JULEBREV 1996 - 5. DEL
Tilbage til indeks
I hvor høj grad alle begreber var skredet
for os i de to dage med Tina i denne sump, gik op for mig ved
én lejlighed. John havde i sommerens løb fanget en vaskebjørn,
som var blevet hele familiens kæledægge. Ustandseligt væltede
børnene sig rundt med den i sengen og fodrede den ostesnaks.
Når jeg tog bad i det afsindige rod i "badeværelset,"
hjalp vaskebjørnen med sin store hale med at vaske min ditto,
jo, den bar sit navn med rette. Så sød var den, at Helle
snart tænkte at den kunne hun lave en vidunderlig børne-tv-udsendelse
om. Da vi efter de mange interviews var løbet tør for Hi-8 bånd,
sagde hun at hun ville slette nogle af de tidligere bånd. Og
da mord og vold jo nu var blevet kedeligt hverdagsagtigt og
banalt for os efter to dage med Tina, sagde jeg til Helle at
det var i orden. Først senere gik det op for os, at hun
derved slettede meget af bevismatrialet til en - selv efter
amerikansk målestok - rystende massemorderhistorie til fordel
for en ligegyldig børneudsendelse, som vi altid kunne vende
tilbage og få. Dette var et godt eksempel på hvordan vi
langsomt var blevet hjernevaskede ind i Tinas perverse
voldslogik, som hun bedst selv udtrykte, da hun på et
tidspunkt spurgte: "Sig mig, er I i gang med at skrive en
bog om os?" Jeg blev straks defensiv, men svarede ærligt:
"Det vil jeg da ikke udelukke, men jeg skal nok sørge
for at beskytte jer (overfor retslig forfølgelse)."
"Det behøver du ikke at tænke på," sagde Tina
"det eneste jeg ikke vil være glad for at du skriver om
er den nat, da jeg brød ind i en restaurant sammen med Woody
og stjal "seafood"" Hun vidste godt at indbrud
var ulovligt - og havde stærke meninger om det, da en af
"niggerne" i nabolaget havde stjålet hendes høns.
Men at slå niggere ihjel i hobetal ikke så meget som tænkte
hun på som noget ulovligt eller forkert! Efter varme knus tog
vi afsked med hende og børnene foran den faldefærdige
trailer med plastik for vinduerne. Jeg vidste at jeg ville
savne hende - eller i al fald kontakten med den side i mig
selv, som hun havde blotlagt for mig. En god grund til at tage
afsted nu var tilstedeværelsen af den bindegale far, som til
sidst ødelagde alle samtaler med primitive sex-gale fantasier
om Helle. "Kunne det virkelig være rigtigt at jeg kunne
sove sammen med sådan en blond og sexet laber larve i bilen -
uden at bolle?" blev han ved med at afbryde. Fra fulde og
bindegale folk hører man ofte sandheden. I al fald udtrykte
han åbent det amerikanere normalt forestiller sig, når jeg
har danske kvinder med på mine ture. Da han nu bragte det op,
kom jeg til at snakke med Helle om det, da det siger meget om
amerikanernes forhold til sex. Skønt I alle har tilbuddet om
at komme med på mine ture, har det jo mest været yngre
danske kvinder, der har taget imod det - ligesom det mest er
dem der tager sig tid til f.eks. at rejse i den tredje verden
eller at tage på højskole. Men for Vibeke - min kone - har
netop tilstedeværelsen af en dansk vagthund i min bil altid været
den bedste garanti for, at jeg "ikke roder mig ud i
noget." Hun ved nemlig at jeg med min gamle
vagabondfilosofi ikke kan sige nej til kvindelige
aggressioner, da jeg gennem årene lærte ikke at betragte min
krop som noget kostbart. (At få min sjæl, min kærlighed og
opmærksomhed er en helt anden sag!) Når man er i
show-business i Amerika, er man som bekendt særligt udsat for
kvindelige seksuelle aggressioner. Som Tom Wolfe siger i
"Forfængelighedens bål": "These goddamned
girls in colleges - you wanna know why people go out on the
lecture circuit in this country? The girls wanna get laid by
Authority... Power....Fame...Prestige...by their fathers, if
you believe Freud." En kvinde, som jeg burde fortælle om
i et andet julebrev, forfulgte mig f.eks. i årevis fra
college til college over hele landet. Det endte så tragisk,
at jeg hidtil ikke har kunnet få mig selv til at skrive om
det. Men det var Én vigtig årsag til, at jeg begyndte at
invitere danske kvinder med mig, thi når man har en kvinde
ved sin side i universiteterne, går studenterne automatisk ud
fra, at det er ens kone eller elskerinde og opgiver
groupie-jagten. Selv min 68-årige far fandt sig i det første
universitet, jeg tog ham med til, en ny kone blot ved at stå
ved min - foredragsholderens - side. Og omvendt er det for
amerikanerne næsten umuligt at forestille sig at man ikke har
et seksuelt forhold når man i bilen ofte er nødt til at sove
nøgne sammen i Sydens varme. Om denne forskel mellem europæiske
og amerikanske kvinder harcelerede jeg en hel del, da jeg
skulle skrive den amerikanske bog. Pga. de mange angreb, jeg
havde fået fra feminister - puritanismen, som går hånd i hånd
med den seksuelle dobbeltmoral - forsøgte jeg med en sådan
sammenligning udelukkende at lægge skylden for mine mange
seksuelle forhold på den aggressive amerikanske kvinde. Jeg
ønskede ikke at man så mig som en Don Juan, da jeg vidste at
jeg ikke var det. Mog, den feministiske skribent, som jeg
inviterede til Danmark for at hjælpe mig med denne vanskelige
apologi, ønskede at se mig som den "uskyldige"
part, men var selv så amerikansk at hun ikke var overbevist
om mine forklaringer: altså at jeg aldrig rodede mig ud i
noget seksuelt, når jeg delte seng med europæiske kvinder! Så
fandt vi på at lade det komme på en prøve. Jeg stod netop
for at skulle blaffe ned til den store bogmesse i Frankfurt
for at koordinere en storstilet fællesnyudgivelse af min bog
i 7 lande. Da jeg i flere år havde fået i kassevis af
fanbreve fra især tyske læsere, bad jeg nu Mog om vælge
nogle af dem ud, som så mest groupie-agtige ud. I flere dage
sad hun og sorterede stakkevis af breve ud og valgte derpå en
mindre stak på ca. 10 ud. Med disse adresser i hånden tog
jeg så på landevejen for på vejen til Frankfurt "tilfældigt"
at banke på hos en eller anden ung pige, som engang havde
skrevet et bevæget brev til mig - ofte fire år tidligere -
og spørge om husly på min rejse. De boede heldigvis alle
sammen alene, bortset fra en som boede hos forældrene. Men
selv i hendes tilfælde blev jeg inviteret til at dele værelse
med hende, hvilket jeg i USA kun oplevede hos jødiske
familier. I to tilfælde blev jeg lagt på gulvet i pigens værelse
og i tre tilfælde delte jeg hendes seng af mangel på anden
soveplads. Alle var ovenud glade og overraskede over at se
mig, men i intet tilfælde lagde de op til den ringeste form
for seksuel tilnærmelse. Jeg selv lå naturligvis ligeså
passivt og høfligt afventende som jeg altid havde gjort det i
USA. Jeg nåede fem inden bogmessen startede og følte at jeg
havde vundet væddemålet med Mog. Men som kontrolinstans
havde hun valgt et enkelt brev ud fra en amerikaner bosat i
Tyskland. Og først dér - hos den sorte Jessica i Nürnberg -
gik det galt. Efter at have lagt sit barn til ro ovenpå, kom
hun i mørket listende ned til mig i sengen, som hun havde
redt op i stuen, og indledte den slags engangsforhold, som jeg
hader, fordi de altid er mislykkede. Men selv om mit
sammenligningsgrundlag i statistisk henseende var for snævert,
endte hun derved med at blive det endelige bevis på at min
teori holdt. Mog var fuldt tilfreds, da hun vidste at jeg
havde været ærlig om alle besøgenes udfald. Med andre ord
kan I gamle skolekammerater altså roligt sende jeres koner ud
at rejse med mig - hvis I da ikke er amerikansk gift. Den
eneste undtagelse jeg har fundet i Europa gælder jødiske
kvinder med hvem jeg åbenbart har en særlig kemisk
forbindelse overalt i verden. Og ved at bruge ordet
"kemisk" indrømmer jeg jo også kritikere af min
teori, at man selv i en vis grad bevidst eller ubevidst kan påvirke
resultatet af sådanne undersøgelser. Dette fik jeg bekræftet
ved en anden lejlighed, der egentlig ikke startede som en
undersøgelse. Jeg var på mine turneer i USA gennem mere end
et år blevet mere og mere indelukket, følte en depression og
trykken i hovedet som da jeg var i Livgarden, var ude af stand
til at komme i kontakt med andre, følte at jeg "talte
forbi" folk. Denne psykiske tilstand gav sig naturligvis
udslag i stigende ensomhedsfornemmelse. Jeg kom aldrig ind på
livet af folk mere. Til sidst var jeg så fortvivlet, at jeg
ringede hjem til min astrolog fra New York. "Hvad er der
galt?" spurgte jeg. "Det skal jeg såmænd sige
dig", sagde hun og kom med en lang uforståelig
astrologisk forklaring. "Men det vil alt sammen ændre
sig fra denne weekend," sagde hun til sidst. Dette var måske
det, der gjorde udslaget. Jeg huskede hvordan hun tidligere
havde fortalt mig, at man kunne udfordre eller påvirke sin
astrologiske skæbne og indså at jeg måtte gøre noget grænseoverskridende
for at komme ud af min stilstand. Da jeg havde fri i en forlænget
weekend, tænkte jeg først på en flyrejse til Bahamas,
Puerto Rico e.lign. Så opdagede jeg, at der ude i Seattle var
en "men's liberation workshop" netop samme weekend.
Det var indenfor co-counseling, den metode som jeg
dagligt brugte som teori i mine workshops, men som jeg i mit
eget stress aldrig havde fået tid til at afprøve i praksis.
Straks fløj jeg derud, lejede en bil og kørte ud til retrætestedet
under de kæmpemæssige rødgraner. Der var over hundrede mænd
samlet i alle aldre, fra 8-årige børn til oldinge, fra
arbejdsløse til de rigeste direktører, sorte og hvide, tykke
og tynde. Men alle havde de modsat mig det til fælles, at de
gennem daglig udøvelse af co-counseling havde lært at
bearbejde ikke blot skaderne fra barndommen, men også livets
langsomme smertesophobning i almindelighed. Nu sad de her - to
og to - og hjalp hinanden med at få "discharge"
(udløsning) for smertesophobningen gennem latter, gråd,
rysten, gaben osv - noget man åbenbart blev bedre og bedre
til, jo mere man praktiserede. Skønt jeg aldrig havde fået
træning, havde jeg fået lov at deltage, da de kendte mit
arbejde, som på det teoretiske plan var parallelt med deres
eget. Og sjældent har jeg mødt mere kærlige, nærværende
og udadvendte mennesker, som tog sig al mulig tid til at
"counsele" mig om min ophobede smerte og gradvist
fik frigjort diverse former for udløsninger i mig. Ud over
den parvise "counseling" med skiftende partnere, var
der også øvelser med at lære at komme i fysisk kontakt, da
vestlige mænd jo har en velkendt berøringsangst for
hinanden. Af og til lå vi alle i Én stor klump på gulvet.
Enhver udenforstående ville have set på det hele med yderst
skeptiske øjne, men resultatet var helt ufatteligt. Efter tre
dage nærmest fløj jeg af sted derfra som en frigjort fugl.
Skønt det drejede sig om mænds frigørelse, handlede det på
intet tidspunkt om forholdet til kvinder, som vi end ikke tænkte
på under det hele. Alligevel mærkede jeg straks en
forandring, da jeg kom ind i Seattles gader. Skønt næsten
ingen kvinder havde antastet mig gennem næsten et helt år på
universiteterne, var det nu som om de blev suget imod mig ude
på gaderne. Inden længe kom en og spurgte, om jeg havde brug
for et sted at sove. Og det havde jeg jo. Og til næste aftens
forestilling i Indiana kom straks den yndigste sorte kvinde og
tilbød mig overnatning. Og næste aften i Chicago var der
igen en. Nu begyndte jeg at se et mønster og tænkte, at det
gjaldt om at være så passiv som mulig for
"objektivt" at undersøge, hvor længe dette mon
kunne vare ved. Hvad jeg fandt allermest betagende var, at det
næsten alle var de mest veluddannede og smukkeste kvinder,
der pludselig følte sig tiltrukket af mig. Alle endte de med
senere at blive sagførere, læger, skuespillere o. lign. Der
var både hvide, sorte, kinesere og jøder. En af dem var en
sort stewardesse i et fly med udelukkende hvide forretningsmænd
om bord. Skønt jeg sad gemt bag min New York Times, blev hun,
Tara Adkins, nu ved med at bringe mig - som den eneste -
drinks, uden at jeg havde bedt om det. Til sidst kom hun og
satte sig ved mig og inviterede mig hjem - et sted i
Midtvesten, hvor jeg lige stod og manglede et godt
overnatningssted. En anden af dem var den billedskønne Chris,
kineseren som jeg omtalte i sidste års julebrev, og som endte
med at blive min "kone" i de næste 6 år - og
stadig hævder at hun er det, skønt vi nu ikke bor sammen
mere. Jeg mødte hende på samme tilfældige måde som de
andre - ved at stå i kø på posthuset fordybet i egne
tanker. Pludselig skærer hun ind foran mig, kommer i tanke om
fejltagelsen og vender sig om for at undskylde og genkender
mit ansigt fra min forestilling mange år før. "Åh, er
du ikke Jacob Holdt?" og allerede i næste sætning:
"Do you need a place to stay?" Da jeg netop stod og
skulle flytte ud fra det loft jeg havde delt med 6 lesbiske
kvinder, sagde jeg straks ja - og flyttede ind samme aften. Da
ingen kan beskylde hverken hende eller mig for i vores
travlhed - jeg begravet bag et læs bogpakker - at have været
i stand eller humør til at sende flirtende vibrationer ud,
var der igen tale om noget helt igennem mystisk, der ligesom
var dirigeret ovenfra. Jeg skal ikke her gå i detaljer med
hver enkelt, men blot nævne at slutresultatet af min
"befrielsesworkshop" blev at jeg i de næste 17 dage
endte med at sove hos 14 forskellige kvinder, mens jeg mener
at huske, at ikke Én havde inviteret mig hjem gennem hele året
før. Altså er man selv i en vis grad i stand til at påvirke
udfaldet af hvordan andre reagerer på Én - hvis man får
lidt hjælp udefra. For hvis jeg ikke i midt min lukkethed
havde haft antennerne så meget ude, at jeg havde ringet til
min astrolog for at få hjælp, ville jeg sikkert stadig have
været lige fastlåst i min ensomhed. Er nogen af jer
skeptiske overfor astrologi, kan I sikkert af dette eksempel
se hvem I først og fremmest skader dermed, ikke Virtus? Det
vigtigste er blot, mener jeg, at man er åben overfor alle
ideer. Det spændende udfald af min tur til Seattle var således
resultatet af at have været åben overfor og ubevidst at have
forenet to indbyrdes modstridende filosofier, idet
co-counseling på det kraftigste forkaster al astrologi. Så
hvis nogen af jer læsere føler, at I står midt i alvorlige
kontakt-problemer, har I nu fået min - personligt afprøvede
- opskrift på hvordan I skal løse dem. Mit lille
landsomfattende eksperiment - hvor antallet nok i nogen grad
var påvirket af at jeg i de 17 dage skulle flyve rundt -
havde et lille morsomt efterspil et par uger efter. Vibeke har
siden Lalou's fødsel tilhørt en fødselsgruppe, som mødes
engang om måneden for at udveksle erfaringer. Men da mange ægteskaber
jo knager i disse år, er det endt med at de mest sidder og
beklager sig til hinanden over deres mænd. Vibeke havde
egentlig ikke tænkt sig at fortælle dem om det, men da en af
dem begyndte at snakke om, at hun tænkte på at gå fra sin
mand fordi hun efter hans Grønlandsrejse havde fundet et
kondom i hans lomme, kunne Vibeke pludselig ikke holde sig længere.
"Hvad er dog det for noget pjat at hænge sig i. Min mand
har lige været sammen med 14 kvinder på 17 dage og vores
forhold er bedre end nogensinde!" Når hun havde tøvet
med at fortælle om det, var det naturligvis fordi hun
frygtede, at uden denne, min lange baggrundsforklaring (el. søforklaring,
om I vil), ville de have svært ved at forstå det - endsige
acceptere det. Når Vibeke kunne grine af det hele, var det jo
netop fordi det store antal ikke var nogen trussel overfor
vores forhold - sådan som en enkelt udenomsforelskelse f.eks.
ville være det for et fastlåst, konfliktfyldt ægteskab uden
gensidig tillid.
Nok om kvinder. Og dog kunne jeg fristes til at fortælle
endnu en historie fra fortiden af samme art. For da vi nu kørte
væk fra Tinas sump, var ikke så få indre grænser ligesom
faldet for os. Jeg fortæller altid historier fra gamle dage,
når jeg passerer de steder, hvor de fandt sted og minderne
pludselig dukker op. Men nogle har jeg altid været for blufærdig
til at fortælle om. Da vi nu kørte i mørket ad den vej,
hvor jeg engang havde haft en lidt tilsvarende
kvindeoplevelse, kunne jeg ikke lade være med overfor Helle
at lufte selv noget af mit mest snavsede undertøj. Da Kitte
Fennestad fordybede sig kraftigt i mit billedmatriale under
redigeringen af min bog, havde jeg ganske vist før fortalt om
det, for at forklare en del af de billeder hun fandt i mine
arkiver. Og da Kitte elskede den slags historier, sagde hun
altid "En dag laver vi sammen en bog, der skal hedde
"Amerikanske Billeder på sengekanten"!" Da
dette jo er et særligt jubilæumsjulebrev, vil jeg give en
lille forsmag på denne smudsbog - for det tilfælde at jeg
(forhåbentlig) aldrig får den skrevet. Historien kom helt
naturligt for mig her efter voldsoplevelserne hos Tina, for på
den pågældende dag i december 1973 var det ikke
co-counseling, men vold der satte begivenhederne i gang.
Begyndelsen fortalte jeg faktisk om i bogen under beskrivelsen
af, hvordan vold altid førte til sex eller voldsom
forelskelse og beskrev en nat hvor jeg efter at have overværet
Butch's myrde en ven, mens jeg spillede pool med ham, gik hjem
og elskede hele morgenen med Ann Mary. Her standser historien
af pæne grunde i bogen. Men senere denne dag skulle jeg
blaffe afsted fra New Orleans til Baton Rouge og ville lige
sige farvel til en gammel kæreste, der nu havde fået en ny
fyr. Det var føromtalte Sandra på Bourbon St, men skønt hun
hører til noget af det mest monogame jeg kender, blev hun
pludselig sentimental og slæbte mig ind i soveværelset.
Dette er jo ikke usædvanligt, når man møder gamle kærester
igen, men for mig virkede det underligt under indtryk af
nattens voldelige begivenheder og samværet et par timer før
med en anden pige. Jeg var dog selv rørt om hjertet, da jeg
havde været meget ked af at Sandra under min bortrejse havde
fundet en ny kæreste. Om eftermiddagen tog jeg så videre mod
Baton Rouge og gik ind i universitetet LSU for at finde nogen
at bo hos. To søder piger kom straks op og tilbød at jeg
kunne bo hos dem, men tog mig først til en restaurant og
bespiste mig. De boede sammen, så da det blev over midnat og
vi skulle til at tænke på hvem af dem jeg skulle sove med,
kunne de som bedste veninder ikke blive enige. Under 70'ernes
seksuelle revolution vidste jeg jo, at jeg ikke slap fra en sådan
nat uden at sove med den ene af dem. Men da jeg ærlig talt følte,
at jeg denne dag havde fået så hatten passede, husker jeg
hvordan jeg distræt greb en bog i reolen og begyndte at læse.
Det var Erich Froms populære "The art of loving" og
det kunne jeg jo godt have brug for at lære i min trætte og
nedslidte tilstand. At jeg på denne måde virkede aldeles
uinteresseret, har sikkert i deres øjne gjort denne
skandinaviske blaffer endnu mere attraktiv. I hvert fald
kastede de sig ud i mere og mere spidsfindige psykiske
"games" med hinanden for at få løst deres lille
venindeproblem, som de jo ikke var i stand til at tale om
ligeud. Klokken fem om morgenen fik en af dem så en lys idÉ:
"Let's go skinny-dipping!" Jeg vidste fra andre
amerikanske studenter at dette foregik nøgent og hun har
sikkert forestillet sig at i denne tilstand ville den pinlige
situation løse sig. Så vi hoppede i bilen, men på vej mod
floden så vi en enlig blaffer - og samlede ham op. Han var
netop blevet løsladt fra fængslet efter en mindre
trafikforseelse og ville tilbage til sin bil. Men de to friske
piger spurgte om han ikke havde lyst til at bade, og da
aftenen allerede havde været lidt underlig for ham, sagde han
ja. Nede ved en biflod til Mississippi smed pigerne straks alt
tøjet og løb ned og kastede sig i floden, som de svømmede
over uden problemer. Ved synet af deres lækre veldrejede,
kroppe ville vi naturligvis ikke stå tilbage, men i samme øjeblik
vi satte fødderne ned på den frosne jord, var vi nødt til
at ombestemme os. Det var os umuligt at stå blot et øjeblik
i bare fødder. Og det var helt umuligt for os at løbe de 50
m ned til floden - for slet ikke at tale om at svømme rundt
mellem isflagerne. Slukørede satte vi os ind på bagsædet og
ventede på pigerne. De var til gengæld overfriske og satte
sig efter et par drillende bemærkninger ind på forsædet
uden en trævl på. Ved synet af de to nøgne piger, der
begyndte at køre os rundt i byen, blev vores blaffer helt kørt
op. Jeg glemmer aldrig hvordan han sad og gned sig i hænderne
og blinkede til mig "We are going to have a ball" mens han morede sig over hvad hans kammerater mon ville sige
til hans historie om først at komme i fængsel og derefter at
blive samlet op af to nøgne piger. Men at verdens goder er
ulige fordelt har jeg jo ofte måttet sande. Efter lidt nøgenkørsel
hid og did i byen, satte pigerne pludselig den skuffede
blaffer af ved hans bil. Da vi kom hjem, var hårdknuden nu gået
så meget i opløsning, at jeg endte med at blive placeret i
vandsengen mellem de to piger. Begge piger var absolut
attraktive, men i min træthed husker jeg at jeg blot oplevede
dem som endnu engang "pligtsex" af den type, jeg var
så vant til på landevejen. Det stred iøvrigt altid imod min
borgerlige opdragelse og blufærdighed at involvere mig i
gruppesex, og der skete da heller ikke noget før Toni faldt i
søvn. Men da Ellen var gået i skole om morgenen, blev det
pludselig svært at holde Tony på afstand, og således endte
jeg med et seksuelt forhold til fire kvinder på et døgn. Og
husk endelig: det er viljen, der her tæller - ikke hvorvidt
jeg nu også teknisk evnede at leve op til disse voldsomme,
men uundgåelige rejseomkostninger. Vælger man med nutidens
mere konservative briller at se blot på antallet, virker
historien sikkert umiddelbart som en snavset affære, men nu
hvor jeg skriver de nærmere omstændigheder ned og tænker
handlingsforløbet igennem, synes jeg egentlig at det er en
meget pæn historie - i al fald hvis man husker at det jo var
min politik aldrig at sige nej til nogen som helst (ej heller
det mere hyppige: 2-3 bøsser pr dag), hvorved jeg undgik at
virke fordømmende, snerpet, afstandtagende osv. Thi uden en sådan
accept af mennesker som de er, ville jeg aldrig have fået
lavet mit show. Og hvordan var så de mennesker, jeg mødte
den dag? I virkeligheden endnu mere konservative end jeg selv
og ikke spor "løsslupne." De befandt sig blot i en
kort stund i beg. af halvfjerdserne i en oprørsk tilstand af
"løssluppenhed", som de for længst har forladt
igen. Den første, Ann Mary, var fra en velstående
oliefamilie, den næste Sandra fra en så fin Alabamafamilie,
at jeg husker de protesterede mod hendes krøller, som lignede
"negrenes" for meget, den næste Ellen var fra en af
de fineste gamle plantagefamilier i det historiske Vicksburg
og den sidste Toni var datter af borgmesteren i Orlando,
Florida, i hvis hjem jeg senere tog et af billederne i bogen
af deres sorte tjenestepige med den hvide datter. I dag sidder
de alle i fine stillinger og karakteren af mit forhold til dem
har ændret sig en hel del. Bedst illustreredes dette, da jeg
denne aften kørte med Helle ind til Baton Rouge netop for at
besøge Sandra. Men klog af skade, ringede jeg denne gang først
fra en restaurant i nærheden. Sidst jeg havde været der,
havde jeg nemlig sovet i bilen udenfor hendes hus og kom efter
adskillige års fravær ind søndag morgen lige før kirketid.
Men Sandra var nu blevet den arketypiske republikanske,
kirkelige type med højt opsat hår, og da jeg aldrig havde mødt
hendes mand før, var hun så forlegen over at han således
opdagede at hun havde haft et forhold til en anden mand før
ham, at hun under det meste af besøget gemte sig i soveværelset.
Han var i øvrigt overlæge på det spedalskhedshospital i nærheden,
som jeg engang var blaffet til sammen med Sandra, da det havde
overrasket mig at der var så mange spedalske i USA. Nu endte
jeg med at snakke mest med ham om spedalske mens Sandra -
modsat disse - forblev "urørlig", hvilket jo ikke
havde været min mening. Hvis Sandras reaktion havde været
typisk for mine besøg hos gamle kærester, ville jeg
naturligvis ikke have overrasket hende på den måde, men
heldigvis får jeg normalt en overvældende varm modtagelse.
Ikke mindst af deres ægtefæller. Da jeg nu ringede, sad
Sandra midt i arbejdet på en tale, der skulle holdes næste
dag på universitetet, hvor hun i dag har en ledende stilling.
Derfor kunne jeg mærke at det ikke var en god idé med et besøg.
Til gengæld fik vi uden mandens tilstedeværelse lejlighed
til at tale frit sammen og det er jo helt utroligt hvordan man
23 år efter stadig på kort tid kan falde tilbage til de
varme følelser, man engang havde for hinanden, og som hun nu
uhæmmet kunne vise. Jeg blev helt blød i benene ved at høre
hendes charmerende gamle sydstatsaccent igen og fo'r bagefter
ud til Helle og sagde: "Jeg tror jeg er forelsket
igen!" Og sådan bør et godt forhold til gamle kærester
vel egentlig være - selvom det i hendes tilfælde nu mest
fortsætter via e-mail.
Næste dag tog vi ud til den gamle sorte enke, Virginia
Pate, som netop var på vej for at bringe mad til sønnesønnen,
Louis, som er i fængsel. Louis er fotograferet som et-årig
foran kakkelovnen på side 20 i gl. bog. Derfor fik vi tid til
at se andre slægtninge i dette sumpområde. Stærkest indtryk
på os gjorde Eleanora Morrison, som netop var løsladt fra fængslet.
Da hun var blevet voldsomt præget af de mange år i fængsel
og dybt religiøs, lavede Helle et større interview med hende
til Alt For Damerne og radioen. Det var Eleanora, der sammen
med broderen Bertrand myrdede George Davis, som var manden der
engang var på nippet til at myrde mig, da jeg lå i sengen
med Virginias børn (omtalt side 28 i gl. bog). Med sin dom på
75 år kommer Bertrand aldrig selv ud, da de i denne stat
aldrig løslader gamle mænd før tiden. Tony og jeg blev
engang rørt til tårer over et radioprogram på PBS om de
tusinder af gamle mænd i fængslerne, som ikke engang kan
huske hvad de kom ind for engang i deres ungdom. Nu fandt jeg
ud af at Bertrand sidder i samme afsides fængsel som Woody,
hvorfor jeg i fremtiden vil kunne besøge dem begge uden større
besvær. Da mange af jer i årets løb har set "Dead man
walking" vil jeg lige nævne, at vi også besøgte Louis'
mor, hvis mand er fangevogter på "dødsgangen" i
Angolafængslet. Han havde derfor medvirket i flere af filmens
scener og fortalte os om, hvordan arbejdet havde gjort ham til
indædt modstander af dødsstraf. Mest bevægende var hans
historie om hvor stærkt han havde været knyttet til en dreng
som dennes værge. Som 18-årig røg drengen på "death
row", hvor han blev endnu stærkere knyttet til ham og
derfor personligt skulle føre ham til hans henrettelse, som
han dog nægtede at overvære. Jeg var glad for at se disse stærke
følelser og tårer i en fangevogter, da filmen jo beskriver
dem som brutaliserede, mekaniske uhyrer. En grund til at jeg
har fået et så stærkt forhold til netop denne fangevogter
er det stærke forhold jeg gennem årene har haft til hans
kone - så stærkt at da Anita Roddick mødte hende, var hun
overrasket over at høre at det egentlig ikke var et kæresteforhold,
da jeg som omtalt i den amerikanske bog aldrig kunne få mig
selv til at have et seksuelt forhold til underklassens sorte.
En kendsgerning som bedst kan forklares med min rationelle følsomhed
overfor den historiske hvide udbytterrolle iblandet min dybere
ubevidste racisme.
Jeg havde gennem lang tid skrevet med Woody for at få lov
af fængslet til at besøge ham, og næste dag stod vi så
endelig efter næsten 20 timers kørsel ved det højsikrede
uhyggelige fængsel, der som sædvanlig i USA var lagt i et
fjernt område, hvor familien ikke har råd til at køre til.
Alene derfor havde Woody ikke haft besøg i 5 år og så lige
så meget frem til besøget som jeg. Men det blev en rystende
oplevelse for mig. Efter selv at være gået igennem alverdens
kontrolforanstaltninger, kom Woody ind i besøgsværelset lænket
på hænder og fødder i tykke jernkæder. Det føltes som at
omfavne en karikaturtegning, som jeg ikke troede eksisterede i
virkeligheden. Det smukke "uskyldige" udseende, jeg
kunne huske af en ung dreng med lange lyse lokker, var som blæst
væk. Med sit korte hår, sine tatoveringer, sine tænder slået
ud og sine sår på armene var han en uhyggelig og skræmmende
kopi af hovedpersonen i "Dead Man Walking" - blot langt, langt værre. Mens jeg den nat for fem år siden havde
haft svært ved at tro på hans massemyrderier, var jeg nu i
stand til at tro alt om ham. Han var blevet brutaliseret i
uhyggelig grad i dette fængsel, som er langt værre end
Angola, der ellers har ry som det værste. Alligevel havde han
halvdelen af tiden været i mørk enecelle, adskilt fra de
andre på grund af evindelige disciplinærforseelser. Hvor
mange slagsmål, spurgte jeg? Efter lidt hovedregning gjorde
han det op til tolv med sorte fanger og tre med hvide - alle på
liv og død. Hele tiden blev hans 25 års straf forlænget.
Men da han efter alle sine mord på sorte nu var endt med at
skulle være sammen med næsten udelukkende sorte, havde han på
en underlig måde fået mere respekt for dem. De kunne jo også
slås! Han fortalte om hvor vred han var blevet, da han første
gang - før jeg samlede ham op i 91 - skulle dele celle med en
sort fyr. Han havde derfor fået en pistol smuglet ind og skød
"niggeren." Ikke for at dræbe ham, for så vidste
han godt at han ville blive straffet yderligere. For at få
ham flyttet fra cellen havde han blot skudt ham i benet. Noget
sådant var ikke muligt i dette "high tech" fængsel
og han havde da også lært at leve med sin sorte cellemakker.
"He doesn't fuck with me and I don't fuck with him."
De snakkede aldrig om raceforhold og vidste end ikke, hvad de
hver især sad indespærret for. Da April var den eneste af
hans ofre, som jeg kendte, følte jeg et særligt ansvar som
hendes budbringer. Jeg var glad for nu at se, at Woody ingen
som helst erindring havde om den nat, han havde stukket hende,
men bad mig om i detaljer at fortælle ham om, hvad der var
sket. "That poor girl," sagde han flere gange under
forløbet. Om hans dyriske opførsel i retssalen, hvor havde
truet hende, kunne han huske at han havde opført sig i
"an asshole way" uden dog at have vidst at April var
til stede. Jeg fortalte om hvor vigtigt det havde været for
April at se Woody's brev til mig, hvori han beder hende om
tilgivelse, og spurgte om han var parat til et victim-offender
møde for yderligere at få helet sårene. Efter lang tids dyb
overvejelse svarede han, at han ikke var parat dertil. Så kom
jeg til at gøre en fejltagelse ved at sige, at April havde
givet udtryk for mere forståelse overfor Woody end jeg havde
forventet, fordi hendes egen bror sad i fængsel. Ved nyheden
om Aprils bror blev Woody's ihærdige anstrengelser for at tænke
i medfølende baner straks slået i stykker af hans mere nærværende
kamp for daglig overlevelse i fængslet. Nu kom pludselig dræberen
op i ham, da han afbrød: "Du må skaffe mig navnet på
Aprils bror, for jeg har hørt fra overflyttede fanger fra
Angola at der er Én, der er ude på at slå mig ihjel. Her gælder
det om at slå ihjel før man selv bliver slået ihjel."
Jeg vidste at denne fyr sikkert var Aprils bror, idet hendes
anden bror under vore samtaler med hende hele tiden rasende
havde sagt: "Hvis jeg bare kunne komme til at lægge hænder
på den fyr!" Nu var jeg altså pludselig indblandet i en
kamp på liv og død og indså, at det med at være budbringer
og forsoningsmand måske ikke var helt så let, som jeg havde
forestillet mig. Som Vorherre stod jeg med afgørelsen over
hvem af dem, der skulle dø! Hvis ikke jeg oplyste navnet til
Woody ville det altså blive ham - min ven - som en dag
sandsynligvis ville få halsen snittet over ved et overfald
bagfra. Jeg vidste med mig selv at jeg ikke ville sige navnet
til Woody, men vidste også at hvis jeg blev ved med at skyde
det hen, ville jeg støde ham fra mig. I det hele taget blev mødet
med Woody en rystende oplevelse for mig, fordi jeg blev nødt
til at tage meget af det jeg havde sagt om ham i showet op til
revision. Jeg kunne sagtens endnu skimte det sårede barn i
Woody, men det var sværere og sværere ikke at se ham med
samfundets almindelige fordømmende øjne. Jeg vidste med mig
selv, at jeg ikke ville have mod til at sætte denne mand fri
i hans nuværende tilstand. Men jeg vidste også - prøvede
jeg at fortælle mig selv - at denne tilstand var fremkaldt af
netop dette fordømmende smid-væk-samfund - ikke mindst den
brutalisering, fængslet havde bevirket i ham. Næsten ligeså
svært var det ikke at fortælle Woody om Dawn, hans livs
eneste kærlighed. Netop samme morgen havde jeg ringet til
Vivian for at høre sidste nyt, og hun havde oprevet fortalt
at hendes datter, Dawn, natten før havde forsøgt selvmord.
Hun var blevet fundet halvdød i gasovnen. Nu bad Vivian mig
om ikke at fortælle det til Woody, men Woody blev ved med at
udspørge mig om hende, så det var svært ikke også at sige,
at Dawn havde fået et barn med Woody's bedste ven. Jeg vidste
jo at han så også ville slå ham ihjel - og at han alligevel
ville få det at vide en dag. Jeg har her blot antydet nogle
af de problemer, jeg var løbet ind i i mit forsøg på at være
ven med alle parter midt i en voldens verden med sine helt
egne spilleregler. Gennem de næste tre dages endeløse regn
og bilkørsel til New York talte vi i bilen ikke om meget
andet end dette - mit "amerikanske dilemma".
Næsten lige undsluppet dette helvede var jeg dagen efter
min hjemkomst til møde med dronningen i himmerige. Ja, så stærk
føltes kontrasten, selvom det dog blot var vor gamle dronning
Ingrid i anledning af Krogerup Højskoles 50-års-jubilæum.
Det var en sjov "forsoning," for det var netop denne
skoles stærke indflydelse, der fik mig til at starte det oprør
i Livgarden, der endte med at jeg ikke blev dronningens
vagtmester. Tidligere på året havde jeg i samme anledning fået
en bog udgivet, hvori jeg bl.a. fortæller at opholdet på højskolen
var årsagen til at jeg i "skrivende stund er på vej ned
til Woody," da jeg rent faktisk skrev min seneste bog i
bilen. Jeg kommer nemlig ikke så let til mine bøger som dig,
Palle (Petersen), der i dit sidste julebrev fortalte at du i
årets løb havde fået udgivet 10 nye bøger. Tak skal du ha!
Og jeg skriver jo ikke engang mine "bøger" selv.
Derfor skulle jeg også til en højtidelig sammenkomst i
folketinget med alle mine medforfattere. Her var det meget
morsomt at komme til at stå med skulderen klemt mod Bertel
Haarder, som i så mange år har angrebet mig i medierne -
mens hans bror, Oscar Haarder, ligeså ihærdigt arrangerede
det ene show for mig efter det andet. Der er jo et sort får i
enhver familie....
Ja, og i al fald ved I jo hvem det er i min familie! I mine
julebreve har I den bedste garanti for at jeg aldrig vil
stille op i et amerikansk præsidentvalg! Og således nærmede
årets slutning sig - det år som i så høj grad havde stået
i familiens tegn: det større nærvær med min nærmeste
familie som min "stuearrest" havde givet mig, min
dramatiske indsigt i Angelas familie, mit uhyggelige indblik i
Woody's familie, hvor jeg endnu blot har skimmet overfladen,
min spændende udforskning af min egen families historiske rødder
og mit vemodige tilbageblik på min større familie af gamle
venner og kærester osv. Egentlig havde jeg tænkt mig at
skrive mere om mit forhold til jer, mine gamle danske venner,
men da det mest var de amerikanske, der dukkede op i mine
tanker under årets rejser, endte jeg med at skrive om dem.
Til gengæld fortæller jeg ved navns nævnelse om nogle af
jer andre i Helle Vibeke Risgårds kommende radioudsendelse -
især jer fra barndommens Fåborg.
......i dette øjeblik fik jeg endnu en trusselsopringning!
Dem har jeg ofte fået gennem årene, men da jeg netop denne
uge havde en stor artikel om racisme og nazister i
Weekendavisen, blev den lidt mere nærværende efter den
senere tids afsløring af nazisternes brevbomber. Da jeg var
kommet mig af chokket over voldsomheden i stemmen, prøvede
jeg at le ved at tænke at det nok var en af jer julebrevslæsere,
der truede. For stemmen råbte: "Nu holder du op, du gør!!!"
Så måske det var en påmindelse om nu at få afsluttet min
årbog.... Dog må jeg lige give jer en undskyldning for at
den ikke kom ud til tiden i år. Årsagen var at jeg før jul
fik et tilbagefald til min alkoholisme. Jeg havde tænkt mig
at lave visse slægts-julegaver til familiens medlemmer i år
og skulle lige have undersøgt nogle data på lands- og
rigsarkivet. Mens andre ægtemænd "lige skal en smut ned
på beverdingen," driller min kone mig med hvordan jeg
"altid lusker af sted til arkivet". Derude - blandt
de mange andre gamle alkoholikere - stødte jeg ind i så
mange spændende nye oplysninger, at min opmærksomhed snart
var flere århundreder væk fra alle tanker om et julebrev til
jer. Ved at støde på fælles navne i andres stamtræer,
opdagede jeg at vi har 24 af de kendteste danske digtere i
vores nærmeste familie. Lad mig blot nævne nogle: Grundtvig,
Brorson, Hans Tavsen, Valdemar Rørdam, Viggo Stuckenberg,
Sigrid Undset, Jakob Knudsen, Hans Vilh. Kaalund, Hans Hartvig
Seedorff, Agnes Henningsen, Helge Rode, Jacob Paludan, Carl
Ewald, Frederik Paludan-Mnller, Steen Steensen Blicher (som vi
er i familie med hele tre gange: både gennem min far og begge
Vibekes forældre). Af andre sjove personer kan nævnes H.C.
Ørsted og den i "Bryggeren"' lige for tiden præsente
Orla Lehman. I et af mine slægtsprogrammer fra USA regner
computeren nøjagtig ud hvad slægtsforbindelsen med de
enkelte hedder. På computeren kunne jeg nu printe nogle
flotte stamtræsjulegaver ud til de enkelte, der f.eks. nøjagtigt
viser at Blicher er min fars fjerde grandfætter (eller "fourth
cousin" siger mormonernes program). Er man ikke blevet
noget stort selv, kan man jo så pynte sig med lånte fjer.
Under dette arbejde med at taste over 1000 personer ind,
opdagede jeg at tre fjerdedele i vores familie har været præster.
Men jeg fandt jo også nogle lig i lasten! Et par dage før
jul opdagede jeg i de gamle kirkebøger fra Dansk Vestindien
at morfars tip-tip-oldefar havde været slaveejer og i The
Danish Gazette på Det Kgl. Bibliotek kunne jeg endog læse at
han på det lokale værtshus ofte havde afholdt
slaveauktioner. Men endnu mere spændende var det i kirkebøgerne
over "Den farvede befolkning" at finde ud af at
morfars tip-tip-tip-oldemor var neger og hed Vaage. Dette
kunne jeg jo lave en sjov og overraskende julegave ud af til
morfar, der fik en større ligkisteagtig julegave bragt ind.
Inden i var en stor statue af en vandmelonslikkende glad
negerdreng, der sad med et gammelt originalt håndskrift (hos
fiskehandleren fandt jeg noget papir, der så originalt nok
ud) fra Vaage til "mit barnebarnebarn om en hidtil ukendt
sandhed". Turde han mon at lukke det op? Jo, det gjorde
vor gamle morfar, der faktisk blev ikke så lidt stolt over at
blive afsløret som "mulatten morfar" blandt mange
andre sandheder. Som 16-dels-mulat ville min kones farmor
faktisk have været "negro" i de amerikanske
sydstater. Der var megen morskab i den forbindelse ligesom
afsløringen var sjov lige efter at Vibeke ubevidst i
sommerens løb havde bragt familiens tre kontinenter sammen,
thi nu var jeg jo klar over at jeg som Alex Haley skulle på
en længere rejse for at finde familiens og mine børns rødder
i det mørkeste Afrika. Denne rejse starter jeg vist nok på
om to uger i Vestindien, hvis jeg får tid, for nu bliver slægtsforskningen
først virkeligt spændende. (Imens skal Vibeke til
Elfenbenskysten). Julegaverne til min far og svigermor blev
faktisk inspireret af Alex Haley, der som bekendt i barndommen
havde lyttet til oldemødrenes fortælling om en "Kunta
Kinte" fra Afrika og fik lyst til at undersøge, om der
var sandhed i det. På samme måde kunne jeg vagt huske at min
farmor i barndommen havde sagt at vi var i familie med
Tordenskjold, og da jeg nu havde fundet ud af at vi var det på
Vibekes side, begyndte jeg derfor at grave på min fars side.
Det viste sig minsandten at være tilfældet, og jeg kunne
derfor til et par ens whiskyflasker vedlægge et
"originalt" håndskrift til dem fra den drikfældige
digter Johan Herman Wessel, der forklarede at de havde arvet
deres fælles svaghed for whiskyen fra ham, deres femte grandfætter.
M.a.o. var de hinandens niende grandfætter og -kusine,
hvilket jo var noget værre indgifteri, thi så var jeg jo
selv blevet gift med min "tenth cousin". Slægten
var blevet delt kort efter at Iver Schøller var skriver på
Riberhus omk. år 1500. Men der var mere af samme slags, thi
ligeledes et par dage før jul fandt jeg anerne tre
generationer længere tilbage på min svigermors side, og
opdagede derved at hun havde fælles stamfar som svigerfar i
Morten Hegelund født år 1465 i Viborg. Altså var Vibekes
far gift med sin 12. grandkusine, hvorfor det var mere forståeligt
at familien var blevet mere og mere indskrænket. Rent bortset
fra at jeg fandt ud af at svigermor var blevet
"indgiftet" med sig selv, da hendes militære side
prøvede at forene sig med hendes præsteside - hvilket jo
forklarede ikke så lidt i hendes karakter! Under afsløringen
af morfars sorte rødder havde "Vaage" i sit håndskrift
tidligere på aftenen truet med at et nuværende sort medlem
af hans familie ud på natten ville vise sig. Så alle sad spændte
da Mario - vores underbos adoptivsøn fra Haiti - lidt over
midnat kom hjem fra en anden julefest. Jo, han var ikke Vaages
vestindiske slægt, men jeg havde fundet ud af at hans
adoptivfar er Vibekes 11. grandfætter, da de begge nedstammer
fra borgmester Christjern Nielsen i Varde fra 1460 og dermed
Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel. Og sådan endte vi
stort set alle med at være en stor familie på denne
juleaften, der måske ville blive den sidste, hvor alle
bedsteforældre var samlede. Men kronen på værket kom i
allersidste julegave til de to kusiner, Lalou og min brors
datter, Cecilie: et flot kongeligt scepter hvorpå de i den
ene ende kunne læse deres egne navne og 8 meter tilbage i den
anden ende af rullen kunne læse deres stamfædres navne: Kong
Hardeknud, Gorm den Gamle, Harald Blåtand osv med sidelinier
til både Valdemar Sejr, Valdemar Atterdag og Håkon den femte
i Norge. Denne opdagelse var lidt af en trumf for mig, idet
jeg i sommer havde været til fest hos en ven af familien,
Freddy. Da jeg havde fortalt ham at jeg var fundet 5-600 år
tilbage i mit stamtræ, havde han vigtet sig med at hans gik
helt tilbage til Gorm den Gamle. Den slags skryderi har man jo
hørt så tit, men da han var tidligere arving til Ålholm
slot, viste det sig faktisk at være rigtigt. Mange adelige
kan jo føre deres slægtsgrene ind på en af kongelinierne.
Underligt nok ringede Freddys søn til mig lige før jul efter
min opdagelse af "the missing link" til Gorm den
Gamle, hvorfor jeg bad ham hilse sin far og sige at "nu måtte
han godt sørge for at jeg og min familie også bliver
inviteret med til de royale tafler på Amalienborg." Da
jeg imidlertid aldrig rigtig har følt mig hjemme på de
bonede gulve, blev jeg endnu mere begejstret da jeg kort efter
jul fandt ud af, at min familie på et tidspunkt havde gjort
oprør mod dronning Margrete. Det var ganske vist under den første
dronning Margrete og vores trettende tipoldefar, Grumme og
hans efterkommere, blev straffet for opstanden ved at blive
frataget deres selvejerstatus til bondegården i Ilsted mellem
Gørding og Bramming, hvorefter "vi" i familien blev
kronens fæstere. De var åbenbart de første
unionsmodstandere. Det var vist nok med nød og næppe at vi
fik lov til at beholde livet, og det er vi jo glade for i dag.
Bønderne på de kanter var fra gammel tid en stridig slægt.
Storbonden Sorteplov, der i 1137 dræbte Erik Emune, boede kun
en mil fra Ilsted. Grumme, der som herredsfoged gik til møder
på Skads Tinghøj, som jeg kørte forbi hver dag i min
barndom, er foreløbig den ældste direkte stamfar, jeg har
fundet til mine børn. Nu er jeg i gang med at undersøge om
den "Laghi Grummis" (Lave Grummesen) som nævnes
blandt Ribe Domkapitels bønder på Erik Menveds tid 1300-1312
skulle være Grummes bedstefar og om en "Grummi Frændasun"
skulle være hans oldefar. Vi fortsatte den oprørske linie,
da vor niende tipoldefar Poul Grumsen brændte Ribebispens gårde
ved Skjern af og sloges mod Christian III's feltherre Johan
Rantzaus tropper ved Varde og Skjern bro. Først blandt alle
straffede bønder i Gørding Herred var vores "Powel Grumssenn", der blev dømt til "hoveri på kongsgårdene
og til i "halsløsning" at betale 2 ørter rug, 2 ørter
byg og 4 fjerdingkar havre til kongens heste samt i penge 3
skilling Danske." Så nu ved I hvor mine oprørske
tendenser stammede fra, da jeg nøjagtig 430 år efter i
nattens mulm og mørke malede min fars kirke over 15 km fra
Grummes gård - ligesom jeg 10 år før havde brændt hans
plantage af. Nu, hvor han er holdt op med at prædike, morer
vi os så med at lave slægtsforskning sammen. Derfor var
overraskelsen særlig stor, da vi sammen i julen fandt ud af
at min søns ottende tipoldefar i en anden slægtsgren havde været
præst i Fåborg kirke 400 år før Daniel blev døbt der af
min far. Det ærgrede os jo at vi ikke fik det med i dåbstalerne
dengang. Da jeg begyndte at grave i arkiverne fandt jeg også
til min overraskelse en præsteindberetning, han havde lavet
om Fåborg sogn til ingen mindre end Ole Worm, der iøvrigt er
mine børns tiende grandfætter. At læse i den tids sprog om
alle de høje, åer og skove, hvor jeg legede med jer i min
barndom, er virkelig en oplevelse. Den vej, som jeg hver aften
cyklede ud til Marius i Vrenderup for at skrive næste dags
matematikopgaver af, var så nøje beskrevet af
tiptiptiptiptiptiptiptipoldefar, pastor S. Lambertsen (ja, det
hed han virkelig!), at han uden tvivl selv har reddet gennem
de mørke skove ved nattetide, hvor man jo ser tingene
anderledes. Sammen med andre spredte oplysninger i arkiverne
lader det mig kraftigt formode at han må have haft din
tiptiptiptiptiptiptiptipoldemor derude på heden som sin
frille, Marius. Ja, hvem ved om vi således er i familie med
hinanden? Jeg ved jo at du selv læser meget historie og
derfor har du nu 11 måneder inden dit næste årlige julebrev
til mig til at forsøge at modbevise at din ottende
oldemor var "løsagtig". Jeg selv skal jo nok ikke gøre
mig for god på mine forfædres vegne og vil da kun være
stolt, hvis et af resultaterne af deres adfærd skulle være
blevet dig! Hvis nogle af jer andre gamle kammerater er
begyndt på slægtsforskning, må I endelig sige til, så vi
kan se om vi (også) er i familie med hinanden. Som I kan se
af eksemplerne fra min familie, er dette jo hyppigt tilfældet
når man går 400-600 år tilbage. Til sommer vil I kunne se
min familie på min hjemmeside - helt tilbage til Gorm den
Gamle. Har I brug for et godt PC-slægtsprogram har jeg -
efter at have gennemprøvet 9 af verdens førende - fundet det
bedste lavet af en mand i Ølstykke. Det må I gerne låne,
hvis I lover senere at betale programmøren, som jeg arbejder
sammen med om at gøre det endnu bedre. Men ellers vil jeg
anbefale jer at vente til I bliver pensionister, da det uundgåeligt
fører til alkoholisme og ødelægger alt nutidigt familieliv.
Således blev jeg så bidt af det, at jeg i november absolut måtte
en tur til slægtsforskernes Mekka, mormonernes store
Kabah-agtige tempel i Salt Lake City. Med hele det arbejde, de
har lagt i at kopiere og bevare jordklodens kirkebøger under
brande og verdenskrige, var det en stærk oplevelse endelig at
stå der sammen med hundredvis af forskere fra hele verden og
søge i deres kæmpecomputere. De er allerede godt i gang med
at digitalisere hele verdensstamtræet og det lykkedes mig da
også kort efter på Internettet at finde en hel gren af min
familie i 1500-tallets Sverige. Med mormonernes eget
pc-program i hånden tog jeg hjem for at konvertere hele min
1064-medlemmer store familie til "De Sidste Dages
Hellige." Derved bliver jeg i stand til at sende dem mit
bidrag til verdensstamtræet, så enhver straks på
Internettet kan finde ud af om de er i familie med mig og
Gamle Gorm - eller rettere hvordan vi er i familie.
Flere Holdt'er har f.eks. i USA gennem årene kontaktet mig
for at høre om vi skulle være i familie, og først her
omkring juletid var jeg i stand til at sende dem et definitivt
svar. I disse fremmedgørende tider har det sine fordele således
at kunne udvide sin familie. Flere af de amerikanske
Holdt-familier er jeg f.eks. begyndt at bruge som faste
overnatnings- og brusebadssteder, hvorved også denne Holdt
kan blive lidt renere. En velhavende Holdt-familie i
Connecticut er jeg kommet til at holde så meget af, at jeg
simpelthen ikke nænner at fortælle dem at vi sandsynligvis
ikke er i familie, da vore rødder ligger 50 km fra hinanden i
Sønderjylland 350 år tilbage. Ligeledes har jeg nu en livlig
korrespondance med mange nulevende Holdt'er og andre
familiemedlemmer i Danmark og forbereder i forbindelse med min
slægtsbog en større genforeningsfest - ligesom vi havde det
for 10 år siden i Køng kirke, hvor min oldefar var præst og
hvor min far derfor prædikede ved lejligheden. Men siden er
mange nye familiemedlemmer jo kommet til. Gennem min slægtsforskning
har Vibeke også pludselig fået et dybt venskabeligt forhold
til forlængst glemte eller "tabte" fætre og
kusiner og er ved at forberede et større "fætter- og
kusinebal". Den største oplevelse er egentlig at opdage,
hvor ensomt de fleste familier lever i Danmark og Norge og
hvor glade de derfor bliver over, at andre i familien
pludselig kontakter dem og begynder at interessere sig for
dem. Skønt jeg ofte bliver beskyldt for at begrave mig i
"døde arkiver" har min forskning derfor også på
en måde givet mig et større familiemæssigt nærvær - uden
at nogen dog vil beskylde mig for at komme på højde med
Vibeke i så henseende. Når jeg nu igennem 25 år har fulgt så
mange sorte familier, at jeg gradvist har fået et indblik i
livets mysterier, var det kun naturligt en dag at interessere
sig for hvordan ens egen familie blev formet gennem tiderne.
Og når man ser sin egen familie printet ud i gavlhøje stamtræer
og gradvist lever sig ind i hver enkelt person og deres
historiske samtid og de problemer de overvandt, - ja, så
bliver man først rigtig bevidst om livets ukuelighed -
og om sin egen uendeligt lille sandkorns-eksistens i den lange
række. Denne bevidsthed kan være sund for Én, der som mig
har taget sit eget arbejde lidt for alvorligt til tider, men
den kan også virke lammende gennem spørgsmålet: hvad nytter
det overhovedet at være aktiv i at gøre verden bedre, når
det hele jo alligevel går videre hvad enten man er til stede
eller ej? Og hvorfor ikke hellere koncentrere sig om sin egen
snævre lille families lykke gennem yderligere lidt stiltiende
CO2-udslip osv? Dog tror jeg at det efter mange års
fremadskuende tendens med at "ville lave verden om"
for mit eget lille egoistiske mentale vel er sundt et par år
at gå igennem en retrospektiv tilbageskuende periode for at
samle stumperne op. Tendensen ses vist tydeligt af mine
julebreve, som startede med nogle skråsikre "Noter om
verdens fremtid" og 25 år efter er endt som nogle
famlende, tvivlende noter om min og familiens fortid - i et
forsøg på at forstå, hvor jeg selv blev af i en verden, der
forandrede sig så hurtigt. Jeg håber dog at jeg ikke bliver
pacificeret af at skue tilbage - for ikke at tale om endnu
mere navlebeskuende end jeg i forvejen har tendens til at være
- og at jeg igen om et par år vil være fremadskuende og på
diverse barrikader - hvadenten disse er bag brændende bildæk
eller et kateder. Måske dette dilemma med at stå med en fod
i hver grøft blot er et udtryk for livets midtvejskrise,
hvorfor mange af jer vil være i stand til at følge mig ret
langt i disse tanker - nu hvor de fleste af jer gamle
skolekammerater fylder 50 år næsten samtidigt med mig selv.
Nogle af jer har allerede overstået denne mentale hurdle. For
mit eget vedkommende er der kun et par måneder til, og flere
i familien presser på for at få mig til at lave en større
fest i den anledning - ikke mindst min kone. Dette funderer
jeg for tiden over - som var det en af tilværelsens store gåder
- og det er jo pinligt at man kan tage sig selv så alvorligt.
Vibeke gik sågar forleden i gang med at lave lister over dem,
der skulle med. Straks jeg så den, forkastede jeg den
imidlertid. "Det er jo kun familien og vore nærmeste
venner i dag, som jeg ser ustandseligt. Der er jo ingen af
mine gamle venner med, som virkelig har betydet noget for, at
mine 50 år gik som de gik. Der er jo f.eks. ingen af de
allervigtigste med - mine fjender - og mine tidlige
legekammerater." Barnedåb, konfirmation og bryllup kan
man holde for sin familie, men en halvtredsårsfødselsdag
synes jeg at man bør fejre for dem, som kom til at forme ens
liv. I mit tilfælde vil det altså sige alle I 150
julebrevsmodtagere, som jeg aldrig helt har kunnet slippe af
bevidstheden, fordi I alle var med til at præge den så stærkt.
Da min kone og mine børn end ikke kender mange af jer, synes
jeg at det kunne blive en kærkommen lejlighed til at møde
jer. Men jeg har alligevel betænkeligheder ved at bringe jer
sammen. Da de fleste af jer kommer fra den "forkerte
side" af Storebælt, har jeg løst regnet ud at det med
ægtefæller ville koste jer over 300.000 kr plus evt. hotel
at komme til min fødselsdag. Og så stor en udgift synes jeg
simpelthen ikke, at man kan byde selv sine værste fjender.
Noget andet er, at sådanne fester let udarter til en fetering
af fødselaren med højtidelige festtaler osv. Dette tror jeg
de fleste mennesker, som har levet et mere anonymt liv, både
har behov for og fortjener. Men da jeg i så mange år har
levet i rampelyset og på langt mere kunstig vis end de fleste
forfattere (gennem et sentimentalt og bevægende dias-show)
har stået omgivet dagligt af tårevædede og taknemmelige øjne,
ja, så har jeg hverken behov for eller fortjener at være i
centrum ved en sådan fest. Nej, min fest skal være noget med
at fejre mine gamle venner. Og hvordan kan det lade sig gøre
i praksis med så mange og så forskellige? (Jeg skal jo ikke
skjule at min ønskedrøm ville være at fejre det i New York,
hvorved også alle mine fattige amerikanske venner kunne være
med, men det ville pålægge jer hver en merudgift på 2000
kr. Jeg tror nemlig at de af jer, der var med til min 30 års
fødselsdag i Jylland, er enige i at denne fest, hvor to meget
forskellige miljøer blev blandet - Christianitter og VS'ere
fra København og "landboere" fra det jyske - var en
af de bedste i mands minde. En endnu mere integreret fest i
f.eks. et forsamlingshus i Harlem kunne blive endnu sjovere
for alle, hvis det var muligt.) Da jeg jo er typen, der vil
have alt eller intet, foretrak jeg da også at holde min 40 års
fødselsdag indenfor det muliges begrænsninger - nemlig i mit
rullende hjem i Kansas. Mest tilbøjelig er jeg da også til
at invitere jer alle - både amerikanere og danskere - til åbent
hus i mit rullende hjem "et sted på prærien."
Denne løsning ville sikkert tilfredsstille de fleste, da vel
i bund og grund mange er trætte af at gå til fester midt i
livet - modsat de unge og de gamle. Jeg har studeret en del af
de fester, I har inviteret mig til i de senere år, og bortset
fra værtsparret, som nød opmærksomheden, så mange af jer
jo ud til at bære jeres egen ensomhed med til fest og at
sidde - enten ude af stand til eller uden evne til at kontakte
andre - ude i hjørnerne som skygger. Derfor er det i reglen nødvendigt
kunstigt at forsøge at integrere de forskellige gæster=perioder
af ens liv. De mest spændende fester er således dem, hvor
man som detektiv skal på en længere rejse blandt de andre gæster
for at finde ud af hvem ens egen ven egentlig er. Bedst
synes jeg det lykkedes til Marius' og Annes sølvbryllup, hvor
bordene havde fået numre. Hovedretten indtog jeg f.eks. ved
bordet for hans gamle statskundskabsvenner, desserten ved
bordet for hans gamle kærester og kaffen ved bordet for Annes
gamle kærester (hvis jeg husker ret!), og når man nu som
Marius er for beskeden til i dagligdagen at fortælle ret
meget om sig selv, er det jo en vidunderlig lejlighed til
efter 50 år endelig at komme til at kende ham. Ja, faktisk
blev aftenen - også ved hjælp af et lille lysbilledshow - på
den måde en ligeså spændende rejse som slægtsforskningen
kan være det. Når jeg alligevel tøver med at invitere jer
til et tilsvarende arrangement, er det måske en lille skjult
frygt for at I egentligt ikke ville have lyst til at komme så
langvejs, da I i mit tilfælde allerede kender mig alt for
godt - og måske ikke har lyst til gennem de andre at lære
mere om mig! Det kan jeg ikke fortænke jer i. Noget andet,
jeg har funderet over, er om vi ikke kunne slå alle vore 50-års-fødselsdage
sammen til Én og derved sparre en allerhelvedes masse penge
og tid og slid på miljøet. Den økonomiske side er nemlig et
andet moment: at jeg ikke har råd til nogen større fest. Jeg
ved godt at mange stadig tror jeg har mange penge, men
sandheden er at fortidens millionbeløb forlængst er brugt
op. Det er deprimerende stadigvæk at få ansøgninger fra
alverdens velmente projekter i Afrika og end ikke at orke at
svare på deres håbefulde, tryglende breve (rent bortset fra
at jeg i dag tager afstand fra den måde, vi før ydede
bistand på). Endelig er der overfladiskheden i at være
centrum ved en fest: jeg husker stadig hvordan jeg sejlede
rundt til bogfesten i Huset med en lille glorie på - uden
egentlig at komme i kontakt med alle jer, der var tilstede.
Til de fleste større fester når sjældent nogen at veksle
mere end et par ord med værten, der altid har travlt med blot
at tænke på om det hele kører som det skal. Netop fordi en
sådan overfladiskhed i forvejen er blandt mine største fejl,
hælder jeg på det seneste til at den bedste måde at fejre
mine gamle venner på, så at de får mit fulde nærvær (fremfor
en bunkefest eller et bunkejulebrev), vil være at invitere
jer individuelt til en mindre middag - enten her i hjemmet
eller på en jysk kro, så I slipper for rejseudgiften. Men
det protesterer min kone imod, da hun ikke har tid til at
bruge ca. hver anden dag af 1997 til at spise middag med mine
gamle venner. Så måske løsningen i stedet er at samle jer i
mindre grupper. Jeg har jo i forvejen lovet jer gamle
skolekammerater fra Fåborg at samle jer på min 50-års fødselsdag.
Da jeg ikke kunne få jer samlet til et 40-årsjubilæum for første
skoledag, vil det jo så blive et 36-års jubilæum for den
sidste dag vi tilbragte sammen i Slebsager skole i 1961 - lige
før Berlin-muren gik op imellem os. Men alle mure skal jo
falde på et tidspunkt og ligesom jeg stod og hakkede løs i
muren i Berlin i 1989, vil jeg blive ved med at hamre løs i
den mur, som nogle af jer fra Fåborg har gravet jer ned bag.
Som I kan se er jeg lettere forvirret med hvordan man bør
fejre sine 50 år, og afslører i forvirringen at jeg dels
tager mig selv og mit forhold til jer for højtideligt,
samtidig med at jeg ikke ønsker at være genstand for højtideligholdelse.
Hvordan kan nogen gøre en sådan person tilfreds? Så hvis
ingen af jer modtager en indbydelse, er det altså ikke et
udtryk for at jeg ikke ønsker at se jer, men snarere for min
sædvanlige forvirring over at skulle tage personligt stilling
til noget, at beslutte noget, at vælge osv. Hvorfor fanden
tror I at en sådan person endte med at blive vagabond, og lod
de forbipasserende bestemme farten og forløbet? Derfor ender
løsningen nok med at blive at jeg holder åbent hus for jer
alle - amerikanske såvel som danske venner - i mit rullende
hus på prærien..... Da alle jer, der har modtaget dette
julebrev gennem årene, jo altid har haft en stående
invitation til at køre med og møde mine amerikanske venner -
og adskillige af jer allerede har gjort det - ved I i al fald,
at en sådan højtideligholdelse af min fødselsdag ikke er
nogen tom gestus fra min side! Og skulle vi så ende med ikke
at ses til min fødselsdag - eller til jeres 50-års dage -
ja, så kan vi sikkert alle leve med det. Men så vil jeg
benytte lejligheden til med dette vemodige tilbageblik på de
25 år siden mit første julebrev at sige jer hver især tak
for de varme minder jeg har om jer. For de flestes vedkommende
vil det sige fra de første 25 år af mit liv, som jo var
langt, langt mere spændende end de sidste 25 år. Det ved jeg
fordi mine børn aldrig stiller mig spørgsmål om det jeg
laver i dag på mine rejser. (Min søn har end ikke læst min
bog!) Derimod går der ikke en aften uden at Lalou tvinger mig
til som godnathistorie at fortælle om min barndom. Og således
sidder jeg aften efter aften på hendes sengekant og fortæller
om dengang jeg gravede blyskatte ned i Magnus Iversens
plantage med dig, Erik, - om dengang jeg brændte skoven af
med dig, Hans, - om dengang du, Vagn Henrik, ødelagde vores
borg, - om dengang jeg blev spærret inde i kartoffelkælderen
med dig, Jens, - om dengang i fjerde klasse hvor jeg tissede i
bukserne fordi jeg ville vinde en geografikonkurrence over
dig, Birgit, - om dengang jeg mistede kammeratskabet med dig,
Jørgen, da du lukkede dig inde efter forældrenes skilsmisse,
- om dengang jeg roede dig op ad Gudenåen, Marius, mens du
blot læste Shakespeare hele vejen, - om de gange jeg
romantisk mødtes bag vandtårnet med dig, Sus, og derpå
mistede dig i 15 år fordi jeg i de år ikke kunne finde ud af
at nyde to kærester samtidig, da jeg mødte dig, Ingrid, - om
dengang du blev smidt ud af skolen, Steiness, for at have ødelagt
en tysk teaterforestilling og hvordan du alligevel blev et
anstændigt, kulturelt menneske som bragte mig blomster ved
min bogs udgivelse, - om dengang du (eller De?), Madsen, nægtede
at modtage min bedste stil blot fordi den var fire uger
forsinket (ligesom dette julebrev) og dog inviterede mig med
til dit 25-årsjubilæum som "det sorteste får i din
karriere" osv. Jo, min datter kan bekræfte at I alle
sammen skænkede mig de bedste og mest spændende af mine 50
år. Og derfor vil I nok blive ved med at høre fra mig i årene,
der kommer - ligesom Lalou i nu over tre år har tigget og
bedt om at høre om jer hver eneste aften. Netop når man
sidder og fortæller om jer dukker minderne op, og det ærgrer
mig derfor at jeg ikke har fået båndoptaget disse
godnathistorier, da de sagtens kunne være blevet til en hel nøgleroman
om jer, hvis mine evner rakte lige så langt som min lyst.
Ligesom en hel del af dette julebrev faktisk er en
nedskrivning af det, jeg sad og fortalte Eli og Helle på årets
USA-rejser - mens minderne dukkede op - kom I mere og mere op
i tankerne her ved juletid. Og da Helle ikke var blevet færdig
med at interviewe mig i USA, endte jeg vist derfor med at
snakke mest om jer i det radioprogram, der kommer i marts. Så
spændende syntes også Helle at I var, at hun nu har kastet
sig ud i alle mine gamle dagbøger fra barndommens tid for at
finde ud af mere om jer. For I skal naturligvis vide at der
foreligger et stort skriftligt materiale om jer fra de
25 år, der gik før jeg fik mod til at skrive til
jer fra Canada. Forskellen mellem at skrive om jer eller
at skrive til jer er jo ikke så stor. For selvom jeg altid hævder,
at jeg skriver mine julebreve for min egen skyld, er det jo
minderne om jer, der på forskellig vis dirigerer indholdet.
Det ville være svært for mig at skrive i et vakuum uden på
en eller anden måde at formulere ordene til nogen - f.eks. en
Gud, som mange gør det i dagbøger. Men hvad er egentlig
meningen med vort korte liv her på jorden, hvis det ikke var
glæden over et eller andet menneskeligt fællesskab med
andre? Meget af det jeg gør - julebrevene til jer, de
spontane besøg hos jer, langdistanceforsøgene på at holde
fast i gamle venner i USA, osv - sker i min egen
indelukketheds oprør imod en mere og mere fremmedgørende
verden, hvori jeg ser bl.a. medierne gøre mange af os stedse
mere isolerede og ensomme (eller "selvtilstrækkelige"
siger man derefter kynisk om os i den forkerte konklusion, at
det er noget vi selv søger). Og så er vi i Danmark med vores
sans for hygge og samvær endda ikke nær så galt stillede
som det jeg ser i andre lande - heller ikke på det lidt større
landsbyplan. Vi tre globetrotter-entertainere, Hjalte Tin,
Troels Kløvedal og jeg, har ofte talt om hvordan der vist
intet steds i Europa mere findes en sådan tradition for
foreningsliv, som det vi ser i især Jylland. Det var disse stærke
rødder og dette fællesskab, der kom til at forme mit liv. I
de fem år, jeg gik som vagabond ude i den ukendte verden, var
landsbyfællesskabet derhjemme simpelthen navlepunktet,
hvorfra jeg sugede alle mine kræfter. Siden, da de gamle jeg
kunne huske fra landsbyen døde ud, blev det jer - mine
ungdomsvenner både derfra og fra Esbjerg - der blev det største
psykiske navlepunkt i min tilværelse. Da jeg lærte som ensom
vagabond, hvor uvurderligt et sådant navlepunkt er, har jeg
stædigt holdt fast i jer for at undgå tilværelsens
ulidelige ensomhed. På samme måde håber jeg at også jeg må
udgøre - om ikke andet - så dog et lille centrum i jeres
univers, så at vi kan blive hinandens redningsbælter i
fremskridtets og fremmedgørelsens stormende hav omkring os.
Om ikke andet i nødens stund - her i Gernersgade - eller hvis
I midt i psykiske problemer trænger til at komme væk fra det
hele - på landevejen i USA. Da jeg aldrig har været god som
sjælesørger (den side tager min enestående bedre halvdel,
Vibeke, sig af her i familien), er det jo nok lettere for mig
at tilbyde jer en hurtig "flugt" i nødens stund.
Jeg ser i al fald frem til en fyldt bil, når I kommer på
efterløn.... Nu vil jeg ønske jer alle - lettere forsinket -
et godt nytår med ønsket om at se jer på den ene eller den
anden måde i løbet af året.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf. 33-124412. E-mail: INTERNET:americanpictures@compuserve.com
(Min hjemmeside vil sikkert ligge under Compuserve, når
jeg får mig taget sammen).
I USA: Tlf. 212-614-0438.
|