Nu var det i øvrigt også på tide at
vende næsen hjemad, da Vibeke sad til halsen i
Afrika-arbejdet, og jeg glædede mig helt til at vende tilbage
til min hyggelige stuearrest efter dette lille flugtforsøg på
10.000 km's kørsel. Dog havde jeg kun været hjemme i få
dage før jeg "lige skulle en smut til Hvide
Rusland." Igennem et helt år havde jeg e-mailed med AIESEC, den internationale organisation for kommende
erhvervsledere, om at holde foredrag på deres verdenskongres.
Efter den lange kørsel i USA tænkte jeg, at jeg sagtens lige
kunne nå et show på Kunstakademiet i Prag på vejen og
ringede ned til min gamle ven, Jørgen Dragsdahl, for at høre
hvor meget sne, der var på de polske veje. "Du må være
bindegal", sagde han, "hvis du tror du kan nå fra
Prag til den russiske grænse på Én dag på de dårlige
polske veje." Og var jeg da ikke klar over, at jeg måtte
have beskyttelse med? "Alle bli'r røvet på de polske
landeveje i dette vilde Østen. Går bilen i stå kan man være
sikker på straks at blive slået ned. Folk udgiver sig for at
være politi og standser vestlige bilister for derefter at
myrde dem og hugge bilen." Osv. Osv. Jeg blev straks helt
paranoid. Han måtte jo vide, hvad han talte om, når han
boede i Warszawa. Så straks ringede jeg ned til Jørg Meier,
min gamle betroede STASI-medarbejder, der bor i Østtyskland.
Men han fortalte endnu mere hårrejsende ting, om hvordan hans
venner havde været på toilettet et øjeblik på en
tankstation og havde fundet alle hjul på bilen forsvundet.
Det var ikke så meget død og lemlæstelse, jeg frygtede, som
tanken om at miste hele det kostbare show-udstyr. Jeg var nu
helt rundt på gulvet af rædsel og udsatte rejsen i flere
dage. Da Vibeke så mig vandre rundt på gulvet i panik, kunne
hun ikke lade være at drille mig. "Herregud, hvad ligner
det at lade dig sådan skræmme. Her har du lige været sammen
med massemordere og hvad ved jeg, uden at det har rørt dig
det mindste, og så lader du dig fuldstændig køre rundt med
af to gamle spionvenner!" Pludselig lærte jeg hvad angst
var: at det er noget andre mennesker planter i ens hoved, og når
først det sidder der, er man magtesløs. Jeg begyndte
fortvivlet at ringe rundt til gamle venner for at høre om de
ville med som bodyguards. "Det er vigtigt at du ikke kører
alene," havde Jørgen advaret. Men ingen kunne. Da jeg
ringede til Ulla, som jeg havde haft med på efterårets
USA-tur, og som med sin lidenhed ville have lignet en
karikatur af en bodyguard, fik jeg overtalt hendes to samboere,
Anders og Jacob, til at tage med. Men selv med dem ved min
side i mit faldefærdige vrag af en vestlig bil, som ingen
ville drømme om at stjæle, følte jeg at jeg kørte lige
lukt i løvens hule, da vi forlod færgen i Swinousjscie. Og så
straks opdagede jeg det, som jeg burde have kunnet sige mig
selv, hvis ikke irrationel angst havde kvalt min sunde
fornuft: at det gamle hyggelige Polen, som jeg havde kendt fra
kommunismens tid og elsket for sin ro og tryghed, selvfølgelig
umuligt kunne have ændret sig så dramatisk på få år til
det rædselsbillede Dragsdahl og Meier havde manipuleret ind i
mit hoved på grundlag af nogle undtagelsestilfælde i
pressen. Ja, befolkningen i det nye serviceorienterede Polen
var endog langt mere sød og venlig og smilende nu. Det hele
forekom mig som et sandt paradis efter volden i USA. Men
oplevelsen var ikke desto mindre en meget positiv erkendelse
for mig: det at lære sin egen angst at kende, og hvor fuldstændig
fornuftstridig den er. Det er sådanne erkendelsesspring, der
gør det muligt for mig at forstå og undskylde amerikanernes
racisme overfor de sorte i ghettoen. For når først en sådan
irrationel angst fra barnsben er drillet ind i deres sind,
mister de slet og ret herredømmet over deres egne handlinger
og bliver til de mørkets og ondskabens aktive kræfter, der
skaber et holocaust omkring sig af menneskelig ruin og vold.
At det nu var to så progressive venner som Dragsdahl og
Meier, der havde plantet et tilsvarende negativt menneskesyn i
mit hoved, var dog ikke noget paradoks (thi det gør jeg
sikkert tit selv med mine beskrivelser af ghettoen). Så det
eneste mine læsere sikkert vil kunne konkludere efter min lærerige
tildragelse er vel, at gamle spioner som os må man aldrig
stole på. (Ja, du Jørgen blev jo ved dom sidste år frataget
din KGB-hæderstitel. Det er jo egentlig lidt synd for dig, når
mine læsere nu har fået endnu et slående bevis for at du så
fint hører hjemme i vores lille eksklusive klub!)
Efter forgæves at have spejdet gennem hele Polen efter
noget der blot mindede om en kriminel eller tvivlsom karakter,
var det en vidunderlig oplevelse at afholde det mest
internationale show, jeg nogensinde havde haft, for over 600
business-studerende fra 110 lande. Det vigtigste ved sådanne
kongresser er uden tvivl den nedbrydning af fordomme, alle
bliver udsat for. Når man f.eks. går med en formørket
formodning om at der knapt nok er computere i Afrika, føler
man sig pludselig lidt tilbagestående selv, når ikke mindst
afrikanerne ustandseligt gav mig deres e-mail-adresser og jeg
så dem vælte sig yndefuldt rundt i Windows 95, som jeg endnu
kun knap nok selv er begyndt på. Ja, selv "menneskeædere"
fra Ny Guinea så jeg slynge sig rundt i Internettet med
"abe"-lignende elegance, når de sendte deres
rapporter hjem.
Som ventet var det afrikanerne, der var mest berørte af
mit show, som repræsenterede en verden, der var næsten
uforståelig for asiaterne. Amerikanerne, som jeg var nødt
til privat at forberede på chokket, var sikkert med rette ængstelige
for at showet ikke just ville reducere de fordomme, asiaterne
nærer overfor USA. Den største oplevelse for mig selv var at
lave en workshop med repræsentanter for næsten alle jordens
konflikt- og borgerkrigsområder til stede. Der var serbere og
muslimer, nordirere, israelere og palæstinenser, tjetjenere
og russere, rumænere og sigøjner og alskens afrikanske
stammer. Det er altid en vidunderlig oplevelse når jeg kan få
hvide og sorte i USA til pludselig at indse at de er i samme båd
og lige undertrykte. Men at høre den undertryktes ofte bævende
eller harmdirrende stemme på så mange sproglige accenter
gradvis få mere selvtillid i stemmen gennem den voksende
erkendelse af at den smerte - som undertrykte altid tror de bærer
alene - jo i virkeligheden var een, de alle var fælles om, -
ja, hele dette verdensdrama, der langsomt oprulledes i det rum
i løbet af en dag - tror jeg gjorde et uudsletteligt indtryk
på os alle. For mit eget vedkommende fik jeg langt mere ud af
det end normalt, fordi jeg kun lavede en kort indledende
undervisning om undertrykkelse og derefter lod de enkelte
komme med deres egne udsagn. Da jeg ikke havde megen erfaring
med deres lokalkonflikter, var jeg på forhånd indstillet på
ikke at spille "master of the universe." Faktisk var
det kun enkelte gange nødvendigt at komme med en styrende hånd.
Og de få gange gjaldt altid folk fra de værste konfliktområder
- russere, bosniere, israelere, kurdere - som simpelthen ikke
var i stand til at se ud over deres egen smertesafgrund, og
derfor i psykologisk henseende mindede mig mest om sorte
amerikanere.
Et andet højdepunkt på konferencen var de natlige fester,
der fortsatte til den lyse morgen. Hver nation havde sine egne
boder med landets nationale drikke. Og - især efter min
workshop - kunne jeg ikke få lov at passere forbi et eneste
land uden at prøve mindst 3 af dets lokale drinks - med det
resultat at jeg gik hamrende plakatfuld i seng hver morgen ved
6-tiden. Dette gjorde dog intet, for med det høje
energiniveau på sådanne konferencer var alle straks klar til
at fortsætte efter morgenmaden 2 timer senere - dag efter
dag. Jeg skal ikke beskrive i detaljer, hvad der skete af
mellemfolkelige aktiviteter i de sene nattetimer, blot lige nævne
at den ene af mine to bodyguards kom hjem en morgen uden sine
elegante blomstrede underbukser, fordi finansministerens
datter fra Botswana havde syntes så godt om dem, at hun havde
beholdt dem. Jo, det var et par kønne bodyguards jeg havde fået
med mig! Det eneste tidspunkt på hele turen, hvor jeg kunne
have haft brug for bodyguards, var i disse sene nattetimer -
og så var de begge som forduftede!
Et absolut højdepunkt var også Lech Wallesas uanmeldte
besøg. Jeg var lidt overrasket over under hans tale ikke at
finde ham helt så dum, som jeg havde forestillet mig. For mig
var det igen en oplevelse at møde en af historiens store aktører,
som mere end nogen anden havde sat processen i gang, der førte
til kommunismens sammenbrud. Han er i mine øjne en af
verdenshistoriens store helte netop i kraft af sin
menneskelige lidenhed. En åndelig kapacitet som Vaclav Havel
er for mig sværere at beundre, fordi jeg ikke kan spejle mig
selv i ham. Wallesa, derimod, viser hvad vi almindelige
mennesker har i os af uanede kræfter til at kunne ændre
historiens gang. I min egen bondskhed havde jeg fra
begyndelsen knyttet mig så stærkt til hans skæbne, at jeg
husker hvordan hans rolle var det eneste jeg nogensinde skændtes
højlydt om med Nick Gribin - min personlige føringsofficer i
KGB. Da Wallesa trådte frem på verdensarenaen i 1980-81,
ejede jeg pludselig ikke den ringeste diplomatiske evne til at
lægge bånd på min begejstring, når jeg sad ansigt til
ansigt med ærkefjenden Sovjet. Jeg har tit siden spekuleret
over, hvad der var de dybere psykologiske årsager til, at jeg
gennem de polske organisationer i Chicago i efteråret 81
indbetalte større støttebeløb til Solidaritet. Var det
udelukkende et udtryk for min ægte begejstring - eller var
det i virkeligheden min Corfitz Ulfeldt-henrettelse af Nick in
effigie i irritation over de penge, jeg selv engang havde fået
af denne mand, som jeg var kommet til at holde mere af, end
jeg måske burde? Men der er ingen tvivl om at Lech Wallesa
voksede sig ekstra stor i mit sind netop under indtryk af den
spænding, jeg havde følt ved uforvarende selv at være
blevet en lille brik i øst-vest-dramaet. Nu hvor verden har
forandret sig så meget, er der så meget man kan smile af i
dag. F.eks. var også min bror, Niels Jørgens, begejstring så
stor, at han fyldte bilen op med mad og kaffe for at tage det
ned til de polske arbejdere. Men da han i hvert eneste polske
hjem så bjerge af kød på bordene, endte han med at køre
det hele tilbage for at give det til de frivillige i
Amerikanske Billeder, som han syntes led større nød! Thi en
af mine underbetalte medarbejdere var bl.a. hans ven, Bogdan,
en polak i eksil. Bogdan var i øvrigt den eneste der hele
tiden var klar over at en anden af vore ansatte var østtysk
STASI-spion. Ja, Jörg, jeg har vist glemt at fortælle dig at
du jo ikke var den mest fremragende spion, da du under en
druktur med ham kom til at afsløre dig selv ved pludselig at
tale russisk til ham. Det vidste Bogdan jo at man ikke lærte
i Vesttyskland! Sådan var det morsomt at have alle
afskygninger - lige fra erklærede fremskridtsfolk til
kommunister - i samme hus, og jeg bliver nok aldrig helt træt
af - dels i tankerne, at vende tilbage til denne hæsblæsende
periode - og dels at skrive til jer, som var med i dette
galskabens hus. Med hele det dualistiske verdensbillede, vi
dengang havde ligget under for - og som man godt kan savne i
dag fordi det som børneeventyrenes helte og skurke var så
nemt at forstå - undrede det mig egentlig at de unge
AIESEC-folk, som ikke var formet af samme verdensbillede,
udtrykte en ligeså øredøvende begejstring for Wallesa, som
jeg nu følte overfor ham. For efter hans netop overståede
Jeppe på Bjerget-periode-som præsident, hvor han bl.a. var
dum nok til på magtens højeste tinde at glemme at lave en
pension til sig selv, havde han jo ikke just høstet de store
laurbær i verdenspressen. Alle ville vi fotograferes med ham,
men jeg skal skåne jer for billedet af ham og mig, thi mens
han stod i de varmeste omfavnelser med pigerne foran
fotograferne, var han modvillig og stiv som en støtte, når
han skulle foreviges med os drenge! Jeg har altid elsket
Gdansk, så da han på sidstedagen vendte tilbage dertil for
at fortsætte sit arbejde som elektriker, kørte jeg denne
omvej for at vise mine to bodyguards denne vidunderlige Østersøperle,
der nu forhåbentlig efter kommunismens fald får en renæssance.
Efter disse, mine små udflugter i øst og vest, måtte jeg
hjem og prøve at tage min stuearrest alvorligt. Hele mit liv
har været Én lang flugt, og jeg var da heller ikke sen til
at finde nye flugtveje. Denne gang over Internettet. Jeg havde
gennem det seneste år arbejdet på en ny tidssvarende udgave
af det amerikanske show og nu var tiden rede til at sende det
ud på Internettet. Jeg havde valgt ca. 20 amerikanske
professorer og eksperter ud. Det var mest folk jeg havde
arbejdet tæt med gennem årene - repræsenterende både
eliteskoler og arbejderskoler, og diverse racer og religioner.
Og så kom endelig det vidunderlige øjeblik, hvor jeg med et
klik på musen kunne sende hele mit omarbejdede livsværk ud i
verdensrummet, hvor det få sekunder efter landede så
forskellige steder som Los Angeles, Boston, San Francisco, New
York etc. Når jeg tænker på hvordan jeg for blot 20 år
siden blaffede og cyklede rundt med overhvidtede hakkebræts-tekster
og lå en hel vinternat og fiskede de tabte, endnu
ikke-kopierede originalmanuskriptsider til bogen op fra
Holmens Kanal, ja, så er det jo en ufattelig teknisk
udvikling, der er sket siden. Hele 9 computere er jeg vokset
fra af mangel på ram, harddisk- og processorstørrelse siden
min første BBC, der revolutionerede min oversættelse af den
amerikanske bog. Blot at følge den daglige tekniske fremgang
har gjort livet så utroligt spændende at leve, at man næsten
ikke ved hvad man først skal kaste sig over om morgenen:
computertillægget eller udenrigssiderne. Og alt for kort er
livet blevet til at man kan nå at afprøve det hele - hverken
de tekniske eller politiske systemer.
Hvad der glædede mig mest nu var at alle modtagere uden
undtagelse var begejstrede for mit nye show og kun havde få
forslag til ændringer. En af de mest positive var Jay Corrin,
der leder førsteårsafdelingen på Boston University. Skønt
jøde forærede han mig i sin begejstring et tyveårsabonnement
på The Catholic Worker, idet showets religiøse indhold
mindede ham mest om de progressive katolikkers. Selv føler
jeg dog at det nye show blot er et produkt af alt det bedste
jeg har suget til mig fra studenter og lærere gennem de
sidste 14 år, snarere end af mine egne tanker - ligesom mit
oprindelige show var den blotte opsummering af det jeg havde lært
som vagabond. Men jeg sætter da gladeligt mit navn under
andres tanker. Netop ved hjælp af Internettet var der nu
mulighed for at gøre det til yderligere et fællesprodukt.
For efter denne indledende rå-kritik indledte jeg nu en mere
minutiøs gennemgang med en mindre skare, der - efterhånden
som arbejdet skred frem - blev mere og mere jødisk og
feministisk. Som chef-redaktør for det sproglige havde jeg på
forhånd valgt Mog. Det var hende jeg i 1983 fløj over til København
i 9 mdr. og lønnede for at kritisere og redigere min
amerikanske bog. Hun er så tyk at synet af hende får mange
til at væmmes og flere af de ansatte i Am. Bil. ghettoiserede
hende fuldstændig pga hendes vaner med at stege store kødben
til morgenmad. Men hendes indre er noget af det smukkeste, jeg
kender, og alle der korresponderer med hende over Internettet
- hvor man aldrig behøver at se eller lugte hinanden - bliver
vildt forelskede i hende. Skønt hun redigerede i sin
arbejdstid fra et operationsrum i Los Angeles, løb hendes
korrespondance med mig i løbet af foråret op på næsten 1
megabite - altså på størrelse med "Borte med Blæsten".
Flere af de andre skrev næsten ligeså meget. For hver ting
de foreslog, fik jeg ofte ti nye ideer, hvorved showet voksede
med over en halv time. Alene dødsstraf er så emotionelt et
emne i USA at jeg ikke blot kan nævne min modstand. Jeg er
også nødt til på denne knappe plads - og ved hjælp af
deres dybere kendskab til amerikansk psyke - at finde netop
det argument blandt hundreder, som rammer amerikanerne hårdest
i underlivet. For man kommer jo ingen vegne med intellektuelle
argumenter. De feministiske problemer i showet havde jeg for
mange år siden fået rimeligt udglattede, men nu ønskede
flere af disse feminister at jeg skulle sige sandheden lige ud
om mit "virkelige" forhold til sorte kvinder. Det i
sig selv gjorde Internettet så saftigt, at vi var bange for
at Compuserve endnu engang ville censurere det. Når jeg
sendte mine forslag af sted ved midnatstid og ofte havde de
fuldt redigerede svar på mit skrivebord allerede næste
morgen, - ja, så frygtede jeg alvorligt for, at nogle af Mogs
patienter var døde i processen. Vi blev faktisk alle så
hooked på denne daglige korrespondance, at vi begyndte at
skrive om alle mulige andre ting. Når man kæmper med så
lille et verbalt ordforråd som jeg og altid må have hjælp
til sine skriverier - det var jo f.eks. Kirsten Thorup, der
skrev min første Am. Billeder og Jette Drewsen, der skrev
andenudgaven - ja, så kan man ikke andet end misunde disse
uhyre dygtige skribenter. Det er såmænd spændende nok hver
dag at gå til hoveddøren for at se hvad der ligger af post -
især i juletiden når nogle af jer endelig nedværdiger jer
til at sende mig et par linier. Men nu begyndte jeg at vågne
tidligere og tidligere om morgenen - i samme øjeblik mine
fjerne Californiens-"redaktioner" var lukket - af spænding
efter at se hvad Internettet mon nu havde bragt. Selvom det
nogle gange blot var en samling af de mange racistiske
vittigheder eller jokes om republikanere, der cirkulerer på
nettet, er det jo dejligt at føle at nogen har tænkt på én!
Mens jeg sad og hyggede mig med mine fjerne Internet-venner
en dag, skete der pludselig noget, som med ét ændrede resten
af dagen for mig. En polsk født kvinde ringede og sagde at
hun gerne ville tale med mig. På grund af mit arbejde får
jeg ofte opringninger fra folk i nød, men hun sagde at hun
aldrig havde hørt noget om mig før. Jeg blev nysgerrig og kørte
ud til hendes lejlighed, da min intuition sagde mig at der måtte
stikke noget dybere under, selvom hun ikke havde sagt noget om
at hun havde brug for hjælp. Hun ønskede blot at tale med
mig. Hun var en ung smuk mor på 36 år med en 12-årig
datter. Hun havde virkelig ingen anelse om hvem jeg var, fandt
jeg ud af, da jeg fortalte hende om Amerikanske Billeder. Hun
var kommet her til for ti år siden som flygtning fra det
kommunistiske Polen (på et tidspunkt hvor vi var holdt op
med at vise Am. Bil. i Danmark) og talte så flydende dansk
nu, at hun havde fået en god stilling som dansklærer for
senere ankomne flygtninge. Jeg følte at der måtte være en
grund til at hun havde ringet, og alligevel gik det virkelig
trægt i de første timer med overhovedet at finde på noget
at snakke om. Så jeg begyndte at stille spørgsmål om Polen
og fortalte om de mange gange jeg havde været på campingtur
der før i tiden. Og især om den første gang, hvor jeg var
blaffet dertil med min gamle jødiske kæreste, Marly. Nogle
af jer mødte hende, da jeg havde hende med hjem i julen 1971.
Vi havde fået billige billetter på 50 dollars retur til
London fra New York og blaffede derfra hjem til min
barndomslandsby. Her overraskede vi min intetanende far ved at
sidde i kirken juleaften, så han nær tabte mælet på prædikestolen.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig havde venstres
gruppeleder, Ivar Hansens kone, Karen Marie, til bords og hun
efter et par glas vin på sin charmerende bramfri måde sagde:
"Der æ jen ting a har åltid hat lyst te. Å det er å
gi dæj en stur lussing." "Nå," sagde jeg,
"det må være for dengang jeg malede kirken over påskenat."
"Næj, de var jo et ant end ungdomstreger. Men a ka åldri
tilgi dæg for den yuleawten, do kom snigede langs æ husmure
op te æ kerk uden å di far å mur hat fåt nåd å wide. For
de had jo et hørt fra deg i månedsvis på de tidspunkt å
frygted møj for hvå da ku vær hændt deg." (Ja, da jeg
jo ved at du også smuglæser mine julebreve, kan jeg ikke dy
mig for at citere dig i det sprog jeg selv engang talte, men
mistede evnen for efter årene i Amerika. Så kan du jo næste
gang gi mig en lussing for at have fejlciteret din udtale.) Nå,
men min far havde jo forstået lignelsen om den fortabte søn
godt nok til at give os en hjemkomst i samme dur - og Marly
blev de så ellevilde med at de den dag i dag driller Vibeke
med, at Marly var den bedste kæreste jeg nogensinde kom hjem
med. Men allerede inden nytår tog vi så afsted på tommelen
for at Marly skulle opleve lidt af Europa i sin korte
juleferie fra universitetet. Og nåede blandt andet til
Warzawa. Her havde vi i mange af de hjem, vi boede i, oplevet
en voldsom anti-semitisme - ikke mod Marly, som de ikke vidste
var jøde - men i ungarernes tale- og tænkemåde. Da jeg
derfor nu - 25 år efter vores lille blaffetur rundt i Europa -
sad her i København og forsøgte at få en samtale kørende med
Angela, som min mystiske polak hed, kom jeg under
omtalen af "min jødiske kæreste" til at spørge
hende om hvad hun selv havde følt om jøder, mens hun var
vokset op i Polen. Dette begyndte at løse op for et og andet
i hende, og hun fortalte mig nu om hvordan alle hendes kærester
gennem hele hendes liv havde været jødiske, og at faderen
til hendes barn var jøde. Denne oplysning var nok til at få
mig til at spørge om hendes forældre havde været meget
anti-semitiske, eftersom jeg så ofte i USA har set døtre af
åbenlyse racister gå igennem årevis af oprør ved at have
udelukkende forhold til sorte mænd. Hun bekræftede at hendes
far havde været "meget, meget" anti-semitisk, men
syntes ikke at have lyst til rigtig at ville tale om det på
dette tidspunkt. Lidt efter gik samtalen endnu engang i stå
med masser af gaben på begge sider.
Da hun henkastet spurgte mig om "mit arbejde i
Amerika", som hun intet vidste om, fortalte jeg så om
forårsturnéen og endte med historien om
"massemorderen" Woody. Angela var tydeligvis meget
træt - havde ikke sovet i dagevis, sagde hun - men på dette
tidspunkt begyndte hun pludselig at spidse ører. Hun stillede
detaljerede spørgsmål om Woody, og om hvad jeg følte
overfor ham. Og da jeg fortalte hende om mine følelser - at
den eneste frelse jeg så for Woody (og for menneskeheden i
det hele taget) var min og andre menneskers fuldstændige
tilgivelse af ham og om hvordan jeg havde forsøgt at give ham
min betingelsesløse kærlighed, men midlertidigt havde fejlet
(som hans mordforsøg på den sovende familie viste) - og
hvordan jeg nu ønskede at fortsætte med at hjælpe ham og
hans to brødre i fængslet - ja, pludselig var det som om
Himlens sluser åbnede sig op, og at denne kvinde begyndte at
øse ud af sig selv. Hun sagde nu at hun ville fortælle mig
noget, som hun ALDRIG havde delt med nogen før:
Indtil hun var 6 år gammel huskede hun sit liv som meget
lykkeligt med en overstrømmende kærlighed fra hendes far og
mor. Men en dag blev lykken brat afbrudt med en banken på døren
- og hendes far forsvandt. I de næste 10 år fik hun at vide
af sin mor og folk omkring hende, at hendes far var
"soldat", men begyndte i stigende grad at undre sig
over, hvorfor han som soldat aldrig kom hjem. Hun følte sig
også isoleret i skolen og lukkede sig mere og mere inde i en
skal. Da hun blev 16 år, kom hendes far hjem, men da var hun
flyttet til universitetet og så ham sjældent, idet hun følte
sig helt fremmed overfor ham - lukket inde i sin egen skal,
som han var. Da hun blev gravid med en jødisk kæreste, som
hun senere giftede sig med, blev hun genstand for voldsom
vrede og forkastelse fra både sin mor og sin far. Den jødiske
familie blev nu i stedet en virkelig familie for hende, hvor
hun fandt overstrømmende varme og kærlighed for første gang
siden hun var 6 år. Men konstant havde hun på fornemmelsen
at de kendte en dybere sandhed om hende, som hun ikke selv
havde kendskab til. Kun glimtvis havde hun dog fornemmet, at
det var noget med at hendes far havde været på den forkerte
side under krigen. Hendes forældre fik på en eller anden måde
(jeg husker ikke hvordan) ødelagt hendes ægteskab med den jødiske
mand, og da den jødiske familie havde gode forbindelser i
kommunistpartiet, lykkedes det ham at tage til Australien,
mens hun selv flygtede til Danmark i 1980. På dette tidspunkt
i samtalen slap der i øvrigt en af de klassiske
anti-semitiske bemærkninger ud af hende om hvordan "jøderne
kontrollerede alting i landet på det tidspunkt." Hun
fandt sig hurtigt til rette i Danmark og var efter
kommunismens fald begyndt at sende sin datter (med det jødiske
navn, Theresa) på langvarige besøg hos begge sine bedsteforældre.
Med årene begyndte Angela at komme ud af sin selv-fornægtelse.
Da jeg spurgte om hun virkelig intet kunne huske fra disse år,
sagde hun tøvende, at da hendes far havde forladt dem i 1966,
huskede hun at hendes mor en aften havde lukket døren i for
hende, men gennem døren kunne hun høre radioen meddele noget
om "Nazist" og "dødsstraf" og
"livsvarigt fængsel." Nu, da brikkerne med årene
langsomt var begyndt at falde på plads for hende, var hun
fyldt med vrede overfor sin mor, fordi hun aldrig havde
fortalt hende noget. Hun fandt ud af gennem ungarske venner i
Danmark at en bog om Polens krigsforbrydere var blevet
udgivet efter krigsforbryderprocessen, og ringede til sin mor
og sagde at hvis hun ikke sendte hende denne bog, ønskede hun
aldrig at se hende igen. En par måneder før jeg nu mødte
Angela havde hendes mor så langt om længe sendt hende bogen,
og den åbenbarede en sandhed langt værre end hendes værste
anelser. Jeg bad om lov til at se den, men kun tøvende lod
hun mig se den senere på dagen. Den var trykt på det dårlige
papir, der var så almindeligt i kommunistiske lande i de år
og den handlede om processen mod Polens 5 værste
krigsforbrydere (eller de, som det var lykkedes at skjule sig
for helt til 1958; de fleste blev sikkert henrettet lige efter
krigen). Der var masser af billeder af hendes far fra
retssagen og endog fotografier af ham, når han stod ved kæmpestore
massegrave og gav nakkeskud til de knælende jøder. Men
billederne af, hvad han havde foretaget sig under selve den
nazistiske besættelse "efter ordre," var ikke den værste
anklage; værre var alle de drab han havde begået på egen hånd
som 18-årigt medlem af nazisterne - før tyskernes besættelse.
Kun de myrderier, som man havde fundet vidner til, var nævnt
i anklageskriftet: i alt 17 tilfælde, hvor han havde opsporet
og myrdet jødiske familier i deres hjem eller på gaden. Jeg
tror ikke at jeg behøver at sige mere om hans skyld. Alle
disse 5 forbrydere blev nu dømt til døden. Men kort efter dødsdommens
afsigelse fik Angelas far, Marek, sin dom ændret til
livsvarigt fængsel, "fordi han havde en datter og en nu
gravid kone". (Dette var 21 år efter krigen og Polen
var midt i en optimistisk vækstperiode, som Marly og jeg
skulle se 5 år senere). Angelas mor havde været fuldstændig
uvidende om hans forbrydelser, da hun giftede sig med ham i
1959. Hun var meget yngre og havde været dybt forelsket i og
forlovet med en student på universitetet, men på et besøg i
Antals hjemby, havde hun mødt ham og var blevet charmeret af
ham og især hans velstand. Han ejede sin egen urfabrik
(utroligt i et kommunistisk land og man kan ikke lade være at
spekulere over om den var grundlagt med penge røvet fra de jøder,
han havde dræbt). Hun havde derefter giftet sig med ham for
at få "økonomisk tryghed." Angela husker det rige
hjem, hun boede i indtil hun var 6 - og hvordan alting
pludselig blev taget fra dem og de sad tilbage i en trang,
kold lejlighed. Med det chok hendes uvidende mor må have fået,
undrer Angela sig stadig over hvorfor hun ikke lod sig skille
fra ham under hans livsstraf (han blev løsladt for god opførsel
efter 10 år) eftersom de lever sammen som hund og kat i dag.
Men dette smukke træk har vi så ofte set med kriminelles
hustruer - at de står bag deres mænd, når disse er under
anklage: Jeg oplevede det personligt, da Vibeke stod bag mig i
den svære måned med alle anklagerne imod mig om at være
KGB-agent. Hun kastede alt fra sig i forsvaret af mig - midt
under sin afgørende universitetseksamen.
Efter at have modtaget denne bog var Angelas liv nu blevet
forvandlet til et totalt mareridt for hende i tiden lige før
jeg mødte hende. Hun havde lukket sig fuldstændig inde - havde
mistet alle sine venner, og var i de sidste uger endog holdt
op med at gå på arbejde, da hun var helt i opløsning. Hun var
konstant træt, da hun kun fik 2-3 timers søvn hver nat.
Hvorfor, spurgte jeg? Hun svarede, at hun havde
tilbagevendende mareridt med det samme tema: hun står med sin
datter i den ene hånd og sin bror i den anden, mens en gruppe
nazister er ved at gøre sig parate til at skyde dem ned med
maskinpistolsalver. Hun føler at hun kan redde datteren,
broderen og sig selv ved at fortælle nazisterne "hvem hun
virkelig er," datteren af en stor nazist. Men hun kan ikke få
sig selv til at gøre det og føler derfor hele tiden sin
datters fugtige hånd glide ud af sin egen.....efter hvilket
hun altid vågner op. I dagtimerne fortsætter hendes mareridt,
idet hun er plaget af skyldfølelse over at sende sin datter
(Theresa havde virkeligt stærke jødiske ansigtstræk, da jeg
senere så hende) ned til Warzawa for at bo hos en mand, som
personligt havde væltet så mange børn som hende i graven.
Angela følte sig selvisk over at ville have sommerferien for
sig selv for at prøve at komme sig lidt - skønt hun i
virkeligheden sender datteren tilbage for at denne skal bevare
kontakten med polsk sprog og kultur og for at give
hende hvad hun aldrig selv havde haft - følelsen af en rigtig
familie med to sæt bedsteforældre at være hos. Angela nægtede
at tage derned selv - og endog at tale med forældrene i
telefonen. Der er mange utrolige ironier i hendes beretning:
som et resultat af Theresas besøg i Polen har de to bedstefædre
nu fået et virkeligt dybt venskab med hinanden - jøden og
den nazistiske bøddel! Ja, faktisk så havde Theresa sagt
efter sit sidste besøg, at hun ikke brød sig om når de to
bedstefædre var sammen, for så ville de altid sidde i lange,
dybe samtaler med hinanden - og fuldstændig glemme at lege
med hende. En anden ironi er, at begge Mareks børn ender med
at forråde den tidligere nazibøddels mål; for Angelas bror
er homoseksuel - og har også afskåret alle forbindelser med
ham - ikke på grund af hans forbrydelser, men fordi faderen nægter
at vedkende sig ham. Det er derfor at hun ser både sin jødiske
datter og sin homoseksuelle bror som ofre i sit
tilbagevendende mareridt. Hendes bror bor nu i Danmark, men nægter
at tale med Angela om forældrene ("jeg har problemer nok
med at være bøsse") og har ikke engang ønsket at høre
om krigsforbryderbogen.
Dette var grunden til, at jeg var den første, som Angela
nogensinde havde indviet i sin hemmelighed - åbenlyst på et
tidspunkt, hvor hendes liv var gået helt i hårdknude. Jeg
forstod nu hvorfor højere kræfter havde sendt mig her, men
undrede mig over hvordan hun havde fået mit navn. Hun
fortalte nu, at da hun planlagde flugten gennem jerntæppet
fra det kommunistiske Polen, havde en veninde, Eva, givet
hende mit navn. Det var i de år, hvor jeg gav husly til
flygtninge fra hele verden i min lejlighed - og hvor jeg til
sidst var endt med 66 arabiske, palæstinensiske og iranske mænd
- med det resultat at alle mine danske og amerikanske venner
var flygtet fra lejligheden. Jeg vidste, at mit navn
cirkulerede i den arabiske verden, for hyppigt kom arabiske
landes aviser for at lave interviews og historier om mig, og
jeg måtte trygle dem om ikke at skrive om mig af angst for at
få endnu større flygtningestrømme. Men jeg var overrasket
over nu at høre, at mit navn også havde cirkuleret blandt de
indespærrede bag jerntæppet. For Angela havde fået at vide,
at hvis hun fik brug for hjælp, når hun kom til Vesten,
skulle hun gå til "denne mand." Det var den eneste
grund til at hun var taget netop til Danmark, men her var hun
allerede på førstedagen havnet i Sandholmlejren og havde fået
at vide, at hun skulle søge om asyl derfra - grunden til at
hun havde glemt alt om mig indtil nu. Hun havde haft et godt
liv siden hen, men nu - ti år senere - havde hun i sin nuværende
krise pludselig husket ordene "hvis du får brug for hjælp,
skal du gå til denne mand," og havde gennemrodet alle
sine gamle papirer for at finde lappen med mit navn. Jeg er
desværre ikke i en situation, hvor jeg har mulighed for at hjælpe
flygtninge mere (med noget så enkelt som husly), da jeg siden
har indkapslet mig selv i lykken ved et selvisk
kernefamilieliv, hvor jeg til fulde elsker at glemme alt om
verdens problemer. (Thi i de år, hvor jeg husede alle de
flygtninge, forlod selv min kone og søn mig - ude af stand
til at udstå stanken og skidtet fra så mange sovende
mennesker på hver en tomme af gulvet, ja selv på toppen af køleskabet
osv. Så i selvvalgte krisesituationer kan man åbenbart ikke
altid regne med, at ens kone vil stå ved ens side!)
Den eneste hjælp jeg altså nu kunne give Angela var at
lytte til hendes problemer. Og denne - som jeg sagde - selv
denne lille hjælp var næsten blevet en fiasko, hvis jeg ikke
ved en tilfældighed var komme til at ytre disse magiske forløsende
ord "at tilgive en massemorder." Da dette var, hvad
der nu havde sat hele denne lavine i gang, var jeg derfor
heller ikke spor i tvivl om, at nøgleordene i mit svar til
hende skulle koncentrere sig om at "tilgive
faderen." Jeg har ikke forstand på drømmetydning.
Alligevel prøvede jeg at bruge hendes mareridt til at fortælle
hende, at hvis hun ikke rakte ud mod og fik forbindelse med de
nazistiske mordere, hun stod overfor (eller med andre ord helt
og fuldkomment i sit hjerte prøvede at tilgive sin far), så
ville hendes datters hånd glide ud af hendes egen. Hermed
mente jeg ikke blot i bogstavelig forstand, at hendes datter
en dag vil bebrejde hende for ikke have fortalt hende om
bedsteforældrene - ligesom Angela selv havde vendt sig imod
sin mor, fordi hun havde skjult sandheden for hende. Men for
mig var betydningen af barnets hånd, der glider ud af hendes,
mere noget om vigtigheden af at bryde den onde cirkel af had -
for at redde fremtidige generationer. For at hun skulle kunne
forstå hvad jeg mente, fortalte jeg hende om, hvordan vi i
Am. Billeder var holdt op med at vise showet i Tyskland, fordi
mine "ansatte" lidt efter lidt nægtede at arbejde i
det utålelige klima af had, som herskede der i årene omkring
1977-83. For overalt mødte vi i disse år unge tyskere, som
fornægtede deres egne forældre pga. de roller disse havde
haft i fortiden som "Hitlers villige bødler" - og i
reglen havde de afbrudt al forbindelse med dem. Denne formålsløse
utilgivelighedsproces havde formet og forkrøblet de unges
egen karakter i en sådan grad, at deres vredesbetændte klima
blev utåleligt for alle - ikke mindst for de sorte, som
fremviste mit show. Aften efter aften måtte Tony og Jerry stå
og forsvare mine sætninger i showet om Ku Klux Klan og
Nazister: "at sådanne ensomme og fortvivlede tabere
kunne jeg ikke andet end holde af." Thi disse unge
tyskere vendte slet og ret deres had mod folk, som nægtede at
hade. De ønskede at placere ansvar - hvilket er vigtigt! -
men de havde ingen tilgivelse i deres egne hjerter, og endte følgelig
med at gøre mine sorte ansatte ansvarlige - ikke blot for
mine meninger, men endog for klanens! Ofte fornemmede mine
sorte talsmænd mord i luften som de "fortalere", de
ironisk var endt med at blive for KKK og Nazister i dette
ulogiske tankeunivers. Ved at fornægte deres egne forældre,
endte de unge tyskere ikke blot med at bære forældrenes had
videre, men fik også forældrene til at forskanse sig i deres
egen smerte. Først og fremmest prøvede jeg at fortælle
Angela, at hun ikke var alene, for der var hundredtusinder af
børn af krigsforbrydere som hende, der gik igennem en
tilsvarende smerte og tortur. Og at hun ville ende med at ødelægge
sig selv med had og negativ tænkning, hvis hun ikke i det
mindste PRØVEDE at række hånden ud til sin far - og således
at redde sig selv som i drømmen.
For at overbevise hende om hendes egennytte af dette,
fortalte jeg hende om hvordan jeg selv havde lært at overleve
blandt "onde" mennesker og kriminelle i mange år.
Ved at sende dem et signal - et budskab - om ubetinget tillid
og tilgivelse - altså i virkeligheden at fortælle dem at
"du er god, jeg har grund til at have tillid til
dig" - hvilket ofte er første gang nogensinde, sådanne
undertrykte mennesker modtager et sådant budskab - er vi
altid i stand til at hjælpe dem ud fra de forskansninger af
"tough" eller "farlig", som de har tillagt
sig for at kompensere for deres dybe smerte og mangel på
selvværd. Magtesløse menneskers eneste følelse af magt består
i at kunne skræmme os andre. Men denne falske magtberuselse må
vi aldrig lade dem få ved at udvise frygt overfor dem - altså
ved at sige til dem "du er dårlig, jeg har grund til at
frygte dig." For derved re-stimulerer vi netop alle de
negative følelser, de fik omkring sig selv fra barndommens
tid, og så først angriber de os. Nej, mennesker elsker at føle
sig elskede, så når vi i stedet lærer at sende dem den
modsatte kærlighedens erklæring - for vor egen egoismes og
overlevelses skyld - er det så overvældende et budskab for
dem, at de altid "smelter" og bliver vores nærmeste
allierede og vil gøre alt muligt for at hjælpe os - som jeg
gang på gang har oplevet det med kriminelle, med Ku Klux
Klan-medlemmer og som jeg så det med Woody og hans familie. Når
man gradvist lærer, hvor let det er at overleve i en verden
af vold, og ser hvordan selv de mest "monstrøse
uhyrer" inderst inde hungrer efter kærlighed og accept,
så ændres man også gradvis selv og bliver mere og mere
tillidsfuld. Derved er man i stand til at sende endnu mere
positive vibrationer ud, som yderligere forstærker ens egen
sikkerhed og mentale velvære. Omvendt er det altid de
mennesker, som jeg i mine rejser ser låst fast i frygt og
mistillid, der bliver skadede. Og er vi først blevet skadede
(som de fleste mennesker jo er), ved vi hvordan det forstærker
vores frygt og vores negative vibrationer overfor andre,
hvorved den onde cirkel bliver værre. I mine workshops i USA,
hvor jeg prøver at hjælpe unge hvide til at få lidt tillid
til deres medborgere, bruger jeg ofte udtrykket: "Hvis et
lidelsesmønster (altså: summen af vore smertesoplevelser,
som de senere i livet viser sig i vore irrationelle
handlinger) angriber dig - og kun et lidelsesmønster vil
nogensinde kunne finde på at angribe dig - er hjælpen altid
lige ved hånden: nemlig i det menneske, som sidder låst fast
inde bag det skræmmende lidelsesmønster."
Skønt min personlige overlevelsesfilosofi ikke kan
benyttes i krigssituationer styret af irrationel gruppeopførsel,
eller ved drive-by shootings o. lign., er den altid anvendelig
i mødet med individuelle - såsom at prøve at overleve
mentalt med en far som Angelas. Linien mellem undertrykker og
offer er så uklar under alle omstændigheder at det er bedst
for vores positive tænkning og velvære ALTID at betragte
alle som ofre. I modsætning til, hvad det kunne synes som,
tillader en sådan holdning andre at komme ud af deres mentale
forskansning og at tage livet i deres egne hænder - at frigøre
sig fra undertrykker/offer rollerne. Fortsætter vi derimod en
skyd-skylden-på-andre måde at tænke på, er vi allerede
selv på vej ned ad det skråplan hendes far engang startede
ud fra, hvor vi delegerer ansvar væk fra os selv og ender med
at blive overvældet af negativ tænkning - det som også
kaldes for had. Hvis du ikke fuldstændigt forsøger at
tilgive din far i dit hjertes inderste, sagde jeg, er du på
samme vej som Jugoslaverne og Rwanderne, hos hvem ophobningen
af had eksploderer hvert 50. år. Nogen må bryde den onde
cirkel. Derfor er jeg så stor en beundrer af Mandelas (for
ikke at tale om de Klerks) sandhedskommission, der giver alle
tidligere hvide såvel som sorte bødler fuldkommen tilgivelse
mod at de tilstår ALLE deres forbrydelser. Årsagen til at
jeg holdt sandhedskommissionen op som et opmuntrende eksempel
for Angela, var at hun personligt havde været et offer for
den tidligere skrue-uden-ende af eskalerende vold og had i
Sydafrika. Da vi tidligere på dagen havde talt om Amerika,
havde jeg således fornemmet en stærk racisme i hende overfor
sorte. Da jeg spurgte hende, hvor hun havde den fra, fortalte
hun mig om en hændelse, da hun først var ankommet til
Danmark. I flygtningecentret Sandholmlejren havde hun kort
udvekslet et par bemærkninger med en sort flygtning fra
Sydafrika. Et par nætter efter havde han pludselig og uventet
stået i mørket i hendes værelse og havde voldtaget hende.
Senere havde lejrmyndighederne fået hende overtalt til ikke
at gøre en politisag ud af det, "da han var et mentalt
skadet offer for apartheid under hvilket hvide bødler havde
dræbt begge hans forældre - årsagen til hans had mod de
hvide nu." Disse to ofre for undertrykkelse, Angela og
sydafrikaneren, havde på sin vis begge mistet deres forældre
til undertrykkelsen - og bar nu deres had videre mod hinanden.
For at undgå at hun selv skulle bære hadet videre på ligeså
meningsløs vis, var det ikke svært for Angela nu -
intellektuelt i det mindste - at indse at hun blev nødt til
at gøre som sandhedskommissionen: at tilgive sin far.
Problemet er hvordan man tilgiver een, man ser for sig som sådan
et uhyre, at man personligt reagerer - ikke overfor mennesket
indeni - men overfor den forskansning af fjendtlighed han
naturligvis var endt i som følge af straffen og samfundets årelange
forkastelse og ghettoisering af ham. Det overraskede mig ikke,
at han ikke havde været i stand til at udtrykke
samvittighedsnag. Thi for at blive i stand til det må man
kunne føle et positivt klima af kærlighed, forståelse og
tilgivelse omkring sig - ikke forkastelse og had. For at hjælpe
hende over denne hindring bad jeg hende om at prøve at se for
sig sin far som ung mand - at prøve at se det sårede barn i
ham engang. På dette tidspunkt i samtalen huskede hun
pludselig at hendes fars egen stedfar, som havde opdraget ham,
havde været jødisk, men hun havde aldrig rigtig spurgt ham
ud om hans barndom og vidste ikke mere. Hvad der end har været
årsagen endte han som meget ung i nazistpartiet. (Hitler
havde jo selv efter sigende en jødisk bedstefar og nære jødiske
kunstnervenner i ungdommen ligesom den eneste, han personligt
gav ordre til at hedde fra koncentrationslejrene var hans egen
barndoms afholdte jødiske familielæge. En jødisk
galleriejer fra Washington fortalte mig for nylig på en
flyvetur om en spændende østrigsk bog, der udkommer i løbet
af året, netop om Hitlers varme barndomsforhold til jøder.)
Jeg bemærkede derpå at Angelas far sandsynligvis havde
set ud ligesom alle de unge nazister, jeg havde marcheret ved
siden af i sidste års store europæiske nazimøde i Roskilde,
som jeg ønskede at opleve fra nazisternes synsvinkel. (Som nævnt
i sidste års julebrev var dette sjovt et stykke tid - indtil
vi blev bombarderet med brosten og bomber af anti-nazister med
lige så meget had i deres hjerter). Hun lyttede intenst, da
jeg beskrev det sårede og fortabte udtryk, jeg havde set i de
unge nazistansigter, og hun ønskede at se billederne jeg
havde taget af dem. Nogle af mine tilskuere ved et show i
Hillerød genkendte for nylig to af dem som deres egne
tidligere skolekammerater og berettede for mig om den forfærdelige
barndom de to, Per og Brian, havde haft. Men skønt de havde
leget med disse forsømte børn i barndommen, havde de
alligevel fornægtet dem, da de voksede op og blev nazister.
Med andre ord - fejltagelsen vi altid gør med ofre: vi vender
dem ryggen nøjagtig på det kritiske tidspunkt med voldsomme
vredesudbrud i ungdommen, når de mest har brug for vores hjælp
og støtte. Derved ender vi med i stedet at forankre dem i
deres smerte og vrede ved at stigmatisere dem som
"NAZISTER", en identitet som ellers ville have været
kortvarig for de fleste af dem. (Ofte er der ikke brug for
andet end en kortvarig kærlighedsaffære til at bringe dem ud
af den - sådan som vi så det med den tidligere leder af
nazistpartiet, som forelskede sig i en palæstinenser). Da jeg
fortalte Angela at jeg havde tænkt på at invitere enten Per
eller Brian med mig på turne i USA (fordi jeg ved, hvor lidt
der skal til for at bringe dem ud af sådanne
ungdomsaktiviteter og finder, at dette ville være en mere
konstruktiv måde at bekæmpe nazisme på end at smide brosten
efter dem) - ja, så tryglede Angela mig pludselig om at
bringe en af dem hjem til sig for at hun kunne få at se
"sin tabte far som han engang havde været" før han
var endt i det glatte uføre (hvor jo ingen kan holde sig
oprejst eller vende om uden omgivelsernes støtte) på skråplanet
ned mod bøddelrollen. Faktisk følte jeg at et sådant møde
ville være til gavn for begge parter.
Fra nu af begyndte jeg at se positive tegn på, at Angela
var ved at komme ud af sin forskansning og bad hende om at prøve
at se for sig, hvor let det havde været for det "sårede
barn i nazistuniformen" lidt efter lidt at glide fra A
til B til C til X'ecutioner - når hun tog datidens historiske
kræfter i betragtning. Hvor hadefuld jeg selv end havde været
det overfor amerikanerne i min ungdom pga deres
krigsforbrydelser i Vietnam, hvad der fik mig til at ændre
mig var da jeg kom til USA i 70'erne og hyppigt mødte alle
disse hæderlige og i bund og grund "gode"
Vietnamveteraner, som ofte fortalte mig om hvilke uhyrer
("monsters"), de var endt med at blive i Vietnam. En
elskværdig lastbilchauffør havde kun en måned før han
samlede mig op i Mississippi fået sin afsked fra hæren for
"uhæderlig opførsel". Han fortalte mig om, hvordan
han pludselig, da hans bedste ven blev dræbt i kamp, havde
mistet besindelsen og var løbet ind i landsbyer og havde flået
gravide kvinder op med bajonet, hevet babyerne ud og smadret
dem mod træer osv. Kun et par dage efter dette var han
spadseret ned gennem USA's gader og alting syntes nu
"fuldstændig uvirkeligt." Nej, på det rette
tidspunkt og i de rette rammer kan den dybere smerte i os alle
provokeres til at eksplodere - og ingen udenforstående fordømmelse
(eller trussel om straf) kan ændre dette. Derfor må vi prøve
nye fremgangsmåder - såsom Mandelas - eller sådan som
Angelas jødiske svigerfar havde vist, det kan gøres. For han
havde sandt at sige prøvet at ende hadets onde cirkel ved først
at skabe et kærligt tilflugtssted for en bøddels udsatte
datter - og dernæst ved at gøre sig til ven med
"barnet" inde i bøddelen selv. Det er sådanne
smukke historier om kærlighed og forsoning, der kan gøre mig
fuldstændig opstemt og som giver mig livgivende inspiration
til at fortsætte i en ellers tilsyneladende" mere og
mere voldelig verden med dystre fremtidsudsigter. Hen mod
enden af dagen fornemmede jeg tydeligt, at jeg gjorde
virkelige indhug i Angelas forskansning og at hun blev mere og
mere positiv i sine tanker overfor faderen - og deres fælles
fremtid. Da han er gammel nu, opmuntrede jeg hende til at
skynde sig, for at han ikke skulle dø før deres forsoning -
ikke for hans skyld, men for at redde sig selv fra senere
selvbebrejdelse - og, jeg vil tilføje: for menneskehedens
fremtids skyld. Store ord, ja - men netop fremtiden starter og
slutter i det små - i hver og een af os.
Lad mig sluttelig sige, at dette blev en helt utrolig dag
for mig - der havde oprullet sig langsomt som en film i
begyndelsen og var endt i en overdådig eksplosion af noget
uhyre vigtigt, som blev udrettet for os begge. Men naturligvis
kom jeg helt udmattet hjem og faldt øjeblikkeligt om på
sengen. Der er nemlig også en anden side til sådan en
begivenhedsrig dag: Når man oplever mærkelige ting, som jeg
havde gjort det denne dag, kan i det mindste jeg ikke undgå
at føle, at hvad jeg oplever udadtil egentlig er et spejl af,
hvad der foregår i mit eget indre. At leve i ghettovolden i så
mange år var - når alt kommer til alt - måske bare en måde
for mig at bearbejde den dybere smerte, vrede eller vold i mig
selv på. M.a.o. en storartet, sjov og - som det endte med at
gå - endog produktiv måde for mig at undgå at blive et
nazistisk uhyre selv - hvis ellers den teori holder. (Jeg har
i hvert fald hørt den hyppigt nok fra psykologer, astrologer
o.lign. til at være fuldt bevidst om det - selv under
begivenhedernes forløb nu - hvilket gør det lettere at holde
hovedet oven vande). Efter den mærkelige tur jeg havde i
februar, hvor jeg mødte usædvanlig mange mord og
massemordere overalt, var jeg tvunget til at tage et dybere
kig ind i mig selv (for min egen forstandigheds skyld var jeg
glad for at jeg havde haft et sundt vidne som Eli med mig
overalt - skønt dette ikke tager noget fra teorien). Men
denne dags oplevelser med Angela og Theresa forstærker endnu
engang vigtigheden, jeg ser, af at vi lærer at vende de
dybere og mørkere kræfter i os ud i et mindre destruktivt og
mere kreativt forløb. Og det kan vi kun gøre med hjælpen og
kærligheden vi får fra andre - kærligheden jeg igennem årene
har fået fra så mange af jer, der modtager dette nytårsbrev.
Med den lånte benzin vi får fra andre - og som menneskeheden
trives og overlever på - får vi overskud til selv at
overleve - og at give lidt kærlighed videre til andre:
livsilden som brænder, kunne jeg fristes til at sige. For jeg
er jo ikke præstesøn for ingenting.....
Allerede samme aften begyndte jeg at nedskrive disse linier
for at redegøre for mig selv, hvad det egentlig var der var
sket - og for at dele dem med andre for at finde ud af hvor
jeg måske havde fejlet. Især e-mailede jeg dem straks til
alle mine jødiske venner i USA. Da Marly havde spillet så
central og forløsende rolle for denne dags forløb, var jeg
især interesseret i at se hendes reaktion. Hun er nemlig i
dag en af de fineste psykiatere i USA og sidder dagligt med
fastlåste mennesker som Angela på divanen. Snart var
Internettet rødglødende med skriverier. Jeg blev virkelig
glad for at erfare, at alle mine jødiske venner stort set var
enige i måden jeg havde klaret situationen med Angela på -
skønt mange selv gik med forfærdelige lidelsesmønstre efter
holocaust-tiden. Elisabeth - en af mine venner i New York -
skrev: "En af dem jeg fortalte historien til var min
kusine, Nina, som du mødte sidst da du boede her. Hun sagde,
"Hvad hvis man ikke kan tilgive? Trods alt var
alle vore bedsteforældre polakker og blev myrdet af
nazisterne. Måske var mine bedsteforældre i et af de
billeder, du omtalte." Jeg vil derfor sende din e-mail
videre til Nina." At historien kom til at vandre vidt
omkring på Internettet opdagede jeg et halvt år efter, da
jeg sad til middag i New York og pludselig overhørte nogle af
de andre gæster diskutere historien, der nu var kommet til at
hedde "Angelas dilemma." Jeg kunne jo så ikke dy
mig for at afbryde dem med at "hvis der var noget, de
ville vide, skulle de bare spørge, for det var såmænd mig
der havde plantet historien på Internettet....." Ved den
lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere at elektronik er langt
mere troværdigt end mennesker. På Internettet bliver nemlig
den "lille fjer ikke til fem høns" idet alle blot
med musen havde klikket fjeren videre uden ændringer.
Da jeg så denne utrolige respons, fik jeg virkelig lyst
til at skrive på Internettet, hvor jeg i det mindste har
vished for, at folk ikke kan bruge mine ord som lokumspapir,
som de gør det med mine kronikker i Politiken. Noget af det,
jeg længe havde haft lyst til at fortælle amerikanerne om,
var den europæiske indsats for miljøet. Jeg havde jo ved
sammenligninger mellem amerikanske og danske butikker kunnet
konstatere hvordan amerikanerne langsomt, men sikkert var
kommet bagud i den økologiske revolution - skønt jeg så
tydeligt huskede hvordan det netop var dem, der startede miljøbevidstheden
i hippietiden. Derfor ønskede jeg nu at fortælle dem lidt om
de landvindinger, vi har gjort i især Nordeuropa. Da miljøet
jo har vores fælles interesse var det vigtigt at det ikke kom
til at lyde national-chauvinistisk, hvilket var svært da næsten
al min viden kun kom fra at iagttage den langsomme, men sikre
revolution på de danske butikshylder. For at undgå dette
skrev jeg det lettere humoristisk - om hvilken glæde det nu
var at være hjemmegående husfar (stadig under stuearrest) når
jeg hver dag kunne gå på barrikaderne i Irma sammen med de
mange andre revolutionære (vores Irma ligger i øvrigt lige
der, hvor jeg sad i skjul inden signalet lød til et af
60'ernes største angreb på den amerikanske ambassade) - ja,
om hvordan bevidstheden om at være en af fodtropperne i denne
globale revolution for at redde miljøet gjorde det til en
sand lykkerus for mig at klare det daglige husarbejde,
madlavningen og opvasken. Hertil svarede flere af mine
amerikanske læsere at de øjeblikkeligt ville sende mig en
flybillet for at jeg kunne komme og klare den meterhøje
opvask, de havde stående i køkkenet. Men - som jeg derfor
gjorde dem opmærksom på - var den største forskel på det
amerikanske ord "organic" og det europæiske "økologisk,"
at alle omkostninger herunder transport regnes med i det økologiske
koncept. Godt nok havde vi i American Pictures selv købt ind
i den "organiske" "Rainbow"-butik i San
Francisco i 1982 sammen med en masse andre hippielignende
"freaks", men det havde ikke meget med økologi at gøre,
når man var nødt til at sætte sig i en benzin-osende bil
for at køre tværs gennem en storby forbi hundredvis af andre
supermarkeder uden "organiske" produkter. Sådan
startede det sikkert også i Danmark, men den økologiske
revolution er faktisk stagneret på dette hippieniveau i USA
lige siden. Her karakteriseres den først og fremmest af at være
"selvisk orienteret" mod at forbedre sin egen
sundhed, mens det der gør den virkeligt revolutionær i
Europa netop er dens karakter af at være for almenvellet -
for naturens skyld. Det er vigtigt at bruge billeder i sin
argumentation og jeg fremdrog derfor masser af eksempler, der
tydeligt viste dette: hvor tit jeg f.eks. havde set
storrygende, øldrikkende "revolutionære" komme
rullende ud af Irma med indkøbsvogne fyldt med økologiske
varer. Det var jo et billede de helse- og anti-ryger-fanatiske
amerikanere med deres moraliserende forbud mod offentlig druk
havde svært ved at argumentere imod. Jeg kunne nævne masser
af andre eksempler på, hvordan danskerne i helse-mæssig
henseende er det mest suicidale folk i verden. Jeg var selv
efter mange års indkøb af Nicaraguakaffe med tiden gået
over til økologisk kaffe, mens mine mere bevidste amerikanske
venner i samme tidsrum gik fra Nicaraguakaffe til koffein-fri
kaffe. Eksempler som "økologisk tobak" og "øko-øl"
(som enkelte butikker i USA importerer fra Danmark) viser
samme tendens. Sådanne valg kan iøvrigt være svære. Da jeg
oplevede den håbløse fattigdom i Nicaragua, blev jeg endnu
mere fanatisk i mit valg af kaffe end jeg havde været det i
Reagan-tiden. Men da jeg i Latinamerika lærte om de store
miljøomkostninger ved ikke-økologisk kaffeproduktion var jeg
nødt til at skifte, for er først jorden skyllet ud i havet
har heller ikke de fattige bønder i Nicaragua en jordisk
chance. Mit væsentligste argument, som fik amerikanerne til
at spærre øjnene mest op, var netop at deres politiske og
sociale forudsætninger måske var den største hindring for
at gennemføre en økologisk revolution i USA som vores. Deres
"organic farming" er jo udelukkende baseret på
tillid, som ikke ville kunne klare sig under virkelig
konkurrence. Med hele deres anti-regerings og
anti-reguleringshysteri ville de f.eks. aldrig tillade de
regeringsansatte kontrolinstanser vi har, til at sikre at en
økologisk landmand ikke snyder og køber pesticid-hø fra
naboens marker. Da økologisk mad er dyrere end pesticid-mad,
ville mafia-landmænd hurtigt dukke op for at tjene lette
penge, hvis ikke skattemyndighederne kom og checkede
regnskaberne over hvem varerne er indkøbt hos. M.a.o. er
europæerne villige til at betale endnu mere i skat for at
have et sådant regeringsbureaukrati til at snuse i folks
privatsager - alene for miljøets skyld. Tilmed sender vi
disse ud i den tredje verden for at kontrollere at de økologiske
ingredienser, der er nødvendige til at lave en helt igennem
økologisk kage, virkelig er økologiske, og har derved en
positiv indvirkning på økologi-revolutionen i disse lande.
Men kunne amerikanerne måske forestille sig danske
bureaukrater trampende rundt i Jesse Helms bagland i North
Carolina for at verificere, at tobakken virkelig var økologisk?
Blot ideen om økologisk tobak forekommer amerikanerne
latterlig. Ligeledes forekommer det som det rene vanvid for
amerikanerne, når jeg fortæller dem om hvordan øldåsekrigene
raser i EU og bliver udkæmpet på baggrund af videnskabelige
analyser af energi- og miljøomkostninger ved henholdsvis dåse-
og flaskeproduktion - gradvist udvidet til arbejdsmiljøanalyser,
der viser omkostninger ved hospitalsophold for arbejdere, der
løfter kasser med enten dåser eller de tungere kasser med
flasker osv. osv.
Skønt der er tale om en virkelig græsrodsbevægelse af
politiske forbrugere, ville den ikke have haft en sin succes
uden velfærdsstatens aktive medvirke. Da jeg i forvejen
underviser meget i dette emne i USA, morede det mig jo også
at fortælle om hvordan begrebet efterhånden er ved at blive
udvidet fra menneske-velfærd til dyre-velfærd i vores
bevidsthed såvel som i lovgivningen. Med hele vores omsorg
for "fritgående dyr" er dagen vel ikke fjern, før
vi også giver disse ret til et sidste måltid efter eget valg
inden henrettelsen, hvorved de faktisk har opnået samme grad
af velfærd som menneskene i USA. Som den solidaritets-vegetar
jeg er - da min kone er vegetar og da miljøet ikke ville
kunne klare at hele verdens befolkning spiser kød - forstår
jeg iøvrigt ikke, hvorfor folk ikke blot dropper kødspisning
helt eller delvist. Man behøver jo ikke at blive fanatiker og
jeg spiser da også gerne kød som gæst i andres hjem ud fra
mit gamle vagabondprincip om at respektere folks gæstfrihed
og at tage imod alt hvad der bliver budt mig - også af kødets
lyster! - for ikke at afstedkomme sårede følelser. For det
skønneste ved vores økologi-revolution - i modsætning til så
mange bevægelser, jeg har set i USA - er netop at den er
blottet for frelsthed. "Revolutionære" og
"reaktionære" går på indkøb side om side uden løftede
pegefingre og med fuld forståelse for, at ikke alle har råd
til at købe økologisk hele tiden (selvom man kunne håbe på
at pesticid-varer i fremtiden ville blive kunstigt dyrere
gennem en miljøbelastningsmoms). Helsekostfanatikernes
ghettoisering i afsides butikker i USA fremmer derimod en ubærlig
frelsthed, der virker mod hensigten idet kun den brede
befolknings deltagelse kan redde verdensmiljøet. Som eksempel
på hvor meget vi egentlig er villige til at ofre på miljøet
fortalte jeg om, hvordan jeg selv havde været med til at
redde Thailands brændende regnskove gennem de 0.5% af B.N.P.,
regeringen har afsat til at redde verdensmiljøet, mens USA
som eneste I-land nægtede at skrive under på
Rio-konventionen. Nå, men der er da alligevel små fremskridt
at spore for miljøet i USA. I februar læste jeg f.eks. i San
Francisco Chronicle at Californiens Ku Klux Klan-leder var
under tiltale for at have overtrådt de lokale
luftforureningslove ved at brænde dieselolievædede kors
af......
Det dejlige ved at skrive sådanne artikler er, at man i
processen selv bliver mere miljøbevidst. Da jeg følte at jeg
selv havde sovet lidt i timen under den hastigt
fremadskridende miljørevolution - bl.a. ved at opholde mig så
meget i USA - var jeg egentlig ikke klar over, hvor omfattende
den var. Men da først skriverierne frem og tilbage på
Internettet tog fart, var jeg jo nødt til at sætte mig ind i
lovgivning, støtteanordninger osv. Det var derfor en særlig
glæde for mig at kunne deltage i den første økologiske
verdensudstilling og at finde et væld af informationer der.
Da amerikanerne i disse år lever i fuldkommen uvidenhed om,
hvad der foregår udenfor deres grænser, satte mine
skriverier en livlig debat i gang. Flere bad om lov til at
skrive mine artikler om til et mere korrekt engelsk, og jeg
opfordrede derfor alle til at skrive mine ord om i deres eget
sprog og at sætte dem i lokale aviser og studenterblade under
eget navn. Skulle nogle af jer julebrevslæsere have
amerikanske venner kan jeg sende jer en e-mail-udgave, som I
umiddelbart på skærmen kan ændre til at blive jeres egne
ord og meninger - og derefter klikke videre som jeres eget
miljøbrev til amerikanske venner. Det eneste, det gælder om,
er at fremme miljøbevidstheden i USA, thi hvis ikke
amerikanerne er med - med deres dobbelt så store
energiforbrug som vores - vil den globale økologiske
revolution aldrig blive vundet. Og husk, den er først vundet
når vi kan få statskontrollerede økologiske fisk fra
verdenshavene og - ja, økologisk vin fra de franske
Stillehavsøer!
Fortsættes i 3. del |