Netop fordi jeg vidste hvilke følelser Vibeke havde investeret i det hele, blev åbningsnatten en uforglemmelig oplevelse, hvor den ene store afrikanske musik- og dansegruppe skyllede ind over Danmarks største scene i Torpedohallen. Da jeg havde gået og dekoreret hallen i ugen før i et gevaldigt rod af teknikere og kunstnere, var det simpelthen ikke til at tro sine egne øjne - at det hele faktisk var lykkedes! Og jeg kunne ikke andet end fælde en stille tåre over, at Vibeke ikke kunne opleve denne aften - ligesom hun stort set ikke overværede nogle af den næste måneds forestillinger. Jeg vil her nøjes med at omtale den forestilling, der gjorde stærkest indtryk på mig. Vibeke havde fået den idé, at genoplive slavetrekantshandelen mellem Danmark, Ghana og De Dansk Vestindiske øer ved at bringe store dansegrupper fra disse lande sammen i en kæmpemæssig tre-kontinental ballet. Igennem lang tid havde de øvet sammen i Helsingør. Inden forestillingen blev alle vi publikummer sejlet i slaveskibe med stygge danske kaptajner fra stedet, hvor det hele i sin tid startede, Christiansborg, ud i aftensolen gennem Christianshavns kanaler til Torpedohallen, hvor vi til drinks gik rundt og beså diverse slaveauktioner i dæmpet stearinbelysning i den kæmpemæssige foyer. Derefter startede den fire timer lange forestilling, Muso, det ghanesiske ord for holocaust. Langsomt gik begyndelsen i den romantiske afrikanske landsbyidyl a la Alex Haley indtil pludselig de danske soldater kommer væltende ind med deres geværer og rom, og myrderierne starter. Dernæst føres de tilfangetagne i kæder til de mørke fangekældre i forterne ved kysten, Christiansborg og Fredensborg, og efter anden akt på den dramatisk overfart over havet til Vestindien. Herovre tog de mere lyshudede dansere fra Vestindien fat, nu under de danske slaveejeres pisk, ydmygelser, tortur og henrettelser. Jo, handlingen er simpel og velkendt, men at se det hele opført så elegant af de autentiske efterkommere i én stor forbrødring var en helt uforglemmelig oplevelse. Som dansker var det allerstærkeste element brugen af Dannebrog. Fra første overfald på Afrikas kyster bragte de danske soldater i stor mangfoldighed det smukke danske flag med sig, men langsomt og sikkert begyndte det under indtryk af hele dette holocaust at forvandle sig i ens bevidsthed til et svastika. Alene denne stille og berettige oplevelse af hjernevask i ordets mest positive betydning var hele forestillingen værd. Jeg var så opløftet at jeg måtte takke Vibeke, da hun den nat igen kom hjem ved tretiden. Så smilede hun og sagde: "Er du ikke klar over at det var dig, der gav mig ideen? Da du i sommerferien for to år siden læste Thorkild Hansens bøger "Slavernes kyst, skibe og øer," foreslog du at jeg skulle bringe folk fra de tre lande sammen. Den idé arbejdede jeg stille videre med, og vi søgte først om støtte til en film om emnet, men efterhånden voksede så ideen om Muso frem. Jeg ville ikke sige det før nu. Det skulle være en overraskelse, for jeg synes jo ikke at du skal have æren for alting!" (Det får jeg nok heller ikke ved her i et stille julebrev at nævne det, for der er nu engang langt fra løs idé til virkelighed. Men når man ser noget, som virkelig lykkes, er man da glad for at erkende, at ikke alle éns ideer er helt ved siden af - når først de bliver lagt i ansvarlige hænder!)

Sådanne stærke overraskelser SKAL man dele med andre, og det hele havde da også virket ekstra stærkt på mig, fordi jeg kunne dele det med en sort amerikaner, der tilmed selv var danser, min gamle kæreste Ayanna. Da hele Afrika-festivalen var så uhørt en begivenhed - ingen amerikansk regering ville f.eks. drømme om at finansiere et så stort projekt - havde jeg inviteret stort set alle mine sorte amerikanske venner over til festivalen. Nu, hvor jeg ikke skulle på sommerferie, havde jeg endelig tid til at have gæster. Ligesom jeg elsker at invitere alle jer gamle venner med for at se det jeg holder af i USA, elsker jeg at vise mine amerikanske venner det vidunderlige land, hvorfra min verden hyppigt går. Da Afrika imidlertid er noget "African Americans" hylder i ord, men føler sig utilpasse over i virkeligheden, vidste jeg godt at stort set ingen af dem ville komme. Selv jer, mine dansk-sindede sorte amerikanske venner her i Danmark, glimrede ved jeres fuldstændige fravær - bortset fra enkelte musikarrangementer. Men Ayanna er en af mine få amerikanske venner, der altid har vist dyb interesse for Afrika og faktisk selv engang havde givet mig en flot bog om Woodabierne, hvorfor hun heller ikke var sen til at tage imod indbydelsen. Jeg havde glædet mig utrolig meget til hendes besøg - og netop derfor endte det med at blive et af årets store nederlag for mig. For at jeg helt selv kan forstå dette, er jeg nødt til at gå tilbage i fortiden. Ayanna er sikkert noget af det smukkeste, jeg nogensinde har været sammen med. Men intet foto jeg nogensinde har taget af hende yder fuld retfærdighed mod det helhedsbillede, man får af hende i samværet - et problem jeg som fotograf har haft med mange andre. Ayanna er en af de få, der færdes med samme lethed og knejsende dronning Sirikit-agtige elegance i både den sorte og den hvide verden. Folk slet og ret dåner omkring hende - ikke mindst sorte mænd. Men netop derfor tog det mig lang tid at åbne op overfor hende. Jeg har altid været yderst mistroisk overfor skønhed (som jo heldigvis også er et relativt begreb). Jeg har oplevet for mange udnytte deres skønhed helt dertil, hvor de blev overfladiske og indholdsløse. Ayanna havde da også været omrejsende model og mannequin for "Ebony," det omnipresente ugeblad i sorte hjem, hvis lyshudede skønhedsideal hun repræsenterer bedre end nogen - desværre, vil jeg tilføje, pga den destruktive indvirkning dette har haft for sort skønhedsopfattelse i almindelighed. Men sidenhen blev hun en seriøs udøvende kunstner - næsten indenfor alle grene: dans, skuespil, sang, billedkunst og smykker. Det var hende, der oprindeligt opsøgte mig, og min sædvanlige skepsis: "Hvordan mon hun nu udnytter sin skønhed til at bruge/misbruge andre mennesker?" blev helt naturligt blandet med mit eget bonderøvsbillede af mig selv: hvad fa'en ser hun i mig? Men - ligesom med jødiske kvinder - var det måske heller ikke så meget mig, hun var interesseret i, som det jeg arbejdede med, mit sociale engagement osv. Og denne dybere side i hende kunne jeg jo ikke andet end gradvis falde for. Hvad der virkelig gjorde udslaget for mig var det billede, der gradvist rullede sig op for mig af hendes eget engagement: ved to lejligheder fandt jeg f.eks. ud af, at hun som den eneste havde langtidsplejet et par døende homoseksuelle Aids-patienter. Ligeledes lavede hun hyppigt gratis velgørenhedsforestillinger i ghettoen, og skønt hun sagtens kunne have tjent store penge i de hvides verden, så jeg hende altid kaste sig ud i meningsfyldte projekter i ghettoen. Penge på bil brugte hun aldrig. Som en af de eneste jeg kender i USA, vandrer hun altid rundt til alting i disse kæmpemæssige bil-designede storbyer. Alligevel er hun en fremtrædende og kendt kulturperson i sin hjemby, Hartford. En gang, da jeg efter lang tid kom tilbage til hende, havde hun netop været præsident for byens kulturstøttekommission. En af dem, der havde søgt om støtte, var min gamle sorte kæreste, Leslie, som Ayanna kunne genkende fra min omtale og fra mit billede af hende i badekarret med sin store afro på side 189 i gl. bog. Kommissionen havde været ret delt i sin bedømmelse af Leslies anti-narkoprojekt, men da det gik op for Ayanna at hun fra sit høje panel så ned på min gamle kæreste, lykkedes det hende at overtale hele kommissionen til at give Leslie 10.000 $. Og er der noget der kan få én tøvende til at falde for en ny kæreste er det at se deres omsorg overfor ens gamle kærester, som har betydet så meget for én. Det er måske netop dette sjældne træk i Vibeke, der vedvarende gør mig så forelsket i hende. Da jeg hørte denne smukke historie tog jeg straks Ayanna med over på ghettosiden af Hartford for at besøge Leslie i hendes lille rådne hytte. Og hvis der var én, der havde været overrasket, da hun blandt hundredvis af ansøgere havde fået de 10.000, ja, så skulle I have set Leslies overraskelse nu ved at finde ud af, at min årelange kærlige omtale af hende havde fået Ayanna overbevist om at det netop var hende, der skulle have pengene. Så skønt jeg ikke faldt pladask for Ayanna, var det den gradvise opdagelse af hendes smukke indre, der gjorde udfaldet. Jeg fortalte jer iøvrigt om dem begge i julebrevet for en del år siden. På et tidspunkt, hvor jeg i to år ikke havde set Ayanna - hun var træt af at jeg alligevel aldrig var der og havde puttet mig "in the dog house" - var jeg på weekend med en gammel lesbisk kæreste på den anden side af USA i Minnesotas skove. Pludselig lød der to bip efter hinanden på min beeper. Først var det Leslie, der beepede og spurgte om jeg kunne komme til en stor anti-narkotikamarch, hun havde arrangeret med borgmester, guvernør osv, hvorfor hun gerne ville have, at jeg tog billeder. Og lidt efter beepede Ayanna for at høre, om jeg ikke ville komme til premieren på hendes store solo-danseforestilling om en afrikansk gudinde. Det utrolige var, at de ikke havde nogen anelse om at den anden også beepede, at begge arrangementer skulle foregå samme lørdag en måned senere - og at jeg var i stand til at komme til dem begge - på trods af egne foredrag i øst og vest. Guderne var i sandhed på vor side. Det var ved den lejlighed jeg startede forholdet til Ayanna igen, for gammel kærlighed må jo ikke få lov at ruste helt. Mens ny kærlighed kan være så kedeligt to-dimensional - man ligger jo let flade i dagevis - så er gammel kærlighed i sin fire-dimensionale udstrækning - hvor man får både tiden og den historiske udvikling med - jo langt mere spændende og berigende. Hvad har jeg ikke lært om USA's historie gennem den udvikling jeg har set gamle kærester gå igennem på 25 år? Derfor startede en ny intens periode med Ayanna, som jeg i øvrigt har haft mange af jer med på besøg hos, og denne skulle nu kulminere ved at hun også kom til at kende mine rødder og min familie. Hun er altid gavmild og havde taget flotte gaver - hjemmelavede smykker og gevandter - med til Vibeke, som før havde fået hendes smykker i julegave. Vibeke syntes endnu bedre om hende end min foromtale og fik hende straks sat i gang med at arbejde for festivalen. Men fra begyndelsen var det et problem, at hun ikke kunne bo hos os, da hun var allergisk overfor katte. Jeg måtte indkvartere hende hos efterårsturneens Ulla ude på Østerbro, og det tog næsten øjeblikkeligt glæden over at være vært helt fra mig. Jeg modtager jo så meget fra andre hele tiden, at jeg altid har et stærkt undertrykt behov for selv at give. Når jeg aldrig har haft skyldfølelse over at være gæst hos andre, er det jo fordi jeg ved at glæden er om end endnu større ved at give - en glæde, som vi i nutidens forstenede, angstfyldte samfund (også angsten for ikke at slå til!) sjældent mere giver os selv lov til at opleve. Derfor er den afslappede sommertid med gæster fra USA og Jylland så kostbar for mig - skønt den hyppigt også bringer skuffelsen med sig: - over hvor meget sværere det er for jer jantelovstyngede jyske og fynske venner at dumpe ind end det er for fjerne amerikanere uden deres fremmedgørende angst for "at komme til ulejlighed". Kærlighed kommer aldrig til ulejlighed og det er jo udtryk for kærlighed at vise at man tænker lidt på hinanden - er lidt nysgerrig efter at se hvordan det går - selv gennem nok så hurtige og overfladiske visitter.

Da jeg nu ikke kunne få opfyldt mit behov for at være vært - at lave mad for, at pusle om, at hygge om osv. - overfor Ayanna, prøvede jeg i begyndelsen at cykle over til hende med mad. Alligevel var det som om vi kom længere og længere væk fra hinanden i de 6 uger. Hvor jeg havde drømt om at gøre alt det for hende, som hun har gjort for mig gennem årene, følte jeg mig nu ekstra alene med fire sure afrikanske koner, som ikke værdsatte andet end gamle kartofler og traditionel majsgrød. Hun var - som jeg har set det med sorte amerikanere før - tydeligvis i kulturchok og forskansede sig i høj grad i sit nye hjem uden videre lyst til at opleve det kolde vejr i Danmark, hvorfor hun fandt min ivrighed efter at vise hende alt det, jeg elskede i Danmark, alt for forjaget. Hyppigt fortalte hun mig derfor historien om haren og pindsvinet. Vi havde dog afslappede stunder sammen - mest til Afrikaarrangementerne og Kulturbyens andre begivenheder såsom den fine Storytelling Festival i Lejre forsøgscenter til St. Hans. Og hun blev fuldstændig forelsket i Christiania og især Woodabierne, hvis stærke lugte ganske overvandt hendes overfølsomhed overfor vores kat. Hun endte med at købe meget af deres tøj for at kunne tage lugten med hjem til Amerika. Og med deres indbyrdes skønhed og farverige udstråling var det da også som om Ayanna og Woodabierne naturligt hørte sammen, da ingen af dem lå under for dansk jantelovsangst for at tage sig for smuk ud. Woodabierne kunne jo bruge hele dagen på at sminke sig. Men som tiden gik og jeg så mindre og mindre til Ayanna, gik det også langsomt op for mig hvor store følelser, jeg havde investeret i hende. Derfor følte jeg mig i stigende grad såret og i en sådan tilstand kan det være endnu sværere at kommunikere, når man endelig mødes, hvorfor vi hele tiden misforstod hinanden og skændtes om de mest ubetydelige ting - hvilket jeg aldrig havde oplevet i Amerika. Vibeke mærkede mere og mere min sårede tilstand og var den eneste, der rigtig kunne trøste mig, da kun hun vidste hvor store følelser jeg havde investeret i Ayanna. I denne tilstand begyndte vi begge at se hende som et overfladisk menneske - stik imod det billede, jeg havde haft af hende i Amerika. Men flere måneder efter hendes hjemrejse fik vi en dag en stor pakke fra hende. Den indeholdt et manuskript så tykt som en bibel og hundredvis af billeder af både os og Woodabierne. Det viste sig at hun havde brugt næsten hele sin tid i Danmark til at skrive indgående om alt det hun oplevede - men som jeg åbenbart ikke havde følt, hun havde oplevet nok af. Derfor havde hun en usædvanlig rammende kritik af forholdet til mig, som gjorde virkelig ondt. Men først og fremmest var det en uhyre dybfølt og indgående beskrivelse af hendes forelskelse i hver eneste af Woodabierne - ja, hver af dem kom fuldt på højde med Oriana Fellaci's "En mand". Hun var nu i gang med at forberede sin rejse ud til dem i Nigers uvejsomme ørken. Mens jeg selv - på min sædvanlige overfladiske måde med at få det hele med - havde kastet mig ud i hele Kulturbyens bredde, havde det for Ayanna nærmest ændret hendes liv at give sig fuldkomment hen til en enkelt af grupperne. Mens jeg havde følt at det var hende, der var blevet overfladisk, opdagede jeg at det i virkeligheden var mig selv, der var det. Nu prøver jeg blot på at skrive lige så langt og indgående om vores forhold for at overbevise mig selv om, at jeg ikke er helt overfladisk. Og så vil jeg senere sende en bibeltyk oversættelse af julebrevet til hende, thi ellers går der sikkert igen to år med at jeg kommer "i hundehuset." Hvem har for øvrigt også sagt at forhold til sorte kvinder skulle være ukomplicerede? Livet er vel kun spændende at leve, hvis det har sine udfordringer!

Hvilket minder mig om at forhold til danske kvinder sandelig heller ikke er problemløse, hvilket I måske selv har bemærket. Tidligere på året led jeg endnu et nederlag i forsøget på at bevare forholdet til en gammel kæreste. Det var Annie (Blå), som vi kaldte hende, for ikke at forveksle med "Røde" og "Sorte" Annie. Kort før jeg mødte Vibeke, mistede jeg forbindelsen med hende, og da 20-årsjubilæet nærmede sig blev jeg i stigende grad nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det var gået hende. Gennem folkeregistret fandt jeg hendes adresse i det mørkeste Jylland. Jeg skrev et brev til hende og manden om, at jeg ville komme forbi på den og den dato, men da jeg glad ankom, stod hendes kæmpestore mand i mørket og spærrede haveindgangen. Han sagde ingenting, så bare styg og skræmmende ud. Og jeg opfattede i al fald, at jeg ikke var helt velkommen. Kort efter skrev han mig et truende brev om ikke at opsøge dem mere, da "Annie ikke ønskede at se mig." Desuden tilføjede han en masse om, at han var leder af en anti-muslimsk forening, der havde til mål at gøre Europa frit for muslimer, så de ville ikke have med "sådan en" som mig at gøre. Selv om dette naturligvis gjorde mig endnu mere nysgerrig, måtte jeg jo respektere deres fælles ønske og besluttede ikke at gøre flere forsøg på at opsøge dem. Et halvt år efter fik jeg så pludselig en opringning fra Annie, som var dybt rørt over at jeg havde prøvet at finde hende. Men Carsten, hendes mand, havde aldrig vist hende mit brev, og hun havde intet vidst om, at jeg havde været der, før han under et skænderi røbede det. Derefter fulgte en lang tragisk historie om hvordan hun var blevet manipuleret ind i ægteskabet efter en graviditet, og hvordan Carsten havde forlangt at hun skar alle forbindelser til mig af. Hver gang jeg havde været i fjernsynet, radioen og aviserne, havde han nægtet hende at se det, og min bog og vores tidligere brevveksling havde han gemt. Deres forhold gik mere og mere skævt, hvilket nok har været årsagen til, at hun i stigende grad var begyndt at romantisere mig (fandt jeg lidt efter lidt ud af) - sikkert udelukkende fordi vi kun havde kendt hinanden kort. Efter alle disse 20 år ville hun så gerne se mig igen. Jeg havde selv været meget glad for hende, men var lidt betænkelig ved at møde hende uden den "grusomme" mands tilladelse. Vi aftalte at hun kunne komme til et af mine shows, hvorefter jeg kunne køre hende hjem. Det var dejligt at se hende igen - langt mere talende og udadvendt end i hendes ungdom. Men efter at have fortalt mig om deres fortvivlede forhold var hun næsten ikke til at få overtalt til at tage hjem igen - selvom de havde tre børn. Da hun begyndte at ringe mere og mere hyppigt og at opsøge mig til andre shows, følte jeg at jeg var ved at rode mig for meget ind i deres forhold, når jeg jo alligevel ikke kunne yde hende hjælp. Men uden andre at henvende sig til, idet Carsten holdt hende isoleret, følte jeg heller ikke, at jeg blot kunne ryste en kær gammel ven af mig. Derfor var jeg utrolig lettet, da Vibeke pludselig ringede til en skole, hvor Annie havde opsøgt mig. Carsten havde nemlig lige ringet til hende for at høre om jeg vidste, hvor hans kone var. Jeg opfordrede derfor straks Annie til at tage hjem og fortælle Carsten det hele og sagde, at i fremtiden ville jeg kun se dem sammen. Fra nu af begyndte denne store "stygge" mand, Carsten, at ringe til mig dagligt, og det viste sig at han i virkeligheden var et utroligt følsomt menneske. Han var slet ikke forbavset over begivenhedernes gang. Han var nemlig astrolog og havde forudset det hele i mindste detalje, men havde netop derfor forsøgt så krampagtigt at holde på Annie, at hun aldrig havde fået lov til at udfolde sig. I 20 år havde de gået alene sammen og renset grøfter i jyske skove. Han elskede Annie, men vidste at det ikke var gengældt og at hun blev ved med at gemme billeder af mig. I hendes fantasi havde jeg langsomt vokset mig til ridderen på den hvide hest, forløseren. På en måde endte jeg også med at få den rolle. Da Carsten nu begyndte at fortælle med stærk indfølelse og kærlighed om Annies fortvivlede barndom med incest, hvor hun var blevet holdt som sex-slave af en brutal far, begyndte jeg at forstå en masse ting i hendes flyvske karakter. Jeg var ikke overrasket over at høre dette, da jeg også i USA ofte har oplevet at incestofre ubevidst føler sig stærkt draget mod mig. Nu fandt vi tættere og tættere sammen i forsøget på at finde ud af hvad vi kunne gøre for at hjælpe Annie, og nu var det mig og Carsten, der i stedet begyndte at holde hemmelige stævnemøder. I første omgang i et forsøg på at redde deres ægteskab, da de 3 børn led under forholdet. Jeg begyndte også at besøge dem i hjemmet, hvorved de i al fald blev tvunget til at tale sammen i min tilstedeværelse. Men forholdet gik alligevel efter et års tid i stykker, da Annie fik nyt arbejde, nye kontakter og derved mere selvtillid. I mellemtiden var jeg blevet hjerteven med Carsten, som er et fantastisk spirituelt menneske - buddhist med mange rejser til Nepal - og dybt filosofisk anlagt. Skønt jeg sporer svage anti-muslimske religiøst begrundede følelser i ham, var hans anti-muslimske hadbrev til mig udelukkende et klodset forsøg på at skræmme mig for at bremse den udvikling, hans astrologi havde forudsagt. Så gode venner er vi endt med at blive at jeg i hans arbejdsløshed inviterede ham med til USA. Annie, derimod, er holdt op med at ringe til mig nu hvor hun ved at jeg er i daglig kontakt med Carsten. Hun har åbenbart udelukkende brugt mig som forløser i sin nødvendige frigørelsesproces. Jo, det var et nederlag at genfinde en gammel kæreste på den måde - og derefter at miste hende igen - men det føles ikke helt sådan når jeg i processen fik en ny vidunderlig ven, som så overbevisende kunne forklare mig hvorfor det hele forløb, som det gjorde. Derfor er det i år dig, Carsten, der modtager julebrevet - når du jo alligevel forhindrede Annie i at læse det sidste år!

Jeg står dog alligevel efter sådanne hændelsesforløb tilbage med en voldsom selvbebrejdelse over overfladiskheden i mine forhold til gamle venner. Hvorfor gik der f.eks. 20 år inden jeg fik taget mig sammen til at opsøge Annie? Mange af jer har jeg jo ikke set i snart 10 år. Jeg kan ikke andet end blive jaloux på Vibeke, min kone, som har et meget dybere forhold til gamle venner. Det eneste, der kan undskylde min overfladiskhed overfor individet er, at min noget større kontaktflade måske giver en dybere sociologisk indsigt, som jeg ind imellem har kunnet trække på i forsøget på at hjælpe gamle venner i pludselig nød. Men hvor mange af jer andre har jeg så ikke trampet hen over i mellemtiden?

Fortsættes i 4. del