Da pastor Rosenkrants i kirken i dag brugte dette vers, som Ivar Hansen fik ved sin konfirmation, var jeg slået med forbavselse. Straks efter Ivars alt for tidlige død var jeg nemlig gået min fars gamle papirer igennem for netop at finde dette vers. Men åbenbart havde Ivar selv båret det med sig livet igennem hvilket meget smukt siger noget om hvor rodfæstet han var både i sin vestjyske barndom og i sin kristne tro. Hvor mange af jer, der i dag mindes ham her, kan mon huske det vers I selv fik med i livet ved jeres konfirmation? Et andet smukt udtryk for dette hørte jeg om forleden af Ivars gamle lærer, Jessen, som fortalte at hele Ivars konfirmationshold om kort tid havde planlagt at drage til Christiansborg for at fejre 50-årsdagen for deres konfirmation den 12. april.

Ivar Hansens forgænger som formand for Folketinget, Erling Olsen

Når jeg ønskede at tage udgangspunkt i netop dette vers, skyldtes det at min egen første erindring om Ivar netop var fra min fars konfirmandstue. Der har været holdt mange taler her i dag om Ivars voksne liv. Lad mig i stedet levere et par glimt af Ivar fra tiden før han kom ind i politik – sådan som jeg oplevede ham gennem hans tætte forhold til min far, som var den tidligere præst her på egnen. I kan med rette spørge hvordan et 6 års barn kan huske én blandt mange konfirmander, som jeg legede med i frikvartererne og drillede under undervisningen. Det har sin forklaring i det tætte forhold min far havde til Ivars familie dengang, da hans mor, Marie Hansen, sad i menighedsrådet. Ivars søster, Harriet, har mens vi sad her og spiste suppe fortalt mig hvordan hun tydeligt husker alle de gange hvor jeg var med min far på besøg på deres slægtsgård ude i Aalunde. Det var jo i disse efterkrigsår hvor ikke mange andre end præsten, dyrlægen, førstelæreren og brugsuddeleren havde bil her i sognet. Allerede dengang havde Ivar Hansens familie nemlig fået stor betydning for min familie, idet Ivars mor havde haft den udslaggivende stemme i menighedsrådet om at ansætte min far som præst i sognet frem for en missionsmand. Og med den betydning denne egn fik for mig selv, har jeg m.a.o. allerede her meget at takke Ivars familie for.

Karen Marie med barnebarn og Ivars efterfølger Christian Mejdahl

Men da ingen andre er kommet ind på det i dag, vil jeg først og fremmest tale om de ungdomsår, hvor Ivar særligt begyndte at træde i karakter i mine øjne – nemlig under arbejdet i Ungdomsforeningen. Jeg er pga. de 9 års aldersforskel imellem os måske ikke den rette til at fortælle om den periode, men jeg gør det alligevel. Dels fordi jeg som følge af min fars formandskab hyppigt var med til Ungdomsforeningens arrangementer lang tid før jeg selv blev egentlig aktiv som ung i 1961-67 - både på kroen og til de mange møder hjemme i præstegården. Og dels fordi Ivar jo fortsatte med at komme i Ungdomsforeningen i lang tid efter sin egen egentlige ungdom.

Karen Marie med tidl. statsminister Poul Nyrup - som jeg gik i skole med på Esbjerg Statsskole - han i 3.g mens jeg var i 1. real.

Der er ingen tvivl om at det i høj grad var her at Ivars politiske bevidsthed formedes i mødet med de mange indflydelsesrige talere, vi havde. Jeg mindes især Bøgh Andersen fra Jaruplund, J. Th. Arnfred og Jørgen Bukdahl fra Askov, Anne Sophie Seidelin og vel nok især Hal Kock, som var nogle af de fast tilbagevendende. At Ivar søgte på Askov højskole skyldes nok den stærke indflydelse vi fik derfra i de år, men i lige høj grad tror jeg - ligesom da han valgte Ladelund Landbrugsskole – at det var for fortsat at bevare tilknytningen til arbejdet i sognet. For det forekommer mig at det netop var i disse år fra 61-64 at jeg så ham mest i ungdomsforeningen. Han magtede altså at være fraværende og nærværende på samme tid. Og det svarer også til det karakterbillede, som jeg dannede mig af ham i netop denne periode, hvor han godt på os yngre kunne virke lidt fraværende og distræt. Jeg ved dog fra dem på hans egen alder, bl.a. hans livslange ven helt fra første klasse, Eigil Madsen, som jeg har til bords i dag, at Ivar var aldeles nærværende overfor sine egne kammerater. Og dette oplevede jeg da også selv når han var i det meget omtalte drillehumør, f.eks. når vi malede kulisser sammen til fælleslæsningerne eller klippede julepynt ind under jul i præstegården.

Karen Maries søster, Edith med Ivars skolekammerat, Eigil Madsen

En ting er dog helt sikkert; Ivar var med sin ranke og altid pletfri og ulastelige optræden et ideal for os alle og forekom alene af den grund som et helt hoved højere – næsten svævende højt oppe over os andre. Både Ivar og Harriet var i vore øjne utroligt smukke, ranke og dygtige og vi snakkede altid om hvad de mon ville blive til senere i livet. Med sit enorme engagement i ungdomsforeningen knyttedes der utroligt stærke bånd mellem min far og Ivar og der er ingen tvivl om at mit eget billede af Ivar i høj grad blev formet af min fars syn på ham. Han var, som min kone engang sagde, da hun havde haft Ivar til bords til en af vore familiefester, "tydeligvis den søn, som din far altid havde ønsket sig, men som han beklageligvis aldrig fik." Jo, i den forstand kom jeg skam også til at lide under det store forbillede, som Ivar var for os alle, da jeg jo uomtvisteligt havde lidt svært ved selv helt at leve op til det J Hvis jeg kan tillade mig at bruge hans konfirmationsvers i en ikke-religiøs betydning, - ja, så var Ivar for mig "vejen og sandheden og livet – jeg kom ikke til faderen uden gennem ham." J

Det mest synlige resultat af Ivars indflydelse på mig var nok da jeg fulgte ham ind i Den Kgl. Livgarde

Min far underholdt senere i livet tit med en historie, han havde fået fortalt af sessionslægen i Esbjerg, som havde spurgt mig: "Hvad skal du så være når du bliver stor?" Med min dengang ærke-vestjyske dialekt skulle jeg have svaret: "A ska’ vær’ en gu’ eksempel!" Som det ubevidst styrende gode eksempel, det altid lå i luften at Ivar var i min fars øjne og dermed mine, kan jeg med sikkerhed nævne ét punkt hvor han direkte fik indflydelse på mit liv – nemlig da jeg valgte på selv samme session at gå i Ivars fodspor ind i Livgarden. Jeg mener helt bestemt at have set ham i hans gallauniform ved en eller anden lejlighed – måske han kom for at besøge min far i den? - jeg kan ikke mindes andre i sognet der havde set så flotte ud. Men i al fald: hvis Ivar skulle i Livgarden, så måtte dette jo også være "vejen og sandheden og livet" for mig!

Karen Marie med den meget berørte Kirsten Jacobsen

Jeg fik med andre ord Ivar ind med fadermælken, - ja, sågar på visse tider af året sammen med aftenbønnen – nemlig i ugerne før grundlovsdag. Ivar Hansen viste som politiker stor interesse for en revision af grundloven, men ingen forbinder ham vist så meget med grundloven som jeg - og på så søvndyssende vis – hvilket jo ikke er en ukendt reaktion overfor jer politikere :-) 
For lige under mit soveværelsesvindue foregik på terrassen foran konfirmandstuen hvert år "fælleslæsningen", som det hed når skuespillerne øvede sig til årets store grundlovsdagsskuespil. Det forekom mig dengang som varede det i månedsvis, når jeg prøvede at falde i søvn til Ivars natlige replikker, som jeg til sidst kunne helt udenad. I dag husker jeg ikke Ivars roller særlig godt – kun hans smukke, elegante fremtræden i stykkerne har brændt sig ind i min bevidsthed. Som flere af jer ved mit bord her i dag udtrykte det - og som de fleste af jer politikere nok ikke er klar over - gik der faktisk en stor skuespiller tabt, da Ivar valgte i stedet at gå ind i politik.

Hans Wentzel, som selv var en af ungdomsforeningens aktive kræfter

Jeg er ikke mindst derfor lidt stolt over selv at have optrådt på scenen sammen med Ivar. Det skete da jeg blev stor nok til selv at være længe oppe om aftenen og du, Harriet, skulle bruge en lille trold med en lang hale til at spille med i "Elverhøj".
Det var jo dig, der instruerede Elverhøj. Grundlovsstykkerne var jo mest folkekomedier og Ivar huskes også fra "Der var engang", "Eventyr på fodrejse," "Et folkesagn" o.a. Sammen med "Kaspar Røghat" (Otto Mikkelsen) og netop afdøde "Erik Barber" (Erik Lund) hørte han til de faste kerneskuespillere, der hvert år blev udtaget fra Endrupholm og omegns hovedkreds af sammensluttede ungdomsforeninger.

Det siger lidt om min fars beundring for Ivar at de to eneste billeder
han tog af de mange års teaterstykker i præstegårdshaven begge havde
Ivar som motiv. Ivar er den flotte høje sortklædte mand med sværdet.
Se forstørret udsnit med Ivar her.

Først da jeg læste min fars erindringer om dette og om hvor stort dette kæmpeopland var, gik det faktisk op for mig hvor stor en skuespiller Ivar må have været, når man så mange år i træk valgte ham frem for at prøve nye kræfter af. Jo, de yngre husker det ikke, men der kom faktisk i hundredvis af mennesker hvert år for at se Ivar Hansen i præstegårdshaven i disse år - før fjernsynet trængte frem og ødelagde grundlovsfesterne.
Og det var skam ikke kun for at gå til det efterfølgende bal på kroen J

Ivar og Karen Maries søn, Henrik H. Hansen med konen, Dorte.
Til højre Ivars og Karen Maries datter Jette med kæresten, Palle.

På Fåborg kro og Agerbæk hotel spillede han også næsten hvert år med i ungdomsforeningens mere seriøse stykker såsom "Præsten i Vejlby", "Den kloge mand", "Guderne ler" og "Anne Sofie Hedvig", som min far instruerede. Men herfra husker jeg bedst dig, Harriet. Godt nok prøvede jeg en tid at følge i Ivars fodspor som det store forbillede han var, men hvis der var én som mere end nogen anden fik mig væltet af sporet, var det uden tvivl dig. Intet stykke gjorde nogensinde så stort et indtryk på mig som Kjeld Abells "Anne Sofie Hedvig" – en hovedrolle som du i et og alt smeltede sammen med og personificerede i en sådan grad at jeg ikke siden har kunnet tænke på det at gøre oprør mod uret og tyranni uden straks at tænke på dig. Så sent som i de sidste måneders debat om hvorvidt vi skal gribe AKTIVT ind overfor Irak var du i mine tanker igen.

Ivars søster, Harriet Jensen, til venstre

Sidste år tvang jeg hele min familie i Det Kgl. Teater for at gense denne, min barndoms største teateroplevelse, men blev på et plan lidt skuffet, da det jo ikke længere var Harriet, som nu stod der på scenen. Jeg er overbevist om at hvis det havde været en eller anden klodset amatør, som jeg dengang havde oplevet aften efter aften på kroen gøre oprør, ville stykket aldrig have ramt mig så dybt. Men du rørte – igen med den rolle I begge allerede spillede i mit liv – helt afgjort nogle dybere strenge i mig, som siden fik enorm betydning for mig.
Hvor om alt er føler jeg også anledning til at takke DIG i dag. For mens din mor var skyld i at jeg fik et rigt liv som vestjyde og Ivar var i stand til at få de pænere sider af mig til at blomstre (for en tid), - ja, så gjorde jeg med dig som inspiration siden oprør mod begge dele J
Nu hvor jeg som så mange andre splittede mennesker siden har forsøgt at integrere disse forskellige sider, må jeg sige jeres familie en dybfølt tak for den forbilledlige gave, I har været for mig og for så mange andre herinde, ved jeg. Tak.

Ivars søster, Rigmors børn: Merete, Preben, Flemming,
Johannes, Ejvind og Carsten.

Men i særlig grad går mine tanker i dag til den anden side af familien – specielt til dig, Karen Marie, som har lidt så tungt et tab. For også din familie har jeg jo plantet fødderne solidt i – først og fremmest fordi jeg gik i klasse med din lillebror, Hans Frederik, som jeg stadig jævnligt ser og har til bords i dag. Men faktisk har jeg en svag erindring af jeres familie allerede fra før skoletiden. Niels Jørgen, Jens Holm og jeg havde brændt en masse lertøj, askebægre osv. som vi rullede rundt på en lille trækvogn i landsbyen for at sælge.

Og her husker jeg tydeligt kun to i hele byen, som tog sig tid til varmt og venligt at tage imod os og at købe noget af os. Den ene var fru Hermansen på telefoncentralen, som dengang kun havde 2-3 opringninger i timen. Og det andet sted var hos jer, hvor der vist heller ikke kom flere kunder i timen. Men den menneskevarme, jeg oplevede der hos jer, da jeg ikke kendte jer så godt endnu, svarede fuldstændig til den varme, jeg siden oplevede hos jer i skoletiden, når Hans Frederik og Jørgen Munch løb frem og tilbage mellem hans hjem og jeres for at lege. Det billede af det tætte familieforhold, jeg har af jer i disse år, minder utroligt meget om den umiddelbare varme jeg siden har forbundet især med fattige familier. Ja, det billede der har prentet sig allermest fast på nethinden er et hvor I alle sidder meget tæt sammen - vist nok omkring kakkelovnen eller komfuret i køkkenet på uendelig lidt plads – dig og Edith og jeres syge mor. Men på trods af den smerte, der var i jeres liv pga. jeres mor, som jeg aldrig husker som andet end syg, - ja, så mærkede man hverken i hendes eller jeres ansigter andet end tilfredshed og livsglæde. Mine associationer til fattigdom kan undre mig i dag fordi man jo ikke dengang betragtede jer som fattige. Men min logik siger mig i dag at I må have været utroligt fattige. Jeres eneste indtægt var jo fra jeres lille manufakturhandel, som jeres bedstefar, Frederik Nielsen, havde grundlagt i 1903, men som der slet ikke var kundegrundlag for mere. Og helt Arriva gik der vist i den, da I fik hård konkurrence fra Tatol længere oppe i byen. Man skulle jo holde sig på god fod med alle, så jeg husker at min mor tit sendte mig både til jer og til Tatol for at købe ind – tre knapper det ene sted og fire det andet. Men især kommer jeg altid til at tænke på jeres butik, når jeg rejser i ulandene. Kun der møder man faktisk i dag dens lige. For det var jo den slags butik, hvor man uden tøven kom for blot at købe tre knapper og en halv meter sytråd. Og alligevel stod både du og Edith og din far med største glæde på hovedet i halve timer i papkasser inde i baglokalet for at finde lige det rigtige. Butikken i sig selv var jo ikke meget større end en stor papkasse - ligeledes med papkasser stablet fra gulv til loft i bedste ulandsstil. En ting er at I kunne leve i det – for I levede jo faktisk lige så pænt som alle andre ude i jeres små private baglokaler – men at I kunne leve af det er mig i dag en gåde. Jeg ved da også fra Hans Frederik at der stort set aldrig blev råd til legetøj til ham dengang, hvorfor vi mest legede ovre hos Jørgen, som intet manglede i den retning. Men hvad angår kærlighed og menneskelig varme, tror jeg ikke at Hans Frederik hverken dengang eller siden har manglet noget i jeres hjem. En varme, som vores tjenestepige i præstegården, Annette, også følte sig tiltrukket af. I hver eneste ledige stund søgte hun nemlig op til sin hjerteveninde, som var dig Edith, uden tvivl fordi hun fandt mere varme i jeres hjem end når I tilbragte fritiden sammen i præstegården

Fåborg by, som den så ud i Karen Maries tidlige barndom. Hendes barndomshjem
ligger til højre for lægeboligen til højre overfor brødudsalget til venstre. På det tidspunkt
hvor Ivar gik til konfirmationsforberedelse i Fåborg blev de fleste af vejene asfalterede.
Se billederne af byens indbyggere på den tid.

Det var dette kærlige hjem, som kom til at forme dig, Karen Marie – en kærlighed og varme, som Ivar uden tvivl også har følt sig hjemme i og tiltrukket af, da I senere mødte hinanden. Eller som det dengang hed sig – da du "målbevidst gik efter denne flotte fyr og kaprede ham". For dette viser en anden side af dig, som du nok delvis fik med fra dette hjem, hvor du så tidligt blev tvunget ind i en voksen, handlekraftig og selvstændig rolle for at udfylde den rolle, som din mor ikke magtede under sin sygdom. Thi Børge har jo nok ikke været til megen hjælp i det huslige, kan jeg tænke mig. J

Karen Maries storebror, Børge Sillassen og hustru

Og hvordan oplevede vi børn mon denne side i dig? Jo, du kunne være "skrap", du kunne virkelig skælde ud når vi kom løbende ind med snesjap og mudder. Så vi har sikkert fortjent en god gang skæld ud. Og denne side har du ikke siden lagt låg på. Du kan stadig slå en prober verbal næve uden at skele mellem høj eller lav. Sidst oplevede jeg dette, da jeg havde dig til bords til min fars 75 års dag og du straks startede med at skælde mig ud. Jeg troede først det drejede sig om dengang hvor jeg – stærkt ægget som sagt af Harriet J - havde malet hele Agerbæk kirke over i en eller anden politisk protest. "Næj, de’ vår da bar’ dræng’strejer!" sagde du tilgivende. Nej, det drejede sig om noget helt andet jeg havde gjort eller ikke gjort i ungdommen. Det værste er, at når en sådan overfusning kommer fra dig, er man virkelig selv overbevist om at man har gjort noget dybt forkert. Hvorfor? Jo, fordi man virkelig føler at den dybest set er et udtryk for din kærlige indleven i og ægte bekymring for ens liv. At få skæld ud af dig føles altid i virkeligheden som at få ros! Det er en dyb anerkendelse.

Sven Auken med Margrethe Aukens mand foran Margrethe

Og så er man jo tilmed glad for at vide at man er i godt selskab når Uffe Elleman Jensen, Margrethe Auken og sikkert mange andre har fået nøjagtig samme omgang af dig! J

Ja, kære Karen Marie, du talte i kirken i dag om at I nu, hvor I har mistet Ivar, "må rykke tættere sammen i jeres bitte hjem for at slutte ringen". Men med det billede jeg har af dig på min nethinde fra den samlende rolle, du havde i barndommens hjem, hvis inspiration du tydeligvis stadig trækker på med udtrykket "bitte hjem," ved jeg at du også kan løfte denne rolle i den svære tid, der nu kommer uden Ivar.

Karen Maries afsluttende tak til de mange fremmødte - og til Ivar.

Sluttelig vil jeg sige jer begge tak for den kærlighed og opmærksomhed I skænkede min far i hans sidste svære tid, hvor Ivar flere gange kontaktede mig for at høre hvordan det gik. Jeg føler naturligvis at det i virkeligheden er min far, jeg takker for med denne tale - for det lange venskab han fik med jer begge. Jeg var derfor meget rørt, da Margrethe Auken efter kaffebordet fortalte mig at Ivar for kun ganske nylig havde fortalt hende om, hvor meget min far havde betydet for ham igennem hele hans liv. Vi har alle sammen haft vore forbilleder, men mange af dem skaber kynisme ved - efter nærmere granskning - senere i livet ikke at leve op til vore forventninger.
Det, der gør mig mest glad ved at have haft Ivar Hansen som ven og forbillede for min familie, er at han aldrig svigtede i rollen!

Bemærk venligst: Afsnittet om Harriets indflydelse på mig i "Anne Sofie Hedvig" var ikke med i min mundtlige tale på Hovborg kro, da talen skulle handle om den indflydelse Ivar havde på os unge - og ikke om mig selv. Jeg tillader mig at tage det med her, da talen jo er henvendt også til de efterlevende og jeg derfor har lyst til at fortælle dig, Harriet, om den indflydelse også du indirekte fik på mig - og som i al fald var medvirkende til at skabe det lysbilledshow, du siden fik at se i Tofterup.

Disse nederste billeder fra selve bisættelsen på Agerbæk kirkegård er fotograferet af og velvilligst udlånt af John Randeris fra Jydske Vestkysten, som umiddelbart efter tog dette billede foran min fars gamle kirke. Som periferisk nævnt i talen har det en særlig betydning for mig.

Du kan synge med på og mindes Ivar gennem hans yndlingssalmer,
som Karen Marie valgte i kirken (med lyd på):

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

Påskeblomst, hvad vil du her?

Nu falmer skoven trindt om land

Altid frejdig, når du går

Pastor Bente Rosenkrants foran kisten, som forrest til
højre bæres af min barndomsven, Hans Frederik Sillassen.
 

Salmen, der blev sunget ved Ivars grav og som vi altid havde
sluttet aftnerne af med i Ungdomsforeningen: Dejlig er jorden
 

Et blomsterhav og en sidste tak fra hele Danmarks befolkning!