Hyppige spørgsmål om racisme og undertrykkelse, racisme og klassesamfund, racisme og sociologi, racisme og etnicitet

Hyppige spørgsmål om racisme og undertrykkelse - med Jacob Holdts svar

Hvad er undertrykkelse?
Det at under-trykke de naturlige følelser og adfærdsmønstre hos andre.

Se min dybere definition om alt dette under min udstilling om racisme

Hvordan defineres racisme, sexisme, homofobi, antisemitisme osv?
Den korteste definition vi bruger i USA er: fordomme kombineret med social magt til at udøve dem mod andre grupper. Det er menneskeligt og naturligt at have fordomme, men farligt når man som f.eks. hvide i USA, som mænd overalt, som heteroseksuelle overalt, som ikke-jøder overalt, har magt til at undertrykke andre med dem.

Kan sorte være racister, kvinder sexister etc?
Nej, de har ingen social magt har til på nogen måde at skade de hvides (eller f.eks. mændenes) magtstruktur. Eksempel: hvis alle sorte hadede hvide, hvordan ville det påvirke hvide? Kun gennem angst. De hvide løser dette problem ved at flytte ud i forstæderne eller at gå til psykologen. Hvis derimod alle hvide har negative følelser overfor sorte, hvordan skader det så disse? I arbejde, sundhed, uddannelse, boligforhold osv. Alt sammen håndgribelige ting, som man skal gå til de hvide for at få. Det er let at indse at sorte ikke kan være racister da de ikke har magt til på nogen måde at diskriminere mod hvide - (ikke engang i lommer hvor sorte har politisk magt såsom i Sydafrika, Zimbabwe og Namibia).

Hvordan ytrer racisme sig?
Den lille racisme, som kun ganske få lider af, såsom Ku Klux Klan, kan ytre sig på voldelig vis - i reglen fordi den stammer fra en stærk mishandling i barndommen. Den ligner fortidens dominative racisme ved åbent at ville holde målgrupperne nede. Disse såkaldte hadgrupper har ingen social magt til at skade de sorte, som i reglen ler overbærende ad dem.

Den store racisme, som de fleste af os lider af, er undvigende i sine udtryksformer. Sygdomsbilledet er i reglen et stærkt sammenvævet mønster af skyldfølelse. Vi ønsker alle at leve op til høje demokratiske idealer om lighed og frihed for alle, mens vi i realiteten ubevidst hele tiden vælger situationer, skoler, boligkvarterer, hvor vi vil få mindst muligt at gøre med målgruppen. Uden evne til at leve op til vore idealer, rammes vi af stærk skyldfølelse når vi støder på målgruppen, sender undvigende blikke når vi møder dem på arbejdspladsen, har bæven i stemmen når vi taler om "flygtningeproblemet" i en skoleklasse med indvandrerelever i osv. Således er de store ghettoer i USA blevet skabt.

Skyldfølelse- og frygtmønstre hos undertrykkeren skaber vredes- og fjendtlighedsmønstre hos den undertrykte. Disse slår derefter ud på irrationelle måder, som yderligere fremkalder frygt i undertrykkeren. Dette øger yderligere dennes skyldfølelse fordi man ikke ønsker at erkende at man frygter dem som man ønsker at se som sine lige mennesker. Alt sammen er det med til igen at øge fjendtligheds- og vredesmønstrene hos den undertrykte, der som følge af denne totale afvisning nu begynder at slå ud i selvdestruktive mønstre.

Undertrykkeren og den undertrykte skaber altså hele tiden hinanden og ender med begge at blive ofre, men kun undertrykkeren har magt til at ændre dette "system". Undertrykkeren forsøger at lægge skylden fra sig ved i tankerne søge årsagen til dette "system" i den lille racisme - altså hos nogle ekstreme tabere såsom "Ku Klux Klan," "grønjakker" osv. der ingen social magt har til at skade den undertrykte. Han/hun vil f.eks. vende tingene på hovedet ved at kalde disse for den store racisme og frem for at hjælpe dem ud af deres smertesmønstre, vil han/hun ofte tilslutte sig foreninger, der mere eller mindre legitimerer klapjagt på dem. I realiteten er det store "frisindede" flertal blandt os således ikke kun undertrykkere overfor sorte og indvandrere, men også overfor de mest skadede hvide, der ligeledes ghettoiseres til fortvivlelse og had. Således ruller undertrykkelsens onde cirkel videre gennem hele menneskehedens historie.

Hvad er indvendiggjort racisme?
Overalt i verden, hvor der er undertrykkelse, indvendiggør den undertrykte undertrykkerens fordomme og begynder at tro på dem og at indprente dem i sine børn og medundertrykte.

Det mest indlysende eksempel er indvendiggjort sexisme: overalt i verden er kvinder effektive til i opdragelse, samvær og ugeblade at fortælle hinanden, at det er kvindens "naturlige" plads at være i hjemmet, at bære slør, ikke at tage magt fra mændene osv. Ingen undertrykt ville finde sig i sin undertrykkelse i et sekund, hvis ikke et sådant lidelsesmønster først var installeret i dem.

Indvendiggjort racisme ses stærkest blandt USA's sorte. F.eks. i "playing the dozens", et spil hvori unge sorte mænd prøver at ydmyge, drille, fornærme hinanden på det groveste. Ordet "motherfucker" hører til blandt beskyldningerne. Når man bliver angrebet, gælder det om at bevare masken, at være "cool." Ophidses man, han man tabt.

Denne grusomme nedgørelse af hinanden er fortsat lige siden slaveriet, hvor den startede med sorte mødres ydmygelser af deres børn for at nedbryde enhver oprørstrang i dem overfor slaveherren, som kunne føre til deres henrettelse. Altså i kærlighedens navn - for at de skulle overleve - valgte de blive agenter for slaveherren ved at knuse og ydmyge deres børn.

Hvordan bliver vi racister?
Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer fra voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt alvorligere store racisme, som de fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at frygte.

Stort set intet hvidt barn i USA har undgået en situation som denne: vi var på bussen som toårige og en sort fyr af en vis type trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig selv og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor dette signal blev givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige budskaber om sorte at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte resten af livet.

Siden bombarderede vore forældre os med deres egne høje idealer, kristen "næstekærlighed", en dybt forankret tro på "lige muligheder for alle", at vi "alle er lige" osv. Men når som helst talen kom på "indre by", slum, sorte, homoseksuelle e.lign. kunne de ikke undgå - igen uden selv at være klar over det - at løfte øjenbrynene lidt, at ændre stemmen en anelse og derved undertrykke deres børns medfødte naturlige kærlighed og nysgerrighed overfor alle mennesker med det knusende budskab at nogle mennesker ikke er helt så lige som andre.

Senere i livet - når vi forsøger at leve op til de høje idealer, prøver vi at bryde ud af denne undertrykkelse ved f.eks. i gymnasiet eller på universitetet at række en hånd ud til de sorte, til indvandrerne osv. Men hele tiden lammes vi af denne rumlen i baghovedet - den forfærdende følelse af forråde vore forældres kærlighed, alle deres skjulte advarsler om sorte - og hvis det ikke direkte holder os tilbage fra at blive venner med en sort, en indvandrer, så gør det os i hvert fald så klodsede i forsøget, at modparten flygter langt væk.

Endnu engang er skyldfølelse knyttet sammen med frygt: frygten for at blive afvist. Og endnu engang skaber det fjendtligheds- og vredesmønstre i dem, som vi forsøger at række ud til.

At det skal være så svært at opføre sig menneskeligt overfor andre viser hvor uhyggeligt undertrykte, vi blev af racismen. Vi må ikke glemme at den racistiske undertrykkelse gjorde de sorte ligeså lammede i deres menneskelige adfærd.

Eksempel: en sort mand kommer gående frejdigt hen ad vejen, en hvid mand kommer og giver ham slag i hovedet. Den sorte vandrer videre, endnu en hvid giver ham et slag. Ved synet af den tredje hvide fører den sorte hænderne op foran ansigtet i forsvar.

Ned gennem århundrederne bliver disse forsvarsmekanismer dybt installeret i de sorte hver gang de ser en hvid. Og pludselig en dag står de overfor dig - en hvid, der siger: "Hej, jeg vil være din ven!" Og hvad gør den sorte. Han trækker armene op foran sig i forsvarsposition eller lægger en beskyttende fjendtlig mine på, der kan få dig til at krybe ned i et musehul.

Dette er indvendiggjort racisme, som kun eksisterer fordi de hvide slag aldrig ophørte. Sårede over at blive afvist ender vi med endnu engang at skyde skylden på ofret: at bebrejde dem for at ville "ghettoisere sig selv," som vi frækt siger. Det er let at se, at vi alle i et sådant undertrykkende system er lige skadede.