen - f.eks. en Gud, som mange gør det i dagbøger. Men hvad er egentlig meningen med vort korte liv her på jorden, hvis det ikke var glæden over et eller andet menneskeligt fællesskab med andre? Meget af det jeg gør - julebrevene til jer, de spontane besøg hos jer, langdistanceforsøgene på at holde fast i gamle venner i USA, osv - sker i min egen indelukketheds oprør imod en mere og mere fremmedgørende verden, hvori jeg ser bl.a. medierne gøre mange af os stedse mere isolerede og ensomme (eller "selvtilstrækkelige" siger man derefter kynisk om os i den forkerte konklusion, at det er noget vi selv søger). Og så er vi i Danmark med vores sans for hygge og samvær endda ikke nær så galt stillede som det jeg ser i andre lande - heller ikke på det lidt større landsbyplan. Vi tre globetrotter-entertainere, Hjalte Tin, Troels Kløvedal og jeg, har ofte talt om hvordan der vist intet steds i Europa mere findes en sådan tradition for foreningsliv, som det vi ser i især Jylland. Det var disse stærke rødder og dette fællesskab, der kom til at forme mit liv. I de fem år, jeg gik som vagabond ude i den ukendte verden, var landsbyfællesskabet derhjemme simpelthen navlepunktet, hvorfra jeg sugede alle mine kræfter. Siden, da de gamle jeg kunne huske fra landsbyen døde ud, blev det jer - mine ungdomsvenner både derfra og fra Esbjerg - der blev det største psykiske navlepunkt i min tilværelse. Da jeg lærte som ensom vagabond, hvor uvurderligt et sådant navlepunkt er, har jeg stædigt holdt fast i jer for at undgå tilværelsens ulidelige ensomhed. På samme måde håber jeg at også jeg må udgøre - om ikke andet - så dog et lille centrum i jeres univers, så at vi kan blive hinandens redningsbælter i fremskridtets og fremmedgørelsens stormende hav omkring os. Om ikke andet i nødens stund - her i Gernersgade - eller hvis I midt i psykiske problemer trænger til at komme væk fra det hele - på landevejen i USA. Da jeg aldrig har været god som sjælesørger (den side tager min enestående bedre halvdel, Vibeke, sig af her i familien), er det jo nok lettere for mig at tilbyde jer en hurtig "flugt" i nødens stund. Jeg ser i al fald frem til en fyldt bil, når I kommer på efterløn.... Nu vil jeg ønske jer alle - lettere forsinket - et godt nytår med ønsket om at se jer på den ene eller den anden måde i løbet af året.

De kærligste hilsner

Jacob Holdt

Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf. 33-124412. E-mail: INTERNET:americanpictures@compuserve.com

(Min hjemmeside vil sikkert ligge under Compuserve, når jeg får mig taget sammen).

I USA: Tlf. 212-614-0438.