Virtuelt gravsted for Hans Peter Knudsen

Jeg hilser på Hans Peter til premieren på Amerikanske Billeder. Jess, Thostrup, Anne og Marius i baggrunden.

Hans Peter, her er min tale, som jeg sikkert ville have holdt den til din begravelse, hvis jeg ikke havde været på landevejen i USA, da du blev dræbt. Og her kan dine andre venner og familie lægge deres ord til dig på:



 

Tilbage til min virtuelle kirkegård   

Kære Hans Peter

Jeg har aldrig rigtig haft stærke mandlige venskaber, men hvis jeg har haft noget der lignede et sådant intimt forhold var det til dig. Du var et af de varmeste mennesker jeg har kendt, men jeg tror ikke at de fleste af de andre kendte denne side af dig i gymnasiet, hvor du ikke rigtigt lukkede op. Du havde samtidig det som jeg elsker ved amerikanerne, evnen til at begejstres uden angst for at tabe ansigt og altså uden den målende "cool"-hed og beregnethed, som jeg hader i danskerne (og mig selv). 

Som den kærlige og bund-solide familiefar, du var, vil det nok overraske nogen at høre, at du var den første min mor advarede mig imod ("Sådan håber jeg aldrig du bliver!")- dengang du blev fundet liggende af druk efter en konfirmationsfest oppe i præstegårdshaven. Ja, hvor har du tit måttet høre for det, for vi elskede at drille hinanden som gode venner gør det. Når jeg så tidligt knyttede min skæbne til dig var det fordi jeg så dig i gymnasiet gå igennem den samme lidelse, jeg selv var gået igennem i realafdelingen to år før. Med vores tykke jyske dialekt kunne ingen forstå os det første år inde i storbyen og vi følte os dumme og diskriminerede (i det mindste i vore egne hoveder). Det var denne - vores fælles smertefulde omstillingsproces - som gjorde det lettere for mig at se hvad der sker med sorte børn i hvide skoler hvorfor du da også var i mine tanker, da jeg skrev side 231 i den amerikanske bog. Så smertefyldt havde det været for dig, at skønt jeg brugte det meste af natten før, kunne jeg ikke få dig overtalt til at komme til vores 25-års studenterjubilæum. Vi snakkede om det på vore køreture og forstod begge at ingen kunne bebrejdes for at det blev så svært. Selv de bedst tænkende hvide børn i USA kan ikke bryde ud af det mønster, der allerede har formet dem så stærkt. Heldigvis er disse sociale skel mellem by og land da også siden gået stærkt i opløsning i Danmark. 

Med denne - din lukkethed i gymnasiet - var det faktisk først mange år senere at jeg kom til at kende dig rigtigt. Med dit arbejde - der gav dig to måneders vinterferie - havde du modsat de fleste andre, der læser dette - tid til at tage med på mine turneer. Og på sådanne lange køreture med fælles oplevelser gennem tykt og tyndt knyttes uundgåeligt dybe venskaber. Derfor er minderne om dig, der nu vælder frem, uløseligt forbundet med vore rejser. Flere af dem vi boede hos i Norge, hvalfangeren, Gro osv., spurgte efter dig her i efteråret, men mest uforglemmelig blev vores store Amerikatur - 17.000 miles regnede du det bagefter ud til. 

Uden at forklejne nogen af de andre, der har været med, er jeg ikke i tvivl om at denne tur var den bedste jeg nogensinde har haft med nogen. Du var jo den første jeg havde med og jeg glemmer ikke hvor stolt jeg var over at skulle vise dig mit liv og mine amerikanske venner, - ja, selv noget så barnligt som min store bil. Da jeg hentede dig den første dag var jeg så glad at jeg ramte biler både foran og bagved og satte et helt batteri af tyverialarmer i gang. Pyt, sådan gør man i New York, sagde jeg da du blev nervøs over al den larm. Eller hvor forlegen jeg var den første nat, da vi skulle sove i bilen efter at have været i kirke i Harlem. Der havde vi spist noget soulfood, som hele natten gav mig en sådan diaré at jeg ustandselig måtte krybe hen over dig og ud i sneen. 

Vores største oplevelse sammen var vel mødet med James Baldwin. Det var dig, der kun et par måneder efter fortalte mig at han var død. Jeg ved ikke om jeg fik fortalt dig, hvor meget de billeder du tog af ham og mig sammen har forbedret mit forhold til skeptiske sorte. Fra Baldwin kørte vi den lange tur ned til Nashville, hvor vi sad naglet til sæderne i spænding i countrymusikkens højborg, Opryland. Vi skulle have overrakt studenternes humanitære fredspris - eller troede at vi skulle - for det blev Willie Nelson, som også var nomineret, der fik den. Da du hørte resultatet, sprang du 7 meter i luften og råbte: "Fandens osse, FANDENS OSSE!" 

Men du levede dig ikke blot fuldt og helt ind i mine drømme og ambitioner, du var også en god og solid hjælpende hånd. Med dig ved rattet behøvede jeg blot at stille en stor spand kaffe ved din side og kunne så gå i seng i Chicago og vågne op næste dag i Texas, hvor du i stedet for et "Godmorgen" søvnigt gryntede "Fandens til tynd kaffe de har i Amerika". Jeg husker hvordan du overalt følte dig forfulgt af amerikansk politi, og sandt var det at vi ustandselig blev standset. Værst var det når de vækkede os i bilen om natten. I Cincinnati var det så varmt at vi måtte hoppe halvnøgne ud i armene på politiet: "Hva' er I for et par bøssekarle?" sagde de.

- Ja, minderne om dig vælder op, men jeg må standse. Mine tanker her vil først og fremmest gå til Else Marie og dine to piger og den svære tid de går i møde. At dø er sikkert ikke så svært når man har haft så rigt et liv sammen som jeg ved at I havde. Men at leve videre med savnet om dig, Hans Peter, vil være svært for os alle. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville have sagt til din begravelse, men jeg er egentlig glad for at jeg først hørte om din død dagen efter og får lov til nu at sige det på denne måde i stedet. Else Marie gav mig en levende telefonisk beskrivelse af begravelsen i USA - og jeg er glad for at jeg alligevel fik lov til at være til stede i Gittes tale. 
Tak for alt, Hans Peter!

Din Jacob


  Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.

 

 

Mindeside for lektor Erik Madsen                Mindeside for Hans Peter Knudsen

Mindeside for Niels Ibsen                             Side om Jens Holm Nielsen

              Side om Fåborgs ansigter i min barndom                    Indeks til Fåborg-minder

Side om mine gymnasiekammerater                          Side om Marius Ibsen