Julebrev fortsat fra 1. del
I maj tog Vibeke og jeg på
ferie i Syrien for at besøge Sherins forældre – altså
igen en gave danskerne har fået gennem indvandringen i form af gratis
ferieboliger hos deres venner ud i den ganske verden. Ud over rejsen på 2600 kr
brugte vi faktisk ingen penge på turen.
Fayez og Iria forkælede os fra morgen
til aften med den lækreste mad på terrassen med udsigt over Damaskus. Og ligesom
i USA tog jeg her en mængde billeder af hvordan kirker og moskeer dernede
slynger sig i kærlig omfavnelse – modsat i det hadske Danmark – ligesom de
kristne og muslimske skolebørn gør det med eneste forskel at de kristne kun går
5 dage om ugen mod muslimernes 6. Jeg gjorde et stort nummer ud af at reklamere
for Egypten i et tidligere julebrev og min begejstring for Syrien er ikke mindre
skønt jeg år vil forsøge at fatte mig i korthed. Kriminaliteten er vist nok den
laveste i verden mens den som bekendt var høj i Irak allerede på Carsten
Niebuhrs tid. Så da Vibeke og jeg midt ude i ørkenen så et skilt ”Bagdad 120 km”
og jeg som sædvanligt altid lige vil smutte om hjørnet og se det næste land,
sagde Vibeke bastant nej.
Men så ringede mobiltelefonen også – tænk sig midt i
ørkenen. Det var klanlederens kæreste, Gigi, der sagde at hun var blevet nødt
til at smide Jeff ud ”så vil du øjeblikkeligt fjerne mit telefonnummer fra
klanens hjemmeside!” Det var trods alt lidt morsomt midt i Syrien at skulle til
at finde en Internetstation hvor jeg kunne lave om på KKKs hjemmeside, men det
lykkedes. Ligesom når Sherin kontakter mig fra Syrien mens jeg står i en ghetto
i USA for at bede mig om lige at reklamere for næste koranmøde på hjemmesiden.
Noget sådant ville have været utænkeligt for 10 år siden og nu ved man ikke
engang om det er værd at nævne i et julebrev skønt jeg som snart halvgammel mand
er dybt fascineret over denne hurtige teknologiske udvikling og de muligheder
den giver for at holde både Ku Klux Klan, revisorerne, massageterapisterne og
muslimerne i ørerne på en gang –også når man sidder i et beduintelt midt ude i
ørkenen.
Jeg skal ikke her opremse Syriens andre herligheder, dødebyerne, de
romerske paladser, Simon Søjlehelgens søjle, korsfarerborgene. Den største af
dem, Krak, måtte jeg absolut se da den var bygget af Vibekes 24de tipoldefar,
korsrideren William IV af Toulouse ligesom to af de store byer, Lattakia og
Apamea, er opkaldt efter hendes 71.de og 72. tipoldemødre. Men én oplevelse
kunne vi godt have været foruden. Da vi gik ned ad Den Lige Gade i Damaskus’
gamle charmerende bydele sagde jeg til Vibeke. ”Det var lige her Paulus faldt om
og fik sin åbenbaring.” Og lige i samme øjeblik faldt Vibeke ned fra den høje
kantsten og faldt om på gaden – dog uden at få nogen åbenbaring skønt det hele
sortnede for hende. Benet blev værre og værre og da vi skulle flyve hjem var det
i rullestol. Da vi samme nat tog på skadestuen i Bispebjerg sagde
natsygeplejersken. ”Goddag Jacob, skal du nu have krykker igen?” Thi kun to uger
før havde jeg været der med min datter, som havde brækket benet under en
skolefest. Nu gik også Vibeke med krykker.
Men kun ugen efter endte også jeg på krykker. Der havde været stort
dobbeltinterview i Politiken med min bror, Niels Jørgen, og mig som forreklame
for hans maratonløb. Vi snakkede i øst og i vest som de forskellige brødre vi
er, men jeg kunne ikke lade være at nævne – eller prale med – at jeg i år ville
løbe hele 3 maraton, både i København, Stockholm og Berlin. For at komme i
træning løb jeg kl. 6 om morgenen længere og længere ture bort fra København. Da
jeg en morgen løb fra Kokkedal station over markerne ud til Strandvejen skete
der pludselig noget med benet. Ved Klampenborg gjorde det så ondt at jeg ville
tage toget hjem, men opgav at vente og løb hjem, hvorved jeg ødelagde
akillessenen fuldstændigt og fik forbud af lægen mod at stille op i Kbh. Efter
en uge syntes jeg det gik godt nok og ville lige lunte over Storebæltsbroen. Der
var en frygtelig hede og folk besvimede overalt. På toppen gik det helt galt og
jeg måtte halte i land og siden blaffe tilbage til København. Og nu gav lægen
mig forbud mod både Stockholm og Berlin, hvorved min drøm om at slå Marius i
Stockholm blev knust. Men ikke helt. For min søn bad nu om at få mit startnummer
skønt der kun var 5 dage til og han ingen træning havde haft. Jeg tror kun at
han nåede at træne to aftener den uge og alligevel gennemførte han løbet i
personlig rekordtid på 3t57min blot i sine sandaler. Og da han løb i mit navn
står jeg dermed officielt som årets vinder i det eneste løb der tæller i verden
– nemlig mellem Marius, Torben og jeg. Men personligt følte jeg det dog som om
jeg havde begået hybris efter at have kæftet lidt for højt op i Politiken om
mine løb.
I maj blev Vibeke og jeg af Zentropa inviteret til Lars von Triers premiere på
Manderlay i Cannes Festivalen. Det cirkus gad vi dog ikke at tage ned til efter
de bitre minder vi havde fra vores egen filmpremiere dernede i 1982. Inden
premieren havde jeg skrevet et 3 sider langt brev til Lars og hans producer
Vibeke Windeløv med forslag til hvordan de skulle lancere filmen. ”For alt i
verden”, skrev jeg, ”Lad være at sælge den som en film om slaveriet, om sorte
eller om racisme. Det gider ingen høre i USA og sikkert heller ikke her. Sælg
den som en film om Irakkrigen, så har I halvdelen af USA's befolkning på jeres
side – nemlig alle Bush-haderne.” Og så nævnte jeg alle de paralleller, som
filmen havde til situationen i Irak. Vibeke Windeløv ringede mig begejstret op
for at spørge om hun måtte distribuere brevet til hele medieafdelingen, som
tydeligvis brugte ideen. Glad blev jeg da pressen begyndte at diskutere filmen
som et vægtigt bidrag til debatten om Irak. Under Pia Tafdrups flotte
åbningstale til H.C. Andersen-udstillingen i Thorvaldsens Museum kom en ældre
kvinde op for at snakke med mig om filmen ligesom mange andre gjorde det på det
tidspunkt, da Lars lige havde snakket om vores samarbejde i fjernsynet. ”Og er
du klar over at hele filmen i virkeligheden skildrer hele krigen i Irak?” sagde
hun. Hvor har hun monstro fået den ide fra, tænkte jeg, da den ikke just er
oplagt når man sidder og ser en flok slaver i USA i 30’erne. Ideen var opstået i
mit hoved allerede under optagelserne i Sverige idet Abu Graib-torturen blev
afsløret lige under optagelserne af scenen hvor Grace pisker Timothy, hvorfor
jeg sagde til Lars: ”Det kan nok være at virkeligheden overgår din film”. ”Ja,
det har du sandelig ret i,” sagde han. Og siden trådte parallellerne såsom
smadringen af Falujah stadig tydeligere frem så at jeg følte at Lars på genial
vis havde taget et snapshot af hele tidsbilledet. Dog indrømmede han siden i
Frankrigs største filmblad Telerama at filmen ikke var inspireret af Irakkrigen,
men af Amerikanske Billeder. Skønt jeg syntes dette var dårlig salgsstrategi
havde jeg dog intet imod det, da artiklen var flot illustreret med mine
billeder.
Vibeke Windeløvs begejstring over min foreslåede salgsstrategi fik dog en noget
anden tone, da hun kort tid før Cannes ringede mig op for at skælde mig hæder og
ære fra. ”Hvorfor har du lagt alt det som skulle være en hemmelighed indtil
Cannespremieren ud på dine hjemmesider – selv de intimeste billeder fra vores
privatfester? Nu er medierne i Hollywood begyndt at oversætte dine hjemmesider
og at lave forhåndsomtale af filmen før vi har lanceret den i Cannes.” Jeg var
fuldstændig rundt på gulvet og anede ikke hvad hun talte om. Men tonen havde jeg
hørt før da hun rasende ringede mig op for at skælde mig ud lige da jeg var ved
at sænke min tante Ida i graven. Dengang drejede det sig om et interview jeg
havde haft i Ekstrabladet om samarbejdet på Dogville, hvorefter jeg bittert svor
aldrig at udtale mig til pressen igen om en film før den var frigivet. Og det
havde jeg heller ikke gjort. Ved nærmere efterforskning viste det sig så at jeg
jo hver jul lægger alle mine julebreve ud på et hemmeligt sted på nettet for at
I venner skal kunne læse gamle numre osv. Og nu 5 mdr. efter jul havde jeg blot
glemt at tage dem ned igen, hvorfor søgemaskinerne selvfølgelig - selv uden
offentlige links til julebrevene - straks havde fundet ord som ”Manderlay”,
Grace, Trier etc. og tilmed mine billeder af skuespillerne, hvorefter hele
Hollywoodpressen kørte løs med forhåndsomtale på grundlag af mine julebreve. Så
det skal I bare lige vide – jer der kyler mit julebrev i affaldsspanden hvert år
– at der skam er andre ude i verden der SLUGER dem med største interesse!
Heldigvis havde jeg computeren tændt mens Windeløv rasede i telefonen, så med et
hurtigt klik fjernede jeg øjeblikkeligt 33 års julebreve og sagde: ”Er du så
tilfreds, Vibeke?” Nej, det var hun ikke, for skaden var jo allerede sket. Skønt
hun er sød i dagligdagen kryber alle i et musehul når hun er på krigsstien. Men
det er jo også slut nu.
Præsident Bush fik min sommerferie udsat et par dage idet TV2 ønskede at bruge
mig som kommentator under hans besøg. Sjældent har jeg oplevet større
sikkerhedsopbud og jeg fatter stadig ikke hvad han skulle i Danmark. Kl. 5 om
morgenen blev jeg hentet i taxa og kørt til Fredensborg Slot, hvor jeg sammen
med en del andre kendte folk skulle vente i et lille rum helt til kl. 11. Pga.
min hyppige Tv-optræden i de senere år har jeg fået mangen en god snak med
kendte mediefolk i disse venterum, hvor vi alle stiller hinanden spørgsmålet:
”Hvorfor i al verden stiller vi dog op i dette mediecirkus?” hvor man som i
dette tilfælde kan bruge en halv dag på at få sagt 2-3 sætninger. Svaret ligger
nok i førnævnte Krishnamurti-forfængelighed, for mens jeg kan forsvare mig med
at jeg ingen foredrag får i skolerne hvis jeg ikke møver mig frem i medierne
hele tiden, synes jeg ikke der er noget forsvar for politikere, der forlader en
halv dags arbejde i folketinget for som Naser Khader at debattere med mig i 10
min. på TV2 Lorry – dvs. københavnsk lokaltv i formiddagstimerne – om 100
ligegyldige medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Da jeg ikke så noget formål i at
deltage i den almindelige fordømmelse af Bush brugte jeg nu hele min taletid til
et angreb på danske politikere. ”Hvis Bush havde stillet op i et dansk
folketingsvalg ville jeg have stemt på ham imod samtlige danske politikere,”
sagde jeg. ”For Bush har på intet tidspunkt benyttet sig af det mest beskidte
trick man kan bruge i en valgkamp, at lægge sine medborgere for had, sådan som
samtlige danske politikere gør det med indvandrere, serberne gjorde det med
muslimerne og tyskerne med jøderne. Hvis Bush havde ført en politik som Foghs
ville vi ikke have haft ham på besøg her i dag, for det ville han straks blive
fældet på i USA.”
Da jeg havde sagt noget lignende i Deadline i foråret spurgte Villy Søvndal mig
i venterummet: ”Du kan da ikke mene at det gælder mig og SF?” ”Jo, og selv de
Radikale som ligesom jer bruger Hizb-ut-Tahrir til at føre skjult anti-muslimsk
kampagne i en forvirret dansk befolkning,” svarede jeg. Den fodformede Hanne
Vibeke Holst kunne godt forstå mit argument, men blev tosset på mig i studiet
over at jeg kunne se ”noget som helst positivt i Bush”. ”Åh, man skal jo elske
sine fjender og altid prøve at se noget positivt i dem,” svarede jeg grinende.
Jeg havde jo selv ført langvarig kampagne mod Bush. Det skægge ved at deltage i
sådanne Tv-debatter – som jeg i øvrigt ikke dur til da jeg altid synes mine
modstandere har ret – er at man kan skændes nok så bravt på skærmen, men to
minutter efter sidder man og hyggesnakker over kaffen i venterummet. Denne fred
efter slaget er den bedste del af det hele. At det er medierne, der er årsagen
til alt splid, skulle jeg senere på året bittert opleve. Men nogen havde
misforstået et og andet af det jeg sagde i Fredensborg, for da jeg trådte ud af
Tv-studiet blev jeg straks anråbt af en larmende flok Bush-tilhængere fra
Venstres Ungdom: ”Kom herover og tilslut dig, Jacob!” Det var tydeligvis nogen
som havde set mit show i gymnasietiden, så hvordan kunne de mon være havnet i
den grøft?” tænkte jeg, men gik ikke derover af angst for at havne på Tv – nu
som ”ægte” Bush-fan. Jeg havde også nok at gøre nu med at kæmpe mig ud af det
Bush-spind jeg havde viklet mig ind i, for vi havde af sikkerhedsgrunde forbud
mod at forlade Fredensborg inden Bush tog fra slottet. Men jeg ville ind til
byen for i tide at kunne deltage i de store anti-Bush demonstrationer ved
USA-ambassaden. Ligegyldigt hvor jeg vendte og drejede mig stod der
maskinpistol-bevæbnet politi, som standsede mig. Jeg forsøgte så at slippe ud af
en passage med slottets affaldsspande, men også disse var stopfulde af politi.
Efter tre forskellige flugtforsøg, hvor jeg blev fanget – ”luskende mystisk
rundt i hvid skjorte og langt hår”, heldigvis hver gang af nogle betjente som
genkendte mig og derfor løslod mig på stedet – lykkedes det mig endelig at
kravle over en mur og liste gennem en masse hække, baghaver og tomme
privatboliger ud til en vej, hvor jeg godt nok igen blev standset af
maskinpistoler, men nu på den rigtige side hvor jeg kunne få en taxa ind til de
enorme demonstrationer. Her følte jeg mig endelig hjemme og det var vidunderligt
at se så mange ”sunde” venner fra Christiania og alskens folkebevægelser efter
den skøre uvirkelige morgen på Fredensborg. Lederen af Tjetjenien-bevægelsen
hentede straks øl til mig – dvs. vand som det sig hør og bør blandt muslimer
offentligt – og jeg fik en lang snak med den nu løsladte danske
Guantanamo-fange, som ”lykkeligt nygift” netop var gået i gang på
Handelshøjskolen og prøvede at lægge Cuba-mareridtet bag sig. Der var sol og
sang og tusinder af venner her så jeg selv kunne lægge Fredensborg-mareridtet
fra mig.
Efter udendørs aftensmad med hele familien tog vor søn Daniel af sted til USA og
jeg med vor datter Lalou og hendes veninde Alex af sted i bilen på ferie syd på.
Vibeke skulle blive hjemme og passe sin kræftsyge mor ligesom vi alle havde
gjort det forrige sommer. Så en dag, som startede kl. 5 om morgenen i
Fredensborg, endte for mig kl. 3 om natten i bilen mellem Hannover og Kassel.
Næste dag på autobanen fik jeg pludselig en sms fra Rikke Marrot – den sorte
fotomodel som var med mig i USA – med ordene ”Terrorbomber i London.” Jeg er
blevet ganske god til at sms’e med hånden på rattet og Rikke opdaterede mig nu
minut for minut om udviklingen i London. Jeg tænkte straks: ”Åh, nej, nu bliver
der først rigtig hetz mod muslimerne i Danmark.” Men jeg tænkte også: ”Det er da
godt at vi skal på ferie i Christinas atombombesikrede 30 millioner kroners hus
på en svejtsisk bjergside!”
Først gjorde vi dog stop ved Lucarnosøen hvor min
samlever i New York, Christina Sun, var midt i det årlige Gigatlon, hvor 100.000
deltagere i hold svømmer, rulleskøjter, cykler og løber gennem hele Svejts fra
syd til nord. Christina skulle hver morgen svømme 3-4 kilometer og havde øvet
sig hele vinteren ved at svømme rundt om Manhattan – tro det om I vil, men det
er faktisk sandt. Men skønt hun nu havde taget barnepigen med på turen havde hun
glemt at denne skulle løbe på rulleskøjter på holdet, idet Lalou i sidste
øjeblik havde aflyst fordi hun ikke var i form. Derfor måtte jeg nu overtage
Christinas to børn, men da jeg ikke gad at følge efter holdet hele vejen op til
Basel foreslog jeg at køre dem hjem til huset i Soglio. God ide, der var bare
lige det ved det at Soglio lå på den anden side af en bjergkæde, så jeg tænkte
at det hurtigste ville være at køre via Comosøen i Italien. Jeg havde blot lige
glemt en lille detalje i det herlige nye grænseløse Europa – at Svejts ikke er
medlem af EU, hvorfor jeg blev standset ved grænsen. Og da betjentene nu så to
kinesiske børn i bilen, som absolut ikke så ud som om jeg var deres far og som
jeg helt havde glemt at få pas med til, ville de i lang tid arrestere mig for
”kidnapning og landeflugt med børn.” I den lange ventetid skrev jeg en sms til
Christina: ”Please come and get us out of prison.” Situationen løste sig
imidlertid da betjentene overhørte den 5-årige Eva på et tidspunkt spørge mig:
”Are you going to jail, uncle Jacob” hvorved de konkluderede af den afslappede
tone at der var tale om et eller andet familiært forhold imellem os. Og sandt er
det at disse to børn aldrig har hørt Vibeke og jeg omtalt som andet end ”tante”
og ”onkel.” Så efter lang tids snak frem og tilbage fik vi lov til at køre
videre. Så let er det altså at kidnappe børn af ”en anden etnisk baggrund”.
Et luksushus i Svejts kan være udmærket, men efter nogle dage kedede Lalou og
Alex sig og tog toget til Firenze. Skønt Christina lavede kæmpefester for
landsbyens beboere og underholdt dem på gebrokkent tysk og italiensk med al sin
charme, kedede jeg mig dog også efter en uges tid og foreslog at vi tog på
campingtur ved havet med disse overbeskyttede børn. Da børnenes far, den
stenrige modefotograf Raymond Meyer, altid arbejder i New York, havde Christina
og børnene hver sommer levet i disse paradisiske omgivelser, men så isolerede at
de altid trygler mig om at komme derned. Så ideen med en campingtur var helt ny
for dem. Vi pakkede to biler, da barnepigen skulle med, og tog først til den
smukke campingplads i Verona, hvor jeg og Vibeke tidligere lå med børnene på
toppen af de romerske mure.
Ideen med barnepigen var naturligvis at Christina og
jeg skulle have fri og det blev da også en kæmpeoplevelse for hende at se Aida i
den gamle romerske arena. Blot var jeg ked af at Lalou ikke fik oplevelsen med,
da hun var for lille dengang vi så La Boheme i Verona. Derefter lå vi en uge på
den vidunderlige campingplads Marina på lidoen overfor Venedig, hvor jeg selv
havde ligget som barn og som voksen med mine egne børn. Det var herligt at have
barnepige med, som kunne passe børnene på stranden mens Christina inviterede mig
på de fineste champagnefrokoster ved Rialtofloden – halvmillionær som hun jo nu
er.
Der var nemlig i løbet af sommeren sket store forandringer, som også får
betydning for mit liv i New York. Raymond var blevet træt af vores gamle
penthouselejlighed og havde købt en ny og større til 6 millioner dollars på
Broadway som nævnt sidste år. Men den svejtsiske arkitekt og jeg havde gjort
oprør. Vi ville ikke af med den gamle, som vi elsker med dens udvendige haver på
toppen af huset. Og til sidst fik vi Christina på vores side. Hun nægtede
simpelthen at flytte, hvorfor hun og Raymond besluttede at opløse deres
underlige forhold. Men for at undgå at dele hele sin kæmpeformue med hende
indvilgede han derfor i at lade Christina blive på Elizabeth St og at trække
omkostningerne på ”vores” hus der fra i skat samt at give hende en årlig indtægt
ca. som en velbeslået amerikansk læges. Derfor kan Christina og jeg nu blive
boende med børnene – som om vi var millionærer – men uden at bruge en øre på
det.
Mens vi lå i telt i Italien snakkede Christina hver aften over telefonen
med Raymond i New York for at få det hele på plads. Hun ønskede samtidig at få
papirerne i orden om hvem der skal have børnene dersom hun og Raymond dør. Og
valget blev til min overraskelse Vibeke og mig, for som hun sagde: ”I er de mest
stabile, sunde og kærlige af alle vore venner. Og både Raymond og jeg ønsker at
sikre at det ikke bliver min storesøster og hendes mand, der får børnene, da de
jo er fanatiske republikanere.” Jeg ringede straks hjem til den jublende Vibeke
for at fortælle at vi var de udvalgte selv om hun godt nok grinede da hun hørte
at Christina beskrev mig som ”sund og stabil….ja tilmed kærlig”. Men som jeg
også sagde til hende er chancerne jo ikke store når Raymond og Christina aldrig
flyver eller gør noget sammen. Hvordan skulle de mon så dø sammen? Men
miraklernes tid er jo ikke forbi måtte jeg konstatere efter at Christina og jeg
på kun 15 år er flyttet fra fattigdom i Manhattans mørkeste slum til at leve som
millionærer med udsigt over hele byen med ekstra feriebolig i Svejts uden at
lægge en øre på bordet. Som jeg altid siger, skader det ikke at holde fanatisk
fast i sine gamle ”veninder.”
Det gjorde jeg såmænd også på vejen hjem, hvor vi overnattede hos Pia Tafdrup i
Berlin og tog hende med på holocaustmuseum i en orkanagtig storm, som gjorde
hende syg lang tid efter, sagde hun. Hun har ikke meget til overs for Raymond,
som smed hende ud da jeg havde ladet hende bo i min lejlighed i New York. Pias
og mine veje bliver ved med at krydses og senere på året var vi lige ved at
rejse sammen igen i Chicago, hvilket dog blev forpurret af Grønlandsturen, som
hun beskrev i Politiken. Efter Berlin skyndte Lalou og jeg os hjem for at få
lidt tid sammen med mormor i sommerhuset – en uge der skulle blive hendes
sidste. Sigrid havde i foråret haft så stærkt åndedrætsbesvær at hun ikke kunne
gå 100 meter. Hun indså at kemoen sidste sommer ikke havde hjulpet og ville
tjekke ind på hospice. Her gav de hende en medicin, som gav hendes liv en
kunstig forlængelse med høj kvalitet. Hele sommeren havde hun sprunget rundt og
været på udflugter med sine tre døtre. Jeg fik daglig sms fra Vibeke om
forløbet. Også i den uge jeg var sammen med hende i sommerhuset – de sidste dage
alene med hende – sprang hun rundt og lavede rødgrød som i hendes bedste år.
Og
da jeg var til sommerfest med hende på hendes sidste friske aften var hun ikke
til at slæbe hjem fra festen – festbasse som hun jo altid var. Men da jeg gik
fra festen med hende under armen i mørket faldt hun pludselig og kunne ikke selv
komme op. Næste morgen var hun meget bekymret over hvad det betød og vi tog ind
til København. Vibeke flyttede ind hos hende og så hendes tilstand hurtigt
forværres, nu hvor medicinen pludselig ikke virkede mere. Familien og hendes
store venindekreds besøgte hende dagligt og så hende svinde ind.
Da jeg ringede til Daniel i USA for at sige at han øjeblikkeligt skulle komme
hjem fordi hans højtelskede mormor pludselig var ved at dø, fik vi dog endnu et
chok. Daniel havde boet hos Marly i San Francisco en måneds tid og var derefter
blaffet til Mexico og gennem sydstaterne til Atlanta for at besøge Tony og sin
”blodbroder” fra barndommen i Købmagergade, Tonys søn, Thomas. Der havde de
været rundt og feste med nogle piger i ghettoen og fået lidt for meget at
drikke. Da de kom hjem ved 4-tiden kom de op og skændes og Thomas ville smide
Daniels taske med hans bærbare pc ud. For at redde computeren greb Daniel efter
tasken og greb fat i et gelænder, der var rustet op, hvorfor han faldt bagud ned
af den to meter høje trappe og knaldede hovedet i asfalten uden at kunne afbøde
faldet med hænderne. I lang tid lå han stille og både Tony og Thomas troede han
var død.
Da jeg nu ringede, lå han i en bil på vej til hospitalet og kunne
næsten ikke tale i telefonen, da han mente at kæben var flækket. ”Jeg tror ikke
at jeg kan blaffe til New York nu, da ingen vil samle mig op sådan som jeg ser
ud.” Så mens han blev syet på hospitalet fik jeg over Internettet bestilt en
Greyhound bus, så han samme nat kunne tage til New York. Vi håbede til det
sidste at han kunne nå hjem til en mormor i live, men kunne først få et fly om
søndagen, samme dag hvor vi måtte køre Sigrid på hospice. Her mistede hun
hurtigt bevidstheden mens vi alle i den nære familie sad omkring hende. Den som
tog det hele bedst, syntes jeg, var Vibeke, som nok var bedst forberedt på det
hurtige forløb og havde været mest sammen med sin mor.
Vibeke sad i solen ved
vinduet og strålede og smilede med sin store indre styrke. Jeg havde aldrig set
hende smukkere, men havde svært ved at forstå at hun kunne have så stor styrke
efter at have kæmpet for sin mors liv så intensivt og i så lang tid. Hun var nok
mere afklaret end os andre. Da jeg næste morgen skulle hente Daniel i
lufthavnen, ringede Vibeke og sagde: ”Hun er her endnu, men skynd jer.” Men da
jeg en time senere ankom med Daniel stod Vibeke grædende udenfor hospicet og
sagde: ”Hun er lige død.” Hendes gråd gjaldt nu først og fremmest den store
smerte hun vidste Daniel ville være i over at komme for sent til at sige farvel
til sin mormor, for ingen har som Sigrid taget sig af ham, hjulpet ham med
lektier og rejst med ham gennem hele barndommen som Sigrid. Da Daniel kort efter
stod over sin døde mormor var hele hans ansigt som opløst i gråd og blod fra
hans ulykke.
Sigrid fik en stor begravelse, hvor et stort antal af jer venner fra hendes rige
liv var til stede. Som efterhånden noget uhørt i storbyer spadserede hele
optoget den lange vej fra kirken efter rustvognen i strålende sol. Der var en
ekstra familietragedie midt i det hele. Sigrids bror Knud havde lige før sidste
jul mistet sin japanske kone under en operation, som gik galt.
Da han og børnene tog til Japan for at sætte urnen ned fik han lige under
urnenedsættelsen en blodprop, som totalt lammede ham. At det skete lige i samme
øjeblik hvor Vibeke var faldet om på stedet hvor Paulus faldt om i Damaskus,
syntes jeg var ekstra underligt. Sigrid har hele sit liv arbejdet med afasiske
patienter, så det var underligt for hende i løbet af sommeren – selv med et
halvt ben i graven – pludselig at stå over sin afasiske bror på hospitalet og
vide at han også snart skulle dø. Nu sad han så i kørestol til Sigrids
begravelse og kiggede på sin kones gravsten på familiegravstedet, hvor eget navn
allerede stod på.
Sigrid fik kun 72 år og var enhver svigersøns drømmesvigermor. (Min første
svigermor blev myrdet før jeg mødte hende). Tit havde Sigrid og jeg endog i vore
ferier snakket om at det i virkeligheden var os to, der burde have været gift
med hinanden. Hun vil blive savnet meget, meget længe og denne jul bærer præg af
det ved at vi flygter fra julen herhjemme, da vi ikke kan forestille os en jul
uden Sigrid. Men jeg magter ikke at give nogen dybere beskrivelse af hvad hun
har betydet her i julebrevet, da tårerne allerede strømmer ud af mig……..
Ok, efter en kop te med Lalou, der fortalte om hvordan tårerne stadig overvælder
hende, er jeg nu tilbage. En fordel ved julebreve er jo at de tvinger én til at
få alle de følelser – sorger og glæder – man har haft i årets løb op at vende og
gennemtænkt på ny. Og nogen gange bliver man lidt klogere af det og tænker at
den og den person burde man have taget sig noget mere af og ikke sagt det eller
det til. Jeg var altid på herlig drillefod med svigermor – også om emner som
hendes snarlige død. Men en bemærkning burde jeg ikke have sagt til hende. En
dag var hun rigtig syg af kemo – men alligevel insisterede hun på at komme til
frokost hos nogle venner, som hun aldrig svigtede – hvorfor jeg kørte hende
dertil. Det var ved at være tæt op over, vidste vi, så da jeg så hende spænde
sikkerhedsselen sagde jeg: ”Det skal ikke undre mig om du også spænder selen den
dag hvor jeg skal køre dig på hospice og at du stadig sidder og kommanderer med
mig på vej dertil: Kør nu forsigtigt, Jacob!” Sådanne bemærkninger elskede hun
normalt, men med den kvalme hun havde lige den dag faldt den ikke i så god jord.
Der var snart mere død på vej. En af vore gamle tjenestepiger fra præstegården,
Solveig Thomsen Sørensen, havde fået en tumor i hjernen og jeg blaffede i løbet
af sommeren over for at besøge hende i Grindsted – to gange faktisk, da hendes
mand Arne havde taget hende på udflugt første gang. Det var frygtelig
uretfærdigt at netop hun skulle dø, hun var en af vore yngste tjenestepiger og
tilmed den yngste af den store søskendeflok fra Birkely, som havde leveret os
hele 3 piger i præstegården og som Niels Jørgen altid har ønsket at skrive en
slægtsroman om a la ”Prinsesserne.” Asta Østergård er den af dem (og af alle jer
gamle tjenestepiger!) som jeg er mest i kontakt med i dag og som sender mig de
fleste julebreve og nyheder fra landsbyen. Solveig - som havde passet mig midt i
den blodige uforglemmelige tid da russerne slog oprøret i Ungarn ned, hvorfor vi
kort efter også fik en ungarsk flygtning i præstegården (dengang flygtninge
endnu var velkomne i Danmark) - lå nu stærkt svækket i sengen da jeg besøgte
hende. Hun insisterede på at komme op og var utrolig glad for at se mig, skønt
det var svært for hende at udtrykke andet end et par ord. Hun døde kun en måned
senere mens jeg var i USA hvorfor jeg desværre ikke kunne komme til begravelsen.
I kan se et utal af billeder fra hendes bryllup med Arne på mine hjemmesider.
Der var også andre dødsfald blandt julebrevslæserne. Af de 5 unge oprørere, som
faktisk startede hele studenteroprøret mens de lejede sig ind hos mig i min
ligkistebutik i Dannebrogsgade i 1967-68, er der nu kun Per Bonde tilbage. For
3. oktober ringede Per mig op og fortalte at Peter Laursen lige var død af
lungekræft. Alex (som nær fik mig i fængsel for hashhandel) begik tidligt
selvmord ved at springe ud foran toget på Valby Station, Jens Holck, senere
kendt fra Blekingegadebanden, blev trafikdræbt og den mest kendte, Finn Ejnar
Madsen, som væltede Mogens Fog af talerstolen, døde som bekendt sidste år. Det
var ikke mindst deres tidlige aktivisme, der var med til at forvandle mig til
Vietnam-aktivist, da de dannede Foreningen af Danske Vietnam-frivillige for selv
at kæmpe i Vietnam nøjagtig som unge muslimer i dag drager til Irak. Jeg selv
tog dog en mere besindig linie – thi ”du var jo altid reaktionær” som Finn Ejnar
sagde det til min 50-års fødselsdag – og blev valgt i bestyrelsen af Vietnam 69
sammen med Anker Jørgensen. Men også han er ved at blive gammel, kunne jeg
mærke, da jeg havde en sikkert sidste snak med ham til en LO-fest for nylig og
han var for senil til at huske ret meget fra de ”gode gamle dage”, dengang
verden var mere sort og hvid.
Den verden mindede en anden sværvægters bortgang
mig også om. Det var min nabo, Ebbe Kløvedal Reich, der med sin bog om Vietnam
nok var mest med til at bevidstgøre mig som Vietnam-aktivist, hvilket indirekte
førte til at han selv kunne læse min bog mange år senere på Nordkaperen midt ude
på Stillehavet. Under hans kræftsygdom prøvede jeg derfor at hjælpe ham med min
indianerte og andre remedier, men forgæves. Vi var desværre i Syrien under hans
begravelse, som en anden nabo, hans søde datter, gav os en rørende beretning om.
Og i USA døde et par af de mest kendte fra min bog, den 17. marts Lep Whitley
(der ses opgivende foran knust TV s. 79) og i august Lonso Wilson (gift med
Helen s. 68).
Og der var endnu mere død på min vej, som jeg måtte forholde mig til, denne gang
dog på tryg afstand i New Orleans. Jeg ved ikke hvorfor medierne tænker ens og
altid sætter mig i forbindelse med død og ødelæggelse, men på en og samme dag
blev jeg ringet op af 5 Tv og radiostationer. Og det samme skete i Norge for
Eli
Sæter, fortalte hun, som måtte udtale sig i de norske medier udelukkende på
baggrund af den bog hun skrev om turen med mig, hvor hun kun havde opholdt sig i
New Orleans i to dage (men vævet sin beretning sammen med ”ghettoer” og
”massemordere.”) Der er blevet sagt nok om Katrina, men noget af det jeg sagde i
fjernsynet husker folk. Her er forklaringen. Jeg havde taget et par af mine
billeder af de højveje, som går højt oppe over ghettoen i New Orleans som de
hvides trygge flugtvej ud af byen. Men studieværten Trine Sick sagde at der ikke
var tid til at vise dem på skærmen. Derfor forklarede jeg i stedet billederne i
ord – talte altså i billeder – og er der noget folk husker bagefter fra
mediernes endeløse talestrøm er det når man taler i billeder. Det burde jeg
huske når jeg skriver mine lange julebreve da jeg jo godt ved at I kun kigger på
billederne i midten. Nå, skidt, jeg skriver dem jo mest for min egen skyld og
forundres derfor over at lige netop DU stadig sidder og læser disse linier! Men
det glæder mig, for nu skal vi til at snakke lidt om dig.
Jeg fik nemlig lukket
meget vand ud af digerne efter Katrina om hvordan vi herhjemme nærmede os
lignende ghettokatastrofer. Jeg forudsagde også i en radioudsendelse at vi snart
ville få hjemlige raceoprør som dem USA havde i 60’erne – oprør der da også kun
3 måneder senere brød ud i Frankrig. Dagbladet Information opfordrede mig til at
skrive om det og skrev selv en leder om det med udgangspunkt i min ellers lidt
forvrøvlede artikel. Det, der har været min store inspiration for alle de
artikler jeg har skrevet i årets løb, er nemlig ikke Katrina, men først og
fremmest mange af jer. Jeg var meget rystet efter en komsammen jeg havde med
nogle af jer gamle skolekammerater i årets løb – tilmed nogle af dem som havde
forekommet mig at tilhøre de mere tænksomme og reflekterende i klassen – over
hvor håbløst negativt og direkte fjendtligt I tænker om indvandrerne. Rystet
fordi vi jo alle altid har følt at en sådan negativ tænkning om vore medborgere
var noget der hørte 20-30’ernes Tyskland eller 50-60’ernes USA til.
Og det gør mig lidt deprimeret fordi det fik mig til at indse
hvor ene jeg egentlig står i denne integrationskamp i en befolkning af massiv
negativ tænkning overfor indvandrerne.
Jeg lærte jo i mine år som vagabond, hvor
jeg vandrede fra bil til bil og derved hyppigt havde 20 dybere samtaler på en
dag, at når vi snakkede om raceproblemet havde chaufføren allerede inden han
havde udtalt tre sætninger (uden selv at vide det og for de frisindedes
vedkommende at ønske det) afsløret hvilken side han/hun grundlæggende stod på i
borgerretskampen og det som denne handlede om nu - integrationen af de sorte i nordstaterne. Ca. 9 ud af 10 ville allerede i de første 3-4 sætninger sige et
eller andet bebrejdende om de sorte, om deres "lave moral", om deres
"dovenskab", om deres uvilje til at lære "proper English", om "skik følge eller
land fly" (som jeg tit hører jer sige og som jeg første gang i 1971 chokeret
hørte en skoleinspektør i Chicago sige det om sine sorte elever, der
hældte skolens gode roastbeef i affaldsspanden og kun ville spise den fede mad
de havde lært at spise i sydstaterne lige siden slaveriets tid, hvor fedtet jo
blev hældt ud til slaverne). Grundlæggende ville flertallet vælge udelukkende at
fokusere på alt det negative, de så i de sorte, og ud fra disse konklusioner
motivere at de tog deres egne hvide børn ud af skolen eller flyttede ud i etnisk
rensede kvarterer - hvorved de sorte jo til evig tid var afskåret fra at blive
som dem selv og fik sendt et signal om at der intet håb var for dem. Herefter
slog disse i vrede og desperation ud i en eksplosiv vold og kriminalitet, man
aldrig havde oplevet i sydstaterne, hvor ingen nogensinde behøvede at låse
dørene.
Omvendt ville ca. hvert tiende lift indenfor 3-4 sætninger
enten sige et eller andet om "my black friend" eller direkte noget om hvad man
mon skulle stille op med denne massive hvide racisme (især efter det nedslående
valg af Nixon og Wallaces massive sejre blandt Dansk Folkepartitænkende vælgere
mellem nordens "blue collar workers"). Op imod denne massive mur af
altgennemsyrende negativ tænkning a la "skyd skylden på ofrene for deres
manglende integration" følte jeg mig utroligt ensom jo længere jeg bevægede mig
væk i tid og rum fra den kortvarige positive tænkning under hippiegeneration
1968-72. Jeg begyndte at ane hvilken vej det ville gå med integrationen af de
sorte - at de ville ende med at blive totalt isolerede. Og nøjagtig sådan gik
det naturligvis.
Nøjagtig samme fordeling mellem positivt- og negativttænkende
føler jeg at danskerne har inddelt sig i. Jeg mærker det dog ikke så meget som
foredragsholder hvor ingen rigtig tør at sige mig imod. Derfor er jeg
taknemmelig for at I gamle venner er så åbenhjertige overfor mig ligesom det er
tilfældet når jeg blaffer rundt i Danmark med folk, der ikke kender mig. Jeg
siger her intet om hvor vidt dansk racisme er værre end amerikansk racisme, for
på det punkt stiller nok alle samfunds ophobede smertesbunker alle lige. Blot er
der regionale forskelle på hvem man i hvert samfund vælger at tænke negativt og
bebrejdende om. Amerikanerne bruger de sorte mens vi bruger indvandrerne. Prøv
f.eks. at huske hvornår I tænkte eller sagde noget positivt om indvandrere eller
omvendt rystedes over danskernes undertrykkende opførsel overfor indvandrerne.
Som jeg normalt hører det rundt omkring ved de danske middagsborde trækker
flertallet af jer en endeløs række af eksempler op på indvandrere, som der er
dette eller hint i vejen med og som viser at "de jo heller ikke ønsker at blive
som os." Som bekendt ved I at det er mit standpunkt at der ikke er noget
menneske i verden, som er blevet så misformet af sin tidligere kultur, at det
ikke gennem kærlig, øm, indlevende, positiv tænkning kan integreres og endog med
tiden assimileres ind i en hvilken som helst kultur (hvilket jeg ser
amerikanerne gøre så effektivt med indvandrere - både muslimske og sorte
indvandrere).
Jeg skriver naturligvis alt dette fordi jeg føler at det er en
af de mest skelsættende tider vi nogensinde har været igennem i Danmark, hvor vi
er ved at ødelægge vore børns fremtidige velfærd hvis vi fortsætter i samme
negative tænkning overfor vore indvandrere som nu - en tænkning som jo altid
indvendiggøres af den undertrykte og som vender tilbage imod os selv i form af
vold eller ved at vi gør indvandrerne ligeså dumme som de sorte i USA. For alt
det vi tænker om indvandrerne bliver jo det de tænker om sig selv. Husk at USA's
enorme sorte ghettoer er skabt af ”retskafne” ”gode” hvide samfundsborgere
nøjagtig mage til jer – ikke af ”onde” uoplyste Ku Klux Klan folk som ikke har
den form for magt. Eller som Sherins far, der har boet i Danmark det meste af
sit liv, sagde det til os i Syrien: "Ved I hvorfor jeg flygter herned i friheden
hele tiden? Fordi jeg ikke kan udholde længere fra morgen til aften at høre
ordet "indvandrer" og få at vide at jeg er et problem." Den ufrihed han i
70'erne var flygtet fra opleves pludseligt som frihed for ham. Hvordan oplever
de langt mere følsomme unge i ghettoerne det så ikke at leve i et samfund, hvori
alle tænker dårligt om dem? Ja, det så vi jo i Frankrig ligesom vi ser det i
deres vredesbetonede kriminalitet herhjemme.
Men det er ikke kun indvandrerne, som jeres negative
bebrejdende tænkning går ud over – også danskerne. Jeg bliver ustandseligt
opsøgt af adoptivbørn eller ”fejlfarvede” danskere, hvis ene forælder er
udlænding, men hvis hele kultur og opvækst er dansk. En af dem, hvis beretning
jeg var mest rystet over at høre i år, var Ida Pape, som er af fin adelig
afstamning og havde en lykkelig opvækst på et gods ved Århus efter at hendes
indiske far døde. Nu var hun vendt hjem efter 15 års phd. uddannelse i England
og var lammet over tonen her i landet og over alle vegne at blive spyttet på og
nedstirret. Hun er smuk og højt begavet og jeg prøvede at hjælpe hende efter
bedste evne. Men her i efteråret - efter Jyllandspestens forværrede hetz mod en
sjettedel af jordklodens mennesker - tog også hun konsekvensen og valgte
permanent at flytte til udlandet med sin høje uddannelse. Jeg ved at I, som
tænker så bebrejdende om indvandrerne hele tiden, ikke tilstræber at skabe et så
hadefuldt klima, der undergraver alle seriøse forsøg på integration. Men had er
nu engang altid biproduktet af at en hel nation kollektivt tænker negativt.
Derfor er det så vigtigt at vi alle arbejder alvorligt med vores racisme i denne
tid hvor vi er kommet i konfrontation med den ganske verden!
For mit eget vedkommende var der dog også lyspunkter i mit
racismearbejde, f.eks. det morsomme i at blive spærret inde i en tænketank
sammen med en hel masse kendte mennesker i flere dage for at finde
løsningsmodeller på den manglende integration. Det mest festlige indslag kom dog
under støttekoncerten i Vega for ofrene i New Orleans, hvor jeg var inviteret
til at holde tale, men havde haft en ”rigtig dårlig dag.” Så dette er hvad jeg
som tak senere skrev til kommitteen som havde ”hyret” mig, musikerne Henrik
Strube, Pia Raug, Arne Wurgler, Niels Martinussen samt Flemming Pless:
”Dagen startede med Louise Freverts hadske retorik i radioavisen, som jeg havde
taget et par hovedpinepiller imod. De slår normalt den slags smerte ned, men
bevirkede også egen bedøvende tankeløshed. Så da jeg om formiddagen skulle bakke
bilen ind i et autoværksted for at få rettet de buler ud, som min kone fik, da
hun bakkede ind i lygtepælen uden for Flemming Pless’ hus til Sherin Khankans
søsters bryllup, smadrede jeg den ind i muren med så hård kraft at bagdøren blev
ødelagt. Humøret var derfor helt i bund, hvorfor jeg aldrig fik lavet den tale
jeg havde tænkt mig til Vega, men genbrugte artiklen fra Information om
danskernes ghettoisering af indvandrerne. I Vega havde jeg forventet et helt
ungdommeligt publikum, men da jeg så ud over noget der mere lignede en
pensionistklub, kunne jeg godt se at min tale ikke var så heldig. Thi det er
netop denne aldersgruppe - der sidder tungt på magten til at tvinge folk ind i
ghettoer ved at trække deres egne børn ud af skoler med for mange indvandrere
osv. - som ikke bryder sig om at få at vide af mig at de personligt er i fuld
gang med at skabe en ny New Orleans-katastrofe a la den de samler ind til. Nej,
så hellere høre noget god musik!
Efter talen prøvede jeg derfor at flygte fra det rasende
publikum. Jeg havde lovet at komme til en fødselsdagsfest med Helena
Christensens familie, men nu begyndte en af de optrædende, Mathilde (fra ”Lasse
og Mathilde”) at flirte helt vildt med mig og at hælde cognac i mig i stride
strømme. Pludselig blev mit humør langt bedre, for det er skam ikke hver dag jeg
er genstand for så smuk kvindelig opmærksomhed. Mathilde blev ved med at indynde
sig og med de kærligste øjne at skrue mine forventninger helt op med ”Nu må du
endelig ikke stikke af fra mig, Jacob! VORES aften er jo lang!”
Så jeg blev nødt til at ringe til min kone og sige at ”det nok
kommer til at trække ud, for der er en, der hedder Mathilde og som er ligeså
smuk som Helena, der trækker mig rundt i skægget.” Da min kone ved at jeg er
frygtelig svag overfor en sådan kvindelig opmærksomhed, tog hun øjeblikkeligt
ind til Vega for at hente mig hjem.
Mens jeg stod der backstage og kissemissede med Mathilde, trak denne mig
pludselig ind i mørket bag scenetæppet. Jeg troede at det var for at vi kunne få
mere intimitet og var lykkelig over at stå der - godt skjult sammen med det
smukkeste trofæ jeg nogensinde havde fået overrakt. Derfor sank mit opløftede
hjerte helt i bund – dels i chokket over pludselig at se min kone midt i
publikum og dels ved netop i dette lykkens øjeblik brutalt af Mathilde at blive
skubbet ind på scenen for i stedet at få overrakt en bunke ligegyldigt jern af
Henrik Strube. I henrivelsens stund bag scenetæppet havde jeg ikke hørt et ord
af hvad Henrik havde stået og sagt om mig på scenen, så min forvirring var
total. Jeg fornemmede at det var noget med en prisoverrækkelse, men anede ikke
om det drejede sig om tunghøreprisen, præsenilitetsprisen eller som min kone
senere sagde, alzheimer-light-prisen.
Forvirringen var derfor fuldstændig, for når man ikke ved hvad
det er man har gjort sig fortjent til, er man også ude af stand til at takke for
prisen. Da det jo måtte have noget med New Orleans at gøre, begyndte jeg at
vrøvle et eller andet i mikrofonen om at jeg ville tage denne jernklump med over
og give til mine fattige venner i New Orleans – dog med en ligeså tung klump af
skyldfølelse i halsen, da jeg godt vidste at jeg sikkert ikke ville genfinde de
af dem, der som jeg sagde det i min tale, ”selv var ret klumpede” (fede druknede
sorte).
Pludselig så jeg – skønt stærkt blændet af det uvante rampelys
- en masse tilskuere kaste sig frem mod scenen og frygtede nu igen raseriet fra
det publikum, jeg tidligere havde forulempet med min tale. Nu blev jeg lammet af
yderligere skyldfølelse og frygt. For da hele arrangementet jo angiveligt
handlede om at ”redde nogle fattige sorte” var det jo helt tydeligt at
prisoverrækkelseskommiteen ikke havde lavet sine forundersøgelser grundigt nok.
Den havde f.eks. ikke opdaget den alvorlige interessekonflikt jeg stod i ved at
modtage netop denne pris. Uden tvivl, tænkte jeg, ville der være nogen i det
rasende publikum, som - modsat den sjuskede dommerkomite - havde kæmpet sig
igennem ALLE mine 22.000 hjemmesider og fundet frem til afsnittet om mit
medlemskab af Ku Klux Klan.
Men nu hørte jeg pludselig et stærkt bifald i
publikum, hvorfor jeg – stadigt med tanken på Louise Freverts morgenandagt i
radioen – slog koldt vand i blodet og konkluderede at højredrejningen herhjemme
nok er gået så vidt at det nu er blevet ganske naturligt og stuerent selv for
venstrefløjen at uddele priser til Ku Klux Klan. Jeg forstod i al fald så meget
af Henriks tale at prisen vist nok handlede om at gøre nogen – eller sig selv –
en bjørnetjeneste og at man helst skulle gå grueligt meget igennem – hvorfor
komiteen just havde udsat mig for alle prøvelserne med Mathilde - for at gøre
sig fortjent til at bære sangerens navn og ord i sit hjerte: ”Alting
kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker." (Bjørn Afzelius)
Nu forstod jeg hvorfor New Orleans’ og mine egne lidelser skulle gå op i en
højere enhed: ”Man si'r at efter stormens pisken kommer solen frem, men det
hjælper sjældent dem der er blevet våde.” Med mine våde øjne nåede jeg nemlig
aldrig at finde ud af om det var skuffelsens eller glædens tårer, jeg nu stod
med efter netop at have modtaget det forkerte trofæ, thi i det samme blev jeg
invaderet bagfra af et helt orkester, der endnu inden jeg havde fattet, hvad der
foregik, uden så meget som et ord begyndte at spille. Jeg forstod hurtigt
hentydningen og forsvandt skyndsomst væk fra scenen, da jeg under min første
tale var blevet standset og afbrudt af nogen som sagde at det ikke var en af
mine sædvanlige 5-timers taler, de var kommet for at høre, men noget god musik.
Så forvirringen var total da jeg ude backstage igen blev skubbet ind af
Mathilde, som sagde at orkestret var blevet fløjet ind fra New Orleans - ikke
for at udsætte mig for flere prøvelser - men tværtimod for at glæde mig under
den festlige overrækkelse.
Da jeg mao. endnu ikke havde forstået et muk af hvorfor jeg
egentlig havde fået prisen, bad jeg nu Henrik Strube ude backstage om – rolig og
fattet – at fortælle mig hvad meningen var med det hele. Han fortalte nu at han
var en stor fan af de tusinder af vittigheder, jeg har samlet på mine
hjemmesider, men at han – netop på en trist aften som denne – også satte pris på
at jeg midt i min udviklede sans for (andres) humor ind imellem godt kunne vise
små tegn på at jeg også forstod lidt af livets alvor.
Han begyndte nu i ét væk at genfortælle ”mine” jokes: ”Kan du
huske den der med manden der……?” Da han efter et stykke tid opdagede at jeg ikke
hverken kendte eller forstod mine egne jokes, blev min kone, som i mellemtiden
var kommet til, bekymret for at prisen måske skulle blive taget fra mig igen.
Hun stillede sig derfor tæt op af mig – noget alle andre troede var for at
beskytte mig imod Mathilde – men som i virkeligheden er et lille trick hun hele
tiden bruger når vi er til fest, hvor hun altid diskret må stå og træde mig over
tæerne hver gang jeg skal grine af folks jokes. Nu lykkedes det mig derfor ind
imellem at få et lille smil på læberne, når livets alvor glimtvis gik op for mig
ved tanken om at det virkeligt står alvorligt til hvis folk end ikke kan le af
deres egne jokes. Det var her hun undskyldende indskød at jeg antagelig
led af alzheimer-light. Jeg selv undskyldte mig med at jeg havde lagt disse
jokes på nettet helt tilbage i 1996 og derefter glemt at de lå der mellem mine
22,000 andre sider.
Jo, godt nok er jeg lidt langsom i opfattelsen, men nu havde jeg så langt om
længe endelig fattet hvorfor først Mathilde og siden Henrik havde givet mig en
rigtig Bjørn på. Men da der er mange andre, som ikke i så høj grad har forstået
at prisgive min humor og – da jeg som sagt ikke selv hørte (og forstod!) din
prisoverrækkelsestale, Henrik – ville jeg være dig dybt taknemmelig hvis du
e-mailer mig talen. For så vil jeg sætte den op på hjemmesiderne blandt alle
mine tusinde andre jokes. Misforstå mig ikke, Henrik. Jeg mener ikke at din tale
var den rene joke. Hvad end det var, du sagde, vælger jeg at tro at den var
ærligt ment i øjeblikket under indtryk af situationens alvor. Men da jeg er lidt
forfængelig vil jeg gerne vise alverdens joke-elskere at det faktisk nytter at
sætte pris på gode jokes – også dem man ikke selv forstår – ved at slutte hele
jokesamlingen af med denne flotte pris og din flotte tale. Så er det blot et
spørgsmål om du – næste gang du havner på mine hjemmesider – mon så også
værdsætter dine egne jokes?
Men ok – da jeg jo nu kom lidt klodset fra selve prisoverrækkelsen og I måske
kom i tvivl om at det var den rette person I havde udvalgt til prisen – vil jeg
forsøge nu at gøre mig mere fortjent til den. Så for at glæde jer – ikke mindst
dig personligt, som tilsyneladende kan mine jokes udenad, Henrik – vil jeg i de
kommende dage lægge mindst lige så stor en portion jokes op på mine hjemmesider
som i 1996 - inklusive de seneste om Bush’s store redningsaktion for New
Orleans. Jeg hørte nemlig at prisen også indebar et mindre pengebeløb og tænkte
at hvis så lille en portion jokes kan udløse så stort et beløb, - tja, så må
dobbelt så mange vel kunne udløse dobbelt så stor en portion. Og de penge synes
jeg at I skal sende til ofrene i New Orleans så vi har lidt at feste for når jeg
kommer derned for at finde mine venner i november.
Som I kan se har jeg nu langt om længe forstået hvorfor jeg skulle have denne –
hvad var det I kaldte den for….Bjørn Afzelius prisen? - som jeg værdsætter højt
og endnu engang vil sende min dybfølte tak for. Med kærlig hilsen Jacob Holdt”
Prisen var en lille Sisifosfigur, der løfter en tung sten,
som
jeg skulle modtage for mit langvarige arbejde med racisme – f.eks. i mine
julebreve til jer
J
Men den skulle være en overraskelse, hvorfor de havde sat Mathilde til at sørge
for at jeg ikke stak af inden overrækkelsen fandt sted. Forvirringen, jeg giver
udtryk for i takkebrevet, er derfor ægte nok - gengivet nøjagtigt som jeg
oplevede situationen – og altså ikke et udtryk for falsk beskedenhed (som ingen
af jer julebrevslæsere vist nogensinde har beskyldt mig for). Min kone, som
oplevede det fra publikum, var derfor langt mere rørt end jeg og syntes tilmed
jeg havde fortjent den for ”dit store slid”. Men hun var alligevel lykkelig over
at jeg ikke fik lejlighed til at dumme mig yderligere ved at holde en eller
anden ”dum” takketale på scenen.
Nå, men når man kun har fået en eneste pris i sit liv kan man vist godt tillade
sig ”lige at nævne det” i sit julebrev….
Jeg endte dog med ikke at tage ”jernklumpen” med til New
Orleans, men derimod en langt tungere skikkelse, som Louise Frevert fik mig
prakket på. I det omtalte hadefulde klima vi sammen har skabt i Danmark bristede
nemlig på det tidspunkt en af bylderne med så ildelugtende materie at vi vist
alle skammede os lidt over vort eget ansvar – ikke mindst ved stiltiende at
støtte en regering, der bygger hele sit grundlag på denne materie (frem for som
i Tyskland at skabe en tværpolitisk koalition imod had og ekstremisme). Jeg
ønskede ikke at gøre Louise Frevert til syndebuk fordi der tilfældigvis var gået
hul på hendes byld, men inviterede hende til at tage med mig på dannelsestur i
det mere tolerante USA, der f.eks. ikke skubber sine indvandrere ind i ghettoer
og kriminalitet. Det kom der en livlig debat ud af og to Tv-producenter
kontaktede mig uafhængigt af hinanden for at få lov til at lave en film om vores
rejse. Jeg sagde straks nej, da hele ideen med rejsen var at få Louise til at
åbne sig op og at lade hende gå igennem nogle af mine racismeworkshops, men hvis
der var Tv med vidste jeg at hun hele tiden ville henvende sig til sit politiske
bagland i stedet (ligesom jeg selv selvfølgelig ville gøre det). Og to bundne
mennesker vil ikke være i stand til at befrugte hinanden. Hun sagde også selv
nej grundet valgkampen i et sødt svar til mig. Den positive tone lettede mig
idet hun tidligere har angrebet mig i medierne, hvilket nok var en af mine
bevæggrunde for nu at tage en sød hævn ligesom jeg havde angrebet Søren Pinds
indvandrerfjendskhed i artiklen – uden tvivl fordi han tidligere havde angrebet
mig for at være KGB-agent (skønt han senere bad om syndsforladelse for dette
overfor mig under sin gudstjeneste i Københavns Domkirke). Jo, vi er vist alle
svage overfor Gud og er man først slået ind på hævnens vej – frem for at vende
den anden kind til – er det jo ikke godt at vide hvem der får det sidste ord. I
al fald fik Louise Frevert skaffet mig noget af et problem på nakken under min
efterårstur i USA, men det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Fortsættes i 3. del
|