45.  I de sidste 2000 år blev jøderne igen og igen tvunget til at flygte til fremmede lande. Typisk blev de inviteret af konger og herskere, der brugte dem som en kile eller buffer mellem den herskende klasse og masserne, som de konstant opmuntrede en dæmpet antisemitisk propaganda blandt. Hvis oprør truede, skruede de antisemitismen op på fuldt blus for at manipulere massernes vrede ud mod jøderne i stedet for mod samfundets virkelige undertrykkere. På denne skamløse måde blev jøderne igen og igen tvunget ud i pogromer, landflygtighed eller holocaust. Ligesom inderne i Afrika, kineserne i Østasien og i dag muslimerne i Europa blev de så igen inviteret af herskere i andre lande, der kunne genbruge dem som kiler. Ofte fik de kun lov til at arbejde i den finansielle sektor, hvorved den ydre antisemitiske opfattelse og en vis intern indvendiggørelse opstod.

46.  Men jøderne havde ofte held til at klare sig på trods af undertrykkelsen. Da de kom fra en stærk, kulturel baggrund, kunne de fortælle deres børn “Hav tro på jer selv, for I er bedre og kan blive bedre mench end jeres undertrykkende goyem. Men dette er et stærkt antisemitisk samfund, så I må arbejde dobbelt så hårdt som andre for at klare det.” Således pressede de deres børn til at slide ekstra hårdt ved at give dem bl.a. “jødisk skyld”, et begreb jøder kun kender alt for godt.
Denne overlevelsesproces er meget lig de vestindiske sorte bruger i USA. De kommer til et yderst racistisk samfund, men kan overbevisende fortælle deres børn, at ved at arbejde dobbelt så hårdt som alle andre kan de få succes. Og ved at satse højt på uddannelse klarer de det. De udgør kun 2% af alle sorte i USA, men alligevel udgør studerende med vestindisk baggrund op til 85% af de sorte studerende på USAs fineste universiteter, hvor kun de allerdygtigste kommer ind.

47.  Vi ser her hvor let det er for ”det frie menneske” at klare sig. Som hvide tvinges vi derfor til at ransage hvordan vores ”uskyldige” racisme skader de indfødte sorte i USA (og indvandrerne i Danmark) så at vi så effektivt er i stand til at udelukke dem fra højere uddannelser, vellønnede jobs og dermed ligeværdsfølelse. Hvorfor har sorte amerikanere så svært ved at klare sig på Harvard og Yale, når det er så let for fattige sorte indvandrere?  Med denne nye viden kan vi ikke fortsat skyde skylden på offeret for ikke at kunne klare sig i meritokratiet. Vi racister finder på tusinde måder at rationalisere os ud af det på – at det skyldes en medfødt underlegenhed hos de sorte (eller i Europa religiøs ditto hos muslimerne) – for ikke at se resultatet af vores egen undertrykkelse i øjnene. Vi forstår nu, at den undertryktes nederlag intet har at gøre med hudfarve eller religion, for vestinderne er mørkere end sorte amerikanere da de aldrig blev så blandede med vore forfædres hvide gener. Og muslimske indvandrere i USA klarer sig (modsat vore hjemlige) ligeså godt som de hvide.

48. I vores racistiske samfund starter hvide og sorte børn nogenlunde jævnbyrdigt i skolens første klasse. Hvide elever klarer i gennemsnit uddannelsen godt op til universitetsniveau. Men de sorte amerikanske og danske indvandrerelever begynder meget tidligt at internalisere vores racisme – at tro på vore negative tanker om dem. De mister selvtilliden og begynder at tvivle på deres egne evner og fremtid. Gradvist mister de motivationen og bliver uopmærksomme og fjendtlige i takt med at de mister håbet. Manglen på håb er knusende når de ser ældre søskende sende hundredvis af jobansøgninger blot for at se deres sorte/muslimske navne frasorterede af os racister. Så efter 4. klasse bliver alt dette en selvforstærkende proces. De falder længere og længere bagud efter de hvide og når de skulle på højere læreanstalter er de kommet så håbløst bagud, at flere af dem havner i fængsel end på universitetet. Denne undertrykkelse forstærkes gradvist. Da jeg kom til USA i 70erne var der flere sorte i universiteterne end i fængsel. I dag er det omvendt!

49. Vi former altså vore ofre med vore negative tanker om dem. F.eks. blev forskellen mellem det sprog, der tales af de sorte i ghettoerne og de hvide i forstæderne, gradvist reduceret indtil 1975 i takt med at racismen mindskedes efter borgerretskampen. Men undersøgelser viser at efter 1975, da racismen i USA igen blev værre, begyndte de sortes talemåde igen at adskille sig fra de hvides. Vi blev igen gjort mere forskellige fra hinanden. Jo mere undertrykkelse der er i et samfund, jo mere forskellige fra os selv bliver de personer, vi undertrykker. Under den virulente antisemitisme i det gamle Østeuropa adskilte jøderne sig tydeligt fra resten af befolkningen. Alle kunne kende en jøde på miles afstand mens vi i USA og Danmark i dag ikke kan se forskel på jøder og ”andre hvide”. Når vi ikke udsætter andre for undertrykkelse, bliver vi selvfølgelig alle i længden "mainstream" i et frit samfund – hvis vi overhovedet kan forestille os et frit samfund.

50.  Men mennesker, der har internaliseret vores racisme og inderst inde opgivet håbet om at den vil forsvinde, vil altid reagere imod vore hule krav om at de ”skal integreres”. De sorte i USA får meget håb af mine workshops om vores sårede intelligens, men når jeg tilføjer at uden vores racisme ville de ”blive som os,” går de straks i forsvarsposition. ”Men I kan jo ikke selv identificere hvilke dele af jeres kultur, der stammer fra jeres sorthed og hvilke der stammer fra vores undertrykkelse af jer. I har jo aldrig haft frihed til at finde jer selv,” driller jeg. Med vores racisme skaber vi nemlig sort nationalisme i USA og muslimsk ditto i EU og et deraf opsplittet multi-kulturelt samfund. I vores racistiske tænkning bebrejder vi derefter yderligere ofrene for ikke at ville integrere sig. Vi glemmer at i et frit samfund assimileres begge parter naturligt ind i en fælles kultur som vi ser det med 2. og 3. generations indvandrere i USA, der derovre blot kaldes ”amerikanere” og ikke (som af dansk racisme) stemples som ”2. og 3. g’s uønskede”.

51.  Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer fra voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt alvorligere store racisme, som de fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at frygte.  Stort set intet hvidt barn har undgået en situation som disse: vi kørte som børn med vore forældre gennem visse kvarterer, hvor synet af mange sorte (eller i dagens Danmark: indvandrere) straks fik forældrene til at slå dørlåsene ned. Eller vi var på bussen som toårige og en sort fyr af en vis type trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig selv og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor disse signaler blev givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige budskaber at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte/indvandrere resten af livet.

52.   Eksempler på hvor meget racismens vigtigste ingrediens, frygten, lammer os: I en af mine workshops fortalte en hvid kvinde, som var vokset op i Iowa og aldrig havde mødt sorte. ”Derfor troede jeg ikke, at jeg var racist.” Men vi bliver racister uanset hvor i USA, vi vokser op. En dag tog hun til New York og stod ved en fejl af på ”den forkerte station” og var lige pludselig i Harlem. Hun beskrev ærligt følelsen, hun der fik. Hun blev fuldstændig paralyseret af frygt – overvældet af mærkelige følelser, der kom op i hende – og brugte ustandseligt ordet ”syg” om tilstanden, som fik hende til at kaste op af angst. Denne ellers raske og velbegavede studerende viser her, hvor sygt det hvide sind bliver af racisme. Havde hun nogen gyldig grund til at føle sådan? Nej, for hvad hvide aldrig har indset er, at de er langt tryggere i sorte ghettoer end de sorte. Overalt i verden lader undertrykte deres vrede gå mere ud over deres egne end over den antagede undertrykker.