|
Tale ved Niels Ibsens begravelse
af Jacob Holdt, jr.
Talen blev holdt 9. juli 2003 på Fåborg kro, der ligesom kirken
var fyldt - ikke mindst af idrætsfolk - fra nær og fjern.
Der er sagt mange smukke ord om Niels Ibsen her i dag fra
folk især fra hans egen generation, som han fik så stor betydning for, men
jeg har lyst til også lige at sige et par ord fra os i den unge
generation :-) .......nå, ja, skal vi sige fra os i hans børns generation. Jo,
vi i "den unge generation" imponeres selvfølgelig af det vi har
hørt fra talere, der er kommet hertil fra det ganske land i dag og
sjældent har vi her på Fåborg kro vel hørt vore højskolesange sunget
så rungende højt og klart ....for ikke at tale om salmerne i kirken, der
var fyldt til bristepunktet. Men når man hører så flotte ord om et
menneske sidder man samtidig med en vis skepsis. Vi har i vor tid hørt om
for mange store skikkelser, der ved nærmere eftersyn ikke helt kunne leve
op til de store ord.
Om Niels Ibsens betydning ud ad til er jeg selvfølgelig
ikke i tvivl. Ofte er jeg rundt i høj- og idrætsskoler stødt ind i de
spor, han satte. Om en eller anden bog, der blev udgivet i anledning af
Viborg Højskoles 50 års jubilæum lød det f.eks. i anmeldelsen: "Endelig
savner jeg et navneregister. Ikke alle ved vel hvem Niels Ibsen er."
.....m.a.o. en ganske flot indirekte antydning af hans store betydning.
 Da der er sagt nok om hans virke ud ad til her i dag, vil
jeg ikke sige mere om dette. Og dog kan jeg ikke lade være med lige
at nævne en oplevelse jeg havde i barndommen, da jeg i kraft af min fars
og Niels Ibsens arbejde i ungdomsforeningen havde Hal Kock til bords. Denne
store skikkelse gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, men det der har
undret mig lige siden er at jeg ikke kan tænke på ham uden at mine
tanker uvægerligt glider over på Niels Ibsen. Og det kan jeg egentlig
kun tolke til noget i retning af at Niels Ibsen på en eller anden måde
var selve den effektuerede levendegørelse af alle Hal Kocks store tanker.
Det var
disse tanker Niels Ibsen f.eks. gav udtryk for til Dansk Idræts-forbunds
75-års jubilæum i 1971, hvor han udtalte: "at udover idrættens
sundhedsmæssige og spændingsgivende betydning havde idrætsforeningerne
også et medansvar for samfundets demokratiske udvikling." Med
sin fantastiske evne til altid at udtrykke sig så diplomatisk, at han
aldrig fik fjender, kunne sådanne udtalelser overfladisk set virke
komplet intetsigende - eller rettere som noget alle umiddelbart kunne være enige
i. Og alligevel bar netop en sådan sætning jo præg af hans generations
oplevelser af idrættens misbrug i Hitlers Tyskland ligesom man
også fornemmer deri hans eget opgør med Niels Bukh's flirten med
udemokratiske tendenser.
Jo, Niels Ibsen var en mester i at udtrykke sig
så taktfuldt og diskret at man vanskeligt kunne være uenig med
ham.
 Men det er ikke så meget Niels Ibsens virke udadtil, jeg
vil tale om i dag. Derimod ønsker jeg at udtrykke en dybfølt tak for den
betydning han fik for tre personer på det mere personlige plan. Og dette
vil jeg gøre på en lidt mere personlig måde. Jeg fik nemlig i stigende grad
et mere og mere kærligt drillende forhold til ham med årene og dette vil
jeg tillade mig at føre videre her i min tale - om ikke andet i et
forsøg på at holde tårerne tilbage. Disse tre personers forhold til Niels
Ibsen kan i øvrigt opsummeres i en enkelt fællesnævner - nemlig i
forbindelsen mellem præstegården og Niels' og Frida's hjem i Vrenderup.
Den første tak gælder naturligvis min far. Der var
nemlig tre strandvaskere jeg altid så skylle op til alt på
præstegårdens breder. Og det var dels Thomsen Sørensens familie og
Teglgårds, som jeg har til bords i dag, og dels Niels Ibsens. Men som
Hanne Teglgård netop bekræftede overfor mig, var det kun Niels og Frida
vi bombesikkert kunne regne med også til alle de kirkelige arrangementer.
(Og det siger du endskønt din mand immervæk var degnen i kirken, Hanne :-) Med
den ringe kirkegang der - også dengang - var i Fåborg kirke, ville det
slet og ret have været en katastrofe for min far hvis Niels' og Fridas
ca. 7%
af den ugentlige fangst pludselig var udeblevet. Om ikke andet så for at
opveje procentdelen af missionsfolk.
Niels Ibsen deltager i et møde i
præstegården ca. 1986
For var der noget, der gjorde Niels og min far stærkt
forbundne, var det netop deres stærke fælles grundtvigianske syn på tilværelsen. Derfor var han også så uvurderlig en støtte for min far
som medlem af menighedsrådet i mange år - et arbejde hans søn, Krestens
familie nu så smukt fører videre. Og jeg kan næppe heller huske en
eneste foredragsrække, som min far holdt i præstegården om vinteren,
hvor Niels og Frida ikke var til stede. De var simpelthen en del af
præstegårdens faste møblement hvorfor jeg som barn altid tog dem for
givet. Og modsat mange af vore andre møbler blev disse ikke ombetrukket
hver gang min far skiftede kone :-) Også i hans værste modgangstider
kunne han regne med dem
Særligt var det nok arbejdet
omkring Ungdoms- og gymnastikforeningerne, der forenede dem. Deres fælles
interesse for gymnastikken er måske mindre kendt, men min far havde
faktisk selv været på omrejsende gymnastikopvisninger i store dele af
det krigsødelagte Europa. Og det skulle undre mig om det ikke var denne
fælles interesse, der fik dem til at indføre gymnastikopvisning i
præstegårdshaven i en årrække - noget jeg havde glemt, men blev mindet
om da jeg gik min fars arkiver igennem for at finde nogle billeder af
Niels Ibsen. Men i al fald vil jeg gerne på min afdøde fars vegne sige
tak for det dybe og meningsfyldte samarbejde og kammeratskab de fik med
hinanden igennem nøjagtig 50 år.
Gymnastikopvisning i præstegårdshaven
Men foruden denne mere officielle forbindelse mellem
præstegården og dette usædvanligt udadvendte og engagerede hjem i Vrenderup var der også to hemmelige forbindelser for hvilke jeg gerne vil
takke. Inden jeg udtrykker en tak for en person, som er tilstede her i
dag, vil jeg lige kort opridse hvorfor jeg mener at denne tak er særligt
vigtig. Når vi i min generation hører alle disse rosende ord fra den
ældre generation om Niels Ibsen er vi som sagt tilbøjelige til at være lidt skeptiske. Jeg selv arbejder meget med sindets mørke kræfter og
er af den overbevisning at vi alle rummer nogle sådanne. Så det er ikke
kun for at drille Niels Ibsen at jeg siger at jeg bliver lidt usikker,
når jeg står overfor en mand af hans format, og faktisk også lidt irriteret
over det. For er det ikke netop den slags perfekte, helstøbte mennesker, der
giver os andre skyldfølelse over at forspilde vore egne liv - fuldt
vidende, som vi er, om at vi ikke selv kan leve op til vore egne idealer? Og når Niels
så tilmed livet igennem selv hyppigt har brugt store udfordrende ord om "at
skabe det hele menneske", - ja, så udfordres man jo næsten til - som
journalister, der jagter en amerikansk præsidentkandidat - at forsøge at
finde et eller andet smuds, som man kan hæfte på denne mand.
Så alene af den grund har jeg gennem årene opsøgt Bent Lauridsen, som
sidder her ved min side, for med hans hjælp at forsøge at finde lige netop
den smule skarn, der kunne hjælpe mig med at trække Niels ned på et lidt mere
menneskeligt plan - med de fejl og mangler der jo hører med til at være
menneske. Skal vi måle menneskers storhed må vi i al fald aldrig
udelukkende lodde deres store ord og gerninger udadtil. Vi er mange - ikke
mindst præster - der er eminente til at prædike om kærlighed og
næstekærlighed samtidig med at vi overfor vor egen familie eller
nærmeste opfører os som de rene djævle. Så når Niels Ibsen i så høj
grad har slået sig op på grundtvigianske ideer om folkelig oplysning og
vækkelse, bør han følgelig også vurderes på hvordan han selv behandlede de
mennesker, som stod under ham ligesom vi i dag ser kritisk på store
demokrater som Washington, der holdt slaver, store pædagoger som Rousseau,
der mishandlede deres egne
børn osv.
Så hvordan behandlede Niels Ibsen egentlig sit eget
tyende? Ja, det synes jeg vi skal høre fra en af de karle, der tjente
under ham i den tid hvor det var almindeligt for unge at komme ud at tjene
på en gård og hvor disse tjenestefolk sandelig ikke altid blev behandlet
lige fint. Da Bent aldrig holder taler, har han bedt mig om at udtrykke
sine ord så godt jeg kan, men skulle jeg komme til at udtrykke mig
forkert, kan du jo altid diskret knibe mig i siden, Bent. Så lad os med
dine ord høre sandheden om Niels Ibsen. Som jeg selv for længst har
lært er det jo fra vore gamle tjenestepiger i præstegården jeg skal
høre sandheden om mine egne forældre ......og, ja, ikke at forglemme..... fra
fulde folk her på kroen :-)
Når Bent så glimrende eksponerer føromtalte alliance
mellem præstegården og det Ibsenske hjem i Vrenderup, skyldes det netop
at han var kæreste med en af vore tjenestepiger. Det var Karen Johansen,
som kom fra en nabogård i Vrenderup. Ja, gården leverede såmænd hele to
tjenestepiger til præstegården hvilket måske er medvirkende til at
Karens og Maries far, Hans Johansen, siden marts i år har ligget på min
fars venstre side heroppe på kirkegården :-)
Karen Johansen var med ved min lillebrors
fødsel
Nå, men nogle af jer vil sikkert huske Karen idet hun jo
blev nærmest verdensberømt her i sognet, da hun sang "Mon du elsker
mig stadig, Klaus Jørgen?" her fra scenen, som lå lige netop der hvor
Niels Ibsens efterladte i dag sidder bænket. Men i og for sig var de
begge meget generte og når jeg i dag kigger på min dagbog fra denne, min
tidlige lømmeltid, kan jeg se at der næppe gik en dag uden at jeg indførte disse ord i den: "Drillede igen Karen og hendes
kæreste." Uden tvivl gav både jeg og mine forældre deres
mere eller mindre hemmelige forhold og valfarten frem og tilbage fra
Vrenderup lidt
ekstra opmærksomhed netop fordi dette ligesom helligholdt præstegårdens
eget forhold til omtalte vrenderupske møbelleverandør. Mao. fik vi allerede
dengang således et lille indblik I hvordan det Ibsenske dukkehjem
faktisk var indrettet neden under den pæne facade :-)
Som sagt har det med min nysgerrighed efter at lære om
det menneskelige sinds boligindretning været mig magtpåliggende gennem
årene at udfritte flere sandheder om dette på overfladen så pæne
dukkehjem under besøg hos Bent og Karen. Så under middagen med Bent og Karen
oppe i Brande i dag gik jeg ham endnu engang på klingen og noterede -
lettere
skuffet - følgende sandheder ned:
 "Niels Ibsens gård var det perfekte hjem at komme i for en helt ung og usikker ung karl
som mig. For Niels var som arbejdsgiver altid utroligt forstående og
menneskelig. Han blev aldrig gal, men lagde dog heller ikke skjul på hvad han
forventede af én. Med hans indlevende evne fik man simpelthen lyst til at
gøre tingene sådan som han forventede det."
"Jamen, med så travl en mand udadtil, som der var
tale om, virkede han så aldrig stresset og urimelig i sine krav til
dig?"
"Nej, landbruget og et godt arbejdsklima var ham
simpelthen et og alt. Jo, han var rigtignok tit væk, men straks han kom tilbage til
gården kastede han sig ud i alt arbejdet med samme glæde og iver som før,
hvorfor
jeg altid var glad for at se ham tilbage."
"Hvordan var måltiderne så? Sad han ikke bare der og
belærte jer om alle hans høje ideer?"
"Nej, det var der sandelig ikke tid til, for under
måltiderne ringede telefonen uafbrudt. Folk vidste jo hvornår de skulle
ringe til en landmand. Men selv om han talte jysk til os derhjemme og
rigsdansk til folk i telefonen, var der ingen forskel i ordenes værdi.
Han talte med den samme dybe respekt for medmennesket og uden mindste
skurren eller ændring af tonefaldet i sit jyske overfor os tjenestekarle."
Men det allervigtigste af alt det Bent berettede for mig var
uden tvivl dette:
"Niels opmuntrede og hjalp mig meget stærkt efter første
sommers tjenestetid til at komme på Vejle Idrætshøjskole, hvilket var en
uforglemmelig oplevelse. Bagefter ønskede jeg glad at vende
tilbage til gården endnu en sommer, men nu insisterede Niels på at jeg
skulle være både dommer og holdleder på håndboldholdet. Som han sagde:
"Du kan ikke have fået så fin og opbyggende en uddannelse uden at
give den videre til andre."
For mig var dette fuldstændigt uhørte tanker og jeg protesterede
voldsomt. Jeg var jo frygtelig genert og indelukket dengang. Men Niels
stod fast, så jeg endte både som dommer og holdleder sammen med Arne
Thomsen Sørensen. Og denne tro på mig - hvor jeg absolut ingen selv
havde på det tidspunkt - fik senere i livet helt uvurderlig betydning for
mig. Han hjalp mig med at opbygge min selvtillid, at stole på mine egne evner
og at blive et langt mere udadvendt og engageret menneske.
Jeg tror aldrig at jeg har mødt nogen der som Niels og
Frida i sandhed levede et så ægte kristent liv - et liv fyldt af næstekærlighed og
hengivenhed overfor andre. Det var intet falsk eller overfromt over deres
kristendom. Deres liv var et stille kristent parløb, der manifesterede
sig i deres eget personlige eksempel og i deres selvopofrelse snarere end i ord.
De fik utrolig betydning for mig i mit liv og jeg vil gerne her ved Niels'
begravelse sige dem begge en dybtfølt tak."
Bent og Karen Lauridsen som gæster til min
lillebror Steens konfirmation
Denne tak fra en af Niels Ibsens egne tjenestefolk synes
jeg er langt vigtigere end selv nok så mange af de flotte ord, der er
blevet sagt af foreningsledere fra det ganske land her i dag. For hvis
ikke Niels Ibsen i sit hjemlige forhold til den dengang knap så oplyste
landboungdom selv havde kunne efterleve sine høje ideer om folkelig
vækkelse, som er så væsentlige for vort ønske om en dag at kunne
realisere et ægte Hal Kock'sk demokrati, - ja, så ville han nok heller
ikke have opnået den klangbund udadtil, som vi ser så stort et
vidnesbyrd om her i dag. Niels Ibsen var - med andre ord -
virkeliggørelsen af "det hele menneske". Og det oplevede Bent
også i sin tjenestetid når han så det rend af karle, som tidligere
havde tjent hos Niels og Frida, og som nu vendte tilbage på besøg for at
udtrykke deres egen dybe taknemmelighed.
 Som et symbol på den tætte forbindelse mellem
præstegården og Vrenderup, som også Karen og Bent stod for, er jeg glad
for at det er netop jer to, der i dag har bundet min bårebuket. For dette fører til den
tredje persons tak og endnu en hemmelig præstegårdsforbindelse - nemlig den som
kommer af mit eget forhold til Niels og Frida. Men - som sagt - da det
med mit drillende forhold til Niels er mig meget imod at stå her og
direkte skamrose ham, kan der fra min side kun blive tale om en tak med visse
forbehold.
Det var uden tvivl gennem min families tætte forhold til
Niels og Frida at der tidligt knyttedes en forbindelse mellem mig og deres søn,
Marius Ibsen. For eftersom vi gik i hver sin skole dengang, ser jeg ingen
anden grund til at vi skulle starte et skoleblad sammen i 4. klasse end at
vi sikkert er blevet stærkt opmuntret dertil af vore bogligt
interesserede forældre. I al fald var det hvad vi gjorde. Men Marius viste sig at
være langt mere boglig end mig og samtlige andre skoleelever her i sognet.
Så da han allerede i første nummer leverede en højakademisk
intellektuel redegørelse vistnok om den svenske Ling'ske gymnastik, endte
det naturligvis med at skolebladet gik ind som en dundrende fiasko
allerede efter første nummer. For vores lærerinde, fru Teglgård, som jeg
har til bords med mig her i dag, kan bevidne at vi knapt nok var i stand til
at læse der i fjerde klasse - endsige at læse noget så kedeligt som Ibsenske
klassikere. Nuvel, selv om tyv tror at andre stjæler vil jeg ikke anklage
dig for direkte at have skrevet af efter din far. Men dybt miljøskadet
var du i al fald og - modsat din far - fuldstændig uden "folkelig
forankring" :-) Det ville jo svare til at jeg havde leveret en
af min fars prædikener i første nummer af bladet. Hvor hurtigt var vores Vrenderup-Fåborgske skoleblad mon så ikke gået ind?
Men hvor miljøskadede
I faktisk alle er i jeres familie oplever jeg jo også i dag når jeg ustandseligt møder Niels Ibsens børnebørn rundt om på idrætsskolerne til mine
foredrag. Hvilke svedige spor har den mand dog ikke sat?
Med Marius på Englandstur
Efter denne fiasko så Marius og jeg ikke meget til
hinanden før vi havnede i samme skole i gymnasietiden. Men nu blev
forholdet mellem præstegården og Vrenderup mere hemmeligt og langt
fra længere opmuntret af mine forældre. For hver aften cyklede jeg nu i nattens
mulm og mørke den samme vej forbi Magnus Iversens skov som Bent og Karen
ud til Marius for der at skrive hans opgaver af. I de år føltes det
nærmest som om jeg levede mere hos Niels og Frida end hos mine egne
forældre. Og når man pludselig får lejlighed til at se dem næsten som
sine egne forældre er det også langt lettere at se kritisk på dem. Og
således fandt jeg endelig det smuds jeg så længe havde søgt hos Niels,
som i mine øjne kunne pille ham ned fra den høje piedestal alle hans samtidige har
sat ham på.
 Derfor må min personlige tak til ham gives med visse
forbehold. Jo, selvfølgelig siger jeg "tak for kaffe" og
hjertevarme - den endeløse række af kaffeborde, når vi blev kaldt ned
ved 22-tiden fra Marius' lille loftskammer for at indtage Fridas boller
med tandsmør og æblekagen med rasp gemt under snedriver af flødeskum.
Frida førte altid interesseret samtalen, mens Niels altid sad med
lukkede øjne og dog hørte alt hvad der blev sagt..... og af og til gryntede
en drillende bemærkning om min manglende lektieforberedelse - nu igen. Jo, det
var gode miner til slet spil.
Men skulle jeg virkelig takke dem for netop dette sidste? For
deres stiltiende sammensværgelse med Marius i hans forsøg på at give
mig kunstigt åndedræt og derved forlænge min plagsomme skoletid med
endnu et par år? For deres forsøg på at bremse min senere vækkelse og
karriere som
vagabond stik modsat den vækkelse og opmuntring, de havde givet Bent Lauridsen i hans
liv?
Nej, vel? Men da jeg jo har det lidt svært med sådanne ulastelige,
forbilledlige
mennesker er jeg dog dybt taknemmelig over gennem tiden med Niels og Frida
som mine reserveforældre at have fået lejlighed til at indse at det
menneskelige græs ikke altid er grønnere andetsteds. Og da slet ikke ude i
Vrenderup mose :-) For her i sumpen lykkedes det mig endelig at
finde den plet i Niels Ibsens karakter, jeg ledte efter, og at opleve hvordan denne med tiden
udviklede sig til direkte hælervirksomhed. Thi han var jo udmærket klar over
hvilke forbrydelser, der foregik deroppe på loftsværelset hvad angår
"tyveri af intellektuel ejendom."
Én ting er at gå stille med
sin viden om dette (overfor præstegården!) og at lukke øjnene i overfor det under
aftenkaffen. Noget ganske andet er at prøve at drage personlig fordel af
forbrydelserne. For det gjorde Niels faktisk mange år efter, da han til
en af min fars fødselsselskaber sagde til mig: "Sig mig, Jacob, med
alle de opgaver du altid sad og skrev af ude hos os, tror du så ikke at
det er på tide at betale Marius tilbage ved at lade ham og Anne låne din
store bil i Amerika til deres sommerferie derovre?"
Skønt dette skamfulde og utilslørede forsøg på hæleri og
nepotisme står tilbage som den eneste plet jeg fandt gennem
næsten 50 års forsøg på at finde lidt smuds i Niels Ibsens karakter, gør det mig glad og lettet
over at vide at der nedenunder hans
altid ulastelige og retskafne optræden trods alt viste sig at gemme sig et menneske
som os andre
:-)
Men - i al fald - for den fantastiske gave at have kendt og fulgt dette menneske
gennem det meste af mit liv vil jeg gerne udtrykke
en dybfølt tak.
Skal vi til slut synge en sang vi tit sang sammen med
Niels Ibsen, nummer
466 i højskolesangbogen: "Jeg elsker den brogede verden"
Niels og Fridas grav ved den kirke
de følte så stærkt et tilhørsforhold til.
| 
