Kære venner
Jeg ønsker jer alle god jul og et bedre nytår uden fortsatte destruktive
Putin-kræfters indgriben i vores liv.
Hvis man forsøger at løbe fra årets store tragedie bliver man straks
mindet om det på løbeturen på Langlinie om morgenen.
Overliggeren på Facebook som jeg lavede i tiden hvor Putin massakrerede
byen Mariupol. |
FAMILIEN
Først lidt om familien, der jo hører med i årlige julebreve, sådan som jeg lærte
det af min fars julebreve til hans gamle skolekammerater…..
.....vores søn Daniel, der som sagt sidste år stoppede sine blafferture
til stort set alle lande i verden, da Corona lukkede den.
Han blev i år uddannet
som "social- og sundhedsassistent" og er blevet vildt begejstret for denne nye
måde at rejse på. Nu farer han byen rundt på cykel for at rejse ind hos alle
mulige ensomme mennesker og kan ikke få nok af at lytte til deres spændende
livshistorier. Særligt jødiske plejehjem er han vild med, og kan i timevis
genfortælle de rystende holocausthistorier han får berettet af ”105-årige med
knivskarp hukommelse”.
Men hans egen hukommelse er også utrolig. Da Vibekes amerikanske kusine
Christina Kiaer som professor underviste et år i KU, overraskede han hende til
en fest hos os med at kende Ukraine og Rusland bedre end hende med en knivskarp
beskrivelse af hvilke gader og
museer ligger
hvor ligger hvor – lige fra Kiev til Vladivostok (selv i Tjetjenien havde han
boet i de vigtigste byer). For Christina er professor med speciale i russisk og
sovjetisk kunst og har selv rejst meget i disse lande. Jeg var til flere af
hendes øjenåbnende foredrag om racismen i Sovjetunionen gemt under datidens højt
proklamerede floskler om ”international solidaritet”.
I august havde Daniel en uges ferie og kunne ikke dy sig for at tage en
blaffetur rundt i Sverige igen. Han skrev: "Er lige nu i en lastbil med
en kirgisisk chauffør, som kun snakker russisk, kirgisisk og lidt
arabisk. Han er overrasket over at jeg havde besøgt alle de primære byer
og bjerge og den berømte store sø i hans smukke hjemland som har
landskaber på niveau med Norge & Schweitz."
|
.....vores datter Lalou er også holdt op med at rejse rundt i verden som
psykolog for traumatiserede børn og kvinder i udsatte områder som Somalia, Mali,
Irak, Rohingja, Gaza, samt i Indien, Rwanda, Malawi og Zimbabwe.
Men nu, hvor hun desværre har så mange voldsramte klienter i sit psykologkontor
i København at hun har måttet lukke for tilgangen af nye, trængte hun til en
pause og fløj pludselig til Australien på et eller andet hemmeligt besøg, som
hun ikke ville udtale sig om.
Lalou og Daniel til konfirmation hos Vibekes halvt japanske fætter, Kai
Holst Andersens søn.
Og fotograferet af Hawar sidste jul
|
....min kone Vibeke sætter stadig pris på sin nye tilværelse som
pensionist mens jeg ikke er helt så tilfreds med alle de projekter hun pludselig
sætter i gang i ind- og udland og synes at jeg ”da ikke andet end kan deltage
lidt i.” Under vores to Interrail-rejser til Italien blev hun pludselig
forelsket i et treetagers hus i en lille bjergby ”til ingen penge” og pønser nu
på at købe det. ”Ingen penge?” spørger jeg, ”men vi kan jo for samme penge bo i
60-70 nye eksotiske hoteller i nye romantiske byer hver dag – tilmed med
morgenmad, selvredte senge, rengøring osv. Hvorfor skal jeg nu til at gå og være
pedel også dernede når jeg i forvejen er det i Ubuntuhuset? Skal jeg så til at
tage toget hele vejen hjem hver gang Özlem Cekic skriger i røret at Putin vist
har lukket for hendes varme? "Du må gøre noget, Jacob!”
Hvem af mine to koner, Vibeke eller Özlem, der vinder den kamp må i læse i
føljetonen i næste års julebrev.
.....vores niece Cecilie Holdt
.....stillede pludselig op til
folketingsvalget hvorfor jeg måtte rykke ud for at hjælpe min bror Niels Jørgen
med at hænge hendes valgplakater op.
Jeg havde svoret efter i to valgkampe at hænge plakater op for mine
veninder
Yildiz Akdogan og
Özlem Cekic (som det ses her) at jeg aldrig mere ville kravle op i
lygtepæle, men overfor familien har man jo "ikke noget valg". Her
med Niels Jørgen - tidl. formand for Sparta - foran min bil fyldt med
valgplakaterne.
|
….vores papdatter Anna Davolio
hører også med til familien, efter at hun
som 16-årig boede hos os i to år som Daniels første kæreste.
Derfor havde vi hyppigt hendes far, Morten Meldal, med til vores fester og med
vores fortsatte venskab med familien blev vi naturligvis stolte, da Morten vandt
årets nobelpris i kemi.
Her ses han og Anna til
Nobelprisoverrækkelsen samt dengang han så lidt mere hip ud hos os.
Dengang beundrede jeg ham mest for på Carlsbergs laboratorier at forske i den
dødbringende Chagas bille, som skræmte både mig og Bolivias bondefamilier så
meget at de flyttede ind i
disse toiletter, som vi byggede for dem under mit 27-år lange arbejde med
Care – her i Bolivia sammen med
prins Joachim. Se
i min film her om ham hvordan vi lavede klimaforebyggende i Care hele
7 år før Koyoto-protokollen!!!
Morten Meldal og Annas mor Sandra til venstre, Daniel og Anna th.
nytårsaften i 1998. Og herunder ses Morten få Nobelprisen overrakt af
kon Carl Gustav.
|
…..vores royale familie. Nå, ja, apropos prins Joachim, da han jo har været
under en del kritik på det sidste, rykker jeg som altid ud til forsvar for min
familie -
mine
børns 24. grandfætter, som det ses her. Så læs gerne her min beskrivelse af
ham, som han selv blev meget glad
for:
Ca. fra side 36 her i ”Om at sige
ja til de kongelige”.
…..vores hund Tajo…..fejrede
den 26. april sin 10. års fødselsdag i sommerhuset. Her fejrede den også sin 1.
års fødselsdag sammen med 11 af sine søskende og halvsøskende, hvoraf en del
allerede er døde ligesom dens venner her i byen er det – mange af kræft. Jeg har den
teori at Tajo holder sig i god form fordi den hver morgen i 10 år har løbet 8 km
sammen med mig – ligeledes for at holde kræften væk.
Men mest af alt elsker den Interrail – 4 i alt til Italien med togture på op til
17 timer uden problemer. Den elsker sydens hoteller (hvor den straks indtager
sengen), restauranter (hvor de altid straks kommer med vandskålen før
menukortet) og selv Italiens supermarkeder, hvor den går rundt og snuser til de
andre hunde og selv finder sine godbidder på hylderne. En bagerbutik i Lucca
listede den dog ud af, da fire af de andre bagerhunde kom i slagsmål derinde
mens kunderne bare grinede. Så spørgsmålet er hvorfor vi i Danmark har indført
så hundefjendske regler?
....og endelig min bopæl Christina Sun...
som har været min faste bopæl i 25 år i New York som foredragsholder "over
there". Hun kom pludselig i efteråret på overraskende genbesøg hos os.
LIDT OM MIT "ARBEJDE"
(stadig som ufrivillig pensionist)
Tajo har heller ikke meget til overs for Trump - her i Bergen.
|
Efter at
klovnen Trump underholdt og fascinerede mig i fire år som den store tidsrøver på
CNN, FOX og BBC, troede jeg at jeg kunne holde lidt fri under Biden og få tid
til bøger igen. Men så kom det nye chok med Putins invasion, der bragte minderne
frem om
dengang Sovjet invaderede
Tjekkoslovakiet.
Jeg skrev selv et par artikler om
hvordan vi måske kunne have
undgået det
og om
mit eget forhold til Putin (som
jeg delte chef med i min tid som såkaldt KGB-agent).
Sent glemmer jeg hvordan Putin voldtog sindene hos os til
dette foredrag netop om
”Besættelsen” af min ven Christoffer Emil Bruun her i Sankt Pauls kirke.
Kort tid efter fik min præst Kathrine Lilleør en del kritik for sammen med Søren
Pind at
starte denne våbenindsamling til
Ukraine, der hidtil har givet 55,6 millioner kr.
Men hvad er forskellen på at give støtte som skatteyder og endnu mere støtte som
privat indsamler, når pengene i begge tilfælde går direkte til den Ukrainske
stat, som selv vi ikke-voldstilhængere (i forholdet til individuelle voldsmænd) må indrømme at vi
ikke ser andre konstruktive løsningsmodeller for at forsvare?
SIDSTE
OM MIN NYE BOG
UNDERTRYKKELSENS RØDDER
Krigen i Ukraine har også opslugt tankerne hos min litterære agent i USA,
den 80-årige Charlotte Sheeley, der som jøde af ukrainsk afstamning har svært
ved at få tankerne fra krigen til hendes bøger, som hun mere end nogen anden har
gjort til New York Times’ bestsellere.
Hun
skrev dette til ejeren af New Yorks sorte avis, Elinor Tatum:
“I am still
reading Jacob’s book and of course keep comparing it to Alexis de Tocqueville’s
study of America and the early days of its “democracy”. Jacob’s book is an
important document that deserves a Historical/University/Museum show as well as
book publication and it comes my way at the most complicated time we’re living
through. So as the world situation evolves, I will keep this printed version
safe and will bring people to it. I have serious fear for our planet especially
Europe and wonder where Jacob might be. I will email him too to get his
permission to do what I can to help him bring this study to a wide audience. We
are all in this situation together and I have grave doubts we will survive
this. I am grateful you have exposed me to this long-term study by an astute
cultural outsider.”
Charlotte Sheedy
Et andet
problem er at krigen også har udløst en voldsom stigning i papirpriser, hvorfor
forlagene lige nu ikke har råd til at udgive den store ”kunstfotobog” jeg har
lavet. Så foreløbig kan I læse den her på 10 sprog:
http://www.american-pictures.com/roots/
Jeg lover jer
kurdiske/tyrkiske venner også at blive færdig med den tyrkiske udgave inden
nytår,
for der har vi jo tilsvarende etniske konflikter, som den handler om.
Min italienske kurator Paolo Woods forsøger at overbevise sin egen
forlægger på det franske fotobogsforlag Pire at udgive min bog på
fotofestivalen "Paris Photo". Problemet er blot at min bog med sin megen
politiske tekst er mere end bare en "art photo book".
Til min 75-års fødselsdag besluttede jeg at lægge min bog op på nettet
på alle de 10 sprog vi
har brugt til at kolonisere og undertrykke andre med i de fattige
lande som min gave til deres efterkommere, så de nu kan læse mere om
"undertrykkelsens rødder". |
En meget spændende ny analyse af mit
arbejde blev i oktober
udgivet
i filmbladet Ejjumpcut af
J.
Ronald Green, Professor Emeritus of Film Studies, Ohio State. Jeg lærte selv
en masse af det.
MIN ÅRLIGE REJSE TIL FOLKEMØDET
Jeg plejer altid at fylde bilen
med nydanskere til denne - Danmarks mest integrerende folkefest, men i år faldt
det lige sammen med Hawars afsluttende universitetseksamen. Til gengæld havde
jeg denne gang begge mine børn med på campingpladsen. Min gamle dansklærer, Erik
Madsens søn, overbibliotekar Jon Madsen, arrangerer hvert år foredrag
for mig i Allinge Bibliotek "hvor du kan holde dine lange monologer". Men jeg
var også med i flere af de korte dialogmøder, som Folkemødet jo handler om.
Her kan I se billederne fra tidligere års folkemøder.
UDSTILLINGER OG FERIER
Krigen i Ukraine griber voldsomt ind vores liv, men mit liv blev kort efter også
truet af indre kræfter. Til en mindeudstilling for kunstneren Jørgen Haugen
Sørensen, (som Vibeke og jeg havde boet hos både i Portugal og i Italien), mødte
jeg min kræft-operationslæge fra 2015, den russisk-ukrainske Vladimir Karas. Jeg
sagde, ”Kom med hjem, for vi har netop i aften den russisk-kyndige forfatter
Marie Tetzlaff til middag. Det sagde han begejstret ja til, da han havde læst en
af hendes Tolstoj oversættelser, som vi nu lagde oven i en bunke derhjemme
sammen med hendes andre værker og nåede en imponerende halv meter høj stak.
Marie havde allerede hørt fra Vibeke at Vladimir ”er manden som reddede Jacobs
liv, men ødelagde vores sexliv”.
Med Marie Tetzlaff og "min redningsmand" Vladimir Karas.
|
Men det blev en i sandhed uforglemmelig aften her lige efter Putins invasion af
Ukraine. De har begge en dyb indsigt i de dybereliggende mekanismer bag krigen
og vi besluttede alle at mødes igen. Da jeg fulgte Vladimir til toget, spurgte
han, ”Jacob, har du nu husket at tjekke dit PSA-tal?” Nej, efter at have gjort
det i 5 år efter prostatakræft-operationen og have fået at vide at ”du er så godt
som helbredt” havde jeg glemt at gøre det i to år. ”Det må du straks få gjort!”
Kort efter fik jeg mit PSA-tal, som nu var 0.2 hvilket er alt for højt når man
har fået fjernet prostata, og han tilstod nu til Vibeke og mig, ”Jacob, jeg
havde virkelig ikke regnet med at du ville leve så længe, da det jo var den mest
aggressive Gleason 9 du havde.” Vibeke og jeg havde allerede inden
operationen i annus horribilis (thi det blev efterfulgt af
karaktermordet på mig i
Weekendavisen
samme år) fået at vide af lægerne at ”den dør man af”.
Først mente Vladimir nu
at jeg måtte under strålebehandling, men jeg sagde at det ville jeg helst
udskyde til efter sommerferien, "da jeg lige skal nå at" åbne en stor udstilling i
Italien, ”Vedi Napoli e poi muori”, som det hedder.
Med min gamle DDR spionven Jörg Meyer i hans nye vestlige hjem ved
München.
|
På Interrail turen til Cortona gjorde vi holdt hos min gamle ven Jörg Meyer
(bedre kendt som Stasi-spionen som blev udvekslet med Willy Brandts
personlige sekretær til DDR og omtalt
side 454 her i ”Om at
sige ja”).
Jörg fortalte at han også havde haft prostatakræft, men var blevet fuldstændig
helbredt af sin kone Gerlinde. Udover at være læge er hun en af Tysklands
førende naturlæger, som folk kommer til fra hele Europa. Hun havde sat en
glutenfri veganerkost sammen til Jörg, som nu lavede de lækreste veganer
måltider til os under opholdet. Særligt hans hjemmebagte rugbrød var vi
så begejstrede for at vi fik opskriften, som vi siden har importeret alle
ingredienserne til fra Tyskland, bl.a. Teff-mel (kendt fra de etiopiske
pandekager). Alle vore naboer er begejstrede og vil nu selv have vores hemmelige
opskrift på ”Spionens rugbrød.”
Vores første bagning af "spionens rugbrød".
|
Så lige siden vi kom hjem fra ferien har vi været veganere, hvilket ikke var så svært
når vi i forvejen var vegetarer og jeg allerede længe havde tænkt mig at opgive
at høvle en hel ost med kommen og en liter is hver dag - af hensyn til klimaet
for at forhindre tørke- og sultdrabet på køerne på Afrikas horn fra vore
hjemlige køers dræbende metangasser.
Og hvad har resultatet været? Både jeg og solidaritets-veganeren Vibeke har tabt
os 6-7 kg og fået det langt bedre (nok mest fordi spionkuren også inkluderede
nul alkohol og sukker). Jo, det lyder kedeligt – og vakte en del modstand blandt
vore alkohol-i-store-mængder-drikkende venner – men også de kan bekræfte at
”Jacob ikke er blevet mere kedelig i tørlagt tilstand” (hvilket jo heller ikke
siger så meget).
Hvis I selv har lyst til at hjælpe dansk landbrug med at lægge
produktionen om til plantebaseret kost (for vores nye regering vil jo helt
sikkert intet gøre), så kan vi varmt anbefale
Årstidernes lækre
veganerretter.
Men I skal ikke gøre det for at redde jeres egne liv (thi lægerne tror ikke på
sådanne mirakelkure). Kun for at redde jeres børns liv og fremtid.
Nå, mens vi berører det hedengangne Østtyskland, holdt jeg på Italiensturen mit
første foredrag i det berømte gamle Bauhaus universitet, hvor jeg følte mig helt
høj af at stå i de samme lokaler hvor Paul Klee, Wassily Kandinsky og Walter
Gropius engang underviste i den historiske by, Weimar, som også Goethe, Schiller
og Liszt skrev deres berømte værker i. Men også høj af at mine elever efter 4
timers foredrag fulgte mig ud på byens smukke gamle markedsplads for der at
fortsætte foredraget et par timer efter at universitetet lukkede. Weimar
republikkens progressive æra blev som bekendt lukket ned af nazismen, men ingen
kan lukke munden på mig!
Årets billede blev taget af den kendte italienske fotograf Enrico De
Luigi lige da
jeg under min rundvisning til ferniseringen i Cortona tørrede sveden af
panden i den ulidelige hede. Bemærk også de ekstra kilo jeg havde på på
det tidspunkt inden vi kom hjem og startede spionkuren.
|
Dette var da også rygtedes ned til min udstilling i Cortona, hvor de følgelig
kun gav mig en times taletid i byens flotte teater til at forklare min ”kunst”,
som mine billeder blev kaldt i denne kunstfoto festival.
Tajo og Vibeke kom til de andre fotografers foredrag i det fine
Teatro Signorelli,
men gad ikke at høre på mit foredrag.....bortset fra at Tajo var bange
for teaterkatten, som følte den ejede det hele, da han første dag var på
scenen med mig.
En fotograf lagde dette billede af os i Kongelogen på Instagram
|
Her havde min tyske
kurator Lars Lindemann fået den skøre ide at putte mig downhill i byens ”ghetto” – den
gamle nedlagte stationsbygning. Han havde aldrig kunnet glemme min udstilling i
New York i 2009, så jeg var glad for at han nu vakte mig til live igen da jeg
ikke troede der var flere museer i Europa at udstille i
efter mine mange
udstillinger mellem 2006-2009.
Men åbenbart havde jeg ikke haft udstillinger nok i Italien dengang, for
anmelderen i Italiens
vigtigste intellektuelle blad spurgte i sin rosende artikel,
”hvorfor har vi intet hørt om Jacob Holdt før?”
Og det samme spurgte Museum of Modern Art i New York om.
Lars Lindemann fik desuden som billedredaktør af det store
GEO (det tyske National
Geografic) lavet denne 24-siders anmeldelse.
Men hvad enten jeg var udenfor lov og ret nede i min nedslidte ”downtown” ghetto
eller oppe i varmen i denne
vidunderlige gamle
borgby Cortonas
gamle paladser (hvor jeg endnu engang indså at jeg ikke hører hjemme på de
bonede marmorgulve), - ja, så var varmen uudholdelig i denne – sommerens
italienske klimakatastrofe med 45 grader, hvor man blot lå dvask i sengen dagen
lang og ventede på aftenens mange fester sammen med de andre fotografer, som
hyppigt fortalte at de havde set mine foredrag i deres ungdom, nogle såsom Stacy
Kranitz af dem
kan ses her fra min
rejseskildring.
Lalou og Vibeke med min tyske kurator Lars Lindemann til de gigantiske
udendørs aften buffetter.
|
Så efter blot tre dage flygtede vi nordpå til Bienalen i Venedig, München,
Månedalen, Norge osv.
Mens den russiske udstilling på Bienalen af gode grunde var lukket,
syntes jeg den bedste udstilling på Bienalen var den
amerikanske med denne kunstner Simone Leigh som tilsyneladende
vækkede ligeså meget ubehag hos en hvid amerikansk besøgende som mine
billeder af sorte.
|
Midt under turen fik jeg den triste meddelelse hjemmefra at min gamle
barnepige Asta
Østergård var død, 94 år gammel. Hun stod i præstegården i Jylland og
tog imod os med kaffe da vi ankom med toget fra Kbh i 1950 og lavede
også kaffen til min fars begravelse 50 år efter. Hendes tre søstre blev
også siden hen mine barnepiger, men kun Annelise er i dag i live. Asta
blev livet igennem ved med at slå fast at “a we et tá ansvår for hvodan
Jacob blev” da hun ikke altid var lige begejstret for mit syn på
indvandrere hvorfor jeg også med årene slæbte en del af dem med på mine
hyppige besøg i hendes bondegård. Og så var der altid gensidig
begejstring.
Her ses vi sammen
under mit sidste besøg sidste sommer. Desværre var jeg i Italien til
begravelsen, men begge mine brødre, Steen og Niels Jørgen, der var
ligeså knyttede til Asta, repræsenterede familien til begravelsen i
Fåborg kirke. Tak for alt, Asta, og for den enorme betydning hele din
familie fik for os brødre. |
I slutningen af september forsøgte vi os igen med en campingtur i Norge – hvorfra vi dramatisk
blev smidt ud den første nat i Kristiansand for to år siden pga. Tajos udløbne
rabiesvaccination. Bl.a. for at besøge min og Ubuntuhusets mangeårige
samarbejdspartner Petter Gilsvik efter at han opgav
dialogcentret
Dutrupgaard i Snekkersten
og flyttede tilbage til Stavangerområdet, hvorfra han i mange år havde
arrangeret mine norske turneer.
Vibeke ligger frysende under dynen på de i september tomme norske
campingpladser
|
Men igen, rejs ikke med hund i Norden. Ikke et
sted måtte vi komme ind på restauranter med Tajo og måtte i stedet sidde ude i
bilen for det meste i øsende regn eller frysende kulde og spise vores veganer
madder. Dog i omgivelser så smukke at jeg aldrig har forstået hvorfor danskere
tager helt til USA for at få naturoplevelser.
Alle tre prøver at holde varmen med leg under vores kolde Norgestur i
september
|
Hjemme i sommerhusområdet Månedalen havde vi fået herlige nye venner i Christian
Lund og Lærke Rydal, som arrangerer Louisianas Litteratur-festivaler og
udgivelser og går lige så meget op i haveindretning som Vibeke. Festivalen i år
var dog lige ved at gå i vasken da de begge blev ramt af så hård Corona lige før
at vi måtte bringe dem mad.
Det er også Christian der laver de interviews med alverdens kunstnere til
Louisiana Channel,
som ses af hundredtusinder, ikke mindst i USA. Derfor blev jeg glad, da han også
lavede et langt interview med mig, men da jeg kom anstigende med flere timers
videoer og billeder, som jeg tænkte at min kedelige snak burde peppes op med,
sagde han, ”Jamen Jacob, nu bliver jeg nødt til at lave en føljeton på 3 timer
frem for de sædvanlige 30 min.” Derfor trækker færdigklipningen ud – også fordi
Christian og Lærke midt i det hele fik en datter.
Her ses Christian og Lærke til min fødselsdag i Ubuntuhuset.
|
Her i efteråret tog vi igen sydpå – først til min nye udstilling i Paris
arrangeret af tøjfabrikanten Andrea Sportono og
dernæst til Firenze for at forhandle med italienske forlag. Nu hvor det var
blevet koldt
elskede vi pludselig
både Paris og Firenze og besøg hos gamle og nye venner der.
Min danske kurator Jesper Elg med min gallerist Andrea Sportono til
ferniseringen i Paris.
Med fotokunstneren Peter Fuchs og Josephine og Jesper Elg fra V1
Gallery.
Musik i Paris metroen på vej til fest og middag i Peter Fuchs lejlighed. |
MIT
ARBEJDE I UBUNTUHUSET
Jeg selv fejrede i april min 75-års fødselsdag med åbent hus i Ubuntuhuset.
Sådan kan folk jo stemme med fødderne frem for at komme af tvang og pligt. Vanen
tro lagde jeg da også mere mærke til HVEM DER IKKE KOM end hvem der kom, og
spurgte bagefter ”Hvorfor kom du dog ikke?” Hvortil vennerne typisk svarede,
”Jamen, det gjorde jeg da også. Du lagde bare ikke mærke til mig i mængden.”
En var dog lovlig undskyldt. Om formiddagen ringede vores nye veninde,
forfatteren Sofie Jama, og sagde: "Jacob, jeg kan desværre ikke komme. Jeg har
lige født for en time siden."
"Dårlig undskyldning. Tror dig ikke," svarede jeg, hvorefter hun sendte billedet
af den nyfødte Elias, som vi siden er begyndt at passe i sommerhuset, hvor hun
tit arbejder med sine bøger.
Til fødselsdagen havde jeg bedt folk om at give et bidrag til hjælpearbejdet for de grupper, der
arbejder i Ubuntuhuset, men på de mange gaver til mig kunne jeg bagefter se at
mange ville sikre sig med visitkortenes bevis at jeg skulle opdage at de faktisk
var mødt op, da de jo alt for godt kender mit manglende nærvær
😊
Flest gaver fik dog Ubuntuhusets ”100%
for børnene”
til deres arbejde for gadebørn og til bekæmpelse af bl.a.
”menstruationsfattigdom” i Afrika vha. menstruationskopper for at styrke
ligestillingen, så unge piger kan blive undervist frem for
at bekymre sig om
de månedlige udgifter til hygiejne-produkter.
Således hjælper de med at sætte pigerne fri, netop temaet Kathrine Lilleør
prædikede om juleaften over kvinden i
Lukas
8:43, som havde menstrueret i 12 år og derfor været ghettoiseret indtil
Jesus satte hende fri med ordene, "Gå bort med fred."
Jo, mens vore Ubuntu-kvinder levendegør Herrens gerninger, prædiker Kathrine
(blot) Herrens ord - det levende ord helt uden manuskript. Hun kan det som jeg
elskede hos de bedste sorte præster i USA - ikke mindst min favorit i
Harlem, Dr. Calvin Butts, der desværre gik
bort her i efteråret.
"Tro mod tro".
Kathine lagde dette kirkebesøg af Ubuntuhusets medarbejder Nada Imad,
som Özlem Cekic i sin bordplan til vores julefrokost havde valgt som min
borddame.
|
Også Ubuntuhusets anden store gruppe,
Özlems Cekics ”Brobyggerne”
har vind i sejlene landet over, så de nu har udvidet den faste stab i huset til
ca. 10 medarbejdere. Jeg er kommet med i komiteen, der udvælger vinderne af de
forskellige Brobygningsprojekter over hele landet og har selv været ude og holde
foredrag for dem.
Også den jødiske fredsgruppe ”New Outlook” er stadig aktiv i deres
brobygningsdialoger derinde, og et af deres sjoveste arrangementer i år var
dialogen mellem jødiske og
muslimske motorcykelklub-medlemmer.
Muslimer og jøder i skøn forening foran
Annie Hedvards
gamle billedtæppe "Reporter: Mr. Gandhi. What do you think of
Western civilization? Mr. Gandhi: I think it would be a good idea."
|
”Men I må lade motorcyklerne stå nede i gården!” krævede jeg blot, da jeg i min
tid i Bandidos så dem trække deres Harley’er med ind i rockerborgen – et
medlemskab som Svend Brinkmann desværre fik ødelagt,
da jeg var dum nok til selv at
trække ham med derind i denne Tv-udsendelse.
Desværre betød Ubuntuhusets vokseværk at der ikke længere var plads til
Crossing Borders
derinde, hvorfor de er flyttet til Medborgerhuset på Nørre Alle 7. Det er jeg
meget ked af, da ”Jeg elskede den brogede verden” de førte sammen af unge fra
alle jordens kontinenter, så de nærmest sad oven på hinanden i lokalerne. Dette
syn var et
deja vue med de festlige år hvor jeg husede op til 66 arabiske og afrikanske
flygtninge derinde, som det ses her på videoen.
Da Amira Mousa, som arbejder i kvindemoskeen derinde, en dag fortalte sin
algierske far om stedet, sagde han, ”Jamen, der boede jeg og mine venner da
selv, da vi i 80’erne kom hertil som flygtninge.”
Det betød meget for ildsjælen Amira, at hun nu lægger sit
integrationsarbejde netop det sted, som engang havde hjulpet hendes far med at blive
integreret og dansk.
Her i efteråret udkom så bogen om Mariam Moskeen, som jeg havde set
Jesper Petersen til næsten alle vore møder i moskeen havde siddet og
lavet notater til. Både Vibeke og jeg får pæn omtale deri, og det var
særlig vemodigt for mig at han brugte
forsidebilledet af vores gamle hjem i Købmagergade, hvor vores søn
kravlede sine første skridt. Bogen er ret dyr,
men I kan hente den her.
|
Men se alle vores andre arrangementer og forhistorien her:
www.american-pictures.com/ubuntu/
OG SLUTTELIG TIL
ET RIGTIGT JULEEVENTYR
For
pludselig er der kommet et sjovt projekt ud af de nydanske venner, vi hvert år har
inviteret med til
julegudstjeneste hos Kathrine Lilleør og omkring bordet
juleaften. I august bestod Hawar Yasmin Shuan sin eksamen i Kunstig Intelligens
på Syddansk Universitet med et flot 12-tal. Hendes projekt var ikoner i
12-hundredtallets franske bibler, skønt hun er muslim og ikke kan hverken fransk
og latin. Nu er
hun derfor af universitetet blevet opfordret til at lave et Ph.d. projekt og har valgt
som forskningsprojekt at underkaste mine ca. 22.000 amerikanske billeder en analyse
med kunstig intelligens. Jeg har allerede været med til tre møder i Odense med
SDU, som er begejstret for projektet, som de allerede er gået i gang med at søge
3,2 millioner kroner til.
Ideen er at eftersom mine billeder efterhånden er
blevet historiske og omfatter en side af USA, som ingen andre har dækket, skal
de gøres let tilgængelige og søgbare for museer, forskere, historikere,
sociologer, Library of Congress osv. Med kunstig intelligens kan man f.eks. se
forskelle i mønstre på hvordan de sortes for længst forsvundne shacks i f.eks.
Alabama i indretning og redskaber adskilte sig fra dem i North Carolina og med
ansigtsgenkendelse se familiemønstre hos de børn jeg fotograferede i 1970’erne
og fortsatte med at følge i 50 år. Jeg lagde f.eks. mærke til at forsidebilledet
på min gamle bog
med Robert Kennedy og M.L.King kun fandtes i hjem i Georgia og
at den særlige støbeovn, som min danske forgænger
Peter Sekaer også havde fotograferet 50 år før mig, kun fandtes i shacks i
Carolina området (se
den på side 379 her). Ikke mindst for amerikanske sorte vil det betyde meget
at kunne "drages til minde" deres eller bedsteforældrenes shacks, som vi netop
sang i julen:
Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.
Sjovt nok får vi derfor brug for alt det arbejde, som to af vore andre muslimske
piger omkring julebordet lavede i de år de boede hos os som 16-18-årige mens de
kæmpede for ikke at blive smidt ud af flygtningemyndighederne. For da sad Visala
Manieva og indtastede alle ca. datoer fra paprammerne omkring mine lysbilleder
ind i digitale megatags mens søsteren Mila sad og renskrev og digitaliserede
tusinder af sider af mine håndskrevne dagbøger og breve til min far – ofte med
så
lille og tæt håndskrift
at jeg ikke selv kan tyde hvad jeg skrev, som det ses her.
Nu får vi pludselig brug for dem til en nøjagtig datering og stedbeskrivelse af
billederne i forskningsprojektet.
(Siden har både Mila og Visala selv fået så høje uddannelser og stillinger at
flygtningenævnet til sidst lod dem blive i landet – at Mila sammen med sin søde mand Lasse har
kunnet købe en stor bondegård på Fyn – en integrationssucces der vil noget -
lige fra
Milas takke "Dronningetale" til
danskerne i 2012
til hendes
nye udsigt ud over
København i 2022).
"Jacob, hvad betyder
"rødnakke"? spurgte Mila som helt ung i 2013 mig på mail når jeg var
væk. Det er en bondeknold som bliver rød i nakken af solen under
markarbejdet, svarede jeg.
Og det har hun nu lært
efter at have fået knold i nakken med arbejdet på traktoren som
bondemand.
Her er Hawar og Christina Sun til morgenmad hos Mila (tv) på
hendes fynske bondegård, hvor hun og Lasse er i gang med at plante
nøddeplantage.
|
Under Hawars opsyn får jeg nu selv pisken over nakken herfra og til evigheden med
at skrive baggrundshistorier til hvert af de 22.000 billeder, af den slags jeg
på opfordring af mine kuratorer allerede er begyndt at lægge op
her på Instagram, hvor
I kan følge mig
(og korrigere mine fejl, hvis I hører til mine omtalte amerikanske venner… ….for
dette julebrev sendes jo også til dem jeg dengang fotograferede).
Så, jo, jeg havde lyst til at slutte med denne opløftende julehistorie om at det
nytter at integrere sig med dem, der skal føre vores samfund videre efter os
gammeldanskere og at give dem hjælp til at opnå vores højt besungne ”danske
værdier” .......ved at
invitere dem med ind i julevarmen.
Glædelig jul og
godt nytår
ønskes I alle af julemanden
og hans
assistent
Eller er
det omvendt, Hawar? |
|