Bragt i Politiken 24. december 2003

LOUISIANA, USA: De siger at Louisiana er den mest racistiske stat i hele USA. Lige siden vi kørte ind i staten, har jeg haft en knugende fornemmelse i maven…frygt. Du er paranoid, siger Jacob. Måske siger jeg, vi får se. Jeg har aldrig været i syden før. Billeder af racistiske rednecks fylder mit hoved, mens jeg kigger ud på det smukke, eksotiske landskab. Her sydpå er alting grønt og frodigt. Alt er så smukt. Undtaget menneskene…

Vi kører ind på Taco Bell. Et kæmpe flæskebjerg af en hvid kvinde står bag disken. Sjusket og nusset, med lang tjavset hår, siger hun "How are you all doing" med sydstats-accent og et smil så stort, at man kan se, at hun ikke har en pløk i munden. De andre servitricer ligner hende, de er alle på nær en enormt fede, skeløjede eller med store tænder strittende lige ud i vejret og uheldige frisurer. Jeg er rystet, jeg har aldrig set noget lignende. Her er de virkelige kandidater til en makeover, tænker jeg, mens jeg bestiller min mad. Til gengæld er de supersøde og snakker løs og vil vide alt om Danmark.

Andre kunder snakker gerne med, selv om de ikke rigtig ved, hvor Danmark ligger.

Hvad hedder den by, som Bill Clinton kommer fra ovre i Arkansas, spørger jeg en mand i køen. Øh, Bill Clinton? gentager han langsomt og kigger spørgende på mig. Ja du ved præsidenten……Ingen reaktion. En af servitricerne bryder ind, det ved jeg, den hedder Hope, siger hun, jeg har været der. Vi spiser. Tilbage i bilen siger Jacob "De var da ikke så farlige." Nej siger jeg opmuntret, de var helt vildt søde. "Du er jo for øvrigt ikke engang rigtig sort," driller Jacob, "ja de tror såmænd bare, du er en solbrændt hvid."

Så må vi jo fortælle dem noget andet, siger jeg fornærmet og skuler olmt til ham.

Intet andet sted i USA lever sorte og hvide så opdelt som her i Louisiana. Spørger du de afroamerikanerne, som bor helt ude på landet, er der ikke meget, som har forandret sig de sidste 30 år. Her spiser sorte og hvide stadig på forskellige restauranter, og man holder sig til sine egne. Om morgenen har Jacob og jeg spist morgenmad på en restaurant. Da vi kommer ind, ser jeg at der kun sidder hvide. De kigger underligt på os. Måske er de ikke vant til sort/ hvide kunder her tænker jeg, men kommer så til at se på Jacob. En hippie, med langt flagrende gråt hår og flettet skæg, som går helt ned til maven, er afgjort heller ikke noget de er vant til her!

Vi kører ad småbitte veje for at finde frem til Jacobs venner. Størstedelen af de hvide mennesker, vi møder, ligner de klassiske rednecks-typer, som vi alle kender dem fra film. Blege, fede med kasket og lædervest, kørende i deres pickup truck, med sydstatsflaget i bagruden og i værste fald et gevær. På et tidspunkt kører vi galt og ender på nogle småveje. Det er blevet mørkt og panoiaen har sit tag i mig. Vi er langt ude i Louisianas sumpe. Pludselig ser vi lys og kører ind i et lille skovbryn. Det viser sig at være en trailerpark, her kan vi spørge om vej. Da vi kommer nærmere, ser vi nogle store skilte. Jeg tror ikke mine egne øjne, da jeg læser dem: Redneckpower, White Pride og andre slagord med racistiske undertoner! Vi er landet midt i en fattig, hvid trailerpark!.Vi er helt klart kørt forkert, og situationen begynder at ligne en scene fra Mississippi Burning.

Jacob tager det helt roligt, de gør ikke noget. En hund gør, og en fjendtligt udseende mand kommer hen til bilen. Hvad laver I her? Jacob spørger om vej, men han kan ikke hjælpe os. Jeg vil ud derfra, men det er næsten umuligt at vende bilen, der er ingen plads og hunden løber nu gøende rundt efter bilen. Jeg kan allerede se for mig, at vi kommer til at køre hunden ihjel. Undskyld Mister White Pride, det er vi virkelig kede af, det var ikke med vilje.

Bilen larmer afsindigt og jeg forventer når som helst, at resten af rednecks’ene skal komme myldrende ud af deres trailers. Endelig får Jacob vendt bilen og vi kører videre.

Pludselig standser han bilen. Der ligger et lille hus. Det viser sig at være en bar. "Kom, vi går ind og spørger om vej." Jeg kigger ind, det er en redneckbar, in the middle of nowhere.

Er du fuldstændig sindssyg, siger jeg. Kom nu, siger han beroligende, de er sikkert lige så søde som Ku Klux Klan, dem kunne du jo godt lide. Jeg nikker og går tøvende ind. Indenfor sidder et par klassiske sydstatsbeboere, det er et rigtigt lokalt sted, med bar og sofaer. Der er kun hvide. En kæmpestor skaldet fed mand sidder foran et bord sammen med et par andre fyre og en dame. Foran ham ligger en knippel. Det tegner godt...

Bartenderen byder os velkommen med et smil. What are you all having? Og jeg tænker som altid på hvorfor man i syden tæller en to mange, når man henvender sig til folk. En fulderik bliver rasende, da Jacob vil tage hans billede, og ender med at blive smidt ud af bartenderen.

Stemningen er fin nok, folk er overraskende venlige. De har intet imod os, men det ER en redneckbar, og det gør mig nervøs. Jeg kaster mig straks ud i min mest charmerende "hej hej vi er fra Danmark"-tale. Jacob charmer dem også og tager scenevant over. De griner og lader sig underholde. Provokatøren Jacob, tager den fede mands knippel, kigger direkte på ham og spørger, hvad bruger du den til? Han fortæller at han blot har fundet den. Jacob tager et billede af ham og et af bartenderen med hans gevær. De viser os den rigtige vej, og vi kører videre. Kom snart igen, siger de venligt.

Klokken nærmer sig 22.00, og det er bælgmørkt udenfor, da vi når vores mål, en by som ligger ved de store sumpe i Louisiana. Jacob og jeg er på vej hen for at møde en fattig, hvid familie, han kender. De bor midt ude i de krokodillefyldte sumpe og for ikke at køre forgæves vil vi lige tjekke hos hans mor, om de stadig bor samme sted. Området, vi kører i, er ekstremt fattigt. De hvide og sorte ghettoer ligger side om side. Vi kører ind i et hvidt ghettoområde. Det er lige præcis disse områder, man som sort ikke skal begive sig ind i, og som mine amerikanske venner har advaret mig om. Mange fattige hvide i USA bruger de sorte som undskyldning for deres egen fattigdom - de tager vores jobs, bistand, osv ... Upåvirket af den kendsgerning, at der er 200 millioner hvide og kun 33 millioner sorte. Som hvide bor de på den "forkerte" side af byen. De bor, hvor de sorte bor, de bor i forfaldne shacks, eller i trailere, de er dårligt uddannede og lever i ussel fattigdom og kriminalitet, nøjagtig som de fattige sorte. De har ikke racismen at kæmpe imod og bliver set ned på af mange hvide og sorte for at ikke klare sig bedre. Man kalder dem White Trash – hvidt affald.

Vi finder huset uden problemer, jeg venter i bilen, er utryg i dette område. Jacob kan slet ikke sætte sig ind i mine forbehold. Ingen mennesker er dårlige, man skal bare møde dem med åbent hjerte og sind. Right!

"Jacob," siger jeg, "jeg er en ung sort kvinde, du er en halvgammel hvid mand. Halvdelen af mændene i de her områder er i fængsel for drab eller voldtægt på sorte." De dræber også hvide," siger han. "Det gør det sgu da ikke bedre," siger jeg.

Han banker på et hus, der er nogle hjemme, så jeg hopper ud af bilen. En hvid kvinde åbner døren. Hun er omkring 60 år, har ikke en tand i munden, men formår alligevel at tygge på tyggegummi. Hun byder os ind, men undskylder sit lilla nattøj. Jeg var på vej i seng, siger hun. Huset er lille og faldefærdigt, der er kun et par værelser. Væggene ligner papmache, og møblerne har set bedre tider, men der er pænt og rent. Der er så lavt til loftet, at vi må bukke os for ikke at få viften i loftet i hovedet, når vi står oprejst. Vi sætter os. Rita, som hun hedder, er sød og imødekommende og svarer beredvilligt på alle vores nærgående spørgsmål. Glad for lidt adspredelse. Som hun siger, så er aftenen ikke så lang.

Rita kommer fra en ekstremt fattig familie: Jeg voksede op langt ude i sumpene, der boede næsten ingen andre end vores familie. Rita griner: Vores hus havde kun et eneste rum, hvor vi alle sammen sov, alle ni. Vi var så fattige, at vi alle sammen måtte blive hjemme og hjælpe mor og far med at arbejde. Som mange andre fattige arbejdede vi i sumpene, vi var rejefiskere. Det er hårdt arbejde, men vi havde det godt. Vi elskede mor og far, siger hun med et smil. Først da jeg var 13 år, blev vi fundet af myndighederne og sendt i skole. Jeg kom til at gå i 5 klasse, men stoppede snart, for mor og far havde brug for os derhjemme til arbejdet. Rita kan du læse og skrive? Ja, det lærte jeg mig selv senere, siger hun stolt. Det er tydeligt at mærke, hvor ensom hun føler sig og hvor glad hun er for at vi er kommet.

Vi kigger på familiebilleder. Og snakker om hendes børn. Jeg peger på en yndig ung pige:

Hvor er hun køn, din datter? Hun nikker stolt. Min datter forsvandt tilbage i 67, hun var 16. Jeg fik en anonym opringning, en stemme sagde hun var druknet i en havn. Så kom politiet og sagde det samme. Rita, hvem var det, der ringede? Måske morderen, siger hun, for ingen andre vidste, hvor hun var. Hun blev aldrig fundet. Det er det værste. Hendes stemme dirrer, og hun får tårer i øjnene. Det er 35 år siden, og jeg har aldrig sluppet håbet om, at hun en dag kommer tilbage til mig.

Hvad med dine andre børn, spørger Jacob, mest for min skyld, han kender familiens historie.

Hun kigger på mig. Vores familie er forbandet, siger hun bestemt. Der har været så mange mord og ulykker, vi er forbandet. Min stedsøn sidder i fængsel for mordforsøg, han sprættede maven op på en ung, hvid pige. Hun overlevede, men hun vil aldrig kunne få børn. Jeg glemmer aldrig den nat. Woody og hans ven kom løbende skrigende ind i huset, hvor de sank om. Deres tøj var fuldt af blod. Mor, sagde Woody, jeg har gjort noget forfærdeligt...

Senere har han fortalt mig, at han intet husker om selve overfaldet, han var sanseløst fuld. Woody blev dømt, men jeg tror, at det var hans kammerat, som skar i den pige, for Woody har aldrig nogensinde gjort et andet menneske ondt. Aldrig nogensinde, siger hun eftertrykkeligt. Han er forfærdelig ked af, hvad der skete med den unge pige. Mor, jeg ville gøre hvad som helst for at gøre det godt igen for den unge pige, har han sagt, gang på gang.

Rita fortæller videre. En anden søn er i fængsel for mord på sorte amerikanere. Han slog tilfældige sorte mennesker ihjel. Et af hans ofre var en sort mand, han havde set på et marked. Det var højlys dag. Manden stod med sin kone og børn, da Ritas søn gik op til ham og sagde, at i dag skal du møde din skaber. Hvorefter han stak ham ned med en kniv, han døde omgående. Selv i fængslet slår han stadig sorte ihjel. Dagen før en sort medfange skulle prøveløslades, oversprøjtede Ritas søn ham med benzin og satte ild til. Han brændte ihjel. Sammy kommer snart ud af fængslet, siger Rita. Jeg er nervøs for, hvad der kan ske. Jeg har sagt til ham, at han skal tage op i bjergene, væk fra det hele og blive der, så han ikke gør nogen fortræd. Når Rita fortæller om alle mordene, undlader hun at sige, at de var på sorte. Hun prøver at tage hensyn til mig, til at jeg er sort. Hun havde nu ikke behøvet at tage hensyn. Jeg føler mig godt tilpas sammen med Rita. Jeg kan mærke, at hun er ligeglad med, hvilken farve jeg har. Det, der er vigtigt for hende, er, at der sidder et andet menneske, som er nærværende og prøver at forstå, hvor hun kommer fra.
Jeg forsøger så godt det er muligt at skjule, hvor rystet jeg er. For mig er hendes historie helt ekstrem, men her er i nabolaget kan næsten alle familierne fortælle om lignende hændelser.

Vi er forbandede, siger Rita igen. Vores familie er ekstremt voldelig og har altid været det.

Hvad med dit ægteskab, hvordan var din egen mand? Han var ok. Det er tydeligt, at hun ikke vil snakke om sin afdøde mand, så jeg undlader at spørge mere til ham. Jacob ved fra andre familiemedlemmer, at han mishandlede sine børn og koner (han var gift to gange) på det grusomste. Også han havde en blodig fortid med mord på sorte.

Jeg sidder og kigger på alle familiebillederne på væggen i den lille stue. Bag de smilende mennesker gemmer der sig disse ufattelige skæbner og tragedier. Nogle af dem er glamourbilleder. Taget af en rigtig fotograf. Rita og hendes døtre står med fine lange kjoler, opsat hår og masser af makeup. De er badet i et blødt lyserødt skær, billederne er så softet, at man næsten ikke kan se ansigtstrækkene. Det er måske meget godt, for familieskæbnen er ikke gået sporløst hen over deres ansigter. Alle smiler de sødt, uvidende om, at de endnu engang er ved at blive indhentet af skæbnen. Det giver et stik i hjertet, da jeg ser billedet af den kønne 16-årige datter, hende som aldrig blev fundet.

Jeg har en søn og en datter, som aldrig har været på kant med loven, thank god, siger Rita stolt, og jeg bliver helt lettet. Rita viser os gamle billeder af hendes forældre, de hænger i hendes lille soveværelse. På vej ud opdager jeg, at der står en motionsmaskine. Sådan en har jeg også haft, siger jeg, men jeg brugte den ikke så tit. Det gør jeg heller ikke siger hun og griner til mig, og jeg tænker på, at hun trods alle sine ulykker i livet stadig har en hverdag og gør ting som vi andre. Nå men Rita, vi er på vej ud for at besøge John, siger Jacob.

John, hendes søn, skal efter sigende være den allerværste og mest farlige af Ritas sønner, den som har dræbt flere sorte end nogen anden, men han har indtil nu utroligt nok undgået fængsel. Jeg er mildt sagt temmelig nervøs for at møde ham, men har beroliget mig selv med, at Jacob ikke ville tage mig med, hvis det var rigtig farligt. Det er den familie, som bor langt ude i sumpene, og som vi er kommet hele vejen for at besøge.

Johns kone er død, siger Rita. Jeg kan se, at Jacob er rystet. Hun døde i en færdselsulykke sidste år, fortæller hun. John er ikke rejefisker mere, han arbejder på en båd og er væk i dage af gangen. Han er ikke i byen i øjeblikket. Hvad med børnene? Spørger Jacob. De er tvangsfjernet, min datter har de to mindste. Den største på 17 bor hos John og hans nye kæreste, siger Rita. Hun følger os ud af det lille hus, da vi siger farvel.

Klokken er hen ad midnat. Men jeg må tro om, hvis jeg tror, jeg kan få lov til at forlade denne djævlens baghave allerede. Jacob har andre planer. "Jeg skal lige finde et par andre bekendte," siger han. "Jacob, jeg vil ud af dette område NU," siger jeg.

"Hold nu op, du hørte selv, at halvdelen af alle mændene er i fængsel," siger han.

"Hvad så med den anden halvdel?" spørger jeg. Efter alle rædselshistorierne har jeg intet ønske om at blive midt i dette vanvittige område, jeg vil ud, og det kan kun gå for langsomt.

Jacob tænder lyset i bilen, og jeg føler, vi sidder til skue i projektørlys for eventuelle morderiske rednecks. Jeg bliver grebet af panik og tænker: Var det en fejltagelse af tage af sted på denne rejse, hvad nu hvis noget går galt. Er det her ikke lige præcist den slags situationer, man læser om i aviserne og tænker, hvor dum har man lov til at være.

"SLUK DET LYS, jeg kan godt selv høre at jeg lyder hysterisk, men jeg ER bange."

Han griner og slukker lyset. "Du er da fuldkommen fra den," siger han roligt og ryster på hovedet. I det samme kommer en bil kørende med to rednecktyper. Jeg dukker mig samtidig med at jeg låser dørene. Jeg kan mærke, jeg sveder, og mit hjerte banker hurtigere, da jeg til min skræk ser Jacob rulle vinduet ned og spørge dem om vej. Bagefter skælder jeg ud, Er du fuldkommen vanvittig, er du fuldstændig blottet for faresignaler. Jacob siger, at man aldrig skal vise, man er bange, så går det først galt. "Men jeg ER bange, og det er umuligt at skjule," siger jeg meget højt.

Vi holder foran et hus. Går du med, spørger Jacob? Jeg prøver at berolige mig selv med, at Jacob jo har rejst i ghettoen i 30 år og derfor må vide, hvad han gør. Det hjælper ikke. Jeg går modvilligt med, bange for at sidde alene tilbage i bilen. En gammel hvid mand åbner døren, Jacob spørger til hans søn. Han er i fængsel for vold. Da Jacob spørger til en anden, lyder det igen: I fængsel for mord. Nu har jeg fået nok.

Men Jacob kører laaangsomt rundt i gaderne. "Øv, øv der sker intet, lad os hænge ud og se, om vi kan finde fulderikkerne fra sidst, jeg var her." "Hænge ud i en redneck ghetto midt om natten!!! Jeg nægter at forlade bilen, vi kan hænge ud om dagen, det er for farligt om natten," siger jeg. "Jamen det er sådan, jeg får mine bedste billeder," siger han ærgerligt. Til sidst giver han efter og vi kører ud af ghettoen. Det er det eneste tidspunkt på hele vores tur, hvor jeg har været rigtig bange.

Næste dag er jeg lettet over, at vi skal videre. Jeg har fået nok af Louisiana for denne gang. Jeg kigger ud af vinduet, mens vi kører gennem staten, og nyder det smukke landskab, som til forveksling ligner Kenya. Den frodige natur, de smukke farver, de små bugtede veje med den røde jord. Men det, der slår mig mest, er hvor fattige folk er. Mange af dem sidder på deres hullede terrasser i de faldefærdige skure, og hvis det ikke var, fordi at nogle af dem er hvide, ville det ligne et lille stykke af Afrika, lige her midt i USA, verdens rigeste land.
 

Til 3. del om Rikkes besøg hos Linda