Kære venner


Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et mere lovende nytår hvori vi gennem fortsat kærlig dialog med hinanden kan blive bedre vaccinerede mod Putins, Trumps og Hamas ødelæggende indflydelse på vores liv. Denne personlige integration med dem vi ikke helt føler vi kan rumme er så tidskrævende at jeg vil bestræbe mig på her at gøre mit årlige navlebeskuende tilbageblik så kortfattet ….at I sikkert tror at jeg er blevet hacket af fremmede kræfter eller har brugt ChatGpt til at skære det ned med😊
Hvis det stadig er for langt kan I her i kapiteloversigten vælge at gå direkte til de afsnit, der måske interesserer jer, eller skippe det hele med hurtig ”Ctrl F” søgning på jeres eget navn for lige at sikre jer at I ikke har fået dårlig omtale i år :-)

1. Familien
bl.a. i Mellemøsten
2. Mit ”arbejde” som ufrivillig pensionist
3. Min nye bog ”Amerikanske Billeder gennem 50 år”
4. Mine udstillinger
5. Vore ferier
6. Mit arbejde i Ubuntuhuset
herunder mere om Israel-Gaza-krigen
7. Årets døde og begivenheder
8. Gensyn med fortiden



FAMILIEN

De fleste af jer slutter jeres julebreve med lidt om familien, men som I ved sætter jeg familien i centrum og vil derfor starte med den inden I falder i søvn ….. 

.....vores søn Daniel, startede året med at blaffe rundt i nogle af de eneste lande han endnu ikke havde set, nemlig Saudi-Arabien, Kuwait og Bahrain. Befolkningen var enormt gæstfri – selv kvindelige chauffører samlede ham op – men mest følte han sig hjemme hos de fattige udenlandske gæstearbejdere og boede på deres tæppegulve.

Men han ville selvfølgelig også se alt det der er forbudt for kristne og da ingen arabere turde at køre kam til Mekka, lånte han i stedet en bil og kørte i arabisk forklædning ind midt i Mekka, hvor det vrimlede med muslimer fra hele verden.

Senere på året blaffede han i to måneder rundt i Kasakhstan og de omliggende ’stan’er, som han var kommet til at holde af fra tidligere besøg. På den tur havde han inviteret en dansk ven med, som i mange år havde kæmpet med psykiske problemer. Vennen blomstrede da også så meget op på hele turen og fik nyt livsmod. Så da Daniel skulle rejse hjem til sit SOSU arbejde, valgte vennen selv at rejse alene hjem gennem Tyrkiet. Kort efter fik Daniel den frygtelige besked fra vennens familie at han var blevet fundet dræbt i Tyrkiet – sandsynligvis ved at kaste sig ud fra et bjerg. Det slog Daniel ud i lang tid.


.....vores datter Lalou rejste mest på kortere Interrailture i Europa, men var dog i foråret på et særligt kursus i San Francisco for at dygtiggøre sig i sit speciale med traumer. Det havde hun ikke mindst brugt i Gaza tidligere, så et par dage efter Hamas-massakren i Israel lagde jeg dette opslag på Facebook:
I dag er det vores datter Lalous 36 års fødselsdag og vi har lige haft glæden af at rejse med hende i en uge i Toscana hvor billedet med hende her er fra Dorianas hus.

Men grunden til at jeg særligt tænker på hende i dag skyldes at det ikke er mere end 5 år siden vi sad med samme angst som mange israelske og palæstinensiske forældre lige nu. Hun arbejdede som psykolog med at træne kvinder i Gaza i at hjælpe de mange traumatiserede børn, hvoraf 77% har ptsd og halvdelen går i selvmordstanker. Uden nødvendig psykologisk behandling udvikler de sig let i desperation og mangel på fremtidshåb til en dag at blive terrorister.
 

Men pludselig kom Lalou selv under voldsomt israelsk bombardement og ringede i angst hjem til os. Vi kunne i telefonen høre bomberne brage omkring hende. Heldigvis lykkedes det hende at blive evakueret over bag muren på Vestbredden. Men derovre fik hun skyldfølelse over at lade kvinderne, som hun var kommet til at kende og holde af, i stikken, da de jo aldrig kan komme ud af dette verdens største fængsel. Og derfor sneg hun sig ind i Gaza igen for at fortsætte arbejdet.

Og minsandten om hun så ikke kom under israelsk bombardement igen. Og denne gang var hun så rystet at hun flygtede hjem til os og i skuffelse og lettelse tømte flere flasker vin med os i sommerhuset.

Vi var stolte over at hun overhovedet havde haft mod til at forsøge at gøre en forskel i denne eksplosive heksekedel som hele verden har vendt ryggen til i alt for mange år. Med de forfærdelige konsekvenser vi er vidner til lige nu.

Billederne har jeg lånt fra hendes egen Instagram profil.

....min kone Vibeke gør mig fortsat helt rundtosset som pensionist. Fra morgen til aften kaster hun sig over sine absolut vigtige projekter med at male både hus og sommerhus – meget af året i sin hvide rumdragt og fægtede med pensler mens hun satte vores nye naboer, der har et malerfirma, til at nymale både vores og andre naboers huse. Jeg tør ikke at sige mere om hende her, dels fordi jeg året igennem stort set ikke har været i kontakt med hende, da hun lukker sig inde i lydbøger og podcasts under arbejdet 😊

Og dels fordi vores søde nye sommerhusnabo Christian Lund refererer til hende hvad jeg skriver i julebrevet – og så er julefreden jo straks spoleret 😊 Sammen går de rundt og planter rododendron buske i sommerhushaverne, tror jeg nok.
Jo, indimellem får jeg et ord indført; hvis jeg kommer til at nævne et eller andet jeg kunne tænke mig, så har hun straks fundet det brugt og billigt på internettet og det kommer til min overraskelse flyvende fra hele verden kun to dage efter. Ingen er en bedre skaffer end Vibeke – hvad enten jeg har brug for det eller ej.

…..vores hund Tajo…..er nu 11 år gammel og har lige siden sin fødsel fulgt mig alle vegne da den nægter at være alene hjemme. Særligt elsker den hver søndag at gå i kirke til Kathrine Lilleørs 35 min lange opløftende prædikener, som den vist nok som den eneste – ud over min 80-årige kusine Birgit - falder i søvn til i den overfyldte Sankt Pauls kirke. Hver morgen vågner vi kl. 7 for at løbe vores 7-8 km rute langs Langelinie eller stranden ind til Hornbæk. Så jeg har regnet ud at den hidtil har løbet over 25.000 km på sine små ben - eller 71.425 hundeskridt a 0,35 m (ifølge ChatGPT4) – mere end 20 gange så langt som mit store Danmarksløb i år 2000 og over halvdelen af jorden rundt - her i vintermørket med lygte på for at vi kan finde hinanden når hunhunde får den afsporet i for lang tid.

….og jeg selv?..... Tja, der sker ikke så meget efter morgenens løbeture. Jeg talte nemlig for nylig op at jeg nu har faste abonnementer med daglige nyhedsbreve på alle disse dagblade: Politiken, Berlingske Tidende, Information, Kristeligt Dagblad, Altinget og POV.
Men især min yndlingsavis fra vagabondårene, New York Times samt Washington Post, Time Magazine, Aljazeera, Haaretz og her under Gaza krigen også The Times of Israel.
Suppleret i løbet af døgnet også med Tv fra CNN og BBC og Fox News.
Og ikke mindst Harlems avis New York Amsterdam News, som min mangeårige veninde Elinor Tatum både ejer og er chefredaktør for. Den har de korteste overblik over nye artikler om racisme, som jeg bruger til min bog sammen med alle de mere videnskabelige artikler fra både den britiske og den amerikanske udgave af The Conversation.
Så I kan nok forstå at med al den avislæsning døgnet rundt er der ikke meget spændende at berette om i mit eget liv 😊

Men heldigvis kan I så spørge ChatGPT BING om hvad jeg også laver og få denne mere præcise beskrivelse 😊
”Jacob Holdt er en dansk fotograf, der blev kendt for sine billeder af det amerikanske samfund i 1970'erne. Han rejste rundt som blaffer og boede hos både fattige og rige familier, mens han tog tusindvis af fotos med et billigt lommekamera. Han har også været involveret i borgerrettighedsbevægelsen, kæmpet mod apartheid og afvist KGB's forsøg på at bruge hans bog til propaganda. Men vidste du, at Jacob Holdt også har en hemmelig passion for kattemad? Ja, det er rigtigt. Han fandt ud af, at kattemad var en billig og nærende måde at overleve på, da han manglede penge til mad. Han udviklede en smag for de forskellige varianter af kattemad, og han har endda skrevet en kogebog med opskrifter baseret på kattemad. Nogle af hans favoritter er kattemadslasagne, kattemadsburger og kattemadsis. Han har også lavet en hjemmeside, hvor han anmelder forskellige mærker af kattemad og giver tips til, hvordan man kan spare penge ved at spise kattemad. Jacob Holdt er altså ikke kun en dygtig fotograf og en engageret aktivist, men også en kattemadsentusiast.”
 

LIDT OM MIT VIRKELIGE "ARBEJDE"

Mine foredrag ”Om at sige ja” fanger heldigvis stadig. Kun i musikefterskolen Viby Efterskole har de nu for 29. år i træk i stedet brugt min gamle musical, Amerikanske Billeder.
Da det med sine 4 timer er for kort for disse begavede elever, sætter jeg det hvert år sammen med ”Om at sige ja” og får på den måde Danmarks længste foredrag – en hel skoledag på 7 timer, hvor lærerne tager fri.
 

Men i år oplevede jeg også at få mit livs højeste timeløn som foredragsholder, nemlig hos Novo Nordisk for læger fra hele verden. For da de alle pludselig rejste sig efter kun en times intens lytten, spurgte jeg: ”Hvorfor går I dog? Vi havde da aftalt to timer.” Nej, de skulle alle skynde sig af sted til lufthavnen, hvorfor jeg resten af dagen fik spørgsmål på mails fra hele verden om alt det jeg ikke havde nået at vise dem. Jeg er alt for flov til at fortælle hvad jeg fik for den sølle times foredrag, men Novo Nordisk har jo råd til det med alt den slankemedicin I bestiller 😊.

Jeg følte at jeg var blevet en rigtig dovenlars på mine gamle dage, da jeg i 40 år i USA fik den dårligste timeløn af nogen foredragsholder for mit 11 timers daglige arbejde (2 timers op- og nedtagen af apparatur + 5 timers diasshow + 4 timers workshop næste dag udover kørsel og fly og middag med fakultetet og natligt druk med eleverne).

Men ligesom mit foredrag på Den Internationale Højskole i Helsingør ugen efter var det en fantastisk oplevelse at være med til at bygge bro mellem japanske, indiske, arabiske, afrikanske, latin-amerikanske, amerikanske og europæere om noget jeg var blevet advaret om forinden, ”Mange af dem går efter en time fra vores foredrag hvis de ikke forstår dem, så bliv ikke ked af det.” Men det gjorde de ikke til de 4 timer IPC havde sat af til det – og overfaldt mig tilmed i en stor rundkreds med spørgsmål under hele middagen og bagefter i slyngelstuen og helt ud til bilen, da jeg endelig forsøgte at slippe derfra. Det giver mig håb om og bevis for at der er visse budskaber vi alle deler på tværs af jordens grænser hvis blot man udtrykker dem på en ikke-splittende måde.

Og dog, det var også her IPC inviterede en stor gruppe israelere og palæstinensere op til dialog workshops med hinanden under Garba Diallo og jeg i 2001  .....Tja, og hvad kom der ud af det?
Jeg husker blot at jeg var sikker på at jeg kunne kende forskel på dem, men jeg tog konstant fejl af hvem der var palæstinenser og hvem der var jøde. Det var som om deres ansigter var ens, formet af den smerte og vrede de rummede efter deres lange gensidige undertrykkelse. Dette stærke vidnesbyrd om deres offerliggørelse har jeg båret in mente lige siden for at kunne føle afvæbnende sympati for dem begge.
 

Nyt foredrag på Folkemødet

Jeg fik tilmed lavet et par nye foredrag i årets løb. Til Folkemødet har Bornholms overbibliotekar Jon Madsen hvert år arrangeret mit foredrag, ”men nu gider jeg ikke mere at høre Folkemødets eneste monolog om at vi skal gå i dialog med hinanden. Lav et nyt der skal hedde, ”Jacob Holdt – mit liv som aktivist.” Og så lavede jeg et helt nyt bestillingsforedrag, som både han og tilskuerne sagde var det bedste jeg nogensinde havde holdt.
Og dialog er jo ikke noget man bare skal snakke om, men noget man skal udføre i praksis, såsom med koranafbrænderen Rasmus Palludan, som stod og brølede udenfor mit foredrag.
 

Jon Madsen har haft et varmt hjerte for mig lige siden jeg myrdede hans far, min gamle dansklærer Erik Madsen, i denne stil, som var en pastiche over de græske komedier han var kendt for at oversætte.
 

Foredrag om Nan Goldin
I marts fik jeg en anden sjov bestillingsopgave, da Nordisk Films tidligere event manager, Lars Møller, som i årevis bookede Amerikanske Billeder i alle landets BioCity’er og Imperial, ville have mig til at introducere den nye film om fotokunstneren Nan Goldin ”All the beauty and the bloodshed.”
”Jamen hvorfor mig? Jeg har overhovedet ikke forstand på fotokunst,” protesterede jeg, skønt jeg altid bliver sammenlignet med Nan Goldin i alverdens bøger om fotokunst. Og så kom hans provokerende svar, ”Fordi jeg da troede at du havde været i seng med hende.” 😊
 

Nå da, overfor så stærke fordomme kunne jeg jo ikke sige nej og fik derfor fotokunstneren Trine Søndergård, som jeg havde delt Fogtdals Fotografpris med, til at lave en introduktionstale om Nan Goldin som fotokunstner. Jeg selv lavede en mere underholdende tale om hvorfor det egentlig godt kunne passe at jeg havde været i seng med Nan Goldin – og ikke kun fordi vi i mange år var naboer på The Lower East Side hvor mine lesbiske jødiske roommates (som ses i filmen) hang ud med hende.
Nej, mere fordi Nan Goldin repræsenterede den superaktivistiske ”Russian Jews” minoritet uden hvilken jeg aldrig ville have kunnet lave Amerikanske Billeder. Så hele foredraget endte som en stor takkesang til amerikanske jøder og med tanken på al den anti-semitisme de lige nu er udsat for kan også I sikkert have godt af at læse min illustrerede tale her.

Men se også Louisiana Channels interview med aktivisten Nan Goldin med hendes råd til vore unge om at vise mere empati. Den ses lige nu af hundredtusinder på Instagram:
” You have a lot more to say than Instagram. And a lot to experience in the real world. The most important thing is standing in front of another person and feeling empathy for them.”

 

MIN NYE BOG ”Amerikanske Billeder - 50 års rejse gennem sort/hvid historie”
 
Bogen har pga. travlhed ligget lidt stille. Samt problemer med woke kulturens krav i USA med at sorte emner helst skal beskrives af sorte mens jeg som foredragsholder i 80’erne oplevede det modsatte, at diasshowet hos hvide elever netop fik troværdighed ved at blive formidlet af en hvid og ikke af en vred sort talsmand.
Men her på det sidste har jeg haft to heldige gennembrud. Dels har den sikkert mest kendte amerikanske kunstner i USA i dag, Arthur Jafa, indvilget i at skrive forord til bogen. I kender ham fra hans udstilling på Louisiana.

Han blev landskendt under Black Lives Matter bevægelsen, da hans video ”Love is the message, the message is death” pludselig gik helt grassat. Skønt han straks sagde ja til ”at skrive” forord, idet han ofte har fortalt at Amerikanske Billeder var stærkt medvirkende til at han blev kunstner, var det ikke så let i praksis. Han er nemlig så fortravlet med udstillinger verden over at han ikke har tid til at skrive, men laver det via Zoom indtalinger. Så først måtte jeg to gange finde et egnet hotel i Italien på vores Interrailtur til at zoome fra. Men da jeg vækkede ham i Los Angeles kl. 8 om morgenen var han så fortumlet efter at have arbejdet hele natten før at vi måtte udsætte det. Først efter en måned lykkedes det og vi snakkede i flere timer, som bagefter blev transskriberet og forkortet af min veninde Lærke Rydal fra 25 sider ned til de 5 sider, der skulle bruges i bogen. Så her kan I nu læse det - foreløbig hastigt opsat på dansk – eller bedst her på engelsk.
Et resultat af det blev at da han konsekvent omtaler bogen, som han hyppigt har foræret til venner, som ”American Pictures” og ikke som min planlagte nye tungere titel ”Undertrykkelsens rødder”, har jeg besluttet at bruge den gamle slagkraftige og kendte titel i form af ”American Pictures – a 50 year personal journey into black/white history.”

Et andet stort gennembrud har været at jeg har fået løfte om økonomisk støtte af en mæcen, der også støtter Guggenheimmuseet, til at finansiere en meget dyr kunstnerisk opsat ny bog. En god forlægger ven, der ivrigt har støttet mig, føler at min og Kitte Fennestads layout er for ”70’er agtig” og har foreslået en hel ny up-to-date layout af en kendt grafiker, der har lavet utrolig flotte kunstbøger. Hvem de alle er, vil jeg afsløre i næste års julebrev efter bogudgivelsen. Blot her sige at mæcenen havde lidt at gøre med både Naser Khader og Sherin Khankan ….og så kan I vist godt forstå at jeg ikke tør at sige mere 😊
http://www.american-pictures.com/roots/ 

Jeg var så overrasket over at se min gamle ven fra ”Demokratiske muslimer” Naser Khader til en af Kathrine Lilleørs gudstjenester at jeg i glædeskrammeren tabte kirkekaffen ned over kirkeløberen. Men hvorfor egentlig overrasket når ingen som Kathrine forstår i sit budskab at få os gamle syndere til at føle os hjemme 😊

 

MINE UDSTILLINGER

I foråret fik jeg en opringning fra min første sorte kæreste, Leslie Manselle, for at minde mig om at det nu var vores 50-års jubilæum og ”skulle vi ikke rejse sammen i Europa for at fejre det.” Vi havde også fejret vores tidligere runde jubilæer for det bryllup der dengang blev os nægtet pga. de sortes sociale kontrol, som jeg beskriver under Leslies og mit forhold her i min nye bog. Jeg foreslog så at vi sammen kunne rejse til min udstilling i juli i Panicale i Italien, så hun kunne blive fotograferet af pressen – nu som gammel foran mit billede af hende som ung. Desværre blev udstillingen pludselig udsat til juli 2024 og det er jo ikke helt så smukt at fejre et 51-års jubilæum, så nu får vi at se.
En anden udstilling jeg ser frem til, er i februar i Fotomuseum Winterthur i Schweitz, som vi forbereder lige nu. Det museum købte også hele det lysbilledshow på fire gamle Kodak Karruseller, som også Folkswang Museet i Essen købte, som det ses her. Men ellers venter jeg stadig på den planlagte udstilling i Buffalo Museums smukke nye tilbygning her.
Jeg kan fint vente, da jeg jo alligevel er holdt op med at flyve og synes der er mere end nok at se på Interrail her i Europa.

 

VORE FERIER

Forår - Vores 5. Interrailtur – nu til Slovenien og Kroatien

Forårets Interrailtur gik ned over Slovenien, Kroatien, Bosnien og med skib til Italien og kan egentlig bare opleves i billeder her.

 

Der er nogle vidunderlige gamle borgbyer i Kroatien, men problemet var at selv i april måned er de overfyldte med turister – ikke mindst Dubrovnik - og med tog er det ikke let at komme til mindre byer.
På min fødselsdag blev vi indkvarteret midt i Diocletians palads ovenpå hans Jupiter tempel. Denne østromerske kejser, som grundlagde Split år 305, er Vibekes 39. tipoldefar.  

Da vi under borgerkrigen i 1992 havde indkvarteret to bosniske flygtninge, Dragana og Brana, fra Sarajevo plus en fra Kroatien (med det resultat som jeg beskrev i julebrevet 1993 at hele borgerkrigen også brød ud i Gernersgade), var det en kæmpeoplevelse nu at opleve både Mostar med broen og Sarajevo 30 år efter i fred.
 

Ingen havde under den årelange vanvittige serbiske beskydning af Sarajevo troet at der nogensinde ville blive fred. Og dog bekræftede alle at de nu alle tre grupper levede i fred og idyl med hinanden selvom enhver vidste hvilke af deres naboer der dengang havde skudt hvem. Det var en kæmpe inspiration for mig som gav mig håb om at det kan gå samme vej i så mange af de andre dele af verden, der lige nu er grebet af et tilsvarende blindt og opsplittende had.

Men rystende var det at se folkemordsmuseerne i begge byer om alle de massakrer, som især serberne havde udført. Og da disse i Serbien stadig ikke har udtrykt nogen anger, er serberne – ikke mindst forstærket af genvalget af Vučić forleden – nok det sidste Østeuropæiske land jeg ønsker at byde velkommen i EU.
Hov, der smuttede vist lige en fordom ud lige så utilgivelig som deres egne…..øv!

Da vi pga. hundegalskab ikke kunne tage Tajo med ind i Montenegro og Albanien, fik vi en uges afslappende solskinsferie på den vidunderlige ø, Hvar, inden vi tog færgen over til Italien, hvor det øsede ned i århundredets regn.
Heldigvis samlede vores nu 80-årige veninde Annemarie Ræbild og gav os ly i det vidunderlige hus hun har skabt og doneret efter sin død til San Cataldo med hele hendes store dansk/italienske bogsamling. Hun er en guldgruppe af litterær viden.

Her sad hendes nye kæreste Laust Strandby Nielsen, der ligesom jeg har fået den livsvarige kunstnerydelse, og læste op af sine digte om aftenen mens vi vandrede lange ture i bjergene om dagen. Og her mødte jeg til en fest Margherita Belaief, der boede lige under vores etage og leder det museum L’Arca di Pan, der vil lave min udstilling næste sommer. Så vi flytter helt sikkert ind igen, Annemarie og Laust!
Men da vi skulle hjem var vi nær skyllet væk i den flodbølge, der hærgede i Emilia-Romagna i maj, med det resultat at alle tog standsede. Vi prøvede at flygte ind over Frankrig, men alle tog var af samme grund udsolgt. Så brugte vi et trick som I andre også kan bruge. Man skal bare sætte sig ind i spisevognene, der tilmed i Tyskland er gået over til klimavenlig veganermad, og sådan kom vi næsten rettidigt hjem uden pladsreservationer.
 

Efterår - Vores 6. Interrail tur til Rumænien

Da vi har så rigt et fællesskab med sommerhusnaboerne og store dele af Sydeuropa stod i flammer hele sommeren, tog vi først på vores næste Interrailtur i oktober. Først med Lalou ned til Toscana for at se og bo i et skønt hus hun havde fundet og ønskede at vi skulle købe. ”Stort nok til at alle vores venner kan bo her samtidig.” Ja, kig bare indenfor, hvis I har lyst og tid til at bo i det i tre etager. Jeg prøvede ihærdigt at være begejstret, men har altid syntes bedst om at bo til låns hos andre folk. Hvorfor være pedel her for Vibeke i eget hus når jeg samtidig er det for Özlem Cekic i Ubuntuhuset derhjemme og man på interrail kan bo langt billigere i nye skønne Bed & Breakfasts hver dag hvor sengene er redt og alt bøvlet med vedligeholdelse af gamle huse er taget hånd om?

Og lige i nærheden i Lucca har min gamle kæreste Doriana en vidunderlig lejlighed vi kan bo i helt gratis foruden hendes tre andre huse. Så gudskelov kørte vi uafklarede derfra og tog afsked med Lalou og Doriana for at køre ind i det mere ukendte land Rumænien gennem det skønne Budapest lige da Gaza-krigen brød ud med det resultat at Europas største synagoge der lukkede lige for næsen af os i vores eget chok. Efter al den antisemitisme min jødiske kæreste Marly (ses her i Budapest) og jeg oplevede i Ungarn under vores blaffetur i 1971 og efter den rystende holocaust historie jeg oplevede og beskrev i julebrevet i 1996, kan det undre at Ungarn i dag har Østeuropas største jødiske befolkning. Rumænien skuffede os lidt. Det bedste var alle de gamle historiske byer som tyskerne byggede i Transsylvanien i 1500-tallet og ikke de ”rumænske” byer med deres mangel på de udendørs cafeer man værdsætter som turist i syden – især når man skal skiftes til at gå på museer med hund. Herligt var det dog om morgenen at løbe med Tajo langs Sortehavet og se ud på de hundredvis af skibe, der lå og ventede på at komme til Odessa for at hente Ukraines korn og brødføde de sultende fattige lande uden at blive beskudt af Putin.
Skuffelsen gik nok mest på vores vanskelighed med at integrere os med lokalbefolkningen. Overalt sad de i togene lukkede bag deres mobiltelefoner uden at vise interesse for os fremmede – skønt det jo netop er på interrail man normalt kommer i snak med folk. Ligesom de stort set heller ikke snakkede med hinanden. Det slog os dog først rigtigt, da vi efter den lange sovevognstur nordpå gennem Ungarn vågnede op i ”Vesten” – i Østrig og Tyskland – og der straks følte os helt befriede ved igen at opleve imødekommenhed, empati og interesse og en levende snak i togene. Vi oplevede det samme sidste sommer under mit foredrag i Weimar i det gamle Østtyskland og havde diskuteret det med den gamle østtyske spion, Jörg Meyer, som var enig og sagde at det var denne lukkethed der havde fået ham til nu at flytte til Bayern. Mennesker formes af de systemer de lever i og 40 års undertrykkelse af at leve i kommunismens ”lukkede system”, der kvalte det frie initiativ og empati, har sat sig lige så kraftige spor som f.eks. den undertrykkelse palæstinenserne har været udsat for i så mange år.  
En begyndende ”forkølelse” i Rumænien fik også undertrykt min egen ”empati” hostende så meget snot at jeg endelig fik reaktioner fra passagererne – dog først i Tyskland. Og da vi nåede Berlin, måtte jeg lade mig spærre inde i et hotel i tre dage med en Corona så slem, at jeg næsten ikke orkede at gå på gaden for at se de daglige voldsomme Palæstina-demonstrationer, der bølgede på Hermann Platz lige under mine vinduer.

Heldigvis kom min gamle rejseledsager i USA fra 2007, filminstruktøren Christina Voigt, med lindrede mediciner til mig, hvorunder vi havde lange samtaler om den voldsomt stigende anti-semitisme, som rystede hende nu i Berlin – ikke mindst i det meget muslimske Kreuzberg hun bor i, men også i hendes kunstneriske omgangskreds. Hun er selv gammel østeuropæer og voksede op som 5-årig med min ”Bilder aus Amerika”, som gav hende udrejselængsel. Så efter murens fald inviterede jeg hende med i USA, hvor hun bl.a. mødte en masse af mine jødiske venner, KKK-ledere osv. og hvor jeg ”fik hende lukket lidt op” (jo, jo, Christina, jeg driller dig lidt her).

 

For inden vi - endnu engang – skyder skylden på ofrene kan de jo være klogt et øjeblik at kigge lidt ind i sig selv, idet kilden til enhver gensidig integration jo ligger begravet i os selv. Og jeg glemte jo her om ”det lukkede system” at fortælle, at en anden vigtig grund til at tage på lange Interrail ture er at man jo kan få læst alle de bøger man aldrig får tid til i sit travle hverdagsliv, at rejse i det indre frem for i det ydre.

 

Og på denne tur blev det bl.a. til to nobelpristagere som jeg tilfældigt havde skaffet mig med, den ene ”Paradis” af Abdulrazak Gurnah. Nok mest fordi jeg spiste med ham i Louisianas Bådehus, da min ven Christian Lund havde fået den geniale ide for første gang at føre ham sammen med Afrikas anden store nobelpristager, Wole Soyinka. For mig er Gurnahs kunst at han næsten neutralt beskriver både kolonialismens undertrykkere og undertrykte som ofre for et vanvittigt system og en tænkemåde, som herskede helt op i min ungdom og var med til at forme mit udsyn.
Den anden store nobelprisvindende oplevelse var Annie Ernoux, som min søns første svigerfar som nævnt i sidste års julebrev havde til bords under prisoverrækkelsen. Jeg kan varmt anbefale hendes ”Årene” til alle på min alder fordi hun magter at skrive sin selvbiografi så det bliver vores alles skildring af alle de hændelser omkring os, som kom til at forme vores generation.

Men på Interrail kan vi også være med til at forme vilkårene for næste generation. Da de fleste af vore tog kun var halvt fyldte men kører efter de samme timeplaner som altid, rejste vi på Interrail i princippet helt CO2 frit, men man bliver ved med at udvide antallet af fly jo flere der bruger dem.
 

Som jeg skrev den 17. juli på Facebook:

"Om jeg fatter det. Vi styrer lige fra den ene forværrede klimakrise til den næste ....og alligevel flyver alle afsted som aldrig før ….selv mange af mine højt uddannede og ellers fornuftige venner ….og selv på ferieture i Europa ….skønt man kan nå Siciliens glohede strande på mindre end to dage på Interrail..... og tilmed har god tid på togene til at fordybe sig i bøger ….eller gå på sociale medier og drille alle de højtflyvende, der ikke føler de har tid til at bruge hovedet 😊"
 

MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET

Ubuntuhusets "100% for børnene"

Desværre er heller ikke Ubuntuhuset helt klimavenligt, idet arbejdet som 100% for børnene udfører for Afrikas udsatte og marginaliserede børn medfører en del rejseri for Camilla Legendre og Charlotte Lea Jensen, som jeg lige var til julefrokost med. Vorherre må en dag regne ud om deres flyvning redder flere børn end alle dem vi andre udtørrer livsgrundlaget for og sender på flugt mod Europa. Som jeg i 1993 konkluderede i Politiken efter selv at have udført bistandsarbejde i Afrika kan det at sende hvide mennesker ud være mere ødelæggende for initiativet i de indfødte end værdien af det man udfører. De eneste molbotrampende hvide man bør sende ud, mente jeg, var fotografer som mig, da jeg jo skulle formidle projekterne for danskerne for at få dem til at yde større bidrag.
Jo, bag enhver idealist gemmer der sig en egoist 😊

 

Ubuntuhusets "Brobyggerne"
Til gengæld er Özlem Cekics arbejde i Brobyggerne mindre flyvsk under arbejdet med at bringe danskerne sammen i dialog for at reducere vore fordomme overfor hinanden. Derfor er det så sjovt nu jævnligt at møde de bestyrelsesmedlemmer derinde, som jeg engang selv momentært havde fordomme overfor, såsom Jyllands-Postens karikatursplittende Flemming Rose (som jeg dog har været gode venner med til utallige muslimske arrangementer lige siden). Og Marianne Munis, der som sort engang skræmte livet af mig, da Ibis i 2001 havde installeret mig i deres gæstehus i Windhook. Der var så mange indbrud at jeg måtte kæmpe mig gennem mange dobbeltlåse og alarmsystemer for at komme ind og ud hver nat, og alligevel brød røvere ind hver nat mens jeg boede der mutters alene.

Så en nat ringede en på porten og jeg turde næsten ikke at gå derud. Og da jeg så en sort med en kæmpe afro prøve at komme ind sank hjertet helt ned i livet. Men så råbte kvinden med afroen, Mariane Munis, på dansk til mig, ”Luk mig ind Jacob!” og jeg tog mig sammen og vi har lige siden grinet af mine fordomme. Jeg var vant til ikke at frygte sorte i USA, men dette var et helt nyt ukendt land med en hel anden psykologi, jeg lige var ankommet til, og så må man til at starte forfra med at aflære sine fordomme. Jeg kendte jo svaret, så næste dag valgte jeg at flytte ind hos dem jeg frygtede og fik min sorte chauffør til at køre mig helt ud til grænsen af det mest kriminelle slumkvarter (han turde ikke selv at køre derind) og flyttede så ind hos de mest vidunderlige lesbiske piger, hvor jeg aldrig følte angst når de kriminelle natten igennem bankede på blikskuret for at købe narko af dem.

Jeg bruger tit historien til at vise hvordan vi alle kan få frygt og fordomme – og hvor let det er at bearbejde den ved at gå i dialog med dem, der ellers bliver ofre for vores fordomme.
Og det er jo præcis hvad Brobyggerne gør ude i skolerne, når overrabbiner Jair Melchior og Özlem Cekic sammen går i dialog med eleverne – ikke mindst efter at anti-semitismen og islamofobien er eksploderet efter Gazakrigen. Særligt glad var jeg for at være med til Bent Melchiorprisens overrækkelse til Jakob Skovgaard-Petersen, som vi i Kritiske Muslimer havde så tæt et samarbejde med – ikke mindst fordi han - ligesom jeg selv - har været udsat for Weekendavisens fordomme gennem den shitstorm, som avisen -ligeledes med Søren K. Willemoes ved roret - rejste imod ham.

 

Alligevel må jeg tilstå at jeg fik pludselige fordomme overfor Özlem Cekic, da hun valgte mig – hendes mangeårige dansepartner – fra til fordel for Thomas Evers Poulsen i ”Vild med dans”.
 

Dog turde jeg ikke at vise det og overrakte hende i stedet en regning på 450 kr for alle de 5 karaktergivende sms’er Vibeke og jeg hver gang havde afgivet for at holde hende kørende i imponerende 9 afsnit. Måske jeg ikke selv havde holdt ud helt til finalen som hendes dansepartner 😊

New Outlook, vores jødiske fredsgruppe i Ubuntuhuset
Den jødiske fredsgruppe ”New Outlook”s dialoger i Ubuntuhuset fik i år en hel anden drejning efter Hamas-overfaldet. Som mange andre steder i verden måtte vi aflyse både Krystalnatten og Chanukah-lysfesten.

(Chanukkah synes jeg hører naturligt hjemme i Ubuntuhuset. Det er jo min egen kødelige familie som startede traditionen, da den slog flere jøder ihjel end Hamas. Men samtidig var det også min familie som blev jødernes frelser 😊  ) 

Chanukah-lysfesten blev dog i år samlet op af dansk-israeleren Tali Padan, som tidligere har lavet tværreligiøse Pesack fester og andet derinde. Det blev en gribende og uforglemmelig dialog ikke mindst fordi der var mange helt unge israelere med.
 

Et par af dem var unge kvinder som i min dialoggruppe med imam Naveed Baig næsten grædende fortalte om deres fordomme og frygt fordi deres mænd lige nu kæmper inde i Gaza-striben. Jeg fortalte også ærligt om mine fordomme overfor israelerne. Efter min omtalte begejstring for de udadvendte amerikanske jøders gavmildhed blev jeg rystet i min grundvold under mit første besøg i Israel i 1989 ved der at møde de hårde ”Sabra” israelske jøder, formet af at leve i et lukket system med konstant angst for krige. Min svigerfar, der var med, havde altid fanatisk støttet Israel og var derfor den mest skuffede over israelernes ”uforskammethed” og ugæstfrihed – modsat hvad jeg i øvrigt oplevede blandt palæstinenserne – selvom de var ved at stene mig i Gaza, da jeg dumdristigt kom kørende derind på israelske nummerplader.

Så da jeg mange år efter skulle holde foredrag på begge sider af muren, men bo på Vestbredden omringet på tre sider af muren, ønskede jeg ikke at mine fordomme skulle lukke ned for min positive integration med israelerne, og medbragte den palæstinensiske læge Izzeldin Abuelaishs bog ”Jeg kan ikke hade” som jeg læste hver nat for at blive modvaccineret. (Læs her om det lykkedes mig).
For Dr. Abuelaish oplevede at alle hans døtre i Gaza blev dræbt af israelske granater i deres soveværelse, men fortsatte med at operere og gå i dialog i israelske hospitaler. Og nu hvor bomberne igen – og langt mere hensynsløst denne gang – myrder løs på Gazas børn, tænkte jeg igen på denne bog for ikke at lukke mig selv overfor de traumer, som også disse israelske besøgende i Ubuntuhuset sad med.

Hvor vidt min balancegang fortsat holder tør jeg ikke at spå om, men jeg fik i al fald i maj måned under den jødiske kulturuge i Synagogen overrakt jødernes fredspris. Og da jeg tidligere fik overrakt muslimernes dialogpris er der foreløbig balance i regnskabet 😊

I Ubuntuhuset havde jeg kort før haft en anden opløftende oplevelse, da the Ukraine Peace Engineers kom på besøg, bl.a. for at vise mig hvordan de havde brugt det billede Susanne Gupta tog af mit foredragsslogan om at føle sig elsket med ukrainsk oversættelse til at lave workshops for de ledende politifolk, som i 2014 stod bag massakren på Majdan-pladsen – startskuddet på den nuværende Ukraine krig.

 

Her er det oversatte billede, som jo også rummer forklaringen på hvordan Hamas opstod i Gazas lukkede system – og hvordan Netanyahus umenneskelige overreaktion opstod (ved at bruge de slidte gammeltestamentlige ”Øje for øje, tand for tand” blindvejsmetoder fremfor nytestamentlig forsoning og dialog a la jøden Paulus):

Først og fremmest vil jeg elskes
Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres.
hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes
Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres
Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes
Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes
Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades

______________________________________________________

Dette forsøg på forståelse savnede jeg lidt i de mange Palæstina-demonstrationer med deres traumatiserende ”From the river to the sea” slogans, men at der altid kommer noget godt ud af at integrere sig med dem man er lidt uenige med, oplevede jeg også her. For her mødte jeg Toufik Bounaas, som var en af de 30-60 flygtninge fra mest Algeriet og Palæstina, som Ubuntuhuset åbnede op for i nogle år i 1980’erne. Nu er han fuldstændig integreret – gift med en dommer ved Østre Landsret og med to børn, hvoraf de havde valgt at kalde den ene for Jacob efter manden som først havde givet Toufik husly i Danmark. Så bliver man jo glad over at et eller andet lykkes i integrationens navn.
 

En andet opløftende oplevelse fra Ubuntuhuset havde jeg med en af de kvindelige imamer i Mariam moskeen, som fangede mig og mine videooptagelser med sine smukkeste og mest yndefulde koranrecitationer. Jeg fotograferede hende derfor hyppigt i hendes somaliske skønhed derinde.

Så pludselig i sommer skrev hun, Amina Elmi, til min overraskelse om jeg ikke nok ville komme og fotografere hendes bogudgivelse på Gyldendal. I mellemtiden var hun kommet på forfatterskolen og sprang der ud med digtsamlingen ”Barbar”, som også min ven Christian Lund havde fået øje på hvorfor hun allerede dagen efter optrådte på Louisiana Litteraturfestival – samme dag hvor bogen blev rost til skyerne i aviserne, så hun næsten ikke vidste hvad ben hun skulle stå på.
 

Næsten samtidig blev jeg kontaktet af en anden af mine tidligere medarbejdere i Ubuntuhuset. Det var Howie Pinderhughes, som kørte rundt med mit diasshow i Skandinavien fra 1977-1982, for at fortælle at hans nu berømte søn, Samora Pinderhughes (opkaldt efter Samora Machel efter vores kamp mod apartheid i det sydlige Afrika) nu som berømt musiker skulle spille i DR Koncerthuset. Da min datter tit har boet hos professor Howard Pinderhughes i Berkeley måtte hun jo med til koncerten ligesom Daniel, der i sin barndom legede med Howie i Ubuntuhuset. Samoras søster Elenor er lige så berømt og har bl.a. spillet i Det Hvide Hus og NY Philhamonic.
 

Men se alle vores andre arrangementer og forhistorien her:

www.american-pictures.com/ubuntu/


 

ÅRETS DØDE
 
Ebbe Haarder 1947-2023
Ebbe og hans kone, Eva, spillede en uvurderlig rolle for os - særligt som naboer i sommerhuset. Arkitekten Ebbe var utrolig hjælpsom og hjalp med at bygge både terrasse og gæstehus for os. Men særligt var de enormt gæstfri og inviterede til et utal af sommer- og påskefester for Månedalens beboere. Så det var et chock da Ebbe pludselig blev fundet død hjemme i marts - kun fem år efter Evas død.

Dr. Charles Godfrey - 1918-2023 - 105 år gammel
Jeg har ofte nok omtalt Godfrey-familien som min frelsende engel, uden hvilken jeg aldrig ville have lavet Amerikanske Billeder - både her og i filmen "An American love story".
Og ikke mindst her i min erindringsbog.

Lauretta Williams 1948-2023

Lauretta var bedste veninde af min første sorte kæreste, Denia Hester. Her kan man læse min alenlange dagbog om hvordan jeg mødte dem en af de første dage i USA - de første sorte jeg boede hos. I de 17 år hvor Denia var gift med en hvid mand overnattede jeg hyppigt som foredragsholder hos Lauretta, men flyttede derefter igen ind hos Denia, som også siden holdt ferie hos Vibeke og mig i Danmark, som det ses.
 

Hans Frederik Sillasen 1948-2023
Min legekammerat fra jeg var helt lille. Læs mere om hans fattige opvækst i min tale her til hans begravelse i Grimstrup.
 

Kresten Søndergård 1934-2023

Kresten var søn af vores forpagterfamilie i præstegården, som fik en uvurderlig rolle for os børn som flugtsted for vores mors vrede.
 

Ritt Bjerregård 1941-2023
Ritt hørte ikke til min omgangskreds, men på forunderlig vis havde jeg hende til bords to gange lige før hendes død.
 

Henrik Nordbrandt  1945-2023
Som den dovne læser jeg er får jeg først læst folks bøger når jeg kommer til at kende dem. Det skete da Henrik Nordbrandt som husvild flyttede ind hos os i Gernersgade. Siden havde vi mange debatter om mit forhold til islamister. Det vil føre for vidt her, men læs hele baggrundshistorien på mit Facebook opslag ved hans død.

Lise Nørgård 1917-2023
Lise hørte ikke til min omgangskreds, men kort før sin død kaldte hun mig over i kirken for at spørge mig ud om Amerikanske Billeder, som hun næsten huskede bedre end jeg selv. Og da hun som hundeelsker også elskede Tajo, valgte jeg med Tajo at gå til hendes begravelse. Der var fotoforbud i kirken, men se her hvordan jeg omgik det og lavede en minut for minut reportage.
 

Kirsten Jacobsen
Med al den død kan det være vigtigt at få bearbejdet sin sorg, og det glædet mig på det sidste at se flere af mine gamle venner, som jeg aldrig ville have forestillet mig gå i kirke, at søge til Kathrine Lilleør for at finde håb og glæde efter at være havnet i et sort hul efter tabet af deres kære. En af dem er min ven Henrik Højmark fra Eventyrklubben og en anden min frisindede og tænksomme veninde fra Amerikanske Billeders kollektiv i 1977, hvor hendes daværende kæreste fra Algeriet arbejdede for os. Nemlig forfatteren Kirsten Jacobsen, som har skrevet bogen Løftet om hvordan hendes mand blev holdt i live mod sin vilje. Efter sin sjælesorg hos Kathrine Lilleør - formand for regeringens "Udvalget for en mere værdig død" - fik hun Kathrine til at ændre holdning, "Jeg har altid været imod aktiv dødshjælp, men så læste jeg Kirsten Jacobsens bog."
Hvilket fører frem til følgende sorgfyldte historie....

Ebbe Preisler
For grunden til at jeg nævner dette er at jeg lige nu sidder i et kæmpe shock ved her i julen at erfare hvad der er sket for en anden gammel ven fra Ubuntuhus kollektivet, Ebbe Preisler. Han har lige taget livet af sin uhelbredeligt Parkinsonsyge kone Mariann og forsøgte også at tage sit eget liv, som medierne netop har berettet.
Ebbe Preisler, denne utroligt søde mand, var den første der som filminstruktør tog initiativ til at lave Amerikanske Billeder som film og sammen dannede vi firmaet Holdt-Preisler film. Siden ønskede vi i kollektivet at få filmen med de store indtægter vi forestillede os, ind under Afrikafondet, men det skulle vi aldrig have gjort, da filmen endte med at tabe en million kr. Men mit venskab med Ebbe Preisler fortsatte og vi besøgte bl.a. ham og Mariann i deres sommerhus i deres lykkeligere tider sammen.  Vibeke var helt knust, da vi hørte det i går, da hun så sin egen far falde helt fra hinanden af Parkinson.


 

GENSYN MED FORTIDEN


Et gensyn med Joan Baez


Jeg var begejstret over at se Joan Baez igen her i København. For det var præcis 48 år siden, vi marcherede sammen med United Farm Workers - ja, tro det eller ej - blandt andet for at kræve, at der blev bygget en mur mod Mexico - 41 år før præsident Trump krævede det. For Cesar Chavez forsøgte at organisere chicano-arbejderne med højere lønninger. Det var umuligt med den pulje af billig arbejdskraft, som de rige godsejere ønskede skulle fortsætte med at strømme ind fra Mexico.
Jeg marcherede flere gange med Joan Baez, som billederne viser - en gang den 1. marts 1975, hele vejen fra San Francisco til Modesto. Hun var selv en ivrig fotograf og drillede mig med at fotografere mig, når jeg forsøgte at få et godt billede af hende.
Den nu 82-årige Joan Baez var i København for at præsentere sin nye film "JOAN BAEZ, I AM A NOISE" i Bremen Teater, som kan ses på de sidste billeder i denne serie af mine gamle billeder af hende.
 

Og et gensyn med vores underbo i Gernersgade, Mario Scharff, nu som kunstner.

Og et gensyn med Brian Cox i Succession

Gensyn med mig?
Tja, hvor længe kan vi fortsætte når vi når min alder?
I taknemmelighed over at hun har reddet mit liv tre gange, har jeg lige foræret min læge Mette-Marie Tidlund dette bilede, som hun har ønsket sig til sit venteværelse. Hun har dog lukket for tilgangen, så gør jer ingen forhåbninger om der at få et længere liv 😊

Jeg har altid ønsket at give de bedste af mine kunstbilleder, som V1 Gallery sælger her for 35.000 kr stykket, til mine gamle venner som et minde om vores venskab. Og mange har fået dem til fødselsdage o.lign. 
Så dette bliver jeres mulige julegave i år - at få et af disse - mine mest populære billeder - eller et andet efter ønske - kun til trykprisen i Ikea-rammer (men ikke nummerede som dem V1 Gallery sælger til samlere). Lad mig høre hvis I er interesserede.

Glædelig jul og

godt nytår


 

Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
www.facebook.com/jacob.holdt/

Følg mine opdaterede billedhistorier på Instagram:
www.instagram.com/jacobholdtofficial/

www.american-pictures.com

Gense lysbilledshowet Amerikanske Billeder