Jacob Holdt: Mine breve


Brev til Kitte Fennestad

fra San Fransisco 1982-07-01


 

Kontekst:
Vores nye film "Amerikanske Billeder" havde været en kæmpesucces i San Francisco Festivalen i efteråret 1981. Derfor besluttede vi i arbejdskollektivet at oprette vores første faste teater for Am. Bill.  i SF magen til hovedkvarteret vi havde i Købmagergade i Kbh. Vi havde i årevis set frem til en lignende succes i USA som i Europa og havde i troen på den brugt alle vores penge på filmen og lige sendt indtægten på en kvart million kr fra filmsalget til Channel Four til Afrika.

Derfor ankom vi fuldstændig tomhændede og endte til vores store chock alle 9 straks i yderste fattigdom - alle boende sammen i et rum i en baggårdsgarage her på 47 Clarion Alley i det fattige Mission distrikt.
Klageråbet herunder skrev jeg til Kitte Fennestad, som havde lavet layout og design på både bogen og filmen og hele januar samme år havde blaffet 8000 km med rundt i Afrika for at finde projekter vi kunne støtte med vores Afrikafond.
En tur der blev afbrudt i utide da Howie og Tony sendte hastebud efter mig fra SF, hvor de allerede var kommet i pengenød med diasshowet.

Jeg havde lovet Kitte guld og grønne skove i USA når først showet og filmen slog igennem, så det var svært for mig at fortælle hende om den sørgelige virkelig i dette brev, som blev afbrudt mange gange under skrivningen.
(Til videre orientering: Hele gruppen gik i opløsning efter et år, men den jødiske ildsjæl Amanda Berger troede på showet og fik det siden fra det ny hovedsæde i New York banket op til den succes det siden fik gennem i 30 år i universiterne - desværre dog kun med mig selv og senere Tony Harris som eneste tilbageværende foredragsholdere.)

 

For sammenligningens skyld her med samme sidetal
som det originale brev, som kan ses her

 

Kære Kitte,                                                                      San Francisco  juli 1982 

Virkelig tak for dit fødselsdagsbrev. Jeg ved ikke, hvordan du bærer dig ad med at huske sådan noget. De eneste fødselsdage, jeg magter at huske er Martin Luther Kings og Dronning Margrethes og de er så dejligt behagelige at huske, da jeg ikke behøver at sende dem noget. Men det beviste endnu engang for mig at jeg må betyde noget specielt for dig. Tequila-sunrisen, som du skrev du ville gi’ mig, har jeg endnu ikke fået købt, men vil også hellere have den til gode, så vi kan drikke den sammen i København.

Dit brev gjorde mig ikke mindst glad fordi det (bortset fra et enkelt "Påskebrev til de ældre" fra min far) er det eneste brev, jeg har fået fra nogen derhjemme i det halve år, jeg har været herovre – ja i det år, der næsten er gået siden jeg for alvor forlod Danmark. Ikke engang et fanbrev er der kommet i al den tid hjemmefra. Jeg ved godt, jeg ikke selv har været god til skrive, men man bliver heller ikke inspireret til det, når man føler, alle har glemt en.

Lad mig først lige sige, hvor jeg er ked af, at det har taget så lang tid for mig at svare på dit brev - for slet ikke at snakke om uopfordret at skrive brev. Grunden til mit fravær har bl.a. været, at jeg ikke blot villa sende dig et postkort, og derfor blev ved med at skyde det hen, da jeg midt i al vores arbejde her ikke kunne afse tid til at skrive så langt et brev, som jeg ønskede.

Når jeg netop i dag har taget mig sammen, er det af to grunde. Fordi Howie (Pinderhughes, sort am. ansat i Am. Billeder) i går kom tilbage fra sin to måneders ferie og familie-komsammen i Boston og derfor nu kan overtage det job, jeg sammen med Vibeke fuldstændig alene har måttet klare faktisk lige siden dit fødselsdagsbrev til mig. Den anden grund er den at jeg igen i dag fik brev fra Tony (Harris, sort am. ansat i Am. Billeder) (vi har pt. en serie af de der skæld-ud-breve til hinanden af de der du ved), hvor han nævnede at han havde snakket med dig og at du lod til at være skuffet over vores Afrikatur og over endnu ikke at have fået penge for dit arbejde. Det kommer jeg tilbage til senere.

I sidste uge sendte jeg en pressemeddelelse hjem til alle aviserne i København om at vi har åbnet et teater herovre i håb om at de ville skrive en lille historie om det, men føler den stigende kløft mellem det, der i en sådan avishistorie lyder som en succes, og det, som vi alle i uhyggelig eskalerende grad må begynde at erkende blot er en myte eller illusion, som vi des­perat bliver ved med at klynge os til fordi vi ikke tør se i øjnene, at så stor en del af vores liv har været fejldisponeret.

Aldrig før har denne såkaldte succes kastet os ud i så dybe depressioner og selvransagelse som nu med mødet med det, vi altid gik og så frem til som "The Golden Land".

 2.

Lige siden det sidste "massebrev" til forældre og venner har jeg drømt om at skrive et bunkebrev om, hvad der virkelig er sket herovre, men hidtil har jeg simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Du er den eneste derhjemme, der ser ud til at være min virkelige ven (i hvert fald hvis man skal måle venskab efter antallet af breve, jeg modtager) og du har emotionelt og arbejdsmæssigt nok satset mere end nogen anden på at Amerikanske Billeder skulle blive en succes.  Det sidste gør det ekstra svært netop overfor dig at skulle indrømme at vi tog fejl.

Vi synker længere og længere ned i et morads, der er umuligt at komme ud af - en ond cirkel, der minder om alle dem i showet. Uden penge ingen reklame og uden reklame ingen folk. Og uden publikum ingen penge til at betale husleje og uden bus intet sted at vise showet. Og fra Danmark kan vi ingen penge få. Det hele er blot vanvittigt deprimerende.

Det jeg mest havde tænkt mig at skrive i det brev - og som jeg nu også forstod på Tony at du har problemer med - var vores Afrikatur (i januar 1982), som jeg på en eller anden måde føler at jeg missede.

Først og fremmest tror jeg at jeg simpelthen på det tidspunkt havde rejst for meget, og for det andet var det røvsygt af mig at have så travlt med at komme tilbage. Det sidste var først og fremmest fordi jeg ikke havde set Vibeke (min samleverske og mor til vores søn) i så lang tid og derfor havde mest lyst til at komme hjem og være sammen med hende og Flim (vores 2-årige søn Daniel). Ligeledes var jeg stadig overvældet af den succes, vi tilsyneladende havde haft i San Francisco filmfestivalen, og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme tilbage og starte showet op mens dønningerne efter succesen endnu rullede i byen. Under alle omstændigheder var jeg på en eller anden måde ikke med i Afrika, og det hele virkede fjernt og uvedkommende. Noget som jeg følte at jeg ikke rigtig kunne nå at leve mig ind i på så kort tid - og derfor ligeså godt kunne få overstået så hurtigt som muligt.

Nu hvor alt er gået i stykker lige siden, kan jeg ikke andet end ærgre mig over, at den tur i den grad gik hen over hovedet på mig. Ikke mindst fordi jeg muligvis kunne have skrevet eller fotograferet et eller andet, som kunne have givet lidt penge, hvilket i høj grad ville være ønskeligt lige nu. Men også fordi jeg derved kom til at sjofle dine chancer for at lave noget, som jeg kan forstå på dit brev at du også kunne have haft brug for at sælge. Jeg ved ikke, om man kan bebrejde sig selv for ikke at være inspireret - ikke "at være med" eller at rejse uden hoved, men jeg kan i hvert fald ikke andet end ærgre mig over at det var tilfældet. Ikke mindst nu, hvor der er så meget, der tyder på at jeg snart må finde på noget andet at give mig til, hvis jeg skal overleve. Vibeke mener, at jeg ville kunne blive en slags freelance fotograf og der ville Afrika jo have været en god prøveklud for mig til at finde ud af, om jeg overhovedet har evner i den retning.

3.

Jeg mener for at vade lige ind i en anden kultur og hurtigt tage nogle billeder med støtte fra legater og stipendier og så lave en slags "Kvinder i Cuba" bog e. lign.  Tror du, at jeg har evner for det? For i så fald ville du jo være den rette at arbejde sammen med. Jeg frygter bare dybest nede - i så høj grad at det sikkert vil lamme mig - at jeg aldrig vil egne mig til noget sådant, at jeg ikke har det intellektuelle vid, der skal til for at kunne sælge sådanne ting - hvis man overhovedet kan sælge sådanne ting i disse depressionstider. Når det kommer til den form for kreativitet lider jeg simpelthen af en svimlende mangel på selvtillid - ja endog, tror jeg, af en slags skyldfølelse over som en vestjysk bondeknold at være stumlet ind i en succes, som jeg aldrig selv forstod og som jeg i hvert fald ikke fortjente. Den sidste følelse var det ikke mindst samværet med Københavnske intellektuelle som Per Kofod (min forlægger) og Ebbe Preisler (instruktøren som startede filmen, som vi senere overtog i Afrika-fonden), der gav mig – hvad enten det var bevidst eller ubevidst fra deres side.  Men det værste er nok, tror jeg, at Amerikanske Billeder (hvormed jeg mener det hele tiden at have folks opmærksomhed rettet imod sig) har gjort mig blind overfor de lidelser og tendenser omkring mig, som jeg måske tidligere havde en evne for at kunne se og registrere. I den forstand er jeg simpelthen brændt ud som fotograf og forfatter. Når Vibeke foreslår mig at skifte hest er det uden tvivl angsten for ikke at kunne leve op til nogle forventninger, der afholder mig fra at gøre det, for jeg kan ikke sige at jeg er særlig glad for "Amerikanske Billeder" mere. Det er simpelt­hen blevet for surt og for hårdt i forhold til resultaterne.

Nogle dage senere….

4

Og nogle gange spørger man sig selv, om det overhovedet er værd at skifte hest. Jeg mener, selv om jeg fik mig en uddannelse kunne jeg sikkert i min alder alligevel ikke finde job.

Forleden snakkede jeg med en virkelig tiltalende sagfører, der fortalte mig at han i to år har prøvet at finde job og har søgt på over 75 stillinger. I de heldigste tilfælde kom han i betragtning mellem de bedste 20 ansøgere. Her går man og tror, at hvis man var sagfører, ville man ingen problemer have. Alligevel bli’r man bitter, når man vader op og ned ad gader og stræder i San Fransisco for at klistre plakater op på lygtepæle - dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned - (og der stadigvæk kun kommer ca. 14 mennesker per forestilling) - så at se alle de fancy velstillede folk, der trods alt er, stige ind og ud af dyre biler til restauranter og teatre.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde meget klassehad tilbage efter at have levet så relativt et luksuriøst liv i København de sidste fem år, - men sandelig om ikke mange af de gamle vagabondfølelser nu dukker op igen. Jeg begynder at erkende, at jeg aldrig har været så fattig før. Dengang jeg var vagabond blev jeg da i det mindste adskillige gange om ugen inviteret på restaurant. Nu har vi overhovedet ikke råd til noget sådant mere. Vi havde faktisk ikke været ude at spise siden vi var sammen med Søren i Los Angeles i March for min Århus-studerende lillebror Steen kom herover og inviterede os ud et par gange til morgenmad. (Du ved fra vores tur, hvor jeg elsker disse amerikanske plastikrestauranter, som hvis ikke dollaren var røget så vanvittigt meget op, stadig kun koster danske cafeteriapriser).

Torsdag aften: Ja, så fik jeg lige igen en nedtur. Gik ned for at starte showet - og kun 3 mennesker kom. De bad selv om at få lov at se det en anden dag. Normalt er vi nødt til at vise showet selv når kun en kommer, da vi simpelthen har brug for hver en penny, der kommer ind. Hver gang, der er over 10 stiger vores humør og når der kommer 16 danser vi slet og ret rundt på gulvet af fryd. I vores luksus år i Købmagergade kunne vi normalt tillade os at sende folk hjem, når der kom kun 16. Her skal der 16 til blot for at betale huslejen, som er på 12.000 kr. pr måned, et vanvittigt beløb, men det billigste sted vi kunne finde i byen. Og så var det ikke andet end en træ-shack, da vi overtog det, hvor det regnede og dryppede ind overalt. Nu ser det dog ganske pænt ud. Det værste ved det er, at det er i den fattigste del af byen, hvor ingen tør at komme. I de bedre dele af byen var de billigste huslejer over dobbelt så store. Det hele er blot en stor ond cirkel, som lammer os alle i depressioner hele tiden. Vi havde regnet ud, at hvis der ville komme 28 pr. show, kunne vi få det til at løbe rundt og tilmed få en løn på 800 dollars til en person (hvilket er minimumslønnen). Med vores erfaringer i Europa tænkte vi, at det kunne vi sagtens klare. Nu har vi kørt det i over to måneder og vi venter endnu på at få blot en eneste aften, hvor der vil komme 28.

5

Lørdag morgen: Nå, nu er der gået endnu et par dage. Det er svært at få tid til at skrive, da vi simpelthen hele tiden må arbejde som gale for at forsøge at bringe publikum hertil. I går fredag aften, kom der 6 mennesker. Så det var endnu en deprimerende aften - og tilmed havde jeg ikke sovet hele natten til fredag spekulerende som en gal på, hvordan showet og filmen kan laves om for at tiltrække et bredere publikum. Herom senere. Men et lyspunkt var der dog i går aftes. Jeg var så deprimeret, at den tale, jeg normalt holder til publikum før forestillingen, hvor jeg siger til dem, at de skal give os penge, hvis de synes at denne forestilling skal blive i Amerika, hvis ikke vi skal tage tilbage til Europa, hvor der er flere penge at hente for os - og at jeg selv og mit barn sulter osv. (hvilket ikke er helt løgn, da han ofte ikke får andet end brød). - (jeg ved ikke om du kan forestille dig, hvor deprimerende det er at stå aften efter aften på den måde og måtte tigge penge af publikum for at vi blot kan overleve).

Nå, men i går aftes gav det dog bonus. Der var ikke gået 20 minutter ind i førstedelen før en sort professor kom ud i projektorrummet og hev 30 $ op af lommen - og derved fordoblede aftenens indtægt. Så i pausen kom en sort kvinde, medlem af San Franciscos skolebestyrelse, ud med en check på 25 $ og alle de andre købte hver plakater. Men så for at sætte prikken over i’et: da der var gået 20 minutter ind i anden del og museumsscenen lige var vist, kom så professoren ud igen med en check på ikke mindre end 300 $. Så kan det nok være at aftenen var reddet. Amerikanerne er gode til at give donations - og uden sådanne var vi simpelthen gået dobbeltfallit for måneder siden. Men en så stor en som i går er dog usædvanlig.

Men lad mig fortælle dig, hvad der virkeligt deprimerer mig med hensyn til vores fremtid. Jeg snakkede om onde cirkler før, og det forekommer mig efterhånden at der ikke er andet end onde cirkler for os. For det første har vi tegnet os til en 3-årig lejekontrakt i et sted i byen, som det viser sig folk ikke tør komme til. Vi er nødt til at køre showet hver eneste dag i et Sisyfos-forsøg på at skrabe de 12.000 kr. sammen hver måned plus hvad dertil kommer af telefon, bil, gas og elektricitet osv. Men der er ikke en øre til overs til reklamer og lige gyldigt hvilken succes, man har i USA, kommer man ingen vegne uden reklamer. Derfor bliver vi ved med måned efter måned at køre for disse små publikums ude af stand til at komme ud af hullet - desperat håbende på at en eller anden deus ex machina skal komme og redde os på en eller anden måde.

Allerede den første måned vi var i San Fransisco havde vi brugt alle vores opsparede penge. Vibekes far havde givet hende 2000 kr., som gik på en måned til at bespise alle med. Lige siden har vi prøvet at få hjælp fra Købmagergade, men der er kassen også tom. Vi boede alle 9 hos Lawrence Andrews - en sort fyr, som jeg havde troet ville være fin til at køre showet i S.F. i fremtiden. Vi havde fortalt ham, at vi alle normalt arbejdede for lommepenge, men han sagde at det var mere rimeligt at få en

6

regulær løn og krævede at få sin husleje betalt mens vi var der, hvilket vi indvilgede i, da den kun var på 4000 kr. om måneden. Vi betalte også telefon, lys osv. Det viste sig siden at det var vores økonomisk bedste måneder i San Fransisco, hvor vi tjente ca. 80.000 (hvilket dog alt sammen gik op i udgifter). Vi selv fik en 1øn hver på 20 dollars om ugen (160 kr.), som dog i købekraft er langt mindre end i Danmark. Da der var gået tre måneder og Lawrence begyndte at indse, at det ikke var andet end hårdt arbejde med konstant plakatopsætning og at det aldrig ville blive til den succes, han ligesom jeg havde troet, da han i oktober så filmen i filmfestivalen for 1400 jublende tilskuere, begyndte han mere og mere at trække sig ud og kræve løn for de 3-4 måneder, han havde arbejdet for fondet. Vi følte at vi blev nødt til at give ham noget og tilbød ham 600 $ til hjælp til at komme til Trinidad, som han havde drømt om i 10 år at få råd til at besøge igen. Vibeke og de andre rasede over hans uforskammethed, når vi havde sat alle vores opsparede midler til for at komme hertil - at han så skulle være den eneste, der fik noget ud af de 3 måneders arbejde. Så begyndte han at snakke om, at han ville lave retssag hvis ikke han fik mindst 1000 $. Til sidst blev vi nødt til at give ham det, da vi mente det var klogest ikke at støde ham med den magt han havde især i de sorte medier. Vi havde simpelthen ikke råd til dårlig presse.

Vi flyttede så alle ud af hans hus, hvor vi havde boet Howie, Tonie, Vibeke Anita, Ingrid, Flim og jeg i tre måneder i et rum i noget der nærmest lignede en baggårdsgarage. Det var i hvert fald for meget for Søren (B. Henriksen, vores sagfører, senere direktør for Dansk Handel), som flygtede efter et par dage. Uden at lave noget af det sagførerarbejde, vi havde regnet med han ville hjælpe os med. Vi blev lidt skuffede over hans manglende idealisme, nu hvor han trods alt har levet ret godt af Amerikanske Billeder, at han så ikke også ville dele vores trange kår. Tværtimod kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ned og bo hos en luksusmillionær i Los Angeles, der lavede F 14 krigsfly.

Nå, derefter blev Lawrence sur og kidnappede hele vores show og sagde vi kun kunne få det igen, hvis vi underskrev en kontrakt på at han skulle have 3000 dollars for sit arbejde. Det var fuldstændig vanvittigt, når vi kun havde 700 dollars i banken, ingenting havde at spise, intet sted at bo og i øvrigt skulle stable 5000 dollars på benene på en måned for at kunne få vores teater. Da vi havde et show næste aften i Berkeley, var vi nødt til at bruge politiet for at få udstyret udleveret. Det gjorde selvfølgelig Lawrence endnu mere bitter, og mandag morgen gik han så i banken og hævede alt, hvad vi havde på vores konto. Vi har ikke været i stand til at få pengene igen, da han som sagt truede med at bruge sin indflydelse i aviserne. Han krævede tilmed at vi skulle betale hans telefon­regning på 200 dollars. Det kunne vi selvfølgelig ikke, da vi ikke havde en øre. Hvorefter han gik til pressen, ringede til radiostationer, Tv-stationer, byens sorte intellektuelle osv.

7

og fortalte på sin intelligente, velformulerede måde om, hvordan American Pictures havde udnyttet ham, havde taget alle hans penge osv. osv. Det korte af det lange var: Et halvt års arbejde var spildt. 5000 havde næsten set showet i byen, men vi stod tilbage uden en øre, uden noget sted at bo, med et dårligt rygte i mange af medierne - og havde brugt alle vores personlige formuer på at komme hertil, så vi ikke engang havde råd til at tage herfra. På det tidspunkt havde Tony allerede måttet tage arbejde for at overleve. Senere måtte også Howie tage arbejde og da Anita og Ingrid tog afsted, stod Vibeke og jeg alene tilbage med showet. Vi fandt et sted, hvor vi kunne vise det 19 aftener i træk, hvorved vi var i stand til at skrabe nok sammen til depositum på teatret. Men jeg måtte nu arbejde fuldtid med showet, hvorfor jeg ikke kunne arbejde med bogen som planlagt, hvorved den igen er blevet udskudt et halvt til et helt år. Og så længe den ikke er ude, er det som som bekendt enormt svært at organisere showet, som ingen i landet kender osv. osv. Den onde cirkel. Samtidig måtte vi alle flytte konstant rundt til sympatisører. Vibeke, Flim og jeg flyttede ca. en gang om ugen ind hos nye folk med en skrigende unge - uden selv at kunne betale for maden, vi spiste hos dem. Men folk har været enormt hjælpsomme og ofte bragt os mad under showet eller givet donation på 50 dollars og ind imellem 100 dollars. Vi søgte i over et halvt år om at få hjælp fra Købmagergade, men der er de åbenbart selv på fallittens rand. Den onde cirkel fortsætter nemlig. Vi har taget det ene show herover, hvorfor Købmagergade mister en fjerdedel af sine showindtægter, som i forvejen var stærkt dalende det sidste år med stramningen i alle skoler. Men vi er ikke i stand til at betale noget tilbage til Danmark for lånet af udstyret, og hvis vi skal have en chance for at bryde igennem herovre (hvilket ser fjernere og fjernere ud), så er vi nødt til at få endnu et udstyr hertil til brug udenfor teatret i skoler etc. Disse skærer også ned herovre og pga. showets natur er det i det hele taget næsten umuligt at få ind i skolerne (derom senere). Nu er der så kun David og Jerry tilbage med shows i Europa. Jerry kan næsten ikke organisere flere shows i Tyskland og lever vist kun af Østrig pt., så David må alene mand skrabe sammen til huslejen i Købmagergade. Der er jo næsten ingen indtægter fra bogen mere. Det havde vi jo så håbet at filmen kunne veje op for, men som du sikkert har hørt, er den jo blevet en af de største fiaskoer, filmhorisonten endnu har udvist derhjemme. Vi fik en check på 8.000 kr. fra Daninafilm (filmens distributør i Danmark) for det halve år, den har kørt, hvilket er det samme, som vi før i tiden fik for 3 shows. Og filmen kostede jo fondet over en million, som vi nu ser ud til at skulle hæfte for til evig tid hos skattevæsnet. Det lykkedes os dog at sælge den til britisk TV for over 400.000, men vi har kun modtaget første rate, som jo som bekendt skulle sendes lige til Zimbabwe.

Og nu hører vi fra filmfolk i San Fransisco, at Channel 4 måske er ved at gå fallit, fordi de købte fuldstændig vildt ind under

8

London Filmfestivalen, så at vi muligvis ikke får de næste 2 rater på 150.000 kr. hver, som vist for størstedelens vedkommende også tilhører skattevæsnet/Zimbabwe. Og hvad der i øjeblikket er ligeså deprimerende er, at Søren så vidt jeg ved lavede en brøler med kontrakten, som siger at Channel 4 har ret til at beholde den eneste engelske filmkopi, vi har, som koster over 60.000 kr. Den onde cirkel fortsætter, for vi har ikke en øre til at lave en ny kopi for, og uden en engelsk kopi kan vi ikke præsentere filmen til evt. udlejere eller ved festi­valer, og den kan ikke køre i Sverige, hvor det var meningen den skulle køre, da de ikke i Sverige har råd til at lave en svensk kopi (og på engelsk vil den som bekendt ikke køre mere end højest 8000 kr. ind i Sverige). Herovre blev filmen, som du sikkert har hørt fra Søren, rakket ned i alle blade til filmfestivalen i Los Angeles, selvom den fra en stor del af publikum var en succes. I hvert fald er der ingen af de distributører, vi hidtil har snakket med, der overhovedet vil røre filmen, som de mener, kun vil have et marked i intellektuelle byer som San Fransisco, New York og Boston. Og S.F. er allerede dødt område på grund af showet. Rent bortset fra at ingen distributør gir filmproducenten mere end højest 20 % af hvad den spiller ind, og de fleste af dem har ry for aldrig at betale en øre til deres producenter. Jeg snakkede med en film­instruktør forleden, som sagde at han i to år ikke har set en øre for sin film "Gates of Heaven", som er gået med stor succes, fra distributøren "New Yorker Film", som er en af de mest anerkendte udlejere. Alle er dog enige om at først og fremmest 1ængden af filmen gør, at A.B. aldrig vil have en chance i Amerika bortset fra nogle enkelte universiteter. Og i alle andre lande har det som bekendt været umuligt at sælge den. Så det er nok den største fejltagelse A.B. nogen sinde har begået. Jeg skal her indrømme at jeg selv har været meget med til at begå den. Ebbe Preisler sagde jo at filmen ikke skulle være 1ængere end 3 timer, hvilket vi nu alle kan se var rigtigt fra en salgsvinkel. Men på det tidspunkt var jeg jo mere interesseret i at få det sagt, jeg ønskede at sige. Nu, hvor jeg står med en tom mave, er det utroligt som jeg pludselig kan skære i 1ængden for at gøre det så behageligt for publikum som muligt. Men selv om jeg skar hele filmen ned til 2 timer, er jeg dog blevet klar over at den alligevel ikke ville blive noget hit i Amerika. Så også med hensyn til Ebbe Preisler kan vi nu se, at vi har dummet os. Hvis ikke der havde været den mistillid til ham pga. regnskaberne, skulle vi have beholdt ham i filmen, da han så aldrig ville have fået en øre ud af den. Hvis han skulle have haft sine 25 %, skulle filmen nemlig tjene over 1,2 millioner ind før han ville begynde at se nogle penge samtidig med at vi ville have haft en ekstra arbejdskraft til at sælge den. Det er simpelthen surt for alle os, der gik og arbejdede idealistisk på filmen, at han nu er

9

den eneste, der får nogle penge ud af den. Han som har lavet mindst af alle. Jeg ved ikke helt, hvordan han bli’r betalt, men da der ikke er kommet noget væsentligt ind på filmen, må det jo endnu engang være de folk, der kører shows, der betaler hans penge. (Dog må vi ikke glemme, at det var vigtigt for opnåelse af musikrettigheder osv. at filmen kom over i et non-profit-selskab) Selvom Ebbe uden tvivl ønsker at det skal gå filmen så godt som muligt, kan han i hvert fald ikke andet end glæde sig over, at han fik sit på det tørre, før den tilsyneladende gik nedenom og hjem i sin usælgelige længde.  På den anden side kan du sikkert ikke andet end ærgre dig over at du tog del i filmens risiko i stedet for at få udbetalt en fast arbejdsløn, som vi dengang foreslog.  Selvom vi aldrig blev enige om nogen procent og du dengang i vores bitre skænderi pludselig sagde, at du ikke ville have en øre for arbejdet, accepterede vi dog at du forkastede en direkte arbejdsløn for i stedet sammen med os at dele filmens risiko og få et eller andet ikkedefineret beløb udbetalt, når filmen begyndte at give overskud. (Eller hvordan det nu var: der var vist noget med at Ebbe Preisler definerede noget mystisk noget med at man kunne få penge sideløbende med at Danmarks Radio, Filminstituttet og fondet fik tilbagebetalt deres penge.) Nu er filmen imidlertid blevet en fiasko og både filminstituttet, TV og fondet har mistet store beløb på den, selvom TV dog får ret til at vise den. Og fondet har i mellemtiden mistet alle sine aktiver, så vi kan ikke engang gå tilbage til vores oprindelige tilbud om at give dig en timebaseret arbejdsløn, da showene og bogen knap nok kan skrabe huslejen hjem i Købmagergade. Da jeg i særlig personlig grad har arbejdet sammen med dig og draget udbytte af din dømmekraft (noget de andre vist ikke værdsætter nok, fordi de føler, vi allerede havde et slagkraftigt show og ikke, som jeg, direkte kan se din hånd og ånd i filmen) er det i særlig grad mig det piner, at du ikke har fået nogen penge for filmen - og i mine mest deprimerende stunder heller ikke kan se, hvordan du nogensinde kan kunne få det. Jeg er dog også optimist ind imellem og leger ustandseligt med tanken om, hvordan filmen kan laves om til noget, der kan sælges - eller drømmer, som Tony og Howie og de andre om, at der måske pludselig kommer et geni og opdager os og blæser filmen stort op, så den gi’r en masse penge. Men noget, vi har lært herovre, er, at det hele ikke foregår som i Danmark, hvor vi blot sad og ventede på at telefonen skulle ringe og invitere showet ud her og der og tilbud om bog og film kom fra højre og venstre. Herovre er det lige stik modsat: man kommer ingen vegne uden hele tiden at være aggressiv og pushe på til højre og venstre. Hverken Vibeke, jeg eller Howie og Tony dur til det, men vi har været så heldige at få et par frivillige Susan, Amanda og Pam, som er enormt aggres­sive med at banke på dørene hos folk, ringe, presse på osv., uden hvilket vi for længst var døde af sult herovre. Måske de en dag lige pludselig rammer den rigtige, der kommer til at betyde

10

en afgørende vending for os. Den dag vil du naturligvis ikke være glemt. Og det ved du jo selvfølgelig også. Spørgsmålet er blot, om du kan vente så længe.  Jeg kan forstå på dit brev, at du har virkelig svært ved at skaffe arbejde nok - ma bytte med en cykelreparation for et bogomslag osv. - hvilket sandelig også lyder som en ghettotilstand. Det er simpelthen deprimerende med dine evner, at du på den måde nu må tigge dig frem i tilværelsen. Det er dog ikke helt forbavsende, da det åbenbart er et verdensomspændende fænomen. Herovre ser det sandelig også deprimerende ud på den front.  Den eneste fordel, der er i Danmark som arbejdsløs, er dog at man får en ordentlig understøttelse. Jeg tror aldrig, det i Danmark er gået op for mig rigtig, hvad det vil sige at have sådan et sikkerhedsnet under sig. Herovre, hvor vi nu har kæmpet os til føden fra dag til dag næsten i et halvt år, går det virkeligt op for én, hvad det vil sige ikke at bo i en velfærdsstat. Der er simpelthen intet at hente for os her, når vi ingen penge har - ingen socialhjælp, ingen understøttelse. Det er simpelthen som om en lem pludselig bli’r revet væk under én, når man falder ud af systemet. Jeg snakker om det i showet, men jeg tror aldrig rigtig, det er gået op for mig som nu, hvor jeg står og er ansvarlig overfor Flim. Jeg spekulerer på, om det egentlig gik op for mig dengang jeg boede her sammen med Annie, skønt jeg godt husker, hvordan det var da alle vores penge blev røvet - og alt hvad vi ku få på socialen at leve for i en måned var 7 dollars. Og det var de gode tider før Reagans skærekniv kom i brug. (Jeg er i øvrigt kommet så langt ud at skide, at jeg, som vist alle andre, i mit stille sind håber at det vil lykkes Reagan at få sat økonomien i gang igen, så folk kan få penge mellem hænderne igen og få råd at komme og se showet - og måske endnu vigtigere: få det overskud, som igen gør dem interesserede i de fattiges situation - og dermed også vores show, film, bog osv.). (Jeg mener, før var det vist lidt af en luksusposition at sidde i, at sidde og håbe på at Reagans politik ville fejle, så han ville blive smidt ud om fire år. Nu er man blevet så desperat at man ikke kan vente i så lang tid - og derfor ender med at ønske ham held og lykke med hans specielle måde at få sat økonomien i gang. Kunne jeg i min vildeste fantasi for et år siden have forestillet mig at jeg kun et år efter Cannes ville komme så langt ud. Nej. Det er det, der er så forfærdeligt deprimerende, for indirekte påvirker det hele ens politiske idealisme og filosofi, så man til sidst går på kompromisser med alle sine tidligere idealer.  Som nu, hvor jeg har siddet i flere uger og klippet alle de politiske sætninger, alt om Cuba osv., ud af showet for bedre at kunne "sælge" det. Og når det ikke engang virker, ligger jeg vågen om natten og tænker i nøjagtige sætninger og billeder, hvordan jeg vil lave showet om til en "familieudgave" sådan nærmest i Disney-stil med al politik barberet væk. Ja, jeg siger dig, du kan næppe genkende mig i dag - eller det, jeg står og fedter publikum med for at få deres penge. En tysk

11

pige, som havde set mig med showet i Tyskland, var ved at brække sig over den måde, jeg står og "sælger ud" til amerikanerne på - og sagde til Howie i en samtale, at hun var kommet til at hade mig. Nå, det er nu nok også hendes problem. Amerikanerne er jo også mennesker - og man kommer jo ingen vegne med at ændre dem ved at sige tingene i et sprog, de ikke forstår.

Som f.eks. nøgenbillederne i showet. Alle de nøgenbilleder du og jeg føjede til dem i det gamle show er røget ud herovre. Feministerne og venstrefløjen var simpelthen rasende over sexismen i showet. Også f.eks. den saftige historie om Ed i begyndelsen af showet, som du synes var så vigtig, støder især det sorte bourgoisi og har skabt os mange vigtige fjender blandt de ledende sorte. (Jeg vedlægger en artikel fra et kvindeblad, så du kan se blot en af reaktionerne). Jeg vil her lige i parentes bemærke, at du sikkert kan huske dengang, du var irriteret over at jeg hele tiden spurgte Tony og Howie til råds. Nu er jeg blevet klar over, at vi burde have lyttet mere til dem dengang. Mange af de ting, de hævdede ikke ville du i Amerika, har jeg siden bittert måtte erkende. de havde ret i. Ed-historiens sætning om at "man kan lære mere af en sort prosti­tueret på én nat end af ti universitetsforestillinger" prøvede de forgæves dengang at få mig til at tage ud. Nu har jeg måttet gøre det, men for sent.

Mens jeg var i Afrika havde de flere shows for ledende sorte intellektuelle og Angela Davis, som simpelthen blev rasende over showet. Og vi mener i dag, hvor vi har skåret den og nøgenbilleder ud og sorte reaktioner generelt er bedre, at det ikke mindst var de ting, der fik balancen til at vælte for dem - og derved gøre dem til vore fjender, så f.eks. Angela Davis i dag rejser land og rige rundt og siger dårlige ting om showet. Hun er jo ledende sort feminist. Og på samme måde har jeg sikkert tilføjet for meget intellektuel retorik i anden del for et bredt amerikansk publikum.

En del har jeg kunnet klippe ud, men det bliver aldrig en populær udgave før jeg skriver og om-indtaler det hele igen. Især med filmen. Ingen vil simpelthen røre filmen, som den er. Derfor drømmer jeg om at skrive den helt om og komme hjem ved juletid og klippe den helt om og ned til en mere blid underholdende udgave. Den eneste hæmsko er blot, at vi nu overhovedet ingen penge har til at lave filmen om for - endsige lave en ny engelsk kopi. Hvormed vi vender tilbage til mine onde cirkler (som du vist - som jeg nu kan se er rigtigt - også mente jeg havde for mange af i showet/filmen).

En ny engelsk kopi vil koste ca. 60.000 kr. og hvis jeg laver den, vil det være at acceptere ASA films optiske kopi (som vi forkastede), hvorfor vi også skal betale 50.000 kr. - penge som det vil være os umuligt at skaffe. En distributør kunne måske skaffe dem, men vi kan ikke som sagt finde nogen distributør, da vi ingen film har at vise dem. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi skal komme videre. Og skal man lave en forkortet udgave skal man først have lavet et inter-negativ, som man kan klippe ned. Det kostede noget med 200.000 kr. sidst jeg spurgte i Stockholm.

12

Den eneste måde jeg kan se, vi kan komme videre på, er først at lade en hel masse eksperter, som har set showet, hjælpe med at klippe showet ned i teksten - og så på det grundlag evt. lave en ny indtaling hos Jørgen Thomsen, hvis der er råd til det, eller også hjemme i Købmagergade. Og på det grundlag lave et nyt forkortet show og tage tilbage og vise folk i Amerika - og håbe på at der så er nogen, der på den ene eller anden måde vil investere i det, så at de vil investere i en tilsvarende kopi af filmen. Der er ingen tvivl om, at man kunne lave en visuelt stærk forkortet udgave af filmen ved at tage alle de dårlige billeder ud. Men vi skal stadigvæk ikke regne med at det nogensinde vil give nogen penge.

Film er simpelthen ikke noget, der er penge i udover for dem, der laver STARWARS lige her udenfor byen (som sendte vores gæstebilletter tilbage vist nok fornærmede over, at vi overhovedet kunne tænke på at invitere dem). Jeg har besøgt og mødt nogle af de kendte filminstruktører herovre og er blevet ikke så lidt rystet over at se den fattigdom, de lever i. Små usle lejligheder uden bil, fjernsyn eller andet end den slags møbler, man kan samle op på gaden i de fattige kvarterer.

Først læser man om alle deres succeser i aviserne, deres guld­medaljer ved festivalerne - og tror, at når man bliver inviteret hjem til dem har man endelig fundet den rette connection, som kan hjælpe Amerikanske Billeder til en succes - og så sidder man bagefter hjemme hos dem til den tarveligste spaghettimiddag og må høre på deres bønner om det ikke er muligt for Amerikanske Billeder at investere i deres næste filmprojekt. Med andre ord: de kom med samme forventninger til os, som vi til dem - og troede at Amerikanske Billeder var en succes.
 

Nå, jeg kører vist lidt rundt i det her brev. Nu er det søndag aften. I aften kom der 5 tilskuere, men det har ikke været så nedslående for mig fordi den ene af dem viste sig at være den gamle sorte mand, som for 12 år siden var den første, jeg boede hos her i landet, da jeg kom ned fra Canada og som samtidig var mit første homoseksuelle forhold. Jeg blev så begejstret. at jeg straks begyndte at snakke om dengang i detaljer (han var jo den første. der introducerede mig til vaseline etc.) og på et tidspunkt tror jeg han var bange for at jeg skulle begynde at snakke om det seksuelle foran de andre tilskuere, så han trak sig lige pludselig ud i baglokalet med en bemærkning om at han skulle på toilettet. Det er simpelthen skønt at møde gamle venner til showet.

Nå, men det jeg bl.a. vil sige inden jeg glemmer det midt i alt det jeg har at fortælle (det begynder vist at blive lidt langt, det her brev) var, at hvis du stadig har det så økonomisk dårlig, som jeg fik indtryk af i det sidste brev, kan jeg ikke rigtig se nogen mulig måde at hjælpe dig økonomisk på i øjeblikket (med mindre jeg solgte lejligheden i Købmagergade, men det har jeg virkelig ikke lyst til da det dels ligesom er det eneste, jeg har tilbage fra disse vist nok succesfulde år med Amerikanske Billeder og da det dels, håber jeg, altid vil være et sted, hvor de folk, der har hjulpet os gennem årene kan komme og bo, hvis de pludselig mister alt eller er ude at skide på den ene eller anden måde).

13

Derimod vil jeg sige, at hvis du er arbejdsløs eller deprimeret i en periode og har behov for at komme væk, kunne du jo f.eks. leje din lejlighed ud i et par måneder og komme herover og bo sammen med os. Man skulle jo tro, at de havde penge nok i Købmagergade til en billig fly-tur á la Sørens. Så kunne du være her i vores smukke gamle lejlighed og gå og hygge dig med os (en stor sammenkogt ret håber vi i hvert fald altid, der er råd til at få på bordet, når det forhåbentligt begynder at køre lidt bedre). Eneste problem lige nu er, at vi ikke selv har råd til at bo i vores lejlighed og må leje de fleste værelser ud og selv bo i teatret, men det håber vi ændrer sig fra oktober, hvor vi har booket flere shows i skoler. Du kunne så dels gå rundt og se, om der er nogle steder i den grafiske branche, de kunne bruge dig, og dels evt. hjælpe mig med at koge filmen ned til en "familieudgave", der har chancer for at kunne sælges en dag. Eller du kunne hjælpe mig med at skrive den Afrikaartikel, som jeg endnu ikke har fået tid til af de her nævnte årsager.

Den jeg skrev derhjemme om Danida-folkene har jeg i øvrigt også tøvet med at sende af sted i stigende takt med at det går ned ad bakke herovre - og der ser ud til at blive mere og mere sandsynlighed for at jeg i allerhøjeste grad kan blive afhængig af nye Danida-legater i fremtiden, hvorfor det nok er bedst ikke at provokere dem for meget. Det er også svært at blive inspireret til at skrive den færdig, da problemstillingen deri virker så enormt fjern her i Amerika, hvor man jo overhovedet ikke har sådan en debat om ulandshjælp. Og endelig kunne jeg ikke koge den ned til avisformat - og aner ikke, hvilket blad vil være interesseret i den. Men lad mig høre fra dig om, hvad du mener. Du fik jo 1æst den igennem inden jeg rejste. Og tror du DANIDA vil give mig flere legater, hvis jeg sender den?
 

….. Nå, nu er der igen gået en uges tid... og jeg må se at få det brev færdigt inden det bliver til "Amerikanske Billeder på sengekanten" (eller "på dødslejet" ?). Jeg fik lige i dag brev fra David om at de nu er gået helt fallit i Købmagergade uden en øre tilbage. Jeg var faktisk ikke klar over, at det stod så galt til. Det, der ærgrer mig grænseløst er at vi ikke tjener så mange penge herovre, at vi kunne sende nogen hjem, da det simpelthen ville være en fed tjans lige nu, hvor dollaren er så høj. Jeg glemte i øvrigt at fortælle om yderligere en af de onde cirkler, som driver mig til vanvid. Nemlig den, at for hver gang vi viser showet (for disse 14 mennesker i snit), taber lysbillederne jo noget af deres farve, hvorved vi langsomt er i gang med at grave vores egen grav. For hver dag kan jeg se dem blive blegere og blegere (og de sæt, de kører med i Europa, skulle efter sigende se endnu værre ud). Det er som om de falmer i takt med succesen. Og både i Europa og her er vi nået til det punkt, hvor vi ikke tjener det overskud mere, som kunne bruges til at investere i nye sæt. Sidste gang lavede Jens Jørgen de fem sæt for 80.000 kr., hvilket var så billigt, fordi han ingen arbejdsløn tog og jeg selv sad og hjalp med at putte dem i maskinen i en uges tid. Nu tør jeg overhovedet ikke at spørge ham om at gøre det igen gratis, da han Jo også er ude at skide.

14

Rent bortset fra at vi jo ikke har pengene til at investere i film, som nok vil koste 100.000 nu for fem sæt. Hvis ikke en eller anden redningsmand dukker op, vil vi i løbet af et års tid blive nødt til at lukke "Amerikanske Billeder" overalt fordi vi slet og ret ingen billeder har mere. Men vi er simpelthen nødt til at finde en rig redningsmand. Jeg har regnet lidt på, hvad det vil koste os at komme ud af vores ghetto-tilstand:

Deri er ikke medregnet et ligeså dyrt inter-negativ til brug for en 16 mm udgave, som i USA nok vil være det vigtigste marked (non-theatrical i universiteter).

Med andre ord, noget kunne tyde på at det muligvis slet ikke kan betale sig rent økonomisk at lave mere ved filmen, for der skulle simpelthen en fantastisk reklamekampagne til for at skaffe alle de penge hjem igen. (Og som sagt vil de fleste distributører ikke røre ved filmen pga. af dens emne, som regnes for usælgeligt). Hvis du snakker med Ebbe Preisler, som jo er vores rådgiver på det felt, vil jeg gerne have at du prøver at forhøre dig om hans mening m.h.t. om vi blot skal begrave filmen. Det ville jo heller ikke være dårligt, om du kunne overtale ham til at hjælpe os lidt med at sælge filmen, nu hvor han jo trods alt er den eneste, der overhovedet har tjent noget på den film. Jeg tror såmænd godt at han ville være sød og hjælpe lidt, da pigerne i Købmager­gade jo ikke ser ud til at være særligt effektive til det.

Om ikke andet, så fordi der simpelthen ikke vil være penge til at Ebbe kan få de aftalte rater med mindre det lykkes at sælge filmen til især Tyskland.
 

.... Nå, det var meningen at det her skulle være et personligt brev til dig - og nu bliver det vist ikke andet end en opremsning af alt det, der konstant tynger os. Jeg kan efterhånden ikke huske mere, hvornår jeg startede på det her brev. Det begynder vist også at blive lidt af en dagbog (så jeg må hellere tage en kopi af det til brug for en evt. ny bog en dag). Ak, ja, kunne man dog blot lave nogle hurtige penge på den måde.

15

Hvis du ikke allerede har 1æst dem, inkluderer jeg lige alle de dårlige anmeldelser af filmen, vi fik i ”Filmex” i Hollywood (bag på denne og de næste sider) og som, da de er i professionelle filmblade, har gjort det enormt vanskeligt for os siden at booke showet (og filmen). Du og jeg og mange af vores tilhængere synes selvfølgelig at disse anmeldere har misforstået et og andet, men det nytter jo ikke noget, når det er sådanne folk der sidder på magten. Jeg vedlægger også et af de mange kvinde­angreb, vi har fået især fra venstrefløjen - dette indlæg er i det førende kvindeblad Plexus. Vi har selvfølgelig også fået positive anmeldelser, men for det meste har de ikke været skrevet af folk, som har haft betydning, og har mest været i universi­tetsblade o.lign.
 

Nå, men jeg har også gode nyheder. Vi havde et 4.5 skala jordskælv forleden nat og overlevede. Det kunne ellers have været en god lejlighed for at lukke teatret uden at tabe ansigt og alt for mange penge (vi har jo 3 års kontrakt).
 

Og i går var vi til Jimmy Cliff koncert, som var helt fantastisk. Vibeke blev fuldstændig forelsket i ham. Han var simpelthen så yndefuld, smidig, sexet, atletisk osv., og levede absolut op til det heltebillede jeg for længst havde dannet af ham. Bagefter var jeg oppe og snakke med ham i hans omklædningsrum, hvor jeg fortalte om hvordan vi havde lyttet til hans musik hele tiden mens vi lavede bogen. Howie havde tidligere på ugen snakket med ham for at prøve at få ham til at se showet og han var blevet glad, da han hørte at vi bruger "Brother what a price" i showet og de andre. Mens jeg var der, var det så heldigt at der kom et par lokale sorte rastafarier ind, som havde set showet og snakkede helt vildt til ham om at han skulle se det, så vi håber han kommer. Da jeg viste ham bogen, fandt de i løbet af nul komma nul ud af at den egnede sig bedst til at blande ganja på og rulle joints på. Der var oceaner af mad derinde, så jeg smovsede rigtigt og fyldte skuldertasken med mad til de andre nede i teatret. Jo, det var alle tiders aften og første gang vi har været til koncert siden Stevie Wonder var i Danmark. Steen, som lige blaffede til New York og fik køre­lejlighed tilbage, var også med og har i øvrigt virkeligt nydt det herovre, selvom vi har boet i teatret det meste af tiden, mens han har været her. For tiden har vi også det grønlandske Tukak-teater boende. De har langt mere succes end os og har udsolgte huse overalt.
 

Ja, nu ser det så ud til at en æra er ved at komme til ende. Vibeke har opgivet Amerika og vil nu vende tilbage til Danmark. Det gør mig enormt ked af det, da jeg ikke kan lade være at føle at det giver mig valget mellem Amerika eller en familie - et valg, der er enormt fortvivlet for mig, da du jo ved hvor meget jeg har set frem til at være i Amerika med showet.

Det bliver ekstra fortvivlet af, at der er noget, der tyder på at showet ikke kan klare sig uden mig i Amerika (rent bortset fra, som sagt, at det heller ikke klarer sig særligt godt med mig).

16

Der er således ingen tvivl om at kritikken af det (og især filmen) er langt værre, når jeg ikke selv er til stede. Med andre ord, når jeg er til stede får det det amatørpræg, som gør at folk ligesom kan beundre det for, hvad det er: et amatørværk. Når jeg ikke er tilstede, bliver det løftet op på et professionelt plan, som det ikke kan bære. Jeg kan ikke undlade at føle, at hvis jeg havde været tilstede ved den presseforevisning af filmen i Los Angeles, ville kritikken ikke have været helt så nedsablende. En anden ting er, at man ingen vegne kommer herovre uden at bruge medierne, hvilket vil sige at jeg ustandseligt skal interviewes på de ca. 55 radiostationer og 15 Tv-stationer her i området for at showet bare kan køre rundt. Og kun de færreste af dem ville gide at bruge deres tid på f.eks. at interviewe Howie eller Tony (skønt de for det meste siger mere fornuftige ting end jeg). Så uden mig kan de ikke klare sig med showet. Og hvis jeg vælger i stedet familien i Danmark, vil jeg også i løbet af kort tid være nødt til at vælge et nyt job, for som tingene ser ud nu, vil vi nok ikke derovre kunne tærske langhalm på Amerikanske Billeder meget længere. Jeg bliver jo stadig nødt til på en eller anden måde at skrabe de 79.000 kr. sammen til lejligheden i Købmagergade (selvom Vibeke nu vil bo et andet sted), hvis jeg ikke vil miste den. Det ser ud til at være et virkeligt valg, jeg står overfor. Det er som om alting før i mit liv er gledet, uden at jeg egentlig er blevet nødt til at træffe nogen valg. Der er ikke råd til noget kompromis mere i form af at fare frem og tilbage over Atlanten.
 

Jeg føler ikke, jeg kan leve uden Vibeke og Flim. Det ved jeg med mig selv. Hvis jeg valgte Amer. B. ville jeg være frygtelig deprimeret - og sikkert lidet kreativ i meget lang tid - og sikkert gå resten af livet og ærgre mig over at jeg ofrede min familie pga. af noget, som alligevel havde kørt sin gang og var uden fremtid. Og tanken om at leve sammen med Vibeke og Flim, men uden Amer. B. skræmmer mig også. Især m.h.t. hvad jeg så skal gi’ mig til. Mange arbejdsløse går hurtigt psykisk til grunde - og jeg har ingen anelse om, hvilken form for arbejde jeg kunne få uden uddannelse. Der er også det irriterende ved det, at alle danskere går og tror, at jeg er rig - skønt de fleste jeg kender har haft meget større personlig indtægt selv i de bedste år, vi havde. For et par uger siden var vi inviteret til middag ovre i Berkeley hos en af Vibekes danske veninder, som havde et dansk turistægtepar på besøg af den almindelige folkeskolelærertype, som fortalte om, hvordan de havde brugt 35.000 kr. på at rejse rundt i tre uger herovre. De havde den der sædvanlige danske respekt eller ærefrygt over for nogen, som er kendt (den kender man ikke rigtig herovre) og stillede det sædvanlige spørgsmål: "Hvad bruger du så alle dine penge til?” Jeg var simpelthen lige ved at slå dem i gulvet af raseri. Netop denne middag var den første kødret Flim og jeg havde fået i jeg ved ikke hvor lang tid - og vi nød den i fulde drag og kunne simpelthen ikke klare endnu engang at blive mindet om

17

den enorme kløft, der er imellem den livsstil sådan et frelst dansk 1ærerpar med deres på det tørre har i sammenligning med vores i det sidste år og så det billede, de sidder med af mig i min "succes”.
 

Nå, men vi skal ikke blive for fornærmede på danskere her. De og tyskere udgør mange aftner halvdelen af vores publikum her i San Fransisco. Og jeg tror jeg vil prøve at slutte brevet af med en mere optimistisk tone, for i dag er jeg faktisk ikke så deprimeret - stadig svævende på en sky efter Jimmy Cliff koncerten i går. Så jeg er lige i humør til at lave en eller anden Lindahistorie her til slut. Nå, den kunne du jo ikke lide på grund af familieindholdet. Så måske du heller ikke kan lide min afslutning om familien her.

Jeg glæder mig nemlig mere og mere til at vi alle tre, Vibeke, Flim og jeg, om kun 10 dage skal blaffe gennem sydstaterne til New York og på vejen prøve at besøge mange af mine gamle venner. Jeg tror, at det bliver alle tiders. Vi ta’r en hel måned til det. Steen, som lånte mit blaffeskilt, sagde at det gik helt fantastisk med det, så jeg håber at kombinationen "Touring USA from Denmark" og et barn på armen vil bringe os ind i det ene familiehjem efter det andet. Måske tilbringe et par dage i hvert hjem med god mad og ingen bekymringer og så ud på landevejen til det næste hjem. Sådan håber jeg i hvert fald, det bliver. Og da Steen jo ikke kunne undgå at blive klar over at vi ingen penge havde til turen, har han været så sød uden et ord at ringe hjem til min far for at han skal sende os 200 $ til turen fra hans børneopsparing som tak for at han har boet hos os (lige nu hvor hans kæreste Birgitte er gået fra ham efter 6 års samvær og hvor han derfor havde enormt meget brug for denne tur herover).

Men hvad der er allerbedst af det hele er, at Vibeke har ladet mig beholde Flim herovre, så overgangen ikke vil være så hård for mig. Men også fordi hun selv trænger til en periode uden Flim (og desværre vist nok også uden mig), mens hun gør sin lejlighed i Gernersgade i stand, prøver at finde arbejde (så hun kan sende penge til vuggestuen herovre) og prøver at komme i gang med en uddannelse. Efter at hun er fløjet hjem i slutningen af september, vil jeg så kontakte forlæggere i New York og prøve at få et eller andet forskud, hvis jeg har held med at finde nogen, der vil tage bogen (prisen og emnet afskrækker, men jeg har opdaget at en gammel ven af mig er blevet chef for Random House), og jeg vil selvfølgelig kræve, at de ting, der skal laves om i bogen bliver gjort af dig. Men derom senere. Der er noget, der tyder på at vi ikke kan være for krævende. Det bliver svært nok at finde nogen, der vil tage den.

Nå, men derefter vil jeg så blaffe de 5000 km tilbage til S.F. med Flim og arbejde på bogen og showforkortelsen et par mdr., og så blaffe tilbage til New York omkring juletid, hvor returbilletten til Danmark skal bruges. Det var i de par mdr., du kunne være kommet herover, hvis du er arbejdsløs, men nu kan jeg forstå på brevet fra David i morges at de vist ikke engang har til en sådan flybillet til dig i Købmagergade. De har virkelig problemer.

18

Nå, men i hvert fald, som du kan forstå, kan jeg lige nu ikke se ret meget 1ængere frem end til den tur med familien. Vi er i øvrigt lige flyttet ind i vores egen lejlighed i går. Den skulle have været færdig den første juli, men det trak ud med at få den færdig, hvilket sådan set var godt, da vi ikke havde råd til at bo i den. På den anden side kan jeg ikke lade være at føle, at hvis vi havde haft den noget før og ikke skulle være gået igennem disse svære måneder med konstante flytninger, ville Vibeke måske ikke have givet op. Hun er nemlig enormt glad for lejligheden - og skønt vi skal rejse om kun få dage, går hun dag og nat og indretter den sammen med Ingrid og Anita, som om hun skulle bo her resten af livet. Den er vel egentlig ikke så meget skønnere end andre gamle victorianske lejligheder i S.F., men når man har stået uden tag over hoved i over et halvt år, er det simpelthen som at være kommet i himmerige. Så jeg håber virkelig, at du på en eller anden måde kan få lejlighed til at bo her.

Jeg arbejder i øvrigt i vuggestuen nu, næsten en gang om ugen. Passer en 12 børn hele dagen, hvilket egentlig er meget afslappende og hyggeligt. Jeg troede egentlig, jeg egnede mig som børnehavepædagog indtil jeg tog alle børnene i min gruppe ud til San F's højeste bjerg en dag og lod dem gå på en skråning, hvor det mindste fejltrin ville betyde at de rullede/faldt lige ned på byens tage. Da jeg kom hjem opdagede jeg, at de alle - hver og en - havde tisset i bukserne af bar skræk - undtagen Flim.
 

M.h.t. resten af dit brev. Det var dog en uhyggelig historie om Kathinka og Birthe. Det var en skam at vi ikke nåede at se din mor, men det var i den periode, hvor vi selv lå og rakkede rundt. Det er først nu, at vi får alt pakket ud - og hvor jeg så endnu engang fandt dit brev. Ruth var her i øvrigt sammen med nogle venner en aften. De udgjorde vist stort set hele publikummet den aften, så det var lidt pinligt. Men hun er enormt sød og inter­esseret og har lovet at hjælpe os, f.eks. med at arrangere et show i hendes skole. Jeg ved dog ikke, om det bliver til noget, da hun nu skal rejse.

Angående Batsiranai, som du slutter brevet af med, kan du vist godt skyde en hvid pind efter dem - som du kan forstå af dette brev. De har det jo faktisk bedre end os. De har jo i det mindste jord. Hvem ville ikke ønske at få noget så konkret i disse depressionstider. Det kan man dog i det mindste leve af - med eller uden maskiner. Det virker lidt vanvittigt at sende dem imaginære traktorer, når vi ikke engang har råd til at reparere vores egen sammenbrudte VW-vogn her (som vi mangler 600 $ til en ny motor på, uden hvilken vi sikkert må give afkald på de shows, vi har arrangeret i Los Angeles etc.). Nå, nu er Vibeke ude og prøve vores nye 1ækre badeværelse med blå fliser. Her er simpelthen pragtfuldt. Lejligheden minder på en eller anden måde om din med træpanelerne. Jeg har prøvet at ringe hele dagen til Tony om, at han ikke skal komme tilbage foreløbig. Jeg føler ikke, vi har råd til at have ham her med mindre han kan få arbejde igen. Du ved, hvordan han kan bruge pengene inden huslejen er betalt. Nå, nu må jeg se at få sluttet. Du bliver nok nødt til at få afslutningen en anden dag.

De kærligste hilsner

 


Læs også brevet om hvordan blaffeturen med min søn gennem ghettoerne
tværs over Amerika gik.

Indeks over mine breve