Næste morgen fløj jeg til Wyoming for at holde show. Det var mit første i denne tyndtbefolkede cowboy-stat og årsagen var det nylige hadske mord på en bøsse, som selv i Norge havde været på avisforsiderne. Den enes død har jo altid været mit brød. I lufthavnen blev jeg samlet op af den lesbiske arrangør, som var af "dike"-typen, hvorfor jeg straks følte mig tryg ved at bringe emnet op. Næst efter jøderne er lesbiske jo den minoritet, som organiserer flest shows for mig hvilket har givet mig en del indsigt. Som maskulin "dike" følte hun sig i sit es i cowboyernes mandsverden og var særdeles respekteret, kunne jeg se. Men for den mere feminine type af bøsser som den myrdede Matthew var det et helvede herude, hvorfor de fleste søger mod ghettoerne på øst- og vestkysten. Hun viste mig i øvrigt kirken, hvor han blev begravet fra, og hvor et stort hylekor af religiøse bøssehadere havde stået udenfor og råbt "Fags must die!" Da mit publikum den aften var næsten ligeligt fordelt mellem en stor gruppe overvægtige cowboys og en ligeså stor gruppe overvægtige lesbiske (der godt kunne have været cowboyernes koner hvis man ikke lige vidste at de var en del af arrangørens undergrundsnetværk), lagde jeg straks ud med en dundertale i anledning af Matthews død. Da showet klogeligt var opreklameret neutralt som "en dansk vagabonds amerikarejse" var der da også nogle af cowboyerne, der vandrede ud, straks de fik færten af hvad det drejede sig om. Men andre iblandt dem kom i løbet af aftenen "ud af hatten" og hviskede til mig at de faktisk var bøsser. At opleve sådanne dybe spændinger i denne republikanske stat skærpede min kampvilje og derfor var jeg - mod sædvane - på ingen måde diplomatisk, da jeg blev interviewet "live" til fjernsynsnyhederne. Normalt bruger jeg interviews til at lokke folk ind og se showet, men da jeg ikke gjorde mig store forhåbninger om dette her, kunne jeg ligeså godt angribe homofobien uden omsvøb. Dog fordømte jeg også dødsdommen over Matthews mordere. - Næste dag kørte jeg en vidunderlig smuk tur langs bjergene op til et show i nærheden af Yellowstone Nationalpark. Prærieharerne sprang lige ind i sportshallen, hvor jeg stod, når vi ikke holdt dørene lukkede. Men da jeg opdagede - og genså stedet på I-90 motorvejen klods op ad skolen - hvor jeg havde stået for nøjagtig 25 år siden og ventet på et lift, blev jeg så sentimental at jeg ikke kunne lade være at fortælle om netop denne dag til publikum. Derved fik talen vist nok et lidt mere heteroseksuelt tilsnit. For det var den dag hvor jeg netop havde forladt en cowgirl-kæreste, Joan Jensen, om morgenen i Spearfish. Hun havde indfanget mig med sin lasso aftenen før på en lokal saloon og jeg har stadig et billede af mig siddende på hendes hest - iklædt hendes cowboyhat og mit blaffeskilt "Touring USA from Denmark". Jeg har tit skrevet om hvor løssluppen ungdommen var dengang, når jeg kom ind i små midtvestlige og vestlige byer, og jeg synes dette er værd at have in mente når den nu som voksen i netop disse stater udgør Clintons mest moralske og argeste modstandere. For one-night stands som det med Joan var faktisk en daglig begivenhed i disse tyndtbefolkede områder dengang. Natten før havde jeg således boet hos indianerpigen Diane Tyrrell i Rapid City. Her var jeg kommet blaffende ind efter oprøret i Wounded Knee. Da hun så mig i en bar, ville hun sikre sig og tog mig straks hjem og lagde mig i seng. Derefter tog hun tilbage til baren for at feste videre med vennerne, da det var hendes fødselsdag, og først ud på natten kom hun hjem og kastede sig over sit bytte. Og dagen efter Joan var jeg så strejfet her igennem Wyoming for at ende hos Pat Janowsky i Billings, Montana. Inden hun lagde mig i sin seng, tog hun mig med til gymnastik. Jeg husker det tydeligt, for mens jeg stod og nød synet af hele denne hær af piger på gymnastikgulvet, kom jeg til at tænke på hvor mange jeg selv havde været sammen med det sidste år. Da jeg begyndte at regne efter, fik jeg et mindre chok da jeg opdagede at jeg allerede havde haft flere forhold end de 69, der fyldte denne kæmpehal. Og det var udelukkende i de første to år, hvor kvinderne altid kaldte mig "prudish" og tilbageholdende. Jeg skal nok undlade nogensinde at oplyse om, hvor mange der kom til i de sidste tre år, hvor jeg helt kastede tøjlerne los og sagde "ja" til alt og alle. Og alligevel føler jeg mig uskyldsren som en Clinton overfor Monica (som jeg iøvrigt havde som elev i Lewis og Clark uden at blive "blæst omkuld" af hende). Thi at dette siger mere om den amerikanske ungdom dengang end om mig er nemlig let at demonstrere; gennem hele det år jeg boede i Canada fik jeg mig aldrig én eneste kæreste. Så desperat var jeg deroppe, at jeg begyndte som en Jacob Riis at skrive hjem til jer gamle danske kærester - Lisbeth og Lotte - for at invitere jer over i min canadiske ensomhed. Ja, jeg gik sågar en dag til psykolog for at finde ud af om der var noget galt med mig, siden jeg aldrig kunne få fat i nogen blandt de tusinder af veldrejede teenagere, der hver weekend vandrede op og ned ad Younge og Bloor i Toronto. Jeg husker blot at psykologen sagde, jeg skulle gå ud og fælde træer. Efter at have gjort det i et år, tog jeg så til USA hvor hans råd med ét syntes at hjælpe. - Og nu stod jeg så her i Wyoming 25 år efter - midt i de sørgelige republikanske levninger af min fortids overflodsbord - og mindedes de bedre tider. Jo, jeg har ikke så få 25-års jubilæer jeg skal igennem i år, men skal nok lade være med - her i et hyggeligt julebrev - at invitere jer med til dem alle!

Da Mitch havde lavet ravage i mine kirkeplaner for Søren Ulrik Thomsen, havde jeg lovet ham at nå hjem fra Wyoming tidsnok til at tage ham i et par andre kirker i Harlem onsdag aften inden næste dags afrejse til Guatemala. Jeg var ganske vist lidt nervøs for køreturen fra det nordlige Wyoming, der faldt næsten på årsdagen for min ulykke sidste år - ligeledes i glat føre og i udlejningsvogn på vej mod et fly. Men først i lufthavnen gik det galt. Hele det lille pløjemarksfly var fyldt op, da en grædende kvinde stod desperat og forsøgte at komme med. Hendes bror var netop blevet skudt dagen før og hendes eneste chance for at nå frem til begravelsen næste dag var at komme med dette fly. United Air forsøgte at overtale passagerne til at opgive et sæde, men ingen ville. Jeg selv følte ikke at jeg kunne lade Søren Ulrik i stikken, men jeg følte heller ikke at jeg kunne nægte kvinden at komme til sin så pludseligt afdøde brors begravelse. Da jeg kom til at se ind i hendes grædende, desperate øjne - uden Søren Ulrik i nærheden - var valget ikke så svært og jeg måtte følgelig tilbringe en frygtelig lang dag i en mennesketom lufthavn "in the middle of nowhere". Da jeg vidste at Søren ikke selv turde tage til Harlem, fik jeg telefonisk arrangeret ledsager for ham i New York, men da jeg ud på aftenen nåede frem, havde de alligevel opgivet og taget en hvid kirke i stedet. Jeg var frygtelig ked af at have ladt ham i stikken med historien om et uforudsigeligt mord - på denne eneste mulige dag for at lave noget sammen. Da jeg så hans skuffelse, følte jeg endnu engang at jeg burde lære en dag at sige nej til kvinder!

Næste dag havde jeg mere held med at komme til Guatemala. Jeg var bekymret for at ankomme efter midnat i en by, hvor ingen tør at gå ud om aftenen. Volden var blevet helt vanvittig. Nervøse soldater kører rundt med maskingeværer med lange kuglebælter monteret på lastbiler. Ingen bank har mindre end tre maskinpistolbevæbnede og særdeles nervøse soldater, den ene i et skudsikkert glasbur. Selv skotøjsbutikker og McDonalds havde soldater. Men hermed være også sagt at der er et blomstrende forretningsliv - modsat den ødelagte økonomi jeg havde fundet i Nicaragua, hvor jeg endnu mere skræmt var ankommet om natten i en voldsplaget, men helt mørklagt hovedstad. For Guatemala var næsten ugenkendeligt efter 25 års fravær. Hvor befolkningen dengang var på størrelse med Danmarks, var den nu fordoblet. Hvor Guatemala City dengang var en støvet, lav "wild west" by, sad jeg nu til møder med CARE i et af de mange airconditionerede "solbrillebeklædte" højhuse. Infrastrukturen lignede mere i-landes end u-landes: den tids markvej, the panamerican highway, var vokset til en moderne motorvej mange steder. Men magtstrukturen var kun blevet forværret. Alt det der havde ophidset mig så meget dengang med læsning af bøger såsom "Guatemala - occupied country" - koncentrationen af al rigdom på kun 10 familier - at jeg ønskede at være med i kampen for at ændre det, ja, hele denne ulighed var naturligvis vokset til det groteske. Blot var det hele gennem en globaliseret økonomi nu langt mindre gennemskueligt. CARE's direktør, Mike Godfrey, som glad udbrød at jeg kom som sendt fra himlen idet de netop stod og manglede en masse billeder til deres nye publikationer, bad mig netop om billeder af de groteske og hastigt voksende klasseforskelle "like photos of Mercedes' next to poor Indians." Tak skal du ha', tænkte jeg, det er jo netop den slags billeder, jeg er ekspert i.

Jeg tilbragte først en par afslappede dage i det gamle historiske Antigua - af FN udråbt som en af verdens 10 mest enestående byer. Det jeg aldrig begriber er hvordan spanierne kunne opdage Amerika i 1490 og kun få år efter - i 1540 - allerede havde påbegyndt domkirker så store som i Europa. Efter flere jordskælv mistede byen sin status som hovedstad i 1700-tallet, men selve byen står som før og det var smukt at gå rundt i ruinerne af de gamle domkirker, klostre osv. Guatemala er også blevet et farverigt turistland igen efter de blodige år, men hvor det før var mest amerikanere jeg løb ind i, hørte jeg nu dansk overalt og så - bortset fra forfærdelige evangelistiske missionærer - ingen amerikanere. Overalt sad danskere og checkede dagligt deres emails hjemmefra på internetcafeer og syntes at bruge mere tid på at skrive hjem om rejseoplevelser end på at rejse og opleve. For 25 år siden havde jeg ingen kommunikation med mine angste forældre hernedefra. Nu fik jeg pludselig en email midt i junglen fra Didde - datter af Jens, min bedste legekammerat på nabogården i vores landsby - om at komme til hendes fars 50 års fødselsdag 10 dage efter. Jo, det varmede og det må vel siges at være et fremskridt for Guatemala. Men selv om uligheden var vokset, havde den store fattige befolkning af Mayaindianere trods alt også haft fremskridt i form af elektrificering i hver eneste hytte. Dette chokerede mig så meget at jeg tænkte: "Hvad pokker laver du egentlig her for CARE?" Men problemerne var selvfølgelig ikke blevet mindre for indianerne, der i stadig større antal er presset sammen omkring deres majsmarker på stejle bjergskrænter, mens godsejerne og de 10 rige familier besidder al den gode, flade jord. Og straks jeg blev samlet op af CARE's store Toyota Landcruisers, vidste jeg også at den fine infrastruktur jo ikke gjaldt for Mayaerne. Jeg fik den unge, sjove CARE-ansatte, Veronika, som min assistent, og kørte med hende og en chauffør til de fjerneste områder oppe i bjergene ved Mexico, hvor guerillaerne aldrig nåede. Til gengæld står de jo nu stærkt på den anden side af grænsen. Bønders leveforhold ligner hinanden overalt i den Tredje Verden, hvorfor det føles som én lang repetition at fotografere dem. Her var de dog ligesom i Bolivia utroligt farverige og det glædede mig at indianerne her syntes ligeså stædige med at fastholde deres kultur. Skønt det kun var få timers kørsel fra storbyen, siger det noget om klasseforholdene i landet at bypigen Veronica aldrig nogen sinde havde været "i junglen" og se sit lands flotte Mayaindianere, mens hun havde været i både London og Paris. Denne klasseforskel syntes jeg også hun førte lidt for meget med i sit CARE-arbejde. Om natten boede hun på de fineste hoteller til 60$ per nat. Dette havde jeg naturligvis ikke råd til og måtte bruge en hel del tid på at finde mine sædvanlige lus-ludder-og-loppe-hoteller til 10$. Men da chaufføren et sted måtte bruge en time både morgen og aften på at tage mig til en helt anden slumby, hvor der fandtes sådanne billige hoteller, forstod jeg ikke hvorfor Veronica ikke blot fik CARE til at betale for et værelse i hendes eget hotel, når jeg immervæk havde brugt 500$ på at rejse ned for at lave gratis arbejde for CARE. Det ville jo have været rart med lidt lys i værelset, så jeg kunne læse i de lange mørke nætter. Dette paradoks stod i skærende kontrast til alt det forarbejde CARE havde sat i gang pga. mit besøg. Hver dag var der arrangeret store møder med mayaerne i projektområderne med højtidelige taler og gratis mad og olie til alle. Så hvis jeg følte mig "lille" og ubetydelig om natten i mine ludderhoteller, følte jeg mig ikke blot som noget af en VIP - men jo også kæmpestor - når jeg fik at vide at disse små barfodede indianere var vandret op til 30 km fra før daggry for at nå frem til det patetiske møde - med mig! Disse CARE-møder har dog den fordel, at bønderne der bliver fortrolige med mig, hvorfor de ikke bliver så skræmte, når jeg siden kommer til deres lerhytter og fotograferer dem. Med CARE's hjælp og tolkning kan jeg derfor tage billeder af de sky Mayaer, som ingen turist ville være i stand til at tage, thi hvor som helst jeg forsøgte at fotografere dem udenfor CARE's projektområder, stak de altid af eller vendte ryggen til. De føler jo at man tager deres sjæl, men giver velvilligt denne fra sig i en god byttehandel med CARE. Som altid blev jeg forelsket i de farverige kvinder og følelsen var vist gensidig, for jeg havde en hale af dem efter mig overalt i majsmarkerne. Det overraskede mig at finde højder som i Bolivia. Et sted havde en lille flok barfodede kvinder og snottede børn stået og ventet på os fra tidlig morgen i isnende kulde i et næsten skotsk tågefyldt landskab på toppen af et bjerg. Overalt elsker de farver, men da jeg ville vandre op til en af deres traditionelle farvede kirkegårde med hvert eneste gravkapel i skrigende stærke kulører, følte jeg mig døden nær selv. For her i 4 km's højde havde jeg den samme åndenød ved at vandre opad som på altiplanoet i Bolivia. Iøvrigt var jeg der for kort tid til at kunne leve mig ind i Mayaernes specielle kultur og skal ikke gøre forsøg på at beskrive den. Med min særlige interesse for at redde regnskovene var jeg glædeligt overrasket over at se hvor meget skov der er tilbage i Guatemala og på trods af de stejle majsmarker så jeg intet steds erosion. Hvis freden slår virkeligt igennem og volden nedtrappes en smule - især turistoverfald på landevejene og vulkanerne - ser jeg Guatemala som et sandt turistparadis i fremtiden. Det er trist at erkende at det er nu vi alle sammen skal skynde os at se den Tredje Verden inden store dele af den bliver én stor overbefolket, voldsplaget og stort set ens metropol.

For vore børn og børnebørn vil det være for sent.....

Da jeg fløj tilbage var det Thanksgiving i Amerika og jeg benyttede anledningen til at stige af flyet i Atlanta i nogle timer for at fejre højtiden med min bedste ven i USA, Timothy. Det var næsten på dato mit 25-årsjubilæum med Timothy, som i så mange år viste show i Danmark, hvorfra mange af jer kender ham. Senere lavede han utroligt fine workshops med mig i USA i flere år, men efter 20 års samarbejde havde jeg ikke råd til at ansætte ham mere og måtte sætte ham af - bogstaveligt - i ghettoen igen. Hans familie var ganske vist af den pænere sorte middelklasse, men på en eller anden måde repræsenterede Timothy altid ghettoen og rummede i sig dens bundløse fortvivlelse af vold og selvdestruktion. Skønt han var narkoman, da jeg mødte ham for 25 år siden, nærede jeg altid store forhåbninger til ham; ingen har nogensinde tænkt i så ens baner som jeg selv, men samtidig været så meget bedre end mig selv til at udtrykke mine tanker. Så vi var altid et meget stærkt makkerpar - især i USA hvor skolerne hyppigt inviterede Amerikanske Billeder tilbage udelukkende for at få hans stærke analytiske evner og veltalenhed igen. Nu ville jeg overraske ham med at fejre jubilæet for vores lange venskab, men da hans søster Harriet - som var en af mine første lesbiske kærester - samlede mig op i Atlanta lufthavn, blev der straks lagt en dæmper på min glæde over det snarlige gensyn. "Hør," sagde hun næsten inden jeg var steget ind i bilen, "du må lige vide dette inden du ser Timothy igen: hold øje med dine penge hvert eneste sekund!" Så vidste jeg at Timothy var blevet junkie igen, men fornemmede også at jeg denne gang intet kunne gøre for at hjælpe ham. Jeg havde set så mange af vore fælles venner vende ham ryggen igennem årene pga denne selvdestruktive side, som det først og fremmest lykkedes at holde i ave ved at give ham så meget rampelys og løn som muligt. Men flere gange havde jeg - især sammen med moderen - været aktivt involveret i at hjælpe ham ud af knibe, når han stod med op til 20 års fængsel over hovedet. Nu blev jeg rystet over at finde at alle i hans vidunderlige store familie, som jeg gennem alle årene har følt var min egen familie, havde vendt ham ryggen. Alle havde han røvet og ikke engang i moderens hus var han velkommen længere. Han boede i et lille udhus ved Harriets og hendes kæreste, Normas kæmpehus, men fik kun pga mit besøg lov til at komme ind i huset. Gensynet med ham var varmt og overstrømmende hjerteligt og vi drak en del vin sammen, men hele tiden var han som under enormt pres for at overbevise mig om "at nu var han på vej op igen" - toner jeg havde hørt så tit før - ikke mindst i det sidste brev til mig, hvor han netop havde været på randen af selvmord. Derpå skulle vi alle over til den store Thanksgiving fest hos Timothys familie og måtte tage afsked, da han som den eneste i familien ikke var velkommen. Jeg vidste at jeg endnu engang ville skulle forsvare ham overfor familien, thi ingen anden end jeg - heller ikke blandt folk i Danmark - har troet på, opmuntret og set virkeliggjort de enorme livgivende kræfter, Timothy rummer i sig ved siden af de mørke. Evigt og altid kom jeg tilbage og berettede for hans familie om hvordan han kunne bjergtage publikumer på 3-400 mennesker, kunne tryllebinde dem i gråd og latter i over 12 timer uden pause, kunne forløse selv de mest fortrængte knudebundter af incest og mishandling i mennesker, kunne få endog de mest konfliktramte modstandere såsom jøder og palæstinensere til at føle sig som ét, osv. For mig repræsenterede Timothy alt det jeg så undertrykt og fængslet af samfundsvolden imod ghettoen hvorfor jeg fanatisk fastholdt min tro på ham - selv når nok så mange af mine personlige venner var blevet røvet og voldtaget af ham i processen. Vender jeg ham ryggen, tænkte jeg, er det ensbetydende med at vende ghettoen ryggen og blive en del af racismens mørke kræfter. Der er omkostninger ved at forsøge at vende et undertrykkelsesmønster om og nogen må være villig til at betale dem. Men da jeg ikke ud af mine honorarer var i stand til længere at opveje eller modvirke Timothys mørke sider, havde vi ikke andet valg end at skilles efter 20 års samarbejde. Begge havde vi grædt, da jeg satte ham af ved det mørke, triste ghettomurstenshus, hvor jeg havde mødt ham mange år før. Og således måtte vi nu igen skilles efter dette korte, smerte-fulde 25 års jubilæum - for at jeg kunne fejre Thanksgiving med hans store familie, som jeg elsker næsten lige så højt. Harriet og Norma kørte mig til en villa, der ville have været enhver Bill Cosby værdig, hvor jeg blev mødt med en overstrømmende glæde, knus og kram af næsten 50 familiemedlemmer og venner. Men kun moderen spurgte mig om jeg havde set Timothy og kom overhovedet ind på om der var noget vi kunne gøre for at hjælpe ham - skønt det i samtalens forløb mere og mere gik op for mig at også hun endeligt havde opgivet ham. Og dette måtte jeg vel tøvende indrømme overfor mig selv at også jeg havde, tænkte jeg, da Harriet kort efter kørte mig mod lufthavnen, ved selv at have valgt familien over ham, resten af denne traditionelle amerikanske genforeningsdag. Ingen dag er vigtigere for amerikanerne end netop denne - end ikke Julen. Derfor bragte dagen netop minderne frem fra Timothys storhedstid; for sent glemmer jeg en Thanksgiving på eliteuniversitetet Colgate i New Yorks bjerge. Alle eleverne var for længst taget hjem, men en mindre kreds på 100 sad tilbage - fuldstændig opløste i tårer under Timothys bevægende workshop og nægtede slet og ret at tage hjem før den var slut - skønt alle busser og tog for længst var holdt op med at køre og sneen piskede ned udenfor og til sidst gjorde det umuligt at komme derfra. Jo, der var nogle der havde valgt at sne inde med Timothy fremfor at nå hjem til det årlige familiebesøg! Og nu lod jeg ham blot i stikken på vores 25 års-jubilæum....

Da jeg ikke nåede flyet begyndte jeg, som hvert år på Thanksgiving Day, at ringe rundt for telefonisk at "genforenes" med og glæde gamle venner. En af dem var Teresa, som tankerne om Timothys mørke kræfter netop nu fik mig til at tænke på, fordi jeg også med hende havde haft en helt speciel Thanksgiving-oplevelse. Jeg havde først haft et show i den racistiske Detroitforstad, Dearborn. Allerede under spørgerunden i pausen havde jeg været irriteret over tonen i hendes spørgsmål, som forekom mig anklagende som udsprang de af en indre vrede. I eliteskolerne for de rige folks børn vader jeg i succes, forståelse og beundring, så når jeg pludselig står i arbejderklassens skoler, bliver jeg tit slået ud af den ved ikke at møde samme umiddelbare sympati. Teresa udtrykte ikke direkte racistiske ting i sine spørgsmål, men jeg fornemmede at de udsprang af racisme og blev så irriteret på hende at resten af publikum kunne mærke det. Efter showet var der workshop og jeg husker min irritation over igen at se hende blandt deltagerne. Og igen følte jeg hendes anklager og blev ikke blot defensiv, men direkte aggressiv overfor hende i min stemmeføring. Da vi ud på aftenen var færdige, foreslog arrangørerne at vi tog ind til en sort natklub, Snickers, i ghettoen i Detroit og mens vi pakkede sammen spurgte de "Hvorfor var du så irriteret på den kvinde?" "Jeg kan ikke forklare det," svarede jeg. Men da Teresa ikke var gået endnu, følte jeg mig skyldig over min opførsel og gik hen og spurgte om hun ikke havde lyst til at tage med i Snickers - uden dog at have den mindste lyst til at se hende mere. Hun sagde at hun desværre ikke kunne komme, da hun skulle hjem og lufte sin hund. Men mens vi sad og hørte en bluessangerinde i Snickers, ringede hun pludselig til natklubben og bad om at tale med mig. Hun spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme på besøg næste dag. Jeg svarede at jeg skulle have show i Albion College, der ligger næsten på halvvejen til Chicago. "Men bagefter har jeg Thanksgiving ferie og måske jeg så vil droppe ind," svarede jeg uden dog selv at have det mindste lyst til det. På vejen til Albion tænkte jeg imidlertid over, hvad der var gået galt i kemien imellem os og konkluderede at hun indeholdt en dyb indre vrede og at jeg ville forråde mine egne principper om at være åben og lydhør overfor denne. Vrede og vold er jo altid et forsøg på at komme i kontakt med én - netop som hun selv med sin udstrakte hånd senere på natten havde vist. To dage efter kørte jeg derfor den lange vej tilbage til Detroit og spurgte om jeg måtte flytte ind hos hende i Thanksgiving-ferien - igen af ren skyldfølelse over at jeg tidligere havde mishandlet hende - og skønt jeg havde så meget mere lyst til at holde Thanksgiving hos en sød pige i Dayton, Ohio, som havde inviteret mig. Det var ikke uproblematisk at bo hos Teresa i et højkriminelt område, men vi løste problemet ved at sætte hendes store bidske schæferhund ud i min bil for at undgå indbrud. Fra nu af begyndte Teresa at blive mere åben uden at virke anklagende overfor mig. Hun sagde at hun havde behov for at fortælle mig noget, som hun aldrig havde kunnet fortælle til sine kammerater i skolen, men efter at have set mit show og workshoppen følte hun, at jeg ville forstå hende. Før hun var begyndt i universitetet havde hun nemlig været prostitueret og var i denne rolle avanceret til de højeste grader som "high-class call girl". Da jeg stolt bemærkede at jeg tidligere havde boet privat på Silverøen udenfor San Francisco hos Margo St. James - selve lederen af USA's prostituerede som bl.a. i sin egen karriere havde betjent guvernør Rockefeller - var tilliden straks skabt, for Teresa havde personligt mødt Margo. Hun havde selv betjent de fineste forretnings-folk og politikere og nævnte adskillige kendte navne. Så dygtig havde hun været, at hun som eneste call girl havde været ansat på ugelange sommerlejre for over 100 millionærer, bankdirektører osv. Hun trak en kasse ud på gulvet og begyndte at vise mig billeder af sine tidligere kunder - alle mænd i deres bedste alder og på toppen af deres karriere, udledte jeg af bl. a. avisudklippene - og hyppigt fotograferet sammen med Teresa i en overdådig livsstil. Hun fortalte hvordan hun i alle disse år var blevet fuldstændig afhængig af dette overklasseliv af dyre kjoler, biler, sprut og i stigende grad piller og narkotika. Alt dette var for mig nøgleord, der sammen med hendes anklagende vrede og bævende stemme, som jeg tidligere havde fornemmet under mit show, røbede en dyb, dyb smerte. Jeg fornemmede at dette var ved at udvikle sig til en større terapeutisk seance og at hendes tidligere vrede imod mig blot var det sædvanlige klodsede råb om hjælp. Som den følelsesmæssige træmand, jeg altid havde følt mig som, havde jeg på det tidspunkt aldrig lavet emotionelle workshops som Timothy, men tog nu chancen og prøvede at mande mig op til det bedste, jeg havde lært af ham. Så mens vi sad over billederne på gulvet, greb jeg hendes hænder og spurgte om hun havde været udsat for incest i barndommen, da jeg havde erfaring nok med prostituerede til at vide, at en sådan form for mishandling stort set altid lå til grund for deres senere erhverv. Spørgsmålet overrumplede hende, men efter lang tids tavshed og grublen, begyndte tårerne nu at stige op i øjnene på denne kvinde med den hårde ydre skal, og jeg vidste at jeg havde fat i den rigtige ende. Hun fortalte nu om en forfærdelig barndom, hvor hun havde været fuldstændig underkuet af stedfaderen. Denne havde ikke blot misbrugt hende seksuelt, men også på enhver anden måde knust hendes selvtillid ved altid at kalde hende "doven, uduelig, dum, grim etc." Et sådant mønster, vidste jeg, åbner op for yderligere skader senere i livet. Og da jeg spurgte om andre havde misbrugt hende, fortalte hun om adskillige andre i familien, bl. a. hendes brødre og bedstefar. Da hun viste mig feriebilleder fra en køretur, hun havde været på gennem sydstaterne sammen med bedstefaren, blev hendes tårer til en stille hulken. For bedstefaren så på billederne ud som den kærligste mand og alligevel havde han voldtaget det dengang 10-årige pigebarn igen og igen. Det var det klassiske eksempel på undertrykkelse, jeg havde oplevet så ofte før; den første incest og berøvelse af selvtillid og følelse af kontrol over sit eget liv bliver uundgåeligt til et usynligt stempel prentet ind i panden, men åbenlyst for enhver potentiel undertrykker, der selv har lidt tilsvarende skade. Derfor spurgte jeg nu om hun nogensinde var blevet voldtaget som teenager. Hun var overrasket over at jeg allerede kendte svaret og fortalte om to voldsomme overgreb på gaden - det ene med efterfølgende hospitals-indlæggelse. Jeg havde nok læst om det, men aldrig havde jeg personligt oplevet så klassisk et undertrykkelsesmønster af vold og overgreb - førende til yderligere vold og overgreb - og langsomt manipulerende et mere og mere magtesløst individ op i den ultimative undertrykkelsesrolle som voksen prostitueret og narkoman. Men hele tiden måtte jeg "trække" det ud af hende, for som altid lå det gemt i lagvis af fortrængt erindring og forsøg på at beskytte og undskylde de gerningsmænd i familien, som på billederne tog sig så kærlige og almindelige ud. Hver gang jeg trængte ned igennem et af de benhårde lag og fik kendsgerningerne ud i lyset, blev hendes gråd mere og mere åbenlys, indtil den til sidst blev helt ukontrollabel. I to dage sad vi sådan på gulvtæppet og ruskede i hinanden, holdt hænder eller om hinanden og græd - også jeg fordi jeg ikke kunne undgå at blive bevæget. - Nu blev jeg nysgerrig efter at høre om hvordan hun var kommet ud af sin forfaldenhed som ludder for overklassen. Hun fortalte at en af de mange millionærer, en sagfører, var blevet forelsket i hende, og gennem sin langvarige kærlighed havde han langsomt fået genopbygget en del af hendes selvtillid. Han havde overbevist hende om at med hendes skarpe og veludviklede tungebånd, kunne hun selv blive en god sagfører og havde hjulpet hende med at komme på nedtrapning og derefter finansieret hendes uddannelse. Faldet fra hendes tidligere ekstravagante overklasselivsstil til almindelig student havde været dramatisk - især efter at deres forhold gik i stykker. Hun var flyttet ind i Indian Village, et fattigt område af Detroit, hvor hun ustandseligt var blevet overfaldet og røvet af sorte og havde haft indbrud i huset - igen i tråd med den tidligere nævnte offerrolle. Når hun fortalte mig om alle disse overfald, brugte hun hele tiden udtrykket "fucking niggers," hvorved hun nu åbenlyst gav udtryk for den racisme, jeg tydeligt under mit show havde fornemmet i hende - skønt hun ikke i universitetets atmosfære af politisk korrekthed åbent havde udtrykt den. Men udtrykket "fucking niggers" viste endnu engang, at racisme IKKE er forårsaget af ens eget forhold til sorte, men har sit udspring i den mishandling man tidligt i barndommen er udsat for, i hendes tilfælde ved at blive "fucked" af sin egen hvide familie. En dag havde hun haft indbrud af sin egen bror, som havde stjålet alle hendes dyrebarste smykker og alt familiens arvesølv. Pludselig havde hun forstået - rent intellektuelt - at det ikke var "niggere", der ude efter hende, men junkier. For junkier - sorte eller hvide - er jo i stand til at gøre alt mod deres nærmeste, som Timothy viste. Hendes bror var nemlig selv blevet mishandlet af stedfaderen, frarøvet selvtillid og siden manipuleret op i den ultimative undertrykkerrolle som hende selv. Men selv om hun på sit eget afvænnings-kursus var blevet bedste veninde med en smuk sort kvinde (som jeg mødte og som nu er med i mit show), der efter en lignende opvækst var endt som alkoholiker, - ja, så ændrede det ikke ved den kendsgerning at Teresas dybe uforløste vrede hele tiden fik hende til at udtrykke sig racistisk. Det var jo netop derfor mine og Timothys såkaldte "racism workshops" altid handlede om alt muligt andet end lige netop det snævre begreb "racisme". Nemlig om de personlige skader vi alle på forskellig vis slæber rundt med gennem livet, som styrer vores adfærd og får os til at tænke negativt om andre. Når oplevelsen med Teresa var så stærk for mig, var det ikke kun fordi jeg gennem mødet med hende fik lejlighed til at praktisere alt det, jeg i årevis kun havde undervist om på et teoretisk plan. Nej, det var fordi det var en af de få gange i mit liv jeg for alvor havde følelsen af at være aktivt involveret i at bekæmpe racisme. Ikke blot gennem tom snak, men gennem handling. At være direkte på barrikaderne i denne kamp - som i tilfældet med Teresas forløsning - er en utrolig smuk oplevelse, for der er efter min mening ingen andre måder at bekæmpe racisme effektivt på end netop gennem sådanne terapeutiske sessioner. Og at gå "på barrikaderne" i denne kamp sker kun med sit eget liv som indsats - som jeg nu oplevede det med Teresa. For under forløsningen, som består i at man langsomt skræller lag efter lag af de hæslige og hårde facader af kroniske lidelsesmønstre, man har fået gennem livet, klæder man i virkeligheden det andet menneske såvel som sig selv af, så det fremstår i al sin nøgne og oprindelige skønhed. Dette oplevede jeg i sandhed med Teresa. For denne kvinde, som jeg under mine sammenstød med på universitetet havde næret en sådan irritation og direkte afsky overfor, at det nærmede sig æstetisk idiosynkrasi, blev gennem to dages udladninger skønnere og skønnere i mine øjne. Ikke blot var jeg nu i stand til at se hendes indre skønhed, men også hendes fysiske ydre skønhed. Det siger sig selv at hun som tidligere call girl for overklassen måtte være både veldrejet og smuk, men pga hendes dybe vrede havde jeg været fuldkommen blind overfor denne side af hende. Jeg var sikkert også selv blevet smukkere under denne proces, hvori jeg havde givet alt i mig selv - ligesom jeg gang på gang havde oplevet Timothy blive det, så alle i hans emotionelle workshops langsomt blev forelskede i ham. Resultatet var i al fald at - skønt fuldt påklædte - Teresa og jeg sad som to næsten "nøgne" mennesker på gulvet og blev mere og mere forelskede i hinanden. At hun som tidligere call girl var ret lemfældig med påklædningen overfor mig - især om natten når vi sov i hendes store dobbeltseng - gjorde nok ikke situationen bedre. Den sidste dag, som var Thanksgiving torsdag, havde vi opnået en intimitet med hinanden som et ægtepar. I taknemmelighed over alt det, der netop var sket for hende - den ekstatiske følelse af befrielse - ønskede hun at lave en stor Thanksgiving middag for mig og sammen foretog vi indkøbene og forberedelserne hele formiddagen og glædede os til at sætte prikken over i'et på denne måde. Men om eftermiddagen begyndte jeg at få mere og mere kolde fødder og kort før kalkunen skulle ud af ovnen, sagde jeg pludselig til hende at jeg blev nødt til at tage af sted. Jeg behøvede ikke at forklare det nærmere, for hun vidste godt hvorfor, sagde hun. Derefter tog jeg en meget hurtig afsked med hende, for at det ikke skulle ende i yderligere gråd, og kørte ensomt ud af motorvejen, mens hun stod alene tilbage i sit lille hus med en kæmpemiddag, vin og tændte stearinlys over det hele. Sagen var at jeg ligesom hende vidste at dette ville udvikle sig ikke blot til en uskyldig forelskelse, men også uundgåeligt til et egentligt forhold - emotionelt såvel som seksuelt. Og skønt jeg på alle måder ønskede et sådant, stred det så voldsomt imod mine mangeårige principper, at jeg reelt ikke havde andet valg end at stikke halen mellem benene. For det første mit gamle vagabondprincip om aldrig at have seksuelle forhold til de prostituerede, jeg boede hos, da dette ville ødelægge hele fortroligheden imellem os (jvnfr. ny bog s. 240) - også selv om der med Teresa kun var tale om en tidligere call girl. Og for det andet naturligvis princippet om ikke seksuelt at udnytte de følelser af afhængighed, der altid opstår mellem klient og terapeut. Hvor jeg for det meste har kunnet leve med "at sige ja," er der altså situationer som kræver et "nej" hvis man drømmer om at bevare sin integritet! I dag er det et "nej" jeg naturligvis er stolt af, men lad mig tilstå at i øjeblikket - stillet overfor den skønhed, der fysisk og psykisk havde åbenbaret sig for mig gennem tre dage - var det ikke noget nemt valg djævlen havde givet mig. I dag er Teresa sagfører i Atlanta, men skønt hun hyppigt har skrevet og ringet til mig, er jeg endnu ikke vendt tilbage! Heller ikke nu hvor jeg efter Guatemala havde chancen for at "fuldføre" min Thanksgiving med hende i Atlanta, men nøjedes med at ringe fra lufthavnen.

Med udgangspunkt i en sådan oplevelse af "smerte og afsavn" er jeg som bekendt ofte endt i himmerige og det var faktisk også sket efter min oprindelige afsked med Teresa. Jeg kunne jo ikke sidde ude på landevejen i Thanksgivingkulden og kørte derfor nogle timer mod syd, hvor en pige fra Miami University havde inviteret mig til at tilbringe ferien hos hendes forældre i Dayton. Leslie var en usædvanlig moden og intelligent pige fra overklassen og under hele den højtidelige, sølvfadede Thanksgiving middag underholdt jeg derfor denne veluddannede familie om de sidste dages terapeutiske oplevelse med Teresa. Med min entusiasme gjorde min friske historie fra det virkelige liv et dybt indtryk på denne beskyttede familie, og jeg lagde mærke til at tårerne løb ned ad begge kinder på Leslie, da jeg fortalte om stedfarens mishandling af Teresa som barn. Efter middagen trak hun mig ind på sit værelse for at fortælle mig noget, som jeg ikke måtte sige til hendes forældre. Hun var nemlig lesbisk og dybt forelsket i en pige, der ligesom Teresa var blevet stærkt mishandlet af en far og havde fortsat sin opførsel indtil den dag i dag. Hyppigt var pigen derfor blevet inviteret til at bo hos Leslie og forældrene. Jeg spurgte om jeg ikke kunne møde hende, og vi kørte til hendes fattige hjem og hentede hende. Der var kys og kram imellem dem, og jeg bemærkede at veninden var helt blå af slagene fra sin far, sådan som Leslie havde fortalt. Leslies forældre nærede ægte omsorg overfor hendes forslåede veninde, men havde ikke den ringeste anelse om deres lesbiske forhold. Da de var gået i seng, inviterede de to piger mig i den mest luksuriøse Jacuzzi jeg har set i noget hjem, hvori jeg mellem vores boblende champagneskålen og skumsprøjt på smukkeste vis kunne nyde synet af deres nøgenhed - den forslåede fattigpige i kærlig omfavnelse med den virkeligt skønne overklasse ug-pige. Her bad Leslie mig om at genfortælle historien om Teresa for veninden, fordi hun fornemmede at forløbet kunne hjælpe denne ud af en tilsvarende vrede. Hvorvidt dette lykkedes aner jeg ikke, men vi opnåede i al fald en dybere intimitet med hinanden og bagefter insisterede de på at jeg skulle sove sammen med dem i Leslies værelse, frem for i det værelse forældrene havde redt op til mig. Og således havnede jeg - ved at sige "nej" til et heteroseksuelt forhold tidligere på dagen - nu i et lesbisk trekantsforhold (skabs-lesbisk har jeg jo altid været på bunden!), der lige efter boblebadet blev til ikke så lidt af en dampende og gispende oplevelse. Men spørgsmålet er om ikke Leslie selv snarere hørte hjemme "i skabet." For to år efter fik jeg et brev fra hende om at hun nu havde slået op med veninden, fordi hun havde indset at hun alligevel ikke var lesbisk - og om vi derfor ikke nu skulle mødes igen.

Jeg må med hånden på hjertet tilstå at dette var stik modsat det normale - altså når mine gamle kærester har taget konsekvensen og er blevet lesbiske efter at have været sammen med mig! Derfor har jeg altid yndet udtrykket "skabs-lesbisk" om mig selv, men skal undlade yderligere detaljer i dette hyggelige julebrev om disse, mine få ægte grænseoverskridelser (som jeg jo altid har elsket på den ene og anden måde), idet en af mine veninder her i Gernersgade er lesbisk - og i forvejen har svært ved at falde i søvn ovenpå mine julebreve. Det interessante i denne historie var imidlertid at Leslie Dickson hørte til den type overklasseelever, jeg normalt møder i eliteskoler som Harvard, Yale osv., og som hører til de få, der har fået en tryg opvækst. Derfor har de - ikke mindst efter at have set Amerikanske Billeder - et enormt psykisk overskud og en følelse af forpligtelse til at hjælpe mindre heldige sociale grupper, hjemløse, fattige osv. Tit føler de - lidt ligesom præstebørn som jeg selv - at de kan redde hele verden, hvorfor jeg naturligvis elsker dem - modsat arbejderklassens mere "skadede" børn, som føler sig magtesløse, og som jeg derfor ikke kan undgå ubevidst at diskriminere imod - som tilfældet med Teresa viste. Muligvis var Leslie gået så vidt i sin paternalske omsorg for et af arbejderklassens ofre, at hun i sit terapeutiske forsøg på at redde veninden var endt med at forelske sig i denne My Fair Lady - som jeg selv havde gjort det med Teresa til sidst - og sluttelig havde bildt sig selv ind at hun var lesbisk (selvom intimiteten i deres forhold nok snarere blot havde bragt hende i kontakt med hendes dybere, skjulte sapphoiske sider). Men immervæk var det jo en smuk kærlighedshistorie, og min egen berøringsangst og flugt fra Teresa tidligere på dagen havde således bragt mig direkte i armene på en ægte Mother Teresa skikkelse, der (modsat mig) helt og aldeles symbiotisk havde givet sig hen og ofret sig for et enkelt lidende menneske!

Efter nu at have snakket i telefon med Teresa her i Atlanta lufthavn, tog jeg flyveren tilbage til New York, hvor jeg dog straks fortsatte med at brænde gamle venner af. Gennem flere uger havde jeg emailet med Pia Tafdrup, som efter vore to herlige køreture sammen for 9 og 11 år siden havde forsøgt at lave sit travle skema om, for at vi kunne komme på en tredje tur sammen. Den sidste køretur havde nemlig været lidt mislykket, da vi hele tiden havde bilsammenbrud med orkanen Hugo lige i hælene, hvorfor jeg kun med nød og næppe nåede frem som forlover til min fars tredje bryllup. Nu endte så orkanen Mitch med at kuldkaste vores tredje køretur, da jeg måtte flytte min Guatemalatur til den eneste mulige uge. Men lige til det sidste forestillede jeg mig - og lod Pia tro - at jeg ville forlænge mit USA-ophold for at vi kunne få en fælles rejse igen. Imidlertid blæste yderligere to faktorer planerne omkuld: dels fik jeg på vejen hjem fra Guatemala - sikkert forstærket af en gang soul food hos Timothys familie - en ordentlig omgang af Montezumas hævn. Altså en voldsom diaré, som fik mig til stærkt svækket at miste al livsappetit og på to dage bragte mig til et obligat gensyn med alle mine kendte toiletter i den toiletløse by, New York (ønskes yderligere detaljer?) Og dels havde Vibeke et mindre sammenbrud, da jeg talte med hende i telefonen, dels pga. mit lange fravær og dels i fortvivlelse over udsigterne til operation. Da Montezuma mistede sit tag over min hensygnende krop, fik jeg igen energi til at se Pia (for det kræver jo energi, Pia, når du sætter mig til at læse dine digte bag i den slingrekørende bil, mens du skriver dem med den ene hånd og styrer med den anden!) Men nu kunne jeg ikke komme i forbindelse med Vibeke, som var taget til London med sin gamle kæreste, Ole. Efter snart to måneders fravær følte jeg ikke, at jeg kunne forlænge opholdet uden Vibekes accept, men hele vejen til lufthavnen havde jeg endnu ikke besluttet mig. Jeg havde allerede lavet fuldt færdige planer for en god tur for Pia, som betyder virkelig meget for mig. Bl. a. med besøg på det ny Holocaust-museum i Washington og udflugter til skønne bjergområder. Jeg følte derfor virkelig, at jeg brændte hende af, da jeg kun halvanden time før hendes ankomst tjekkede ind i selvsamme terminal, hvor hun kort efter havde håbet at se mig (hun sagde siden at hun ved ankomsten kunne føle, at jeg lige havde været i bygningen). Nu skulle hun så i stedet flytte ind hos min ellers vidunderlige og gæstfrie veninde, Christina, men hendes nye samlever Raymond flippede ud over at få endnu en gæst og smed Pia ud. Derfor endte Pia med at starte med en enorm nedtur på sit New York-ophold, og i flere dage prøvede både jeg og Vibeke over telefonen at redde trådene ud. Værst for mig var det at Vibeke, som også holder meget af Pia, nu bebrejdede mig for at have ladt Pia i stikken ved at komme så tidligt hjem. Vibeke var nemlig selv nu i et strålende humør, da hun havde haft "en pragtfuld tur" med sin gamle kæreste i London. Så jeg måtte i sandhed erkende, at hvad fatter gør er skam ikke altid det rigtige!

Men det var trods alt godt at komme hjem til julen og få de sædvanlige julehilsner fra mange af jer. Igen i år stod Jess på hovedet for at overgå mig i vold og dramatik - denne gang da han vendte bunden i vejret på en kanotur i USA og mistede penge, pas, identitet og alt ned i den hvirvlende flod. Men én af mine julehilsner var dog endnu mere dramatisk og overraskende for mig. Nemlig da jeg uventet fik brev fra Sammy, som jeg nævnte i julebrevet for to år siden, da jeg forsøgte at besøge ham i fængslet. Det var den værste af de tre massemordere, og som leder af en arisk bande er han fortsat med at myrde sorte i fængslet - bl.a. ved at overhælde dem med benzin og sætte ild til dem mens de sover. Nu undskylder han, at han ikke havde svaret på mit brev. Han var lovligt forhindret, mener han, da han netop havde været to år i "hullet" for at have stukket endnu en sort medfange ihjel. Nu har han dog lyst til at foretage sig noget mere kreativt og spørger, om jeg ikke kan skaffe ham nogle pennevenner. Så hvis I kan anstrenge jer lidt mere end når I skriver til mig, kan I måske direkte redde menneskeliv ved at skrive til ham. (Dette er selvfølgelig også et trick til først at få jer til at skrive et pænt julebrev til mig for at få Sammy's adresse!) Der er i øvrigt et billede af ham i Elis bog, som jeg vedlægger til de flittigste julebrevsskrivere blandt jer.

Nu må I ha' et rigtig godt nytår og de kærligste hilsner fra

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K Tlf. 33-124412 Mobil (når jeg er på turné): 20-324412
(I USA: 212-614-0438)