Hvad
er undertrykkelse?
Det at under-trykke
de naturlige følelser og adfærdsmønstre hos andre.
Se min dybere
definition om alt dette under min udstilling om racisme
Hvordan defineres racisme,
sexisme, homofobi, antisemitisme osv?
Den korteste definition vi bruger i USA er: fordomme kombineret med social
magt til at udøve dem mod andre grupper. Det er menneskeligt og naturligt
at have fordomme, men farligt når man som f.eks. hvide i USA, som mænd
overalt, som heteroseksuelle overalt, som ikke-jøder overalt, har magt
til at undertrykke andre med dem.
Kan sorte være racister,
kvinder sexister etc?
Nej, de har ingen social magt har til på nogen måde at skade de hvides
(eller f.eks. mændenes) magtstruktur. Eksempel: hvis alle sorte hadede
hvide, hvordan ville det påvirke hvide? Kun gennem angst. De hvide løser
dette problem ved at flytte ud i forstæderne eller at gå til psykologen.
Hvis derimod alle hvide har negative følelser overfor sorte, hvordan skader
det så disse? I arbejde, sundhed, uddannelse, boligforhold osv. Alt sammen
håndgribelige ting, som man skal gå til de hvide for at få. Det er let
at indse at sorte ikke kan være racister da de ikke har magt til på nogen
måde at diskriminere mod hvide - (ikke engang i lommer hvor sorte har
politisk magt såsom i Sydafrika, Zimbabwe og Namibia).
Hvordan ytrer racisme sig?
Den lille racisme, som kun ganske få lider af, såsom Ku Klux Klan,
kan ytre sig på voldelig vis - i reglen fordi den stammer fra en stærk
mishandling i barndommen. Den ligner fortidens dominative racisme
ved åbent at ville holde målgrupperne nede. Disse såkaldte hadgrupper
har ingen social magt til at skade de sorte, som i reglen ler overbærende
ad dem.
Den store racisme,
som de fleste af os lider af, er undvigende i sine udtryksformer.
Sygdomsbilledet er i reglen et stærkt sammenvævet mønster af skyldfølelse.
Vi ønsker alle at leve op til høje demokratiske idealer om lighed og frihed
for alle, mens vi i realiteten ubevidst hele tiden vælger situationer,
skoler, boligkvarterer, hvor vi vil få mindst muligt at gøre med målgruppen.
Uden evne til at leve op til vore idealer, rammes vi af stærk skyldfølelse
når vi støder på målgruppen, sender undvigende blikke når vi møder dem
på arbejdspladsen, har bæven i stemmen når vi taler om "flygtningeproblemet"
i en skoleklasse med indvandrerelever i osv. Således er de store ghettoer
i USA blevet skabt.
Skyldfølelse- og frygtmønstre
hos undertrykkeren skaber vredes- og fjendtlighedsmønstre hos den undertrykte.
Disse slår derefter ud på irrationelle måder, som yderligere fremkalder
frygt i undertrykkeren. Dette øger yderligere dennes skyldfølelse fordi
man ikke ønsker at erkende at man frygter dem som man ønsker at se som
sine lige mennesker. Alt sammen er det med til igen at øge fjendtligheds-
og vredesmønstrene hos den undertrykte, der som følge af denne totale
afvisning nu begynder at slå ud i selvdestruktive mønstre.
Undertrykkeren og den undertrykte
skaber altså hele tiden hinanden og ender med begge at blive ofre, men
kun undertrykkeren har magt til at ændre dette "system". Undertrykkeren
forsøger at lægge skylden fra sig ved i tankerne søge årsagen til dette
"system" i den lille racisme - altså hos nogle ekstreme tabere
såsom "Ku Klux Klan," "grønjakker" osv. der ingen
social magt har til at skade den undertrykte. Han/hun vil f.eks. vende
tingene på hovedet ved at kalde disse for den store racisme og
frem for at hjælpe dem ud af deres smertesmønstre, vil han/hun ofte tilslutte
sig foreninger, der mere eller mindre legitimerer klapjagt på dem. I realiteten
er det store "frisindede" flertal blandt os således ikke kun
undertrykkere overfor sorte og indvandrere, men også overfor de mest skadede
hvide, der ligeledes ghettoiseres til fortvivlelse og had. Således ruller
undertrykkelsens onde cirkel videre gennem hele menneskehedens historie.
Hvad er indvendiggjort
racisme?
Overalt i verden, hvor der er undertrykkelse, indvendiggør den undertrykte
undertrykkerens fordomme og begynder at tro på dem og at indprente dem
i sine børn og medundertrykte.
Det mest indlysende eksempel
er indvendiggjort sexisme: overalt i verden er kvinder effektive til i
opdragelse, samvær og ugeblade at fortælle hinanden, at det er kvindens
"naturlige" plads at være i hjemmet, at bære slør, ikke at tage
magt fra mændene osv. Ingen undertrykt ville finde sig i sin undertrykkelse
i et sekund, hvis ikke et sådant lidelsesmønster først var installeret
i dem.
Indvendiggjort racisme ses
stærkest blandt USA's sorte. F.eks. i "playing the dozens",
et spil hvori unge sorte mænd prøver at ydmyge, drille, fornærme hinanden
på det groveste. Ordet "motherfucker" hører til blandt beskyldningerne.
Når man bliver angrebet, gælder det om at bevare masken, at være "cool."
Ophidses man, han man tabt.
Denne grusomme nedgørelse
af hinanden er fortsat lige siden slaveriet, hvor den startede med sorte
mødres ydmygelser af deres børn for at nedbryde enhver oprørstrang i dem
overfor slaveherren, som kunne føre til deres henrettelse. Altså i kærlighedens
navn - for at de skulle overleve - valgte de blive agenter for slaveherren
ved at knuse og ydmyge deres børn.
Hvordan bliver vi racister?
Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer
fra voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt alvorligere
store racisme, som de fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens
navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at frygte.
Stort set intet hvidt barn
i USA har undgået en situation som denne: vi var på bussen som toårige
og en sort fyr af en vis type trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor
os lidt tættere på sig selv og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor
dette signal blev givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige
budskaber om sorte at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte resten
af livet.
Siden bombarderede vore forældre
os med deres egne høje idealer, kristen "næstekærlighed", en
dybt forankret tro på "lige muligheder for alle", at vi "alle
er lige" osv. Men når som helst talen kom på "indre by",
slum, sorte, homoseksuelle e.lign. kunne de ikke undgå - igen uden selv
at være klar over det - at løfte øjenbrynene lidt, at ændre stemmen en
anelse og derved undertrykke deres børns medfødte naturlige kærlighed
og nysgerrighed overfor alle mennesker med det knusende budskab at nogle
mennesker ikke er helt så lige som andre.
Senere i livet - når vi forsøger
at leve op til de høje idealer, prøver vi at bryde ud af denne undertrykkelse
ved f.eks. i gymnasiet eller på universitetet at række en hånd ud til
de sorte, til indvandrerne osv. Men hele tiden lammes vi af denne rumlen
i baghovedet - den forfærdende følelse af forråde vore forældres kærlighed,
alle deres skjulte advarsler om sorte - og hvis det ikke direkte holder
os tilbage fra at blive venner med en sort, en indvandrer, så gør det
os i hvert fald så klodsede i forsøget, at modparten flygter langt væk.
Endnu engang er skyldfølelse
knyttet sammen med frygt: frygten for at blive afvist. Og endnu engang
skaber det fjendtligheds- og vredesmønstre i dem, som vi forsøger at række
ud til.
At det skal være så svært
at opføre sig menneskeligt overfor andre viser hvor uhyggeligt undertrykte,
vi blev af racismen. Vi må ikke glemme at den racistiske undertrykkelse
gjorde de sorte ligeså lammede i deres menneskelige adfærd.
Eksempel: en sort mand kommer
gående frejdigt hen ad vejen, en hvid mand kommer og giver ham slag i
hovedet. Den sorte vandrer videre, endnu en hvid giver ham et slag. Ved
synet af den tredje hvide fører den sorte hænderne op foran ansigtet i
forsvar.
Ned gennem århundrederne bliver
disse forsvarsmekanismer dybt installeret i de sorte hver gang de ser
en hvid. Og pludselig en dag står de overfor dig - en hvid, der siger:
"Hej, jeg vil være din ven!" Og hvad gør den sorte. Han trækker
armene op foran sig i forsvarsposition eller lægger en beskyttende fjendtlig
mine på, der kan få dig til at krybe ned i et musehul.
Dette er indvendiggjort racisme,
som kun eksisterer fordi de hvide slag aldrig ophørte. Sårede over at
blive afvist ender vi med endnu engang at skyde skylden på ofret: at bebrejde
dem for at ville "ghettoisere sig selv," som vi frækt siger.
Det er let at se, at vi alle i et sådant undertrykkende system er lige
skadede.
Hvad kan vi gøre?
At begynde at arbejde med vore skader i workshops.
Med kærlig hilsen
Jacob Holdt
|