Jul/Nytår 2003-2004 32-33. årgang
Hjemme i Danmark fik jeg det første af siden mange foredrag om Ku Klux
Klan i Center For Konfliktløsning, hvor næsten alle de 300 tilhørere var
kvinder. Kvinder reagerer helt tydeligt langt bedre og med større
psykologisk indsigt og ægte moderomsorg på min KKK-pædagogiske snak end
mænd. Alene af den grund er jeg kommet til at elske Ku Klux Klan, da jeg
jo har det fint med at være omgivet af udelukkende kvinder - også i alle
pædagogseminarierne. En kendt astrolog (ikke min egen) lavede på samme
tidspunkt et interview med mig til et astrologiblad, hvor hun tillod sig
samtidig at tyde mit horoskop. Hun konkluderede at jeg netop havde mødt
en ny spændende mennesketype, som ville komme til at betyde meget for
min fremtid – også økonomisk. Samtidig kunne hun se at jeg havde
alvorlige problemer med mine biler, men at der snart var håb på vej i
form af en ny bil, som hun mente var rød. Ang. det første har hun
foreløbig fået delvis ret idet KKK i denne måned har skaffet mig 12
millioner besøgende på mine hjemmesider og reklamefirmaer nu
ustandseligt tilbyder at lægge reklamer ind på mine KKK-hjemmesider -
"reklamer som vil gøre dig til millionær". Ang. bilen kan det nok være
at Vibeke blev glad, da jeg ringede hjem efter interviewet og fortalte
hende at vi åbenbart snart ville få ny bil. Og da vi sammen søgte i
www.bilbasen.dk - udelukkende på
min yndlingsfarve rød!!! - fik vi da også omsider en bil, der kan køre
uden daglig Falck-hjælp.
Da mine Falck-chauffører altid fortalte mig at VW-Transporter er den model de mest sjældent samler op, valgte jeg en
sådan. Det der gav dødsstødet til den gamle blå Transit var en tur fra
Stavanger til Kristianssand, hvor jeg hele vejen kun havde kunnet køre
ca. 10 km/t med sort røg væltende ud og hundredvis af dyttende biler bag
mig, som bogstaveligt skubbede mig ind på Danmarksfærgen, hvorefter
Falck klarede resten af turen hjem. Jeg vil savne de billige danske
færgebilletter, som Falck i reglen betalte for mig, men det er nu rart
ikke hver dag at skulle stå ude i kulden i timevis og spejde efter en
frelsende rød bil - næsten som den euforiske lykke jeg husker fra mine
vagabondår, når jeg i mørket endelig så de røde bremselygter fra en bil,
som standsede for at samle mig op. I mit vemod – eller for ikke at såre
astrologen - anskaffede jeg mig nu det der mindede mig mest om denne
lykke - en rød bil.
Men alt var ikke lykke.
Vores to eneste rigtigt store mennesker hjemme i mit barndomssogn afgik
pludselig ved døden. Min bror Niels Jørgen ringede pludselig rystet en
morgen: "Har I hørt at Ivar er død?" Et minut efter at det var på BTs
hjemmeside kl. 9, havde han set at Ivar var død om natten i en af vore
nabogader. Ivar Hansen - folketingets formand - havde været min fars
bedste ven og mit store ideal hele min barndom. Ivars mor var som
menighedsrådsformand skyld i at jeg var opvokset i Fåborg og hyppigt i
min barndom havde vi været gæster i hinandens hjem. Jeg behøver ikke at
sige mere om det her, da jeg rigeligt har udtrykt mine følelser omkring
Ivar død i
talen til hans begravelse, som ligger på mine hjemmesider.
Alene for Karen Maries og Hans Frederiks skyld måtte jeg hjem til hans
begravelse. Jeg havde overhovedet ikke havde planlagt at sige noget
overfor dette store opbud af politikere og to statsministre, men da
ingen af dem kom ind på Ivars person som ungt menneske, røg jeg
pludselig op for spontant alligevel at holde tale. Jeg var nødt til at
snige mig ind af en sidedør for at Vibeke ikke skulle se det, idet jeg
vidste at hun ville prøve at forhindre mig i at holde tale. Efter min
spontane katastrofe-tale sidste år for Jerry Justice havde jeg højt og
helligt lovet hende aldrig mere at holde tale igen. At det denne gang
gik bedre end forventet gik umiddelbart efter talen op for mig, da Ivars
kone, Karen Marie, straks efter gav mig sin sædvanlige gang skældud -
noget hun ikke havde gjort efter alle politikernes taler. Jeg har nemlig
for længst lært at når jeg får skældud af Karen Marie er det altid en
omvendt form for ros, som i dette tilfælde blev understreget af et knus.
Og siden hen fortalte præsten mig at mange i sognet overfor ham havde
udtrykt stor glæde over det jeg havde sagt, da det netop ikke havde
handlet om Ivars kendte side som politiker. Glad blev jeg også da min
gamle veninde (uden gåseøjne) Margrethe Auken, der to gange har
arrangeret mine foredrag i sin kirke, under kaffebordet fortalte mig at
noget af det sidste Ivar havde fortalt hende var hvor meget min far
havde betydet for ham. At netop hun var med tror jeg nok skyldtes at hun
har haft den store glæde selv at blive skældt hæder og ære fra af Karen
Marie under deres fælles rejse til Vietnam :-) Senere på året besøgte
jeg Karen Marie under lidt mere afslappede former på Ivars nu solgte
fødegård.
Under forsommerens årlige sammenkomst med et par gamle
gymnasiekammerater til Silkeborg Jazzfestival havde Virtus snakket om
sit problem med som læge at skulle godkende fornyelser af kørekort til
patienter, som han havde haft i mange år, men nu vurderede var blevet
for gamle til at køre bil. Mindre end et par uger efter måtte vi trist
erkende at andre læger har samme problem, da min anden gamle
gymnasiekammerat, Marius, mistede sin 82-årige far, Niels Ibsen, som
kørte sig selv ihjel på diagonalvejen ud for hjemmet i Vrenderup. Og som
en dobbelttragedie et par uger efter tog Marius' mor, Frida, med sig i
døden. Jeg skal ikke her fortælle om hvor stor betydning denne
engagerede familie havde for mine forældre gennem det meste af livet -
Marius er jo ikke vant til at få ros i mine julebreve og vil blot blive
forlegen. Vil I have noget mere at vide om ham - og mit forhold til
Marius i øvrigt - bør I læse
min begravelsestale på mine Fåborg
mindesider. Den var stærkt drillende ligesom mit forhold til Niels Ibsen
havde været det i de senere år - jeg har jo altid drillet dem jeg
elsker. Jeg vil blot her - nu hvor chokket er kommet lidt på afstand -
fortælle om hvor tilfældigt sådan en tale bliver til. Da jeg ikke ville
køre hjem til begravelsen - både af miljø- Falck- og (med tanke på
ulykken) sikkerhedshensyn - måtte jeg tage toget. Men da alle mine
venner i Fåborg var på arbejde på denne hverdag, kendte jeg ingen, som
kunne hente mig ved Bramming station. Så fik jeg den ide at ringe til
Niels Ibsens gamle tjenestekarl, Bent Lauridsen oppe i Brande for at
høre om han skulle til begravelsen. Ham besøger jeg hyppigt, da han er
gift med vores gamle tjenestepige i præstegården, Karen.
Han havde endnu ikke hørt
om ulykken, men ville gerne med til begravelsen. Derfor tog jeg nu i
stedet toget til Brande. Dog kunne jeg ikke som planlagt koncentrere mig
om at skrive talen i toget idet Lars von Triers kone, Bente, som jeg har
et godt øje til - og mon det ikke også er omvendt, Lars, når hun nu så
gerne vil med mig ud at rejse? - minsandten endte med at sidde lige ved
siden af mig (hm, Lars, det lugter jo langt væk af et plot, ikke!) I al
fald ankom jeg fuldstændig uforberedt til middagsmad i Brande -
tarteletter med høns og ærter som vor tjenestepige lavede dem i gamle
dage. Under middagen gik det så op for mig at Bent ikke havde tænkt sig
at holde tale, da han var for "genert". Og da jeg endnu ikke havde
fundet på noget særligt at sige, røg det pludselig ud af mig: "Jamen,
skal jeg så ikke holde din tale, Bent?"
Og derved blev det, hvorefter
jeg under hele middagen og på vej til Fåborg kirke forhørte ham om alt
hvad han kunne tænke sig at få sagt. Da jeg jo vidste at kirken og krosalen ville være fyldt med gymnastik- og foreningsledere fra det
ganske land, syntes jeg nemlig ikke at Niels Ibsen udelukkende skulle
vurderes på deres uden tvivl store ord om ham. Nej, en så stor mand
skulle ikke vurderes på hvad han havde gjort og sagt ud ad til omkring
folkelig oplysning, demokrati og hvad ved jeg, men om han selv havde
levet op til det indadtil i forholdet til sit eget - hvem ved - måske
underkuede "tyende". Om der kom noget godt ud af dette, kan I selv
vurdere i talen, men jeg fik i al fald en gratis køretur til kirken og
kroen ud af det.
Sommerferien fik en speciel drejning med den nye bil. Hele foråret havde
vores søn, Daniel, blaffet rundt i Latin Amerika - helt ned til det
iskolde Ildland i Syd-Argentina, hvor han blev holdt op med pistol, op
gennem Chile, det bindegale og kriminelle Paraguay og siden rundt i det
voldelige Brasilien. Særligt begejstret var han blevet for den poetiske
trucker-kultur i Sydamerika. Næsten hver eneste lastbilchauffør, som
samlede ham op, underholdt ham med sang og poesi, som er hans store
interesse. Pia Tafdrup har også lagt mærke til denne store
latinamerikanske interesse for poesi, som hun drager fordel af med
hyppige oplæsningsture dertil. Sidst ville hun have mig med som
bodyguard, da hun skulle læse op i det guerrillaplagede Medellin i
Colombia.
Nå, men da jeg mailede til Daniel i Latin Amerika at jeg ville
blaffe ned til Paris og Svejts i sommerferien, skrev Daniel tilbage:
"Det vil jeg se før jeg tror på det, (du gamle, dovne og satte bilejer).
Jeg kommer straks hjem for at blaffe sammen med dig som vidne!" Og sandt
som gjort, han tog straks en flyver fra Rio. Hvor rørende, han er,
oplevede vi først på året, da han havde slidt og slæbt som københavnsk
gårdmand for at spare penge sammen til en flybillet til sin syge mormor
(som ellers har penge nok) idet han ville invitere hende til Buenos
Aires og al den herlige kultur denne by har at byde på. Gennem hele
Daniels barndom havde hun nemlig taget ham på ture til alle Europas
kulturelle hovedstæder. Da han havde sendt hende pengene, var hun dog
for syg til at rejse.
Vi kom dog ikke ud at blaffe sammen, da jeg med den nye røde bil kunne
transportere campingudstyr til brug når Vibeke og Lalou senere kom til
Svejts. Vi var nemlig alle inviteret til indvielsen af det nye hus til
30 millioner kr som Christina og Raymond - min faste bopæl i New York -
nu havde bygget på en vidunderlig bjergside i de italienske alper – et
hus som
New York Times har en 8 siders artikel om her i januar 2005. Raymond -
en af verdens førende modefotografer - havde fløjet sine
fotomodeller, forretningsforbindelser og venner til en gigantisk fest
der i Soglio, hvorfor vi havde planlagt hele vores sommerferie omkring
denne begivenhed.
Selve festen kan I se på min hjemmeside, men det som
Vibeke og jeg aldrig havde troet muligt gik nu i opfyldelse. At vi endnu
engang skulle kunne få vore børn samlet til en af de campingferier, vi
alle elskede da de var små – selv om Daniel måske kom måske kun fordi
jeg lokkede ham på et falsk grundlag ved at love at blaffe sammen med
ham som vi gjorde det da han var to år.
I stedet kørte han og jeg først
ned til min gamle STASI-spion-medarbejder, Jörg Meier, der nu var
flyttet til Bayern og allerede snakker som den rene Franz Josef Strauss.
Jörg havde kort før ringet mig op derhjemme: "Jacob, jeg bliver nødt til
at oversætte alle dine hjemmesider til tysk." Hans datter er nemlig gift
med en tidligere sønnen af en CIA-chef fra Florida, hvorfor denne gamle STASI-spion og svigerfaren tit sidder og driller hinanden om dengang de
spionerede mod hinanden. Sidst de var sammen havde CIA-manden sagt:
"Jörg, du er ved at blive gammel. Hvad har du egentlig at vise frem, som
du har skabt i dit liv?" Jörg vred hjernen og sagde så: "Jeg har oversat
Amerikanske Billeder" "Må jeg se et eksemplar?" spurgte svigerfaren. Nu
var han i knibe, da det ikke var bogen Jörg havde oversat, men mit show
og min film - endda hele tre gange. Og det kunne han jo ikke lige vise
frem. Så vred han hjernen igen: "Vent en måned. Så skal hele verden få
at se hvad jeg har skabt i mit liv" Og sådan er CIA nu skyld i at jeg
får alle mine 17.000 hjemmesider oversat til tysk! Jeg synes dog det
trækker lidt ud, Jörg!
I Italien samlede vi Lalou og Vibeke op og kørte så rundt alle 4
siddende foran i VW-bussen og sov i et bitte kuppeltelt. Det var
utroligt hyggeligt med vandreture i bjergene om dagen. Pga. de mange
gæster fra USA kunne vi ikke bo i selve luksusboligen i Soglio. Et par
dage efter kæmpefesten havde Raymond verdenspremiere i husets store
foredragssal på filmen "My architect" som siden var på nippet til at
vinde en Oscar. Huset er udstyret med et fotografisk atelier, som jeg og
Vibeke senere på året blev inviteret til at bo i for at kunne scanne
mine billeder gratis - et tilbud og en feriebolig vi stadig har til gode
at bruge, når vi engang får tid til det.
I løbet af sommeren fik jeg den ene opringning efter den anden fra
kendte studieværter i DR's radioprogrammer, som ville lave interviews
med mig - i alt 4. Vibeke sagde: "Du må da sige til dem at du allerede
har sagt ja til at være med i andre interviews. Du kan da ikke
monopolisere alle radioens programmer." Jeg svarede: "Det må de da
selv finde ud af derinde. Som foredragsholder har jeg jo brug for at
være så meget i medierne som muligt. Ellers får jeg jo ingen foredrag og
du ingen nye pelsfrakker." Til
Kronsj tilstod jeg dog at jeg allerede
havde været i Kronsj tidligere. Jamen, det gjorde da ikke noget. Og det
gjorde det heller ikke for de andre studieværter, den blinde Ove Gibskov
med "Samfundstanker" og Poul Friis'
"Samtaler i sommernatten". Kronsj
havde Gudskelov ikke denne gang en åben telefonlinie. Forrige gang
ringede en lytter ind og spurgte mig ud om mit udenoms sexliv, så vi
endte med at måtte lukke linien til ham. Det er nok at jeg selv roder
rundt i mit privatliv - jeg behøver ikke at få hjælp udefra. Foruden
Kronsj, hvor de desværre ikke som ønsket kunne nå igennem til mine Ku
Klux Klan-venner og skar
Marius ud - måske du var for diplomatisk,
Marius? - handlede den første udsendelse også om mit privatliv, nemlig
om min barndom i Fåborg, hvor jeg narcissistisk vadede rundt en hel dag
med en journalist. Jeg tror at hvis det var sket for 10 år siden, ville
jeg have været helt anderledes inspireret. Nu følte jeg mig derimod helt
død overfor det hele. Selv jeg er vel efterhånden vokset op.
Men sjovt
var det alligevel at vade rundt i de gamle klasseværelser i
Slebsager,
der nu er indrettet til brug for en psykolog med divan og det hele. Jeg
bad ham da også om hjælp til genfundne erindringer, men han gav mig blot
kirsebær fra haven. Endelig vidste jeg at alle mine gamle
klassekammerater lyttede med, så det var jo begrænset hvad jeg kunne
tillade mig at sige om jer. Dog vil jeg lige indskyde at alt det gode
jeg sagde om jer - nemlig det meste - blev skåret væk af journalisten,
som brugte for meget tid på mit senere liv. Men jeg tror da nok at noget
af det dårlige jeg fik sagt om jer - tæskene jeg havde fået på vej hjem
fra skole af jer (lille) Kaj Sørensen, Bent Kristoffer og Niels Brosbøll
osv - kom med. I kan jo selv høre dette og
de andre programmer på mine
hjemmesider. Vi bankede i øvrigt på hos dig, Kaj, for at du selv kunne
få lejlighed til at kommentere "forbrydelsen" i radioen, men desværre
var du på slagteriet i Esbjerg den dag. Nuvel, du og jeg har da festet
sammen mange gange siden, så jeg har vel ikke fået varige men. Men at
det betød noget for mig gik op for mig, da jeg endnu engang bragte
episoden op i en bog jeg her til jul udgav sammen med
Johannes Møllehave
m.fl.: "Ord på samvittigheden".
Dagen sluttede med at jeg var båltaler
til St. Hans nede på Kresten Søndergårds mark - en lejlighed jeg valgte
at bruge blandt disse venstrebønder til
et voldsomt angreb på
regeringen. Gudskelov druknede det hele i regn, så der kun var få til
stede - mest mine trofaste julebrevslæsere i byen, som jo kendte mine
meninger. Særligt glad var jeg for at se en af mine gamle
klassekammerater, Margit, komme helt fra Haderslev.
I efteråret bookede Nordisk Film en turne for mig i alle deres biografer
og indkvarterede mig i de fineste hoteller. Det var sjovt for første
gang at bo i hotel i Danmark, men også kedeligt. Dog blev en
multihandicappet pige hver dag rullet op til mit 5. sals hotelværelse af
sin sygehjælper for at sætte blomster hos mig. Hun havde stillet mig en
byge af spørgsmål under min forestilling i en skole for psykisk og
fysisk handicappede - pga. sine voldsomme smerter alle sammen affyret
liggende på ryggen foran scenen, som jeg talte fra. I én uendelighed
havde denne begavede pige siden sendt mig e-mails, sine egne malerier,
selvkomponerede musik og sine sange på cd foruden sine digte og sine
bønner om jeg ikke godt ville overnatte hos hende, når jeg var i byen.
At dele seng med folk er den letteste sag i verden. Det har jeg gjort
med de slibrigste fyre og værste voldtægtsmænd. Men det er nu alligevel
en prøvelse sammen med et forkrøblet menneske, der skal hejses op i en
høj seng og løftes af fuldtidsansatte studenterhjælpere hver gang hun
natten igennem skal vendes i sengen pga. smerter. Men livet skal jo også
have sine morsomme øjeblikke. Ligesom mine mange radioudsendelser og
meget andet synes alting at komme i hobetal på én gang. I 80'erne blev
jeg pludselig overalt inviteret til at sove sammen med lesbiske kvinder
og i år synes det som om at de eneste blandt de ellers ugæstfri
danskere, der inviterer mig hjem, er de handicappede. Ligesom mange af
Dansk Folkepartis vælgere identificerer de handicappede sig utroligt
stærkt med "smerten" i showet. Men hvorfor de fleste henvendelser har
været fra multi-multi-handicappede ved jeg ikke. En anden sød helt mørk
pige var adopteret fra Indien og ville med mig ud at køre i USA - jo,
med alle sine fuldtidsansatte hjælpere. Hun skriver de mest
indsigtsfulde og smukt formulerede mails om de sorte i USA og
Vestindien, som hun dybt identificerer sig med. Eneste problem er at jeg
ikke kan forstå et ord af hvad hun siger når vi taler sammen.
Jeg bliver altid stærkt opløftet og inspireret til fortsat at turnere
når jeg oplever mennesker, der får så meget ud af mine foredrag. Men
nogle kan også gøre mig deprimeret - særligt henvendelserne fra
selvmordskandidater, som naturligt hører med til mit arbejde, men som
jeg ikke har den fornødne tid til at tage mig ordentlig af. En sådan
lynende begavet, men psykisk syg psykologistuderende havde jeg besøgt
igennem nogle år, da hun pludselig skrev til mig om at hjælpe hende med
at begå selvmord. Jeg skal ikke gå i detaljer om hendes liv her, men det
hele var så nøje planlagt at det var uhyggeligt. Hun havde lavet et
større studium af hvilken slags smertefri gifte, der skulle bruges -
gifte som ikke kunne fås i Danmark, men som hun bad mig købe i USA. Jeg
nægtede naturligvis – dog med min "ja-filosofi" uden direkte at slå
hånden af hende: "Du kan jo tage med mig på rejse i USA. Så holder jeg i
bilen uden for butikken mens du selv går ind og køber det." Jeg vidste
jo at kunne jeg først få hende med på en sådan rejse, havde hun allerede
fået så meget livsmod at emnet aldrig ville komme på bane - slet ikke i
et land hvor man ikke begår selvmord og hvor hun vil føle at min
bilkørsel i sig selv er det rene selvmord. Min "astrolog" kom dog med
den bedste løsning. Send hende Louise Hayes' bog "Helbred dig selv".
Bogen gjorde mirakler og den ulykkelige kvinde har takket mig lige
siden. Men selvmordskandidater kan også have uheldige økonomiske
omkostninger.
For nylig sad jeg en hel aften og snakkede med en, som ikke ville lade
mig gå skønt jeg skulle tidligt op næste morgen til show i en
efterskole. Hun viklede mig mere og mere ind i et væv af skyldfølelse og
angst for hvad der kunne ske, hvis jeg gik. Fuldstændig udmattet gjorde
jeg mig til sidst helt kold og fik mig ved 4-tiden revet løs under
voldsomt anklagende protester. I en blanding af skyldfølelse, irritation
og selvbebrejdelse over at have svigtet kørte jeg over for to røde lys
og blev straks standset af en politibil, som gav mig en bøde på 1000 kr.
Under samtalen må jeg have spurgt politiet om vej til efterskolen uden
for byen, for pludselig, da jeg lå og sov i bilen på skolens
parkeringsplads, blev jeg vækket ved at politiet stod og bankede på
skolens hoveddør og vinduer. Jeg turde ikke give mig til kende af frygt
for at få endnu en bøde - denne gang for at sove i en bil på gule
nummerplader. Politiet havde blot glemt at aflevere mit kørekort
tilbage, men fik vækket så mange af skolens elever kl. 5 at allerede da
jeg kom ind for at stille mit show op kl. 8 gik rygtet blandt eleverne
om at dette foredrag "er skide spændende, for foredragsholderen er
eftersøgt af politiet." Når jeg er bange for at svigte sådanne
selvmordskandidater skyldes det netop skyldfølelsen over engang at have
gjort det. En kvinde kom engang ind til os i kollektivet i Købmagergade
for at give mig alle de kultegninger hun havde lavet - inspireret af
mine fotografier - idet hun ikke ville leve mere. Vi havde så mange
psykiske tilfælde hos os den gang at ingen af os tog særlig notits af
denne kvinde, som jeg dog snakkede med en halv aften. Hvis ikke hendes
familie senere var kommet ind for at bede om at få tegningerne tilbage,
ville jeg aldrig have fået at vide at kvinden et par timer efter min
samtale med hende havde dræbt sig selv ved at springe ud foran et tog.
En anden, noget ældre kvinde - eller som Vibeke altid afbryder mig
"Altså en på din egen alder, du gamle" - havde gennem længere tid
henvendt sig til mig om at komme med i USA. Da hun oprindelig stammede
fra min hjemegn, indvilgede jeg i at møde hende til middag på en
restaurant lige før et foredrag. Nu fik historien imidlertid pludselig
en anden drejning. Det viste sig at hun ikke selv ville eller kunne tage
med, men at hendes største ønske i livet var at jeg tog hendes egen
datter - hvis far var fra Sri Lanka - med på min tur. Hun tog så en stak
billeder op af den yndige mørke mulatpige for at jeg skulle "tænde på
hende". Og ville jeg ikke nok møde hende næste dag til kaffe i datterens
lejlighed? Det gjorde jeg så, da jeg endnu ikke havde fundet nogen, der
ville med på efterårsturneen.
Men da jeg besøgte datteren viste det sig
at denne overhovedet ikke var interesseret i at komme med idet hun var
midt i sit studenterkursus. Det hele viste sig blot at være den lille,
men kraftigt overvægtige mors egen ønskedrøm, som hun havde projiceret
over på datteren. Men hos datteren sad der en anden ung pige på 17 af
typen med ring i næsen. Hun var lige blevet smidt ud af Rysensteen
gymnasium for at have festet for meget efter at hun havde mistet begge
sine forældre. Hun hed Bethina og fik pludselig en lys ide: "Må jeg ikke
godt komme med?" "Jamen jeg rejser på mandag", sagde jeg. Der var kun en
dag til at finde penge og købe billet. Pga. pigens nylige tab af
forældre gav og lånte de andre hende straks pengene. Og vupti havde jeg
ved tilfældighedernes underlige spil fået en rejseledsager.
Bethina var den diametrale modsætning af Rikke. Dels sagde hun ingenting
på hele turen ligesom jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til hende. Og
dels sad hun dagen lang i min store seng hos Christina i New York og så
sport i kæmpefjernsynet, som vi ellers aldrig tænder for. Hun virkede
alt for skræmt til at gå ud af huset. Efter et par dage sagde jeg: "Nu
synes jeg at du skal gå ud og se lidt af byen. Du kan jo bare gå lidt
rundt i gaderne heromkring, hvor det er ganske trygt. Hvem ved om du
nogen sinde kommer til USA igen." "Nå ja", sagde hun og gik så ud. Men
da jeg lå alene i sengen om aftenen og hun ikke kom hjem, blev jeg helt
nervøs. Hvad kunne der mon være sket med denne naive 17-årige pige?
Først efter et par dage kom hun tilbage - helt opstemt. Hun havde nemlig
været til fest helt oppe i det mørkeste Harlem, hvor hun var gået fra
den ene fest til den anden og allerede havde fundet sig en sød sort
kæreste. Lettet skældte jeg hende lidt ud over at vi nu var kommet for
sent af sted til Ku Klux Klan.
Bethina mindede mig lidt om Henriette Søe
- præstens datter hjemme fra min landsby - som havde sovet på hele vores
tur i Amerika. Det eneste øjeblik jeg husker Henriette vågen, var da hun
sad i skødet på en kæmpestor sort fyr, nemlig min gamle "veninde" Sandra
Ruffins søn, med hvem hun derefter festede uophørligt. På vej ned mod
North Carolina standsede vi også hos
Sandra i Washington og havnede til
fest hos et par andre af mine sorte venner i byen, hvor jeg fik Bethina
afsat hele natten så jeg selv kunne få sovet ud i bilen. Næste morgen
fandt jeg Bethina midt i en kæmpebunke af sovende mennesker i det rodede
hus i den mest mordplagede del af Washington. Der var tilsyneladende
intet der kunne skræmme denne unge pige - troede jeg....indtil hun mødte
nogle hvide mennesker!
Vi var nemlig inviteret ned til en ny Ku Klux Klan-gruppe i North
Carolina - gruppen som stod bag Greensboro-massakren og dømt for
nedbrændingen af en stribe sorte kirker for et par år siden. Det var et
kvindeligt medlem i gruppen, Raine, som havde opdaget omtalen af Ku Klux
Klan på mine hjemmesider og skrev til mig for at sige at min
karakteristik af klanmedlemmerne som fattige og mishandlede ramte lige i
plet. Hun havde studeret sociologi og selv gået og iagttaget medlemmerne
i sin gruppe, the Cleveland Knights of the Ku Klux Klan. Dog havde hun
bidt mærke i at flere af medlemmerne ved de sidste møder havde haft
store SUV-biler - eller som jeg kalder dem herhjemme - Karl Smart-jeeps.
Men som jeg drillende skrev tilbage til hende svarer dette jo blot til
den racistiske stereotype af fattige sorte, der kører i Cadillacs, idet
enhver jo kan gå ud og tage sig et billån selvom de bor i en faldefærdig
shack. Vi fik en omfattende korrespondance med hinanden, hvori jeg
fyrede mængder af spørgsmål af til denne, min sociologiske spion i
klanen. Allerede på Internettet følte vi os tiltrukket af hinanden, så
det var kun naturligt at hun inviterede mig ned at bo hos hende for at
jeg også kunne møde de andre medlemmer i gruppen.
Hvis jeg ender med at
skrive lige lovlig meget om hende her i julebrevet, er det fordi jeg
lige på Internettet her i julen har fundet ud af hvor tragisk hendes liv
har været, som jeg vil fortælle om til sidst. Desværre ankom vi to dage
for sent. Gruppen havde nemlig lige afholdt en stor offentlig parade i Morganton vendt imod indvandring - hvilket trods alt er bedre end som
danskerne at vende skytset imod indvandrerne selv. Begge dele er
politisk ukorrekt i USA, men klanen er jo ikke Guds artigste børn. Vi
fandt deres bopæl i et fattigt område af bjergene, hvor mange lige nu
var ved at miste deres arbejde i tekstilindustrien pga. outsourcing. Men
huset var ikke så fattigt, som jeg havde forestillet mig, sammensat som
det var af to mobilhuse.
Vi fik hvert vort værelse - jeg i Raines
arbejdsværelse, hvilket var en stor tillid at vise mig, da hun her
overlod mig alene med hele klankartoteket, som hun bestyrer, ligesom hun
herfra skriver talerne for klanlederen, den berygtede Virgil Griffin.
Skønt hun kun var 20 år gammel var hun helt tydeligt den intellektuelle
hjerne bag klanen. Det kræver ganske vist heller ikke meget hjerne, men
hun var dog et selvstændigt tænkende væsen, kunne jeg straks se på den
store bogsamling i stuen. Ikke blot var hun feminist, hvilket er uhørt
på disse kanter for slet ikke at tale om i klanen, men hun var også
stærk fortaler for homoseksuelle rettigheder og ville reformere klanen
indefra ang. dette spørgsmål. Hun havde fået to års uddannelse i det
lokale statsuniversitet og, som hun sagde, "jeg har læst alt hvad der er
værd at læse om sexisme, homofobi, antisemitisme og racisme og var
fuldstændig enig i det hele.....undtagen lige racisme....jeg forstår
alle argumenterne, men de gjorde ikke en tøddel ved mit syn på sorte og
mexicanere". Men - i lighed med min konklusion om min tidligere
klangruppe oppe i nordstaterne - hvis dette får nogen til at tro at hun
hader sorte, må man hurtigt tro om. Langsomt gik det op for mig at hun
har en stor kærlighed til sorte og at det netop er derfor hun er i KKK.
Jo, det er noget af et postulat at sluge for udenforstående som kun har
oplevet klanens optræden i fjernsynet, men hør nu bare.
Allerede første aften så jeg Raine og hendes forlovede, Billy, forråde
klanens principper. De havde nemlig ikke fået lavet middagsmad, hvilket
de var meget forlegne over med så fine gæster i huset. Så de insisterede
på at invitere os på den fineste restaurant deromkring. Jeg havde kun
set gammeldags redneck-restauranter i omegnen og forventede en af disse.
Men nej, tror I de ville affinde sig med "good old American
country-style cooking" når de kunne få fin kinesisk mad? De skammede sig
godt nok over at forråde klanens principielle modstand mod indvandring,
men - modsat danskerne - lod de ikke disse følelser gå ud over
indvandrere som mennesker, hvilket vi straks kunne se på det fine
forhold de havde til kineserne. Skønt vi måtte køre en betydelig
strækning til en anden by, sagde de at de kom her mindst en gang om
ugen. Her var nemlig også stor ta' selv buffet og det er jo svært at stå
for når man er overvægtig som Raine. Billy, som hun havde mødt i klanen,
lignede en lille regnorm ved siden af Raine. Da jeg siden til deres
klan-møde mødte hans endnu større brød af en mor, kunne jeg se at han
måtte have et moderkompleks. Eller også kunne man bare ikke finde mindre
kvinder i klanen? Men han var nu også tydeligt stolt over at bo sammen
med en så stor intellektuel kapacitet som Raine og for første gang i sit
liv at bo i et hjem med bøger. For
ham eksisterede der dog kun én rigtig
Bibel - nemlig en kendt gammel bog om klanens historie i hvilken han i
hvert fald havde læst hvert eneste billede, som han stolt fremviste for
os, mens Raine var mere ivrig efter at fremvise sine feministiske og
homoseksuelle bøger. Senere på aftenen hyggede vi os i hjemmet i
klandragterne, som de morede sig over at klæde mig ud i når jeg jo nu
var kendt som "sådan en stor antiracist", som de sagde. De
antiracistiske bevægelser følte de sig næsten ligeså forbundne med som
de racistiske - de havde jo set et utal af klan-medlemmer vandre lige
fra den ene grøft til den anden. Det som det hele handlede om var blot
at finde lidt identitet og et gruppetilhørsforhold for at få lidt
respekt i livet af nøjagtig samme grund som de tilsvarende fattige sorte
i ghettoerne finder en identitet i bander. Ligesom de sorte bekæmper
hinanden gør også de mange forskellige hvide racistiske og
antiracistiske grupper det og næsten al klanens vold er vendt mod hvide.
Hvis man opfatter dem som de fattige hvides bander og bandekrige er det
meget lettere for udenforstående at føle empati for KKK som undertrykte.
Også i denne gruppe følte de sig dybt forbundne med mig og nærede en
stor respekt for mig netop fordi vi jo havde fundet en fælles identitet
baseret på racespørgsmål i et samfund som foregiver at være
"farveblindt".
Hvis en marsmand var kommet ned for at undersøge hvem der havde mest had
eller for den sags skyld kærlighed - mig eller klanens medlemmer - er
jeg sikker på at marsmanden ville rejse forvirret hjem med uforrettet
sag. Kun fordi de elsker at hylde sig i klanens forbudte hadske symboler
får vi andre hadere i samfundet lov til at hade dem. Det var indlysende
for både Bethina og mig at i al fald disse to mennesker rummede stor
kærlighed.
Nu drejede det sig om at finde ud af hvad de rummede i deres
hjerter og sind nedenunder de hvide dragter. At dømme på det utrolige
harmoniske forhold de havde skabt mellem deres husdyr - de sorte hunde
og hvide væsler, som løb frit rundt i stuen og ustandseligt krævede
kærlig opmærksomhed - stod alt godt til. Men at sove omgivet af vilde
natlige rovdyr af mårfamilien er ikke den letteste sag. De elskede at
kravle op i min kamerataske og selv når jeg sov med den i sengen, fik de
bidt adskillige ledninger over. De hyggeligste øjeblikke var om
morgenen, når Raine kom ind til mig med morgenmad i sengen og vi
hyggesnakkede uden Bethinas og Billys nærvær.
Det var i en sådan samtale på sengekanten det pludselig gik op for mig
en morgen at Raine havde været to år i fængsel. Tænk sig, denne generte,
dæmpede, velformulerede og på overfladen så pæne unge pige! Og da hun
sagde at hun som 14-årig havde myrdet en mexicaner og som 17-årig en
hvid antiracist - altså én ligesom mig - kan det nok være at jeg var
lige ved at få kaffen galt i halsen.
Da jeg begyndte at grave i det,
fortalte hun mig så hele historien om hvordan hun som 14-årig var løbet
hjemmefra sin voldelige racistiske Klan-far og sandsynligvis i reaktion
på ham havde tilsluttet sig de antiracistiske skinheads ude i Los
Angeles. Der havde hun boet sammen med tre mexicanske piger i en tom
lagerbygning og da de en nat blev angrebet af en mexicansk narkobande,
havde hun i selvforsvar trukket sin pistol og skudt en af dem. Hun kunne
godt have undgået fængsel, hvis de andre piger havde undladt at aflægge
vidnesbyrd om at det var hende, der skød, for ellers var der ingen
beviser. For mig siger det ikke så lidt om den mangel på kærlighed, hun
må have fået i sin opvækst, at hendes fattige forældre på intet
tidspunkt kom ud til Californien for at besøge og støtte deres 14-årige
barn i fængsel.
Efter disse mexicaneres svigt og oplevelsen af den mexicanske vold i
fængslet, gled hun langsomt over i de mere racistiske grene af
skinheadbevægelsen og som 17-årig blev hun og en anden skinhead angrebet
af en gruppe antiracistiske skinheads i hjembyen Morehead City i North
Carolina, hvori jeg har taget så mange af mine billeder. Igen i
selvforsvar trak hun sin pistol og dræbte en af angriberne. Og denne
gang blev hun frikendt for at have handlet i selvforsvar. Men derefter
var hun blevet kontaktet af, som hun udtrykte det, "gode kristne
klanfolk", som havde hjulpet hende og overbevist hende om, at det som
livet handler om ikke er at gå rundt og skade sine medmennesker, men om
at hjælpe dem. Inden de fik hende ind i klanen, havde de først sendt
hende på kristent missionsarbejde i Afrika, hvor hun i et halvt år havde
arbejdet i en afsides sort landsby i Sydafrika og havde elsket det.
Derefter havde de fået hende ind i klanen og sendt hende på en toårig
universitetsuddannelse. Hun ønskede nemlig brændende at få sig en
uddannelse for bedre at kunne "hjælpe de sorte." At hun virkelig mente
dette gik op for mig ved et tilfælde.
Efter at have taget mange billeder af hende havde jeg spurgt hende om
jeg nu måtte lægge dem ud på mine hjemmesider. Dette elsker klanen jo
normalt, da det er denne opmærksomhed det hele handler om. "Jo," sagde
hun, "men vil du ikke nok vente lidt. Jeg er nemlig lige nu ved at søge
mit livs drømmejob." Hun havde nemlig hele sit liv drømt om at få et job
gennem hvilket hun kunne hjælpe de sorte med at komme ud af
kriminalitet.
Og lige nu var hun ved at søge et job som psykologisk rådgiver for unge
sorte kriminelle i det lokale statsfængsel, men man må ikke arbejde for
staten hvis man er i Ku Klux Klan.
Hvad lå mon bag hendes ønske om at "være god ved" de sorte? En
barndomsskade som hun har til fælles med utroligt mange andre
klanmedlemmer, begynder jeg at indse. Hun var nemlig som fattig hvid
vokset op "on the wrong side of the tracks" blandt ghettoens sorte, hvor
hun kun havde haft sorte kammerater. Alligevel fik hun aldrig lov til at
bringe sine legekammerater med hjem for sin racistiske far, hvilket han
med en vis ret begrundede med at "de jo alle sammen er kriminelle og
narkomaner." Lige siden denne traumatiske barndom havde hun derfor drømt
om at hjælpe sine tidligere kammerater med at blive "bedre mennesker",
hvilket hun nu havde fået chancen for i fængslet. For når de sorte var
blevet "gode mennesker", ville det jo ikke længere være nødvendigt at
have Ku Klux Klan til at "beskytte den hvide race mod deres kriminalitet
og narkotika", som hun sagde.
Men var de mon nu så gode, de klanfolk? Billy og Raine havde i hvert
fald fået omvendt Bethina, der som de fleste udenforstående hidtil havde
hadet klanen, men ligesom Rikke nu var blevet fuldstændig forelsket i de
første medlemmer, hun havde mødt, med al deres overstrømmende
gæstfrihed, gode og - ja, kærlige intentioner. Da vi ville rejse videre
tiggede og bad Billy og Raine os om at komme tilbage til deres store
klan-møde ude i skovene, hvor lederen skulle tale. Vi måtte højt og
helligt love at komme tilbage en uge senere. I mellemtiden kørte vi ned
til Atlanta for at besøge nogle anderledes udstødte, nemlig de sorte "OutKasts."
Harriet, som havde kørt rundt med mig en hel sommer i 1978 og hjulpet
mig med mine forhandlinger med Hollywoodsagførere, har nemlig en datter,
Honey, som flere gange i barndommen havde leget med min søn, Daniel.
Og Honey var netop blevet gift med et af medlemmerne af denne verdenskendte
grammy-vindende rapgruppe "OutKasts" og levede pludselig i sus og dus i
en kæmpevilla med tennisbaner, svømmepøler og mængder af dyre biler,
bl.a. Humvees så store som tanks. Efter den hvide fattigdom vi lige
havde oplevet var det herligt nu at slappe af i denne sorte rigdom.
Harriets bror, Tony, min gamle ven og medarbejder, boede ganske vist
fattigt i den ene ende af Harriets hus, hvor jeg havde mine sædvanlige
vilde skænderier med hendes lesbiske samlever, Norma. Og, jo, som
sædvanlig når jeg besøger Tonys familie - se tidligere julebreve - brød
min bil sammen i Atlanta og måtte på et af de rodede sorte værksteder på
sydvestsiden, hvor jeg var så fortvivlet at jeg var lige ved at købe en
aflagt kirke-van til $2000 som erstatning.
En helt stor oplevelse var det dog at være sammen med Nanook, Tony's
søn, som blev født og opvoksede sammen med min søn de første år i
Købmagergadekollektivet, hvorfor disse to føler sig evigt forbundne som
blodbrødre. Tony havde et par måneder forinden besøgt os i København for
første gang i de 12 år, hvor han havde været narkoman. Som "genfunden
kristen" kom han nu for at hente sin fortabte søn hjem og indtage en
"ansvarlig faderrolle", som han hyppigt havde bedyret for os i den uge,
han havde boet hos os.
Vi havde alle ligget i konstant krampelatter
under det følelsesladede gensyn med Tony - både den gamle syndefulde
Tony og den nye kristne Tony, som han med sin vanlige selvironi godt var
klar over ikke var så let en kamel at sluge for os danskere som for det
fundamentalistiske USA.
Men nu hvor Nanook så var kommet med ham til USA var det ikke gået helt
så let som Tony havde drømt om med at "integrere" ham ind i - som Nanook
udtrykte det - "al det kristne og reaktionære pladder i USA". Den meget
politisk bevidste Nanook, som altid havde elsket sin sorte familie,
følte sig nu fremmedgjort i det sorte Atlanta og både han og de andre
syntes derfor at det var en strålende ide, da jeg tilbød at tage ham med
på landevejen mod nord på resten af min turne.
Der var blot lige den
lille hage ved det at vi først skulle til det store klan-møde. Nanook
ville gerne med til mødet, men som mulat turde jeg ikke tage ansvar for
ham blandt nogle klanfolk, som jeg endnu ikke kendte, under deres vilde
stormøde ude i skovene. Ikke at jeg tror at der var sket ham noget. Jeg
var faktisk mest bange for at såre klanens følelser og for at Nanook
ikke ville kunne beherske sin vrede når han hørte de hadske klantaler.
Så løsningen blev at vi kørte en stor omvej og satte ham af hos hans
bedstefar Johnny i Greensboro.
Johnny, som nu er en holden ældre
pensionist, havde også jeg et godt forhold til, idet han tit i mine vagabondår havde bespist mig i sin ghettonatklub, hvori jeg havde nogle
af mine vildeste oplevelser, f.eks. Lukashistorien i min bog, hvori jeg
forhindrede et par narkoprostituerede i at slå Johnnys far ihjel. Der
satte vi om aftenen Nanook af for at køre videre i mørket mod Morganton.
Vi havde mærket at der var noget galt med bilen, men Johnny kunne ikke
identificere problemet. Så jeg var glad da jeg ude i mørket så en
omstrejfer af typen, der havde opgivet at blaffe og blot gik ud ad
landevejen, for sådanne blaffere plejer at kunne fikse bilen. Men straks
jeg fik den aldrende blaffer ind på forsædet sagde han: "Jeg kender
dig." Jeg slog det hen, da det var så mørkt at han næppe kunne se mit
ansigt og han selv ikke lignede en af Vorherres mest tilregnelige
personer uden dog at virke farlig. Men han blev ved med at insistere på
at han kendte mig og kom nu i tanker om at han havde samlet mig op som
blaffer engang. Da jeg jo kan huske de fleste strækninger, jeg blaffede,
begyndte jeg nu nysgerrigt at spore mig ind på, hvor det mon
kunne være.
Og ganske rigtigt, han havde taget mig den sidste strækning en
tilsvarende mørk nat fra Bowling Green til Louisville på I 65 i Kentucky
i august 1975. Altså næsten for en menneskealder siden! Men hvad der var
endnu mere utroligt og måske årsag til at jeg selv kunne huske det med
min dårlige hukommelse (som jo er grunden til at jeg bliver nødt til at
nedskrive disse julebrevserindringer) var at jeg netop den nat var på
vej nede fra Mary i Alabama – hvis hus klanfolk som nævnt i bogen
bombede imens - på vej op til et klanmøde i Kentucky.
Nu var jeg igen på vej til et klanmøde og det skulle vise sig at denne
mand igen blev min deus ex machina som hjalp mig på vej. For bilen blev
dårligere og dårligere, så da vi kom til Morganton fandt vi et
bilværksted for at sove udenfor dette dersom bilen ikke ville starte
næste morgen. Min blaffer, hvis livshistorie var typisk ved at han
engang havde haft lykkelig familie, hus, bil og job hvorpå han på
tragisk vis havde mistet det hele, insisterede nu på at prøve at fikse
motoren inden han drog videre i mørket ad Interstate 40 mod Kentucky. Det
lykkedes ham så godt at jeg næste morgen både kunne og turde køre videre
til klanmødet udenfor byen. I min skræk så jeg nemlig for mig at bilen
brød sammen med alt mit udstyr og mine mange "nigger"-billeder ude i den
øde skov omringet af 100 bindegale svært bevæbnede klanfolk. Det var i
øvrigt første gang Bethina skulle dele seng med mig i bilen og alene af
den grund var hun nu ved at blive beklemt med situationen.
Men først
næste dag ude i skoven blev hun helt slået ud. Vi fik ganske vist en
rimelig modtagelse af diverse sikkerhedsfolk, som så helt anderledes
barske ud end Raine, men som dog var blevet advaret af hende om hvem vi
var. Stemningen var sådan set hyggelig nok omkring ildstedet, hvor vi
blev budt på mængder af hamburgers og mad så fed at man hurtigt forstod
hvorfor mange af især kvinderne kom slæbende med hængemaver efter sig.
Jeg prøvede straks at gå op og snakke med klan-lederen, der mildest talt
ikke så rar ud. Jeg vidste jo fra mit besøg hos kong Shianouk i Cambodja
at har man først lederens accept, respekterer alle en. Men han var
mærkeligt undvigende i begyndelsen og hvis han svarede på mine
spørgsmål, gjorde han det hele tiden på en måde, der mere var henvendt
til medlemmerne omkring ham. Han havde sine fordomme om mig efter det
han havde hørt om mig ligesom jeg sandelig havde mine fordomme om ham.
Ikke mindst fordi jeg lige kom nede fra Tonys familie og fordi
Greensboromassakren, som denne klanleder havde stået bag, foregik lige i
nærheden af Tonys hus dengang i Greensboro. Flere hundrede demonstranter
havde holdt en "Død over Ku Klux Klan" demonstration midt i ghettoen,
som 40 klanfolk kom kørende hundredvis af kilometer fra hele North
Carolina for at "forsvare sig imod". Hele verdenspressen havde set dem
på Tv pakke deres maskinpistoler og rifler ud, knæle ned og skyde ind i
demonstrationen. Tony selv så på norsk Tv en af de 5 dræbte
demonstranter, Sandi Smith, synke død om på skærmen. Han var i et sådan
chok at vi måtte flyve ham hjem fra Norge. Sandi havde nemlig været en
af de sygeplejestuderende i det sorte Bennett universitet, som lå lige
op af Tony's fars natklub, hvorfor han og jeg altid datede dem. Tony var
så populær at pigerne altid hoppede ind i bilen hos ham. Jeg sad på
bagsædet og fik alle dem Tony ikke ville have, som jeg har beskrevet det
i "Ghetto love" i bogen. Sandi var imidlertid så veldrejet og populær
som aktivist at kun Tony nåede at blive kæreste med hende mens jeg selv
kom sammen med og stadig besøger hendes ligeså politisk aktive veninde,
Willina Cannon, som overlevede massakren. Skønt hele verden var vidne
blev kun 6 klanfolk bragt for retten og alle - inklusive Virgil Griffin
- blev frikendt af en hel hvid jury som mente de havde "handlet i
selvforsvar."
Så det er vel kun forståeligt at jeg havde visse "fordomme" overfor ham
nu hvor jeg mødte ham 24 år senere. Men jeg var samtidig fast besluttet
på ikke at lade mine fordomme komme i vejen for et muligt venskab
imellem os, som ville kunne ændre ham. Dog ville jeg ikke kunne se Tony
i øjnene bagefter denne enestående chance hvis jeg ikke bragte
Greensboromassakren op med spørgsmålet om han ikke havde ændret holdning
nu så mange år efter. Jeg vidste godt at det var et fjendtlig og
konfronterende spørgsmål og hans svar blev da også det samme som i
retten. At de havde handlet i selvforsvar og igen det famøse "Hell, I
don’t see any difference between killing Communists in Vietnam and
killing them over here" idet demonstrationen havde været organiseret af
The Communist Workers Party, som egentlig blot var en lokal fagforening.
Dette svarede Virgil både arrogant, pralende og råbende for at alle hans
klanmedlemmer skulle høre det.
Jeg erkendte at jeg ingen vegne ville
komme med en sådan konfrontationspolitik og efter at have slikket
sårene, besluttede jeg mig resten af dagen konsekvent at tænke positivt
og kærligt om ham - altså at praktisere ikke-voldeligt girafsprog. I
lang tid sagde jeg ikke noget, men begyndte så kærligt og indlevende at
spørge ud om hans barndom, familie og alt andet end klanen. Og det var
sjovt. Jo mere kærligt jeg inde i mit hoved oprigtigt begyndte at føle
overfor ham, jo mere begyndte han ligeså stille at smelte.
Hen på
eftermiddagen blev han mere og mere flirtende overfor mig og prøvede
hyppigt at komme til at snakke med mig uden de andre klanmedlemmers
nærvær. Dette blev jeg også selv påvirket af - det er jo en sand
lykketilstand at kunne tænke kærligt om andre - hvorfor han blev
yderligere påvirket. Til sidst var han et stort smil overfor mig og trak
mig ud i skoven til en privat samtale. Her fortalte han mig mange
private ting om sit svækkede helbred, om sine mange bypass operationer.
Men han bedyrede også overfor mig at han virkelig intet havde haft med
de sorte kirkenedbrændinger, som min føromtalte ven Morris Dees havde
fået ham dømt for og beslaglagt al hans ejendom for - to
benzinstationer. Han havde en dyb respekt for religion og ville aldrig
drømme om at brænde kirker ned, sagde han. Jeg kunne se på hans øjne at
det betød meget for ham at jeg virkelig troede på ham.
Og så
pludselig lagde han hånden på mig og sagde: "Næste år fylder jeg 70. Vil
du ikke nok komme til min fødselsdag. Det vil betyde uendelig meget for
mig. Jeg har været i klanen hele mit liv, men regner ikke med at skulle
leve meget længere." Dette lovede jeg at prøve at finde plads til i min
travle kalender, hvorefter både han og jeg insisterede på at Bethina
fotograferede vores lille kærlighedsseance.
Hvor langt jeg var kommet i
dette primitive forsøg på at behandle racisme med kærlighed (modsat
afstandtagende tænkning) gik op for mig da vi tog af sted fra klanmødet
og jeg sagde farvel til mange af mine nye venner, som jeg havde
behandlet på samme vis: "Nå, men så ses vi til Virgils fødselsdag",
sagde jeg. Men de så alle som én undrende på mig. Og først da gik det op
for mig at ingen af dem var blevet inviteret til klanlederens
fødselsdag. Og dette undrede mig egentlig ikke. Næsten alle var de
ensomme og følelsesmæssigt undertrykte tabere, der selv i dette selskab
blandt deres lige følte sig fremmedgjorte og "udenfor." Med solbriller
og rygmærker kunne de ligesom deres sorte spejlbilleder i ghettoerne
godt puste sig op til lidt magtfølelse, men indvendigt var de som sårede
kærlighedsløse børn.
Se blot deres ansigter på mine hjemmesider.
Selv
ikke da de hadske taler startede om eftermiddagen så jeg dem rigtigt
tænde på talerne. Det var tydeligt at det blot var den retorik, som
hørte med til disse klanseancer i hvilke man puster sig lidt op overfor
hinanden på nøjagtig samme måde som jeg ser sorte bandemedlemmer gøre
det - for ikke at tale om rapmusikken. Mange var allerede gået inden
talerne startede og under hele forløbet havde jeg aldrig følelsen af at
de selv rigtigt troede på deres hadske snak. At det gjaldt om at blive
"hørt" og råbe højest og mest effektivt op gik igen op for mig, da jeg
på et tidspunkt i lederens opflammende tale løb tør for bånd på min
videooptager. Jeg gik så tilbage til bilen for at hente mere bånd og
film, men tog mig god tid da jeg syntes at jeg havde hørt nok af sådanne
tomme taler. Først efter et kvarters tid kom jeg tilbage, hvorpå Bethina
hviskede til mig at i al den tid havde klanlederen standset sin tale og
blot stået og ventet på mig.
Alt hadet, som han havde stået og udspyet,
havde altså overhovedet ikke været henvendt til medlemmerne, men
udelukkende til mig - disse fortabte menneskers eneste håb om at nå
verdensmedierne og få lidt opmærksomhed. Mens jeg selv havde indset og
beskrevet dette fænomen for længst og derfor tog de hadske taler
afslappet, kom disse helt bag på Bethina. Hun var så chokeret og rystet
under talerne at hun begyndte at græde - det eneste tidspunkt på turen
hvor jeg så denne unge pige bange. Jeg sagde beroligende til hende:
"Hvorfor græder du? Har du aldrig lyttet til smerte og afgrundsdyb
indestængt og afmægtig vrede før? Det er jo de samme mennesker du blev
helt forelsket i sidste uge. Der er jo intet had i disse mennesker, kun
dybt selvhad. Raines tale var jo nøjagtig ligesom de andres."
At jeg havde ret måtte Bethina erkende, da klanmedlemmerne allerede
næste dag gik på jagt med deres sorte venner i de selv samme skove,
hvori de lige havde stået og råbt forfærdelige ting om dem - selv om det
dog retfærdigvis skal siges at selv i klantalerne er det ikke politisk
korrekt længere at tale dårligt om sorte. De bruger kodeord som
"narkotika" og "kriminalitet" og fordømmer for det meste ulovlig
indvandring af (kristne) mexicanere. Men aldrig hørte vi et ondt ord om
den i USA lige så store procentdel af muslimske indvandrere som i
Danmark. Når jeg spørger de sorte i området hvorfor de går på jagt med
klanen, smiler de blot og siger: "Hvad er forskellen på dem og andre
hvide heromkring. De er bare good old boys."
Det kan godt virke skræmmende på nogen at stå midt i en sådan flok
hylende tabere på højest 50 ude i en skov, men det er langt mere
skræmmende at se hvordan de dyrkes på negativ vis som magtfulde over den
ganske verden sådan som jeg ser det i de millioner, der finder dem i
Google på mine hjemmesider. Hvor få og magtesløse de er, gik op for
Bethina og jeg da vi drejede ud på motorvejen i dette relativt øde
område og sad fast i én lang kø af hundredtusinder af biler på "Holliday
shopping" på strækningen tilbage til Greensboro.
Hvor meget disse klanfolks undertrykkelsesmønstre egentlig ligner de
selvdestruktive sortes i ghettoen gik her under julebrevsskrivningen
rigtigt op for mig. Jeg var nemlig inviteret til Raines og Billys
bryllup her i december og kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde hørt
fra hende i lang tid eller fået svar på mine e-mails.
Så jeg begyndte at
søge hendes navn på Internettet, hvor hun er en utrolig flittig skribent
i diskussionsklubber. Og pludselig så jeg et utal af sider med omtaler
som denne: "Nedskydningen af Brian Moudry i Chicago var muligvis en
reaktion på voldtægten og mordet på Raine Carraway, som blev angrebet,
voldtaget og myrdet uden for sit hjem for nylig - sandsynligvis af
antiracister - efter at hendes adresse var blevet lagt på nettet." Jeg
blev så chokeret at jeg næsten måtte have krisehjælp af Vibeke - stærkt
forbunden som jeg havde følt mig til Raine.
I en halv dag troede jeg at
hun var død - også fordi ingen svarede på hendes telefon. Jeg ville
nemlig snakke med Billy for at høre hvad der var sket. Da jeg til sidst
kom igennem på et af deres hemmelige numre, svarede en kvinde. Jeg
spurgte efter Billy. "Han er ikke hjemme?" "Men ved du hvad der skete
med hans kone?" "Jeg er hans kone." Og så gik det pludselig op for Raine
at det var mig hun talte til, hvorefter hun brød ud i en sand jubel til
afløsning for ordknapheden. I en hel time varede den transatlantiske
samtale.
Jo, det var rigtig nok at hun blev voldtaget og næsten myrdet,
men ordene "shot and left for dead" var en fjer, der hurtigt i de hadske
diskussionsklubber på Internettet var blevet til 5 høns - måske fordi
racisterne ønskede at skjule deres egen splittelse og at få det til at
se ud som om antiracisterne havde gjort det. Fakta var i hvert fald at
Raines klangruppe havde fået et nyt medlem, Scott Belk. Søger man hans
navn
på Internettet ser man et synderegister så langt - kort lunte, lav
intelligens, bankrøver, mordforsøg (som efterlod et offer forkrøblet for
livet), narkotika osv. samt lange fængselsstraffe hvorunder han kom i
det racistiske Aryan Brotherhood - kort sagt en typisk kandidat til at
få rettet sit liv op i Ku Klux Klan.
Jeg selv snakkede kun kort med ham
til mødet, hvorunder jeg tog flere billeder af ham som en af de mest
"hadske" og tatoverede talere, se billede nr. 30 i min web-serie. På
samme tid var de klar over at de havde fået en informer i deres rækker,
da alt om deres hemmelige møder pludselig lå offentligt på Internettet. Raines teori er at det var Scott Belk, som var betalt informer, for
efter mordforsøget på hende havde han pludselig stået i spidsen for
anklager imod hende om at hun var stikkeren og stod i ledtog med
antiracisterne - altså skød skylden på hende for at dække over sin egen
meddelervirksomhed. Jeg spurgte så om det skyldtes at hun havde bragt
mig til mødet og at jeg måske var medskyldig i mordforsøget på hende.
Nej, mig havde de alle sammen godt kunne lide - også Scott. "Du ligner
jo ikke de fleste antiracister som er ligeså hadefulde som racisterne,"
som hun udtrykte det.
Da Raines adresse pludselig var blevet lagt på
Internettet og hun var nødt til at gå under jorden, havde hun kun
betroet sig til 4 mennesker. Og den eneste udenfor hendes egen familie
var Scott. Skønt hun var flyttet meget langt væk hos noget familie, var
døren pludselig blevet brudt ind en nat af en mand, som havde både tævet
og voldtaget hende og derefter skudt hende, en kugle i maven mens en
havde ramt en pulsåre i brystet. Kun et mirakel reddede hende på
operationsbordet. Skønt gerningsmanden David Laceter var en kendt
narkogangster og ligesom Scott havde tilhørt Aryan Brotherhood, var han
kun i fængsel i to dage. Til politiet ville han ikke oplyse hvor han
havde den store sum penge fra, som man fandt hos ham.
Alt sammen lugtede
langt væk af de samme stikkerier og betalte lejemord jeg så tit har
oplevet blandt løsladte sorte fanger. Med sin egen voldelige baggrund er Raine ikke så fintfølende. Hendes største problem under de 3 mdrs
sygeorlov havde været hvordan hun kunne skjule sine klan-aktivitet
overfor fængslet, så hun ikke mistede arbejdet. Det lykkedes da heller
ikke og fængslet havde været lige ved at fyre hende. Det, der blev
hendes redning, var de sorte fangers protester. Hun var allerede blevet
deres mest populære rådgiver og kom langt bedre ud af det med dem end
deres sorte fangevogtere gjorde det.
Faktisk var hun blandt de sorte
fanger allerede for længst blevet afsløret som klanmedlem ved en morsom
lejlighed. Socialrådgiverne havde samlet alle fangerne til "gang awareness training" - altså undervisning i hvordan man skal få styrke
nok til at holde sig ude af bander. Da så mange af de hvide fanger
tilhører hadgrupperne, sidestiller man i fængselsregi Ku Klux Klan med
de sorte bander. Og med rette, som jeg selv for længst havde ræsonneret,
uden før at høre om det. Derfor var der sammen med billederne af de
sorte bander også blevet vist billeder af Ku Klux Klans møder i omegnen
og pludselig havde de sorte fanger opdaget Raine på et af billederne og
moret sig gevaldigt. På en eller anden måde havde dette givet hende
endnu mere respekt blandt de sorte - at hun var en af deres egne - mens
de hvide socialrådgivere ikke havde opdaget det eller måske ikke troet
på at den tykke pige på billedet virkelig var deres populære Raine -
altså før den endelige afsløring kom. For da fangerne havde protesteret
mod hendes fyring, havde fængslet gjort en absolut undtagelse ved at have
et Klan-medlem ansat med ordene "as long as it doesn't interfere with
your work in the prison."
Men det behøvede de egentlig ikke, for Raine fortalte mig, at pga.
Scotts kampagne imod hende, havde hun og Billy taget beslutningen om at
forlade klangruppen - måske for med tiden at starte en ny. Dette havde
skabt en sådan splittelse at en tredjedel af medlemmerne havde fulgt
dem. Min romantiske version er snarere at det hele underbygger mit
slogan: kærlighed kurerer al racisme! Thi med den kærlighed Billy og
Raine så tydeligt havde fundet i hinanden efter deres voldelige opvækst -
thi ingen af de andre medlemmer til klanmødet var mødt op med ægtefæller
- ja, så havde de ikke længere brug for klanen og havde nu fået et
sådant overskud at de ligesom frie mennesker kunne øse af deres
kærlighed til andre såsom sorte kriminelle.
Og hvis jeg og andre havde
fået lejlighed til at arbejde endnu mere kærligt og langvarigt med
gruppens leder, den sygdomssvækkede Virgil Griffin, - ja, så ville vi
hurtigt kunne have svækket ham så meget som leder, at resten af hans
gruppe faldt fra hinanden ligesom det skete for min anden klangruppe
oppe i Indiana. Men hvis ikke vi er nok "frelsende engle" til samtidig
at hjælpe de mange smertens børn, som udgør hans klan, er jeg af den
overbevisning at det er bedre at holde styr på deres voldelige adfærd
indenfor disse grupper, hvor de dog får lidt identitet og stolthed og er
lette at holde øje med…… end udenfor i kulden, ensomheden og
fortabtheden.
Efter mødet med disse fattige og fortabte hvide var det underligt at
hente Nanook hos bedstefaren i dennes sorte luksushjem udstyret med
fladskærme, computere og alskens hardware. På hele nedturen til Atlanta
havde jeg sagt til Bethina: "Jeg tror jeg har en kæreste til dig." Og
ganske rigtigt, nu begyndte de to straks at flirte i bilen og snart at
insistere på at sove i motel frem for at dele seng med mig i bilen.
Den
sidste dag havnede de dog på hotel i utide. Vi kom kørende i høj fart i
Maryland, da der pludselig lød et brag under bilen. Dækket var
eksploderet og bremserørene viklet ind i det hele. Næste dag sad jeg
hele dagen og ventede på at få bilen lavet og opdagede så pludselig en
van af samme indrettede type udenfor Fordværkstedet. Pludselig orkede
jeg ikke de mange sammenbrud mere og endte med at købe denne 8 år yngre
model, der var så godt som ny med Tv, videoafspiller og diverse tekniske
indretninger, sexbelysning osv. Begejstringen ville ingen ende tage, da
jeg kom for at hente Bethina og Nanook i deres Motel Sex og hurtigt
hjalp de mig med at flytte alt over fra den gamle bil og at sige farvel
til den med alle de minder den bar rundt på - også for mange af jer
julebrevslæsere, som var med på ture i den eller lånte den på ferier.
Efter en hyggelig tur alene med Nanook helt op til et show ved den
canadiske grænsen eksploderede dog også et dæk på den nye bil i sneen,
da vi i rasende fart skulle nå hans flyver til Atlanta og min tilbage
til juleferie i Danmark.
Og i julen eksploderede også mit helbred idet Christina og hendes børn
havde givet mig en underlig influenzavirus, som holdt mig underdrejet
hele julen og lang tid efter. I denne tilstand var det mig umuligt at
skrive julebrev - eller rettere - jeg blev ligeglad med alt, læste endog
ikke avis eller andet hvor jeg skulle bruge hovedet. At ligge helt på
den lade side kunne jeg dog ikke og satte mig i stedet til at lave
fysisk arbejde. F.eks. gennemgik jeg tusinder af min fars feriebilleder
for at finde de få, der havde familiemæssig værdi. I alt scannede jeg
1800 billeder – enten af ham selv eller hans fotos af os og lagde dem ud
på mit nye slægtsarkiv www.Holdt.us -
et navn jeg mest havde valgt for at få en kort e-mailadresse,
(Jacob@Holdt.us), som I gerne må
begynde at bruge. Holdt.dk var allerede taget.
Og således sluttede året 2003 i familiens skød - som julebrev dog et år
forsinket.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Fortsættes her for år 2004
|