Bragt i Politiken 26. december 2003

Vi vil forsøge at finde Linda, en af Jacobs gamle venner og nøgleperson i hans show. Han har ikke set hende i ti år og er ikke sikker på, hvor hun bor. Sidst de sås, var da han besøgte hende i fængslet. Han har kun et par gamle adresser at gå ud fra. Jeg synes, det lyder som en dødssejler. Florida er jo kæmpestort. Det første, vi gør, er at køre ind for at tanke op. Området er ghetto. Jeg er træt og sidder i bilen, da Jacob kommer løbende ud. "Du tror, det er løgn, det er Lindas kusine som arbejder derinde, af alle steder. Hun siger, Linda bor 2 timers kørsel herfra, det er da helt utrolig heldigt!" Inde på tankstationen står en høj, flot sort pige. Real ghetto, med guldsmykker over det hele, selv hendes tænder er dækket med guld, og hendes lange fletninger er guldfarvet. Hey golden girl, siger jeg. Hun smiler og siger, ork jeg har meget mere derhjemme, men det er for farligt at have det på hernede, It’s ghetto, you know, det bliver røvet. Hun fortæller om sin kæreste og om sit liv, hun virker glad og tilfreds. Det er dejligt, efter alle de triste skæbner, vi har mødt på turen.
"Linda klarer sig virkelig godt, hun er ikke på crack mere og er ude af fængsel, jeg er stolt af hende," siger hun. Jeg tænker på, at alt er relativt. Her betyder "at klare sig godt", at man ikke er på stoffer eller i fængsel.

Hey, siger hun og læner sig hemmelighedsfuldt over disken, er du kæreste med Jacob?

Neeej, siger jeg, jeg vil ha en stor stærk sort mand, girlfriend, hook me up. GIRL!. Siger hun hvinende, og lyser op i et stort gyldent smil, jeg ved lige med hvem, synd du ikke kan blive. Damn! Siger jeg ærgerligt, og vi kan ikke lade være med at grine. Jacob og jeg siger farvel. Hun sender os endnu et gyldent smil og siger "Kom snart igen".  

Vi ringer på døren til Lindas hus. En sort mand i bar overkrop og en enorm mave åbner, han er Lindas kæreste, Tommy. Bag ham i den mørke stue kan vi se flere mennesker ligge på gulvet og sove. Det ser ud, som om de bare er dejset omkuld med alt tøjet på. En af dem er Linda. Hun er en af de personer, som Jacob har fulgt, siden hun var barn. Nu er hun 39 år og bor her sammen med sine to sønner på 19 og 21 og sin kæreste. Linda er totalt søvndrukken, men glad for at se os. Kan I ikke komme igen senere, vi sover stadig (kl. er 12) det blev lidt sent i går, you know og huset flyder, siger hun undskyldende. Vi nikker.

Da vi kommer tilbage, er der fuldstændig ryddet op, selv ude i haven, og huset er fuldt af unge mænd i hiphop-tøj. Med det samme, de ser Jacob med hans kamera, trækker de sig ud i haven. Man ved jo aldrig, det kunne jo være en undercovercop, ghettoparanoiaen køre på højtryk, og ingen kunne tænke sig at blive fotograferet. Det er bandeområde, og størstedelen af de unge i ghettoområderne her er medlem af en bande og højst sandsynlig "wanted" for et eller andet. Videokameraet kører, mens Jacob interviewer Linda, jeg sætter mig i sofaen bag kameraet godt mast ned mellem hendes ene søn og hans kammerat. Lindas veninde sidder fuldstændigt stenet i en stol og klarer kun at holde øjnene åbne, da Linda stolt viser Jacobs bog frem. Til sidst giver hun op og meddeler, at hun går i seng igen.

Da Jacob først mødte hende, var hun 7 år og boede i den værst tænkelige fattigdom i et gammelt hullet skur uden varme eller elektricitet. Men hun var lykkelig, hun havde sine forældre og sine bøger, hun elskede at læse. Hun er en af nøglepersonerne i Jacobs show Amerikanske billeder, et af de små lyspunkter, man har håb for, i et show, hvor de fleste medvirkende i dag enten er i fængsel, nedbrudte af alkohol og narko eller slet og ret døde.

Men hvordan gik det den lille pige, som alle havde store håb for?

Linda fortæller levende og med strålende øjne om sin tidlige barndom, man kan mærke på hende, at hun er stolt over, at vi viser hende al den opmærksomhed. Hun peger på et billede i Jacobs bog. Se det er mig, da jeg var barn.

Sønnerne er også stolte over at se deres mor i en bog, en lille fattig, men glad pige i en rød kjole. Jeg kan huske, at Jacob købte petroleum til en gammel lampe, det var første gang i mit liv, at der var lys om aftenen til at læse lektier i, det måtte jeg ellers gøre før solnedgang. Og al maden blev lavet over et bål udenfor. Hendes sønner kigger måbende på hende. Hun griner, ja vi var fattige, men vi var glade. Vi havde både mor og far. De første syv år af hendes liv havde været en tryg og kærlig barndom, med begge forældre, noget som er ret usædvanligt i de fattige områder, hvor mændene som regel er inde og ude af fængsel.

"Linda," siger Jacob, "da jeg kom tilbage til dig et år efter, var alt anderledes, der boede du et andet sted, hvad skete der?" Hendes øjne bliver alvorlige. "Hvad der skete, var at …jeg mistede min mor, da jeg blev 8 år,  hun….hun blev syg, meget syg, og kom på hospitalet." Hvordan syg? "Psykisk syg, og hun kom aldrig hjem igen. Det var, ligesom om hun var død, for hun var bare væk, og vi besøgte hende kun sjældent." Hendes øjne fyldes med tårer. Men hun døde først får et par måneder siden, og jeg savner hende. Tårerne løber ned af kinderne på hende. "Hvad med din far?" siger Jacob stille.
"Han døde ikke langt tid efter min mor blev indlagt, han døde af kulde…Han var fuld en nat og lagde sig til at sove uden for i nattefrosten og vågnede aldrig op igen. Jeg kom til at bo hos nogle familiemedlemmer, og de var flinke nok, men jeg kom mig aldrig over det at miste min familie. Jeg var kun 8 år, og jeg følte mig helt alene og blev aldrig den samme igen. Jeg blev forandret fuldstændigt. Da jeg blev ældre, kom jeg konstant i problemer."

Hun kigger på sønnen som sidder ved siden af mig, og siger grædende, Jeg ved godt at jeg ikke har været den bedste mor, og at jeg ikke altid har været der. Jeg har været på crack, jeg har været kriminel, jeg har været i fængsel flere gange og været væk fra dig og din bror. Men nogle gange sker der ting i ens liv, som man ikke selv er herre over. Ting som former en på en måde, man ikke selv vælger. Det, jeg har prøvet at fortælle mine sønner, siger hun og kigger på mig, er, at jeg ikke selv har valgt at ende sådan. Jeg kigger forsigtig på hendes søn, han sidder helt stille og hører på sin mor, han viser ingen følelser, men jeg kan mærke at han er rørt, det er vi alle sammen.

Mens Jacob snakker videre med Linda, går jeg ud i haven. Jeg får sønnen til at komme med. Ude i haven er der fuldt af unge fyre, vi stiller os og snakker. Da de andre ser det, skynder de sig væk, så vi har fred. Han kigger undersøgende på mig, Jeg synes, jeg har set dig før. Jacob siger, du er model? Jeg nikker. Jeg er sikker på, at jeg har set dig før, fortsætter han.

Han ligner ikke lige typen som ville sidde og kigge i Maceys katalog. Men måske en video!

Kan du huske den der Dr Dre / Tony Braxton video? spørger jeg. Ja, siger han. Jeg spillede pigen, som snuppede Dre. JA! siger han og lyser op i et smil, jeg vidste, jeg havde set dig før. Han prøver at skjule, at han er imponeret, men Dre er en af ghettoens store helte, så han råber efter de andre fyre "YO guess what! She did that Tony Braxton video with Dr Dre"!.

Michael, er du i en bande, forsøger jeg. Jeg smiler til ham. Nej!……

Come on….. Hvordan er det så lykkedes dig at holde dig ude af bander i det her notoriske bandeområde? siger jeg til ham med påtaget alvor. Han griner. OK, vi er en bande, siger han så, lidt stolt. Hvad laver I? Lidt af hvert, du ved, alt muligt, sælger stoffer og sådan.

Hvad slags stoffer, spørger jeg. Alt, siger han. Selv crack? Han nikker.

Vi har sat os i en sofa i baghaven. Hvor gammel er du? spørger han. Uh, siger jeg, alt for gammel. Han griner. Det gør ikke noget, siger han. Har du en boyfriend? Nej, siger jeg. Rikke og Michael, det lyder godt, mener han. Jeg kigger på ham. Han er kun 19 år, høj og slank, med store brune øjne, og som han sidder der og smiler til mig, og svarer åbent og ærligt på alle mine spørgsmål, har jeg svært ved at se ham som den påståede samfundets fjende nr. 1, selvom han er pusher.

Mens vi snakker, kommer der hele tiden folk forbi. Nogle af dem er bandemedlemmer, andre er folk, som er kommet for at købe stoffer. Han forsvinder et øjeblik med dem og kommer tilbage. Hver gang er han selv lidt mere skæv. Jeg lægger mærke til en dame, hun ligner en typisk misbruger, febrilsk og lidt usoigneret, hun kommer over til os. Hey, Rikke, det her er min kammerats mor, siger han. Området er vildt, siger hun, hver aften er der skyderier, så jeg bliver indenfor. I’m bad, men jeg gør dig ikke noget. Jeg er ikke bange for dig, siger jeg, men kan godt selv høre, det lyder lidt hult. Jeg er ikke bange for dig, efteraber hun med høj lys stemme, hun er tydeligt påvirket.

Politiet kommer kørende langsomt ned af gaden. Jeg tror, der er en civil politibetjent lige uden for haven, siger Michael. Der er en fyr, der har hængt ud i gaden i flere timer nu.

Politiet ved godt, hvad der forgår, og laver sommetider razziaer. En anden risiko er drive byes, hvor konkurrerende bander kører op i bil og bare skyder løs. Det kan ske når som helst, også mens vi sidder her og snakker i sofaen. Men jeg føler mig nogenlunde sikker, jeg ved, at de holder øje med bilerne på vejen og det er en risiko, man må tage, hvis man vil bevæge sig rundt i ghettoen.

Jeg griner til Michael. Hold kæft, hvor er du skæv, er det pot? spørger jeg. Han nikker grinende. Hvad siger din mor til banden? Ikke rigtig noget… Han fortæller, at han og hans bror boede hos familiemedlemmer de år, hans mor var i fængsel. Det var rigtig hårdt, siger han, vi savnede hende. Det er dejligt, hun er hjemme igen, you know. Han snakker hele tiden meget kærligt om sin mor, men nævner ikke sin far, og jeg spørger ikke. Var du endt i bande, hvis du havde gået på en bedre skole og haft din mor hos dig hele tiden?

No way, siger han. Jeg vil gerne stoppe, men jeg bliver nødt til at forsætte. Well ikke nødt til, men du ved. Jeg skal jo tjene penge. Jeg nikker. Jeg forstår godt hvad du mener, men jeg ville ønske, at du valgte en anden måde at tjene dem på. Din livsstil koster dyrt. Ja, siger han, jeg kan ende i fængsel… eller jeg kunne dø. Indtil nu har jeg været heldig, men jeg ved, at det bare er et spørgsmål om tid. Det er også derfor, jeg gerne vil stoppe. Jeg har også fået et job nu, hvor jeg får 10 dollar (75 kr.) i timen, det er en god løn.

Jeg fortæller ham om Jacobs og mit besøg hos Ku Klux Klan i Indiana. Han lytter opmærksomt. Jeg fortæller ham om deres barndom, med vold, sult, had. Om hvordan det har formet dem til det, de er i dag. Og hvor mange af de såkaldte pæne og lovlydige borgere, jeg har mødt i USA, der fuldstændig mangler forståelse og indlevelse. Ja så er han forstående og endda medfølende. Selv om det er Ku Klux Klan vi snakker om, og selv om at han selv er sort. Som et barn af ghettoen ved han mere end nogen anden, hvad en forsømt barndom kan gøre ved en. Vi siger farvel, og jeg giver ham et stort knus og siger, Jeg håber at jeg ser dig igen. Du ved, hvor jeg er, siger han. Jeg nikker, men tænker hvor længe? Jeg håber, at han stadig er her, hvis jeg igen en dag skulle lægge vejen forbi. Men chancerne er små. Bandemedlemmer bliver ikke gamle i USA. Siden vores besøg er det gået ned af bakke for familien og i dag sidder både Linda og hendes søn i fængsel.