Undertrykkelse af seksuelle mindretal
Racismens manglende respekt eller direkte foragt for andre
kulturer slår mig hver gang jeg viser mine Amerikanske Billeder af seksuelle
mindretal og oplever publikums afstandtagende reaktioner over for dem – også
hyppigt i Danmark. For mig skete et af livets store vidundere, da jeg en nat
blev jeg samlet op af en smuk sort kvinde. Willie, der
overraskende var velbelæst i dansk
litteratur, inviterede mig hjem, og vi udviklede et dybt venskab. Først i sengen
afslørede hendes skægstubbe for mig at hun var transvestit. Men endnu større var
chokket da jeg siden berettede om denne morsomme oplevelse til amerikanske mænd
og så deres afsky, frygt og aggressioner. At møde disse stolte transseksuelle,
transvestitter, drag queens og andre spændende seksuelle minoriteter var for mig
en glædelig overraskelse netop fordi de ikke typisk lever det liv af krybende
servilitet, som jeg ofte oplevede hos
skabsbøsser med al det destruktive selvhad, disse får af vores
ghettoisering af dem. Jo mere
jeg siden har vænnet mig til transernes ghetto og disse menneskers selvfølgelige adfærd,
jo mere rystes jeg over at opleve vore egne
barnlige eller direkte voldelige aggressioner over for det, som forståeligt nok
umiddelbart kan virke unormalt,
hvis man som jeg er vokset op i vestjysk isolation. Ligesom andre af racismens
ofre bliver også disse “andre” let målgruppe for vor egen livssmertes dybere
aggressioner. Ofte så jeg politi eller usikre unge mænd prygle min smukke transvestitven Tania i San Fransisco, hvor to andre blev myrdet af politiet,
mens jeg boede hos hende. Da jeg i Danmark husede et stort antal transseksuelle
på flugt fra Khomenis Iran blev disse udsat for så voldsom chicane af de macho
palæstinensiske PLO-flygtninge, jeg samtidig indkvartere de, at huset til sidst
lignede Beirut. Vores undertrykkelse og manglende indføling og hjælp under de
identitetskriser, den bevirker, driver mange transvestitter og transseksuelle ud
i selvdestruktive handlinger, fra narko til selvmord. Vor
”befriende” latter - dækkende over utryghed - er ofte første fase i
undertrykkelsen af ”de andre”.
|