21. Danske politikere har i dag overhalet klanens ”hadske” taler højre om. Det er karakteristisk at stort set alle klangrupper i dag kun bruger eufemismer, når de omtaler sorte. Typisk råber de at ”vi må beskytte vore børn fra narkotika og kriminalitet.” Så ved alle jo at de taler om de sorte. Ironien er at næsten alle klanmedlemmerne selv har været i fængsel for narkotika og kriminalitet, og at de netop i denne kriminelle underverden får mange af deres sorte venner. De unge klanfolk på billedet var lige kommet ud af 5 års fængsel for narkosalg i en sort/hvid bande. Nutidens klantaler bærer derfor præg af både selvhad og skyldfølelse over direkte at stemple sorte. Derimod ynder danske politikere at komme med direkte hadske udfald mod muslimer for at være "kriminelle", "tabere" o. lign. og bruger endog folketingets magt til at udråbe langt værre ting om deres medmennesker (såsom "pestbylder") end Ku Klux Klan skriger i afmagt og smerte i fjerne skove, hvor de ikke skader nogen. Vore politikere både ses og høres og gør sig derved til legitime modeller.

22. Hvor dygtigt disse få tabere manipulerer med vores behov for at hade, oplevede jeg da mine hjemmesider gik ned. Da jeg er en af de få med ”menneskelige” billeder af klanen, kom der så mange millioner kliks, at serveren brød sammen. Undersøger jeg de besøgende, ser jeg at det typisk er 16-årige skoledrenge over hele verden. De har spillet for mange computerspil i barndommen, hvori det handler om at udslette de ”onde” og tror nu naivt at der findes ”onde” mennesker. Jeg selv har aldrig mødt et eneste ondt menneske, hvis indre menneskelighed man ikke kan kommunikere med og få til at blomstre, men jeg har mødt masser af skadede mennesker. Som teenagere begynder disse drenge så at dyrke det onde ved at finde frække ting på KKK’s hjemmesider uden at vide at de fleste er lavet af drenge som dem selv, men med et lidt større behov for at ”blive set”. ”Be a man. Join the klan” genlyder af de sortes gamle nødråb ”I am a man!”

23. Hvor lidt klanen selv tror på det ævl på deres hjemmesider, som de forsøger at få vores opmærksomhed (og had) med, gik op for mig da den klangruppe, som eksperterne kaldte den ”største og mest hadefulde” lod mig – en kendt anti-racist – være deres webmaster. Til min egen forbavselse fandt jeg intet på deres website, som jeg var nødt til at fjerne fordi det var for racistisk. Klanens lånte symboler fra fortiden er selvfølgelig stødende for sorte ligesom tilsvarende undertrykte gruppers brug af hagekorset er det for jøderne.
Men anti-racistisk aktivisme handler netop om gennem sit venskab med disse udstødte grupper at skaffe sig så meget indflydelse at sorte, jøder og andre typiske målgrupper ikke kommer under direkte angreb. Samt gennem sit kærlige nærvær at hjælpe racisten med at bearbejde sin indre smerte. De fleste klanfolk og nazister, jeg har mødt, er kun medlemmer i 2-3 år – og finder så typisk lidt menneskelig omsorg og varme hos en kæreste, i en menighed eller i en alkoholiker- eller narkoafvænningsgruppe.

24. Netop derfor er det naivt at tro at nogle mennesker er født ”onde.” Den eneste i klanen som mine medbragte besøgende syntes virkede ”hadsk” - og som alle i klanen selv advarede mig imod for hans ”hadskhed” - var Wally. Jo, han kunne også på mig virke skræmmende i sin ydre fremtoning og retorik. Så hvilket menneske gemte sig bag ”hadet”? Under lange samtaler med ham stykkede jeg langsomt hans historie sammen. Hans barndom ville han ikke udtale sig om, men som ung i New York havde han været lykkeligt gift og haft en datter på 4 år, som han elskede overalt. Men en dag under bilkørslen blev både konen og hans datter dræbt for øjnene af ham af strejfkugler fra sortes bandeskyderi. I smerte og raseri gik han derefter ind i nazistpartiet og lirede nu racistiske og antisemitiske floskler af som et skjold imod ethvert ydre forsøg på at nå hans indre menneskelighed. Men var han helt uden for medmenneskelig rækkevidde?

26. Her ses Katrina svøbt i sydstaternes rebelflag, som overalt i verden bruges som hadsymbol. Men Katrina bliver svøbt i kærlighed når klanlederens kone, Pamela, passer Katrina. Hun er overstrømmende i sin kærlighed overfor Katrina og pinligt berørt over at den ”hadske Wally” har lært hende Heil-hilsenen. Men ligeså meget kærlighed så jeg Katrina få når jeg dagen lang så Wally læse børnebøger for hende derhjemme.

27. Siden skete følgende. Mens klanlederen var i fængsel, overtog Wally klanens radiostation sammen med Tania og brugte den til at sende sine retoriske ”hadske” budskaber ud i æteren. Jeff blev rasende over at Wally ”misbrugte klanen til had” og fik programmet standset af frygt for at Wally helt ville overtage klanen. I lang tid ville Wally derfor ikke lade Pamela passe Katrina og til sidst tilspidsede skænderierne så meget at Wally og Tania meldte sig ud af klanen og brændte deres klandragter i protest.

28. I længere tid mens de bekrigede hinanden, var jeg bindeleddet imellem dem og fulgte Wally gennem hele udviklingen. For mig var det tydeligt at han nu i Tania og sin elskede datter havde fundet den kærlighed som havde brug for til at komme ud af sin smerte. Han havde ikke behov for længere at udtrykke smerten gennem klanens og nazismens floskler og nærmest søgte en konfrontation som undskyldning for at bryde ud.
Når jeg presser ham i dag kan han godt ind imellem bruge enkelte af de gamle vendinger, men i det store og hele har han løsnet op, kan smile naturligt og er igen begyndt at blande sig med andre mennesker og at arbejde. Og som de fleste andre frafaldne klanmedlemmer tager han aktiv del i det lokale kirkesamfund. Så Wally er et af mine mange eksempler fra mange års racismearbejde på at …….kun kærlighed kan kurere racisme!

29. Klanlederen Jeff og Pamela var på en tilsvarende lang rejse ud af smertens styrende greb. Da jeg ved et tilfælde opdagede at han var fængslet uskyldigt (for at undgå at hans søn kom i fængsel for voldstrusler) gik jeg og Rikke Marrott aktivt ind i hans forsvar bl.a. med mit forsvarsskrift ”Romeo og Julie i klankutter” på Internettet. Vi havde snakket med Pamela om at lave klanen om til en helingsgruppe for både skadede hvide og sorte. Hun syntes det var en god ide, men Jeff savnede det skud adrenalin han altid fik ved som eneste klanleder i USA at have mod til at marchere ind i selv de største byer og blive angrebet af en tusindtallig skare: ”Vi havde 16.000 hyldende tilbedere i New York” sagde han stolt om sit sejrsindtog med 13 fattige klanfolk i denne sorte og jødiske by. Det sårede barn i ham krævede stadig en sådan opmærksomhed, som Pamela og jeg arbejdede på at han i stedet kunne få ved at tale sammen med mig på universiteterne.  

30. Efter fængslet fablede Jeff om at fortsætte klanen, men vaklede da han nu havde fundet sit livs kærlighed i Pamela. For at se hvor han egentlig stod, inviterede jeg ham ud på en lang rejse for at besøge alle mine sorte venner sammen med dansk tv. Privat havde jeg aldrig set had i ham, men foran tv havde han altid spillet den store stygge ulv for at leve op til vores behov for at dyrke disse fattige tabere i klovnedragter. Han svingede da også klart bedre med de sorte end jeg selv - formet som de begge var af vores ghettoisering – men tv tvang ham til at falde tilbage i klanidentiteten. Så vores rejse endte i et stort skænderi. Dog var hans modstand af samme art som den jeg kender fra mine racisme-workshops. Lige før de ”racister”, som ender med at ”rykke sig” mest og er på vej ind i en ny måde at tænke på, gør de mest ihærdigt modstand.