21. Gunnar Myrdal, den svenske antropolog, som blev inviteret til USA i 1940’erne for at lave et stort videnskabeligt værk om amerikanske racerelationer, kom til den samme konklusion at alle amerikanere – både sorte og hvide for den sags skyld – har denne dobbeltstandard. De holder fast i deres højtravende idealer, men går inderst inde med en følelse af at nogle mennesker ikke er så lige som andre. De har aldrig været i stand til at forlige dette svælg. Når vi er sammen med mennesker, som vi i bund og grund føler ikke er så lige, reagerer vi med voldsom skyldfølelse. Og skyldfølelse, kan jeg hilse og sige fra de sorte i USA og indvandrere i Danmark, er den værste form for racisme. De kan ikke udstå nedladende patroniserende holdninger. Men vi – de mere frisindede racister – udlever konstant vore skyldsmønstre uden selv at være klar over det, når vi er sammen med dem.  

22. Et sådan frisindet racist var en hvid kvinde som jeg havde i en workshop. Hun fortalte os om sin barndom i Washington D.C. – byen med 80% sorte. Når hendes far kørte hende ind i byen og hun så alle disse crack-sælgere og hjemløse i gaderne, var hun nogle gange brudt ud i racistisk sløret snak. Hendes far – en god frisindet mand – havde derpå straks standset bilen og med en streng mine nægtet at fortsætte før hun sagde undskyld.  For sådanne racistiske udtalelser var ikke god tone i en frisindet familie. Men mange år senere, da hun som voksen bragte en sort kæreste med hjem, var budskabet hun nu fik af sin far stik modsat. Det var i virkeligheden dette modsatte skjulte budskab om at nogle mennesker ikke er så lige som andre, som han hele barndommen havde udsat hende for godt skjult under al sin snak om høje idealer. Hun havde aldrig forstået dette dobbelte budskab, tænkemaskineriet låste sig fast og ubevidst afreagerede hun smerten med sine racistiske udtalelser.  

23. Alle børn overalt i verden bliver undertrykte og afreagerer derfor deres smerte på så mange irrationelle måder i forældrenes øjne. Børn er altid som den her omtalte pige ”umulige” i forældrenes øjne i de år hvor de undertrykkes for at indpasses i et undertrykkende samfund. De af os, der har prøvet at være sanseløst berusede, ved i hvor høj grad mens vi var ”helt ude af den” vi havde racistisk, antisemitisk, islamofobisk, homofobisk og især sexistisk sløret tale lige på tungen. Vi betragter måske os selv som frisindede og har derfor lært effektivt at lægge låg på denne uforløste smerte og aldrig at lade den ”slippe ud” – i særdeleshed ikke i politisk korrekte omgivelser. Alligevel er vi udmærket klar over at vi har den lige på tungen. Dette viser i bund og grund hvor tæt vi er på Ku Klux Klan, for det er nøjagtig den samme uforløste smerte vi forsøger at få ud af systemet.    

24. Tit kaldes jeg til skoler, hvor der har været et racistisk, sexistisk, homofobisk, islamofobisk eller antisemitisk angreb for nylig. De fleste som ser sådanne angreb skrevet f.eks. på toiletdøre føler sig krænkede og har en tendens til at vende ryggen til den slags mennesker. Men vi bør netop ikke isolere mennesker, som gør andre ondt. Vi glemmer at de ikke er ret meget forskellige fra os selv. Vi må række ud til dem, give dem vores venskab og hjælp. Snak ikke nødvendigvis med dem om det, som de påstår generer dem ved ”de andre”.  Det er ikke ”de andre” vi skal forsvare, men det indespærrede menneske i deres undertrykkere, som hungrer efter vores indre kærlige tanker og hjælp for at frigøre sig. Folk, der har det godt med sig selv, har intet behov for at gøre andre til ofre eller at rakke ned på dem. I enhver skole kan vi hjælpe med at gøre skolen mindre undertrykkende for minoriteterne hvis vi rækker hånden og ånden ud til racisterne, sexisterne, islamofoberne, homofoberne etc. som jo er med os som en naturlig bestanddel af den fællesmenneskelige smerte.

25. Lad os lige opsummere: Hvad enten vi bliver opdraget med gammeldags racisme eller den mere frisindede racisme, som flertallet af os blev udsat for, er skaderne nogenlunde de samme. Nogle forskere, som arbejder seriøst med disse ting, konkluderer at som resultat af al denne undertrykkelse har vi måske kun 10% af vores oprindelige enorme intelligens tilbage til at bruge funktionelt.  Resten er låst fast i disse (skitserede) smertes- og vredesmønstre. Vi kan følgelig ikke tænke særlig godt. Dette gælder for den succesrige hvide voksne i USA og Europa at vi ikke har mere end 10% af brikkerne til at flytte rundt med.  Men mange især fattige hvide er i langt større smerte. Vi ser dem ustandseligt ende i slagsmål i de samme situationer, hvor vi (der kan læse og forstå dette) kan færdes uden at ende i slagsmål. Sådanne mennesker har svært ved at klare sig i højere uddannelser. Vi taler her om såret intelligens.    

26. Lad mig nu tale om undertrykkelsen af sorte børn i USA og indvandrerbørn i Europa. Her er skaderne naturligvis langt, langt værre idet de bliver udsat for en dobbelt form for racisme. Den første er let nok for os at forstå, den åbenlyse racisme udefra. Vi forstår nu at det er den uforløste vrede fra os hvide, som de konstant fornemmer i vore undvigende skyld- og frygtmønstre. Eller overhører i udtalelser eller ser på WC-skrift i universiteter, skoler, osv. Alle marginaliserede børn sanser meget tidligt dette. De vokser op i faldefærdige shacks på den forkerte side af jernbanelinien i USA’s sydstater og fra dag et ved de at alt ved dem selv er forkert når de ser hvide bo i pæne kvarterer eller ser de fjendtlige blikke fra de hvide i indkøbscentrene eller bymidten. Eller de vokser op på sydsiden af Chicago og ser millioner af sorte omkring sig – aldrig et hvidt ansigt – før de tænder for fjernsynet og indser at hvide har magten overalt i vores samfund.

27.  Dette er alt sammen dybt ødelæggende for selvværdsfølelsen af det marginaliserede barn. Alligevel er det ikke denne mere åbenlyse racisme, som er den værste. Der er et langt mere ondartet aspekt som hedder ”indvendiggjort racisme.” Lad mig prøve at illustrere det: hvor som helst i verden, hvor en gruppe bliver undertrykt, vil medlemmerne af gruppen internalisere undertrykkerens syn på dem. De vil derefter trække hinanden yderligere ned i undertrykkelse, skade hinanden og indgyde undertrykkerens værdier i hinanden. Kvinder kender det kun alt for godt. Som følge af sexistisk undertrykkelse fra barnsben er de det bedst kendte eksempel på hvordan de undertrykker hinanden med snak om at ”kvindens plads er i hjemmet eller i køkkenet” og at de ikke bør overtage mandens magt i samfundet. Vi har millioner af sådanne kvinder over hele verden, som yderligere trækker kvinden ned i sexistisk undertrykkelse.

28. På samme måde har jeg set masser af triste eksempler på indvendiggjort racisme. Noget jeg tidligt bemærkede, når jeg så slagsmål mellem voksne i sorte underklassehjem, var at de ustandseligt råber sårende ting som "You ain’t nothing but shit, nigger!" Dette opfanges straks af det sorte barn, der således konstant fra barnsben får at vide at ”Du er værre end skidt” – en uhyre trist genklang af det vi andre tænker om dem og det hvide samfunds lave værdsættelse af dem.
Eller for sorte studenter, der går i vore eliteskoler, er det yderst smerteligt og svært pludselig at skulle tilpasse sig til al vores hvide magt hvis de er formet af ghettoomgivelser eller sort kultur. Og en masse sorte studenter er ude af stand til det – især fordi de med vores undvigende racisme ikke får vores hjælp og venskab. Den sorte nedslidning eller drop-ud-rate er derfor enorm i disse integrerede skoler – nøjagtig som den er det for indvandrere i Europa.

29. Men hvis de er i stand til at falde til i vore hvide institutioner, bliver de ofte når de vender hjem i ghettoen, latterliggjort for nu at opføre sig ”hvidt”, at tænke ”hvidt” og bliver kaldt ”oreo cookies” (sorte på overfladen, hvide indvendigt). Et eksempel på hvordan indvendiggjort racisme får sorte til at skade deres egne i sådanne skoler oplevede jeg et trist eksempel på det i Baltimore. En sort student fortalte mig hvordan hans kæreste lige var blevet optaget i en eliteskole. Hun havde fået et stort stipendium, men da hun skulle starte i skolen, fandt hun ud af at hendes mor havde brugt alle pengene på sig selv. Da hun konfronterede moderen om at hun nu havde stjålet hele hendes fremtid, snærede moren tilbage: ”Du havde alligevel ikke noget at gøre i den hvide skole. Du burde være stolt af dit eget folk, holde dig til tæt på hjemmet og dine rødder.” Et meget trist eksempel på hvordan sorte i USA og vore egne hjemlige indvandrere skader deres egne og trækker hinanden længere ned I racistisk undertrykkelse. 

30. Vi har tusindvis af eksempler på disse triste mønstre og vi ser dem parallelt i hver eneste undertrykt gruppe i verden, f.eks. i danske indvandrere, der tager deres døtre ud af skolen for bortgifte dem med en uoplyst fætter fra et fjernt land. Et klassisk eksempel på det fra de sorte amerikaneres verden er legen ”playing the dozens.” Den har mange navne I forskellige byer I USA. I min hjemby New York kaldes den for ”snapping”. Det er en leg hvori unge sorte – fortsat over hele landet – står i timevis og fornærmer hinanden, sårer hinanden, ydmyger hinanden og angriber hinandens familiemedlemmer. Det er der udtrykket ”motherfucker” stammer fra. Og så handler det i spillet om at ”stay cool” – ikke at fare op eller miste besindelsen når man angribes, for i så fald har man øjeblikkeligt tabt legen.

31. Men hvorfor prøver de at skade hinanden på den måde?  Sociologer har sporet denne spidsrodsleg tilbage til slaveriet, hvor sorte mødre fandt det nødvendigt at såre og ydmyge især deres drengebørn for at forberede dem på et liv i slaveri. Det skulle sikre at de aldrig ville gøre oprør mod slaveherren, da det ville betyde deres øjeblikkelige død eller afstraffelse. Det var med andre ord en overlevelsesforanstaltning dengang. Men det tjener ikke dette formål længere. Det er blevet dybt internaliseret af de sorte. Og kendsgerningen at disse former for indvendiggjort racisme fortsætter 140 år efter at slaveriet sluttede, er det bedste bevis på at slaveriet aldrig rigtig sluttede i USA. For disse træk ses ikke tilnærmelsesvis så voldsomt i andre eksslavesamfund i f.eks. Latinamerika, hvor den katolske kirke optrådte som slavens beskytter.