32.  Når man gennem mange år har set hvor let det faktisk er at hjælpe folk ud af racistisk tænkning overfor "de andre", bliver det en ren sport at forsøge med selv de mest håbløse tilfælde. For nogle år siden skulle jeg møde Virgil Griffin – en af de mest berygtede klanledere – som jeg selv havde frygtelige fordomme overfor. Han var nemlig klanlederen, som i 1979 stod bag massakren på en anti-klan-demonstration, hvori 5 mennesker blev dræbt. En af mine gamle veninder, Willena C., blev beskudt, men min medarbejder Tony Harris tidligere kæreste, Sandy S., som jeg også kendte fra min tid med dem i Lee College i Greensboro, var blandt de myrdede. Tony, som var på turne med Am. Billeder i Norge, blev så rystet over at se den myrdede ekskæreste i tv-nyhederne fra hans hjemby at vi måtte flyve ham hjem. Så, jo, ikke alle klanfolk er de rene engle :-)

34.  Jeg forsøgte derfor at mande mig op ved resten af dagen at sende ham alle mine kærligste tanker. Det er det som også kaldes ikke-voldelig kommunikation eller girafsprog.  Det er af selviske grunde også ret fornuftigt når man står ene mand blandt 50 ”bindegale” klanfolk ude i en øde skov :-)  Med ”bindegale” mener jeg netop ”smertens børn”, som hele deres liv har været ”bundet” af vores negative, afstandtagende eller direkte hadske tanker overfor dem og aldrig fået vores kærlighed. Jeg ved jo fra ghettoerne, hvordan de slet og ret hungrer efter vores kærlighed og at det aldrig er for sent at vise dem lidt ”menneskelighed”.  Men en klanleder er i sagens natur nødt til at "spille hård” overfor medlemmerne, så i lang tid undgik han mig eller talte retorisk til mig, hvis de stod i nærheden. Den tid brugte jeg på at skaffe mig ”allierede” blandt medlemmerne såsom ovenstående ”hårde negl”, der naturligvis var ligeså ”blød” indvendig som de sorte gangstere, jeg har arbejdet med i mange år.

35. Som dagen gik, blev Griffin tydeligt mere og mere påvirket af mine ”kærlige” tanker (thi ægte kærlighed er jo noget langt mere). Først begyndte han næsten flirtende at smile tilbage, men sent på dagen, spurgte han pludselig om ikke jeg ville gå en tur alene med ham ud i skoven. Her var det vigtigt for ham at forsikre at det ikke var ham, der havde nedbrændt de sortes kirker, som han var blevet dømt for fordi man hos en af de skyldige havde fundet et gammelt medlemskort fra Griffins klangruppe. ”Du må tro mig, Jacob, jeg er et dybt religiøst menneske og kunne aldrig drømme om at brænde en kirke ned.” Så vigtigt var det for ham at netop jeg troede ham, kunne jeg se, at jeg endte med at gøre det idet han jo derved indirekte viste at han søgte mit venskab. Nu fortalte han, hvordan han havde været i klanen hele sit liv, men på det sidste haft tre by-pass-operationer og ”Jeg ved jeg snart skal dø. Men i februar fylder jeg 70 år, og det vil betyde utrolig meget for mig hvis du kommer til min fødselsdag. Vil du ikke godt love det?” Det lovede jeg at gøre et forsøg på.

36.  Da dagen sluttede, tog jeg afsked med mine nye venner: ”Så ses vi snart igen til Virgils fødselsdag,” sagde jeg. ”Hvad?” spurgte de forundrede, og det gik op for mig at ikke én af dem var inviteret til hans fødselsdag. Med al den selvforagt, som præger klanens medlemmer, var Griffen nemlig ikke interesseret i at få sin egen slags med. Smertens børn hungrer efter er at få kærlighed fra os med overskud - os uden for deres mentale ghetto. Menneskelig varme finder de ikke inde i klanen, hvis følelsesafstumpede medlemmer jeg altid ser stå ensomme til møderne.
Mit lille eksperiment i ikke-voldelig kommunikation var derimod lykkedes med Griffin, hvilket igen overbeviste mig om, hvor let ”vi andre” gennem et mere langvarigt venskab kan hjælpe selv de mest voldelige racister ud af deres lidelsesmønstre. Kun et par måneder efter forlod Griffin faktisk ”The Cleveland Knights of the KKK”, som han havde styret det meste af sit liv, hvorefter gruppen faldt fra hinanden.

Fortsæt med eksempler på
Kærlighed forklædt som had