"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2005,    34. årgang - 2. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Julebrev fortsat fra 1. del

I maj tog Vibeke og jeg på ferie i Syrien for at besøge Sherins forældre – altså igen en gave danskerne har fået gennem indvandringen i form af gratis ferieboliger hos deres venner ud i den ganske verden. Ud over rejsen på 2600 kr brugte vi faktisk ingen penge på turen.
 

Vibeke med Iria

Fayez og Iria forkælede os fra morgen til aften med den lækreste mad på terrassen med udsigt over Damaskus. Og ligesom i USA tog jeg her en mængde billeder af hvordan kirker og moskeer dernede slynger sig i kærlig omfavnelse – modsat i det hadske Danmark – ligesom de kristne og muslimske skolebørn gør det med eneste forskel at de kristne kun går 5 dage om ugen mod muslimernes 6. Jeg gjorde et stort nummer ud af at reklamere for Egypten i et tidligere julebrev og min begejstring for Syrien er ikke mindre skønt jeg år vil forsøge at fatte mig i korthed. Kriminaliteten er vist nok den laveste i verden mens den som bekendt var høj i Irak allerede på Carsten Niebuhrs tid. Så da Vibeke og jeg midt ude i ørkenen så et skilt ”Bagdad 120 km” og jeg som sædvanligt altid lige vil smutte om hjørnet og se det næste land, sagde Vibeke bastant nej.
 

Vibeke med syriske kristne

Men så ringede mobiltelefonen også – tænk sig midt i ørkenen. Det var klanlederens kæreste, Gigi, der sagde at hun var blevet nødt til at smide Jeff ud ”så vil du øjeblikkeligt fjerne mit telefonnummer fra klanens hjemmeside!” Det var trods alt lidt morsomt midt i Syrien at skulle til at finde en Internetstation hvor jeg kunne lave om på KKKs hjemmeside, men det lykkedes. Ligesom når Sherin kontakter mig fra Syrien mens jeg står i en ghetto i USA for at bede mig om lige at reklamere for næste koranmøde på hjemmesiden. Noget sådant ville have været utænkeligt for 10 år siden og nu ved man ikke engang om det er værd at nævne i et julebrev skønt jeg som snart halvgammel mand er dybt fascineret over denne hurtige teknologiske udvikling og de muligheder den giver for at holde både Ku Klux Klan, revisorerne, massageterapisterne og muslimerne i ørerne på en gang –også når man sidder i et beduintelt midt ude i ørkenen.
 

Vibeke i Palmyra

Jeg skal ikke her opremse Syriens andre herligheder, dødebyerne, de romerske paladser, Simon Søjlehelgens søjle, korsfarerborgene. Den største af dem, Krak, måtte jeg absolut se da den var bygget af Vibekes 24de tipoldefar, korsrideren William IV af Toulouse ligesom to af de store byer, Lattakia og Apamea, er opkaldt efter hendes 71.de og 72. tipoldemødre. Men én oplevelse kunne vi godt have været foruden. Da vi gik ned ad Den Lige Gade i Damaskus’ gamle charmerende bydele sagde jeg til Vibeke. ”Det var lige her Paulus faldt om og fik sin åbenbaring.” Og lige i samme øjeblik faldt Vibeke ned fra den høje kantsten og faldt om på gaden – dog uden at få nogen åbenbaring skønt det hele sortnede for hende. Benet blev værre og værre og da vi skulle flyve hjem var det i rullestol. Da vi samme nat tog på skadestuen i Bispebjerg sagde natsygeplejersken. ”Goddag Jacob, skal du nu have krykker igen?” Thi kun to uger før havde jeg været der med min datter, som havde brækket benet under en skolefest. Nu gik også Vibeke med krykker.
 

Men kun ugen efter endte også jeg på krykker. Der havde været stort dobbeltinterview i Politiken med min bror, Niels Jørgen, og mig som forreklame for hans maratonløb. Vi snakkede i øst og i vest som de forskellige brødre vi er, men jeg kunne ikke lade være at nævne – eller prale med – at jeg i år ville løbe hele 3 maraton, både i København, Stockholm og Berlin. For at komme i træning løb jeg kl. 6 om morgenen længere og længere ture bort fra København. Da jeg en morgen løb fra Kokkedal station over markerne ud til Strandvejen skete der pludselig noget med benet. Ved Klampenborg gjorde det så ondt at jeg ville tage toget hjem, men opgav at vente og løb hjem, hvorved jeg ødelagde akillessenen fuldstændigt og fik forbud af lægen mod at stille op i Kbh. Efter en uge syntes jeg det gik godt nok og ville lige lunte over Storebæltsbroen. Der var en frygtelig hede og folk besvimede overalt. På toppen gik det helt galt og jeg måtte halte i land og siden blaffe tilbage til København.  Og nu gav lægen mig forbud mod både Stockholm og Berlin, hvorved min drøm om at slå Marius i Stockholm blev knust. Men ikke helt. For min søn bad nu om at få mit startnummer skønt der kun var 5 dage til og han ingen træning havde haft. Jeg tror kun at han nåede at træne to aftener den uge og alligevel gennemførte han løbet i personlig rekordtid på 3t57min blot i sine sandaler. Og da han løb i mit navn står jeg dermed officielt som årets vinder i det eneste løb der tæller i verden – nemlig mellem Marius, Torben og jeg. Men personligt følte jeg det dog som om jeg havde begået hybris efter at have kæftet lidt for højt op i Politiken om mine løb.


I maj blev Vibeke og jeg af Zentropa inviteret til Lars von Triers premiere på Manderlay i Cannes Festivalen. Det cirkus gad vi dog ikke at tage ned til efter de bitre minder vi havde fra vores egen filmpremiere dernede i 1982. Inden premieren havde jeg skrevet et 3 sider langt brev til Lars og hans producer Vibeke Windeløv med forslag til hvordan de skulle lancere filmen. ”For alt i verden”, skrev jeg, ”Lad være at sælge den som en film om slaveriet, om sorte eller om racisme. Det gider ingen høre i USA og sikkert heller ikke her. Sælg den som en film om Irakkrigen, så har I halvdelen af USA's befolkning på jeres side – nemlig alle Bush-haderne.” Og så nævnte jeg alle de paralleller, som filmen havde til situationen i Irak. Vibeke Windeløv ringede mig begejstret op for at spørge om hun måtte distribuere brevet til hele medieafdelingen, som tydeligvis brugte ideen. Glad blev jeg da pressen begyndte at diskutere filmen som et vægtigt bidrag til debatten om Irak. Under Pia Tafdrups flotte åbningstale til H.C. Andersen-udstillingen i Thorvaldsens Museum kom en ældre kvinde op for at snakke med mig om filmen ligesom mange andre gjorde det på det tidspunkt, da Lars lige havde snakket om vores samarbejde i fjernsynet. ”Og er du klar over at hele filmen i virkeligheden skildrer hele krigen i Irak?” sagde hun. Hvor har hun monstro fået den ide fra, tænkte jeg, da den ikke just er oplagt når man sidder og ser en flok slaver i USA i 30’erne. Ideen var opstået i mit hoved allerede under optagelserne i Sverige idet Abu Graib-torturen blev afsløret lige under optagelserne af scenen hvor Grace pisker Timothy, hvorfor jeg sagde til Lars: ”Det kan nok være at virkeligheden overgår din film”. ”Ja, det har du sandelig ret i,” sagde han. Og siden trådte parallellerne såsom smadringen af Falujah stadig tydeligere frem så at jeg følte at Lars på genial vis havde taget et snapshot af hele tidsbilledet. Dog indrømmede han siden i Frankrigs største filmblad Telerama at filmen ikke var inspireret af Irakkrigen, men af Amerikanske Billeder. Skønt jeg syntes dette var dårlig salgsstrategi havde jeg dog intet imod det, da artiklen var flot illustreret med mine billeder.

Vibeke Windeløvs begejstring over min foreslåede salgsstrategi fik dog en noget anden tone, da hun kort tid før Cannes ringede mig op for at skælde mig hæder og ære fra. ”Hvorfor har du lagt alt det som skulle være en hemmelighed indtil Cannespremieren ud på dine hjemmesider – selv de intimeste billeder fra vores privatfester? Nu er medierne i Hollywood begyndt at oversætte dine hjemmesider og at lave forhåndsomtale af filmen før vi har lanceret den i Cannes.” Jeg var fuldstændig rundt på gulvet og anede ikke hvad hun talte om. Men tonen havde jeg hørt før da hun rasende ringede mig op for at skælde mig ud lige da jeg var ved at sænke min tante Ida i graven. Dengang drejede det sig om et interview jeg havde haft i Ekstrabladet om samarbejdet på Dogville, hvorefter jeg bittert svor aldrig at udtale mig til pressen igen om en film før den var frigivet. Og det havde jeg heller ikke gjort. Ved nærmere efterforskning viste det sig så at jeg jo hver jul lægger alle mine julebreve ud på et hemmeligt sted på nettet for at I venner skal kunne læse gamle numre osv. Og nu 5 mdr. efter jul havde jeg blot glemt at tage dem ned igen, hvorfor søgemaskinerne selvfølgelig - selv uden offentlige links til julebrevene - straks havde fundet ord som ”Manderlay”, Grace, Trier etc. og tilmed mine billeder af skuespillerne, hvorefter hele Hollywoodpressen kørte løs med forhåndsomtale på grundlag af mine julebreve. Så det skal I bare lige vide – jer der kyler mit julebrev i affaldsspanden hvert år – at der skam er andre ude i verden der SLUGER dem med største interesse!  Heldigvis havde jeg computeren tændt mens Windeløv rasede i telefonen, så med et hurtigt klik fjernede jeg øjeblikkeligt 33 års julebreve og sagde: ”Er du så tilfreds, Vibeke?” Nej, det var hun ikke, for skaden var jo allerede sket. Skønt hun er sød i dagligdagen kryber alle i et musehul når hun er på krigsstien. Men det er jo også slut nu.
 

Til premieren med Bryce Howard


Præsident Bush fik min sommerferie udsat et par dage idet TV2 ønskede at bruge mig som kommentator under hans besøg. Sjældent har jeg oplevet større sikkerhedsopbud og jeg fatter stadig ikke hvad han skulle i Danmark. Kl. 5 om morgenen blev jeg hentet i taxa og kørt til Fredensborg Slot, hvor jeg sammen med en del andre kendte folk skulle vente i et lille rum helt til kl. 11. Pga. min hyppige Tv-optræden i de senere år har jeg fået mangen en god snak med kendte mediefolk i disse venterum, hvor vi alle stiller hinanden spørgsmålet: ”Hvorfor i al verden stiller vi dog op i dette mediecirkus?” hvor man som i dette tilfælde kan bruge en halv dag på at få sagt 2-3 sætninger. Svaret ligger nok i førnævnte Krishnamurti-forfængelighed, for mens jeg kan forsvare mig med at jeg ingen foredrag får i skolerne hvis jeg ikke møver mig frem i medierne hele tiden, synes jeg ikke der er noget forsvar for politikere, der forlader en halv dags arbejde i folketinget for som Naser Khader at debattere med mig i 10 min. på TV2 Lorry – dvs. københavnsk lokaltv i formiddagstimerne – om 100 ligegyldige medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Da jeg ikke så noget formål i at deltage i den almindelige fordømmelse af Bush brugte jeg nu hele min taletid til et angreb på danske politikere. ”Hvis Bush havde stillet op i et dansk folketingsvalg ville jeg have stemt på ham imod samtlige danske politikere,” sagde jeg. ”For Bush har på intet tidspunkt benyttet sig af det mest beskidte trick man kan bruge i en valgkamp, at lægge sine medborgere for had, sådan som samtlige danske politikere gør det med indvandrere, serberne gjorde det med muslimerne og tyskerne med jøderne. Hvis Bush havde ført en politik som Foghs ville vi ikke have haft ham på besøg her i dag, for det ville han straks blive fældet på i USA.”

Da jeg havde sagt noget lignende i Deadline i foråret spurgte Villy Søvndal mig i venterummet: ”Du kan da ikke mene at det gælder mig og SF?” ”Jo, og selv de Radikale som ligesom jer bruger Hizb-ut-Tahrir til at føre skjult anti-muslimsk kampagne i en forvirret dansk befolkning,” svarede jeg. Den fodformede Hanne Vibeke Holst kunne godt forstå mit argument, men blev tosset på mig i studiet over at jeg kunne se ”noget som helst positivt i Bush”. ”Åh, man skal jo elske sine fjender og altid prøve at se noget positivt i dem,” svarede jeg grinende. Jeg havde jo selv ført langvarig kampagne mod Bush. Det skægge ved at deltage i sådanne Tv-debatter – som jeg i øvrigt ikke dur til da jeg altid synes mine modstandere har ret – er at man kan skændes nok så bravt på skærmen, men to minutter efter sidder man og hyggesnakker over kaffen i venterummet. Denne fred efter slaget er den bedste del af det hele. At det er medierne, der er årsagen til alt splid, skulle jeg senere på året bittert opleve. Men nogen havde misforstået et og andet af det jeg sagde i Fredensborg, for da jeg trådte ud af Tv-studiet blev jeg straks anråbt af en larmende flok Bush-tilhængere fra Venstres Ungdom: ”Kom herover og tilslut dig, Jacob!” Det var tydeligvis nogen som havde set mit show i gymnasietiden, så hvordan kunne de mon være havnet i den grøft?” tænkte jeg, men gik ikke derover af angst for at havne på Tv – nu som ”ægte” Bush-fan. Jeg havde også nok at gøre nu med at kæmpe mig ud af det Bush-spind jeg havde viklet mig ind i, for vi havde af sikkerhedsgrunde forbud mod at forlade Fredensborg inden Bush tog fra slottet. Men jeg ville ind til byen for i tide at kunne deltage i de store anti-Bush demonstrationer ved USA-ambassaden. Ligegyldigt hvor jeg vendte og drejede mig stod der maskinpistol-bevæbnet politi, som standsede mig. Jeg forsøgte så at slippe ud af en passage med slottets affaldsspande, men også disse var stopfulde af politi. Efter tre forskellige flugtforsøg, hvor jeg blev fanget – ”luskende mystisk rundt i hvid skjorte og langt hår”, heldigvis hver gang af nogle betjente som genkendte mig og derfor løslod mig på stedet – lykkedes det mig endelig at kravle over en mur og liste gennem en masse hække, baghaver og tomme privatboliger ud til en vej, hvor jeg godt nok igen blev standset af maskinpistoler, men nu på den rigtige side hvor jeg kunne få en taxa ind til de enorme demonstrationer. Her følte jeg mig endelig hjemme og det var vidunderligt at se så mange ”sunde” venner fra Christiania og alskens folkebevægelser efter den skøre uvirkelige morgen på Fredensborg. Lederen af Tjetjenien-bevægelsen hentede straks øl til mig – dvs. vand som det sig hør og bør blandt muslimer offentligt – og jeg fik en lang snak med den nu løsladte danske Guantanamo-fange, som ”lykkeligt nygift” netop var gået i gang på Handelshøjskolen og prøvede at lægge Cuba-mareridtet bag sig. Der var sol og sang og tusinder af venner her så jeg selv kunne lægge Fredensborg-mareridtet fra mig.

Med Daniel og Lalou inden rejsen

Efter udendørs aftensmad med hele familien tog vor søn Daniel af sted til USA og jeg med vor datter Lalou og hendes veninde Alex af sted i bilen på ferie syd på. Vibeke skulle blive hjemme og passe sin kræftsyge mor ligesom vi alle havde gjort det forrige sommer. Så en dag, som startede kl. 5 om morgenen i Fredensborg, endte for mig kl. 3 om natten i bilen mellem Hannover og Kassel. Næste dag på autobanen fik jeg pludselig en sms fra Rikke Marrot – den sorte fotomodel som var med mig i USA – med ordene ”Terrorbomber i London.” Jeg er blevet ganske god til at sms’e med hånden på rattet og Rikke opdaterede mig nu minut for minut om udviklingen i London. Jeg tænkte straks: ”Åh, nej, nu bliver der først rigtig hetz mod muslimerne i Danmark.” Men jeg tænkte også: ”Det er da godt at vi skal på ferie i Christinas atombombesikrede 30 millioner kroners hus på en svejtsisk bjergside!”
 

Med Lalou ved Lucarnosøen

Først gjorde vi dog stop ved Lucarnosøen hvor min samlever i New York, Christina Sun, var midt i det årlige Gigatlon, hvor 100.000 deltagere i hold svømmer, rulleskøjter, cykler og løber gennem hele Svejts fra syd til nord. Christina skulle hver morgen svømme 3-4 kilometer og havde øvet sig hele vinteren ved at svømme rundt om Manhattan – tro det om I vil, men det er faktisk sandt. Men skønt hun nu havde taget barnepigen med på turen havde hun glemt at denne skulle løbe på rulleskøjter på holdet, idet Lalou i sidste øjeblik havde aflyst fordi hun ikke var i form. Derfor måtte jeg nu overtage Christinas to børn, men da jeg ikke gad at følge efter holdet hele vejen op til Basel foreslog jeg at køre dem hjem til huset i Soglio. God ide, der var bare lige det ved det at Soglio lå på den anden side af en bjergkæde, så jeg tænkte at det hurtigste ville være at køre via Comosøen i Italien. Jeg havde blot lige glemt en lille detalje i det herlige nye grænseløse Europa – at Svejts ikke er medlem af EU, hvorfor jeg blev standset ved grænsen. Og da betjentene nu så to kinesiske børn i bilen, som absolut ikke så ud som om jeg var deres far og som jeg helt havde glemt at få pas med til, ville de i lang tid arrestere mig for ”kidnapning og landeflugt med børn.” I den lange ventetid skrev jeg en sms til Christina: ”Please come and get us out of prison.” Situationen løste sig imidlertid da betjentene overhørte den 5-årige Eva på et tidspunkt spørge mig: ”Are you going to jail, uncle Jacob” hvorved de konkluderede af den afslappede tone at der var tale om et eller andet familiært forhold imellem os. Og sandt er det at disse to børn aldrig har hørt Vibeke og jeg omtalt som andet end ”tante” og ”onkel.” Så efter lang tids snak frem og tilbage fik vi lov til at køre videre. Så let er det altså at kidnappe børn af ”en anden etnisk baggrund”.   

Et luksushus i Svejts kan være udmærket, men efter nogle dage kedede Lalou og Alex sig og tog toget til Firenze. Skønt Christina lavede kæmpefester for landsbyens beboere og underholdt dem på gebrokkent tysk og italiensk med al sin charme, kedede jeg mig dog også efter en uges tid og foreslog at vi tog på campingtur ved havet med disse overbeskyttede børn. Da børnenes far, den stenrige modefotograf Raymond Meyer, altid arbejder i New York, havde Christina og børnene hver sommer levet i disse paradisiske omgivelser, men så isolerede at de altid trygler mig om at komme derned. Så ideen med en campingtur var helt ny for dem. Vi pakkede to biler, da barnepigen skulle med, og tog først til den smukke campingplads i Verona, hvor jeg og Vibeke tidligere lå med børnene på toppen af de romerske mure.
 

Barnepigen, Eva, Max og Christina i Verona

Ideen med barnepigen var naturligvis at Christina og jeg skulle have fri og det blev da også en kæmpeoplevelse for hende at se Aida i den gamle romerske arena. Blot var jeg ked af at Lalou ikke fik oplevelsen med, da hun var for lille dengang vi så La Boheme i Verona. Derefter lå vi en uge på den vidunderlige campingplads Marina på lidoen overfor Venedig, hvor jeg selv havde ligget som barn og som voksen med mine egne børn. Det var herligt at have barnepige med, som kunne passe børnene på stranden mens Christina inviterede mig på de fineste champagnefrokoster ved Rialtofloden – halvmillionær som hun jo nu er.

Frokost med Christina ved Rialto

Der var nemlig i løbet af sommeren sket store forandringer, som også får betydning for mit liv i New York. Raymond var blevet træt af vores gamle penthouselejlighed og havde købt en ny og større til 6 millioner dollars på Broadway som nævnt sidste år. Men den svejtsiske arkitekt og jeg havde gjort oprør. Vi ville ikke af med den gamle, som vi elsker med dens udvendige haver på toppen af huset. Og til sidst fik vi Christina på vores side. Hun nægtede simpelthen at flytte, hvorfor hun og Raymond besluttede at opløse deres underlige forhold. Men for at undgå at dele hele sin kæmpeformue med hende indvilgede han derfor i at lade Christina blive på Elizabeth St og at trække omkostningerne på ”vores” hus der fra i skat samt at give hende en årlig indtægt ca. som en velbeslået amerikansk læges. Derfor kan Christina og jeg nu blive boende med børnene – som om vi var millionærer – men uden at bruge en øre på det.

På Marina di Venezia

Mens vi lå i telt i Italien snakkede Christina hver aften over telefonen med Raymond i New York for at få det hele på plads. Hun ønskede samtidig at få papirerne i orden om hvem der skal have børnene dersom hun og Raymond dør. Og valget blev til min overraskelse Vibeke og mig, for som hun sagde: ”I er de mest stabile, sunde og kærlige af alle vore venner. Og både Raymond og jeg ønsker at sikre at det ikke bliver min storesøster og hendes mand, der får børnene, da de jo er fanatiske republikanere.” Jeg ringede straks hjem til den jublende Vibeke for at fortælle at vi var de udvalgte selv om hun godt nok grinede da hun hørte at Christina beskrev mig som ”sund og stabil….ja tilmed kærlig”. Men som jeg også sagde til hende er chancerne jo ikke store når Raymond og Christina aldrig flyver eller gør noget sammen. Hvordan skulle de mon så dø sammen? Men miraklernes tid er jo ikke forbi måtte jeg konstatere efter at Christina og jeg på kun 15 år er flyttet fra fattigdom i Manhattans mørkeste slum til at leve som millionærer med udsigt over hele byen med ekstra feriebolig i Svejts uden at lægge en øre på bordet. Som jeg altid siger, skader det ikke at holde fanatisk fast i sine gamle ”veninder.”

 Christina på Markuspladsen

Det gjorde jeg såmænd også på vejen hjem, hvor vi overnattede hos Pia Tafdrup i Berlin og tog hende med på holocaustmuseum i en orkanagtig storm, som gjorde hende syg lang tid efter, sagde hun. Hun har ikke meget til overs for Raymond, som smed hende ud da jeg havde ladet hende bo i min lejlighed i New York. Pias og mine veje bliver ved med at krydses og senere på året var vi lige ved at rejse sammen igen i Chicago, hvilket dog blev forpurret af Grønlandsturen, som hun beskrev i Politiken. Efter Berlin skyndte Lalou og jeg os hjem for at få lidt tid sammen med mormor i sommerhuset – en uge der skulle blive hendes sidste. Sigrid havde i foråret haft så stærkt åndedrætsbesvær at hun ikke kunne gå 100 meter. Hun indså at kemoen sidste sommer ikke havde hjulpet og ville tjekke ind på hospice. Her gav de hende en medicin, som gav hendes liv en kunstig forlængelse med høj kvalitet. Hele sommeren havde hun sprunget rundt og været på udflugter med sine tre døtre. Jeg fik daglig sms fra Vibeke om forløbet. Også i den uge jeg var sammen med hende i sommerhuset – de sidste dage alene med hende – sprang hun rundt og lavede rødgrød som i hendes bedste år.

Vibeke og Sigrid ca. 2 uger før hendes død

Og da jeg var til sommerfest med hende på hendes sidste friske aften var hun ikke til at slæbe hjem fra festen – festbasse som hun jo altid var. Men da jeg gik fra festen med hende under armen i mørket faldt hun pludselig og kunne ikke selv komme op. Næste morgen var hun meget bekymret over hvad det betød og vi tog ind til København. Vibeke flyttede ind hos hende og så hendes tilstand hurtigt forværres, nu hvor medicinen pludselig ikke virkede mere. Familien og hendes store venindekreds besøgte hende dagligt og så hende svinde ind.

Da jeg ringede til Daniel i USA for at sige at han øjeblikkeligt skulle komme hjem fordi hans højtelskede mormor pludselig var ved at dø, fik vi dog endnu et chok. Daniel havde boet hos Marly i San Francisco en måneds tid og var derefter blaffet til Mexico og gennem sydstaterne til Atlanta for at besøge Tony og sin ”blodbroder” fra barndommen i Købmagergade, Tonys søn, Thomas. Der havde de været rundt og feste med nogle piger i ghettoen og fået lidt for meget at drikke. Da de kom hjem ved 4-tiden kom de op og skændes og Thomas ville smide Daniels taske med hans bærbare pc ud. For at redde computeren greb Daniel efter tasken og greb fat i et gelænder, der var rustet op, hvorfor han faldt bagud ned af den to meter høje trappe og knaldede hovedet i asfalten uden at kunne afbøde faldet med hænderne. I lang tid lå han stille og både Tony og Thomas troede han var død.

Da jeg nu ringede, lå han i en bil på vej til hospitalet og kunne næsten ikke tale i telefonen, da han mente at kæben var flækket. ”Jeg tror ikke at jeg kan blaffe til New York nu, da ingen vil samle mig op sådan som jeg ser ud.” Så mens han blev syet på hospitalet fik jeg over Internettet bestilt en Greyhound bus, så han samme nat kunne tage til New York. Vi håbede til det sidste at han kunne nå hjem til en mormor i live, men kunne først få et fly om søndagen, samme dag hvor vi måtte køre Sigrid på hospice. Her mistede hun hurtigt bevidstheden mens vi alle i den nære familie sad omkring hende. Den som tog det hele bedst, syntes jeg, var Vibeke, som nok var bedst forberedt på det hurtige forløb og havde været mest sammen med sin mor.
 

Vibeke sad i solen ved vinduet og strålede og smilede med sin store indre styrke. Jeg havde aldrig set hende smukkere, men havde svært ved at forstå at hun kunne have så stor styrke efter at have kæmpet for sin mors liv så intensivt og i så lang tid. Hun var nok mere afklaret end os andre. Da jeg næste morgen skulle hente Daniel i lufthavnen, ringede Vibeke og sagde: ”Hun er her endnu, men skynd jer.” Men da jeg en time senere ankom med Daniel stod Vibeke grædende udenfor hospicet og sagde: ”Hun er lige død.” Hendes gråd gjaldt nu først og fremmest den store smerte hun vidste Daniel ville være i over at komme for sent til at sige farvel til sin mormor, for ingen har som Sigrid taget sig af ham, hjulpet ham med lektier og rejst med ham gennem hele barndommen som Sigrid. Da Daniel kort efter stod over sin døde mormor var hele hans ansigt som opløst i gråd og blod fra hans ulykke.
 


Sigrid fik en stor begravelse, hvor et stort antal af jer venner fra hendes rige liv var til stede. Som efterhånden noget uhørt i storbyer spadserede hele optoget den lange vej fra kirken efter rustvognen i strålende sol. Der var en ekstra familietragedie midt i det hele. Sigrids bror Knud havde lige før sidste jul mistet sin japanske kone under en operation, som gik galt.

Da han og børnene tog til Japan for at sætte urnen ned fik han lige under urnenedsættelsen en blodprop, som totalt lammede ham. At det skete lige i samme øjeblik hvor Vibeke var faldet om på stedet hvor Paulus faldt om i Damaskus, syntes jeg var ekstra underligt. Sigrid har hele sit liv arbejdet med afasiske patienter, så det var underligt for hende i løbet af sommeren – selv med et halvt ben i graven – pludselig at stå over sin afasiske bror på hospitalet og vide at han også snart skulle dø. Nu sad han så i kørestol til Sigrids begravelse og kiggede på sin kones gravsten på familiegravstedet, hvor eget navn allerede stod på.

Vibeke til begravelsen


Sigrid fik kun 72 år og var enhver svigersøns drømmesvigermor. (Min første svigermor blev myrdet før jeg mødte hende). Tit havde Sigrid og jeg endog i vore ferier snakket om at det i virkeligheden var os to, der burde have været gift med hinanden. Hun vil blive savnet meget, meget længe og denne jul bærer præg af det ved at vi flygter fra julen herhjemme, da vi ikke kan forestille os en jul uden Sigrid. Men jeg magter ikke at give nogen dybere beskrivelse af hvad hun har betydet her i julebrevet, da tårerne allerede strømmer ud af mig……..
 

Vibeke og Sigrid til konfirmationen i 1969


Ok, efter en kop te med Lalou, der fortalte om hvordan tårerne stadig overvælder hende, er jeg nu tilbage. En fordel ved julebreve er jo at de tvinger én til at få alle de følelser – sorger og glæder – man har haft i årets løb op at vende og gennemtænkt på ny. Og nogen gange bliver man lidt klogere af det og tænker at den og den person burde man have taget sig noget mere af og ikke sagt det eller det til. Jeg var altid på herlig drillefod med svigermor – også om emner som hendes snarlige død. Men en bemærkning burde jeg ikke have sagt til hende. En dag var hun rigtig syg af kemo – men alligevel insisterede hun på at komme til frokost hos nogle venner, som hun aldrig svigtede – hvorfor jeg kørte hende dertil. Det var ved at være tæt op over, vidste vi, så da jeg så hende spænde sikkerhedsselen sagde jeg: ”Det skal ikke undre mig om du også spænder selen den dag hvor jeg skal køre dig på hospice og at du stadig sidder og kommanderer med mig på vej dertil: Kør nu forsigtigt, Jacob!” Sådanne bemærkninger elskede hun normalt, men med den kvalme hun havde lige den dag faldt den ikke i så god jord.

Vibeke og Sigrid en uge før hendes død

Der var snart mere død på vej. En af vore gamle tjenestepiger fra præstegården, Solveig Thomsen Sørensen, havde fået en tumor i hjernen og jeg blaffede i løbet af sommeren over for at besøge hende i Grindsted – to gange faktisk, da hendes mand Arne havde taget hende på udflugt første gang. Det var frygtelig uretfærdigt at netop hun skulle dø, hun var en af vore yngste tjenestepiger og tilmed den yngste af den store søskendeflok fra Birkely, som havde leveret os hele 3 piger i præstegården og som Niels Jørgen altid har ønsket at skrive en slægtsroman om a la ”Prinsesserne.” Asta Østergård er den af dem (og af alle jer gamle tjenestepiger!) som jeg er mest i kontakt med i dag og som sender mig de fleste julebreve og nyheder fra landsbyen. Solveig - som havde passet mig midt i den blodige uforglemmelige tid da russerne slog oprøret i Ungarn ned, hvorfor vi kort efter også fik en ungarsk flygtning i præstegården (dengang flygtninge endnu var velkomne i Danmark) - lå nu stærkt svækket i sengen da jeg besøgte hende. Hun insisterede på at komme op og var utrolig glad for at se mig, skønt det var svært for hende at udtrykke andet end et par ord. Hun døde kun en måned senere mens jeg var i USA hvorfor jeg desværre ikke kunne komme til begravelsen. I kan se et utal af billeder fra hendes bryllup med Arne på mine hjemmesider.

Der var også andre dødsfald blandt julebrevslæserne. Af de 5 unge oprørere, som faktisk startede hele studenteroprøret mens de lejede sig ind hos mig i min ligkistebutik i Dannebrogsgade i 1967-68, er der nu kun Per Bonde tilbage. For 3. oktober ringede Per mig op og fortalte at Peter Laursen lige var død af lungekræft. Alex (som nær fik mig i fængsel for hashhandel) begik tidligt selvmord ved at springe ud foran toget på Valby Station, Jens Holck, senere kendt fra Blekingegadebanden, blev trafikdræbt og den mest kendte, Finn Ejnar Madsen, som væltede Mogens Fog af talerstolen, døde som bekendt sidste år. Det var ikke mindst deres tidlige aktivisme, der var med til at forvandle mig til Vietnam-aktivist, da de dannede Foreningen af Danske Vietnam-frivillige for selv at kæmpe i Vietnam nøjagtig som unge muslimer i dag drager til Irak. Jeg selv tog dog en mere besindig linie – thi ”du var jo altid reaktionær” som Finn Ejnar sagde det til min 50-års fødselsdag – og blev valgt i bestyrelsen af Vietnam 69 sammen med Anker Jørgensen. Men også han er ved at blive gammel, kunne jeg mærke, da jeg havde en sikkert sidste snak med ham til en LO-fest for nylig og han var for senil til at huske ret meget fra de ”gode gamle dage”, dengang verden var mere sort og hvid.
 

Med Anker Jørgensen

Den verden mindede en anden sværvægters bortgang mig også om. Det var min nabo, Ebbe Kløvedal Reich, der med sin bog om Vietnam nok var mest med til at bevidstgøre mig som Vietnam-aktivist, hvilket indirekte førte til at han selv kunne læse min bog mange år senere på Nordkaperen midt ude på Stillehavet. Under hans kræftsygdom prøvede jeg derfor at hjælpe ham med min indianerte og andre remedier, men forgæves. Vi var desværre i Syrien under hans begravelse, som en anden nabo, hans søde datter, gav os en rørende beretning om.
Og i USA døde et par af de mest kendte fra min bog, den 17. marts Lep Whitley (der ses opgivende foran knust TV s. 79) og i august Lonso Wilson (gift med Helen s. 68).


Og der var endnu mere død på min vej, som jeg måtte forholde mig til, denne gang dog på tryg afstand i New Orleans. Jeg ved ikke hvorfor medierne tænker ens og altid sætter mig i forbindelse med død og ødelæggelse, men på en og samme dag blev jeg ringet op af 5 Tv og radiostationer. Og det samme skete i Norge for Eli Sæter, fortalte hun, som måtte udtale sig i de norske medier udelukkende på baggrund af den bog hun skrev om turen med mig, hvor hun kun havde opholdt sig i New Orleans i to dage (men vævet sin beretning sammen med ”ghettoer” og ”massemordere.”) Der er blevet sagt nok om Katrina, men noget af det jeg sagde i fjernsynet husker folk. Her er forklaringen. Jeg havde taget et par af mine billeder af de højveje, som går højt oppe over ghettoen i New Orleans som de hvides trygge flugtvej ud af byen. Men studieværten Trine Sick sagde at der ikke var tid til at vise dem på skærmen. Derfor forklarede jeg i stedet billederne i ord – talte altså i billeder – og er der noget folk husker bagefter fra mediernes endeløse talestrøm er det når man taler i billeder. Det burde jeg huske når jeg skriver mine lange julebreve da jeg jo godt ved at I kun kigger på billederne i midten. Nå, skidt, jeg skriver dem jo mest for min egen skyld og forundres derfor over at lige netop DU stadig sidder og læser disse linier! Men det glæder mig, for nu skal vi til at snakke lidt om dig.

Jeg fik nemlig lukket meget vand ud af digerne efter Katrina om hvordan vi herhjemme nærmede os lignende ghettokatastrofer. Jeg forudsagde også i en radioudsendelse at vi snart ville få hjemlige raceoprør som dem USA havde i 60’erne – oprør der da også kun 3 måneder senere brød ud i Frankrig. Dagbladet Information opfordrede mig til at skrive om det og skrev selv en leder om det med udgangspunkt i min ellers lidt forvrøvlede artikel. Det, der har været min store inspiration for alle de artikler jeg har skrevet i årets løb, er nemlig ikke Katrina, men først og fremmest mange af jer. Jeg var meget rystet efter en komsammen jeg havde med nogle af jer gamle skolekammerater i årets løb – tilmed nogle af dem som havde forekommet mig at tilhøre de mere tænksomme og reflekterende i klassen – over hvor håbløst negativt og direkte fjendtligt I tænker om indvandrerne. Rystet fordi vi jo alle altid har følt at en sådan negativ tænkning om vore medborgere var noget der hørte 20-30’ernes Tyskland eller 50-60’ernes USA til. Og det gør mig lidt deprimeret fordi det fik mig til at indse hvor ene jeg egentlig står i denne integrationskamp i en befolkning af massiv negativ tænkning overfor indvandrerne.

Jeg lærte jo i mine år som vagabond, hvor jeg vandrede fra bil til bil og derved hyppigt havde 20 dybere samtaler på en dag, at når vi snakkede om raceproblemet havde chaufføren allerede inden han havde udtalt tre sætninger (uden selv at vide det og for de frisindedes vedkommende at ønske det) afsløret hvilken side han/hun grundlæggende stod på i borgerretskampen og det som denne handlede om nu - integrationen af de sorte i nordstaterne. Ca. 9 ud af 10 ville allerede i de første 3-4 sætninger sige et eller andet bebrejdende om de sorte, om deres "lave moral", om deres "dovenskab", om deres uvilje til at lære "proper English", om "skik følge eller land fly" (som jeg tit hører jer sige og som jeg første gang i 1971 chokeret hørte en skoleinspektør i Chicago sige det om sine sorte elever, der hældte skolens gode roastbeef i affaldsspanden og kun ville spise den fede mad de havde lært at spise i sydstaterne lige siden slaveriets tid, hvor fedtet jo blev hældt ud til slaverne). Grundlæggende ville flertallet vælge udelukkende at fokusere på alt det negative, de så i de sorte, og ud fra disse konklusioner motivere at de tog deres egne hvide børn ud af skolen eller flyttede ud i etnisk rensede kvarterer - hvorved de sorte jo til evig tid var afskåret fra at blive som dem selv og fik sendt et signal om at der intet håb var for dem. Herefter slog disse i vrede og desperation ud i en eksplosiv vold og kriminalitet, man aldrig havde oplevet i sydstaterne, hvor ingen nogensinde behøvede at låse dørene.

Omvendt ville ca. hvert tiende lift indenfor 3-4 sætninger enten sige et eller andet om "my black friend" eller direkte noget om hvad man mon skulle stille op med denne massive hvide racisme (især efter det nedslående valg af Nixon og Wallaces massive sejre blandt Dansk Folkepartitænkende vælgere mellem nordens "blue collar workers").  Op imod denne massive mur af altgennemsyrende negativ tænkning a la "skyd skylden på ofrene for deres manglende integration" følte jeg mig utroligt ensom jo længere jeg bevægede mig væk i tid og rum fra den kortvarige positive tænkning under hippiegeneration 1968-72. Jeg begyndte at ane hvilken vej det ville gå med integrationen af de sorte - at de ville ende med at blive totalt isolerede. Og nøjagtig sådan gik det naturligvis.

Nøjagtig samme fordeling mellem positivt- og negativttænkende føler jeg at danskerne har inddelt sig i. Jeg mærker det dog ikke så meget som foredragsholder hvor ingen rigtig tør at sige mig imod. Derfor er jeg taknemmelig for at I gamle venner er så åbenhjertige overfor mig ligesom det er tilfældet når jeg blaffer rundt i Danmark med folk, der ikke kender mig. Jeg siger her intet om hvor vidt dansk racisme er værre end amerikansk racisme, for på det punkt stiller nok alle samfunds ophobede smertesbunker alle lige. Blot er der regionale forskelle på hvem man i hvert samfund vælger at tænke negativt og bebrejdende om. Amerikanerne bruger de sorte mens vi bruger indvandrerne. Prøv f.eks. at huske hvornår I tænkte eller sagde noget positivt om indvandrere eller omvendt rystedes over danskernes undertrykkende opførsel overfor indvandrerne. Som jeg normalt hører det rundt omkring ved de danske middagsborde trækker flertallet af jer en endeløs række af eksempler op på indvandrere, som der er dette eller hint i vejen med og som viser at "de jo heller ikke ønsker at blive som os."  Som bekendt ved I at det er mit standpunkt at der ikke er noget menneske i verden, som er blevet så misformet af sin tidligere kultur, at det ikke gennem kærlig, øm, indlevende, positiv tænkning kan integreres og endog med tiden assimileres ind i en hvilken som helst kultur (hvilket jeg ser amerikanerne gøre så effektivt med indvandrere - både muslimske og sorte indvandrere).

Jeg skriver naturligvis alt dette fordi jeg føler at det er en af de mest skelsættende tider vi nogensinde har været igennem i Danmark, hvor vi er ved at ødelægge vore børns fremtidige velfærd hvis vi fortsætter i samme negative tænkning overfor vore indvandrere som nu - en tænkning som jo altid indvendiggøres af den undertrykte og som vender tilbage imod os selv i form af vold eller ved at vi gør indvandrerne ligeså dumme som de sorte i USA. For alt det vi tænker om indvandrerne bliver jo det de tænker om sig selv. Husk at USA's enorme sorte ghettoer er skabt af ”retskafne” ”gode” hvide samfundsborgere nøjagtig mage til jer – ikke af ”onde” uoplyste Ku Klux Klan folk som ikke har den form for magt. Eller som Sherins far, der har boet i Danmark det meste af sit liv, sagde det til os i Syrien: "Ved I hvorfor jeg flygter herned i friheden hele tiden? Fordi jeg ikke kan udholde længere fra morgen til aften at høre ordet "indvandrer" og få at vide at jeg er et problem." Den ufrihed han i 70'erne var flygtet fra opleves pludseligt som frihed for ham. Hvordan oplever de langt mere følsomme unge i ghettoerne det så ikke at leve i et samfund, hvori alle tænker dårligt om dem? Ja, det så vi jo i Frankrig ligesom vi ser det i deres vredesbetonede kriminalitet herhjemme.

Men det er ikke kun indvandrerne, som jeres negative bebrejdende tænkning går ud over – også danskerne. Jeg bliver ustandseligt opsøgt af adoptivbørn eller ”fejlfarvede” danskere, hvis ene forælder er udlænding, men hvis hele kultur og opvækst er dansk. En af dem, hvis beretning jeg var mest rystet over at høre i år, var Ida Pape, som er af fin adelig afstamning og havde en lykkelig opvækst på et gods ved Århus efter at hendes indiske far døde. Nu var hun vendt hjem efter 15 års phd. uddannelse i England og var lammet over tonen her i landet og over alle vegne at blive spyttet på og nedstirret. Hun er smuk og højt begavet og jeg prøvede at hjælpe hende efter bedste evne. Men her i efteråret - efter Jyllandspestens forværrede hetz mod en sjettedel af jordklodens mennesker - tog også hun konsekvensen og valgte permanent at flytte til udlandet med sin høje uddannelse. Jeg ved at I, som tænker så bebrejdende om indvandrerne hele tiden, ikke tilstræber at skabe et så hadefuldt klima, der undergraver alle seriøse forsøg på integration. Men had er nu engang altid biproduktet af at en hel nation kollektivt tænker negativt. Derfor er det så vigtigt at vi alle arbejder alvorligt med vores racisme i denne tid hvor vi er kommet i konfrontation med den ganske verden!

 

For mit eget vedkommende var der dog også lyspunkter i mit racismearbejde, f.eks. det morsomme i at blive spærret inde i en tænketank sammen med en hel masse kendte mennesker i flere dage for at finde løsningsmodeller på den manglende integration. Det mest festlige indslag kom dog under støttekoncerten i Vega for ofrene i New Orleans, hvor jeg var inviteret til at holde tale, men havde haft en ”rigtig dårlig dag.” Så dette er hvad jeg som tak senere skrev til kommitteen som havde ”hyret” mig, musikerne Henrik Strube, Pia Raug, Arne Wurgler, Niels Martinussen samt Flemming Pless:
”Dagen startede med Louise Freverts hadske retorik i radioavisen, som jeg havde taget et par hovedpinepiller imod. De slår normalt den slags smerte ned, men bevirkede også egen bedøvende tankeløshed. Så da jeg om formiddagen skulle bakke bilen ind i et autoværksted for at få rettet de buler ud, som min kone fik, da hun bakkede ind i lygtepælen uden for Flemming Pless’ hus til Sherin Khankans søsters bryllup, smadrede jeg den ind i muren med så hård kraft at bagdøren blev ødelagt. Humøret var derfor helt i bund, hvorfor jeg aldrig fik lavet den tale jeg havde tænkt mig til Vega, men genbrugte artiklen fra Information om danskernes ghettoisering af indvandrerne.  I Vega havde jeg forventet et helt ungdommeligt publikum, men da jeg så ud over noget der mere lignede en pensionistklub, kunne jeg godt se at min tale ikke var så heldig. Thi det er netop denne aldersgruppe - der sidder tungt på magten til at tvinge folk ind i ghettoer ved at trække deres egne børn ud af skoler med for mange indvandrere osv. - som ikke bryder sig om at få at vide af mig at de personligt er i fuld gang med at skabe en ny New Orleans-katastrofe a la den de samler ind til. Nej, så hellere høre noget god musik!

Efter talen prøvede jeg derfor at flygte fra det rasende publikum. Jeg havde lovet at komme til en fødselsdagsfest med Helena Christensens familie, men nu begyndte en af de optrædende, Mathilde (fra ”Lasse og Mathilde”) at flirte helt vildt med mig og at hælde cognac i mig i stride strømme. Pludselig blev mit humør langt bedre, for det er skam ikke hver dag jeg er genstand for så smuk kvindelig opmærksomhed. Mathilde blev ved med at indynde sig og med de kærligste øjne at skrue mine forventninger helt op med ”Nu må du endelig ikke stikke af fra mig, Jacob! VORES aften er jo lang!”

Så jeg blev nødt til at ringe til min kone og sige at ”det nok kommer til at trække ud, for der er en, der hedder Mathilde og som er ligeså smuk som Helena, der trækker mig rundt i skægget.”  Da min kone ved at jeg er frygtelig svag overfor en sådan kvindelig opmærksomhed, tog hun øjeblikkeligt ind til Vega for at hente mig hjem.


Mens jeg stod der backstage og kissemissede med Mathilde, trak denne mig pludselig ind i mørket bag scenetæppet. Jeg troede at det var for at vi kunne få mere intimitet og var lykkelig over at stå der - godt skjult sammen med det smukkeste trofæ jeg nogensinde havde fået overrakt. Derfor sank mit opløftede hjerte helt i bund – dels i chokket over pludselig at se min kone midt i publikum og dels ved netop i dette lykkens øjeblik brutalt af Mathilde at blive skubbet ind på scenen for i stedet at få overrakt en bunke ligegyldigt jern af Henrik Strube. I henrivelsens stund bag scenetæppet havde jeg ikke hørt et ord af hvad Henrik havde stået og sagt om mig på scenen, så min forvirring var total. Jeg fornemmede at det var noget med en prisoverrækkelse, men anede ikke om det drejede sig om tunghøreprisen, præsenilitetsprisen eller som min kone senere sagde, alzheimer-light-prisen. 
 

Henrik Strube med prisen

Forvirringen var derfor fuldstændig, for når man ikke ved hvad det er man har gjort sig fortjent til, er man også ude af stand til at takke for prisen. Da det jo måtte have noget med New Orleans at gøre, begyndte jeg at vrøvle et eller andet i mikrofonen om at jeg ville tage denne jernklump med over og give til mine fattige venner i New Orleans – dog med en ligeså tung klump af skyldfølelse i halsen, da jeg godt vidste at jeg sikkert ikke ville genfinde de af dem, der som jeg sagde det i min tale, ”selv var ret klumpede” (fede druknede sorte).

Pludselig så jeg – skønt stærkt blændet af det uvante rampelys - en masse tilskuere kaste sig frem mod scenen og frygtede nu igen raseriet fra det publikum, jeg tidligere havde forulempet med min tale. Nu blev jeg lammet af yderligere skyldfølelse og frygt. For da hele arrangementet jo angiveligt handlede om at ”redde nogle fattige sorte” var det jo helt tydeligt at prisoverrækkelseskommiteen ikke havde lavet sine forundersøgelser grundigt nok. Den havde f.eks. ikke opdaget den alvorlige interessekonflikt jeg stod i ved at modtage netop denne pris. Uden tvivl, tænkte jeg, ville der være nogen i det rasende publikum, som - modsat den sjuskede dommerkomite - havde kæmpet sig igennem ALLE mine 22.000 hjemmesider og fundet frem til afsnittet om mit medlemskab af Ku Klux Klan.

Men nu hørte jeg pludselig et stærkt bifald i publikum, hvorfor jeg – stadigt med tanken på Louise Freverts morgenandagt i radioen – slog koldt vand i blodet og konkluderede at højredrejningen herhjemme nok er gået så vidt at det nu er blevet ganske naturligt og stuerent selv for venstrefløjen at uddele priser til Ku Klux Klan. Jeg forstod i al fald så meget af Henriks tale at prisen vist nok handlede om at gøre nogen – eller sig selv – en bjørnetjeneste og at man helst skulle gå grueligt meget igennem – hvorfor komiteen just havde udsat mig for alle prøvelserne med Mathilde - for at gøre sig fortjent til at bære sangerens navn og ord i sit hjerte: ”Alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker."   (Bjørn Afzelius)


Nu forstod jeg hvorfor New Orleans’ og mine egne lidelser skulle gå op i en højere enhed: ”Man si'r at efter stormens pisken kommer solen frem, men det hjælper sjældent dem der er blevet våde.”  Med mine våde øjne nåede jeg nemlig aldrig at finde ud af om det var skuffelsens eller glædens tårer, jeg nu stod med efter netop at have modtaget det forkerte trofæ, thi i det samme blev jeg invaderet bagfra af et helt orkester, der endnu inden jeg havde fattet, hvad der foregik, uden så meget som et ord begyndte at spille. Jeg forstod hurtigt hentydningen og forsvandt skyndsomst væk fra scenen, da jeg under min første tale var blevet standset og afbrudt af nogen som sagde at det ikke var en af mine sædvanlige 5-timers taler, de var kommet for at høre, men noget god musik. Så forvirringen var total da jeg ude backstage igen blev skubbet ind af Mathilde, som sagde at orkestret var blevet fløjet ind fra New Orleans - ikke for at udsætte mig for flere prøvelser - men tværtimod for at glæde mig under den festlige overrækkelse.
 

Med Henrik Strube og Bjørn Azfelius-prisen backstage

Da jeg mao. endnu ikke havde forstået et muk af hvorfor jeg egentlig havde fået prisen, bad jeg nu Henrik Strube ude backstage om – rolig og fattet – at fortælle mig hvad meningen var med det hele. Han fortalte nu at han var en stor fan af de tusinder af vittigheder, jeg har samlet på mine hjemmesider, men at han – netop på en trist aften som denne – også satte pris på at jeg midt i min udviklede sans for (andres) humor ind imellem godt kunne vise små tegn på at jeg også forstod lidt af livets alvor. 

Han begyndte nu i ét væk at genfortælle ”mine” jokes: ”Kan du huske den der med manden der……?” Da han efter et stykke tid opdagede at jeg ikke hverken kendte eller forstod mine egne jokes, blev min kone, som i mellemtiden var kommet til, bekymret for at prisen måske skulle blive taget fra mig igen. Hun stillede sig derfor tæt op af mig – noget alle andre troede var for at beskytte mig imod Mathilde – men som i virkeligheden er et lille trick hun hele tiden bruger når vi er til fest, hvor hun altid diskret må stå og træde mig over tæerne hver gang jeg skal grine af folks jokes. Nu lykkedes det mig derfor ind imellem at få et lille smil på læberne, når livets alvor glimtvis gik op for mig ved tanken om at det virkeligt står alvorligt til hvis folk end ikke kan le af deres egne jokes. Det var her hun undskyldende indskød at jeg antagelig led af alzheimer-light. Jeg selv undskyldte mig med at jeg havde lagt disse jokes på nettet helt tilbage i 1996 og derefter glemt at de lå der mellem mine 22,000 andre sider.


Jo, godt nok er jeg lidt langsom i opfattelsen, men nu havde jeg så langt om længe endelig fattet hvorfor først Mathilde og siden Henrik havde givet mig en rigtig Bjørn på. Men da der er mange andre, som ikke i så høj grad har forstået at prisgive min humor og – da jeg som sagt ikke selv hørte (og forstod!) din prisoverrækkelsestale, Henrik – ville jeg være dig dybt taknemmelig hvis du e-mailer mig talen. For så vil jeg sætte den op på hjemmesiderne blandt alle mine tusinde andre jokes. Misforstå mig ikke, Henrik. Jeg mener ikke at din tale var den rene joke. Hvad end det var, du sagde, vælger jeg at tro at den var ærligt ment i øjeblikket under indtryk af situationens alvor. Men da jeg er lidt forfængelig vil jeg gerne vise alverdens joke-elskere at det faktisk nytter at sætte pris på gode jokes – også dem man ikke selv forstår – ved at slutte hele jokesamlingen af med denne flotte pris og din flotte tale. Så er det blot et spørgsmål om du – næste gang du havner på mine hjemmesider – mon så også værdsætter dine egne jokes?


Men ok – da jeg jo nu kom lidt klodset fra selve prisoverrækkelsen og I måske kom i tvivl om at det var den rette person I havde udvalgt til prisen – vil jeg forsøge nu at gøre mig mere fortjent til den. Så for at glæde jer – ikke mindst dig personligt, som tilsyneladende kan mine jokes udenad, Henrik – vil jeg i de kommende dage lægge mindst lige så stor en portion jokes op på mine hjemmesider som i 1996 - inklusive de seneste om Bush’s store redningsaktion for New Orleans. Jeg hørte nemlig at prisen også indebar et mindre pengebeløb og tænkte at hvis så lille en portion jokes kan udløse så stort et beløb, - tja, så må dobbelt så mange vel kunne udløse dobbelt så stor en portion.  Og de penge synes jeg at I skal sende til ofrene i New Orleans så vi har lidt at feste for når jeg kommer derned for at finde mine venner i november.
Som I kan se har jeg nu langt om længe forstået hvorfor jeg skulle have denne – hvad var det I kaldte den for….Bjørn Afzelius prisen? - som jeg værdsætter højt og endnu engang vil sende min dybfølte tak for.  Med kærlig hilsen Jacob Holdt”

Med Bjørn Azfelius-prisen


Prisen var en lille Sisifosfigur, der løfter en tung sten, som jeg skulle modtage for mit langvarige arbejde med racisme – f.eks. i mine julebreve til jer
J
Men den skulle være en overraskelse, hvorfor de havde sat Mathilde til at sørge for at jeg ikke stak af inden overrækkelsen fandt sted. Forvirringen, jeg giver udtryk for i takkebrevet, er derfor ægte nok - gengivet nøjagtigt som jeg oplevede situationen – og altså ikke et udtryk for falsk beskedenhed (som ingen af jer julebrevslæsere vist nogensinde har beskyldt mig for). Min kone, som oplevede det fra publikum, var derfor langt mere rørt end jeg og syntes tilmed jeg havde fortjent den for ”dit store slid”. Men hun var alligevel lykkelig over at jeg ikke fik lejlighed til at dumme mig yderligere ved at holde en eller anden ”dum” takketale på scenen.
Nå, men når man kun har fået en eneste pris i sit liv kan man vist godt tillade sig ”lige at nævne det” i sit julebrev….

Jeg endte dog med ikke at tage ”jernklumpen” med til New Orleans, men derimod en langt tungere skikkelse, som Louise Frevert fik mig prakket på. I det omtalte hadefulde klima vi sammen har skabt i Danmark bristede nemlig på det tidspunkt en af bylderne med så ildelugtende materie at vi vist alle skammede os lidt over vort eget ansvar – ikke mindst ved stiltiende at støtte en regering, der bygger hele sit grundlag på denne materie (frem for som i Tyskland at skabe en tværpolitisk koalition imod had og ekstremisme). Jeg ønskede ikke at gøre Louise Frevert til syndebuk fordi der tilfældigvis var gået hul på hendes byld, men inviterede hende til at tage med mig på dannelsestur i det mere tolerante USA, der f.eks. ikke skubber sine indvandrere ind i ghettoer og kriminalitet. Det kom der en livlig debat ud af og to Tv-producenter kontaktede mig uafhængigt af hinanden for at få lov til at lave en film om vores rejse. Jeg sagde straks nej, da hele ideen med rejsen var at få Louise til at åbne sig op og at lade hende gå igennem nogle af mine racismeworkshops, men hvis der var Tv med vidste jeg at hun hele tiden ville henvende sig til sit politiske bagland i stedet (ligesom jeg selv selvfølgelig ville gøre det). Og to bundne mennesker vil ikke være i stand til at befrugte hinanden. Hun sagde også selv nej grundet valgkampen i et sødt svar til mig. Den positive tone lettede mig idet hun tidligere har angrebet mig i medierne, hvilket nok var en af mine bevæggrunde for nu at tage en sød hævn ligesom jeg havde angrebet Søren Pinds indvandrerfjendskhed i artiklen – uden tvivl fordi han tidligere havde angrebet mig for at være KGB-agent (skønt han senere bad om syndsforladelse for dette overfor mig under sin gudstjeneste i Københavns Domkirke). Jo, vi er vist alle svage overfor Gud og er man først slået ind på hævnens vej – frem for at vende den anden kind til – er det jo ikke godt at vide hvem der får det sidste ord. I al fald fik Louise Frevert skaffet mig noget af et problem på nakken under min efterårstur i USA, men det vil jeg vende tilbage til om lidt.

Fortsættes i 3. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside