"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2022  -  52. årgang



 

Til oversigt over 40 års julebreve


Bemærk, de årlige julebreve på papir ophørte det år jeg holdt op
med at turnere i USA og ikke længere følte at mit arbejdsliv
var spændende nok til at skrive om.
Nu har jeg genoptaget dem i kortere form digitalt, så I hurtigt
kan blade dem igennem som "året i billeder" -
og fordybe jer i teksten, hvis noget fanger jer.


Christmas letter in English

 

Kære venner


Jeg ønsker jer alle god jul og et bedre nytår uden fortsatte destruktive Putin-kræfters indgriben i vores liv.
 



Hvis man forsøger at løbe fra årets store tragedie bliver man straks mindet om det på løbeturen på Langlinie om morgenen.



Overliggeren på Facebook som jeg lavede i tiden hvor Putin massakrerede byen Mariupol.




FAMILIEN

 

Først lidt om familien, der jo hører med i årlige julebreve, sådan som jeg lærte det af min fars julebreve til hans gamle skolekammerater….. 

.....vores søn Daniel, der som sagt sidste år stoppede sine blafferture til stort set alle lande i verden, da Corona lukkede den.

Han blev i år uddannet som "social- og sundhedsassistent" og er blevet vildt begejstret for denne nye måde at rejse på. Nu farer han byen rundt på cykel for at rejse ind hos alle mulige ensomme mennesker og kan ikke få nok af at lytte til deres spændende livshistorier. Særligt jødiske plejehjem er han vild med, og kan i timevis genfortælle de rystende holocausthistorier han får berettet af ”105-årige med knivskarp hukommelse”.
Men hans egen hukommelse er også utrolig. Da Vibekes amerikanske kusine Christina Kiaer som professor underviste et år i KU, overraskede han hende til en fest hos os med at kende Ukraine og Rusland bedre end hende med en knivskarp
beskrivelse af hvilke gader og museer ligger hvor ligger hvor – lige fra Kiev til Vladivostok (selv i Tjetjenien havde han boet i de vigtigste byer). For Christina er professor med speciale i russisk og sovjetisk kunst og har selv rejst meget i disse lande. Jeg var til flere af hendes øjenåbnende foredrag om racismen i Sovjetunionen gemt under datidens højt proklamerede floskler om ”international solidaritet”. 
 


I august havde Daniel en uges ferie og kunne ikke dy sig for at tage en blaffetur rundt i Sverige igen. Han skrev: "Er lige nu i en lastbil med en kirgisisk chauffør, som kun snakker russisk, kirgisisk og lidt arabisk. Han er overrasket over at jeg havde besøgt alle de primære byer og bjerge og den berømte store sø i hans smukke hjemland som har landskaber på niveau med Norge & Schweitz."
 



.....vores datter Lalou er også holdt op med at rejse rundt i verden som psykolog for traumatiserede børn og kvinder i udsatte områder som Somalia, Mali, Irak, Rohingja, Gaza, samt i Indien, Rwanda, Malawi og Zimbabwe.
Men nu, hvor hun desværre har så mange voldsramte klienter i sit psykologkontor i København at hun har måttet lukke for tilgangen af nye, trængte hun til en pause og fløj pludselig til Australien på et eller andet hemmeligt besøg, som hun ikke ville udtale sig om.

 


Lalou og Daniel til konfirmation hos Vibekes halvt japanske fætter, Kai Holst Andersens søn.



Og fotograferet af Hawar sidste jul
 




....min kone Vibeke sætter stadig pris på sin nye tilværelse som pensionist mens jeg ikke er helt så tilfreds med alle de projekter hun pludselig sætter i gang i ind- og udland og synes at jeg ”da ikke andet end kan deltage lidt i.”  Under vores to Interrail-rejser til Italien blev hun pludselig forelsket i et treetagers hus i en lille bjergby ”til ingen penge” og pønser nu på at købe det. ”Ingen penge?” spørger jeg, ”men vi kan jo for samme penge bo i 60-70 nye eksotiske hoteller i nye romantiske byer hver dag – tilmed med morgenmad, selvredte senge, rengøring osv. Hvorfor skal jeg nu til at gå og være pedel også dernede når jeg i forvejen er det i Ubuntuhuset? Skal jeg så til at tage toget hele vejen hjem hver gang Özlem Cekic skriger i røret at Putin vist har lukket for hendes varme? "Du må gøre noget, Jacob!”
Hvem af mine to koner, Vibeke eller Özlem, der vinder den kamp må i læse i føljetonen i næste års julebrev.



Vibeke med min medløber om morgenen i sommerhusområdet, Helle Hansen, på vej til begravelsen for vores 89-årige ven Niels Stokholm på den nærliggende biodynamiske gård Torshøjgård. Som filmkonsulent støttede Helle filmen om hans idealistiske liv, "Så meget godt i vente."
 


.....vores niece Cecilie Holdt .....stillede pludselig op til folketingsvalget hvorfor jeg måtte rykke ud for at hjælpe min bror Niels Jørgen med at hænge hendes valgplakater op.



Jeg havde svoret efter i to valgkampe at hænge plakater op for mine veninder Yildiz Akdogan og Özlem Cekic (som det ses her) at jeg aldrig mere ville kravle op i lygtepæle, men overfor familien har man jo "ikke noget valg".  Her med Niels Jørgen - tidl. formand for Sparta - foran min bil fyldt med valgplakaterne.
 



….vores papdatter Anna Davolio hører også med til familien, efter at hun som 16-årig boede hos os i to år som Daniels første kæreste. Derfor havde vi hyppigt hendes far, Morten Meldal, med til vores fester og med vores fortsatte venskab med familien blev vi naturligvis stolte, da Morten vandt årets nobelpris i kemi. Her ses han og Anna til Nobelprisoverrækkelsen samt dengang han så lidt mere hip ud hos os. Dengang beundrede jeg ham mest for på Carlsbergs laboratorier at forske i den dødbringende Chagas bille, som skræmte både mig og Bolivias bondefamilier så meget at de flyttede ind i disse toiletter, som vi byggede for dem under mit 27-år lange arbejde med Care – her i Bolivia sammen med prins Joachim. Se i min film her om ham hvordan  vi lavede klimaforebyggende i Care hele 7 år før Koyoto-protokollen!!!
 



Morten Meldal og Annas mor Sandra til venstre, Daniel og Anna th. nytårsaften i 1998. Og herunder ses Morten få Nobelprisen overrakt af kon Carl Gustav.



…..vores royale familie. Nå, ja, apropos prins Joachim, da han jo har været under en del kritik på det sidste, rykker jeg som altid ud til forsvar for min familie - mine børns 24. grandfætter, som det ses her. Så læs gerne her min beskrivelse af ham, som han selv blev meget glad for:
Ca. fra side 36 her i ”Om at sige ja til de kongelige”.


…..vores hund Tajo…..fejrede den 26. april sin 10. års fødselsdag i sommerhuset. Her fejrede den også sin 1. års fødselsdag sammen med 11 af sine søskende og halvsøskende, hvoraf en del allerede er døde ligesom dens venner her i byen er det – mange af kræft. Jeg har den teori at Tajo holder sig i god form fordi den hver morgen i 10 år har løbet 8 km sammen med mig – ligeledes for at holde kræften væk.
Men mest af alt elsker den Interrail – 4 i alt til Italien med togture på op til 17 timer uden problemer. Den elsker sydens hoteller (hvor den straks indtager sengen), restauranter (hvor de altid straks kommer med vandskålen før menukortet) og selv Italiens supermarkeder, hvor den går rundt og snuser til de andre hunde og selv finder sine godbidder på hylderne. En bagerbutik i Lucca listede den dog ud af, da fire af de andre bagerhunde kom i slagsmål derinde mens kunderne bare grinede. Så spørgsmålet er hvorfor vi i Danmark har indført så hundefjendske regler?
 



Tajo elsker modsat mig de bonede marmorgulve og skaber sig her for en anden indlogeret hund i et italiensk hotel.



Men cykle kan Tajo ikke endnu.



Her ses den med sin hjemlige kæreste Coco, som den løber strandturen sammen med 7 km hver morgen ind til Hornbæk sammen med mig og Helle.



Blandt årets døde var desværre min og Tajos ven, Uffe Elleman, som passede den mens jeg gik til alters her i Sankt Pauls hvor Tajo elsker at komme. Uffe og jeg blev i sin tid udråbt som Danmarks to værste hallalhippier - vist nok i Jyllands-Posten.
 


....og endelig min bopæl Christina Sun...
som har været min faste bopæl i 25 år i New York som foredragsholder "over there". Hun kom pludselig i efteråret på overraskende genbesøg hos os.
 



Skønt vi skriver sammen dagligt, havde vi ikke set hinanden siden jeg skrev min sidste bog i hendes store hjem i Schweits i 2018.



Det var også et gensyn med Søren Pind som hun havde lavet mad til for 10 år siden i New York.



En aften Søren Pind ikke glemmer, da vi havde fået vores fælles veninde Patricia Kozitsky til at synge sangen om sort smerte sammen med ham, hvilket I for første gang kan se her umiddenbart efter hendes originale sang.

Eller her som nummer 2. på Instagram. Hør Søren synge den, for det er en virkelig svær sang.


 



LIDT OM MIT "ARBEJDE"
(stadig som ufrivillig pensionist)

 



Tajo har heller ikke meget til overs for Trump - her i Bergen.
 


Efter at klovnen Trump underholdt og fascinerede mig i fire år som den store tidsrøver på CNN, FOX og BBC, troede jeg at jeg kunne holde lidt fri under Biden og få tid til bøger igen. Men så kom det nye chok med Putins invasion, der bragte minderne frem om dengang Sovjet invaderede Tjekkoslovakiet.
Jeg skrev selv et par artikler om
hvordan vi måske kunne have undgået det og om mit eget forhold til Putin (som jeg delte chef med i min tid som såkaldt KGB-agent).

Sent glemmer jeg hvordan Putin voldtog sindene hos os til
dette foredrag netop om ”Besættelsen” af min ven Christoffer Emil Bruun her i Sankt Pauls kirke. Kort tid efter fik min præst Kathrine Lilleør en del kritik for sammen med Søren Pind at starte denne våbenindsamling til Ukraine, der hidtil har givet 55,6 millioner kr. Men hvad er forskellen på at give støtte som skatteyder og endnu mere støtte som privat indsamler, når pengene i begge tilfælde går direkte til den Ukrainske stat, som selv vi ikke-voldstilhængere (i forholdet til individuelle voldsmænd) må indrømme at vi ikke ser andre konstruktive løsningsmodeller for at forsvare?

 



SIDSTE OM MIN NYE BOG

UNDERTRYKKELSENS RØDDER

 
Krigen i Ukraine har også opslugt tankerne hos min litterære agent i USA, den 80-årige Charlotte Sheeley, der som jøde af ukrainsk afstamning har svært ved at få tankerne fra krigen til hendes bøger, som hun mere end nogen anden har gjort til New York Times’ bestsellere. Hun skrev dette til ejeren af New Yorks sorte avis, Elinor Tatum:

“I am still reading Jacob’s book and of course keep comparing it to Alexis de Tocqueville’s study of America and the early days of its “democracy”.  Jacob’s book is an important document that deserves a Historical/University/Museum show as well as book publication and it comes my way at the most complicated time we’re living through.  So as the world situation evolves, I will keep this printed version safe and will bring people to it. I have serious fear for our planet especially Europe and wonder where Jacob might be.  I will email him too to get his permission to do what I can to help him bring this study to a wide audience. We are all in this situation together and I have grave doubts we will survive this.  I am grateful you have exposed me to this long-term study by an astute cultural outsider.”  Charlotte Sheedy

Et andet problem er at krigen også har udløst en voldsom stigning i papirpriser, hvorfor forlagene lige nu ikke har råd til at udgive den store ”kunstfotobog” jeg har lavet. Så foreløbig kan I læse den her på 10 sprog:
http://www.american-pictures.com/roots/ 
Jeg lover jer kurdiske/tyrkiske venner også at blive færdig med den tyrkiske udgave inden nytår, for der har vi jo tilsvarende etniske konflikter, som den handler om.

 



Min italienske kurator Paolo Woods forsøger at overbevise sin egen forlægger på det franske fotobogsforlag Pire at udgive min bog på fotofestivalen "Paris Photo". Problemet er blot at min bog med sin megen politiske tekst er mere end bare en "art photo book".


 
 
 


Til min 75-års fødselsdag besluttede jeg at lægge min bog op på nettet på alle de 10 sprog vi har brugt til at kolonisere og undertrykke andre med i de fattige lande som min gave til deres efterkommere, så de nu kan læse mere om "undertrykkelsens rødder".


En meget spændende ny analyse af mit arbejde blev i oktober udgivet i filmbladet Ejjumpcut af J. Ronald Green, Professor Emeritus of Film Studies, Ohio State. Jeg lærte selv en masse af det.
 



MIN ÅRLIGE REJSE TIL FOLKEMØDET

Jeg plejer altid at fylde bilen med nydanskere til denne - Danmarks mest integrerende folkefest, men i år faldt det lige sammen med Hawars afsluttende universitetseksamen. Til gengæld havde jeg denne gang begge mine børn med på campingpladsen. Min gamle dansklærer, Erik Madsens søn, overbibliotekar Jon Madsen, arrangerer hvert år foredrag for mig i Allinge Bibliotek "hvor du kan holde dine lange monologer". Men jeg var også med i flere af de korte dialogmøder, som Folkemødet jo handler om.
Her kan I se billederne fra tidligere års folkemøder.

 



Hawar kom dog alligevel med på Folkemødet idet Nexø fotografen Martin Thaulow havde klynget os begge op som indgang til "Liv og Sjæl" - her med vores fælles veninde Reem Osama.



Reem Osama føler sig hjemme i et telt næsten som dem hun kom fra i Sudan




I Arkitekternes Telt var jeg i dialog med lutter arkitekter, bl. a. Tv's Ane Cortzen her th. Vi var enige om at kritisere Københavns havnebyggeri og jeg læste op af min kronik fra 1993 - før byvandalerne startede - hvori jeg advarede om hvad der ville ske på Kalvebod Brygge. Men politikerne lyttede ikke dengang.





Jeg sad en hel aften her med min ven, Jan E. Jørgensen fra Venstre og han hyrede mig til at holde afskedstalen næste dag i Venstres telt.
Desværre var Uffe Ellemann i nattens løb død, hvorfor jeg endte med at stå og holde mindetale om alle mine oplevelser med Uffe.
Det faldt i så god jord at Jan nu vil have mig som Venstres festtaler næste år.
Nu får vi så at se om der er noget Venstre tilbage til den tid :-)
 


 




UDSTILLINGER OG FERIER

Krigen i Ukraine griber voldsomt ind vores liv, men mit liv blev kort efter også truet af indre kræfter. Til en mindeudstilling for kunstneren Jørgen Haugen Sørensen, (som Vibeke og jeg havde boet hos både i Portugal og i Italien), mødte jeg min kræft-operationslæge fra 2015, den russisk-ukrainske Vladimir Karas. Jeg sagde, ”Kom med hjem, for vi har netop i aften den russisk-kyndige forfatter Marie Tetzlaff til middag. Det sagde han begejstret ja til, da han havde læst en af hendes Tolstoj oversættelser, som vi nu lagde oven i en bunke derhjemme sammen med hendes andre værker og nåede en imponerende halv meter høj stak.
Marie havde allerede hørt fra Vibeke at Vladimir ”er manden som reddede Jacobs liv, men ødelagde vores sexliv”.

 



Med Marie Tetzlaff og "min redningsmand" Vladimir Karas.

 


Men det blev en i sandhed uforglemmelig aften her lige efter Putins invasion af Ukraine. De har begge en dyb indsigt i de dybereliggende mekanismer bag krigen og vi besluttede alle at mødes igen. Da jeg fulgte Vladimir til toget, spurgte han, ”Jacob, har du nu husket at tjekke dit PSA-tal?” Nej, efter at have gjort det i 5 år efter prostatakræft-operationen og have fået at vide at ”du er så godt som helbredt” havde jeg glemt at gøre det i to år. ”Det må du straks få gjort!”

Kort efter fik jeg mit PSA-tal, som nu var 0.2 hvilket er alt for højt når man har fået fjernet prostata, og han tilstod nu til Vibeke og mig, ”Jacob, jeg havde virkelig ikke regnet med at du ville leve så længe, da det jo var den mest aggressive Gleason 9 du havde.” Vibeke og jeg havde allerede inden operationen i annus horribilis (thi det blev efterfulgt af
karaktermordet på mig i Weekendavisen samme år) fået at vide af lægerne at ”den dør man af”.
Først mente Vladimir nu at jeg måtte under strålebehandling, men jeg sagde at det ville jeg helst udskyde til efter sommerferien, "da jeg lige skal nå at" åbne en stor udstilling i Italien, ”Vedi Napoli e poi muori”, som det hedder.

 



Med min gamle DDR spionven Jörg Meyer i hans nye vestlige hjem ved München.
 



På Interrail turen til Cortona gjorde vi holdt hos min gamle ven Jörg Meyer (bedre kendt som Stasi-spionen som blev udvekslet med Willy Brandts personlige sekretær til DDR og omtalt
side 454 her i ”Om at sige ja”).
Jörg fortalte at han også havde haft prostatakræft, men var blevet fuldstændig helbredt af sin kone Gerlinde. Udover at være læge er hun en af Tysklands førende naturlæger, som folk kommer til fra hele Europa. Hun havde sat en glutenfri veganerkost sammen til Jörg, som nu lavede de lækreste veganer måltider til os under opholdet. Særligt hans hjemmebagte rugbrød var vi så begejstrede for at vi fik opskriften, som vi siden har importeret alle ingredienserne til fra Tyskland, bl.a. Teff-mel (kendt fra de etiopiske pandekager). Alle vore naboer er begejstrede og vil nu selv have vores hemmelige opskrift på ”Spionens rugbrød.”

 



Vores første bagning af "spionens rugbrød".
 


Så lige siden vi kom hjem fra ferien har vi været veganere, hvilket ikke var så svært når vi i forvejen var vegetarer og jeg allerede længe havde tænkt mig at opgive at høvle en hel ost med kommen og en liter is hver dag - af hensyn til klimaet for at forhindre tørke- og sultdrabet på køerne på Afrikas horn fra vore hjemlige køers dræbende metangasser.

Og hvad har resultatet været? Både jeg og solidaritets-veganeren Vibeke har tabt os 6-7 kg og fået det langt bedre (nok mest fordi spionkuren også inkluderede nul alkohol og sukker). Jo, det lyder kedeligt – og vakte en del modstand blandt vore alkohol-i-store-mængder-drikkende venner – men også de kan bekræfte at ”Jacob ikke er blevet mere kedelig i tørlagt tilstand” (hvilket jo heller ikke siger så meget).

Hvis I selv har lyst til at hjælpe dansk landbrug med at lægge produktionen om til plantebaseret kost (for vores nye regering vil jo helt sikkert intet gøre), så kan vi varmt anbefale
Årstidernes lækre veganerretter. Men I skal ikke gøre det for at redde jeres egne liv (thi lægerne tror ikke på sådanne mirakelkure). Kun for at redde jeres børns liv og fremtid.

Nå, mens vi berører det hedengangne Østtyskland, holdt jeg på Italiensturen mit første foredrag i det berømte gamle Bauhaus universitet, hvor jeg følte mig helt høj af at stå i de samme lokaler hvor Paul Klee, Wassily Kandinsky og Walter Gropius engang underviste i den historiske by, Weimar, som også Goethe, Schiller og Liszt skrev deres berømte værker i. Men også høj af at mine elever efter 4 timers foredrag fulgte mig ud på byens smukke gamle markedsplads for der at fortsætte foredraget et par timer efter at universitetet lukkede. Weimar republikkens progressive æra blev som bekendt lukket ned af nazismen, men ingen kan lukke munden på mig!

 



Årets billede blev taget af den kendte italienske fotograf Enrico De Luigi lige da jeg under min rundvisning til ferniseringen i Cortona tørrede sveden af panden i den ulidelige hede. Bemærk også de ekstra kilo jeg havde på på det tidspunkt inden vi kom hjem og startede spionkuren.
 


Dette var da også rygtedes ned til min udstilling i Cortona, hvor de følgelig kun gav mig en times taletid i byens flotte teater til at forklare min ”kunst”, som mine billeder blev kaldt i denne kunstfoto festival.

 



Tajo og Vibeke kom til de andre fotografers foredrag i det fine Teatro Signorelli, men gad ikke at høre på mit foredrag.....bortset fra at Tajo var bange for teaterkatten, som følte den ejede det hele, da han første dag var på scenen med mig.



En fotograf lagde dette billede af os i Kongelogen på Instagram
 



Her havde min tyske kurator Lars Lindemann fået den skøre ide at putte mig downhill i byens ”ghetto” – den gamle nedlagte stationsbygning. Han havde aldrig kunnet glemme min udstilling i New York i 2009, så jeg var glad for at han nu vakte mig til live igen da jeg ikke troede der var flere museer i Europa at udstille i
efter mine mange udstillinger mellem 2006-2009.
Men åbenbart havde jeg ikke haft udstillinger nok i Italien dengang, for
anmelderen i Italiens vigtigste intellektuelle blad spurgte i sin rosende artikel, ”hvorfor har vi intet hørt om Jacob Holdt før?”
Og det samme spurgte Museum of Modern Art i New York om.
Lars Lindemann fik desuden som billedredaktør af det store
GEO (det tyske National Geografic) lavet denne 24-siders anmeldelse.

 



Lalou til min udstilling i ghetto stationsbygningen.



Mine to kuratorer, italienske Paolo Woods - direktør for Cortona on the Move - og tyske Lars Lindemann.  Og hovedpersonen Tajo.



Personen som lagde dette billede på Instagram var nødt til at censurere det lidt først.
 



Men hvad enten jeg var udenfor lov og ret nede i min nedslidte ”downtown” ghetto eller oppe i varmen i denne
vidunderlige gamle borgby Cortonas gamle paladser (hvor jeg endnu engang indså at jeg ikke hører hjemme på de bonede marmorgulve), - ja, så var varmen uudholdelig i denne – sommerens italienske klimakatastrofe med 45 grader, hvor man blot lå dvask i sengen dagen lang og ventede på aftenens mange fester sammen med de andre fotografer, som hyppigt fortalte at de havde set mine foredrag i deres ungdom, nogle såsom Stacy Kranitz af dem kan ses her fra min rejseskildring.
 



Lalou og Vibeke med min tyske kurator Lars Lindemann til de gigantiske udendørs aften buffetter.
 


Så efter blot tre dage flygtede vi nordpå til Bienalen i Venedig, München, Månedalen, Norge osv.

 



Mens den russiske udstilling på Bienalen af gode grunde var lukket, syntes jeg den bedste udstilling på Bienalen var den amerikanske med denne kunstner Simone Leigh som tilsyneladende vækkede ligeså meget ubehag hos en hvid amerikansk besøgende som mine billeder af sorte.
 


 



Midt under turen fik jeg den triste meddelelse hjemmefra at min gamle barnepige
Asta Østergård var død, 94 år gammel. Hun stod i præstegården i Jylland og tog imod os med kaffe da vi ankom med toget fra Kbh i 1950 og lavede også kaffen til min fars begravelse 50 år efter. Hendes tre søstre blev også siden hen mine barnepiger, men kun Annelise er i dag i live. Asta blev livet igennem ved med at slå fast at “a we et tá ansvår for hvodan Jacob blev” da hun ikke altid var lige begejstret for mit syn på indvandrere hvorfor jeg også med årene slæbte en del af dem med på mine hyppige besøg i hendes bondegård. Og så var der altid gensidig begejstring.

Her ses vi sammen under mit sidste besøg sidste sommer. Desværre var jeg i Italien til begravelsen, men begge mine brødre, Steen og Niels Jørgen, der var ligeså knyttede til Asta, repræsenterede familien til begravelsen i Fåborg kirke. Tak for alt, Asta, og for den enorme betydning hele din familie fik for os brødre.


I slutningen af september forsøgte vi os igen med en campingtur i Norge – hvorfra vi dramatisk blev smidt ud den første nat i Kristiansand for to år siden pga. Tajos udløbne rabiesvaccination. Bl.a. for at besøge min og Ubuntuhusets mangeårige samarbejdspartner Petter Gilsvik efter at han opgav dialogcentret Dutrupgaard i Snekkersten og flyttede tilbage til Stavangerområdet, hvorfra han i mange år havde arrangeret mine norske turneer.
 



Vibeke ligger frysende under dynen på de i september tomme norske campingpladser
 


Men igen, rejs ikke med hund i Norden. Ikke et sted måtte vi komme ind på restauranter med Tajo og måtte i stedet sidde ude i bilen for det meste i øsende regn eller frysende kulde og spise vores veganer madder. Dog i omgivelser så smukke at jeg aldrig har forstået hvorfor danskere tager helt til USA for at få naturoplevelser.
 



Alle tre prøver at holde varmen med leg under vores kolde Norgestur i september
 


Hjemme i sommerhusområdet Månedalen havde vi fået herlige nye venner i Christian Lund og Lærke Rydal, som arrangerer Louisianas Litteratur-festivaler og udgivelser og går lige så meget op i haveindretning som Vibeke. Festivalen i år var dog lige ved at gå i vasken da de begge blev ramt af så hård Corona lige før at vi måtte bringe dem mad.

 



Christian Lund interviewer Niels Frank om bogen han skrev om mordet på sin søster, "Fanden tage dig".



Min gamle rejseledsager i USA, Pia Tafdrup, præsenterede sin seneste trilogi på Literaturfestivalen
 


Det er også Christian der laver de interviews med alverdens kunstnere til
Louisiana Channel, som ses af hundredtusinder, ikke mindst i USA. Derfor blev jeg glad, da han også lavede et langt interview med mig, men da jeg kom anstigende med flere timers videoer og billeder, som jeg tænkte at min kedelige snak burde peppes op med, sagde han, ”Jamen Jacob, nu bliver jeg nødt til at lave en føljeton på 3 timer frem for de sædvanlige 30 min.” Derfor trækker færdigklipningen ud – også fordi Christian og Lærke midt i det hele fik en datter.

 




Her ses Christian og Lærke til min fødselsdag i Ubuntuhuset.
 


Her i efteråret tog vi igen sydpå – først til min nye udstilling i Paris arrangeret af tøjfabrikanten Andrea Sportono og dernæst til Firenze for at forhandle med italienske forlag. Nu hvor det var blevet koldt elskede vi pludselig både Paris og Firenze og besøg hos gamle og nye venner der.
 



Min danske kurator Jesper Elg med min gallerist Andrea Sportono til ferniseringen i Paris.



Med fotokunstneren Peter Fuchs og Josephine og Jesper Elg fra V1 Gallery.



Musik i Paris metroen på vej til fest og middag i Peter Fuchs lejlighed.

 



 




MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET


Jeg selv fejrede i april min 75-års fødselsdag med åbent hus i Ubuntuhuset. Sådan kan folk jo stemme med fødderne frem for at komme af tvang og pligt. Vanen tro lagde jeg da også mere mærke til HVEM DER IKKE KOM end hvem der kom, og spurgte bagefter ”Hvorfor kom du dog ikke?” Hvortil vennerne typisk svarede, ”Jamen, det gjorde jeg da også. Du lagde bare ikke mærke til mig i mængden.”
En var dog lovlig undskyldt. Om formiddagen ringede vores nye veninde, forfatteren Sofie Jama, og sagde: "Jacob, jeg kan desværre ikke komme. Jeg har lige født for en time siden."
"Dårlig undskyldning. Tror dig ikke," svarede jeg, hvorefter hun sendte billedet af den nyfødte Elias, som vi siden er begyndt at passe i sommerhuset, hvor hun tit arbejder med sine bøger.

 



Til min overraskelse kom min gamle rejseledsager i USA, filminstruktøren Christina Voigt fra Berlin, flyvende til morgenbordet i Gernersgade. Jeg skylder hende alt, da hun reddede min store udstilling i Øksnehallen i 2007 som medførte både udstilling på Louisiana og livsvarig hædersydelse.





Gamle venner som  min jurist Søren B. Henriksen og forlægger Per Kofod var jeg glad for at se - for længst som gode venner efter at jeg i 1977 havde brugt Søren til at føre sag mod Per for at få Amerikanske Billeder standset i hele verden (pga. KGB planer om den).



Sherin Khankan og Hawar Jasmin Shuan, som sammen startede kvindemoskeen hvor min fødselsdag foregik.




Med Peter Elsass mens Visala Manieva i baggrunden henter kaffe.
Mine sidste billeder af Peter Elsass.



Lalou brugte fødselsdagen til at få en snak med sin gamle professor i psykologi, Peter Elsass. Han og jeg havde haft et vist samarbejde i mange år, så derfor var chokket stort da han her i efteråret døde og jeg sammen med vore fælles venner i Eventyklubben mødte op til hans begravelse her i Marmorkirken.



Til fødselsdagen havde jeg bedt folk om at give et bidrag til hjælpearbejdet for de grupper, der arbejder i Ubuntuhuset, men på de mange gaver til mig kunne jeg bagefter se at mange ville sikre sig med visitkortenes bevis at jeg skulle opdage at de faktisk var mødt op, da de jo alt for godt kender mit manglende nærvær
😊

Flest gaver fik dog Ubuntuhusets ”
100% for børnene” til deres arbejde for gadebørn og til bekæmpelse af bl.a. ”menstruationsfattigdom” i Afrika vha. menstruationskopper for at styrke ligestillingen, så unge piger kan blive undervist frem for at bekymre sig om de månedlige udgifter til hygiejne-produkter. Således hjælper de med at sætte pigerne fri, netop temaet Kathrine Lilleør prædikede om juleaften over kvinden i Lukas 8:43, som havde menstrueret i 12 år og derfor været ghettoiseret indtil Jesus satte hende fri med ordene, "Gå bort med fred."
Jo, mens vore Ubuntu-kvinder levendegør Herrens gerninger, prædiker Kathrine (blot) Herrens ord - det levende ord helt uden manuskript. Hun kan det som jeg elskede hos de bedste sorte præster i USA - ikke mindst min favorit i Harlem, Dr. Calvin Butts, der desværre gik bort her i efteråret. 

 




"Tro mod tro". Kathine lagde dette kirkebesøg af Ubuntuhusets medarbejder Nada Imad, som Özlem Cekic i sin bordplan til vores julefrokost havde valgt som min borddame.



 



Også Ubuntuhusets anden store gruppe,
Özlems Cekics ”Brobyggerne” har vind i sejlene landet over, så de nu har udvidet den faste stab i huset til ca. 10 medarbejdere. Jeg er kommet med i komiteen, der udvælger vinderne af de forskellige Brobygningsprojekter over hele landet og har selv været ude og holde foredrag for dem.

Også den jødiske fredsgruppe ”New Outlook” er stadig aktiv i deres brobygningsdialoger derinde, og et af deres sjoveste arrangementer i år var
dialogen mellem jødiske og muslimske motorcykelklub-medlemmer.
 



Muslimer og jøder i skøn forening foran Annie Hedvards gamle billedtæppe "Reporter: Mr. Gandhi. What do you think of Western civilization? Mr. Gandhi: I think it would be a good idea."
 


”Men I må lade motorcyklerne stå nede i gården!” krævede jeg blot, da jeg i min tid i Bandidos så dem trække deres Harley’er med ind i rockerborgen – et medlemskab som Svend Brinkmann desværre fik ødelagt,
da jeg var dum nok til selv at trække ham med derind i denne Tv-udsendelse.
 



Jeg følte mig fuldstændig hjemme hos Bandidos indtil jeg var dum nok til at bringe en "Stå fast" psykolog som Svend Brinkman med i rockerborgen.....


....og straks kom i "bad standing". 



Men mit "medlemskab" af Bandidos reddede mig dog under dette bryllup i Mariam Moskeen hvor brudgommen var enormt fjendtlig og tillukket overfor mig og ikke ville lade mig fotografere hans bryllup. Så da han var overbroderet med tatoveringer, udbrød jeg spøgende, "Du ligner fuldstændig mine venner i Bandidos," og så pludselig åbnede han sig kærligt op. Han havde selv været medlem af Bandidos og var efter at være soldat i Irak blevet forelsket i denne irakiske kvinde, som Sherin Khankan kun en time før brylluppet havde bevilget islamisk skilsmisse ud af hendes tidligere voldelige ægteskab. Begge formet af vold havde de nu fundet forløsende kærlighed. Det er sådanne frisættende ægteskaber på tværs af kulturer jeg elsker i kvindemoskeen.
 



Desværre betød Ubuntuhusets vokseværk at der ikke længere var plads til Crossing Borders derinde, hvorfor de er flyttet til Medborgerhuset på Nørre Alle 7. Det er jeg meget ked af, da ”Jeg elskede den brogede verden” de førte sammen af unge fra alle jordens kontinenter, så de nærmest sad oven på hinanden i lokalerne. Dette syn var et deja vue med de festlige år hvor jeg husede op til 66 arabiske og afrikanske flygtninge derinde, som det ses her på videoen.

Da Amira Mousa, som arbejder i kvindemoskeen derinde, en dag fortalte sin algierske far om stedet, sagde han, ”Jamen, der boede jeg og mine venner da selv, da vi i 80’erne kom hertil som flygtninge.”
Det betød meget for ildsjælen Amira, at hun nu lægger sit integrationsarbejde netop det sted, som engang havde hjulpet hendes far med at blive integreret og dansk.
 



Her i efteråret udkom så bogen om Mariam Moskeen, som jeg havde set Jesper Petersen til næsten alle vore møder i moskeen havde siddet og lavet notater til. Både Vibeke og jeg får pæn omtale deri, og det var særlig vemodigt for mig at han brugte forsidebilledet af vores gamle hjem i Købmagergade, hvor vores søn kravlede sine første skridt. Bogen er ret dyr, men I kan hente den her.
 



Men se alle vores andre arrangementer og forhistorien her:
www.american-pictures.com/ubuntu/
 




OG SLUTTELIG TIL

ET RIGTIGT JULEEVENTYR



For pludselig er der kommet et sjovt projekt ud af de nydanske venner, vi hvert år har inviteret med til julegudstjeneste hos Kathrine Lilleør og omkring bordet juleaften. I august bestod Hawar Yasmin Shuan sin eksamen i Kunstig Intelligens på Syddansk Universitet med et flot 12-tal. Hendes projekt var ikoner i 12-hundredtallets franske bibler, skønt hun er muslim og ikke kan hverken fransk og latin. Nu er hun derfor af universitetet blevet opfordret til at lave et Ph.d. projekt og har valgt som forskningsprojekt at underkaste mine ca. 22.000 amerikanske billeder en analyse med kunstig intelligens. Jeg har allerede været med til tre møder i Odense med SDU, som er begejstret for projektet, som de allerede er gået i gang med at søge 3,2 millioner kroner til.

 



Her er jeg med Hawar på SDU til lanceringen af hendes vejleder, Stefan Jänckess eget store AI projekt om digitalisering af jødiske koncentrationslejr fangers dagbøger.



Og her ses han svare på spørgsmål om det vigtige Memorise projekt. Foredraget kan ses her.



Og her ses vi til vores første middagsmøde om projektet sammen med Christina Sun, som tog med til Odense også for at se H C Andersen museet. Med kunstig intelligens har Stefan også lavet et projekt, hvor han sammenligner H. C. Andersens og Søren Kierkegaards sprog (skønt han er tysker og endnu ikke kan dansk).




Med Hawar til middag i de skønne torvehaller i Odensen inden et møde med Stefan.



For Christina har tidligere illustreret Gyldendals udgave af H. C. Andersens eventyr. Derfor sidder hun begejstret i kunstneren Jens Galschiøts skulptur af digteren. Vi boede i Jens Galschiøts store atelier, idet han har ladet Hawar bo der gratis i 3 år under studierne.



Her viser Jens Galschiøt Christina de store støbetanke hvor han støbte selv den store skamstøtte, som han ikke nu kan få hjem fra Hong Kong....


......men Hawar sidder og pynter sig inden vore møder med Stefan.



Ideen er at eftersom mine billeder efterhånden er blevet historiske og omfatter en side af USA, som ingen andre har dækket, skal de gøres let tilgængelige og søgbare for museer, forskere, historikere, sociologer, Library of Congress osv. Med kunstig intelligens kan man f.eks. se forskelle i mønstre på hvordan de sortes for længst forsvundne shacks i f.eks. Alabama i indretning og redskaber adskilte sig fra dem i North Carolina og med ansigtsgenkendelse se familiemønstre hos de børn jeg fotograferede i 1970’erne og fortsatte med at følge i 50 år. Jeg lagde f.eks. mærke til at forsidebilledet på min gamle bog med Robert Kennedy og M.L.King  kun fandtes i hjem i Georgia og at den særlige støbeovn, som min danske forgænger Peter Sekaer også havde fotograferet 50 år før mig, kun fandtes i shacks i Carolina området (se den på side 379 her). Ikke mindst for amerikanske sorte vil det betyde meget at kunne "drages til minde" deres eller bedsteforældrenes shacks, som vi netop sang i julen:

Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.

 



Projektet er genialt tænkt af Hawar. For enhver kan da se at der går en lige linje fra Hawars miniature Bibel ikoner fra 1200-tallet lige op til mine (også af nogle kaldet "ikoniske") små amerikanske billeder i samme miniature 18x24mm halvformat fra det 20. århundrede :-)


















Sjovt nok får vi derfor brug for alt det arbejde, som to af vore andre muslimske piger omkring julebordet lavede i de år de boede hos os som 16-18-årige mens de kæmpede for ikke at blive smidt ud af flygtningemyndighederne. For da sad Visala Manieva og indtastede alle ca. datoer fra paprammerne omkring mine lysbilleder ind i digitale megatags mens søsteren Mila sad og renskrev og digitaliserede tusinder af sider af mine håndskrevne dagbøger og breve til min far – ofte med så
lille og tæt håndskrift at jeg ikke selv kan tyde hvad jeg skrev, som det ses her. Nu får vi pludselig brug for dem til en nøjagtig datering og stedbeskrivelse af billederne i forskningsprojektet.
(Siden har både Mila og Visala selv fået så høje uddannelser og stillinger at flygtningenævnet til sidst lod dem blive i landet – at Mila sammen med sin søde mand Lasse har kunnet købe en stor bondegård på Fyn – en integrationssucces der vil noget - lige fra
Milas takke "Dronningetale" til danskerne i 2012 til hendes nye udsigt ud over København i 2022).

 

 

"Jacob, hvad betyder "rødnakke"? spurgte Mila som helt ung i 2013 mig på mail når jeg var væk. Det er en bondeknold som bliver rød i nakken af solen under markarbejdet, svarede jeg.

Og det har hun nu lært efter at have fået knold i nakken med arbejdet på traktoren som bondemand.
Her er Hawar og Christina Sun til morgenmad hos Mila (tv) på hendes fynske bondegård, hvor hun og Lasse er i gang med at plante nøddeplantage.
 



Under Hawars opsyn får jeg nu selv pisken over nakken herfra og til evigheden med at skrive baggrundshistorier til hvert af de 22.000 billeder, af den slags jeg på opfordring af mine kuratorer allerede er begyndt at lægge op
her på Instagram, hvor I kan følge mig (og korrigere mine fejl, hvis I hører til mine omtalte amerikanske venner… ….for dette julebrev sendes jo også til dem jeg dengang fotograferede).

Så, jo, jeg havde lyst til at slutte med denne opløftende julehistorie om at det nytter at integrere sig med dem, der skal føre vores samfund videre efter os gammeldanskere og at give dem hjælp til at opnå vores højt besungne ”danske værdier” .......ved at invitere dem med ind i julevarmen.


Glædelig jul og

godt nytår

 

ønskes I alle af  julemanden



og hans assistent



Eller er det omvendt, Hawar? 




 

 


Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
www.facebook.com/jacob.holdt/

Følg mine opdaterede billedhistorier på Instagram:
www.instagram.com/jacobholdtofficial/

www.american-pictures.com

Gense lysbilledshowet Amerikanske Billeder

 

 

 

Til oversigt over tidligere julebreve