Antisemitisme - i dens internaliserede form

Lad mig blot her nævne de mere ukendte sider af antisemitismens grusomme historie, som viser at vores nedgøring af ”de andre” i dag kan have psykiske konsekvenser 100 år efter. ”Indvendiggjort” antisemitisme har jeg set mange eksempler på i mine workshops hos selv de mest succesrige elever. Min jødiske veninde Sarah Bloomfield er topstudent fra Harvard med udmærkelser i både USA, Kina og Rusland. Men hvad betyder al den ydre succes hvis man i sit indre lider fordi nogen engang kom med endeløse angreb på ens krumme næse og identitet? Da jeg engang var på rejse med Sarah lå hun næsten hver nat og græd over sin næse og mente at den var skyld i at hun ikke kunne finde en mand. Pga. den udslettelse hendes familie var udsat for, følte hun sig forpligtet til kun at gifte sig med en fra samme forfulgte gruppe. At det ikke lykkedes viste at jødiske mænd led under samme komplekser som hende selv. Efter megen psykologhjælp fik hun til sidst en dyr næseoperation, der udbedrede skaderne efter de voldelige overgreb, hun havde været udsat for lang tid før sin fødsel. Og allerede samme sommer fandt hun en mand fra samme krumnæsede gruppe, der nu pludselig kunne se hendes skønhed, professor Elias, et tipoldebarn af Alfred Dreyfus, en af antisemitismens mest berømte skæbner.
Men Sarah er også eksponent for en anden side af indvendiggjort antisemitisme, som jeg med mit multikulturelle arbejde i USA i høj grad er afhængig af. Næsten 60% af mine foredrag i USA organiseres eller finansieres af jøder af østeuropæisk afstamning skønt de kun udgør 2% af befolkningen. 2000 år som forfulgt "outsider" har givet dem en stærk forståelse for undertrykkelse i almindelighed, hvorfor de går forrest i kampen for undertryktes rettigheder hvad enten det drejer sig om kvinder, homoseksuelle, fattige, ja endog nazister. Tryghed er at finde i alliance med andre undertrykte. Hvis de sorte er samfundets syndebukke bliver det jødernes tur næste gang. Derfor ofrede de langt flere af deres liv under borgerretskampen end andre ”hvide”.  (Hele historien om Sarah kan læses i min brevveksling med Søren Espersen)