Tilbage til indeks

En af grundene til at jeg i år beskæftiger mig en del med gamle kærester er, at jeg nu er nået til en hel række 25-års jubilæer med alle dem, jeg var sammen med i vagabondårene 1971-76, og de skal selvfølgelig fejres i stil med studenterjubilæer og andre tilbageblik til mennesker, der kom til at betyde meget for én i de unge år, hvor man præger hinanden så stærkt. Det første af mine jubilæer i USA kom helt bag på mig. Som jeg nævnte tidligere, fik historien om nazistforbryderen mig til at e-maile Marly Sockol i San Francisco. Vibeke og jeg havde i flere omgange gennem årene boet hos hende, og som psykiater var hun i vores svære krisetid i San Francisco endt med at blive lidt af en ægteskabsrådgiver for os. Men jeg havde ikke snakket med hende i et halvt år, da jeg sendte hende Angelas historie, og nu gik det pludselig op for os at vores 25-års jubilæum stod for døren. Hun var ikke sen til at skrive: "OK, jeg kommer på sommerferie hos jer med min datter, mens Lew (hendes mand) passer den nyfødte søn." Og således var vi i stand til at fejre det lige på datoen for den nat, hvor vi havde mødt hinanden i regnen i Montreal og derefter blaffede op til Quebec City. Her fik vi lov at bo i byens fængsel, hvor vi faktisk ikke kom ud af jernsengen i en uge. Derefter blaffede vi til New York, og det var hende der skaffede mig arbejde i den i bogen omtalte folkemusikklub, hvor jeg mødte så mange af de senere kendte musikere. Bl.a. havde jeg en kortvarig affære her med Bonnie Rait, som dengang mindede mig så meget om jyske bondepiger, at vi fik et lidt for varmt forhold til hinanden. På grund af Marly fik forholdet ikke lov til at udvikle sig, og i dag, hvor hun er dobbelt Grammy-vinder driller Vibeke mig altid, når hun er i fjernsynet: "Nå, der er nok en af dine gamle kærester, der har glemt dig!" I årene med hendes voldsomme alkoholisme ærgrede dette mig dog ikke. Jeg nærer da heller ingen illusioner om at jeg kunne have bevaret forholdet til en person, hvis omflakkende entertainerrolle sikkert havde gjort lige så overfladisk, som jeg selv var blevet det. Men da jeg i efteråret så et virkelig dybt og velartikuleret interview med hende i New York, blev jeg alligevel vemodig. Jeg havde i øvrigt heller ikke haft noget særligt valg, for forholdet til Marly udviklede sig så hurtigt og positivt, at vi begge var sikre på det ville ende i ægteskab - ikke mindst hendes rige forældre i Boston, hvis hus vi skulle arve når de flyttede til Florida. Hun er uhyre intelligent og ejede en besynderlig evne til ovenfra at kritisere mine flyvske og ikke særligt godt gennemtænkte tanker på så konstruktiv en måde, at jeg ikke blev defensiv. Måske hun havde behov for dette, for hendes senere ægtefæller - hvis bryllupper jeg alle blev inviteret med til - var endnu mere fanatisk venstreorienterede. Hendes første mand, lægen Gary, gik hun f.eks. fra da han gik under jorden for at sprænge Rockefeller-bygninger i luften. Selv havde vi løst talt om at bombe Chase Manhattan bygningen i vores kvarter på the Lower East Side på Che Guevaras dødsdag. Her skal man selvfølgelig lige huske tidsbilledet: at folkedrabet mod Vietnam var nået op på 3 millioner myrdede, og at Nixon netop havde udvidet krigen til et tilsvarende blodbad i Cambodja og Laos. Store dele af USA's ungdom var følgelig gået under jorden for aktivt at gøre modstand. Mit forhold til Marly var derfor hele tiden ambivalent fra min side - præget af dilemmaet i Erik Knudsens digtsamling "Blomsten og Sværdet", som jeg bar med mig som det eneste i alle årene: skulle jeg kaste mig helt og holdent ud i kampen - eller skulle jeg kaste mig helt og holdent ind i et ægteskab, der uden tvivl ville blive lykkeligere, tryggere og i større overflod end jeg nogensinde ville kunne gøre mig håb om det igen. Skønt jeg fornemmede Marly som filosofisk ophøjet over det hele, gik hun aktivt - eller i hvert fald kærligt indlevende - med mig til alle politiske møder og sad f.eks. i mørket under Vietnam-film og strikkede en bluse til mig i Befrielsesfrontens smukke farver, som jeg går med den dag i dag. (Da min søn blev født i 1980 strikkede hun i dåbsgave en tilsvarende en til ham i baby-størrelse og sendte over til os). Under vores føromtalte julerejse til Danmark i 71 var mine forældre ellevilde med Marly, som de foruden hendes charme og skønhed så som en pinligt nødvendig afbalancerende fornuft til min egen fanatiske galskab - altså som min eneste redning! Da Marly rejste hjem efter blaffeturen rundt i Europa, blev jeg tilbage for at vise mine første 80 USA-billeder til en ivrig venstrefløj herhjemme. Da modstanden mod krigen også var stor i Danmark, hungrede folk efter informationer fra USA, så det trak mere og mere ud. Marly blev ved med at ringe for at få mig hurtigt tilbage, og til sidst ringede hun og sagde at jeg øjeblikkeligt måtte komme, da hun var ved at blive forelsket i en cubaner. Jeg vidste at hun ikke løj, men trak alligevel mere eller mindre ubevidst afrejsen ud. Og da jeg kom tilbage hen på foråret var det for sent. Hun havde mødt en af Fidel Castros nærmeste våbenfæller og ledende kræfter under den cubanske revolution, der nu var desillusioneret og kontrarevolutionær, og var blevet forelsket i ham. Med hele den begejstring Marly vidste, jeg havde for Cuba på det tidspunkt, var dette jo som at få et slag i underlivet. Da de flyttede sammen, var jeg fuldstændig slået ud hele resten af det år, hvilket var det der fik mig til at gå på landevejen.

Jeg erkendte nu hvor dybt forelsket jeg var i Marly og især hvor psykisk bundet jeg var blevet til hende i min egen politiske usikkerhed. Det var som om jeg i forsøget på at vælge havde mistet både blomsten og interessen for sværdet. I denne svære krise fandt jeg som bekendt gradvis min identitet og lykke på landevejen. Som min farmor altid havde sagt - eller forudsagt - i sin typiske konfirmationstale-stil: "Målet skal du aldrig nå, min søn, men i vandringen vil du finde din lykke!" I mødet med min første jødiske forelskelse var jeg dømt til i smerten at blive en Ahasuerus - den evige jøde. Når så mange af os oppe i alderen sidder og funderer over, hvorfor livet ligesom smuldrede i hænderne på os, er der for mit vedkommende ikke tvivl om at det skyldes at jeg aldrig evnede - eller turde - at give mig helt hen - hverken til blomsten eller sværdet - hverken i kærlighed eller revolution. Jeg ville have det hele med og endte derfor med at tabe det hele - dømt til altid at stå udenfor som betragteren - uendeligt registrerende og dissekerende - til sidst ikke blot andre, men også min egen navle. Den kortvarige gevinst ved at brænde broerne bag mig var ganske vidst skabelsen af Am. Billeder. Megen kunst skabes sikkert i smerte. Da en fransk filminstruktør engang foreslog en filmatisering af mit liv med David Carradine i hovedrollen, forestillede jeg mig straks en sørgmodig kærlighedsfilm, hvor halvdelen skulle handle om forholdet til Marly, og den anden halvdel om smerten, det afstedkom - den evige vandring i ghettoen. For min psyke det år var tydeligvis: når jeg ikke kan få himmerige, ville jeg kun have helvede. Indtil smerten lærte mig at elske og dyrke helvede.

Som for yderligere at understrege bruddet klædte Marly sig det år "bourgeois": i pelse og lign. luksus, som hun vidste, at jeg hadede. Hun har senere indrømmet at hele denne "reaktion" var et klodset forsøg på at frigøre sig fra mig ved at gå lige i den anden grøft - denne enten-eller-ekstremisme, som præger så mange jøder. Allerede et år efter var hun færdig med sin cubanske kontrarevolution og forsøgte at genoptage vort forhold - bl.a. med et forslag om at vi sammen blaffede ned til Allende's demokratiske revolution i Chile. Men da brændte jeg endnu engang broerne bag mig, under henvisning til at jeg nu havde kastet mig fuldt ud i den fotografiske registrering af USA's raceundertrykkelse. I Chile kunne jeg ellers have fået kærlighed og revolution i Én mundfuld, for hvis vi var taget af sted, ville vi have været der under kuppet i 73 og ville sikkert have endt vore dage sammen med så mange andre revolutionære på Santiagos stadium, hvor vi kunne have fået en smuk død i hinandens arme under Pinochets kugleregn. Men, nej, endnu engang turde jeg hverken at give mig hen i kærlighed eller revolution og stak i stedet halen mellem benene som en kujon. I 1974 blev Marly så gift med den endnu mere revolutionære Gary til et klassisk jødisk bryllup med en sådan overdådighed af mad, at min eneste indsigelse mod ægteskabet var en tavs, men kæmpestor lort i toilettet. Den var umulig at skylle ud, hvorfor den endte med at blokere for gæsterne resten af dagen, hvilket ingen siden hen glemte mig for. Senere - under ægteskabet med Gary - forsøgte Marly under en blaffetur, som vi tog sammen, i et øjebliks sentimentalitet at genoplive det seksuelle forhold - af forståelige årsager, da ingen af os nogen sinde havde haft så intenst og eksplosivt et seksuelt forhold til noget andet menneske før. Men jeg var bange for at komme så tæt på hende igen og tog den nat ind til en mere periferisk kæreste i Boston, filmkritikeren Helen Linnee. Da fristelsen imidlertid havde været stor, har jeg anbragt dem lige under hinanden i bogen på side 63 (gl. udgave) - fotograferet med få timers mellemrum - thi hvis jeg var blevet hos Marly den nat var bogen sikkert aldrig blevet til. Alligevel fik jeg endnu en chance for at genoptage forholdet 7 år senere, da Gary var gået under jorden og jeg igen boede sammen med Marly under filmfestivalen i 1981. Men da havde jeg fået barn med Vibeke hvorfor jeg endnu engang endte med at brænde Marly af. I 1982 overlod hun så Vibeke og mig sin lejlighed, da hun flyttede ind hos sin nye mand, Lew. Med hele den indsigt hun gennem årene havde fået i min dybere psyke kastede hun sig derefter med stor iver og dybeste medfølelse ud i rollen som ægteskabsrådgiver - for Vibeke!

Derfor så nu både Vibeke og jeg frem til mit 25-årsjubilæum med Marly og jeg kastede alt fra mig mens hun var her. Modsat Ayanna, som nu var rejst, forstod Marly fuldt ud mit behov for at være en god vært. Vel ikke mindst fordi hun selv er et af de bedste eksempler jeg kender på det jeg elsker i jødiske kvinder - evnen til at give "Jewish motherly love". Faktisk var jeg i årene under ægteskabet med Gary fortsat med at blaffe de 2000 km op fra Syden mindst en gang om måneden for i en kort weekend at nyde hendes moderlige omsorg med de bedste jødiske delikatesser og for at se de nyeste af mine lysbilleder, som jeg af alle i USA kun turde at betro hende med at opbevare. Men Marly var også den perfekte gæst nu, der viste ægte begejstring for alt hvad jeg serverede for hende og alt hvad jeg viste hende af det vi har kært i Danmark. På cykelturen ud til Christiania gik det dog nær galt. Hendes datter, som ikke var vant til at køre på cykel i det bakkede San Francisco, svingede pludselig i et vindstød på Knippels bro ud foran en hurtig bus. Hun var næppe en millimeter fra den visse død og vi var alle så rystede, at vi på det nærmeste kastede os ned foran alteret i det smukke eftermiddagslys i Christianskirken for at taksige Gud. Det havde nær ødelagt den største oplevelse for alle mine USA-gæster, Christianiaturen. Men chokket blev vendt til livsglæde, da vi kort efter sad bænket i Mælkebøtten til varme pandekager hos Tania, som er datter af en anden gammel kæreste, Annie Hedvard, og stadig kalder mig sin plastikfar. Gennem Tanias sprudlende entusiasme og fortælleevne og egen jødiske afstamning fik Marly alligevel et positivt indtryk af Christiania. Da alle jo blomstrer op under den udadvendthed man får under ferier væk fra det daglige stress, blev jeg også helt forelsket i Marly igen og det var en vidunderlig følelse, som heldigvis også Vibeke nærede overfor hende.

Det eneste, der kom i vejen, var at jeg midt i det hele skulle til et andet jubilæum, nemlig 30-årsjubilæet med jer fra gymnasiet i Esbjerg. Dette forløb endnu bedre end det sidste, synes jeg - i al fald holdt jeg mig vågen denne gang. Og det skyldes ikke mindst at vi som ordstyrer fik valgt den meget DDR-demokratiske Henning, der til fulde magtede at løfte arven efter Honnecker, frem for den middelmådige og håbløst udemokratiske Marius - på trods af dennes ellers udmærkede planøkonomiske forarbejde. Jeg var virkelig glad for aftenens forløb og det muntre samvær med jer - ikke mindst jeres personlige beretninger om jeres eget liv. Jeg var derfor ked af at jeg blev nødt til at gå midt i det hele netop som jeg var fordybet i en samtale med Peter, som kom med en dyb og berettiget kritik af mine julebreve (det var vist noget med at du ikke kunne finde ud af hvem jeg egentlig er, hvorfor jeg under skrivningen i år har anstrengt mig ekstra meget for selv at finde ud af det!) Jeg turde ikke at sige til jer hvorfor jeg skulle gå, da jeg ikke ville udsættes for unødige vittigheder fra sådan en "flok skoledrenge," en rolle man jo let faldt tilbage i efter Marius' fine årgangsvine. Som skoledrenge flest indrømmer man jo ikke at man lige er blevet forelsket. Men næste dag var faktisk selve dagen for mit 25-årsjubilæum med Marly, som skulle fejres i sommerhuset med bedste danske "rødgrød med fløde." Jeg var derfor nødt til at tage nattoget for at nå tilbage i tide. Efter denne lille redegørelse om hvorfor Marly betyder så meget for mig håber jeg at I vil kunne respektere min tidlige afgang. For man bør jo passe alle sine jubilæer, ikke Johannes! Nu håber jeg blot at jeg selv kan leve op til dette i de kommende 5 år, hvor jeg har ikke så få 25-årsjubilæer i USA, jeg skal fejre.

Allerede et par uger efter var jeg dog nødt til at melde afbud til et andet jubilæum, nemlig mit 30-års jubilæum i Livgarden grundet turné. Det var jeg meget ked af idet det var første gang de havde inviteret mig til noget som helst efter at jeg blev smidt ud af Livgarden uden fuld musik og uden fuld honnør og i utide. Selv under Livgardens 400 års jubilæum var jeg persona non grata og måtte som tilskuer overvære mine støvletrampende gamle kammerater marchere forbi, uden at de havde hverken vilje eller mod til at bryde ud af ensretningen for at se til min side. Men nu hvor jeg endelig var kommet ind i varmen igen, havde jeg som sagt heller ikke selv vilje eller mod til at bryde ud af geled og kontrakter i USA for at være med. Den ødelæggende ghettoisering jeg led under i Livgarden - fordi jeg nægtede at skyde og bære våben - fortæller jeg om i en kommende radioudsendelse. Med hele den sump af løgne jeg i den forbindelse langsomt blev tvunget ud i, har jeg aldrig haft mod eller lyst til at fortælle om det før. Selv om jeg den gang opfattede det som i god sags tjeneste, er løgn nu engang løgn og afslørende en side i mig selv, jeg ikke brød mig om at konfrontere. Men hvis vi ikke konfronterer vore svage sider - ved åbent og ærligt at lægge dem på bordet for en eller anden sandhedskommission, f.eks. vore venner - ender skyggesiderne let med at blive kroniske og uoverkommelige lidelsesmønstre for os.

Efter endnu en amerikansk gæst, den 12-årige datter af "playboymillionæren", tog jeg på en måneds turne i Norge. Det var en vidunderlig tur med 21 shows på 28 dage arrangeret af det norske indvandrerdirektorat. Jeg fik en fin dialog med diverse nazister, racister, skinheads og hvad ved jeg, som i hvert fald i Én avis påstod at showet havde gjort stærkt indtryk på dem. Samtidig kørte jeg tusinder af kilometer gennem en så ubeskrivelig smuk og solrig natur, gennem fjorde og dale og op over snebræerne på Jøtunheim, at jeg flere gange var ved at istemme "Ja, vi elsker dette landet..." Men først og fremmest blev Norgesturen en helt ny måde for mig at rejse på - gennem slægters gang tilbage i historien. Lige fra de skolestile, der gav mig højest karakterer, over mit første julebrev for 25 år siden, over bogen og frem til mange af mine avisskriverier har jeg altid brugt jeg'et - det personligt oplevede - som udgangspunkt til at forske i sociologiske og alment psykologiske problemer. Jeg er sikkert ofte kammet over i det narcissistiske eller har krænket nogles blufærdighed. Jeg husker f.eks. hvordan jeg rådførte mig med dig, Marius, om hvorvidt det meget private kapitel om Wounded Knee med beskrivelsen af mit homoseksuelle forhold til en indianerleder skulle med i bogen. Du sagde på det bestemteste nej, men da jeg funderede lidt over hvor forskellige vi to er - og dog gode venner - du som min diametrale modsætning med en selvudslettende beskedenhed, tog jeg alligevel historien med. Og da bogen blev vel modtaget - måske netop i kraft af det personligt oplevede - har jeg siden ikke været så bange for at afsløre for meget af mig selv. Med årene, hvor jeg har funderet mere og mere over mit hæsblæsende liv og den politiske udvikling, som så mange i min generation gik igennem, er jeg i stigende grad i mine skriverier blevet retrospektiv i et forsøg på at kende mine rødder - ikke mindst I rødder, som læser disse linier. Men i forsøget på at finde ud af hvem jeg er - som Peter Frederiksen efterlyste - måtte jeg uundgåeligt også før eller siden komme til mine genealogiske rødder. Hvor vidt jeg i beskrivelsen af disse er i stand til at give udtryk for noget som helst af almen interesse er mig egentlig ligegyldigt, da jeg jo først og fremmest skriver for mig selv. Igen var det en personlig oplevelse, der satte det hele i gang, da Vibekes onkel døde i foråret. Vi havde ikke haft dødsfald i den nærmeste familie i mange år, og pludselig gik det op for mig, at jeg hurtigt måtte i gang med at udspørge den ældre generation om vore fælles rødder - inden det var for sent. Da Vibekes far var meget slået ud efter tabet af broderen, var det samtidig en måde at opmuntre ham på, da jeg satte mig til at interviewe ham om slægten. Det blev begyndelsen til endnu en rejse - ja en af de mest spændende jeg har været på endnu. Da jeg laver denne slægtsforskning for mine børn, skelner jeg for nemheds skyld i det følgende ikke mellem min og Vibekes familie. Vi er jo nu Ét kød og blod. Og da jeg efterhånden er nået op på 1000 familiemedlemmer i computerens stamtræ, vil jeg her kun berette om de mere underholdende ting, jeg har fundet. To af slægtsgrenene tilbage til år 1500 fik jeg stort set "forærende" uden egen indsats, da de havde været adelige, så de var for mig ikke så spændende. Dog kunne morfar give levende beretninger om de nærmeste led, f.eks. om hvordan Daniels tipoldefar, som han er opkaldt efter, havde været drukbror med kong Frederik VII og importerede piger til denne i Fredericia og senere om hvordan vor tipoldemor havde fornærmet grevinde Danner, da de begge kom på besøg hos dem i Varde. Morfars beskrivelse, som han har fra sin egen mor, var så levende at jeg straks fik lyst til at læse videre i Danmarkshistorien - nøjagtig med den samme tirrende spænding som jeg havde følt, når mine rejser i ghettoen fik mig til at læse gamle slavekrøniker for bedre at forstå det jeg så omkring mig i nutiden. Og efter morfars beskrivelse af den spændende familie, var der ikke langt til selv at gå videre i udforskningen. Snart fandt jeg ud af at den ældste i en af vore grene fra 1465 havde været borgmester i Varde og en nær ven af Kong Hans, at en anden fra 1577 havde været gift først med Ribes biskop, så med borgmesteren og dernæst med den næste biskop, mens hendes datter var gift først med Ålborgs 45. borgmester og dernæst den 46. borgmester. Så meget familie havde vi i Ribe i 1500-tallet, at byens historie pludselig stod lyslevende for mig - ikke mindst igennem en af vore stamfædre, Anders Sørensen Vedels' beskrivelser.

Da jeg nu var på turné i Norge, et menneskeligt lidt stift samfund hvori man er nødt til - modsat USA - at skabe sin egen underholdning udenfor showtid, fik jeg for første gang lejlighed tid til at gå på arkiverne. Snart fandt jeg guldgrupper af informationer om min familie og endte med at bruge hvert et minut på landsarkiverne i Kristianssand, Stavanger, Trondhjem, Hamar og Oslo såvel som universitets- og lokalbiblioteker over hele landet. Det tog mig lidt øvelse at læse de ældste kirkebøger - sikke en respekt jeg pludselig fik for alt det kirkebogsarbejde, jeg havde set min far lave i barndommen - men snart pløjede jeg dem igennem som var de hjertebankende spændingsromaner. Imidlertid går de kun tilbage til ca. 1750, og derefter begynder det virkeligt tunge arbejde med at læse skifter og gamle gårdmandsbøger. Da jeg fandt ud af tendensen til at blive opkaldt efter den gård, man var født på, lykkedes det mig i området nord for Kristianssand at føre familien helt tilbage til Omund Tjomsaas i 1550 og en anden del tilbage til en gruppe fattige bjergbønder omkring Voss oppe ved Bergen. Da jeg blev grebet af at læse om hvor mange "laup smør og huder," de havde ejet og solgt til hinanden, stod de snart lyslevende for mig og flere steder fik jeg endog tid til at besøge de bygder, hvor de engang havde svedt og trællet for at vores familie i dag kunne blive til virkelighed. Stor var derfor dagen, da jeg skulle ud for at besøge en afsidesliggende bjergvej i nærheden af Voss med en hel række små gårde, hvor familien i generationer havde giftet sig ind i hinanden. Herfra stammede forældrene til Norges Louise Heiberg - skuespillerinden Lucie Wolf - som min datter, Isabella Lucie, er opkaldt efter. Gårdene hed Opheim, Lisseim, Hovda osv., ligesom næsten hundrede personer i vores stamtræ hed det. Jeg kørte ad den smalle bjergvej næsten helt op på toppen af bjerget til den øverste gård. I det varme sollys var der en ubeskrivelig udsigt ud over dalen til Vossevangen. Nu lå der et moderne stuehus ved siden af de flere hundred år gamle bjælkehytter. Ud fra en af hytterne trådte pludselig den skønneste fjeldmø med en spand mælk. Jeg spurgte hende, om det var her Opheimerne havde boet. "Ja, og det gør vi da stadig," sagde hun og fortalte at hun hed Birgitte Opheim. "Jamen, så er jeg sikker på at vi er i familie med hinanden," sagde jeg næsten målløs. Og straks hev jeg store stamtræstavler ud af bilen og lagde dem i græsset på fjeldsiden. Da hun fortalte at hendes oldefar hed Styrk Guskalkson Opheim, kunne jeg straks føre hendes familie videre tilbage til vores fælles stamfar, Lars Gudleikson Opheim. Hun var med andre ord mine børns 12 grandkusine. Efter næsten 500 år var familien således blevet genforenet. Heldigvis var hun historiestuderende ved universitetet i Bergen og kunne derfor til fulde dele min begejstring. Jeg inviterede hende straks til at besøge os i København, "for hvad har man ellers en familie til." Hun fortalte derpå, at Hovda-gården længere nede i dalen også stadig bebos af den oprindelige familie. Jeg kørte derned og fandt den gamle krumryggede fjeldbonde, Georg Hovda og hans kone, i gang med at malke køerne i stalden, der truende hang ud over fjeldsiden. "Goddag, jeg er jeres familie," sagde jeg. Men de var næsten døve og jeg måtte råbe det flere gange mellem de brægende køer, før de fattede noget. Jeg var selv ved at flække indvendigt af grin over den latterlige situation. Nordmændene hører jo i forvejen ikke til jordens mest imødekommende folkefærd, og jeg gad nok vide hvad sådan en afsidesboende fjeldbonde har tænkt ved synet af denne langskæggede abe dér mellem køerne. Men det er jo netop den slags kulturmøder, der gør det at rejse så spændende. Da de næsten heller ikke kunne forstå mit dansk, tog de mig ind til datteren. Sønnen, Leif Hovda, som nu havde gården, var nemlig på fjeldet med gederne den dag. Gennem den lidt mere åbne datter kunne jeg nu vise dem, hvordan slægten var blevet delt for 450 år siden, og hvordan Leifs datter var mine børns tolvte grandkusine. Da Hovda-gården havde været den mest centrale i Lucie Wolfs liv, som hun skriver om i sin erindringsbog, brugte jeg flere timer på at spadsere rundt på fjeldet, som hørte under den. Det var her jeg fik ideen til at vores næste sommerferie skulle være en slægtstur i Norge, da deres gård jo var det mest vidunderlige sted at slå telt op. Men ustandseligt tænkte jeg: "Hvordan i al verden kunne vore stamfædre overleve her på dette nøjsomme sted?" Her på det stejle fjeld voksede forfædrene sig til de rene kultskikkelser for mig. Jeg tager næsten aldrig naturbilleder, men denne dag måtte jeg uophørligt standse for at fotografere, da jeg langsomt kørte ned ad bjerget - flere gange istemmende barndommens "På Vossevangen, der vil jeg bo," som nu pludselig fik mening for mig. Desværre måtte jeg skynde mig videre for at nå endnu et af turens højdepunkter i nærheden af Trondhjem næste morgen. Jeg ønskede nemlig at overnatte på det kæmpegods, familien engang havde ejet, Gjølme. Jeg ankom før midnat og sov i bilen. Om morgenen bankede jeg på hos storbonden og fortalte ham, at jeg var en del af Schøller-familien og at "nu ville vi gerne have godset tilbage." Selv en nordmand kan have lidt humor tidligt søndag morgen og han udbrød: "Gud, jeg troede at Schøller-familien var helt uddød." Så fortalte jeg ham alt om hvordan "vi" efter at have tjent os rige i Norge, havde anlagt godset Margård på Fyn. Han havde læst alt om Schøllerfamilien, som havde bygget godset, og næsten pralede med den som var det hans egen. "Er du klar over at Gjølme strakte sig flere hundrede kilometer syd på til Dovrefjellet. Det var på størrelse med Danmark og Christoffer Schøller havde tusindvis af livegne bønder under sig." Det vidste jeg, men derimod ikke at gården i 1200-tallet havde været kongsborg for Kong Sverre og ofte beskrives af Snorre. Han viste mig derpå de gamle fangekældre, hvorfra der havde været en tunnel ned til vikingeskibene. Træbygninger holder ikke længe i Norge. Derfor var det i dybeste ærbødighed at jeg gik rundt her i stenkældrene, hvor jeg vidste at mine børns ottende tip-oldefar, Caspar Schøller, engang måske havde stået og pisket bønderne. Så rige havde Schøllerne været dengang, at jeg nogle dage senere på arkiverne i Trondhjem fandt brevveksling mellem Caspar og Chr. den Fjerde, som viste at kongen havde måttet låne penge af Caspar for at gennemføre sine store byggerier. Så hvis ikke "vi" (bør læses "Vi") i min familie havde lånt ham penge, var Rundetårn måske aldrig blevet bygget! Det er jo tankevækkende selv for mig, som jo føler sig emotionelt nærmere bønderne end adelen. Senere på morgenen fulgte jeg den smukke tur langs kysten ind til Trondhjem, som Caspar dengang må have reddet på. På kirkegården ved Nordens største domkirke ledte jeg i timevis forgæves efter det Schøllerske gravsted - indtil det gik op for mig, at de havde haft deres eget gravkapel i kirken, "det Schøllerske gravkapel", som dog under ombygningen i dette århundrede måtte rives ned. Det blev jeg så fornærmet over at høre, at jeg nu forlangte at komme ned i sænkningerne under kirkegulvet for at se "min familie." Da der var hundredvis af besøgende den dag, kunne det dog ikke lade sig gøre her og nu. Det gjorde nu heller ikke så meget, for i mellemtiden havde jeg fundet ud af, at Caspars barnebarn hed Maren og var mor til ingen ringere end Tordenskjold. Derfor besluttede jeg mig til at spise en sen frokost i fødehjemmet for mine børns fjerde grandfætter, Peter Wessel "Tordenskjold." Lige ved siden af lå et andet af Schøllernes slotte, hvor Maren sikkert har mødt Tordenskjolds far, Jan. Nu havde jeg virkelig fået blod på tanden og ville sætte kronen på værket ved at spise aftensmad i det kendteste af Schøllernes bygninger, Nordens største træhus, Stiftsamtsgården. Men her fik jeg ikke lov at komme ind, da det i dag er kongefamiliens slot. Og det nyttede ikke stort at jeg kunne pege på skiltet udenfor, som viste at jeg "så godt som" selv havde bygget det - eller at jeg henviste til at jeg "just kom fra audiens hos kongen af Cambodia." Nej, jeg blev pænt henvist til "Det Schøllerske Hotel" lige over for. Mit historiske energiniveau var nu så højt, at selvom jeg lå hver nat i bilen udenfor landsarkivet, for at kunne være i arkivet i en kostbar time inden mit show startede, kunne jeg ikke sove, da jeg blot lå og grublede over, hvordan jeg skulle komme et skridt længere tilbage i slægten, når den eller den kirkebog manglede. Det er som et kæmpemæssigt puslespil, der bliver større og større, jo flere brikker man finder. Nu var jeg nemlig også i gang med Lucie Wolf's mors slægt oppe i Nordlandet og der var kun yderst sparsomt materiale om denne fattige fiskerfamilie på nogle småøer ud for Brønøysund og den svensker, der var foreløbig stamfar i 1600-tallet. Jeg var mest tilbøjelig til at droppe mine foredrag for at tage til Sverige - for ikke at tale om alle de grene jeg havde fundet i Tyskland. Det er når denne farlige tilstand af alkoholisme indtræder for de fleste slægtsforskere, at man er nødt til at lægge det hele fra sig, for at komme videre med sit eget liv og sin "levende" familie. Men som alle alkoholikere får man hele tiden tilbagefald. Hvor langt ud i tovene jeg allerede var kommet, gik op for mig, da jeg opdagede at det var en gammel kæreste, der havde organiseret mine shows i Trondhjem, mens en anden tidligere kæreste kom og så det med sin datter. Jeg plejer aldrig at glemme gamle venner og kærester, men nu havde jeg været i en by i flere dage med hele to af slagsen uden så meget som at tænke på at besøge dem - skønt jeg havde sørget for at få deres adresser med hjemmefra. Men at se to gamle jenter efter så mange år er iøvrigt også et studie i historie: i begge tilfælde troede jeg næsten først at det drejede sig om deres smukke 18-19-årige døtre, som lignede det billede jeg huskede af dem, idet mødrene nu havde fået de kendte norske vejrbidte, næsten uigenkendelige ansigter af tidens tand. Den samme enorme forandring ser jeg i reglen islandske kvinder gå igennem. I Lillehammer var det endnu mere pinligt, thi der havde jeg brugt alt for meget tid om morgenen i et andet arkiv, og da bilen brød sammen i øsende regn, kom jeg forsinket krybende mod byen med 20 km/t, da den skønne Leila kom mig i møde i regnen med varm kaffe. Hvordan havde hun dog fundet ud af, at jeg skulle komme til byen igen? Men i hendes tilfælde kunne jeg ikke huske om det var mig eller Tony, der i sin tid havde været "kæreste" med hende, da grænserne af og til var lidt flydende i de tider, og fik aldrig mod til at spørge hende. Men da hun senere viste mig sin familie og sin stolte højgravide mave, gik det endnu engang op for mig, at der er noget galt i ens hoved, når man begynder at interessere sig mere for de døde end for sine levende venner - eller i hvert fald glemmer at fortælle dem på forhånd, at man er tilbage i byen. Også andre gamle venner dukkede uventet op fra fortiden. Hver fredag lagde jeg mærke til, at jeg havde svært ved at få et stort aftenpublikum - indtil jeg opdagede at det var min gamle ven, Claus Wiese, der stjal dem fra mig. Han havde i flere år kørt show for mig i Norge og var efter en tur kommet hjem med over 100.000 kr til fondet. Nu har han Norges mest populære talkshow i fjernsynet - en mere seriøs udgave af "Elevato2en," som blot hedder "Wiese" - men som desværre stjal ikke så få kunder fra "Holdt"'s talkshow.

Hjemme i Danmark efter en måneds mageløs tur igennem historien lavede jeg et lille lysbilledshow for familien om dens rødder i Norge med billeder af de levende familiemedlemmer, jeg havde fundet. Lalou fik en stor bog om Tordenskjold med bl.a. et billede af vores og Tordenskjolds fælles stamfar i. Det gjorde stor lykke, og hun blev så grebet at inden hun sov, sagde hun: "Far, jeg vil være slægtsforsker, når jeg bliver stor." Familien, som normalt ikke hører efter hvad jeg siger, får jo lidt mere respekt for mit arbejde, når jeg fremlægger det i form af et lysbilledshow. På samme måde kan jeg komme hjem med de mest hårrejsende rejsebeskrivelser fra USA, men inden jeg har fået ytret en sætning, snakker svigermor - ja, næsten alle i familien - om mere nærliggende hverdagsproblemer. Først når de læser om det hele i form af et julebrev bliver de helt oprevede: "Gud, Jacob, hvad er det dog nu du har rodet dig ud i!"

En endnu bedre måde at få familien til at lytte på, er at tage dem med på rejserne. Og to dage efter Norgesturen var vi alle på vej til Nepal. Efter de norske fjeldbønder er det dog lidt af et kulturchok at træde ud blandt lutter indhyllede arabere i Kuwait, få timer efter blandt turban-klædte indiske sikher og kort efter igen blandt de farverige nepalesere. Da jeg beskrev Nepal sidste år, vil jeg ikke gøre meget ved det i år. Mens Vibeke fejrede fødselsdag for Lalou i Kathmandu, måtte jeg flyve ned i heden i lavlandet for at fotografere en slags bønder, jeg aldrig havde mødt før. Disse tunge, mistroiske indere i skovområder med tigre og flodheste blev noget af en udfordring for mig, da jeg havde svært ved at få den forelskelse i dem, som er nødvendig for gode billeder. Hundredvis af børn stimlede om mig, mens jeg slæbte rundt på voldsom diarre i den ulidelige hede, men i samme øjeblik jeg ville fotografere dem, var de væk. Og det ønskede jeg mig faktisk også efter et par dage - skønt jeg havde håbet at komme lidt tættere ind på livet af de kasteløse, som lever af rotter og kryb fra grøfterne. Men diarre kan hurtigt få enhver til at søge tilbage i familiens skød. Helt befriende anderledes var det at vandre rundt med hele familien blandt bjergbønderne og at komme tilbage til dem med sidste års billeder. Min charmerende værtinde, Gurung fra forrige tur, blev så lykkelig at hun kastede sig ud i sang og dans, mens vi sad på måtterne og spiste den sorte hirsedej. Og hun blev aldeles forelsket i Lalou. Men hele landet var nu midt i Dessain, den lokale form for jul, og markarbejdet lå overalt stille, hvorfor jeg hurtigt måtte opgive at fotografere. Dog kom jeg mere ind på familierne end før og tog en del olielampeskærsbilleder indendøre. Selve højdepunktet af festivalen er slagtningen og spisningen af geder, får og vandbøfler, men da vi havde fået et meget tæt forhold til dyrene ved at bo i bøndernes hjem, var det ikke så let at overvære et sådant blodbad. Vibeke, Daniel og Lalou gemte sig under hver henrettelse, men jeg selv blev jo nødt til at overvære dem og tilmed at lægge mig ned i de laveste, blodsprøjtende højder for at få gode billeder. Først kælede de med de søde dyr, velsignede dem og hældte farvede væsker og blomster på dem. Men hver gang "bødlen" derpå løftede sit store sværd for i et eneste hug - også på vandbøfler - at skille kroppen fra hovedet, der blev ved med at rulle levende rundt på jorden, ja, så fik jeg sådan en gang gelÉ i benene, som havde jeg netop overværet en menneskelig henrettelse og ikke en langt mere human dyreslagtning end danskernes. Børnene svor bagefter at de aldrig ville spise kød mere - og det har de faktisk holdt lige siden. Een morgen var jeg endog ude ved et særligt religiøst tempel med Daniel, hvor tusinder af mennesker kom kørende langvejs fra for at få deres dyr velsignet og halshugget af præsterne. For at fotografere måtte jeg lade Daniel holde skoene, mens jeg vadede barfodet rundt i blod til anklerne. Alligevel var der en vidunderlig smuk stemning, når folk stod i køen i timevis og kærtegnede deres ged eller høne. Jo, endnu engang må jeg understrege at Nepal er et paradis, som enhver øko-turist bør se - og gense.

I Indien havde jeg dog samme følelse af nederlag som i Nepals indiske lavland, altså næsten som i Thailand ved at møde en befolkning, som virker så fjern at man ikke orker at sætte sig ind i den. Det var ikke så meget alle irritationerne over den velkendte indiske aggressivitet. Den kan man nemlig mentalt forberede sig så meget på, at man endog kan grine ad horderne, som vil plyndre Én. Eller man kan lade være at standse når man ser dansende bjørne på vejen foran, som tigger om penge med en spinkel mand i snor ude i grøftekanten. Man kan jo også helt undgå disse deprimerende turistoplevelser ved ikke at tage til turiststeder som Taj Mahal og Det Røde Fort. Dog føler de fleste jo ikke, at de har været i Indien uden at se disse postkort. Større var for mig oplevelsen af Ghandis grav. For selv om man kan være kritisk overfor meget i hans filosofi, har han også for mig været et næsten gudeagtigt forbillede, hvis metoder med fordelagtighed stadig kan bruges når verdens-opinionen og -samvittigheden er medspillere - som f.eks. i Burmas frihedskamp. Nej, efter det gnidningsløse og symbiotiske samspil imellem buddhisme og hinduisme i Nepal, bliver man let anti-religiøs ved at se komprosmisløsheden i indernes fanatisme og ved at føle den spændte atmosfære mellem muslimer og hinduer. Karmaen og kastesystemet har ført til en passiv og dog eksplosiv selvundertrykkelse, som jeg selv med min største religiøse tolerance ikke kan acceptere. Ikke mindst vore børn var rystede, når vi nogle steder måtte kæmpe os gennem bunker af menneskelige ekskrementer i en nød af krøblinge og tiggere, vi aldrig havde oplevet før. Det var urent at gøre rent, det var urent endog at se på, at der blev gjort rent. Det var nemlig de kasteløse fejeres opgave at fjerne ekskrementer, og indtil de kom var folk tilfredse med at leve i deres egne ekskrementer. Men netop i de dage, hvor vi vadede rundt i disse, var en dødbringende ukendt sygdom brudt ud i Delhi, som dræbte tusinder af samme årsag. Når vi ikke selv blev ramt var det bl.a. fordi fattigdommen var så voldsom, at ingen af os havde lyst til at dele dens måltider, men i stedet indtog dem i Imperial Hotel ved de selv samme borde, hvor Ghandi havde forhandlet uafhængigheden med englænderne omkring min fødsel. Og det var vi bagefter glade for, for først i flyet på vej hjem læste vi faktisk om, hvordan vi netop var undsluppet "Døden i Delhi". Denne undslap vi også på anden vis, idet et af de arabiske fly, der lettede kort efter os i den kaotiske lufthavn, ramte et andet fly, hvorved flere hundrede fandt deres død. Gennem læsning af V.S. Naipauls fascinerende dissektioner af Indien har jeg siden prøvet at forstå det nederlag, jeg følte overfor Indien. Det føltes ekstra svært fordi de indiske studenter, jeg ofte har i USA, er mine mest irriterende publikummer; jeg forstår simpelthen ikke deres snørklede tankegang. Men samtidig kan de i mange universiteter være blandt de mest mine progressive elever, der har organiseret ikke så få af mine shows, - ja, de udviser er næsten jødisk interesse for emnet racisme - så længe jeg ikke begynder at drille dem med kastesystemet derhjemme. Min astrolog har siden forklaret, at astrologisk set går der en mørk linie for mig ned gennem Indien. Dette har dog kun gjort mig endnu mere interesseret i en dag at vende tilbage for at prøve at finde ud af, hvad det er i mig selv, som jeg ikke kan klare i Indien. For det kan jo ikke være skidtet....

Efter tre uger i Østen var jeg igen i Danmark et par dage inden jeg tog vestpå til USA. Jeg havde været så dum at medvirke på åbningsaftenen af DR2 i den gode tro, at vi her endelig ville få en seriøs kanal frem for de amerikanske jukebokse, de andre kanaler har udviklet sig til. Jeg havde svært ved at finde studiet, da hele TV-byen var forvandlet til et kæmpe drukorgie pga åbningen af den nye kanal, der allerede viser film halvdelen af tiden. Sejlende rundt mellem de andre opdagede jeg dog en gammel veninde, Helle Vibeke, og inden vi havde tømt et glas sammen, havde hun fundet ud af at hun ville med mig til USA for at lave et radioprogram og noget TV om mig - eller det var i hvert fald hendes formelle undskyldning for at tage med.

Helle Vibeke (som jeg vil kalde Helle for ikke at forveksle med min kone) fik en tur næsten ligeså rystende og lang som forårsturen. På turen lykkedes det os lige i Univ. of Mich. at hilse på en anden kær gammel jødisk russisk kæreste, Janet Crayne, som leder den slaviske afdeling. Efter at være faret vild i lange Kafka'ske gange med bøger overalt, så jeg hende ved computeren og omfavnede hende uanmeldt bagfra. Hun sprang op af glæde og sagde: "Jacob, du må se dette" og tog derpå et stort billede op af skuffen af hende selv og Hillary Clinton sammen i Det Hvide Hus. Hun havde modtaget en stor æresbevisning for sit arbejde med at genopbygge kroatiske biblioteker. Da jeg fortalte hende hvordan jeg lige havde fejret 25-års jubilæum med Marly, som jeg engang havde introduceret hende til, fortalte hun at hun havde haft et trist valg mellem at tage til Det Hvide Hus eller til sit samtidige studenterjubilæum i Madison. Mit eget 25-års-jubilæum med hende er i øvrigt først om et år. Jeg var kommet blaffende til Madison efter oprøret i Wounded Knee i 1973 for at se dette revolutionens arnested, hvor de dengang sprængte universitetsbygninger i luften i et forsøg på at standse krigen. Der havde jeg mødt hende på gaden og hun inviterede mig straks til at bo hos sig. Men skønt vi delte seng i hendes lille et-værelses, gik der en uge før det udviklede sig til et forhold, hvilket vi ofte har grinet af siden. Pga min sædvanlige angst for at krænke gæstfriheden, havde jeg nemlig ligget stiv som en støtte ved hendes side - skønt jeg godt kunne se at hun blev mere og mere urolig. Efter en uge mistede hun tålmodigheden og mumlede "Have you always been a homosexual?" hvorefter jeg var klar over, at jeg faktisk ville krænke gæstfriheden hvis ikke jeg tog lidt mere "affirmative action". Siden har jeg boet hos hende et utal af steder i USA, men i dag støder vi - lige fortravlede - hyppigst ind i hinanden i lufthavne mellem flyskift, hvorfor vi nu mest dyrker vores gamle romantik på Internettet. Derfor var det dejligt lige at få tid til at se hende i en kort time - på arbejde!

Mellem shows tog vi en stor omvej gennem Canada for at besøge CARE-lægen Godfrey og hans kone. Hvis de ikke i sin tid havde inviteret mig til at arbejde på deres farm var mit liv blevet meget anderledes. Derfor føler jeg, at jeg skylder dem alt. Han arbejder stadig lige aktivt i en alder af 80, men konen havde netop været døden nær. Som gammel, men forlængst desillusioneret kommunist da jeg arbejdede for dem i 1970, var det hende der "opdragede" mig, som hun stolt siger. Hun så i mig den revolutionære gejst, hun savnede i sine egne børn, men samtidig kom hendes kyniske erfaringer med revolutioner nok til at lægge en klog dæmper på min værste revolutionære fanatisme i årene derefter, ja, den redede måske mit liv. Hun har ikke mistet sin humor, og børnene havde netop købt en kiste til hende, som hun havde stillet i stuen under de ægte Picassomalerier. Nu lægger hun sig i den hver dag for at prøve, hvilke ting hun skal have med i graven. Så dér under låget tog jeg mine måske sidste billeder af hende. Det var en herlig, usentimental måde at sige farvel til min "God mother" på. Det var her i min lille hytte på farmen jeg sad for 25 år siden efter dagens dont ved en gaslampe og skrev jeres første julebrev "En ungdomsoprørers bekendelser" (på ca. 300-400 "julebrevssider"). Som I vil huske handlede næsten halvdelen om nødvendigheden af revolution i Guatemala. Derfor var det med særligt vemod jeg netop på køreturen med Helle hørte i radioen, at guerillaen nu endelig havde sluttet fred med regeringen. Jeg måtte simpelthen stoppe bilen for at ringe til Chris (s.72 i bog), den sorte panter jeg i 1972 ville tage til Guatemala for at kæmpe med guerillaen sammen med. Chris, som i dag er professor på Howard University, nåede kun til San Diego før han som sort måtte opgive at blaffe videre, mens jeg selv blaffede frem og tilbage i Guatemalas jungle for at finde guerillaen. At jeg endte i min ensomhed med at give op, skylder jeg måske mest fru Godfreys indre stemme: "revolutioner nytter ikke noget!"

Vores hovedmål med turen var at opsøge massemorderfamilien i Syden for at interviewe den på bånd og TV. Mit besøg i foråret havde fået Vivian til at tænke dybt over familien, så hun havde meget nyt at fortælle. En seddel hang på hendes dør om at møde hende på et hemmeligt sted. Det skyldtes at hun nu ville snakke ud om Rita, som hun boede sammen med, og som jo var mor til Woody's to ældre brødre. Nu kunne hun oplyse, at Rita i virkeligheden havde slået Woody's far ihjel. Han var i hvert fald blevet fundet ved siden af hendes seng med knust hjerneskal. Jeg gik uden om dette, da jeg senere interviewede Rita, der som sent-i-livet-religiøs led af stærke fortrængninger. Derimod fik jeg hende til for første gang nogensinde at tale om dengang Woody's far havde flået livmoderen ud af hende. På det tidspunkt brød hun sammen i gråd. Hun havde haft en sådan skam over det, at der var gået en måned inden hun havde opsøgt et hospital, da blødningerne blev for voldsomme. Lægerne havde prøvet at få hende til at sige, hvad der var sket, men hun var dengang for skamfuld. Sammy sr. havde gjort det, fordi hun ville gå fra ham. I sædvanlig fuldskab havde han råbt: "Jeg skal sørge for, at du aldrig kan få børn med en anden!" og flåede derpå livmoderen ud. Endnu mere bevæget fortalte hun om mordet på Woody's ældste søster. Vivian havde i foråret fortalt at hun begik selvmord som 16-årig efter et langt incestuøst forhold til faderen. Nu fortalte Rita at hendes datter i virkeligheden blev myrdet - uden at jeg dog kunne finde ud af de nærmere omstændigheder. Da denne kvinde normalt levede inde i en skal af fortrængninger - og interviewet derfor bragte hende i voldsom sindsbevægelse - besluttede jeg mig til at vente til en senere turné med at grave ned til de dybere sandheder. Men som altid efter sådanne forløsninger, oplevede jeg en stærk glæde og imødekommenhed i hende efter interviewet, da hun viste os familiebillederne af mordere og ofre som de smilende børn, de havde været engang. Derefter tog vi igen ud i sumpene til John og Tina, men John var nu "off shore" på arbejde. Det var imidlertid en kærkommen lejlighed til at få Tina til at tale mere åbent om ham, og det var hun sandelig mere end villig til. I to dage hørte vi om det ene mord efter det andet - nu for åben mikrofon og Hi-8 kamera. Da det alt sammen kom i en rablende strøm og ofte blot i en bisætning, var vi fuldkommen svimle efter kort tid. Efter et par timer kunne vi intet huske om de mord, vi allerede havde hørt om. Tina var en underlig blanding af tilsyneladende fornuft og ophøjet ro, og dog vidste vi fra Rita og Vivian at hun var om end endnu mere voldelig end John, som de faktisk så som et ulykkeligt offer for hende. Flere gange sagde hun, at hvis det ikke havde været for hendes religion og børnene var hun for længst gået fra ham, men det begyndte vi snart at tvivle på, for hvem skulle hun så banke - ud over børnene? Da vi nu uden Johns tilstedeværelse havde mere mod til at drikke sammen med hende - og drak tæt til kl. 4 om morgenen - fik vi rig lejlighed til at se hendes forhold til de to mishandlede børn. Det ene øjeblik kærligt og det næste øjeblik præget af ubændigt raseri, piskende løs på den 3-årige Gene med livremme. Dette udviklede sig et øjeblik til en konflikt mellem Helle og mig. Impulsivt og moderligt prøvede hun at række ud for at beskytte barnet, hvilket gjorde mig tosset, da hun derved forhindrede mig i at fotografere mishandlingen. "Hvor er du dog en ond person!" eller noget lignende råbte hun fuldt forståeligt til mig. Hvortil jeg svarede: "Hvis du havde rejst lidt mere i sorte ghettoer og set den slags hver eneste dag, ville du også vide at din opgave ikke er at gå og frelse hvert enkelt barn i et øjebliks sentimentalitet. Din opgave er gennem din tilstedeværelse i og overfor ghettoen at give dens beboere den kærlighed til sig selv, som er nødvendig for at de kan udøve kærlighed overfor børnene. Men for at undgå synet af vold og mishandlede børn flygter vi tværtimod alle fra ghettoen - og er derved den direkte årsag til mishandlingen af barnet." Jeg vidste også at jeg ikke behøvede at sige til Tina, at det er forkert at slå barnet, for alle mennesker ved godt at det er forkert at slå børn. Ved at komme med moraliserende prædikener ville hun blot få det endnu dårligere med sig selv. At fotografere denne mishandling var sandelig heller ikke noget jeg nød, og jeg spurgte da også mig selv, hvor mon egentlig grænsen gik, før jeg faktisk ville være skredet ind?

Siden har jeg haft flere mareridt om det, som f.eks. forleden nat: Vi var fem, der var på tur i udlandet: to irriterende piger, en brutal, forrået fyr og så jeg selv og en anden, der repræsenterede den pæne fornuft. Jeg husker ikke detaljerne, men vi var i stigende grad irriteret på pigerne og interesseret i at slippe af med dem. Vi var klar over at den brutale fyr havde en plan med at få dem "ekspederet" i mørket, mens vi sad i en biograf. Der var et eller andet sjovt reklameindslag, og jeg ved ikke hvordan, men lidt efter kom han ind og satte sig ved siden af os med et triumferende smil - og væk var nu de to piger. Da vi gik ud fra biografen, kiggede vi lidt skævt til fyren, men inderst inde var vi vidst glade over, at pigerne ikke var der mere og stillede ingen spørgsmål. På det tidspunkt af drømmen vågnede jeg op med sved på panden: Det forekom mig nu som et mareridt og en indre stemme plagede mig: Hvordan vil du nu undgå at du er den næste, der bliver ryddet af vejen? Ved du ikke at mordere altid rydder deres medvidende af vejen af angst for, at de skal sladre? Og selve din paranoia om at blive ryddet af vejen afslører jo, at du var fuldt medvidende om, hvad der skulle ske i biografen, men alligevel passivt lod ham gøre det. Ved ikke at skride ind, er du altså fuldt medskyldig. Jeg kunne nu ikke falde i søvn igen, fordi jeg var rystet over at konkludere, at den indre stemme blot prøvede at fortælle mig om den ufattelige vold, jeg rummede i mit indre. For drømmen afslørede jo f.eks. hvorfor jeg ikke greb ind overfor Tina, da hun løb rundt med et bælte for at slå det irriterende barn kl. 3 om natten, men tværtimod bad Helle om ikke at skride ind "fordi jeg havde brug for det billede". Ligegyldigt hvordan jeg prøvede at forsvare mig med mine højere formål om at ville forklare volden, da jeg siden var kommet hjem, havde min astrolog blot afbrudt mig med "Hvorfor er du blandt disse mennesker?" Svaret gav drømmen mig jo. Jeg var medskyldig fordi jeg rummede nøjagtig den samme vold i mig. Jeg havde blot fundet en pænere og mere intelligent måde at udtrykke den på. Min "pæne fornuft" havde fortalt mig, at det ikke var nødvendigt at intervenere fordi barnet så tydeligt forventede tæskene og ofte ikke engang græd derunder, men straks fortsatte i trods med det, som gjorde moderen tosset. Derimod vidste jeg, at dette var en helt usædvanlig chance for mig til at få nogle billeder til et af de mest centrale og pædagogiske afsnit i mit show om fattige hvide. Modsat de sortes uhæmmede voldsudøvelse, havde jeg hyppigt følt volden mod børnene blandt fattige hvide, men den fremmedes tilstedeværelse havde i reglen fået forældrene til at dæmpe aggressionerne. Min fotografering var også en mere blid måde at fortælle Tina, at dette var en usædvanlig situation, end hvis vi gennem en irettesættelse havde fortalt en person, som allerede har det skidt, at "du er en skidt person." Jeg støder sikkert en del læsere her - skønt de samme jo altid har slugt volden i mit show som var den deres egen vold. Når mit show har fået en renæssance i disse år er det jo fordi volden i os er voksende, hvilket ses i den tiltagende børnemishandling ikke mindst i USA. Men også fordi dette har medført en stigende interesse - ja, hunger, føler jeg nogle gange - for at sætte sig ind i undertrykkelsens pædagogik. Den voksende kollektive bevidsthed om undertrykkelsens væsen vil være barnets sande redning. Og den når man lettere gennem billeder, der taler til følelserne hos de mange - end gennem ord, der taler til intellektet hos de få. Alice Miller er udmærket, men hun læses ikke af de brede publikum, jeg kommer i kontakt med. Alligevel vil jeg sagtens også kunne forsvare det modsatte synspunkt, som hævder at det er vigtigere i blot et sekund at standse den vold mod barnet, som fortsætter døgnet rundt - og derved ødelægge et selv nok så vigtigt billede. Thi hvis ikke vi - de eneste der opsøger disse udstødte (udelukkende for at udnytte og registrere dem) - hvis ikke vi skulle skride ind, hvem skal så? Ligegyldigt med hvilken begrundelse man er havnet i en sådan situation er der jo noget, der hedder den barmhjertige samaritan - Én som ikke lukker øjnene og går forbi!

Det værste i hele denne situation var ikke disse moralske anskuelser, men hvad vi selv hurtigt følte overfor det mishandlede barn. Da vi første gang var trådt ind i denne hvepserede, havde vores umiddelbare sympati været for de to forslåede børn med deres sorte rande under øjnene. Nu skulle vi snart selv komme til at "føle" hvordan sådanne ofre jo altid bliver til undertrykkere - den onde cirkel. Aldrig har jeg set det så tydeligt som i den tre-årige Gene, for hvem hver eneste reaktion skete i trods. Vi ved alle hvordan mishandlede altid bider fingrene af den fremrakte hånd, hvordan de ødelægger alt omkring sig for at få vores opmærksomhed osv. Først får man lyst til at tage barnet op og kærtegne det, men hurtigt ødelægger barnet al det overskud og den kærlighed, man følte overfor det. Og når det fra kl. 8 om aftenen til 4 morgen har ødelagt næsten alle ens medbragte kameraer, mikrofoner, osv. - ja, så oplevede vi langsomt volden stige i os helt til det bristepunkt, hvor vi havde en usigelig lyst til selv at give hende nogle tæv. Sådan skader mennesker overalt i verden den skadede, og det er en god pædagogisk lærestreg pludseligt at "føle," hvor hurtigt man selv bliver en del af undertrykkelsens onde cirkel. Jo, vi kunne hurtigt være blevet Tinas villige soldater herude i sumpen. Allermest rystende for os begge var dog at opleve den nære sammenknytning mellem mishandling og racisme, som jeg taler så meget om i showet, men som man sjældent direkte "ser". Når vi interviewede den tre-årige Gene om hvad hun syntes om sorte, blev hun ganske forvirret "Hvad mener du med "sorte"? Niggere? Vi skyder da niggere, ikke, mor?" Når kameraet snurrede og hun var ædru, kunne vi godt af og til opleve moderen blive så selvbevidst om politisk korrekt sprogbrug, at hun sagde "sort" (black) og prøvede sporadisk at bruge ordet overfor barnet. For mig var dette interessant, da det viste at Gunnar Myrdals "amerikanske dilemma" var gyldigt i selv samfundets nederste lag - konflikten mellem samfundets højere idealer om at "vi alle er lige" og de helt anderledes budskaber om undermennesker, der ikke desto mindre trænger igennem til barnets underbevidsthed. Dette sås endnu tydeligere i moderens forhold til den 7-årige Samantha. Moderen syntes at det var O.K. at Samantha havde gjort oprør i skolen fordi "niggeren, der sad foran, lugtede". Men hun irettesatte datteren, fordi skolen netop havde straffet hende for at starte en bande sammen med 4 andre piger. "Det var ikke pænt", sagde Tina. Så begyndte jeg at spørge Samantha ud om denne bande. Var den vendt mod de sorte? Dette er et svært spørgsmål, for blot udtrykket "sorte" viste for pigen, at jeg var på "niggernes" side. Så svaret var ikke helt så stolt, som da hun tidligere ustandseligt havde gentaget "niggers smell!" Men lidt efter blev hun pludselig sig selv - fremfor den pæne pige samfundet ønskede at se i hende. Nu indrømmede hun at de 5 piger havde slået en sort dreng til blods og nød at udpensle overfaldet i kraftige splattertoner. Hvorfor? Jo, sagde hun, fordi hendes mor en dag - igen åbenbart i et øjebliks politisk korrekthed - havde fortalt hende at "niggere også bløder rødt." Og dette ville hun ikke tro på, da det jo ikke stemte overens med alle de andre budskaber hun havde fået fra forældrene om at "dræbe niggere." Så derfor havde hun startet en bande for at se om det var rigtigt. Til dette svarede Tina "Det var ikke pænt gjort, Samantha." Men da moderen sagde det med et storsmilende og tydeligt stolt ansigt, fik Samantha ikke desto mindre det stik modsatte budskab: at det netop var rigtigt hvad hun havde gjort! Sjældent tror jeg at nogen har fået så klassisk en optagelse af racismens pædagogik på TV-film: hele dette knusende "tveæggede" dobbeltbudskab, som det især udøves af det store flertal - os, de mere almindelige "gudfrygtige" og rettænkende mennesker. Det understregede også hvad jeg altid havde oplevet blandt kriminelle: at man ikke behøver at belære noget voksent menneske som Tina om, hvad der er rigtigt og forkert. Alle ved at det er forkert at slå ihjel, at hade osv. De kan blot ikke i deres voldsomme smerte altid leve op til det. Da Tina bedre end nogen udtrykte alt det jeg taler om i mine workshops, kunne jeg ikke andet end føle en større og større glæde overfor dette menneske, som leverede så fine pædagogiske TV-optagelser til mig - og var derfor flere gange ved at slå det barn ihjel, som så ihærdigt prøvede at ødelægge dem for mig.... Jo, jeg var godt klar over at jeg ikke var spor bedre end "Emile"'s Roussau, men modsat ham vedkender jeg volden i mig selv og spurgte flere gange i dagene derefter mig selv og Helle: "Tror du jeg var forelsket i Tina?" Thi sådanne følelser nærede jeg vist til sidst overfor denne fede klump af eksplosiv vold og had blandet med en mærkelig fornuft, ømhed og kærlighed - eller i al fald en søgen efter at udtrykke noget sådant. Jeg var glad for at føle denne voldsomme tiltrækning af hende, da den så tydeligt mindede om de følelser jeg altid havde næret overfor de sorte som ofre. At hun selv var offer stod klart for os begge, da vi mødte den dybt alkoholiserede og bindegale far, selvom Tina hævdede at der aldrig havde været et incestuøst forhold mellem hende og faderen.

Fortsættes i sidste del