|
Se det originale brev her
San Francisco ca. 8. Nov 1982
Kære allesammen.
Ja, så er vi tilbage i San Fransisco - og skønt vi har uhyre travlt,
vil jeg lige skynde mig at fortælle om vores tur mens minderne er
friske. Først begyndelsen. Det var jo meningen at Vibeke ville tage
tilbage til Danmark i slutningen af september og at jeg og Flim
skulle blaffe sammen med hende til New York og virkelig slappe af en
måneds tid, hvorefter jeg så skulle beholde Flim herude til ca. jul.
Få dage for afrejsen var vi endelig flyttet ind i vores store
pragtfulde lejlighed og vi havde en indflytterfest med over 200
mennesker. De var simpelthen overalt - ovenpå og nedenunder i
teatret. Vi havde lavet festen delvis til ære for det grønlandske
Tukak-teater, som er på en succesfuld turne i USA og til dels boede
hos os. Dagen før havde Vibeke pludselig fået tilbud om arbejde på
en luksusliner, der sejler det meste af verden rundt hvilket ikke
var til at sige nej til, men hun skulle møde den næste dag i den
anden ende af Canada, så der var ikke så lidt travlhed med at komme
afsted. Der røg vores fælles tur over Amerika, men Flim og jeg havde
allerede skruet forventningerne så meget op, at vi ikke var til
sinds at standse. Vi besluttede at tage afsted alene.
To dage efter pakkede vi en lille let taske med en ekstra skjorte
til mig selv og lidt flere til Flim, fik 100 $ med os til rejsen og
drog så afsted. Vi fik et lift det meste af vejen til Los Angeles,
men bilen brød sammen flere gange, så vi havnede den første nat hos
en familie med en dreng på Flims alder nord for byen. Sov på gulvet
der og tog næste dag til den kæmpestore "Roskildefestival" a la
Woodstock ude i ørkenen i ca. 50 graders varme. Der var mellem
300.000 og 400.000 mennesker, så for at alle kunne se havde de levet
verdens største Tv-skærm med det mest avancerede computerteknik. Da
Flim og jeg var inde i en speciel computerafdeling, lavede en
kameramand en længere sekvens med os til Flims morskab. Hvad vi ikke
vidste var, at de sendte det ud på den kæmpestore skærm (så stor som
et 5-etagers hus) - i hvert fald havde alverdens venner her fra San
Fransisco set os, erfarede vi senere.
Men heden, støvet og de mange
mennesker var for meget for Flim, så i stedet for at sove der på
jorden om natten, vandrede Flim og jeg ved mørkets frembrud ud til
landevejen -- og blaffede ud mod ørkenen. Da vi kom til Barstow -
grænsen til ørkenen - stod vi der i mulm og mørke i over 3 timer
uden at kunne få et lift. Vi kom i snak med en ældre drifter, der
havde stået der i over en uge i et forsøg på at komme til østkysten.
Det skal da også siges at på denne strækning, hvor der er flere
hundrede km til nærmeste by, kommer der højest en bil hvert femte
minut om natten. Endelig samlede en lille pickup truck os op - et
heldigt lift som skulle næsten helt til Texas, så da jeg foreslog at
køre for ham, kørte vi hele natten på skift gennem Arizona og New
Mexico.
Næste dag stod vi i 3 timer i Amarillo, Texas, ude af stand
til at få lift, men Flim mistede stadig ikke tålmodigheden. Det var
her det først gik op for mig at det ikke er noget fortrin for det
meste at rejse med et barn. I stedet for at blive samlet af
børnevenlige familier, meldte adskillige os til politiet menende at
jeg var en mystisk mand med et kidnappet barn.
Side 2
Men der var dog også mere venlige tilkendegivelser. En sort mand
standsede og sagde at han skulle en anden vej, men ville give os 20
$ til et motel. (På denne måde kom jeg efter at have blaffet 12.000
km med Flim tilbage til San Fransisco med flere penge end vi var
rejst ud med). Om natten fik vi et lift med en van med en fireårs
dreng i. De næste 3 timer legede og sloges de sammen på det
herligste bagi. Og lige siden snakkede Flim om at vi skulle prøve at
"fange biler" ("catching cars") med en dreng i. Ud på natten blev vi
sat af i et truckstop i Oklahoma, hvor det viste sig umuligt at
komme videre fra. Folk kørte langsomt forbi os, men ingen turde tage
os med. Senere fortalte servitricen at to piger lige var blevet
myrdet og fundet bag hegnet vi stod ved for kort tid siden, og en
lastbilchauffør var også blevet skudt der. De sædvanlige
skræmmehistorier. Hun lod os sove i sin bil, mens hun arbejdede.
Næste morgen kom en fattig familie a la "Vredens Druer" ind med
deres bil. Jeg så de havde en dreng og spurgte dem om vi kunne køre
med. De var alle i en sølle forfatning, havde været ude i
Californien for at finde arbejde og havde nu givet op. Den slags
triste eksistenser ser jeg langt flere af nu end for 10 år siden, da
jeg rejste her. I det hele taget er der en tristhedens stemning over
hele landet som følge af depressionen. Og racismen er taget stærkt
til. Jeg har aldrig før hørt så meget "nigger"-snak som på denne
tur. Næste dag blev vi efter mange små lifts samlet op af en
italiener, som tog os helt til Memphis, hvor vi boede i tre dage hos
Tonys mor og stedfar.
Flim elskede dem simpelthen og legede uafbrudt med dem. De tog os ud
og spise på de fineste steder. Deres hus ligger lige ned til en sø,
hvor de fra deres egen mole fiskede. En dag løb Flim ned for at
fiske, trak en fiskestang op, som havde stået over rælingen natten
over - og minsandten om der ikke var en fisk derpå, som sprællede så
meget at han blev helt forskrækket Men stolt var han i hvert fald
bagefter over at have fanget sin første fisk.
Om dagen kørte vi
rundt i Tonys mors bil og besøgte bl.a. Elvis Presleys hus - slap i
det hele taget af efter den lange tur over kontinentet. Efter tre
dage blaffede vi over Nashville ned til den verdensberømte "The
Farm" i Tennessee, hvor mere end 1200 "hippier" driver en
Christianialignende farm, hvor der er mere en 700 børn. Så jeg
troede det lige var noget for Flim, men for det første kunne han
ikke lide maden, idet de er så vegetarianske at de ikke engang
spiser mælkeprodukter eller æg eller går med læderbælter, og for det
andet skulle man gå igennem en prøveperiode på et par uger for at
komme til at bo hos familierne med børn, så næste dag tog vi afsted
igen.
Vi blaffede så mod Atlanta på små sideveje, hvilket var uhyre
vanskeligt. Flim havde spist noget dårligt mad med det resultat, at
da vi endelig fik et lift med en redneck, kastede Flim lige
pludselig op i en pæn stråle ud over hele forsædet, hvilket ikke
gjorde os særligt populære. Senere fik vi et lift med en ex-junkie,
der gav Flim alverdens sodavand og kager. På nogle punkter er han
blevet helt spoleret af turen da han slet og ret charmerede sig frem
overalt i Amerika.
Side 3
Ud på natten kom vi til Atlanta, hvor Tonys tante samlede os op og
tog os til Tonys søsters hus, hvor vi boede i tre dage. Der var
herligt, da Harriet har en datter på Flims alder og vi boede i
børneværelset med al hendes legetøj. Harriet er buddhist, så vi gik
til alle deres buddhistmøder og chantede "Nam Myo Ho Rengay Kjo" så
det battede. De fleste af Atlantas buddhister er nu sorte - for det
meste unge med succes og høj levestandard, så jeg fik i høj grad
entre til den sorte overklasse på de få dage. Om søndagen gik jeg
dog med Flim til en sort overklasse kirke, som Tonys tanter hører
til, og hvor Martin Luther Kings far skulle holde en gæsteprædiken.
Det var overvældende at komme dertil, for skønt jeg kom alene med
Flim som eneste hvide, kom der straks flere hen og omfavnede mig for
at takke for showet. De havde set det, da Tony viste det i byen i
januar, hvilket jeg slet ikke var klar over. På samme måde løb jeg i
øvrigt ind i folk overalt på østkysten - selv på gaden i N.Y. som
kendte mig. Tonys tante, Joyce, havde lige været i København og
besøge Nanuuk (Tonys søn), så vi
havde selvfølgelig en masse at snakke om. I det hele taget er Tonys
familie, som er spredt over hele østkysten, fantastisk dejlig og rar
at bo hos, så på det meste af Turen boede vi faktisk hos dem.
Jeg
opgav hurtigt mit mål med at besøge mange af dem i bogen, da det
simpelthen var for besværligt at blaffe på de øde sideveje med Flim
- og der næsten ikke er nogen mere, der tør tage blaffere op. Efter
Atlanta tog vi videre mod Greensboro. Det var en besværlig tur, hvor
vi ustandseligt blev standset af politiet, som sagde at så og så
mange havde meldt os. Vi tog det selvfølgelig let hver gang, grinede
af deres paranoia, og jeg lod Flim lege med alle politivognenes
computere, geværer osv. på en måde som straks afvæbnede betjentene.
På nær en kvindelig en, som absolut følte hun burde sætte os i
fængsel (da det er ulovligt at blaffe i Georgia), men som
diskuterede i over 15 minutter med mig om sine moralske kvaler over
at sætte et to års barn i fængsel. Hun ville gøre det for at
beskytte os mod alle disse farlige typer derude på landevejen. Jeg
gav hende en lang belærende snak om at det netop var denne form for
paranoia, som var noget af det mest undergravende for trygheden i
samfundet, tilliden til medmennesket osv.
Og til sidst lod hun os gå. Efter lang tid fik vi endeligt et lift
med en ”John Bircher” (som I måske ved ligger langt ude til højre
for Ku Klux Klan) og har deres egne våbentræningslejre rettet mod
kommunister, sorte, F.N. osv. Men han elskede simpelthen Flim og
insisterede på at vi skulle komme hjem og spise hos ham. Så det var
langt ud på natten før vi ankom i Greensboro i Tonys gamle hus, som
han har lejet ud til nogle.
Siden Vibekes afsked har Flim været så
afhængig af mig, at han følger mig selv om jeg blot går til et andet
rum, så jeg var lidt lettet over at han der i Tonys gamle hjem løb
lidt rundt på egen hånd - indtil jeg kom ind i den tilstødende stue
og chokeret så ham lege med en ladt pistol, der lå på bordet. Der er
utroligt mange børn, der bliver dræbt på den måde hvert år i
amerikanske hjem, men jeg havde ikke tænkt over denne mulighed her,
da Tony aldrig havde pistol - og jeg på en eller anden måde stadig
så det som Tonys hjem. Ellers har alle hjem især i Syden jo pistoler
liggende og i en by i Georgia kan man nu blive straffet med fængsel
i indtil fem år, hvis man ikke er i besiddelse af et
skydevåben.
Side 4
Da jeg kun var i Greensboro en nat, ville jeg ha at Tonys far fik
Flim og se og blev derfor nødt til at køre over til hans bar. Jeg
fik en hvid pige til at køre mig derover ved ikke at fortælle hende,
hvor vi skulle hen (hun var en gammel ven), men da vi kom til gaden,
nægtede hun slet og ret. Jeg sagde hun kunne låse dørene og blive
ude i bilen og at jeg ville holde øje med hende inde fra baren. Det
er den bar, der er omtalt på side 191 i bogen, men den er blevet en
hel del værre siden dengang, og Tonys far har nu måttet lave en
entre på 1 dollar for at holde de værste typer ude - med det
resultat, at de nu står ude på gaden, hvor man er nødt til at kæmpe
sig igennem dem.
Jeg vidste selvfølgelig at det at vi kom der med et
hvidt barn var så usædvanligt og forbavsende for de kriminelle, at
vi intet havde at frygte, men der var sådan en larm inde i baren, at
vi næsten ikke kunne snakke med Tonys far, så vi gik hurtigt igen.
Men han var enormt glad for at se Flim, som hele Tonys familie jo
kender så godt fra billeder af Nanuuk. Næste morgen gik vi rundt til
Tonys to bedstemødre, der forkælede ham på det groveste. Den ene af
dem græd, da hun så os gå ud på landevejen for at blaffe videre.
Vi blaffede så ud til Greenville for at besøge playboymillionæren
(side 116 i bogen), som jeg ikke havde set i syv år. Det var en stor
oplevelse - ikke mindst fordi han og konen blev ved med at fortælle
om at det var mine besøg i sin tid, der havde fået ham til at sælge
hele sin millionforretning og derefter tilbringe de næste 6 år på
landevejen - først som blaffer i Europa og Afrika og siden i deres
motorhjem i Latinamerika. Jeg var lidt bange for hans reaktion på
billedet i bogen, da han der er sammen med en elsker i sin
playboytid - og hans nuværende kone er enorm jaloux. Så jeg havde
skåret den side ud af bogen da jeg viste den til hende, men han selv
reagerede positivt på billedet.
Næste dag kørte de os ud til landevejen, som han havde gjort det så
mange gange før, fotograferede os med skiltet, og Flim og jeg tog så
til Washington D.C. Fik et lift med en racistisk mand, der snakkede
om niggere hele vejen, men han havde bilen fyldt med sodavand,
madder og jordnødder såvel som kager, så Flim var lykkelig for ham.
Det var den sidste del af vores tur, hvor det var ulideligt hedt.
Overalt på turen sad Flim ellers konstant med sin vandflaske i
vejsiden og legede med gummistumper fra biler osv. i de nogen gange
op til 3 timer, det kunne tage at få lift, og havde han blot sin
vandflaske, var det sjældent han mistede tålmodigheden.
Vi blev læsset af på ringvejen uden om Washington, hvor vi blev
samlet op af den første motorcykel, jeg nogensinde har fået lift
med. Jeg var noget betænkelig, men manden lovede at køre meget
langsomt og det var kun en ganske kort tur ind til byen, så vi
hoppede på - og Flim var henrykt. Det skulle vise sig at være langt
mindre risikofyldt end den bybus, vi senere hoppede på inde i byen.
Vi skulle ud af 16.de gade fra det hvide hus, og bussen var
propfyldt og vi var de eneste hvide på den. Da jeg havde et barn
med, fik vi alligevel et sæde lige bagved chaufføren. Så stod en
mand på med 3 mindre børn. Buschaufføren forlangte at han skulle
betale for børnene, hvilket manden nægtede og det udviklede sig til
det helt store skænderi. Han råbte og skreg,
Side 5
var åbenlyst mentalt syg eller på narkotika, og pludselig trak han
sin kniv og endte med at holde hele bussen som gidsel. Alle var
bomstille i bussen, ingen turde røre sig i den forreste del og alles
øjne var rettet mod Flim og mig. For eftersom galningen holdt
buschaufføren op og vi sad lige bagved, svævede hans kniv vedvarende
rundt over Flims hoved. Og manden havde helt åbenlyst ingen kontrol
over kniven, mens han rablede sætningerne af "Nobody is going to
fuck with my children". Ved hjælp af kniven skaffede han
selvfølgelig straks sine egne børn et sæde hver. De sad skræmte lige
ved siden af Flim, som godt kunne mærke at noget var galt og blev
ved med at spørge hvorfor mandens kniv hang over hans hoved. Jeg
selv har ikke været så angst i lang tid. Man kan selv ret let
springe ud af en sådan situation, men ikke med et barn - og slet
ikke i en overfyldt bus. Samtidig var jeg bange for at en eller
anden bagfra i bussen skulle prøve at skyde manden ned - og f.eks.
pga. af bussens bumpene rundt komme til at ramme os. Der er altid
sådan nogle skydegale folk med, som hellere end gerne vil skyde
sådan en stakkel ned i stedet for at tale ham til ro.
Efter en
uendelig lang tid opstod der pludselig nogle tumulter, som jeg
benyttede til at springe op og mase mig ned bagi. Og lidt senere
beordrede manden bussen til at holde, hvorpå han stod af. Hvad jeg
også hele tiden havde været bange for, var at det skulle udvikle sig
til noget med racemæssige overtoner, hvilket let kunne være gået ud
over Flim, som var eneste hvide barn ombord. Jeg svor bagefter at vi
ikke ville tage med offentlig transport mere - om vi så skulle stå
hele natten og blaffe.
Nå, de næste 4 dage boede vi i et dejligt hus med vores eget
værelse, besøgte en del fonds (da vi søger om penge) og var i
Zoologisk have med Flim, hvor vi så Maos verdensberømte pandaer som
han gav Nixon i sin tid. Vi tilbragte også meget tid sammen med Harb
Lelshab (I husker ham den sorte, der var i fængsel for mord i
Danmark og siden arbejdede meget for os). Han har opgivet al sin
venstreorienterethed og arbejder nu som investeringskonsulent og
har virkelig fremtiden for sig. Jeg kunne langt bedre lide ham nu og
jeg tror helt bestemt at han vil klare sig godt.
Om søndagen havde
hans onkel en stor familiepicnic i parken, og Flim legede der hele
dagen med børnene. En dreng var han så glad for, at vi tog hjem med
ham til moren bagefter, hvor de fortsatte legen. Men lige pludselig
hørte vi gråd derindefra soveværelset - og vi så at Flim var faldet
og på en eller anden måde havde splittet sin tunge. Han sagde han
var faldet ovenpå drengen, men der havde ikke været noget skarpt i
sengen. Så det var lidt mystisk. Men vi var klar over at han måtte
på hospitalet. Harp kørte os
derover - og ventede gennem hele det amerikanske hospitalsmareridt
på at vi blev færdige langt efter midnat. Flim og jeg blev sendt ind
i en fuldt udstyret operationsstue ved ni-tiden - og ventede der i
over tre timer på at noget skulle ske. Skønt han ikke havde sovet
den dag, var han enormt oplagt med sin blødende tunge - og ville
absolut se på at et hold på 10 stod og bankede på en stor død mand
ved siden af for at få mandens hjerte i gang igen. Senere sagde de
at vi havde måttet vente så 1ænge, fordi de ikke kunne finde et
mundgebis der kunne holde munden åben på et barn. Også derfor blev
de nødt til at
Side 6
foretage operationen uden bedøvelse, og jeg blev sat til at holde
Flims hoved efter at han var blevet lagt i spændetrøje. Det var ikke
nogen let sag. Først tog de en krum nål, der virkede lige så tyk som
selve tungen, og stak den lige igennem hans tunge og kunne derefter
trække hans tunge ud af munden ved hjælp af tråde hvilket
naturligvis gjorde enormt ondt. Så Flim skreg i vilden sky og blodet
stod til alle sider. Derefter trak de så nålen fem gange igennem
tungen og syede den sammen, men det blev på grund af den manglende
bedøvelse ikke gjort særligt godt, så siden hen har han været lidt
tvetunget og det har også kunnet høres på hans tale. Men Marly
(Sockol, min gamle kæreste i SF) og andre 1æger siger at det slides
til med tiden.
(Her glemte jeg at skrive at grunden til den
lange ventetid og den manglende bedøvelse var at vi ingen penge og
forsikring havde. Hospitaler skal tage sig af de fattige, som derfor
får andenrangs behandling uden bedøvelse. Alligevel blev hospitalet
ved med i årevis at sende mig regninger for operationen).
Da Flim nu ikke kunne spise hård mad de næste par dage, fandt
han sig endnu en undskyldning for at få is. Vi skulle til New York
næste dag for ikke at komme bagefter i programmet, men da det
regnede og Flim jo absolut ikke var i tophumør og det pga. de mange
byer og spaghettiveje er det vanskeligste stykke at blaffe i USA,
tilbød Harb at tage fri fra arbejde for at køre os de 300 km til New
York. Det var blot en af de mange sider ved ham der gjorde at jeg er
kommet til at sætte enorm meget pris på ham hvilket Steen (min
yngste bror) også kom til, da han boede hos ham for et par mdr.
siden. Steen sagde bagefter, at Harb havde været den største
oplevelse for ham på hans USA-tur.
(Han
sagde efter sin lange blaffeture rundt i USA at Harb var den eneste
fornuftige sorte han havde mødt, alle de andre var ”højtråbende og
voldelige”, hvorpå jeg fortalte ham, ”Jamen vidste du ikke at Harb
sad livsvarigt i fængsel i Danmark for et brutalt narkomord?”)
Harb købte så is og mad til Flim og fyldte bilen op med
Patricias søns legetøj (Harb har selv for nylig fået en søn med
Patricia, som var min sorte franske kæreste som Harb. Efter hans fængselsdom flyttede de til USA),
som Flim sad og legede med i bagsædet hele vejen. Køreturen var også
en glimrende lejlighed for Harb og jeg til virkelig at diskutere
igennem hans fængselsophold, hans arbejde for os og alt det andet,
der nu tog sig anderledes ud. Vi kom ind til New York sent på
natten, men da vi nu kom anstigende tre personer, var det ikke så
let for mig at finde nogle gamle venner, hvor jeg følte vi kunne
være bekendt at bo. Efter lang tids søgen fandt jeg et sted hos en
gammel ven langt ude i Brooklyn, så vi kørte derud. Det viste sig at
være i et højkriminelt område.
Allerede den første nat jeg var der
indbrud. Flim og Harb og jeg lå på en madras lige under vinduet og
jerngitteret ud til baggården og var lige ved at falde i søvn, da vi
pludselig hørte et forfærdeligt spektakel bagved Da vi kiggede op så
vi en stor mand i færd med at brække igennem jerngitteret. Han
virkede enormt professionel, stod endog med posen i hånden, men da
damen vi boede hos hørte det, kom hun springende ind, råbende op,
hvorefter manden roligt slentrede afsted ned ad baggaden. Han var
enormt koldblodig, da han jo ikke kunne vide at vi ikke havde
pistol.
Nå, efter den oplevelse tog det lang tid for Flim at falde i
søvn - og de næste dage snakkede han meget om "manden der brækkede
ind". "Sikke noget", sagde han igen og igen. Da Harb ikke havde
været i New York før, viste jeg ham næste dag rundt i Harlem,
hvorefter han kørte hjem til D.C.
(Jeg kalder hende ”damen” her, men det var
faktisk min gamle sorte veninde Lynaise Dobbins fra Detroit, som jeg
havde mødt 10 år før, da jeg fotograferede børnene med rottebid i
hendes nabohus og som jeg også boede hos med Daniel, da han 9 år
gammel var på turne med mig syv år senere i Detroit).
Da damen lå i krig med sin vært, bad hun os om at blive så længe vi
kunne. Værten havde nemlig fjernet alle hendes yderdøre og låse for
at få hende til at flytte. En metode værten havde brugt mod lejere i
over ni år for at få dem til at flytte inden første måned - hvorved
han kunne beholde depositummet og altså få dobbelt så høj leje. Og
fjerner man folks døre i den del af N.Y hvor man normalt har 3-4
låse på hver dør, er det ingen sag at få dem til at flytte.
Side 7
Så vi lovede at blive der i stedet for at flytte ind til Manhattan,
hvilket ville være lettere. Hun vidste heller ikke om indbrudsmanden
havde været en del af værtens intimidering. Men det var absolut
ikke rart at bo der. Ikke mindst fordi det var mere end en times
togkørsel fra Manhattan med den larmende og kriminelle
undergrundsbane. Når jeg kom hjem om aftenen, skulle jeg sammen med
Flim gå igennem et område, der lignede det udbombede Tyskland efter
krigen, i mørke fordi folk havde skudt gadelamperne ud. Vi måtte gå
midt på gaden, da fortovene er for farlige pga. potentielle
angribere. Der lå bilvrag hele vejen - og vi så folk åbenlyst bryde
ind i biler om aftenen.
Meget fik jeg ikke udrettet i New York. Ofte
nåede jeg ikke ind til Manhattan før kontorerne lukkede - og når jeg
endelig havde et møde i et eller andet fond, rodede Flim hele
kontoret igennem mens vi snakkede så folk havde svært ved at
koncentrere sig om emnet. Vi blev i byen nogle ekstra dage, fordi en
af de helt store kanoner på ABC-television havde hørt at jeg var i
byen og prøvede at komme i kontakt med mig. Han er i gang med at
lave en Tv-dokumentarfilm om underklassen på 5 timer, til hvilket
han har millioner af kr. til rådighed. Så det ville jo være fint
hvis vi kan bruge noget af materialet der. Eller gå til CBS og sige:
"Hør her, ABC er ved at lave et dokumentarprogram om underklassen.
Vi kan tilbyde et færdigt program af samme længde som I kan ændre
hist og pist, så det ikke er så venstreorienteret. De store
selskaber konkurrerer jo konstant om højeste seerantal. En aften på
undergrundsbanen mødte jeg en gammel ven, som gav os pressekort til
New York filmfestivalen, så sammen med Flim så jeg flere film i NY.
Han ville normalt sidde i en times tid og så vende sig om og sige:
"Den film er ikke god. Har de ingen børnefilm".
Nå, men højdepunktet på vores N.Y.-besøg var selvfølgelig den dag
Vibekes skib skulle komme ind undervejs fra Canada til Sydafrika. Vi
var på molen dagen før for at være sikre på at det var det rigtige
sted, havde været på rederiet for at få adgangspas og stemningen var
allerede dagen før skruet så højt op, at i hvert fald jeg ikke kunne
sove hele natten. Vi skulle meget tidligt op for at nå ind til
Manhattan ved 8-tiden om morgenen ved ankomsten. Flim var enormt
imponeret af at se ”Mors skib”, men vi måtte gå på molen i over tre
timer før vi måtte komme ombord.
Flim havde været så spændt, at han på vejen havde sagt: "Jeg er
bange for mor". Og han var da også fuldstændig mundlam den første
times tid. Og da han endelig begyndte at sige noget til Vibeke, var
det konsekvent på engelsk, hvilket slog hende helt ud, da han
automatisk altid snakker på engelsk til fremmede. Skønt det kun var
en måned siden hun var rejst, var det alligevel som om det havde
været en evighed, og det var et enormt emotionelt øjeblik for os
alle tre. Men Vibeke skulle arbejde hele tiden mens vi var der (da
de skiftede passagerer ud til Afrikacruiset) så de næste fire timer
måtte vi hjælpe med at rede senge og gøre rent i kahytterne. Og da
vi var færdige med den sidste, var det stort set tid for os at stå
af. Vibeke græd i stride strømme (hun vænner sig aldrig til vores
hyppige afskeder), men Flim og jeg var kommet til os selv på det
tidspunkt.
Side 8
Den 2. december sejler hun så ind her i San Fransisco, hvorefter vi
sammen tar hjem til Danmark i julen. Udenfor skibet mødte jeg en af
vores tyske venner, som var blaffet helt over Amerika for at se
Vibeke - og så ville de slet ikke lade ham komme ombord. Han er en
af vores mange støtter - og havde blandt andet givet Vibeke, Flim og
jeg en Kingsize seng, planter og stole. Vi havde jo ingen penge til
møbler ved indflytningen. Så nu måtte jeg selvfølgelig finde et sted
til ham at bo den nat.
Senere på dagen havde jeg et møde med en forlægger - Hill & Wang -
som er en underafdeling af det store Farrar, Straus og Gireaux, som
Davids søster Nancy arbejder for.
(David Miller var min amerikanske
medarbejder, som var blevet i Kbh for at køre showet videre).
Han havde siddet og 1æst bogen hele dagen, og var vildt begejstret
for den, så vi sad og snakkede på hans kontor til langt ud på
aftenen. Han mente at det var en opgave for det større forlag, og
foreslog at Nancy skulle lave den.
Hun her haft den liggende lige siden hun sidste år så showet i Kbh,
men havde hele tiden følt at den var for kontroversiel og dyr for
hendes forlag. Nu fik hun pludselig mod til den med den erfarne Hill
& Wang-præsidents støtte at foreslå den til sin egen præsident.
Tirsdag morgen fik jeg så en opringning fra hende:
Farrar, Straus og Gireaux’ præsident havde accepteret bogen og
tilmed været enormt begejstret for den, så de ville straks sende os
deres kontrakt. De vil udgive den næste september for at få rigelig
tid til at placere den i New York Times Magazine og de andre vigtige
blade. Der er den fordel ved Farrar, Straus og Gireaux, at det i
modsætning til nogle af de helt store kommercielle forlag såsom
Doubleday, der dumper stort set alt muligt skidt på markedet, er et
højt respekteret litterært forlag, der har udgivet en lang række
kendte forfattere, så alene det at bogen udkommer på FSG vil bevirke
at den straks vil blive taget seriøst af pressen (midt imellem de
millioner af bøger der udgives hvert år). Således har jeg bemærket,
at Times og Newsweek, som kun anmelder en eller to bøger hver gang,
igen og igen har FSG-bøger - skønt der er hundreder af forlag. Og
FSG har tænkt sig at gøre det til en af deres store bøger næste år,
så helt galt i byen går vi nok ikke.
For ikke at tale om at min personlige forlægger er søsteren til
David, som har kørt vores show i over et år, og i øvrigt allerede
har vundet flere "book awards" for sine personlige udgivelser. Samme
aften var vi så til middag hos Nancy og hendes mand.
Nå, inden vi tog afsted fra New York skulle Flim få sig endnu en
voldsom oplevelse. Vi var på vej mod China Town gennem
Bowary-distriktet om natten for at spise med nogle venner, og jeg
forklarede dem om Bowary, hvor folk jo ligger overalt på gaden,
noget Flim blev ved at spørge om igen og igen i New York.
Men netop som jeg stod og pegede på en fuld mand, som var ved at
vralte ud på gaden, blev manden ramt af en bil i fuld fart og
slynget 6-7 meter gennem luften landende på hovedet, der selvsagt
var en stor blodpøl bagefter. Da vi var de eneste vidner blev vi
nødt til at blive der til politi og ambulancer ankom - gradvist
omringet af op mod 50 råbende fulderikker, der hidsede sig op i en
større lynchstemning mod det unge ægtepar i bilen. Det var ikke just
hvad jeg synes Flim burde have set, men på den anden side har jeg
selvfølgelig brugt det siden som en god lektie til ham om hvad der
kan ske hvis han ikke holder mig i hånden, når vi går over gaden.
Side 9
Ofte spekulerer jeg på, hvad det egentlig gør ved hans sind at
opleve al den vold herovre (også i det tilsyneladende mere fredelige
San Fransisco).
Vibeke havde i øvrigt givet mig 500 dollars, som jeg skulle sætte i
banken for hende, men da jeg ikke turde komme hjem til mit
slumkvarter sent på natten med alle disse penge, besluttede
jeg mig til at blive på Manhattan den nat og ringede rundt til
alverdens folk, for at finde et sted at sove. Endelig fandt jeg et
hos en sort pige, som er medlem af the New York Street Caravan
Theater, som lige nu turnerer rundt i Danmark, så I møder hende
måske. Men hvad hun ikke havde sagt på telefonen var, at hendes
lejlighed ligger på et sted på the Lower East Side, som i det sidste
par år har udviklet sig til det mest kriminelle sted i New York
(værre en junkierne i Harlem).
Da vi kom dertil (Ave B og 2nd St)
troede jeg det var et større folkemøde. Der var hundreder af
narkomaner, stående, liggende, væltende og især svajende fra side
til side. Intet politi kommer der mere. På gadehjørnerne stod
konkurrerende sælgere af heroin råbende af deres lungers fulde kraft
natten igennem om hvilken slags de solgte og hvilke kontaktmænd de
bruger osv. Jeg havde simpelthen aldrig set noget lignende, så med
mine 500 dollars var jeg virkelig gået fra asken ind i ilden. For at
komme op i lejligheden måtte jeg i bogstaveligste forstand sparke
mig igennem de liggende narkomaner i trappeopgangen, som jo
unægteligt er nogle af de farligste mennesker jeg kender. Oppe i
Sillus' lejlighed var der hyggeligt, men det var svært at sove med
denne råben fra sælgerne varende ved hele natten uden for det åbne
vindue. Og for at gøre det endnu mere dramatisk for Flim, blev der
redt op til os på et par store puder lige nedenunder Sillus' 3 meter
kæmpestore kvælerslange.
Nå, men efter alle disse intense New York oplevelser gjorde det godt
at komme på landevejen igen. Det er så afslappende blot at køre
disse 85 km/t gennem de store åbne og fredelige vidder tværs over
landet. Vi startede om aftenen og ud på natten fik vi et lift med en
lastbil, der kørte igennem hele natten til Chicago. Der var en hund
med og det var Flims første truck-ride, så det var spændende. Han
fik lov at køre lastbilen og at snakke i radioen med de andre
lastbiler. Chaufføren købte nogle marihuana cigaretter over radioen,
som jo også bliver brugt til at sælge prostituerede fra bil til bil.
Næste dag fik vi en masse små lifts, som gjorde mig bekymret over om
vi kunne nå frem til tiden til nogle store shows i Californien, jeg
havde lovet at komme til. I staten Iowa begyndte det næste nat at gå
virkeligt langsomt. En homoseksuel kørte mig tværs over staten i håb
om at opnå noget, men Flim vågnede op i sidste øjeblik og reddede
mig. Så ved to-tiden om natten blev vi sat af midt på landevejen.
Det var vidunderligt. Græshopperne sang overalt og i det fjerne
glimtede lynene ustandseligt. Da Flim endelig blev træt af
sceneriet, hoppede han op i ryg-bæreren nogen havde givet mig i NY
og satte sig til at sove. I de næste 8 timer stod jeg med ham der på
ryggen - ude af stand til at få et lift.
Side 10
(Jeg vil dog lige bemærke at selv med sådanne pauser er det
hurtigere at blaffe tværs over Amerika end at køre i bil - og i
hvert fald langt mindre trættende). Næste morgen blev vi endelig
samlet op af en af svensk afstamning - Nebraska-området har jo en
masse skandinaver - og han inviterede os til morgenmad. Vi hørte at
der var stormvejr undervejs Og i løbet af dagen løb vi ind i mere og
mere regn. Vi fik irriterende små lifts, så da en familie af dansk
afstamning hen på eftermiddagen samlede os op og inviterede os hjem
til overnatning, så jeg ingen grund til at sige nej, da jeg nu havde
opgivet at nå frem til det show i Sacramento. De puttede os i en
dejlig seng ved 4 tiden om eftermiddagen. Jeg selv havde ikke sovet
i to nætter, så jeg faldt straks i søvn sammen med Flims
middagssøvn.
Da de vækkede os ved 7-tiden, havde de vasket al vores
tøj, kaldt deres familie sammen fra nær og fjern for at de skulle se
os - alle medbringende tøj til os. De havde fundet ud af at jeg kun
havde et sæt tøj med mig - det jeg rejste i - og det var kun en tynd
skjorte, da vi havde forladt Californien i 50 graders varme. Men de
havde samlet os op i iskold regn – og nu var vi på vej ind i en
snestorm i Wyoming. Flim havde selvfølgelig nok tøj med, men
alligevel gav de ham en 1ækker dyr jumpsuit, som vi aldrig selv
ville have fået råd til at købe. Jeg fik vindjakke og bluser og
skjorter - mere end jeg har haft de sidste 3-4 år. Det fyldte så
meget i min taske, at jeg måtte bede dem om at sende alle de Bibler,
vi havde fået undervejs, med posten ud til S.F. Jeg måtte også
snakke i en halv time i telefonen med en oldemor ude i Californien,
som stadig kunne tale dansk. De fotograferede os på kryds og tværs
og Flim legede pragtfuldt med dem hele aftenen. Bortset fra
playboymillionæren, var det i øvrigt de første hvide, vi havde boet
hos på hele turen - et ældre ægtepar, som aldrig har været udenfor
Nebraska. De ville forresten sikkert blive enormt glade for at få en
hilsen fra Danmark, hvis nogle af Jer har lyst til at skrive: Ed &
Fran Hald, Box 286, Cozad 69130 Nebraska.
De bor lige i USA’s fysiske midtpunkt, så vi havde stadig 2.500 km
at rejse. Lige siden New York var jeg begyndt at nævne for Flim, at
vi var på vej tilbage til SF - til Howie, Anita og alle dem han
holder af, men hver gang blev han enormt rasende. "Jeg vil
hitch-hike", sagde han igen og igen. Han er blevet ligeså hooked på
det som jeg, især lotterispillet i det. Næste dag gentog han således
sit "Lad os finde en bil med en dreng i". Og sandelig om der så ikke
kom en næste dag med en lille pige i, som tog os helt ud til
Californien på to dage, hvor de legede uafbrudt sammen. Et
sort-hvidt ægtepar, så pigen lignede Nanuuk på en prik. Var det ikke
for pigen var vi sikkert stået af for at få lidt mere variation. De
tog os med til deres bjerghytte højt oppe i Californiens bjerge og
endte siden med at køre os helt hjem.
Men den aften vi kom hjem
glemmer jeg ikke. Flim var fuldstændig slået ud over at være hjemme,
lå hele aftenen og surmulede og ville intet sige til nogen og sagde
næste dag adskillige gange: "Lad os gå ud og hitch-hike, far"
visende mig den udstrakte tommelfinger. Nu er han efterhånden blevet
glad igen - også for vuggestuen - og Vibeke ringede i lørdags fra
Rio de Janeiro. Så alt er godt igen. Vores posthus har dog været
lukket nogle dage pga. af et røveri, så brevet her er blevet lidt
forsinket. Ja, det var alt for denne gang. Jeg håber I alle har det
godt.
Kærlig hilsen Jacob & Jacob
Indeks over mine breve
|