"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1996,    25. årgang - 1. del

Her delt op i 5 afsnit:

Del 1: Om rejsen i sydstaterne med den norske forlægger, besøg hos massemorderen

Del 2: Rejsen til Polen og Nazi-forbryderen

Del 3: Sommerens Image of Africa festival

Del 4: Gamle kærester og tilbage til massemorderfamilien

Del 5: Slægtsforskning i Norge, Nepaltur, reflektioner over barndom osv

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Udvidet (og lettere forsinket) 25 års jubilæumsudgave af julebrevet

- med et vemodigt tilbageblik på årene der gik.

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

 

Indholdsfortegnelse

1. Det kan være svært at bevare forbindelsen med gamle venner og familiemedlemmer, og amerikanerne er i regel imponerede af min evne til at opspore tabte venner i et land uden folkeregister. Så dygtig er jeg faktisk blevet til at finde tabte venner, at I i årets julebrev skal høre om hvordan det lykkedes mig at genfinde en af jer læsere - 500 år (fem hundrede!) efter at vi mistede forbindelsen med hinanden.

2. Og hvordan jeg fik alvorlige ægteskabelige problemer, da jeg efter 20 år fik opsporet en anden af jer.

3. Hvordan jeg blev kåret til at være USA's dårligst klædte foredragsholder.

4. Hvordan jeg tog bad - ikke med et badedyr - men med en vaskeægte, levende vaskebjørn.

5. Hvorfor jeg aldrig standser bilen, når jeg møder dansende bjørne på kørebanen.

6. Hvorfor hele min familie konverterede til De Sidste Dages Hellige i årets løb.

7. En uhyggelig beretning om hvordan jeg jagtede en massemorder i tæt tåge i sumpene.

8. Hvordan jeg rystede som gelÉ, da jeg skulle fotografere en halshugning.

9. Hvordan jeg vadede rundt på bare fødder i blod til anklerne mellem de dødsdømte.

10. Hvordan jeg kom i en mareridtsagtig situation hvor jeg personligt skulle vælge hvem af mine to venner, der skulle dø.

11. Hvordan KGB og STASI lærte mig hvad angst er.

12. Hvordan højskolen forpurrede mit forsøg på at blive dronningens vagtmester og dog bragte mig i stue med dronningen.

13. Hvordan min familie gjorde oprør mod dronning Margrete og blev straffet for det.

14. Hvordan en nazi-forbryder, der personligt havde henrettet hundredvis af jøder i massegrave, blev bedste ven med en jøde og hjalp mig til at fejre mit 25 års jubilæum med min første jødiske kæreste.

15. Hvordan en anden af mine gamle jødiske kærester ikke kunne komme til 25 års jubilæum fordi Hillary Clinton inviterede hende til det Hvide Hus pga hendes rolle i et andet folkemord.

16. Hvem af mine gamle kærester, der med nød og næppe undgik at blive myrdet i sumpene nytårsnat i år og hvem der som noget ganske uhørt to gange fik en Grammy....og hvorfor min kone alligevel altid driller mig med dem begge.

17. Hvordan mormonerne og højere kræfter gjorde mig i familie med både Tordenskjold og Gorm den Gamle.

18. Hvordan jeg i over en måned erstattede min kone med 4 guldbehængte afrikanske prinsesser i min seng.

19. Hvordan jeg bar mig ad med at have sex med 4 kvinder på en dag.

20. Og hvis I har problemer med parforholdet, skal I også få min hemmelige opskrift på hvordan I kan bære jer ad med at få 14 nye kærester på 17 dage. Prøv den!

 

Året, der stod i familiens tegn Jul/nytår 1996

 

Kære årbog........og gamle venner, der gider at smugkigge i den.

Ja, overskrifterne i årets julebrev prøver jo bevidst at efterligne den nye kanal DR2's blikfang, men modsat mine medie-konkurrenter vil jeg også forsøge mig med lidt seriøst indhold i årets julebrev.....og så i øvrigt berette om - et sted på disse mange sider - hvordan mange af jer vil blive nævnt ved navn i en kommende DR-udsendelse!

Egentlig burde der ikke være meget at skrive om i år, thi dette var året hvor min kone gav mig husarrest. For en evighedsvagabond som mig kunne det følgelig være blevet et "anno horibilis" som dronning Elizabeth kaldte forrige år. Men, som I skal få at høre, er der altid en udvej i den slags triste situationer, og skulle nogle af jer være havnet i en lignende internering med årene, vil jeg gerne give et par gode råd og gummigeder med på udflugtsvejene.

Trods min indespærring har jeg alligevel så meget at berette om, at jeg straks må gå til sagen. Grunden til min husarrest - thi sådan føles landsarrest i et lille land som Danmark - var at Vibeke, min kone, skulle arbejde fuldtids med sin Afrikafestival og ikke havde tid til at passe børnene. Men pga. pæn opførsel fik jeg dog i januar lidt lejlighed til at holde enkelte foredrag. Og kan man ikke selv komme ud og se verden, kan det jo være en fornøjelse at underholde andre globetrottere. Et af de sjoveste foredrag, jeg har haft, var således omkring det store runde snapsebord i Eventyrernes Klub i Nyhavn for alle de ældgamle globetrottere, vi husker fra vores barndom: Jens Bjerre, Arne Falk Rønne, Jørgen Bitch osv. Jeg husker ikke helt hvem af dem, der endnu var fysisk eller mentalt til stede, men det var i al fald min konkurrent i USA, Jens Bjerre, der havde inviteret mig. Jeg var selvfølgelig klar over, at jeg ikke ville kunne berette noget nyt om fjerne Bountylande til så garvede gutter, og besluttede at tale om det at rejse i det indre, ind i mennesket, ind i familien, ned i historien osv. Og det blev til så bragende en succes (fik jeg da at vide) at jeg også delvist vil forsøge noget lignende her i brevet - udelukket, som jeg jo var, fra andet end at drømme om det eksotiske pga. min kones travlhed med at importere det eksotiske. Måske drømmen om Bountyland egentlig også er nok for de fleste? Efter nogle kraftige sjusser er det i øvrigt let at underholde hvem som helst om hvad som helst. Det oplevede jeg igen da jeg nogle dage senere skulle holde foredrag om "Undertrykkelsesmekanismer og fremtiden" for kaospiloterne i Århus. Da Hans Peter jo lige var død, kunne jeg ikke lade være lige at dreje ind på vej fra Molsfærgen for at trøste hans kone, Else Marie, i hendes sorg. Der var kun lidt over en halv time til det, men hvad vi ikke nåede at komme igennem på den tid af gråd og latter tilsat adskillige flasker rødvin i de lystige og vemodige minder om Hans Peter er ikke godt at vide. Derimod ved jeg ikke, hvad publikum i Århus Teater tænkte. Jeg havde nemlig troet at jeg først skulle på scenen kl. 21, men aftenens anden taler var sneet inde i Boston, hvorfor alle sad og ventede på mig, da jeg plakatfuld kom sejlende ind. Jeg blev straks slæbt op i scenens blændende projektørlys. Jeg er ikke nogen professionel talemaskine, så da jeg ude i mørket opdagede flere, som jeg havde haft med på ture i USA, og de to piger jeg havde delt seng med i Thailand, ja, så havde jeg svært ved at tage noget som helst alvorligt. Jeg ville egentlig blot lige have...øh...und... undskyldt min stærkt påvirkede tilstand med lidt indledningsvis snak om at jeg lige havde drukket gravøl, men ved synet af også Hans Peters datter derinde, blev jeg så kørt op at jeg vist endte med at tale mere om Hans Peter end om "undertrykkelsesmekanismer." Da kaospiloterne er kendt for deres utrolige selvhøjtidelighed kan det jo godt være at det lige netop var de "befrielsesmekanismer", der var brug for. Jeg tør ikke at sige det, for jeg har aldrig helt lært om de bragende bifald, jeg ind imellem modtager, er udtryk for befrielse over at jeg endelig holder op med at tale - eller fordi det somme tider lykkes mig ikke at bøve mig. Derimod endte det hele uhyre højtideligt, kedeligt og ensomt, da kaospiloterne havde insisteret på at jeg fik samme behandling som deres udenlandske professorer, så for ikke at såre deres selvhøjtidelighed indvilligede jeg i for første gang nogensinde at bo på et dansk hotel (frem for i en vinterkold bil eller hos venner) - nemlig i det fornemme hotel Royal overfor teatret. En væsentlig grund til at jeg holder forbindelse med så mange af jer gamle venner, må jeg tilstå, er jo at jeg derved kan undgå sådanne ensomme og fremmedgørende hoteloplevelser! I den forbindelse vil jeg lige nævne, at jeg har opdaget at flere af jer har været i København i årets løb uden at overnatte i vores gæsteværelse. Husk at sådanne forbrydelser altid bliver opdaget! Jeg ved godt at jeg ofte har været i jeres hjembyer uden at overnatte hos jer og vil derfor lige benytte lejligheden til at forklare, at det i reglen skyldtes at mit foredrag først sluttede ved midnatstid, hvor jeg syntes det var for sent at komme og buldre jer op - eller endnu mere hyppigt: at jeg næste morgen kl. 7 skulle være i en skole et andet sted i landet. I så fald kører jeg altid dertil og sover i bilen i skolegården for at være sikker på at eleverne vækker mig til tiden. Men det bør ikke være nogen undskyldning for ikke at overnatte hos os - heller ikke når jeg er ude at rejse, idet Vibeke er et af de mest gæstfri og tolerante mennesker jeg kender. Husk at vi bor kun 5 minutters gang fra de fleste af Københavns teatre og fra 75 biografsale!

I øvrigt skylder jeg mine bilovernatninger den eneste hædersbevisning jeg nogensinde har modtaget: nemlig de amerikanske studenters kåring til at være USA's dårligst klædte foredragsholder. Man orker nemlig ikke i morgenkuldens nøgne greb om sig at rode rundt i tøjbunken under sædet - og ender derfor altid med at tage det samme på som dagen før. Faktisk var jeg tynget af igennem mange år at blive kåret som den evige to'er. Det syntes jeg ikke jeg fortjente når studenterne desuagtet tillod sig hyppigt at ringe til min agent for at klage over at "foredragsholderen lugtede." Jeg har jo ikke tid til hver dag fra bilen at holde øje med hvornår en rengøringsdame forlader et tomt motelværelse for at få et bad. Men her er den sandfærdige historie om hvordan det lykkedes mig til sidst at komme på førstepladsen og opnå den flotte hæderstitel. Nummer et var igennem mange år en af mine værste konkurrenter i underholdningsbranchen, talsmanden for de hjemløse, Mitch Schneider. Jeg havde altid ønsket at møde ham for at lure ham hemmeligheden af. Endelig lykkedes det, da Loyola University i New Orleans havde engageret os begge i en "Hunger Awareness Week". Han skulle tale dagen efter mig og det passede så fint at studenterne kunne bringe mig til lufthavnen og hente ham samtidig, hvorved vi lige kunne hilse på hinanden. Og så kom afgørelsens øjeblik! Da vi stod sammen i herretoilettet - begge med øjnene "tilsyneladende" vendt fremad i den stilling hvor man virkelig har lejlighed til at "måle" hinanden - ja, netop da må han have set sin kejserlige nøgenhed i øjnene. Jeg selv blev i al fald yderst skuffet over at se denne pjalteproletariatets helt i et flot jakkesæt - jeg som ikke har ejet et sådant siden min konfirmation. Jeg tænke straks at det måtte være skyldfølelse og medlidenhed med de hjemløse - altså nedladenhed - der fik studenterne til år efter år at vælge ham frem for mig. Og åbenbart har Mitch tænkt det samme, for et par dage efter spærrede jeg øjnene op da jeg i New York Times så at han netop havde begået selvmord. Avisen hævdede at det skyldtes bedrageri med de hjemløses penge. Jeg alene kendte den virkelige pissoir-sandhed - og således gik det til at jeg blev Amerikas førende indenfor denne kategori af herremoden!

Nå, men helt galt gik det ikke med min stuearrest. Under påskud af at jeg "lige skulle over og reparere noget vigtigt på bilen" lykkedes det mig faktisk at undslippe det meste af februar. Da bilen i New York var fixet, skulle jeg jo også lige prøvekøre den. Og det blev til en forrygende køretur på 10.000 km. Jeg har jo ofte nok inviteret jer gamle venner til at tage med på mine køreture - og tit undret mig over at ikke flere af jer benytter jer af det - nu hvor I næsten er pensionister. Husk i al fald på, hvis I kommer ud i psykiske kriser e. lign. og "har brug for at komme væk fra det hele" at det er en mulighed I altid har til gode. Da det er ensomt at rejse uden at have nogen at dele oplevelserne med har jeg som nødløsning længe inviteret mine publikums med. I februar var det en norsk forlægger, der var den heldige, og for at vise hvad I andre er gået glip af gennem jeres træghed, vil jeg lige berette hvad hun oplevede på turen (inden Eli selv gør det, idet hun er blevet opfordret af norske forlag til at skrive en bog om rejsen og allerede er nået til side 150 bare om de første dage i New York). Jeg er dog nødt til her at gøre min beretning lidt mere overfladisk:

På mange måder blev det en tur præget af uhyre meget vold. Som noget af det første har jeg næsten altid mine passagerer på besøg hos Lela's familie i New York. I husker hvordan jeg sidste år beskrev den latterrige begravelse af Stephen - den 4. myrdede i familien. Jeg havde lovet at bringe billederne fra begravelsen til hans søster, Patricia, men da jeg kom, fandt jeg ud af at også hun netop var blevet skudt sammen med fire andre i en butik. Hun overlevede, men virkede underlig fjern i det, da hun så mine billeder af den myrdede bror - med kuglen stadig siddende i sin egen hjerne.

Efter et par shows ude i Midtvesten var vi på besøg hos venner i Detroit. Jerry, min gamle ven, som jeg beskrev i det voldelige Detroitkapitel i bogen, fortalte os om hvordan han har lært som gymnasielærer i ghettoen ikke at skride ind, når han ser sine elever sidde og pudse pistol i klassen. Forholdene er langt mere desperate i dag end da jeg beskrev byen for 25 år siden. Det gjorde et rystende indtryk på Eli at køre igennem disse natlige, endeløse udbombede kvarterer a la Tyskland efter krigen - helt menneskeøde, da ingen tør at gå ud. Af samme grund ser stort set ingen hvide denne by, der slet og ret burde inkluderes blandt verdens 7 vidundere - eller største turistattraktioner - om ikke andet for at skaffe penge til byen. Da alle bilfabrikkerne efterhånden er flyttet til hvide områder - især japanerne har bevidst lagt deres fabrikker i områder uden sorte - har stort set ingen i millionbyen arbejde - bortset fra hvide - såsom albanere og arabere - der har sat sig på resterne af økonomien. Da jeg engang havde en albansk kæreste i Detroit, Agolli, fandt jeg ud af under besøg hos alle hendes onkler og brødre, at det er albanere, der ejer alle fast-food-restauranterne. De er immigreret fra en nød næsten ligeså stor og har ikke megen forståelse for fattige på overførselsindkomster. Da Eli og jeg sad i en restaurant blandt lutter arbejdsløse oplevede jeg f.eks. at en af de små albanske servitricer råbte hysterisk til en af de store sorte mænd: "I WORK! I don't know about you, but I WORK!" At hendes restaurant ikke havde ansat en eneste sort så hun ikke som noget paradoks.

Efter besøget hos Jerry havde jeg anmeldt vores overnatning hos en af mine gamle sorte kærester, men pga de endeløse strækninger i byen blev det for sent og vi endte med at måtte sove i bilen i en af gaderne. Heldigvis gik en kuldebølge hen over landet, så ingen brød ind i bilen. I stedet stjal kong Frost alle vore lemmer. Jeg har tit overnattet i minus 20-30 grader, men nu var temperaturen nede på 40 minusgrader og selv med flere lag skisokker frøs mine tæer. Så det gjorde godt om morgenen at komme ind til te hos Lynaise. Som alle mine andre tidligere sorte kærester var hun senere blevet gift med en hvid mand. Han havde været utrolig sød til at tage min søn rundt på Cadillacfabrikker o.lign., da jeg for nogle år siden læssede ham af hos dem i tre dage. Så jeg var ked af nu at få at vide at deres ægteskab var gået i stykker. Men der er jo ikke noget som ikke er godt for noget, så jeg prøvede at muntre hende op med en bemærkning om at "så kunne vi jo finde sammen igen." Det er jo fordelen ved at bevare et godt forhold til sine gamle kærester: hver gang de bliver skilt får de pludselig brug for én igen! En af dem - Nancy i Ithaca - var jeg på den måde "kæreste" med i fire omgange, og hun startede endda med at være kristen fundamentalist! Et så langt venskab kræver selvfølgelig ikke blot tålmodighed fra min side, men også at man virkelig er der, når de har brug for én. Denia, min allerførste sorte kæreste omtalt i bogens forord, vil således aldrig glemme mig for dengang, hvor jeg smed alt fra mig for at køre over 1000 miles for at se hende. Hun var helt slået ud efter at hendes hvide mand var gået fra hende efter 17 års lykkeligt ægteskab. Det hjalp hende at sidde ved Lake Michigan og dele en flaske vin og snakke om gamle dage - inden jeg et par timer efter måtte køre de 1600 km tilbage til Boston. Og senere inviterede vi hende til Danmark for at hjælpe hende med at finde en ny hvid mand. Jeg var faktisk også lige ved at få hende afsat til kronprins Frederik en sen nat på Dan Turrell. Frederik var dog lidt betænkelig ved hvad hans mor ville sige til flere indvandrere i familien. Pudsigt nok blev både Denia og de to bosniske flygtningepiger, som jeg også havde lovet at finde en dansk mand til, da også først interesseret i Frederik efter samtalen, da jeg fortalte dem hvem han var. Og man kan jo ikke basere et ægteskab på sådan en gang snobberi!

Når jeg nu snakker om, at tålmodighed med gamle kærester betaler sig, er Lynaise et udmærket eksempel. Første gang jeg mødte hende var i 1972, da jeg fotograferede børnene bidt af rotter i hendes forfærdelige kvarter på East 33rd Street i Detroit. Jeg skriver i bogen i "Om at sige ja," at hvis jeg ikke havde sagt ja til disse børn, ville jeg ikke have opdaget disse rottebid. Men det jeg egentlig mente - men ikke kunne skrive om da det ikke hørte hjemme i sammenhængen - var den anden åbenbaring jeg fik ved at sige ja og følge med dem. I deres nabohus stod der i døråbningen pludselig den smukkeste sorte pige, jeg nogensinde havde set. Jeg var fuldstændig betaget af hendes blændende skønhed og hendes meterlange bølgende sorte hår ned over ryggen. Jeg har imidlertid aldrig været god til at flirte, og efter en kort snak med hende var det tydeligt at hun ikke var interesseret i hvide mænd. Jeg kunne imidlertid ikke få hende ud af tankerne og skrev fra Syden et af mine velkendte lange breve til hende i håb om at gøre hende interesseret i mig. Jeg fik aldrig noget svar og var for genert til at opsøge hende igen. Desuden har jeg altid følt at "det bedste skal man gemme til senere." Der gik derfor over 10 år, men efter at have introduceret "Am. Billeder" på filmfestivalen i San Francisco kom jeg igen gennem Detroit for at hente mit gamle udstyr oppe på gården i Canada. Og når man lige har haft en bragende publikumssucces på en filmfestival får man mere selvtillid og mod. Så min nysgerrighed efter at se hvordan det var gået med denne intelligente og smukke pige fik mig derfor til lige at droppe ind hos hende. Hun var nu flyttet ud af moderens hus og boede i en rådden, faldefærdig shack i samme gade i et fortvivlet rod. Men bortset fra at se lidt forslået og medtaget ud, var hun lige skøn. Og nu var hun parat til at modtage mig, - ja, det var som om hun blot sad og ventede på mig. Hun havde rigtignok fået mit brev for 10 år siden, men havde dengang ikke været interesseret i hvide. Men i mellemtiden havde hun været igennem to forfærdelige ægteskaber med sorte mænd, den ene mere voldelig og bedragerisk end den anden. Hendes ene barn var dybt skadet, da faderen havde sparket hende voldsomt i maven som gravid. Den anden havde været endnu voldsommere og havde næsten slået hende ihjel. Nu var hun sunket ned i dybeste armod uden livsgnist. Med sine deprimerende og hårdt købte erfaringer havde hun fået dyb indsigt i og interesse for undertrykkelsesspørgsmål, og da hun hørte om mit arbejde på det nærmeste tryglede hun mig om at ansætte hende - og i hvert fald straks at tage hende med ud af denne sump. Vi var på det tidspunkt ved at starte showet op i USA og jeg følte øjeblikkeligt at hun ville være den rigtige til at køre det. Så der var ikke gået lang tid inden hun havde fået børnene anbragt hos moderen og tog med mig i bilen. Jo, tålmodighed er en god ting og man skal aldrig opgive gammel kærlighed! Og det er i hvert fald rart at komme ind i varmen mange år efter - som da vi nu sad her hos selv samme Lynaise efter denne forfrosne nat og mindedes vore bedste stunder sammen. Am. Billeder kom til at betyde meget for hende, og hun er selv siden begyndt at arbejde med workshops. Så vi har altid nok at snakke om.

Men jeg havde lovet Eli at få hende ned i Sydens varme, så snart gik det videre ud ad landevejen. Kuldegraderne var efterhånden faldet til minus 50 - absolut kulderekord i 70 år, sagde bilradioen. I stedet for at tage imod et hotel betalt af vores sidste universitet i nordstaterne, ville vi hellere køre natten igennem for at nå varmen. Men som sædvanlig løb jeg ind i en voldsom snestorm omkring Chicago-søerne og rutschede vildt rundt på vejen. Da varmen samtidig gik i stykker i bilen, så kaffen frøs i vore kopper inden vi havde fået den drukket, tilbød Eli at betale de 150 kr for et motel. Hun ville aldrig have fået mig overtalt til at smide penge ud af vinduet, når jeg nu er lykkelig indehaver af en indbygget seng i bilen. Men under indtryk af ulykken jeg havde for et par år siden på glat vej var jeg ikke svær at overbevise ud på natten.

Eli var i øvrigt den eneste, jeg har haft med, som insisterede på at betale halvdelen af alle udgifter og sådanne pengeræsonnementer er jo svære at argumentere imod. Da vi om morgenen fik os gravet ud af motellets snedriver, var kulden endnu slemmere. Jeg lovede hende at det ville blive varmt omkring St. Louis, men dernede var det endnu værre. Ustandseligt måtte vi gøre holdt i restauranter og biografer for at få lidt varme tilbage i de blå fingre og tæer. Selv fjollede turist sights som Elvis Presleys hjem i Memphis kunne nu bruges til opvarmning. Jeg lovede at "i Mississippi bli'r det helt bestemt varmt." Men kuldebølgen havde for længst nået denne sydstat, som ikke ejer udstyr til vintervejr, så alt var dækket af et 10 cm tykt islag. Hele turen gennem den 600 km lange stat foregik derfor med 15 km i timen forbi hundredvis af biler i grøften. Man bliver let indelukket i en sådan frosttilstand, så vi sagde stort set ikke noget på hele turen - udover mine tomme løfter såsom: "Under palmerne i New Orleans vil det blive varmt....." Men i New Orleans går alle vandrørene udenpå husene, så da Eli insisterede på at checke ind i et luksushotel i det franske kvarter, var varmerørene sprængt af en kulde, man aldrig havde oplevet i byen før. DÉr efterlod jeg hende så mens jeg fløj op i varmen i Nordens altid overophedede universiteter i et stykke tid. Og sådan fik jeg så endelig varmen - helt oppe i den nordligste del af Maine ved den Canadiske grænse - hvor en bil blev til Ét stort blodbad lige for øjnene af mig, da den ramte et elsdyr, og hvor manden foran mig blev arresteret, da han prøvede at smugle en pistol om bord på vores lille pløjemarksflyver. Men det var blot en lille forsmag på den vold, jeg skulle opleve i de kommende uger.

Tilbage i New Orleans var både varmen og det årlige karneval ved at melde sin ankomst, så det gjaldt om at komme ud af byen i en fart. For Mardi Gras har efterhånden udviklet sig til så voldelig og fordrukken en begivenhed, at jeg ikke engang tog mig tid til at besøge gamle venner. Dog ringede jeg lige til Judy Caruthers, men det kom til at slå mig helt ud. Judy var Sandras veninde. Sandra havde jeg mødt under Mardi Gras i 1973 og siden været kæreste med. Jeg holdt uendelig meget af Sandra, men oplevede hyppigt i mine vagabondår at den, som tilfældigt havde inviteret mig ind i sit liv, ofte havde en endnu smukkere, mere intelligent, sexet eller spændende veninde, som jeg svingede bedre med. Judy havde det hele og alle tre vidste vi, at det var hende, jeg burde være sammen med. Men skal man overleve som vagabond, må man have nogle stærke moralske principper. Intuitivt vidste jeg at hvis jeg begyndte at forråde og krænke den gæstfrihed folk havde givet mig, ved at give efter for øjeblikkets impulser, ville jeg ende på en glidebane, der med tiden ville vise sig i min karakter og udstråling. Som Bob Dylan sagde: "To be an outlaw you must be completely honest." Hvis ikke folk straks kunne mærke ærlige vibrationer fra mig, ville de aldrig få den tillid, der skal til for at tage en vildt fremmed med hjem. Ofte var jeg alene i dagtimerne i selv de rigeste hjem med sølvtøj og store værdier omkring mig. I reglen smider amerikanerne alle deres mønter og sedler i hjemmet og jeg husker tydeligt hvordan jeg det første år som pengeløs vagabond følte mig fristet til lige "at låne" et par "quarters" til en busbillet fremfor at vandre de 10 km ind til byen. Men jeg gjorde det aldrig. Og da jeg gradvis opdagede hvordan amerikanerne åbnede sig mere og mere op for mig, blev jeg yderligere bevidst om denne sammenhæng mellem integritet og de vibrationer denne udsender. Til sidst blev jeg fuldstændig fanatisk med mine principper. Og det var netop dem det varme forhold mellem Judy og jeg kom til at lide under. Mit forhold til Sandra gik i stykker, da jeg skulle til Wounded Knee. Da jeg kom tilbage havde hun fundet sig en ny. Men jeg følte stadig at det ville være en krænkelse af den gæstfrihed hun engang havde givet mig, hvis jeg flyttede ind hos hendes bedste veninde. Så hver gang jeg siden var tilbage i New Orleans, besluttede jeg at bo andetsteds og blot at mødes med Judy ude i byen. Følelserne imellem os blev imidlertid ikke mindre med årene, men selv efter at Sandra blev gift blev jeg ved med at være tro mod Sandra - selv i de mange år, hvor Judy arbejdede på sin Ph.D. i Madison - en by i Norden, hvori jeg hyppigt havde shows. Vi blev dog ved med at bevare et flirtende forhold til hinanden og at lege med ideen om at det nok blev os en dag (selvom hun godt vidste at jeg var gift i Danmark). Men det blev ikke os! For da jeg nu ringede til hende denne morgen i New Orleans for at undskylde at jeg tog fra byen uden at se hende, sagde hun: "Du vil aldrig få mig at se mere. Næste gang du kommer er jeg død." Hun lå på sit dødsleje med kræft og var så medtaget af kemoterapi at hun ikke ønskede at jeg skulle komme for at sige farvel. Hun ville have at jeg huskede hende i al sin skønhed. Vi sagde et stille farvel til hinanden og fældede begge et par tårer. Jeg var stadig helt oprevet, da jeg fortalte Eli om hende ved morgenbordet. Kærlighedens smerte bliver ofte ulidelig, når man bevarer forhold i så mange år, og tit har jeg forbandet mine stivnede gamle vagabondprincipper om at sige ja - ikke mindst når ja'et indebærer et nej til andre! Jeg kan ikke lade være med at tænke på Judy i netop denne jul, hvor to af mine danske julebrevsmodtagere kæmper en lignende kamp mod kræft - og derfor konstant har været i Vibekes og mine tanker.

 

I de følgende dage blev døden meget nærværende. I julebrevet for 5 år siden skrev jeg om hvordan jeg havde samlet en blaffer op, som fortalte mig om alle de sorte, han og hans brødre havde myrdet. Det lykkedes mig at få ham interviewet på en båndoptager, da han troede han aldrig skulle se mig igen. Og der er ingen tvivl om at dette nye indslag i showet er det, der aften efter aften ryster mine publikums mest. Selv i handels- og tekniske skoler får jeg under dette interview fuld opmærksomhed selv fra de mest fortabte sjæle. Vibeke klippede oprindeligt de to timers interview ned, men var så rystet at hun til sidst måtte kaste det fra sig. Men når man i fem år har gået og hørt på Woodys ord, kan man ikke lade være med at tænke, om det nu også var sandt, hvad han sagde. For dette er hvad han siger i showet:

Woody: - John lavede et kæmpe hul i hovedet på ham - tog et stort stykke ud af hovedet. Da var det jeg fik blod på mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver gang hjertet slog, sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt og faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til det gamle posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der er et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind fra landevejen.

Mit spørgsmål, som jeg stillede a.h.t. mine publikums: - Stadig? Hvad år har vi nu?

- Det er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der står 'Niggere ingen adgang'.

- Når I tog ud for at dræbe dem, snakkede han så om det hele dagen, eller skete det bare?

- Nej, det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden og fik lyst til at gøre det.

Han havde set dem, og så gjorde han det. Det var lige her den fyr faldt om efter min bror stak ham ned... Jeg skal vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side af den telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt. Lad os komme af sted før politiet kommer, for de er skrappe her om aftenen.

- Hvad sagde han?

- Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over jernbanen, sagde Sammy til ham: Jeg vil vædde på, at du ikke vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og John sagde: 'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!. Men så sagde han: 'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde: 'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før han trak den ud. Da blodet kom ud ramte det både mig og Sammy.

- Hvordan gik det for sig når.....?

- Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han godt kan li' at se frygten i deres ansigter når de dør. Det var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en over til bilen og John sprang ud og skød ham. To af dem løb og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var meget ung eller noget. Sammy begyndte at slå ham i hovedet med en eller anden flaske han havde. Og så begyndte John at sparke ham og sådan.

Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor han ikke kunne bevæge sig, trampede John bare på ham til han døde. Det eneste jeg aldrig har set John gøre var at tage ud og køre niggerne over, som han plejede at gøre. Men jeg har set blodet på bilen - jeg har taget T-shirts, skjorter og sådan noget ud under bilen efter han havde kørt dem over. Jeg har set ham tæve mange, mange niggere, mange gange, og gå fra dem livløse.

- Hvor mange vil du tro?

- Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre og tæer.

I 5 år havde jeg ikke haft tid til at vende tilbage for at finde ud af hvem denne mystiske blaffer egentlig var. Nu var chancen der - men det tør nok siges at hverken Eli eller jeg nogensinde vil glemme det næste par dage. For at beskytte sig selv havde Woody hin nat bedt om at blive sat af et tilfældigt sted i byen (hvis navn jeg på amerikanske sagføreres råd må holde skjult). Jeg havde derfor ikke andet at gå efter end en viadukt, vi var kørt igennem i nærheden af det sted, hvor de havde stukket det sidste offer ned. I dette fattige kvarter med både sorte og hvide måtte vi derfor begynde med at spørge om nogen kendte en Woody. Jeg tror, der skal en hel bog til at beskrive de typer og hjem, vi rodede os ind i de følgende dage. Aldrig har jeg oplevet en så fortvivlet og desperat fattig hvid underklasse før. Stort set alle vi snakkede med havde været i fængsel for mord og voldtægt - eller for kvindernes vedkommende: havde mænd, der sad indespærret for dette. Deres ansigter var stort set som taget ud af filmen "På udflugt med døden" - den hvor et par kanosejlende unge bliver overfaldet og jagtet i Appalachiernes skove af nogle gale og intellektuelt formørkede mænd, der må have lidt under flerdobbelt incest. Jeg har altid hævdet til amerikanske studenter, at Hollywood gør stor uret ved at skabe så frygtindgydende og undertrykkende et billede af fattige hvide. Men nej, nu måtte jeg erkende at sådanne mennesker virkelig eksisterer og brugte lejligheden til flittigt at fotografere dem for at opdatere dette væsentlige afsnit i mit show. Samtidig var de uhyre gæstfri - ja, med deres manglende selvværdsfølelse "I am just a coon-ass" og søgen efter accept og anerkendelse lignede de i et og alt de sorte. Vi derfor nærmest væltede os i alkohol blandt dem, og jeg morede mig gevaldigt over at se Eli - en forfinet og normalt meget checket forlægger af "time manager" typen - blandt disse tatoverede, tandløse og pistol- og flaskesvingende bindegale mænd indhyllet i Ku Klux Klan-flag og symboler. I denne voldelige atmosfære syntes Woody's ord pludselig helt "normale" og logiske for os. Mange kunne vagt huske episoden, da "niggeren" blev stukket ned under festivalen for øjnene af sin kone og to børn, men det var i deres bevidsthed - og derfor også gradvist i vores - en ligegyldig bagatel. Skønt vi mødte mange Woody-typer undervejs, insisterede jeg alligevel på at finde den rigtige Woody. Netop i de dage lå en tåge over stedet så tæt at man kunne skære i den med en kniv, som amerikanerne siger. Og vores jagt på en massemorder i dette sumpområde, hvor vi ikke kunne se en meter frem, fik derfor et yderst uhyggeligt og uvirkeligt skær over sig. Men efter et par dage fik vi langsomt indkredset ham. Jeg bankede på den rønnede shack han skulle bo i og opdagede så at det var den forkerte Woody, der kom ud. Men ligesom jeg troede at vi skulle til at starte hele denne krævende jagt forfra, sagde han pludselig at han kendte den anden Woody. Men Woody var nu idømt 25 års fængsel. Han var en nat sammen med en anden fyr, Snoopy, brudt ind i et hus og havde forsøgt at myrde hele familien med kniv. Hvor skete det, spurgte jeg? - Lige derovre i huset på den anden side af gaden! Vi gik derpå over og bankede på. En skræmt familie åbnede først døren bag moskito-døren, men bød os ind, da de hørte hvad det drejede sig om. De havde alle overlevet drabsforsøget, men fortalte os nu om den forfærdende nat. Datteren April var blevet tvunget ud af sengen af Woody, som pludselig havde stået i værelset. Han havde flået hendes mave og lunger op med en lang kniv. Kun med nød og næppe havde hun overlevet efter dyre hospitalsophold, som nær havde ruineret dem. Tårerne piblede hele tiden frem, da April fortalte om rædselsnatten på min båndoptager. Jeg følte først vores tilstedeværelse som lettere udbyttende, men vi fornemmede samtidig stærkt at de ønskede vores tilstedeværelse og havde brug for at gennemarbejde det hele. Det betød meget for dem endelig at få opmærksomhed. Skønt det "havde ødelagt hele hendes liv", som April sagde, havde det i det voldelige klima i byen kun fået et par linjer i lokalsprøjten. Og ingen havde givet dem hjælp til at bearbejde deres smerte. Så når de talte om det, var det med en sindsbevægelse som om det lige var sket. Da jeg fik datoen at vide - 12. okt 1991 - og slog efter i min kalender, opdagede jeg at det var sket kun et par dage efter den nat, hvor jeg havde samlet Woody op efter et show i Houston University. Dette var deprimerende at få at vide, for jeg havde virkelig følt den nat at jeg havde gjort utrolige fremskridt i forsøget på at hjælpe ham med at komme i kontakt med den uendelige smerte og vrede, han befandt sig i, og havde brugt alt hvad jeg havde lært i mine workshops. Inderst inde vidste jeg dog godt at han havde haft brug for meget mere hjælp og støtte end en fortravlet mand som jeg var i stand til at give. Alligevel havde jeg i 5 år forsvaret mig mod anklagerne fra publikum ved at hævde at jeg var sikker på at Woody nu var på ret køl. Nu måtte jeg bittert erkende at hvis jeg den nat var gået til politiet, som så mange af mine publikums mente jeg burde have gjort, ville jeg kunne have forhindret historien om et forudsigeligt mord - eller i al fald denne smerte. Åbenbart må jeg lære at erkende at der er noget i livet der lykkes - andet ikke! Da jeg prøvede at fortælle April at Woody også var min ven, knækkede min stemme næsten over i skyldfølelse ved at se i hendes øjnes angst og vrede den afgrundsdybe divergens, der var i vort syn på Woody. Hun var ikke i stand til at se ham som andet end et monster - et blodtørstig uhyre - og jeg besluttede på stedet, at det var alt for tidligt for hende blot at forsøge en forsoning i tankerne. Da ingen i det hadfyldte klima i Syden havde hjulpet hende med at bearbejde vreden, måtte jeg vinde hendes tillid først ved i et og alt at være udelukkende på hendes side. Da de fortalte om hvordan Woody havde opført sig under retssagen, blev de ved med at bruge ordet "animal." Han havde sendt truende blikke, knytnæver og tilråb til hende "I am gonna get you one day!" inden han blev fjernet i lænker fra retssalen - allerede inden den kun halve time lange proces var slut. Livet siden havde været et konstant mareridt for April, der hyppigt vågnede sveddryppende om natten med tvangstanker om at Woody ville komme tilbage. "Tror du han kommer tilbage?" blev hun ved med at spørge mig med bævende stemme. Nu kom mit kendskab til Woody mig til gode, da jeg med overbevisning i stemmen kunne love hende at Woody aldrig ville komme tilbage for at myrde hende. Jeg vidste at Woody kunne dræbe, men jeg vidste også at intet af det han foretog sig var planlagt. Dette fik jeg endnu engang bekræftet ved at høre om hvor fuldstændig uoverlagt og vilkårligt, de var brudt ind i April's hus. Men April blev alligevel ved med at trygle mig om at sende hende de billeder, jeg havde taget af Woody, for at forberede sig på det tilfælde at han skulle vende tilbage....

Familien var fattig, men i modsætning til de andre, vi havde mødt, var den ikke alkoholiseret og der var et varmt og kærligt familiesammenhold. Men den var ligeså uoplyst og snæversynet som de andre, hvorfor vi uundgåeligt kom til at optræde som autoriteter, da de var af typen der havde brug for at kaste deres lid til højere kræfter. Da vi gik derfra var vi begge parter i en opløftet stemning af samme art som efter en workshop hvori der er sket nogle stærke bevidsthedsudvidende kvantespring. For mit vedkommende var det vigtigt at se og forstå offeret for bødlen, da jeg i så mange år har beskæftiget mig mest med offeret i bødlen. Dette forebyggende arbejde med vold mener jeg stadig er langt det vigtigste, og derfor styrede vi lige fra April's hus et par blokke op ad samme gade til stedet, hvor hendes offer havde boet, for at prøve at forstå, hvad det var for et miljø, der havde skabt dette dyriske monster, Woody.

Da vi bankede på hos Woody's stedmor vidste Vivian, som kom ud, straks hvem jeg var. For, som hun sagde, Woody var kommet hjem den nat for 5 år siden og havde opløftet og eksalteret fortalt hende om en mand, som havde samlet ham op og på mærkværdigste vis fået ham til at fortælle alt om sig selv. Og Vivian vidste hvordan Woody ellers altid var lukket og aldrig udleverede sig selv. Jeg var glad for denne varme modtagelse og over at høre at min samtale med Woody ikke havde været helt forgæves. Vivian var mor til Snoopy, Woody's medskyldige, og boede sammen med, Rita, moderen til Woody's to ældre brødre, Sammy og John. Vivian havde tydeligt behov for at tale med nogen om det hele - og især lige nu - hvor Rita ikke var til stede. Vi havde tidligere hørt fra April, hvordan Vivian med nød og næppe havde undgået at blive myrdet med kniv af sin egen søn, den mildt retarderede Snoopy, og fornemmede med det samme den dybe blokering, hun havde overfor sønnen. Derfor undlod jeg at få hende til at tale om hans rolle i overfaldet på April's familie. Men hun fortalte meget om hvordan de begge var kommet løbende hjem den nat ved to-tiden og ophidsede havde vækket hende, ude af sig selv af druk: "Mom, vi gjorde noget forfærdeligt..." hvorefter de slet og ret var besvimet på græsplænen udenfor og lå der, da politiet kom og samlede dem op. Dette bekræftede for mig, hvad jeg havde brug for at høre for at kunne blive ved med at have tillid til det menneske, jeg var kommet til at holde af i Woody: at der intet som helst overlagt havde været over blodrusen i April's hus, men at det var den dybe smerte og vrede jeg havde fornemmet i ham som blot var kommet til udløsning overfor en helt tilfældig familie få dage efter mit møde med ham. Og om Woody's "dyriske" opførsel under retssagen fortalte Vivian nu at "han havde været skræmt fra vid og sans og benene rystede under ham ved følelsen af at hans liv pludselig var slut." Uophørligt skader de fattige sig selv, tænkte jeg, thi med denne chokerende opførsel havde Woody fået en tillægsstraf på mindst 10 år, da han fik alle i retssalen overbevist om at han aldrig burde komme ud igen.

Hvad der straks knyttede stærke bånd mellem Vivian og jeg var den stærke kærlighed vi begge nærede til Woody. Ligesom tilfældet havde været det med Woody selv, var jeg overrasket over hendes forståelse for hvordan skaderne han havde lidt i barndommen havde ført til hans vold. Men at bo sammen med Rita havde givet hende ikke så lidt af et indblik. Da jeg endnu ikke har fået tid til at høre båndene igennem, husker jeg ikke detaljerne i alle de rystende informationer, hun gav. Woody havde selv fortalt mig om hvordan hans mor altid var kommet ind fuld og havde slået ham i sengen med store lægter med søm i. Hans far, Sammy sr., havde været så voldsom, at han engang havde flået hele livmoderen ud af Rita, den første kone, fortalte Vivian nu. Jeg havde aldrig hørt om noget sådant før, men Eli kendte fænomenet fra den psykologiske litteratur. Woody's såvel som Johns og Sammy jr.'s barndom havde - for at sige det mildt - været en fortvivlet sump af vold, alkohol og forsømmelse.

Med den fortrolighed jeg gennem samtalen havde fået etableret med Vivian, fik jeg nu mod til at spørge hende om det, jeg egentlig var kørt hele den lange vej herned for at finde ud af. Kunne det virkelig være sandt hvad Woody havde fortalt om alle deres mord på sorte? "Oh, yeah," sagde Vivian, som tit havde hørt dem omtale sådanne drab periferisk, men tilføjede så straks, at faderen, Sammy sr., havde været endnu værre. For ikke at tale om bedstefaderen! "We just did things like that down here in the past!" Det var som om hun forsvarede eller undskyldte dem. For lettere irriteret sagde hun, at den eneste grund til at Woody's ældste bror nu var kommet i fængsel for det sidste mord, var at borgerretsorganisationen NAACP var trådt ind og havde kaldt overfaldet for "a hate crime", for før i tiden var der aldrig sket dem noget efter mordene. (Det er lidt forvirrende her at Woody's bror, Sammy jr., som sidder livsvarigt indespærret for dette mord, har samme navn som faderen, hvorfor jeg adskiller med sr. og jr.) Hun fortalte nu at Sammy jr. er blevet ved med at myrde sorte i fængslet. Blandt andet havde en af de sorte medfanger fortalt ham, at han snart skulle løslades. "No, you ain't!" havde Sammy sagt til ham. Og natten før løsladelsen havde Sammy hældt benzin over ham og sat ild til, så han var kommet ud som et forkullet lig. Woody havde tidligere fortalt mig at Sammy var leder af fængslets racistiske "Aryan gang." Både Eli og jeg var så overvældede af alle de rystende detaljer, der hyppigt kom i form af en næsten overhørt sidebemærkning, at vi næsten intet kunne huske bagefter af de første ting vi havde hørt - som vi sad der med hende under et enligt billede af en kærlig Jesus i et goldt grønt køkken. Skønt Vivian ikke var i familie med Woody og Sammy jr., tegnede der sig et billede af et dybt og kærligt forhold mellem hende og dem. Hele tiden understregede hun at Woody (i mangel af en rigtig mor) kaldte hende for "mom" og mindst en gang om ugen ringede til hende fra fængslet. Jeg havde svært ved at udrede om det var under indtryk af min interesse for Woody, at hun havde så voldsomt et behov for at understrege hvor stærke følelser, der var mellem hende og Woody, altså om det blot var den samme "poor white trash" tendens til at få min anerkendelse, som vi havde fundet i resten af byen - eller om det var hendes ægte følelser, hun gav udtryk for. Det hele blev endnu mere kompliceret ved at Woody havde været kæreste med Vivians junkiedatter, Dawn, som hun ligesom med sønnen Snoopy vist ikke nærede de helt store følelser overfor. Med sine egne mislykkede børn havde hun sikkert taget Woody - som hun så som stærk - til sig som sit eget barn.

Hun kunne have fortsat med at tale, men efter nogle timer blev vi nødt til at bryde op, fordi jeg ønskede at få tid til at besøge Woody's bror, John, som boede ude i sumpene, inden det blev mørkt. Dette advarede Vivian os imod. "Er du ikke klar over at han er den værste af dem alle! Han er hård og kold og han vil på ingen måde tale med dig," sagde hun. Hun tegnede et sådan skræmmebillede af ham, at Eli, som havde oplevet mere end nok af vold nu, blev ved med at sige at vi burde køre videre, da vi efter de mange dages søgen efter Woody var ved at løbe tør for tid. Men nu, hvor jeg efter så meget forarbejde havde fundet frem til det menneske, der bedre end nogen kunne bekræfte Woody's interview og billedet af deres fælles fortvivlede barndom - sådan som den langsomt tegnede sig for mig - var jeg naturligvis ikke til sinds at opgive så vigtigt et spor. Men da vi kørte igennem de endeløse sumpe, hvor nøgne uhyggelige træer står som skeletagtige fingre overhængt med et spindelvæv af det spøgelsesagtige spanske mos i det sorte krokodillebefængte muddervand, kunne jeg godt nok se at Eli så mere og mere hvid ud i ansigtet og at hjertet sank dybere og dybere i hende. "Er du ikke kommet med for at opleve Amerika," sagde jeg for at prøve at muntre hende lidt op. Indvendigt morede jeg mig dog selv over, at denne virkelighed, som sandelig var uhyggelig nok i sig selv, nu var begyndt i så høj grad at benytte selv de værste Hollywood-effekter oven i den "kniv"-tætte tåge, som stadig lå hen over området. Hvorfor sidder folk i det hele taget og glor på sådanne Hollywood-film når virkeligheden er langt mere spændende, spurgte jeg mig selv? Da vi lidt for tæt på mørkets frembrud nåede ud i de yderste sumpe, hvor vi ikke havde fået nogen god beskrivelse af stedet, fandt jeg alligevel efter lidt kørsel stedet. Nede i et hul lå en miserabel skurvogn med plastik for vinduerne og det sædvanlige fattigdomsbillede af affald og gamle bilvrag og rustne både spredt omkring. Og da jeg så de to mest forhutlede, barfodede og beskidte små hvide piger med snotnæser udenfor, vidste jeg øjeblikkeligt: "Det er Johns børn." Eli var så skræmt nu, at hun nægtede at stige ud af bilen og i stedet låste alle dørene. Også hun havde set "På udflugt med døden" og det billede hun så foran sig var som taget ud af denne film. Hvis John kom ud og skød os nu ville ingen nogensinde finde vore lig herude i sumpene, mente hun. Det fik mig til at mindes de detaljerede beskrivelser Woody havde givet af besværet de havde haft hver gang de skulle dumpe ligene i sumpene i ly af mørket - og hvordan de var blevet lidt stive i masken, da de under en crawfish-fangst havde fået et af deres egne helt opløste ofres lig i nettet. Med det jeg indtil nu havde hørt om John vidste jeg godt, at vores besøg i teorien ville kunne ende sådan, hvis han var fuld. Men jeg vidste også, at jeg intet havde at frygte: thi det er netop alle disse Hollywood-billeder, der kører rundt i folks bevidsthed i disse år, der gør dem til så naive forbrugere af "ondskab" og til alt for lette ofre i en sådan virkelighedens situation. Selv havde jeg mødt nok af mennesker af John's type gennem mit liv til at vide at det ikke var mig, der var for naiv eller "for godtroende" her. Aften efter aften stiller amerikanerne spørgsmålet til mig: "Hvordan fik du mod til at lave showet?" og afslører derved hvilken grotesk fantasi af en verden, de selv lever i. Og i et sådant uvirkeligt og menneskefjendsk verdensbillede ville det uden tvivl kræve mod at skulle overvinde den irrationelle frygt Hollywood har skabt i dem. Men virkeligheden er ikke nogen Hollywood-film, så jeg har aldrig haft brug for at skulle udvise mod, idet jeg aldrig har stået overfor en reel fare og dermed en reel frygt, som skulle overvindes - f.eks. i form af en manipuleret flok krigsgalninge i Jugoslavien eller en sjælden desperat snigskytte i USA. Faktisk har jeg heller intet til overs for folk, der f. eks. som krigsfotografer unødvendigt sætter deres egne liv på spil i sådanne krigssituationer - og deres egne familiers nerver på højkant. For skal man standse volden går man ikke midt ind i en kugleregn. Dette kan kun fremme volden ved i heldigste fald at skabe underholdende og yderligere angstfremkaldende reportager om volden. Nej, man kommer kun volden "til livs" ved at gøre det grundlæggende forarbejde med smertens børn - før de i desperation tager våben i hånd: - ved i bedste fald at tage tid ud af sit fortravlede liv til at give dem lidt tilbage af det vores travlhed stjal fra dem: den tillid, opmærksomhed og kærlighed, de efter deres lange udelukkelse så tydeligt hungrer efter; - eller i næstbedste fald ved uophørligt at oplyse sig selv og andre om de dybere sociale baggrunde for volden - for at kunne skabe forståelse og grobund for de forandringer, der er nødvendige inde i Én selv, for at dæmpe volden udenfor. Og den forståelse får man kun gennem menneskelig nærkontakt - ikke ved at flygte fra folk som John. For har man skaffet sig tilstrækkelig meget nærkontakt med sådanne mennesker, ved man også at man intet har at frygte fra dem. Derfor udviste jeg hverken mod eller naivitet ved at opsøge John, og skønt jeg i visse menneskers fortvivlede sindsbillede i mere end en forstand stod midt ude i en mørk, gyngende sump, følte jeg mig på fuldstændig fast grund og i den næsten euforiske tilstand af at være i det forklarelsens lys, man glimtvis føler, når nogen af tilværelsens store spørgsmål er ved at blive opklaret for Én. Hvis jeg kunne komme til at forstå Woody's familie, ville jeg kunne forstå hele menneskehedens formørkede historie af endeløse krige og vold, følte jeg - med den naivitet man trods alt giver udtryk for fra sit orme-perspektiv i sådanne forklarelsens øjeblikke. Det er vigtigt her at beskrive den sindstilstand, jeg ankom med, for når John endte med, som jeg havde forventet, at opføre sig diametralt modsat overfor mig end det skræmmebillede, hans nærmeste familie havde forudsagt, er det jo netop fordi jeg i mit hoved byggede dette undertrykte og desperate menneske op til at rumme selve svaret på livets gåde - og derved måske var i stand til som den eneste han nogensinde havde mødt at give ham de uanede kræfter man får ved at møde tillid og medmenneskelig interesse - at føle sig accepteret og elsket. Han var godt nok indelukket, fjendtlig og ja - frygtindgydende - da han åbnede døren med sit store vilde skæg og voldens symboler tatoveret ind i krop og øjne, men sjældent har jeg mødt et menneske der var så hurtig til - ja, så ivrig efter at lukke sig selv op - som John, da jeg fortalte ham at jeg var en ven af Woody og efter et par lurende spørgsmål kunne demonstrere at jeg virkelig kendte Woody. Straks blev pistolen lagt væk og erstattet af kaffekopperne, og der var ikke gået tyve minutter før jeg følte så overstrømmende en varme fra John og konen Tina, at jeg måtte ud og prøve at få Eli overtalt til at komme ind for at hun også kunne dele den. Også for hende blev dette turens højdepunkt. Jo, det var rigtignok det samme bloddryppende "monster," som Woody havde fortalt om i sit interview og hamret ind i mine ører og bevidsthed igennem 5 år. Men det var samtidig - og derom var Eli enig - et lille forkuet barn, som man næsten ikke kunne andet end at tage til sig. Jeg har tit nok talt og skrevet om - f.eks. Ku Klux Klan-manden jeg samlede op, der endte med at tage mig til et hemmeligt korsafbrændingsmøde og forråde sine klanvenner - hvordan sådanne indespærrede børn bag hadets hærdede harnisker altid ender med at ville gøre alt for Én når man giver dem hjælp til at komme ud af disse kluntede kostumer, som de udelukkende har iført sig for at få vores opmærksomhed. Når man holder sig for øje at jeg jo egentlig ligeså godt kunne have været en raffineret politiagent, er jeg alligevel hver gang selv forbløffet over hvor lidt der skal til for at åbne dem op og hvor ivrige de er efter at tale om sig selv. Og i selve samtalen - den langsomme bevidstgørelse og bearbejdelse af smerten - ligger jo svaret eller løsningen på volden, må vi aldrig glemme. Alligevel farer alverdens regeringer frem i blinde med voluminøse "voldspakker" og recidive, repressive reflekser lige lukt fra Lucifers faste højreborg.

Hele resten af denne dag stod John og Tina op - for det meste lænende sig ind over køkkenbordet, der adskilte stue og køkken - pulsende på en cigaret i den ene hånd og med kaffekoppen i den anden, mens de fortalte om volden, der løb igennem hele familien. "Se bare på Samantha her," sagde Tina, og løftede den tre-årige forsømte datter op. "Hun er fuld af vold overfor søsteren. She is the bad one!" Og både Eli og jeg tænkte i vores stille, at hun i al fald ville ende sådan ved fra barnsben at få at vide at hun var "bad", ikke god nok. Flere gange gav moderen hende nogle ordentlige rap, men ligegyldigt hvor hård behandling hun fik, så vi hende næsten aldrig græde, skønt hele ansigtet bar et permanent udtryk af forgrædthed over sig. Begge forældre fortalte da også åbent om hvordan det kun var når de var fulde, at de eksploderede i vold, og vi dannede os hurtigt et billede af hvor rædselsfulde forholdene så måtte være for de to børn. De gav os begge endeløse eksempler på al den vold, de havde været involveret i. På det tidspunkt spurgte vi endnu ikke ud om mordene på de sorte, da jeg naivt tænkte at det nok var et kapitel John helst ikke ville rode for meget op i og at det jo ikke var sikkert, at han ønskede at Tina skulle få noget at vide om det. Han behøvede heller ikke at give detaljer, da helhedsbilledet vi allerede havde dannet os af ham passede fint med Woody's beskrivelse. Da jeg bad om at se de våben, de havde brugt ved de forskellige mord og voldsepisoder, bragte han ikke mindre end 7 geværer og 3 pistoler frem, som han allerede havde lært de små piger at bruge. Jeg tog en del billeder af ham under billedet på væggen af den far, som havde givet dem al den vold og som selv på dette pæne guldkantsindrammede billede ved siden af Woody's mor syntes at udstråle en uhyggelig ondskab. Eller var det fordi vi vidste at han rummede denne vold under fotografens pæne søndagstøjs-opstilling, at vi tænkte sådan?

Det blev hen på aftenen inden vi kom af sted. De var så overstrømmende varme over al den interesse vi nærede for dem, at de ønskede at vi skulle blive. John blev ved med at insistere på at vi skulle tage med ham i hans båd på krokodillejagt næste dag. Han levede af ulovlig krokodillejagt og havde køleskabet fyldt med krokodillekød. Jeg syntes egentlig det lød meget spændende, men Eli betakkede sig ved tanken om "at gå på krokodillejagt i sumpene med en massemorder i tæt tåge", så efter en varm afsked tog vi af sted i mørket. Bagefter var vi som forstenede og kunne næsten ikke tale sammen først. Alle de rystende oplysninger, vi havde fået på så kort tid, kørte rundt i hovedet på os. Vi kunne ingen detaljer huske om alle de mord vi havde hørt om - for det meste i forbigående sammenhæng. Men senere kunne vi næsten ikke tale om andet på resten af turen, ja, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis ikke jeg havde haft nogen at dele og bearbejde disse rystende oplevelser med. Det er en væsentlig grund til at jeg altid inviterer jer med på mine ture, for der er meget i livet man ikke magter at rumme alene......

Men volden syntes at følge os på resten af turen. Da vi kom til min eks-kone, Annies, hjemby i Mississippi, fandt jeg ud af - igen tilfældigt ved at Carl Overstreet (side 128 i gl. bog) stod og bladede i min bog - at endnu en af dem jeg har fotograferet i bogen var blevet myrdet. Det var den lille Theresa, der står i underbukser på side 110 i bogen (gl. udgave). Hun var som 14 årig blevet voldtaget og slæbt ud i skoven og slået ihjel af en af de andre, jeg kendte fra før i tiden. I løbet af dagen havde jeg fotograferet i nogle kvarterer i byen, hvor jeg ikke var kendt, og da vi skulle besøge Annies barndomsveninde Toot, blev vi pludselig uden for hendes hus omringet fra alle sider af 5-6 politibiler og angste betjente med hånden på pistolen. Heldigvis var de først ankomne sorte og for at undgå at de rodede bilen igennem efter våben, gik jeg med rolige fattede skridt - for at de ikke ved en fejltagelse skulle skyde - hen til bilen og hentede min bog. Jeg har for længst lært ikke at lave pludselige bevægelser i sådanne situationer. Ved hjælp af billederne i min bog får jeg altid hurtigt overbevist politiet om, at jeg ikke er nogen gangster, og det lykkedes også straks at få dem talt til ro. Men uheldigvis var de næste betjente, der dukkede op i mørket, hvide og netop i denne bys race-betændte atmosfære var det en fatal fejltagelse så åbenlyst at tilkendegive, hvilken side af racelinien jeg sympatiserede med. Det var jo her politiet havde løsladt de tre borgerretsforkæmpere efter først at have givet et tip til Ku Klux Klan om, at de nu kom kørende ned af Highway 19, hvor de samme nat blev myrdet. Og da Mississippi Burning og mange andre film siden har fastholdt byen i det dårlige ry, den dengang fik, er atmosfæren stadig betændt og hadfyldt. Jeg er før blevet jaget ud af byen for at "ophidse til raceoprør", men det er hidtil lykkedes mig at holde min bog skjult for folk i den hvide bydel. Det lykkedes mig dog at tale mig ud af situationen og med nogle advarsler om ikke at blande mig i de sorte kvarterer uden først at have fået tilladelse fra politiet, fik vi lov at køre. Men da vi i nattemørket kørte ned ad highway 19 forbi stedet hvor de 3 blev myrdet, havde jeg alligevel sommerfugle i maven - ikke af rationel angst, snarere var det gen-stimuleringen af de følelser eller den ærefrygt jeg trods alt havde haft i mine vagabondår, når jeg blaffede denne vej - dengang jeg havde gjort en virkelig forbrydelse imod byen ved at gifte mig med en af dens sorte indbyggere.

Borgerretskampen fik vi også genoplivet i Alabama. Nogle af Elis bedste venner havde et barn, der hed Selma fordi de vist havde undfanget hende under et besøg i denne by og derfor ønskede en dag at vende tilbage for at blive gift der. Derfor fik vi nu den idé at tage ind til borgmesteren og få ham til at lave en officiel invitation til dem. Det er jo en berømt by, der blev en milepæl i borgerretsbevægelsens historie, idet borgmesteren dengang flere dage i træk havde standset Martin Luther Kings march mod Montgomery. Så da vi sad i det fine kontor med statsflaget og Stars and Stribes på hver side af borgmesteren, kunne jeg ikke dy mig for at spørge ham om på hvilken side han havde været dengang. Som svar hev han en gammel avis op af skrivebordet fra dengang og stor var min forbløffelse, da jeg opdagede at det var den selv samme borgmester, vi sad overfor, som personligt havde standset Martin Luther King, og som sammen med sherif Bull Connor havde beordret politiet til at lade hundene bide demonstranterne - de berømte billeder, der brændte sig ind på min nethinde i barndommen. Da jeg var yderst bevidst om, hvor afgørende denne begivenhed havde været for mit senere engagement i raceforhold, følte jeg øjeblikkelig en voldsom varme og taknemmelighed overfor denne gamle mand. Og da han lidt efter tog en anden og lidt nyere avis op af skuffen og med et stolt smil viste mig forsidebilledet af Jesse Jackson i en varm omfavnelse af ham selv, var jeg lige ved at ryge i luften af bar glæde og overraskelse. For her sad jeg jo overfor et af de bedste beviser på alt hvad mine racisme workshops handler om: at der ikke er nogen ondskab i racisten og at selv den værste kan forvandles til det bedre. Intet kan give mig mere håb end når jeg glimtvis får sådanne b-vitamin-indsprøjtninger af optimisme - også når det - ligesom med guvernør Wallace, der gennemgik en lignende forandring og selv blev ven med den rabiate borgerretsforkæmper, Jesse Jackson - drejer sig om politisk opportunisme for at få de sortes stemmer. For deres forandring afspejler trods alt den forandring sydstaterne har gennemgået siden Kings tid. Jeg har altid drømt om at lave en film om hvad der blev af alle de kendte gamle racister, som gjorde borgerretsbevægelsen til sådant et drama for hele verdensbefolkningen i fjernsynets første år. Ikke mindst om sheriffen og vice-sheriffen i min kones hjemby, som blev verdensberømte efter mordene, og stadig bor i byen. Nu hvor jeg - uden at have anet det - pludselig var kommet til at sidde over for en af de store aktører fra den tid, var det umuligt for mig at få de rigtige ord på læberne, der udtrykte hvor rørt jeg var - endsige at give ham det knus jeg med Ét havde lyst til at give ham. For det gør rigtige mænd i Syden jo ikke. Kun et par uger efter skulle jeg iøvrigt - igen uforberedt - stå overfor en af historiens endnu større aktører, der dog havde været på den rigtige side fra begyndelsen.

At Syden dog ikke helt har ændret sig oplevede vi, da vi fra Selma kørte ad Martin Luther Kings gamle demonstrationsvej til Montgomery, hvor jeg syntes at Eli skulle se det nye monument for borgerretskampen. To betjente stod og beskyttede det og var så paranoide at de stod med hånden på aftrækkeren, da vi nærmede os. Da de fortalte om alle de mange Ku Klux Klan-angreb, der havde været på monumentet, gik det op for mig hvor aktiv klanen stadig er. Jeg havde gennem længere tid kommunikeret med Morris Dees, hvis kontor er bygget i tilknytning til monumentet, hvorved de sparer politibeskyttelse på to steder. Han blev nemlig klanens fjende nummer et, da han vandt et søgsmål mod klanen på 7 mill. dollars til moderen af Marvin Davis, som blev lynchet af klanen (jeg har et billede af ham hængende fra et træ på side 119 i den nye bog). Da jeg nu forsøgte at komme ind og snakke med Morris Dees, opdagede jeg at hele bygningen var Ét stort tysk bunkerlignende fort og at jeg kun kunne få lov til at overgive et brev til ham gennem politiet. Pga hans idealistiske arbejde tilbød jeg i brevet at vise mit show gratis for ham og hans medarbejdere. Jeg har ofte haft politi-beskyttelse under mine shows, men bortset fra to maskinpistolbevæbnede betjente, der måtte beskytte os i Paris, fordi der havde været 14 bombeangreb på den anti-racistiske gruppe, vi samarbejdede med (vi havde vore to nyfødte babyer med under det hele!), har politiet især i Harvard Univ. mest været tilstede for at forhindre røvere i at holde os op og plyndre kassen. Men når man til daglig er ved at kvæles i velvilje, kunne det jo egentlig være rart - i det mindste engang imellem - at få følelsen af at man har en fjende. Så jeg blev glad, da Morris Dees svarede positivt et par dage efter.

Vi besøgte i stedet alle mine sorte venner i området. Mest kendt for jer læsere er vel Mary, hvis hus blev brændt ned af klan-folk, da jeg oprindelig boede hos hende. Men volden omkring hende er aldrig ophørt. Hun sad nu og snøftede, og kun fordi vi begyndte at snakke om hendes influenza, fik vi i en bisætning at vide, at hun nær var blevet myrdet nytårsnat. Hun havde for første gang i sit liv haft en sort kæreste, og da hun ville slå op med ham, havde han tvunget hende ind i en bil og kørt hende ud i sumpene og der taget en pistol op for at skyde hende. Hun var dog snarrådig og greb en Cola-flaske og knuste den ind i hjerneskallen på ham og flygtede derpå gennem de iskolde sumpe en hel nat, inden hun kom til en hytte. Jo, sådan kan man altså også få influenza!

Og Mary's kusine, Beth (s. 115 gl. bog), fortalte mig også i en sidebemærkning noget, jeg ikke havde hørt før, på mit spørgsmål om hvorfor hun ikke boede sammen med sin mand på billedet mere. Jo, han havde dræbt både hendes far og hendes bror med en økse og næsten også hende selv. "Se her, arrene fra øksen på mine arme!" Nu var han ude af fængsel, men hun havde ikke lyst til at bo sammen med ham mere, "for he is still mean!," sagde hun, mens jeg fotograferede hende liggende i sengen drikkende mine medbragte Budweisere med blikket vendt op mod Jesus-billedet bagved.

Også med alle blafferne, vi samlede op, fulgte et fortættet billede af vold os på hele turen. Det kræver en del opmærksomhed overhovedet at få øje på disse triste skæbner, der vandrer langs motorvejene i mørket langt ude i siden - fordi de efter dagevis af venten helt har givet op. Da vi efter en film i Gainesville i Florida lidt før midnat så en sådan, tænkte jeg at jeg lige ville køre ham til et bedre sted at blaffe udenfor byen, inden vi selv gik til ro. Modsat de fleste var han næsten helt normal og psykisk sund og blaffede kun fordi han havde mistet sit kørekort pga druk. Men da jeg hørte hans beretning om hvordan han var blevet skudt i benet fra en forbipasserende bil - og mindedes den ængstelse jeg altid selv havde for at blive ramt, når jeg blaffede om natten - blev jeg så rørt, at jeg besluttede mig til at køre ham hele vejen hjem, dvs fra det nordlige til det sydligste Florida. Så i stedet for at få en god nats søvn, endte vi med at køre hele natten. Forinden lavede jeg dog en handel med ham: til gengæld for tjenesten skulle vi have et brusebad i hans brors trailor. Han skulle til Immokalee, som jeg beskriver indgående i bog og show, og da en af mine amerikanske tilskuere derfra havde påstået at byen ikke er helt så voldelig mere, som jeg beskriver den, ønskede jeg efter ca. 6 års fravær at gense den. Men undervejs udpenslede vores blaffer lidt for detaljeret den vold, han selv havde oplevet i byen. Hans bror havde f.eks. set et par tennissko stritte ud af krattet bag trailoren, og da han trak i dem fandt han resterne af tre lig, der øjensynlig var blevet gemt der i udkanten af byen. Så lig er der åbenbart nok af, blot er de nu ikke mere kun halvdøde og let synlige i gadebilledet, som jeg beskriver det i bogen. Efter alle blafferens beskrivelser var det umuligt for Eli at falde i søvn, da vi endelig hen på morgenstunden nåede frem og skulle sove i bilen parkeret op ad krattet, hvor ligene var blevet fundet. Da hun endelig sov, var hun vågnet op med mareridt om lig, der stak ud under træerne, vi sov under. Så efter det lovede brusebad om morgenen tog vi hurtigt videre efter lidt fotografering af tomatarbejderne i byen. Det meste af næste dag kiggede vi på krodiller i Evergladessumpene - hundredvis af dem - men pga rækværket langs vejen så ingen andre bilister dem. Husk det hvis I skal på ferie i Florida. Her kom min høje bil virkelig til gavn. Midt ude på "Alligator alley" samlede vi endnu en underlig blaffer op, som kunne fortælle os alt om hvordan man skulle overmande dem uden at blive slået ihjel af den kraftige hale.

I Miami havde Eli lyst til at se ghettoen, idet hendes bror ofte var på forretningsrejser her og havde fortalt hvor rystende farlig byen er. Der har jo også været mange mord på europæiske turister og vi havde netop to dage før læst i avisen om et hollandsk ægtepar, der var kommet til at køre den gale vej og var havnet i ghettoen Liberty City. Da de sad på en tankstation og kiggede på et kort, kom en sort fyr straks hen og skød og dræbte dem begge. Da jeg jævnligt færdes i sådanne ghettoer, har jeg svært ved at tro aviserne, men Liberty City er en af de mest vrede ghettoer, så for en gang skyld tænkte jeg, at jeg måtte være lidt forsigtig, "for man hører jo så meget i aviserne." Det var her der i 1980 udbrød et race-oprør så voldsomt, at de sorte slæbte hvide ud af biler på motorvejen, skar næser og ører af dem og derefter kørte dem over. I mine vagabondår var jeg gået glip af alle race-oprørerne pga de store blaffeafstande, men nu havde jeg råd til at opleve et og inviterede Kitte Fennestad med - en uge før min søns barnedåb. Vi ankom midt om natten og tog over til det millionærhjem på Miami Beach, hvor jeg havde boet sammen med Jane Fonda og andre aktivister under det republikanske konvent. Jeg vidste at millionærdamen lod døren stå ulåst og vi gik ind og sov på gulvet i stuen. Da hun næste morgen opdagede vores uanmeldte ankomst, gik hun hen og sagde "Oh, hey, Jacob, are you back?" skønt der var gået 8 år siden sidst, og gik så straks ud i køkkenet for at lave morgenmad til os. Det er denne tillid og gæstfrihed, jeg elsker i USA. Men den anden side lå ikke langt derfra. Røgskyerne stod op fra ghettoen og kunne ses fra hendes swimmingpool og det skortede ikke på advarsler mod at tage derover. Men på det tidspunkt var oprøret ved at ebbe ud og jeg vidste at der ikke var noget tryggere sted i verden at færdes: - boblen var bristen og vreden havde fået afløb! Så som de eneste hvide vandrede vi rundt i de rygende ruiner af nedbrændte Burger Kings og gennemhullede bygninger og mødte en overstrømmende varme fra de sorte. Og efter en lang blaffetur til New York nåede vi da også helskindede hjem - to timer før Daniels barnedåb. Kitte var lidt mere uheldig for et par år siden, da hun igen ville besøge Miamighettoen med sin afrikanske mand. De kørte derind i en udlejningsvogn, men blev straks omringet af en truende folkemængde og måtte stige ud af bilen og løbe for at redde livet, følte de. Da de næste dag vendte tilbage for at hente bilen med behørig beskyttelse, var den totalt ødelagt og rippet for alt. Det kom til at koste dem 6000 dollars til biludlejningsfirmaet! Jeg var lidt rystet over at høre dette netop fra Kitte, da jeg tidligere har lavet de vildeste ting sammen med hende i Afrika. Jeg kunne godt forestille mig en sådan historie fra en race-paranoid person, men aldrig havde jeg troet at noget ville kunne skræmme Kitte. Når jeg hører sådanne historier, er jeg godt klar over hvilke uanede voldelige kræfter, der ligger gemt i ghettoen - skønt jeg normalt færdes der så meget at jeg ikke ænser dem. Men det er alligevel vigtigt aldrig at lade sådanne historier afskrække én fra at besøge ghettoen, for begynder vi først at vende ryggen til - så at sige at ghettoisere ghettoen - ja, så ved vi alle at vores undvigende vold imod den vil gøre den endnu mere voldelig. Derfor er det så imperativt for mig, når jeg hører den slags historier og godt er klar over at de ikke blot er "historier", netop at modarbejde dem sådan som Kitte havde forsøgt det: - at forsøge at gøre ghettoen lidt mindre voldelig ved - gennem vores blotte tilstedeværelse - at vise dens beboere at ikke hele verden har vendt dem ryggen - at der er lidt menneskelighed tilbage i de hvide. Det er, som jeg sagde det om Woody, den eneste måde man kan modarbejde volden og selv beholde lidt af sin menneskelige integritet på. For bruger man en historie som drabet på det hollandske ægtepar som undskyldning i sit skræmte lille hoved for ikke at ville have kontakt med ghettoen, danner det hurtigt præcedens - hvormed man uundgåeligt bliver en del af de mørkets og voldens kræfter, der tvinger samfundets tabere ud i en sådan isolation og desperation, at vold bliver deres eneste svar til os. Og lad os så i øvrigt ikke gøre ghettoen værre end den er: efter lidt cubanske bønner i en lokal restaurant, lettede også Eli op og så lidt lysere på denne smukke ghetto i dens blændende Miami solskin. Efter lidt for megen vold og lidt for få brusebad i et par uger var det dog godt at bo hos min gamle ven, "playboymillionæren" (116 gl. bog) Tommy i hans luksusvilla den aften. Der blev straks disket op med drinks, marihuana og barbecue ved svømmepølen foran søen og inden længe blev det besluttet at de skulle sende deres 12-årige datter på sommerferie hos os i København. Jeg var glad for at kunne gøre lidt gengæld efter alt hvad han gjorde for mig i vagabond-årene. 

Efter den tropiske varme i Florida gik det i ét hug op til den meterhøje sne i Washington, hvor Eli ville besøge Det Hvide Hus mens jeg fløj ud til Clintons hjemby i Arkansas til en vidunderlig eliteskole ved White Water - netop mens skandalen derfra kørte på højeste gear i kongressen. Eli fik dog mere ud af det nye jødiske Holocaust-museum og kunne ikke lade være med at undre sig over at et tilsvarende ikke er bygget over de sortes holocaust efter alt det hun netop havde oplevet af rædsler i de sortes verden. Men netop et holocaust-museum for de sorte var jeg faktisk til møde om i New York et par dage efter. En af lederne af det afrikanske kunst museum, som Vibeke havde arbejdet sammen med i Images of Africa, ønskede at bryde ud af dette og få mig med i sine planer om at skabe et mere progressivt museum, hvori jeg skulle have fast forevisning med mit show. Carol havde fine forbindelser og var god til normalt at skaffe kapital, men problemet med et sort holocaust-museum var at det er alt for kontroversielt og "tæt på" for amerikanerne, og derfor ønskede hun at jeg skulle udnytte mit venskab med den venstreorienterede Anita Roddick til at skaffe den resterende kapital og reklame. Fint, sagde jeg, det troede jeg nok Anita ville være med på, hvis hun først så konstruktive planer. Og dem arbejder Carol nu videre på. I New York satte jeg Eli af hos min gamle sorte kæreste, Ayanna, mens jeg fløj til shows vestpå. Da Eli selv har en sort datter og var i USA for at komme i lidt kontakt med dennes sorte rødder, knyttede de straks et stærkt venskab, og jeg fik den idé at invitere Ayanna over til sommerens Afrikafestival, så hun kunne besøge os begge.

Fortsættes i del 2

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside