Previous Home Next

 

  

 

  

11. Er Danmark det mest racistiske land blandt dem vi normalt sammenligner os med?

Udover vort ry for at sætte hele ”verden i brand omkring vor vugge” i vore forsøg på at sparke til dem, der allerede ligger ned (Jyllands-Posten-krisen efter krystalnat 1938 og igen 2006), taler OECD’s rapporter deres tydelige sprog. Vore 2. G. indvandrere klarer sig dårligst i PISA-undersøgelser mens forskellen i uddannelse og kundskaber mellem indvandrere og indfødte svenskere er den mindste i EU. Svenskerne er selvfølgelig ligesom os fyldt af indre smerte og en tendens til at tænke negativt om andre. Men da de vælger ikke at give et DF magt til at sætte tonen og følgagtige medier og kyniske politikere til hele tiden at oppiske livssmerten mod ”de andre”, bliver deres indre negative tænkning overfor indvandrere ikke nær så undertrykkende og formende for disse. Derfor klarer deres indvandrerbørn sig langt bedre i skolen end vores - om end ikke så godt som de gør i et frit samfund som USA (hvor livssmerten i stedet væltes ud mod sorte og mexicanere). Så længe vi gifter os med DF vil vi derfor få de hadske børn vi fortjener.

  

 

  

12. Vores regering bruger klassisk antisemitisk politik som et udslag af vores racisme

Gennem det meste af Europas historie har magthaverne inviteret jøderne – den tids fremmede og landflygtige – ind i deres lande for kynisk at bruge dem som stødpude til at holde sig på magten med. De så sig selv som retfærdige landsfædre højt hævet over masserne, men opildnede hele tiden en antisemitisme på lavt blus blandt disse. Ofte brugte de mere eller mindre synlige alliancer med hadske grupper til at udføre dette beskidte arbejde for selv at kunne vaske hænderne. Den livssmerte, som altid ulmer i masserne, kunne de når oprør eller valg truede således behændigt kanalisere ud mod ”de fremmede”. Efter 2. verdenskrigs tragedie bruger intet anstændigt demokratisk land længere den form for åbenlys kynisk racisme. Amerikanske politikere forsøgte for 50 år siden at ”out-nigger” hinanden, men fik intet andet end ghettoer ud af det. Milosevic forsøgte det for 15 år siden, men fik intet andet end massegrave ud af det. Kun i vores land bygger hele regeringsgrundlaget i dag på en sådan beregnende racisme og udnyttelse af de ca. 15% smertens stemmer, som vi har i alle samfund. At vi tillader dette i Danmark er ikke et udtryk for Dansk Folkepartis racisme, men for vores racisme.

  

 

  

13. Hvordan vi kan udrydde racismen i vores samfund

For helt at eliminere racismen må vi helbrede tre former for skader:

Først smerten afstedkommet af at blive behandlet som underdanig, som en ”outsider”, der bliver nægtet basale behov, nægtet en fair andel af resurser og netværk, bliver nedværdiget, angrebet, truet på hele sin identitet og endog af ostracisme (som den evige jøde og i dag danske muslimer) osv.

Den anden form er skaden på medlemmer af målgruppen ved at have ”internaliseret” racismen. Et samfunds racisme kan være så overvældende at den absorberes af ofrene. Racisme former måden, hvorpå ofrene tænker og føler om sig selv og kan få dem til at mishandle sig selv (eller andre medlemmer i gruppen) på måder som minder om den mishandling de selv var udsat for af undertrykkelsens agenter. Se under ”indvendiggjort racisme” og antisemitisme.

Den tredje form for skade er den korrumpering af sindet, der sker hos os, der af samfundet trænes til at handle som agenter for racismen (såsom hvide i USA og Danmark). Ingen fødes med racistiske (islamofobiske) holdninger, men udvikler dem først gennem mis-handling og mis-information. Se serien om ”Hvordan vi bliver racister.” Alle racismens tre former for skader kan heles.
 

  
 
 

14. Afhjælp skaderne af vores racisme ved at blive antiracistiske racister

Indsigt i og eliminering af vores egen racisme i et fortsat racistisk samfund er en livslang proces. Stor indsigt og frigørelse kan vi opnå i racismeseminarer. Men selv uden ydre hjælp kan vi undertrykkere gøre os til effektive allierede af vore ofre ved at blive aktive og bevidste antiracistiske racister, antisexistiske sexister, antihomofobiske heterosexister, antiislamofobiske islamofober og (den sprogligt vanskelige :-) anti-antisemittiske antisemitter.

Vi kan åbne os op for vore ofre, og tilslutte os og støtte deres kampagner og organisationer (uden at overtage dem eller påtvinge dem vore egne ideer). Gennem vore venskaber kan vi lære korrekte informationer om deres kultur og baggrund og derved undgå at blive agenter for den institutionaliserede racisme, der kun kan fungere ved at vi hvide holdes i konstant forvirring, uvished, frygt og utryghed.

Vi kan hjælpe vore ofre ved at gribe ind når de afreagerer indvendiggjort undertrykkelse mod hinanden, når de gribes af selvhad, opmuntre dem til større selvværd, hjælpe dem ud af racismens emotionelle blokeringer i skolen og til at tro på deres egen fremtid og at de kan overvinde den fortsatte undertrykkelse.

  
 
 

15.  Hvorfor vi som monokulturgale skaber ghettoer, angst og udanske parallelsamfund

Danskerne forsøger derimod at holde indvandrerne ”udenfor” med berøringsangst og nedvurdering af fremmede kulturværdier. Vi er mono-kultur-gale ved naivt at tro at vi i længden kan holde andre kulturer ude i en integreret globaliseret verden uden at bruge et undertrykkende og ekskluderende voldeligt sprog, som tvinger de andre til at søge ind i sig selv og tidligere kulturer fordi de føler sig truede på hele deres identitet.
Som monokulturgale gør vi ”de andre” gale ved offentligt at udråbe dem som ”de gale”, ”de forkerte”, ”de andre”, ”de fremmede”, ”de urene”, hvilket netop gør uforholdsmæssigt mange af disse gale (psykiatriske anstalter), voldelige og kriminelle (modsat f.eks. USA’s indvandrere).

 

Således ender vi ligesom alle andre undertrykkere med at miste vores egen frihed ved f.eks. som Pia Kjærsgård ikke at kunne færdes frit på Nørrebro. Mange af vore indvandrere havner i udanske multikulturelle parallelsamfund som resultat af denne afstandtagende, bebrejdende racisme, som jo netop går ud på at finde fejl og syndebukke i andres medbragte kulturer og gennem denne ekskluderende holdning at fastholde dem i disse.
Et racistisk samfund kan derfor per definition ikke integreres. Det vil skabe multikulturelle parallelsamfund, der hverken kan integreres eller senere assimileres ind i en fælles dansk kultur. 

  
 
 

16.  Hvorfor integration er den rene leg

 

Kun gennem den frie leg med ”de andre” gør vi ”de andre” til ”os”. Lige børn leger som bekendt bedst. Ingen ønsker at lege med ”de andre” hvis man udelukker frie konkurrence og på forhånd definerer nogle som mindre lige – f.eks. under en regering, der bygger på budskaber om national kulturel overlegenhed. Ønsker man at være kulturbærer for flertalssamfundets kultur, sker det kun ved at åbne sig for de andre og vise deres kultur ægte interesse i øjenhøjde. Enhver der arbejder med konfliktløsning, integration eller dialog mellem forskelligartede grupper ved, at man ingen steder kommer hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og viser dyb respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i sin indre positive tænkning.

Bemærk: Integration og senere assimilation opnås ikke ved at skaffe ”de uønskede” i arbejde! Som mine billeder af USA’s sorte og mexicanere advarer om, arbejder disse sammen med de hvide, men lever fysisk og psykisk normalt i totalt adskilte parallelsamfund. Nøjagtig det samme resultat ser vi af englændernes racisme. Vores integrationsmodel bør derfor være amerikanernes individuelle ”leg” med indvandrere, som de straks får til at føle sig som ”ønskede” (”Wow, you’re really something!”)  Det er en sjov leg at integrere et land, for det betyder at gå til en endeløs række af sammenkomster i hinandens kulturer i et naivt og spinkelt håb om måske en dag at finde nogen som ikke på bunden viser sig at være ligesom en selv – hvorefter legen først bliver rigtig sjov, spændende og udfordrende. I et frit samfund vil majoritetskulturens værdier altid til sidst ”vinde” - sådan som vi ser det ske i USA med indvandrere og muslimer - men alle vil have været med til at præge den.

  
 
   

17. Et eksempel på min egen racisme mod ”de andre”

Som foredragsholder flyver jeg altid sammen med lutter hvide mænd, hvilket tydeligt viser magtforholdet i samfundet. Racisme er når vi bruger denne magt sammen med vore fordomme. Ligesom disse forretningsmænd undgår jeg helst at ”investere” i de områder/skoler hvor jeg ved at folk er ghettoiserede. Vi er interesserede i maksimal effekt og jeg ved at pga. den usynlige apartheid i skolerne kommer de hvide elever ikke til mit show hvis sorte organiserer det. Da jeg arbejder med racisme, er mine "kunder" de hvide studenter, så jeg beder de sorte om at fjerne Black Student Union fra plakaterne for at nå mine "kunder" - ligesom danske firmaer beder muslimer fjerne deres identitet, da hovedmålgruppen er danskere uden tørklæder. I kraft af deres ghettoisering er de sorte også ineffektive og har ikke de vigtige netværk.

Da jeg ikke ønsker at tale for tomme sale, begynder jeg derfor at diskriminere dem. I hemmelig forståelse med min sorte agent forlanger han en høj pris, når folk med sort accent ringer. Omvendt favoriserer jeg de hvide med mine fordomme. Tydeligst ser jeg min positive særbehandling i eliteuniversiteter som Harvard, Yale osv. Her går de riges børn, magtens børn, som i hele opvæksten har fået at vide og føler, at de kan ændre verden. De er motiverede, selvbevidste, videbegærlige. Med dem som arrangører bliver showet en succes med tit over 1500 tilskuere, der få år efter selv sidder på magten, mens typisk kun 20 af dem kommer til mine ”sorte” shows. Hvad enten vi sælger forsikringer eller foredrag undgår vi hvide racister den magtesløse ghetto og ghettoiserer den derfor endnu mere. Vi fremstiller os selv som frisindede, men med en sådan racisme fastholder vi "de andre" i isolation og spærrer dem inde i ghettoer, fortvivlelse og fængsler. (Emnet beskrevet for kortfattet her, læs kronik om min racisme her)

 
   
 
   

18. Et eksempel på min egen integration med ”de andre”

Da jeg først kom til USA advarede de hvide mig hele tiden om de sorte, hvorfor jeg ufrivilligt sendte frygtens racistiske signaler ud til sorte, ”du er et dårligt menneske, jeg har grund til at frygte dig.” Følgelig tændte jeg vreden og aggressionen i ”smertens børn” og blev overfaldet igen og igen. Siden fik jeg sorte venner, boede hos dem og begyndte derved at opleve dem som mennesker jeg kunne være helt tryg ved. Uden at vide det ændrede mine kropssignaler sig til ”Du er OK, jeg har tillid til dig”. Ghettoer hungrer efter et sådan kærligheds-budskab, hvorfor jeg ikke i 35 år er blevet overfaldet og kan færdes frit overalt.

Samme kovending så jeg herhjemme. Før 2001 havde jeg ingen muslimske venner. Jeg var derfor et let offer for danske medier og politikere, som for hver dag fik mig til at tænkte mere og mere negativt om muslimerne. Dette billede blev forstærket af at jeg ude i skolerne aldrig kunne få muslimerne til at sidde stille under mine 5 timer lange foredrag. Fra mit arbejde i USA ved jeg at en sådan racistisk tænkning om ”de andre” kan modarbejdes. Jeg besluttede derfor at få muslimske venner og snart åbnede en vidunderlig verden sig op med pakistanske bryllupper, kurdiske fester osv. 

Men det bedste var da jeg pludselig opdagede at indvandrerne fra nu af sad bomstille under mit lysbilledforedrag. Hvor de tidligere havde været påvirket af min ubeviste fjendtlige tænkning om dem, varmedes de nu af mine positive tanker om dem - det fænomen vi kalder for ikke-voldelig kommunikation. Så hvor jeg før havde opfattet dem som fjendtlige og tillukkede, åbnede de sig nu op for mine grundtvigianske, danske værdier. Dette viser tydeligt at der ikke bliver nogen integration før vi gammel-danskere tager os sammen og begynder at arbejde seriøst med vores racisme.  (Emnet er beskrevet for kortfattet her, læs min mere udførlige kronik om det i stedet).

 
   
   
   

Previous

Home

Next

  

Oversigtskort      Udstillingsplan 1      Udstillingsplan2      Jacob Holdts større fotogalleri

To purchase photo, please contact Jacob Holdt, Copenhagen, Denmark