JUL 98 - 2. DEL
Og hvordan er det så gået med min bog? Jo,
efter at have skrevet ca. 100 sider med voldsom begejstring kørte
jeg mere og mere fast i løbet af sommeren. Den endeløse række
af faraoer i vores familie med deres evindelige krige mod
nubierne begyndte at blive ensformig når de ikke havde noget
med barndommens personligt oplevede bibelfortællinger
at gøre. Og der var stadig mere end 500 års rejse op til
vore israelitiske, babylonske og assyriske forfædres
historie. At sidde alene dag ud og dag ind begravet i bøger
var sjovt nok i begyndelsen, men jeg begyndte at savne
virkelige mennesker og oplevelser og ringede til mine agenter
om alligevel at skaffe mig nogle
foredrag. Så for en tid har jeg lagt min
karriere som forsker lidt på hylden. Al den historielæsning
begyndte at give mig samme følelse (eller skyldfølelse) som
lektielæsningen på Esbjerg Statsskole i sin tid, thi mange
historiske perioder var det slet og ret ikke muligt for mig at
skrive noget nyt og originalt om, hvorfor jeg måtte ty til
det som andre historikere - opdagede jeg - er utroligt gode
til: at skrive af efter hinanden. Og denne uspændende kunst lærte
jeg, som I ved, kun alt for godt i vor skoletid. Ja, så kunne
jeg jo ligeså godt i stedet vende tilbage til barndommens åsted,
hvor det faktisk lykkedes mig endnu at finde nogle af vore
levende lærere tilbage. Aktivt dog nu kun Norup, der spjættede
som var han i tyverne, men lærerne havde også tilkaldt den
nu pensionerede Erik Madsen, der som min gamle mentor højtideligt
blev fotograferet sammen med mig. Jeg havde nået at sende et
brev til hans afholdte kone, Agnethe's begravelse et par mdr.
før, men endnu var han tydeligt berørt over tabet - og over
at han nu selv måtte gøre deres store fælles bogprojekt færdig.
Hele to dage talte jeg dunder i aulaen under
Lergaards billeder, først til forældrene, derpå til
eleverne. Derved er Statsskolen nu nået op på førstepladsen
blandt topscorerne over mine foredrag i danske gymnasier (se
mine web-sider: ..../dansk/ forevis.html) og ligger også pænt
placeret internationalt blandt mine nu over 4.000 foredrag. Og
det betyder selvfølgelig meget for en sentimental person som
mig.
Nå, under forårets historieskrivning nåede
jeg også en enkelt turné helt op til Studentersamfundet i
Trondheim. Det var dog ikke helt den samme succes som for 20
år siden; til blot én af mine forestillinger var der dengang
kommet 28.000 kr. ind. Det husker jeg endnu bittert fordi du,
Dominique, ved en fejl havde sendt dem kontrakt på 3.000 kr.,
hvorfor vi havde et hyr med at få overskuddet hevet hjem.
I Norge skulle jeg også arbejde med Eli Sæter
på hendes bog om vores USA-rejse (omtalt i 25-års jubilæumsbrevet),
som snart skulle udkomme. Det var morsomt da hun rakker mig
ned på hver eneste side i bogen, så ofte studsede jeg:
"Sagde jeg virkelig sådan noget sludder?" Men jeg
var godt klar over at jeg havde været meget indadvendt - 50
graders kulde i en bil uden varme havde ikke hjulpet - og at
jeg i denne irritable tilstand havde sagt mange stikkende ting
a la sort jysk humor som jeg før er kommet galt af sted med
at bruge på engelsk. Og jeg var skam også parat til at tage
ansvar for min dårlige opførsel. Da bogen handlede mest om
hendes følelser kunne hun jo ikke skrive den om og stadig være
autentisk. Men da jeg var klar over hvilket levn af en stivnet
helterolle jeg stadig har i Norge fra 70'erne, advarede både
jeg og Elis venner hende om at det jo er "farligt at
kritisere helte". Ligegyldigt hvor berettiget kritikken
er, ønsker folk ikke at opgive deres helte. Vi prøvede at
rette lidt op på "mit image" ved sammen at skrive
en lang slutning, der rent faktisk dækkede den optøede
stemning der havde været imellem os på turen efter at de
voldsomme oplevelser med massemorderens familie havde fået os
på talefod med hinanden. Forlagsredaktøren - en af Norges
dygtigste - forkastede dog vores særdeles gode fælles
slutning for "ikke at være i stil med resten af
bogen", hvilket de fleste i dag mener var en fejl. Men vi
havde stor glæde under den fælles arbejdsproces, hvor vi
emailede teksten frem og tilbage og hun flere gange kom til København
og boede hos os.
Jeg nåede lige med nød og næppe hjem til
Danmark før storkonflikten standsede Norgesbådene. Vibeke
var samtidig nede og inspicere de gamle slaveforter i Senegal
og måtte afbryde rejsen for at nå hjem. Storkonflikten var
en af årets store oplevelser for mig; måske fordi jeg til
dels så den med amerikanske øjne, var jeg overrasket over at
se hvilken kampånd, der stadig er i danskerne hvad angår
velfærdsstatens herligheder - sådan som vi igen på det
seneste har set det under efterlønsdebatten. Under afsavnet
af min daglige morgenavis fandt jeg på at skrive min egen
"avis" ved at bruge de ledige læsestunder til at
fortælle ca. 70 amerikanske email-venner om vores "store
nationale gærkrig." Både storkonfliktens omfang og de
bagvedliggende ideer om velfærdsstaten er jo amerikansk
tankegang fuldstændig fremmede. Min email skabte derfor ikke
så lidt af en chok reaktion og de fleste af mine venner - en
stor del af dem konservative republikanere - sendte den videre
til egne venner. Andre gik sågar i gang med at redigere mit
klodsede engelsk for at sætte den i aviser som New York
Times. Egentlig tror jeg ikke at de fleste danskere ville have
kunnet skrive artiklen, men gennem mit dobbelte borgerskabs øjne
og ved i en årrække at have undervist studenter i USA, har
jeg med tiden lært at få disse til at se alternativt på
USA's store problemer med fattigdom og social utryghed. Først
og fremmest ved at bruge deres egne konservative argumenter om
at "spare i skat" og blinde naive tro på at dette
uden videre vil give dem "flere penge til overs".
Vender man solidarisk disse argumenter på hovedet og viser
hvordan vi herhjemme netop i kraft af at betale verdens højeste
skatter får råd til at blive jordens mest rejsende og
ferierende folkeslag - mens flere og flere amerikanere er nødt
til at bruge deres 1-2 ugers ferie til at arbejde ophobede
regninger af i - kan man pludselig få en spændende dialog ud
af det uden at de stejler. For det er vigtigt at huske
solidariteten og ej forglemme at mennesker, der sidder
begravet i problemer til op over halsen - selvforskyldte eller
ej - sjældent har overskud eller følelsen af magt til at søge
- endsige se - alternativer. Det mest chokerende for mine
amerikanske venner var derfor at høre at 78% af danskerne ønskede
mere ferie og kun 13% mere i løn - hvilket på verdensplan er
uhørt. For har man som amerikanerne ingen velfærdsstat vil
kampen for daglig overlevelse vise det stik modsatte ønske i
befolkningen - en befolkning, som derpå ikke i sin vildeste
fantasi kan forestille sig noget så skørt som at man kan
finde på at "lukke et helt land ned" under store
personlige afsavn i kampiver efter at få endnu mere ferie og
velfærdsstat. (Eller hvordan dette kan frembringe større
gennemsnitlige vækstrater end deres egne!) Men da de fik
forklaret hele sammenhængen, havde selv de mest reaktionære
republikanske venner en utrolig beundring "for the
fighting spirit in the Danes" - og pludselig forståelse
for "at det ikke behøver at være noget Guds-givet at
skulle føle sig stadig mere fanget i en ond cirkel af at
arbejde som en slave året rundt". Jeg håber at I vil læse
artiklen (og amerikanernes ligeså sigende reaktioner), som I
kan hente på mine hjemmesider ..../english/racism/articles/welfare.htm
Underligt nok bliver jeg altid om foråret
udfarende og missionerende mens jeg resten af året ikke så
meget som drømmer om at skrive i aviser eller på
Internettet. Denne underlige drift forstyrrede igen mine
historieskriverier, da jeg under morgenløbene i Østre anlæg
så mig mere og mere gal på Statens nye Kunstmuseum, som kom
væltende ind over min løbebane. Til sidst blev jeg så gal
at jeg måtte have det ud og endte med endnu en kronik i
Poltiken med et bittert (og dog lettere humoristisk) angreb på
Københavns nye arkitektur. Især på tendensen til at ødelægge
værdifulde gamle historiske kvarterer med vinduesløse
bygninger, hvorfor jeg foreslog at vi nu "tvang
arkitekterne under jorden". Jo, den fik jeg mange sjove
kommentarer for fra arkitekter, som bl.a. kaldte mig "rindalist,"
men forbavsende ofte var enig med mig.
I mit daglige morgenraseri endte jeg i øvrigt
med at løbe flere og flere omgange hver morgen og kom derved
i bedre og bedre fysisk form. Nu kunne jeg ikke holde mig
indenfor voldene mere og begyndte hver weekend at løbe de 20
km ud til lufthavnen. I min alder må man jo gøre noget for
at holde kræft- og kredsløbs-sygdomme på afstand og jeg
opdagede at det jo er "næsten" lige så hurtigt at
løbe de fleste strækninger indenfor søerne som at cykle og
næsten på minuttet lige så hurtigt at cykle indenfor en
omkreds af 10 km fra centrum som at tage bil. Når jeg hver
dag ser, hvordan bilkøerne på Københavns indfaldsveje står
næsten stille, begriber jeg simpelthen ikke hvorfor velfærdsstaten
ikke 4-5 dobler benzinafgiften og derved sparer på fremtidige
hospitalsudgifter. Men ikke blot for sundhedens skyld; også
for at imødegå de katastrofale klimaforandringer vore børn
ellers vil skulle kæmpe med i næste århundrede. Den sidste
måneds reviderede computermodeller over drivhus-effektens ørkendannelser,
oversvømmelser og malaria helt op til Danmark - med millioner
af flygtninge strømmende mod vore kyster - er simpelthen
rystende læsning. Også derfor er jeg stolt over at stå
noteret i Storebæltsforbindelsens museum som en af de argeste
modstandere af denne udvidelse af privatbilismen. Nu vil jeg
savne dette førhen tvungne færgehvil midt i mit
erhvervsstress. Frivillige hvil langs grøftekanten virker
nemlig ikke imod stress, siger min erfaring, som jeg i sin tid
hævdede i min anti-bro-kronik (læs den på Internettet - nu
eller når I om få år savner færgerne, mågerne og et sundt
verdensmiljø). Men broer kan jo også bruges til fremme af
sundheden hvis man bruger dem til at løbe over i stedet for
at svine miljøet til med. Så med sloganet "Bromodstander
for broløb" stillede jeg med stor begejstring op sammen
med 30.000 andre til den trods alt historiske åbning. Den
lange blæsende ventetid mindede dog ubehageligt om den jeg
kendte fra fredagsfærgerne når jeg havde glemt at bestille
plads (men husk: lidt ubekvemmelighed er altid at foretrække
fremfor at skyde egoistisk genvej til den forkerte bred i miljøspørgsmål!).
Men derefter gik det i dejligt luntetrav derud ad. Jeg havde været
lidt nervøs for om jeg kunne klare de 21 km, men alle blev
simpelthen trukket med af menneskemassens fælles
energiudfoldelse. En masse, jeg ikke har oplevet så
vidunderlig siden de store Vietnam-demonstrationers 40.000
deltagere, i hvilken følelsen af blot at være med og sammen
om dette øjeblik - "alle i samme båd" for at sige
det lidt mere sentimentalt - inklusive handicappede, overvægtige
osv., bevirkede at næsten ingen tænkte i konkurrencebaner,
men løb i samme tempo. Særligt hyggeligt var det at løbe
sammen med min ellers langt hurtigere marathon-trænede søn
og flere gange at møde bekendte bl. a. hjemme fra min
landsby. Men alligevel var det jo lidt ærgerligt, da jeg
efter glæden over at finde Marius løbende sammen med sine to
sønner siden opdagede på Internettets resultatliste, at
denne forfærdelige stræber - ja, I husker ham jo tydeligt -
havde slået mig endnu engang (nu også i løb) med ikke
mindre end 10-15 minutter! Jeg er nu heller ikke mere hvad jeg
har været, skal dertil siges. I stedet for sådanne
resultatlister synes jeg at man burde indføre ranglister over
hvem der har måttet overvinde mest i sig selv for at kunne løbe
med. Bortset fra overfede, "spassere" og oldinge
ville jeg så få en meget fin placering. For - gumpetung som
jeg er - hader jeg rent ud sagt at løbe - prustende, stønnende
og svedende så voldsomt at folk i reglen vender sig forskrækkede
om i miles omkreds. Ustandseligt søger jeg distraktioner
eller undskyldninger for ikke at løbe videre. Se - modsat
Marius som jo sejler sig legende let igennem tilværelsen -
har vi her at gøre med en virkelig sportsmand, nemlig én der
skal overvinde alt i sig selv. At det overhovedet lykkes mig
hver morgen at løbe fra den ene ende af København til den
anden (thi vi historikere regner jo kun de 8 km med indenfor
de gamle voldgrave fra Østerbrogade til Vesterbrogade)
skyldes udelukkende min evne til i fantasiens eller
virkelighedens verden at sætte en gulerod på stang foran
mig. F. eks. en af de mange yndige unge piger, der også løber
langs søerne om morgenen. Når jeg hyppigt falder i snak med
mine gamle publikummer under vejs, giver det rent ud
sagt ungdommelige kræfter og inden jeg har set mig om, er jeg
nået fra min fødsels bopæl ved Østerbro-gade helt op til
min ungdoms Vesterbrogade ved Lenins gamle bopæl - rød og
knytnævet som jeg er blevet under vejs. I lidt mere moden
alder støder mit livsløb på tilbagevejen på min astrolog,
der præcist som et urværk 8:41 går over Fredensbro mens jeg
løber under, og som nu giver mig min daglige vejrudsigt og
overfusning over ikke at bruge mit liv bedre - inden jeg
"gammel" og beåndet er ved at segne om på min mors
grav på Holmens kirkegård - hende, som i barnevogn trak mig
ad selvsamme rute i mit livsløbs første år. Jo, sig ikke at
jeg ikke dyrker mine rødder - eller som en flygtning krydser
mine spor! Og hvad jeg ikke oplever i morgenmørket hver dag
mens folk sidder og stresser i deres biler på indfaldsvejene?
Som forleden, da jeg først væltede en knallert, der var ved
at køre mig ned i en fodgængerovergang. Dernæst så jeg en
dame gå i stå midt på Østerbrogade og begyndte at skubbe
hendes bil væk. Ud sprang en karseklippet herre fra bilen
bagved med et "Hej Jacob" og kom hen for at hjælpe
mig med en glæde over gensynet som havde vi kendt hinanden i
årevis. "Hvor kender vi hinanden fra?" spurgte jeg
lidt skamfuld. "Jamen, kan du da ikke huske? Det var jo
mig, der arresterede dig og afhørte dig hele dagen på
hovedpolitigården!" "Nåh," sagde jeg så, som
om jeg kunne huske det og var lige på nippet til et:
"Hvilken gang var det nu?" - men erkendte så at det
ville være klogere først at ringe til Henning Dahlgård for
at få opklaret mysteriet. Nu glemte denne politimand i
gensynets begejstring rent ud at han havde ladet sin egen kone
sidde i bilen midt på gaden mens vi sammen skubbede damen,
som spærrede trafikken, så langt ned ad Classensgade at hun
først råbte og siden begyndte at skrige bagud, at hun skam
ikke skulle ned ad den gade. Jo, hver morgen kommer jeg hjem
til Vibeke efter mine løbeture og fortæller begejstret om
utrolige oplevelser ude i den store verden. Hun bliver glad når
hun ser mig glad - hun synes at jeg rent ud sagt er blomstret
op - og midt i en sådan løbetid er det jo ingen kunst at få
sit ægteskab ret op at stå igen. Også på anden vis styrkes
familien. Hvert år bemander hele familien væskedepotet henne
på hjørnet og skænker op til de 5000 marathonløbere, som
min bror Niels Jørgen tjener tykt på at sende ud i
majvarmen. Og hvert år snitter jeg mig til blods for denne
familiesammensværgelse ved at skulle skære 3 tons appelsiner
og bananer ud til løberne, deriblandt Torben G. fra 2. X -
hvorfor jeg endnu ikke har fået tid til at slå dig, Torben -
skønt viljen skam er der til at sætte dig kniven for struben
en dag og bryde med mine blodbånd. Men at blodbåndene også
kan være en styrke, opdagede jeg til Niels Jørgens endnu større
succes (og idé) - det årlige 5 x 5 km stafetløb for
firmaer. Over 50.000 var med i år på to vidunderlige
august-aftener i skovtursstemning med ægtefæller og
"gratis" madkurve fra Niels Jørgen med vin og
franske sponsor-oste til fortæring i det sene aftenlys fra
fakler og fyrværkeri. Mens han ret har forstået at løbe af
med profitten efter murens fald og Land og Folk-festivalernes
død og nu står med hundredvis af ansatte og frivillige, ja,
så er løbet kørt for hans ynkelige bror, som i samme
tidsrum mistede alle sine medarbejdere! Så da min søn ikke
gad at stille op på så "latterlig kort en
distance" var der ikke andet at gøre end at stille op
som en-mandsfirma. Men da stævnelederen - altså min bror - så
mig stakåndet komme i mål efter første runde - side om side
med Frederikssund Politi, Unibank og et lynhurtigt
computerfirma, ja, så ynkedes han alligevel over sin familie
og overtog min stafet. Og således fik familiefirmaet Holdt
med kun to mand en særdeles fin placering blandt landets
kendteste firmaer. Da jeg som en anden hare i "Haren og
pindsvinet" løb de tre af runderne selv, vrælede
konferencieren Heinrich - som altid har elsket at drille mig -
en masse pinligt ævl om Amerikanske Billeder i højtalerne
hver gang jeg passerede målstregen. Så skønt jeg som den
eneste løb uden firmatrøje, fik også jeg pludselig en
firmaidentitet trukket ned over hovedet, hvis ære naturligvis
skulle forsvares. Jeg har tit nok tænkt at Amerikanske
Billeder ville tage livet af mig en dag og i det voldsomt
opskruede tempo frygtede jeg alvorligt i sidste runde at det
nu ville ske - nøjagtig som for haren i den berømte fabel. Så
glad blev jeg, da jeg nåede frem i armene på min heppende
77-årige far i målet - og familien derved kunne forblive
intakt endnu en stakket stund.
Men hvor længe? Lige før sommerferien havde
Vibekes far et voldsomt tilbagefald i sin Parkinson sygdom.
Gennem en hel nat sad hun med ham på hospitalet og troede at
han skulle dø mens han slog omkring sig i vildelse. Han
overlevede mirakuløst og vi besluttede at tilbringe ferien
med ham i sommerhuset for at han ikke skulle ligge alene og
for at få lidt sul på kroppen af ham. Det gik også over al
forventning. Med en kærlig familie omkring sig, sprang han
snart omkring i et tempo som....ja, vel som et pindsvin...i al
fald med noget der lignede pigge, når hans strittende armfægterier
med knive og gafler under måltiderne syntes at true alle og
småskræmte uvante gæster som jer, Marius og Anne. Jo, det hører
jo med til livet, så det klarer man bedst ved at more sig
over det. Ligesom da han en dag "løb væk" og vi
senere fandt ham ude på vejen i snak med én som havde været
hans dødsfjende gennem hele livet. Hvad der pludselig havde
bragt dem på talefod? Jo, de havde begge i en høj alder fået
Parkinsons og stod nu der og fægtede løs på hinanden med
arme og ben i bedste fordragelighed og pludselige gensidige
solidaritet og forståelse.
Mens det var en stor glæde at være med til
at hjælpe ham til hægterne igen, fik vi snart ny sygdom at
slås med i familien. Muligvis var det Anita Roddick, der udløste
den. Hun sendte mig i august en fax om at hun ville komme til
Danmark og om det var muligt at se mig. Vi ønskede at
invitere hende til middag og måske endog have hende boende,
men hendes multinationale Bodyshop er jo 3-4 doblet i værdi
siden hendes rejse med mig i 94 og jeg havde stærkt på
fornemmelsen at hun ville være hårdt spændt for under besøget
i Danmark. Så jeg tog ud til Bodyshops hovedkontor for at få
hendes planer. Jo, hvert minut af hendes 4 dages besøg havde
de og medierne allerede lagt beslag på, men måske jeg kunne
presses ind i et par minutter under hendes frokost om
tirsdagen. Hvadforno'd, tænkte jeg? Det vidste jeg at hverken
Anita eller jeg kunne acceptere. Og så gik jeg straks i krig
for at få ændret Bodyshops planer. Da de jo er imod reklame,
lever konceptet alene af den omtale Anita skaffer koncernen i
medierne under evindelige rejser til afdelinger i hele verden.
Så ikke et minut var de villige til at opgive. Heldigvis
havde Bodyshops kvindelige ledere i deres skoletid set
Amerikanske Billeder og da jeg nu insisterede på at Anita
skulle se den ny udgave mens hun var i Danmark, indvilgede de
i at jeg kunne få lov at vise 1. delen mellem Anitas store
tale til offentligheden på Holmen og alle de danske
Bodyshop-ansattes middag en time efter. At jeg var så ivrig
efter at hun så showet skyldes jo min langtidsdrøm om at få
hende med i en finansiering af mit teater i New York. Men en
times forvirrende forevisning for hende i en restaurant ville
ikke være tilstrækkeligt. Det lykkedes derpå at få
middagen flyttet til Spiseloppen på Christiania, hvorpå jeg
gik i lag med Christianitterne. De skulle samme aften have
stort anti-vold-fællesmøde i Operaen i Pusher Street og var
begejstrede for mit forslag om at indlede det med Amerikanske
Billeder. Jeg vidste at Anita ville elske noget overraskende -
såsom at blive ført igennem Christianias mudder ad
bagindgangen ind til et stort fællesmøde med langskæggede
christianitter. Men det hele måtte holdes hemmeligt - vi
ville ikke have pressen til at tage billeder af hende mellem
hashklumperne. Nu kom imidlertid et stort opsat voldsomt
angreb på Anita i Børsen til min hjælp. Heri blev hun vist
midt i en mark med hashplanter og fremstillet som en hippie
der ville føre hash ind ad bagvejen gennem sine butikker, som
samtidig i Frankrig netop var blevet raidet af politiet for
hampeprodukter. Hun går rigtignok personligt ind for fri
hash, men hendes butikker gør det skam ikke. Men da de som de
første har lanceret hampeprodukter mellem sæberne er de
yderst sårbare. Så pludselig turde Bodyshop-ledelsen end
ikke at spise i nærheden af Christiania af frygt for flere
angreb i pressen. Og det blev min chance, thi nu var det for
sent for dem at skaffe ordentlige lokaler ude i byen til 66
medarbejdere. Jeg vidste at jeg ikke kunne få lov til at få
Anita hjem til middag alene, som Vibeke havde ønsket det
efter alt det Anita havde gjort for os i sit eget hjem, og
foreslog nu at de alle 66 skulle komme sammen til vores lille
lejlighed i Gernersgade. Det syntes Bodyshops ledelse var en
god idé og ledelsen i England godkendte det og fik besked om
at holde det hemmeligt overfor Anita. Men nu skulle der
handles hurtigt. Som I måske vil huske fra et julebrev havde
Anita, da vi uventet var kommet dumpende ind på ferie i
England, med lynets hast fået sin italienske mor til at lave
de fineste italienske retter, som blev bragt ud til hendes
landsted i taxa. Da min søns "svigermor," Sandra,
er italiener og før havde imponeret os med sin vidunderlige
madlavning, fik vi nu hende til på kun to dage at lave
tonsvis af de fineste italienske retter. Samtidig lavede jeg
en hurtig lille handel med Metodistkirken i vores gade: mod at
komme i kirke lidt oftere i fremtiden og at holde gratis
foredrag til deres arrangementer for bl.a. hjemløse, kunne
jeg låne kirken til at vise show i. Anita havde siden sin
ankomst flere gange spurgt efter mig, men nej, fik hun at
vide, "der ville sandsynligvis ikke blive tid til at se
mig." Heller ingen af Bodyshops ansatte havde nogen
anelse om hvor de skulle hen, da de den sidste aften blev
transporteret fra Holmen i busser og på mystisk vis sat af
ved en kirke. Men indeni stod jeg og da Anita så mig, faldt
vi straks om halsen på hinanden. "Oh, how I just love
such surprises" sagde hun igen og igen. Da alle havde sat
sig på kirkebænkene, fortalte jeg de forbløffede
Bodyshop-medarbejdere - alle unge idealistiske piger - om min
og Anitas hemmelige forbindelse og satte showet i gang. Mange
af dem havde set det i deres skoletid, men dels var det nu
opdateret, og dels virkede det pludseligt langt mere nærværende,
når de nu så deres beundrede leder gå lyslevende rundt
mellem de fattige sorte i showet. Særligt Anita var berørt
og vendte i aftenens løb igen og igen tilbage til hvordan vi
kunne arbejde mere effektivt sammen. I første omgang ønskede
hun at jeg skal optræde sammen med hende i februar i
University of California, hvor hun er medlem af bestyrelsen og
lige havde købt en stor ranch, jeg kan bo på. Men nu kom der
bud fra køkkenet om at maden var klar og vi gik hjem i vores
lejlighed, hvor Vibeke og Sandra havde sat oceaner af
italiensk mad frem på begge etager. Med stearinlys overalt
forekom det mig at der aldrig havde været så hyggeligt før.
Alle var begejstrede, ikke mindst Anita, der sprang rundt med
sit lille turistkamera og fotograferede alt og begejstret udbrød
at hun aldrig på sine besøg i Danmark havde set et dansk
hjem. For mig var det morsomt at se hvor reserverede de unge
danske piger var i samtaler med hende, da jeg i USA havde set
de tilsvarende amerikanske ansatte overfalde hende som
hysteriske Beatles-fans. Men denne berøringsangst er jo
typisk dansk og havde den fordel at min familie kunne
monopolisere Anita hele aftenen, hvorved vores oprindelige ønske
om at få hende alene til middag så godt som var endt med at
gå i opfyldelse - blot med 132 øjne iagttagende i baggrunden
fra vores nye, lettere slidte sofaer, som vi i sommerens løb
havde fået for 150 kr. på loppemarked. De var jo ikke helt
som de kæmpe Chesterfields vi havde slynget os i i Anitas
hjem, sagde Vibeke beskedent. "Oh, that little house was
getting too small," svarede Anita "now I have a much
bigger castle." Alt i alt var aftenen en kæmpesucces for
alle parter og da mange skulle gå ved midnatstid for at nå
butikkerne i Jylland om morgenen, blev der ikke drukket meget,
hvorfor Bodyshop overlod os et helt års vinforsyning. I
ugerne efter væltede det ind med blomster, breve og emails
fra Bodyshop, fra pigerne og fra Anita, der alle takkede for
en uforglemmelig oplevelse. Daniel blev lovet arbejde hos
Bodyshop, når han og Anne flytter til New York i 99 efter
eksamen for at fortsætte hendes modelkarriere, jeg skulle
optræde sammen med Anita i USA, osv.
I efterårsferien besluttede jeg dog at tage
Lalou med på min Norgesturné, da Daniel samtidig skulle med
Anna til New York. Dagen før skulle Lalou fejre sin 11-års-fødselsdag
med et pyjamasparty for sin klasse. I nattemørket lavede jeg
en leg i Østre Anlæg for de 17 børn, der skulle gå med mig
rundt og se "de sovende hjemløse". De var stadig i
den alder hvor de kunne gøres bange, troede jeg, og Daniel og
Anna havde på forhånd gemt sig i parken for at fingere et
overfald i buskene med skrig og skrål. Men børnene var ikke
alle til at skræmme og for i mørket efter Anna, som var så
uheldig at forstuve benet, hvorefter jeg og Daniel måtte bære
hende hjem på en cykel under stor smerte. For Daniel og Anna,
som skulle have optrådt på catwalk i New York, var det
bittert at skulle aflyse deres første fællestur til New
York, hvor de håber at bosætte sig næste sommer. Hun havde
i foråret haft sit store gennembrud som model i New York,
hvorunder hun havde boet hos Christina. Denne bor sammen med
Raymond, en af verdens førende modefotografer og en god ven
af Helena Christensen. Derfor var det et underligt sammentræf,
at Helena kort efter sendte mig en fax om at hun gerne ville
rejse sammen med mig for at fotografere for CARE. Ideen var
opstået tidligere på året hos CARE, for hvem Helena har
tilbudt at fotografere, når hun om kort tid standser sin
verdenskarriere efter at have tjent små 100 millioner kr.
CARE- folkene fortalte mig om dette en dag, da vi spadserede
ned ad gaden. "Helena hvem?" sagde jeg blot
ligegyldigt. De morede sig kosteligt over at jeg aldrig havde
hørt om hende før og pegede op på nogle kæmpemæssige
lysreklamer, vi netop gik forbi. Jeg havde godt nok set den
reklame overalt, men kendte hverken den afbildede krop eller
navnet bag. Modeverdenen har aldrig interesseret mig. Så lidt
flov udbrød jeg at hvis vi skulle rejse sammen, ville det jo
være som Skønheden og Udyret på udflugt. Men det er åbenbart
også ideen med det hele - rent mediemæssigt, hvis det ellers
holder - og foreløbig har jeg faxet lidt frem og tilbage om
dette med Helena - og sågar tilbudt hende selv at vælge
hvilken af rollerne hun føler sig mest hjemme i. Jeg elsker sådanne
symbolladede kontraster og havde tidligere foreslået Rigmor
Mydtskov at vi sammen fotograferede prins Joakims arbejde for
CARE og bagefter udstillede vore forskellige billeder. Hendes
hofter er dog blevet for dårlige, fortalte hun mig i foråret.
Derimod fejler kroppen hos Helena ikke noget - at dømme efter
reklamerne - selvom jeg ikke er sikker på at hun gør sig
helt klart hvor hårdt det rent fysisk kan være at arbejde
for CARE. Så hvis der kommer noget godt ud af denne sjove
duo, skal I nok høre fra os.
I Norge havde jeg en vidunderlig tur sammen
med min datter. Turneen var organiseret af Amnesty
International som led i den verdensomspændende kampagne mod dødsstraf
i USA. I Oslo var der først taler foran stortinget; derefter
vandrede demonstrationen op ad Karl Johan mod USA's ambassade,
hvor der var et stort opbud af politi for at forhindre en besættelse
i stil med den i København for at redde Mumia Abu-Jamal.
Herefter vandrede alle demonstranterne lige ind i Industriens
hus, som ligger klods op af ambassaden, og hvor jeg stod parat
for at vise dem mit show. Det hele var koordineret med
udgivelsen af Elis bog; det var morsomt til udgivelsesfesten
at vise hvordan vi er de bedste venner når alle fra hendes
bog jo havde dannet sig et billede af det modsatte. Bogen gav
derfor også en del interviews for mig. Nøjagtigt som Eli var
blevet advaret om - at det er farligt at slå folks helte og
illusioner ihjel - kom der et voldsomt helsides angreb på
hende i det intellektuelle Morgenbladet over at hun
overhovedet havde tilladt sig at kritisere mig. Hun blev
fremstillet som naiv ved at tro at en fortravlet
"mester" som jeg overhovedet skulle have haft tid
til at tage sig af en "hysterisk" kvinde som hende.
Da jeg så i hvor høj grad hun blev slået ud, skrev jeg
straks et forsvar for hende, der blev trykt i avisen, hvori
jeg indrømmede at Elis beskrivelse af mig som "kold og
fjern" i bogen var fuldstændig korrekt, thi jeg havde
virkelig været i et forfærdeligt humør og groft
"ghettoiseret" hende på turen, men at dette netop
var det værdifulde i bogen. For gennem sin personlige
ghettoisering udviklede Eli hurtigt alle de følelser af hjælpeløshed
og vrede, som vi sammen oplevede i de ydre ghettoer, vi kørte
igennem. Denne sammensmeltning af det ydre og det indre havde
tilsyneladende kun kvindelige læsere fået øje på, opdagede
jeg, da jeg kørte rundt i landet med Lalou og flere steder
boede hos Elis familie, der efter læsningen var blevet
virkelig nysgerrig efter at møde mig. Derfor bestræbte jeg
mig naturligvis på at opføre mig så eksemplarisk som muligt
for at overbevise dem om at Elis billede af mig "jo var
helt hen i vejret". Men, som sagt, det var det ikke og når
jeg sender bogen sammen med julebrevet i det omfang jeg har råd
(ellers kom og hent den hjemme hos mig) er det netop fordi jeg
synes at det er vigtigt at vi ser hinanden som de sammensatte
personer vi er på godt og ondt. En svaghed ved bogen er måske
at den i høj grad handler om noget, som Eli af gode grunde
ikke kunne skrive om, men som jeg godt til jer, mine
personlige venner, tør angive som forklaring for en del af
mystikken i bogen; nemlig forsmået kærlighed. (Ja, bliv nu
ikke sur, Eli, du ved at jeg ikke er så privat overfor mine
gamle venner som du!) Jeg antyder det selv spøgende i bogen
et sted som "det Stockholmske gidselsyndrom" - altså
det at man let udvikler stærke følelser overfor
gidseltageren såsom hjælpeløshed og de andre følelser vi
kender fra racismens ofre - men det er stadig ingen
undskyldning for min klodsede opførsel. Og hvad er der så
kommet ud af det hele? Jo, Eli har i dag en høj stilling i
"Red Barnet". Derfor blev jeg inviteret til at lave
en workshop for alle medarbejderne (der viste sig alle at være
kvinder) - en workshop der handlede ikke så lidt om alle
undertrykkelsens følelser og som derfor var en meget pudsig
udløber af den undertrykkelse Eli rent faktisk var gået
igennem fra min side. Workshoppen må åbenbart være forløbet
fint, for i går ringede Eli til mig og fortalte at Red Barnet
(som er meget stort i Norge) nu ville finansiere en ny pædagogisk
udgave af mit show med særlig vægt på "afvisningens
ofre" til brug i en storstilet kampagne i norske skoler.
At utak er verdens løn ved vi alle, men at jeg nu skal belønnes
på så storstilet måde for at have "afvist og
undertrykt" et sødt, kærligt og særdeles dybttænkende
menneske synes dog at være på grænsen af det parodiske.
Men, som jeg siger, havde jeg ikke voldt dig så megen smerte,
Eli, ville du jo ikke nu være blevet forfatter! Som endnu en
udløber besluttede mit gamle norske forlag, Pax, sig for at
nyudgive Amerikanske Billeder. Og hvem skal mon oversætte
den? Ingen anden end deres tidligere medarbejder, Eli. For
ingen kender vel bedre til ghettoiseringens problemer og Jacob
Holdt's mærkværdige sindelag end netop hende?
Skønt Lalou havnede i hele denne virak, havde
vi en virkelig hyggelig tur sammen gennem Norges fjelde, hvor
vi sneede inde i en forrygende snestorm på toppen af
Jotunheim. Vi var helt dækket af is, da vi krøb ud af bilen
næste morgen. Lalou, der ikke var vant til at sove ude i
snestorme, fik sig en gevaldig forkølelse. Det var også
sjovt at introducere hende til de fjerne 12. generations
kusiner, jeg havde fundet i Vossevangen på en tidligere tur,
men at træde lige ind til et større kaffebord hos en sådan
norsk fjeldbonde var dog som at træde ind i en scene fra
forrige århundrede. Skønt alle gerne ville være imødekommende,
magtede de ikke at kæmpe sig ud af deres lukkethed. Man forstår
godt at nordmændene altid misunder danskerne vores større åbenhed.
Det var første gang Lalou skulle se showet, så det var lidt
trist at hun skulle kæmpe sig igennem det på norsk og uden
sin fars stemme. Oversættelsen fik hun dog få dage efter til
en stor forestilling for de lægestuderende på Københavns
Universitet.
Dagen efter fløj jeg til USA, hvor der var så
mange aflysninger i min efterårsturné at jeg blev desperat.
Jeg gad ikke at sidde en uge i venteposition på landevejen og
da orkanen Mitch nærmede sig Centralamerika, ringede jeg til
CARE i Guatemala for at høre om de ikke havde brug for min hjælp.
Heldigvis havde de hørt om mit arbejde for CARE Danmark og
sagde at jeg straks skulle komme. At jeg valgte lige Guatemala
skyldtes at jeg ville fejre 25 års-jubilæet for mit forsøg
på at blive guerilla dernede - dengang jeg troede det var den
eneste måde at løse landets dybe problemer på. Jeg fandt
under min blafning rundt i landet aldrig guerillaen dengang,
men blev ustandseligt holdt tilbage af militæret, der aldrig
opdagede at jeg havde korthårsparyk på. (Langt hår stod for
guerillaen). Det var da også først et par år efter,
guerillaen blev rigtig stærk da den fik indianernes
tilslutning, hvorefter regeringens mangeårige ufattelige
blodbad begyndte, som først endte med fredsslutningen forrige
år. Jeg så imidlertid nok vold allerede dengang og da jeg
altid på en eller anden måde skammede mig over at have
stukket halen mellem benene for at vende tilbage til USA's
luksus, vidste jeg at jeg en dag ville vende tilbage til dette
land, hvis smerte så tidligt havde formet min politiske
bevidsthed, som beskrevet i mit 150-siders brev til mange af
jer dengang. Med CARE's invitation var nu chancen der til
endelig at lave lidt nyttigt i landet, så allerede næste dag
fløj jeg af sted. Men da vi ved midnatstid nærmede os
Guatemala kunne vi ikke lande på grund af orkanen og da alle
nabolandene var ligeså hærgede, måtte vi flyve to timer
videre ned til Panama. Her ventede vi hele natten på en
udvej. Jeg ville hellere end gerne lige se Panama en dag eller
to - jeg havde tidligere kun spejdet ind over landet fra Costa
Ricas jungle - men næste dag blev vi sat på et fly, der
lettede lige hen over Panamakanalen med retning mod Guatemala.
Men lige da flyet var kun en meter fra landingsbanen i
Guatemala City, som var aldeles "blæst" for
mennesker, gjorde orkanen piloten så panikslagen at han
foretog en næsten lodret opstigning, der opskræmte alle om
bord. Derefter fløj vi tilbage til New York efter 24 timers
formålsløs rejse.
Nu var det for sent straks at tage derned igen
inden første show og for ikke at miste min flybillet, fik jeg
en ny udstedt til to uger senere. Dog kun med Allahs gode
vilje. For pakistaneren, jeg havde købt tilbudsbilletten af,
var så dybt troende, at han næsten alle døgnets timer lå på
bedetæppet i sit lille kontor i en skyskraber på 5. Ave. Jeg
var hans absolut eneste kunde og alligevel måtte jeg ofte gå
forgæves, da han ikke var til at rokke ud af sin bedestilling.
Eller også satte han mig til at passe kontoret i timevis mens
han gik i moskeen. Jeg prøvede efter bedste evne at sælge
rejser for ham, men der var aldrig mere end et par
opringninger per dag. Hvad skulle jeg egentlig med en
ulandsrejse når jeg kunne sidde mageligt her og opleve ægte
ulands-sendrægtighed midt på det travle 5. Ave mens jeg fik
ordnet alle mine egne opringninger? Med den tillid han viste
mig, blev vi virkeligt gode venner og jeg nævner ham her i
min årbog mest for selv at huske en af årets store positive
menneskeoplevelser. En anden af disse var også af religiøs
art, da jeg søndag den 8. Nov. blev "født igen"
(som evangelisterne siger i USA) og sågar fik min fødselsattest
på det. På et truckstop i Pennsylvania var jeg gået ind i
en trucker kirke indrettet i en aflang lastbil, hvor det efter
ca. 2 timers stiv gudstjeneste lykkedes mig at blive frelst
som "born again Christian". Under hele prædikenen
havde den lille spinkle præst sendt nervøse blikke ned til
sin meget store kone og var aldrig gået videre til næste sætning
før hun havde nikket billigende og råbt "Halleluja,
halleluja." Da vi alle troede at nu måtte det snart være
slut (ingen kunne nemlig komme ud da døren var oppe bag ved
den store kone; hun sad med den ene balle på en af de
forreste kirkebænke og den anden ude i fri luft blokerende
den snævre passage), ja, da lettede hun pludselig på
ballerne for at gøre plads for præsten til at komme ned til
os syndere. Da han havde bevæget sig lidt rundt og hørt om
vore diverse synder a la chauffører, der havde kørt lidt for
hurtigt, nærmest satte han sig pludselig på mig og fordybede
sig mere og mere over mig. Jeg kunne ikke forstå det, da det
forekom mig at mange af de store fede truckere så mindst lige
så syndefulde ud som jeg. Efter en lang helvedesprædiken
over mig tilkaldte han sin kone - tydeligvis i triumf over sin
store fangst, der nu skulle have hendes godkendelse. Som den
absolut eneste derinde var det mig, de besluttede at frelse.
Begge greb de mine hænder og knælede ned over det sted, hvor
min taske stadig stod åben fordi jeg tidligere havde dristet
mig til at tage et diskret billede af gudstjenesten og lige så
diskret ladet kameraet glide ned i igen. Dette fortrød jeg nu
bitterligt og følte at det var derfor jeg skulle straffes.
Men, nej, min synd var af langt dybere natur. Under seancen
trak præsten hele tiden konen længere ind over min taske for
at hun rigtig kunne se ned i den. Under hele den lange bøn
skulle jeg gentage hver sætning efter dem - ord for ord -
hvilket gik fint i lang tid. Men så gik det pludselig op for
mig hvad min synd bestod i og jeg "knækkede voldsomt
over i stemmen". Det var det tidspunkt, hvor jeg selv
blev trukket så langt frem, at mit hoved lænede tæt ind mod
deres og jeg oprigtigt mærkede deres inderlighed og bekymring
for mig. Da kunne jeg nemlig pludselig selv se ned i tasken og
betragte hvad de så - en ordentlig stak kondomer i diverse
lyserøde farver. På det tidspunkt var jeg så tæt på at
bryde sammen af grin indvendigt at min stemme til deres store
tilfredshed lød angerfuld og "knækkede over".
Sagen var at jeg havde været på bøssebar kort før med
Christina. Der havde hun - spøgefuld som hun altid er - i
forbifarten taget en hel håndfuld kondomer og kastet ned i
min taske med et "They will be useful one day!" og
jeg havde ikke siden tænkt på at fjerne dem igen. Så da jeg
nu opdagede at præsten med sveden piblende frem på panden
havde øjnene fast fikseret på kondomerne, forstod jeg bedre
hvorfor han betragtede mig som en stor synder og blev ved og
ved med sin bøn - tilsyneladende i timevis - uden at lade mig
gå. Da jeg ikke rigtig magtede at forklare mig ud af denne
pinlige situation der foran menigheden, havde jeg altså ikke
andet valg end at lade mig genføde, men har så til gengæld
også fået skriftligt bevis for at jeg nu kommer i himmerige.
Jeg tør ikke helt sige om præsten og hans store kone
forbandt den særligt lækre lyserøde design på kondomerne
med en hetz han tidligere på aftenen havde kørt mod en af de
største synder, han kunne komme på, nemlig dem der "divulge
in homosexual relationships", men i den sveddryppende
heksejagtsatmosfære "følte" jeg mig i al fald lige
skyldig.
Nå, men bagefter hele seancen var der en
yderst lettet stemning. Hele lastbilen emmede af god vilje og
velvære. Præsten og konen diskuterede lidt frem og tilbage
om hvorvidt der skulle stå kl. 21.33 eller kl. 21.35 på min
fødselsattest som det tidspunkt hvor jeg blev genfødt og
frelst. Af samtalen kunne jeg forstå at det måtte være det
tidspunkt, hvor min stemme knækkede over og mit ansigt var
lyst op i et stort saligt og hengivende smil. Altså det øjeblik
hvor jeg selv havde opdaget kondomerne og slet og ret kluklo så
voldsomt indvendigt at jeg åbenbart ikke kunne skjule det -
og dog skjulte det godt nok til at kunne tolkes som ægte
religiøs hengivenhed. Hvilket for mig gjorde det hele endnu
morsommere. Inden vi alle skiltes, stillede præsten et par
sidste spørgsmål for at checke mig af. "And if you die
to night where are you now assured to go?" "To
heaven!" svarede jeg selvsikkert. Tja, det ved jeg godt
at I vil have svært ved at tro på, men nu er jeg således
kommet på ret køl igen! Når jeg tænker på Jesu' historie
om kamelen og nåleøjet er jeg egentlig forbavset over hvor
let det er at komme i himmerige. For moralen af det hele må
vel være at man blot behøver at gå på bøssebar!
Min adgangsbillet til himmerige var indirekte
forårsaget af digteren Søren Ulrik Thomsen, hvem højere kræfter
i form af Mitch' kaotiske indgriben ikke syntes at unde samme
nemme adgang. Jeg havde tidligere inviteret ham med på rejse,
men Tv's "Jacob Holdt i USA" fik ham overbevist om
at "det var han for sart til". I efteråret ringede
han imidlertid op og efter at være gået i kirke sammen,
havde vi drøftet hans planer for kirkebesøg i USA. Nu ville
han gerne med rundt og opleve ghettokirker til en artikelserie
i Politiken. Jeg havde derfor lavet et stort udmattende
forarbejde inden hans ankomst - bl.a. i truckerkirken - og været
til en "helvedes" masse gudstjenester i Harlem og
Brooklyn for at finde en rigtig "holy roller" kirke
af typen hvor folk falder om og besvimer. Jeg hentede ham derpå
en sen søndag i lufthavnen og kørte direkte til en kirke i
Harlem, som jeg vidste ville kurere trætheden efter jetlag.
Gudstjenesten var startet kl. 10 formiddag, men de sorte
hattedamer hallelujaede stadig så voldsomt rundt med armene i
vejret ud på natten at det kunne holde selv Søren Ulrik vågen.
Og det siger ikke så lidt om en rejsende poet, der mest
"bruger sengen som sit skib" og - efter hvad han
fortalte mig - er kommet sovende til sin succes. Bagefter
skulle vi ud og spise og som altid når jeg får gæster
hjemmefra, spurgte jeg: "Hvad slags etnisk mad har du
lyst til....kinesisk, indisk, mexicansk....?"
"Tysk!" afbrød han skarpt. Hvad mente han med det?
Jo, det skulle være rigtig gammeldags med sovs og kartofler.
"Nå, som Helmuth Kohl spiser det?" spurgte jeg,
hvorefter han kom med en lang redegørelse for forskellen
mellem sine og Kohls madvaner. "Men denne her har vi dog
tilfælles", sagde han og pegede på en begyndende
opsvulmende vom. Nå, jeg skal naturligvis ikke her udlevere
en så kendt person, der også er en af min søns store
idoler. Men da du jo selv, Søren Ulrik, i Politiken omtaler
din vom - som vi langt om længe fandt lindring for på en af
Manhattens få "tyske" restauranter - kan jeg ikke
dy mig, da jeg ikke tidligere havde bidt mærke - hverken i
din nyanlagte pyknikertype eller i den fine humoristiske sans,
der så ofte udspringer af en sådan.
Fortsættes i 3. del |