Udvidet (og lettere
forsinket) 25 års jubilæumsudgave af julebrevet
- med et vemodigt tilbageblik på årene
der gik.
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!)
.....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle
de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse
1. Det kan være svært at bevare forbindelsen med gamle
venner og familiemedlemmer, og amerikanerne er i regel
imponerede af min evne til at opspore tabte venner i et land
uden folkeregister. Så dygtig er jeg faktisk blevet til at
finde tabte venner, at I i årets julebrev skal høre om
hvordan det lykkedes mig at genfinde en af jer læsere - 500
år (fem hundrede!) efter at vi mistede forbindelsen med
hinanden.
2. Og hvordan jeg fik alvorlige ægteskabelige
problemer, da jeg efter 20 år fik opsporet en anden af jer.
3. Hvordan jeg blev kåret til at være USA's dårligst
klædte foredragsholder.
4. Hvordan jeg tog bad - ikke med et badedyr - men med
en vaskeægte, levende vaskebjørn.
5. Hvorfor jeg aldrig standser bilen, når jeg møder
dansende bjørne på kørebanen.
6. Hvorfor hele min familie konverterede til De Sidste
Dages Hellige i årets løb.
7. En uhyggelig beretning om hvordan jeg jagtede en
massemorder i tæt tåge i sumpene.
8. Hvordan jeg rystede som gelÉ, da jeg skulle
fotografere en halshugning.
9. Hvordan jeg vadede rundt på bare fødder i blod til
anklerne mellem de dødsdømte.
10. Hvordan jeg kom i en mareridtsagtig situation hvor
jeg personligt skulle vælge hvem af mine to venner, der
skulle dø.
11. Hvordan KGB og STASI lærte mig hvad angst er.
12. Hvordan højskolen forpurrede mit forsøg på at
blive dronningens vagtmester og dog bragte mig i stue med
dronningen.
13. Hvordan min familie gjorde oprør mod dronning
Margrete og blev straffet for det.
14. Hvordan en nazi-forbryder, der personligt havde
henrettet hundredvis af jøder i massegrave, blev bedste ven
med en jøde og hjalp mig til at fejre mit 25 års jubilæum
med min første jødiske kæreste.
15. Hvordan en anden af mine gamle jødiske kærester
ikke kunne komme til 25 års jubilæum fordi Hillary Clinton inviterede hende til det Hvide Hus pga hendes rolle i et andet
folkemord.
16. Hvem af mine gamle kærester, der med nød og næppe
undgik at blive myrdet i sumpene nytårsnat i år og hvem der
som noget ganske uhørt to gange fik en Grammy....og hvorfor
min kone alligevel altid driller mig med dem begge.
17. Hvordan mormonerne og højere kræfter gjorde mig i
familie med både Tordenskjold og Gorm den Gamle.
18. Hvordan jeg i over en måned erstattede min kone med
4 guldbehængte afrikanske prinsesser i min seng.
19. Hvordan jeg bar mig ad med at have sex med 4 kvinder
på en dag.
20. Og hvis I har problemer med parforholdet, skal I også
få min hemmelige opskrift på hvordan I kan bære jer ad med
at få 14 nye kærester på 17 dage. Prøv den!
Året, der stod i familiens tegn Jul/nytår 1996
Kære årbog........og gamle venner, der gider at smugkigge
i den.
Ja, overskrifterne i årets julebrev prøver jo bevidst at
efterligne den nye kanal DR2's blikfang, men modsat mine
medie-konkurrenter vil jeg også forsøge mig med lidt seriøst
indhold i årets julebrev.....og så i øvrigt berette om - et
sted på disse mange sider - hvordan mange af jer vil blive nævnt
ved navn i en kommende DR-udsendelse!
Egentlig burde der ikke være meget at skrive om i år, thi
dette var året hvor min kone gav mig husarrest. For en
evighedsvagabond som mig kunne det følgelig være blevet et
"anno horibilis" som dronning Elizabeth kaldte
forrige år. Men, som I skal få at høre, er der altid en
udvej i den slags triste situationer, og skulle nogle af jer være
havnet i en lignende internering med årene, vil jeg gerne
give et par gode råd og gummigeder med på udflugtsvejene.
Trods min indespærring har jeg alligevel så meget at
berette om, at jeg straks må gå til sagen. Grunden til min
husarrest - thi sådan føles landsarrest i et lille land som
Danmark - var at Vibeke, min kone, skulle arbejde fuldtids med
sin Afrikafestival og ikke havde tid til at passe børnene.
Men pga. pæn opførsel fik jeg dog i januar lidt lejlighed
til at holde enkelte foredrag. Og kan man ikke selv komme ud
og se verden, kan det jo være en fornøjelse at underholde
andre globetrottere. Et af de sjoveste foredrag, jeg har haft,
var således omkring det store runde snapsebord i Eventyrernes
Klub i Nyhavn for alle de ældgamle globetrottere, vi husker
fra vores barndom: Jens Bjerre, Arne Falk Rønne, Jørgen
Bitch osv. Jeg husker ikke helt hvem af dem, der endnu var
fysisk eller mentalt til stede, men det var i al fald min
konkurrent i USA, Jens Bjerre, der havde inviteret mig. Jeg
var selvfølgelig klar over, at jeg ikke ville kunne berette
noget nyt om fjerne Bountylande til så garvede gutter, og
besluttede at tale om det at rejse i det indre, ind i
mennesket, ind i familien, ned i historien osv. Og det blev
til så bragende en succes (fik jeg da at vide) at jeg også
delvist vil forsøge noget lignende her i brevet - udelukket,
som jeg jo var, fra andet end at drømme om det eksotiske pga.
min kones travlhed med at importere det eksotiske. Måske drømmen
om Bountyland egentlig også er nok for de fleste? Efter nogle
kraftige sjusser er det i øvrigt let at underholde hvem som
helst om hvad som helst. Det oplevede jeg igen da jeg nogle
dage senere skulle holde foredrag om
"Undertrykkelsesmekanismer og fremtiden" for
kaospiloterne i Århus. Da Hans Peter jo lige var død, kunne
jeg ikke lade være lige at dreje ind på vej fra Molsfærgen
for at trøste hans kone, Else Marie, i hendes sorg. Der var
kun lidt over en halv time til det, men hvad vi ikke nåede at
komme igennem på den tid af gråd og latter tilsat adskillige
flasker rødvin i de lystige og vemodige minder om Hans Peter
er ikke godt at vide. Derimod ved jeg ikke, hvad publikum i Århus
Teater tænkte. Jeg havde nemlig troet at jeg først skulle på
scenen kl. 21, men aftenens anden taler var sneet inde i
Boston, hvorfor alle sad og ventede på mig, da jeg plakatfuld
kom sejlende ind. Jeg blev straks slæbt op i scenens blændende
projektørlys. Jeg er ikke nogen professionel talemaskine, så
da jeg ude i mørket opdagede flere, som jeg havde haft med på
ture i USA, og de to piger jeg havde delt seng med i Thailand,
ja, så havde jeg svært ved at tage noget som helst
alvorligt. Jeg ville egentlig blot lige have...øh...und...
undskyldt min stærkt påvirkede tilstand med lidt
indledningsvis snak om at jeg lige havde drukket gravøl, men
ved synet af også Hans Peters datter derinde, blev jeg så kørt
op at jeg vist endte med at tale mere om Hans Peter end om
"undertrykkelsesmekanismer." Da kaospiloterne er
kendt for deres utrolige selvhøjtidelighed kan det jo godt være
at det lige netop var de "befrielsesmekanismer", der
var brug for. Jeg tør ikke at sige det, for jeg har aldrig
helt lært om de bragende bifald, jeg ind imellem modtager, er
udtryk for befrielse over at jeg endelig holder op med at tale
- eller fordi det somme tider lykkes mig ikke at bøve mig.
Derimod endte det hele uhyre højtideligt, kedeligt og ensomt,
da kaospiloterne havde insisteret på at jeg fik samme
behandling som deres udenlandske professorer, så for ikke at
såre deres selvhøjtidelighed indvilligede jeg i for første
gang nogensinde at bo på et dansk hotel (frem for i en
vinterkold bil eller hos venner) - nemlig i det fornemme hotel
Royal overfor teatret. En væsentlig grund til at jeg holder
forbindelse med så mange af jer gamle venner, må jeg tilstå,
er jo at jeg derved kan undgå sådanne ensomme og fremmedgørende
hoteloplevelser! I den forbindelse vil jeg lige nævne, at jeg
har opdaget at flere af jer har været i København i årets løb
uden at overnatte i vores gæsteværelse. Husk at sådanne
forbrydelser altid bliver opdaget! Jeg ved godt at jeg
ofte har været i jeres hjembyer uden at overnatte hos jer og
vil derfor lige benytte lejligheden til at forklare, at det i
reglen skyldtes at mit foredrag først sluttede ved
midnatstid, hvor jeg syntes det var for sent at komme og
buldre jer op - eller endnu mere hyppigt: at jeg næste morgen
kl. 7 skulle være i en skole et andet sted i landet. I så
fald kører jeg altid dertil og sover i bilen i skolegården
for at være sikker på at eleverne vækker mig til tiden. Men
det bør ikke være nogen undskyldning for ikke at overnatte
hos os - heller ikke når jeg er ude at rejse, idet Vibeke er
et af de mest gæstfri og tolerante mennesker jeg kender. Husk
at vi bor kun 5 minutters gang fra de fleste af Københavns
teatre og fra 75 biografsale!
I øvrigt skylder jeg mine bilovernatninger den eneste hædersbevisning
jeg nogensinde har modtaget: nemlig de amerikanske studenters
kåring til at være USA's dårligst klædte foredragsholder.
Man orker nemlig ikke i morgenkuldens nøgne greb om sig at
rode rundt i tøjbunken under sædet - og ender derfor altid
med at tage det samme på som dagen før. Faktisk var jeg
tynget af igennem mange år at blive kåret som den evige
to'er. Det syntes jeg ikke jeg fortjente når studenterne
desuagtet tillod sig hyppigt at ringe til min agent for at
klage over at "foredragsholderen lugtede." Jeg har
jo ikke tid til hver dag fra bilen at holde øje med hvornår
en rengøringsdame forlader et tomt motelværelse for at få
et bad. Men her er den sandfærdige historie om hvordan det
lykkedes mig til sidst at komme på førstepladsen og opnå
den flotte hæderstitel. Nummer et var igennem mange år en af
mine værste konkurrenter i underholdningsbranchen, talsmanden
for de hjemløse, Mitch Schneider. Jeg havde altid ønsket at
møde ham for at lure ham hemmeligheden af. Endelig lykkedes
det, da Loyola University i New Orleans havde engageret os
begge i en "Hunger Awareness Week". Han skulle tale
dagen efter mig og det passede så fint at studenterne kunne
bringe mig til lufthavnen og hente ham samtidig, hvorved vi
lige kunne hilse på hinanden. Og så kom afgørelsens øjeblik!
Da vi stod sammen i herretoilettet - begge med øjnene
"tilsyneladende" vendt fremad i den stilling hvor
man virkelig har lejlighed til at "måle" hinanden -
ja, netop da må han have set sin kejserlige nøgenhed i øjnene.
Jeg selv blev i al fald yderst skuffet over at se denne
pjalteproletariatets helt i et flot jakkesæt - jeg som ikke
har ejet et sådant siden min konfirmation. Jeg tænke straks
at det måtte være skyldfølelse og medlidenhed med de hjemløse
- altså nedladenhed - der fik studenterne til år efter år
at vælge ham frem for mig. Og åbenbart har Mitch tænkt det
samme, for et par dage efter spærrede jeg øjnene op da jeg i
New York Times så at han netop havde begået selvmord. Avisen
hævdede at det skyldtes bedrageri med de hjemløses penge.
Jeg alene kendte den virkelige pissoir-sandhed - og således
gik det til at jeg blev Amerikas førende indenfor denne
kategori af herremoden!
Nå, men helt galt gik det ikke med min stuearrest. Under påskud
af at jeg "lige skulle over og reparere noget vigtigt på
bilen" lykkedes det mig faktisk at undslippe det meste af
februar. Da bilen i New York var fixet, skulle jeg jo også
lige prøvekøre den. Og det blev til en forrygende køretur på
10.000 km. Jeg har jo ofte nok inviteret jer gamle venner til
at tage med på mine køreture - og tit undret mig over at
ikke flere af jer benytter jer af det - nu hvor I næsten er
pensionister. Husk i al fald på, hvis I kommer ud i psykiske
kriser e. lign. og "har brug for at komme væk fra det
hele" at det er en mulighed I altid har til gode. Da det
er ensomt at rejse uden at have nogen at dele oplevelserne med
har jeg som nødløsning længe inviteret mine publikums med.
I februar var det en norsk forlægger, der var den heldige, og
for at vise hvad I andre er gået glip af gennem jeres træghed,
vil jeg lige berette hvad hun oplevede på turen (inden Eli
selv gør det, idet hun er blevet opfordret af norske forlag
til at skrive en bog om rejsen og allerede er nået til side
150 bare om de første dage i New York). Jeg er dog nødt til
her at gøre min beretning lidt mere overfladisk:
På mange måder blev det en tur præget af uhyre meget
vold. Som noget af det første har jeg næsten altid mine
passagerer på besøg hos Lela's familie i New York. I husker
hvordan jeg sidste år beskrev den latterrige begravelse af
Stephen - den 4. myrdede i familien. Jeg havde lovet at bringe
billederne fra begravelsen til hans søster, Patricia, men da
jeg kom, fandt jeg ud af at også hun netop var blevet skudt
sammen med fire andre i en butik. Hun overlevede, men virkede
underlig fjern i det, da hun så mine billeder af den myrdede
bror - med kuglen stadig siddende i sin egen hjerne.
Efter et par shows ude i Midtvesten var vi på besøg hos
venner i Detroit. Jerry, min gamle ven, som jeg beskrev i det
voldelige Detroitkapitel i bogen, fortalte os om hvordan han
har lært som gymnasielærer i ghettoen ikke at skride ind, når
han ser sine elever sidde og pudse pistol i klassen.
Forholdene er langt mere desperate i dag end da jeg beskrev
byen for 25 år siden. Det gjorde et rystende indtryk på Eli
at køre igennem disse natlige, endeløse udbombede kvarterer
a la Tyskland efter krigen - helt menneskeøde, da ingen tør
at gå ud. Af samme grund ser stort set ingen hvide denne by,
der slet og ret burde inkluderes blandt verdens 7 vidundere -
eller største turistattraktioner - om ikke andet for at
skaffe penge til byen. Da alle bilfabrikkerne efterhånden er
flyttet til hvide områder - især japanerne har bevidst lagt
deres fabrikker i områder uden sorte - har stort set ingen i
millionbyen arbejde - bortset fra hvide - såsom albanere og
arabere - der har sat sig på resterne af økonomien. Da jeg
engang havde en albansk kæreste i Detroit, Agolli, fandt jeg
ud af under besøg hos alle hendes onkler og brødre, at det
er albanere, der ejer alle fast-food-restauranterne. De er
immigreret fra en nød næsten ligeså stor og har ikke megen
forståelse for fattige på overførselsindkomster. Da Eli og
jeg sad i en restaurant blandt lutter arbejdsløse oplevede
jeg f.eks. at en af de små albanske servitricer råbte
hysterisk til en af de store sorte mænd: "I WORK! I
don't know about you, but I WORK!" At hendes
restaurant ikke havde ansat en eneste sort så hun ikke som
noget paradoks.
Efter besøget hos Jerry havde jeg anmeldt vores
overnatning hos en af mine gamle sorte kærester, men pga de
endeløse strækninger i byen blev det for sent og vi endte
med at måtte sove i bilen i en af gaderne. Heldigvis gik en
kuldebølge hen over landet, så ingen brød ind i bilen. I
stedet stjal kong Frost alle vore lemmer. Jeg har tit
overnattet i minus 20-30 grader, men nu var temperaturen nede
på 40 minusgrader og selv med flere lag skisokker frøs mine
tæer. Så det gjorde godt om morgenen at komme ind til te hos
Lynaise. Som alle mine andre tidligere sorte kærester var hun
senere blevet gift med en hvid mand. Han havde været utrolig
sød til at tage min søn rundt på Cadillacfabrikker o.lign.,
da jeg for nogle år siden læssede ham af hos dem i tre dage.
Så jeg var ked af nu at få at vide at deres ægteskab var gået
i stykker. Men der er jo ikke noget som ikke er godt for
noget, så jeg prøvede at muntre hende op med en bemærkning
om at "så kunne vi jo finde sammen igen." Det er jo
fordelen ved at bevare et godt forhold til sine gamle kærester:
hver gang de bliver skilt får de pludselig brug for én igen!
En af dem - Nancy i Ithaca - var jeg på den måde "kæreste"
med i fire omgange, og hun startede endda med at være kristen
fundamentalist! Et så langt venskab kræver selvfølgelig
ikke blot tålmodighed fra min side, men også at man virkelig
er der, når de har brug for én. Denia, min allerførste
sorte kæreste omtalt i bogens forord, vil således aldrig
glemme mig for dengang, hvor jeg smed alt fra mig for at køre
over 1000 miles for at se hende. Hun var helt slået ud efter
at hendes hvide mand var gået fra hende efter 17 års
lykkeligt ægteskab. Det hjalp hende at sidde ved Lake
Michigan og dele en flaske vin og snakke om gamle dage - inden
jeg et par timer efter måtte køre de 1600 km tilbage til
Boston. Og senere inviterede vi hende til Danmark for at hjælpe
hende med at finde en ny hvid mand. Jeg var faktisk også lige
ved at få hende afsat til kronprins Frederik en sen nat på
Dan Turrell. Frederik var dog lidt betænkelig ved hvad hans
mor ville sige til flere indvandrere i familien. Pudsigt nok
blev både Denia og de to bosniske flygtningepiger, som jeg
også havde lovet at finde en dansk mand til, da også først
interesseret i Frederik efter samtalen, da jeg fortalte dem
hvem han var. Og man kan jo ikke basere et ægteskab på sådan
en gang snobberi!
Når jeg nu snakker om, at tålmodighed med gamle kærester
betaler sig, er Lynaise et udmærket eksempel. Første gang
jeg mødte hende var i 1972, da jeg fotograferede børnene
bidt af rotter i hendes forfærdelige kvarter på East 33rd
Street i Detroit. Jeg skriver i bogen i "Om at sige
ja," at hvis jeg ikke havde sagt ja til disse børn,
ville jeg ikke have opdaget disse rottebid. Men det jeg
egentlig mente - men ikke kunne skrive om da det ikke hørte
hjemme i sammenhængen - var den anden åbenbaring jeg fik ved
at sige ja og følge med dem. I deres nabohus stod der i døråbningen
pludselig den smukkeste sorte pige, jeg nogensinde havde set.
Jeg var fuldstændig betaget af hendes blændende skønhed og
hendes meterlange bølgende sorte hår ned over ryggen. Jeg
har imidlertid aldrig været god til at flirte, og efter en
kort snak med hende var det tydeligt at hun ikke var
interesseret i hvide mænd. Jeg kunne imidlertid ikke få
hende ud af tankerne og skrev fra Syden et af mine velkendte
lange breve til hende i håb om at gøre hende interesseret i
mig. Jeg fik aldrig noget svar og var for genert til at opsøge
hende igen. Desuden har jeg altid følt at "det bedste
skal man gemme til senere." Der gik derfor over 10 år,
men efter at have introduceret "Am. Billeder" på
filmfestivalen i San Francisco kom jeg igen gennem Detroit for
at hente mit gamle udstyr oppe på gården i Canada. Og når
man lige har haft en bragende publikumssucces på en
filmfestival får man mere selvtillid og mod. Så min
nysgerrighed efter at se hvordan det var gået med denne
intelligente og smukke pige fik mig derfor til lige at droppe
ind hos hende. Hun var nu flyttet ud af moderens hus og boede
i en rådden, faldefærdig shack i samme gade i et fortvivlet
rod. Men bortset fra at se lidt forslået og medtaget ud, var
hun lige skøn. Og nu var hun parat til at modtage mig, - ja,
det var som om hun blot sad og ventede på mig. Hun havde
rigtignok fået mit brev for 10 år siden, men havde dengang
ikke været interesseret i hvide. Men i mellemtiden havde hun
været igennem to forfærdelige ægteskaber med sorte mænd,
den ene mere voldelig og bedragerisk end den anden. Hendes ene
barn var dybt skadet, da faderen havde sparket hende voldsomt
i maven som gravid. Den anden havde været endnu voldsommere
og havde næsten slået hende ihjel. Nu var hun sunket ned i
dybeste armod uden livsgnist. Med sine deprimerende og hårdt
købte erfaringer havde hun fået dyb indsigt i og interesse
for undertrykkelsesspørgsmål, og da hun hørte om mit
arbejde på det nærmeste tryglede hun mig om at ansætte
hende - og i hvert fald straks at tage hende med ud af denne
sump. Vi var på det tidspunkt ved at starte showet op i USA
og jeg følte øjeblikkeligt at hun ville være den rigtige
til at køre det. Så der var ikke gået lang tid inden hun
havde fået børnene anbragt hos moderen og tog med mig i
bilen. Jo, tålmodighed er en god ting og man skal aldrig
opgive gammel kærlighed! Og det er i hvert fald rart at komme
ind i varmen mange år efter - som da vi nu sad her hos selv
samme Lynaise efter denne forfrosne nat og mindedes vore
bedste stunder sammen. Am. Billeder kom til at betyde meget
for hende, og hun er selv siden begyndt at arbejde med
workshops. Så vi har altid nok at snakke om.
Men jeg havde lovet Eli at få hende ned i Sydens varme, så
snart gik det videre ud ad landevejen. Kuldegraderne var
efterhånden faldet til minus 50 - absolut kulderekord i 70 år,
sagde bilradioen. I stedet for at tage imod et hotel betalt af
vores sidste universitet i nordstaterne, ville vi hellere køre
natten igennem for at nå varmen. Men som sædvanlig løb jeg
ind i en voldsom snestorm omkring Chicago-søerne og rutschede
vildt rundt på vejen. Da varmen samtidig gik i stykker i
bilen, så kaffen frøs i vore kopper inden vi havde fået den
drukket, tilbød Eli at betale de 150 kr for et motel. Hun
ville aldrig have fået mig overtalt til at smide penge ud af
vinduet, når jeg nu er lykkelig indehaver af en indbygget
seng i bilen. Men under indtryk af ulykken jeg havde for et
par år siden på glat vej var jeg ikke svær at overbevise ud
på natten.
Eli var i øvrigt den eneste, jeg har haft med, som
insisterede på at betale halvdelen af alle udgifter og sådanne
pengeræsonnementer er jo svære at argumentere imod. Da vi om
morgenen fik os gravet ud af motellets snedriver, var kulden
endnu slemmere. Jeg lovede hende at det ville blive varmt
omkring St. Louis, men dernede var det endnu værre.
Ustandseligt måtte vi gøre holdt i restauranter og biografer
for at få lidt varme tilbage i de blå fingre og tæer. Selv
fjollede turist sights som Elvis Presleys hjem i Memphis kunne
nu bruges til opvarmning. Jeg lovede at "i Mississippi
bli'r det helt bestemt varmt." Men kuldebølgen havde for
længst nået denne sydstat, som ikke ejer udstyr til
vintervejr, så alt var dækket af et 10 cm tykt islag. Hele
turen gennem den 600 km lange stat foregik derfor med 15 km i
timen forbi hundredvis af biler i grøften. Man bliver let
indelukket i en sådan frosttilstand, så vi sagde stort set
ikke noget på hele turen - udover mine tomme løfter såsom:
"Under palmerne i New Orleans vil det blive
varmt....." Men i New Orleans går alle vandrørene udenpå
husene, så da Eli insisterede på at checke ind i et
luksushotel i det franske kvarter, var varmerørene sprængt
af en kulde, man aldrig havde oplevet i byen før. DÉr
efterlod jeg hende så mens jeg fløj op i varmen i Nordens
altid overophedede universiteter i et stykke tid. Og sådan
fik jeg så endelig varmen - helt oppe i den nordligste del af
Maine ved den Canadiske grænse - hvor en bil blev til Ét
stort blodbad lige for øjnene af mig, da den ramte et elsdyr,
og hvor manden foran mig blev arresteret, da han prøvede at
smugle en pistol om bord på vores lille pløjemarksflyver.
Men det var blot en lille forsmag på den vold, jeg skulle
opleve i de kommende uger.
Tilbage i New Orleans var både varmen og det årlige
karneval ved at melde sin ankomst, så det gjaldt om at komme
ud af byen i en fart. For Mardi Gras har efterhånden udviklet
sig til så voldelig og fordrukken en begivenhed, at jeg ikke
engang tog mig tid til at besøge gamle venner. Dog ringede
jeg lige til Judy Caruthers, men det kom til at slå mig helt
ud. Judy var Sandras veninde. Sandra havde jeg mødt under
Mardi Gras i 1973 og siden været kæreste med. Jeg holdt
uendelig meget af Sandra, men oplevede hyppigt i mine vagabondår
at den, som tilfældigt havde inviteret mig ind i sit liv,
ofte havde en endnu smukkere, mere intelligent, sexet eller spændende
veninde, som jeg svingede bedre med. Judy havde det hele og
alle tre vidste vi, at det var hende, jeg burde være sammen
med. Men skal man overleve som vagabond, må man have nogle stærke
moralske principper. Intuitivt vidste jeg at hvis jeg begyndte
at forråde og krænke den gæstfrihed folk havde givet mig,
ved at give efter for øjeblikkets impulser, ville jeg ende på
en glidebane, der med tiden ville vise sig i min karakter og
udstråling. Som Bob Dylan sagde: "To be an outlaw you
must be completely honest." Hvis ikke folk straks kunne mærke
ærlige vibrationer fra mig, ville de aldrig få den tillid,
der skal til for at tage en vildt fremmed med hjem. Ofte var
jeg alene i dagtimerne i selv de rigeste hjem med sølvtøj og
store værdier omkring mig. I reglen smider amerikanerne alle
deres mønter og sedler i hjemmet og jeg husker tydeligt
hvordan jeg det første år som pengeløs vagabond følte mig
fristet til lige "at låne" et par "quarters" til en busbillet fremfor at vandre de 10 km ind til byen. Men
jeg gjorde det aldrig. Og da jeg gradvis opdagede hvordan
amerikanerne åbnede sig mere og mere op for mig, blev jeg
yderligere bevidst om denne sammenhæng mellem integritet og
de vibrationer denne udsender. Til sidst blev jeg fuldstændig
fanatisk med mine principper. Og det var netop dem det varme
forhold mellem Judy og jeg kom til at lide under. Mit forhold
til Sandra gik i stykker, da jeg skulle til Wounded Knee. Da
jeg kom tilbage havde hun fundet sig en ny. Men jeg følte
stadig at det ville være en krænkelse af den gæstfrihed hun
engang havde givet mig, hvis jeg flyttede ind hos hendes
bedste veninde. Så hver gang jeg siden var tilbage i New
Orleans, besluttede jeg at bo andetsteds og blot at mødes med
Judy ude i byen. Følelserne imellem os blev imidlertid ikke
mindre med årene, men selv efter at Sandra blev gift blev jeg
ved med at være tro mod Sandra - selv i de mange år, hvor
Judy arbejdede på sin Ph.D. i Madison - en by i Norden, hvori
jeg hyppigt havde shows. Vi blev dog ved med at bevare et
flirtende forhold til hinanden og at lege med ideen om at det
nok blev os en dag (selvom hun godt vidste at jeg var gift i
Danmark). Men det blev ikke os! For da jeg nu ringede til
hende denne morgen i New Orleans for at undskylde at jeg tog
fra byen uden at se hende, sagde hun: "Du vil aldrig få
mig at se mere. Næste gang du kommer er jeg død." Hun lå
på sit dødsleje med kræft og var så medtaget af kemoterapi
at hun ikke ønskede at jeg skulle komme for at sige farvel.
Hun ville have at jeg huskede hende i al sin skønhed. Vi
sagde et stille farvel til hinanden og fældede begge et par tårer.
Jeg var stadig helt oprevet, da jeg fortalte Eli om hende ved
morgenbordet. Kærlighedens smerte bliver ofte ulidelig, når
man bevarer forhold i så mange år, og tit har jeg forbandet
mine stivnede gamle vagabondprincipper om at sige ja - ikke
mindst når ja'et indebærer et nej til andre! Jeg kan ikke
lade være med at tænke på Judy i netop denne jul, hvor to
af mine danske julebrevsmodtagere kæmper en lignende kamp mod
kræft - og derfor konstant har været i Vibekes og mine
tanker.
I de følgende dage blev døden meget nærværende. I
julebrevet for 5 år siden skrev jeg om hvordan jeg havde
samlet en blaffer op, som fortalte mig om alle de sorte, han
og hans brødre havde myrdet. Det lykkedes mig at få ham
interviewet på en båndoptager, da han troede han aldrig
skulle se mig igen. Og der er ingen tvivl om at dette nye
indslag i showet er det, der aften efter aften ryster mine
publikums mest. Selv i handels- og tekniske skoler får jeg
under dette interview fuld opmærksomhed selv fra de mest
fortabte sjæle. Vibeke klippede oprindeligt de to timers
interview ned, men var så rystet at hun til sidst måtte
kaste det fra sig. Men når man i fem år har gået og hørt på
Woodys ord, kan man ikke lade være med at tænke, om det nu
også var sandt, hvad han sagde. For dette er hvad han siger i
showet:
Woody: - John lavede et kæmpe hul i hovedet på ham -
tog et stort stykke ud af hovedet. Da var det jeg fik blod på
mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver gang hjertet slog,
sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt og
faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til
det gamle posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der er
et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind
fra landevejen.
Mit spørgsmål, som jeg stillede a.h.t. mine publikums:
- Stadig? Hvad år har vi nu?
- Det er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der
står 'Niggere ingen adgang'.
- Når I tog ud for at dræbe dem, snakkede han så om
det hele dagen, eller skete det bare?
- Nej, det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden
og fik lyst til at gøre det.
Han havde set dem, og så gjorde han det. Det var lige
her den fyr faldt om efter min bror stak ham ned... Jeg skal
vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side
af den telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt.
Lad os komme af sted før politiet kommer, for de er skrappe
her om aftenen.
- Hvad sagde han?
- Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han
havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over
jernbanen, sagde Sammy til ham: Jeg vil vædde på, at du ikke
vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og John sagde:
'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!. Men så sagde han:
'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde:
'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren
vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før
han trak den ud. Da blodet kom ud ramte det både mig og
Sammy.
- Hvordan gik det for sig når.....?
- Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han
godt kan li' at se frygten i deres ansigter når de dør. Det
var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en
over til bilen og John sprang ud og skød ham. To af dem løb
og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var
meget ung eller noget. Sammy begyndte at slå ham i hovedet
med en eller anden flaske han havde. Og så begyndte John at
sparke ham og sådan.
Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor
han ikke kunne bevæge sig, trampede John bare på ham til han
døde. Det eneste jeg aldrig har set John gøre var at tage ud
og køre niggerne over, som han plejede at gøre. Men jeg har
set blodet på bilen - jeg har taget T-shirts, skjorter og sådan
noget ud under bilen efter han havde kørt dem over. Jeg har
set ham tæve mange, mange niggere, mange gange, og gå fra
dem livløse.
- Hvor mange vil du tro?
- Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre
og tæer.
I 5 år havde jeg ikke haft tid til at vende tilbage for at
finde ud af hvem denne mystiske blaffer egentlig var. Nu var
chancen der - men det tør nok siges at hverken Eli eller jeg
nogensinde vil glemme det næste par dage. For at beskytte sig
selv havde Woody hin nat bedt om at blive sat af et tilfældigt
sted i byen (hvis navn jeg på amerikanske sagføreres råd må
holde skjult). Jeg havde derfor ikke andet at gå efter end en
viadukt, vi var kørt igennem i nærheden af det sted, hvor de
havde stukket det sidste offer ned. I dette fattige kvarter
med både sorte og hvide måtte vi derfor begynde med at spørge
om nogen kendte en Woody. Jeg tror, der skal en hel bog til at
beskrive de typer og hjem, vi rodede os ind i de følgende
dage. Aldrig har jeg oplevet en så fortvivlet og desperat
fattig hvid underklasse før. Stort set alle vi snakkede med
havde været i fængsel for mord og voldtægt - eller for
kvindernes vedkommende: havde mænd, der sad indespærret for
dette. Deres ansigter var stort set som taget ud af filmen
"På udflugt med døden" - den hvor et par
kanosejlende unge bliver overfaldet og jagtet i Appalachiernes
skove af nogle gale og intellektuelt formørkede mænd, der må
have lidt under flerdobbelt incest. Jeg har altid hævdet til
amerikanske studenter, at Hollywood gør stor uret ved at
skabe så frygtindgydende og undertrykkende et billede af
fattige hvide. Men nej, nu måtte jeg erkende at sådanne
mennesker virkelig eksisterer og brugte lejligheden til
flittigt at fotografere dem for at opdatere dette væsentlige
afsnit i mit show. Samtidig var de uhyre gæstfri - ja, med
deres manglende selvværdsfølelse "I am just a coon-ass"
og søgen efter accept og anerkendelse lignede de i et og alt
de sorte. Vi derfor nærmest væltede os i alkohol blandt dem,
og jeg morede mig gevaldigt over at se Eli - en forfinet og
normalt meget checket forlægger af "time manager"
typen - blandt disse tatoverede, tandløse og pistol- og
flaskesvingende bindegale mænd indhyllet i Ku Klux Klan-flag
og symboler. I denne voldelige atmosfære syntes Woody's ord
pludselig helt "normale" og logiske for os. Mange
kunne vagt huske episoden, da "niggeren" blev
stukket ned under festivalen for øjnene af sin kone og to børn,
men det var i deres bevidsthed - og derfor også gradvist i
vores - en ligegyldig bagatel. Skønt vi mødte mange
Woody-typer undervejs, insisterede jeg alligevel på at finde
den rigtige Woody. Netop i de dage lå en tåge over stedet så
tæt at man kunne skære i den med en kniv, som amerikanerne
siger. Og vores jagt på en massemorder i dette sumpområde,
hvor vi ikke kunne se en meter frem, fik derfor et yderst
uhyggeligt og uvirkeligt skær over sig. Men efter et par dage
fik vi langsomt indkredset ham. Jeg bankede på den rønnede
shack han skulle bo i og opdagede så at det var den forkerte
Woody, der kom ud. Men ligesom jeg troede at vi skulle til at
starte hele denne krævende jagt forfra, sagde han pludselig
at han kendte den anden Woody. Men Woody var nu idømt 25 års
fængsel. Han var en nat sammen med en anden fyr, Snoopy,
brudt ind i et hus og havde forsøgt at myrde hele familien
med kniv. Hvor skete det, spurgte jeg? - Lige derovre i huset
på den anden side af gaden! Vi gik derpå over og bankede på.
En skræmt familie åbnede først døren bag moskito-døren,
men bød os ind, da de hørte hvad det drejede sig om. De
havde alle overlevet drabsforsøget, men fortalte os nu om den
forfærdende nat. Datteren April var blevet tvunget ud af
sengen af Woody, som pludselig havde stået i værelset. Han
havde flået hendes mave og lunger op med en lang kniv. Kun
med nød og næppe havde hun overlevet efter dyre
hospitalsophold, som nær havde ruineret dem. Tårerne piblede
hele tiden frem, da April fortalte om rædselsnatten på min båndoptager.
Jeg følte først vores tilstedeværelse som lettere
udbyttende, men vi fornemmede samtidig stærkt at de ønskede
vores tilstedeværelse og havde brug for at gennemarbejde det
hele. Det betød meget for dem endelig at få opmærksomhed.
Skønt det "havde ødelagt hele hendes liv", som
April sagde, havde det i det voldelige klima i byen kun fået
et par linjer i lokalsprøjten. Og ingen havde givet dem hjælp
til at bearbejde deres smerte. Så når de talte om det, var
det med en sindsbevægelse som om det lige var sket. Da jeg
fik datoen at vide - 12. okt 1991 - og slog efter i min
kalender, opdagede jeg at det var sket kun et par dage efter
den nat, hvor jeg havde samlet Woody op efter et show i
Houston University. Dette var deprimerende at få at vide, for
jeg havde virkelig følt den nat at jeg havde gjort utrolige
fremskridt i forsøget på at hjælpe ham med at komme i
kontakt med den uendelige smerte og vrede, han befandt sig i,
og havde brugt alt hvad jeg havde lært i mine workshops.
Inderst inde vidste jeg dog godt at han havde haft brug for
meget mere hjælp og støtte end en fortravlet mand som jeg
var i stand til at give. Alligevel havde jeg i 5 år forsvaret
mig mod anklagerne fra publikum ved at hævde at jeg var
sikker på at Woody nu var på ret køl. Nu måtte jeg bittert
erkende at hvis jeg den nat var gået til politiet, som så
mange af mine publikums mente jeg burde have gjort, ville jeg
kunne have forhindret historien om et forudsigeligt mord -
eller i al fald denne smerte. Åbenbart må jeg lære at
erkende at der er noget i livet der lykkes - andet ikke! Da
jeg prøvede at fortælle April at Woody også var min
ven, knækkede min stemme næsten over i skyldfølelse ved at
se i hendes øjnes angst og vrede den afgrundsdybe divergens,
der var i vort syn på Woody. Hun var ikke i stand til at se
ham som andet end et monster - et blodtørstig uhyre - og jeg
besluttede på stedet, at det var alt for tidligt for hende
blot at forsøge en forsoning i tankerne. Da ingen i det
hadfyldte klima i Syden havde hjulpet hende med at bearbejde
vreden, måtte jeg vinde hendes tillid først ved i et og alt
at være udelukkende på hendes side. Da de fortalte om
hvordan Woody havde opført sig under retssagen, blev de ved
med at bruge ordet "animal." Han havde sendt truende
blikke, knytnæver og tilråb til hende "I am gonna get
you one day!" inden han blev fjernet i lænker fra
retssalen - allerede inden den kun halve time lange proces var
slut. Livet siden havde været et konstant mareridt for April,
der hyppigt vågnede sveddryppende om natten med tvangstanker
om at Woody ville komme tilbage. "Tror du han kommer
tilbage?" blev hun ved med at spørge mig med bævende
stemme. Nu kom mit kendskab til Woody mig til gode, da jeg med
overbevisning i stemmen kunne love hende at Woody aldrig ville
komme tilbage for at myrde hende. Jeg vidste at Woody kunne dræbe,
men jeg vidste også at intet af det han foretog sig var
planlagt. Dette fik jeg endnu engang bekræftet ved at høre
om hvor fuldstændig uoverlagt og vilkårligt, de var brudt
ind i April's hus. Men April blev alligevel ved med at trygle
mig om at sende hende de billeder, jeg havde taget af Woody,
for at forberede sig på det tilfælde at han skulle vende
tilbage....
Familien var fattig, men i modsætning til de andre, vi
havde mødt, var den ikke alkoholiseret og der var et varmt og
kærligt familiesammenhold. Men den var ligeså uoplyst og snæversynet
som de andre, hvorfor vi uundgåeligt kom til at optræde som
autoriteter, da de var af typen der havde brug for at kaste
deres lid til højere kræfter. Da vi gik derfra var vi begge
parter i en opløftet stemning af samme art som efter en
workshop hvori der er sket nogle stærke bevidsthedsudvidende
kvantespring. For mit vedkommende var det vigtigt at se og
forstå offeret for bødlen, da jeg i så mange år har
beskæftiget mig mest med offeret i bødlen. Dette
forebyggende arbejde med vold mener jeg stadig er langt det
vigtigste, og derfor styrede vi lige fra April's hus et par
blokke op ad samme gade til stedet, hvor hendes offer havde
boet, for at prøve at forstå, hvad det var for et miljø,
der havde skabt dette dyriske monster, Woody.
Da vi bankede på hos Woody's stedmor vidste Vivian, som
kom ud, straks hvem jeg var. For, som hun sagde, Woody var
kommet hjem den nat for 5 år siden og havde opløftet og
eksalteret fortalt hende om en mand, som havde samlet ham op
og på mærkværdigste vis fået ham til at fortælle alt om
sig selv. Og Vivian vidste hvordan Woody ellers altid var
lukket og aldrig udleverede sig selv. Jeg var glad for denne
varme modtagelse og over at høre at min samtale med Woody
ikke havde været helt forgæves. Vivian var mor til Snoopy,
Woody's medskyldige, og boede sammen med, Rita, moderen til
Woody's to ældre brødre, Sammy og John. Vivian havde
tydeligt behov for at tale med nogen om det hele - og især
lige nu - hvor Rita ikke var til stede. Vi havde tidligere hørt
fra April, hvordan Vivian med nød og næppe havde undgået at
blive myrdet med kniv af sin egen søn, den mildt retarderede
Snoopy, og fornemmede med det samme den dybe blokering, hun
havde overfor sønnen. Derfor undlod jeg at få hende til at
tale om hans rolle i overfaldet på April's familie. Men hun
fortalte meget om hvordan de begge var kommet løbende hjem
den nat ved to-tiden og ophidsede havde vækket hende, ude af
sig selv af druk: "Mom, vi gjorde noget forfærdeligt..."
hvorefter de slet og ret var besvimet på græsplænen udenfor
og lå der, da politiet kom og samlede dem op. Dette bekræftede
for mig, hvad jeg havde brug for at høre for at kunne blive
ved med at have tillid til det menneske, jeg var kommet til at
holde af i Woody: at der intet som helst overlagt havde været
over blodrusen i April's hus, men at det var den dybe smerte
og vrede jeg havde fornemmet i ham som blot var kommet til udløsning
overfor en helt tilfældig familie få dage efter mit møde
med ham. Og om Woody's "dyriske" opførsel under
retssagen fortalte Vivian nu at "han havde været skræmt
fra vid og sans og benene rystede under ham ved følelsen af
at hans liv pludselig var slut." Uophørligt skader de
fattige sig selv, tænkte jeg, thi med denne chokerende opførsel
havde Woody fået en tillægsstraf på mindst 10 år, da han
fik alle i retssalen overbevist om at han aldrig burde komme
ud igen.
Hvad der straks knyttede stærke bånd mellem Vivian og jeg
var den stærke kærlighed vi begge nærede til Woody. Ligesom
tilfældet havde været det med Woody selv, var jeg overrasket
over hendes forståelse for hvordan skaderne han havde lidt i
barndommen havde ført til hans vold. Men at bo sammen med
Rita havde givet hende ikke så lidt af et indblik. Da jeg
endnu ikke har fået tid til at høre båndene igennem, husker
jeg ikke detaljerne i alle de rystende informationer, hun gav.
Woody havde selv fortalt mig om hvordan hans mor altid var
kommet ind fuld og havde slået ham i sengen med store lægter
med søm i. Hans far, Sammy sr., havde været så voldsom, at
han engang havde flået hele livmoderen ud af Rita, den første
kone, fortalte Vivian nu. Jeg havde aldrig hørt om noget sådant
før, men Eli kendte fænomenet fra den psykologiske
litteratur. Woody's såvel som Johns og Sammy jr.'s barndom
havde - for at sige det mildt - været en fortvivlet sump af
vold, alkohol og forsømmelse.
Med den fortrolighed jeg gennem samtalen havde fået
etableret med Vivian, fik jeg nu mod til at spørge hende om
det, jeg egentlig var kørt hele den lange vej herned for at
finde ud af. Kunne det virkelig være sandt hvad Woody havde
fortalt om alle deres mord på sorte? "Oh, yeah,"
sagde Vivian, som tit havde hørt dem omtale sådanne drab
periferisk, men tilføjede så straks, at faderen, Sammy sr.,
havde været endnu værre. For ikke at tale om bedstefaderen!
"We just did things like that down here in the past!"
Det var som om hun forsvarede eller undskyldte dem. For
lettere irriteret sagde hun, at den eneste grund til at
Woody's ældste bror nu var kommet i fængsel for det sidste
mord, var at borgerretsorganisationen NAACP var trådt ind og
havde kaldt overfaldet for "a hate crime", for før
i tiden var der aldrig sket dem noget efter mordene. (Det er
lidt forvirrende her at Woody's bror, Sammy jr., som sidder
livsvarigt indespærret for dette mord, har samme navn som
faderen, hvorfor jeg adskiller med sr. og jr.) Hun fortalte nu
at Sammy jr. er blevet ved med at myrde sorte i fængslet.
Blandt andet havde en af de sorte medfanger fortalt ham, at
han snart skulle løslades. "No, you ain't!" havde
Sammy sagt til ham. Og natten før løsladelsen havde Sammy hældt
benzin over ham og sat ild til, så han var kommet ud som et
forkullet lig. Woody havde tidligere fortalt mig at Sammy var
leder af fængslets racistiske "Aryan gang." Både
Eli og jeg var så overvældede af alle de rystende detaljer,
der hyppigt kom i form af en næsten overhørt sidebemærkning,
at vi næsten intet kunne huske bagefter af de første ting vi
havde hørt - som vi sad der med hende under et enligt billede
af en kærlig Jesus i et goldt grønt køkken. Skønt Vivian
ikke var i familie med Woody og Sammy jr., tegnede der sig et
billede af et dybt og kærligt forhold mellem hende og dem.
Hele tiden understregede hun at Woody (i mangel af en rigtig
mor) kaldte hende for "mom" og mindst en gang om
ugen ringede til hende fra fængslet. Jeg havde svært ved at
udrede om det var under indtryk af min interesse for Woody, at
hun havde så voldsomt et behov for at understrege hvor stærke
følelser, der var mellem hende og Woody, altså om det blot
var den samme "poor white trash" tendens til at få min
anerkendelse, som vi havde fundet i resten af byen - eller om
det var hendes ægte følelser, hun gav udtryk for. Det hele
blev endnu mere kompliceret ved at Woody havde været kæreste
med Vivians junkiedatter, Dawn, som hun ligesom med sønnen
Snoopy vist ikke nærede de helt store følelser overfor. Med
sine egne mislykkede børn havde hun sikkert taget Woody - som
hun så som stærk - til sig som sit eget barn.
Hun kunne have fortsat med at tale, men efter nogle timer
blev vi nødt til at bryde op, fordi jeg ønskede at få tid
til at besøge Woody's bror, John, som boede ude i sumpene,
inden det blev mørkt. Dette advarede Vivian os imod. "Er
du ikke klar over at han er den værste af dem alle! Han er hård
og kold og han vil på ingen måde tale med dig," sagde
hun. Hun tegnede et sådan skræmmebillede af ham, at Eli, som
havde oplevet mere end nok af vold nu, blev ved med at sige at
vi burde køre videre, da vi efter de mange dages søgen efter
Woody var ved at løbe tør for tid. Men nu, hvor jeg efter så
meget forarbejde havde fundet frem til det menneske, der bedre
end nogen kunne bekræfte Woody's interview og billedet af
deres fælles fortvivlede barndom - sådan som den langsomt
tegnede sig for mig - var jeg naturligvis ikke til sinds at
opgive så vigtigt et spor. Men da vi kørte igennem de endeløse
sumpe, hvor nøgne uhyggelige træer står som skeletagtige
fingre overhængt med et spindelvæv af det spøgelsesagtige
spanske mos i det sorte krokodillebefængte muddervand, kunne
jeg godt nok se at Eli så mere og mere hvid ud i ansigtet og
at hjertet sank dybere og dybere i hende. "Er du ikke
kommet med for at opleve Amerika," sagde jeg for at prøve
at muntre hende lidt op. Indvendigt morede jeg mig dog selv
over, at denne virkelighed, som sandelig var uhyggelig nok i
sig selv, nu var begyndt i så høj grad at benytte selv de værste
Hollywood-effekter oven i den "kniv"-tætte tåge,
som stadig lå hen over området. Hvorfor sidder folk i det
hele taget og glor på sådanne Hollywood-film når
virkeligheden er langt mere spændende, spurgte jeg mig selv?
Da vi lidt for tæt på mørkets frembrud nåede ud i de
yderste sumpe, hvor vi ikke havde fået nogen god beskrivelse
af stedet, fandt jeg alligevel efter lidt kørsel stedet. Nede
i et hul lå en miserabel skurvogn med plastik for vinduerne
og det sædvanlige fattigdomsbillede af affald og gamle
bilvrag og rustne både spredt omkring. Og da jeg så de to
mest forhutlede, barfodede og beskidte små hvide piger med
snotnæser udenfor, vidste jeg øjeblikkeligt: "Det er
Johns børn." Eli var så skræmt nu, at hun nægtede at
stige ud af bilen og i stedet låste alle dørene. Også hun
havde set "På udflugt med døden" og det billede
hun så foran sig var som taget ud af denne film. Hvis John
kom ud og skød os nu ville ingen nogensinde finde vore lig
herude i sumpene, mente hun. Det fik mig til at mindes de
detaljerede beskrivelser Woody havde givet af besværet de
havde haft hver gang de skulle dumpe ligene i sumpene i ly af
mørket - og hvordan de var blevet lidt stive i masken, da de
under en crawfish-fangst havde fået et af deres egne helt opløste
ofres lig i nettet. Med det jeg indtil nu havde hørt om John
vidste jeg godt, at vores besøg i teorien ville kunne ende sådan,
hvis han var fuld. Men jeg vidste også, at jeg intet havde at
frygte: thi det er netop alle disse Hollywood-billeder, der kører
rundt i folks bevidsthed i disse år, der gør dem til så
naive forbrugere af "ondskab" og til alt for lette
ofre i en sådan virkelighedens situation. Selv havde jeg mødt
nok af mennesker af John's type gennem mit liv til at vide at
det ikke var mig, der var for naiv eller "for
godtroende" her. Aften efter aften stiller amerikanerne
spørgsmålet til mig: "Hvordan fik du mod til at lave
showet?" og afslører derved hvilken grotesk fantasi af
en verden, de selv lever i. Og i et sådant uvirkeligt og
menneskefjendsk verdensbillede ville det uden tvivl kræve mod
at skulle overvinde den irrationelle frygt Hollywood har skabt
i dem. Men virkeligheden er ikke nogen Hollywood-film, så jeg
har aldrig haft brug for at skulle udvise mod, idet jeg aldrig
har stået overfor en reel fare og dermed en reel frygt, som
skulle overvindes - f.eks. i form af en manipuleret flok
krigsgalninge i Jugoslavien eller en sjælden desperat
snigskytte i USA. Faktisk har jeg heller intet til overs for
folk, der f. eks. som krigsfotografer unødvendigt sætter
deres egne liv på spil i sådanne krigssituationer - og deres
egne familiers nerver på højkant. For skal man standse
volden går man ikke midt ind i en kugleregn. Dette kan kun
fremme volden ved i heldigste fald at skabe underholdende og
yderligere angstfremkaldende reportager om volden. Nej, man
kommer kun volden "til livs" ved at gøre det grundlæggende
forarbejde med smertens børn - før de i desperation tager våben
i hånd: - ved i bedste fald at tage tid ud af sit fortravlede
liv til at give dem lidt tilbage af det vores travlhed stjal
fra dem: den tillid, opmærksomhed og kærlighed, de efter
deres lange udelukkelse så tydeligt hungrer efter; - eller i
næstbedste fald ved uophørligt at oplyse sig selv og andre
om de dybere sociale baggrunde for volden - for at kunne skabe
forståelse og grobund for de forandringer, der er nødvendige
inde i Én selv, for at dæmpe volden udenfor. Og den
forståelse får man kun gennem menneskelig nærkontakt - ikke
ved at flygte fra folk som John. For har man skaffet sig
tilstrækkelig meget nærkontakt med sådanne mennesker, ved
man også at man intet har at frygte fra dem. Derfor udviste
jeg hverken mod eller naivitet ved at opsøge John, og skønt
jeg i visse menneskers fortvivlede sindsbillede i mere end en
forstand stod midt ude i en mørk, gyngende sump, følte jeg
mig på fuldstændig fast grund og i den næsten euforiske
tilstand af at være i det forklarelsens lys, man glimtvis føler,
når nogen af tilværelsens store spørgsmål er ved at blive
opklaret for Én. Hvis jeg kunne komme til at forstå Woody's
familie, ville jeg kunne forstå hele menneskehedens formørkede
historie af endeløse krige og vold, følte jeg - med den
naivitet man trods alt giver udtryk for fra sit
orme-perspektiv i sådanne forklarelsens øjeblikke. Det er
vigtigt her at beskrive den sindstilstand, jeg ankom med, for
når John endte med, som jeg havde forventet, at opføre sig
diametralt modsat overfor mig end det skræmmebillede, hans nærmeste
familie havde forudsagt, er det jo netop fordi jeg i mit hoved
byggede dette undertrykte og desperate menneske op til at
rumme selve svaret på livets gåde - og derved måske var i
stand til som den eneste han nogensinde havde mødt at give
ham de uanede kræfter man får ved at møde tillid og
medmenneskelig interesse - at føle sig accepteret og elsket.
Han var godt nok indelukket, fjendtlig og ja - frygtindgydende
- da han åbnede døren med sit store vilde skæg og voldens
symboler tatoveret ind i krop og øjne, men sjældent har jeg
mødt et menneske der var så hurtig til - ja, så ivrig efter
at lukke sig selv op - som John, da jeg fortalte ham at jeg
var en ven af Woody og efter et par lurende spørgsmål kunne
demonstrere at jeg virkelig kendte Woody. Straks blev
pistolen lagt væk og erstattet af kaffekopperne, og der var
ikke gået tyve minutter før jeg følte så overstrømmende
en varme fra John og konen Tina, at jeg måtte ud og prøve at
få Eli overtalt til at komme ind for at hun også kunne dele
den. Også for hende blev dette turens højdepunkt. Jo, det
var rigtignok det samme bloddryppende "monster," som
Woody havde fortalt om i sit interview og hamret ind i mine ører
og bevidsthed igennem 5 år. Men det var samtidig - og derom
var Eli enig - et lille forkuet barn, som man næsten ikke
kunne andet end at tage til sig. Jeg har tit nok talt og
skrevet om - f.eks. Ku Klux Klan-manden jeg samlede op, der
endte med at tage mig til et hemmeligt korsafbrændingsmøde
og forråde sine klanvenner - hvordan sådanne indespærrede børn
bag hadets hærdede harnisker altid ender med at ville gøre
alt for Én når man giver dem hjælp til at komme ud af disse
kluntede kostumer, som de udelukkende har iført sig
for at få vores opmærksomhed. Når man holder sig for øje
at jeg jo egentlig ligeså godt kunne have været en
raffineret politiagent, er jeg alligevel hver gang selv forbløffet
over hvor lidt der skal til for at åbne dem op og hvor ivrige
de er efter at tale om sig selv. Og i selve samtalen - den
langsomme bevidstgørelse og bearbejdelse af smerten - ligger
jo svaret eller løsningen på volden, må vi aldrig glemme.
Alligevel farer alverdens regeringer frem i blinde med voluminøse
"voldspakker" og recidive, repressive reflekser lige
lukt fra Lucifers faste højreborg.
Hele resten af denne dag stod John og Tina op - for det
meste lænende sig ind over køkkenbordet, der adskilte stue
og køkken - pulsende på en cigaret i den ene hånd og med
kaffekoppen i den anden, mens de fortalte om volden, der løb
igennem hele familien. "Se bare på Samantha her,"
sagde Tina, og løftede den tre-årige forsømte datter op.
"Hun er fuld af vold overfor søsteren. She is the bad
one!" Og både Eli og jeg tænkte i vores stille, at hun
i al fald ville ende sådan ved fra barnsben at få at vide at
hun var "bad", ikke god nok. Flere gange gav moderen
hende nogle ordentlige rap, men ligegyldigt hvor hård
behandling hun fik, så vi hende næsten aldrig græde, skønt
hele ansigtet bar et permanent udtryk af forgrædthed over
sig. Begge forældre fortalte da også åbent om hvordan det
kun var når de var fulde, at de eksploderede i vold, og vi
dannede os hurtigt et billede af hvor rædselsfulde forholdene
så måtte være for de to børn. De gav os begge endeløse
eksempler på al den vold, de havde været involveret i. På
det tidspunkt spurgte vi endnu ikke ud om mordene på de
sorte, da jeg naivt tænkte at det nok var et kapitel John
helst ikke ville rode for meget op i og at det jo ikke var
sikkert, at han ønskede at Tina skulle få noget at vide om
det. Han behøvede heller ikke at give detaljer, da
helhedsbilledet vi allerede havde dannet os af ham passede
fint med Woody's beskrivelse. Da jeg bad om at se de våben,
de havde brugt ved de forskellige mord og voldsepisoder,
bragte han ikke mindre end 7 geværer og 3 pistoler frem, som
han allerede havde lært de små piger at bruge. Jeg tog en
del billeder af ham under billedet på væggen af den far, som
havde givet dem al den vold og som selv på dette pæne
guldkantsindrammede billede ved siden af Woody's mor syntes at
udstråle en uhyggelig ondskab. Eller var det fordi vi vidste
at han rummede denne vold under fotografens pæne søndagstøjs-opstilling,
at vi tænkte sådan?
Det blev hen på aftenen inden vi kom af sted. De var så
overstrømmende varme over al den interesse vi nærede for
dem, at de ønskede at vi skulle blive. John blev ved med at
insistere på at vi skulle tage med ham i hans båd på
krokodillejagt næste dag. Han levede af ulovlig
krokodillejagt og havde køleskabet fyldt med krokodillekød.
Jeg syntes egentlig det lød meget spændende, men Eli
betakkede sig ved tanken om "at gå på krokodillejagt i
sumpene med en massemorder i tæt tåge", så efter en
varm afsked tog vi af sted i mørket. Bagefter var vi som
forstenede og kunne næsten ikke tale sammen først. Alle de
rystende oplysninger, vi havde fået på så kort tid, kørte
rundt i hovedet på os. Vi kunne ingen detaljer huske om alle
de mord vi havde hørt om - for det meste i forbigående
sammenhæng. Men senere kunne vi næsten ikke tale om andet på
resten af turen, ja, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort
hvis ikke jeg havde haft nogen at dele og bearbejde disse
rystende oplevelser med. Det er en væsentlig grund til at jeg
altid inviterer jer med på mine ture, for der er meget i
livet man ikke magter at rumme alene......
Men volden syntes at følge os på resten af turen. Da vi
kom til min eks-kone, Annies, hjemby i Mississippi, fandt jeg
ud af - igen tilfældigt ved at Carl Overstreet (side 128 i
gl. bog) stod og bladede i min bog - at endnu en af dem jeg
har fotograferet i bogen var blevet myrdet. Det var den lille
Theresa, der står i underbukser på side 110 i bogen (gl.
udgave). Hun var som 14 årig blevet voldtaget og slæbt ud i
skoven og slået ihjel af en af de andre, jeg kendte fra før
i tiden. I løbet af dagen havde jeg fotograferet i nogle
kvarterer i byen, hvor jeg ikke var kendt, og da vi skulle besøge
Annies barndomsveninde Toot, blev vi pludselig uden for hendes
hus omringet fra alle sider af 5-6 politibiler og angste
betjente med hånden på pistolen. Heldigvis var de først
ankomne sorte og for at undgå at de rodede bilen igennem
efter våben, gik jeg med rolige fattede skridt - for at de
ikke ved en fejltagelse skulle skyde - hen til bilen og
hentede min bog. Jeg har for længst lært ikke at lave
pludselige bevægelser i sådanne situationer. Ved hjælp af
billederne i min bog får jeg altid hurtigt overbevist
politiet om, at jeg ikke er nogen gangster, og det lykkedes
også straks at få dem talt til ro. Men uheldigvis var de næste
betjente, der dukkede op i mørket, hvide og netop i denne bys
race-betændte atmosfære var det en fatal fejltagelse så åbenlyst
at tilkendegive, hvilken side af racelinien jeg sympatiserede
med. Det var jo her politiet havde løsladt de tre
borgerretsforkæmpere efter først at have givet et tip til Ku
Klux Klan om, at de nu kom kørende ned af Highway 19, hvor de
samme nat blev myrdet. Og da Mississippi Burning og mange
andre film siden har fastholdt byen i det dårlige ry, den
dengang fik, er atmosfæren stadig betændt og hadfyldt. Jeg
er før blevet jaget ud af byen for at "ophidse til
raceoprør", men det er hidtil lykkedes mig at holde min
bog skjult for folk i den hvide bydel. Det lykkedes mig dog at
tale mig ud af situationen og med nogle advarsler om ikke at
blande mig i de sorte kvarterer uden først at have fået
tilladelse fra politiet, fik vi lov at køre. Men da vi i
nattemørket kørte ned ad highway 19 forbi stedet hvor de 3
blev myrdet, havde jeg alligevel sommerfugle i maven - ikke af
rationel angst, snarere var det gen-stimuleringen af de følelser
eller den ærefrygt jeg trods alt havde haft i mine vagabondår,
når jeg blaffede denne vej - dengang jeg havde gjort en
virkelig forbrydelse imod byen ved at gifte mig med en af dens
sorte indbyggere.
Borgerretskampen fik vi også genoplivet i Alabama. Nogle
af Elis bedste venner havde et barn, der hed Selma fordi de
vist havde undfanget hende under et besøg i denne by og
derfor ønskede en dag at vende tilbage for at blive gift der.
Derfor fik vi nu den idé at tage ind til borgmesteren og få
ham til at lave en officiel invitation til dem. Det er jo en
berømt by, der blev en milepæl i borgerretsbevægelsens
historie, idet borgmesteren dengang flere dage i træk havde
standset Martin Luther Kings march mod Montgomery. Så da vi
sad i det fine kontor med statsflaget og Stars and Stribes på
hver side af borgmesteren, kunne jeg ikke dy mig for at spørge
ham om på hvilken side han havde været dengang. Som svar hev
han en gammel avis op af skrivebordet fra dengang og stor var
min forbløffelse, da jeg opdagede at det var den selv samme
borgmester, vi sad overfor, som personligt havde standset
Martin Luther King, og som sammen med sherif Bull Connor havde
beordret politiet til at lade hundene bide demonstranterne -
de berømte billeder, der brændte sig ind på min nethinde i
barndommen. Da jeg var yderst bevidst om, hvor afgørende
denne begivenhed havde været for mit senere engagement i
raceforhold, følte jeg øjeblikkelig en voldsom varme og
taknemmelighed overfor denne gamle mand. Og da han lidt efter
tog en anden og lidt nyere avis op af skuffen og med et stolt
smil viste mig forsidebilledet af Jesse Jackson i en varm
omfavnelse af ham selv, var jeg lige ved at ryge i luften af
bar glæde og overraskelse. For her sad jeg jo overfor et af
de bedste beviser på alt hvad mine racisme workshops handler
om: at der ikke er nogen ondskab i racisten og at selv den værste
kan forvandles til det bedre. Intet kan give mig mere håb end
når jeg glimtvis får sådanne b-vitamin-indsprøjtninger af
optimisme - også når det - ligesom med guvernør Wallace,
der gennemgik en lignende forandring og selv blev ven med den
rabiate borgerretsforkæmper, Jesse Jackson - drejer sig om
politisk opportunisme for at få de sortes stemmer. For deres
forandring afspejler trods alt den forandring sydstaterne har
gennemgået siden Kings tid. Jeg har altid drømt om at lave
en film om hvad der blev af alle de kendte gamle racister, som
gjorde borgerretsbevægelsen til sådant et drama for hele
verdensbefolkningen i fjernsynets første år. Ikke mindst om
sheriffen og vice-sheriffen i min kones hjemby, som blev
verdensberømte efter mordene, og stadig bor i byen. Nu hvor
jeg - uden at have anet det - pludselig var kommet til at
sidde over for en af de store aktører fra den tid, var det
umuligt for mig at få de rigtige ord på læberne, der
udtrykte hvor rørt jeg var - endsige at give ham det knus jeg
med Ét havde lyst til at give ham. For det gør rigtige mænd
i Syden jo ikke. Kun et par uger efter skulle jeg iøvrigt -
igen uforberedt - stå overfor en af historiens endnu større
aktører, der dog havde været på den rigtige side fra
begyndelsen.
At Syden dog ikke helt har ændret sig oplevede vi, da vi
fra Selma kørte ad Martin Luther Kings gamle
demonstrationsvej til Montgomery, hvor jeg syntes at Eli
skulle se det nye monument for borgerretskampen. To betjente
stod og beskyttede det og var så paranoide at de stod med hånden
på aftrækkeren, da vi nærmede os. Da de fortalte om alle de
mange Ku Klux Klan-angreb, der havde været på monumentet,
gik det op for mig hvor aktiv klanen stadig er. Jeg havde
gennem længere tid kommunikeret med Morris Dees, hvis kontor
er bygget i tilknytning til monumentet, hvorved de sparer
politibeskyttelse på to steder. Han blev nemlig klanens
fjende nummer et, da han vandt et søgsmål mod klanen på 7
mill. dollars til moderen af Marvin Davis, som blev lynchet af
klanen (jeg har et billede af ham hængende fra et træ på
side 119 i den nye bog). Da jeg nu forsøgte at komme ind og
snakke med Morris Dees, opdagede jeg at hele bygningen var Ét
stort tysk bunkerlignende fort og at jeg kun kunne få lov til
at overgive et brev til ham gennem politiet. Pga hans
idealistiske arbejde tilbød jeg i brevet at vise mit show
gratis for ham og hans medarbejdere. Jeg har ofte haft
politi-beskyttelse under mine shows, men bortset fra to
maskinpistolbevæbnede betjente, der måtte beskytte os i
Paris, fordi der havde været 14 bombeangreb på den
anti-racistiske gruppe, vi samarbejdede med (vi havde vore to
nyfødte babyer med under det hele!), har politiet især i
Harvard Univ. mest været tilstede for at forhindre røvere i
at holde os op og plyndre kassen. Men når man til daglig er
ved at kvæles i velvilje, kunne det jo egentlig være rart -
i det mindste engang imellem - at få følelsen af at man har
en fjende. Så jeg blev glad, da Morris Dees svarede positivt
et par dage efter.
Vi besøgte i stedet alle mine sorte venner i området.
Mest kendt for jer læsere er vel Mary, hvis hus blev brændt
ned af klan-folk, da jeg oprindelig boede hos hende. Men
volden omkring hende er aldrig ophørt. Hun sad nu og snøftede,
og kun fordi vi begyndte at snakke om hendes influenza, fik vi
i en bisætning at vide, at hun nær var blevet myrdet nytårsnat.
Hun havde for første gang i sit liv haft en sort kæreste, og
da hun ville slå op med ham, havde han tvunget hende ind i en
bil og kørt hende ud i sumpene og der taget en pistol op for
at skyde hende. Hun var dog snarrådig og greb en Cola-flaske
og knuste den ind i hjerneskallen på ham og flygtede derpå
gennem de iskolde sumpe en hel nat, inden hun kom til en
hytte. Jo, sådan kan man altså også få influenza!
Og Mary's kusine, Beth (s. 115 gl. bog), fortalte mig også
i en sidebemærkning noget, jeg ikke havde hørt før, på mit
spørgsmål om hvorfor hun ikke boede sammen med sin mand på
billedet mere. Jo, han havde dræbt både hendes far og hendes
bror med en økse og næsten også hende selv. "Se her,
arrene fra øksen på mine arme!" Nu var han ude af fængsel,
men hun havde ikke lyst til at bo sammen med ham mere,
"for he is still mean!," sagde hun, mens jeg
fotograferede hende liggende i sengen drikkende mine medbragte
Budweisere med blikket vendt op mod Jesus-billedet bagved.
Også med alle blafferne, vi samlede op, fulgte et fortættet
billede af vold os på hele turen. Det kræver en del opmærksomhed
overhovedet at få øje på disse triste skæbner, der vandrer
langs motorvejene i mørket langt ude i siden - fordi de efter
dagevis af venten helt har givet op. Da vi efter en film i
Gainesville i Florida lidt før midnat så en sådan, tænkte
jeg at jeg lige ville køre ham til et bedre sted at blaffe
udenfor byen, inden vi selv gik til ro. Modsat de fleste var
han næsten helt normal og psykisk sund og blaffede kun fordi
han havde mistet sit kørekort pga druk. Men da jeg hørte
hans beretning om hvordan han var blevet skudt i benet fra en
forbipasserende bil - og mindedes den ængstelse jeg altid
selv havde for at blive ramt, når jeg blaffede om natten -
blev jeg så rørt, at jeg besluttede mig til at køre ham
hele vejen hjem, dvs fra det nordlige til det sydligste
Florida. Så i stedet for at få en god nats søvn, endte vi
med at køre hele natten. Forinden lavede jeg dog en handel
med ham: til gengæld for tjenesten skulle vi have et brusebad
i hans brors trailor. Han skulle til Immokalee, som jeg
beskriver indgående i bog og show, og da en af mine
amerikanske tilskuere derfra havde påstået at byen ikke er
helt så voldelig mere, som jeg beskriver den, ønskede jeg
efter ca. 6 års fravær at gense den. Men undervejs
udpenslede vores blaffer lidt for detaljeret den vold, han
selv havde oplevet i byen. Hans bror havde f.eks. set et par
tennissko stritte ud af krattet bag trailoren, og da han trak
i dem fandt han resterne af tre lig, der øjensynlig var
blevet gemt der i udkanten af byen. Så lig er der åbenbart
nok af, blot er de nu ikke mere kun halvdøde og let synlige i
gadebilledet, som jeg beskriver det i bogen. Efter alle
blafferens beskrivelser var det umuligt for Eli at falde i søvn,
da vi endelig hen på morgenstunden nåede frem og skulle sove
i bilen parkeret op ad krattet, hvor ligene var blevet fundet.
Da hun endelig sov, var hun vågnet op med mareridt om lig,
der stak ud under træerne, vi sov under. Så efter det lovede
brusebad om morgenen tog vi hurtigt videre efter lidt
fotografering af tomatarbejderne i byen. Det meste af næste
dag kiggede vi på krodiller i Evergladessumpene - hundredvis
af dem - men pga rækværket langs vejen så ingen andre
bilister dem. Husk det hvis I skal på ferie i Florida. Her
kom min høje bil virkelig til gavn. Midt ude på
"Alligator alley" samlede vi endnu en underlig
blaffer op, som kunne fortælle os alt om hvordan man skulle
overmande dem uden at blive slået ihjel af den kraftige hale.
I Miami havde Eli lyst til at se ghettoen, idet hendes bror
ofte var på forretningsrejser her og havde fortalt hvor
rystende farlig byen er. Der har jo også været mange mord på
europæiske turister og vi havde netop to dage før læst i
avisen om et hollandsk ægtepar, der var kommet til at køre
den gale vej og var havnet i ghettoen Liberty City. Da de sad
på en tankstation og kiggede på et kort, kom en sort fyr
straks hen og skød og dræbte dem begge. Da jeg jævnligt færdes
i sådanne ghettoer, har jeg svært ved at tro aviserne, men
Liberty City er en af de mest vrede ghettoer, så for en gang
skyld tænkte jeg, at jeg måtte være lidt forsigtig,
"for man hører jo så meget i aviserne." Det var
her der i 1980 udbrød et race-oprør så voldsomt, at de
sorte slæbte hvide ud af biler på motorvejen, skar næser og
ører af dem og derefter kørte dem over. I mine vagabondår
var jeg gået glip af alle race-oprørerne pga de store
blaffeafstande, men nu havde jeg råd til at opleve et og
inviterede Kitte Fennestad med - en uge før min søns barnedåb.
Vi ankom midt om natten og tog over til det millionærhjem på
Miami Beach, hvor jeg havde boet sammen med Jane Fonda og
andre aktivister under det republikanske konvent. Jeg vidste
at millionærdamen lod døren stå ulåst og vi gik ind og sov
på gulvet i stuen. Da hun næste morgen opdagede vores
uanmeldte ankomst, gik hun hen og sagde "Oh, hey, Jacob,
are you back?" skønt der var gået 8 år siden sidst, og
gik så straks ud i køkkenet for at lave morgenmad til os.
Det er denne tillid og gæstfrihed, jeg elsker i USA. Men den
anden side lå ikke langt derfra. Røgskyerne stod op fra
ghettoen og kunne ses fra hendes swimmingpool og det skortede
ikke på advarsler mod at tage derover. Men på det tidspunkt
var oprøret ved at ebbe ud og jeg vidste at der ikke var
noget tryggere sted i verden at færdes: - boblen var bristen
og vreden havde fået afløb! Så som de eneste hvide vandrede
vi rundt i de rygende ruiner af nedbrændte Burger Kings og
gennemhullede bygninger og mødte en overstrømmende varme fra
de sorte. Og efter en lang blaffetur til New York nåede vi da
også helskindede hjem - to timer før Daniels barnedåb.
Kitte var lidt mere uheldig for et par år siden, da hun igen
ville besøge Miamighettoen med sin afrikanske mand. De kørte
derind i en udlejningsvogn, men blev straks omringet af en
truende folkemængde og måtte stige ud af bilen og løbe for
at redde livet, følte de. Da de næste dag vendte tilbage for
at hente bilen med behørig beskyttelse, var den totalt ødelagt
og rippet for alt. Det kom til at koste dem 6000 dollars til
biludlejningsfirmaet! Jeg var lidt rystet over at høre dette
netop fra Kitte, da jeg tidligere har lavet de vildeste ting
sammen med hende i Afrika. Jeg kunne godt forestille mig en sådan
historie fra en race-paranoid person, men aldrig havde jeg
troet at noget ville kunne skræmme Kitte. Når jeg hører sådanne
historier, er jeg godt klar over hvilke uanede voldelige kræfter,
der ligger gemt i ghettoen - skønt jeg normalt færdes der så
meget at jeg ikke ænser dem. Men det er alligevel vigtigt
aldrig at lade sådanne historier afskrække én fra at besøge
ghettoen, for begynder vi først at vende ryggen til - så at
sige at ghettoisere ghettoen - ja, så ved vi alle at
vores undvigende vold imod den vil gøre den endnu mere
voldelig. Derfor er det så imperativt for mig, når jeg hører
den slags historier og godt er klar over at de ikke blot er
"historier", netop at modarbejde dem sådan som
Kitte havde forsøgt det: - at forsøge at gøre ghettoen lidt
mindre voldelig ved - gennem vores blotte tilstedeværelse -
at vise dens beboere at ikke hele verden har vendt dem ryggen
- at der er lidt menneskelighed tilbage i de hvide. Det er,
som jeg sagde det om Woody, den eneste måde man kan
modarbejde volden og selv beholde lidt af sin menneskelige
integritet på. For bruger man en historie som drabet på det
hollandske ægtepar som undskyldning i sit skræmte lille
hoved for ikke at ville have kontakt med ghettoen, danner det
hurtigt præcedens - hvormed man uundgåeligt bliver en del af
de mørkets og voldens kræfter, der tvinger samfundets tabere
ud i en sådan isolation og desperation, at vold bliver deres
eneste svar til os. Og lad os så i øvrigt ikke gøre
ghettoen værre end den er: efter lidt cubanske bønner i en
lokal restaurant, lettede også Eli op og så lidt lysere på
denne smukke ghetto i dens blændende Miami solskin. Efter
lidt for megen vold og lidt for få brusebad i et par uger var
det dog godt at bo hos min gamle ven, "playboymillionæren"
(116 gl. bog) Tommy i hans luksusvilla den aften. Der blev
straks disket op med drinks, marihuana og barbecue ved svømmepølen
foran søen og inden længe blev det besluttet at de skulle
sende deres 12-årige datter på sommerferie hos os i København.
Jeg var glad for at kunne gøre lidt gengæld efter alt hvad
han gjorde for mig i vagabond-årene.
Efter den tropiske varme i Florida gik det i ét hug op til
den meterhøje sne i Washington, hvor Eli ville besøge Det
Hvide Hus mens jeg fløj ud til Clintons hjemby i Arkansas til
en vidunderlig eliteskole ved White Water - netop mens
skandalen derfra kørte på højeste gear i kongressen. Eli
fik dog mere ud af det nye jødiske Holocaust-museum og kunne
ikke lade være med at undre sig over at et tilsvarende ikke
er bygget over de sortes holocaust efter alt det hun netop
havde oplevet af rædsler i de sortes verden. Men netop et
holocaust-museum for de sorte var jeg faktisk til møde om i
New York et par dage efter. En af lederne af det afrikanske
kunst museum, som Vibeke havde arbejdet sammen med i Images of
Africa, ønskede at bryde ud af dette og få mig med i sine
planer om at skabe et mere progressivt museum, hvori jeg
skulle have fast forevisning med mit show. Carol havde fine
forbindelser og var god til normalt at skaffe kapital, men
problemet med et sort holocaust-museum var at det er alt for
kontroversielt og "tæt på" for amerikanerne, og
derfor ønskede hun at jeg skulle udnytte mit venskab med den
venstreorienterede Anita Roddick til at skaffe den resterende
kapital og reklame. Fint, sagde jeg, det troede jeg nok Anita
ville være med på, hvis hun først så konstruktive planer.
Og dem arbejder Carol nu videre på. I New York satte jeg Eli
af hos min gamle sorte kæreste, Ayanna, mens jeg fløj til
shows vestpå. Da Eli selv har en sort datter og var i USA for
at komme i lidt kontakt med dennes sorte rødder, knyttede de
straks et stærkt venskab, og jeg fik den idé at invitere
Ayanna over til sommerens Afrikafestival, så hun kunne besøge
os begge.
Fortsættes i del 2 |