Julebrev fortsat fra 2. del

Dette har dog nok lange udsigter. Jeg skal jo først lige nå at opleve lidt mere af livet så der er noget som er værd at fylde i de 5 bind! Der er nemlig nok af andre folk, man skal nå at korrespondere med om de problemer man får på halsen som følge af "tonen" Søren Espersen har været med til at sætte for debatten i Danmark. En af dem var Peter Tudvad, der ligesom jeg havde lagt navn og gavn til "Det muslimske manifest", som vi udgav som kronik i Politiken sammen med vore muslimske venner. Pga. hele den hetz, Tudvad nu blev udsat for, skrev han derfor indlæg i aviserne om at han – modsat rygtet – ikke var konverteret til islam. Dette fik mig til at skrive til ham: "Jeg har virkelig en høne at plukke med dig i anledning af at du har meldt dig ud af vores lille klub af "kendte støttemuslimer" i dit indlæg i Politiken. For nu står jeg jo alene tilbage i forbundet af halalleglade/gale muslimer, da alle tror at også jeg er konverteret til Islam. Men modsat dig kaster jeg mig ikke på knæ for disse højere kræfter :-) Alle de episoder, du siger du har været udsat for, oplever jeg også (bortset fra at det vist ikke går ud over min troværdighed som Kierkegårdsforsker :-)  For mig startede det allerede sidste år med en overskrift i Jyllands-Posten med "Jacob Holdt, muslim". Jeg tænkte i nogen tid over om jeg skulle dementere det, men konkluderede så "Nej, i netop den avis skal det være en æressag for mig at være muslim."  Siden kom så min kones venners underlige reaktioner på en linie i Berlingske Tidende om "den muslimske konvertit Jacob Holdt", men på det tidspunkt havde jeg allerede bedt min familie om hverken at be- eller afkræfte rygterne. Og lige siden vores "Muslimske manifest" kom i Politiken er min kone og mine børn blevet bombarderet med spørgsmål fra venner og klassekammerater, men har, påstår de i al fald, nogenlunde holdt tæt. 

Som jeg siger til dem: "Ville vi ikke i dag gerne med stolthed kunne henvise til dengang "vi" i 30'ernes Tyskland - med de farer og ulemper det også dengang indebar - konsekvent sagde "vi jøder" eller i USA på samme tid sagde "vi japanere" eller "vi sorte" (hvis det kunne have ladet sig gøre på en overbevisende måde) eller i 100-tallets Rom "vi kristne" eller som når jeg i dag holder foredrag i ("Brokeback Mountain"s) Wyoming og der konsekvent siger "vi homoseksuelle" osv?"

For der er altid omkostninger ved det, som du påpeger i Politiken, Peter. Jeg har faktisk allerede mistet nogle af mine allerbedste venner pga. mine "muslimske holdninger" - bl.a. en, der i årevis har været min nærmeste ven indtil hun pludselig sank ned i sumpen af almindelige danskeres islamofobi. Og i sidste weekend kom jeg i klemme i Norge (hvor jeg altid har haft et godt ry) med mit "vi Ku Klux Klan-medlemmer" da jeg havde sagt til fortællerfestevallen at hvis de ville sikre sig et stort publikum skulle de bare skrive i reklamerne at "der kommer et Ku Klux Klan-medlem fra Danmark" osv. Resultatet blev at flere muslimske organisationer straks boykottede festivalen. Jo, det er sandelig svært at gøre alle tilfredse, men sikke dog en reklame det skabte med fulde huse og interviews med mig i Norges fjernsyn og aviser. Og dårlig reklame (f.eks. om at man er muslim) er ikke altid det værste man kan få hvis man forstår at udnytte det til at sige nogle sandheder om samfundets og folks egne fordomme."

Dette oplevede jeg som bekendt også dengang medierne udråbte mig til at være KGB-agent og jeg på samme måde straks indrømmede offentligt at jeg rent faktisk "var agent" – i al fald i KGB’s egne øjne. Skønt jeg ligeledes dengang fik vendt skandalen til at blive et økonomisk indbringende emne for mine foredrag, skammer jeg mig over i den tid at gå i så små sko at jeg tænkte fjendtlige tanker om manden, der afslørede mig, Jakob Andersen i Ekstrabladet, - dog mest fordi han sårede min familie meget ved i folks øjne at få mig til at fremstå som "landsforræder" ligesom han siden udleverede mig i bogen "De røde spioner", som jeg for at drille ham derfor lagde ud på mine hjemmesider i fuld længde sammen med alle mine andre "positive anmeldelser." Men ingen bliver som bekendt lykkelig af i længden at tænke ondt om andre og en af dette års store opløftende begivenheder var da også at "slutte fred" med ham og flere andre af mine gamle "fjender." Sjovt nok faldt dette sammen med at jeg i år lavede flere seminarer for Center for Konflikløsning end nogensinde, hvilket man naturligvis ikke kan gøre overbevisende hvis man i sit eget hoved løber rundt med fjendebilleder.

Jakob Andersen og jeg havde ganske vidst ligesom Søren og jeg skrevet drillende e-mails til hinanden gennem flere år, dog uden at mødes. Men pludselig udartede det sig til at han stod og manglede stof til Eventyrklubbens blad, som han nu som pensionist redigerer, hvorfor han spurgte om han ikke kunne bruge nogle af de artikler han havde "udspioneret" på mine hjemmesider, da han forsøgte at finde smuds på mig til "De røde spioner". Og lige pludselig udviklede det hele sig til et tæt samarbejde, da han nu havde lyst til at divertere de gamle eventyrere, der jo "rask væk" svinger mellem 80 og skinddøde, i bedste Ekstrabladsstil med nogle af mine seksuelle rejsehistorier og billeder. Ligeså bad han mig under julefrokosten om at fotografere alle medlemmerne til "mit kartotek" hvorfor alle vore kendte gamle globetrottere såsom min (og Pia Kjærsgårds og Ulla Dallerups) gode ven Jens Bjerre i fremtiden vil blive husket som de tog sig ud i deres mest eventyrlige julebrandert.

Julefrokost med Jakob Andersen. Jeg tog i dagens anledning den røde skjorte på, som han "afslørede" mig i på forsiden af Ekstrabladet i 1992.

Og således er Jakob Andersen nu også kommet med på min julebrevsliste, thi noget vi hurtigt kunne blive enige om er hvilken gensidig befrielse det er at slippe af med sine "fjender" – disse indbildte fjender, som jeg efterhånden har lært altid er mine bedste venner idet det jo var dem der gav mig både størst oplevelse og personlig udvikling. Og befriende er det jo også nu at få alle hans insider historier om de ting, der foregik i KGB, men som jeg ikke havde nogen mulighed for at opleve gennem personlig indlevelse. Eller omvendt nu at kunne fortælle ham uden frygt om hvordan jeg snød ham og efterretningsvæsnet ved i årevis at ryste mine forfølgere af og om hvordan jeg bevidst snød KGB og belastede deres budget og effektivitet ved tre ud af fire gange ikke at vise mig, hvorfor alle deres ca. 8-10 agenter hver gang stod udkommanderede i hele Storkøbenhavn spejdende forgæves efter mig og PET i halve dage. Jo, vi har meget, der nu skal bearbejdes. Men en fejl har jeg lært af ham at jeg begik. Nemlig i julebrevet 1992 såret og vred at bebrejde min gamle veninde, forfatteren Kirsten Jacobsen, dels for at have lækket insideinformationer om KGB fra vores kollektiv i Købmagergade og dels for som Ekstrabladsmedarbejder at have undladt at advare mig om den kommende afsløring under en julefrokost, vi begge var til kun to uger før. Som Jakob nu beretter forløbet fik han først selv oplysningerne om mig fra KGB en uge før og end ikke chefredaktør Svend Gade vidste noget om afsløringen før denne faldt nytårsdag 1992, da Gorbachev gik af. Jakob har tilmed givet mig e-mail-adressen på den eneste, der ved noget om det, nemlig min gamle afhoppede KGB-chef Gordievskij, som var manden der udleverede mig. Så en stor undskyldning til Kirsten Jacobsen (som jeg for længst har gjort mig til venner med igen under samarbejdet på Lars von Triers to film). Med andre ord er det altså ikke alt hvad I læser i mine (gamle) julebreve, som I skal tro på (….tro det om I vil!)

Men hvis der er noget, som var svært at tro på, var det da jeg under en kaffetår hjemme hos Jakob Andersen opdagede at han bor dør om dør med den eneste anden store fjende i mit liv, som jeg her vil kalde fru Blomkål. Hende og hendes mand har jeg i årevis ligget i krig med, da de boede ved siden af min svigermors sommerhus. Som omtalt i et tidligere julebrev byggede jeg højt oppe i et træ en kæmpemæssig og meget dyr hule for mine børn (og vist også for mig selv idet Vibeke var blåsur på mig den sommer, da hun lå med hjernerystelse). Hele sommeren fulgte fru Blomkål på afstand mit efterhånden Domkirkelignende projekt – jeg har jo aldrig lært kunst at begrænse mig! Jo, jeg kunne godt se at det tog hendes flotte udsigt ind over naturområdet "Rusland", men hr. Blomkål havde ikke brokket sig under indtil flere samtaler i sommerens løb. Først da min flotte domkirke endelig stod færdig og alle pengene var brugt, slog advokaten fru Blomkål uden et ord til med et juridisk sagsanlæg. Og dernæst endnu et og endnu et. Efter lange tovtrækkerier og med de andre beboeres støtte vandt jeg alle søgsmålene, men det skabte fantastisk meget smerte for min fintfølende svigermor og min kone, som havde forsøgt at tale den krigeriske nabo til fornuft. Det var sand terrorisme, som jo netop defineres som vold mod udenforstående civile. Og mange andre naboer lå også i krig med disse Blomkålshoveder. Men efter mange års fjendskab fik jeg pludselig i foråret en opringning fra fru Blomkål med helt nye toner. Jeg begyndte at spørge hende ud og det viste sig efter lang tids snak at hun var i stor smerte, idet hun lå i skilsmisse. Nok om alt dette, men det lykkedes mig på kort tid at blive nærmest hjertevenner med først hende og derefter manden, som var så taknemmelig over at jeg var den eneste af naboerne som havde vist lidt forståelse (eller hvordan han nu sagde det) at han kom ind og forærede mig deres dyreste haveredskaber inden de flyttede fra sommerhuset. Triumferende kom derfor jeg løbende op til vore bedste sommerhusvenner, Eva og Ebbe, som jeg normalt låner sådanne redskaber i gravkostørrelse af og som hr. Blomkål havde været ved at slå ihjel på et tidspunkt, for at fortælle: "Det lykkedes mig endelig at blive venner med vore fjender!"
Jo, tak, men det kan nok være at jeg med denne forsoningspolitik skaffede mig nye fjender, for aldrig har jeg set dig sende mig så fjendtligt og krigerisk et blik, Eva, som den dag, da jeg erklærede 30-årskrigen forbi. Py ha, med al den respekt jeg (og Ebbe :-) har for Eva, var jeg lige ved at krybe i et hul i jorden ned til alle de andre "små" fjender Eva har rundt om og under sit hus! Men at Eva Gammelkær ikke går i små sko kan I se her i januarnummeret af "House and Garden" hvori hun (med min malerpensels hjælp) har forvandlet sin lille slumlejlighed på Østerbro til i størrelse og skønhed at fremstå som selveste Amalienborg.

Alligevel følte du dig så truet af min alliance med dine fjender, at din reaktion var næsten som Søren Espersens, da jeg sammen med romaerne, som han ville udvise til Kosovo, demonstrerede foran Christiansborg og sagde til dem: "Jeg lover jer at lægge et godt ord ind for jer hos min gode ven Søren derinde. Han er nemlig til at tale med, har jeg opdaget, hvis bare jeg bruger hans egen jargon for de modbydelige albanere, der har jaget jer ud af jeres eget land, og fortæller ham at det er "muslimerne", som gjorde det. Ja, faktisk har I fået jer en rigtig god ven i Søren, tør jeg næsten love jer, for jeg har altid hørt ham sige at "en fjende af min fjende er min ven." Og da det kun er et par dage siden, han betroede mig at han ikke rigtig selv har nogen venner, er jeg sikker på at han gerne vil være jeres ven."

Jeg plejer ikke i julebrevene at skrive om min personlige familie – bl.a. fordi selv samme Eva sammen med Marie Tetzlaff så straks fortæller det videre til min kone – men da de fleste af jer gamle skolekammerater beretter om glæderne ved at blive bedsteforældre, vil jeg da også lige berette at min yngste datter snart må være grydeklar med sin Søren (lidt mere langhåret end min!) I juni fik hun sin studentereksamen med et gennemsnit ca. dobbelt så højt som mit. Alligevel troede læreren, som gav hende huen på, fejlagtigt at jeg måtte have hjulpet hende med hendes sidste 11-tal, da han kom ud med karakteren og mumlede noget om at "æblet jo ikke falder langt fra stammen." Hun var nemlig kommet op i Malcolm X og Martin Luther King. Men dertil måtte jeg protestere på det kraftigste. Jeg har nemlig aldrig fået tid til at læse nogen af dem og kender kun deres familie fra mit samarbejde med dem. Så dette 11-tal kom fuldstændig bag på mig, idet min datter Lalou ikke havde ytret et ord om at hun havde læst deres bøger. Selv fik jeg jo 6 i min gymnasiestil om "Negerproblemet i USA."

Derfor skulle vi nu hjem og feste - netop fordi æblet lykkeligvis var faldet så langt og fribårent fra stammen. Da jeg fotograferede alle de glade studenter køre ud fra Østre Borgerdyd så jeg en lidt vemodig ung elev stå for sig selv op af plankeværket. Jeg følte mig så stærkt tiltrukket af ham at jeg tog det ene billede af ham efter det andet hvorpå hans mor brød ind: "Ja, Nikolaj var jo den eneste af eleverne som ikke bestod." Nu forstod jeg hvorfor jeg havde følt mig så draget af dette, mit eget spejlbillede, og forsøgte at trøste ham lidt. Men ikke alt var som min egen skoletid. Skolens højeste karakterer gik nemlig nu til pakistanske indvandrere, bl.a. Ushia, min datters klassekammerat fra 4. klasse, som derfor holdt dimissionstalen iført sit fineste tørklæde.
Jo, det var en festdag for familien og de mange af jer venner, der samledes hjemme i gården for at fejre Lalou. Dog kastedes en tung skygge ind over denne solskinsdag da vi så vores nu stærkt kræftsvækkede nabo, tidligere højesteretsdommer Henrik Zahle, forsøge at yde sit bidrag. Kun ca. halvanden måned før havde jeg løbet rundt i gaderne sammen med dette prægtige menneske, som altid synes at have gjort alt det rigtige i livet, stemt imod udvisning af kriminelle indvandrere efter afsoning osv. Størst respekt fik jeg for ham da han i en stille protest mod højesteretsdommernes mange "ben" valgte selv at bruge sine til at træde af. Selv om han nu vidste hvilken vej hans svækkede ben bar ham hen og kæmpede mod tiden for at færdiggøre sin sidste bog, var det altid ham der ivrigt spurgte: "Hvordan går det ovre hos jer?" når jeg uventet brasede ind hos ham. "Hvad mener du? Det er da vist MIG der burde spørge hvordan DU har det lige nu," sagde jeg. Dette var typisk for Henriks selvudslettende beskedenhed. Vore børn havde leget sammen fra barnsben og vi havde holdt ferier hos dem i Italien og Sverige, men nu var det dem der havde brug for lidt ferie hos os i sommerhuset. Henriks kone, professor Lene Kock, som normalt godkender og retter mine avisartikler, var helt slået ud, hvorfor vi hjalp lidt med madlavningen i den svære tid mens han var på trøstekemo og havde datteren og hendes mand boende hos os. Desværre var vi i Afrika, da vi hørte om hans forventede død, som fik os til midt i junglen at bryde lige så meget i gråd som da vi første gang hørte at han havde fået konstateret uhelbredelig bugspytkirtelkræft.

Årets store rejseoplevelse var nemlig Uganda, hvor Vibeke ville ned for at besøge sin veninde, Vibeke Quaade, jeg selv for at lave hjælpearbejde for CARE og Lalou for at fejre sin studentereksamen. Lad mig nøjes med at fortælle om den politiske side af vores rejse – både den sjove og den triste. For sjovt var det at bo hos Rugundafamilien lige netop på det tidspunkt hvor den var på alle Ugandas forsider og var på nippet til at bringe landet i krig med Rwanda. Vibeke Quaade er nemlig gift med den herlige Raymond, som gik i klasse med to af Idi Amins døtre. Raymond kunne derfor underholde os meget om denne blodige tyran i Kampalas mange mørklagte aftner. Hele dette blodbad blegnede dog nu, hvor Raymonds brors kone, Joyce, netop havde haft en affære med en Rwandisk diplomat.

Broren blev selvfølgelig sur, da diplomaten og Joyce blev anholdt i motellet, hvor skandalen fandt sted ved højlys dag. Ærkefjenden Rwanda gik i selvsving over at diplomatens immunitet blev overtrådt og beskyldte Uganda for at iscenesætte hele affæren som optakt til krig. Og medierne elskede historien, fordi der midt i de politiske falbelader udspillede sig et ægteskabsdrama, hvor end ikke Strindberg kunne være med.

I løbet af de tre uger, hvor historien blev vold-malket, blev vore værter dog ganske immune overfor alle deres private bryllupsbilleder som forsideplaskere med gennemsexistiske overskifter og ligeså fabrikerede løgnehistorier i radio, på TV og i aviserne. Debatten i dette land, som jeg opfattede som yderst puritansk i forhold til det løsslupne Namibia, var derimod kærkommen. Højt og lavt taltes der nu om hvor vidt det mon passer sig for et land anno 2006 at have arkaiske love fra Viktorias tid, som foreskriver at manden godt må have sidespring så længe det er med en ugift kvinde, mens en gift kvinde skal holde sig på måtten uanset hvem hun bliver fristet af.

Men sjovt var det for os - for hvem "vores" sexede svigerinde Joyce i medierne var vokset til "larger than life" - nu at gå til middag med denne yndige og charmerende tanzanianske kvinde i en af Kampalas fineste restauranter lige efter hendes løsladelse fra fængslet. Og at tænke sig at denne spinkle kvinde næsten havde været anledning til en krig!

Efter at have lavet en workshop for alle de afrikanske ansatte i MS om deres racisme overfor bl.a. landboere og "lavere" stammer oppe i det krigshærgede nord, hvor Museveni netop i disse dage sluttede fred med guerillabevægelsen, tog vi på vores store rundtur i dette fra naturens side så rige og smukke land. Vibeke og Lalou havde set frem til at tilbringe i al fald enkelte dage på luksushoteller, men alle steder var overnatningerne så primitive og med så lidt lys, at de valgte at tage med mig i marken hver eneste dag. Da jeg har arbejdet med racisme hele mit liv var jeg nysgerrig efter at studere de sortes racisme overfor fire jordløse stammer, der var skubbet helt udenfor økonomien i dette bondesamfund. Men de var også ofre for vores hvide racisme. For i alle tilfælde var det tidligere nomadeagtige stammer, der var fordrevet fra deres tidligere skovområder, som vi turister fra de rige lande har forlangt bliver beskyttede naturreservater. Altså et valg mellem øko-racisme eller menneskeracisme. Hos kvægnomaderne Basongoraerne oplevede vi på dramatisk vis hvordan disse ikke bare passivt affandt sig med dette. De var nemlig ingen steder at finde i de forhutlede flygtningelejre, CARE har oprettet for dem udenfor Queen Elizabeth Park. Nej, natten før vores ankomst var de i ly af mørket stukket af og havde spredt sig for alle vinde ud over parkområdet mellem løver og elefanter. Og det var jo ikke dårligt for Vibeke og Lalou, som ikke har været på safari før, thi nu måtte vi i stedet gå på menneskejagt mellem vilde elefanter, der standsede os og blokerede vores vej og skræmte vores chauffør. Af gode grunde, fandt jeg ud af i en artikel i New York Times, idet elefanter lige nu er kollektivt stressede over hele verden og derfor særdeles farlige. En grædende mor, jeg fotograferede siddende midt ude på savannen, kunne ikke komme til læge med sit syge barn, da vrede elefanter hele tiden standsede hende.

De fleste af basongoraerne levede som masaiierne, men under åben himmel for hurtigt at kunne flygte hvis og når regeringen sendte parkpolitiet ud for igen at drive dem ud af Edens have til et endnu værre liv i slum og ufrihed. Alt hvad de havde at leve af var mælken, som vi så deres mænd malke i deres kvægflokke ved daggry mens gnuer og antiloper undrende stod og så på i morgenrøden. Men på trods af at de levede jordløst – og dog på den nøgne jord – hjemløst – og dog i deres naturlige hjem under en åbne himmel – og fuldstændig komfortløst – og dog med enkelte mobiltelefoner, - ja, så prøv at kigge på mine billeder på hjemmesiderne og se hvor smukke kjoler kvinderne gik i uden adgang til vand og vask. Og mens det var min opgave overfor verden at skildre den tristesse, der hvilede over disse, vore marginaliserede folk, - ja, så havde Vibeke og Lalou enormt sjov med at fotografere og underholde børnene med disses egne billeder på digitalkameraerne. I gamle dage kostede det mig en dollar per foto at trøste mine ofre med polaroidbilleder.

Da vi var møgbeskidte og gennemsvedte hver dag havde Lalou og Vibeke håbet på en weekend i et af turisternes luksuriøse safarihoteller, men alt hvad vi fik tid til i de tre uger var to timers afkølende drinks i middagsheden en dag på et af de mest kendte mens vores chauffør tog sig en lur i bilen. Og det var godt nok, for vi var jo ikke kommet for at se rige europæiske turister.

Hovedmålet var pygmæerne, som på samme måde var fordrevet fra Kigaliskoven for at disse turister for 400$ kan traske rundt i et par timer og se på gorillaer. Her skal ikke lyde et ondt ord om at beskytte gorillaerne, men der er også mennesker, der trænger til lidt beskyttelse. Og pygmæerne har nu engang levet harmonisk med dyrene i over 500.000 år i disse skove indtil vi "højereudviklede" afrikanske og europæiske stammer for 30 år siden fordrev dem derfra. På et tidspunkt hvor i øvrigt al jorden udenfor var beslaglagt. Så selv om disse samlere og jægere havde nået at lære at drive agerbrug, - ja, så sad de nu tomhændede på håbløse mudrede bjergskråninger uden plads til opdyrkning og spejdede triste dagen lang over på deres gamle skove. Nogle havde lært sig at lave lerhytter som afrikanerne, men de fleste levede stadig i de samme interimistiske bladhytter, de havde boet i i skovene dengang de levede af at spise myrer, larver og andet godt uden at ødelægge deres naturlige omgivelser.

Hvor forskere dengang nåede at studere dem – i skovbæltet over Congo, Cameroun og Uganda – opdagede man at de isoleret fra hinanden og endnu upåvirkede af kristendommen havde været verdens første monoteister – over 500.000 år før Moses fik den skøre ide at slå alle de naturlige guder sammen i en og derefter at slå 2.270.365 mennesker ihjel i Vorherres navn (ifølge alle de drab der er nævnt i Biblen) for at udbrede sin diktatoriske "nye" tro. Det er interessant at Koranen kun opregner 4 drab hvoraf de 3 hidrører fra Gamle Testamentes persongalleri såsom Lots hustru.

Men meget tyder altså på at det er gået tilbage for menneskeheden siden pygmæernes tid. Tydeligt var det at se og fotografere at det var gået tilbage for dem siden fordrivelsen fra paradisets have. Mange havde så lidt plads at hvis de rullede ud af deres spinkle bladhytter rullede de lige lukt ned i dybet fra deres bjergsider. Af samme grund var vi ved at besvime i heden under de lange farlige spadsereture med tunge kameraer og den konstante trussel om at skride ned. Sult og sygdom var at se overalt.

Mange lå i deres hytter midt på dagen ude af stand til at bevæge sig af malaria, som yderligere bidrog til den tristhed, der sås i alle deres ansigter. En amerikansk læge, Scott Kellerman, havde gjort et kæmpemæssigt arbejde for dem med at bygge et pygmæhospital, men fortalte os hvordan han også havde samlet ind til såsæd for dem indtil han opdagede at de havde spist al såsæden af sult og manglende viden om agerbrug.

At høre de lokale afrikanere omtale pygmæernes latterlige ineffektivitet, "primitivitet" og manglende evne til at tilslutte sig "vores høje civilisation" var næsten ord for ord som at høre de hvide amerikanske racister i min ungdom omtale de sorte. Da der ingen steder var plads til at fotografere dem ordentligt – udover kedelige opstillede billeder foran hytterne – måtte jeg alle vegne have dem ind i bladhytterne – en eller højest to ad gangen hvis der samtidig skulle være plads til en gigant i min skikkelse.

Derfor endte jeg faktisk med at krybe i seng med hver eneste pygmækvinde i Uganda, da ildstedet i de fleste bladhytter lå udendørs. Nogle gange, når jeg tankeløst rejste mig op, kom jeg til at løfte hele huset op så resten af landsbyen var ved at dåne. Andre steder sad jeg fast i den smalle krogede gang ind til "soveværelset" og måtte trækkes ud mens Vibeke og Lalou var bekymrede for om jeg mon også skulle saves fri.

For en fotograf er det lidt trist på billederne bagefter at se at pygmæerne i deres senge næsten alle ligner andre afrikanere selvom den manglende selvværdsfølelse nogle gange afslører dem. Kun på billederne af mig sammen med dem kan man på min dobbelte størrelse se at der er tale om pygmæer. Når jeg googler pygmæbilleder tyder meget på at jeg nu har verdens største samling af pygmæbilleder, men ikke den bedste eller mest interessante. For disse udgøres jo af de få historiske billeder af dem i deres naturlige tilstand. Fortsætter vores marginalisering af dem vil de snart være helt udslettede. Og hvis vi ikke marginaliserer dem vil de ikke længere være "pygmæer." Vi var heldige at kunne forlænge vores ophold hos dem længe nok til at deltage i en kæmpe pygmæfestival arrangeret af Dr. Kellerman ved hans hospital til ære for en rig religiøs amerikansk velgører, som havde finansieret det meste af hospitalet og nu kom med en hel delegation fra Texas for at indvi en ny afdeling. Hele morgenen ankom lastbiler med pygmæer fra nær og fjern og det var vidunderligt for Vibeke, Lalou og jeg nu at se mange af dem komme styrtede hen og gribe om os i genkendelsens glæde. Scott Kellerman e-mailer mig stadig for at fortælle os om hvordan de bliver ved med at spørge om vi ikke snart kommer tilbage. Ligeså ulækkert var det for os at se disse amerikanske velhavere stå selvtilfredse og fyre deres floskler af om "God saved me, a former sinner" og "I love you, my (little) children of God" i timelange ceremonier, hvorunder disse "små børn" opførte deres kejtede danse for dem.

Men en ting kunne vi bagefter blive enige om – ligesom Nina og Hjalte Tin konkluderede efter deres Afrikatur på motorcykel – at uden disse missionærer ville intet blive gjort for pygmæerne. CARE’s rolle her var kun at være deres advokater og beskyttere overfor regeringen og dennes storbybaserede racisme mod naturfolkene. Så jeg endte med efter turen at gøre mig til gode venner med disse missionærer og at støtte deres arbejde ved at forære dem alle mine billeder. Det var underligt efter 3 uger i vildnisset at vende tilbage til den smukke hovedstad Kampala – bygget som Rom på mange høje og med kirker og moskeer side om side i én stor harmoni. For da vi var ankommet fra Europa havde den først forekommet os som tilbagestående og ineffektiv, men efter opholdet hos pygmæerne var det som om vi nu var havnet i selve den vestlige civilisations højborg med højfrekvent energi og dynamik vibrerende overalt. Alligevel blev turen lidt for meget luksus for mig. For mens jeg i Namibias og Haitis slumkvarterer havde muntret mig gevaldigt med at dele seng med kvinderne i blikskurene, måtte jeg jo her hver nat gå den kjedsomme gang hjem til kærnefamilien med lommelygterne under moskitonettet J

Efter en overnatning i København fløj Vibeke og jeg straks videre i sommerheden til Toulouse, hvor jeg havde min anden store franske fotoudstilling og vi nu skulle bo i en elysisk herregård højt plantet over gule bakkede solskinsmarker. I Frankrig blev jeg nemlig forrige år opdaget som den helt store "fotokunst" og lige siden er jeg ofte med hele familien blevet fløjet frem og tilbage og indkvarteret i herlige hoteller i dejlige byer – blot for at spille mig selv og drikke vin til ferniseringer og gå til de bedste franske middage med sponsorer og byrådsmedlemmer. Sidste jul tilbragte vi derfor hele familien i Paris med alt betalt under påskud af at holde et indledende møde.

I marts fløj min festlige New York kontubernal, Christina – som jo aldrig vil gå glip af en god fest – over til min første udstilling i Mulhouse. Hertil blev også hele det franske pressekorps fløjet til interviews og anmeldelser, som ikke mindst i Le Monde var fantastisk positive med det undrende spørgsmål: "Hvorfor har ingen i Frankrig dog opdaget disse billeder før?" Tja, sagde jeg, vi prøvede skam også at sælge min bog til Frankrig i 1976, men ingen var dengang interesserede.

Vi kommunikerede i øst og vest, for mens alle stillede spørgsmål om mine billeder som kunst (noget jeg ikke har forstand på), svarede jeg om racisme – især om franskmændenes overfor muslimer og sorte. I et Tv-interview på ARTE trængte en lokal sort gadebande med et stort mindreværdsbehov for at blive "set" ind og satte sig ved min side foran kameraet og svarede højrøstet på spørgsmålene til mig, og da journalisterne kunne se at jeg billigede det som en forlængelse af mit eget budskab, turde ingen at smide dem ud hvorfor interviewet kom til at tage den halve dag inden de fik noget tilfredsstillende i kassen. Efter alle de interviews jeg har været igennem i 30 år havde jeg svært ved at tage mig selv alvorligt som kunstner og svarede yderst drillende på de fleste spørgsmål. Men er der noget, der i Frankrig opløfter mig til næsten stjernestatus er det den kendsgerning at jeg kender Lars von Trier, som har udtalt sig vidt og bredt om mig i fransk presse og om at hans sidste film blev inspireret af Amerikanske Billeder. Overalt har han kultstatus og over hele Frankrig blev hans film derfor vist sammen med min udstilling netop for at få et BREDT publikum til at komme til mine SMALLE billeder. Tak, Lars, fordi du trak mig op af pløret og gav også mig lidt kultstatus!

Alligevel er jeg dybt rørt over at se hvor stærkt mine billeder berører franskmændene uden at disse kender hverken min bog eller mit show. Hattedamerne er en ting. Tit har jeg set dem stå og græde ved billederne, men i vor gamle normannerby, Rouen (grundlagt af min kones 34. tipoldefar, den norske viking Roland) så jeg sågar en ung sort fyr stå og affotografere hvert eneste billede på sin mobiltelefon fra en halv time lang videosekvens i museet. Da jeg kun en time senere stod i en stor biograf og svarede på spørgsmål fra publikum om mine billeder, sad der en helt anden sort fyr i første række, som fortalte at han var blevet hidkaldt af den anden, som ikke selv havde tid til at komme, men som ville have refereret hvert et ord af hvad jeg havde at sige om de billeder, som han nu havde på sin mobiltelefon. Når man bliver elsket og forgudet sådan overalt ender man jo selv med at elske sine elskere. Så hvis der er nogen, der nu er glad er det Vibeke, som altid elskede Frankrig, men førhen fandt mig dybt frankofobisk hvorfor vi aldrig kom der i vore ferier. Nu kan vi bare ikke få nok af weekendture til Paris. Tak igen, Lars. Hvad du dog ikke selv går glip af med al din flyskræk!

Da vi vendte hjem fra Afrika og Frankrig lå der et brev til mig fra en indianer i USA. Han var blevet dybt rørt over min historie om klanlederen Jeff Berry på mine hjemmesider og "ville nu bede mig om hans adresse for at sende ham Bibler og alle sine inderligste bønner nu hvor han lå for døden efter mordforsøget." Hvad for noget, tænkte jeg skræmt? Det havde jeg intet hørt om i Afrikas jungle, hvor vi kun så aber myrde hinanden, og googlede derfor min ven Jeff, hvis rejse med mig for at besøge mine sorte venner I hørte om i forrige julebrev. Og nu læste jeg rystet i lokalaviser på Internettet om hvordan Jeff til klanens store årlige korsafbrænding og barbecue den 4. juli var blevet overfaldet af sin egen søn, Anthony, fordi Jeff ville opløse og forlade Ku Klux Klan. Så mange prygl fik faren for øjnene af alle de andre klanfolk, at han nu for anden måned lå i koma og slanger med kun 50% chance for overlevelse. Det var den selv samme utaknemmelige søn, som Jeff personligt tidligere var gået i fængsel for at redde fra en fængselsdom for vold, der nu gav faren sin utaknemmelige form for tak. Da jeg i 2003 havde interviewet ham på klanens Tv-station, havde jeg undret mig over at han overhovedet ingen skyldfølelse havde over at hans far på det tidspunkt sad 130 år i fængsel udelukkende for hans skyld.

Rystet ringede jeg nu til Jeffs bedste venner i Indiana for at få mere at vide om mordforsøget. De fortalte at Jeff nu var kommet til bevidsthed, men at han for resten af livet ville være blind og lammet. "Og tak Gud for at han endelig fandt lidt kærlighed i sit forhold til Pamela." Nu frygtede de blot at Pamela ville forlade ham ved udsigten til at leve med en grønsag resten af livet. Hun var blevet nødt til at kvitte sit arbejde for at passe ham, hvorfor jeg vidste at de nu levede i yderste fattigdom og straks sendte hende penge. Men en ting gjorde mig glad ved at høre det hele. Fra starten af mit venskab med Klan-gruppen havde det været mit erklærede mål at forsøge om jeg med mit venskab, kærlighed, positiv tænkning - eller hvad man nu vil kalde det - kunne få selv en klanleder til at forlade Ku Klux Klan. Dette var nu lykkedes selv om det nær havde kostet ham livet. Jeg vil på ingen måde påstå at det er mig alene, der er skyld i at han tog beslutningen. Den skyldes først og fremmest Pamelas kærlighed og i mindre grad fængselsopholdet. Men jeg ved at de lange samtaler vi havde, også gjorde sin virkning. Under hele processen kæmpede han imod, men lagde den tvivl for dagen, som jeg vidste, var tegnet på at han rykkede sig og var på vej mod en ny erkendelse om sig selv. Men selv fik jeg under processen endnu mere tvivl om hvor vidt dette ville være et positivt mål i sig selv al den stund han jo trods alt var en ansvarlig klanleder og der jo ikke er mangel på afstumpede, mishandlede og langt mindre ansvarlige tumper til at udfylde hans plads. En del af hans sjælekamp og vores indbyrdes dialog vises i den film om vores rejse rundt i USA, som skulle have været vist på DR2 i oktober, men som foreløbig er blevet udsat. Måske – er jeg lidt bange for – fordi han netop ikke eksponerer det "had" som vi forventer af en klanleder, hvorfor han ikke så let kan "sælges" til os af medierne. Efter 5 års eventyrlig opdagelsesrejse ind igennem klanens forunderlige verden anser jeg nu denne rejse for afsluttet – ikke uden skyldfølelse overfor disse fattige mennesker som jo i forløbet har givet mig selv høje foredragsindtægter og et uvurderligt undervisningsmateriale til min kommende DVD om racisme…..som jeg i øvrigt stadig søger støtte til.

Udover årets halv-døde/myrdede venner mistede jeg også nogle på mere naturlig vis. Mest kendt er nok Lep Whitley, der i min bog sidder apatisk og fordrukken med et sammenbrudt Tv i baggrunden (s.97 ny udgave). Han holdt op med at drikke i sine sidste år og døde 73 år gammel den 13. marts. Hans børn sendte mig billeder fra begravelsen. To andre af mine danske venner døde derimod af druk, fandt jeg ud af ved at julebrevene kom retur. Når I nu ikke selv kan finde ud af at fortælle mig om jeres dødsfald er det jo godt at mine julebreve sladrer. Den ene var Keld Rudi Petersen, som jeg lejede værelse ud til i Dannebrogsgade mens vi gik på studenterkursus i 1968. Hans Steinway kunne ikke være der, hvorfor jeg nød hans klassiske musik i min egen "stue" dvs. den ligkisteforretning jeg dengang boede i. Han blev først læge, senere i livet stemte han her i Gernersgade mit klaver som "klaverdoktor". Men med årene så jeg ham gå op i druk ligesom hans kone Lizzie døde af alkohol. Da jeg så Keld til min udstilling i Rundetårn i 2001 sejlede det så meget for ham at jeg indså, han ikke havde langt igen uden hjælp, hvilket han på det tidspunkt fik af en sød kæreste, der hjalp ham med IKKE at falde ind i mine billeder. Keld gik så ubemærket bort fra denne verden at ingen af os gamle klassekammerater bemærkede det. Så husk altid at tage pænt imod mine julebreve, så jeg ikke alarmeres ved at få dem retur! Den anden var vagabonden "Baronen", som mange af jer husker som vores kok i Købmagergade og til min søns barnedåb.

Året var dog først og fremmest for mig præget af fester. Ikke blot af min bror Niels Jørgens bryllup, men bunkevis af bryllupper og fester. Det skyldes at indvandrerne har så få danske venner at når man først har været med til et af deres bryllupper ender man altid med at blive inviteret af samtlige andre gæster, når de selv skal giftes. Og da flere af bryllupperne, som jeg deltog i, havde over 600 gæster, kan bryllupsinvitationerne jo hurtigt eksplodere ekspotentielt. Det giver jo indvandrerne status at have danske venner med mens det tilsyneladende gør det modsatte for danskerne, thi til flere af jeres fester så jeg ikke en eneste indvandrer. Og dette er jo lidt trist når det i disse år handler om at undgå den amerikanske ghettotragedie ved aktivt at gøre en indsats for at få integreret Danmark. Integration handler slet og ret om samvær og intetsteds kommer man jo lettere på talefod med hinanden end netop til fester. Vi snakker så meget om at være kulturbærere af den danske kulturarv for at undgå parallelsamfund og marginalisering, men hvordan skal vi blive bærere hvis vi ikke fester med de andre, inviterer dem til vore middage og går til bøn med dem i moskeer, templer og synagoger og invitere dem med til vore egne højtider? Jo, det tager virkelig meget tid og energi at gå til så mange farverige indvandrerfester, men prøv at se lidt egoistisk på det. Se hvor meget i sparer på mad og sprut derhjemme. Selv om der ikke serveres alkohol er de så glade for at se danskere at værten eller nogle af de unge altid kommer og stiller en stor flaske whisky på bordet foran os. Måske de har fordomme om at vi ikke kan more os uden alkohol, - ja, måske de endog har ret i deres fordomme om at vi kun kan tænke positivt om dem efter et par genstande? Men de holder sig skam ikke selv tilbage. Da jeg kørte rundt sammen med brudeparret og 10-15 venner i karet i silende regn til kurdisk bryllup i Århus, syntes en af gæsterne at det så lidt for trist ud og standsede hestene mens han løb ind i Føtex efter en kasse øl. Og snart efter sad vi alle i vognen og sang "Sejle op ad åen." Så sig ikke at indvandrerne ikke kan integreres.
I en måned var jeg til ikke mindre end 3 kurdiske og et tyrkisk bryllup. Det er jo svært at sige nej til så meget sjov. Tit inviterer jeg andre danskere med fordi jeg kan se hvor meget det "rykker i dem" – nøjagtig som når jeg inviterer hvide amerikanere med til de sortes fester i USA. Derovre lagde jeg først mærke til fænomenet med at oplevelsen giver de hvide så stærk skyldfølelse at de begynder at græde. De siger ligesom danskerne til indvandrerfester: "Jamen, det er jo så rørende!" Men det der rører dem er den kendsgerning at samfundets racisme til daglig får dem til i deres indre at tænke negativt og bebrejdende om de ghettoiserede og ubevidst at frygte både disses vrede og afvisning. Og så pludselig står de til en sådan fest og oplever for første gang deres ghetto-ofre som egentlige mennesker og ikke som udyr, de behøver at tænke negativt om. Denne befrielse er så overvældende en oplevelse for de fleste at de fyldes af gråd.

Først syntes jeg at det var sjovest at fotografere indvandrerne, men nu er jeg i stigende grad begyndt at indfange de øjeblikke hvor deres få danske gæster står med tårer i øjnene under de forskellige danse og ritualer …som åbenbart kan få selv en sten til at græde. Til min gode veninde Mehtap Güzel Ønders bryllup spurgte jeg de eneste to danskere blandt 600 gæster om hvorfor de stod og græd. Den ene svarede at det var virkelig underligt at jeg rettede henvendelse til netop hende, for hun gik i skole med Mehtap og var udelukkende gået med til hendes bryllup fordi hun skulle skrive opgave om Amerikanske Billeder. Så havde Mehtap sagt: "Ja, men kom med til mit bryllup. Der kan du møde forfatteren." Men hele aftenen var nu gået uden at hun havde gjort noget forsøg på at snakke med mig fordi hun var blevet fuldstændig grebet af stemningen og havde glemt alt om mig og min bog skønt – påstod hun - jeg havde trampet hende over fødderne adskillige gange under de kurdiske kædedanse - betaget som jeg altid er af de utroligt sexede og smukke kurdiske piger i deres flotte nedringede balkjoler. På samme måde havde jeg selv taget en dansker med fordi denne var i gang med at lave en dokumentarfilm om mig og havde brug for "nogle scener af dig med indvandrere i baggrunden." Men dem fik hun aldrig i kassen, for hun blev så betaget at hele filmen kom til at handle om brylluppet frem for mig. Ja, mig selv gik det såmænd ligeså. Jeg havde nemlig inviteret Vibeke med, men hun brugte en eller anden dum undskyldning til i stedet at tage op i sommerhuset i Hornbæk. Jeg lovede at komme derop hurtigt, da jeg allerede havde været til hennapålægningsfesten for det samme brudepar to dage tidligere med lige så meget mad og ligeså mange gæster og lige så meget dans. Men selvfølgelig glemte jeg nu alt om Vibeke, som sad rasende, da jeg langt ud på natten dukkede op i sommerhuset. "Hvorfor så sur, når jeg jo havde inviteret dig med til begge Mehtaps bryllupsfester – hele to fester på en uge?" spurgte jeg. "Er du da ikke klar over at det er vores egen bryllupsdag i dag?" svarede hun endnu mere sur og gik fornærmet i seng. Nej, der vist ikke noget så svært i denne verden som kunsten at skabe integration i sit eget ægteskab!
Men hvorfor skal det være så svært for os at invitere vore nye medborgere ind i vores fællesskab og derigennem præge dem med de danske værdier, vi holder så meget af? Eller påstår at holde så meget af, for nogle gange tvivler jeg. En fredag aften var jeg f.eks. til stor fødselsdagsfest hos nogle af jer gammeldanske venner i Jylland af typen, der siger "skik følge eller land fly." Der var ikke én indvandrer med blandt de 70 gæster, og alligevel blev der ikke sunget en eneste af de danske sange, som vi havde for "skik" til min barndoms fester eller blev rundet af i vores højskoleungdom, og der var ikke et eneste dansk flag.

Næste aften var jeg til en ligeså stor fødselsdagsfest hos nogle af mine pakistanske venner iklædt alle de farverige dragter som du, Søren Espersen, finder upassende ved hoffester. Men her rungede den danske sangskat op mellem Nørrebros huse i ligeså klare toner som Politikens kendte reklamefilm med indvandrerdrenge. Ikke én sang blev sunget på urdu eller punjabi. Og overalt vejede Dannebrog i lokalet så jeg troede at jeg havde forvildet mig til et af Sørens landsmøder i DF. Se blot på mine hjemmesidebilleder fra festen. Så danske er disse pakidanere kun blevet ved at de har haft nogle af os danskere at lege og feste med. Men så danske bliver de næste generationer i ghettoerne ikke med mindre vi allerede nu begynder at gøre integration til en festlig leg med de andre. Jeg skal ikke leve i det irreversibelt opsplittede fremtids-Danmark vi lige nu skaber, så jeg kan for så vidt være ligeglad. Men jeg har børn, der skal. Hvis jeg har lidt for løftede pegefingre ind imellem er det jo fordi jeg i USA har set det voldelige skræmmebillede, vi AKTIVT skaber ved IKKE at lege og feste med "de andre."

Under novemberturneen i USA oplevede jeg igen dette på rystende vis, da jeg prøvede at blande mine venner derovre til en fest. To af mine allierede i den danske integrationskamp, Sherin Khankan og Mona Sheikh, skulle til islamisk konference i New York, hvorfor Christina og jeg ville fejre at vi havde fået vores penthouselejlighed for os selv ved at integrere mine danske og amerikanske venner til en grillfest i taghaven udenfor. Den side er let nok i USA, da amerikanerne jo elsker indvandrere. Derimod viste det sig umuligt at få integreret mine amerikanske venner til festen. Jeg havde inviteret både mine hvide venner og mine sorte venner fra ghettoerne, som jeg er så vant til at se hver for sig at jeg ofte glemmer hvor meget de lever i apartheid eller total isolation fra hinanden. Alle som en undslog mine sorte venner, som ellers elsker at feste, sig fra at komme med forskellige varianter af "I just don’t feel comfortable among white people/I can’t stand being around whites/White people make me sick" De eneste sorte til festen var derfor Christinas polerede overklassesorte af typen som fik mig til at advare hende: "Please don’t show them my book. They will feel very uncomfortable and upset seeing pictures of my friends in the ghettos." Derfor endte festen ligesom danske fester med at blive en ren monokulturel fest – en monokultur der dog i USA vel at mærke består af kombinationen hvide og indvandrere i skøn forening. Og tilmed næsten en ren jødisk/muslimsk fest, hvilket igen i USA ikke er noget usædvanligt – modsat vort hjemlige forsøg i Jødisk-Kristen-Muslimsk Forum. Jeg havde nemlig glemt hvor mange af mine inviterede gamle hvide kærester, der i virkeligheden var jøder – idet flertallet af mine kærester i vagabondårene var jøder. Nu var jeg helt forlegen over at præsentere dem for den ungdommelige Christina for ikke at tale om Sherin og Mona, idet adskillige af dem var ikke blot "gamle", men tilmed mellem 80 og skindøde. Det var alle dem, der i de frisindede 70’ere som 40årige fraskilte professorkoner e.lign. havde samlet en ung 23-årig dansk vagabond op for med et hurtigt knald at takke mig for hvad danskerne havde gjort for jøderne under krigen….. altså lang tid før jeg selv blev født. Som jeg altid siger, det vi giver ud får vi i overmål tilbage …. generationer efter. Dengang danskerne gav den tids indvandrere kærlighed, fik jeg derfor kærlighed og sex tilbage i overmål. I dag hvor vi giver had ud til vore indvandrere….ja, så får jeg minsandten også kærlighed og ? fra indvandrerne. Men hvad kan vore børn mon forvente at få tilbage for det ukrudt vi sår i dag? Alt det må selv du da kunne forstå, Søren, med din egen gevinst af en jødisk kone!
På et punkt var det dog ved at gå galt med denne jødisk/muslimske fest. Jeg havde inviteret Sherin og Mona til at tage "alle jeres feministiske muslimske veninder med fra islamkonferencen". De blev imidlertid meget forsinkede og da de havde taget nogle muslimske verdensledere med sig, blev de pludselig betænkelige da jeg i telefonen sagde hvor fulde folk allerede var til festen. Så flere gange ringede de tilbage og bad mig om fjollede ting som: "Kan du ikke godt få folk til at fjerne flaskerne mens den og den leder er til stede?" Jeg gik sågar hen og spurgte en af mine stærkeste "gamle" jødiske kærester, der nu var blevet en "Jewish dike" – altså en af disse veritable slagskibe som kombinationen jødisk og lesbisk aktivisme udgør i enhver frihedskamp – om hun ikke lige med sin rungende mandhaftige stemme kunne få overtalt festdeltagerne til at fjerne deres vinflasker. Men efter fire timers fest og alkoholindtagelse var det jo som at rive sutteflasken væk fra en toårig, indså jeg da hun sendte mig blikket: "Hvis du vil skabe fordomme imod muslimerne, så skal du bare prøve på at fjerne MIN sutteflaske!" Og det viste sig da også at disse muslimske feminister var mindst ligeså alkoholintegrerede som Sherin, der er vokset op i en vindrikkende familie.

Så det blev som alle Christinas fester en fabelagtig integrationsfest hvor ingen overhovedet skænkede det en tanke at kun de sorte gæster helt udeblev. Til den forrige fest til datteren Evas 5års fødselsdag, som både jeg, Vibeke og Lalou var med til i februar, havde hun tilmed hyret et helt 17 mands orkester. Det er lidt underligt og splittet at bo i to samfund og ikke se hinandens venner så tit. Så da jeg til den fest skulle ned og hente mere vin, kom jeg til at stå ved siden af en af Christinas velkendte venindeansigter i elevatoren, hvorfor jeg udbrød: "Oh, hey, good to see you again. I am sorry, I have been away for a while and have totally forgotten your name. What is it?" Men det var den dobbelt Oscar-nominerede skuespillerinde Julian Moore, som jeg kun havde mødt på filmlærredet før. Hendes datter leger med Eva.

Én kvinde havde jeg lidt sværere ved at genkende, da jeg en dag mødte hende som menneske og ikke som ikon. Det skete i sommers, pudsigt nok da jeg sad og spiste middag på en udendørs restaurant med min sorte ekskones mand, Klaus. Vi sad her for at mindes vores fælles nu afdøde ekskone, Annie. Mens vi snakkede om en Tv-udsendelse med Annie, som jeg lige havde overspillet til Klaus, kom denne nu 83-årige sorte kvinde forbi, som jeg vidste også hed Annie og lagde armene sukkende om mine skuldre og sagde: "Nu er det hele forbi, Jacob. Nu er jeg omsider din." Hun fortalte med sin stadig franske accent at hun nu endelig havde solgt Palæ Bar, hvor mine tidligere sorte medarbejdere ofte hang ud hos hende og hvor jeg kendte hende fra. Da jeg kom hjem og fortalte Vibeke om det, svarede hun: "Ja Annie ligner jo sig selv fra 30’erne."
"Hvad mener du?" spurgte jeg. "Du er da vel klar over at det var Annie, der som ung fransk danserinde stod model til Sikker Hansens kendte logo for Brugsen?" Det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg altid havde følt mig stærkt tiltrukket af den smukke og stolte Annie, som jeg nu indså, havde skaffet mig min senere kone Annie på halsen. For som jeg skrev i min bog om en af de dybere psykologiske årsager for mit engagement i de sorte: "Når jeg om søndagen forlod kirken i min barndom, faldt mine øjne altid på et stort smukt og forførende portræt af en sort kvinde overfor kirken. Det var den eneste reklame i landsbyen – varemærket for Brugsen. Når jeg siden har tænkt på den enorme indflydelse, den hvide reklame i Amerika har haft på hvide såvel som sorte sind, kan jeg ikke undgå at fundere over, hvorvidt denne ensidige reklamepåvirkning i min barndom var befordrende for mit senere engagement i de sortes sag." En ting ved jeg, Sikker(t), nemlig at din afbildede sorte kvinde stod som min indre model for alle de sorte kvinder jeg i mange år efterstræbte både før og efter at jeg som slutresultat kom hjem med "sorte Annie." Nu 50 år efter at den oprindelige Annie havde boret sig ind i mit barndomssind, stod hun så endelig foran mig i egen krop og tilbød sig. Selv 83-årige damer kan blive tændt af en "ung" mands kærlighed, så det kan nok være og jeg og min ny "sorte Annie" nu går rundt og flirter her i kvarteret hvor hun bor lige rundt om hjørnet. For gammel kærlighed ruster aldrig!

Jeg har som bekendt altid sat pris på kvindelig skønhed og jeg inviterede da også tre muslimske skønheder med på min turne rundt i USA i november, nemlig Sherin, Mona Sheikh og Mahvish Ahmad. Sidstnævnte ahmadiyya-muslim har jeg arbejdet tæt sammen med i Kritiske Muslimers bestyrelse, men nu går hun på Harvard universitetet, hvor jeg tilbragte et par dage sammen med hende og hvor hun slæbte Jeppe Kofoed – på orlov som ordfører for Socialdemokratiet – med til mit show. Sherin og Mona havde bortset fra lidt ghettokørsel også for travlt til den helt store rundtur, da Mona skulle til Egypten og Sherin på bogmessen med sin nye bog "Islam og forsoning."

Sherins bogudgivelse er der lidt grund til at omtale – ikke pga. islamofoben Tina Maigårds hadske omtale af den i Berlingeren – men fordi vi til bogfesten fik syn for sagen for hvor skræmte amerikanerne er over at være vidne til al dette had mod muslimerne i Europa. Nogle af de tilstedeværende muslimer – ikke mindst enkelte venner der flirter med islamisme (thi Sherin er ligesom mig rummelig ved at forsøge at inkludere, nå og derigennem påvirke og integrere fundamentalisterne) – var på forhånd yderst fjendtlige overfor tilstedeværelsen af en republikansk ambassadør, der er udpeget af Bush. Men det kan nok være at vi alle som en overgav os fuldstændig for ambassadør James Cain. For aldrig har jeg oplevet nogen stille så vidende og intenst interesserede spørgsmål om islam som Cain ud fra hans egen stærke kristne religiøsitet. Og aldrig har jeg set nogen vise så grænseløs beundring for Sherins (og vores!) arbejde i foreningen, en beundring han også viser ved at invitere hende til private middage i ambassadørboligen. Men som Helle Stenum senere på aftenen sagde til vores julefrokost i Mixeurope (hvor jeg også er bestyrelsesmedlem), ligger der mere end beundring bag, nemlig amerikanernes forfærdelse over at se europæernes had mod muslimerne, som får Bush-regeringen til aktivt at støtte disses kamp i hele Europa ligesom den åbent støtter Tyrkiets medlemskab af EU.

Og dette giver anledning til at afslutte dette julebrev – som I tydeligt kan se har stået i integrationens og forsoningens tegn – med en invitation til jer alle til at være med i denne kamp – en kamp, der som jeg har prøvet at vise det ikke behøver at betyde andet end fest, sjov og ballade med hinanden – alt det, der gør livet værd at leve. Vi er jo en hel del, der næste år fylder 60 år. Så se i øjnene, det er måske ved at være sidste udkald for de gode fester, der rigtig kan ryste os sammen inden vi selv ryster for meget. Så dette skal være en fest for mor Danmark. Jeg kan nemlig ikke få mig selv til at fejre "min 60-års fødselsdag." For så kommer I måske kun for gammel venskabs skyld og af pligt, hvorefter I sidder hele aftenen og kigger på uret ved siden af nogle for jer ukendte gæster, der gør det samme. Til min spontane 50-års fødselsdag inviterede jeg af samme grund ingen af alle jer fra Jylland, da jeg syntes at det var synd for jer og miljøet at I skulle komme så langt blot for at glæde mig. Da jeg altså sparrede jer for mindst to plovmænd dengang har jeg nu ikke så dårlig samvittighed over at "tvinge" samtlige julebrevsmodtagere over bælter og stræder på kryds og tværs af landet sammen i én stor "Integrer Danmark fest" den 1. juni 2007. Der er vigtige grunde til at det bliver en sådan fest. Da jeg holdt min 50 års fødselsdag havde jeg arbejdet så mange år i USA at jeg næsten ingen danske venner havde mere – udover helt gamle skolekammerater mest i Jylland. Siden har jeg, som I ved, kastet mig ud i et aktivt politisk arbejde herhjemme, hvilket har givet mig et hav af nye venner. Så da jeg funderede over hvor jeg skulle holde en traditionel sid-ned-fødselsdag – i et af familiens gamle slotte, en af de højskoler jeg hyppigt foredrager i e.lign. – erkendte jeg hurtigt at ingen af stederne var store nok hvis jeg skulle takke/straffe alle de venner, jeg pris på. Derfor fik jeg ideen til at slagte jeg alle sammen i det allerstørste lokale, jeg kender, Øksnehallen, hvori man tidligere kunne aflive flere tusinder kreaturer af gangen. Men Øksnehallen er for dyr at leje, så gode råd var dyre. Så fik jeg den geniale ide – inspireret af alle mine omtalte fester i Frankrig - at kalde festen for en "udstilling" idet "museet" jo så altid leverer både lokalet og vinen gratis – størstedelen af omkostningerne ved en god fest. Derpå måtte jeg vride hjernen med hvad jeg mon skulle udstille – udover jer – for jeg havde jo lige haft en stor retrospektiv udstilling i Rundetårn i 2001. Da de fleste af mine nye venner er kommet til i kraft af mit arbejde med racisme lå ideen lige for, nemlig mine billeder af temaet "Racisme". Dvs. alle de nye billeder jeg har taget siden 2001 af de sortes racisme mod pygmæerne i Uganda, de hvides mod slumboerne i Namibia, Sydafrika, USA og Bolivia, serbernes mod albanerne og albanernes mod romaerne i Kosovo, danskernes mod indvandrere og muslimer og vores allesammens mod Ku Klux Klan, nazister og andre sociale tabere og sidst men ikke mindst – dersom I vover på ikke at komme derovrefra – københavnernes mod jyderne! Men man udstiller og udnytter jo ikke andres racisme uden også at hjælpe folk af med den. Og netop workshops har jeg jo arbejdet med i 30 år, så derfor bliver det hele til en stor "Integrer Danmark fest" eller "Ghettogether" for at understrege alvoren af IKKE at feste med hinanden. Så husk, Søren, også at bringe de to sorte fætre med, da ingen som nævnt jo nyder sådanne integrationsfester mere end dem!
Men jeg håber også for første gang at få jer integreret med mine amerikanske venner (bl.a. dem fra bogen). Christina Sun i New York lader som nævnt aldrig en god fest gå fra sig og har allerede bestilt flybillet. Jeg håber også at få integreret nogle af mine venner fra de sorte ghettoer og Ku Klux Klan - de skal nok forstå at finde sammen ved mødet med jer og dette underlige land. Dette er løst skitseret mine ideer for en ellers ganske uforpligtende fest for at fejre alle jer venner, som jeg i det daglige går og forsømmer. Så husk at skrive både den 1. og 2. juni i jeres kalender, for hvem ved hvor længe det vil tage os at integrere Danmark?

Intet julebrev uden en julehistorie, så lad mig slutte med en inspireret af præsteinitiativet. Tabet af Vibekes mor bevirkede at vi ikke kunne klare juleaften uden hende og flygtede til Paris sidste jul. For at undgå tomheden efter hende i år, følte vi at juleaften burde handle om andet end familien og julebudskabet have lidt mere mening for "dem ude i stalden". Ligeså selvisk, selvfølgelig, da dette jo også handler om at glæde en selv. Først tænkte vi på at fejre den med nogle af de psykisk ramte familier i asylcentrene, men løb straks ind i problemer, da vores kontakt forsøgte at få os til at huse nogle, der skulle hjemsendes, "under jorden." Sådanne udsigtsløse ulovligheder havde vi dog prøvet nok af i kollektivet i Købmagergade. Så da jeg sad og skrev dette julebrev, tænkte jeg at vi måtte prøve selv at leve op til temaet om at feste med dem, som skal integreres. Særligt har vi jo en forpligtelse overfor irakerne med hele det blodbad, vi har sat i gang dernede. Så vi inviterede en enlig voldsramt irakisk mor med to børn. Hun var så begejstret at hun sagde: "Jeg har altid drømt om at holde jul med danskerne. Må jeg ikke tage et videokamera med og vise det for mine irakiske venner?" Dette mindede mig om en irakisk mand, jeg sad ved siden af i toget fra Esbjerg, som fortalte at han havde boet der i 13 år uden at få en eneste dansk ven og nu var på vej tilbage til Basra. Hellere dø hurtigt der end langsomt i Esbjerg. Hvorfor vi har det så svært med at tage de fremmede til os - modsat amerikanerne som altid inviterede mig med til deres fester – oplevede vi også nu i vores større familie, hvor nogle ikke ville komme hvis fremmede skulle med. Synd, thi for vore egne børn blev Muna Ali og hendes barn en fantastisk julegave. Hendes historie var så rystende, at vi helt glemte svigermor. Gift som 11-årig, første barn som 14-årig uden at hun havde lært at made barnet, som hun næsten kvalte. Da hendes mand senere blev skudt for øjnene af datteren, flygtede hun fra to børn til Syrien, blev gift med en dansk iraker og i to år spærret inde, mishandlet og påtvunget hijab i Helsingør. Flygtede så fra volden og har på 4 år i krisecentre lært sig så flydende dansk, at hun forstod selv min jyske humor. Fik derpå sin 8-årige søn herop, som efter 2 år allerede taler flydende dansk og læste salmerne højt for os alle i kirken. For kun to mdr. siden blev Munas far dræbt i Irak. Dagen før juleaften fik hun så sin islamiske skilsmisse fra det 3. barns voldelige far, hvorfor denne juleaften for denne 28-årige højtbegavede, uuddannede kvinde var den første hun "fejrede i frihed" efter at "hele min barndom og ungdom blev stjålet fra mig". Aldrig har jeg set nogen istemme "Julen har bragt velsignet bud" med så stor glæde og julefryd som da Muna og sønnen nærmest sprang omkring juletræet i sand beruselse over friheden og følelsen af at de nu endelig var "inde i varmen" efter en årelang mørk rejse og adskillelse fra hinanden. Skønt hun er på kontanthjælp, havde hun købt den dyreste gave til os, der blev givet hele aftenen og bagt et læs af de lækreste irakiske retter til integration med vores and og risalamande. På én aften følte både hun og vi at vi havde fået en hel ny, større og sjovere familie. Og hvad mere kunne man ønske sig når både hun og vi sad med sorgen efter vore mistede familiemedlemmer, hvormed julebrevet slutter lige så opløftende som det startede. Så kom og mød vort nye familiemedlem til festen i det nye år hvor vi med ligeså meget sjov og gensidig glæde skal forsøge at integrere resten af landet.
De kærligste hilsner fra

Tlf. 33-124412 , Mobil: 20-324412 E-mail: jacobholdt@american-pictures.com

Du kan se flere billeder, henvisninger, web-links og de andre modtageres navne på www.american-pictures.com/julebrev.htm