Previous Home alt="Next"
  

 

 

 

Sorte studenter i ”Hvides privilegier” konference i Iowa.
Sorte studerende i Cornell University, New York.

53. En anden situation viser sygdommen endnu tydeligere. I Cornell universitet inviterede de sorte studenter mig en dag til et stort møde i det sorte kollegium. Jeg tog en af mine hvide venner med, som i to år havde arbejdet i mine workshops på at slippe af med sin racisme. Jeg følte, at hun var nogenlunde sund, men senere fortalte hun, at da hun trådte ind i det rum fyldt med sorte studerende, stivnede hun fuldstændig. Hun følte både skyld og afsky og alle mulige mærkelige følelser kom op og tog magten fra hende og bogstaveligt lammede hende. Det slog mig, at det hun sagde, var næsten ordret det samme som kvinden, der gik ind i Harlem, havde sagt. Hun følte sig syg og ”ude af sig selv” blandt kun sorte. Overalt fortæller sorte mig, at hvis de er blot tre sorte mandlige studenter i et klasseværelse og en hvid træder ind, ser de altid den hvide skynde sig lynhurtigt ud igen.    

   

  
Forskanset ægtepar i deres hjem i Brooklyn.
Svært bevæbnet familie i Jackson, Michigan.

54.  Hvorfor reagerede disse hvide så sygt? Var de sorte ude på at overfalde eller voldtage dem? Nej, det var deres forældre, der voldtog og bagbandt dem med alle deres budskaber om ”de andre” i barndommen, som siden gjorde deres børn ude af stand til at opføre sig menneskeligt ved mødet med ”de andre.” Det var nøjagtig de samme angstfølelser, der lammede begge kvinder, men ingen fornuftig amerikaner vil påstå, at hvide behøver at frygte sorte studerende i de højeste universiteter. Det er simpelthen latterligt, men vores racisme giver os netop irrationel frygt. Vi kan ikke adskille begrundet fra ubegrundet frygt og ender med at gøre alle i målgruppen til vore ofre. Vi er blevet så dybt skadede i vores opvækst, at enhver sort mand i USA og muslimsk mand i EU vækker angstfølelser hos os. 

  

  
Studenter fra min racismeworkshop i University of Wisconsin.
”Dansk” kvinde til muslimsk fest i Valby.

55.   Derfor bliver frygten senere i livet vævet sammen med racismens anden ingrediens, skyldfølelsen over at frygte mennesker, som vi godt ved, vi burde være menneskelige overfor. Vi forsøger nu at leve op til vore egne høje idealer og prøver at bryde ud af vores undertrykkelse ved f.eks. i gymnasiet eller på universitetet at række en hånd ud til de sorte, til indvandrerne osv. Men hele tiden lammes vi af denne rumlen i baghovedet - den forfærdende følelse af at forråde vore forældres kærlighed, alle deres skjulte advarsler om sorte - og hvis det ikke direkte holder os tilbage fra at blive venner med en sort eller en indvandrer, så gør det os i hvert fald så klodsede i forsøget, at modparten flygter skrigende væk ved mødet med vores ”racistiske nedladenhed.” Endnu engang bliver skyldfølelse knyttet sammen med frygt: nu frygten for at blive afvist af ”de andre.” Og endnu engang skaber det fjendtligheds- og vredesmønstre i dem, som vi forsøger at række ud til.   

  

  
Bruce, en amerikaner fra sydstaterne, med en Jamaica ven. To gange om året tager han dertil, men har ikke en eneste sort ven i USA.
De sorte på Jamaica har et afslappet forhold til nøgenhed mens de sorte i USA har indvendiggjort de hvide amerikaneres puritanske syn.

56.  I Jamaica opdagede jeg at Jamaica er et uhyre populært turistmål særligt for racistiske hvide. Ustandseligt mødte jeg fordomsfulde folk fra USA’s sydstater, der tog dertil flere gange om året og havde mange sorte venner der. Men når jeg spurgte dem: “Hvordan kommer I ud af det med de sorte hjemme i USA?” udløste det normalt enormt vrede med ord som: "Jeg hader dem, jeg kan ikke fordrage dem, de tager altid offerrollen!"  På samme måde er Tyrkiet, Egypten og Marokko enormt populære rejsemål for danskere og ofte får vi indfødte venner der, som vi roser til skyerne. Men når jeg møder de samme danskere på hjemmebane efter et par drinks hører jeg dem i en uendelighed spytte afstandtagende bebrejdelser ud om muslimske indvandreres fejl, om f.eks. badeforhæng og hallalmad i skolerne og kravet om ”hvorfor kan de ikke opføre sig som os?”

  

  
Indespærrede i ghettoen. Alphonso Makells døtre Alfrida og Joan, da han var kommet i fængsel en af de første af 40 gange. I dag er han ude og begge døtrene er præster.
Plakat overalt i København under VK-DF-regeringen ca. 2004.

57. Igen skyder vi skylden på offeret, når vi ikke forstår, hvad der går galt imellem os. Vi ved, at forholdet mellem sorte og hvide i USA eller danskere og indvandrere er gået helt galt og derfor giver vi i vore tanker altid dem skylden for det. Men det giver os faktisk også håb. Udlændinge, der kommer til USA og Danmark og ser ”de andre” spærret inde i ghettoer overalt, vil konkludere: "De hvide må være onde når de vælger at spærre deres medmennesker inde?”  Men nej, vi racister er ikke onde og vi hader ikke sorte eller muslimer. Hvad vi hader er de folk vi har såret og formet med vores racisme. Som Tacitus sagde: "Det er menneskets natur at hade den man har såret."  Vi har såret amerikanske sorte og danske indvandrere intenst og derfor ender vi med at hade så mange sider af vores egen skabning. Og i skyldfølelse at elske dem i de lande hvor vi ikke formede dem.

  

 

 

Professor Eddie Moore, som hvert år organiserer ”Hvides privilegier”-konference om racisme i Iowa.
DJ, producer og sangskriver i rapgruppen ”Outkast” i hans luksushjem i Atlanta. Hans kone Honey, som jeg har kendt fra barn og hendes fætter Thomas.

58.   Hvordan vi former dem er ikke svært at se i f.eks. den kriminalitet, som vi skaber i indvandrere – en kriminalitet, de ikke havde i deres hjemlande som Tyrkiet og Egypten.  Vores racisme, som konstant projicerer vores frygt ud på vore ofre hele tiden, gør til sidst os selv til ofre – racismens onde cirkel. I samme øjeblik en sort mand i USA eller dansk indvandrer med høj uddannelse tager cowboy-bukser på og går gennem hvide forstæder, låser vores frygt ham øjeblikkeligt inde i en angstens ghetto – ligegyldig hvor mange ph.d.’er, han måtte have. Ligeså når han forsøger at stoppe en taxa på gaden i USA og forgæves må stå der i timevis. Fra barnsben at føle sig skyldige uden grund skaber så megen vrede i vore unge ofre, at mange af dem til sidst ender med i trods at begå kriminalitet, hvorved de ender med at leve op til det billede, vi allerede har af dem.  

  

  
Vred ung sort arresteres i New Orleans, en af de mest voldelige byer.
Sort prostitueret i Las Vegas.

59.  Vores racisme gør nemlig vore ofre lige så hæmmede i deres adfærd som os. En sort mand vandrer frejdigt hen ad vejen, en hvid mand kommer og giver ham slag i hovedet. Den sorte vandrer videre, endnu en hvid giver ham et slag. Ved synet af den tredje hvide fører den sorte hænderne op foran ansigtet i forsvar. Gennem årtier bliver disse forsvarsmekanismer dybt installeret i de sorte hver gang de ser en hvid. Og pludselig en dag står de overfor os, der siger: "Hej, jeg vil være din ven!" Og hvad gør den sorte? Han trækker armene op foran sig i forsvarsposition eller lægger en beskyttende fjendtlig mine på, der kan få os til at krybe ned i et musehul. Denne indvendiggjorte racisme eksisterer kun fordi de hvide slag aldrig ophørte. Sårede over at blive afvist ender vi med endnu engang at skyde skylden på ofret: at bebrejde dem for at ville "ghettoisere sig selv," som vi frækt siger. Det er let at se, at vi alle i et sådant undertrykkende system er lige skadede. 

  

 

 

Sort mand kigger på frihedsgudinden i New Jersey.
Hvid og sort mand med forskellig holdning til at ”sværge troskab” til nationen og flaget.

60.  At det skal være så svært at opføre sig menneskeligt overfor andre viser hvor undertrykte, vi selv bliver af racismen. De psykologiske symptomer af dens onde cirkel kan kort sammenfattes: hvid frygt og skyldfølelse giver os en undvigende, afstandtagende adfærd, som skaber vredes- og fjendtlighedsmønstre i vore ofre, som skaber yderligere frygt og skyldfølelse i os og yderligere vredes- og fjendtlighedsofre i ”de andre.” Således ender racismen i en ligevægtstilstand i hvilken begge parter hele tiden skaber hinanden. Men kun undertrykkeren har magt til at ændre denne ulykkelige tilstand og at få racismens nedadkørende skrue, som Gunnar Myrdal beskrev, til at køre opad. Vores racistiske opdragelse kan ingen fjerne, men vi kan lære at blive ansvarlige og bevidste antiracistiske racister, dvs. livet igennem i adfærd, tænkning, stemmeafgivning etc. at gøre os til allierede med vore ofre.

  

  
Tony Harris under en racisme-workshop i Bethel College, Kansas.
Studerende i samtalegrupper under vore racismeworkshops. Denne med over 300 elever i University of Michigan startede kl. 11 formiddag og sluttede efter midnat.

61. Løsning: Racisme workshops og ”ghettogether” i samvær med ”de andre.”
Da de fleste hvide er uvidende om deres racisme og ubevidste om deres indre tænkning i fjendebilleder i lige så høj grad som deres målgrupper er uvidende om hvordan de har internaliseret denne racisme og er blevet formet af den, kræver det langvarige pædagogiske og emotionelle workshops at hjælpe dem i kontakt med skaderne og at løsne knuderne op.
Jeg har ikke her kort før min udstilling i Øksnehallen åbner tid til at gå videre med dette emne. Lad mig blot fortælle at jeg ikke står alene med disse ideer. Fra første øjeblik jeg startede mine foredrag i USA blev jeg hyppigt kontaktet af folk i publikum, som sagde at jeg udtrykte nøjagtig de ideer, de selv arbejdede med i praksis. Snart fandt jeg ud af at der findes et stort netværk af mennesker verden over, der har fundet en måde at bearbejde og hele de skader, der
udspringer af uhelede, smertefulde oplevelser, altså fx racisme. Hvis du ønsker at arbejde på det emotionelle plan med din racisme, kan jeg herhjemme varmt anbefale dig at kontakte Susanne Langer på susanne@susannelanger.dk og bruge den forståelsesramme, som hun arbejder med gennem www.rc.org .
Hold også øje med min online racismebog her, som jeg fortsat vil udvide og - hvis det har interesse - måske omarbejde til en skolebog.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
JacobHoldt (snabel-a) american-pictures.com
Tlf. 20324412

  

Previous

Home

alt="Next"
  

Oversigtskort      Udstillingsplan 1      Udstillingsplan2      Jacob Holdts større fotogalleri

To purchase photo, please contact Jacob Holdt, Copenhagen, Denmark