(Skrevet i 2002) I dag så jeg se en trist udstilling i Nikolaj kirke af Tina Enghoff. Hun havde fotograferet enliges hjem sådan som de så ud når folk blev fundet døde deri og man ikke havde kunnet opspore pårørende. Billederne fik en til at tænke over hvor mange ensomme mennesker, der er i velfærdsstaten. Selv kender jeg dem dog bedst fra USA, hvor det hyppigt er den slags mennesker, som jeg samler op. Man kan ikke se en sådan udstilling uden at love sig selv "at gøre noget ved det." Men hvordan? Min mor snakkede altid om at "vi må være noget for hinanden", men det lød altid hult og retorisk. Alligevel føler jeg mig lige så hul og magtesløs som hende. Vi har alle et overskud overfor andre, når vi er ude at rejse, men på hjemmebane går det ligesom i sort for de fleste. Jeg mailer hyppigt med danskere, der føler sig ramt af mine anklager om vores ugæstfrihed overfor indvandrerne: "Jamen, det må da være i orden for enhver at have en grænse og forholde sig til sig selv og ikke hele tiden de andre." Jeg hører i sådanne svar meget af den ensomhed Tina Enghoffs billeder afslører. Hvorom alt er: ingen af mine venner skal dø så ensomt. Hvis jeg ikke personligt når at besøge jer på mine fortravlede ture, - ja, så skal I vide mindst en gang om året at jeg tænker på jer. Jeg havde egentlig lovet mig selv sidste år at slutte disse udsendelser af mine (måske lidt for private) årbøger, men efter udstillingen i dag "Eventuelle pårørende søges" bestemte jeg mig om. "Ingen af mine gamle venner skal findes døde og glemte af uden at der ligger en hel stak gamle julebreve under sengen med min adresse på. Basta!" Så, ok, hvis vi har svigtet hinanden i livet (for venskaber går jo begge veje!), så ved I at I kan regne med mig i døden (måske som den ene af de 6 kistebærere, som vi ikke engang magtede at finde fuldtalligt til min mors begravelse)…..dersom I ikke for længst inden da har kylet mine julebreve ud!

At blive lidt mere nærværende og lyttende er egenskaber, som jeg havde svoret jeg skulle blive bedre til i det nye år – egenskaber som ikke er den stærkeste side hos os foredragsholdere. Dette lagde jeg endnu engang mærke til forleden under ARTE’s julearrangement for de fleste af Danmarks kendte foredragsholdere, der alle som én blot stod og talte om sig selv. (Mest snakkede jeg derfor med min egen arrangør i ARTE gennem mange år, Birgitte, som dog kun to dage efter fik lukket munden, da hun blev myrdet af sin kæreste). Selv jeg blev så overvældet og nedslået af der at møde mine overmænd at jeg undlod at gå til næste dags julefrokost i Eventyrklubben, hvor den samme slags folk er så gamle at de end ikke kan høre sig selv tale mere. Jo, sådanne mennesker er en god påmindelse om at man selv er ved at komme ud på overdrevet – dersom ens egen familie ikke allerede har fortalt én det. Selv troede jeg altid at jeg blot var miljøskadet indtil min astrolog fortalte mig at jeg og de fleste af den slags selvoptagne underholdere alle har månen i tiende hus. M.a.o. er vores virksomhed ikke så meget et resultat af at vi har noget på hjerte som af at vi har et stort medfødt behov for opmærksomhed og derfor blot lader som om vi har noget på hjerte. (Glem alt om her at jeg benytter en selvoptaget julebrevstradition til at fortælle om MINE ihærdige forsøg på at blive mere nærværende overfor andre!

Læg dog mærke til at jeg ikke traditionen tro som andre år lægger ud med voldsomme drillerier af min diametrale modsætning – den grænsende til det selvudslettende beskedne Marius Ibsen. At han i år bliver skånet er der desværre andre årsager til, som I vil høre mere om i julebrevet.) Men hvis dette var året hvor jeg skulle blive mere lyttende – tro det hvem der vil – fik jeg i al fald en heldig start allerede til mit første show i det nye år. Det var nemlig en gratisforestilling for alle i Frivillighuset på Nørrebro, som jeg gerne ville belønne for deres indsats overfor indvandrerne. Jeg blev ganske rørt over mødet med dem og fortalte om hvordan den lykkeligste tid i mit liv havde været da jeg som ung frivillig havde "ofret" mig selv for de udstødte i Glidekirken gennem et helt år. "Jamen, du er da velkommen til at komme tilbage i vore rækker!" svarede de derpå. Og det var en opfordring jeg ikke kunne sidde overhørig.

Så kort tid efter startede jeg med på mine fridage at give lektiehjælp til indvandrere. Og hvilken åbenbaring! Endnu engang måtte jeg erkende at frivilligt anonymt arbejde først og fremmest gør én selv lykkelig – at det er en tovejsproces i hvilken begge parter lærer lige meget. Godt nok lærer jeg indvandrerne lidt dansk, men det er først og fremmest en lærerig oplevelse for mig selv at genopdage mit eget sprog og min egen danske kultur gennem fremmede øjne og ører. En kineser kunne f.eks. overhovedet ikke begribe pointen i en historie hvori døden optræder som en skræmmende skikkelse og først efter vores lange dialog gik det op for mig at hans kultur overhovedet ikke har et tilsvarende forhold til døden osv. Ligeså forsvinder mine egne fordomme hurtigt som et slør for mine øjne i disse nærkontakter. Således havde jeg som de fleste danskere dannet mig et billede af de tilhyllede somaliske kvinder som utilnærmelige, uintegrerbare og umotiverede for at lære noget som helst dansk. I undervisningen har jeg lært lige det modsatte, at de er de mest ivrige efter at lære, ofte de dygtigste og – indså jeg hurtigt når vi sidder og gemmer os under de dertil bekvemme slør – samtidig de mest flirtende af alle de muslimske kvinder jeg har med at gøre (bortset lige fra jer iranere, Roya!) Jeg gør i mine daglige foredrag meget ud af at fortælle om vore egne egoistiske bevæggrunde til at vi skal aflære vores fordomme og racisme fordi vi hurtigt opdager hvilken menneskegave der åbner sig op for os når vi kommer ud af vores negative tænkning om andre. Og i de lidt mere private julebreve har jeg muntret mig med at fortælle om det gennem beskrivelser af "alle de muslimske kvinder, der pludselig kommer dumpende ned i skødet på os" når vi åbner os op overfor dem. Sidste år prøvede jeg at beskrive fænomenet i form af en underholdende historie om mit "bryllup med Sherin Khankan" – men opdagede at morskaben mest var på min side idet flere af jer misforstod denne seance, som i sit ydre fotografisk lignede et bryllup (synes nogle, deraf ideen), til at tro at der var tale om et bryllup i mere end blot overført betydning. (Hm, man skal åbenbart vogte og vægte sine ord og drillerier selv i et afslappet julebrev). Men aldrig har jeg oplevet dette fænomen så intenst som i år, hvor det gav sig udslag i indtil flere bryllupslignende tilstande med muslimske kvinder. (Hm, hvad skal I mon nu tænke? Men da flere af disse nu hører med i skaren af mine nye julebrevslæsere, kan jeg desværre ikke udpensle det dybere her).

Så lad mig prøve at sige det på en anden måde. Når man åbner sig op for en anden kultur, - en kultur man hidtil har opfattet som en lukket kultur, som man ikke kan komme i kontakt med og derfor begynder at tænke negativt om, - og begynder i stedet at fatte intens interesse for denne kultur og at tænke positivt om den, - ja, så ser man pludselig resultatet af det på de mærkeligste måder. Jeg har før fortalt om at i de år hvor jeg fattede voldsom interesse for sort kultur i USA, - tja, da endte denne for de fleste andre mennesker så lukkede kultur med at åbne sig op for mig bl.a. i form af en intens kvindelig interesse for mig fra sorte og jødiske piger (som er de sortes allierede i undertrykkelsesspørgsmål) hvorved et flertal af mine kærester i de år var sorte og jøder.

Og i 80’erne, da jeg lavede intensive workshops om bl.a. homofobi og var dybt involveret i aids-solidaritetsarbejde, - tja, i de år fik jeg pludselig til min overraskelse så mange lesbiske kærester at jeg gik rundt og troede at jeg var "a closet lesbian". Disse havde været "uopnåelige" og direkte fjendske overfor mig i vagabondårene. Men indtil for 2-3 år siden forekom ingen mig så tillukkede og tilhyllede som de undertrykte europæiske muslimer indtil jeg tog mig sammen og begyndte i tankerne at kommunikere med dem i det Marshall Rosenberg kalder et "ikke-voldeligt sprog." Indtil da havde jeg nemlig – opdagede jeg nu - kommunikeret i et voldeligt sprog ved at være irriteret over dem og især de muslimske uromagere til mine foredrag i skolerne. Det forunderlige er at de samme "irriterende" indvandrerdrenge i dag er blevet mine mest opmærksomme tilhørere i skolerne. Og dette får en selvforstærkende virkning. Jo mere de nu kan føle at jeg elsker dem, jo mere opmærksomme bliver de nu. For ikke at tale om indvandrerpigerne.

Forleden oplevede jeg igen i Albertslund gymnasium det syn, som er ved at blive dagligdags nu. Efter 5 timers show (hvor andre i reglen flygter udmattede ud) havde jeg en kødrand af 10-12 tørklædehyllede tyrkiske og pakistanske piger omkring mig, som nægtede at gå før de havde fået min autograf, min adresse, mit løfte om at komme med mig i USA, et kram (eller selv havde givet mig et kys) osv. Det hele handler selvfølgelig om kærlighed. Tænker man kærligt om andre – og især om den mest kærlighedshungrende gruppe som ingen kærlighed får i disse år af danskerne – ja, så får man som Jesus sagde om sædemanden - mangefold igen.

Det burde være så let for os alle, men hvorfor ender vi i stedet ustandseligt med i tankerne at bebrejde dem, nedvurdere dem, "stille krav til dem", "tage afstand fra dem" som jeg hører også jer frisindede venner gøre det til vore sammenkomster. Hvis vi i stedet stillede krav til os selv om lidt mindre voldelig kommunikation i vores tankegang, kunne vi alle få "muslimske kærester" mangefold. Hvor let det er at "integrere" oplevede jeg sjovt i årets løb. En palæstinensisk pige, Nadja, som havde set mit show tre gange og forgæves forsøgt at komme med mig i USA, endte til sidst med at blaffe af sted på egen hånd helt op til Nordkap, hvor hun endte et år på højskole. Da hun kom hjem, prøvede hun igen at komme med mig og inviterede mig efter en natlig samtale til at overnatte hos sig i hendes store seng. Jo, så let er det faktisk at få "dem" til at smide tørklæderne for "os" – noget hendes familie ellers kun gør når de rejser hjem til Israel, som i den henseende er mindre undertrykkende end Danmark, hvor familien efter nogle år var begyndt at gå med tørklæde i reaktion på danskernes afvisning.

Men også jeg var lettere afvisende, idet jeg var fuldt booket på mine ture i USA. Så hørte Nadja at min søn tit tog venner med på sine blaffeture og ville i stedet ud at rejse med ham. En dag kl. 16 ringede hun op og spurgte om hun måtte blaffe over og besøge os i København. "Jamen, det er jo allerede mørkt" sagde jeg. "Pyt, jeg er der om tre timer." Og sandt nok. Hun kom lige til spisetid og endte med – en 21-årig pige – at underholde et større middagsselskab af Vibekes gamle veninder hele aftenen. Og du, Helle, prøvede sågar at få hende ud som taler på din skole for at forbedre jeres egen forværrede integration. Det hele handler blot om at få "muslimske kærester" – dvs. at tænke kærlige tanker om "dem"
…….og straks får man kærlighed og åbenhed mangefold igen!

Hvad angår ordet "kærester" syntes nogle af jer sidste år at jeg nævnte lige lovlig mange i mit julebrev. Det vil måske derfor lige være på sin plads at definere udtrykket, som har seksuelle undertoner i manges ører. Min betydning er næsten den modsatte – nemlig et menneske, som jeg opnåede stor intimitet og fortrolighed med. Det kan lyde lidt kunstigt, men er det egentlig ikke. Thi "kærester" betød i mine vagabondår et fristed og pusterum fra den hæsblæsende, næsten daglige "pligtsex" ude på landevejen i disse år under 70’ernes udskejende "seksuelle revolution" i USA. Min far vidste altid dengang hvornår der var tale om en kæreste: det var en som havde (adgang til) en skrivemaskine og som jeg boede hos i så lang tid at jeg kunne nå at få skrevet et brev hjem og få svar tilbage fra familien.

En kæreste er altså én, man har haft et ægteskabslignende forhold til i mindst en uge med alt hvad dertil hører af madlavning, opvask, shopping, slåning af græsplæne og næsten samme frihed fra sex som I sikkert kender fra jeres egne ægteskaber (eller i al fald den dræbende daglige pligtsex). Netop fordi det ikke er overfladisk (som landevejens forhold) og i sin kontraktform ikke når at blive trivielt (som et langvarigt ægteskab) opnår man i et sådant forhold en sand tilstand af lykke og bygger uundgåeligt langsomt en så stærk kærlighed op til hinanden, at den varer livet igennem. At det har været en gensidig stærk oplevelse ser jeg af at disse kvinder på trods af senere ægteskaber, travlhed med børn og dagligt stress har bevaret forholdet til mig, hvilket er uhørt i et "smidvækland" som USA, hvor man i reglen skifter sine venner ud, når man flytter, og aldrig ser tidligere kærester og ægtefæller igen.

Jeg kan derfor ikke lade være at skrive om dem, der hvor de naturligt optræder i mine julebreve, men da ordet "kæreste" åbenbart generer nogle læsere, vil jeg i år forsøge at skifte det ud med noget andet. "Livsledsagere" synes jeg er smukt dækkende, men det er lidt tungt når jeg som i årets julebrev omtaler én som jeg faktisk mistede forbindelsen med i 30 år. Så i mangel af bedre vil jeg fra nu af blot kalde dem for mine "veninder." Sådan vil I delvist have gjort jer skyldige i at have udøvet censur af mit julebrev – men kun delvist, da I ikke kan standse mig i at skrive "om de mennesker jeg holder af og som har betydet noget for mig."

Ét menneske insisterer dog i år på at ville "censurere dit julebrev inden du sender det ud." Det kan jeg naturligvis ikke tillade, men til gengæld vil jeg lade hende selv skrive det i visse afsnit, da jeg nok ikke kan gøre det bedre selv. At hun forsøger skyldes den særlige form for intimitet, der opstod imellem os på forårsturneen i USA og som bedst kan karakteriseres som noget lignende "endeløse ægteskabelige skænderier og drillerier." Jeg har altid elsket folk jeg var på drillefod med og dette vil sikkert også præge min beskrivelse her af Rikke Marrott. Rikke er en flot sort fotomodel (men så er vist også alt det bedste sagt om dig!) Hun er halv afrikaner, men opdraget (dog ikke særlig godt) af sin danske mor. Jo, på et punkt måske. Hendes mor slæbte hende som 12-årig ind for at se Amerikanske Billeder og det gjorde et "uudsletteligt indtryk" på hende. Dog ikke mere end at hun glemte mig helt til hun var 35, hvor hun pludselig fandt mine hjemmesider og opdagede at jeg stadig viste shows og straks via min web-kalender styrede til en larmende indvandrerskole i Ishøj for at se det. Og dagen efter tvang sin familie ind for at se det i Gentofte Gymnasium. På mystisk vis masede hun sig efter forestillingen straks ind i min bil, så jeg blev nødt til at tage hende med til et vigtigt møde med Lars von Trier om hans nye film om et sort slaveoprør. At Lars ikke lægger skjul på sin begejstring for smukke kvinder fremgik af hans følgende e-mails til mig (men jeg skal nok undlade at gøre mine julebreve for underholdende på din bekostning, Lars J .)

Nå, men da Rikke læste mit sidste julebrev om at jeg ikke fandt had i Ku Klux Klan, lagde hun straks billet ind for at komme med på min forårsturne for at undersøge sagen med egne brune øjne og hudfarve. Jeg har altid forbeholdt mine USA-ture for folk, der ikke tidligere har været i USA, men skønt Rikke hyppigt havde arbejdet som fotomodel i Los Angeles og New York gjorde jeg en undtagelse, da dette var et eksperiment jeg selv havde lyst til at udsætte klanen for. At hun overhovedet havde tid skyldtes en operation i benene, som i et halvt år derefter ikke måtte gå "the cat walk" men gerne optræde på slap line med mig. Samtidig havde hun lyst til at stå på den anden side af kameraerne ved at hjælpe mig med de videointerviews jeg skulle lave på turen. Først og fremmest var hendes ønske dog som sort at komme i kontakt med det sorte Amerika og at opleve de mennesker i mit show, som havde gjort så stort indtryk på hende som barn.

Det hele var dog nær ved at gå i vasken idet Vibeke, min kone, kun et par dage før afrejsen pludselig uventet sagde at hun gerne ville med. Det var nemlig hendes sidste ledige måned i den orlov på et år, hun var bevilget. Og så måtte jeg jo til at foretage et ubehageligt valg. Det var dog ikke så svært, da jeg jo allerede havde lovet Rikke turen. Det skulle også siden vise sig at netop denne hårde tur ville Vibeke aldrig have klaret – eller fundet sig i. Rikke kunne derimod ikke tillade sig at brokke sig – (selvom du nu gjorde det rigeligt alligevel!)

Jeg tog til New York nogle dage før Rikke for at få bilen gennem syn og at hygge mig med Christina. Hun var ikke særlig vild med Rikke – måske fordi de er lige smukke og opmærksomhedssøgende – men da det trak ud med bilen blev Rikke nødt til også at sove i min store Hollywoodseng i lejligheden. Vore drillerier startede øjeblikkeligt: "Den sidste fotomodel jeg delte denne seng med tjener i dag styrtende med penge," sagde jeg om min søns gamle kæreste, Anna Davolio. "Ja, jeg kender hende, men du må indrømme at hun ikke er så smuk som mig," grinede Rikke med en af sine typiske selvsikre og aldrig beskedne bemærkninger. Bilen havde som sædvanlig ikke villet starte og måtte slæbes på værksted. I staten Massachuchetts var den ved bilsynet blevet kasseret pga. rust, men her i New York vidste jeg at jeg kunne bestikke værkstedet til at "glemme" at undersøge håndbremsen, som var rustet helt væk. Dette har jeg lyst til lige at minde jer om nu hvor vores kære danske regering vil til at lave et lignende privatiseret biltilsyn herhjemme.

Efter en lille uges arbejde lykkedes det mine pakistanske autofolk at få min bil køreklar. Den kørte da også fint de første 50 km ind til Manhattan, hvor jeg havde mit første show i Columbia University. Skønt det er et Ivy League universitet i Harvard-klassen, havde jeg mærkeligt nok ikke optrådt der siden jeg lavede gratis show for alle eleverne, da de i ugevis boykottede undervisningen i et forsøg på at tvinge universiteterne og big business til at trække deres investeringer ud af Sydafrika – de protester som siden spredte sig over hele verden (undtagen Danmark) og førte til apartheids fald. Dengang havde jeg vist det udendørs for eleverne mens de lå i deres soveposer. Nu sad vi i et stort flot auditorium. Men da det var sorte elever, som nu havde organiseret showet, kom der ikke mere end ca. 100 tilskuere. Og at apartheid trives i bedste velgående også udenfor universiteterne fik vi senere på natten at se.

Da vi nemlig efter forestillingen havde fået læsset bilen ved midnatstide for at køre hele natten op til næste dags show i Massachusetts, stod der straks røg og damp ud af radiatoren, som pissede ned ad gaden. Gode råd var dyre. Hvordan skulle jeg finde et værksted i New York efter midnat, hvor alt er lukket og uden hvilket jeg aldrig ville nå næste dags show? Men Christina gav mig over telefonen et tip, som førte mig til en kæmpestor lukket fabrikshal i den anden ende af Manhattan. Her gik 100 afrikanere – alle ulovlige immigranter – og arbejdede natten lang. Jacob Riis’ berømte sweatshops trives i bedste velgående 100 år efter. Og her viste det sig at være en kæmpefordel at have en veldrejet mulat med sig, som alle var ivrige efter at arbejde for. Ja, så ivrige, at da de efter et par timers arbejde med at lave en eller anden afrikansk løsning på at standse pisseriet, da man jo ikke kunne få reservedele om natten, - ja, så krævede de ikke anden betaling end enten at få Rikke eller min bog. Jeg valgte at give dem bogen, da jeg tænkte at Rikke kunne blive af lignende nytte senere på turen (men kom dog ind i mellem siden til at fortryde dette valg). Men også blandt de hvide var Rikke til stor nytte, som jeg erfarede det næste dag oppe i de smukke sneklædte bjerge ved Vermont. Det var Deerfield Academy, en af mine tidligere foretrukne prep-skoler for elitens børn, men efter en hel nat og dags kørsel er jeg tit træt inden den fornemme obligatoriske middag med fakultet og udvalgte elever. Her stjal dog den opmærksomhedskrævende og underholdende Rikke igen fuldt og aldeles billedet ved bordet, så jeg bekvemt selv kunne sidde og halvsove.

Men allerede næste dag, da vi startede vores lange køretur til vesten, havde vi vores første småskænderi. Jeg havde samlet en forhutlet hjemløs med en kæmpestor grand danois op i det øvre New Yorks bjerge. De både "lugtede og slikkede" for meget, syntes Rikke, som vist mest var utilfreds over at blive skubbet om bag i bilen, hvor hun ikke fik så meget opmærksomhed. Hun føjede sig dog, da hun allerede havde hørt mig fortælle at det netop var sådanne blaffere, der altid fiksede min bil under dens værste sammenbrud. Blafferen påstod at han lige var blevet smidt ud af sin kone efter flere års ægteskab, idet hun havde fået sig en elsker. Det var den sædvanlige historie, men hans lugt afslørede dog alt andet end ordvalget "lige." Næsten som forudsagt begyndte bilen straks efter at sige mærkelige lyde når vi kørte op ad bakke og lidt efter at miste farten. "Hvad sagde jeg ikke, Rikke, her kom lige vores redningsmand midt i de ødeste bjerge." Han havde da også været mekaniker engang og prøvede at tolke lyden. Hen mod aften blev vi nødt til at dreje ind til en tankstation for at han kunne reparere bilen.

Det lykkedes ham dog ikke at finde fejlen og da vi lidt efter prøvede at køre igen, ville bilen ikke starte. Der var ikke andet at gøre end at vente og få bilen lavet næste morgen. Men det var langt under frysepunktet og Rikke ville aldeles ikke dele sengen sammen med den ildelugtende blaffer og hans kæmpehund. "Jamen, du kan da ikke lade ham sove ude i kulden når han lige har brugt så meget tid på at hjælpe os med bilen?" "Jo, det kan du tro, jeg kan!" Det har sine fordele at skændes på dansk foran andre.

Jeg ville ikke have en konflikt med Rikke over blafferen og prøvede at finde på en løsning. Og dette er faktisk et godt eksempel på hvordan man ikke kan komme uden om at nævne sine gamle såkaldte "veninder" i et julebrev – i næstekærlighedens navn. For indenfor et par timers afstand havde jeg faktisk her i bjergene to gamle "veninder", som jeg tænkte vi kunne overnatte hos, så denne blaffer kunne få vores seng i bilen. Den ene boede en time derfra, den anden to timers kørsel derfra. Jeg valgte dog Nancy, som jeg havde forsømt i længst tid, men også fordi den anden havde flere store ubehagelige hunde af samme slags derhjemme. Heldigvis var jeg i telefonen ikke nødt til at bede Nancy om at komme og hente os. Hun foreslog selv begejstret at hun og hendes mand straks kom i deres firehjulstrækker og for at redde os, idet en snestorm var på vej og "I kan sandelig da ikke sove ude i snestormen." Rikke var lettet, men nu gik det op for hende at dette blot var min plan for at kunne hjælpe blafferen ind i vores bil og hun blev endnu engang rasende skønt jeg lovede at jeg nok skulle vaske vores lagen bagefter. Allerede efter få dage med Rikke føltes vores forhold som et slidt gammel ægteskab i hvilket kvinden jo altid får sin vilje. Så blafferen måtte nedslået vandre videre ud ad landevejen i det nu isnende nattemørke. Om det var Rikke eller manden der lugtede for meget, får I selv at dømme. Dog skal det retfærdigvis siges at min erfaring med andre af mine danske medkørende siger at I nok selv ville have reageret som Rikke (men du får alligevel ikke lov til at bortcensurere dette pinlige kapitel fra rejsen!)

Nancy og hendes dejlige mand Buzz kørte næsten lige så langt for at hente os som de havde kørt for mig for at finde nogle egnede kulminer, da Lars von Trier bad mig finde en speciel mineskakt til filmen "Dear Wendy", nemlig 8 timers kørsel i snestorm. Mens jeg ikke var vild med Nancy’s tidligere tre mænd, som alle var jaloux, elsker jeg Buzz, som straks lagde ud med: "Jacob, denne gang behøver du ikke sove i kælderen. Nu har jeg bygget et helt nyt gæstehus til dig." Jo, minsandten om Rikke og jeg ikke fik et luksuriøst hus for os selv af den stenrige Buzz – han arvede i al fald et stenbrud ved sin fars død. Men den smukke Nancy, som Tony under et af vore besøg havde erklæret var en tro kopi af Vibeke, viste sig at være jaloux på Rikke. Gammel kærlighed ruster jo aldrig. Og værre endnu – hun kunne faktisk ikke lade være med hele tiden at vise det, sagde Rikke. Pga. snestormen insisterede de på at vi blev et par dage. Men nej, vi havde travlt med at nå ud til Ku Klux Klan i Indiana. Først kl. 5 næste aften var bilen færdig efter en dyr reparation – som endnu engang skyldtes eroderingen fra saltvandet omkring Kennedy-lufthavnen.

Men snestormen blev vildere og vildere og allerede efter et par timers kørsel gik bilen endnu engang i stå – denne gang i lige så stor afstand fra Nancy og Buzz, blot på den vestlige side af Ithaca. Men det lykkedes os i 10 km’s fart at få bilen manøvreret til nærmeste by, hvor vi igen måtte vente helt til næste dag. Og igen tog det mekanikerne en hel dag at finde frem til den eroderede ledning. Det var krisetider for bilbranchen og salgschefen i Ford prøvede ustandseligt at overbevise os om "fornuften" i at købe en ny bil af ham. Men så begyndte Rikke at underholde denne meget lokale mand uden det store vid om de tyve koner hendes bedstefar havde haft i Masaii-stammen i Kenya, om hans 400 børn og hendes 2000 spydbærende og bloddrikkende fætre og kusiner, som hun besøger dernede osv.

Som manden sagde: "Jeg kan ikke vente med at fortælle alle disse historier til min kone i aften. Jeg har arbejdet i dette værksted i 45 år, but you are the greatest thing that ever happened around here!" Jo, Rikke spredte skam glæde hvor som helst hun kom. Og så var det jo lettere at bære over med hendes små fejl. Og efter disse indledende 4 små sammenbrud havde bilen også vænnet sig til hende og brokkede sig ikke på resten af de 10.000 km, vi kørte. Og når nu Rikke er så god til at fortælle historier – og jeg som nytårsforsæt har at blive mere lyttende i år - synes jeg I skal høre hendes version af vores besøg to dage efter hos Ku Klux Klan. Min version fik I jo i sidste års julebrev:

INDIANA, USA: Jeg er på rejse i USA med Jacob Holdt. Siden jeg i folkeskolen så hans diasshow Amerikanske Billeder, om fattigdom og racisme, har jeg ønsket mig at komme med på en af hans ture til USA. Vi kører rundt og besøger Jacobs gamle venner, som jeg kender fra showet. Langt de fleste er sorte fattige Amerikanere, men der er også fattige hvide.

I dag skal vi besøge Pamela, en af Jacobs nyere venner. Pamela leder American Knights of the Ku Klux Klan. Den største, mest aktive og mest hadefulde Ku Klux Klan gruppe i USA, ifølge Morris Dees og hans antiracistiske The Southern Poverty Law Center, som bekæmper hadegrupperne i USA. Det er dem, der sammen med FBI overvåger grupperne og sørger for at retsforfølge dem, når de bryder loven. Normalt er det Pamelas mand, som er Wizard (leder), men han er i fængsel. Jeg vil gerne møde hende for at få større indsigt i racisme. Noget som jeg selv er blevet forskånet for, men det er langt fra alle, som har været så heldige. Noget andet er mit eget had til Ku Klux Klan. Jeg har fået en meget pædagogisk opdragelse: "Rikke, de mennesker i KKK har det jo selv helt forfærdeligt. Ellers ville de jo ikke lave sådanne forfærdelige ting. De projicerer deres eget selvhad over på andre!" Alligevel var jeg som teenager så oprørt over deres ugerninger, at jeg gik rundt med bluser, hvorpå jeg med store bogstaver havde skrevet "Død over Ku Klux Klan". Til stor underholdning for andre, især min far, da han opdagede, at jeg havde stavet det forkert. Jeg havde også en hemmelig teenage plan om at sprænge dem i luften en dag, når jeg var gammel og alligevel selv skulle dø......Da jeg fortæller Jacob dette, er hans eneste kommentar: Det gør du da bare når vi tager over og besøger dem. Den mand kan da kun være underholdende at rejse med, tænkte jeg. Nej jeg måtte over og se hvad der gemte sig bag kutten.

Vi kører ind i Butler, Indiana, byen er notorisk klanområde. Billeder af kutteklædte mænd og lynchede sorte fylder mit hoved. "Jacob, nu har du sagt, at du har mig med ikke?"

"Nej", smiler han, "vi skal da se, hvordan hun reagerer. Det er jo det, som er spændende. Hun siger jo, at hun ikke er racist." Hm, så er det skide lige meget om jeg bliver lynchet, bare du får et billede af det, siger jeg. "Du er paranoid," griner han, "du vil elske hende og omvendt." Ja right Jacob!, siger jeg surt.

Selve byen er nedslidt, men ligner langtfra en ghetto. Der er næsten mennesketomt. Pamelas hus ligger lidt uden for byen og er også klanens hovedsæde og hvor de har deres klankirke. Vi kører igennem grønne områder. Små huse og trailere (husvogne) begynder at dukke op, kun de allerfattigste bor i trailers. Vi parkerer foran hendes lille hus. Jacob siger, "Du må hellere vente her, mens jeg ser, om hun er hjemme. "

På hendes grund ligger klankirken, et træhus ikke meget større end en stor garage i et plan. På enden af huset er der hængt et stort træ kors op. Jeg er overrasket over hvor lille og ydmygt alt dette er. Er det virkelig den store, farlige klangruppes højborg, det ser jo slet ikke ud af noget. Jacob står i døren og snakker med en jeg ikke kan se. Det gør mig nervøs, er der noget galt, er det fordi jeg er med? Jacob kommer tilbage til bilen, hun har været på aftenarbejde og er lige vågnet og bad os komme igen senere. Vi kommer tilbage en time senere, og jeg er vildt spændt, da jeg træder ind af døren.

"Det er min ven Rikke fra Danmark, hun er halvt afrikaner, halvt dansk", siger Jacob. Jeg går hen til Pamela og giver hende hånden. Hun er omkring 1.65 cm høj, i starten af fyrrerne, med store blå øjne, langt krøllet lystbrunt hår. Hun har et varmt smil og jeg kan lide hende omgående. Hun er lidt genert, vi sætter os. Jeg kigger mig omkring. Det lille hus er pænt og ryddeligt. Som den evige provokatør Jacob er, fortæller han som det første Pamela om mit folk i Kenya. Masaaierne, de vilde krigere som førte store krige mod europæerne og dræbte så mange af dem, at europæerne til sidst lod dem være i fred. Jeg kigger spændt på hende, men hun smiler til mig og nyder hvert sekund af historien.

Pamela snakker lidt med Jacob om, hvordan det er gået siden sidst. Hendes mand Jeff Berry, den berømte klanleder, sidder i fængsel for tilbageholdelse af nogle journalister, som ikke ville udlevere deres bånd med et netop overståede interview. Derfor er det hende, som nu styrer klanen. Efter Jeffs fængsling er det gået tilbage for klanen. Hvor de før havde 27 klankirker spredt over USA, er der i dag 8 tilbage, og medlemstallene styrtdykker. Der er dog stadig medlemmer, for Pamela fortæller, at hun i anledning af uafhængighedsdagen holdt en KKK-sammenkomst med pænt fremmøde. Men generelt føler hun sig utrolig alene, medlemmerne gider åbenbart kun komme, når Jeff er her, siger hun. Heller ikke økonomisk har der været hjælp at hente, og hun har svært ved at klare regningerne alene. I årene 1995 til 2001, før Jeff blev fængslet, holdt Klanen møder hver weekend rundt om i USA, i modsætning til andre klangruppers, som mødes hver tredje måned. Jeffs gruppe er en af de få KKK-grupper, som ikke er blevet politisk korrekt, og stadig bruger stærkt racistiske udtryk. Som Jeff engang har sagt i et interview: "Vi snakker hadets sprog, for så får vi folks interesse." Jeff ved hvordan han skal promote sin sag, som da han på Jerry Springer Show beordrede KKKs telefonnummer frem på skærmen og fik sin vilje - for at hverve nye medlemmer. At deres indsats bar frugt, kunne man se på de eksplosivt stigende medlemstal og på den store pressedækning, som han, Pamela og deres gruppe fik, når de er mødte frem i klandragter, råbende deres racistiske slagord til de antiracistiske demonstranter, som var mødt frem, godt beskyttet af politiet.

Som jeg sidder der og kigger på Pamela, er hun helt anderledes en ventet, men fuldstændig som jeg håbede. Hun virker helt almindelig. "Pamela jeg er virkelig glad for at møde dig, Jacob har fortalt meget om dig," siger jeg. Hun smiler spørgende til Jacob. "Bare rolig", siger jeg, "han har kun sagt gode ting om dig. Men jeg har alligevel været nervøs over at møde dig fordi du er klan, men nu sidder vi jo her og hygger os i dit hus", siger jeg og hentyder til min hudfarve.

Hun griner: "Folk har altså de mærkeligst fordomme mod os, de tror jo, at KKK stadig render rundt og lyncher folk som i gamle dage."

"Jamen," siger jeg og forsøger at vælge mine ord med omhu, "det er der jo stadig nogle klanfolk der gør". "Jeg ved det, damn hateful people" siger hun, "men sådan er vi ikke alle sammen, og hvis der er noget, der kan gøre mig tosset, er det, når nogle er sindssyge nok til at skade andre pga. deres hudfarve. Damn hateful people," siger hun igen.

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor du er i klanen, hvis du ikke er racist", spørger jeg påtaget naivt. "Det er jeg, fordi vi arbejder for fattige hvides rettigheder, vores rettigheder bliver jo taget fra os," siger hun alvorligt. "Alle andre har særlige rettigheder, undtagen os."
"Fattige hvide er helt klart en overset gruppe," siger jeg, "men de sorte fik jo særrettigheder, fordi der er mange, som ellers ikke ansætter sorte, fordi USA stadig er så racistisk."

Hun nikker: "Det er det," siger hun.

"For øvrigt er der kun 33 millioner sorte, så de tager jo i virkeligheden ikke noget fra jer."

"Men det er da forkert med særlige rettigheder," siger hun. "Jeg synes bare, der generelt skulle være flere muligheder for alle fattige, uanset farve," siger jeg.

Pludselig hører jeg et skrål fra soveværelset. Jacob og Pamela griner. "Det er bare papegøjen," siger hun og henter den enorme fugl. "White Power," skriger den. Jeg er ved at dø af grin over det groteske i situationen. Her sidder Pamela og overbeviser mig om, at hun ikke er racist, og så skriger dyret White Power. "Jeg forsøger at lære ham nogle andre ord," siger hun undskyldende. Hun fortæller at den har lært det efter at have hørt på telefonsvareren i årevis. Beskeden på telefonen er nu skiftet ud med en venlig hilsen.

Jeg går på toilettet. OK, her står jeg så i Amerikas største klanleders badeværelse, og så ligner det bare mit eget derhjemme, men hvad havde jeg egentlig forventet? At der hang et par lynchede sorte ned fra loftet? Selvfølgelig ikke, men alligevel…

Da jeg kommer ind igen, står Pamela og Jacob i køkkenet.

"Vil du have et glas iste?" spørger hun og rækker et kæmpeglas hen mod mig.

"Jeff er noget af det mest søde og kærlige, man kan forstille sig," udbryder Pamela og smiler til mig, "han har intet had i sig mere."

"Pamela," siger jeg forsigtigt, "du kan vel forstå, hvorfor nogle mennesker har forbehold over for Jeff, han er trods alt berygtet klanleder."

"Ja, men det er jo bare for at få folks opmærksomhed," siger hun. "Vi er ikke racister, tænk på hvor meget opmærksomhed, vi får, fordi vi trækker i nogle klude."

"Til gengæld får I jo kun dårlig opmærksomhed," indvender jeg.

"Jeg har faktisk overvejet at lave min egen gruppe, en som slet ikke har noget med KKK at gøre, måske gør jeg det en dag. "

"Hvis du gjorde det, ville det så være urealistisk at samarbejde med andre grupper, der arbejder for fattige, f.eks. de sorte grupper eller mexicanske? Tænk hvor meget indflydelse fattige mennesker ville få hvis de holdt sammen?"

"Jeg vil tænke over det," siger hun eftertænksomt. Under hele samtalen har Jacob ikke sagt så meget. Han holder opmærksomt øje med os og smiler. Det gik som han forventede. Vi snakker stille og roligt, og Pamela hører opmærksomt efter alt, hvad jeg siger.

Jeff og Pamela har kun været gift et par år, de mødtes i Klanen og blev forelskede. De har begge været gift før. "Havde Jeff meget had i sig, da du mødte ham." "JAAA" siger hun alvorligt, "men han har ændret sig så utrolig meget, nu elsker han alle. Før snakkede han udelukkende om White Power, nu snakker han om lige rettigheder for alle."

"Så kærlighed har ændret ham?" spørger jeg. Hun nikker. "Han var i gang med at ændre hele klanen, væk fra alt det hadske og racistiske, da han kom i fængsel," siger hun.

Om det var lykkedes ham, er svært at sige. Synderegistret for Jeff Berrys klanmedlemmer er ikke for sarte sjæle. Går man ind på The Southern Poverty Lawcenters hjemmeside, kan man se, at de blandt andet er dømt for vold, chikane og mordforsøg på sorte, vold mod en 11 måneders baby, massevoldtægt, tyveri, svindel, ulovlig opbevaring af stoffer og våben. Flere af dommene er af nyere dato og står i direkte kontrast til det image af hvide frihedskæmpere, som Klanen tilstræber. Jeffs eget synderegister hører dog hjemme i den blidere ende, og Pamela har aldrig været dømt for noget.

Jeg spørger om, hvordan hendes omgivelser reagerer på, at hun er i klanen. Pamela fortæller, at de folk på hendes arbejde, som ved, hun er i klanen, undgår hende. Folk tror, at vi går og lyncher sorte, det er jo helt latterligt! Pamela fortæller at hun, Jeff og klangruppen efter en demonstration var i banken. Bankdamen der ekspederede dem var så bange for dem, at hun rystede. "Hvordan var det," spørger jeg? "Jeg havde det forfærdeligt med det, jeg forstår det ikke. Jeg er ligeglad med hvilken hudfarve folk har. Min bedste veninde gennem mange år var en sort pige, vi var utrolig tætte, men da hun fandt ud af, at jeg var i klanen, ville hun ikke være veninde med mig længere Det gjorde virkelig ondt, vi var hjerteveninder."

Jeff, hendes mand, voksede som de fleste klanmedlemmer op i et undertrykkende og ekstremt voldeligt miljø, med en far som mishandlede både ham og hans mor. Moren var narkoman og ude af stand til at tage sig af Jeff og hans lillesøster. Deres opvækst var præget af sult, fattigdom og ensomhed, for de var ofte overladt til dem selv, fra de var helt små. Han løb væk hjemmefra som 12-årig og levede på gaden i mange år, før han først blev rocker og derefter klanmand. Hans selvhad blev vendt mod dem, som er anderledes, sorte, jøder, muslimer, homoseksuelle. Men igen kommer denne dobbelthed ind, for i dag er hans mor lykkeligt gift med en sort mand, som Jeff elsker over alt på jorden, for han var jo den, som reddede hans mor fra hendes syndige liv. Flere af klanmedlemmerne har sorte og muslimske venner. Tommy, klanlederens søn, spiller f.eks. i et rap band med sorte!

Pamela kommer fra en lignende baggrund. Jeg vil vide hvorfor Pamela ikke valgte en anden, mere fredelig måde at hjælpe hvide fattige på. Jeg spørger fordi hun slet ikke passer ind i mit billede af en klankvinde. Hun virker som et utrolig sødt og varmt menneske, som søgte efter opmærksomhed, men fandt den det forkerte sted. Hun smiler, men svarer ikke rigtig på det. Måske er det nemmere at være berygtet klan end bare at være almindeligt fattig hvid. Hun har et lavtlønnet job på en fabrik. Pamela fortæller, hvor meget hun afskyr racevold og forbrydelser. Det er afskyeligt, at nogen skader andre blot fordi de har en anden farve. Damn hateful people, siger hun igen. Pamela fortæller at der er mange, som de slet ikke vil have ind i KKK, fordi de er for hadefulde og voldelige. Når klanfolk begår ulovligheder (ifølge Morris Dees sker der forbrydelser hver dag i USA), bliver hele klanen straffet, med fængsel, bøder eller inddragelse af ejendomme. Som da en anden KKK- gruppe, år tilbage, blev dømt til at betale 7 millioner dollars i erstatning, for deres lynchning af en sort studerende i Alabama. De fattige medlemmer havde ingen penge og blev sat fra hus og hjem.

"Pamela, hvordan har du det med blandede ægteskaber," spørger jeg?

Da hun svarer, er jeg lige ved at få isteen galt i halsen. "Jeg går ikke ind for blandede ægteskaber, ikke at der er noget galt med det, men det er synd for børnene. De bliver jo ikke accepteret af hverken sorte eller hvide." Jeg er uenig og siger, at sorte acceptere mulatter som sorte, og hvide racister accepter dem mere end sorte, fordi de er så lyshudede. Hun smiler, "Hm ja, så er det nok ikke sådan mere, men sådan var det i gamle dage, der var det bare et stort NO NO, når det kom til blandede ægteskaber, men tiderne har nok ændret sig," siger hun med et smil. Jacob vil fotografere os. Pamela, vi bliver nød til at sidde med nogle klan billeder, ellers er der ingen som vil tro på at du virkelig er klan, jeg mener jeg fatter det stadig ikke. Hun griner og finder nogle familie billeder frem, hvor de er iført klantøj. Hun sætter sig ved siden af mig og læner sit hovedet op af mit. Pamela skal på arbejde, så vi siger farvel og aftaler at ses næste dag.

At der er andre i klanen, som bedre lever op til de mere traditionelle opfattelser af Ku Klux Klan og ikke tænker som Pamela, gik op for mig, da Jacob og jeg tidligere på dagen tog hen til Pamelas svigersøn, en tidligere nazist og uønsket af alle i klanen på grund af hans naziholdninger. Han åbner døren til sit lille hus. Stor, kronraget og med et dødt øje, som gør ham virkelig uhyggelig at se på. Så udbryder han glad: "Hey how are you," da han ser Jacob. Smilet stivner dog straks, da han ser mig. Det er tydeligt, at han er dybt provokeret af min tilstedeværelse. Han værdiger mig ikke et blik, men taler højlydt om den hvide overlegne race. Det er enormt ubehageligt. Mens han snakker, løber hans lille toårige datter glad rundt og leger i baggrunden. Hej, råber hun og vinker til mig. Jeg vinker igen.

Han snakker færdig med Jacob, siger farvel og lukker døren lige i hovedet på ham.

Bagefter er jeg stiktosset og Jacob overrasket. Han havde ikke ventet denne opførsel fra ham.

"Nej," siger jeg hidsigt, "du har heller aldrig taget en sort med før. "

"Det er altid sværere at elske de udstødte og de uønskede," siger han.

"Med ham er det i hvert fald umuligt!" siger jeg. Da jeg fortæller Pamela om det, er hendes eneste kommentar, at "det skal du ikke tage dig af, han hader alle".

Næste dag kører vi op til fængslet med Pamela for at besøge hendes mand, Jeff Berry, i fængslet. "Det er to måneder, siden jeg har set ham sidst, og vi savner hinanden forfærdeligt. Men jeg har ikke haft råd til benzinen." Hun er spændt og har været tidligt oppe og har gjort meget ud af sig selv. "Mm, hvor du dufter," siger jeg.

Jeff skriver til Pamela hver dag fra fængselet. På turen er hun glad og snakkesalig. Efter to timer når vi fængslet. Jeg har aldrig været nær et amerikansk fængsel før og hiver straks mit kamera frem, men lige da jeg skal til at klikke, stikker en kvindelig vagt hovedet ind i bilen og siger: "Mam, tog du et billede?" "Nej" siger jeg hurtigt og pakker kameraet væk.

Vi går ind i ankomsthallen. Folk i modtagelsen er søde og afslappede og slet ikke så "militæragtige", som man skulle tro. Selvom vi halvvejs forventede det, er vi alligevel skuffede, da Jacob og jeg får ikke lov til at komme ind og se Jeff. Vi snakker med alverdens folk, men der er ikke noget at gøre. Vi skulle have meldt vores ankomst længe før og være på besøgslisten. "Det ved du fra sidst, Mr. Holdt," siger de til Jacob, "og denne gang kan vi ikke gøre en undtagelse for dig som vi gjorde sidst."
En gammel sort mand har hørt, hvem det var, vi ville besøge, og sender mig et blik, som om jeg er den værste forræder, det er ubehageligt. Vi ønsker Pamela et godt besøg og "hils ham". En af de indsatte, en ung sort fyr går og vasker gulv, han smiler til mig, jeg smiler igen, og prøver at gætte hvad han sidder inde for, og hvor langt han mon ville nå, hvis han smed gulvmoppen fra sig og bare spænede ud i friheden.

Da Pamela kommer ud igen, er hun fuldstændig forandret. "Er du ked af det?" spørger jeg.

Hun nikker. Der er flere år, til han kommer ud. På vejen tilbage til hendes hus, har hun ikke lyst til at snakke, og jeg forstår hende godt. Tilbage i huset siger jeg, at jeg er rigtig glad for at have mødt hende. I lige måde, siger hun. Hun har tårer i øjnene, da vi siger farvel, og jeg giver hende et stort knus. "Glem mig ikke," siger hun. "Vil du ikke sende et billede af dig selv og en Harley Davidson T-shirt fra Danmark?" spørger hun. "Husk at skrive," er det sidste hun siger. Samme aften sender jeg hende en e-mail og modtager straks en igen. Livet er nu fuldt af overraskelser, tænker jeg.

I de følgende dage diskuterer Jacob og jeg klanen. Jacob mener, de alle sammen dybest set tænker som Pamela, som ingen af os betragter som rigtig racist. Jeg siger at han endnu kun har mødt en håndfuld af klanens medlemmer og derfor ikke kan generalisere. "Hvad med de andre klangrupper? Er der forskel - det ved du ikke."

"Det er det samme, siger han, skadede mennesker uden selvværd, som kan hjælpes ud af hadet med kærlighed." "Rigtigt," siger jeg, "men man kan først hjælpe folk, når de er klar til det. Du kender deres synderegistre. Og hvad med nazisten?" siger jeg hidsigt, "virkede han som om han ville hjælpes?" "Du tænker for negativt, ja du diskriminere faktisk mod klanen lige nu," siger Jacob, og så er vi begge to ved at dø af grin. "Du er en gammel hippie," siger jeg. Og sådan går snakken deruda’ endnu nogle tusinde kilometer ned gennem USA.

Tilbage til min del af julebrevet:

Hør her, må jeg lige få ordet igen, Rikke? Jeg har lyst til at give min version af forløbet, men lad gå. Du skal få din positive særbehandling, da jeg jo har lovet at lytte og lade andre komme til orde i år. I denne korte avisversion var der dog ikke plads til at fortælle om vore møder med lokale aviser, sagførere og dommere i vores forsøg på at hjælpe klanlederen ud af fængsel. Kunne du monstro ikke få dig selv til at fortælle dine sorte venner hvordan du AKTIVT arbejdede på at få en klanleder ud af fængsel? Eller hvordan hans sorte sagfører frarøvede Pamela de 5000$, som hun havde betalt til for at få straffen reduceret? Eller hvordan denne nægtede at møde os af samme skyldige grund og at det bl.a. var derfor Pamela var så ked af det? Og var det nu nazisten, der diskriminerede mod dig, eller omvendt ved at han måske ikke kunne se en sort som dig i mørket? Ja, jeg er glad for at du ikke kan svare igen i julebrevet, for sådan sad vi faktisk fra morgen til aften og skændtes og debatterede hver dag i en måned så tiden og milepælene slet og ret fløj om ørerne på os. Og hvis jeg prøvede at hvile ørerne et sekund råbte du straks: "Hallo, skru nu op for høreapparatet, Jacob!"

I mange år har jeg undgået at køre helt ud til Iowa og Kansas, men med Rikke ved siden forekom turen blot som min normale tre-timers flyvetur derud. Vort næste mål var "The White Privilege Conference" organiseret af min sorte ven Eddie Moore – den egentlige årsag til at jeg rejste i april frem for som normalt i februar - Black History Month. Jeg havde lovet Eddie ikke at bringe mine nye klanvenner skønt Pamela tidligere havde bedt mig om at tage hende med. Det var da også en næsten ren sort konference - for mest sorte akademikere og nogle få kendte hvide antiracistiske workshopledere - der fandt sted i et bondeknolds- universitet i det hvideste Iowa.

Eddie havde sørget for den fineste hotelsuite til is og den nød Rikke efter bilsammenbrudene og de ildelugtende blaffere i et sådant omfang at hun næsten ikke kom udenfor en dør, men gik og vaskede tøj i én uendelighed. Særligt tosset var jeg over at hun ikke oplevede den forrygende åbningstale af den kendte psykolog Naim Akbar, som har været min egen sorte agents vigtigste trækplaster i årevis. Jeg selv lærte meget under de mange foredrag – ikke mindst om retfærdigheden i "black reparations" – erstatningsbeløb til det sorte samfund pga. slaveri og undertrykkelse - som jeg ikke tidligere havde været udelt tilhænger af. Og i al fald var det spændende at møde mange af de sorte kendisser, hvis bøger og ry jeg havde kendt til i årevis, men hvem det er så svært at møde, da vi er hinandens indbyrdes konkurrenter på universiteternes "lecture circuit."

Men de sidste to dage af konferencen blev jeg uventet pludselig selv nød til at opholde mig i hotellet. Mine hjemmesider var nemlig pludselig blevet en sand verdenssucces og besøgstallet eksploderet i en sådan grad, at Rapidsite – verdens største kommercielle server beliggende i Florida – aldrig havde oplevet lignende. Som de sagde: "Hvis du havde reklamer på ville du være blevet millionær og kunne sidde på en sydhavsø nu." "Ja, svarede Vibeke, lad os få det!" Men problemet lige nu var at de pga. den megen trafik på mine hjemmesider (forårsaget af de mange billeder, timelange film og lydklip) begyndte at sende mig kæmperegninger på 18.000 kr om måneden. Denne, de store koncerners topsikrede server var nemlig også en af verdens dyreste. Så under konferencen måtte jeg sidde og surfe rundt for at finde en billigere server. Jeg valgte Hasweb i Pennsylvania og måtte derpå i gang med at føre 17.000 hjemmesider og 5000 billedfiler fra Florida over på den nye server via min lille bærbare i hotelværelset mens Rikke vimsede omkring mig og sminkede sig i en uendelighed. (Jeg havde aldrig før rejst (så langt) med en fotomodel, så hvis jeg virker lidt hård i min beskrivelse af hende her er det ikke KUN for at drille hende, men også fordi det virkelig var en prøvelse for denne "gamle hippie"! Jeg vil slet ikke nævne alle de andre udtryk hun rapt fyrede af om mig når hun i sit selvforsvar gav mig kam til eget hår.)

Efter mit næste show langt ude i Nebraska fik jeg dog sat hende lidt på plads – der hvor hendes slags "hører hjemme." Hun havde nemlig i én uendelighed romantiseret den (eller endog "min", som hun sagde) sorte kultur, så jeg besluttede at overnatte hos en af mine gamle sorte "veninder" i Omaha. Cynthia bor lige ved siden af Malcolm X’s fødehjem i en kriminalitetshærget sektion af ghettoen og da jeg vidste at hun ikke havde meget plads sagde jeg til Rikke "Du bliver desværre nødt til at sove alene ude i bilen på gaden. Det ved jeg at du ikke har noget imod, da du jo elsker dit folk så meget!" "Det siger jeg dig, Jacob, det nægter jeg pure." Og derefter spandt Rikke som en lille artig kat, så Cynthia forbarmede sig over hende og fandt en plads til hende i et lille hummer på loftet. Jo, vi kunne være ganske grusomme mod hinanden, men dog aldrig mere end at hun selvsikkert påstod: "Jeg ved at du blot driller mig fordi du elsker mig."

Herefter startede vores egentlige tur til syden. Formålet med mine gamle vennebesøg var denne gang at lave videointerviews med alle de kendte mennesker fra min bog. Dels for selv at bevare mindet om dem, dels for at bruge dem på min planlagte interaktive DVD for skolelærere om racisme. Efter 30 år var det på tide at lade alle mine fotografiske ofre fortælle deres egen historie. I bogen og showet er det jo mig der fortæller om dem og fortolker hele deres triste liv. For er det nu så trist? Ja, i dette nye år var det jo min tur nu til at lytte. Lad mig indledningsvis sige at det af samme grund var min plan i år blot at lade dem fortælle hele mit julebrev sådan som Rikke gjorde det før. Den side er gået i vasken, da jeg overhovedet ikke har haft tid til i årets løb at gennemlytte de 30-40 timers bånd – endsige at skrive dem ned og at oversætte dem. Og da jeg ikke vil referere deres historier efter hukommelsen her – thi så bliver det jo alligevel med mine fortolkninger – vil jeg i julebrevet blot periferisk beskrive de folk, vi besøgte. Deres livshistorier - fulgt fotografisk fra år til år - vil siden komme på mine hjemmesider, hvor I evt. kan læse, se og høre dem selv fortælle om deres liv gennem snart 1/3 århundrede af USA’s historie.

Dagen efter ghettoovernatningen i Omaha gik dog det første interview i vasken, idet mit offer - den hvide June Holte – pludselig blev kaldt til Canada. Hun var ikke en af de gamle fra bogen, men fra en af mine første succesrige workshops i slutningen af 80’erne. Hun havde været med i en stor "unlearning racism group" som vi startede efter mit første show i U. of Wisconsin og som voksede for hver gang de kaldte mig tilbage med showet til det altid fyldte Grand Union Ballroom. Pia Tafdrup havde på turen i 1987 været særdeles imponeret af denne gruppe, som var blevet rystet så stærkt sammen at de gennem alle årene siden hen har bevaret kontakten med hinanden – skønt de nu er spredt over hele USA. Og sidste år kontaktede de mig så for at invitere mig med til deres 10 års jubilæum, hvor de i en hel weekend ville diskutere hvordan Amerikanske Billeder havde formet deres liv i tiden efter universitetet. Desværre kunne jeg ikke komme til dette møde på Hawaii og havde derfor aftalt med initiativtageren June Holte at interviewe hende om deres konklusioner nu i Kansas City.

Vi kørte derpå halvanden dagsrejse med min massemorderven, Woody, som næste mål i det nordlige Louisiana. Efter 10 år i fængsel er jeg stadig den eneste, som har besøgt ham. Men også her var fuglen fløjet, idet han var overflyttet til et andet fængsel så langt væk at vi måtte opgive at nå dertil hvis tidsplanen skulle overholdes. Fængselsbesøg er nemlig uhyre tidskrævende i USA. Vi nød dog at komme ud af sneen i nordstaterne ned her i den sveddryppende fugtigvarme. Selv Rikke kunne bedre klare blafferne nu, hvor deres ildelugtende bylter var mindre og skyldfølelsen over at lade dem overnatte udendørs endnu mindre. Jeg måtte jo indrømme at der ikke var plads til dem med hele den sminkestue hun havde fået indrettet i forreste del af bilen. Her sad hun i timevis og lagde grønne nattecremer og ansigtsmasker på når vi ankom til et truckstop ud på natten. Da hun ikke havde kørekort var jeg normalt så tæsketræt af hele dagens kørsel at jeg altid var faldet i søvn, når hun langt om længe krøb om til mig i sengen. Efter et stykke tid vågnede jeg så pga. de skønne dufte, men så var hun for længst faldet i søvn. Og sådan kan man jo bevare sin uskyld et langt stykke ud af livets vildveje. Lige så hyppigt var jeg dog nødt til at køre en stor del af natten for at nå frem til interviewene i dag- og aftentimerne, hvor der var størst chance for at finde folk hjemme. Med det resultat at jeg var så træt når jeg så mine gamle venner og mine interviews så uoplagte og "pinlige" at Rikke begyndte selv at stille spørgsmålene frem for blot at filme dem. Snart overtog hun næsten helt instruktørrollen og skrev sågar "drejebogen til filmen." Med min gamle "ja-siger-rolle" fra vagabondårene og dybe uvilje mod at tage initiativer kan jeg ikke sige mig helt fri for at jeg nød at blive dirigeret rundt med af denne usædvanligt viljestærke person, jeg havde fået med i bilen. Hele billedet stod i skærende kontrast til det tab af viljekraft og initiativ, du gav udtryk for i din norske bog "en amerikareise" efter den næsten samme tur, Eli Saeter. Spændende er det i al fald på så intense ture at opleve hvordan man gradvis bliver et produkt af hinanden og hvor forskelligt produktudviklingen kan falde ud med forskellige personer. Se f.eks. senere i julebrevet hvor anderledes efterårsturneen faldt ud med en helt anden slags kvinde ved min side.

Jeg skal undlade her at fortælle om hver af de gamle venner og familier, vi besøgte. Dels kender I dem snart for godt fra tidligere julebreve og dels har jeg sværere og sværere ved at beskrive disse for mig nu så rutineprægede rejser. Det er sjovere for mig at genopdage mine egne "gamle reaktioner" ved læsning af andres beskrivelser som f.eks. Elis og Rikkes. Så lad os igen lytte til hvordan Rikke som sort oplevede familien til de massemordere, både Eli og jeg tidligere har beskrevet.

LOUISIANA, USA: De siger at Louisiana er den mest racistiske stat i hele USA. Lige siden vi kørte ind i staten, har jeg haft en knugende fornemmelse i maven…frygt. Du er paranoid, siger Jacob. Måske siger jeg, vi får se. Jeg har aldrig været i syden før. Billeder af racistiske rednecks fylder mit hoved, mens jeg kigger ud på det smukke, eksotiske landskab. Her sydpå er alting grønt og frodigt. Alt er så smukt. Undtaget menneskene…

Vi kører ind på Taco Bell. Et kæmpe flæskebjerg af en hvid kvinde står bag disken. Sjusket og nusset, med lang tjavset hår, siger hun "How are you all doing" med sydstats-accent og et smil så stort, at man kan se, at hun ikke har en pløk i munden. De andre servitricer ligner hende, de er alle på nær en enormt fede, skeløjede eller med store tænder strittende lige ud i vejret og uheldige frisurer. Jeg er rystet, jeg har aldrig set noget lignende. Her er de virkelige kandidater til en makeover, tænker jeg, mens jeg bestiller min mad. Til gengæld er de supersøde og snakker løs og vil vide alt om Danmark.

Andre kunder snakker gerne med, selv om de ikke rigtig ved, hvor Danmark ligger.

Hvad hedder den by, som Bill Clinton kommer fra ovre i Arkansas, spørger jeg en mand i køen. Øh, Bill Clinton? gentager han langsomt og kigger spørgende på mig. Ja du ved præsidenten……Ingen reaktion. En af servitricerne bryder ind, det ved jeg, den hedder Hope, siger hun, jeg har været der. Vi spiser. Tilbage i bilen siger Jacob "De var da ikke så farlige." Nej siger jeg opmuntret, de var helt vildt søde. "Du er jo for øvrigt ikke engang rigtig sort," driller Jacob, "ja de tror såmænd bare, du er en solbrændt hvid."

Så må vi jo fortælle dem noget andet, siger jeg fornærmet og skuler olmt til ham.

Intet andet sted i USA lever sorte og hvide så opdelt som her i Louisiana. Spørger du de afroamerikanerne, som bor helt ude på landet, er der ikke meget, som har forandret sig de sidste 30 år. Her spiser sorte og hvide stadig på forskellige restauranter, og man holder sig til sine egne. Om morgenen har Jacob og jeg spist morgenmad på en restaurant. Da vi kommer ind, ser jeg at der kun sidder hvide. De kigger underligt på os. Måske er de ikke vant til sort/ hvide kunder her tænker jeg, men kommer så til at se på Jacob. En hippie, med langt flagrende gråt hår og flettet skæg, som går helt ned til maven, er afgjort heller ikke noget de er vant til her!

Vi kører ad småbitte veje for at finde frem til Jacobs venner. Størstedelen af de hvide mennesker, vi møder, ligner de klassiske rednecks-typer, som vi alle kender dem fra film. Blege, fede med kasket og lædervest, kørende i deres pickup truck, med sydstatsflaget i bagruden og i værste fald et gevær. På et tidspunkt kører vi galt og ender på nogle småveje. Det er blevet mørkt og panoiaen har sit tag i mig. Vi er langt ude i Louisianas sumpe. Pludselig ser vi lys og kører ind i et lille skovbryn. Det viser sig at være en trailerpark, her kan vi spørge om vej. Da vi kommer nærmere, ser vi nogle store skilte. Jeg tror ikke mine egne øjne, da jeg læser dem: Redneckpower, White Pride og andre slagord med racistiske undertoner! Vi er landet midt i en fattig, hvid trailerpark!.Vi er helt klart kørt forkert, og situationen begynder at ligne en scene fra Mississippi Burning.

Jacob tager det helt roligt, de gør ikke noget. En hund gør, og en fjendtligt udseende mand kommer hen til bilen. Hvad laver I her? Jacob spørger om vej, men han kan ikke hjælpe os. Jeg vil ud derfra, men det er næsten umuligt at vende bilen, der er ingen plads og hunden løber nu gøende rundt efter bilen. Jeg kan allerede se for mig, at vi kommer til at køre hunden ihjel. Undskyld Mister White Pride, det er vi virkelig kede af, det var ikke med vilje.

Bilen larmer afsindigt og jeg forventer når som helst, at resten af rednecks’ene skal komme myldrende ud af deres trailers. Endelig får Jacob vendt bilen og vi kører videre.

Pludselig standser han bilen. Der ligger et lille hus. Det viser sig at være en bar. "Kom, vi går ind og spørger om vej." Jeg kigger ind, det er en redneckbar, in the middle of nowhere.

Er du fuldstændig sindssyg, siger jeg. Kom nu, siger han beroligende, de er sikkert lige så søde som Ku Klux Klan, dem kunne du jo godt lide. Jeg nikker og går tøvende ind. Indenfor sidder et par klassiske sydstatsbeboere, det er et rigtigt lokalt sted, med bar og sofaer. Der er kun hvide. En kæmpestor skaldet fed mand sidder foran et bord sammen med et par andre fyre og en dame. Foran ham ligger en knippel. Det tegner godt...

Bartenderen byder os velkommen med et smil. What are you all having? Og jeg tænker som altid på hvorfor man i syden tæller en to mange, når man henvender sig til folk. En fulderik bliver rasende, da Jacob vil tage hans billede, og ender med at blive smidt ud af bartenderen.

Stemningen er fin nok, folk er overraskende venlige. De har intet imod os, men det ER en redneckbar, og det gør mig nervøs. Jeg kaster mig straks ud i min mest charmerende "hej hej vi er fra Danmark"-tale. Jacob charmer dem også og tager scenevant over. De griner og lader sig underholde. Provokatøren Jacob, tager den fede mands knippel, kigger direkte på ham og spørger, hvad bruger du den til? Han fortæller at han blot har fundet den. Jacob tager et billede af ham og et af bartenderen med hans gevær. De viser os den rigtige vej, og vi kører videre. Kom snart igen, siger de venligt.

Klokken nærmer sig 22.00, og det er bælgmørkt udenfor, da vi når vores mål, en by som ligger ved de store sumpe i Louisiana. Jacob og jeg er på vej hen for at møde en fattig, hvid familie, han kender. De bor midt ude i de krokodillefyldte sumpe og for ikke at køre forgæves vil vi lige tjekke hos hans mor, om de stadig bor samme sted. Området, vi kører i, er ekstremt fattigt. De hvide og sorte ghettoer ligger side om side. Vi kører ind i et hvidt ghettoområde. Det er lige præcis disse områder, man som sort ikke skal begive sig ind i, og som mine amerikanske venner har advaret mig om. Mange fattige hvide i USA bruger de sorte som undskyldning for deres egen fattigdom - de tager vores jobs, bistand, osv ... Upåvirket af den kendsgerning, at der er 200 millioner hvide og kun 33 millioner sorte. Som hvide bor de på den "forkerte" side af byen. De bor, hvor de sorte bor, de bor i forfaldne shacks, eller i trailere, de er dårligt uddannede og lever i ussel fattigdom og kriminalitet, nøjagtig som de fattige sorte. De har ikke racismen at kæmpe imod og bliver set ned på af mange hvide og sorte for at ikke klare sig bedre. Man kalder dem White Trash – hvidt affald.

Vi finder huset uden problemer, jeg venter i bilen, er utryg i dette område. Jacob kan slet ikke sætte sig ind i mine forbehold. Ingen mennesker er dårlige, man skal bare møde dem med åbent hjerte og sind. Right!

"Jacob," siger jeg, "jeg er en ung sort kvinde, du er en halvgammel hvid mand. Halvdelen af mændene i de her områder er i fængsel for drab eller voldtægt på sorte." De dræber også hvide," siger han. "Det gør det sgu da ikke bedre," siger jeg.

Han banker på et hus, der er nogle hjemme, så jeg hopper ud af bilen. En hvid kvinde åbner døren. Hun er omkring 60 år, har ikke en tand i munden, men formår alligevel at tygge på tyggegummi. Hun byder os ind, men undskylder sit lilla nattøj. Jeg var på vej i seng, siger hun. Huset er lille og faldefærdigt, der er kun et par værelser. Væggene ligner papmache, og møblerne har set bedre tider, men der er pænt og rent. Der er så lavt til loftet, at vi må bukke os for ikke at få viften i loftet i hovedet, når vi står oprejst. Vi sætter os. Rita, som hun hedder, er sød og imødekommende og svarer beredvilligt på alle vores nærgående spørgsmål. Glad for lidt adspredelse. Som hun siger, så er aftenen ikke så lang.

Rita kommer fra en ekstremt fattig familie: Jeg voksede op langt ude i sumpene, der boede næsten ingen andre end vores familie. Rita griner: Vores hus havde kun et eneste rum, hvor vi alle sammen sov, alle ni. Vi var så fattige, at vi alle sammen måtte blive hjemme og hjælpe mor og far med at arbejde. Som mange andre fattige arbejdede vi i sumpene, vi var rejefiskere. Det er hårdt arbejde, men vi havde det godt. Vi elskede mor og far, siger hun med et smil. Først da jeg var 13 år, blev vi fundet af myndighederne og sendt i skole. Jeg kom til at gå i 5 klasse, men stoppede snart, for mor og far havde brug for os derhjemme til arbejdet. Rita kan du læse og skrive? Ja, det lærte jeg mig selv senere, siger hun stolt. Det er tydeligt at mærke, hvor ensom hun føler sig og hvor glad hun er for at vi er kommet.

Vi kigger på familiebilleder. Og snakker om hendes børn. Jeg peger på en yndig ung pige:

Hvor er hun køn, din datter? Hun nikker stolt. Min datter forsvandt tilbage i 67, hun var 16. Jeg fik en anonym opringning, en stemme sagde hun var druknet i en havn. Så kom politiet og sagde det samme. Rita, hvem var det, der ringede? Måske morderen, siger hun, for ingen andre vidste, hvor hun var. Hun blev aldrig fundet. Det er det værste. Hendes stemme dirrer, og hun får tårer i øjnene. Det er 35 år siden, og jeg har aldrig sluppet håbet om, at hun en dag kommer tilbage til mig.

Hvad med dine andre børn, spørger Jacob, mest for min skyld, han kender familiens historie.

Hun kigger på mig. Vores familie er forbandet, siger hun bestemt. Der har været så mange mord og ulykker, vi er forbandet. Min stedsøn sidder i fængsel for mordforsøg, han sprættede maven op på en ung, hvid pige. Hun overlevede, men hun vil aldrig kunne få børn. Jeg glemmer aldrig den nat. Woody og hans ven kom løbende skrigende ind i huset, hvor de sank om. Deres tøj var fuldt af blod. Mor, sagde Woody, jeg har gjort noget forfærdeligt...

Senere har han fortalt mig, at han intet husker om selve overfaldet, han var sanseløst fuld. Woody blev dømt, men jeg tror, at det var hans kammerat, som skar i den pige, for Woody har aldrig nogensinde gjort et andet menneske ondt. Aldrig nogensinde, siger hun eftertrykkeligt. Han er forfærdelig ked af, hvad der skete med den unge pige. Mor, jeg ville gøre hvad som helst for at gøre det godt igen for den unge pige, har han sagt, gang på gang.

Rita fortæller videre. En anden søn er i fængsel for mord på sorte amerikanere. Han slog tilfældige sorte mennesker ihjel. Et af hans ofre var en sort mand, han havde set på et marked. Det var højlys dag. Manden stod med sin kone og børn, da Ritas søn gik op til ham og sagde, at i dag skal du møde din skaber. Hvorefter han stak ham ned med en kniv, han døde omgående. Selv i fængslet slår han stadig sorte ihjel. Dagen før en sort medfange skulle prøveløslades, oversprøjtede Ritas søn ham med benzin og satte ild til. Han brændte ihjel. Sammy kommer snart ud af fængslet, siger Rita. Jeg er nervøs for, hvad der kan ske. Jeg har sagt til ham, at han skal tage op i bjergene, væk fra det hele og blive der, så han ikke gør nogen fortræd. Når Rita fortæller om alle mordene, undlader hun at sige, at de var på sorte. Hun prøver at tage hensyn til mig, til at jeg er sort. Hun havde nu ikke behøvet at tage hensyn. Jeg føler mig godt tilpas sammen med Rita. Jeg kan mærke, at hun er ligeglad med, hvilken farve jeg har. Det, der er vigtigt for hende, er, at der sidder et andet menneske, som er nærværende og prøver at forstå, hvor hun kommer fra.
Jeg forsøger så godt det er muligt at skjule, hvor rystet jeg er. For mig er hendes historie helt ekstrem, men her er i nabolaget kan næsten alle familierne fortælle om lignende hændelser.

Vi er forbandede, siger Rita igen. Vores familie er ekstremt voldelig og har altid været det.

Hvad med dit ægteskab, hvordan var din egen mand? Han var ok. Det er tydeligt, at hun ikke vil snakke om sin afdøde mand, så jeg undlader at spørge mere til ham. Jacob ved fra andre familiemedlemmer, at han mishandlede sine børn og koner (han var gift to gange) på det grusomste. Også han havde en blodig fortid med mord på sorte.

Jeg sidder og kigger på alle familiebillederne på væggen i den lille stue. Bag de smilende mennesker gemmer der sig disse ufattelige skæbner og tragedier. Nogle af dem er glamourbilleder. Taget af en rigtig fotograf. Rita og hendes døtre står med fine lange kjoler, opsat hår og masser af makeup. De er badet i et blødt lyserødt skær, billederne er så softet, at man næsten ikke kan se ansigtstrækkene. Det er måske meget godt, for familieskæbnen er ikke gået sporløst hen over deres ansigter. Alle smiler de sødt, uvidende om, at de endnu engang er ved at blive indhentet af skæbnen. Det giver et stik i hjertet, da jeg ser billedet af den kønne 16-årige datter, hende som aldrig blev fundet.

Jeg har en søn og en datter, som aldrig har været på kant med loven, thank god, siger Rita stolt, og jeg bliver helt lettet. Rita viser os gamle billeder af hendes forældre, de hænger i hendes lille soveværelse. På vej ud opdager jeg, at der står en motionsmaskine. Sådan en har jeg også haft, siger jeg, men jeg brugte den ikke så tit. Det gør jeg heller ikke siger hun og griner til mig, og jeg tænker på, at hun trods alle sine ulykker i livet stadig har en hverdag og gør ting som vi andre. Nå men Rita, vi er på vej ud for at besøge John, siger Jacob.

John, hendes søn, skal efter sigende være den allerværste og mest farlige af Ritas sønner, den som har dræbt flere sorte end nogen anden, men han har indtil nu utroligt nok undgået fængsel. Jeg er mildt sagt temmelig nervøs for at møde ham, men har beroliget mig selv med, at Jacob ikke ville tage mig med, hvis det var rigtig farligt. Det er den familie, som bor langt ude i sumpene, og som vi er kommet hele vejen for at besøge.

Johns kone er død, siger Rita. Jeg kan se, at Jacob er rystet. Hun døde i en færdselsulykke sidste år, fortæller hun. John er ikke rejefisker mere, han arbejder på en båd og er væk i dage af gangen. Han er ikke i byen i øjeblikket. Hvad med børnene? Spørger Jacob. De er tvangsfjernet, min datter har de to mindste. Den største på 17 bor hos John og hans nye kæreste, siger Rita. Hun følger os ud af det lille hus, da vi siger farvel.

Klokken er hen ad midnat. Men jeg må tro om, hvis jeg tror, jeg kan få lov til at forlade denne djævlens baghave allerede. Jacob har andre planer. "Jeg skal lige finde et par andre bekendte," siger han. "Jacob, jeg vil ud af dette område NU," siger jeg.

"Hold nu op, du hørte selv, at halvdelen af alle mændene er i fængsel," siger han.

"Hvad så med den anden halvdel?" spørger jeg. Efter alle rædselshistorierne har jeg intet ønske om at blive midt i dette vanvittige område, jeg vil ud, og det kan kun gå for langsomt.

Jacob tænder lyset i bilen, og jeg føler, vi sidder til skue i projektørlys for eventuelle morderiske rednecks. Jeg bliver grebet af panik og tænker: Var det en fejltagelse af tage af sted på denne rejse, hvad nu hvis noget går galt. Er det her ikke lige præcist den slags situationer, man læser om i aviserne og tænker, hvor dum har man lov til at være.

"SLUK DET LYS, jeg kan godt selv høre at jeg lyder hysterisk, men jeg ER bange."

Han griner og slukker lyset. "Du er da fuldkommen fra den," siger han roligt og ryster på hovedet. I det samme kommer en bil kørende med to rednecktyper. Jeg dukker mig samtidig med at jeg låser dørene. Jeg kan mærke, jeg sveder, og mit hjerte banker hurtigere, da jeg til min skræk ser Jacob rulle vinduet ned og spørge dem om vej. Bagefter skælder jeg ud, Er du fuldkommen vanvittig, er du fuldstændig blottet for faresignaler. Jacob siger, at man aldrig skal vise, man er bange, så går det først galt. "Men jeg ER bange, og det er umuligt at skjule," siger jeg meget højt.

Vi holder foran et hus. Går du med, spørger Jacob? Jeg prøver at berolige mig selv med, at Jacob jo har rejst i ghettoen i 30 år og derfor må vide, hvad han gør. Det hjælper ikke. Jeg går modvilligt med, bange for at sidde alene tilbage i bilen. En gammel hvid mand åbner døren, Jacob spørger til hans søn. Han er i fængsel for vold. Da Jacob spørger til en anden, lyder det igen: I fængsel for mord. Nu har jeg fået nok.

Men Jacob kører laaangsomt rundt i gaderne. "Øv, øv der sker intet, lad os hænge ud og se, om vi kan finde fulderikkerne fra sidst, jeg var her." "Hænge ud i en redneck ghetto midt om natten!!! Jeg nægter at forlade bilen, vi kan hænge ud om dagen, det er for farligt om natten," siger jeg. "Jamen det er sådan, jeg får mine bedste billeder," siger han ærgerligt. Til sidst giver han efter og vi kører ud af ghettoen. Det er det eneste tidspunkt på hele vores tur, hvor jeg har været rigtig bange.

Næste dag er jeg lettet over, at vi skal videre. Jeg har fået nok af Louisiana for denne gang. Jeg kigger ud af vinduet, mens vi kører gennem staten, og nyder det smukke landskab, som til forveksling ligner Kenya. Den frodige natur, de smukke farver, de små bugtede veje med den røde jord. Men det, der slår mig mest, er hvor fattige folk er. Mange af dem sidder på deres hullede terrasser i de faldefærdige skure, og hvis det ikke var, fordi at nogle af dem er hvide, ville det ligne et lille stykke af Afrika, lige her midt i USA, verdens rigeste land.

Tilbage til min egen beretning

Ja, som I kan høre med Rikkes egne ord er hun lidt "hysterisk". Men der er meget mere at fortælle om massemorderens familie siden sidste opdatering i 1996-julebrevet. Jeg var rystet over Tinas død, men ikke overrasket efter den vold jeg så hende omgive sig med. I husker hvordan hun piskede børnene på dengang 2 og 7 år med livremmen. Hendes trafikdød var forårsaget af kokain- eller spiritusforbruget. Det, der glædede mig nu, hvor jeg genså børnene var deres ustyrlige glæde over at se mig igen. Det bekræftede endnu engang for mig hvor vigtigt selv vores korteste besøg eller mindste nærvær og kærlighed er for sådanne kærlighedshungrende børn. Og alligevel er det netop sådanne voldelige og forhutlede familier alle vender ryggen til og ikke vil blande sig med. Skønt jeg dengang kun havde været hos den 3-årige Gene i sammenlagt to dage og i irritation selv havde været på nippet til at give den uvorne pige nogle "velfortjente" tæsk, - ja, så kunne jeg nu se hvor meget mit besøg dengang havde betydet for denne nu 9-årige pige. Og den nu 16-årige Samantha, som I husker dengang havde slået en sort dreng halvt ihjel med brosten og som siden havde været to år i fængsel, var ligeså uhæmmet i sin begejstring ved gensynet. Og ikke mindst ved at møde Rikke, som hun uophørligt ville fotograferes sammen med. Det kan godt være at de i smerte havde slået sorte ihjel, men smerten skelner ikke mellem hudfarven på den kærlighed, som kan dulme smerten.

Rikke fik kun New Orleans at se i 2 timer over en kop kaffe på Bourbon St. fordi jeg ville nå at være fremme I min sorte ekskone, Annies gamle hjemby i Mississippi påskemorgen. Jeg ønskede nemlig at fejre påsken i den gamle rønnede shack kirke, hvor hendes bedstefar havde været præst i hendes smertefulde barndom. Natten forinden overnattede vi i bilen ude i de skovområder på Highway 19, hvor Ku Klux Klan myrdede de tre borgerretsforkæmpere, som i dag mest er kendt fra "Mississippi Burning" men som Annie legede med i sin barndom og fortæller om på mine hjemmesider. Efter alle de bindegale hvide, vi havde mødt i Louisiana, syntes Rikke nu at de hvide her ikke så "spor farlige ud."

Dette undrede mig egentlig da jeg i 1975 selv havde været frygtelig bange for dem. Ikke blot pga. al den vold, Ku Klux Klan havde begået her, hvor Annie aldrig turde vende tilbage, men måske nok så meget var min angst fremkaldt af en slags skyldfølelse dengang over netop at blaffe hertil for at forkynde for bedsteforældrene og dermed hele byen, at jeg var blevet gift med en af dens sorte døtre, hvorved jeg jo netop forbrød mig mod de raceblandingslove byen så indædt havde kæmpet for at bevare.

Bedre var det ikke blevet af at jeg inden jeg samlede mig mod til at blaffe de sidste 50 km op denne blodets vej havde boet i den større naboby Meridian hos en ung fyr, hvis far stadig var aktiv i klanen. Faktisk lod han mig bo ude i det baghus, hvor han havde sin klandragt hængende, - et baghus, som jeg brugte til natlige stævnemøder med mine to – tja, skal vi blot her sige "veninder" for ikke at støde hverken klanen eller I andre? En ting var at jeg havde skyldfølelse over at "date" to piger i samme by – skiftevis en sort og en hvid pige – der for at gøre det endnu mere forvirrende begge hed Barbara – nemlig Barbara Highland – en høj flot sort pige fra fattiggården midt i byen – og Barbara Weldon – en ung hvid fraskilt kvinde, som jeg havde mødt i mit forsøg på at charmere mig gratis ind i den biograf, hvor hun arbejdede. Det sidste lykkedes så godt at jeg ikke blot så en masse gratis film, men at denne flirtende sydstatsracist af typen jeg altid faldt for prøvede at charmere sig ind i baghuset hos min klanvært så tit at det var svært for mig – og dog dødsens nødvendigt i denne snæversynede by - at holde hende adskilt fra den anden Barbara. I dag husker jeg mest hvordan jeg mellem disse tre modpoler – klanen og de to Barbara’er – gik rundt som ét stort omvandrende bundt af skyld og frygt. Sjovt nok var den eneste jeg ikke havde nogen skyldfølelse overfor min rigtige kone, Annie, hvis familie jeg var kommet blaffede 4000 km fra vores bopæl i San Francisco for at besøge.

Det var med denne bævende bagage jeg dengang endelig havde taget mig mod til at blaffe det sidste stykke af "Mississippi Burning" vejen op for at "integrere" Annies barndomsby, racismens højborg Philadelphia, som selv Martin Luther King havde frygtet at tale i og hvor jeg endte med at tage mange af de mest rystende billeder i min bog.
 

Med al den angst jeg dengang havde følt kunne jeg ikke undgå nu at føle en vis irritation og skuffelse over at Rikke nu syntes at disse hvide så helt søde og rare ud – i al fald i sammenligning med dem i massemorderens by – nu hvor vi jo trods alt selv ankom ad Via Dolorosa slæbende på et provokerende kors som sort-hvidt par. Efter flere sveddryppende nætter i bilen skyndte vi os at få et brusebad hos Annies barndomsnabo, Linda Pace, hvis tykke 10-årige søn var så betaget af Rikkes skønhed at han hægtede sig fast i hendes skørter for stolt at ankomme sammen med hende i kirken.

Der var stuvende fuldt påskemorgen og vi blev bænket helt oppe foran med ansigt mod menigheden, hvilket blot gjorde Lindas søn endnu mere stolt, ja, så stolt at han græd på et tidspunkt. Kirken var af den fattigste "holy roller"type, i hvilken først den ene, så den anden kvinde går i ekstase og besvimer lige så lang hun er hen ad gulvet. Og da en sort Jesus kom slæbende ind med et kæmpekors, som han lod sig nagle til, lå på et tidspunkt næsten hele menigheden besvimet på gulvet i én stor kadaverdynge. Jeg fotograferede på livet løs (se billederne på julebrevets hjemmeside) – særligt når Lindas kæmpestore nabo Gloria Spikey gik i ekstase her kort før vi endte til påskemiddag hos hende bagefter.

Men forinden kom hele den utrolige seances højdepunkt, som jeg havde ventet på – øjeblikket hvor jeg skulle stå op foran menigheden og bekende formålet med vores besøg. Jeg var helt rørstrømsk i stemmen da jeg nu stod overfor indbyggerne her fra Jericho St, hvoraf mange kunne huske mig fra 28 år siden da jeg var gået rundt og havde fotograferet dem - gaden, som klanen havde paraderet igennem med brændende kors – her hvor jeg havde boet hos Annies bedstefar, som piskede hende hængende i læderremme i brændeskuret ved siden af Linda Paces hus, som Annie fortalte om i min amerikanske udgave af bogen (og på mine hjemmesider).

Nu stod jeg her for at fortælle dem alle at Annie netop var død – pigen, som kun de ældste af dem egentlig huskede. Hun havde ikke været tilbage i næsten 50 år siden hun var flygtet dengang hun påkaldte sig de hvides vrede over at være den første sorte til at bruge byens bibliotek. Amen, amen, Praise the Lord, istemte de gang på gang mens jeg i bedste sorte kirkestil talte mig varm. Og bagefter kom alle de gamle damer op til mig for at fortælle at også de havde leget med "præstens tvillinger", "red and blue", som Annie og hendes søster blev kaldt. Men når jeg så hvor gamle disse damer var – alle med hatte så store som Rundetårn - blev jeg rystet over at erkende HVOR gammel min ekskone egentlig måtte have været. Ikke underligt at Annie aldrig ville fortælle mig sin alder før hun på bryllupsdagen i New York tabte dåbsattesten ud mellem to togvogne i undergrundsbanen, så at et stort hold jernbanearbejdere måtte lede i mørket hele vejen de 10 km fra 42nd St til Brooklyn Bridge. Ved et mirakel fandt de papirerne, så vi kunne blive gift, men først da opdagede jeg at Annie var 9 år ældre end mig. Senere påskedag mødte og interviewede Rikke og jeg mange af de folk på Jericho St. som udgjorde de allermest kendte billeder i min bog såsom Helen Wilson og Carl Overstreet mens drankeren Polly Jones, som jeg sidst drak med da Eli Sæter var med, nu var død. Alle disse havde jeg altid følt var en del af min familie hernede, men om eftermiddagen ville jeg over i ghettoen på den anden side af Philadelphia for at møde min rigtige kødelige familie.

Nemlig Annies fætter Willie Rush med det skræmmende og dog milde ansigt – vansiret efter at et bilbatteri i hans fuldskab var eksploderet i hovedet på ham. Willie havde jeg gennem årene gået på druk med og tit boet hos, men til min fortrydelse sad han nu helt ædru, møgkedelig og humorforladt uden for sin skurvogn. Willie havde nemlig nu på sine gamle dage fundet Gud og lagt flasken på hylden. Han delte faktisk sin usle rønnede schack med en anden ekssynder som vi havde lagt mærke til forrest i kirken. Øv hvor kedeligt efter alle de sjove år vi havde haft sammen. Så vi gik i stedet hen til en anden shack – fuldt så faldefærdig som de værste i min bog – hvor en større flok sad og drak øl og handlede med narkotika over mobiltelefonen. Først da vi havde siddet og hygget os med dem en halv eftermiddag gik det op for os at dette ligeledes var Annies kødelige familie, nemlig hendes fætter Neil Rush, som var lige så forbavset over nu at møde "my own family" fra et fjernt hvidt land, som ingen heromkring havde hørt om før. – Jo, denne påske var en sand genopstandelse af den dødes familie og fortidens minder.
 Men vi måtte videre for at nå ind til mine gamle sorte "veninder", Mary og Wilma i Alabama mens Nina – ligeledes kendt fra showet og Tv-filmen – som bekendt blev myrdet i sidste julebrev. Dem vil jeg dog denne gang springe over. I har hørt om dem så tit. Ligeledes er det lidt svært for mig at skrive om dem fordi livet på landevejen er blevet så trivielt. Netop derfor er det så godt for mig at have danskere som Rikke med og lytte til deres, meget mere følsomme reaktioner. Hvad nyt har jeg f.eks. at sige om Linda, den lille pige i den røde kjole med olielampen, som jeg har oplevet ind og ud af fængslet hele hendes liv. Men med Rikkes sorte øjne ser jeg pludselig Lindas tragedie på ny. Og selv jeg bliver bevæget.

Rikkes beretning, 3. del:
Vi vil forsøge at finde Linda, en af Jacobs gamle venner og nøgleperson i hans show. Han har ikke set hende i ti år og er ikke sikker på, hvor hun bor. Sidst de sås, var da han besøgte hende i fængslet. Han har kun et par gamle adresser at gå ud fra. Jeg synes, det lyder som en dødssejler. Florida er jo kæmpestort. Det første, vi gør, er at køre ind for at tanke op. Området er ghetto. Jeg er træt og sidder i bilen, da Jacob kommer løbende ud. "Du tror, det er løgn, det er Lindas kusine som arbejder derinde, af alle steder. Hun siger, Linda bor 2 timers kørsel herfra, det er da helt utrolig heldigt!" Inde på tankstationen står en høj, flot sort pige. Real ghetto, med guldsmykker over det hele, selv hendes tænder er dækket med guld, og hendes lange fletninger er guldfarvet. Hey golden girl, siger jeg. Hun smiler og siger, ork jeg har meget mere derhjemme, men det er for farligt at have det på hernede, It’s ghetto, you know, det bliver røvet. Hun fortæller om sin kæreste og om sit liv, hun virker glad og tilfreds. Det er dejligt, efter alle de triste skæbner, vi har mødt på turen.
"Linda klarer sig virkelig godt, hun er ikke på crack mere og er ude af fængsel, jeg er stolt af hende," siger hun. Jeg tænker på, at alt er relativt. Her betyder "at klare sig godt", at man ikke er på stoffer eller i fængsel.

Hey, siger hun og læner sig hemmelighedsfuldt over disken, er du kæreste med Jacob?

Neeej, siger jeg, jeg vil ha en stor stærk sort mand, girlfriend, hook me up. GIRL!. Siger hun hvinende, og lyser op i et stort gyldent smil, jeg ved lige med hvem, synd du ikke kan blive. Damn! Siger jeg ærgerligt, og vi kan ikke lade være med at grine. Jacob og jeg siger farvel. Hun sender os endnu et gyldent smil og siger "Kom snart igen".  

Vi ringer på døren til Lindas hus. En sort mand i bar overkrop og en enorm mave åbner, han er Lindas kæreste, Tommy. Bag ham i den mørke stue kan vi se flere mennesker ligge på gulvet og sove. Det ser ud, som om de bare er dejset omkuld med alt tøjet på. En af dem er Linda. Hun er en af de personer, som Jacob har fulgt, siden hun var barn. Nu er hun 39 år og bor her sammen med sine to sønner på 19 og 21 og sin kæreste. Linda er totalt søvndrukken, men glad for at se os. Kan I ikke komme igen senere, vi sover stadig (kl. er 12) det blev lidt sent i går, you know og huset flyder, siger hun undskyldende. Vi nikker.

Da vi kommer tilbage, er der fuldstændig ryddet op, selv ude i haven, og huset er fuldt af unge mænd i hiphop-tøj. Med det samme, de ser Jacob med hans kamera, trækker de sig ud i haven. Man ved jo aldrig, det kunne jo være en undercovercop, ghettoparanoiaen køre på højtryk, og ingen kunne tænke sig at blive fotograferet. Det er bandeområde, og størstedelen af de unge i ghettoområderne her er medlem af en bande og højst sandsynlig "wanted" for et eller andet. Videokameraet kører, mens Jacob interviewer Linda, jeg sætter mig i sofaen bag kameraet godt mast ned mellem hendes ene søn og hans kammerat. Lindas veninde sidder fuldstændigt stenet i en stol og klarer kun at holde øjnene åbne, da Linda stolt viser Jacobs bog frem. Til sidst giver hun op og meddeler, at hun går i seng igen.

Da Jacob først mødte hende, var hun 7 år og boede i den værst tænkelige fattigdom i et gammelt hullet skur uden varme eller elektricitet. Men hun var lykkelig, hun havde sine forældre og sine bøger, hun elskede at læse. Hun er en af nøglepersonerne i Jacobs show Amerikanske billeder, et af de små lyspunkter, man har håb for, i et show, hvor de fleste medvirkende i dag enten er i fængsel, nedbrudte af alkohol og narko eller slet og ret døde.

Men hvordan gik det den lille pige, som alle havde store håb for?

Linda fortæller levende og med strålende øjne om sin tidlige barndom, man kan mærke på hende, at hun er stolt over, at vi viser hende al den opmærksomhed. Hun peger på et billede i Jacobs bog. Se det er mig, da jeg var barn.

Sønnerne er også stolte over at se deres mor i en bog, en lille fattig, men glad pige i en rød kjole. Jeg kan huske, at Jacob købte petroleum til en gammel lampe, det var første gang i mit liv, at der var lys om aftenen til at læse lektier i, det måtte jeg ellers gøre før solnedgang. Og al maden blev lavet over et bål udenfor. Hendes sønner kigger måbende på hende. Hun griner, ja vi var fattige, men vi var glade. Vi havde både mor og far. De første syv år af hendes liv havde været en tryg og kærlig barndom, med begge forældre, noget som er ret usædvanligt i de fattige områder, hvor mændene som regel er inde og ude af fængsel.

"Linda," siger Jacob, "da jeg kom tilbage til dig et år efter, var alt anderledes, der boede du et andet sted, hvad skete der?" Hendes øjne bliver alvorlige. "Hvad der skete, var at …jeg mistede min mor, da jeg blev 8 år,  hun….hun blev syg, meget syg, og kom på hospitalet." Hvordan syg? "Psykisk syg, og hun kom aldrig hjem igen. Det var, ligesom om hun var død, for hun var bare væk, og vi besøgte hende kun sjældent." Hendes øjne fyldes med tårer. Men hun døde først får et par måneder siden, og jeg savner hende. Tårerne løber ned af kinderne på hende. "Hvad med din far?" siger Jacob stille.
"Han døde ikke langt tid efter min mor blev indlagt, han døde af kulde…Han var fuld en nat og lagde sig til at sove uden for i nattefrosten og vågnede aldrig op igen. Jeg kom til at bo hos nogle familiemedlemmer, og de var flinke nok, men jeg kom mig aldrig over det at miste min familie. Jeg var kun 8 år, og jeg følte mig helt alene og blev aldrig den samme igen. Jeg blev forandret fuldstændigt. Da jeg blev ældre, kom jeg konstant i problemer."

Hun kigger på sønnen som sidder ved siden af mig, og siger grædende, Jeg ved godt at jeg ikke har været den bedste mor, og at jeg ikke altid har været der. Jeg har været på crack, jeg har været kriminel, jeg har været i fængsel flere gange og været væk fra dig og din bror. Men nogle gange sker der ting i ens liv, som man ikke selv er herre over. Ting som former en på en måde, man ikke selv vælger. Det, jeg har prøvet at fortælle mine sønner, siger hun og kigger på mig, er, at jeg ikke selv har valgt at ende sådan. Jeg kigger forsigtig på hendes søn, han sidder helt stille og hører på sin mor, han viser ingen følelser, men jeg kan mærke at han er rørt, det er vi alle sammen.

Mens Jacob snakker videre med Linda, går jeg ud i haven. Jeg får sønnen til at komme med. Ude i haven er der fuldt af unge fyre, vi stiller os og snakker. Da de andre ser det, skynder de sig væk, så vi har fred. Han kigger undersøgende på mig, Jeg synes, jeg har set dig før. Jacob siger, du er model? Jeg nikker. Jeg er sikker på, at jeg har set dig før, fortsætter han.

Han ligner ikke lige typen som ville sidde og kigge i Maceys katalog. Men måske en video!

Kan du huske den der Dr Dre / Tony Braxton video? spørger jeg. Ja, siger han. Jeg spillede pigen, som snuppede Dre. JA! siger han og lyser op i et smil, jeg vidste, jeg havde set dig før. Han prøver at skjule, at han er imponeret, men Dre er en af ghettoens store helte, så han råber efter de andre fyre "YO guess what! She did that Tony Braxton video with Dr Dre"!.

Michael, er du i en bande, forsøger jeg. Jeg smiler til ham. Nej!……

Come on….. Hvordan er det så lykkedes dig at holde dig ude af bander i det her notoriske bandeområde? siger jeg til ham med påtaget alvor. Han griner. OK, vi er en bande, siger han så, lidt stolt. Hvad laver I? Lidt af hvert, du ved, alt muligt, sælger stoffer og sådan.

Hvad slags stoffer, spørger jeg. Alt, siger han. Selv crack? Han nikker.

Vi har sat os i en sofa i baghaven. Hvor gammel er du? spørger han. Uh, siger jeg, alt for gammel. Han griner. Det gør ikke noget, siger han. Har du en boyfriend? Nej, siger jeg. Rikke og Michael, det lyder godt, mener han. Jeg kigger på ham. Han er kun 19 år, høj og slank, med store brune øjne, og som han sidder der og smiler til mig, og svarer åbent og ærligt på alle mine spørgsmål, har jeg svært ved at se ham som den påståede samfundets fjende nr. 1, selvom han er pusher.

Mens vi snakker, kommer der hele tiden folk forbi. Nogle af dem er bandemedlemmer, andre er folk, som er kommet for at købe stoffer. Han forsvinder et øjeblik med dem og kommer tilbage. Hver gang er han selv lidt mere skæv. Jeg lægger mærke til en dame, hun ligner en typisk misbruger, febrilsk og lidt usoigneret, hun kommer over til os. Hey, Rikke, det her er min kammerats mor, siger han. Området er vildt, siger hun, hver aften er der skyderier, så jeg bliver indenfor. I’m bad, men jeg gør dig ikke noget. Jeg er ikke bange for dig, siger jeg, men kan godt selv høre, det lyder lidt hult. Jeg er ikke bange for dig, efteraber hun med høj lys stemme, hun er tydeligt påvirket.

Politiet kommer kørende langsomt ned af gaden. Jeg tror, der er en civil politibetjent lige uden for haven, siger Michael. Der er en fyr, der har hængt ud i gaden i flere timer nu.

Politiet ved godt, hvad der forgår, og laver sommetider razziaer. En anden risiko er drive byes, hvor konkurrerende bander kører op i bil og bare skyder løs. Det kan ske når som helst, også mens vi sidder her og snakker i sofaen. Men jeg føler mig nogenlunde sikker, jeg ved, at de holder øje med bilerne på vejen og det er en risiko, man må tage, hvis man vil bevæge sig rundt i ghettoen.

Jeg griner til Michael. Hold kæft, hvor er du skæv, er det pot? spørger jeg. Han nikker grinende. Hvad siger din mor til banden? Ikke rigtig noget… Han fortæller, at han og hans bror boede hos familiemedlemmer de år, hans mor var i fængsel. Det var rigtig hårdt, siger han, vi savnede hende. Det er dejligt, hun er hjemme igen, you know. Han snakker hele tiden meget kærligt om sin mor, men nævner ikke sin far, og jeg spørger ikke. Var du endt i bande, hvis du havde gået på en bedre skole og haft din mor hos dig hele tiden?

No way, siger han. Jeg vil gerne stoppe, men jeg bliver nødt til at forsætte. Well ikke nødt til, men du ved. Jeg skal jo tjene penge. Jeg nikker. Jeg forstår godt hvad du mener, men jeg ville ønske, at du valgte en anden måde at tjene dem på. Din livsstil koster dyrt. Ja, siger han, jeg kan ende i fængsel… eller jeg kunne dø. Indtil nu har jeg været heldig, men jeg ved, at det bare er et spørgsmål om tid. Det er også derfor, jeg gerne vil stoppe. Jeg har også fået et job nu, hvor jeg får 10 dollar (75 kr.) i timen, det er en god løn.

Jeg fortæller ham om Jacobs og mit besøg hos Ku Klux Klan i Indiana. Han lytter opmærksomt. Jeg fortæller ham om deres barndom, med vold, sult, had. Om hvordan det har formet dem til det, de er i dag. Og hvor mange af de såkaldte pæne og lovlydige borgere, jeg har mødt i USA, der fuldstændig mangler forståelse og indlevelse. Ja så er han forstående og endda medfølende. Selv om det er Ku Klux Klan vi snakker om, og selv om at han selv er sort. Som et barn af ghettoen ved han mere end nogen anden, hvad en forsømt barndom kan gøre ved en. Vi siger farvel, og jeg giver ham et stort knus og siger, Jeg håber at jeg ser dig igen. Du ved, hvor jeg er, siger han. Jeg nikker, men tænker hvor længe? Jeg håber, at han stadig er her, hvis jeg igen en dag skulle lægge vejen forbi. Men chancerne er små. Bandemedlemmer bliver ikke gamle i USA. Siden vores besøg er det gået ned af bakke for familien og i dag sidder både Linda og hendes søn i fængsel.

Efter Florida begyndte tiden at blive knap og vi måtte skynde os nordpå. Rikke insisterede på at se nogle af de gamle plantager med slavehytter, hvorfor jeg måtte køre en kæmpeomvej langs kysten i South Carolina. Som sort var hun nærmest i religiøs trance over at træde ind i de gamle slavehytter eller at plukke jordbær på plantagernes marker. Pjat, sagde jeg, alle markerne i syden har været betrådt af sorte slaver. Vi behøvede vel ikke at køre en hel dagsrejse for at betræde "indviet jord." Jamen her er det mig der bestemmer, råbte Rikke og spadserede demonstrativt langsomt næsten a la den letargiske sløvhed slaverne engang havde udviklet overfor deres slaveherrer. Igen betød det at jeg måtte køre næsten hele natten for at nå frem til mine venner mens Rikke sov skønhedssøvn.

Det man normalt elsker under rejser i USA – at nyde naturen og at spise på de billige restauranter – tror jeg ikke at vi nåede en eneste gang på den månedlange tur. Næsten hvert aftenmåltid bestod af hurtige "take outs" fra Taco Bell hentet af Rikke mens jeg tog mig 10 minutter på øjet bag i sengen. Det gjaldt jo om at regne afstandene rigtigt ud så jeg ikke havnede f.eks. hos mine sorte venner lige under søndagens daglange gudstjenester.

I North Carolina besøgte vi bl.a. Lefus Whitley, som var en af turens overraskelser. Han er kendt fra min bog som en af de mest apatiske drukkenbolte – hængende opgivende foran fjernsynet side 79 gl. bog. Billedet hører til dem ingen amerikansk skole eller avis ville bruge af frygt for at stemple den sorte race som doven og uansvarlig. Nu var han i en alder af 76 holdt op med at drikke og under interviewet gik det op for mig at Lefus ikke havde været fraværende en eneste arbejdsdag i sit liv. Som ung hårdtarbejdende fæstebonde var han begyndt at drikke lidt i weekenderne og da han som de fleste sorte bønder blev tvunget væk fra jorden af de hvide, havde han siden arbejdet som bygningsarbejder i Raleigh. Når han kom hjem hver dag drak han, men først efter at have afleveret husholdningspengene til konen Gertrude, som optræder flere steder i min bog. Hver gang jeg havde besøgt ham – som regel i en anden schack idet den forrige var brændt ned – havde han ligget udstrakt på gulvet af druk. Alligevel havde han altid været oppe kl. 5 når hans byggesjak kom og hentede ham.

Jo, han var i sandhed "the hard working tax payer who built Amerika". Mine billeder af ham forstærker også alle vore fordomme omkring familieopløsning, men nu hvor hele familien som altid om søndagen var samlet om ham og Gertrude bekræftede alle at de altid havde haft det tætteste familiesamvær. Igen var det sjovt at se dem som voksne – alle dem som jeg havde fotograferet i min bog som fattige snottede børn omkring ildstedet – nu med e-mailadresser, hvor jeg kan sende dem de eneste billeder de har fra deres barndom, som de hidtil kun har set nogle få af i min bog. Jo, det er en glæde at følge så dejlige mennesker gennem hele livet.

Men da vi bagefter skulle interviewe Lefus søn, Lep, hjemme hos ham selv, gik det galt. Han havde klaret sig godt – efter forholdene i al fald – men det jeg ville have ham til at snakke om var de voldsomme ungdomsår, hvor jeg havde kendt ham mens han var gangster, narkoman og narkosælger i Harlem og var endt i fængsel. I showet optræder han både som gangster i nordstaterne og som tobaksplukker i sydstaterne. Det gik fint så længe Rikke sad bag kameraet, som hun havde fået besked på, og gav ham al sin kvindelige charme og opmærksomhed mens jeg stillede spørgsmålene. Men da det trak ud satte Rikke kameraet på auto for i stedet at sludre med konen, som arbejdede i køkkenet lige bagved. Resultatet blev at Lep nu ikke kunne koncentrere sig om interviewet og hele tiden vendte ryggen til kameraet for at følge Rikke med øjnene. Jeg blev rasende da jeg allerede havde givet Rikke en skideballe nede i Florida, da hun begik samme fejl under interviewet med Linda lige da denne sad og græd over sin barndom pga. den udelte stærke opmærksomhed hun pludselig fik, den som bevirker at folk leverer al det bedste de har i sig.

Også dette interview var gået i vasken fordi Rikke var gået udenfor for at snakke med Lindas gangstersønner på egen hånd med det resultat at disse heller ikke hørte Lindas bevægende barndomshistorie, som hun i høj grad netop sad og fortalte dem under indtryk af at "hele verden så med". Jeg var så tosset nu over at Rikke tilsidesatte sine pligter – de eneste hun egentlig havde på turen – at jeg fuldstændig lukkede i som en østers bagefter og ikke snakkede med hende i de næste tre dage.

Jeg kunne godt se ironien i at vort forhold i den grad var begyndt at ligne et slidt gammelt ægteskab, men jeg kunne simpelthen ikke komme ud af min skal ligegyldigt hvor store anstrengelser Rikke nu gjorde sig for at kæle for mig, pusle om mig og bruge al sin charme. Da vi kom til Washington sad jeg demonstrativt og kissemissede med en af mine gamle sorte "veninder" fra Library of Congress en hel aften som om Rikke var det rene "luft" for mig. Først på min fødselsdag i Baltimore begyndte jeg at løsne lidt op idet jeg fik en af mine glædeligste oplevelser på hele turen – ja, fik en sand fødselsdagsgave. Hele formiddagen havde vi nemlig forsøgt i ghettoen at finde ud af om Alphonso levede.

Som den første gangster, der i 1971 havde overfaldet mig, havde han et vigtigt kapitel i min bog, som han siden havde solgt for mig som gadesælger. Men efter hans optræden i DR’s dokumentarfilm var han forsvundet ud af mit liv i 12 år. Heller ikke hans børn vidste hvor han var, så vi gik ud fra at han var død af AIDS efter de mange års narkomisbrug og fordi Sten Johansen i plejehjemmet under Tv-optagelserne havde fået bekræftet at han var HIV-positiv. Men jeg ville have sandheden at vide og fór rundt fra den ene gamle gangster til den anden i området omkring Eager og Broadway, hvor Alphonso altid havde hængt ud i gangsterårene. Lidt efter lidt fandt jeg små spor efter ham og hen ad dagen fik jeg ham opsporet til en adresse, der lå langt udenfor den indre bys ghetto. Vi kørte derud og fandt et fattiggårds-"project" så kriminalitetspræget at vi tøvede med at stille den fyldte bil fra os, men parkerede et sted hvor vi ville kunne holde øje med den hele tiden fra Alphonsos vinduer – skønt den rustne bil absolut matchede områdets forfald og ikke inviterede til indbrud. Gensynet med Alphonso var opløftende og glæden på begge sider stor.

Han boede i en usædvanlig beskidt lille ungkarlelejlighed – men i det mindste sin egen – den første rigtige han havde haft siden hans familie gik i opløsning, da han kom i fængsel i min ungdom som beskrevet i bogen.  Nu var han ophørt med at være narkogangster idet han havde fundet Gud. To af hans døtre, som jeg begge har besøgt gennem årene, er blevet præster og er begge gift med præster. Nu hvor han var tydeligt sygdomsramt - delvist lammet efter en hjerneblødning - henter den ene datter, Alfrida, ham næsten hver aften for at køre ham til sin kirke. Af hans 6 børn var kun Nathaniel, som selv havde været gadesælger af min bog og ses på side 303 (ny bog) blevet myrdet – sandsynligvis i et narkoopgør, ingen vidste det rigtigt. Under interviewet, hvorunder nu Rikke til punkt og prikke levede op til sine pligter, fandt jeg det mest spændende at høre om Alphonsos tid som Sort Panter.

Jeg havde i 70’erne arbejdet meget med de sorte pantere i Baltimore og fotograferet deres gratis morgenmadsprogrammer til avisen "The Black Panther," der læstes af venstrefløjen overalt i verden. Men jeg havde ikke dengang været klar over Alphonsos aktive indsats og de næsten 40 gange han havde været i fængsel alene for sine politiske aktiviteter. Han er stadig uhyre politisk bevidst og i hans reol lå stabler af gamle videobånd med optagelser af panternes flammende taler, som han nu begyndte at afspille for os. Jeg følte mig pludselig henført til en hel anden tid dengang jeg sammen med tusinder af andre hvide havde været tilhører til De Sorte Panteres store folkemøder i Oakland under de hyppige myrderier mellem politi og pantere – en tid som havde formet mig ligeså meget som den havde formet Alphonso. Jeg havde været begejstret for panternes forsøg på at organisere og bevidstgøre den sorte underklasse, han tilhørte – lumpenproletariatet som de kaldte det dengang. Men da politiet og FBI slog ned på panterne og myrdede et stort antal, endte de fleste af dem som Alphonso i en endnu værre desillusion og kriminalitet end før.

Modsat de fleste fra den tid havde Alphonso imidlertid overlevet – "et sandt mirakel som jeg kun kan takke Gud for thi jeg har intet tal på hvor mange jeg har set dø omkring mig siden," som han sagde.  Da jeg kørte derfra måtte jeg endnu engang erkende hvor dyrt et bekendtskab det er at have venner i ghettoen, for da vi tog afsked med hinanden havde jeg ikke andet valg end at give ham penge så han kunne for genåbnet sin mobiltelefon ligesom jeg i løbet af sommeren måtte sende store summer til sagførere for Linda, da hun sendte sine desperate råb om hjælp efter igen at være endt i fængsel. Men det manglede bare - ingen har jo som netop disse mennesker skaffet mig selv et livslangt levebrød!

Tilbage i New York efter 10.000 km kørsel ville Christina ikke have Rikke boende igen. "Hun er jo bare jaloux", som Rikke sagde med en vis ret. Jeg kørte derfor Rikke op og dumpede hende og hendes ting i Harlem: "Her kan du hygge dig med dit elskede folk," sagde jeg drillende, da jeg havde forestillet mig at hun skulle bo i noget værre slum. Men da jeg kom ind og så lejligheden, hun skulle bo i, gik det op for mig at hun skulle bo ligeså fint som jeg idet man i Harlem kan få kæmpepaladser for samme pris som man betaler pr. kvadratmeter downtown. Tilmed skulle hun bo hos en succesrig sort talkshow værtinde på NBC - en søster til Rikkes bedste veninde fra hendes tid som fotomodel i Los Angeles. Jeg selv fandt dog lidt trøst, da Christina på denne min fødselsdag inviterede mig ud på den fineste og dyreste franske restaurant, hun nogensinde har inviteret mig på, hvor vi fik et utal af spændende retter og de bedste vine.

 

Fortsættes her 2. del