Klasseundertrykkelse – racisme mod tabere

Jeg skal ikke her kaste mig ud i den evige diskussion om ”fair play” eller ”fair share” fordeling af goderne i vores markedsøkonomiske system. Sidstnævnte model, som vi tidligere i Skandinavien brugte som et Sisifosmål bestandig at stræbe efter, er jo immervæk også uretfærdig for dem, der er for handicappede fra fødslen eller skadede af livets andre undertrykkende mekanismer til at deltage på lige fod i kapløbet. Men modsat denne institutionaliserede form for klasseundertrykkelse handler vores individuelle ”classism”, som det hedder i USA, om hvordan vi behandler taberne i kapløbet og gør dem til vore ofre. Overalt i verden udvikler vinderne klasseforagt overfor taberne og skyder skylden på ofrene, når fattigdommens hæslige symptomer såsom arbejdsløshed, kriminalitet, magtesløshed, fysisk og psykisk sygdom og underernæring viser sig. Demagogiske politikere går på strandhugst i denne klasseforagt og kræver yderligere afstraffelse af de fattige såsom dødsstraf og varig fratagelse af stemmeret for tidl. straffede i USA eller nedskæring af kontanthjælp og ulandshjælp i Danmark. Ingen ville gå med til sådanne undertrykkelser af mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet handicappede, hvis vi ikke selv var blevet udsat for et mål af undertrykkelse. F.eks. i form af en stigende global utryghed, som har frataget os vores tidligere sunde ønske om at vise klassesolidaritet. Som voksne lefler vi i dag for de dyre vine, vi dengang forbandt med ”vulgære kapitalister” skønt vi ved at ”livet er for kort” (for jordens fattige) og at prisen for denne de rige landes efterhånden helt selvfølgelige luksus let kunne skaffe rent drikkevand til alle. Også vore børn opdrages til et urimeligt forbrug. Tænk blot på vores hysteriske satsning på dyrt mærkevaretøj, et utvetydigt udtryk for egoisme frem for solidaritet, mereværd frem for lige- og dybere selvværd, og en total foragt for den lidelse vi giver dem i skoleklassen eller vores samfund, der ikke har råd, eller som derved presser ud i et unødigt forbrug på bekostning af mere livsnødvendige goder.