Homofobi – er vi så frisindede i Danmark?

At vi som racister har svært ved at reagere menneskeligt overfor ghettoens indespærrede oplever vi også i vores heterosexisme overfor homoseksuelle. I de fleste kulturer og religioner bliver vi så homofobisk undertrykte at mange af os føler os usikre og utilpasse omkring bøsser og lesbiske. Således former ghettoen i vore hjerter dem, forstærker forskellene og spærrer også dem inde i en ghetto. Når vi forhindrer bøsser i at reagere frit, at kysse og holde hinanden i hånden uden frygt, og får dem til at væmmes ved homoseksualitet før de bliver voksne, så indvendiggør de vore heteroseksuelle definitioner på godt og dårligt, samtidig med at vi tvinger dem ud i smertefyldte, frugtesløse forsøg på at blive som os. Dette har den samme forkrøblende virkning på deres selvværdsfølelse, som når sorte efterligner hvides hår og hudfarve. Igen presses de ind i ghettoer med underkulturer, helt på linje med de sortes. 
I disse år bruger vi hyppigt vore indvandreres kulturelt betingede homofobi til at føre hetz mod islam, en homofobi de dog hurtigt pakkes ud af når (eller rettere hvis) vi blander os med dem og gennem vort venskab integrerer hinanden ind i de frisindede danske værdier, som ingen fødes med. Også jeg skulle pakkes ud af min vestjyske homofobi og borgerlige opdragelse. For er der noget vore homoseksuelle lider under er det ikke islam, men kristnes fanatisme og fundamentalisme. Ikke blot fra hadske grupper, der som Agape forsøger at gøre oprør mod og omvende det Gudskabte, men især gennem vores folkekirkes ghettoisering og dæmonisering af homoseksuelle. Som i al undertrykkelse skader hadet andre, f.eks. de 4 forældre og 8 bedsteforældre, der nægtes den lykke det er for flertallet af ikke-fundamentalister at opleve et kirkebryllup for deres kære. På samme måde praktiserer halvdelen af folketinget undertrykkelse af homoseksuelle og heteroseksuelle ved at nægte dem glæden at få børnebørn gennem kunstig insemination.