"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1998,    27. årgang - 2. del

Her delt op i 3 afsnit:

1 del: Om et mislykket gymnasieshow, en rejse til Jamaica, mit arbejde på historiebogen osv

Denne del: Om turne i Norge, om at løbe, om Anita Roddick og kirkebesøg med Søren Ulrik Thomsen

Del 3: Om tur til Guatemala og Thanksgiving med call girl

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

JUL 98 - 2. DEL

Og hvordan er det så gået med min bog? Jo, efter at have skrevet ca. 100 sider med voldsom begejstring kørte jeg mere og mere fast i løbet af sommeren. Den endeløse række af faraoer i vores familie med deres evindelige krige mod nubierne begyndte at blive ensformig når de ikke havde noget med barndommens personligt oplevede bibelfortællinger at gøre. Og der var stadig mere end 500 års rejse op til vore israelitiske, babylonske og assyriske forfædres historie. At sidde alene dag ud og dag ind begravet i bøger var sjovt nok i begyndelsen, men jeg begyndte at savne virkelige mennesker og oplevelser og ringede til mine agenter om alligevel at skaffe mig nogle

foredrag. Så for en tid har jeg lagt min karriere som forsker lidt på hylden. Al den historielæsning begyndte at give mig samme følelse (eller skyldfølelse) som lektielæsningen på Esbjerg Statsskole i sin tid, thi mange historiske perioder var det slet og ret ikke muligt for mig at skrive noget nyt og originalt om, hvorfor jeg måtte ty til det som andre historikere - opdagede jeg - er utroligt gode til: at skrive af efter hinanden. Og denne uspændende kunst lærte jeg, som I ved, kun alt for godt i vor skoletid. Ja, så kunne jeg jo ligeså godt i stedet vende tilbage til barndommens åsted, hvor det faktisk lykkedes mig endnu at finde nogle af vore levende lærere tilbage. Aktivt dog nu kun Norup, der spjættede som var han i tyverne, men lærerne havde også tilkaldt den nu pensionerede Erik Madsen, der som min gamle mentor højtideligt blev fotograferet sammen med mig. Jeg havde nået at sende et brev til hans afholdte kone, Agnethe's begravelse et par mdr. før, men endnu var han tydeligt berørt over tabet - og over at han nu selv måtte gøre deres store fælles bogprojekt færdig.

Hele to dage talte jeg dunder i aulaen under Lergaards billeder, først til forældrene, derpå til eleverne. Derved er Statsskolen nu nået op på førstepladsen blandt topscorerne over mine foredrag i danske gymnasier (se mine web-sider: ..../dansk/ forevis.html) og ligger også pænt placeret internationalt blandt mine nu over 4.000 foredrag. Og det betyder selvfølgelig meget for en sentimental person som mig.

Nå, under forårets historieskrivning nåede jeg også en enkelt turné helt op til Studentersamfundet i Trondheim. Det var dog ikke helt den samme succes som for 20 år siden; til blot én af mine forestillinger var der dengang kommet 28.000 kr. ind. Det husker jeg endnu bittert fordi du, Dominique, ved en fejl havde sendt dem kontrakt på 3.000 kr., hvorfor vi havde et hyr med at få overskuddet hevet hjem.

I Norge skulle jeg også arbejde med Eli Sæter på hendes bog om vores USA-rejse (omtalt i 25-års jubilæumsbrevet), som snart skulle udkomme. Det var morsomt da hun rakker mig ned på hver eneste side i bogen, så ofte studsede jeg: "Sagde jeg virkelig sådan noget sludder?" Men jeg var godt klar over at jeg havde været meget indadvendt - 50 graders kulde i en bil uden varme havde ikke hjulpet - og at jeg i denne irritable tilstand havde sagt mange stikkende ting a la sort jysk humor som jeg før er kommet galt af sted med at bruge på engelsk. Og jeg var skam også parat til at tage ansvar for min dårlige opførsel. Da bogen handlede mest om hendes følelser kunne hun jo ikke skrive den om og stadig være autentisk. Men da jeg var klar over hvilket levn af en stivnet helterolle jeg stadig har i Norge fra 70'erne, advarede både jeg og Elis venner hende om at det jo er "farligt at kritisere helte". Ligegyldigt hvor berettiget kritikken er, ønsker folk ikke at opgive deres helte. Vi prøvede at rette lidt op på "mit image" ved sammen at skrive en lang slutning, der rent faktisk dækkede den optøede stemning der havde været imellem os på turen efter at de voldsomme oplevelser med massemorderens familie havde fået os på talefod med hinanden. Forlagsredaktøren - en af Norges dygtigste - forkastede dog vores særdeles gode fælles slutning for "ikke at være i stil med resten af bogen", hvilket de fleste i dag mener var en fejl. Men vi havde stor glæde under den fælles arbejdsproces, hvor vi emailede teksten frem og tilbage og hun flere gange kom til København og boede hos os.

Jeg nåede lige med nød og næppe hjem til Danmark før storkonflikten standsede Norgesbådene. Vibeke var samtidig nede og inspicere de gamle slaveforter i Senegal og måtte afbryde rejsen for at nå hjem. Storkonflikten var en af årets store oplevelser for mig; måske fordi jeg til dels så den med amerikanske øjne, var jeg overrasket over at se hvilken kampånd, der stadig er i danskerne hvad angår velfærdsstatens herligheder - sådan som vi igen på det seneste har set det under efterlønsdebatten. Under afsavnet af min daglige morgenavis fandt jeg på at skrive min egen "avis" ved at bruge de ledige læsestunder til at fortælle ca. 70 amerikanske email-venner om vores "store nationale gærkrig." Både storkonfliktens omfang og de bagvedliggende ideer om velfærdsstaten er jo amerikansk tankegang fuldstændig fremmede. Min email skabte derfor ikke så lidt af en chok reaktion og de fleste af mine venner - en stor del af dem konservative republikanere - sendte den videre til egne venner. Andre gik sågar i gang med at redigere mit klodsede engelsk for at sætte den i aviser som New York Times. Egentlig tror jeg ikke at de fleste danskere ville have kunnet skrive artiklen, men gennem mit dobbelte borgerskabs øjne og ved i en årrække at have undervist studenter i USA, har jeg med tiden lært at få disse til at se alternativt på USA's store problemer med fattigdom og social utryghed. Først og fremmest ved at bruge deres egne konservative argumenter om at "spare i skat" og blinde naive tro på at dette uden videre vil give dem "flere penge til overs". Vender man solidarisk disse argumenter på hovedet og viser hvordan vi herhjemme netop i kraft af at betale verdens højeste skatter får råd til at blive jordens mest rejsende og ferierende folkeslag - mens flere og flere amerikanere er nødt til at bruge deres 1-2 ugers ferie til at arbejde ophobede regninger af i - kan man pludselig få en spændende dialog ud af det uden at de stejler. For det er vigtigt at huske solidariteten og ej forglemme at mennesker, der sidder begravet i problemer til op over halsen - selvforskyldte eller ej - sjældent har overskud eller følelsen af magt til at søge - endsige se - alternativer. Det mest chokerende for mine amerikanske venner var derfor at høre at 78% af danskerne ønskede mere ferie og kun 13% mere i løn - hvilket på verdensplan er uhørt. For har man som amerikanerne ingen velfærdsstat vil kampen for daglig overlevelse vise det stik modsatte ønske i befolkningen - en befolkning, som derpå ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig noget så skørt som at man kan finde på at "lukke et helt land ned" under store personlige afsavn i kampiver efter at få endnu mere ferie og velfærdsstat. (Eller hvordan dette kan frembringe større gennemsnitlige vækstrater end deres egne!) Men da de fik forklaret hele sammenhængen, havde selv de mest reaktionære republikanske venner en utrolig beundring "for the fighting spirit in the Danes" - og pludselig forståelse for "at det ikke behøver at være noget Guds-givet at skulle føle sig stadig mere fanget i en ond cirkel af at arbejde som en slave året rundt". Jeg håber at I vil læse artiklen (og amerikanernes ligeså sigende reaktioner), som I kan hente på mine hjemmesider ..../english/racism/articles/welfare.htm

Underligt nok bliver jeg altid om foråret udfarende og missionerende mens jeg resten af året ikke så meget som drømmer om at skrive i aviser eller på Internettet. Denne underlige drift forstyrrede igen mine historieskriverier, da jeg under morgenløbene i Østre anlæg så mig mere og mere gal på Statens nye Kunstmuseum, som kom væltende ind over min løbebane. Til sidst blev jeg så gal at jeg måtte have det ud og endte med endnu en kronik i Poltiken med et bittert (og dog lettere humoristisk) angreb på Københavns nye arkitektur. Især på tendensen til at ødelægge værdifulde gamle historiske kvarterer med vinduesløse bygninger, hvorfor jeg foreslog at vi nu "tvang arkitekterne under jorden". Jo, den fik jeg mange sjove kommentarer for fra arkitekter, som bl.a. kaldte mig "rindalist," men forbavsende ofte var enig med mig.

I mit daglige morgenraseri endte jeg i øvrigt med at løbe flere og flere omgange hver morgen og kom derved i bedre og bedre fysisk form. Nu kunne jeg ikke holde mig indenfor voldene mere og begyndte hver weekend at løbe de 20 km ud til lufthavnen. I min alder må man jo gøre noget for at holde kræft- og kredsløbs-sygdomme på afstand og jeg opdagede at det jo er "næsten" lige så hurtigt at løbe de fleste strækninger indenfor søerne som at cykle og næsten på minuttet lige så hurtigt at cykle indenfor en omkreds af 10 km fra centrum som at tage bil. Når jeg hver dag ser, hvordan bilkøerne på Københavns indfaldsveje står næsten stille, begriber jeg simpelthen ikke hvorfor velfærdsstaten ikke 4-5 dobler benzinafgiften og derved sparer på fremtidige hospitalsudgifter. Men ikke blot for sundhedens skyld; også for at imødegå de katastrofale klimaforandringer vore børn ellers vil skulle kæmpe med i næste århundrede. Den sidste måneds reviderede computermodeller over drivhus-effektens ørkendannelser, oversvømmelser og malaria helt op til Danmark - med millioner af flygtninge strømmende mod vore kyster - er simpelthen rystende læsning. Også derfor er jeg stolt over at stå noteret i Storebæltsforbindelsens museum som en af de argeste modstandere af denne udvidelse af privatbilismen. Nu vil jeg savne dette førhen tvungne færgehvil midt i mit erhvervsstress. Frivillige hvil langs grøftekanten virker nemlig ikke imod stress, siger min erfaring, som jeg i sin tid hævdede i min anti-bro-kronik (læs den på Internettet - nu eller når I om få år savner færgerne, mågerne og et sundt verdensmiljø). Men broer kan jo også bruges til fremme af sundheden hvis man bruger dem til at løbe over i stedet for at svine miljøet til med. Så med sloganet "Bromodstander for broløb" stillede jeg med stor begejstring op sammen med 30.000 andre til den trods alt historiske åbning. Den lange blæsende ventetid mindede dog ubehageligt om den jeg kendte fra fredagsfærgerne når jeg havde glemt at bestille plads (men husk: lidt ubekvemmelighed er altid at foretrække fremfor at skyde egoistisk genvej til den forkerte bred i miljøspørgsmål!). Men derefter gik det i dejligt luntetrav derud ad. Jeg havde været lidt nervøs for om jeg kunne klare de 21 km, men alle blev simpelthen trukket med af menneskemassens fælles energiudfoldelse. En masse, jeg ikke har oplevet så vidunderlig siden de store Vietnam-demonstrationers 40.000 deltagere, i hvilken følelsen af blot at være med og sammen om dette øjeblik - "alle i samme båd" for at sige det lidt mere sentimentalt - inklusive handicappede, overvægtige osv., bevirkede at næsten ingen tænkte i konkurrencebaner, men løb i samme tempo. Særligt hyggeligt var det at løbe sammen med min ellers langt hurtigere marathon-trænede søn og flere gange at møde bekendte bl. a. hjemme fra min landsby. Men alligevel var det jo lidt ærgerligt, da jeg efter glæden over at finde Marius løbende sammen med sine to sønner siden opdagede på Internettets resultatliste, at denne forfærdelige stræber - ja, I husker ham jo tydeligt - havde slået mig endnu engang (nu også i løb) med ikke mindre end 10-15 minutter! Jeg er nu heller ikke mere hvad jeg har været, skal dertil siges. I stedet for sådanne resultatlister synes jeg at man burde indføre ranglister over hvem der har måttet overvinde mest i sig selv for at kunne løbe med. Bortset fra overfede, "spassere" og oldinge ville jeg så få en meget fin placering. For - gumpetung som jeg er - hader jeg rent ud sagt at løbe - prustende, stønnende og svedende så voldsomt at folk i reglen vender sig forskrækkede om i miles omkreds. Ustandseligt søger jeg distraktioner eller undskyldninger for ikke at løbe videre. Se - modsat Marius som jo sejler sig legende let igennem tilværelsen - har vi her at gøre med en virkelig sportsmand, nemlig én der skal overvinde alt i sig selv. At det overhovedet lykkes mig hver morgen at løbe fra den ene ende af København til den anden (thi vi historikere regner jo kun de 8 km med indenfor de gamle voldgrave fra Østerbrogade til Vesterbrogade) skyldes udelukkende min evne til i fantasiens eller virkelighedens verden at sætte en gulerod på stang foran mig. F. eks. en af de mange yndige unge piger, der også løber langs søerne om morgenen. Når jeg hyppigt falder i snak med mine gamle publikummer under vejs, giver det rent ud sagt ungdommelige kræfter og inden jeg har set mig om, er jeg nået fra min fødsels bopæl ved Østerbro-gade helt op til min ungdoms Vesterbrogade ved Lenins gamle bopæl - rød og knytnævet som jeg er blevet under vejs. I lidt mere moden alder støder mit livsløb på tilbagevejen på min astrolog, der præcist som et urværk 8:41 går over Fredensbro mens jeg løber under, og som nu giver mig min daglige vejrudsigt og overfusning over ikke at bruge mit liv bedre - inden jeg "gammel" og beåndet er ved at segne om på min mors grav på Holmens kirkegård - hende, som i barnevogn trak mig ad selvsamme rute i mit livsløbs første år. Jo, sig ikke at jeg ikke dyrker mine rødder - eller som en flygtning krydser mine spor! Og hvad jeg ikke oplever i morgenmørket hver dag mens folk sidder og stresser i deres biler på indfaldsvejene? Som forleden, da jeg først væltede en knallert, der var ved at køre mig ned i en fodgængerovergang. Dernæst så jeg en dame gå i stå midt på Østerbrogade og begyndte at skubbe hendes bil væk. Ud sprang en karseklippet herre fra bilen bagved med et "Hej Jacob" og kom hen for at hjælpe mig med en glæde over gensynet som havde vi kendt hinanden i årevis. "Hvor kender vi hinanden fra?" spurgte jeg lidt skamfuld. "Jamen, kan du da ikke huske? Det var jo mig, der arresterede dig og afhørte dig hele dagen på hovedpolitigården!" "Nåh," sagde jeg så, som om jeg kunne huske det og var lige på nippet til et: "Hvilken gang var det nu?" - men erkendte så at det ville være klogere først at ringe til Henning Dahlgård for at få opklaret mysteriet. Nu glemte denne politimand i gensynets begejstring rent ud at han havde ladet sin egen kone sidde i bilen midt på gaden mens vi sammen skubbede damen, som spærrede trafikken, så langt ned ad Classensgade at hun først råbte og siden begyndte at skrige bagud, at hun skam ikke skulle ned ad den gade. Jo, hver morgen kommer jeg hjem til Vibeke efter mine løbeture og fortæller begejstret om utrolige oplevelser ude i den store verden. Hun bliver glad når hun ser mig glad - hun synes at jeg rent ud sagt er blomstret op - og midt i en sådan løbetid er det jo ingen kunst at få sit ægteskab ret op at stå igen. Også på anden vis styrkes familien. Hvert år bemander hele familien væskedepotet henne på hjørnet og skænker op til de 5000 marathonløbere, som min bror Niels Jørgen tjener tykt på at sende ud i majvarmen. Og hvert år snitter jeg mig til blods for denne familiesammensværgelse ved at skulle skære 3 tons appelsiner og bananer ud til løberne, deriblandt Torben G. fra 2. X - hvorfor jeg endnu ikke har fået tid til at slå dig, Torben - skønt viljen skam er der til at sætte dig kniven for struben en dag og bryde med mine blodbånd. Men at blodbåndene også kan være en styrke, opdagede jeg til Niels Jørgens endnu større succes (og idé) - det årlige 5 x 5 km stafetløb for firmaer. Over 50.000 var med i år på to vidunderlige august-aftener i skovtursstemning med ægtefæller og "gratis" madkurve fra Niels Jørgen med vin og franske sponsor-oste til fortæring i det sene aftenlys fra fakler og fyrværkeri. Mens han ret har forstået at løbe af med profitten efter murens fald og Land og Folk-festivalernes død og nu står med hundredvis af ansatte og frivillige, ja, så er løbet kørt for hans ynkelige bror, som i samme tidsrum mistede alle sine medarbejdere! Så da min søn ikke gad at stille op på så "latterlig kort en distance" var der ikke andet at gøre end at stille op som en-mandsfirma. Men da stævnelederen - altså min bror - så mig stakåndet komme i mål efter første runde - side om side med Frederikssund Politi, Unibank og et lynhurtigt computerfirma, ja, så ynkedes han alligevel over sin familie og overtog min stafet. Og således fik familiefirmaet Holdt med kun to mand en særdeles fin placering blandt landets kendteste firmaer. Da jeg som en anden hare i "Haren og pindsvinet" løb de tre af runderne selv, vrælede konferencieren Heinrich - som altid har elsket at drille mig - en masse pinligt ævl om Amerikanske Billeder i højtalerne hver gang jeg passerede målstregen. Så skønt jeg som den eneste løb uden firmatrøje, fik også jeg pludselig en firmaidentitet trukket ned over hovedet, hvis ære naturligvis skulle forsvares. Jeg har tit nok tænkt at Amerikanske Billeder ville tage livet af mig en dag og i det voldsomt opskruede tempo frygtede jeg alvorligt i sidste runde at det nu ville ske - nøjagtig som for haren i den berømte fabel. Så glad blev jeg, da jeg nåede frem i armene på min heppende 77-årige far i målet - og familien derved kunne forblive intakt endnu en stakket stund.

Men hvor længe? Lige før sommerferien havde Vibekes far et voldsomt tilbagefald i sin Parkinson sygdom. Gennem en hel nat sad hun med ham på hospitalet og troede at han skulle dø mens han slog omkring sig i vildelse. Han overlevede mirakuløst og vi besluttede at tilbringe ferien med ham i sommerhuset for at han ikke skulle ligge alene og for at få lidt sul på kroppen af ham. Det gik også over al forventning. Med en kærlig familie omkring sig, sprang han snart omkring i et tempo som....ja, vel som et pindsvin...i al fald med noget der lignede pigge, når hans strittende armfægterier med knive og gafler under måltiderne syntes at true alle og småskræmte uvante gæster som jer, Marius og Anne. Jo, det hører jo med til livet, så det klarer man bedst ved at more sig over det. Ligesom da han en dag "løb væk" og vi senere fandt ham ude på vejen i snak med én som havde været hans dødsfjende gennem hele livet. Hvad der pludselig havde bragt dem på talefod? Jo, de havde begge i en høj alder fået Parkinsons og stod nu der og fægtede løs på hinanden med arme og ben i bedste fordragelighed og pludselige gensidige solidaritet og forståelse.

Mens det var en stor glæde at være med til at hjælpe ham til hægterne igen, fik vi snart ny sygdom at slås med i familien. Muligvis var det Anita Roddick, der udløste den. Hun sendte mig i august en fax om at hun ville komme til Danmark og om det var muligt at se mig. Vi ønskede at invitere hende til middag og måske endog have hende boende, men hendes multinationale Bodyshop er jo 3-4 doblet i værdi siden hendes rejse med mig i 94 og jeg havde stærkt på fornemmelsen at hun ville være hårdt spændt for under besøget i Danmark. Så jeg tog ud til Bodyshops hovedkontor for at få hendes planer. Jo, hvert minut af hendes 4 dages besøg havde de og medierne allerede lagt beslag på, men måske jeg kunne presses ind i et par minutter under hendes frokost om tirsdagen. Hvadforno'd, tænkte jeg? Det vidste jeg at hverken Anita eller jeg kunne acceptere. Og så gik jeg straks i krig for at få ændret Bodyshops planer. Da de jo er imod reklame, lever konceptet alene af den omtale Anita skaffer koncernen i medierne under evindelige rejser til afdelinger i hele verden. Så ikke et minut var de villige til at opgive. Heldigvis havde Bodyshops kvindelige ledere i deres skoletid set Amerikanske Billeder og da jeg nu insisterede på at Anita skulle se den ny udgave mens hun var i Danmark, indvilgede de i at jeg kunne få lov at vise 1. delen mellem Anitas store tale til offentligheden på Holmen og alle de danske Bodyshop-ansattes middag en time efter. At jeg var så ivrig efter at hun så showet skyldes jo min langtidsdrøm om at få hende med i en finansiering af mit teater i New York. Men en times forvirrende forevisning for hende i en restaurant ville ikke være tilstrækkeligt. Det lykkedes derpå at få middagen flyttet til Spiseloppen på Christiania, hvorpå jeg gik i lag med Christianitterne. De skulle samme aften have stort anti-vold-fællesmøde i Operaen i Pusher Street og var begejstrede for mit forslag om at indlede det med Amerikanske Billeder. Jeg vidste at Anita ville elske noget overraskende - såsom at blive ført igennem Christianias mudder ad bagindgangen ind til et stort fællesmøde med langskæggede christianitter. Men det hele måtte holdes hemmeligt - vi ville ikke have pressen til at tage billeder af hende mellem hashklumperne. Nu kom imidlertid et stort opsat voldsomt angreb på Anita i Børsen til min hjælp. Heri blev hun vist midt i en mark med hashplanter og fremstillet som en hippie der ville føre hash ind ad bagvejen gennem sine butikker, som samtidig i Frankrig netop var blevet raidet af politiet for hampeprodukter. Hun går rigtignok personligt ind for fri hash, men hendes butikker gør det skam ikke. Men da de som de første har lanceret hampeprodukter mellem sæberne er de yderst sårbare. Så pludselig turde Bodyshop-ledelsen end ikke at spise i nærheden af Christiania af frygt for flere angreb i pressen. Og det blev min chance, thi nu var det for sent for dem at skaffe ordentlige lokaler ude i byen til 66 medarbejdere. Jeg vidste at jeg ikke kunne få lov til at få Anita hjem til middag alene, som Vibeke havde ønsket det efter alt det Anita havde gjort for os i sit eget hjem, og foreslog nu at de alle 66 skulle komme sammen til vores lille lejlighed i Gernersgade. Det syntes Bodyshops ledelse var en god idé og ledelsen i England godkendte det og fik besked om at holde det hemmeligt overfor Anita. Men nu skulle der handles hurtigt. Som I måske vil huske fra et julebrev havde Anita, da vi uventet var kommet dumpende ind på ferie i England, med lynets hast fået sin italienske mor til at lave de fineste italienske retter, som blev bragt ud til hendes landsted i taxa. Da min søns "svigermor," Sandra, er italiener og før havde imponeret os med sin vidunderlige madlavning, fik vi nu hende til på kun to dage at lave tonsvis af de fineste italienske retter. Samtidig lavede jeg en hurtig lille handel med Metodistkirken i vores gade: mod at komme i kirke lidt oftere i fremtiden og at holde gratis foredrag til deres arrangementer for bl.a. hjemløse, kunne jeg låne kirken til at vise show i. Anita havde siden sin ankomst flere gange spurgt efter mig, men nej, fik hun at vide, "der ville sandsynligvis ikke blive tid til at se mig." Heller ingen af Bodyshops ansatte havde nogen anelse om hvor de skulle hen, da de den sidste aften blev transporteret fra Holmen i busser og på mystisk vis sat af ved en kirke. Men indeni stod jeg og da Anita så mig, faldt vi straks om halsen på hinanden. "Oh, how I just love such surprises" sagde hun igen og igen. Da alle havde sat sig på kirkebænkene, fortalte jeg de forbløffede Bodyshop-medarbejdere - alle unge idealistiske piger - om min og Anitas hemmelige forbindelse og satte showet i gang. Mange af dem havde set det i deres skoletid, men dels var det nu opdateret, og dels virkede det pludseligt langt mere nærværende, når de nu så deres beundrede leder gå lyslevende rundt mellem de fattige sorte i showet. Særligt Anita var berørt og vendte i aftenens løb igen og igen tilbage til hvordan vi kunne arbejde mere effektivt sammen. I første omgang ønskede hun at jeg skal optræde sammen med hende i februar i University of California, hvor hun er medlem af bestyrelsen og lige havde købt en stor ranch, jeg kan bo på. Men nu kom der bud fra køkkenet om at maden var klar og vi gik hjem i vores lejlighed, hvor Vibeke og Sandra havde sat oceaner af italiensk mad frem på begge etager. Med stearinlys overalt forekom det mig at der aldrig havde været så hyggeligt før. Alle var begejstrede, ikke mindst Anita, der sprang rundt med sit lille turistkamera og fotograferede alt og begejstret udbrød at hun aldrig på sine besøg i Danmark havde set et dansk hjem. For mig var det morsomt at se hvor reserverede de unge danske piger var i samtaler med hende, da jeg i USA havde set de tilsvarende amerikanske ansatte overfalde hende som hysteriske Beatles-fans. Men denne berøringsangst er jo typisk dansk og havde den fordel at min familie kunne monopolisere Anita hele aftenen, hvorved vores oprindelige ønske om at få hende alene til middag så godt som var endt med at gå i opfyldelse - blot med 132 øjne iagttagende i baggrunden fra vores nye, lettere slidte sofaer, som vi i sommerens løb havde fået for 150 kr. på loppemarked. De var jo ikke helt som de kæmpe Chesterfields vi havde slynget os i i Anitas hjem, sagde Vibeke beskedent. "Oh, that little house was getting too small," svarede Anita "now I have a much bigger castle." Alt i alt var aftenen en kæmpesucces for alle parter og da mange skulle gå ved midnatstid for at nå butikkerne i Jylland om morgenen, blev der ikke drukket meget, hvorfor Bodyshop overlod os et helt års vinforsyning. I ugerne efter væltede det ind med blomster, breve og emails fra Bodyshop, fra pigerne og fra Anita, der alle takkede for en uforglemmelig oplevelse. Daniel blev lovet arbejde hos Bodyshop, når han og Anne flytter til New York i 99 efter eksamen for at fortsætte hendes modelkarriere, jeg skulle optræde sammen med Anita i USA, osv.

I efterårsferien besluttede jeg dog at tage Lalou med på min Norgesturné, da Daniel samtidig skulle med Anna til New York. Dagen før skulle Lalou fejre sin 11-års-fødselsdag med et pyjamasparty for sin klasse. I nattemørket lavede jeg en leg i Østre Anlæg for de 17 børn, der skulle gå med mig rundt og se "de sovende hjemløse". De var stadig i den alder hvor de kunne gøres bange, troede jeg, og Daniel og Anna havde på forhånd gemt sig i parken for at fingere et overfald i buskene med skrig og skrål. Men børnene var ikke alle til at skræmme og for i mørket efter Anna, som var så uheldig at forstuve benet, hvorefter jeg og Daniel måtte bære hende hjem på en cykel under stor smerte. For Daniel og Anna, som skulle have optrådt på catwalk i New York, var det bittert at skulle aflyse deres første fællestur til New York, hvor de håber at bosætte sig næste sommer. Hun havde i foråret haft sit store gennembrud som model i New York, hvorunder hun havde boet hos Christina. Denne bor sammen med Raymond, en af verdens førende modefotografer og en god ven af Helena Christensen. Derfor var det et underligt sammentræf, at Helena kort efter sendte mig en fax om at hun gerne ville rejse sammen med mig for at fotografere for CARE. Ideen var opstået tidligere på året hos CARE, for hvem Helena har tilbudt at fotografere, når hun om kort tid standser sin verdenskarriere efter at have tjent små 100 millioner kr. CARE- folkene fortalte mig om dette en dag, da vi spadserede ned ad gaden. "Helena hvem?" sagde jeg blot ligegyldigt. De morede sig kosteligt over at jeg aldrig havde hørt om hende før og pegede op på nogle kæmpemæssige lysreklamer, vi netop gik forbi. Jeg havde godt nok set den reklame overalt, men kendte hverken den afbildede krop eller navnet bag. Modeverdenen har aldrig interesseret mig. Så lidt flov udbrød jeg at hvis vi skulle rejse sammen, ville det jo være som Skønheden og Udyret på udflugt. Men det er åbenbart også ideen med det hele - rent mediemæssigt, hvis det ellers holder - og foreløbig har jeg faxet lidt frem og tilbage om dette med Helena - og sågar tilbudt hende selv at vælge hvilken af rollerne hun føler sig mest hjemme i. Jeg elsker sådanne symbolladede kontraster og havde tidligere foreslået Rigmor Mydtskov at vi sammen fotograferede prins Joakims arbejde for CARE og bagefter udstillede vore forskellige billeder. Hendes hofter er dog blevet for dårlige, fortalte hun mig i foråret. Derimod fejler kroppen hos Helena ikke noget - at dømme efter reklamerne - selvom jeg ikke er sikker på at hun gør sig helt klart hvor hårdt det rent fysisk kan være at arbejde for CARE. Så hvis der kommer noget godt ud af denne sjove duo, skal I nok høre fra os.

I Norge havde jeg en vidunderlig tur sammen med min datter. Turneen var organiseret af Amnesty International som led i den verdensomspændende kampagne mod dødsstraf i USA. I Oslo var der først taler foran stortinget; derefter vandrede demonstrationen op ad Karl Johan mod USA's ambassade, hvor der var et stort opbud af politi for at forhindre en besættelse i stil med den i København for at redde Mumia Abu-Jamal. Herefter vandrede alle demonstranterne lige ind i Industriens hus, som ligger klods op af ambassaden, og hvor jeg stod parat for at vise dem mit show. Det hele var koordineret med udgivelsen af Elis bog; det var morsomt til udgivelsesfesten at vise hvordan vi er de bedste venner når alle fra hendes bog jo havde dannet sig et billede af det modsatte. Bogen gav derfor også en del interviews for mig. Nøjagtigt som Eli var blevet advaret om - at det er farligt at slå folks helte og illusioner ihjel - kom der et voldsomt helsides angreb på hende i det intellektuelle Morgenbladet over at hun overhovedet havde tilladt sig at kritisere mig. Hun blev fremstillet som naiv ved at tro at en fortravlet "mester" som jeg overhovedet skulle have haft tid til at tage sig af en "hysterisk" kvinde som hende. Da jeg så i hvor høj grad hun blev slået ud, skrev jeg straks et forsvar for hende, der blev trykt i avisen, hvori jeg indrømmede at Elis beskrivelse af mig som "kold og fjern" i bogen var fuldstændig korrekt, thi jeg havde virkelig været i et forfærdeligt humør og groft "ghettoiseret" hende på turen, men at dette netop var det værdifulde i bogen. For gennem sin personlige ghettoisering udviklede Eli hurtigt alle de følelser af hjælpeløshed og vrede, som vi sammen oplevede i de ydre ghettoer, vi kørte igennem. Denne sammensmeltning af det ydre og det indre havde tilsyneladende kun kvindelige læsere fået øje på, opdagede jeg, da jeg kørte rundt i landet med Lalou og flere steder boede hos Elis familie, der efter læsningen var blevet virkelig nysgerrig efter at møde mig. Derfor bestræbte jeg mig naturligvis på at opføre mig så eksemplarisk som muligt for at overbevise dem om at Elis billede af mig "jo var helt hen i vejret". Men, som sagt, det var det ikke og når jeg sender bogen sammen med julebrevet i det omfang jeg har råd (ellers kom og hent den hjemme hos mig) er det netop fordi jeg synes at det er vigtigt at vi ser hinanden som de sammensatte personer vi er på godt og ondt. En svaghed ved bogen er måske at den i høj grad handler om noget, som Eli af gode grunde ikke kunne skrive om, men som jeg godt til jer, mine personlige venner, tør angive som forklaring for en del af mystikken i bogen; nemlig forsmået kærlighed. (Ja, bliv nu ikke sur, Eli, du ved at jeg ikke er så privat overfor mine gamle venner som du!) Jeg antyder det selv spøgende i bogen et sted som "det Stockholmske gidselsyndrom" - altså det at man let udvikler stærke følelser overfor gidseltageren såsom hjælpeløshed og de andre følelser vi kender fra racismens ofre - men det er stadig ingen undskyldning for min klodsede opførsel. Og hvad er der så kommet ud af det hele? Jo, Eli har i dag en høj stilling i "Red Barnet". Derfor blev jeg inviteret til at lave en workshop for alle medarbejderne (der viste sig alle at være kvinder) - en workshop der handlede ikke så lidt om alle undertrykkelsens følelser og som derfor var en meget pudsig udløber af den undertrykkelse Eli rent faktisk var gået igennem fra min side. Workshoppen må åbenbart være forløbet fint, for i går ringede Eli til mig og fortalte at Red Barnet (som er meget stort i Norge) nu ville finansiere en ny pædagogisk udgave af mit show med særlig vægt på "afvisningens ofre" til brug i en storstilet kampagne i norske skoler. At utak er verdens løn ved vi alle, men at jeg nu skal belønnes på så storstilet måde for at have "afvist og undertrykt" et sødt, kærligt og særdeles dybttænkende menneske synes dog at være på grænsen af det parodiske. Men, som jeg siger, havde jeg ikke voldt dig så megen smerte, Eli, ville du jo ikke nu være blevet forfatter! Som endnu en udløber besluttede mit gamle norske forlag, Pax, sig for at nyudgive Amerikanske Billeder. Og hvem skal mon oversætte den? Ingen anden end deres tidligere medarbejder, Eli. For ingen kender vel bedre til ghettoiseringens problemer og Jacob Holdt's mærkværdige sindelag end netop hende?

Skønt Lalou havnede i hele denne virak, havde vi en virkelig hyggelig tur sammen gennem Norges fjelde, hvor vi sneede inde i en forrygende snestorm på toppen af Jotunheim. Vi var helt dækket af is, da vi krøb ud af bilen næste morgen. Lalou, der ikke var vant til at sove ude i snestorme, fik sig en gevaldig forkølelse. Det var også sjovt at introducere hende til de fjerne 12. generations kusiner, jeg havde fundet i Vossevangen på en tidligere tur, men at træde lige ind til et større kaffebord hos en sådan norsk fjeldbonde var dog som at træde ind i en scene fra forrige århundrede. Skønt alle gerne ville være imødekommende, magtede de ikke at kæmpe sig ud af deres lukkethed. Man forstår godt at nordmændene altid misunder danskerne vores større åbenhed. Det var første gang Lalou skulle se showet, så det var lidt trist at hun skulle kæmpe sig igennem det på norsk og uden sin fars stemme. Oversættelsen fik hun dog få dage efter til en stor forestilling for de lægestuderende på Københavns Universitet.

Dagen efter fløj jeg til USA, hvor der var så mange aflysninger i min efterårsturné at jeg blev desperat. Jeg gad ikke at sidde en uge i venteposition på landevejen og da orkanen Mitch nærmede sig Centralamerika, ringede jeg til CARE i Guatemala for at høre om de ikke havde brug for min hjælp. Heldigvis havde de hørt om mit arbejde for CARE Danmark og sagde at jeg straks skulle komme. At jeg valgte lige Guatemala skyldtes at jeg ville fejre 25 års-jubilæet for mit forsøg på at blive guerilla dernede - dengang jeg troede det var den eneste måde at løse landets dybe problemer på. Jeg fandt under min blafning rundt i landet aldrig guerillaen dengang, men blev ustandseligt holdt tilbage af militæret, der aldrig opdagede at jeg havde korthårsparyk på. (Langt hår stod for guerillaen). Det var da også først et par år efter, guerillaen blev rigtig stærk da den fik indianernes tilslutning, hvorefter regeringens mangeårige ufattelige blodbad begyndte, som først endte med fredsslutningen forrige år. Jeg så imidlertid nok vold allerede dengang og da jeg altid på en eller anden måde skammede mig over at have stukket halen mellem benene for at vende tilbage til USA's luksus, vidste jeg at jeg en dag ville vende tilbage til dette land, hvis smerte så tidligt havde formet min politiske bevidsthed, som beskrevet i mit 150-siders brev til mange af jer dengang. Med CARE's invitation var nu chancen der til endelig at lave lidt nyttigt i landet, så allerede næste dag fløj jeg af sted. Men da vi ved midnatstid nærmede os Guatemala kunne vi ikke lande på grund af orkanen og da alle nabolandene var ligeså hærgede, måtte vi flyve to timer videre ned til Panama. Her ventede vi hele natten på en udvej. Jeg ville hellere end gerne lige se Panama en dag eller to - jeg havde tidligere kun spejdet ind over landet fra Costa Ricas jungle - men næste dag blev vi sat på et fly, der lettede lige hen over Panamakanalen med retning mod Guatemala. Men lige da flyet var kun en meter fra landingsbanen i Guatemala City, som var aldeles "blæst" for mennesker, gjorde orkanen piloten så panikslagen at han foretog en næsten lodret opstigning, der opskræmte alle om bord. Derefter fløj vi tilbage til New York efter 24 timers formålsløs rejse.

Nu var det for sent straks at tage derned igen inden første show og for ikke at miste min flybillet, fik jeg en ny udstedt til to uger senere. Dog kun med Allahs gode vilje. For pakistaneren, jeg havde købt tilbudsbilletten af, var så dybt troende, at han næsten alle døgnets timer lå på bedetæppet i sit lille kontor i en skyskraber på 5. Ave. Jeg var hans absolut eneste kunde og alligevel måtte jeg ofte gå forgæves, da han ikke var til at rokke ud af sin bedestilling. Eller også satte han mig til at passe kontoret i timevis mens han gik i moskeen. Jeg prøvede efter bedste evne at sælge rejser for ham, men der var aldrig mere end et par opringninger per dag. Hvad skulle jeg egentlig med en ulandsrejse når jeg kunne sidde mageligt her og opleve ægte ulands-sendrægtighed midt på det travle 5. Ave mens jeg fik ordnet alle mine egne opringninger? Med den tillid han viste mig, blev vi virkeligt gode venner og jeg nævner ham her i min årbog mest for selv at huske en af årets store positive menneskeoplevelser. En anden af disse var også af religiøs art, da jeg søndag den 8. Nov. blev "født igen" (som evangelisterne siger i USA) og sågar fik min fødselsattest på det. På et truckstop i Pennsylvania var jeg gået ind i en trucker kirke indrettet i en aflang lastbil, hvor det efter ca. 2 timers stiv gudstjeneste lykkedes mig at blive frelst som "born again Christian". Under hele prædikenen havde den lille spinkle præst sendt nervøse blikke ned til sin meget store kone og var aldrig gået videre til næste sætning før hun havde nikket billigende og råbt "Halleluja, halleluja." Da vi alle troede at nu måtte det snart være slut (ingen kunne nemlig komme ud da døren var oppe bag ved den store kone; hun sad med den ene balle på en af de forreste kirkebænke og den anden ude i fri luft blokerende den snævre passage), ja, da lettede hun pludselig på ballerne for at gøre plads for præsten til at komme ned til os syndere. Da han havde bevæget sig lidt rundt og hørt om vore diverse synder a la chauffører, der havde kørt lidt for hurtigt, nærmest satte han sig pludselig på mig og fordybede sig mere og mere over mig. Jeg kunne ikke forstå det, da det forekom mig at mange af de store fede truckere så mindst lige så syndefulde ud som jeg. Efter en lang helvedesprædiken over mig tilkaldte han sin kone - tydeligvis i triumf over sin store fangst, der nu skulle have hendes godkendelse. Som den absolut eneste derinde var det mig, de besluttede at frelse. Begge greb de mine hænder og knælede ned over det sted, hvor min taske stadig stod åben fordi jeg tidligere havde dristet mig til at tage et diskret billede af gudstjenesten og lige så diskret ladet kameraet glide ned i igen. Dette fortrød jeg nu bitterligt og følte at det var derfor jeg skulle straffes. Men, nej, min synd var af langt dybere natur. Under seancen trak præsten hele tiden konen længere ind over min taske for at hun rigtig kunne se ned i den. Under hele den lange bøn skulle jeg gentage hver sætning efter dem - ord for ord - hvilket gik fint i lang tid. Men så gik det pludselig op for mig hvad min synd bestod i og jeg "knækkede voldsomt over i stemmen". Det var det tidspunkt, hvor jeg selv blev trukket så langt frem, at mit hoved lænede tæt ind mod deres og jeg oprigtigt mærkede deres inderlighed og bekymring for mig. Da kunne jeg nemlig pludselig selv se ned i tasken og betragte hvad de så - en ordentlig stak kondomer i diverse lyserøde farver. På det tidspunkt var jeg så tæt på at bryde sammen af grin indvendigt at min stemme til deres store tilfredshed lød angerfuld og "knækkede over". Sagen var at jeg havde været på bøssebar kort før med Christina. Der havde hun - spøgefuld som hun altid er - i forbifarten taget en hel håndfuld kondomer og kastet ned i min taske med et "They will be useful one day!" og jeg havde ikke siden tænkt på at fjerne dem igen. Så da jeg nu opdagede at præsten med sveden piblende frem på panden havde øjnene fast fikseret på kondomerne, forstod jeg bedre hvorfor han betragtede mig som en stor synder og blev ved og ved med sin bøn - tilsyneladende i timevis - uden at lade mig gå. Da jeg ikke rigtig magtede at forklare mig ud af denne pinlige situation der foran menigheden, havde jeg altså ikke andet valg end at lade mig genføde, men har så til gengæld også fået skriftligt bevis for at jeg nu kommer i himmerige. Jeg tør ikke helt sige om præsten og hans store kone forbandt den særligt lækre lyserøde design på kondomerne med en hetz han tidligere på aftenen havde kørt mod en af de største synder, han kunne komme på, nemlig dem der "divulge in homosexual relationships", men i den sveddryppende heksejagtsatmosfære "følte" jeg mig i al fald lige skyldig.

Nå, men bagefter hele seancen var der en yderst lettet stemning. Hele lastbilen emmede af god vilje og velvære. Præsten og konen diskuterede lidt frem og tilbage om hvorvidt der skulle stå kl. 21.33 eller kl. 21.35 på min fødselsattest som det tidspunkt hvor jeg blev genfødt og frelst. Af samtalen kunne jeg forstå at det måtte være det tidspunkt, hvor min stemme knækkede over og mit ansigt var lyst op i et stort saligt og hengivende smil. Altså det øjeblik hvor jeg selv havde opdaget kondomerne og slet og ret kluklo så voldsomt indvendigt at jeg åbenbart ikke kunne skjule det - og dog skjulte det godt nok til at kunne tolkes som ægte religiøs hengivenhed. Hvilket for mig gjorde det hele endnu morsommere. Inden vi alle skiltes, stillede præsten et par sidste spørgsmål for at checke mig af. "And if you die to night where are you now assured to go?" "To heaven!" svarede jeg selvsikkert. Tja, det ved jeg godt at I vil have svært ved at tro på, men nu er jeg således kommet på ret køl igen! Når jeg tænker på Jesu' historie om kamelen og nåleøjet er jeg egentlig forbavset over hvor let det er at komme i himmerige. For moralen af det hele må vel være at man blot behøver at gå på bøssebar!

Min adgangsbillet til himmerige var indirekte forårsaget af digteren Søren Ulrik Thomsen, hvem højere kræfter i form af Mitch' kaotiske indgriben ikke syntes at unde samme nemme adgang. Jeg havde tidligere inviteret ham med på rejse, men Tv's "Jacob Holdt i USA" fik ham overbevist om at "det var han for sart til". I efteråret ringede han imidlertid op og efter at være gået i kirke sammen, havde vi drøftet hans planer for kirkebesøg i USA. Nu ville han gerne med rundt og opleve ghettokirker til en artikelserie i Politiken. Jeg havde derfor lavet et stort udmattende forarbejde inden hans ankomst - bl.a. i truckerkirken - og været til en "helvedes" masse gudstjenester i Harlem og Brooklyn for at finde en rigtig "holy roller" kirke af typen hvor folk falder om og besvimer. Jeg hentede ham derpå en sen søndag i lufthavnen og kørte direkte til en kirke i Harlem, som jeg vidste ville kurere trætheden efter jetlag. Gudstjenesten var startet kl. 10 formiddag, men de sorte hattedamer hallelujaede stadig så voldsomt rundt med armene i vejret ud på natten at det kunne holde selv Søren Ulrik vågen. Og det siger ikke så lidt om en rejsende poet, der mest "bruger sengen som sit skib" og - efter hvad han fortalte mig - er kommet sovende til sin succes. Bagefter skulle vi ud og spise og som altid når jeg får gæster hjemmefra, spurgte jeg: "Hvad slags etnisk mad har du lyst til....kinesisk, indisk, mexicansk....?" "Tysk!" afbrød han skarpt. Hvad mente han med det? Jo, det skulle være rigtig gammeldags med sovs og kartofler. "Nå, som Helmuth Kohl spiser det?" spurgte jeg, hvorefter han kom med en lang redegørelse for forskellen mellem sine og Kohls madvaner. "Men denne her har vi dog tilfælles", sagde han og pegede på en begyndende opsvulmende vom. Nå, jeg skal naturligvis ikke her udlevere en så kendt person, der også er en af min søns store idoler. Men da du jo selv, Søren Ulrik, i Politiken omtaler din vom - som vi langt om længe fandt lindring for på en af Manhattens få "tyske" restauranter - kan jeg ikke dy mig, da jeg ikke tidligere havde bidt mærke - hverken i din nyanlagte pyknikertype eller i den fine humoristiske sans, der så ofte udspringer af en sådan.

Fortsættes i 3. del

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside