Det var derfor denne selviske indfaldsvinkel, jeg valgte at bruge, da jeg i forsommeren blev opfordret til at skrive en dialogbog sammen med Søren Espersen i forsøget på at få ham integreret ind i det stuerene fællesskab, som 85% af os jo trods alt tilhører hvis man måler det efter vores ydre stemmeafgivning snarere end vores indre tænkning. Jeg konkluderede at alt har været forsøgt med at skælde hans marginaliserede parti ud uden at det hjælper, idet strategen Søren med rette har indset hvor mange stemmer der er at hente i at appellere til vores indre svinehund overfor indvandrere og egoisme overfor velfærdsstaten. Ja, på det sidste punkt er du trods alt blevet en smule fornuftigere efter den kolbøttevending du foretog fra din tid med Fremskridtspartiets nulskat og anti-velfærdsstat. Så noget kan vi da blive enige om, Søren, hvad angår strategi overfor danskerne ligesom jeg gerne indrømmer at du er en hundrede gange bedre strateg end mig.

Søren og jeg havde efter et par politiske debatter igennem flere år haft en hemmelig korrespondance med hinanden i hvilken vi yderst drillende forsøgte at flytte hinandens standpunkter. Et forlag opfordrede os derfor til at lave en af de pt. populære dialogbøger. Jeg sagde: "Jamen, den har vi da allerede skrevet!" idet jeg ikke mindst efter Sørens indlæg i Jyllands Posten om "Kosovos blodige uretfærdighed" havde skældt ham grundigt ud for "holocaustbenægtelse". Tænk sig, han påstod at de gode serbiske (kristne) ikke havde myrdet de onde albanske (muslimer) og smidt dem i massegrave skønt jeg personligt havde fotograferet massegravene og sågar forstuvet benet ved at falde i en af dem. Nå, men vi blev nu under en middag enige om at starte på en frisk dialog. Jeg var overrasket over hvor vredladen Søren var under middagen – slet ikke som en humorfyldte kærlige faderskikkelse jeg tidligere var kommet til at holde så meget af. Men det mente jeg skyldtes at han kom lige fra en barsk kødkrig med Barfoed i folketinget og ikke at han følte sig i krig med mig. Under vore skriverier opdagede jeg dog denne side mere og mere i Søren. Jeg ved ikke hvilken strategi han havde med bogen, men min strategi var efter en kort introduktion hvori jeg med nogle barndomsoplevelser forklarede hvorfor jeg var blevet antiracist, lagde ud med at fortælle om hvorfor jeg var faldet pladask for Søren efter vores første møde som det kærlige menneske han jo er. Derefter ville jeg angribe hans partis politik lige på og hårdt for at tilkendegive hvad der skiller os ved at bruge personligt oplevede eksempler. Og til sidst skulle vi så forsøge at nærme os hinanden f.eks. omkring velfærdsstaten, ulandsbistand (han sidder i CARE) osv. Desværre nåede vi aldrig til den forsonende og forløsende tilnærmelse idet Søren ikke kunne klare mosten under mine indledende angreb, som gjorde ham frygtelig vredladen. Men det var netop denne menneskelige reaktion jeg havde håbet at fremkalde i ham på dette stade og endog havde advaret ham om var hele formålet med mine angreb på hans identitet. Lad mig forklare jer julebrevslæsere om strategien i dette lidt senere, men først give jer en lille smagsprøve på min blanding af angreb og selviske argumenter om hvor meget man får ud af at åbne sig op for vores nye multikaotiske verden frem for - som Søren og hans partifæller - at lukke af overfor det uundgåelige. Som I vil se er min stil ikke så forskellig fra min sædvanlige overfor jer julebrevslæsere, men aldrig har jeg haft det så sjovt som jeg havde det med at drille Søren Espersen om vor sjove nye multikaotiske verden, - den multikulturelle verden som han lige har svaret mig at han "ikke vil trækkes ind i".

"Kære Søren. Jeg fik ikke sendt dette af sted i går, for pludselig væltede det ind i mine stuer med muslimer (til vores bestyrelsesmøde i Kritiske Muslimer) - en time før jeg troede de skulle komme. En af dem, en hvidkitlet læge, kom lige fra hospitalet og skulle skynde sig at bruge mit arbejdsværelse som bederum. Så jeg måtte straks forlade computeren for at hjælpe ham med at finde retningen mod Mekka. Denne kendte jeg til hans forbavselse præcist (idet min amerikanske foredragsagent, som er sort muslim, tidligere har boet i værelset….jo, jeg må tilstå, Søren, at i over 21 år har jeg været i muslimernes levebrød og har fået udbetalt al min amerikanske løn fra rentefri sharia-banker uden at min familie har lidt mindste nød eller fået hånden hugget af). Nu nåede jeg i skyndingen ikke at få ryddet op i mit værelse og opdagede pludselig at min rodede datter efter en druktur havde kylet en hel stak af sine BH-ere præcis i retning af Mekka, hvorfor jeg nu så lægen ligge og bede til et bjerg af BH-ere umiddelbart foran sin næsetip der på bedetæppet. Jeg fik desværre ikke fotograferet scenen, men min kone og datter morede sig kosteligt bagefter. Så kom nu ikke igen, Søren, og påstå at muslimerne ikke vil åbne sig op for og tilbede vore frisindede danske værdier!
Samtidig blev jeg her til morgen pludselig kaldt til radiohuset for at lave hasteinterview med NRK i Norge, da en stor kontrovers er ved at udspille sig deroppe pga. min deltagelse på lørdag i Fortællerfestivalen. Oslos muslimske grupper truer nemlig med at boykotte hele festivalen pga. mit medlemskab af Ku Klux Klan. Jo, det er sandelig svært at gøre alle tilfredse. Kan du ikke hjælpe mig med at skabe lidt orden i mit kaos, Søren? Men sjovt er det nu at leve i et multikaotisk samfund!  

For det gør du jo også. Jeres visioner i DF om at holde jer uden for det multi-kaotiske univers i en globaliseret verden er nemlig præcis lige så anakronistiske og gavnløse som voldgravene og vindebroerne omkring de hyggelige danske herregårde hurtigt blev det i en multi-kanoniseret verden. Jeg elsker dem med deres danske skræppe- og åkandeidyl, men benytter først og fremmest de 423 herregårde, som min familie engang ejede, til bekvemme overnatningssteder under mine turneer med mine foredrag om vor nye multi-kaotiske verden i mit forsøg på at nå alle jer "inderlig gamle Snegle" der krampagtigt forsøger at gemme jer i en fortidig H.C. Andersensk idyl, hvor "Alt var Skræpper….De vidste ikke selv hvor gamle de vare, de gamle Snegle, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i Verden, som heed Herregaarden…..De gamle hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de, Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad. Een Dag var det stærk Regn.
   "Hør hvor det tromme-romme-rommer paa Skræpperne", sagde Sneglefader.
   "Der kommer ogsaa Draaber!" sagde Sneglemoer. "Det løber jo lige ned af Stilken! Du skal see her bliver vaadt! Jeg er glad ved vi have vort gode Huus og den Lille ogsaa har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre Skabninger; man kan da see, at vi er Herskabet i Verden! Vi have Huus fra Fødselen og Skræppeskoven er saaet for vor Skyld -! jeg gad vidst hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!"

…..ellers gik det Hele stille af, for de gamle Snegle-Folk kunde ikke taale Sviir og Lystighed;……Og efter at den Tale var holdt, krøb de Gamle ind i deres Huus, og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge Snegle-Par regjerede i Skoven og fik en stor Afkom, men de blev aldrig kogte, og de kom aldrig paa Sølvfad, saa sluttede de deraf, at Herregaarden var faldet sammen, og at alle Mennesker i Verden vare uddøde, og da Ingen sagde dem imod, saa var det jo sandt; og Regnen slog paa Skræppebladene for at gjøre Tromme-Musik for deres Skyld, og Solen skinnede for at give Skræppeskoven Couleur for deres Skyld, og de vare meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det."

Jo, Søren, du og din familie snegler jer uden tvivl lykkelige hen under jeres fortidige skræppeblade, men i vor tids mere lighedsorienterede verden hører I ikke længere hjemme på et sølvfad, men på skolebørnenes madpakker. Sådan oplevede min 7-årige søn det i al fald, når de 50-60 arabiske flygtninge, han voksede op sammen med i min lejlighed i Købmagergade, hyppigt smurte ham madpakker med resterne fra vores eksotiske aftenmåltider, bl.a. ofte snegle. "Værs’go," pralede min søn overfor klassekammeraterne, "her har i et stykke med Danske Folkesnegle!"
I deres multi-eksotiske krydderier smagte de dog bedre og havde modsat jer i DF følehornene ude i vor multi-kaotiske verdens smertesophobninger i Algeriets, Libanons og Eritreas borgerkrige, ayatollahens Iran etc. DF kom først til magten 10 år senere som resultat af alle de flygtninge som bl.a. jeg skaffede ind i landet i disse år. Jo, du skylder mig ikke så lidt, Søren! Uden mig havde du stadig siddet og skrevet næste dags wc-papir på BT – nøjagtigt som det vil gå dine døgnfluelovforslag om at sætte Danmark ned i snegletempo midt i globaliseringens tidsalder. Hvorfra ved jeg det? Jo, jeg kan jo se bl.a. på min søn, der blev opflasket og forkælet af sine 50-60 "fremmede" onkler og tanter i huset, at disse i dag ikke virker spor fremmede og fjerne for ham ligesom de ikke gør det på mange af Danmarks unge. Deres ansigter blev nære og kære for ham og lige siden har han været "hooked" på det multikaotiske samfund. Nu er han 26 år, men lige siden han kom ud af gymnasiet har han blaffet verden rundt. Han nåede gennem hele den arabiske verden til Shanghai for kun ca. 600 kr., bl.a. fordi han intet steds i det kæmpemæssige Iran kunne bruge sit Dankort og overalt måtte leve af folks overstrømmende gæstfrihed – en gæstfrihed, som ingen indvandrer kan købe sig til, selv ikke med et Dankort i det lukkede Danmark, føler han. Siden pløjede han hele Latinamerika igennem for at finde ud af hvorfor de kære peruanske onkler og tanter i hans barndomshjem så ofte havde "truet" med at putte hans marsvin i kødgryderne sammen med arabernes snegle. Og lige for tiden går han på opdagelsesrejser i det tidligere Sovjetunionen – den værste fattigdom han har oplevet noget steds i verden. Jeg kom til at tænke på ham netop i dag – han hedder Daniel som dit barnebarn - da jeg fik en lang mail fra ham et eller andet sted ude i kaos, hvor han nu bruger al sin tid på at blaffe rundt mellem sine vidunderlige kærester i Brasilien, Argentina, Tunesien, Kina, Ukraine, Hvide Rusland, Baltikum, Kazakstan, Tyskland, Frankrig og USA for blot at nævne dem han opremser i sin sidste åbenhjertige mail. Modsat sin far siger USA ham ikke noget, skønt han to gange har blaffet rundt af den samme rute på 16.000 miles som jeg blaffede med ham gennem de sorte ghettoer som 2-årig. Det er også det eneste sted i verden han er blevet overfaldet. Når jeg nu – ligesom min far i sin tid – prøver at få ham til at vende hjem for at tage en uddannelse, undskylder han sig med at det jo er min egen skyld at han ikke kan stoppe. Som han skrev til mig netop i dag:
"Dette er de benhårde følger af at have vokset op i sådan en multikulturel smeltekedel, som Købmagergade jo var. Jeg er blevet xenofil og er altid sulten efter noget nyt."

Men nu må du ikke lade dig provokere, Søren, og tro at jeg hermed siger at alle skal lukke 50-60 flygtninge ind i deres stuer. Jeg selv elsker blot at eksperimentere med at blande forskelligartede mennesker og se hvor godt de og jeg trives. Og her vil jeg først fortælle lidt om alle glæderne, man får ved det. Men vi har jo alle en personlig grænse og jeg vil senere fortælle dig om de forskellige Pia Kjærsgårde, som jeg fik brug for i forskellige perioder af mit liv, når mine egne grænser var nået. Der er jo en grund til at jeg er så forelsket i Pia, nemlig at jeg selv har været gift med nogle frelsende engle som hende og ser dem som en lige så naturlig bestanddel af mit liv som det multikaotiske univers, der hele tiden drypper oven på vore beskyttende skræpper og – glem aldrig det – er med til at vande disse og holde dem i live.

Nej, jeg har skam stor forståelse for at især ældre mennesker formet af en Morten Kocks herregårdsidyl ikke helt kan følge med udviklingen. Danske Folkesnegle som dig og min mor – thi vi har jo i enhver familie nogle underlige grydeklare snegle – skal endog som voksne mennesker have de multikaotiske madretter ind med barneskeer ligesom min søn engang fik det. De har brug for en uendelig langsom, kærlig og nænsom madding i de mindste babydoseringer – helst godt gennemtygget på forhånd som jeg forsøger at gøre det for dig her. Og ligegyldigt hvor kærligt vi andre forsøger at made jer op til vor multikaotiske fremtid må vi, jeres "kaospiloter" – denne fremtidsorienterede uddannelse, som jeg hyppigt har foredraget for både i ind og i udland, men som I DF’ere prøvede at slagte alene pga. navnet – hele tiden finde os i at I som andre babyer gylper og brækker jer ud over det hele og at mindst halvdelen af det vi kærligt fodrer jer med havner lige i ansigtet på os, - ja, at meget af det, der lander på os fra f.eks. Louise Frevert eller min mor minder mere om grønt stinkende slim fra en eksorcistisk djævleuddrivelse. Hver gang min mor ringede til mig for at vælte en affaldsspand ud over mig om "de der indvandrere", kunne jeg altid på to stuers afstand se telefonen hoppe på mit skrivebord og derfor nå at sunde mig lidt og tage mod til at drive djævlen ud af hende. For hvis jeg ville undgå en timelang tidskrævende gang møg i ansigtet var der kun en medicin, der hjalp, nemlig at fortælle hende om mine seneste oplevelser sammen med et af kongehusets medlemmer. Så straks fløj djævlen ud af hende og hun blev som det kærligste lam (næsten ligesom dig forleden, Søren, da jeg begyndte at underholde dig om Ku Klux Klan :-)

Så her bemærker du allerede at jeg ser et håb for jer, for hvis man kan klare min mor, kan man klare enhver Folkesnegl. Vi står faktisk ikke så langt fra hinanden, Søren. Det vi madende kaospiloter blot hele tiden skal holde os for øje – for at det hele ikke skal havne mellem øjnene på os selv – er at I ikke kan klare selve ideen om al den nærende mad vi vil have jer til at sluge, men at I med lidt leg og distraktioner godt kan klare de enkelte mundfulde. Jo, jo, vi var jo alle babyer engang – heller ikke jeg blev født ind i det multikaotiske univers. Også jeg fik det langsomt ind i små portioner gennem leg, nemlig gennem det serielle multikaotiske univers, der derfor ikke forekom som et univers, men som en lang række kærlige enkeltpersoner eller familier. Som ung vagabond i USA lærte jeg nemlig at gå fra bil til bil mange gange i løbet af en dag og at alle de mennesker, som samlede mig op, altid havde stor glæde af at introducere mig til hele deres liv og identitet og blev utroligt glade, da jeg med tiden kom ud af min vestjyske indelukkethed og begyndte at lege med. Derefter så en typisk dag således ud for mig; når jeg stod op sad jeg og bad morgenbøn hånd i hånd med sænkede blikke omkring bordet sammen med en fundamentalistisk kristen familie, som jeg havde overnattet hos. Derefter førte Gud og deres bønner mig glad videre ud af livets landevej. Her havnede jeg kort efter i et buddhistisk hjem, hvor jeg messede "Nam myo ho rengay kyo" sammen med familien foran alteret for kort efter at blive samlet op af en sikh med stor festlig turban og bede sammen med ham og de smukke tilhyllede kvinder i templet (hvor jeg først og fremmest elsker at komme for at spise af de herlige Kashmir-retter). Om aftenen overnattede jeg så hos nogle muslimer og lærte det meditative i at knæle sammen med dem under aftenbønnen. For folk bliver altid kærlige og imødekommende når man viser lidt interesse for deres liv og hurtigt lærte jeg hvor ens de alle i grunden var og at de i seriel form på ingen måde lignede det der underlige kaotiske "univers", du ikke vil trækkes ind i eller have trukket ned over hovedet. Det eksisterer nemlig overhovedet ikke hvis man lærer glæderne ved at leve sig ind i mennesket, som man er sammen med i øjeblikket. Og dette kunne selv en undertrykt vestjyde som jeg jo let lære, hvorfor jeg er sikker på at jeg står mig ligeså godt med alle guderne som med menneskene for hvem de betyder så meget.
Hvis du ser alt dette som et truende multi-kaotisk univers, Søren, ser du det jo lige så forenklet og primitivt som de enfoldige indvandrere, der lige er steget af 4-toget fra Tyrkiets landområder og forskrækkes af danskernes normløse "univers" af seksuel løssluppenhed og opløste familier, men ikke har forstået at vi blot eksperimenterer med et logisk og ordnet kaos, som vi kalder serielt monogami. Og den leg er da sjovere - ved du med Mette og Yvette (red. Sørens første og anden kone) - end de arrangerede ægteskaber vore oldeforældre pressede os ind i …..skønt deres måske var et mere ordnet univers.

Dog blev jeg kastet ud i dyb, dyb tvivl i søndags, da jeg efter hjemkomsten fra Oslo havde forlagt min søndagsgudstjeneste til Jehovas Vidner i Rigssalen på Frederiksberg. Det var som sædvanlig en utrolig sød pige, en palæstinenser, som havde forført mig – jeg lever jo stadig med at sige ja til serielt monogami og at leve mig ind i vedkommendes verden i et og altJ Men da vi gik i gang med dagens tekst begyndte jeg pludselig at komme i tvivl om hvor vidt jeg nu også stod mig så godt med alverdens guder. Dagens tekst var nemlig om hvordan vi skulle holde os fri af falsk religion – en tekst, der ord for ord var som hentet ud af DF’s begrebsverden om den lokkende kaotiske og berusede prostituerede "Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder." (Åbenbaringen 17:5) Pludselig gik det op for mig at alverdens krige, pest og ulykker skyldtes denne forførende kvinde og at kun ved at "vi holder os adskilt fra verden kan vi holde os fri."

Jo, disse dejlige og tilsyneladende lykkelige mennesker i Jehovas Vidner er jo kristendommens svar på Hizb-ut-Tahrir med deres retoriske afstandtagen til demokratiet (bortset fra at mine venner i H-u-T er mere ideologiske og ikke helt så meget har hjertet med sig). Jeg har altid holdt af fundamentalister med deres forenklede svar på det hele – man skal blot sørge for serielt at balancere den enes sandheder med den andens for selv at holde hovedet klart – men det slog mig i hvor høj grad de minder om jeres tidehvervsdyrkende Pia-tistiske forbudsverden om alt det vi glædedrukne danskere må og ikke må og jeres forenklede forestillinger om at I kan holde verdens problemer ude ved at stå af.
Så straks, da den lange gudstjeneste var slut kl. 19, styrtede jeg til kurdisk middag hos en af mine muslimske veninder for at få lidt balance i galskaben og sammen med hende ryge en "syndefuld" vandpibe og "skamme" jer ud resten af aftenen. For hende kender du jo, Özlem Cekic, idet hun stiller op for SF og du debatterede med hende under valgkampen. Herunder blev hun netop rystet over din forenklede romantisering af danskerne, som du havde beskrevet som "lykkelige." Og er der noget hun ikke har set meget af i sit arbejde først som sygeplejerske for psykisk syge og nu for narkomaner er det "lykkelige danskere." Derimod har hun set mange af sine ulykkelige patienter stemme på DF.

Du må undskylde, Søren, men efter den herlige eksotiske middag med Özlem Cekic sad vi og blæste dig og dine et langt stykke - og det er jeg sikker på at de fleste andre danskere også vil gøre når de først for smag for det serielle multikaos!

For der er ingen forenklede sandheder i mit og dit multikaotiske univers, som du lever midt i kun få kilometer fra dine stokroser, men som du ikke ønsker at se i øjnene eller måske endog at give hånden. Der er kun den grand af sandhed, som rummes af hvert menneske, vi serielt møder på vor vej gennem dette sjove univers - en sandhed som det er værd at lytte til, at leve sig ind i og åbne os op for, hvis vi vil forstå det kaos som binder os sammen på denne jord. Kun ved at åbne os op for dem og lytte til dem kan vi undgå mange af de ulykker og tragedier, der rammer os. Jeg kan nævne talrige eksempler på misforståelser, som jeg fik løsnet op for ved at gå ind i folk, som jeg umiddelbart frygtede, og kan kun bebrejde mig selv de gange, hvor jeg "lukkede mig inde i min egen verden" og ikke tog mig tid nok til at gøre det, f.eks. med de hyggelige egyptiske terrorister, jeg delte hus med, men kun tog mig tid til overfladisk høflighedssnak med i Jersey City, før de med nitratbomben, som de fremstillede i rummet ved siden af mit, sprang Word Trade Center i luften (se julebrevet 1993) og rev mig selv ud i et kaos af begivenheder, der gav mig store økonomiske tab. Så det er i allerhøjeste grad af egoistiske grunde vi bør åbne os op for vor multikaotiske verden for at undgå kaos i vore egne liv.

Og nu er tiden kommet til at fortælle dig min anden store hemmelighed – en hemmelighed som jeg nok skal love ikke at fortælle videre til dine vælgere, for ellers ville hele din verden jo øjeblikkeligt falde sammen i grus. For jeg har jo for længst luret jer af, I Danske Folkesnegle, og indset at nok har I horn i panden, men I er ikke de skrækkelige djævle I foregiver at være, men rigtige mennesker i kød og blod som alle os andre. I hygger jer nemlig gevaldigt i selskabet med vore nye medmennesker, ja, opsøger dem direkte i det dulgte. Og ikke kun thaipiger på Halmtorvet. Tror I mon ikke at jeg har lagt mærke til, når I er ude i verden f.eks. i USA, at I hele tiden opsøger netop de mest multi-kaotiske storbyer som New York, San Francisco og Los Angeles. I kunne aldrig drømme om at tilbringe en ferie i det multi-kedelige danske Midtvesten i Nebraska eller Iowa.

Ligeså elsker danske folkesnegle når jeg giver dem hus på ryggen og de drager med mig ud i det serielle multikaos. 28 danskere har brugt mig som deres kaospilot i min bil i USA – også fra højrefløjen – og mødt "mit" univers af massemordere og Rockefellere. Selv for de mest forfinede digtere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen kunne ghettorejserne ikke blive vilde nok – om end Søren Ulrik, som fylder 50 netop i dag, efter en rollercoaster-oplevelse med mig i Harlem ikke hurtigt nok kunne finde en "tysk restaurant" hvor han kunne få dansk sovs og kartofler. Og alle var de enige om at den farligste de mødte på hele turen var mig som "kaospilot" ved rattet. Bl.a. sad min fars kvindelige efterfølger som præst i tavs gråd hjemme i mit barndomshjem, da hendes datter havnede på hospitalet efter at jeg forulykkede med hende i høj hastighed på "black ice" umiddelbart efter en gospelgudstjeneste i Chicago hvorunder hele koret havde siddet i en lige så tavs gråd da deres præst samme nat var røget i fængsel for at have skudt og myrdet sin mand. Således forbindes smerten i den ene del af vores globaliserede verden på få sekunder med smerten i den anden ende – og bliver, som du ved, til et ganske indbringende og forbindende levebrød for dig og mig.

Nej, det vi reagerer overfor – og nok især DF’ere – er jo ikke det enkelte menneske vi møder, men ideen om eller angsten for det multi-kaotiske. Den typiske DF’er i Gjellerupplanen – skal vi kalde ham Brian – roser jo altid i et væk naboen Hassan, som er så god til at passe hans børn, men siger så i næste sætning "Indvandrere? De skal bare ud af landet jo hurtigere jo bedre." Min føromtalte fremmedfjendske mor var et godt eksempel med "Hvad skal dog alle de indvandrere her?" Men så en dag fik hun en "sort" hjemmehjælper – tilmed sorte Sam fra Sierra Leone – som i et væk plejede og passede hende muntert og kærligt. Og så pludselig ville hverken min mor eller hendes kæreste Ib have danske hjemmehjælpere mere. "For de er jo så fortravlede og følelseskolde."

Min mor var interessant også på en anden måde. Hun blev nemlig ikke kun udsat for det serielle multi-kaos, men nogle år tidligere fra den ene dag til den anden kastet direkte ind i HELE mit før beskrevne multi-kaotiske univers. Det skete da hun i en høj alder pludselig mistede sin beskyttende identitet som præstekone i Vestjylland, da min far uden et ord lod sig skille fra hende og samme dag sendte hende til min lejlighed i København i mangel af andet sted. Der stod hun pludselig og skulle sove sammen med sorte og arabere og franskmænd og jøder og fremskidtsfolk og kommunister – uden at kunne et ord engelsk og fransk. Men da alle tog sig kærligt af hende, blomstrede hun langsomt op ved – nøjagtig som i præstegården – at føle sig i centrum og værdsat. Hun elskede dem alle sammen, munterheden, musikken, den eksotiske mad osv. Nej, hendes indvandrerfjendske holdninger kom ikke af at bo sammen med indvandrere. De kom først gradvist da hun efter et år hos os fik sin egen lejlighed på Frederiksberg og pludselig sad mutters alene med sin smerte og derefter begyndte at vende den ud mod det ukendte ude i gaderne. Så var det at hun kunne lyde som Louise Freverts hjemmesider i telefonen i sit forsøg på at få min opmærksomhed. Og dog, når jeg tog mig tid til at besøge min gamle mor derude i al hendes ensomhed og hun mærkede sin søns nærvær og kærlighed, - ja, så igen for dæmonen ud af hende og jeg hørte hende pludselig sige ting som "Hvor må det egentlig være svært at være indvandrer i dette ensomme og menneskekolde samfund!" Så pludselig slog forståelsen og empatien igennem al hendes had – eller det som had jo altid er – nemlig smerte, thi jeg ser ingen større forskel på min mor og alle de folk jeg siden har mødt i Ku Klux Klan. Blot spyttede hun ligesom andre DF’ere næsten dagligt giftige ord ud i mine elektroniske medier, mens KKK kun gør det en gang om året ved et brændende kors – langt uden for hørevidde i fjerne skove, hvor de ikke skader nogen.

Som du kan høre, Søren, forsøger jeg efter mine bedste evner at forstå DF og underlige snegle som dig. Omvendt behøver du – hver gang du synes at det ikke lykkes helt for mig – blot at sige: "Ja, men Jacob, tænk nu lige på din kære gamle mor!" Men du skal vide at jeg faktisk tænker kærligt på DF og ind imellem endog med lidt misundelse. For med til det menneskebillede jeg her tegner eller forestiller mig af DF’ere ser jeg jo uundgåeligt også antitesen i kaospiloter som mig selv. Mens mange af DF’s vælgere kan forholde sig meget stærkt og kærligt til det enkelte menneske, men frygter det ukendte multikaos, elsker folk som jeg selv jo typisk selve ideen om multikaos – det store fællesskab, mellemfolkelig solidaritet, globaliseringen, EU osv. – men glemmer tit at forholde os til eller er direkte afstumpede i vores forhold til det enkelte menneske. Når jeg har foredrag for f.eks. hjemmehjælpere eller VUC’ere i fjerne egne af Jylland fortæller de mig tit alle som en at de stemmer på DF. Og dog er de de kærligste og varmeste mennesker. Fælles for dem er dog at de så godt som ingen indvandrere kender personligt i deres isolation. Men de få hjemmehjælpere, som har været i et indvandrerhjem, taler næsten altid positivt om oplevelsen og med meget stor nysgerrighed. En nysgerrighed, som modsat mine egne evner i den retning, bevirker at de kan give spændende og fotografisk korrekte gengivelser af hvordan og hvor alting stod "hjemme hos muhamedaneren." Og de andre lytter med store ører til alt dette, som jeg selv finder uspændende eller selvfølgeligt eller fællesmenneskeligt.

Så, jo, godt nok er i DF’ere nogle underlige snegle, der har svært ved at komme ud af jeres eget hus. Men når I af den ene eller anden grund bliver tvunget eller inviteret ud for at møde menneskene i "mit" univers, jamen, så har I det rigtig godt med det og nyder hvert minut af det. Og det vil jeg da gerne her vise nogle fotografiske eksempler på (se disse på internetudgaven af julebrevet) – netop hvad angår nogle af dine allernærmeste DF-venner.
For hvad sker der nemlig når man spærrer en rabiat DF-politiker inde i et lukket hus uden flugtmulighed sammen med en lige så rabiat muslim? Det eksperiment blev faktisk gjort under en Big Brother udsendelse, da man spærrede Morten Messerschmidt og Bashy Quraishy inde i et tvangsægteskab og resultatet blev kærlighed ved første blik. Jeg havde netop udgivet bogen "Dansk Identitet" sammen med Bashy og var derfor med til bryllupsfesten. Siden lavede disse to antipoder et roadshow sammen ligesom du foreslog vi to skulle gøre.

Morten Messerschmidt og Bashy Quraishy råhygger sig med deres
Danske Identitet

Og for leden oplevede jeg på tæt hold hvordan selv de to sorte fætre i dit parti nød at blive presset tæt sammen med en hel flok muslimer i et dystert gravkapel på Sørens kirkegård. Søren Kierkegaardsforskeren Peter Tudvad havde fødselsdag og startede i sin tale med at sige hvordan han var inspireret af mig til at blande vidt forskellige venner sammen for at de kunne få det sjovt. For Peter Tudvad, som jeg igennem det sidste år har siddet og skrevet "Et muslimsk manifest" sammen med, ønskede at hans fest skulle afspejle det samfund vi lever i. Spændt var jeg derfor på at se hvordan Søren Krarup og Jesper Langballe ville reagere på alle de muslimer. Jeg havde jo drukket vin med Søren Krarup før under nadvergang i Seem kirke og var imponeret af nu at opleve hvor godt han huskede dette mens han spurgte mig ud om min far og især min fars bedste venner, Ellen og Orla Lindgren, som var ivrige tidehvervsfolk og fans af ham. Det var morsomt nu at opleve hvordan både Krarup og Langballe tydeligt nød den dybe respekt og ærefrygt, de fik fra muslimerne, som i lang tid holdt sig på ærbødig afstand.
 

Kun ét lille pinligt optrin afbrød den dybe harmoni. Det var da Sherin Khankans 3-årige datter stak i et hyl ved synet af Søren Krarups horn i panden – muligvis fordi hun fejlagtigt forvekslede ham med de mørkemænd eller folkepartionister, som havde differentieret hende ud allerede på hendes første dag ude i det danske samfund. Den dag glemmer hun aldrig, for hun er en meget bestemt lille dame, der havde udset sig en dejlig vuggestue lige rundt om hjørnet i Rødovre. Her havde både hun og hendes mor i lang tid fået at vide at de var særdeles velkomne, men da så dagen for indskrivningen kom og hun blev spurgt: "Hvad er barnets navn?" og Sherin svarede: "Aisha Dunia Khankan Sarwar" blev der øjeblikkeligt stille og vuggestuedamen fik pludselig en stram mine på og gik ind til forstanderen. Denne kom lidt efter ud og spurgte: "Jamen, er det ikke et muslimsk navn?" "Jo," svarede Sherin, som er både dansk født og ser pæredansk ud. "Aisha betyder "i live" og Dunia "nærværende" fra Dostojevskijs Raskolnikov." "Ja, men så må vi desværre henvise jer til den sorte vuggestue derhenne i gaden," svarede forstanderinden og skubbede dem bestemt hen mod døren ud til hendes nye liv i apartheid-Danmark.

Men da Sherin nu forklarede Aisha at denne "flinke" præst hun stod over for umuligt kunne have været med til at skabe dette apartheidstyre eller blot sætte "tonen" for det, faldt den lille kritiske muslim efterhånden til ro. Og resten af dagen åndede alt fred og ægte dansk idyl og både Krarup og Langballe blomstrede op når både muslimer og jøder og hinduer insisterede på at blive fotograferet sammen med dem.

Jeg stod skarpsindigt og lurede på om Jesper Langballe i vores stigende fuldskab skulle komme til at forgribe sig på et af de "pestbefængte" rødvinsglas, som nogle af mine muslimske venner, der var til stede og som er ligeså kraftige drankere, netop havde drukket af. Men i dette blandede publikum lærte han hurtigt at stikke piben ind, når det gjaldt, i de dertil indrettede huller i hans veloplagte danske smil. Jeg fik sågar en kort hyggelig snak med ham om næstekærlighed, som jeg havde lært så meget om fra min egen far, men samtalen forstummede hurtigt da vi opdagede at vi på det punkt tilhørte hver sin religion. Derimod kunne han fortælle mig alt om kærlighed idet han grinende fortalte at han efter mit angreb på DF i Berlingske Tidendes kronik i søndags (tankeprovokationen "Gør Naser Khader til statsminister" som jo fik dig, Naser, til næste dag at falde om "med ildebefindende" i folketinget, hvilket du heldigvis grinede af ved vores sidste møde i Demokratiske Muslimer) havde spurgt dig i folketinget: "Hør lige, Søren, hvordan kan du dog klare at være sammen med sådan et tossehoved som ham Jacob Holdt?" Hvortil du skulle have svaret ham: "Jamen, jeg bliver helt blød i benene når jeg kan mærke at nogen elsker mig. Og det kan jeg mærke at Jacob gør."
Hvortil jeg bedyrede overfor Jesper: "Ja, det er rigtigt og det er ægte kærlighed!"
"Jamen, det var vist også det udtryk Søren brugte selvom det gik over min fatteevne!" grinede Langballe endnu mere rungende i gravkapellet.
Jo, Søren, du skal passe på med hvad du går og siger om mig i folketinget, for jeg har spioner med lange ører som Jespers både til højre og venstre i salen.
Men to små hemmeligheder lover jeg at holde mund med til dine venner derinde såvel som dine vælgere. For én ting var tydeligt for enhver som var til stede der i Søren Kierkegaards dialektiske univers og så hvordan de to sorte fætre såvel som muslimerne blomstrede op i en sådan rus af velvære over at befinde sig i hinandens selskab at de var de allersidste til at forlade denne berømte kirkegård – nogen dog med behov for lidt mere assistens end andre – ja, det var disse to hemmeligheder: at hvad enten I Danske Folkesnegle ønsker det eller ej, så er "mit" multikaotiske univers også "jeres." Hvad mere er, I trives fint med denne kendsgerning – ja, som mine billeder viser det – slet og ret stortrives i det og nyder det til sidste dråbe. Men det ved jeg godt at I ikke kan føre valgkamp på, så lad dette være en hemmelighed mellem os to! Og hvis du påstår det modsatte, så kig på mine billeder her – lettere slørede da jeg selv stod med rødvinsglas i den ene hånd – og se hvordan selv "de sorteste" DF’ere bliver opløftede af at befinde sig midt i "vores" multikaotiske univers: www.american-pictures.com/gallery/friends/Peter.Tudvad/ "

Der var meget mere i samme dur i dette afsnit til Søren, for det er jo sjovt at drille dem man elsker, men lad os nu se på hvordan han reagerede. Da vi lavede en aftale om ikke at udgive hinandens skriverier før vi havde godkendt bogen, kan jeg desværre ikke gengive Sørens eddikesure svar, blot min egen reaktion på det:

"Her er vi igen ved et skillepunkt, for naturligvis kan du som politiker ikke tillade dig at tale om dine vælgere på samme måde som jeg kan det når jeg sorgløst og uforpligtende løber rundt og leger med dem. Og det er en af grundene til at du reagerede så vredt på min sidste mail – at du er i en spændetrøje. Men denne spændetrøje handler ikke kun om forholdet til dine vælgere, den handler først og fremmest om din egen identitet og selvforståelse. Og nu – hvor vi har haft nok af seksuelle sidespring med fjenden - er tiden kommet til at fortælle dig om HVORFOR jeg var så kalkuleret og bevidst ondsindet overfor dig i sidste mail. Jeg prøvede såmænd blot at lege lidt med dig – ligesom jeg gør det med alle de andre sjove mennesker Vorherre har sendt os. Dog havde jeg i dit tilfælde lyst til at lege din egen leg – ved at lege djævelens advokat for et af de stærkeste principper, der forbinder alle mennesker i alle religioner om hvordan vi skal lege med hinanden for ikke at falde og komme til skade. Lad mig blot opremse nogle af dem:

Bahá'í (som jeg i øvrigt selv føler mig mest knyttet til) i Epistle to the Son of the Wolf

Brahmanismen i Mahabharata, 5:1517

Buddhismen i  Samyutta Nikaya v. 353  og Udana-Varga 5:18

Konfucianismen i Analects 15:23 og Doctrine of the Mean 13.3

Hinduismen i Mencius Vii.A.4 

Islam i den 13. af imam Al-Nawawi's hadither

Jainismen i Acarangasutra 5.101-2 og Lord Mahavira, 24th Tirthankara og Sutrakritanga 1.11.33

Jødedommen i Leviticus 19:18 og Talmud, Shabbat 31a og Tobit 4:15

Sikhismen i Japji Sahib og Guru Arjan Devji 259 og Guru Arjan Dev: AG 1299

Sufismen i Dr. Javad Nurbakhsh, Master of the Nimatullahi Sufi Order

Taoismen i Tao Teh Ching, kapitel 49

Zoroastrianismen i Dadistan-i-dinik 94:5 og Shayast-na-Shayast 13:29

Du kan jo selv, Søren, slå dem alle sammen efter for at se hvorfor mennesker i alle samfund i bund og grund er så søde og nærer et dybt almenmenneskeligt ønske om at lære deres børn også at blive det. Men da du har studeret teologi behøver du i og for sig blot at huske på at også kristendommens grundprincip for al god leg er udtrykt med næsten nøjagtigt de samme ord i Mattæus 7:12 og Lukas 6:31.

Spørgsmålet er så, når jeg selv holder disse høje idealer mindst lige så kært som jeg er sikker på at du gør det – uden at jeg af den grund kan leve op til dem hele tiden – hvorfor opfører jeg mig så som den rene djævel ved at " smide lort i hovedet på dig – for bagefter at kunne fortælle omverdenen at du lugter…", som du udtrykker det?

Det har jeg rent faktisk heller ikke gjort, men du glemmer her et øjeblik hvorfor jeg kommunikerer med dig og ikke med et medlem af de andre partier i folketinget. Du glemmer at et flertal af danskerne - også i de borgerlige partier - føler at dit parti lugter og ikke er stuerent, at det lugter fordi det bruger urent trav ved at smide lort i hovedet på andre. Du glemmer også at i intet andet land i Vesten har en regering valgt at bygge hele sit regeringsgrundlag på det jeg her kalder "smertens stemmer" (et mildt udtryk som jeg bruger for at vi skal få medfølelse og ikke had og afsky for folk som smider omkring sig med lort) og at I derfor også har fået Danmark – et land jeg elsker over alt – til at lugte derude i verden hvor jeg hyppigt færdes. Og det sårer, kan jeg fortælle dig, når mine elever i USA ustandseligt bringer emnet op i ægte afsky og forfærdelse og nærmest tvinger mig til at forsvare mit "lorteland", som Buster kaldte det for netop at ironisere over et af de udtryk "smertens stemmer" hyppigt brugte i årene før de begyndte at kaste med lort efter "de fremmede" og i stedet på disses bekostning - overdimensioneret og nationalistisk - at romantisere det selv samme land. For husk, smertens stemmer har til alle tider været i stand til at finde nogen eller noget at kaste lort på, hvad enten vi har sorte i USA eller ej, indvandrere i Danmark eller ej, homoseksuelle i Polen eller ej, jøder i Tyskland eller ej.

Med andre ord prøvede jeg nu at vende denne proces om for at se hvordan du selv ville reagere hvis nogen i stil med DF valgte at bryde med det smukke gyldne fællesmenneskelige og fællesreligiøse ideal som alle de religiøse citater foroven udtrykker i deres ønske om at vi skal lære ikke selv at få smidt lort i hovedet. Ville du mon reagere ligesom de sorte gør det i USA, ligesom jøderne gjorde det i Østeuropa og ligesom muslimerne gør det i Danmark i dag, gik mit lille eksperiment ud på at udforske?

Ja, det gjorde du til min store glæde, hvilket jeg ikke mener hoverende, men i begejstring over at se at du reagerer som andre mennesker på undertrykkelse, altså menneskeligt. Og det på trods af at du var advaret om at jeg rent faktisk var i gang med en lille juleleg med dig. For hvordan kunne du dog overse min advarende sætning:

"Som du vil se af "tonen" i det følgende er det nøjagtig denne drillende, nedgørende tilbøjelighed jeg vil bruge overfor dig som modstander her i begyndelsen. Den giver ar langt ind i sjælen og er, som du vil føle, lidet konstruktiv til enhver form for konfliktløsning. Men den er velegnet til her i begyndelsen at ridse vore divergerende opfattelser op. Derefter kan vi altid blive klogere og senere forsøge at kæmpe os ud af grøftegraveriets pløre gennem en mere empatisk tilgang til hinanden."

Jo, fortæl mig ikke at du ikke var advaret. Men lad os nu analysere hvordan du reagerede på denne, min overlagte nedgøring af hele din verden, og se om den giver ar i sjælen ……eller skal vi sige det lige ud…..på at blive behandlet og omtalt ligesom muslimer og indvandrere hele tiden bliver det af Dansk Folkeparti. Her er din første reaktion:

"Den måde, du beskriver os – nogle af dine medmennesker på, er ganske forfærdelig nedsættende og mytebefængt."

Se, her kan man allerede mærke på dig at det gør ondt i sjælen, når nogen bryder verdenshistoriens smukke fællesreligiøse principper som også Jesus så smukt udtrykte i Mattæus 7:12 og Lukas 6:31 – altså når I i DF bruger ukristelige metoder overfor jeres medmennesker. Og hvis du ikke er overbevist om at I gør det, skal jeg gerne sende dig en alenlang liste med sjove udsagn og prøve at lege en lille gættekonkurrence med dig om hvorvidt de stammer fra Goebbels, "Die Stürmer" eller Dansk Folkeparti – thi ofrene for en sådan voldelig retorik kan ikke mærke forskel i deres sjæl.

Og hvordan mærkes det så i sjælen? Det svarer du stort set selv på ved at den eneste sætning, hvori du siger "os" netop er den ovenstående. For skønt alle mine angreb uden undtagelse var på partiet Dansk Folkeparti fordi I kaster lort i hovedet på folk – drillende udtrykt af mig som f.eks. "grønt stinkende slim" – ja, så oplever du alligevel det hele som ét stort personligt angreb på dig og din familie. Hør bare 6 af dine sætninger: (kan som nævnt desværre ikke gengive dem her uden Sørens tilladelse)…….

Den sidste var sjov fordi den jo så decideret var ment på "den danske stokroseidyl" som DF fører sig så meget frem med (lige for tiden i selvironiserende biografreklamer), at den er blevet en parodi blandt os modstandere, hvorfor kolonihavefolket konstant truer os med sagsanlæg. Den har bevisligt intet havde med dig personligt at gøre, idet du endnu ikke har inviteret mig hjem for at se din have. Men nu har jeg jo så fået en invitation til at komme med et par stiklinger, kan jeg forstå, og min kone leverer gerne. For da jeg sagde til hende:
"Nu tror jeg minsandten at Søren er blevet mobset fordi jeg kom til at angribe hans stokroser og jeg aner ikke engang hvordan stokroser ser ud." svarede hun straks:
"Ham Søren lyder lige som den mand jeg skulle have været gift med, for hvor tit har jeg ikke bedt dig om at binde stokroserne op ude på muren. Men alt hvad du tænker på er bare at føjte rundt og lege dig igennem hele livet."
"Stokroser", svarede jeg, "mener du de der skræppeblade udenfor vinduet?"
"Det er aldeles ikke skræpper, men stokroser. Og nu vil jeg snart have en ny mand. Og Søren lyder som den helt rigtige."
"Ja, men jeg vil hellere bruge tid på at se mennesker blomstre end at se dem visne fordi nogen glemmer at vande dem," forsvarede jeg mig.
"Ja, men hvorfor glemmer du så altid at vande din egen familie?" råbte hun anklagende for en gang for alle at lukke munden på mig med kvindens stærkeste våben, "skyld og skam."
"Gid Søren havde dig!" tænkte jeg i mit stille sind og så hende lykkelig ride ad helvede til på en sort ganger med omridset af en djævleskikkelse på ryggen.

Altså Søren, her tilbyder jeg dig næsten min kone hvis blot jeg kan slippe for at sætte de stokroser op. Så kan du vel ikke tro at jeg mener du er så slemt et menneske som du her gør det til bare fordi jeg angriber dit parti. Men her er vi netop ved sagens kærne. Når en gruppe – og især en i forvejen udsat gruppe – såsom de sorte i USA, jøderne i Østeuropa, muslimerne og DF’erne i Danmark – angribes og trues på deres identitet, så opleves det af det enkelte gruppemedlem som et personligt angreb lige netop på dem selv. Og det giver ar og gør ondt langt ind i sjælen. Når sorte angribes som gruppe i Los Angeles pga. én sorts tåbelige handling, så slår enhver sort, der møder en hvid i elevatoren 5000 km derfra i New York, straks øjnene ned i skam og knytter hånden i lommen i vrede - som om det var ham selv der personligt var under angreb. Når jøderne er under angreb i Israel føler hver en jøde i USA sig under angreb skønt de måske personligt synes at Israels politik er både undertrykkende og tåbelig. Og når en imam i Danmark kaldes for landsforræder af dig fordi han under vedvarende beskydning i medierne er kommet til at sige eller gøre noget forkert, så føler hver eneste muslim sig personligt angrebet – skønt de aldrig før havde hørt noget om den imam, som udelukkende er opfundet af medierne osv.

Derfor er det ganske menneskeligt at du, Søren, bliver vredladen og mobset, når jeg angriber dit parti på samme utilgivelige måde som I selv angriber andre. Tja, inderst inde er du sikkert blevet stiktosset, men turde ikke helt at vise det af frygt for at få samme rødglødende anstrøg som bålene der brændte rundt i verden da muslimerne under Dannebrogskrisen følte sig angrebet på deres identitet – ikke pga. tegningerne, som det overhovedet ikke handlede om, men i smerte og vrede over i den triste danske DF-kontekst at føle sig udsat for endnu et hadefuldt angreb.
Og dog er der en lille forskel mellem mig og jer deri at jeg er aldeles mild og sød imod jer i sammenligning med hvordan I er mod andre. For jeg gør jer jo faktisk helt spiselige, - ja, til de rene kulinariske delikatesser i mine muslimske venners øjne ved at fremstille jer som de lækreste danske folkesnegle. Thi hvem ville dog bryde sig om vice versa at få serveret et stykke dyrlægens helt-godnat-mad med uappetitlige afskårne "kræftsvulster" eller "pestbefængte rotter" på?
Ja, jeg gør jer bevidst tilmed helt menneskelige ved at sammenligne jer med min kære afdøde mor…..stakkels kvinde, hvad må hun dog ikke lægge ryg til!

Og alligevel lyder "tonen" i dit brev som 100 franske ghettoer, der står i buldrende flammer under Le Pens istemning af "Marseillaisen."
Men som sagt, Søren, det viser at du er helt menneskelig og reagerer nøjagtigt ligesom muslimerne under angreb ….og før dem de sorte …..og før dem jøderne….osv.

Hvad for noget, jøderne? Må jeg lige be’? Jo, prøv lige at tænke på en af dine sætninger:

"her slettet af julebrevets selvcensur………."

Se, her er du jo lige ved at opgive ævret i vores dialog og hvis jeg i stedet var gået lidt hårdere til værks ved så at sige at bruge dine egne undertrykkende metoder – (undskyld, der var det lige ved at blive et personligt angreb) – altså hvis jeg i stedet havde brugt jeres egne metoder og sprogbrug a la dyrlægens helt-godnat-mad, ja, så tyder noget på at du snart helt ville have afbrudt vores dialog. Med andre ord ville du have vendt samtalen og demokratiet ryggen og snart som mange muslimer være bortflyet ud i nationalistiske flugtdrømmerier som Hizb ut-Tahrir og islamisterne eller som før dem de sorte i "sort separatisme og nationalisme" og "sorte pantere" eller som jøderne før dem i form af zionister og hasidim, der ligeledes "vendte sig mod al integration" og alle "vore samfundsværdier" og drømte om en teokratisk, jødelovbaseret stat (à la Hizb ut-Tahrir, sharia etc.)

Jo, som du rigtigt siger om jødernes ghettoer "kendte de nok i virkeligheden kun vejen mellem hjemmet og synagogen, som de i øvrigt tilbagelagde næsten løbende." For det er jo ikke frie jøder du her snakker om, thi frie jøder som jeg kender dem i USA løber ikke mere end andre mennesker. Nej, det var jøder i løb fra den tids undertrykkende virkelighed af pogromer og eskalerende voldelig retorik - i løb mod det eneste sted de kunne få lov til at dyrke – og følgelig voldsomt og ivrigt forstærke – deres egen identitet, nemlig i det hinsides.

Men igen er jeg glad for også at se dig i begyndende løb væk fra mine undertrykkende angreb, for det viser at du er ligeså menneskelig som disse langskæggede jøder, disse langskæggede islamister og disse langskæggede sorte kulturnationalister…..såvel som denne langskæggede multi-kulturradikale, der lige nu får så meget sjov ud af at lege din personlige undertrykker ved blot at true dig lidt på din ydre DF-identitet.
Jeg siger selvfølgelig alt dette for at du kan føle at du nu er fanget af vores fortsatte dialog, thi du vil vel nødig have at jeg kan sige at "Søren Espersen tog flugten fra en demokratisk dialog ligesom Hizb-ut-Tahrir, da han mødte lidt modstand!"

Men det gjorde Søren Espersen til min store ærgrelse uden at gøre vores arbejde på bogen færdig, for sjældent har jeg haft det så sjovt. At lave julelege med dig, Søren – som næsten altid læser mine mails kun få minutter efter afsendelse (selv i folketingets arbejdstid) - var langt, langt bedre og sjovere end at drille mine gamle skolekammerater i julebreve, som mange af dem end ikke åbner. Hvorfor har jeg dog ikke flere venner af din slags, Søren? Du er også sjovere at lege med end mine venner i Ku Klux Klan fordi du – modsat dem – har det intellektuelle overskud til at kunne give igen, - ja, til nogle gange at tvære mig ud og at få mig til at gå helt i jorden. Hvis I andre vil læse mere om dette og om hvordan jeg omtaler jer gamle skolekammerater overfor Søren, kan I læse resten af min korrespondance med ham på mine hjemmesider. Forlaget var lige så ked af at Søren opgav projektet, men var så begejstret for min måde at skrive på at de straks foreslog mig i stedet at skrive det hele om som mine "erindringer i 5 bind, for du skriver jo med en ræv bag øret!"
"Ja, men så drillende kan jeg kun skrive til Søren eller gamle skolekammerater og kærester, som jeg holder mindst ligeså meget af," svarede jeg. "Ja, men kan jeg så ikke være din ny elskede Søren?" spurgte forlæggeren Jacob Søndergård over en frokost og udbad sig kopier af alle mine gamle julebreve. "Nej, sagde jeg, I ligner godt nok hinanden "på toppen", men der er kun én Søren jeg kan skrive sådan til. Men måske jeg vil lege lidt med ideen om at skrive mine "erindringer i 5 bind" som ét langt brev til dig, Søren – og til sidst få dig til at svare igen i form af et efterord. Altså lidt som Søren Krarups "Brev til Christian." "


Fortsættes i 3. del