"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2006,    35. årgang - 1. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

Jul/Nytår 2006                                                                35. årgang

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

 

 

Indholdsfortegnelse

Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:

1. Om hvordan den første kvinde, som jeg som ung forelskede mig i, men ikke kunne få, sendte mig på en lang rejse ind i de sortes verden og derved gav mig min bog, mit show, min første såvel som min anden kone, ja, hele min karriere og senere arbejde - for pludselig i dette år - 50 år efter – uventet at vende tilbage og lægge armen om min skulder og sige: "Nu er jeg omsider din, Jacob!"

2. Om årets døde og myrdede blandt venner og julebrevslæsere.

3. Om hvordan jeg gjorde mig til venner med flere af mine gamle fjender i årets løb bl.a. i KGB – og derved fik nye fjender blandt mine gamle venner.

4. Om hvorfor jeg elskede synet af Dannebrog brænde…….og om alle de flag jeg selv brændte af i protest.

5. Om hvordan min gode ven Søren Espersen, DF, brændte mig af fordi jeg legede julelege med ham og – ligesom med jer - skrev lidt for lange julebreve til ham. Med eneret for julebrevet skal I her få lidt af vores hemmelige korrespondance forinden.

6. Om hvordan det lykkedes mig at få Ku Klux Klans leder til at forlade klanen og om – desværre – hvordan dette kom til at koste ham livet.

7. Om min morskab med at glatte ud mellem en højhattet pave og en småskoet minister.

8. Om hvordan jeg var i seng med hver eneste af Ugandas pygmækvinder, som i så henseende ikke gik i små sko.
9. Om hvordan vi indenfor familiens kreds ved hjælp af sex var på nippet til at starte en krig mellem to afrikanske nationer – diplomatarisk og dramatisk – og hvordan familien derved blev en måneds forsidestof.

10. Om at lave en integrationsfest med unge muslimske veninder og gamle jødiske kærester - på mellem 80 år og skindøde – og hvem det ikke lykkedes mig at integrere.

11. Irak forbløder og snart må vi tage nogle af de 2 mill. flygtninge til os i forhold til vores krigsandel. Julebrevet både begynder og slutter med hvordan vi kan bruge Iraks smerte til at komme hinanden lidt nærmere og derigennem overvinde egen smerte.

12. Og sluttelig min invitation til dig om at deltage i en kæmpefest sammen med mange af de her omtalte personer. Din invitation finder du inde i brevet, så – py ha – du bliver vist nødt til at læse det hele, hvis du vil sikre dig at komme med til dit livs fest.

Julebrevene forsøger at fortsætte traditionen fra Amerikanske Billeder med at beskrive politik og samfund udelukkende ud fra det personligt oplevede.
 


 

Kære årbog…….gamle venner
……og svage smugkiggende sjæle 
 

Lad mig starte med at fortælle jer hvorfor jeg skriver til jer med en lille historie fra USA og Irak. En dag bad en lærerinde sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir. De skulle levne noget plads mellem hvert navn. Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn. Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave. Den følgende lørdag skrev lærerinden en liste til hver eneste elev, hvor der stod, hvad de andre elever havde skrevet om vedkommende. Om mandagen gav lærerinden hver enkelt elev hendes/hans liste. Inden længe smilede all eleverne. "Virkelig" hørte hun, der blev hvisket. "Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen" og "jeg vidste ikke, de andre kunne lide mig så meget" var de fleste kommentarer. Ingen nævnte senere disse lister. Lærerinden vidste ikke, om eleverne viste listerne til eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun ønskede. Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden, og gruppen af elever begav sig videre på livets landevej. Mange år senere blev en af eleverne dræbt i Irak, og lærerinden deltog i den efterfølgende begravelse af netop denne specielle elev. Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så smuk og så voksen ud, som han lå dér. Kirken var fyldt med hans venner, og en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Lærerinden var den sidste, der velsignede den døde i kisten. Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun nikkede "ja". Så sagde han: "Mark talte meget om dig". Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far var der også. De ville tydeligvis gerne tale med hans tidligere lærerinde.

"Vi vil gerne vise dig noget" sagde Marks far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. "De fandt dette på Mark, da han blev dræbt. Vi tænkte, du ville genkende det" mens han varsomt foldede to stykker papir ud. Papir, der tydeligt var blevet tapet sammen pga. sliddet af de mange gange, det havde været foldet og lagt sammen. Lærerinden vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark. "Tusind tak fordi du gjorde det", sagde Marks mor. "Som du kan se, skattede Mark det meget højt." Alle Marks kammerater samledes omkring hende? Charlie smilede skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste, den ligger øverst på mit skrivebord derhjemme." Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt om, at det blev indføjet i vores bryllupsalbum." "Jeg har også mit, det er i min dagbog", sagde Marilyn. Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen og sagde stolt "Jeg har det altid med mig.. Jeg tror, vi alle har gemt vores liste."

Da satte lærerinden sig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.

Selv om I, gamle venner på min egen særlige liste over julebrevsmodtagere, ligesom jeg selv er begyndt at opleve flere og flere venner dø, lever de fleste af os som om vi har glemt, at livet en dag stopper. Derfor er det vigtigt at fortælle de mennesker, vi elsker eller som har betydet noget for os, hvor vigtige de er for os - inden det er for sent. Og omvendt at få et livstegn fra dem. Jeg er ikke selv for god til at pleje gamle venner i hverdagen, der er jo så mange nye der hele tiden kræver min opmærksomhed. Men julen har jo altid været en god undskyldning eller formaning om at tage sig sammen. I formaningen ligger ikke bare det at "være gode ved hinanden", men snarere kærlige overfor os selv. Vi høster jo, hvad vi sår! Det vi fylder andres liv med, kommer siden tilbage til vort eget. Bag påmindelsen lurer angsten for en dag selv at stå alene eller for at have lukket sig inde i sin egen verden så længe at man til sidst ikke længere kan kommunikere med en verden omkring sig, som ser mere og mere fremmed ud. Mit julebrev starter m.a.o. altid som en sur pligt overfor mig selv, men ender i reglen med at jeg har svært ved at stoppe. For under skrivningen dukker hele tiden den ene af jer op i tankerne, så den anden, som jeg lige vil fortælle det og det til.

Men der er også en fare ved dette årlige navlebeskueri, som jeg oplevede det for leden da en desperat far mailede mig for at få mig til at gå aktivt ind i forsvaret for Nørrebro Ungdomshus, som hans datter var så glad for. Jeg svarede først nej under henvisning til at jeg har travlt nok med arbejdet med at integrere marginaliserede unge indvandrere til også at beskæftige sig mig med marginaliserede unge danskere. Men i mit indre handlede det mere om: "Nej, nu skal jeg have skrevet mit julebrev og gjort status over mit eget forvirrede liv. Jeg har absolut ikke tid til at tage mig af alle disse autonome, der løber rundt med hanekam og søm i hele hovedet og laver ballade mens vi andre gør juleindkøb." Jo, jeg indrømmer det, også jeg kan have fordomme overfor dem jeg ikke har tæt inde på livet til daglig. Og særligt over hvordan disse autonome med deres gode antiracistiske ideer altid ender med at gøre det forkerte som dengang jeg marcherede sammen med nazisterne og autonome pludselig angreb os fra alle sider med brosten. Altså bekæmpede de racisme med had frem for kærlighed. Men ok, jeg kunne godt se at det var forkert at deres ungdomshus blev taget fra dem og besluttede at gå med i deres kæmpedemonstration, som kom fra alle brokvarterer ind til Rådhuspladsen. Som altid bliver man så grebet af stemningen. Og stemning var der med tusinder af fakler i mørket omkring det store juletræ med fed musik og flammende taler. Og hvis jeg havde haft fordomme mod disse unge, ja, så får man jo altid sine fordomme rystet af sig når man blander sig med dem man "fordømmer" i tankerne. For det første bliver marginaliserede mennesker altid glade for at få støtte udefra og bliver overstrømmende kærlige overfor den fremmede. For det andet var et utroligt stort antal af dem mine tidligere elever fra gymnasier og efterskoler, der snart omringede mig med spørgsmål. En pige ville slet ikke forlade mig igen efter at have sagt noget som jeg ellers kun hører fra amerikanere: "Dit show er bare så fedt. Jeg har set det fire gange. Det har ændret hele mit liv." På hvilken måde, tænkte jeg? For hendes glade ansigt var piercet overalt med så store søm, at jeg kom til at tænke på en fakir. Men det var umuligt at blive rørt over deres glæde over deres ungdomshus og slet og ret at smelte overfor dem og alle deres dejlige "vibrationer".



 

Men var der noget, der fik mig til helt at overgive mig, var det da jeg pludselig hørte en stemme bag mig: "Far, hvor er det dejligt også at se dig her. Hvordan får du dog tid til det?"
Tænk sig, det var min egen søn, jeg pludselig fandt der i mængden med sin søde nye kæreste fra Colombia. Det fik mig til glad i hovedet at istemme slagsangen "I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv" i skyldfølelse over at erkende at dem man har fordomme imod jo altid viser sig enten at være ens egen familie eller ligesom en selv – hver gang man drister sig ud af sin indkapslede skal og blander sig med dem – ligegyldigt om det er Ku Klux Klan, islamister, transvestitter – eller som her, borgerskabets utilpassede bærme.
Jeg havde i nogen tid følt at min søn og jeg var ved at glide fra hinanden og foreslået at vi sammen gik ind og så Zhang Yimous fantastiske film "Min lange rejse" om en japansk fars forsøg på at nærme sig sin søn. Men hvor dum kan man være i sin intellektualisering af problemet? Alt hvad jeg behøvede at gøre var blot at bevæge mig derhen hvor min søn er lige nu på sin livsrejse for at få bedre kontakt og sønlig respekt. Nu fortalte han sammen med de andre om hvor fantastisk og særligt et musiksted Ungdomshuset er "kendt ud over hele Europa". "Du må se i øjnene, far, at Christiania bare ikke er stedet mere. De unge ser det som et sted for jer pensionister." Tja, tænkte jeg, han må jo vide hvad han snakker om, da han fandt sin første kæreste i Christiania og følger hele Europas musikliv intenst. Det er jo svært at indse, når man som jeg har deltaget i næsten alle Christianias demonstrationer og troede at man var "med på barrikaderne", at man er ved at blive "normaliseret" og slet og ret kæmper for Ældresagen. Ikke Nils og Britta? (Christianitten Nils Vest er altid den første til at læse og reagere på mine julebreve, så du bliver også den første jeg driller i år). Hvorom alt er, har jeg nu ikke andet valg – hvis jeg vil se mig selv og min søn i øjnene og "være lidt tættere på familien frem for alle dine vanvittige projekter," som min kone siger, - end at kaste mig ud i forsvaret af Ungdomshuset og skamfuldt skrive tilbage til den desperate far, som havde bedt om min hjælp: "Undskyld, men jeg troede kun det var "de andres" børn som kom i huset." Jo, jeg kunne godt se hvorfor han følte sig alene. Stemningen var virkelig gribende der i regnen på Rådhuspladsen, men hurtigt så jeg hvorfor disse unge følte sig så alene og svigtede. Hvor var alle de andre forældre og voksne sympatisører, som kunne have gjort denne demonstration så stærk at den blev hørt? Dette varslede ikke godt og slet ikke næste dag i aviserne næsten ingen dækning at finde af disse unges desperate forsøg på at råbe politikerne op med fredelige demokratiske midler. Så helt bag på mig kom det ikke da jeg næste eftermiddag så at gadekampene allerede var brudt ud på Nørrebro. Så først skrev aviserne spalte op og ned om det. Hvorfor giver vi altid først dem vi marginaliserer opmærksomhed når deres vrede over at føle sig forkastede slår ud i vold og terrorisme? Der er jo ingen forskel i den henseende mellem vore egne utilpassede børn og 2.g-indvandrerne.
Nej, det er ikke let at sidde og skrive julebrev når man føler, at man burde være derude i gaderne og blande sig med sin familie og være lidt mere kærligt nærværende i julen!


Min februartur i USA blev ødelagt af at vi herhjemme havde undladt at give vore nye medborgere kærligt nærvær, men i stedet havde valgt at håne, spotte og nedgøre dem og at påberåbe sig retten til at gøre det værste man kan mod sine medmennesker - racistisk at angribe dem på hele deres medfødte identitet – altså noget de ikke selv har valgt eller har mulighed for at vælge. Jeg skulle have været rundt og besøge og fotografere de mennesker, som USA i fortiden behandlede på samme afstandtagende vis – de sorte, som netop på samme vis blev tvunget ind i ghettoer – men fandt mig selv fuldstændig fastlåst til skærmen under hele karikaturkrigen og kom næsten ikke ud af min lejlighed i New York. Der er sagt nok om den sag herhjemme, men at opleve den fra USA var rystende. Selv de langskæggede hassidiske jøder, som jeg normalt med deres stærke tilknytning til Israel opfatter som ret islamofobiske, udbrød forargede eller triste: "Hvordan kunne I dog gøre det (imod os)?" Dels fordi det jo var den samme form for hånende karikering de selv i århundreder var udsat for i Europa og dels fordi ingen ønsker at miste sine heltefigurer. Og helte havde danskerne indtil nu været for amerikanske jøder efter redningen af jøderne under krigen.

Alligevel blev jeg også lidt stolt over for første gang at se Danmark på forsiden af New York Times. Ikke blot i et kæmpeinterview med min veninde Rushy Rashid (mens den ukendte Anders Fogh var gemt væk langt inde i avisens prioritering af hvem amerikanerne tydeligvis holdt med). Men nok så meget over at se Dannebrog brænde over hele forsiden. Det var jo fuldstændig som at se Ku Klux Klan brænde kors af for at få lidt anerkendelse og et øjebliks berømmelse. For det var tydeligvis en berømmelse vi danskere selv havde efterstræbt i de sidste 5 år på samme måde som vi danskere i min ungdom tydeligt kunne se at de hvide amerikanere selv havde antændt de flammer, vi dengang så omhylde Capitol og frihedens symboler i Washington og hundreder af andre byer, efter at de i årevis havde nægtet at give at give de sorte frihed og anerkendelse som ligeværdige mennesker. Når jeg nu så fattige pøbler andre steder i verden af nøjagtig samme grund angribe frihedens og et lands nationale symboler havde jeg – ligesom danskerne dengang – ikke svært ved at vælge hvilken side jeg skulle stå på. Man skulle jo nødig blive reaktionær med alderen! Men det krævede alligevel en del selvransagelse, for gennem hele min barndom havde det været min opgave at hejse flaget i præstegården hver gang der var bryllup og begravelse i sognet – dvs. næsten hver dag – og var der noget jeg blev hjernevasket til inden jeg intellektuelt havde kapacitet til at forstå vrøvlet og vanviddet i det, var det at "ære og elske mit flag" og aldrig lade det berøre jorden. Indtil jeg blev lidt mere rebelsk fra 14-årsalderen tror jeg aldrig at jeg lod Dannebrog blot stryge hen over græsset en eneste gang, så "ærefrygtig" var jeg.

Når jeg nu oplever at det var nøjagtig den samme måde mine muslimske venner fra tidligste barnsben blev opdraget til at elske og ære profeten Muhammed af deres forældre med næsten de selv samme sætninger, - ja, så kunne jeg ikke andet end at føle hvor ondt det gjorde på dem at se hele deres værdigrundlag blive brændt af og bespottet – ikke af nogen uskyldige barnerumper eller en fjern fattig uuddannet og arbejdsløs pøbel, men af nogle rige og højtuddannede, men hadske mennesker i disses planlagte og velkalkulerede forsøg på at gnide salt i såret og sparke på nogle sårbare mennesker som allerede lå ned i deres samfund (for derved at skabe endnu større opbakning til en indvandrerfjendsk regering). Når man som jeg i årevis har levet med – og frygtet – den tyndhudede vredesknap, som sorte amerikanere har fået af århundreders tilsvarende udstødelse og dehumanisering og oplevet under mine foredrag i USA hvor - for os undertrykkere - ubegribeligt og tilsyneladende "uskyldigt" lidt der skal til at presse denne vredesknap i bund, - ja, så var resultatet af danskernes barnagtige leg med tændstikker aldeles ikke overraskende. De ligger som de har redt, tænkte jeg og alle de amerikanere, der bekymret følger europæernes marginalisering af muslimerne. Det er jo for dem – ligesom for danskerne i 60’erne – altid lettere for den udenforstående at se hvor skylden ligger placeret.

Jo, det er primitivt at være skadefro, men det var næsten uundgåeligt når jeg netop i den tid nærlæste Jyllands-Postens læseres reaktioner i et forsøg på at forstå undertrykkerens snørklede tankegang og derved bedre at kunne "nå den" og "rykke lidt ved den" med mine argumenter i en planlagt kronik i avisen. Man må jo altid tale til det gode i de kriminelle, har jeg for længst lært :-) Og det var under dette nærstudium af læserne – hvoraf jeg endda finder nogle højtuddannede fra min egen vennekreds – at jeg blev virkelig rystet over at opleve danskernes sindstilstand. Men samtidig ikke kunne andet end at tilgive dem for trods alt at være – ja, menneskelige – om end mennesker i meget, meget små sko. For næsten ord for andet lød læserbrevene nøjagtig ligesom muslimernes: "Hvordan kan de dog krænke og spotte det vi holder helligt?" Og det hellige, de talte om var, tro det om I vil, ikke andet end et stykke farvet tøj! Jeg var som sagt ikke i Danmark på det tidspunkt og ved ikke om der var andre, der anfægtede denne parallelreaktion mellem danskerne og dem, hvis identitet, de angreb.
Nok om det, men det tvang mig også til at spørge mig selv om jeg selv ville have brændt Dannebrog af, hvis jeg havde stået f.eks. sammen med dem vi i dobbelt forstand har ghettoiseret – først ved at behandle jøderne ligesom vi i dag behandler muslimerne – og derefter ved med deres forståelige reaktion på vores udstødelse og forsøg på at skabe og forsvare deres egen identitet at ghettoisere en anden minoritet – palæstinenserne, hvis vredesknap derfor i forvejen er helt i bund. For vrede og forurettede mennesker er et nationalflag eller ambassade jo intet andet end et symbol eller en dertil indrettet skamstøtte, som alle lande har opfundet for at deres ydre fjender kan gå i krig mod symbolet i stedet for mod menneskene i det land, de er vrede på. Så at brænde ligegyldige og tomme ambassader af burde virkelig opmuntres af FN. Og få har sikkert brændt så mange af slagsen af som mig. Når vi var hundredtusinder over hele jorden, som havde lyst til at gøre alt muligt ved amerikanerne, hvis vi havde mødt nogen på vor vej, pga. deres folkemord på 3 millioner fattige vietnamesere, - ja, så er jeg i dag hvor jeg er kommet til at elske mine fjender – amerikanerne – glad for at vi dengang blot gik til angreb på deres ambassader. Jeg vil nok snart i min høje alder få mod til at tilstå alle de terroristangreb jeg dengang deltog i sammen med i øvrigt en masse af de mennesker, som i dag sidder på magten i Danmark.


Men der hvor jeg har været med til at brænde allerflest flag af er ikke herhjemme, men inde i det land flaget tilhørte. Og det synes jeg måske at vi efter vores store nationale Dannebrogskrise i februar kunne have lært lidt af. For hvor var de danskere henne som i solidaritet med dem, vi havde krænket, besluttede sig for at krænke vore egne helligdomme ved f.eks. at brænde Dannebrog af? Det var nemlig noget af det, der gjorde mig allermest forelsket i den medfølende amerikanske ungdom engang, at jeg overalt i demonstrationerne i USA imod Vietnam-krigen så dem afbrænde Stars and Stribes, som er mindst ligeså helligt for dem. Det er ingen kunst at brænde andres flag af, men det kræver virkeligt mod og selvransagelse at brænde sine egne sakrosankte værdier af. Og omvendt – hvis man vil afprøve ytringsfrihedens grænser gør man det selvfølgelig ikke ved at krænke det som er helligt for andre, men ved at øve vold imod det, der er helligt for en selv. Den prøve dumpede du eklatant på, Søren (Espersen, DF, som I år er kommet med blandt mine venner og julebrevslæsere), ved at kræve lovforbud mod Dannebrogsafbrænding! Nej, sandelig, det er ikke let at gøre vold mod den barndom, som du og jeg havde til fælles, og hvori du tilmed havde din "Koran" hængende mellem de to Dannebrogsvinduer i dit loftsværelse i Svenstrup. Men det er jo netop dette ytringsfrihedens grænser handler om. I den forstand er vi begge syndere ved udelukkende at have brændt andres værdier af. (For først senere i livet blev Stars and Stribes også MIT flag og derved svært for mig at brænde af). Husk dog på, at med din geniale strategi mht. at gøre Dannebrog næsten synonymt med Dansk Folkeparti, har du gjort det uendelig meget lettere for mig og mange andre danskere at få mod til at afprøve ytringsfriheden på os selv, der hvor det gør ondt, ved at brænde Dannebrog af. Da jeg i 1996 så Dannebrog flittigt brugt i den dansk/ghanesisk/vestindiske danseforestilling om slavehandlen "Muso" (ghanesisk ord for Holocaust) – altså om en tidligere periode i Danmarkshistorien hvor nogle havde brugt Dannebrog til at undertrykke andre med – begyndte jeg i løbet af stykket langsomt at se flaget som et Svastika. Mange af mine ældre jødiske venner i USA går i dag stadig rundt og spytter efter det tyske flag og alle folkevogne, de ser i gaderne. Latterligt, jo, men med din jødiske kone, Søren, vil du forstå lidt af de følelser, jøderne ikke mindst fik i årene inden Holocaust, da flaget og "vore tyske værdier" blev brugt flittigt og hysterisk til at udelukke dem fra det gode selskab. Derfor har jeg været glad for under årets fester med vore indvandrere at se hvor flittigt disse nu bruger Dannebrog for at vriste dette smukke fælles nationale symbol fra jeres ensidige og undertrykkende misbrug af det.


Ja, se blot på mine fotografiske skildringer fra muslimske fester hvordan de faktisk bruger dette korsets symbol langt mere ivrigt end mange af jer gamle flæskestegs-venner gør det til jeres fester!
(Som I ved – intet julebrev uden forsøg på også kærligt og inkluderende at "tryne" jer lidt! Hadske afstandtagende "svinestreger" skaber derimod kun yderligere had ……ligegyldigt hvilken ret man gryntende påberåber sig til at tegne dem.)

Mens jeg og mange amerikanere inklusive lederskribenterne i de største aviser såsom Washington Post med en vis skadefryd på afstand nød synet af Dannebrog i flammer – som en sund mental ventil og erstatning for virkelig krig mellem civilisationerne – gjorde det anderledes ondt i de samme dage at få noget andet jeg har kært – mine hjemmesider, som jeg møjsommeligt har opbygget gennem 10 år – afbrændt af Ku Klux Klan. Det var i al fald det jeg skrev hjem til jer i en "hot"-mail da jeg nu ikke kunne sende fra min egen server i Florida. Men det var selvfølgelig ikke mine magtesløse fattige venner i Ku Klux Klan (som i øvrigt elsker mine hjemmesider), der havde mulighed for at brænde min lille virtuelle verden af, men derimod – i lighed med Dannebrogskrigen - igen jeres eller i al fald de fleste menneskers trang til at hade snarere end at forstå anderledes mennesker, der var årsag til det. Ved den sidste tælling et år før havde jeg over 20 millioner besøgende om måneden på mine hjemmesider, men helt galt gik det da
www.collegehumor.com, der læses af millioner af collegestuderende i USA, gjorde mine hjemmesider anbefalelsesværdige. Så brændte cpu'en i min server i Florida simpelt hen sammen. Jeg lagde derpå hjemmesiderne ud på en af verdens største og sikreste servere hos mormonerne i Utah. Det tog 4 dage at loade alle 22.000 sider op, men kun en time efter aktiveringen smeltede også de ny hjemmesider ned. Derefter fandt en tekniker i Florida så ud af at han kunne løse problemet ved at jeg slettede alle KKK-filerne. Hvor populære mine KKK-sider er, gik nemlig op for mig, da han fortalte at han allerede havde studeret dem – lang tid før han opdagede at de lå på den serverstation, han selv var tekniker for. De sider har jeg nu fået oprettet på www.kukluxklan.info som jeg vil gøre til et undervisningssted om had – altså VORES HAD – alle os retskafne mennesker jorden rundt som diskriminerer i det skjulte og ubevidste med det dybe behov dette derefter giver os for at fordømme nogen, som vi tror, er værre end os selv, for moralsk at kunne se os selv i øjnene som anstændige mennesker. Med andre ord kunne jeg kun løse problemet ved at indføre rigid raceadskillelsespolitik på mine hjemmesider - at lægge "de sorte" ned på en server i syden og "de hvide" ud på en server i Midtvesten.

Et af resultaterne af at være afskåret fra verden i to uger var at jeg sendte det ene rasende læserbrev til Jyllands-Posten efter det andet uden at vide at bladet allerede havde besluttet sig til at trykke min kritiske kronik om hvordan deres politik med at håne dem vi skal integrere vil føre de forhånede lige lukt ind i ghettoer. Kronikken kan I læse på mine hjemmesider, men når jeg råber vagt i gevær skyldes det jo at jeg tydeligt husker den tid i 70’erne, da amerikanerne benyttede en lignende "skik følge eller land fly"-tænkning overfor de sorte – og jeg skildrede hvad der skete med den psyke disse fik som resultat. Det sjove er at jeg egentlig dengang så de hvide som søde, velmenende og retskafne mennesker – nøjagtig som jeg gør det med danskerne i dag – og derfor i en vis grad kunne forstå og leve mig ind i deres – kan jeg i dag se – hadske argumenter. Men selv jeg er rystet i dag over at erkende i hvor høj grad jeg dengang kørte med på de hvides hjernevask.

For kort tid siden læste jeg f.eks. i New York Times en artikel om en mand der var ved at grave ud til sit hus og var stødt ind i nogle fliser. Ved en nærmere udgravning viste det sig at være et kæmpemæssigt svømmebassin fuldstændig intakt. Det viste sig at denne bys byråd og samtlige hvide borgere i 1973 – på den tid, da jeg havde boet iblandt dem og opfattet dem som "søde, rare og gæstfri" – havde besluttet at dække byens offentlige badebassin til med jord i protest mod at de nye borgerretslove tvang byen til at integrere det og åbne det for sorte. Siden havde alle i byen glemt alt om det. Jeg så dette eklatante bevis på hvordan racisten altid straffer sig selv og sine egne børn som et direkte billede på sindstilstanden i et flertal af den danske befolkning i dag, der ønsker at gøre alt hvad der er muligt for at lave "stramninger" overfor indvandrerne selvom det betyder at deres egne hvide børn må flytte til Sverige for kærlighedens skyld, gå for lud og koldt vand på lavere kontanthjælpsatser osv.

Netop i februar oplevede jeg et rystende eksempel på hvordan en sådan racisme presser de uønskede ofre ind i ghettoer – og hvordan racisten således igen straffer sig selv ved at fremkalde vold og kriminalitet. I Edinboro State College i Pennsylvania var det de sorte elever, som havde organiseret mit show. Så ved jeg altid på forhånd at jeg får problemer, for ghettoerne i USA skærer jo som en usynlig apartheid-linie gennem hvert eneste universitet. Således også her, hvor højst en eller to hvide kom til forestillingen, der normalt kun har hvide tilskuere når de hvide organiserer det. Men allerede under middagen med de søde sorte kvinder, som havde arrangeret showet og nu sloges om hvem af dem jeg skulle bo hos, dannede jeg et billede af dem, som jeg senere på aftenen fik bekræftet i en snak med de ca. 80 elever, der mødte op, alle på nær fire sorte kvinder. Der var ingen mænd, for så godt som alle deres brødre var i fængsel. Men ikke nok med det. Ikke en ud af de 80 var vokset op i et hjem med en far. Alle deres fædre enten havde været i fængsel gennem det meste af deres barndom eller var det stadig. De kendte intet til mandlige rollemodeller. Så slem var ghettoiseringen ikke i de år i 70’erne, jeg beskriver i "Amerikanske Billeder" hvor der var flere sorte i universiteterne end i fængsel mens det i dag er lige omvendt. Dette er hvad et samfund får ud af at gå på straffeekspeditioner mod "de uønskede" frem for at nære kærlige ønsker om at integrere dem. De hvide skatteborgere ender med at straffe sig selv, da det koster dem 6 gange så meget at have folk i fængsel som på universitet. Bortset fra den usikkerhed de har ved at især deres sønner - både i USA og i stigende grad Danmark – ustandseligt bliver verbalt og fysisk overfaldet af ghettoens sårede og afviste børn.

Nøjagtig den samme apartheidsituation – men på en lidt omvendt måde - oplevede jeg også i februar, da min kone og datter kom over med friske Dannebrogsflammende aviser hjemmefra. Vi var gået til gospelgudstjeneste i vores favoritkirke i Harlem, men natten før var århundredets snestorm gået over byen, som lå helt "død" og begravet under meterhøje snedriver. Så ved jeg at de sorte ikke går i kirke og derfor sad vi ca. 60 hvide europæiske turister alene i en "sort" kirke i en tyst hvid verden. Kun et par af præsterne og koret var mødt op. Og som sædvanlig ikke en eneste af de hvide amerikanere, der jo undgår ghettoerne som var det pesten. Det sidste synes vi europæere er racistisk og primitivt, da vi jo ikke er opvoksede med had og frygt overfor de sorte. Alligevel er det nøjagtig det samme undvigende billede jeg ser, når jeg går i vore hjemlige moskeer. Det undrer ikke at danskerne bruger nøjagtig den samme undskyldning for ikke at komme i indvandrernes religiøse huse som amerikanerne bruger for ikke at komme i de sortes kirker – "vi troede da ikke at vi var velkomne." Altså endnu et aspekt af vores racisme, nemlig skyldfølelsen og frygten for at blive afvist af dem som vi i vores indre tænker dårligt om. Det er netop denne side af de velmenende hvide studenters "evasive racism" jeg nok har arbejdet mest med i mine 25 års workshops i USA, for sådanne fordomme opstår uundgåeligt i vores selvvalgte isolation.


Som I ved har jeg selv gennem årene åbnet mig op for mange af de grupper, jeg havde fordomme overfor og mødte hver gang en overstrømmende glæde fra gruppens medlemmer. Men jeg opdager hele tiden nye grupper, som jeg har fordomme overfor. I de sidste par år er det f.eks. væltet ind i USA med sikh’ere fra Indien, hvorfor mange af de pakistansk muslimske jobs i New York er ved at blive overtaget af sikher. Og da jeg aldrig – siden jeg i et helt år i min ungdom havde en sikher boede hos mig i Dannebrogsgade, nemlig den nu afdøde Jogindar Sing Johar, der hver morgen viklede sin 30 meter lange turban rundt om alle mine sengestolper - har haft noget forhold til denne religiøse minoritet, opfattede jeg den uundgåeligt som "afvisende" og "lukket", naiv som jeg var.

Da jeg derfor en dag i New York kom med en taxa, der blev kørt af en sikh, tænkte jeg at nu måtte jeg tage mig sammen og forsøge at åbne mig op for disse underlige turbanklædte langskæggede, men "lukkede" mænd. Og metoden jeg brugte var selvfølgelig den samme jeg havde brugt hver gang tidligere, hvor jeg stod overfor en "fremmed" gruppe, som jeg nærede fremmedangst overfor. Min taxatur var kun et kort stykke op gennem Manhattan, så hvert minut måtte bruges intenst. Jeg begyndte nu i mit indre at sende ham alle de kærlige tanker, jeg kunne mønstre, og at stille det ene interesserede spørgsmål efter det andet. Denne ældre mand var mindst ligeså lukket og næsten fjendtlig først, som de fleste opfatter de hasidiske jøder, men langsomt fik jeg ham varmet op. Og da jeg kom til spørgsmålet: "Hvor ligger egentlig jeres tempel her på Manhattan? Jeg har aldrig set det," svarede han pludselig: "Jamen, det tempel jeg tilhører ligger helt ude ved JFK-lufthavnen. Har du lyst til at se det?"

Nu var gode råd dyre. Jeg havde virkelig travlt med at komme til et møde med et filmselskab, som skulle bruge mine billeder i en ny Hollywoodfilm, men dette var en chance jeg nok ikke fik igen. Mødet kunne jeg sagtens flytte uden tab af indtægt, da filmen absolut skulle bruge mine billeder, men her fik jeg et uimodståeligt tilbud fra en taxachauffør, der var villig til at opgive 6 timers indtægt for den taxa, han må leje hver dag, for i stedet at køre mig i templet resten af dagen. Allerede her opdagede jeg hvor naiv og direkte racistisk jeg i tankerne havde været overfor en minoritet, som der skulle så lidt anstrengelse til for at åbne op og komme på talefod med. Som med alle tidligere minoriteter opdagede jeg hvordan han øjeblikkelig greb den sjældne udstrakte hånd fra "undertrykkeren" og derefter ville gøre alt hvad der var i hans magt for denne. Men ikke nok med at han straks slog taxametret fra for i uhyre tæt trafik at køre mig fra Manhattan en hel times kørsel ud i den anden ende af Brooklyn. Nej, undervejs sagde han pludselig: "Har du fået noget at spise?" Hvorefter han endnu engang vendte taxaen for at køre mig den stik modsatte vej op til sit hjem i det nordlige Queens. Han ville absolut have at jeg mødte hans børn som "taler bedre engelsk end jeg." I det pæne integrerede parcelhuskvarter (idet de hvide amerikanere jo tager pænt imod deres pjaltede indvandrere) måtte jeg straks tage sko og strømper af, som man jo gør det i sikhhjem, inden hans tilhyllede kone (thi sikherne tildækker jo modsat muslimerne både deres mænd og kvinder af religiøs ærbødighed) ivrigt gav sig i lag med at lave et helt måltid mad til mig.

Mens jeg ventede kom børnene hjem fra skole og jeg spurgte dem om de havde nogen hvide kammerater. "Ja, da, alle vore kammerater er da hvide. De konkurrerer alle sammen om at sidde ved siden af os i skolen." Det ses i USA åbenbart som spændende og "fedt" at sidde ved siden af sådanne eksotiske tilhyllede små piger mens jeg måtte erkende at danske børn opdrages til lige modsat at undgå og derefter endog at tale dårligt om indvandrere – altså på samme måde som de amerikanske børn opdrages til racistiske følelser overfor de sorte. Alt dette vidste jeg selvfølgelig allerede, men det gav mig alligevel skyldfølelse at erkende at jeg kun to timer tidligere havde opført mig ligeså undertrykkende overfor sikherne som de hvide overfor de sorte i min indre tænkning. Alligevel insisterede disse førstegenerations sikhere på at leve i en slags parallelkultur – på at deres børn så indisk fjernsyn i hjemmet og fastholdt alle sikhernes traditioner. Dette gav dem en indre styrke, som bl.a. viste sig ved at en del af de unge sikhere var begyndt for første gang i 500 år at smide deres tildækning. Altså gennem den kærlige beundring de nyder fra amerikanerne for deres multikulturelle særpræg får de frihed til langsomt at assimilere sig. Danskernes håbløse diktatoriske krav om at "blive som os og skik følge eller land fly" har derimod den modsatte virkning – at vore indvandrere lukker sig i multikulturelle samfund og ghettoer, som aldrig bliver assimilerede, aldrig bliver rigtig danske. Efter at have tilbragt et par timer med at spise lækker indisk mad med familien, gav faderen, Lakwinde Singh, derpå den ældste søn besked på at køre taxaen ind og aflevere den i taxafirmaet på Manhattan mens han selv i familiens bil kørte mig en time mod syd til templet. Og her gentog hele ceremonien sig. For efter at have smidt sko og strømper og bedt sammen med ca. hundrede sikher i templet blev jeg sat på ræd og mange rækker sammen med ca. 60 af disse langskæggede ældre mænd og enkelte kvinder, hvorefter et hel hold gik rundt og øste de lækreste retter op. Dog så vidt jeg kunne se næsten nøjagtig de samme retter som vi lige havde nydt i hjemmet, hvoraf jeg kunne se at denne 4-5 timers tur op i Queens handlede om alt muligt andet end blot at stille min sult. Den lange omvej var blot et forsøg på at vise den taknemmelig, som jeg altid møder når jeg gør mig lidt anstrengelser for at tænke lidt kærligere om andre, for at åbne mig op for deres verden. Når man gang på gang opdager hvor meget man selv får ud af det (Lakwinde ofrede som sagt en hel dagløn på mig), fatter man ikke hvorfor de fleste danskere gør lige det modsatte overfor muslimerne ……eller at de fleste amerikanere gør det overfor de sorte og mexicanerne.


I hvor høj grad vi snyder os selv fik jeg et fint eksempel på i marts måned. Jeg har fortalt jer en del om "alle de muslimske skønheder" der dumpede ned i mit skød efter at jeg besluttede mig til at åbne mig op for muslimerne. Nu skulle kaliffen for den moske jeg føler mig mest knyttet til, nemlig ahmadiyyaernes i Hvidovre, komme til Danmark. Han er overhovedet for 200 millioner ahmadiyyaer i hele verden, så for disse var det som for os at få paven på besøg. Ikke mindst fordi kalif Hadhrat Mirza Masroor Ahmad går klædt næsten som en pave med en kæmpemæssig kalot på hovedet. Der blev indkaldt til mange store møder med ham og imamen for Nusrat moskeen og efter det største møde med pressen skulle festmåltidet med ham indtages. Men hvem havde man udvalgt til at repræsentere moskeen til denne middag i byens fineste hotel? Ingen mindre end mig – udelukkende i kraft af at jeg 5 år tidligere havde forsøgt mig med den samme positive tænkning overfor muslimerne som lige havde landet mig i et lille sikh-himmerige i New York.

Således kom jeg alene sammen med Rikke Hvilshøj til at sidde til bords med selveste "paven" og hans ledsagere – en udsøgt fornøjelse bortset fra at sidde ved siden af Rikke, som talte i vest når han talte i øst og som jeg ustandselig måtte redde i land, når hun snakkede sekulært volapyk om at "integrere ahmadiyyaerne" – som jo allerede er de mest integrerede og veluddannede af alle vore muslimer - mens han snakkede om at fastholde dem i deres religiøse overbevisning osv. Aldrig har jeg følt så stærkt hvor orwellisk vort sprog er blevet når vi kan kalde en de facto udsmidningsminister for integrationsminister.

Men tankeløs var jeg også selv da jeg efter dette himmelske måltid trådte ned på jorden til de almindelige dødelige i et tilstødende lokale og der trak min kone hen for at hilse på min nye ven, kaliffen. Som den eneste af alle kvinderne – thi selv Sherin havde ærbødigt taget tørklæde på denne dag og holdt sig pænt tilbage sammen med alle mine højtuddannede, men nu tildækkede ahmadiyya-veninder – rakte min kone hånden frem, hvilket fik kaliffen til at stivne som en støtte.

Først senere hviskede han til mig: "Ved du ikke at jeg ikke kan give kvinder hånden?" For godt nok hører denne blandt muslimerne undertrykte minoritet til vore bedst integrerede, men når selveste paven møder frem, ja så følger pavers reglementer om en vis kønsadskillelse ligesom vore integrerede jøder kræver det i synagogen i Krystalgade, hvor alt skal fortsætte "som vi gjorde det i gamle dage."


Denne måde at sælge anti-racisme på - altså at appellere til egoismen i os alle: "se hvad I får ud af det, I kommer til middag med paven eller Rikke Hvilshøj (hvem I nu foretrækker)" – var jeg i det sidste år slået mere og mere ind på. Modsat hvad jeg oplever blandt amerikanerne virker den gamle måde ikke rigtig på danskerne med dens: "se hvad I gør mod dem, som I ghettoiserer, I gør dem magtesløse, selvdestruktive, voldelige, hadefulde i sproget, kriminelle, terrorister osv." Disse følgevirkninger af vores racisme får nemlig blot danskerne til at tænke endnu mere racistisk overfor deres ofre. Mens jeg kan appellere til det gode – eller til den kristne næstekærlighed – i amerikanerne, må jeg altså appellere til det egoistiske i danskerne for at få mit budskab igennem. Sidstnævnte metode bruger jeg dog omvendt med fordel overfor amerikanerne når jeg snakker om fattigdom (undertrykkelsen "classism"): "Se hvor mange penge I kan spare/tjene ved at have en velfærdsstat ligesom danskerne. I får så mange penge til overs at I ligesom dem kan rejse jorden rundt på ferie."

Fortsættes i 2. del
 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside