Brevet fra den vestindiske slave "Vaage" til min svigerfar

overrakt af Jacob Holdt juleaften 1997

 Omtalte Lasse er hans bror, Lars Rostrup Bøyesen, direktør på Statens Museum for Kunst, som ved sin død efterlod nogle noter om sin Castonier familie. De gjorde mig nysgerrig og satte mig selv igang med slægtsforskning. Og hvad man så ikke graver op i?












Min svigerfar, der var totalt uvidende om sine vestindiske rødder, blev meget stolt da jeg juleaften afslørede ham som "så godt som sort" med dette "brev" og nedenstående slægtssstavle.  For skønt Vaage sandsynligvis blev voldtaget af sin slaveejer Henrik Fibiger på plantagen "Little La Grange" på St. Croix, blev deres mulatdatter, Maren Fibiger, siden gift med kaptajn Castonier. Maren endte med at bo 19 år i København efter hans død - ligesom så mange andre vestindiske indvandrere, der medvirkede til at gøre Danmark brunere og mere multikulturelt.

Da jeg besøgte plantagen, som det store slaveoprør i 1848 udgik fra, gik det op for mig hvor tæt den lå på fortet i Frederiksted. Dette var sandsynligvis årsagen til at Castonier nægtede at skyde mod oprøret, da det var hans egen familie han skulle skyde på, hvorfor von Scholten blev nødt til at ophæve slaveriet samme dag, 3. juli 1848. (Stærkt påvirket af sin egen mulatkone Anna Elizabeth, som han undskyldte det overfor den danske regering, "For at undgå megen blodsudgydelse" - altså også i hans tilfælde for at skåne sin egen families blod).

Nøjagtig samtidig med at jeg søgte mine børns sorte rødder på Sankt Croix var min kone Vibeke i Ghana for der sammen med efterkommerne af slavernes afrikanske forfædre at genoplive det drama af dansere fra Ghana og Vestindien, som hun havde fået bragt til Danmark året før som en del af Kulturbyens store festival i 1996. Der havde de under navnet "Muso" (det ghanesiske ord for Holocaust) i fællesskab opført deres smukke dramatiske dansedrama for at mindes og "genoplive" vores indbyrdes bånd under fortidens blodige trekantshandel mellem Danmark, Ghana og Vestindien. Blodige bånd, som for mange familier endte med at blive blodsbånd.
Desværre har jeg endnu ikke fundet frem til vores families ghanesiske rødder.



Dette er hvad jeg skrev om mine opdagelser i julebrevet fra 1997:

 

Pga. de mange aflysninger havde jeg nemlig fået tid til at føre min slægtsforskning ud i praksis. Jeg berettede sidste år om hvordan jeg fandt ud af at Vibekes tip-tip-oldemor havde været sort slave i Dansk Vestindien og nu ville jeg ned og se om jeg kunne finde nogle af mine børns sorte grandkusiner og fætre. Det lykkedes dog ikke i første omgang, men på St. Croix fandt jeg frem til plantagen som "Waage" engang havde arbejdet på. Og hvor heldig har man mon lov til at være? For mens næsten alle de gamle danske plantager i dag ligger hen i shopping centre og McDonald's var lige præcis "Little La Grange" en af de få, der endnu var intakte, idet den lå på det mest paradisiske sted ude i bjergene. Det viste sig endog at ejeren, den 87-årige Fritz Lawal, stadig talte dansk og blev henrykt da jeg sagde "at nu kom jeg fordi vi i familien ville have plantagen tilbage." Det måtte vi da gerne få, sagde han, hvis vi også ville betale alle omkostningerne med at holde den i stand. Min timing kunne ikke have været bedre; plantagen var nemlig usædvanlig ved ikke blot at have vindmølle til sukkerrørs-forarbejdningen, men også heste- og vandmølle. Waages slavefæller havde møjsommeligt bygget en større "romersk" akvædukt, der førte vandet milevidt fra bjergene ned til vandmøllen. Derfor skulle plantagen nu laves om til museum, og Niels Helveg Petersen skulle allerede ugen efter komme over og åbne den - og jeg og min familie skulle selvfølgelig nu efter dette utrolige sammentræf være æresgæster ved højtideligheden. Sådan kom det dog ikke helt til at gå, for Vibeke var i selv samme øjeblik nede og forhandle i netop det land, Ghana, hvorfra Waages forfædre i sin tid var blevet bragt over med slaveskibe. Ja, hvem ved om Vibeke netop sad og forhandlede om sit danske kulturfremstød med sine egne fjerne afrikanske slægtninge?

Det lykkedes mig i St. Croix's arkiver at finde navnene på de andre 56 slaver, som vores hvide forfar havde ejet på farmen, og jeg håber nu at finde frem til hvilke slaveskibe Waages familie blev bragt over på for evt. en dag som en Alex Haley at komme i forbindelse med deres familie i Ghana.

Jeg berettede sidste år om hvordan det siden var gået Waages mulatdatter, som blev gift med vores tipoldefar, oberst Castonier. Derfor var det næsten lige så bevægende for mig nu at stå i det røde fort i Frederikssted på det sted, hvor han hin mindeværdige dag - i hvert fald for Vestinderne - havde givet ordre til ikke at skyde på Bhuddos fremstormende slaveoprørere. Dette bevirkede at von Scholten samme dag ophævede slaveriet. Nu hvor jeg stod der kunne jeg endnu bedre forstå årsagen til denne utrolige begivenhed. For slaveoprøret var jo netop startet på La Grange og Little La Grange og havde Castonier skudt på oprørerne havde han jo i bogstaveligste forstand måttet dræbe sin egen kones nærmeste familie. Dette er en væsentlig detalje som Thorkild Hansen ikke fik med i "Slavernes øer". Uden dette besøg ville det heller ikke være gået op for mig at det netop var på "vores" families plantage det afgørende oprør startede, som førte til enden på dansk slaveri.

Ligeså var det en utrolig oplevelse at være til gudstjeneste i den gamle danske Sabboath kirke i Christianssted, hvor Waages datter Maren for 200 år siden var blevet gift med Oberst Castonier. Da jeg fortalte det til præsten, hev han mig straks op foran menigheden for at jeg skulle fortælle om det. Og både de hvide og de sorte var lige begejstrede idet de jo i teorien alle kunne være i min familie gennem dette for Vestindien ikke helt usædvanlige blandingsægteskab. Blot at opleve en integreret gudstjeneste var hjertevarmende efter de raceadskilte kirker " i det egentlige USA

Vore andre historiske slægtsrødder