Det var sikkert godt at køle lidt af inden jeg vendte tilbage til klanen og hvilket bedre sted kunne jeg mon vælge end at køre ned til min gamle ven og våbenfælle i kampen mod racismen, Morris Dees, kendt overalt i USA som Ku Klux Klans fjende nummer 1. Det var en lang køretur i min gamle bil – fra Chicagoegnens sne til Syd-alabamas varme, men heldigvis havde jeg flere gamle kærester undervejs, som jeg kunne overnatte hos. I Lexington boede jeg hos en gammel jødisk kæreste, Andrea Tapia. Da jeg mødte hende i sin tid var hun i gang med at organisere og integrere latinamerikanske landarbejdere, hvilket hun gjorde så effektivt at der kom en brun søn ud af det. Jeg fortalte hende så om de sorte migrantlejre og fik hende forført med rundt i Floridas slavelejre, hvorefter hun kastede sig over dem med det resultat at hun nu også havde fået en sort datter. Hun var nemlig af den aktive "russisk-jødiske" type, som jeg elskede i mine vagabondår, da den ikke kan kaste sig over en sag – eller en mand med en sag - uden at give sig selv fuldt ud. Nu foreslog jeg hende så at kaste sig over klanen og få lidt balance i sin regnbuefamilie med et hvidt barn.

Efter at have skrevet ovenstående linier om klanen i hendes rodede lille hus – grundigt irriteret over at skulle dele seng med den sorte datter (skønt hun jo egentlig var mit eget afkom!) - glædede jeg mig til at komme ned i varmen til et par gamle sorte kærester i Alabama. Det blev dog et trist "gensyn" eller farvel til den ene. Mary, som I efterhånden kender fra min bog, show og begge Tv-programmer, fortalte mig nemlig nu at Nina netop var død. Om det var mord eller sygdom var hun ikke helt klar over – i Ninas tilfælde var grænsen altid lidt flydende. Jeg kender næppe nogen som Nina, hvis hele liv har været en lang dans på smertens sti. Ligesom Mary har jeg fotograferet hende livet igennem og planlægger at lave deres fotografiske livshistorie på mine hjemmesider og undervisnings-DVD’en. Nina ses som ung nøgen foran spejlet på side 246 (gl.) og 264 (ny) i bogen og huskes fra DR’s Tv-program, hvor hun ligger som crack-narkoman på sengen og fortæller mig om alle de mænd, hun har dolket ned. I vil sikkert også huske fra et tidligere julebrev om hvordan Ninas søster giftede sig med sin mands øksemorder "da det jo er så svært at finde en god mand nu om dage."

At det var netop Mary, der overbragte mig nyheden om Ninas død, var lidt uheldigt. Jeg havde gennem 27 år forsøgt at holde dem skarpt adskilt, da jeg havde været kæreste med dem begge samtidigt. Nina havde i mine vagabondår boet i byen Union Springs og Mary ude på landet. Men som et led i deres rehabilitering – Nina som narkoman og Mary fordi hendes ryg var slidt ned efter mange år som bomuldsplukker - var de begge for et par år siden havnet på en voksenuddannelse, hvor de i klassen begge var kommet til at sige at de havde en hvid kæreste "fra et eller andet fjernt land som vist hed Danmark." Da det jo ikke er unaturligt her i "det sorte bælte" at deles om de få mænd (der ikke sidder i fængsel, som Marys søn i øvrigt nu igen gjorde det) var de straks blevet venner – uden om min ryg. At vi nu var blevet som én stor familie havde i al fald den fordel at jeg nu havde en, som jeg kunne sidde og dele sorgen med over vores fælles tab. Men også over tabet af en anden kær fælles ven, Ida Ford, som I kender fra talrige af mine billeder (s.61n. gl og 67n. ny bog) og som næsten alle mine danske venner og Anita Roddick var begejstrede over at møde. Efter at have drukket en hel del gravøl med Mary tog jeg ind til Montgomery for at bo hos en anden gammel ven, Wilma, som I kan huske jeg sad og diskuterede med i sengen i Tv-udsendelsen om sort selvbebrejdelse. Hendes "Borte med blæsten"-et-rums-shack er nu afløst af en ligeså forfalden trailor – også uden lys. Det virkede endnu mere trøsteløst end før, men hun arbejdede nu i en Burgerking på en militærflyvebase og var stolt af at have fået bil, som stod parkeret "foran villaen". Ikke at hun havde kørekort eller at bilen kunne køre, men det betød nu "meget for ens selvfølelse at være den lykkelige ejer af en bil og føle at man kom frem i livet," sagde hun med sin sædvanlige humor og brugte den så i øvrigt til at tørre sit vasketøj på. Hun lavede stadig mad udendørs og det var dejligt igen at "dele seng og bord" hvor det i al fald føltes som et skridt opad samfundsstigen at "bordet" nu var køleren af en bil og ikke den sumpede græsmark jeg havde siddet fast i en halv dag sammen med Anita Roddick.

At bevæge sig frem og tilbage imellem Wilmas middelalderlige fattigdom og Morris Dees’ højteknologiske højborg var noget af et psykisk chok i en og samme by – Wilma, der havde jerngitre overalt for at holde sorte kriminelle ude og Morris der havde politi og elektronik overalt for at holde hvide hadgrupper ude. Jeg havde foreslået Morris Dees at vise showet for alle hans 100 ansatte i The Southern Poverty Law Center, som er bygget som en metalfæstning a la Fort Knox (se mine websider) med tilsvarende sikkerhedsprocedurer for at komme ind. Det er bygget siden jeg var der sidst i 1996 med Eli Saeter - som klanen helt rigtigt siger - for jødiske og sorte penge, men også med millionstøtte fra Clintons regering. Det lykkedes os imidlertid ikke i denne fæstning at finde et egnet forevisningslokale og de turde ikke at lægge forestillingen ud i byen pga. de mange angreb, der havde været fra Ku Klux Klan.

Til gengæld fik jeg, som den klan-spion jeg nu følte jeg var, set enhver afkrog af de mange etager, hvor de ansatte sidder og overvåger Klan- og andre såkaldte hadgrupper over hele USA i et tæt samarbejde med FBI. Jeg fik straks en beundrende skare omkring mig derinde fordi det netop var lykkedes mig "at infiltrere" den "største, farligste og hurtigst voksende Klan-gruppe i Amerika", som deres hjemmeside siger om Jefferys gruppe. Der var helt tydeligt en voldsom diskrepans mellem den betydning og farlighed, de tillagde klanen, og den forhutlede fattigdom, jeg selv havde oplevet. Men de havde jo også en stærk økonomisk interesse i blæse klanen og dermed sig selv ud over alle proportioner i medierne og fordelen for mit vedkommende var at den løgn, de levede på, nu gav mig nærmest heltestatus derinde – ikke mindst blandt kvinderne, som flere aftener i træk inviterede mig på middag ude i byen og i et tilfælde til at bo hos dem. At jeg endte med at flytte fra Wilma ind hos en hvid kvinde skyldtes dog mest ønsket om endelig at få et bad.

Det var et mirakel at Morris Dees selv var hjemme i de dage, da han jo altid er på farten som afholdt taler og som en sagfører kendt for at få hadgrupper bag lås og slå. Det var ham, der for nogle år siden vandt 7 millioner dollars i et søgsmål mod klanen for dens lynchning af en sort studerende i Alabama. Naturligvis ejer klanen ikke så mange penge med det resultat at de fattige medlemmer – og deres familier – blev sat fra hus og hjem. Og det var også ham som nu havde fået Jeffery sat i fængsel for livstid – senere reduceret til 7 år – og fået Jefferys tidligere hus konfiskeret. I mit møde med Morris Dees var jeg derfor interesseret i nu at finde ud af om han vidste noget om Jeffery, som Pamela havde skjult overfor mig. For på grundlag af hendes redegørelse var Jeffery i mine øjne en totalt uskyldig politisk fange. Men nej, sandheden var som Pamela havde fremlagt den – Jeffery var udelukkende sat i fængsel pga. sin politiske overbevisning og i rent juridisk forstand fældet på grundlag af sin ungdoms lange småkriminelle synderegister. Morris Dees havde selv været anklager i sagen og var i øvrigt enig med mig i det psykologiske billede, jeg gav af klanen og hvor lidt der egentlig skulle til af en kærlig hånd for at hjælpe dens medlemmer ud af deres had-tilhørsforhold. Som han sagde: "Hvis Jeffery og alle de andre havde fået chancen og lidt stolthed ved at blive f.eks. spejderledere i en ung alder ville de aldrig være endt i KKK." Dette blev jeg glad over at høre, for ingen kendte klanen så godt som Morris, der ligesom politiassistenten i "Miserable" har viet hele sit liv til at forfølge den. Men når han udmærket kunne se mennesket bag den opblæste Klan-facade, tænkte jeg, hvorfor bekæmper han så klanen med had og straf frem for gennem kærlig indleven? Hvorfor gør han så nøjagtig det samme, som Amerika gør overfor millioner af fattige sorte med en tilsvarende lav selvværdsfølelse? Det var dog ikke min mening allerede nu at forsvare Jeffery overfor ham – skønt jeg i en vis grad alligevel ikke kunne dy mig for det – men udelukkende at høre Morris Dees’ sandhed om klanen. Senere ville jeg vende grusomt tilbage, svor jeg!

Mens jeg befandt mig i Alabama var det fristende at besøge andre gamle venner. Jeg var ca. lige langt fra massemorderens familie i Louisiana som fra min gamle sorte medarbejder Tony i Atlanta, men valgte Tony da han havde ønsket at jeg skulle komme og deltage i hans et-års-jubilæum som stoffri narkoman. Dette skulle fejres ved en særlig højtidelighed i den kirke, som "med kærlig indleven" havde hjulpet ham med at komme ud af stoffer og kriminalitet. At han så havde gjort sig afhængig af Gud i stedet var en mindre detalje, som jeg og hans familie så afgjort kunne leve med. Som jeg fortalte i mit julebrev 1997 var han blevet udstødt af hele sin familie fordi han stjal fra dem alle. Det havde ikke været nogen let sag at blive stoffri og han havde skrevet mig lange breve om hvordan han var på selvmordets rand. Som hans bedste ven gennem 30 år havde jeg haft det rigtig skidt over ikke at kunne træde hjælpende til, men selv hans mor havde denne gang opgivet ham. Nådestødet var da hun forviste ham fra det lille udhus, hun ejede, hvorfor han opsøgte en kirke, der havde ry for effektivt at kunne hjælpe.

Han var derfor utrolig stolt og glad over at jeg kom for at deltage, nu hvor han skulle have overrakt sit diplom på 1-årsfødselsdagen, men netop da jeg kom kørende i nattemørket gennem Atlantas værste slumkvarter på vej mod kirken, brød min bil pludselig sammen. Dér sad jeg min sandten midt i ghettoen – ude af stand til at forlade bilen, som var fyldt med mit dyre udstyr, da der var masser af skumle typer omkring af samme slags, som Tony selv havde været for 1 år siden. Jeg vidste at bilen hurtigt ville blive tømt hvis jeg tog en taxa hen til Tonys kirke. Og var der nogen der var enig med mig i dette synspunkt var det Tony. Skønt jeg endnu engang havde svigtet ham ved ikke at møde op til en af de vigtigste begivenheder i hans liv, svigtede han ikke mig. Da han ud på aftenen fandt ud af hvad der var sket, satte han sig uden min viden i nærheden mens jeg sov i bilen og holdt natten igennem fra sin pickup truck øje med at ingen brød ind i min bil. For ingen kendte som han narkomanernes adfærd. Som han grinende sagde til morgenmaden: "Jeg havde virkelig ingen ide om hvor dyrt det er at være stoffri og ærlig. Nu hvor jeg har fundet Gud sætter han mig hver dag på en virkelig prøve ved at skulle betale for alting. Før kunne jeg gå ind i et hvilket som helst supermarked og bære posefulde af varer ud uden at betale." Jo, alle os der husker Tony fra tiden i Danmark ved udmærket hvilken prøve Vorherre der har sat ham på!

Men nu var også gode råd blevet dyre hvis jeg skulle nå at reparere min bil inden samme aftens show i Birmingham. Igen hjalp Tony mig ved hurtigt at skaffe en "Falck-bil" og igen var turen på toppen af en "Falck-bil" en lærerig oplevelse, som jeg ikke ville have undværet. Chaufføren glædede sig nemlig af hele sit hjerte under den lange køretur gennem hele Atlanta til sin årlige ferie næste dag. Hvorhen skulle han dog? Lige på den anden side af grænsen til Florida. Hvorfor ikke længere eller til et fremmed land, spurgte jeg, da det jo kun var tre timers kørsel derfra. Jamen længere kunne han da ikke nå på de 5 feriedage han fik hvert år. Og han havde jo som de fleste amerikanere heller ikke råd til det. Ikke underligt at nogen foretrækker at blive narkomaner frem for at blive den slags arbejdsslaver, tænkte jeg.

Jeg ved ikke hvad Tony havde fået udvirket i baggrunden med sin nye Gud, men på mirakuløs måde lykkedes det at få bilen lavet på en dag og at køre de tre timer tilbage til University of Alabama. Jeg havde sendt brev i forvejen til en af mine ældste venner i USA og glædede mig til at se hende. Men en frygtelig nyhed ventede mig sammen med hendes familie, som havde aftalt med universitetets ledelse at de skulle tage mig ud til middag i stedet for de egentlige arrangører. Glorias mand var nemlig rektor for et af USA’s største medicinske universiteter, hvor showet skulle foregå. Og da få har påvirket mit liv som Gloria, glædede jeg mig til at vise showet netop her i deres hjemby og på deres arbejdsplads for første gang. Det var nemlig Gloria, der gav mig mit allerførste lift i USA dengang canadierne og amerikanerne havde skræmt mig fra vid og sans med historier om hvor farligt det er at blaffe i USA. og hvor jeg alligevel af pengemangel til sidst dristede mig til at stikke tommelfingeren ud for at komme hurtigt ned til tryghed i Latinamerika. At det første lift var med en ung smuk blond pige, som straks øste af al sin kærlighed og gjorde mig til en intim del af sin præstefamilie, blev et absolut vendepunkt for mig dengang og bevirkede at jeg aldrig nåede ned til Latinamerika. Gennem hendes familie, som slusede mig ind i både anti-krigskampen, demonstrationerne, de sorte pantere og med tiden sågar var årsag til at jeg havnede hos Jane Fonda og dermed i Hollywood med mit show, - gennem dem åbnede hele Amerika sine skræmmende døre op for mig. Jo, jeg havde meget at takke hende for. Og det var netop hvad jeg havde tænkt mig at gøre i min tale til det publikum, jeg vidste de ville sidde i på denne særlige aften.

Men nu slog de helt benene væk under mig da de fortalte mig at Gloria netop var blevet dræbt i en bilulykke. Og ikke nok med det, men også hendes mor, Renate, var omkommet i den samme bil, - den kære Renate jeg omtalte i julebrevet for et par år siden, da hun sammen med sine andre børn var kommet til mit show i New Mexico. På underlig vis var de omkommet kun få kilometer fra det sted lige ud for Lincolns fødehjem, hvor Gloria havde samlet mig op ved nytårstid 1970. Nu sad jeg så her i stedet med hendes mand og to sønner og deres kærester og stemningen var alt andet end opløftet. Da universitetet havde trykt kæmpeplakater for mit show på de største farveprintere jeg nogensinde har set, var der stuvende fuldt til forestillingen og jeg kunne knapt se Glorias familie, som valgte at sidde helt oppe i bageste række. Jeg valgte alligevel for børnenes skyld at fremsige min tak til Gloria for den betydning hun havde haft for mit liv og "the show you are about to see," men det skulle jeg muligvis ikke have gjort så kort efter lige at have fået den triste nyhed, for jeg brød fuldstændig sammen under talen. Professionel har ingen vist nogensinde beskyldt mig for at være blevet efter 26 år i show biz!

På vej nordpå tilbage til Ku Klux Klan havde jeg et par ledige dage, hvor jeg ventede på at videoudstyr (i Europæisk Tv-format) blev fløjet over fra Danmark. Jeg ønskede denne gang at optage hvert et ord klanmedlemmerne sagde til brug for min kommende pædagogiske DVD. Jeg besluttede mig derfor til at besøge endnu en gammel sort kæreste. Det ville jo ikke være værst at få lidt moralsk oprustning før jeg skulle i seng med klanen, tænkte jeg, og havde ikke ret mange andre venner på den strækning at overnatte hos i den bidende kulde. Desuden havde Sonya ustandseligt e-mailet mig, da hun hørte at jeg var i sydstaterne, idet hendes mand netop på samme tid var på en længere forretningsrejse og hun derfor syntes at det kunne være "cozy for us to re-live the past." Jo, det lød da bedre end kulden i bilen og sjovt er det altid at se hvordan disse livstidskærester og -venner forandrer sig med alderen.

For jeg vidste jo godt at det ikke var den samme Sonya i jeans som i hendes studentertid.

Alligevel havde jeg ikke ventet at se hende som en velhavende forstadskvinde i et af de nye sorte rigmandskvarterer. Tilmed var hun nu af den kirkelige type med store hatte. Selv om natten tog hun knap nok sin hat af og hvad hun end foretog sig om natten havde det ved Gud ingen indflydelse på hendes fromme religiøse fremtoning i dagtimerne. Hun var som klippet ud af et julebrev, da hun på sekunder kunne ændre ansigtet fra det mest pietistisk fromme til det mest forførende frække så man aldrig vidste hvad sandheden om hende egentlig var. Hun slæbte mig i et væk rundt til sine kirker, præster, venner og familie som om jeg var den naturligste bestanddel af hendes liv – frem for hendes mand. Dette fravær af reelt hykleri har jeg altid elsket hos mange sorte modsat hvad jeg fandt blandt de hvide - skønt jeg her generaliserer groft. Med sin indflydelse og charmerende overtalelsesevne havde hun inden længe fået organiseret mit show i adskillige kirker og universiteter på min næste turné. Og hvilken sulten mand har mon råd til at modstå den slags kvinder?

Med hendes hjælp lykkedes det mig også i Memphis at finde frem til Lorraine, som Vibeke og jeg havde delt hus med det år vi boede i Boston, men som vi havde mistet forbindelsen med. Hun var nu blevet professor og leder af det biologiske fakultet på et af de store universiteter og vi havde et varmt gensyn i hendes nye hus. Lynet var nemlig slået ned i hendes gamle hus, som var brændt ned til grunden, hvorved hun havde mistet alt inklusive billederne fra vores tid sammen og adressen til os, hvilket forklarede hendes forsvinden ud af vores liv. Det eneste, der havde overlevet, var den sorthvide kat, som vores søn havde leget med som killing.

Oppe i det kolde nord måtte jeg vente endnu et par dage før videoudstyret nåede frem til Bluffton University – den nærmeste kontakt jeg havde på KKK-hovedkvarteret. Samme dag flyttede jeg igen ind hos Pamela. Og det blev et varmt gensyn imellem os. Jeg skal ikke her gå i detaljer med de følelser, der rørte sig imellem os. Det er resten af historien for vigtig til. Blot er det vigtigt at forstå at hvis der overhovedet var stærke følelser fra hendes side, kan det ikke blot forklares ud fra den samme psykologi, der sikkert lå bag beskrivelsen af indianeren Morningstar i Wounded Knee-kapitlet i min bog, hvori hun samme dag, da hendes dræbte mand blev begravet, lagde sig ned til mig i min sovepose i vores telt. Men Pamela fremstod desuden nu helt magtesløs ved at kaste hele sin lid til mig som hendes mands eneste mulige redning ud af fængslet. Alle andre havde vendt dem ryggen. Vigtigst var naturligvis at de lange samtaler, vi havde i de følgende dage, jo uundgåeligt udviklede sig mere og mere til en co-counselings-terapeutisk behandling. I en sådan ender klienten let med at blive et åbent offer, hvis svaghed kun alt for let kan udnyttes. Sluttelig ønskede jeg ikke blot Pamelas tillid, men hele klanens tillid.

Jeg vil ikke her i julebrevet afsløre alt hvad jeg fandt frem til – først og fremmest fordi jeg endnu ikke har fået tid til at lytte det kæmpemæssige materiale igennem. Lad mig blot kort skitsere de mål jeg havde sat mig. Jeg ville gennem dybe interviews med alle klanmedlemmerne under fire øjne finde ud af hvad der var sket med dem hver især i barndommen og hvis der var mulighed for det også forsøge mig med lidt af den terapi Tony og jeg havde brugt i vores workshops gennem mange år. Senere håber jeg at få Tony involveret, da han er bedst til dette og det i sig selv vil være terapeutisk for klanmedlemmer at få kærlig omsorg af en sort mand. Desuden var jeg interesseret i gennem dybdeborende interviews at finde ud af om nogen af dem overhovedet rummede noget som kunne karakteriseres som had og i det hele taget at finde ud af hvad had er, da dette emne er en meget vigtig del af min kommende DVD. Og sluttelig at finde ud af omstændighederne, der havde bragt Jeffery i fængsel, da der syntes at være en slags uudtalt sammensværgelse omkring disse mellem Morris Dees og klanmedlemmerne.

Hvad angår det første punkt var barndomshistorierne naturligvis utroligt forskellige og alligevel meget ens i deres grundmønstre. Incest, mishandling, ensomhed osv. var fælles, som forventet. Værst var klanlederens historie. Hans mor havde været narkoman og prostitueret og havde efterladt ham for lud og koldt vand i hans første år. Næsten alle hans mors kunder havde været sorte. Det første billede han havde af sorte var nogen som hele tiden kom og tog hans mor fra ham. Hvem ville ikke blive racist af det? Senere husker han samværet med en alkoholisk voldelig stedfar, der altid havde banket både ham og hans mor så forfærdeligt at intet møblement var intakt i deres fattige trailor bagefter. Da han var 12 år gammel, tog han hævn efter en sådan voldsom oplevelse og bandt stedfaderen til sengen, tæskede ham og flygtede derefter. I de næste 8 år levede han som hjemløs, sov under broer o. lign. og levede som hustler af småkriminalitet og biltyverier indtil han som 20 årig først kom ind i rockerne og dernæst klanen. Tilsvarende mønstre havde jeg oplevet så tit i ghettoen og blandt dem, som tilsluttede sig de sorte pantere, så hvordan kunne jeg andet end at føle mig hjemme hos klanen?

Også Pamela og flere andre havde først været rockere og havde fået stolthed og kompensation for den manglende kærlighed i deres opvækst ved at puste sig op med tatoveringer, rygmærker og støjende motorcykeludblæsning hvorfra skridtet til at opnå endnu mere opmærksomhed gennem udklædning i klandragter ikke var lang. For andet var det simpelthen ikke. De havde ingen som helst grund til at spille engle overfor mig, men jeg fandt simpelthen intet grundlag for at kalde dem hadske – hverken i deres ytringer eller vigtigere - i deres hjerter. Ingen af dem havde det mindste imod sorte, jøder, muslimer ("they are good God-fearing people") og de fleste havde individuelle sorte eller jødiske venner. En af Pamelas største sorger i livet havde været at miste sin bedste og uadskillelige sorte veninde gennem mange år, da denne havde opdaget at hun gennem alle årene havde været i Ku Klux Klan. Hun fattede simpelthen ikke at dette skulle kunne ødelægge deres venskab. Og Jefferys søn, der er et uhyre aktivt klanmedlem, er endnu mere aktiv som musiker i en rap-gruppe sammen med sorte. Igen ser han ingen inkonsekvens i dette. Mest interessant er at klan-lederen Jefferys stedfar er sort og at han elsker stedfaren overalt på jord. Hvorfor? Jo, han var en af hans mors gamle kunder, som havde forelsket sig i hende og derved "reddet hende ud af et syndigt liv som narkoman og prostitueret og gjort hende til en fin dame."

I det hele taget er Jeffery en type, som vader ind i alle mennesker med træsko på – eller bliver uvenner med – uden at skelne til deres baggrund. Klan-retorikken er som sagt blot noget han bruger under demonstrationer for at påkalde sig mediernes opmærksomhed. Den eneste gruppe, som de alle havde lidt svært ved at acceptere, er homoseksuelle, men dette blev udelukkende begrundet med at "Biblen jo siger at det er forkert." Men når jeg ved at stille spørgsmålet lidt anderledes prøvede at finde ud af hvilke følelser de rummede i deres hjerter overfor homoseksuelle, blev jeg altid glædeligt overrasket. Til spørgsmålet om "Hvad ville du sige til at din egen søn var bøsse?" svarede de alle uden undtagelse at de "naturligvis ville elske ham som enhver anden af mine børn." Dette spørgsmål ville mange almindelige amerikanere udenfor hadgrupperne have svaret direkte hadsk og fordømmende på. Så skønt klanen i de fleste opfattelser lå på linie med republikanerne, lå de på enkelte punkter langt ude på venstrefløjen. F.eks. var de alle fanatiske modstandere af dødsstraf (men i direkte konsekvens deraf helt ude på højrefløjen i spørgsmålet om abort) da det "simpelthen er forkert at tage et menneskes liv."

Nej, had fandt jeg intet af hos dem. Så hvordan forklarede de så deres tilhørsforhold til Ku Klux Klan? Uuddannede, som de var, havde de svært ved at verbalisere dette og brugte mest deres leders ord, som jeg allerede havde hørt i Tv-udsendelsen. Der skulle være "lige rettigheder for alle og ingen positiv særbehandling af nogen gruppe." Også her stod de fuldstændig på republikanernes platform og mon ikke også de gav udtryk for de fleste danskeres holdning overfor indvandrerne i dette synspunkt? Skønt jeg ikke selv er enig med dem i dette, kunne jeg let forstå dem, da vi jo her har med en fattig hvid gruppe at gøre, som har nøjagtig de samme sociale problemer som de sorte og som føler sig diskriminerede ved alligevel ingen positiv særbehandling at have fået. Deres brug af det retoriske "White Power" siger alt om deres selvfølelse idet det efter meget kort tid i mine ører ikke lød som andet end "poor white trash power" og altså fik samme betydning som "Black power" havde blandt sorte i mine vagabondår. Alligevel brugte de det kun på telefonsvareren og til demonstrationer – igen for at påkalde sig negativ opmærksomhed. Og Pamela skammede sig direkte over at hendes 4-årige barnebarn havde lært det – dels af papegøjerne og dels af svigersønnen, som de alle så ned på som en uforbederlig tidligere nazist. Med andre ord var de, som de ikke brød sig om ved denne fyr, Walter, netop at han havde had i sig. Ikke så meget fordi det truede Klanens image, som de jo levede af, men fordi det truede deres egen selvforståelse som anstændige mennesker. Også klanlederen advarede mig senere imod "Wally", som han kaldte for "nothing but a scum bag", men de kunne intet stille op overfor ham, da han jo var kommet ind i klanen ved at gifte sig med Tania, lederens datter.

Wally var også den eneste jeg følte mig lidt skræmt af skønt vi hurtigt blev gode venner og jeg faktisk godt kunne lide ham på trods af hans decideret "onde" udstråling. Se blot mine web-billeder af ham. Han var tydeligvis mere nazist end KKK og kunne ikke lade være med hele tiden at række armen op i et "Heil" og at snakke anti-semitisk (dog på et meget teoretisk sammensværgelsesplan uden at have noget imod jøder som mennesker). Mens jeg umiddelbart kunne identificere mig med alle de andre og forstå den næsten logiske udvikling deres liv havde taget efter deres uhyggelige barndomsoplevelser, gjorde Wally mig forvirret. Han var også smart nok til at køre rundt med mit hoved. Når han gjorde mig lidt bange var det fordi jeg ikke kunne finde nogle indlysende skader i hans barndom i et integreret kvarter på Manhattan og derfor ikke kunne se for mig det sårede barn i ham, som var så let at finde, henvende sig til og forsvare i alle de andre. Men da jeg gravede i det kom der en dag en forfærdelig sandhed frem, som forklarede meget af hans bitterhed og smerte. Han havde været lykkelig gift i New York og havde elsket sin kone og deres 3-årige datter, men pludselig en dag blev de dræbt for øjnene af ham i deres bil, da de blev ramt af kuglerne fra et af gadens sorte bandeopgør. Efter dette havde han været mentalt næsten i koma i flere år og var blevet nazist. Så en dag så han Tania og hendes far optræde i klandragter på Jerry Springers Tv-show og var straks blevet forelsket i hende og var taget til et klanmøde i North Carolina for at fri til hende.

At disse to tykke og grimme mennesker elskede hinanden overalt på jord var der ingen tvivl om. Ustandseligt sad de og holdt hinanden i hænderne med deres hagekors-tatoverede arme. Og var der nogen de elskede højere end alt var det deres datter, som han puslede om og legede med døgnet rundt hvorfor jeg havde svært ved at få hans opmærksomhed før hun langt ud på natten var lagt i seng. Mens Tania arbejdede på benzintanken, havde Wally valgt at være hjemmegående for at kunne vie hvert et øjeblik til deres elskede datter – og fordi han var rystende angst for at miste hende som han havde mistet sin første datter. Indenfor deres fire fattige vægge kunne han føre ideologisk krig mod hele verden og lyde faretruende med en retorik, der søger og opnår vores allesammens had og fordømmelse. Men som klanlederen og hans kone fortalte mig – og jeg hurtigt selv indså - var han faktisk ikke i stand til at krumme et hår på et levende væsen. "He is all talk, no action." Jeg ville ikke føle mig spor bleg for eller blåøjet ved ligesom en Lars Norén at invitere ham på en teaterscene - skønt han med sit døde øje og skaldede hoved ville give de fleste tilskuere æstetiske idiosynkrasier og derved netop stille omverdenens eget had til skue. Skønt han i teorien opdrager sin datter til had - til at løfte armen i et heil-signal og at sige "white power" – ind imellem de hundredvis af almindelige kærlige børnebøger han sidder og læser højt for hende dagen lang – er jeg faktisk ikke bange for at hun en dag vil vokse op med had i sig. For virkeligt had kommer ikke af altopofrende kærlighed, men af dyb smerte og mishandling. Men ligegyldigt hvor gode venner, vi blev, opnåede jeg aldrig så meget af hans tillid at jeg kunne få lov til at overnatte hos dem. Han havde ikke tillid til noget menneske, havde ingen venner og kom stort set aldrig uden for en dør. Og dette var jo lidt af en falliterklæring for mig. Men da han kendte min bog og alt hvad jeg stod for, kunne man måske ikke bebrejde ham for ikke at have tillid til mig. Alligevel fik jeg lov til at fotografere og videooptage ham fra morgen til aften - også i de mest intime scener med barnet og konen. Jeg har altid sagt at enhver nazist kan helbredes med lidt kærlighed eller blot ved at finde en kæreste. Og det tror jeg også vil være tilfældet med Wally. Med sin personlige tragedie er han i sin isolation stadig låst fast i sin fortids retorik – men det er tydeligvis ikke den han lever og brænder for. Det han brænder for er helt åbenlyst sin familie og at øse af sin kærlighed til denne – en familie som allerede har fået ham fra helvede ud i skærsilden, fra Nazistpartiet og ind i Ku Klux Klan. Jeg tør væde på at han om få år – især hvis han fornemmer lidt kærlighed fra os i hans omgivelser frem for vores had og fordømmelse – ja, så vil han med Tanias hjælp ende som en ganske almindelig kærlig familiefar. Jeg oplever ham i al fald ikke som spor værre end alle de danskere, der i disse år sidder og tænker, snakker og stemmer ondt om muslimerne. Og slet ikke nær så farlig, for modsat danskerne har Wally overhovedet ingen magt til at skade andre.

Da det var lykkedes mig at få venskabet med den eneste, som klanmedlemmerne selv syntes var lidt "farlig" og "hadsk", kom jeg til den største udfordring af alle – forsøget på at komme ind i fængslet til selve klanlederen Jeffery. Alle medlemmerne havde sagt at jeg godt kunne opgive dette. Ingen af dem var det lykkedes at få tilladelse, end ikke for hans to børn. Kun konen Pamela var det efter flere måneders ventetid lykkedes for. Skønt man skal sende skriftlige ansøgninger ind, som skal godkendes af alverdens bureaukrati og den indespærrede selv – hvilket kan tage måneder som jeg oplevede da jeg skulle besøge massemorderen Woody i fængsel – tog det mig alligevel kun en halv dag. Her er det jo en fordel at have en fod i fjendens lejr – bl.a. hos Morris Dees. Men man opgiver let når man står foran disse enorme knejsende borge eller byer, som amerikanske fængsler tit fremstår som med deres 5000 indespærrede placeret midt i en ødemark. Min bog var dog nok det som hjalp mest med at overbevise dem om at jeg ikke var klanmedlem.

Sikkerhedsforanstaltningerne var endnu mere omfattende end jeg er vant til når jeg besøger sorte fængslede venner. Jeg måtte således forhandle direkte med ledelsen, thi hvis det kom nogen fangevogter eller fange for øre at Jeffery var Ku Klux Klan-leder, vidste alle at han ville være en død mand blandt det store flertal af sorte fanger, han jo sad sammen med. Desværre fik jeg alle kameraer, videoer, livrem og neglesakse taget fra mig, men fik udleveret en notesblok og en pen. Jeg fik sågar tilladelse til at se ham uden for besøgstid, hvorfor vi sad alene i et kæmpelokale. Jeg var rystet over at se det frygtsomme blik i hans øjne og det nu kronragede ansigt på denne stolte langhårede og langskæggede klanleder, jeg havde set på Tv. Han følte sig lidt klemt ved at få et stort knus af mig, som jo egentlig var hans modstander, men som nu repræsenterede hans eneste håb om frihed. Pamela havde jo fortalt alt om mig i telefonen. Jeg vidste at tiden var knap og gik lige til sagen om hans barndom, hvilket ikke forbavsede ham, da Pamela havde fortalt ham alt om hvordan jeg interviewede dem alle. Hans barndom var som sagt ubeskrivelig ond og han fortalte med fotografisk skarpe detaljer. Kun et sted følte jeg at han muligvis efterromantiserede og jeg blev derfor ved med at spørge om geografiske detaljer for at finde huller i historien.

Som 5-årig havde han en mørk nat siddet alene med sin lillesøster i en bil udenfor huset af en af hans mors sorte kunder, da nogle klan-folk i hvide kutter havde nærmet sig med geværer sandsynligvis for som det var almindeligt i de tider blot at skræmme denne "nigger lover." Da de opdagede børnene på bagsædet, havde en af dem råbt: "Let’s shoot them." Men en af de andre havde standset ham med ordene: "We can’t. They are white." Jeffery sagde det ikke direkte, men indicerede at hans klan-aktiviteter senere i livet måske havde noget med denne oplevelse at gøre - dengang klanen havde reddet hans liv. Når han forbandt alt muligt syndigt med raceblanding, er der i al fald ingen tvivl om at det går tilbage til hans smerte og forladthed i de år hvor hans mor levede af prostitution og narko med mest sorte mænd omkring sig. Han fortalte også om sulten i disse år og den endnu værre sult i de år han var hjemløs og røg ind og ud af fængsel. Indtil han som rocker var kommet i kontakt med den kendte klanleder, David Duke, der senere blev valgt som politiker i Louisiana, og fik stolthed som dennes livvagt. Men da han opdagede Dukes falskhed, havde han vendt sig imod ham og startet sin egen klangruppe. Under hele vores samtale bed jeg mærke i at han aldrig omtalte sorte eller andre minoriteter negativt, men kun tidligere klan-venner og alle de "skøre kugler" som prøver at blive medlemmer. "85 % of them are scumbags. I can’t use them. They are niggers."

Jeg var på nuværende tidspunkt udmærket klar over hvad hans og klanmedlemmernes definition på en "nigger" var: "A low trash person who takes from society and gives nothing back. There are far more white niggers than blacks." Men bortset fra nazisten havde jeg faktisk aldrig hørt dem bruge ordet "nigger" skønt jeg vidste at de gjorde det i demonstrationer. Og når jeg endelig hørte dem bruge udtrykket, var det altid om hvide. Da jeg nu hørte fra Jefferys egen mund om al den foragt og manglende tillid han havde til flertallet af den type mennesker som søger ind i klanen, sagde jeg: "So Jeffery, you really hate yourself, isn’t it right?" Han sukkede dybt og sagde så eftertænksomt – igen og igen: "Yes, I hate myself. I hate myself….I really, really hate myself…"

Derefter begyndte jeg at snakke om hvordan jeg havde fornemmet at han var begyndt at arbejde sig ud af dette selvhad i det år, hvor han havde været gift med Pamela og han fortalte nu i en uendelighed om hvordan hun var den eneste virkelige kærlighed, han havde oplevet og fået i sit liv. Hun betød alt for ham og han ville give alt hvad han ejede i sit liv for at kunne leve sammen med hende igen. Jeg spurgte ham så om han sågar ville opgive Ku Klux Klan for at få hende tilbage? Han så på mig som om det var den mest selvfølgelige ting i verden og sagde at nu hvor han gennem klanen (hvor de havde mødt hinanden) havde opnået alt det han havde efterstræbt hele sit liv – lidt kærlighed – ja, hvad behøvede han så klanen til mere? "Ville du overrække Wizzard-staven til selveste Morris Dees?" spurgte jeg frækt. "You bet I would. Any time. Men jeg tror du har misforstået mig med dit spørgsmål. Jeg har intet imod Morris Dees. Han har min største respekt og beundring. Han har gjort dette land en kæmpetjeneste ved at få suprematister som Tom Metzgar bag lås og slå. Jeg ville med glæde overrække ledelsen af klanen til ham." "Også til mig?" grinede jeg, da Pamela allerede havde inviteret mig og hele min familie til klanens store nationale landsmøde den 4. juli. "Selvfølgelig!" smilede han.

Det var i dette øjeblik ideen begyndte at udvikle sig om at vi burde bytte roller, at han skulle overtage "Amerikanske Billeder" og jeg Ku Klux Klan. Han havde levet af at sælge "had" hele sit liv og jeg af at sælge "kærlighed," men jeg havde på dette tidspunkt for længst opdaget at ingen af os havde mere af det ene eller det andet end modparten. Vi var begge blevet trætte af hulheden i vore budskaber, som vi hver på vores måde var gode til at levere i form af tom retorik foran et publikum, men som ingen af os magtede at leve op til i vores hverdag. Vi havde straks, da vi så hinanden i fjernsynet følt os tiltrukket af hinanden og nu hvor vi endelig mødtes, var vi på kort tid parate til at bytte roller. Jeg sad med en slags skyldfølelse over altid i mit arbejde at have levet af at sælge ham og hans lige som et symbol på selve ondskaben nu hvor jeg måtte erkende hvor fuldkommen ens vi i virkeligheden var.

Mens jeg sad fordybet i disse tanker røg det pludselig ud af mig: "Du er uskyldig. Jeg ved at du sidder her pga. din kærlighed!"

"Hvor ved du det fra? Har Pamela fortalt noget?" spurgte han mistroisk og chokeret.

"Nej, jeg kan bare føle det," sagde jeg, da jeg ikke ville afsløre nogen.

Men mens jeg havde siddet og følt energien fra ham, var puslespillet pludselig gået op for mig. En dag mens jeg havde siddet og interviewet Pamela derhjemme foran videokameraet, havde deres nabo banket på og var braset ind i stuen uden at se mig. Han var ikke i klanen, blot en god solid nabo og ven af Jeffery. Jeg overhørte ham blot at ytre noget i stil med "So has he told the stuff about Tony? Will he be out soon?" Jeg hørte ikke efter resten af samtalen som jeg blot fornemmede var ligegyldig nabosnak, men vendte kameraet imod manden pga. hans hyggelige landlige fremtræden. Men da han efter nogen tid gik, kom Pamela alvorlig hen til mig og spurgte barskt: "Optog du den samtale på dit bånd?" Jeg fornemmede straks at det drejede sig om noget virkelig alvorligt og løj: "Nej, jeg vendte blot kameraet et øjeblik for at få hans garvede ansigt med." "Jeg tror ikke på dig. Du bliver nødt til at give mig det bånd." Jeg var virkelig ikke meget for derved at opgive over en times interview med hende og kæmpede med næb og klør for at overbevise hende om at jeg intet havde fået optaget. Til sidst fik jeg hende til at falde til ro.

Jeg fik dog aldrig tid til at lytte båndet igennem, men overhørte de næste dage andre små samtaler ligesom Pamela fortalte om alle de problemer, hun havde med klanlederens vrede og irrationelle søn, Tony, der var stærk knyttet til sin mor, Jefferys tidligere kone, som forsøgte at få Jeffery tilbage. Tony var konstant i konflikt med loven. Nu gik puslespillet pludselig op for mig og jeg sagde til Jeffery: "Jeg har en følelse af at du er i fængsel fordi du dækker over din søn. Er jeg helt forkert på den?" Jeffery var slået med forbavselse, men følte at han nu kunne stole på mig. "Du har ret. Tony har været frygtelig vred og helt ude af den lige siden jeg gik fra hans mor. Han laver konstant alle de gale ting og ligner i et og alt al den vrede, jeg havde i mig selv i min ungdom som hustler. Jo, det var ham som pludselig kom farende ind i lokalet den dag, det skete. Men jeg kan ikke angive min egen søn. Jeg kan ikke sende ham i fængsel. Jeg er gammel og har haft min tid. Jeg kan klare disse år i fængsel ved at vide med mig selv at jeg redder min søn. "

Jo, her var minsandten en klanleder, der havde opgivet hele sit liv, hele sin egen nyfundne kærlighed og hele det Klan imperium, han møjsommeligt havde bygget op og som nu smuldrede fordi han var gået i fængsel - ikke pga. sit had, men pga. sin kærlighed.

Det, der var sket et halvt år før var som sagt at to journalister fra en Tv-station i Louisville var kommet op for at interviewe ham. Da amerikansk Tv-nyheder udelukkende lever af at sælge had og kriminalitet var de kommet med fjendtlighed overfor Jeffery og ikke med nogen som helst interesse i at høre hvad han egentlig stod for. Under interviewet havde Jeffery da også hurtigt følt at han ikke fik sine meninger igennem og afbrød det til sidst ved at sige at han ikke ønskede interviewet udsendt på Tv. Det kunne der ikke blive tale om, sagde de, hvorefter han havde forlangt at få båndet. De nægtede at udlevere det, hvorfor han sagde at de ikke kunne gå før han fik det. I ca. 5 minutter var situationen fastlåst, hvorefter Pamela var gået ud til Tony udenfor og havde fortalt om det. Tony, der som sædvanlig var lidt for ilter og netop havde optrådt i sin klandragt, kom pludselig farende ind i lokalet iført denne og bærende et jagtgevær. Der havde ifølge Pamela ikke været nogen trusler af nogen art, blot en lidt anspændt situation. Et andet klanmedlem var i samme øjeblik tilfældigt kommet forbi og havde parkeret sin bil udenfor. Skønt jeg selv parkerede min bil der og ved selvsyn havde set hvor åbent der var til alle sider, havde disse journalister i retten fremstillet dette som om de var blevet afskåret fra at slippe væk. Men det var ikke sådan de først havde fortalt det til det lokale politi, hvor de blot havde sagt at de var blevet chikanerede. Dette var der imidlertid ikke en egentlig politisag i, da det blot var den enes ord mod den andens og ingen var kommet til skade eller havde mistet noget.

Men så fik Morris Dees, som jo sidder og følger alle klanaktiviteterne nede i Alabama, nys om sagen og fik overbevist journalisterne om at der var tale om "kidnapning" og at de havde lidt voldsomt under stress mens de følte sig truet. Da det igen var den enes ord mod den andens, kunne Morris Dees ikke få Jeffery dømt på dette grundlag alene, men var nød til at bruge alle de småsager, som Jeffery var blevet dømt for i sin vrede ungdom mens han var hjemløs. Og da en tidligere straffet ikke må bære våben, var synet af et våben nok til at få Jeffery dømt. At det ikke var ham, der bar våbnet var ligegyldigt for sagen. Han havde i al fald taget skylden for det for at redde sin søn.

At det hele lugtede langt væk af de opdigtede politiske retssager jeg husker imod fx de sorte pantere i min ungdom, havde jeg allerede opdaget under min tur ned gennem Kentucky, hvor jeg flere gange havde forsøgt at komme i kontakt med de to journalister, som hver gang nægtede at tale med mig. Jeg ved ikke om de har dårlig samvittighed, men de ønskede helt tydeligt ikke at tale om hvordan de efter et par minutters anspændt samtale med en uskyldig mand havde fået denne mand sendt i fængsel for livstid uden at nogen af dem havde lidt den mindste overlast. Senere lykkedes det som nævnt Jefferys sorte sagfører at "plea bargain" og få dommen reduceret til 7 år i fængsel.

Morris Dees havde tilsyneladende været ligeglad med om Jeffery var skyldig eller uskyldig i denne sag. For ham var det udelukkende et spørgsmål om at få endnu en klanleder i fængsel – at score endnu en letkøbt sejr for de mange penge der står til hans rådighed ved at have spærret hadets synlige symboler inde frem for at have bidraget til at bearbejde hadets dybere årsager. Som Jeffery selv havde sagt skorter det ikke på fattige med voldsomme barndomsskader og traumer, som forsøger at komme ind i Ku Klux Klan, hvor de er langt mindre farlige end udenfor. Men disse tabte eksistenser, som jeg har mødt i hundredvis af på USA's landeveje, har ingen som helst interesse for Morris Dees eller os andre før de får den geniale ide som Jeffery at låne hadets gamle dragt og symboler til at puste sig op med.

Som han sagde til mig i fængslet:

"Jeg kan komme kørende i et hundredtusinddollar jakkesæt og en limousine og ingen skænker mig opmærksomhed. Men i samme øjeblik jeg tager disse magiske gevandter på, står hele pressen og Tv-kameraerne der straks og jeg elsker for en gang skyld at være i centrum. Prøv at se hvor meget magt de giver mig. Jeg kan erobre og lamme selv USA’s største byer ved at putte et par klude på." Hvorefter han grinende fortalte sin version af hans livs største triumf, som jeg selv havde oplevet fra den anden side. Jeg havde nemlig været i New York dengang USA’s største Klan-gruppe havde annonceret at de ville marchere gennem Manhattan. Hele byen havde været i nærmest chok og i ugevis havde medierne kværnet løs med spørgsmålet om hvordan de dog kunne få standset klanen. Borgmesteren og byrådet havde debatteret det i dagevis, men havde til sidst måttet give op overfor forfatningsrettighederne. Jeg havde faktisk dengang haft min stille beundring overfor klanen over at den overhovedet turde komme til en by med flere millioner jøder og sorte.

Og hvordan havde så Jeffery oplevet sit sejrrige indtog: "Jo, han og Pamela, de to børn og andre familiemedlemmer – 13 i alt – var kommet kørende den lange vej og havde simpelthen "lagt byen for deres fødder." Vi havde 2000 bodyguards (dvs. beskyttende politi) og 16,000 jublende og vinkende tilhængere (dvs. moddemonstranter). Efter marchen sagde politiet at de nok skulle sørge for at få os trygt ud igen. Men nej, sagde jeg. Vi har da aldrig været i New York før. Vi er jo turister og kom for at se byen. Og så tog vi alle 13 vore dragter af og i de næste to dage kørte vi rundt i undergrundsbanen og havde det enormt sjovt når vi så folk sidde og læse om os i aviserne. Jeg var jo på alle avisers forsider og kunne ikke dy mig for at gå op til bladkioskerne og fortælle de forbipasserende: "Se, se, det er mig. Har i set mig?" Jo, det var uden tvivl klanens største sejr, da vi lammede en af verdens største byer i over en uge," sagde han med et lunt glimt.

Da besøgstiden var udløbet, tog jeg en varm afsked med Jeffery og lovede at arbejde for hans løsladelse. "Betingelserne kan vi altid snakke om senere," sagde jeg drillende. Da jeg kom hjem til Pamela efter de mange timers kørsel i frysende snestorm, var klanen i chok. Jeffery havde nemlig allerede ringet og fortalt om mit besøg i fængslet og ingen af dem begreb hvordan det var lykkedes mig at komme derind. De tillagde mig næsten overnaturlige kræfter og det siger ikke så lidt om deres egen lave selvværdsfølelse at denne mystik omkring mig nu fik dem til at kalde mig for "professoren" fremover. Rygtet om mig og om mit venskab med den fængslede leder var gået igennem hele klanen og det blev besluttet at kalde alle de nærliggende staters "Grand Dragons" til en stor søndagsmiddag med mig. Mens en Wizzard er nationens præsident svarer en Grand Dragon til de enkelte staters guvernører. Jeffery var en meget progressiv Wizzard idet han var den første klanleder i USA’s historie som havde udnævnt et stort antal kvindelige grand dragons. Så hvordan kunne jeg andet end at beundre en mand, der lagde så stor vægt på ligestilling? J Pamela og jeg havde lavet mad hele dagen før, men desværre blev det snestorm hvorfor flere Grand Dragons blev indespærret i endnu mere formummende hvidt. Så det var kun Illinois’ Grand Dragon, Jean Null, og hendes personlige bodyguard, dvs. hendes egen mand Dennis, der kom efter at have gravet sig ud af driverne omkring deres lille nedlagte gård uden for Chicago. De var vældig søde, men sjældent har jeg oplevet folk med så lidt selvværdsfølelse. Efter middagen med bordbønnen, som I kan se på mine billeder, fik jeg dem delt så jeg kunne snakke i enerum med dem hver for sig. Dennis historie var den nu efterhånden klassiske om en brutal og fordrukken far, der havde mishandlet ham hele barndommen og som han ikke havde andet end foragt og had for. "Så din far var en "nigger"?", sagde jeg selvsikkert med mit nylærte gloseforråd. "Ja, den største nigger jeg nogensinde har kendt," svarede han, synligt stolt over den interesse han var genstand for, da han så absolut var underkuet af konen. "Og du var også selv en "nigger" før du kom ind i klanen?" spurgte jeg selvsikkert og indvendig lidt stolt over at jeg nu beherskede deres sprog så fint at jeg frækt - midt i en større flok fuldt udklædte og bevæbnede klanfolk - turde kalde dem for "niggere" lige op i deres åbne ansigter. Nu var vi rigtig på talefod og den normalt sky og tillukkede Dennis plaprede fra nu af op til mig om alt i sit liv. Pamela havde aldrig set ham så livlig før. Han fortalte om den stolthed han fik i sit liv, da hans kone var blevet grand dragon og hvor lykkelig han var blevet da han for første gang i sit liv selv var blevet udpeget til noget som helst dvs. til Ku Klux Klans officielle body guard for statens højeste embede – altså for hans egen kone. I så høj en stilling kunne man da rigtignok ikke føle sig som "nigger" mere, tænkte jeg sørgmodig over at erkende hvor svært livet dog er for nogle mennesker.

Pamela havde på forhånd advaret mig om at hvis der var nogen i klanen, der havde noget had i sig ud over Wally var det nok Dennis’ kone, Jean. Hun brød sig nemlig vist nok ikke om mexicanere eller havde i hvert fald sagt et par gange ved tidligere lejligheder at hun syntes at der burde gøres noget for at bremse den store indvandring af mexicanere. Men hun er god nok på bunden, havde Pamela tilføjet. Herregud havde jeg tænkt, hvis Pamela mener at dette er had, så er hele den danske befolkning jo fuld af had lige nu. Jo, jeg priste mig lykkelig over at slippe det hjemlige had for en stund og i stedet at havne i disse kærlige omgivelser, der så åbent havde taget mig til sig som en af deres egne. Jean var utroligt ydmyg overfor mig, men med den megen respekt der stod omkring "professoren," dristede hun sig nu til at spørge mig om noget som hun engang havde læst om, for "hvis nogen ved det må det vel være dig." Hun havde læst nogle teorier om at jødernes holocaust måske slet ikke havde fundet sted og vidste snart ikke hvad hun skulle tro på, sagde hun. Bortset fra Wally var her et af de få beviser på at de egentlige hadgruppers skrifter var nået til nogle af disse klan-medlemmer, men det fremgik ikke klart hvad hun egentlig selv troede på. Med al den autoritet hun tillagde mig var jeg helt bange for at såre hendes følelser, men måtte naturligvis fortælle hende sandheden. Niveauet, jeg kommunikerede på, føltes fuldstændig som da jeg for nylig skulle forklare en 4. klasse i Bubbers Tv-program om noget de aldrig havde hørt om før – at Ku Klux Klan ikke er onde mennesker. Jeg fortalte hende om de koncentrationslejre jeg havde besøgt, om mine jødiske venner som havde mistet alle deres familiemedlemmer og om Angela, en af mine venner, der havde mareridt i månedsvis da hun fandt ud af at hendes far, en ungarsk nazist, personligt havde givet nakkeskuddet til hundredvis af jødiske børn osv. Jean var tydeligvis forfærdet over at høre dette, for autoriteter tror man jo på i hendes samfundslag. Men hendes uvidenhed og usikkerhed var jo stort set ikke større end den de fleste mennesker har om Ku Klux Klan. "De tror jo alle derude at vi går rundt og hænger folk fra træerne," havde jeg tit hørt Pamela sige i sin egen forundring over den modstand hun møder pga. sit medlemskab af klanen. "Ja, hvor dumme kan folk dog være?" måtte jeg efterhånden spørge med hende, da jeg jo vidste fra undersøgelser at det store flertal af de 10.000 sorte, der er blevet lynchet igennem historien, ikke blev lynchet af Ku Klux Klan, men af ganske almindelige gennemsnitsborgere. Ligesom der i dag sandsynligvis er langt mere vold imod klanen end af klanen imod andre. Pamela havde ikke tal på hvor mange gange folk var kommet kørende forbi og havde skudt ind eller smidt brandbomber gennem deres vinduer. Under hele mit ophold var jeg rystende nervøs – ikke for klanen – men for omgivelsernes vold og parkerede min store van så tæt op af Pamelas stuevindue at det ville være svært at ramme os udefra. Med al den opmærksomhed der er omkring disse såkaldte hadgrupper – især fra Morris Dees og FBI – forstod jeg Jefferys angst for at få voldelige elementer ind i klanen, som kunne levere et påskud til at slå ned på klanen. Modsat andre amerikanere havde Jeffery aldrig turdet bringe våben med sig i klanens biler til selvforsvar, da de ustandseligt bliver ransagede og de fleste af dem ikke kan få våbentilladelse pga. diverse domme for småkriminalitet i deres vrede ungdomsår – før de kom ind i klanen. Skønt Morris Dees’ hjemmesider siger at Jefferys gruppe er den farligste og mest aktive i USA og den eneste som ikke er blevet "politisk korrekt" i sin sprogbrug i takt med resten af samfundet, ja, så var det gennem alle årene ikke lykkedes ham at slå ned på Jeffery før han tog falske anklager i brug og derved reelt gjorde Jeffery til politisk fange. Når man som jeg kommer fra et land, hvor man dagligt er vant til en hadsk politisk ukorrekt sprogbrug både i medierne, hos politikerne og i befolkningens sind og hjerter, - ja så føltes det for mig som at gå i kloster at komme i Ku Klux Klan og i al fald fuldstændigt meningsløst at kalde Jefferys gruppe for "politisk ikke-korrekt" – med de få undtagelser jeg har nævnt og som klanen selv beklager sig over. Klanmedlemmerne er ikke engle, men i én forstand er de tættere på at være det end de fleste af os – ikke mindst jer der kan læse og forstå disse ord. Under hele mit ophold fik de mig nemlig ustandseligt til at tænke på Jesu ord "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres (Matt 5,3)" Thi at tillægge så resursesvage mennesker så meget magt og ansvar, som vi normalt gør det, siger mere om vores egen ufuldkommenhed end om deres.

Det var svært og vemodigt at tage afsked med klanmedlemmerne, som var blevet som én stor familie for mig. De tiggede og bad om jeg ikke nok ville komme tilbage med hele min familie til deres store landsmøde den 4. juli til tre dages korsafbrænding, hyggeligt samvær i "kirken" og øldrikkeri. Jeg havde allerede snakket med dem om at bringe mit show til lejligheden og tænkt på at invitere Morris Dees, sagførerne og nogle af mine sorte venner for at disse ved selvsyn kunne se klanens reaktioner under showet. Jeg var nemlig sikker på at klanen ville have en positiv reaktion nøjagtig som når Dansk Folkepartis vælgere ser det i Danmark.. Men jeg var bange for at love dem for meget, da jeg ved hvor overfladisk mit liv er når jeg kommer hjem. Jeg kørte af sted i en forrygende snestorm og 20 minusgrader, men nåede efter nogle timers glatkørsel frem til mit mål - en gammel jødisk kæreste i Michigan – idet jeg slet og ret havde brug for lidt forstandighed og at tale med et intellektuelt menneske igen. Janet Crayne havde lavet stor middag til mig i hendes nye flotte hus med stuer så elegante som i det Hvide Hus, hvor hun som omtalt i et tidligere julebrev blev inviteret af Clinton for at få en hædersbevisning for sin store indsats med at bygge Kroatiens bibliotekssystem op efter krigen. Jeg er ikke særlig intellektuel, men da jeg nu sad og diskuterede over middagen i stearinlysets skær med en på lige fod, opdagede jeg hvor lavt et niveau jeg havde kommunikeret på det sidste par uger. Det var utroligt befriende og godt at debattere klanen netop med en "russisk jøde" med den forståelse for undertrykkelsesmekanismer, de tit lægger for dagen. Dog fik hun ved nærmere eftertanke vist ikke mange ord indført under alt det jeg havde at fortælle om en verden, der lå så langt væk fra hendes Harvard-uddannelse. Hun var enig med mig i at mine iagttagelser hos klanen gik stik imod alle gængse opfattelser og at det ville være en sensation hvis jeg kunne få Jeffery ud af fængsel og symbolsk bytte roller med ham. "Oprah Winfrey will love both of you on her show!" Også Muwwakkil, min agent, var helt vild med ideen, da jeg ringede ham op. Han kunne straks se penge i at putte mig "on the campus lecture circuit with a Klan man." Men særligt Pamela havde været ivrig efter at få Jeffery og mig sammen ud i universiteterne for at trække Jeffery væk fra det had-skuespil, han er nødt til at benytte på gadehjørnerne. Hun fortalte at han én gang i sit liv havde været inviteret som taler af et universitet og at han havde elsket det fordi han der blev mødt med respekt og ægte nysgerrighed frem for regulært had. Og dette havde bevirket at også han havde talt i værdige "politisk korrekte" toner og i hendes øjne var vokset mange grader.

Janet ønskede at jeg skulle blive hos hende nogle dage for at nedskrive min beretning, men en af mine bedste gamle sorte veninder lå døende i Pittsburgh og hvis jeg skulle nå at køre den store omvej for at besøge hende, måtte jeg allerede næste morgen af sted i den fortsatte snestorm. Jeg nåede ud på natten til det ildelugtende fattighospital, hun lå på. Dorothy var en af de første sorte kvinder, der inviterede mig hjem i 1971, og gennem årene boede jeg i hendes lille ghettohjem hver gang jeg var i Philadelphia. Hendes dengang 14-årige datter plagede mig altid om at komme med, når jeg berettede om mine blaffeture, og som 16-årig tog jeg hende med rundt i sydstaterne. Sent glemmer jeg overraskelsen playboymillionæren Tommy fik, da han vågnede op og så en nøgen sort kvinde stå i sit badeværelse – den første sorte nogensinde i hans hus. Siden inviterede jeg Dorothy og familie til Danmark. Allerede dengang var hun blevet så stor og tyk at jeg måtte rulle hende fra Tivoli til Frederiksborg i rullestol. I en sådan optrådte hun også på scenen i DR1’s film. Mange af jer læsere, bl.a. Pia Tafdrup, har været med på besøg hos hende og set hvordan hun flød mere og mere ud gennem årene.

Alligevel var chokket stort, da jeg nu så hende så stor, at de havde stillet to hospitalssenge ved siden af hinanden som hun fyldte helt ud fra kant til kant. Hun lå i en døs i alskens apparater, men vågnede op og genkendte mig og blev straks et stort smil i øjnene. Hun kunne intet sige, men jeg fik fremstammet en tak for de 31 år, vi havde kendt hinanden og for alt det hun havde betydet i mit liv. Det var ikke let og vi havde begge tårer i øjnene ved tanken om at dette var den endelige afsked. Det er ikke let med en sådan envejskommunikation og jeg begyndte at vende mange af vore oplevelser sammen. "Kan du huske da du og børnene var mine æresgæster i Swarthmore College for første gang og du pludselig råbte stolt ud over salen, så alle kunne høre det: "That’s my daughter! That’s my daughter!" da nøgenbilledet af René i seng med hendes kæreste kom på skærmen?" Jeg lo ved disse minder og Dorothy smilede lidt med øjnene. Til sidst kyssede jeg min gamle madmor, værtinde, svigermor, sjælesørger, medoptrædende på diverse scener og hvad andre roller hun nu har haft for mig, et langt, varmt farvel på det lille hoved, som jeg kun kunne nå ved at lægge mig ind over hendes enorme korpus. Disse afskedsstunder ved dødslejer, som jeg efterhånden har været til en del af, virker så banale og slidte. Man savner altid Hollywoodmusikken i baggrunden.

Hjemme i Danmark skulle jeg straks efter tage afsked med endnu en kær ven, min svigerfar. Hans død kom som en lettelse for os alle, men ikke mindst for Vibeke, som i de senere år under hans stadig mere håbløse Parkinson havde ligget i pendulfart til hans plejehjem. Hun havde i den grad ofret sig for ham at det tydeligt kunne ses og mærkes på hende. Jeg skal ikke her give ham nærmere omtale – dels er Vibeke meget privat omkring sin egen familie og dels er det sværest at beskrive dem som står én nærmest - som I f.eks. så det ved mine egne forældres død. Det er let at fortælle om omstændighederne ved deres død, men at fortælle om den dybere betydning, de har haft for ens liv, er meget sværere og mere smerteligt. Skønt det ikke var trist at tage afsked med den svage skikkelse, der var tilbage af "morfar", var det vemodigt at mindes det muntre, begavede og kærlige menneske han engang var – og svært at acceptere at de yngste børn i familien aldrig skulle få dette minde med sig. Derfor lavede jeg til begravelsen netop til dem en cd "Morfar fortæller" med de levende og muntre beretninger jeg engang havde fået ham til at lave på min båndoptager om slægten. Jeg selv har utrolig glæde af at genhøre de gamle båndoptagelser min egen far lavede med mine bedsteforældre og som straks får dem til at træde frem for mig lyslevende. Jeg har også brugt en masse tid i vinterens forløb på at rense de gamle billeder af dem og at lægge dem ud på mine slægtssider, hvor kusiner og fætre og fjernere familiemedlemmer nu kan nyde dem så langt væk som i New Zealand og let downloade dem til hjemmeopgaver. Vore fælles forfædre skal naturligvis ikke ligge gemt i let brændbare utilgængelige skuffer, men konstant stå lyslevende for os "på skærmen." Der går sjældent en dag nu hvor min kusine Birgit i Ålborg, min lillebror Steen i Århus eller jeg selv ikke lige klikker os forbi til en lille snak med vore bedsteforældre om "Hvem er vi? Hvor kom vi fra? Hvor går vi hen?"