"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1998,    27. årgang - 1. del

Her delt op i 3 afsnit:

Denne del: Om et mislykket gymnasieshow, en rejse til Jamaica, mit arbejde på historiebogen osv

Del 2: Om turne i Norge, om at løbe, om Anita Roddick og kirkebesøg med Søren Ulrik Thomsen

Del 3: Om tur til Guatemala og Thanksgiving med call girl

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

Indholdsfortegnelse

1. I mit 25 års jubilæumsbrev udpenslede jeg hvad der sker når man konsekvent siger "ja" til alle. Nu skal I høre om hvorfor jeg en sjælden gang har måttet sige "nej" - og hvad der mon kan komme ud af det - inkl. alt om mit forhold til Monica Lewinsky!

2. Hvordan jeg sagde nej til en affære med en af USA's højst betalte og mest velanskrevne call girls - og derved endte i seng med to dampende og stønnende lesbiske piger samme nat

3. Hvordan et besøg på bøssebar bragte mig i himmerige og et bøssemord bragte mig til et lesbisk cowboyland

4. Hvordan en af mine massemorder-venner ikke har kunnet skrive til mig i de sidste to år fordi han havde myrdet endnu en sort fyr. Nu er han dog på ret køl igen og ønsker at få nogle af jer julebrevslæsere som pennevenner. Jo, jeg har advaret ham om hvor dårlige I er til at besvare mine julebreve!!!

5. Hvorfor du bør tage en syvtommer hammer og slå hovedet ind på din ægtefælle

6. Hvordan jeg - med mordet på en ukendt mand og orkanen Mitch's hjælp - brændte to kendte danske digtere af

7. Hvordan jeg brændte alle mine penge af på Jamaica's prostituerede

8. Hvordan Mitch hvirvlede mig tørskoet over Panamakanalen

9. Hvordan min families 112. tipoldefar, Aaron, og hans nok så berømte (og blodige!!!) bror, Moses, tørskoet kunne føre israelitterne gennem det Røde Hav

10. Hvordan jeg vadede tørskoet over Storebælt - og blev slået af en af jer gamle skolekammerater i processen

11. Hvordan jeg fejrede min 25 års fiasko som "guerilla" i Guatemala ved at trænge ind hos Mayaindianerne i 4 km høje bjerge som det end aldrig lykkedes guerillaen at indtage i de blodige mellemliggende år

12. Hvem af jer gamle skolekammerater, der har den skrappeste hukommelse

13. Hvordan jeg måtte køre min svigerdatter hjem da et natligt overfald bremsede hendes lynkarriere som model i New York - og hvordan supermodellen Helena Christensen samtidigt i New York sendte mig besked om at hun ville slutte sin verdenskarriere.......jo, rigtigt, for i stedet at komme ud at køre med mig....

14. Hvordan en anden kvinde blev bestsellerforfatter med sin nye bog om at køre med mig i USA - ved at rakke mig ned fra ende til anden

15. Hvordan jeg i år belønner alle jer venner, der har sendt mig julehilsner, ved at vedlægge hendes "smudslitteratur" om mig i Julebrevet (i det omfang jeg har råd til den dyre bogporto - ellers kommer jeg forbi med bogen i januar) - for at I ret kan lære af andre at jeg ikke er helt så stueren som jeg gav udtryk for i sidste års julebrev

16. Og endelig: hvordan flere af jer klagede over at mit julebrev var blevet "for pænt" sidste år - hvorfor jeg i år igen vil forsøge efter bedste evne at holde den gamle "smudsige" juletradition i hævd....

Kære årbog.... gamle venner ....såvel som svage smugkikkende sjæle

Ja, I kender jo efterhånden mine julebreve godt nok til at vide at mine Ekstrablads-agtige overskifter er mildt overdrevne - og samtidig dog indeholder et gran af pudsig sandhed. At vi i en vis grad kan se tilbage på årets begivenheder som sådanne små pudsige oplevelser - vignetter midt i alt det trivielle - er jo med til at gøre det lidt morsommere at leve. Når jeg oplever hvor gode mange af jer er til mundtligt og især morsomt at berette om jeres oplevelser - for ikke at tale om at huske dem - kan jeg ikke andet end blive lidt misundelig - tørvetriller, som jeg altid føler mig til middags-selskaber og festlige lejligheder. En af årets store oplevelser var da også at møde en næsten fotografisk hukommelse af vores ungdom. Jeg var dumpet ind hos Henning Dahlgård, som jeg var blevet særdeles skæbneforbundet med, da vi i to år konkurrerede om at ligge tættest på dumpegrænsen i 1. og 2. real, og nu ikke havde set i over 6 år. Og hvad denne købstadssagfører ikke kunne fortælle om vores fortid er vist ikke værd at vide! Jeg troede umiddelbart at han tog fejl af mig og en anden, da han på et tidspunkt sagde at "det var den måned du kom op på 13,02 i gennemsnit." Jeg vidste jo med mig selv at jeg aldrig havde fået et eneste 13-tal, men havde fuldkommen glemt at der havde været en særlig talskala knyttet til alle de g+'er jeg levede af den gang. Ikke nok med at han kunne huske mine gennemsnit fra kvartal til kvartal (foruden sine egne og andres), men han kunne tilmed huske præcist hvor meget jeg havde stødt i kuglestød, sprunget i længde- og højdespring osv. fra stævne til stævne, på hvilke datoer de fandt sted, hvor mange øl jeg havde drukket natten før - alt sammen krydret med et ocean af spændende og morsomme detaljer. At komme dumpende uanmeldt ind ved 9-tiden en aften i øsende regn ude på heden og pludselig få en sådan mammutfilm med "Her er dit liv" rullet op for sig, var ikke blot en kæmpeoplevelse, men tillige deprimerende - ikke blot hvad angår min erkendelse af min egen hukommelses sølle tilstand, men også det nagende spørgsmål: "Hvorfor har du ikke selv interesseret dig lige så meget for dine medmennesker? Hvorfor er du så selvoptaget at du kun kan opleve og beskrive verden ud fra det du selv har oplevet?" Og da han så tilmed begyndte at referere hele mit senere liv fra årene efter vores skoletid... at sætte alle mulige begivenheder på plads ved hjælp af mine julebreve - "Hva' si'r du? Ka' du da ikk' huske det? Det var da den måned det år hvor du skrev i dit julebrev at du var i Skotland, hvor du gjorde dit, foretog dig dat osv." - ja, da måtte jeg til sidst løbe skrigende ud i regnen. Hellere sove trygt ude under den trommende og for erindringen altudviskende regn på biltaget end inde i et levende, omvandrende bibliotek, der gjorde mig aldeles søvnløs ved tanken om hvad jeg mon havde skrevet i årenes løb og truslen om at bruge det imod mig. Så skulle I mangle en god sagfører, der virkelig kan paragrafferne, et par detaljer fra skoletiden (eller et par numre af mine gamle julebreve), - ja, så kommer I ikke uden om Henning Dahlgård i Billund!

Foruden biblioteker og handelsskoler havde jeg i januar hele 10 gymnasieforedrag. Gymnasierne er jo fortsat min foretrukne målgruppe; af alle de lande, jeg har vist show i, har ingen haft så moden og positiv en gymnasieungdom som Danmark. Vi har sikkert alle et arbejde, hvor vi ind imellem føler at vi ikke slår til eller det hele forekommer meningsløst. Jeg selv lider nok mere af den slags depressioner end de fleste som følge af de mange tomme perioder og ensomme stunder på landevejen. Men når jeg vågner op i bilen om morgenen i gymnasiernes skolegårde og straks bliver næsten "trukket ind i varmen" af en flok elever og lærere til morgenkaffe og en forventningsfuld festsal med 400-600 elever, ja, så føler man trods alt at der er en vis mening i det man laver. Netop derfor kan jeg blive helt slået ud, når det ind imellem går galt. Ingen handelsskole eller teknisk skole kan slå mig ud, thi der har jeg altid rustet mig som skulle jeg i krig i Kosovo. Selv Johannes Møllehave vandrer af og til ud i protest fra handelsskoler. Det, der holder mig oppe, er da også hyppigt at få at vide at jeg er den eneste foredragsholder, der kan holde fast på deres storrygende elever.

Men i Nr. Sundby Gymnasium gik det alligevel galt i januar. Jeg havde ellers glædet mig meget, da min kusine Birgit underviser her og det var her jeg i 1976 havde mit første gymnasieshow. Straks ved ankomsten følte jeg at et eller andet var galt - ingen lærere og elever til at modtage mig, ingen plakater eller synlig forberedelse og først og fremmest ingen menneskelig varme. Ingen hilste på mig i lærerværelset, hvor jeg ellers kendte adskillige fra min kusines mange abefester. Sent glemmer jeg den fest, hvor en af lærerne havde prøvet at forføre mig og du, Annie H., derpå gav hende et knytnæveslag så hun røg langt hen ad gulvet. Nu syntes alle de 90 lærere på skolen derimod at gå rundt som rene af-sexede zombier - udelukkende beskæftiget med deres egne ting. Ingen engagerede sig i andet end deres timer, og en sådan stemning smitter naturligvis af på eleverne. Det store flertal - ikke mindst lærerne - pjækkede til min fællestime. Men hvad værre var - selv blandt de resterende virkede det som om at oplevelsesintensiteten var meget ringere end andre steder, at de ikke var blevet intellektuelt stimulerede - bortset fra en enkelt elev, der stod og hulkede uophørligt ved mine skuldre i pausen. Elever fortalte at denne ligegyldighed også havde rådet, da Ebbe Kløvedal og andre havde været der. Jeg vidste fra min kusine at der var alvorlige ledelses- og samarbejdsproblemer på skolen, men selv med en sådan forhåndsviden blev jeg helt slået ud af fiaskoen. Efter 22 år i showbusiness har jeg aldrig lært helt at klare den slags nederlag uden en god portion selvbebrejdelse. Det er selvfølgelig menneskeligt at være sårbar og det modsatte - en kølig, professionel distance til tingene - ville jo nok være værre. Allerede næste morgen i Århus Katedralskole blev jeg igen mødt med rundstykker og overstrømmende menneskelig varme af elever, lærere og en rektor, som plantede sig midt i publikum for at sætte den rette stemning og straks efter forestillingen stod op og sagde til salen: "Kan vi straks skrive kontrakt om at få dig tilbage om to år?" Jo, det varmede efter nedturen dagen før, men "klumpen" efter nederlaget i Nr. Sundby sad mig stadig i livet, da jeg to uger efter fløj til USA. Jeg brugte derfor hele flyveturen til at skrive et langt brev til skolens lærere og ledelse om de ledelsesproblemer, jeg følte jeg havde gennemskuet ved at sammenligne med den gode stemning på andre gymnasier. Der skal mod til at kritisere noget sådant, men da lærerne for længst havde lært at dukke sig, måtte der jo en udenforstående til. Og da jeg alligevel ikke ønskede at blive inviteret tilbage så længe den nuværende struktur herskede, havde jeg intet at tabe. Jeg emailede det lange brev hjem til min kusine, som delte det ud på lærerværelset. Netop fordi stemningen havde været trykket og ingen havde turdet stikke næsen frem, ramte det på et ømt sted og satte en voldsom og nødvendig debat i gang blandt lærere og ledelse. Jeg brugte især min forståelsesramme om undertrykkelsesforhold til at forsøge at analysere skolens interne problemer. Pludselig kunne lærerne begynde at lufte deres egne frustrationer, råd blev nedsat, møder afholdt, og efter de meldinger jeg fik tilbage, tror jeg sjældent at jeg har været så igangsættende som nyttig idiot udefra. Langt mere end hvad showet ville have kunnet udrette. Og således fik jeg vendt et af årets psykiske nederlag til en beskeden sejr - så længe debatten ellers fortsatte...

I New York skulle jeg have mit første offentlige show på Manhatten i årevis og glædede mig til at afprøve den nye opdaterede version i et stærkt jødisk, intellektuelt klima - tilmed i et jødisk teater. Jeg havde inviteret mange af mine personlige venner i byen - også blandt de hjemløse, såsom Ed. Som sort har han i mange år levet af at sælge min bog på gaden udenfor en pengeautomat på St. Marks, hvor folk jo ikke så let kan lyve sig fra at de har cash på sig. Ed og jeg nærer en dyb gensidig respekt for hinanden, men hver gang jeg har været i biografen med ham og set film om raceproblemer, vender han altid hele sin vrede mod det hvide samfund imod mig personligt. Og det kan jo være ganske katarsisk at blive sat lidt på plads ind imellem! Også min sagfører Dan Williams kom for at vise sin nye kone showet for første gang. Som elev på Berkeley havde han stilet målrettet mod en karriere på Wall Street, men så så han Amerikanske Billeder og "blev frelst" og har siden viet sit liv til de fattige. Som jurastuderende på Harvard arrangerede han 6 shows for mig og var med til at gøre showet til en succes i eliteuniversiteterne. I dag er han sagfører sammen med en anden af mine venner, Leonard Weinstein, for den verdensberømte dødsdømte Mumia Abu-Jamal. Derfor lavede jeg i foråret støtteforestilling i København for Mumia - altså i virkeligheden for at samle penge ind til mine to gamle venner! Men desværre ser Mumias appelmuligheder nu ud til at være udtømte. Guvernøren i Pennsylvania lovede i valgkampen fornylig at underskrive dødsdommen og kun hans ambitioner om at blive vicepræsident - altså at skulle pleje omgang med alle de verdensledere såsom Mandela, der har protesteret - synes at udsætte Mumias egentlige henrettelse. Weinstein selv var nu i Italien for at samle penge ind til sagen og kunne ikke komme til mit show. Han er en personlig ven og tidligere kæreste af min kinesiske veninde, Christina - den vidunderlige pige som jeg i årevis har delt lejlighed med. Jeg morede mig derfor, da denne verdensberømte advokat (for bl.a. i sin tid Angela Davis) under sin kampagne i Danmark i et helsides interview i Politiken hævdede at Mumiasagen optog al hans tid og at han "i årevis ikke havde haft tid til kvinder." For Christina havde netop vist mig en video, hun optog, da hun sammen med flere andre unge kvindelige fans blev inviteret op på hans store luksuriøse landsted i Catskill-bjergene af den charmerende, nu snart 70-årige aktivist, som - kunne man se af de mange asiatiske ansigter - tydeligt led af "gul feber" - den betegnelse Christina bruger for mænd der løber efter hende.

Nå, men da Dan Williams, som er koreaner, prøvede at flirte med hende mens jeg engang var hjemme hos min anden kone, Vibeke, røg de uklar. Så et af de store problemer til mit New York-show var nu at få Dan og Christina sat i hvert sit hjørne af salen, hvorfor det var en lettelse at deres fælles ven, Weinglass, netop var ude at kæmpe for Mumias liv. Problemet løste sig dog ved at Christina sov over sig. Hun havde haft en kæmpefest på toppen af sit højhus natten før - planlagt så jeg kunne nå med fra Danmark - og sov nu sin brandert ud da jeg ringede til hende: "Hvor pokker bliver du af?" råbte jeg tosset efter at showet var sat i gang. Hun havde krævet af alle sine gæster at de kom til mit show og nu stod jeg der med de fordrukne festdeltagere til en søndag matiné forestilling uden at hovedpersonen selv havde vist sig. "Uh, uh, I guess I goofed up," sagde hun og var der 5 minutter efter på cyklen, hvorved jeg nu let i mørket kunne fortælle hende hvilket hjørne hun absolut ikke skulle sætte sig i. Ed havde samtidig svoret at han ikke ville komme hvis han skulle sidde sammen med hvide. Han blev da også så emotionel af showet, at han blev nødt til at gå før pausen - bange som han var, sagde han, for at tage sin vrede ud på mig igen. Jeg skal ikke komme yderligere ind på problemet med at sætte mine mange forskelligartede venner sammen i ét og samme publikum - Dan sad trykket dybt ned i sædet i pausen for at Christina ikke skulle se ham - men det afgørende for mig var at der var absolut enighed om at det nye show var en succes og mere relevant måske end nogensinde. Dette var vigtigt for mig at vide, da jeg i stigende grad er blevet træt af de mere og mere apatiske og stressede studenter ude i universiteterne og derfor er begyndt seriøst at lege med min gamle idé om et fast teater i New York.

Efter showet stod en smuk sort jurist og ville stille mig spørgsmål. Jeg havde travlt med at pakke sammen og sagde at hun kunne gå med mig ud at spise og stille spørgsmål der. Men Lorna, hed hun, havde lavet en spørgeliste så lang at det blev sent. Ud på natten var hendes tog til New Jersey for længst kørt og da jeg skulle starte min turné derude næste dag, tilbød jeg at køre hende hjem. Da det gik op for hende at jeg sov i bilen i frostvejr, insisterede hun på at jeg overnattede hos hende. Nuvel, tænkte jeg, så kan jeg jo også få mit første bad. I huset var der kun én stor himmelseng. Jeg lagde mig inderst og sov for længst da hun efter lang tid kom fra badeværelset i natkjole. Jeg vågnede ved at høre hendes hvisken og så at hun lå på gulvet, bedende med foldede hænder og himmelvendte lukkede øjne ind over sengen. Iført en hvid kyse var det en utrolig smuk scene i stearinlyset under baldakinerne på himmelsengen a la "Borte med blæsten" og jeg ærgrede mig over at jeg ikke kunne få fat i kameraet uden at afbryde hendes snak med Gud. Det forekom mig at hun fortsatte sin bøn i timevis og langsomt gik det op for mig at det var én lang angrende kamp med Gud over at hun havde til hensigt at indlede et seksuelt forhold med mig. Det ærgrede mig at hun ikke i stedet havde spurgt mig, men amerikanske kvinder ta'r det jo altid for givet at mænd er seksuelt interesserede når de først er lukket ind i varmen. Da jeg var helt udkokset efter festen, showet, jetlag'en og timevis af juridisk skarpsindigt borende spørgsmål, var jeg kun interesseret i at sove, men magtede dog alligevel med et halvt øje åbent at fryde mig over synet af en smuk kvinde, der så hengivent og i så voldsom sjælekamp bogstaveligt havde kastet sig for mine fødder. Bortset fra mit 22-år gamle princip om aldrig at indlede seksuelle forhold med kvinder, der lige har oplevet showet - thi at udnytte denne kunstige magtposition ville jo hurtigt korrumpere mig - ønskede jeg ikke at denne vidunderlige religiøse oplevelse skulle ødelægges af en gang gammeldags pligtsex affødt af pervers skyldfølelse over at gøre mig kostbar. (For at forstå Lorna, som hun hed, vil jeg henvise til tidl. julebrev om sorte uddannede kvinders vanskelige situation). Et langt dybere venskab kunne udvikle sig ved at sige nej, tænkte jeg. Tiderne skifter jo, gamle venner forsvinder og man må hele tiden sørge for i New York at skaffe sig nye for ikke at blive ensom. Her er gode venner langt sværere at få end sex. Den fornuftige alliance mellem hendes Gud og mig viste sig da også udbytterig og siden hen har vi gået meget ud sammen ligesom hun ustandseligt e-mailer mig fra sit sagførerkontor i en skyskraber på 5. Ave. Så det var en heldig start på turnéen!

At sige nej i en sådan situation er dog ikke altid så let og ét sted endte det med at koste mig dyrt. Efter et show i Cornell for en del år siden havde jeg på et tidspunkt en uge fri og besluttede spontant at tage til Jamaica. Straks i Kingston mødte jeg et par luskede fyre, der inviterede mig hjem. Jeg havde ikke just lyst til at bo hos disse to, men måtte jo ikke "sige nej", tænkte jeg. Alle havde advaret mig hjemmefra: "Ta'r du til Jamaica, må du for Guds skyld ikke tage til Kingston. Og for alt i verden ikke til ghettoen Trenchtown." Nu bragte mit "ja" mig lige lukt i løvens hule til et slimet, beskidt værelse i Trenchtown, hvor jeg måtte dele seng med to halvnøgne gangstere og tre andre sov på gulvet ved siden af. Der var stegende lummerhedt, men de turde ikke åbne skodderne til gaden af frygt for at andre gangstere skulle skyde ind. Jeg havde solgt en masse bøger i Cornell dagen før og lå med et 10 cm tykt bundt dollarsedler under min hovedpude af frygt for at de skulle se dem. Natten lang drønede reggae-musik fra et bedehjem på den anden side mens tusinder af sultne hunde uophørligt glammede. Pludselig ved 4-tiden bremsede en jeep op og fordrukne soldater slog døren ind med geværkolber. Alle blev vi jaget ud på gaden i underbukser og op mod muren med hænderne bag nakken og maskinpistoler i maven, mens soldaterne ransagede værelset. Jeg havde set gangsterne gemme en sæk marihuana, men soldaterne var for fulde til at finde den og kørte igen. Efter dette mareridt af en søvnløs nat flygtede jeg op til turistbyen Ocho Rios på nordkysten og indlogerede mig i et billigt ludderhotel. Her var trygt oppe og om aftenen gik jeg til en vild koncert med verdens første rapper, Yellowman. I reglen afføder stærk vold altid romantiske affærer i mit liv, så da jeg efter nogen tid i den tykke rus af ganja, flimrende lys og drønende reggae blev aldeles forelsket i en sort skønhed derinde, Verona Blake, kom det ikke helt bag på mig. Jeg var dog ligeså skæv af marihuana som da jeg efter en fest hos Angela Davis blev røvet på gaden af tre pistolmænd og tog derfor ikke med hende hjem. Hun foreslog i stedet at lave middag for mig næste dag, hvor vi efter at have købt en kylling gik hjem til hende. Jeg bemærkede straks at hun ikke boede i de elendige blikskure som alle andre og spurgte, hvad hun levede af, idet jo næsten alle er arbejdsløse på Jamaica. Hun svarede undvigende, og jeg blev endnu mere nysgerrig da jeg fandt en kasse dyre bøger under sengen og opdagede at hun var vel belæst i amerikansk litteratur. Efter middagen, som jeg havde betalt, foreslog hun at jeg skulle flytte ind. Men i hendes compound havde jeg genkendt en af de prostituerede, jeg tidligere havde set på gaden, og mistænkte derfor nu Verona for at have opnået sin relativt høje levestandard gennem en form for prostitution. Så jeg sagde at hun kunne komme til mit hotel næste dag, hvor vi kunne drøfte forslaget. Jeg var helt og aldeles betaget af hendes charme, skønhed og intellekt - så det var godt at få hende lidt på afstand. Nu begyndte vi at gå ud sammen i de næste dage, men hver aften endte hun med at sidde i mit hotelværelse og spørge hvorfor jeg ikke ville gå i seng med hende. Jeg har jo mine underlige principper og én grundregel, jeg erhvervede i vagabondårene, var den aldrig at gå i seng med prostituerede - selv når der som i dette tilfælde ingen beviser var for at hun havde skaffet sine penge fra rige turister. Et andet princip har jeg holdt lige så fanatisk siden min første Afrikatur, hvor jeg en aften gik ud med en "date," som jeg knap nok nåede at kysse. Alligevel ringede hun til mig i Danmark i årevis efter og det gik således op for mig at det er den rene koloniale udbytning under nogen omstændigheder at indlede forhold til indfødte i den Tredje Verden. De kan ikke skelne mellem kærlighed og håbet om gennem ægteskab at slippe ud af fattigdommen. Også på Jamaica vidste jeg at det eneste, de drømte om, var "a oneway ticket to USA". Men stillet overfor Veronicas uimodståelige skønhed og konstante kærlige berøring af mig må jeg tilstå at jeg var tæt på at give fanden i mine stædige principper - ikke mindst når hun nøgen tog bad under et vandfald i junglen. Vores Bountyland-romantik endte da hendes tante i Kingston blev syg og Veronica måtte bede mig om penge til busbilletten derned. Under hendes fravær rygtedes det blandt byens bedrestillede prostituerede at jeg havde givet hende penge, for allerede dagen efter kom en anden sød pige med en voldsom tandpine og bad mig om penge til at gå til tandlæge. Heller ikke hende kunne jeg nægte hjælp, da behovet tydeligt var akut, men tog til gengæld nogle smukke billeder af hende i blå natkjole i hendes 2 x2 meter lille palmebladshytte. Dag for dag kom der flere og flere og bad om hjælp. Det var udenfor turistsæsonen, så ingen havde penge. Snart gik det som en lynild blandt byens prostituerede at jeg var den eneste mand der kunne hjælpe - tilmed uden sex - og i løbet af 10 dage havde jeg brugt alle mine bogpenge fra Cornell på dem. Men til gengæld har jeg aldrig haft det så sjovt. Nætterne var dog et mareridt. Flere af gadeludderne var så udsultede at de kravlede op på den kun 30 cm brede gesims udenfor mit hotelværelse på 2. sal og stod natten igennem med armene strittende ind gennem orkan-persiennerne, hviskende uafbrudt: "Please let me in!" Når jeg endelig faldt i søvn fik jeg de mærkeligste armstrittende mareridt. Først byttede jeg værelse med stuepigen, som boede uden vinduer, men til sidst måtte jeg flygte ud af byen fra den aggressive underklasse af gadeluddere. Det skete da en af overklasseludderne en dag pludselig spurgte mig ud om Platon. Efter en længere filosofisk diskussion tog hun mig med hjem. Jennifer var Rastafari og boede i en vidunderlig bambus- og palmebladshytte på et jungledækket bjerg med udsigt over havet, omgivet af Rastaer og geder. Da jeg trådte ind var hele hytten fyldt med filosofibøger stablet op langs bambusvæggene. Hun prostituerede kun for at få råd til bøger, sagde hun overbevisende, for der var ingen problemer med at overleve på hendes frodige jordlod. Ingen millionær, tænkte jeg, har nogensinde ejet så vidunderligt et sted. "Her flytter jeg ind," sagde jeg. Som sagt, så gjort, og hvis jeg ikke snart efter skulle tilbage til shows i USA, var jeg nok blevet der til mine dages ende. Men endnu engang havde jeg bestået ulandsprøven og var stolt af at jeg rent faktisk kan "sige nej" når det rigtig gælder og at jeg uden at "sælge ud" havde "arbejdet mig op" fra Trenchtowns gangsterslum til et sandt millionærparadis - næsten gratis!

På forårsturneen havde jeg en lang række universiteter på lavt karakterniveau - tilmed ude i det mest snæversynede Pennsylvania. I et af dem lå jeg hele eftermiddagen i hotellet og så de smukke Tv-reportager om Carla Tuckers religiøse omvendelse i fængslet og interviews med de mange, der alligevel mente at hun stadig burde henrettes. Jeg blev rasende på dette forbandede folk, der går med så meget had i deres hjerter at de selv i de mest oplagte tilfælde har glemt ordet "tilgivelse". Da jeg følgelig skulle indlede mit show kl. 19 på nøjagtig samme tidspunkt, hvor Carla skulle henrettes i Texas, var jeg fast besluttet på at standse al videre foredragsvirksomhed i dette uhyre af et land dersom ikke ex-præsident Bush's søn i sidste øjeblik aflyste henrettelsen. Men da jeg stod overfor publikum, der i høj grad bestod af netop den type kontante mennesker fra arbejderklassen uden evne til at tilgive - med laskede deller der ivrigt forsøgte at skjule deres ansigters smerte og følelse af egen utilstrækkelighed - ja, da kunne jeg alligevel ikke nænne at aflyse showet. I stedet gav jeg dem en dundertale, med en stemme der skælvede af raseri, om denne nation af ondskabens mennesker. Der er ingen tvivl om at oprigtigheden i min indledning nåede deres hjerter, for de sad som små fromme lam under hele forestillingen uden at turde gå, hvilket de ellers flittigt plejer at gøre i den type skoler. Kun én enorm fed kvinde rakte sin lille tykke finger op: "But she killed somebody!" sagde hun med pibende stemme, tydeligt bevæget af stemningen i lokalet, men ude af stand til at forstå nogen senere lov og menneskeanskuelse end Hammurabbis.

Da jeg nåede op til Vermont Law School havde jeg dog et mere liberalt publikum - jurastuderende, der ved at de senere skal ud og forsvare sorte kriminelle, lytter altid ivrigt til mine argumenter. Og endnu bedre var det i University of Maine, hvor 800 begejstrede studenter stod op og klappede i over 5 minutter efter forestillingen. Heroppe i det frisindede New England, hvor jeg boede i de skønneste "bed and breakfasts", ærgrede det mig overalt at jeg ikke havde fået en dansk passager med i bilen gennem de smukke sneklædte bjerge. "Hvor er Amerika dog skønt," tænkte jeg alene i bilen - tydeligt påvirket af at jeg her havde det godt indvendigt ved at befinde mig blandt mere forstående mennesker. Efter at være hoppet lidt rundt til flyveshows i Arkansas, Colorado, Oklahoma og Kansas, skulle jeg ud til en ren pigeskole i Californiens bjerge. Det var det første Internet-skabte show - helt og holdent et resultat af mine nye hjemmesider - og med en betaling på 2500 dollars dækkede blot dette show jo rigeligt min dyre indlogering på verdens største web-hotel på Floridas kyst (Under orkanen Mitch's hærgen måtte jeg dog flytte mine web-sider længere ind i Florida til IBM's gamle orkansikre førerbunker). I Los Angeles var det skønt igen at bo hos en velhavende gammel veninde, Mimi, der oprindelig som indfødt mørkhåret Hawaiiskønhed havde organiseret mit show i Honolulu - efter at være fløjet rundt i hele landet for at se det igen og igen. Hun har et stærkt politisk engagement og forkæler mig hver gang med sin typisk jødisk moderlige omsorg. Derimod var det deprimerende at gense en gammel jødisk kæreste, Stephanie, som jeg havde blaffet med i Mexico i 1972. Vi havde dengang ikke kunnet enes og var midt ude i Oxacas ørken endt med at slå plat eller krone om hvem der skulle gå mod nord og hvem mod syd. Ved en eller anden kaktus skiltes vi så og i mange år klarede hun sig udmærket som anden rangs skuespiller. Nu sad hun så som udbrændt skuespiller i et lille hummer hos to rige bøsser i Hollywood og drømte om et gennembrud som jeg vidste aldrig ville komme - sørgeligt mindende mig om de tilsvarende håbløse eksistenser i Jon Bang Carlsens film "Hotel of the Stars."

Jeg kunne heller ikke være i L.A. uden at se det ny Ghetty-museum, som rigtignok var imponerende på toppen af et bjerg. Men ærlig talt kunne jeg med min nye historieinteresse bedre lide det gamle, der var bygget som en romersk rigmandsgård.

Hvert eneste frie minut på hele forårsturnéen brugte jeg da også i universitets-biblioteker for at lave research på min nye slægtshistoriske bog. I de 10-15 minutter mellem hvert skift under forestillingen styrtede jeg over på biblioteker i de mindre skoler, hvor det kunne nås. Her noterede jeg mig alt af interesse på antikkens hylder for senere at bestille værkerne hjem fra Det Kgl. Bibliotek. I hver eneste storby fra Boston til L.A. pløjede jeg også antikvarboghandlere igennem og "boede" i Barnes & Noble's vidunderlige store boglader. Resultatet var et stadig voksende bjerg af bøger i bilen, som jeg fik transporteret hjem i fly i store kasser. Derhjemme havde Vibekes gamle kæreste, Ole, under min udflugt bygget vores soveværelse om til et studerekammer, hvor bøgerne nu hobede sig op overalt. Nu skulle jeg nemlig starte et nyt spændende kapitel i mit liv som historieforsker - og det er jo immervæk ikke så lidt af et spring for én som stort set aldrig har åbnet en bog. Med næsten 9000 direkte forfædre tastet ind i computeren var selve slægtsforskningen slut - nu skulle der noget kød på! Aldrig havde jeg været så inspireret før og kastede mig ud i de ægyptologiske studier med tørstig iver. I husker fra sidste julebrev selvfølgelig alt om mine planer om at skrive "Lalou's verdenshistorie" fortalt for min datter, går jeg ud fra. Men seriøs ægyptologi er nu engang noget tungt, støvet noget og de store værker tog sin tid at komme igennem. Jeg skrev uhyre spændende og personligt, syntes jeg selv, om de første faraoer i vores familie fra Amenemhat I. omkring 2000 f. Kr. og nåede hele 500 år op i tiden til Det Nye Kongerige. Men jo mere jeg levede mig ind de forskellige faraoers liv og prøvede at fortolke dem for min datter (og en evt. senere udvidet læserskare), jo mere voksede omfanget af bogen. At fatte sig i korthed har jo aldrig været min stærke side. Derimod var det spændende for første gang at skrive om noget, som ikke var personligt oplevet. Og dog - der er ingen tvivl om at de kapitler i bogen, som har med min oplevelse af Bibelhistorien i mine første barneår - såsom Abrahams, Josefs og Moses' adfærd i ¦gypten - er blevet de absolut stærkeste, personlige og samtidig mest sensationelle. Da jeg skrev til jer sidste år havde jeg kun fundet en mytologisk slægtslinie ned til disse patriarker og en sådan har jo ikke noget med seriøs slægtsforskning at gøre. Men siden lykkedes det mig gennem Karl den Stores jødiske ambassadør i Sassanidernes Persien at finde vejen gennem exilarcherne i Babylon helt ned til Davids hus og slægt og dermed til patriarkerne. Det helt store scoop for min bog var dog at jeg ved hjælp af den ny ægyptiske kronologi, som kun ganske få forskere endnu kender, nu kunne sætte patriarkerne i den rette historiske sammenhæng. Med denne 200 års forskydning passer pludselig ægyptologien med Biblens kronologi og det var absolut fascinerende at se f.eks. hvordan Abrahams fordrivelse fra ¦gypten nu passede præcist med verdens første antisemitiske forfølgelse under Amenemhat I. og den "prinsens mur" han byggede tværs over Sinai omk. 1980 f. Kr. for at holde hebræerne ude. Eller at se hvordan Bibelens farverige beskrivelse af Josef og hans berømte drøm om Nilens køer nu passede præcist med de vandstandsstigninger, der er målt i Nilen på netop den tid, hvor Amenemhat III. foretog de kæmpemæssige landvindingsprojekter syd for Memphis med netop Josef som den geniale vesir bag det hele. Lang tid før hebræerne fik en national identitet var Josef altså den første i rækken af jøder i diaspora, der på trods af antisemitisme steg til de højeste tinder - som f.eks. en senere Kissenger eller min egen 4. grandfætter, den kendte norske udenrigsminister Edward Bull. Med østrigske arkæologers fund af Josefs grav og kæmpepalads for nylig udrydes enhver tvivl om rigtigheden af mange af Bibelens billedlige fortællinger og det interessante var derfor for mig at holde dem op imod den nyeste ægyptologis detaljer og, som en af de første, at fortolke dem - amatør, som jeg trods alt er. I min bog beskriver jeg Josef som en ren Stalin fordi han var ligeså hårdhændet og centralistisk - som f.eks. antydet i Herodots beskrivelse af hans gigantiske regeringscenter, Labyrinten, med de tusindvis af rum. Men folkekær blev han, viser kultstatuen der blev fundet af ham i en kæmpestørrelse, som ingen ægypter nogensinde blev beæret med - bortset fra faraoerne selv. Man kan undre sig over hvordan en udlænding kunne blive en sådan folkeforfører i et xenofobisk land, men endnu mere spændende fandt jeg ved nærmere efterforskning Moses, som vel nok er en af verdenshistoriens 10 største skikkelser og var kendt allerede af Platon. I en alder af 80 blev han visionær folkeforfører og lovgiver for et folk, han ikke engang var opdraget til at tilhøre. Som faraos adoptivbarn eksisterer han i vores stamtræ hele to steder, nemlig også gennem broderen Aaron's linie af ypperstepræster. Det spændende for mig var at afdække alt det historiske materiale om ham, som ikke kom med i Bibelen eller som i Bibelen bliver nævnt uden nogen som helst forklaring, såsom søsteren Miriams racistiske angreb på ham over at have en sort afrikansk kone. Med min hidtidige barnetro på at det var Ramses II., som havde adopteret ham (ikke mindst cementeret gennem min barndoms storfilm "De ti bud" og nu "Prinsen af Egypten"), gav dette selvfølgelig ingen mening. Men gennem de sidste 3 års revolutionerende nye kronologi fandt jeg at dette mysterium blev løst; det var nemlig i stedet vores 128. tipoldefar, Sobekhotep IV, som havde adopteret ham og som prins og hærfører sendt ham på et togt længere sydpå i Nubien end nogen farao nogensinde var nået til. Der kan endnu ses ruinerne efter den høvding, han bekæmpede og hvis datter han tog til ægte (lang tid før hans senere mere kendte arabiske kone, Re'uel, under landflygtigheden fra Egypten). Moses var, konkluderede jeg, verdens første imperialist, der ikke blot erobrede og røvede, men også lagde det erobrede land ind under sit eget ved at anlægge administration. Hele dette vanvittigt spændende kapitel hører dog ikke hjemme i et julebrev - omend det var blandt årets mest sindsoprivende oplevelser for mig. Lad mig blot nævne - skeptiker som jeg er overfor billedlige bibelske beskrivelser af f.eks. plager, brændende tornebuske og adskilte vande - at det såmænd også lykkedes mig at få mange af disse mærkelige fænomener forklaret historisk gennem en forskydning af kronologien. Allermest revolutionerende i min bog er nok min forklaring om hvordan Moses kunne vende tilbage til Egypten som en 80-årig gammel visionær skikkelse og overtale hebræerne - bosat der midt i verdens kornkammer - til at følge ham ind i en uvis fremtid i Palæstinas golde bjerge, hvordan de kommer over det som Biblen fejlagtigt kalder "Det røde hav" og hvordan semitterne kort efter tager magten i ¦gypten. Men alt det må I vente med at læse til bogen bliver færdig. At fortolke og skrive om min barnetro er - når alt kommer til alt - jo som at skrive julebreve til min barndoms venner - blot et forsøg på at holde fast på noget, som var, for at stå stærkere i en stadig mere foranderlig verden. Men at jeg en dag skulle ende som fanatisk Bibellæser, havde jeg nu aldrig drømt om. Så da to damer fra Jehovas Vidner i april ringede på døren og spurgte om jeg læste Biblen og var klar over at den var sand, råbte jeg begejstret: "Ja, ja, jeg sad netop og læste den, for den handler om min familie. Kom endelig indenfor. Så skal jeg fortælle jer noget om min datters tip-tip...oldefar deri, som I med garanti ikke vidste var sandt og som jeg lige har fundet beviser for..." I skulle have set deres ansigter blive mere og mere grå mens de hurtigst muligt prøvede at finde en anledning til at komme af sted. Og det var jeg egentlig ked af, for jeg havde netop brug for nogen at dele min nye oplevelse af Biblen med.

Fortsættes i del 2

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside