Beskrivelse af projektet:

Lysbilledshowet Amerikanske Billeder har igennem 26 år været vist med så stor succes i Europa, USA og Canada, at det i de første 10 år selv var en bevilgende fond, der gav humanitær ulandshjælp og byggede skoler samt sygeplejeskolen Kwanzu Zul i det sydlige Afrika. Da jeg i begyndelsen af 80’erne flyttede showet til USA, ønskede universiteterne der ikke – som i Europa – udsendte frivillige til at vise showet, men ophavsmanden selv. Som enmandsforetagende var det ikke muligt længere at være en bevilgende organisation.

Lysbilledshowet kører stadig – på 20. år – med samme succes i USA’s universiteter, byråd og kirker, hyppigt efterfulgt med mine daglange racismebearbejdende workshops, hvorunder der skabes en konstruktiv dialog mellem sorte og hvide. Fire år i træk blev jeg derfor nomineret til de amerikanske studenters humanitære fredspris.

I slutningen af 90’erne var fremmedhadet blevet så forværret i Europa, at jeg lavede en ny dansk, norsk og tysk udgave af showet. I Norge blev denne finansieret af regeringens Udlendingsdirektorat til brug i de videregående skoler, hvor resultaterne var så gode at selv erklærede nazister til medierne udtalte sig som "omvendte" efter at have set showet. I Danmark er jeg blevet en fast tilbagevendende bestanddel i de fleste gymnasier, seminarier, voksenuddannelser og mange høj- og efterskoler.

Pga. den store efterspørgsel i USA, Danmark og Norge har jeg dog ikke tid til personligt at genoptage oplysningsaktiviteten i Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland og Belgien, men ønsker at give støtte til lærerne der med den senere udviklede interaktive DVD.

Overalt i verden finder der undertrykkelse og konflikter sted mellem forskelligartede befolkningsgrupper og religiøse og seksuelle orienteringer og overalt tror lokalbefolkninger at deres situation er unik og har med deres egne uforløste lidelsesoplevelser gennem barndom og livet lært at læsse deres egne problemer over på "de anderledes." Dette fænomen er af universel karakter. Velmenende lærere prøver tit at forklare og forsvare "de andre," men uden at det har nogen nævneværdig varig virkning, da det jo ifølge sagens natur ikke er "de andre", der er problemet, men én selv.

Billederne af det sort-hvide undertrykkelsesmønster i USA udgør et effektivt undervisningsmateriale overalt i verden. I de fleste konfliktområder i verden ligner undertrykkeren og den undertrykte nemlig fotografisk hinanden sådan som det f.eks. er tilfældet mellem tamil og singaleser, tutsi og hutu, serber og muslim/albaner, nordirsk protestant og katolik, heteroseksuel og bøsse eller dansk indfødt og østeuropæisk indvandrer. Derfor er de parallelle undertrykkelsesmønstre mellem sorte og hvide i USA et godt pædagogisk ikke-truende spejlbillede at holde op for os alle – også fordi undertrykkelsen der har kørt i så mange århundreder, at dets universelle grundmønstre ses forstørret så stort op at det er indlysende for alle, at noget er gået galt. F.eks. i form af den vold og de fjendtligheds- og vredesmønstre, som langvarig udstødelse i reglen afstedkommer hos den udstødte, eller de tilsvarende frygt- og skyldfølelsesmønstre i "undertrykkeren".

Amerikanske Billeder er også den eneste "dokumentarfilm" i vore dage, som har fulgt så mange menneskelige skæbner gennem 30 år. Dette er det måske mest gribende aspekt af showet for tilskueren – spørgsmålet om hvorfor det lille uskyldige barn, man så tidligere i showet, senere sidder i fængsel eller er myrdet osv.

Serien gør det netop muligt at studere undertrykkelsesprocesser på en mere håndgribelig måde end i tørre sociologi- og psykologibøger.