Nu var det i øvrigt også på tide at vende næsen hjemad, da Vibeke sad til halsen i Afrika-arbejdet, og jeg glædede mig helt til at vende tilbage til min hyggelige stuearrest efter dette lille flugtforsøg på 10.000 km's kørsel. Dog havde jeg kun været hjemme i få dage før jeg "lige skulle en smut til Hvide Rusland." Igennem et helt år havde jeg e-mailed med AIESEC, den internationale organisation for kommende erhvervsledere, om at holde foredrag på deres verdenskongres. Efter den lange kørsel i USA tænkte jeg, at jeg sagtens lige kunne nå et show på Kunstakademiet i Prag på vejen og ringede ned til min gamle ven, Jørgen Dragsdahl, for at høre hvor meget sne, der var på de polske veje. "Du må være bindegal", sagde han, "hvis du tror du kan nå fra Prag til den russiske grænse på Én dag på de dårlige polske veje." Og var jeg da ikke klar over, at jeg måtte have beskyttelse med? "Alle bli'r røvet på de polske landeveje i dette vilde Østen. Går bilen i stå kan man være sikker på straks at blive slået ned. Folk udgiver sig for at være politi og standser vestlige bilister for derefter at myrde dem og hugge bilen." Osv. Osv. Jeg blev straks helt paranoid. Han måtte jo vide, hvad han talte om, når han boede i Warszawa. Så straks ringede jeg ned til Jørg Meier, min gamle betroede STASI-medarbejder, der bor i Østtyskland. Men han fortalte endnu mere hårrejsende ting, om hvordan hans venner havde været på toilettet et øjeblik på en tankstation og havde fundet alle hjul på bilen forsvundet. Det var ikke så meget død og lemlæstelse, jeg frygtede, som tanken om at miste hele det kostbare show-udstyr. Jeg var nu helt rundt på gulvet af rædsel og udsatte rejsen i flere dage. Da Vibeke så mig vandre rundt på gulvet i panik, kunne hun ikke lade være at drille mig. "Herregud, hvad ligner det at lade dig sådan skræmme. Her har du lige været sammen med massemordere og hvad ved jeg, uden at det har rørt dig det mindste, og så lader du dig fuldstændig køre rundt med af to gamle spionvenner!" Pludselig lærte jeg hvad angst var: at det er noget andre mennesker planter i ens hoved, og når først det sidder der, er man magtesløs. Jeg begyndte fortvivlet at ringe rundt til gamle venner for at høre om de ville med som bodyguards. "Det er vigtigt at du ikke kører alene," havde Jørgen advaret. Men ingen kunne. Da jeg ringede til Ulla, som jeg havde haft med på efterårets USA-tur, og som med sin lidenhed ville have lignet en karikatur af en bodyguard, fik jeg overtalt hendes to samboere, Anders og Jacob, til at tage med. Men selv med dem ved min side i mit faldefærdige vrag af en vestlig bil, som ingen ville drømme om at stjæle, følte jeg at jeg kørte lige lukt i løvens hule, da vi forlod færgen i Swinousjscie. Og så straks opdagede jeg det, som jeg burde have kunnet sige mig selv, hvis ikke irrationel angst havde kvalt min sunde fornuft: at det gamle hyggelige Polen, som jeg havde kendt fra kommunismens tid og elsket for sin ro og tryghed, selvfølgelig umuligt kunne have ændret sig så dramatisk på få år til det rædselsbillede Dragsdahl og Meier havde manipuleret ind i mit hoved på grundlag af nogle undtagelsestilfælde i pressen. Ja, befolkningen i det nye serviceorienterede Polen var endog langt mere sød og venlig og smilende nu. Det hele forekom mig som et sandt paradis efter volden i USA. Men oplevelsen var ikke desto mindre en meget positiv erkendelse for mig: det at lære sin egen angst at kende, og hvor fuldstændig fornuftstridig den er. Det er sådanne erkendelsesspring, der gør det muligt for mig at forstå og undskylde amerikanernes racisme overfor de sorte i ghettoen. For når først en sådan irrationel angst fra barnsben er drillet ind i deres sind, mister de slet og ret herredømmet over deres egne handlinger og bliver til de mørkets og ondskabens aktive kræfter, der skaber et holocaust omkring sig af menneskelig ruin og vold. At det nu var to så progressive venner som Dragsdahl og Meier, der havde plantet et tilsvarende negativt menneskesyn i mit hoved, var dog ikke noget paradoks (thi det gør jeg sikkert tit selv med mine beskrivelser af ghettoen). Så det eneste mine læsere sikkert vil kunne konkludere efter min lærerige tildragelse er vel, at gamle spioner som os må man aldrig stole på. (Ja, du Jørgen blev jo ved dom sidste år frataget din KGB-hæderstitel. Det er jo egentlig lidt synd for dig, når mine læsere nu har fået endnu et slående bevis for at du så fint hører hjemme i vores lille eksklusive klub!)

Efter forgæves at have spejdet gennem hele Polen efter noget der blot mindede om en kriminel eller tvivlsom karakter, var det en vidunderlig oplevelse at afholde det mest internationale show, jeg nogensinde havde haft, for over 600 business-studerende fra 110 lande. Det vigtigste ved sådanne kongresser er uden tvivl den nedbrydning af fordomme, alle bliver udsat for. Når man f.eks. går med en formørket formodning om at der knapt nok er computere i Afrika, føler man sig pludselig lidt tilbagestående selv, når ikke mindst afrikanerne ustandseligt gav mig deres e-mail-adresser og jeg så dem vælte sig yndefuldt rundt i Windows 95, som jeg endnu kun knap nok selv er begyndt på. Ja, selv "menneskeædere" fra Ny Guinea så jeg slynge sig rundt i Internettet med "abe"-lignende elegance, når de sendte deres rapporter hjem.

Som ventet var det afrikanerne, der var mest berørte af mit show, som repræsenterede en verden, der var næsten uforståelig for asiaterne. Amerikanerne, som jeg var nødt til privat at forberede på chokket, var sikkert med rette ængstelige for at showet ikke just ville reducere de fordomme, asiaterne nærer overfor USA. Den største oplevelse for mig selv var at lave en workshop med repræsentanter for næsten alle jordens konflikt- og borgerkrigsområder til stede. Der var serbere og muslimer, nordirere, israelere og palæstinenser, tjetjenere og russere, rumænere og sigøjner og alskens afrikanske stammer. Det er altid en vidunderlig oplevelse når jeg kan få hvide og sorte i USA til pludselig at indse at de er i samme båd og lige undertrykte. Men at høre den undertryktes ofte bævende eller harmdirrende stemme på så mange sproglige accenter gradvis få mere selvtillid i stemmen gennem den voksende erkendelse af at den smerte - som undertrykte altid tror de bærer alene - jo i virkeligheden var een, de alle var fælles om, - ja, hele dette verdensdrama, der langsomt oprulledes i det rum i løbet af en dag - tror jeg gjorde et uudsletteligt indtryk på os alle. For mit eget vedkommende fik jeg langt mere ud af det end normalt, fordi jeg kun lavede en kort indledende undervisning om undertrykkelse og derefter lod de enkelte komme med deres egne udsagn. Da jeg ikke havde megen erfaring med deres lokalkonflikter, var jeg på forhånd indstillet på ikke at spille "master of the universe." Faktisk var det kun enkelte gange nødvendigt at komme med en styrende hånd. Og de få gange gjaldt altid folk fra de værste konfliktområder - russere, bosniere, israelere, kurdere - som simpelthen ikke var i stand til at se ud over deres egen smertesafgrund, og derfor i psykologisk henseende mindede mig mest om sorte amerikanere.

Et andet højdepunkt på konferencen var de natlige fester, der fortsatte til den lyse morgen. Hver nation havde sine egne boder med landets nationale drikke. Og - især efter min workshop - kunne jeg ikke få lov at passere forbi et eneste land uden at prøve mindst 3 af dets lokale drinks - med det resultat at jeg gik hamrende plakatfuld i seng hver morgen ved 6-tiden. Dette gjorde dog intet, for med det høje energiniveau på sådanne konferencer var alle straks klar til at fortsætte efter morgenmaden 2 timer senere - dag efter dag. Jeg skal ikke beskrive i detaljer, hvad der skete af mellemfolkelige aktiviteter i de sene nattetimer, blot lige nævne at den ene af mine to bodyguards kom hjem en morgen uden sine elegante blomstrede underbukser, fordi finansministerens datter fra Botswana havde syntes så godt om dem, at hun havde beholdt dem. Jo, det var et par kønne bodyguards jeg havde fået med mig! Det eneste tidspunkt på hele turen, hvor jeg kunne have haft brug for bodyguards, var i disse sene nattetimer - og så var de begge som forduftede!

Et absolut højdepunkt var også Lech Wallesas uanmeldte besøg. Jeg var lidt overrasket over under hans tale ikke at finde ham helt så dum, som jeg havde forestillet mig. For mig var det igen en oplevelse at møde en af historiens store aktører, som mere end nogen anden havde sat processen i gang, der førte til kommunismens sammenbrud. Han er i mine øjne en af verdenshistoriens store helte netop i kraft af sin menneskelige lidenhed. En åndelig kapacitet som Vaclav Havel er for mig sværere at beundre, fordi jeg ikke kan spejle mig selv i ham. Wallesa, derimod, viser hvad vi almindelige mennesker har i os af uanede kræfter til at kunne ændre historiens gang. I min egen bondskhed havde jeg fra begyndelsen knyttet mig så stærkt til hans skæbne, at jeg husker hvordan hans rolle var det eneste jeg nogensinde skændtes højlydt om med Nick Gribin - min personlige føringsofficer i KGB. Da Wallesa trådte frem på verdensarenaen i 1980-81, ejede jeg pludselig ikke den ringeste diplomatiske evne til at lægge bånd på min begejstring, når jeg sad ansigt til ansigt med ærkefjenden Sovjet. Jeg har tit siden spekuleret over, hvad der var de dybere psykologiske årsager til, at jeg gennem de polske organisationer i Chicago i efteråret 81 indbetalte større støttebeløb til Solidaritet. Var det udelukkende et udtryk for min ægte begejstring - eller var det i virkeligheden min Corfitz Ulfeldt-henrettelse af Nick in effigie i irritation over de penge, jeg selv engang havde fået af denne mand, som jeg var kommet til at holde mere af, end jeg måske burde? Men der er ingen tvivl om at Lech Wallesa voksede sig ekstra stor i mit sind netop under indtryk af den spænding, jeg havde følt ved uforvarende selv at være blevet en lille brik i øst-vest-dramaet. Nu hvor verden har forandret sig så meget, er der så meget man kan smile af i dag. F.eks. var også min bror, Niels Jørgens, begejstring så stor, at han fyldte bilen op med mad og kaffe for at tage det ned til de polske arbejdere. Men da han i hvert eneste polske hjem så bjerge af kød på bordene, endte han med at køre det hele tilbage for at give det til de frivillige i Amerikanske Billeder, som han syntes led større nød! Thi en af mine underbetalte medarbejdere var bl.a. hans ven, Bogdan, en polak i eksil. Bogdan var i øvrigt den eneste der hele tiden var klar over at en anden af vore ansatte var østtysk STASI-spion. Ja, Jörg, jeg har vist glemt at fortælle dig at du jo ikke var den mest fremragende spion, da du under en druktur med ham kom til at afsløre dig selv ved pludselig at tale russisk til ham. Det vidste Bogdan jo at man ikke lærte i Vesttyskland! Sådan var det morsomt at have alle afskygninger - lige fra erklærede fremskridtsfolk til kommunister - i samme hus, og jeg bliver nok aldrig helt træt af - dels i tankerne, at vende tilbage til denne hæsblæsende periode - og dels at skrive til jer, som var med i dette galskabens hus. Med hele det dualistiske verdensbillede, vi dengang havde ligget under for - og som man godt kan savne i dag fordi det som børneeventyrenes helte og skurke var så nemt at forstå - undrede det mig egentlig at de unge AIESEC-folk, som ikke var formet af samme verdensbillede, udtrykte en ligeså øredøvende begejstring for Wallesa, som jeg nu følte overfor ham. For efter hans netop overståede Jeppe på Bjerget-periode-som præsident, hvor han bl.a. var dum nok til på magtens højeste tinde at glemme at lave en pension til sig selv, havde han jo ikke just høstet de store laurbær i verdenspressen. Alle ville vi fotograferes med ham, men jeg skal skåne jer for billedet af ham og mig, thi mens han stod i de varmeste omfavnelser med pigerne foran fotograferne, var han modvillig og stiv som en støtte, når han skulle foreviges med os drenge! Jeg har altid elsket Gdansk, så da han på sidstedagen vendte tilbage dertil for at fortsætte sit arbejde som elektriker, kørte jeg denne omvej for at vise mine to bodyguards denne vidunderlige Østersøperle, der nu forhåbentlig efter kommunismens fald får en renæssance.

Efter disse, mine små udflugter i øst og vest, måtte jeg hjem og prøve at tage min stuearrest alvorligt. Hele mit liv har været Én lang flugt, og jeg var da heller ikke sen til at finde nye flugtveje. Denne gang over Internettet. Jeg havde gennem det seneste år arbejdet på en ny tidssvarende udgave af det amerikanske show og nu var tiden rede til at sende det ud på Internettet. Jeg havde valgt ca. 20 amerikanske professorer og eksperter ud. Det var mest folk jeg havde arbejdet tæt med gennem årene - repræsenterende både eliteskoler og arbejderskoler, og diverse racer og religioner. Og så kom endelig det vidunderlige øjeblik, hvor jeg med et klik på musen kunne sende hele mit omarbejdede livsværk ud i verdensrummet, hvor det få sekunder efter landede så forskellige steder som Los Angeles, Boston, San Francisco, New York etc. Når jeg tænker på hvordan jeg for blot 20 år siden blaffede og cyklede rundt med overhvidtede hakkebræts-tekster og lå en hel vinternat og fiskede de tabte, endnu ikke-kopierede originalmanuskriptsider til bogen op fra Holmens Kanal, ja, så er det jo en ufattelig teknisk udvikling, der er sket siden. Hele 9 computere er jeg vokset fra af mangel på ram, harddisk- og processorstørrelse siden min første BBC, der revolutionerede min oversættelse af den amerikanske bog. Blot at følge den daglige tekniske fremgang har gjort livet så utroligt spændende at leve, at man næsten ikke ved hvad man først skal kaste sig over om morgenen: computertillægget eller udenrigssiderne. Og alt for kort er livet blevet til at man kan nå at afprøve det hele - hverken de tekniske eller politiske systemer.

Hvad der glædede mig mest nu var at alle modtagere uden undtagelse var begejstrede for mit nye show og kun havde få forslag til ændringer. En af de mest positive var Jay Corrin, der leder førsteårsafdelingen på Boston University. Skønt jøde forærede han mig i sin begejstring et tyveårsabonnement på The Catholic Worker, idet showets religiøse indhold mindede ham mest om de progressive katolikkers. Selv føler jeg dog at det nye show blot er et produkt af alt det bedste jeg har suget til mig fra studenter og lærere gennem de sidste 14 år, snarere end af mine egne tanker - ligesom mit oprindelige show var den blotte opsummering af det jeg havde lært som vagabond. Men jeg sætter da gladeligt mit navn under andres tanker. Netop ved hjælp af Internettet var der nu mulighed for at gøre det til yderligere et fællesprodukt. For efter denne indledende rå-kritik indledte jeg nu en mere minutiøs gennemgang med en mindre skare, der - efterhånden som arbejdet skred frem - blev mere og mere jødisk og feministisk. Som chef-redaktør for det sproglige havde jeg på forhånd valgt Mog. Det var hende jeg i 1983 fløj over til København i 9 mdr. og lønnede for at kritisere og redigere min amerikanske bog. Hun er så tyk at synet af hende får mange til at væmmes og flere af de ansatte i Am. Bil. ghettoiserede hende fuldstændig pga hendes vaner med at stege store kødben til morgenmad. Men hendes indre er noget af det smukkeste, jeg kender, og alle der korresponderer med hende over Internettet - hvor man aldrig behøver at se eller lugte hinanden - bliver vildt forelskede i hende. Skønt hun redigerede i sin arbejdstid fra et operationsrum i Los Angeles, løb hendes korrespondance med mig i løbet af foråret op på næsten 1 megabite - altså på størrelse med "Borte med Blæsten". Flere af de andre skrev næsten ligeså meget. For hver ting de foreslog, fik jeg ofte ti nye ideer, hvorved showet voksede med over en halv time. Alene dødsstraf er så emotionelt et emne i USA at jeg ikke blot kan nævne min modstand. Jeg er også nødt til på denne knappe plads - og ved hjælp af deres dybere kendskab til amerikansk psyke - at finde netop det argument blandt hundreder, som rammer amerikanerne hårdest i underlivet. For man kommer jo ingen vegne med intellektuelle argumenter. De feministiske problemer i showet havde jeg for mange år siden fået rimeligt udglattede, men nu ønskede flere af disse feminister at jeg skulle sige sandheden lige ud om mit "virkelige" forhold til sorte kvinder. Det i sig selv gjorde Internettet så saftigt, at vi var bange for at Compuserve endnu engang ville censurere det. Når jeg sendte mine forslag af sted ved midnatstid og ofte havde de fuldt redigerede svar på mit skrivebord allerede næste morgen, - ja, så frygtede jeg alvorligt for, at nogle af Mogs patienter var døde i processen. Vi blev faktisk alle så hooked på denne daglige korrespondance, at vi begyndte at skrive om alle mulige andre ting. Når man kæmper med så lille et verbalt ordforråd som jeg og altid må have hjælp til sine skriverier - det var jo f.eks. Kirsten Thorup, der skrev min første Am. Billeder og Jette Drewsen, der skrev andenudgaven - ja, så kan man ikke andet end misunde disse uhyre dygtige skribenter. Det er såmænd spændende nok hver dag at gå til hoveddøren for at se hvad der ligger af post - især i juletiden når nogle af jer endelig nedværdiger jer til at sende mig et par linier. Men nu begyndte jeg at vågne tidligere og tidligere om morgenen - i samme øjeblik mine fjerne Californiens-"redaktioner" var lukket - af spænding efter at se hvad Internettet mon nu havde bragt. Selvom det nogle gange blot var en samling af de mange racistiske vittigheder eller jokes om republikanere, der cirkulerer på nettet, er det jo dejligt at føle at nogen har tænkt på én!

Mens jeg sad og hyggede mig med mine fjerne Internet-venner en dag, skete der pludselig noget, som med ét ændrede resten af dagen for mig. En polsk født kvinde ringede og sagde at hun gerne ville tale med mig. På grund af mit arbejde får jeg ofte opringninger fra folk i nød, men hun sagde at hun aldrig havde hørt noget om mig før. Jeg blev nysgerrig og kørte ud til hendes lejlighed, da min intuition sagde mig at der måtte stikke noget dybere under, selvom hun ikke havde sagt noget om at hun havde brug for hjælp. Hun ønskede blot at tale med mig. Hun var en ung smuk mor på 36 år med en 12-årig datter. Hun havde virkelig ingen anelse om hvem jeg var, fandt jeg ud af, da jeg fortalte hende om Amerikanske Billeder. Hun var kommet her til for ti år siden som flygtning fra det kommunistiske Polen (på et tidspunkt hvor vi var holdt op med at vise Am. Bil. i Danmark) og talte så flydende dansk nu, at hun havde fået en god stilling som dansklærer for senere ankomne flygtninge. Jeg følte at der måtte være en grund til at hun havde ringet, og alligevel gik det virkelig trægt i de første timer med overhovedet at finde på noget at snakke om. Så jeg begyndte at stille spørgsmål om Polen og fortalte om de mange gange jeg havde været på campingtur der før i tiden. Og især om den første gang, hvor jeg var blaffet dertil med min gamle jødiske kæreste, Marly. Nogle af jer mødte hende, da jeg havde hende med hjem i julen 1971. Vi havde fået billige billetter på 50 dollars retur til London fra New York og blaffede derfra hjem til min barndomslandsby. Her overraskede vi min intetanende far ved at sidde i kirken juleaften, så han nær tabte mælet på prædikestolen. Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig havde venstres gruppeleder, Ivar Hansens kone, Karen Marie, til bords og hun efter et par glas vin på sin charmerende bramfri måde sagde: "Der æ jen ting a har åltid hat lyst te. Å det er å gi dæj en stur lussing." "Nå," sagde jeg, "det må være for dengang jeg malede kirken over påskenat." "Næj, de var jo et ant end ungdomstreger. Men a ka åldri tilgi dæg for den yuleawten, do kom snigede langs æ husmure op te æ kerk uden å di far å mur hat fåt nåd å wide. For de had jo et hørt fra deg i månedsvis på de tidspunkt å frygted møj for hvå da ku vær hændt deg." (Ja, da jeg jo ved at du også smuglæser mine julebreve, kan jeg ikke dy mig for at citere dig i det sprog jeg selv engang talte, men mistede evnen for efter årene i Amerika. Så kan du jo næste gang gi mig en lussing for at have fejlciteret din udtale.) Nå, men min far havde jo forstået lignelsen om den fortabte søn godt nok til at give os en hjemkomst i samme dur - og Marly blev de så ellevilde med at de den dag i dag driller Vibeke med, at Marly var den bedste kæreste jeg nogensinde kom hjem med. Men allerede inden nytår tog vi så afsted på tommelen for at Marly skulle opleve lidt af Europa i sin korte juleferie fra universitetet. Og nåede blandt andet til Warzawa. Her havde vi i mange af de hjem, vi boede i, oplevet en voldsom anti-semitisme - ikke mod Marly, som de ikke vidste var jøde - men i ungarernes tale- og tænkemåde. Da jeg derfor nu - 25 år efter vores lille blaffetur rundt i Europa - sad her i København og forsøgte at få en samtale kørende med Angela, som min mystiske polak hed, kom jeg under omtalen af "min jødiske kæreste" til at spørge hende om hvad hun selv havde følt om jøder, mens hun var vokset op i Polen. Dette begyndte at løse op for et og andet i hende, og hun fortalte mig nu om hvordan alle hendes kærester gennem hele hendes liv havde været jødiske, og at faderen til hendes barn var jøde. Denne oplysning var nok til at få mig til at spørge om hendes forældre havde været meget anti-semitiske, eftersom jeg så ofte i USA har set døtre af åbenlyse racister gå igennem årevis af oprør ved at have udelukkende forhold til sorte mænd. Hun bekræftede at hendes far havde været "meget, meget" anti-semitisk, men syntes ikke at have lyst til rigtig at ville tale om det på dette tidspunkt. Lidt efter gik samtalen endnu engang i stå med masser af gaben på begge sider.

Da hun henkastet spurgte mig om "mit arbejde i Amerika", som hun intet vidste om, fortalte jeg så om forårsturnéen og endte med historien om "massemorderen" Woody. Angela var tydeligvis meget træt - havde ikke sovet i dagevis, sagde hun - men på dette tidspunkt begyndte hun pludselig at spidse ører. Hun stillede detaljerede spørgsmål om Woody, og om hvad jeg følte overfor ham. Og da jeg fortalte hende om mine følelser - at den eneste frelse jeg så for Woody (og for menneskeheden i det hele taget) var min og andre menneskers fuldstændige tilgivelse af ham og om hvordan jeg havde forsøgt at give ham min betingelsesløse kærlighed, men midlertidigt havde fejlet (som hans mordforsøg på den sovende familie viste) - og hvordan jeg nu ønskede at fortsætte med at hjælpe ham og hans to brødre i fængslet - ja, pludselig var det som om Himlens sluser åbnede sig op, og at denne kvinde begyndte at øse ud af sig selv. Hun sagde nu at hun ville fortælle mig noget, som hun ALDRIG havde delt med nogen før:

Indtil hun var 6 år gammel huskede hun sit liv som meget lykkeligt med en overstrømmende kærlighed fra hendes far og mor. Men en dag blev lykken brat afbrudt med en banken på døren - og hendes far forsvandt. I de næste 10 år fik hun at vide af sin mor og folk omkring hende, at hendes far var "soldat", men begyndte i stigende grad at undre sig over, hvorfor han som soldat aldrig kom hjem. Hun følte sig også isoleret i skolen og lukkede sig mere og mere inde i en skal. Da hun blev 16 år, kom hendes far hjem, men da var hun flyttet til universitetet og så ham sjældent, idet hun følte sig helt fremmed overfor ham - lukket inde i sin egen skal, som han var. Da hun blev gravid med en jødisk kæreste, som hun senere giftede sig med, blev hun genstand for voldsom vrede og forkastelse fra både sin mor og sin far. Den jødiske familie blev nu i stedet en virkelig familie for hende, hvor hun fandt overstrømmende varme og kærlighed for første gang siden hun var 6 år. Men konstant havde hun på fornemmelsen at de kendte en dybere sandhed om hende, som hun ikke selv havde kendskab til. Kun glimtvis havde hun dog fornemmet, at det var noget med at hendes far havde været på den forkerte side under krigen. Hendes forældre fik på en eller anden måde (jeg husker ikke hvordan) ødelagt hendes ægteskab med den jødiske mand, og da den jødiske familie havde gode forbindelser i kommunistpartiet, lykkedes det ham at tage til Australien, mens hun selv flygtede til Danmark i 1980. På dette tidspunkt i samtalen slap der i øvrigt en af de klassiske anti-semitiske bemærkninger ud af hende om hvordan "jøderne kontrollerede alting i landet på det tidspunkt." Hun fandt sig hurtigt til rette i Danmark og var efter kommunismens fald begyndt at sende sin datter (med det jødiske navn, Theresa) på langvarige besøg hos begge sine bedsteforældre. Med årene begyndte Angela at komme ud af sin selv-fornægtelse. Da jeg spurgte om hun virkelig intet kunne huske fra disse år, sagde hun tøvende, at da hendes far havde forladt dem i 1966, huskede hun at hendes mor en aften havde lukket døren i for hende, men gennem døren kunne hun høre radioen meddele noget om "Nazist" og "dødsstraf" og "livsvarigt fængsel." Nu, da brikkerne med årene langsomt var begyndt at falde på plads for hende, var hun fyldt med vrede overfor sin mor, fordi hun aldrig havde fortalt hende noget. Hun fandt ud af gennem ungarske venner i Danmark at en bog om Polens krigsforbrydere var blevet udgivet efter krigsforbryderprocessen, og ringede til sin mor og sagde at hvis hun ikke sendte hende denne bog, ønskede hun aldrig at se hende igen. En par måneder før jeg nu mødte Angela havde hendes mor så langt om længe sendt hende bogen, og den åbenbarede en sandhed langt værre end hendes værste anelser. Jeg bad om lov til at se den, men kun tøvende lod hun mig se den senere på dagen. Den var trykt på det dårlige papir, der var så almindeligt i kommunistiske lande i de år og den handlede om processen mod Polens 5 værste krigsforbrydere (eller de, som det var lykkedes at skjule sig for helt til 1958; de fleste blev sikkert henrettet lige efter krigen). Der var masser af billeder af hendes far fra retssagen og endog fotografier af ham, når han stod ved kæmpestore massegrave og gav nakkeskud til de knælende jøder. Men billederne af, hvad han havde foretaget sig under selve den nazistiske besættelse "efter ordre," var ikke den værste anklage; værre var alle de drab han havde begået på egen hånd som 18-årigt medlem af nazisterne - før tyskernes besættelse. Kun de myrderier, som man havde fundet vidner til, var nævnt i anklageskriftet: i alt 17 tilfælde, hvor han havde opsporet og myrdet jødiske familier i deres hjem eller på gaden. Jeg tror ikke at jeg behøver at sige mere om hans skyld. Alle disse 5 forbrydere blev nu dømt til døden. Men kort efter dødsdommens afsigelse fik Angelas far, Marek, sin dom ændret til livsvarigt fængsel, "fordi han havde en datter og en nu gravid kone". (Dette var 21 år efter krigen og Polen var midt i en optimistisk vækstperiode, som Marly og jeg skulle se 5 år senere). Angelas mor havde været fuldstændig uvidende om hans forbrydelser, da hun giftede sig med ham i 1959. Hun var meget yngre og havde været dybt forelsket i og forlovet med en student på universitetet, men på et besøg i Antals hjemby, havde hun mødt ham og var blevet charmeret af ham og især hans velstand. Han ejede sin egen urfabrik (utroligt i et kommunistisk land og man kan ikke lade være at spekulere over om den var grundlagt med penge røvet fra de jøder, han havde dræbt). Hun havde derefter giftet sig med ham for at få "økonomisk tryghed." Angela husker det rige hjem, hun boede i indtil hun var 6 - og hvordan alting pludselig blev taget fra dem og de sad tilbage i en trang, kold lejlighed. Med det chok hendes uvidende mor må have fået, undrer Angela sig stadig over hvorfor hun ikke lod sig skille fra ham under hans livsstraf (han blev løsladt for god opførsel efter 10 år) eftersom de lever sammen som hund og kat i dag. Men dette smukke træk har vi så ofte set med kriminelles hustruer - at de står bag deres mænd, når disse er under anklage: Jeg oplevede det personligt, da Vibeke stod bag mig i den svære måned med alle anklagerne imod mig om at være KGB-agent. Hun kastede alt fra sig i forsvaret af mig - midt under sin afgørende universitetseksamen.

Efter at have modtaget denne bog var Angelas liv nu blevet forvandlet til et totalt mareridt for hende i tiden lige før jeg mødte hende. Hun havde lukket sig fuldstændig inde - havde mistet alle sine venner, og var i de sidste uger endog holdt op med at gå på arbejde, da hun var helt i opløsning. Hun var konstant træt, da hun kun fik 2-3 timers søvn hver nat. Hvorfor, spurgte jeg? Hun svarede, at hun havde tilbagevendende mareridt med det samme tema: hun står med sin datter i den ene hånd og sin bror i den anden, mens en gruppe nazister er ved at gøre sig parate til at skyde dem ned med maskinpistolsalver. Hun føler at hun kan redde datteren, broderen og sig selv ved at fortælle nazisterne "hvem hun virkelig er," datteren af en stor nazist. Men hun kan ikke få sig selv til at gøre det og føler derfor hele tiden sin datters fugtige hånd glide ud af sin egen.....efter hvilket hun altid vågner op. I dagtimerne fortsætter hendes mareridt, idet hun er plaget af skyldfølelse over at sende sin datter (Theresa havde virkeligt stærke jødiske ansigtstræk, da jeg senere så hende) ned til Warzawa for at bo hos en mand, som personligt havde væltet så mange børn som hende i graven. Angela følte sig selvisk over at ville have sommerferien for sig selv for at prøve at komme sig lidt - skønt hun i virkeligheden sender datteren tilbage for at denne skal bevare kontakten med polsk sprog og kultur og for at give hende hvad hun aldrig selv havde haft - følelsen af en rigtig familie med to sæt bedsteforældre at være hos. Angela nægtede at tage derned selv - og endog at tale med forældrene i telefonen. Der er mange utrolige ironier i hendes beretning: som et resultat af Theresas besøg i Polen har de to bedstefædre nu fået et virkeligt dybt venskab med hinanden - jøden og den nazistiske bøddel! Ja, faktisk så havde Theresa sagt efter sit sidste besøg, at hun ikke brød sig om når de to bedstefædre var sammen, for så ville de altid sidde i lange, dybe samtaler med hinanden - og fuldstændig glemme at lege med hende. En anden ironi er, at begge Mareks børn ender med at forråde den tidligere nazibøddels mål; for Angelas bror er homoseksuel - og har også afskåret alle forbindelser med ham - ikke på grund af hans forbrydelser, men fordi faderen nægter at vedkende sig ham. Det er derfor at hun ser både sin jødiske datter og sin homoseksuelle bror som ofre i sit tilbagevendende mareridt. Hendes bror bor nu i Danmark, men nægter at tale med Angela om forældrene ("jeg har problemer nok med at være bøsse") og har ikke engang ønsket at høre om krigsforbryderbogen.

Dette var grunden til, at jeg var den første, som Angela nogensinde havde indviet i sin hemmelighed - åbenlyst på et tidspunkt, hvor hendes liv var gået helt i hårdknude. Jeg forstod nu hvorfor højere kræfter havde sendt mig her, men undrede mig over hvordan hun havde fået mit navn. Hun fortalte nu, at da hun planlagde flugten gennem jerntæppet fra det kommunistiske Polen, havde en veninde, Eva, givet hende mit navn. Det var i de år, hvor jeg gav husly til flygtninge fra hele verden i min lejlighed - og hvor jeg til sidst var endt med 66 arabiske, palæstinensiske og iranske mænd - med det resultat at alle mine danske og amerikanske venner var flygtet fra lejligheden. Jeg vidste, at mit navn cirkulerede i den arabiske verden, for hyppigt kom arabiske landes aviser for at lave interviews og historier om mig, og jeg måtte trygle dem om ikke at skrive om mig af angst for at få endnu større flygtningestrømme. Men jeg var overrasket over nu at høre, at mit navn også havde cirkuleret blandt de indespærrede bag jerntæppet. For Angela havde fået at vide, at hvis hun fik brug for hjælp, når hun kom til Vesten, skulle hun gå til "denne mand." Det var den eneste grund til at hun var taget netop til Danmark, men her var hun allerede på førstedagen havnet i Sandholmlejren og havde fået at vide, at hun skulle søge om asyl derfra - grunden til at hun havde glemt alt om mig indtil nu. Hun havde haft et godt liv siden hen, men nu - ti år senere - havde hun i sin nuværende krise pludselig husket ordene "hvis du får brug for hjælp, skal du gå til denne mand," og havde gennemrodet alle sine gamle papirer for at finde lappen med mit navn. Jeg er desværre ikke i en situation, hvor jeg har mulighed for at hjælpe flygtninge mere (med noget så enkelt som husly), da jeg siden har indkapslet mig selv i lykken ved et selvisk kernefamilieliv, hvor jeg til fulde elsker at glemme alt om verdens problemer. (Thi i de år, hvor jeg husede alle de flygtninge, forlod selv min kone og søn mig - ude af stand til at udstå stanken og skidtet fra så mange sovende mennesker på hver en tomme af gulvet, ja selv på toppen af køleskabet osv. Så i selvvalgte krisesituationer kan man åbenbart ikke altid regne med, at ens kone vil stå ved ens side!)

Den eneste hjælp jeg altså nu kunne give Angela var at lytte til hendes problemer. Og denne - som jeg sagde - selv denne lille hjælp var næsten blevet en fiasko, hvis jeg ikke ved en tilfældighed var komme til at ytre disse magiske forløsende ord "at tilgive en massemorder." Da dette var, hvad der nu havde sat hele denne lavine i gang, var jeg derfor heller ikke spor i tvivl om, at nøgleordene i mit svar til hende skulle koncentrere sig om at "tilgive faderen." Jeg har ikke forstand på drømmetydning. Alligevel prøvede jeg at bruge hendes mareridt til at fortælle hende, at hvis hun ikke rakte ud mod og fik forbindelse med de nazistiske mordere, hun stod overfor (eller med andre ord helt og fuldkomment i sit hjerte prøvede at tilgive sin far), så ville hendes datters hånd glide ud af hendes egen. Hermed mente jeg ikke blot i bogstavelig forstand, at hendes datter en dag vil bebrejde hende for ikke have fortalt hende om bedsteforældrene - ligesom Angela selv havde vendt sig imod sin mor, fordi hun havde skjult sandheden for hende. Men for mig var betydningen af barnets hånd, der glider ud af hendes, mere noget om vigtigheden af at bryde den onde cirkel af had - for at redde fremtidige generationer. For at hun skulle kunne forstå hvad jeg mente, fortalte jeg hende om, hvordan vi i Am. Billeder var holdt op med at vise showet i Tyskland, fordi mine "ansatte" lidt efter lidt nægtede at arbejde i det utålelige klima af had, som herskede der i årene omkring 1977-83. For overalt mødte vi i disse år unge tyskere, som fornægtede deres egne forældre pga. de roller disse havde haft i fortiden som "Hitlers villige bødler" - og i reglen havde de afbrudt al forbindelse med dem. Denne formålsløse utilgivelighedsproces havde formet og forkrøblet de unges egen karakter i en sådan grad, at deres vredesbetændte klima blev utåleligt for alle - ikke mindst for de sorte, som fremviste mit show. Aften efter aften måtte Tony og Jerry stå og forsvare mine sætninger i showet om Ku Klux Klan og Nazister: "at sådanne ensomme og fortvivlede tabere kunne jeg ikke andet end holde af." Thi disse unge tyskere vendte slet og ret deres had mod folk, som nægtede at hade. De ønskede at placere ansvar - hvilket er vigtigt! - men de havde ingen tilgivelse i deres egne hjerter, og endte følgelig med at gøre mine sorte ansatte ansvarlige - ikke blot for mine meninger, men endog for klanens! Ofte fornemmede mine sorte talsmænd mord i luften som de "fortalere", de ironisk var endt med at blive for KKK og Nazister i dette ulogiske tankeunivers. Ved at fornægte deres egne forældre, endte de unge tyskere ikke blot med at bære forældrenes had videre, men fik også forældrene til at forskanse sig i deres egen smerte. Først og fremmest prøvede jeg at fortælle Angela, at hun ikke var alene, for der var hundredtusinder af børn af krigsforbrydere som hende, der gik igennem en tilsvarende smerte og tortur. Og at hun ville ende med at ødelægge sig selv med had og negativ tænkning, hvis hun ikke i det mindste PRØVEDE at række hånden ud til sin far - og således at redde sig selv som i drømmen.

For at overbevise hende om hendes egennytte af dette, fortalte jeg hende om hvordan jeg selv havde lært at overleve blandt "onde" mennesker og kriminelle i mange år. Ved at sende dem et signal - et budskab - om ubetinget tillid og tilgivelse - altså i virkeligheden at fortælle dem at "du er god, jeg har grund til at have tillid til dig" - hvilket ofte er første gang nogensinde, sådanne undertrykte mennesker modtager et sådant budskab - er vi altid i stand til at hjælpe dem ud fra de forskansninger af "tough" eller "farlig", som de har tillagt sig for at kompensere for deres dybe smerte og mangel på selvværd. Magtesløse menneskers eneste følelse af magt består i at kunne skræmme os andre. Men denne falske magtberuselse må vi aldrig lade dem få ved at udvise frygt overfor dem - altså ved at sige til dem "du er dårlig, jeg har grund til at frygte dig." For derved re-stimulerer vi netop alle de negative følelser, de fik omkring sig selv fra barndommens tid, og så først angriber de os. Nej, mennesker elsker at føle sig elskede, så når vi i stedet lærer at sende dem den modsatte kærlighedens erklæring - for vor egen egoismes og overlevelses skyld - er det så overvældende et budskab for dem, at de altid "smelter" og bliver vores nærmeste allierede og vil gøre alt muligt for at hjælpe os - som jeg gang på gang har oplevet det med kriminelle, med Ku Klux Klan-medlemmer og som jeg så det med Woody og hans familie. Når man gradvist lærer, hvor let det er at overleve i en verden af vold, og ser hvordan selv de mest "monstrøse uhyrer" inderst inde hungrer efter kærlighed og accept, så ændres man også gradvis selv og bliver mere og mere tillidsfuld. Derved er man i stand til at sende endnu mere positive vibrationer ud, som yderligere forstærker ens egen sikkerhed og mentale velvære. Omvendt er det altid de mennesker, som jeg i mine rejser ser låst fast i frygt og mistillid, der bliver skadede. Og er vi først blevet skadede (som de fleste mennesker jo er), ved vi hvordan det forstærker vores frygt og vores negative vibrationer overfor andre, hvorved den onde cirkel bliver værre. I mine workshops i USA, hvor jeg prøver at hjælpe unge hvide til at få lidt tillid til deres medborgere, bruger jeg ofte udtrykket: "Hvis et lidelsesmønster (altså: summen af vore smertesoplevelser, som de senere i livet viser sig i vore irrationelle handlinger) angriber dig - og kun et lidelsesmønster vil nogensinde kunne finde på at angribe dig - er hjælpen altid lige ved hånden: nemlig i det menneske, som sidder låst fast inde bag det skræmmende lidelsesmønster."

Skønt min personlige overlevelsesfilosofi ikke kan benyttes i krigssituationer styret af irrationel gruppeopførsel, eller ved drive-by shootings o. lign., er den altid anvendelig i mødet med individuelle - såsom at prøve at overleve mentalt med en far som Angelas. Linien mellem undertrykker og offer er så uklar under alle omstændigheder at det er bedst for vores positive tænkning og velvære ALTID at betragte alle som ofre. I modsætning til, hvad det kunne synes som, tillader en sådan holdning andre at komme ud af deres mentale forskansning og at tage livet i deres egne hænder - at frigøre sig fra undertrykker/offer rollerne. Fortsætter vi derimod en skyd-skylden-på-andre måde at tænke på, er vi allerede selv på vej ned ad det skråplan hendes far engang startede ud fra, hvor vi delegerer ansvar væk fra os selv og ender med at blive overvældet af negativ tænkning - det som også kaldes for had. Hvis du ikke fuldstændigt forsøger at tilgive din far i dit hjertes inderste, sagde jeg, er du på samme vej som Jugoslaverne og Rwanderne, hos hvem ophobningen af had eksploderer hvert 50. år. Nogen må bryde den onde cirkel. Derfor er jeg så stor en beundrer af Mandelas (for ikke at tale om de Klerks) sandhedskommission, der giver alle tidligere hvide såvel som sorte bødler fuldkommen tilgivelse mod at de tilstår ALLE deres forbrydelser. Årsagen til at jeg holdt sandhedskommissionen op som et opmuntrende eksempel for Angela, var at hun personligt havde været et offer for den tidligere skrue-uden-ende af eskalerende vold og had i Sydafrika. Da vi tidligere på dagen havde talt om Amerika, havde jeg således fornemmet en stærk racisme i hende overfor sorte. Da jeg spurgte hende, hvor hun havde den fra, fortalte hun mig om en hændelse, da hun først var ankommet til Danmark. I flygtningecentret Sandholmlejren havde hun kort udvekslet et par bemærkninger med en sort flygtning fra Sydafrika. Et par nætter efter havde han pludselig og uventet stået i mørket i hendes værelse og havde voldtaget hende. Senere havde lejrmyndighederne fået hende overtalt til ikke at gøre en politisag ud af det, "da han var et mentalt skadet offer for apartheid under hvilket hvide bødler havde dræbt begge hans forældre - årsagen til hans had mod de hvide nu." Disse to ofre for undertrykkelse, Angela og sydafrikaneren, havde på sin vis begge mistet deres forældre til undertrykkelsen - og bar nu deres had videre mod hinanden. For at undgå at hun selv skulle bære hadet videre på ligeså meningsløs vis, var det ikke svært for Angela nu - intellektuelt i det mindste - at indse at hun blev nødt til at gøre som sandhedskommissionen: at tilgive sin far. Problemet er hvordan man tilgiver een, man ser for sig som sådan et uhyre, at man personligt reagerer - ikke overfor mennesket indeni - men overfor den forskansning af fjendtlighed han naturligvis var endt i som følge af straffen og samfundets årelange forkastelse og ghettoisering af ham. Det overraskede mig ikke, at han ikke havde været i stand til at udtrykke samvittighedsnag. Thi for at blive i stand til det må man kunne føle et positivt klima af kærlighed, forståelse og tilgivelse omkring sig - ikke forkastelse og had. For at hjælpe hende over denne hindring bad jeg hende om at prøve at se for sig sin far som ung mand - at prøve at se det sårede barn i ham engang. På dette tidspunkt i samtalen huskede hun pludselig at hendes fars egen stedfar, som havde opdraget ham, havde været jødisk, men hun havde aldrig rigtig spurgt ham ud om hans barndom og vidste ikke mere. Hvad der end har været årsagen endte han som meget ung i nazistpartiet. (Hitler havde jo selv efter sigende en jødisk bedstefar og nære jødiske kunstnervenner i ungdommen ligesom den eneste, han personligt gav ordre til at hedde fra koncentrationslejrene var hans egen barndoms afholdte jødiske familielæge. En jødisk galleriejer fra Washington fortalte mig for nylig på en flyvetur om en spændende østrigsk bog, der udkommer i løbet af året, netop om Hitlers varme barndomsforhold til jøder.)

Jeg bemærkede derpå at Angelas far sandsynligvis havde set ud ligesom alle de unge nazister, jeg havde marcheret ved siden af i sidste års store europæiske nazimøde i Roskilde, som jeg ønskede at opleve fra nazisternes synsvinkel. (Som nævnt i sidste års julebrev var dette sjovt et stykke tid - indtil vi blev bombarderet med brosten og bomber af anti-nazister med lige så meget had i deres hjerter). Hun lyttede intenst, da jeg beskrev det sårede og fortabte udtryk, jeg havde set i de unge nazistansigter, og hun ønskede at se billederne jeg havde taget af dem. Nogle af mine tilskuere ved et show i Hillerød genkendte for nylig to af dem som deres egne tidligere skolekammerater og berettede for mig om den forfærdelige barndom de to, Per og Brian, havde haft. Men skønt de havde leget med disse forsømte børn i barndommen, havde de alligevel fornægtet dem, da de voksede op og blev nazister. Med andre ord - fejltagelsen vi altid gør med ofre: vi vender dem ryggen nøjagtig på det kritiske tidspunkt med voldsomme vredesudbrud i ungdommen, når de mest har brug for vores hjælp og støtte. Derved ender vi med i stedet at forankre dem i deres smerte og vrede ved at stigmatisere dem som "NAZISTER", en identitet som ellers ville have været kortvarig for de fleste af dem. (Ofte er der ikke brug for andet end en kortvarig kærlighedsaffære til at bringe dem ud af den - sådan som vi så det med den tidligere leder af nazistpartiet, som forelskede sig i en palæstinenser). Da jeg fortalte Angela at jeg havde tænkt på at invitere enten Per eller Brian med mig på turne i USA (fordi jeg ved, hvor lidt der skal til for at bringe dem ud af sådanne ungdomsaktiviteter og finder, at dette ville være en mere konstruktiv måde at bekæmpe nazisme på end at smide brosten efter dem) - ja, så tryglede Angela mig pludselig om at bringe en af dem hjem til sig for at hun kunne få at se "sin tabte far som han engang havde været" før han var endt i det glatte uføre (hvor jo ingen kan holde sig oprejst eller vende om uden omgivelsernes støtte) på skråplanet ned mod bøddelrollen. Faktisk følte jeg at et sådant møde ville være til gavn for begge parter.

Fra nu af begyndte jeg at se positive tegn på, at Angela var ved at komme ud af sin forskansning og bad hende om at prøve at se for sig, hvor let det havde været for det "sårede barn i nazistuniformen" lidt efter lidt at glide fra A til B til C til X'ecutioner - når hun tog datidens historiske kræfter i betragtning. Hvor hadefuld jeg selv end havde været det overfor amerikanerne i min ungdom pga deres krigsforbrydelser i Vietnam, hvad der fik mig til at ændre mig var da jeg kom til USA i 70'erne og hyppigt mødte alle disse hæderlige og i bund og grund "gode" Vietnamveteraner, som ofte fortalte mig om hvilke uhyrer ("monsters"), de var endt med at blive i Vietnam. En elskværdig lastbilchauffør havde kun en måned før han samlede mig op i Mississippi fået sin afsked fra hæren for "uhæderlig opførsel". Han fortalte mig om, hvordan han pludselig, da hans bedste ven blev dræbt i kamp, havde mistet besindelsen og var løbet ind i landsbyer og havde flået gravide kvinder op med bajonet, hevet babyerne ud og smadret dem mod træer osv. Kun et par dage efter dette var han spadseret ned gennem USA's gader og alting syntes nu "fuldstændig uvirkeligt." Nej, på det rette tidspunkt og i de rette rammer kan den dybere smerte i os alle provokeres til at eksplodere - og ingen udenforstående fordømmelse (eller trussel om straf) kan ændre dette. Derfor må vi prøve nye fremgangsmåder - såsom Mandelas - eller sådan som Angelas jødiske svigerfar havde vist, det kan gøres. For han havde sandt at sige prøvet at ende hadets onde cirkel ved først at skabe et kærligt tilflugtssted for en bøddels udsatte datter - og dernæst ved at gøre sig til ven med "barnet" inde i bøddelen selv. Det er sådanne smukke historier om kærlighed og forsoning, der kan gøre mig fuldstændig opstemt og som giver mig livgivende inspiration til at fortsætte i en ellers tilsyneladende" mere og mere voldelig verden med dystre fremtidsudsigter. Hen mod enden af dagen fornemmede jeg tydeligt, at jeg gjorde virkelige indhug i Angelas forskansning og at hun blev mere og mere positiv i sine tanker overfor faderen - og deres fælles fremtid. Da han er gammel nu, opmuntrede jeg hende til at skynde sig, for at han ikke skulle dø før deres forsoning - ikke for hans skyld, men for at redde sig selv fra senere selvbebrejdelse - og, jeg vil tilføje: for menneskehedens fremtids skyld. Store ord, ja - men netop fremtiden starter og slutter i det små - i hver og een af os.

Lad mig sluttelig sige, at dette blev en helt utrolig dag for mig - der havde oprullet sig langsomt som en film i begyndelsen og var endt i en overdådig eksplosion af noget uhyre vigtigt, som blev udrettet for os begge. Men naturligvis kom jeg helt udmattet hjem og faldt øjeblikkeligt om på sengen. Der er nemlig også en anden side til sådan en begivenhedsrig dag: Når man oplever mærkelige ting, som jeg havde gjort det denne dag, kan i det mindste jeg ikke undgå at føle, at hvad jeg oplever udadtil egentlig er et spejl af, hvad der foregår i mit eget indre. At leve i ghettovolden i så mange år var - når alt kommer til alt - måske bare en måde for mig at bearbejde den dybere smerte, vrede eller vold i mig selv på. M.a.o. en storartet, sjov og - som det endte med at gå - endog produktiv måde for mig at undgå at blive et nazistisk uhyre selv - hvis ellers den teori holder. (Jeg har i hvert fald hørt den hyppigt nok fra psykologer, astrologer o.lign. til at være fuldt bevidst om det - selv under begivenhedernes forløb nu - hvilket gør det lettere at holde hovedet oven vande). Efter den mærkelige tur jeg havde i februar, hvor jeg mødte usædvanlig mange mord og massemordere overalt, var jeg tvunget til at tage et dybere kig ind i mig selv (for min egen forstandigheds skyld var jeg glad for at jeg havde haft et sundt vidne som Eli med mig overalt - skønt dette ikke tager noget fra teorien). Men denne dags oplevelser med Angela og Theresa forstærker endnu engang vigtigheden, jeg ser, af at vi lærer at vende de dybere og mørkere kræfter i os ud i et mindre destruktivt og mere kreativt forløb. Og det kan vi kun gøre med hjælpen og kærligheden vi får fra andre - kærligheden jeg igennem årene har fået fra så mange af jer, der modtager dette nytårsbrev. Med den lånte benzin vi får fra andre - og som menneskeheden trives og overlever på - får vi overskud til selv at overleve - og at give lidt kærlighed videre til andre: livsilden som brænder, kunne jeg fristes til at sige. For jeg er jo ikke præstesøn for ingenting.....

Allerede samme aften begyndte jeg at nedskrive disse linier for at redegøre for mig selv, hvad det egentlig var der var sket - og for at dele dem med andre for at finde ud af hvor jeg måske havde fejlet. Især e-mailede jeg dem straks til alle mine jødiske venner i USA. Da Marly havde spillet så central og forløsende rolle for denne dags forløb, var jeg især interesseret i at se hendes reaktion. Hun er nemlig i dag en af de fineste psykiatere i USA og sidder dagligt med fastlåste mennesker som Angela på divanen. Snart var Internettet rødglødende med skriverier. Jeg blev virkelig glad for at erfare, at alle mine jødiske venner stort set var enige i måden jeg havde klaret situationen med Angela på - skønt mange selv gik med forfærdelige lidelsesmønstre efter holocaust-tiden. Elisabeth - en af mine venner i New York - skrev: "En af dem jeg fortalte historien til var min kusine, Nina, som du mødte sidst da du boede her. Hun sagde, "Hvad hvis man ikke kan tilgive? Trods alt var alle vore bedsteforældre polakker og blev myrdet af nazisterne. Måske var mine bedsteforældre i et af de billeder, du omtalte." Jeg vil derfor sende din e-mail videre til Nina." At historien kom til at vandre vidt omkring på Internettet opdagede jeg et halvt år efter, da jeg sad til middag i New York og pludselig overhørte nogle af de andre gæster diskutere historien, der nu var kommet til at hedde "Angelas dilemma." Jeg kunne jo så ikke dy mig for at afbryde dem med at "hvis der var noget, de ville vide, skulle de bare spørge, for det var såmænd mig der havde plantet historien på Internettet....." Ved den lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere at elektronik er langt mere troværdigt end mennesker. På Internettet bliver nemlig den "lille fjer ikke til fem høns" idet alle blot med musen havde klikket fjeren videre uden ændringer.

Da jeg så denne utrolige respons, fik jeg virkelig lyst til at skrive på Internettet, hvor jeg i det mindste har vished for, at folk ikke kan bruge mine ord som lokumspapir, som de gør det med mine kronikker i Politiken. Noget af det, jeg længe havde haft lyst til at fortælle amerikanerne om, var den europæiske indsats for miljøet. Jeg havde jo ved sammenligninger mellem amerikanske og danske butikker kunnet konstatere hvordan amerikanerne langsomt, men sikkert var kommet bagud i den økologiske revolution - skønt jeg så tydeligt huskede hvordan det netop var dem, der startede miljøbevidstheden i hippietiden. Derfor ønskede jeg nu at fortælle dem lidt om de landvindinger, vi har gjort i især Nordeuropa. Da miljøet jo har vores fælles interesse var det vigtigt at det ikke kom til at lyde national-chauvinistisk, hvilket var svært da næsten al min viden kun kom fra at iagttage den langsomme, men sikre revolution på de danske butikshylder. For at undgå dette skrev jeg det lettere humoristisk - om hvilken glæde det nu var at være hjemmegående husfar (stadig under stuearrest) når jeg hver dag kunne gå på barrikaderne i Irma sammen med de mange andre revolutionære (vores Irma ligger i øvrigt lige der, hvor jeg sad i skjul inden signalet lød til et af 60'ernes største angreb på den amerikanske ambassade) - ja, om hvordan bevidstheden om at være en af fodtropperne i denne globale revolution for at redde miljøet gjorde det til en sand lykkerus for mig at klare det daglige husarbejde, madlavningen og opvasken. Hertil svarede flere af mine amerikanske læsere at de øjeblikkeligt ville sende mig en flybillet for at jeg kunne komme og klare den meterhøje opvask, de havde stående i køkkenet. Men - som jeg derfor gjorde dem opmærksom på - var den største forskel på det amerikanske ord "organic" og det europæiske "økologisk," at alle omkostninger herunder transport regnes med i det økologiske koncept. Godt nok havde vi i American Pictures selv købt ind i den "organiske" "Rainbow"-butik i San Francisco i 1982 sammen med en masse andre hippielignende "freaks", men det havde ikke meget med økologi at gøre, når man var nødt til at sætte sig i en benzin-osende bil for at køre tværs gennem en storby forbi hundredvis af andre supermarkeder uden "organiske" produkter. Sådan startede det sikkert også i Danmark, men den økologiske revolution er faktisk stagneret på dette hippieniveau i USA lige siden. Her karakteriseres den først og fremmest af at være "selvisk orienteret" mod at forbedre sin egen sundhed, mens det der gør den virkeligt revolutionær i Europa netop er dens karakter af at være for almenvellet - for naturens skyld. Det er vigtigt at bruge billeder i sin argumentation og jeg fremdrog derfor masser af eksempler, der tydeligt viste dette: hvor tit jeg f.eks. havde set storrygende, øldrikkende "revolutionære" komme rullende ud af Irma med indkøbsvogne fyldt med økologiske varer. Det var jo et billede de helse- og anti-ryger-fanatiske amerikanere med deres moraliserende forbud mod offentlig druk havde svært ved at argumentere imod. Jeg kunne nævne masser af andre eksempler på, hvordan danskerne i helse-mæssig henseende er det mest suicidale folk i verden. Jeg var selv efter mange års indkøb af Nicaraguakaffe med tiden gået over til økologisk kaffe, mens mine mere bevidste amerikanske venner i samme tidsrum gik fra Nicaraguakaffe til koffein-fri kaffe. Eksempler som "økologisk tobak" og "øko-øl" (som enkelte butikker i USA importerer fra Danmark) viser samme tendens. Sådanne valg kan iøvrigt være svære. Da jeg oplevede den håbløse fattigdom i Nicaragua, blev jeg endnu mere fanatisk i mit valg af kaffe end jeg havde været det i Reagan-tiden. Men da jeg i Latinamerika lærte om de store miljøomkostninger ved ikke-økologisk kaffeproduktion var jeg nødt til at skifte, for er først jorden skyllet ud i havet har heller ikke de fattige bønder i Nicaragua en jordisk chance. Mit væsentligste argument, som fik amerikanerne til at spærre øjnene mest op, var netop at deres politiske og sociale forudsætninger måske var den største hindring for at gennemføre en økologisk revolution i USA som vores. Deres "organic farming" er jo udelukkende baseret på tillid, som ikke ville kunne klare sig under virkelig konkurrence. Med hele deres anti-regerings og anti-reguleringshysteri ville de f.eks. aldrig tillade de regeringsansatte kontrolinstanser vi har, til at sikre at en økologisk landmand ikke snyder og køber pesticid-hø fra naboens marker. Da økologisk mad er dyrere end pesticid-mad, ville mafia-landmænd hurtigt dukke op for at tjene lette penge, hvis ikke skattemyndighederne kom og checkede regnskaberne over hvem varerne er indkøbt hos. M.a.o. er europæerne villige til at betale endnu mere i skat for at have et sådant regeringsbureaukrati til at snuse i folks privatsager - alene for miljøets skyld. Tilmed sender vi disse ud i den tredje verden for at kontrollere at de økologiske ingredienser, der er nødvendige til at lave en helt igennem økologisk kage, virkelig er økologiske, og har derved en positiv indvirkning på økologi-revolutionen i disse lande. Men kunne amerikanerne måske forestille sig danske bureaukrater trampende rundt i Jesse Helms bagland i North Carolina for at verificere, at tobakken virkelig var økologisk? Blot ideen om økologisk tobak forekommer amerikanerne latterlig. Ligeledes forekommer det som det rene vanvid for amerikanerne, når jeg fortæller dem om hvordan øldåsekrigene raser i EU og bliver udkæmpet på baggrund af videnskabelige analyser af energi- og miljøomkostninger ved henholdsvis dåse- og flaskeproduktion - gradvist udvidet til arbejdsmiljøanalyser, der viser omkostninger ved hospitalsophold for arbejdere, der løfter kasser med enten dåser eller de tungere kasser med flasker osv. osv.

Skønt der er tale om en virkelig græsrodsbevægelse af politiske forbrugere, ville den ikke have haft en sin succes uden velfærdsstatens aktive medvirke. Da jeg i forvejen underviser meget i dette emne i USA, morede det mig jo også at fortælle om hvordan begrebet efterhånden er ved at blive udvidet fra menneske-velfærd til dyre-velfærd i vores bevidsthed såvel som i lovgivningen. Med hele vores omsorg for "fritgående dyr" er dagen vel ikke fjern, før vi også giver disse ret til et sidste måltid efter eget valg inden henrettelsen, hvorved de faktisk har opnået samme grad af velfærd som menneskene i USA. Som den solidaritets-vegetar jeg er - da min kone er vegetar og da miljøet ikke ville kunne klare at hele verdens befolkning spiser kød - forstår jeg iøvrigt ikke, hvorfor folk ikke blot dropper kødspisning helt eller delvist. Man behøver jo ikke at blive fanatiker og jeg spiser da også gerne kød som gæst i andres hjem ud fra mit gamle vagabondprincip om at respektere folks gæstfrihed og at tage imod alt hvad der bliver budt mig - også af kødets lyster! - for ikke at afstedkomme sårede følelser. For det skønneste ved vores økologi-revolution - i modsætning til så mange bevægelser, jeg har set i USA - er netop at den er blottet for frelsthed. "Revolutionære" og "reaktionære" går på indkøb side om side uden løftede pegefingre og med fuld forståelse for, at ikke alle har råd til at købe økologisk hele tiden (selvom man kunne håbe på at pesticid-varer i fremtiden ville blive kunstigt dyrere gennem en miljøbelastningsmoms). Helsekostfanatikernes ghettoisering i afsides butikker i USA fremmer derimod en ubærlig frelsthed, der virker mod hensigten idet kun den brede befolknings deltagelse kan redde verdensmiljøet. Som eksempel på hvor meget vi egentlig er villige til at ofre på miljøet fortalte jeg om, hvordan jeg selv havde været med til at redde Thailands brændende regnskove gennem de 0.5% af B.N.P., regeringen har afsat til at redde verdensmiljøet, mens USA som eneste I-land nægtede at skrive under på Rio-konventionen. Nå, men der er da alligevel små fremskridt at spore for miljøet i USA. I februar læste jeg f.eks. i San Francisco Chronicle at Californiens Ku Klux Klan-leder var under tiltale for at have overtrådt de lokale luftforureningslove ved at brænde dieselolievædede kors af......

Det dejlige ved at skrive sådanne artikler er, at man i processen selv bliver mere miljøbevidst. Da jeg følte at jeg selv havde sovet lidt i timen under den hastigt fremadskridende miljørevolution - bl.a. ved at opholde mig så meget i USA - var jeg egentlig ikke klar over, hvor omfattende den var. Men da først skriverierne frem og tilbage på Internettet tog fart, var jeg jo nødt til at sætte mig ind i lovgivning, støtteanordninger osv. Det var derfor en særlig glæde for mig at kunne deltage i den første økologiske verdensudstilling og at finde et væld af informationer der. Da amerikanerne i disse år lever i fuldkommen uvidenhed om, hvad der foregår udenfor deres grænser, satte mine skriverier en livlig debat i gang. Flere bad om lov til at skrive mine artikler om til et mere korrekt engelsk, og jeg opfordrede derfor alle til at skrive mine ord om i deres eget sprog og at sætte dem i lokale aviser og studenterblade under eget navn. Skulle nogle af jer julebrevslæsere have amerikanske venner kan jeg sende jer en e-mail-udgave, som I umiddelbart på skærmen kan ændre til at blive jeres egne ord og meninger - og derefter klikke videre som jeres eget miljøbrev til amerikanske venner. Det eneste, det gælder om, er at fremme miljøbevidstheden i USA, thi hvis ikke amerikanerne er med - med deres dobbelt så store energiforbrug som vores - vil den globale økologiske revolution aldrig blive vundet. Og husk, den er først vundet når vi kan få statskontrollerede økologiske fisk fra verdenshavene og - ja, økologisk vin fra de franske Stillehavsøer!

Fortsættes i 3. del