Fortsat fra 1. del

Ellers var sommerens eneste adspredelse at løbe rundt med en hale af kvinder efter mig, hver morgen når jeg løb de 8 km til Hornbæk efter morgenbrød til Vibeke og ænderne i haven. Rygterne blandt ænderne gik som snadder blandt Pandehaveåens ænder med det resultat at næsten 100 gik tiggergang op til vores terrasse dagen lang. Det medførte at jeg måtte stå på hovedet hver morgen i bagerens udsmidningstønder for at få nok brød. Ligeså var snadderen gået blandt alle nabokonerne i Månedalen om at de kunne løbe med mig på deres egne træningsture. Dog måtte vi stå tidligere og tidligere op, da flere af dem ikke kunne klare varmen eller skulle nå på arbejde i København kl. 8. Det er en herlig tur langs stranden i morgenlyset ind til Hornbæk, hvor jeg sammen med 9-10 kvinder ofte lavede yoga på stranden eller svømmede med dem på vej hjem. Da jeg var i gang med at træne til Berlin maraton lavede vi løbeturene længere og længere.

Formålet var for mit vedkommende at slå den unge Henrik Fogh Rasmussen i dette løb idet mine to gamle gymnasiekammerater Marius og Torben er blevet for ”dovne” til at give mig ”seriøs” udfordring længere. J Vi var jo efterhånden blevet så enige i vore debatter i årets løb, at vi besluttede i stedet at dyste med benene. Henriks kone sendte mig diskrete mails om hvordan hans træning gik i Washington. Jeg misundte ham ikke, da fugtigvarmen er uudholdelig i Washington om sommeren. En gang, da jeg hentede ham i statsministerhjemmet i Nærum, hvortil han aftenen før var fløjet til uden at have set hverken sin far eller mor, kom han humpende ud fordi han havde forstuvet sit ben så alvorligt under træningen, at han var røget på hospitalet. En anden gang havde han brækket både tommelfinger og arme (sådan som jeg husker det, Henrik). Jo, det havde sandelig store omkostninger for os selv og vore familier at vi i den grad var fast besluttede på at skulle slå hinanden. Sjovt nok slappede vi næsten kun af under vore mange verbale dyster rundt om i landets gymnasier, hvor publikum forventede at vi ville flå hinanden, men hvor vi blot stod kærligt og drillede hinanden ligesom vi gjorde det i en rækker debatter med hinanden i Berlingske Tidende, som var mere eller mindre aftalt spil for at få mere reklame til vore roadshows. En ting, som afgjort bragte os sammen, var mødet med danskernes dybe racisme overfor muslimer, som kunne mærkes i alle vore publikums og som er ukendt for Henrik i det inkluderende USA. Vi var begge nogle steder rystede over folks hadske udtalelser. I Holte råbte en gammel mand til os at han ikke var kommet for at høre om muslimer, men om Amerika. ”Jamen, Amerika er da også muslimer,” svarede jeg. Selv en højt uddannet gymnasielektor begyndte at ævle om terrorisme når vi snakkede om muslimer som om det var ensbetydende. Pga. Henriks lange rejse fra USA prøvede vi at gruppere vore foredrag, men selv når det ikke lykkedes for ARTE, mødte han op til blot en enkelt dags debat for dagen efter at flyve hjem igen. Dog forsøgte han at slå debatterne sammen med noget af sin konsulentvirksomhed for danske og amerikanske virksomheder rundt om i Europa. Efter vore sidste to debatter i Ålborg fløj vi så til vores eneste rigtige store dyst i Berlin, hvor Vibeke var taget med for at heppe på mig.

Henrik checkede ind i et dyrt luksushotel for at være så udhvilet som mulig, mens Vibeke og jeg sov på gulvet hos Christina Voigt i Kreuzberg, som er mit favoritområde pga. de mange tyrkere. I Berlin foregik træningen mere afslappet på cykler for at jeg kunne vise Vibeke de ukendte cykelruter Beatrice havde taget mig på i juli. Men allerede under cykelturene mærkede jeg at hele kroppen værkede. Under de indledende træningsture fra Espergærde til Kbh havde jeg også mærket at jeg ikke var i topform. Jeg har nu i næsten to år gået med det jeg i sidste års julebrev kaldte New York-tremånedersinfluenzaen med endeløs hoste, snøften og tilstoppet hoved. Alle mine venner har været bekymrede og sagt at lægerne måtte ordne det, men tre læger har undersøgt mig adskillige gange og sagt at det nok skulle gå væk. Først her i december kom jeg til en lungespecialist, som straks kunne se og måle at jeg har præ-asmatisk tilstand med kun 63% lungekapacitet og gav mig en inhalator, som straks fik kapaciteten op på 94% og siden har fået det hele til at forsvinde. Lægen ville simpelthen ikke tro på at jeg havde løbet maraton sidste år med kun 2/3 lunger og tilmed sat personlig rekord. Tænk hvilket sexliv jeg nu kan få! (Som alt andet i årets julebrev uinteressant for alle jer, der læser dette, men dette er nu engang mine egne dagbogsoptegnelser, som jeg hyppigt googler for at huske hvilket år jeg gjorde dit og led af dat). Men i september var jeg som sagt så svækket af denne eneste sygdom, jeg har haft i mit liv, at jeg allerede inden starten af løbet kunne mærke at jeg ikke kunne forbedre min rekord på 3t43 min, som jeg havde håbet på. Det eneste jeg kunne håbe på var at Henrik selv havde fået sig en Washington-influenza e. lign. J
Min træning var god nok og jeg løb aldrig ind i nogle ”mure” i det nu frie Berlin, men jeg hadede hvert et minut af løbet. Kun da jeg efter 15 km i Kreuzberg så Yildiz Akdogan og overraskede hende med et ordentligt kram af samme slags som vi tit havde haft under vore klatreture i telefonpælene under valgkampen, blev jeg lidt opmuntret. Igen blev jeg tosset over alle de danske flag og tilråb fra danskere overalt, hvilket også overraskede Henrik. Da jeg luskede i mål i en af mine værste maratontider på 4:11 vidste jeg at han måtte have slået mig. Vibeke og jeg ventede på ham til middag i Kreuzberg og da jeg så ham komme – voldsomt haltende fra U-banen – fangede jeg mig selv i at fryde mig: ”Hvis han skal ha fornøjelsen at slå mig, skal han edderme også lide!” Han slog mig med 20 minutter og det var velfortjent selv om hans tid ikke var så god som til det mere bakkede maraton tidligere i Quebec. Men han var glad for at have været med i det langt festligere Berlin-maraton.

Middag med Henrik i Kreuzberg efter løbet

Sommeren gik også med at forberede min store udstilling i Gellerup. Efter kæmpearbejdet med at lave ”Ghettoen i vore hjerter” og skuffelsen over at den aldrig blev anmeldt sidste år, havde jeg svoret at jeg aldrig ville udstille igen. Alene at finde så stort et lokale igen var umuligt. Men en hollandsk maler, som så den i Øksnehallen, havde dengang sagt at han ville hjælpe mig med at finde et ligeså stort sted i Århus. ”Held og lykke,” tænkte jeg og troede at jeg aldrig ville se ham igen. Men Franz van der Woude er en utrolig ildsjæl og efter et år ringede han og sagde at han havde fundet en enorm sportshal i Gellerup. Jeg tog over til møde med ham og Global City, som ville slå det stort op som en del af Århus festuge. Jeg er ikke sikker på at jeg havde orket det hvis det ikke havde været i Gellerup og hele ideen med at få århusianerne lokket ud i deres lokale ghetto naturligvis ikke var til at stå for. Det var jo alle tiders måde at skabe integration på. Så vi gik i gang. Men hvad skulle billederne hænges op på? Igen gik Franz i gang med at undersøge det – ved siden af sit eget arbejde og familie – og fandt et firma i Silkeborg, der kom og stillede lange rækker af flotte plader op. Billederne måtte vi selv sætte op uden hjælp. Som sidste år ringede Christina Voigt fra Berlin og tilbød at hjælpe og kom hele vejen til Århus. Igen lykkedes det at blive færdige kun en time før åbningen, men her så de pædagogiske afsnit langt bedre ud end i Øksnehallen, hvorfor publikum virkelig gik rundt og læste de lange tekster grundigt og var imponerede over indholdet af dem. Den side havde været en fiasko i Øksnehallens kaos.
Åbningen var en absolut succes, men gav dog problemer. Jeg havde fået den amerikanske ambassadør James P. Cain til at komme som taler. Han har jo engageret sig dybt i ghettoerne og mere eller mindre åbent påtalt danskernes racisme overfor indvandrere og muslimer og advaret mod at vi gentager alle de fejl USA gjorde overfor de sorte. Overalt i moskeer og foreninger for muslimer har jeg set ham aktiv i kampen for at give dem den samme respekt og inklusion i Danmark som de har i USA. Hyppigt har han inviteret vores bestyrelse i Kritiske Muslimer til private middage i sin ambassadørresidens og tilbudt os støtte. Nu blev han ved med at sige at han ville komme til åbningen i Gellerup, men havde fået et lille problem idet han samme dag ville få opfyldt sin drøm om at flyve en F-16 og kun kunne få det til at gå op ved at ankomme i en F-16 til nærmeste lufthavn. Jeg kunne straks se presseværdien i det og spurgte om han ikke kunne tage sin gode veninde, Sherin Khankan, med sig i flyet, da hun også skulle være taler. Så ville jeg slippe for at give hende en togbillet. Det kunne jo lyde flot i Ekstrabladet ”Ambassadør flyver til Gellerup med muslimsk kvinde på skødet”. Med sådan foromtale i aviserne ville vi kunne spare alle de dyre pressemeddelelser osv. Men bortset fra at jeg ikke havde forestillet mig hvor lille et F-16 i virkeligheden er, var det nok til at få sindene i kog hos de firkantede universitetsfolk, som vi samarbejdede med i Understanding Conflicts store internationale kongres. De var totalt humorforladte og ville ikke være med til en sådan ”unødvendig miljøforurening” samtidig med at de frygtede palæstinensernes reaktion i Gellerup over endnu engang at blive fløjet over ende af F-16 fly fra en republikansk regering. Ambassadøren insisterede stadig på at komme i et F-16, men jeg fik besked på af de fodformede samarbejdspartnere at holde det tys-tys. Øv, sagde jeg, det eneste vi har brug for nu for at få succes i Gellerup er en skandale. Hellere dårlig omtale end ingen omtale.

Aziz Fall fra Kritiske Muslimer taler til åbningen

Det gik nøjagtigt som jeg frygtede. Ligesom i Øksnehallen næsten ingen omtale og dermed ingen besøgende med drønende underskud. Til åbningen havde jeg bombarderet folketingets medlemmer med mails om i integrationens navn at komme og fik mange venlige svar og enkelte tilsagn. Franz, Sherin og Aziz Fall holdt flotte taler med palæstinensisk musikalsk optræden, som kan ses som video på mine hjemmesider, men ambassadøren nåede ikke frem. Dette gjorde dog ikke så meget, da hans navn på talerlisten fik pressen til at tage det mere alvorligt bortset fra Københavnspressen, som helt svigtede. Ligeså svigtede alle I jyske venner bortset fra Hjalte Tin. Jeg har lidt svært ved at forstå dette, da I også svigtede sidste år både til åbningen og min private 60 års dag. Jeg var til en 50 års fødselsdag her i København i lørdags hvor gæsterne kom fra det ganske land, Bornholm, Jylland og Norge. Så hvorfor I jyder ikke gider komme til mine festdage forstår jeg ikke helt. Jeg møder jo altid op til jeres, hvis jeg kan. En undskyldning var måske at jeg havde opfordret mange af jer til at prioritere den store og festligere ”ghettogether”, arrangeret to uger senere for at falde sammen med festugens åbning. Men i mellemtiden var det daglige besøgstal så lavt at vi var nødt til at aflyse denne for ikke at få et drønende økonomisk underskud, da ingen fonde denne gang ville støtte det. Det hele mindede mig om Amerikanske Billeders opstart i Amerika i 1982. Vi havde i gruppen haft en kæmpe succes i Europa og havde lige sendt vores sidste halve million til Afrika i forvisning om tilsvarende succes i USA. Men der skulle være en ide med succesen i USA, så vi oprettede vores teater i ghettoen for at få de hvide til at blande sig med ghettoens beboere. Resultatet var at der sjældent kom mere end 5-10 mennesker hver aften – mest udlændinge som ikke anede hvor den lokale ghetto lå. Den samme racisme mødte os nu, da vi lagde udstillingen i Århus’ ghetto og fik nøjagtig samme antal besøgende hver dag.  Dog var mine daglige workshops for lokale ghettoskoler en succes og nok det hele værd, men selv til mine premiereforestillinger på det nye lysbilledshows kom der kun 30 mens der inde i Århus altid kommer flere hundrede til mine shows. Derimod fik jeg mig en masse nye venner i Gellerup blandt indvandrerne og dejlige nye overnatningssteder hos dem i denne på overfladen så trøstesløse ghetto, men hvor folk bor i herlige store lejligheder hvor jeg – modsat hos venner inde i Århus – let kan finde parkering lige udenfor vinduerne.

I oktober var jeg med til at danne tænketanken CEVEA som et uhyre tiltrængt modstykke til CEPOS. Jeg kom på The Advisory Board og er tilknyttet som underviser, men foreløbig har jeg holdt flere foredrag for CEPOS. Jeg har det da også altid bedst blandt modstandere ved at tale Roma midt imod. De, som tænker som en selv, kan være uudholdeligt fodformede. Åbningshøjtideligheden i det nye Skuespilhus var dog forfriskende med de mange unge blandet med gamle garvede politikere som Lykketoft. Med hele dereguleringens og neokonservatismens sammenbrud og Obamas valg på det sidste burde vi kunne få vind i sejlene i mange år fremover. Desværre har mange tabt store pengesummer på det sidste pga. højrefløjens dereguleringer gennem de senere år. Jeg selv var en af dem, da Nørhavens Bogtrykkeri i sommers gik konkurs og jeg umiddelbart mistede en kvart million, men på langt sigt måske et par millioner, som disse bøger ville have indbragt mig ved salg i min alderdom. Sagen var at jeg 4 gange havde fået genoptrykt 15.000 eksemplarer af min bog til salg i USA og hver gang med nød og næppe uden banklån betalt Nørhaven den halve million, det kostede. Da dollaren var lav og amerikanske studenter ikke kan betale mere end 15-20 $ for en bog løb hele mit bogcirkus kun rundt derovre ved at betale Nørhaven med mine foredragsindtægter. Helt galt var det i 80’erne da jeg lod de sorte kriminelle og hjemløse i ghettoerne sælge mine bøger og de ofte blev myrdede og fængslede inden de fik afregnet med mig. Da jeg kun havde plads til 7.500 bøger ad gangen i mit opmagasineringssted, lod Per Nørhaven efter aftale efter hver trykning den anden halvdel på 7.500 forudbetalte bøger ligge i fabrikken som papir, så jeg ikke skulle betale straks for indbindingen. Jeg husker hvordan jeg ærgrede mig over at terroristerne, som i 1993 sprang WTC i luften og havde blandet deres nitratbombe i rummet ved siden af mit, ikke ved et uheld kom til at sprænge mine bøger i luften, så stedets forsikring kunne dække bøgerne på det tidspunkt, hvor jeg ønskede at nedtrappe og stresse af fra mine mange shows. Under Per Nørhavens mange udvidelser i Polen og Norge kom hans medarbejdere så ved en fejl til at smide alle mine 7.500 bøger ud. Per havde for længst undskyldt og tilbudt kvit og frit at genoptrykke dem. I mellemtiden opstod så ønsket hos mig om at opdatere og omskrive bogen med de mange nye tanker, jeg har gjort mig under racismearbejdet i skolerne, men jeg fik aldrig tid til det. Og pludselig i sommer læste jeg i avisen at Nørhaven var gået konkurs og at det dermed var for sent. Efter et show i Hjørring dumpede jeg uanmeldt ind på fabrikken og hos ham selv på herregården ved Viborg. Dels for at trøste ham efter vores mangeårige venskab og dels for at redde filmene til mine bøger. Da han så mig komme kørende ind på gårdspladsen kom han straks løbende ud, ”Jacob, Jacob, hvor er jeg glad for at se dig. Kom med herover.” Så tog han mig ind i en af de kæmpemæssige, nu helt tomme længer, hvori der kun stod en eneste kasse midt på gulvet. ”Nu skal du se,” sagde han og begyndte at pakke ud, ”her er dine film. Dagen efter konkursen nåede jeg lige inden kurator lukkede det hele, at køre op til afdelingen i Skive for at redde dine film. Det var det eneste jeg fik med mig.” Det må jeg sige var en god ven, Danmarks største bogtrykker, der midt i hele sin egen sorg over at se sit imperium falde i grus, uden at jeg havde sagt et ord til ham, tænkte på at redde mine sølle stumper!
En sidste gang endte jeg nu med at overnatte hos ham og Bente på Randrup herregård, som havde tilhørt min egen familie 10 generationer tilbage og ”som du nu godt kan købe tilbage, da vi har tænkt os at flytte.” Han syntes ved godt mod, men alligevel var det som om vi sad og drak gravøl med hinanden den aften i vores fælles sorg.

Et lille plaster på såret fik jeg, da jeg kort efter med nogle venner fra Eventyrklubben var inviteret til fin middag hos ØK’s direktør i selve hovedsædet som – jeg ville have sagt i min ungdom – kun ligger ”et stenkast fra” min bolig. Efter hans foredrag om det fordums så store imperium, spurgte jeg ham: ”Engang, da jeg besluttede mig for at forsøge mig som kapitalist, købte jeg nogle aktier i ØK. Men jeg tror ikke at jeg dur i rollen, for i årene efter så jeg hvordan de bare faldt og faldt i værdi. Hvad skulle jeg have gjort?” (Jeg overdrev lidt da jeg kun havde købt én aktie for at få stemmeret og drinks til Øk’s generalforsamlinger). ”Jamen, så er du en holden, ja faktisk rig mand i dag efter Øk’s omstrukturering med nyt hovedsæde i Singapore,” sagde han. Øv, tænkte jeg, så dur jeg jo alligevel ikke som kapitalist ved ikke at have tænkt på at købe flere aktier dengang imperiet lå nede. Men nu, tre måneder efter, hvor alle har tabt deres aktier efter børskrakket, må jeg alligevel konkludere hvor godt gammeldags bondesnu jeg var ved blot at sætte alle mine penge i en solid gammeldags bank til ca. nul rente. ”I banken?” skriger min kone, ”Kan du så se at få sat nogle af dine penge over på min lille konto inden banken går konkurs!”  Og da min kone jo kan virke meget overbevisende, når hun mangler penge, var jeg lige ved i går at lade mig overtale – indtil min bror reddede hele min ”formue” på målstregen ved at fortælle om regeringens nye garantier.

Vi får at se i det kommende års tragiske konkurser hvem der er klogest selvom jeg gerne ser verden bevæge sig lidt væk fra det miljøødelæggende overforbrug og den horrible klasseforagt mange udviste gennem belåning af kunstige ”friværdier” osv. Dybt racistiske friværdier, som især i USA, men også i stigende grad herhjemme er blevet skabt ved flugt fra ”de uønskede” til områder hvor husværdierne derved stiger kunstigt i værdi mens de falder i ghettoerne. I år 2000 havde hver hvid amerikaner på den måde gjort sig 8 gange så rig som hver sort. I Bush-årene er forskellen vokset til 14 gange så megen rigdom for de hvide – uden at disse har rørt en finger for at skabe disse arbejdsfrie indtægter.
Hvor meget man selv har kørt med på hele dette egoistiske spil kom jeg til at tænke på under Stein Baggers konkurs, da Vibeke straks ringede til mig i Jylland for minde mig om hvordan hans familie jo også havde ”franarret” os alle vore penge engang. Det var nemlig Stein Baggers far, Rolf Bagger, der skrev den skelsættende store forsideartikel ”Fra vagabond til multinational koncernleder” i Weekendavisen i 1978, som fik os til i Amerikanske Billeder at ændre kurs og beslutte straks at testamentere alle vore kommende millionindtægter fra show, bog og film til apartheidarbejdet i Afrika. Jeg havde imidlertid allerede i det skjulte inden bogens udgivelse og succes i 1977 været i fuld gang med - dels med KGB og dels med arkitektstuderende, der byggede skoler for ANC - at planlægge min barndomsdrøm om et hospital i Angola, hvilket jeg ikke så godt kunne fortælle Bagger om endnu. Men artiklen fik os nu til hurtigt at nedsætte en offentlig bestyrelse for Afrikafondet med Søren B. Henriksen som direktør og at begynde at give pengene væk. Mange år senere optrådte jeg i annoncer for Weekendavisen for at sige tak for at avisen som den eneste avis på det tidspunkt havde givet mig det konstruktive modspil, som fik os til hurtigt at komme i gang frem for at investere i konstante udvidelser af showet i flere lande for de tilstrømmende sorte frivillige. Baggers artikel gav mig enorm respekt på højrefløjen, husker jeg, da den brugte højrefløjens økonomiske succeskriterier. Men den var gjort til forsideartikel for at blive set af den tids venstrefløj med dens helt anderledes moralske kriterier i et forsøg på at fremstille Amerikanske Billeder som én stor selvisk pengemaskine baseret på udbytning af fattige sorte. Jeg husker at jeg skammede mig forfærdeligt over at have siddet på pengene i næsten to år uden ”at gøre succesen til en succes for de fattige,” som jeg altid havde sagt var min hensigt. I den tids venstredrejede tidsånd kunne man næsten ikke se sig selv i øjnene og leve med så hård en anklage over sig. Dette eksempel, synes jeg, siger lidt om hvor langt vi i samfundet – og især i ungdommen - har bevæget os væk fra den tids trods alt mere medmenneskelige moral – fra ølkasser som møbler for at redde de fattige i den Tredje Verden – til mærkevarer, prangende møblementer og ja, som Stein Bagger, pralende Rolex ure, biler, yachter, der kun dur til at prale med fordi vi alle i dag selv har en del af disse underlige værdier i os. Selvfølgelig skal der være plads til at vi kan realisere vore drengedrømme om ”mit livs bil” – som jeg selv gjorde det ved som voksen at anskaffe de ”sexmobiler”, som jeg elskede at blaffe med som vagabond, indrettet med borde, senge, polstrede møbler, Tv, etc. Særligt når vi selv kan grine af vore barnlige behov og elsker at dele dem med andre folk som intet har. Men når det som hos Stein Bagger fører til ”mer vil ha mer” uden empati for andre og uden andre værdier i livet, bliver det patologisk. Jeg plejer som bekendt at sige at der altid ligger en dyb smerte i barndommen bag, når man som Stein udvikler sig til i den grad at undertrykke og skade andre mennesker. Og det undrer mig derfor heller ikke nu at læse at hans store smerte netop opstod det år, hvor hans far skrev sit angreb på mig og forlod Stein – præcist i den alder som 11-årig hvor barnet får de største skader efter voldsomme brud og skilsmisser. Men måske der også har været noget genetisk betinget i hans opførsel, for da jeg forleden sad og snakkede om dette med digteren Søren Ulrik Thomsen, fortalte Søren at Rolf Bagger var kommet med et lignende perfidt angreb på ham i Berlingeren pga. nogle ubetydeligt små beløb Søren havde modtaget i kunststøtte. Vi konkluderede i al fald at der bag begge angreb lå en eller anden misundelse over andre menneskers økonomiske succes hos en som aldrig selv har haft det – og som åbenbart har ondt af selv en fattig digters succes. Det bliver spændende at se hvad retssagen yderligere afslører om den sindstilstand, vi alle gradvist er blevet lullet ind i siden 90’erne, og som blot i Stein Bagger kammede så meget over at vi kan begynde at se vanviddet i os selv.
F.eks. min afsløring af at jeg i velfærdsstatens tryghed overhovedet kunne tænke på i dag selv at have nogle pensionspenge i banken midt i en verden af skrigende nød. Men modsat 70’ernes tidsånd tør jeg i dag offentligt bekende det overfor jer, da jeg ikke hører jer tale om andet end jeres egne pensionsordninger når vi mødes til klassefester. Hvilket modsatrettet pres I dog lægger på mig i dag end i vor ungdom! Så det er nok jeres eller ”samfundets skyld” at jeg altid blæser med vinden og opfører mig så tåbeligt som jeg gør J

En del af november tilbragte jeg i min kurators vidunderlige hus i Bretagne med udsigt over Atlanterhavet og funderede over disse, livets ejendommeligheder. Jeg holdt foredrag hver dag i områdets gymnasier og åbnede her min anden store udstilling i Frankrig indenfor en måned. Ugen før var jeg også i Frankrig, men ovre østpå i det konservative og mindre festlige Bourgogne for at åbne en helt anden udstilling med mine billeder i Niepce museet. Det er opkaldt efter fotografiets opfinder og har Europas største fotohistoriske samling.

Da jeg bagefter blaffede til Paris blev jeg samlet op af en sød ung fan af mine billeder, hvilket overraskede mig, da jeg endnu ikke har udstillet i Paris. Nadège drak mig hamrende fuld og inviterede mig til at overnatte – et eventyr, der på overfladen mindede mere om min ungdoms løsslupne Sarah Palin-typer på de amerikanske landeveje (inden de blev omvendt af 80’ernes nykonservatisme) end om Europas forbeholdne kvinder. Men først og fremmest introducerede hun mig til en hel lille fanklub af mine billeder – eller rettere omvendt – inviterede kendere af mine billeder fra hele Paris til at komme og møde mig og slæbte mig til Europas største fotokunstmesse ParisPhoto i Louvre, som jeg aldrig havde hørt om før og hvor jeg endte med at signere mine bøger dagen lang i Steidls bod indtil de snart var udsolgt.

Også til mit første pressemøde i Bretagne ankom jeg med solide tømmermænd, da jeg natten før havde afløst Mikael Bertelsen netop i den 11. time for at tale om mit kendskab til Obama ved Københavns Universitets store valgaften. Det skete i festsalen, som jeg aldrig havde sat mine fødder i før.

Jeg gjorde naturligvis de 600 studenter opmærksomme på, at over 360 amerikanske universiteter har inviteret mig som taler før jeg fik denne, min første invitation fra et dansk universitet– og at alene Barack Obamas gruppe ”Harvard Black Law Association” havde inviteret mig ikke mindre end 18 gange til at tale i de jurastuderendes prøveretssal, Ames Court room i Harvard. Flertallet af disse foredrag holdt jeg i de år, da Obama var præsident første gang, nemlig for Harvard Law Review, hvilket gjorde ham landskendt. Vi havde derfor enorm respekt for denne noget lysere fyr, som sad begravet i sine højtravende juridiske artikler i kælderlejligheden på Massachusetts Ave i Somerville og så ikke meget til ham.

Derimod fik jeg straks ballade med hans senere kone, Michelle, som sammen med de andre sorte jurastuderende protesterede over min danske tendens til at vise (for mange) nøgenbilleder af sorte kvinder i mit lysbilledshow. Da Harvard altid har været mit vigtigste universitet, var jeg nødt til at have deres støtte, så gode råd var dyre. Heldigvis fandt de sorte jurastuderendes præsident på et kompromis i kraft af, at hun, Sandra, på det tidspunkt også i al hemmelighed var min kæreste. Det siger lidt om apartheidsystemet i amerikanske universiteter, at hvis de sorte studenter havde vidst, at hun kom sammen med en hvid, ville de aldrig have genvalgt hende til præsidentposten. Så vi turde kun gå ud sammen inde i storbyen Boston, aldrig i Cambridge. Jeg drillede hende meget med, at hun jo blot praktiserede ”night time integration” ligesom de misbrugte fattige sorte kvinder traditionelt gør det i sydstaterne med hvide godsejere for at overleve.

Og ja, denne historiske udbytning var jo netop årsagen til de sorte kvinders ubehag ved mine nøgenbilleder. Men med Sandras diplomatiske indgriben gik Michelle og de andre efter flere interne møder (som sagt med min skjulte tilstedeværelse og indflydelse) med til at jeg kunne beholde billederne i mit show, hvis de fik lov til at skrive nogle sætninger ind i teksten om deres ubehag som følge af den triste historiske kontekst. Disse sætninger har også min danske udgave af showet indeholdt lige siden.

Men nu hvor USA’s næste præsident er et produkt af netop den ”night time integration”, som hans kone dengang havde problemer med, var det lidt tankevækkende for mig at stå og fortælle om denne dybe apartheid i USA’s universiteter. Oprørt og oprørsk på samme tid. Dels over det historiske øjeblik omkring valget af Amerikas første sorte præsident og dels over, at jeg stod på selv samme talerstol, hvorfra min gamle ven, Finn Ejnar Madsen, engang havde skubbet rektor ned som startskuddet på et andet oprør. For netop denne epoke-indledende aktion – og alle Mao–plakaterne på universitets-murene i samme tidsperiode – planlagde og udførte han fra min bolig – en tidligere ligkiste- og pornobutik i Dannebrogsgade 4, hvor Finn Ejnar lejede forbutikken af mig. Hver gang jeg havde beklaget mig over at nu ”går I lidt for vidt” - f.eks. når den afslørende røde maling løb lige fra mit hus ned til samtlige ”USA ud af Vietnam”-overmalede S-tog ved Dybbølsbro – skammede disse såkaldte ”Danske Vietnamfrivillige”, hvoraf nogle senere endte i Blekingegadebanden, mig selvhævdende ud for at være en ”reaktionær bolighaj.” I den særlige tidsånd, der herskede, var dette jo så belastende en anklage, at de hver gang hurtigt fik mig til at klappe i. Nu er de ikke længere i stand til at give mig skyldfølelse, da de alle er døde – på nær én som havnede i Dansk Folkeparti!

Nå, men senere på valgnatten kunne jeg næsten genbruge samme tale for de festende amerikanere ”Democrats Abroad” i Politikens Hus, hvor der blev hældt så kraftigt op i glassene til hen ad 5-tiden, at jeg nærmest sejlede direkte på morgenflyet til Paris. Derfor sad jeg nu her på Bretagnes klippekyst og funderede over disse livets pudsigheder, spejdende over mod Atlanterhavets anden bred – til USA – hvortil jeg et par dage efter skulle rejse tilbage. Thi nogle af mine andre sorte elever fra dengang, som ligeledes i dag sidder i ledende stillinger – bl.a. chefredaktøren for Harlems største avis – ville nemlig i anledning af Obamas valg nu have mig tilbage for at holde flere foredrag. Og således synes alt i mit liv blot at gå i ring og i ring.

Efter lige at være hjemme en enkelt nat og vende hos Vibeke, som ikke havde set mig i ugevis, fløj jeg derfor tilbage til det just befriede USA – thi sådan føltes det efter 8 mørke år under Bush eller som Jon Stewart hævdede, ”it’s the end of comedy.” Her var dog med økonomien i frit fald alt andet end glædesstemning med den ene butik efter den anden, som jeg har haft min faste gang i gennem mange år, nu trist lukket med kæder og brædder pga. konkurser. Marius efterlyste i sit julebrev forleden at høre i mit julebrev hvad jeg mener at valget af Obama vil betyde. Det er der skrevet nok om, tror jeg, hvad angår de nye vinde for resten af verden. Vigtigst for mig er hvad det kan betyde for de sorte i underklassen og - efter et muligt hjemligt regeringsskifte, som normalt følger demokratiske præsidenter i USA - hvad dette kan betyde for vore egne klemte minoriteter. Men ligegyldigt hvad valget sender ud af håb for den sorte underklasse var jeg klar over at det ingen forskel vil gøre for netop den. Når først vi har spærret folk solidt inde i ghettoer er processen irreversibel. Hvide holdninger vil naturligvis bedres en smule, men da det racistiske sind er båseopdelt vil dette kun gavne den sorte middelklasse, ikke de fattige i ghettoerne. Ligesom da forhåbningerne steg i 60’erne og de indespærrede blot oplevede de hvide flytte sig selv og stigen op til den amerikanske drøm længere væk, vil kriminaliteten sandsynligvis igen stige voldsomt. Også forstærket af arbejdsløsheden. Alligevel havde selv jeg – på afstand i Danmark – under valgkampen lullet mig ind i drømmen om at det nu ville gå de sorte bedre. Men straks jeg steg ind i toget fra JFK-lufthaven blev jeg rystet på plads. A-toget går nemlig fra Rockaway-ghettoen ind gennem Brooklyns ghettoer, hvilket jeg fik at føle ved at to sorte kvindelige narkomaner under store smerter på hele turen ind til Manhattan ustandseligt sad og brækkede sig over mine fødder og bukser, en ung gangster med den typiske sorte ”gangsta”-hovedklud og de hængerøvsbukser, hvis ”fuck-you-society”-signaler Obama offentligt har irettesat underklassen for, sad med ”cool” mine mens hans kvindfolk grædende og råbende anklagede ham for alt. Og overfor sad en fed kontanthjælpsmodtager og fodrede sin skrigende børneflok med de fedeste, usunde chips ind imellem de obligatoriske kontante afstraffelser i form af lussinger, der står i direkte mål med de ”lussinger” sådanne mødre selv føler sig genstand for fra det hvide samfunds afstandtagende og fordømmende tænkning. Mao. vil ingen selv nok så Messias-agtig Obama kunne ændre en tøddel på hele dette ghetto-Gulag-system, som jeg tidligere har beskrevet og som selv de fattigste sorte indvandrere fra Afrika eller Caribien straks flygter skrigende bort fra, når de komme til USA. Afstanden til Obama er simpelthen for stor – han som netop ikke var blevet valgt hvis han havde været ”sort”. Hele denne underverden med dens indvendiggjorte racisme blev han jo som hvid (eller mulat, som det hedder i andre lande med afrikansk far, men opdraget af det hvide samfund) beskyttet fra under sin ”out of space” opvækst i et muslimsk land og siden i Hawaii. Derude i Stillehavet forekommer det sort-hvide amerikanske apartheidsystem så fjernt og uvirkeligt, at jeg aldrig kunne finde ud af at lave mine racisme-workshops under mine besøg derude, men endte med altid at snakke om det fælles for Hawaii og ”Mainland USA” – manglen på en velfærdsstat. Jovist beskriver Obama i sin bog den identitetskrise, han kom i som ung, da det gik op for ham at han levede i et racistisk samfund, men han blev ikke knust i sine formative år af den internalisering, der sker for andre sorte børn med indfødte sorte forældre, med den stjålne selvværdsfølelse og vredesophobning, dette medfører, - den som hvide ubevidst hele tiden frygter og undviger. Denne racisme, og dens indbyggede symptomer med at ”snuble lige før målet,” kender de sorte så godt at både de og jeg i lang tid støttede Hillary Clinton under primærvalgene fordi vi simpelthen nægtede at tro på at Obama – hvis han blev betragtet som sort af de hvide – ville være ”viable” (levedygtig). ”Han kender ikke vores smerte,” sagde mange sorte dengang. Selvfølgelig kan man med en vis ret sige at Obama blev ”sort” da han efter Harvard-årene giftede sig med en (ægte) sort indfødt og valgte side i apartheidmønstret ved at slå sig ned i den sorte ghetto på Chicagos sydside og valgte en af de typiske ”vrede” sorte kirker som sit tilhørssted og som ”sin familie”. Altså lidt ligesom jeg selv i kapitlet ”Ghettolove” i min bog om mit ægteskab med sorte Annie. Dette handler netop også om hvordan jeg fra ”out of space” trods al min bedste vilje ender med at blive trukket med ned af ghettoen fra det øjeblik jeg identificerede mig eller gjorde mig til et med den. Dette var som bekendt også ved at ske for Obama, da han under valgkampen blev trukket med ned af ghettoens vredespatologi af sin sorte præst – altså nøjagtig den internaliserede racismes indbyggede snublen, som alle sorte sad og ventede på ville ske for ham. Kun ved at holde en genial inkluderende tale om denne amerikanske racismes tragiske konsekvenser for både sorte og hvide – ”de to sider af mig selv” - lykkedes det ham at vende situationen til sin fordel. Og først fra det øjeblik var alle indfødte sorte med ham. I de hvide amerikanske medier blev hans sorte præst, Jeremiah Wright, fremstillet som en ”kontroversiel” venstreorienteret fanatiker, men jeg husker hvordan jeg faktisk var enig med pastor Wright i alt hvad han sagde som det ghettoens sandhedsbarometer, han jo er (bortset fra hans sammensværgelsesteorier om AIDS). Og da jeg siden ringede rundt til selv mine mest fornuftige, velovervejede sorte venner fra middelklassen, fortalte de mig at han også præcist havde udtrykt deres egne dybe følelser – de følelser, som denne ”tilpassede” middelklasse sjældent selv tør at lufte overfor de hvide….hvorfor den får luftet ud ved at gå i den slags kirker. Når jeg og de sorte i dag har fået tiltro til Obama skyldes det ikke mindst vores viden om at han i 10 år har siddet i denne kirke og taget Jeremiahs vrede budskaber til sig og derfor forstår det sorte samfunds smerte. Men efter min mening ville han aldrig kunne have vundet de hvides stemmer hvis han selv var blevet formet af denne vrede i sin barndom ved selv at være ”sort”. Hvilket han jo heller ikke gjorde idet et flertal af hvide faktisk stemte på McCain. Og havde republikanerne ikke kørt hele verdensøkonomien i sænk med deregulering, låntagning til op over skyerne og krige, havde Obama sandsynligvis ikke vundet det endelige præsidentvalg.
Efter denne lange togtur fra lufthavnen gennem den sorte ghetto, kørte jeg ind under jorden mellem de uhyggelige mørke stålskeletter, hvor World Trade Center havde ligget, og steg bogstavelig talt op fra ”ground zero” midt i det nu ligeledes smadrede finanscentrum, hvis ruiner Obama skal til at genopbygge Amerika fra. Christina Sun, mit faste hjemsted, var nemlig midt under andres dybe fald flyttet fra Soho ned (downtown) eller rettere op (23. etage) i endnu mere velhavende omgivelser. Hvor vi for 20 år siden startede i en så larmende slumlejlighed at jeg tit foretrak at sove i bilen på gaden og for 10 år flyttede til en enorm penthouse lejlighed på toppen af et mindre højhus med have til begge sider og udsigt over hele Manhattan, er hun nu flyttet op med havudsigt fra samtlige store vinduer i Battery Park.

Både højden og udsigten til New Jersey og Frihedsgudinden fik mig fuldstændig til at tabe vejret. Fra altanen i soveværelset ser vi direkte ned i Hudsonfloden, hvor Christinas sejlbådsvenner lægger til i deres dyre både og snakker op til hende over skibsradioen - ofte natten lang. Dagligt svømmer hun med børnene i det inden døre kæmpestore svømmepøl med havudsigt – når hun ikke vælger at svømme Manhattan rundt i floden.

Tre uniformerede sorte dørmænd har hun nu til at holde mine fattige (danske) venner borte – dersom I skulle finde på at overrende os som tidligere når jeg sendte hele højskoler på besøg hos hende. Eneste irritationsmoment for mig er at jeg ikke hører hjemme i et finansdistrikt – nu tilmed både affolket og afmalket – og selvom det var sjovt i begyndelsen at gå aftentur mellem palmetræer så høje som højhuse inde i de store glasbygninger, savner jeg efter børnenes godnathistorier på kun 5 minutter at kunne løbe ned til Angelikas, Landmarks og de andre kunstbiografers mange internationale film. Og i det hele taget det intellektuelle Sohos mange andre kvaliteter. Hver dag føltes det nu som at stige op fra de døde, når jeg rullede ind med Path-toget fra New Jersey gennem ground zeros forvredne stålstrukturer. Mit formål på denne tur var nemlig at få ryddet op i mit skur ude i New Jersey nu hvor jeg er digitaliseret og ikke har brug for alt mit lysbilledudstyr. Men at gå derude i frysende kulde og tage stilling til hvert eneste lille minde, som har hobet sig op fra 30 års turneer på landevejene – om de skal smides væk eller gemmes - disse mange gaver jeg har fået fra elever, sange de havde skrevet og indspillet om Amerikanske Billeder, deres favoritbøger og digte som de absolut ville give mig, mine medrejsendes efterladte ting, f.eks. min afdøde klassekammerat og første medrejsende, Hans Peters sovepose, Anitha Roddicks cremer, min søns hjemmelavede blaffeskilte fra hans egne ture eller - da han var mindre - fødselsdagspyntet som han havde dekoreret mit hotelværelse med da jeg kom ”hjem” efter et foredrag i Kansas på min 40-års fødselsdag. Samt regnskaber for bogsalg, donationer osv. Alt sammen var det til at blive frygtelig deprimeret af, minderne det alt sammen vakte og tanken om at denne oprydning måske var en milepæl, at jeg er ved at blive ældre og måske ikke kan fortsætte disse vidunderlige turneer med deres rige menneskelige samvær til evig tid. Her fandt jeg også digtsamlingen, som jeg havde båret rundt på USA’s landeveje som vagabond og oversat og illustreret, ”Blomsten og sværdet” af min højskolelærer Erik Knudsen, som døde i år. Og endnu engang oplevede jeg dens og mit eget evige dilemma - om jeg skulle hengive mig til kampen som social aktivist med anklagerne om at være ”nigger lover”, ”muslimsk feltmadras” og alle de andre sår, det giver. Eller til nydelsen - dengang som tilbagetrukket hippie eller et liv i sus og dus med rige kærester og al den tomhed, dette giver. Eller i dag til det lette liv og anerkendelsen som fotokunstner på Europas museer. Altid er jeg blot flydt med og har ladet andre tage valget for mig og altid trak de i hver sin retning samtidig. Mens jeg nu var i New York sad jeg således med rigmandsudsigten fra Christinas lejlighed og skulle tage stilling dels til en henvendelse fra Rune Engelbreth om sammen at lave et åbent brev til Obama om den danske racisme og dels en henvendelse fra Erik Steffensen og Poul Erik Tøjner om at lave en kæmpeudstilling med mine billeder på Louisiana til næste år. Videobrevet til Obama kan I se på YouTube og ferniseringen på Louisiana inviteres I til den 2. okt. næste år.
Jo, at deltage i kampen giver straks snavs på fingrene – min gode ven Søren Espersen blev rasende på mig, Pia Kjærsgård kaldte mig ekstremist – men at kaste sig ud i nydelsen og anerkendelsen fører let til mere hedonisme og svigt overfor medmennesket. I al fald er det Louisianas hensigt at tilbyde udstillingen til deres store samarbejdspartnere i udlandet såsom Museum of Modern Art, hvorfor spørgsmålet straks rejser sig hvordan mine afbildede sorte venner i de lokale ghettoer vil reagere på dette med følelsen af at jeg udnytter dem til egen kunstneriske fordel. En udvikling, som jeg næsten forudsagde i bogen og showet i afsnittet om Museum of Modern Art - netop for at tage højde for deres anklager. Så lige i disse dage, hvor jeg skal skrive kontrakt med Louisiana, forsøger jeg at skrive deres fortsatte venskab ind i teksten. Men her i disse juledage går mine tanker også naturligt til alle jer venner herhjemme. Særligt tænker jeg i år på tre af jer julebrevslæsere, som jeg har besøgt på det sidste da I kæmper med en tilsyneladende håbløs en kræft. Mit liv blev i høj grad formet af jeres rige gave. En af jer har jeg leget med siden jeg var tre år. En anden var med mig rundt i USA. Disse stadig hyppigere ”bank på døren” får jo også alle os andre oppe i alderen til at svede over ”blomsten eller sværdet” – f.eks. i sådanne nytårsrefleksioner – om hvordan vi bedst selv bruger vore få resterende år til gavn for andre, vore kære og os selv. I ønskes alle de bedste nytårshilsner fra Kerala i Indien, hvor Vibeke og jeg er når I modtager dette brev.

Aller kærligst      

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K