Julebrev fortsat fra 2. del

Først skal vi nemlig lige til Filmfestivalen i Virginia, hvor jeg skulle præsentere Amerikanske Billeder og Triers Manderlay side om side. Hele festivalen åbnede med mit show og det gik som det plejer med en mængde sammenkomster med studenter og festivalgæster i dagene efter. Det jeg imidlertid glædede mig mest til var fra scenen at forsvare Lars overfor det første amerikanske publikum nogensinde - tilmed et stort sydstatspublikum i en af de mest reaktionære stater. Jeg spurgte derfor Lars dagen før: "Hvad skal jeg sige til dit første sydstatspublikum fra dig?"  "Sig til dem at jeg er, åh, så glad for at jeg ikke er der sammen med dem!", svarede han som altid uforskammet. 

Men da jeg blev sat i en dyb lænestol på scenen efter filmen for at diskutere filmen med publikum – i øvrigt lige efter at Vanessa Redgrave havde diskuteret sin film med publikum - fik jeg i lang tid ingen respons. Så efter en rum tid var der én, som dristede sig til at fremstamme: "Vi er ikke i stand til at sige noget.......we are speachless, shell shocked........nøjagtigt som efter dit show til åbningen."  Lars von Triers geniale film havde kort sagt skabt en gravens stilhed. Filmen stak en kniv dybt ind i hjertekulen på disse sydstatsfolk og i hele den amerikansk racepsykologi sådan som jeg havde forudsagt til Lars at den ville gøre det allerede da jeg læste manuskriptet første gang.
Derimod var ingen særligt påvirkede af Vanessa Redgraves meget venstreorienterede film og havde ingen problemer med at stille hende spørgsmål. Senere fortsatte vi til et stort elegant coctail party i Charlottevilles elegante koloniale omgivelser under græske søjler med sorte tjenere. Det foregik i de selv samme bygninger, hvor Jefferson og hans slaver engang huserede, hvilket man skulle tro ville give folk kvalme lige efter at have set Manderlays plantage. Men var der nogen som pyntede sig med lånte fjer den aften var det mig. Som repræsentant for Lars fik jeg snakket langt mere med folk ud i de sene nattetimer end festivalens store trækplaster Vanessa Redgrave......af den simple grund at hun var så jetlagget at hun ikke var i stand til at snakke med folk. Hun var fløjet ind samme eftermiddag fra London og sat lige på scenen - noget jeg aldrig selv ville drømme om at gøre. Og, jo, på den måde kan jo selv en landsbytumpe let tiltrække mig mere opmærksomhed end en verdenskendt stjerne!
 

Jeg selv havde dog også langt smukkere kvindelig opmærksomhed på det tidspunkt end den nu ældede Vanessa, idet en ung fraskilt mor var fløjet fra Chicago ud for at møde mig og deltage i festivalen. Dog mest fordi vi over Internettet havde fundet ud af at vi arbejdede med mange af de samme ting, som Lars’ film handlede om, internaliseret racisme, hvilket hun, Melanie, var i gang med at skrive et stort phd-projekt om efter års studier blandt Chicagos mexicanere. Efter at have delt hotel og filmoplevelser i en uge skulle jeg køre hende tilbage til Chicago, men undervejs nævnte jeg at jeg ville tilbringe Halloween i Ku Klux Klan-hovedkvarteret i Indiana. Skønt hun glædede sig til at se sine børn igen tryglede hun mig nu om at tage hende til klanhovedkvarteret, hvorfor vi tog en stor omvej.
 

Klanlederen Jeff var nu flyttet ind i et fattigt hus ude i en kornmark og vi ankom midt i en dagen-efter-fest. Som Jeff sagde: ”Wow, Jacob, du skulle virkelig være kommet til vores fest i går. Du ville have været helt vild med alle de sorte og mexicanere, vi festede med.” Jeg havde underholdt Melanie om at jeg var nødt til at ”flygte her over til Ku Klux Klan fordi de lever mere integrerede i hverdagen end folk i det racistiske land jeg kommer fra.” Hun havde smilet ligesom danskerne normalt gør over det som de tror, er min spøg, men allerede ved klanlederens første bemærkning, da han inviterede os ind, indså hun at det ikke havde været min spøg. Og nu fulgte en festlig eftermiddag med de unge klanfolk, hvor øllet flød i stride strømme fra half gallon dunke. Skønt de var primitive af typen der trækker buksebagdelen ned og i så høj grad Melanies intellektuelle undermålere at hun var nødt til blot at præsentere sig som ”lærerinde”, følte hun sig fuldkommen hjemme i den kammeratlige atmosfære. To af de unge var lige kommet ud efter 5 år i fængsel, men den som tiltrak os mest opmærksomhed var Robert Moore. Han er Grand Dragon af North Carolina og omtales i bøger om KKK som en af de værste og mest frygtindgydende klanfolk i USA, som ifølge SPLC har truet med at ”massakrere moddemonstranter og deres børn”. Og alligevel blev vi begge helt forelskede i denne tyksak, der var tatoveret med ”frygtindgydende” hadske klan- insignier. Jeg spurgte ham ud om hans barndom og da han havde fået lidt at drikke var han villig til at åbne op.

Billedet var næsten det klassiske: gennem hele barndommens fattigdom i en enrums shack var han blev tæsket hver eneste dag af sin fordrukne stedfar ligesom broderen og søsteren blev det. Som 14-årig havde han med en barberkniv snittet hele maven op på sin stedfar og fik 5 år i fængsel, men har ikke siden været fængslet. Hans ældre bror Tim afreagerede derimod ved at brænde huset ned og har siden været ind og ud af fængsel for pyromani. Søsteren prøvede at skære halsen over på stedfaren og blev tvangsfjernet og adopteret væk. Som gammel kaldte stedfaren Robert til sit dødsleje for at undskylde og forsone sig med ham. Jo mere Robert fortalte, jo mere fik jeg lyst til at holde om ham og give ham et stort knus. Men det kunne der ikke blive tale om. ”Det gør mænd ikke,” sagde han.
 

Så stor var min glæde senere på dagen, da vi havde drukket endnu flere mælkejunger med øl og det gennem leg og uskyldig brydekamp lykkedes mig at komme mere og mere i fysisk kontakt med ham og til sidst at give ham et stort knus. Jeg har altid prædiket tom snak om at se det gode i mennesket, men i Robert følte jeg en mærkelig dragning mod dette gode, det lille sårede barn jeg så klart så bag hans tatoveringer og tomme nigger-snak. For modsat andre klanfolk brugte Robert åbent ordet nigger om de sorte. Netop derfor var jeg så glad for også i ham at finde en stor ømhed overfor de sorte. Han havde været lastbilchauffør i årevis, men efter et næsten dødeligt hjerteslag og en stor operation måtte han ikke arbejde mere og levede fattigt af sygepenge.

Han var kommet herop til klanens hovedkvarter for at komme til kræfterne. Da jeg begyndte at bore i hvad der var sket, viste det sig at han efter orkanen Katrinas ødelæggelser imod sin læges strenge advarsler på egen hånd var taget til Mississippi for at hjælpe som ulønnet frivillig med at genopbygge de fattige sortes ødelagte huse. Dette havde nær kostet ham livet. Intet rører mig mere end at finde sådanne eksempler på godhed og omsorg i netop de mennesker vi fordomsfuldt og uden omtanke dømmer som ”onde” og ”farlige” – især i en tid hvor jeg omvendt oplever så mange ”gode” mennesker i Danmark både tænke og gøre ondt mod andre. Jeg fortalte i sidste julebrev om den omsorg klanpigen Raine havde ydet overfor de sorte fængselsfanger og tidligere om hvordan Jeff var gået livsvarigt i fængsel for at redde sin søn fra en sikkert ganske mild straf. Nu fandt jeg igen et rørende eksempel på kærlighed midt i de mest brutale omgivelser. Hvis jeg ikke havde vidner med mig på disse odysseer ind i ”ondskabens imperium” ville I sikkert se mig som en lallende naiv hippie. Selv den sorte Rikke Marrott rejser nu rundt og holder min slags foredrag om Ku Klux Klan og er netop blevet færdig med bogen om vores rejse. Eller prøv at læse hvad en højt uddannet phd-studerende kvinde som Melanie skrev til mig om Robert efter besøget i klanhovedkvarteret:

”My maternal instinct really wanted for me to just hug and hold and console him, like his own mother maybe never did because she was with a man who was so bad to him.  I found him candid about his past, logical, caring, and just having found himself in a bad situation and reacting how so very many of us would if we just couldn't take the abuse anymore.  For having committed a violent crime and having served jail time for it, he seemed to see the whole picture.  His step-father saying he was sorry before he died must have given him a lot of validation.  I saw him as victimized by a system that looks at a single act instead of the whole picture.  I saw him as one of the too many kids in the US who fall through the cracks until it is too late.  How many adults might have been able to help him solve his problems in a socially acceptable and non-violent way... his mom, his teachers, his neighbors... yet no one came through for him.  I felt he was basically good, as we all are, but found himself in a bad situation.  This same man went down to New Orleans to help black people out after the hurricane.  How many people can say that?  I felt he had a good heart.”

At Melanie og jeg havde samme syn på Robert var nok medvirkende til at vi selv havde fundet sammen. Hun kunne dog ikke i denne mandehørm omfavne ham, men sad hele tiden og kælede for ham og strøg hans tatoveringer. Da Robert ikke havde penge nok til at komme hjem til North Carolina fik jeg pludselig ideen til at køre ham hjem, idet jeg efter Chicago havde planlagt at tage sydpå. Dog skulle jeg den hel anden vej til New Orleans og spurgte så om han ville være min chauffør på hele turen – lastbilchauffør som han havde været og derfor uden tvivl bedre til at køre bil end jeg. Min bagtanke var nemlig at tage ham med ned til de fattige sorte, som han havde hjulpet, for at lave en fotoreportage a la ”Grand Dragon with a grand heart.” Det sagde Robert straks ja til. Han havde nemlig ikke noget sted at bo.

Men først skulle jeg køre Melanie hjem for at hun kunne give sine egne børn et stort tiltrængt knus. At se deres tryghed og kærlighed stod i voldsom kontrast til den undertrykkelse jeg oplever klanfolk har været udsat for. Da jeg havde show i Chicago fik jeg i to dage tid til at kigge på mails og svarede på en jeg fik fra Tv-manden Mads Ellesøe. Jeg skrev i halvspøg til han: ”Louise Frevert ville ikke med, men kan du ikke bruge en klanmand i stedet?” Jeg fortalte at jeg skulle rejse rundt med en klanmand for at besøge mine sorte venner. Den ide blev Mads straks tændt på, ”men tror du ikke at du kunne få klanlederen himself med. Det vil der være mere TV-stof i.” Jeg husker ikke helt nu hvem der kom først med ideen, for da jeg ringede til klanhovedkvarteret ville Jeff også med på turen nu. Og han var trods alt mere velformuleret end Robert Moore hvis man kan bruge et sådant udtryk om en klanmand. Mads sad i Kbh. og var ved at klippe en film om New Orleans, hvor han havde filmet under syndfloden, men lod ikke en sådan chance gå fra sig og inden der var gået et døgn ankom han i Chicago lufthavn. Vi havde overhovedet ikke fået snakket om hvad ideen med en sådan film skulle være – filmen om en antiracist og racist, der rejser sammen og som Louise Frevert havde givet anledning til. Jeg havde en ide om gennem en dialog mellem klanlederen og mine sorte venner at vise verden at Ku Klux Klan ikke handler om had, men også om hvordan det er medierne der har blæst disse ekstreme tabere op som en stor magtfuld organisation. Men Mads var omvendt klar over at han som selvstændig producent ikke ville kunne sælge sin film til DR eller andre hvis ikke han viste det traditionelle billede af KKK som ”en af verdens store trusler,” for medierne ved at de ikke kan sælge ”kejserens nye klæder.”  Denne interessekonflikt affødte megen splid på turen.
 

Vi kørte ud til Indiana for at samle Jeff op og igen var alle de unge samlet i hovedkvarteret. De var noget skuffede over at jeg ikke havde smukt kvindeligt selskab med denne gang. Mads filmede løs for at sikre sig at han fik noget i kassen, da vi endnu ingen vished havde for at turen ville blive til noget. For at forberede mig psykisk, havde jeg i Chicago læst en meget negativ bog om Jeff skrevet af en af hans frafaldne medlemmer, Indianas tidligere grand dragon Brad Thompson. Det var ikke noget pænt billede han tegnede af Jeff, men samtidig sagde bogen intet om ham som jeg ikke allerede selv havde gennemskuet. En af hans anklager var at Jeff kun havde kørt klanen for pengenes skyld – en anklage der lød lidt hul når man så hans fattigdom – men som dog bevirkede at jeg ikke var overrasket nu, da Jeff sagde at han ikke kunne tage af sted på turen, hvis han ikke blev kompenseret økonomisk så han kunne hyre folk til den taglægningsopgave han selv var hyret til i denne uge. Dette var tydeligvis et reelt problem, kunne jeg se af alle de opringninger han foretog for at ansætte andre til jobbet, så jeg blev nødt til at lægge nogle penge på bordet.

En hel dag endte med at gå med disse forhandlinger, så først ved titiden om aftenen kom vi af sted. Robert ville med, men bilen og vi kunne ikke klare at have to så fede klanfolk med ligesom synet af to så tatoverede rockerbøller ville skræmme alle mine sorte venner langt væk og tiltrække politiet. Så Robert kørte kun med til Nashville hvor vi satte ham af kl. 5 næste morgen på busstationen, hvor der som altid kun sidder sorte mennesker.  Jeff var en fabelagtig chauffør – den bedste jeg har haft – så Mads og jeg sov bag i bilen mens han kørte natten igennem. Første stop var i Southern Poverty Law Center i Alabama, hvor Morris Dees sammen med 100 sagførere sidder i en fæstning og fører krig mod klaner og hadgrupper i hele landet. Det var ham som først havde fået Jeff idømt 130 års fængsel, så Mads ville lave et interview med dem om baggrunden mens Jeff og jeg blev udenfor. Han ville straks blive arresteret hvis han nærmede sig bygningen, men tillod sig dog at pisse op af den fra bagsiden. Sagføreren som Mads interviewede sagde forfærdelige ting om Jeff, så Mads sluttede dialogen af med: ”Oh, by the way, Jeff is sitting down in our car. Har De lyst til at tale med ham?” Men Mads fik et meget bestemt nej og blev ført til dørs. Vi filmede også Jeff her ved monumentet for Martin Luther King og alle borgerretskampens faldne, en del af dem ofre for Ku Klux Klans terror. Jeff har som de fleste klanfolk i dag taget afstand fra 60’ernes forbrydelser.

Vi var alle godt bombede i hovedet efter ingen eller lidt søvn om natten og jeg anede faktisk ikke hvor vi skulle køre herfra, da jeg ingen tid havde haft til at planlægge eller kontakte folk. Wilma og andre sorte venner omkring Montgomery kunne vi ikke finde. Når jeg kører rundt alene, tager jeg mig god tid til at finde folk, som er flyttet, men nu var tiden kostbar. Jeg valgte at køre ud til Mary som normalt er hjemme. Hun var glad for at se mig, men skuffet over at jeg ikke kunne blive. Det var hendes hus, som blev brandbombet af ”klanfolk”, da vi startede vores forhold i 1975. Det har sikkert ikke været KKK, da disse står svagt i hendes meget sorte område, og dette viser endnu engang det problem KKK-folk har – at man altid tillægger KKK den slags forbrydelser uden nogen form for beviser. Omvendt har KKK ikke specielt noget imod altid at få skylden, da de jo kun får opmærksomhed ved at være ”bad boys.”

Men da Marys og mit forhold jo havde været måloffer for den tids lokale had og snæversyn havde det en vis symbolværdi for mig at introducere Jeff neto til Mary. Men hvad skete? Knap havde vi sat os for at snakke før Jeff faldt i søvn. Da vi fik ham vækket igen tog vi ham til Beth’s hus, men her var problemet snarere at min gamle ven Beth og hendes familie er så fåmælte at det var håbløst at få en dialog med eller om KKK. Jeg har færdedes i så mange år blandt disse landlige sydstatssorte at jeg ikke tænkte på at de fleste af mine venner er så underkuede i mælet at man slet ikke kan bruge dem på Tv – og slet ikke i en dialog om et alvorligt emne. Af samme grund havde jeg altid opgivet tanken om at invitere dem til Danmark, hvor ingen ville kunne snakke med dem.

Vi satte så kurs mod New Orleans for at se om der var nogle venner tilbage, men det lykkedes mig kun at finde Vallery – en af mine gamle jødiske veninder . Vi måtte overnatte i et ludderhotel 4-5 timers kørsel fra byen, da alle moteller var optaget af flygtninge fra katastrofen. Jeg så ikke meget af ødelæggelserne da jeg sad bag i bilen uden udsyn, men det, jeg så, var deprimerende. Og havde vi tænkt os at finde sorte, kunne vi godt tro om. Alle var evakueret. Undtagen Vallerys sorte mand i det franske kvarter. Men da jeg fortalte Vallery at Jeff var KKK-leder, sagde hun øjeblikkeligt: ”Lov mig ikke at sige det til min mand. Han slår ham ihjel.” Hendes mand var aktivist – en rigtig ildsjæl, der prøvede at få byen op at stå igen. Så hverken Jeff eller hendes mand vidste hvem de sad overfor, da vi fik kaffe med dem. Og når man ingen fordomme har om hinanden kan man jo sagtens snakke. Og snakke kunne de to. De var næsten enige om alting, når jeg smed klanens mærkesager såsom modstand mod positiv særbehandling osv. på bordet. Så de skiltes som de bedste og mest enige venner uden at vide at de i teorien var hinandens fjender.  Den bedste af sådanne dialoger fik vi oppe ved Angolafængslet mange timers kørsel fra New Orleans. Min gamle halvkæreste, Virginia Brown, som jeg har kendt fra hun var 16, da jeg kom til hendes hytte efter at være blaffet ud i sumpene til fængslet, er i dag gift med fængselsbetjenten Howard Honore omtalt i tidl. julebrev.

Da vi kom til deres trailor ude i skovene faldt Jeff igen i søvn ved rattet, hvorfor Mads og jeg sad og hyggesnakkede med dem på verandaen. Virginia havde altid fortalt mig hvor tolerant hun er ”I love all people”. Nå, sagde jeg så, hvad ville du så sige til at møde en Ku Klux Klan leder?  Jeg ville elske ham lige så meget, sagde hun uden mindste tøven. Og hendes mands reaktion var den samme. Dette svar ville jeg ikke have fået fra mine vrede sorte venner i byerne, hvor de heller intet kendskab har til folk i KKK. Vi fik en længere snak om dette smukke kærlighedssyn mens kameraet kørte, hvorefter jeg pludselig sagde: ”Jamen, har I lyst til at møde en KKK-leder? Jeg har faktisk en siddende i bilen.” ”Hellere end gerne!” sagde de med de kærligste blikke og uden at fortrække en mine. ”God loves us all.” Og så vækkede jeg Jeff og trak ham hen på verandaen.

Og det blev en lang, lang aften, for var der nogen der kunne snakke sammen var det dem. Jeg sad og misundte Jeffs evne til at vade ind i folk med træsko på, for jeg har tit selv svært ved at holde snakken kørende med de sorte i sydstaterne, da jeg tænker for intellektuelt. Snakken gik så godt og så kærligt at jeg havde svært ved at bryde ind med mine lumske Tv-spørgsmål, der skulle prøve at finde meningsforskelle. Igen var de næsten enige om alle spørgsmål, der normalt deler sorte og hvide, såsom skoleintegration, positiv særbehandling, blandede ægteskaber osv. Til det sidste spørgsmål svarede Howard ved at kalde deres 16-årige datter ud. ”Fortæl denne klan-leder hvem der er din kæreste?” ”A white boy in my school”, svarede hun. Alligevel var de stort set enige om ikke at være begejstrede for dette ”af hensyn til børnene”, som jeg ofte havde hørt klanfolk sige det - eller som de fleste amerikanere tænke det. ”For børnene bliver jo ”mudkids” havde Robert Moore sagt det lidt mere direkte.

Inden vi tog afsked den aften var der knus og kram mellem alle. En sådan aften gav håb midt i en mere og mere splittet og hadefuld verden selvom jeg udmærket er klar over fra min rejse i Kosovos landsbyer at det var nøjagtigt sådan serbere og muslimer havde siddet og spillet kort med hinanden indtil helvede brød løs – ovenfra. Dvs. gennem medierne, som også skulle blive vores værste fjende på denne tur.

Men Howards og Virginias kærlige holdning til Jeff, som prægede de fleste sydstatssorte vi udsatte ham for, havde vi brug for lige nu, hvor vi var på vej mod hadets by, Philadelphia i Mississippi – min ekskones hjemby. Det var her KKK’s terror i 60’erne blev verdenskendt i ”Mississippi burning” – en sag der denne sommer var blusset op igen med fængslingen af klanlederen fra den gang, hvorfor jeg havde haft en lang Tv-snak om mine oplevelser af byen med Tyge Petersen på Deadline. Derfor havde jeg nu planlagt at Jeff skulle med mig i min svigerfars kirke søndag morgen og møde nogle af min ekskones bekendte, der lige som hende havde leget med de klanfolk, der senere blev dømt. Men nu gik Jeff helt i baglås. Da han så alle de pænt klædte sorte på vej mod den lille kirke, nægtede han at stige ud af bilen. Jeg skal ikke gå i detaljer her, da det kommer på Tv, men jeg følte mig fuldstændig knust. Vi havde kørt i flere dage for at nå til denne særlige by og så nægtede Jeff helt at træde ind i det eneste sted hvor vi kunne få nogle optagelse med den begrundelse at ”det er imod min religiøse overbevisning at gå ind i religiøse steder”. (Han kører jo sin klan som en kirke og kalder sig selv præst). Mads og jeg gik derpå ind i kirken mens Jeff kørte rundt i byen. Mads filmede seancerne hvor menigheden går i trance og besvimer på kirkegulvet og min tale til menigheden om min skuffelse over ikke at kunne få min ”fordomsfyldte hvide ven nordfra med i min svigerfars kirke”. I kirken mødte jeg min ekskone Annies legekammerat Georgia Jones, som tog Jeff op og viste min svigerfars nu forladte hus, hvor jeg selv havde boet i 1975. Hun bekræftede beskrivelsen i min bog af alle de pisk og prygl Annie fik af sin bedstefar, som havde fulgt hende som en dyb smerte senere i livet – ikke ulig den smerte der havde formet hendes to fattige hvide legekammerater, Billy Wayne Posey og Jim Bailey, som senere blev dømt for klanmordene på borgerretsforkæmperne. Men igen var de fleste af mine sorte venner her for tunge at danse med på Tv og i denne by var det udelukket at fortælle nogen at Jeff var i KKK – dog mest fordi jeg ikke ønskede at få mit eget ry ødelagt her, hvor jeg vil blive ved med at komme så længe mine venner eller jeg lever. Men gennem den sorte præst lykkedes det os at komme i kontakt med en af de gamle klanrelaterede hvide, der efter sigende senere havde ændret syn, men under samtalen med Jeff skuffede ved stadig at være dybt reaktionær.

Efter skuffelsen over Jeffs manglende medvirken i denne vigtige by begyndte vi at komme mere og mere på kant med hinanden. Nu følte jeg ikke rigtigt at jeg havde flere sorte venner tilbage i de sydstater der var indenfor rækkevidde. Også her var flere døde siden jeg var her til påskegudstjenesten med Rikke. Så stemningen var helt i bund da vi næste aften checkede ind på et motel i Alabama. Mads og Jeff havde så stærke antipatier mod hinanden at de ikke kunne dele samme værelse og da det var dansk TV der betalte motellerne var der ikke andet at gøre end at lade Jeff sove i bilen, da jeg aldrig smider penge ud på moteller. Efter første nats skænderi havde jeg frygtet at Jeff ville køre væk med bilen og hele mit dyre show ”kidnappet af klanen” i vrede og blev ved med at tvinge mig selv til i motellet til at sige ”du må have tillid til det bedste i mennesket”. Men kunne jeg have tillid til et menneske i affekt? Mads fattede ikke at jeg kunne holde Jeff ud et minut med ”alt det lort han vælter ud” og alle hans baghåndsangreb på dig hele tiden. ”Hvordan kan du bare lade det hele prelle af?” Jeg blev ved med at forklare:

”Alle de negative sider du ser i Jeff har jeg set en million gange før i ghettoens sårede sorte. Der er simpelthen ingen forskel ud over hudfarven. Smerten er ens. Hvis jeg skulle have givet op hver gang de sorte bagtalte mig, backstabbede (stikke én ned bag fra), bed fingrene af hånden, der blev rakt dem, løj, stjal og bedrog eller hver gang jeg måtte lytte til underlegenhedens overlegenheds-pralerier, tror du så at jeg nogen sinde ville have fået lavet Am. Billeder? Hvis du vil lave denne film om den fattige hvide ghettos sygdomssymptomer kan du da ikke bare give op fordi dit offer viser sig rent faktisk at have ghettosymptomerne.”

Jeg vidste naturligvis at Mads var mere sart end jeg og at hans reaktion var den de fleste mennesker ville have, hvilket netop er grunden til at de ghettoiserer de sorte og fattige hvide. Sådan kørte mine diskussioner med Mads vildt derud af landevejen mens jeg havde ligeså ørkesløse diskussioner med Jeff, hvorved jeg det ene øjeblik havde alliancer med Jeff imod Mads og det næste øjeblik med Mads imod Jeff. ”Divide and rule” gjaldt det om hvis jeg skulle gøre mig håb om at holde mit lille kolonirige af en bil intakt. Men denne aften gik det alligevel helt gal. Jeff var rasende på Mads og Mads frygtede at han ville slå ham ihjel. Vi stod på parkeringspladsen ved hotellet og råbte så det halve Alabama kunne høre det. Pludselig tog Jeff sin taske ud af bilen og sagde at nu ville han blaffe hjem og gik mod landevejen i mørket: ”I can’t stand this punk.” Jeg løb efter ham og standsede ham fysisk, så han begyndte at true mig med knytnæver. Men jeg gik helt ind på ham (sådan som jeg husker det, Mads filmede det vist nok), idet jeg vidste inde i mig selv at der ingen som helst vold var i denne frygtindgydende mand skønt jeg havde set nok af indre vold i andre klanfolk. ”Hvordan kunne du være så sikker på det?” spurgte Mads mig senere. Jeg svarede: ”Alt muligt skidt var han i fængsel for i sin ungdom, men aldrig for vold imod andre mennesker. Og når han i alle de år som voksen stod lørdag efter lørdag på gadehjørner og blev overdænget med brosten og væmmeligheder fra hadske moddemonstranter uden nogen sinde selv at få en voldsdom, er det så tænkeligt at han skulle bruge vold mod en ven som mig efter sådan et lille skænderi?”

Dette var min rationelle logik, men med min indre stemme havde jeg jo også lært blandt voldelige sorte at deres voldelige overfald på mig først ophørte den dag, da jeg begyndte at have fuldstændig tillid til deres indre godhed og at vise det overfor dem. Jeg fik nu Jeff overtalt til at vende tilbage til hotellet ved for mine egne sparsomme penge at skaffe et værelse til ham. Og nu skete der noget spændende. Da jeg havde puttet disse to ballademagere i seng i hvert sit værelse (Jeff bad om jeg ikke nok ville sove hos ham) og stod udenfor hotellet for at sunde mig, kaldte en sød kvindestemme med den mest charmerende Alabama-accent: ”So you have some trouble there?” ”Yes, and so do you, I assume!” Det sidste røg ud af mig fordi det straks føltes som om vi havde brug for hinanden. Det var den fattige hvide pige, Christy Warren, og i løbet af et øjeblik endte jeg i hendes værelse med en flaske vodka. Jeg fortalte hende kort at jeg havde et problem med en klanleder, hvortil hun grinende sagde: ”Yes, I know what you are talking about. Some of my family is in the Klan.”  Da jeg spurgte hende ud om hendes problem sagde hun at hun havde prøvet for første gang at få et forhold til en sort mand, men det havde ikke rigtig klikket, så nu (ved midnatstid) var han kørt.

Hvad der nu oprullede sig var en meget lang historie og en meget lang søvnløs nat, som jeg her vil fortælle ganske kort, idet julebrevet må til at slutte da jeg er på vej ud af døren på julerejse. Når Christy snakkede gestikulerede hun vildt omkring sig med armene det ene øjeblik og rullede sig sammen som et æg som for at søge beskyttelse det næste øjeblik. Jeg har set det der før, sagde jeg, også dit ansigt genkender jeg. Jeg blev ved med at insistere. Så pludselig sagde hun ”Nell” og det gik op for mig at hun lignede Jodie Foster i filmen Nell. Og det gav mig et fingerpeg om at det drejede sig om incest, da jeg havde set det samme i andre incestofre. Men det nævnte jeg ikke for Christy, for incestofre skal pakkes langsomt ud. Det tog mig det meste af natten.

Hun havde været misbrugt seksuelt igen og igen af næsten alle i sin familie (undtagen sin far). Allerede som 3-årig var hendes underhotter blevet fundet med et stort hul, men misbruget fortsatte til hun blev 14 år, da hun løb hjemmefra. Alle i familien havde været strengt racistiske – hende selv også – men for hende havde dette ændret sig, da det igen og igen havde været det sorte samfund som havde hjulpet hende og givet hende husly. Da hun som så mange incestofre også var endt som narkoman og prostitueret som 14-årig kom hun helt naturligt i kontakt med sorte narkosælgere og i dag er hun det eneste hvide medlem af den landsdækkende sorte bande ”Crips” der i byen Anniston. To gange var hun blevet fundet død af overdosis, men vakt til live. Flere gange havde hun forsøgt selvmord. Det råb om hjælp jeg ligesom havde fornemmet var altså ægte nok, men hun havde allerede fået hjælp denne aften af den sorte mand. Han havde nemlig hurtigt indset at hun ikke var i stand til sex og havde i stedet givet hende psykologisk hjælp. Derfor var Christy allerede åbnet halvt op.

Der er langt flere detaljer, men da hun fortalte om sin fattig-hvid-affald- og klan-baggrund indså jeg hurtigt at hun også kunne hjælpe mig næste dag i den hårdknude forholdet til Jeff var endt i. Stor var Jeffs og Mads’ overraskelse da de vågnede op og fandt mig sovende med en pige i værelset ved siden af, men ”jeg har en plan”, sagde jeg til Mads. Christy havde nemlig lovet at tage os med ud til sin syge far, som hun passede. Efter morgenmad kørte vi ud til det mest fattige område vi havde set på hele turen. Selv jeg var overrasket over at møde en sådan hvid fattigdom, der forekom langt værre end mine sorte venners. Jeg vidste at dette var Jeffs folk. Han havde altid sagt at han kæmpede de fattige hvides sag ligesom King kæmpede for sit folk. Christy og hendes far boede i en forhutlet skurvogn med affald til alle sider og et gøende hundekoppel vi skulle kæmpe os igennem for at komme ind. Her sad han, syg og alene i sit lort. Nu begyndte jeg på kameraet at stille ham nøglespørgsmål a la: ”Hvad er din definition på en nigger?” ”Det er en low-trash-person, som tager fra samfundet og intet giver tilbage. Og der er flere hvide niggere end sorte” lød svaret. ”Jamen det er jo nøjagtig din definition, Jeff. Så værsgod. Her har du dit folk.” Og Jeff lyste op efter den lange sorte vandring han havde været på.

Efter lang snak, hvor Christys far uddybede sine klansympatier mens han rystede mere og mere af sukkersyge, tog vi ham ned i det lokale Hoddle House, da Jeff insisterede på at give ham noget mad for egne penge. Og her rygtedes det straks at Jeff var klanleder, hvorefter han resten af eftermiddagen var omgivet af beundrende rednecks og sympatisører, som han sad og prædikede for. I et af hjemmene, som vi besøgte med ham, boede en fattig hvid kvinde, der aldrig havde lært at læse, men som havde et køkkenbord malet helt som KKK’s rebelflag. Klansympatierne sås overalt og dog var disse fattige hvide langt mere integrerede med deres sorte naboer dør om dør - naboer som vi aldrig hørte dem sige et ondt ord om – end typiske hvide i nordstaterne, som bor så langt væk fra de sorte som de kan, men som fordømmer alt hvad Ku Klux Klan står for.

Nogle af disse sorte i området var tilmed Christys bandemedlemmer i Crips og Bloods, som jeg havde aftalt med hende at vi skulle besøge med Jeff. Men da det nu var rygtedes overalt at Jeff var Ku Klux Klan mand, nægtede hun at tage os derover, da ”han vil være en død mand hvis vi gør det”. Jeg tænkte at hun nok overdrev lidt, men skulle senere på natten opdage sandheden i hendes ord.

Vi tog så i stedet på skovtur. Jeg havde nemlig endnu en plan med henblik på at løsne Jeff op, nu hvor han var i sit rette element. Vi kørte op i en skovtykning bag Christys shack og tog tæpper og masser af øl med os og slog os ned. Heller ikke Mads vidste hvad der skulle ske, blot at han skulle filme det. Jeg begyndte nu at snakke – kun afbrudt af de endeløse larmende tog, der altid kører fordi de fattige ”across the tracks.” Jeg satte mig ved siden af Christy og holdt hende i hånden som vi gør det i vore racismeworkshops med Jeff placeret overfor. ”Please, Jeff, give this woman all your undivided and loving attention while I tell her story.” Jeff sad bomstille hvorefter jeg begyndte at berette den dramatiske historie, som Christy havde fortalt mig om natten.

Da jeg i de værste afsnit om hendes mishandling kom til at tænke på alle de tilsvarende voldelige overgreb jeg havde oplevet i andre – ikke mindst klanfolk – og om hvordan Christy havde forsøgt at slå sig selv ihjel på den ene og den anden måde, blev jeg så rørt at jeg begyndte at tude. Christy tudede også og Jeff sad også med tårer i øjnene som jeg vidste han ville gøre det. Da jeg kom til kapitlet hvor Christy som 14-årig løber væk hjemmefra, rejste Jeff sig pludselig og gik sin vej ind i skoven. Han kunne ikke klare at høre mere, thi det var jo hans egen historie jeg sad og fortalte. Men heldigvis kom han lidt efter tilbage, hvorefter jeg kunne fortsætte med at fortælle om hvordan Chrisy havde reageret på denne undertrykkelse ved at søge ind i det sorte samfund, som hun havde været opdraget til at hade. Til sidst vendte jeg hovedet mod Jeff og sagde: ”Du ved godt Jeff at dette er også din egen historie – ikke måske de seksuelle, men de fysiske overgreb gennem hele din barndom, pryglene og ydmygelserne fra din fordrukne far – sådan som du fortalte mig det hele i fængslet, da du var længst nede og havde brug for mig. Men nu hvor du er ude har du gjort dig hård og vil hverken tale om din barndom eller lade Robert og Pamela tale med mig om deres voldelige barndom. ”A man shouldn’t feel sorry for himself,” som du hele tiden siger det, som om du kan benægte eller løbe fra hvad din fortid gjorde ved dig – til det monster i omverdenens øjne som du hele tiden søger beskyttelse i ligesom Christy i hendes sammenrullede æg. Og på denne tur har du hele tiden bekæmpet mig og Mads – næsten som Christy med hendes fægtende arme – hver gang vi nærmede os alt dette ubehagelige. Hver gang begyndte du i stedet at rable ligegyldig og tom klanretorik af eller blev pludselig – midt i al din blødhed og mildhed – hård og ubehagelig. Nøjagtig som de sorte i ghettoerne som du foragter fordi de er alt det du selv er, selvforagten som du så genialt formulerer i din definition på hvad en nigger er. For sandheden er jo at du foragter dig selv endnu mere end de sorte som jeg så det i dit ubehag ved Christys fortabte far.”

Jeg husker ikke helt om jeg sagde den sidste sætning i Christys nærvær, men det kan I jo for at se når det kommer på film i fjernsynet. Eller kan I?......For hvad skete senere med lige netop dette Tv-bånd hvorpå vi begyndte at nærme os Jeffs bløde indre?  Tja, lad os se om vi kan nå at få svaret med i dette julebrev eller om det skal bringes som føljeton til næste år. Men en ting er sikkert. Dette lille forsøg på racismeworkshop ved at bruge en anden person som spejlbillede satte en utrolig snak i gang mellem Jeff og Christy. Den startede mens solen skinnede ned over os og sluttede i bælgravende mørke, som Mads ikke kunne filme i, hvorfor vi fortsatte med lommelygter blot for at være sikre på at deres stemmer blev optaget.

Vi skulle egentlig have sagt farvel til Christy her, men hun bad om hun ikke nok måtte sove hos mig endnu en nat. Og det var nær blevet min død. Hun fandt et billigt luddermotel til os, hvor hun havde en særlig konto hos inderne, som altid driver motellerne i USA, hvorfor jeg godt kunne få råd til et værelse til Jeff. Jeg sagde at hvis hun ville sove hos mig, måtte hun sove hos mig i bilen nu, da jeg var træt af ingen søvn at få den forrige nat. Men hun ville ikke i seng nu. Hun skulle lige ordne noget. Lidt senere stødte jeg ind i en af hendes sorte venner udenfor, som begyndte at snakke med mig. Pludselig opdagede han den bitte lille mikrofon, som stadig sad i skjorten pga. filmoptagelserne og spurgte pludselig skræmt: ”Are you police?” Jeg grinede og sagde spøgende at jeg var politi og skulle efterforske nogle sorte bander heromkring. Men han var ikke til at spøge med, for han var lige i øjeblikket på crack, som gør narkomanerne vilde og paranoide. Jeg var dog for træt til at overbevise ham og gik blot i seng. Jeg husker blot at Jeff midt om natten kom og vækkede mig for at få et eksemplar af min bog. Hvad skal en klanleder med min bog, tænkte jeg og sov videre.

Næste morgen fortalte Jeff og Christy mig hele den dramatiske historie. Fyren var et bandemedlem fra Crips, som koldblodigt hærger over hele landet og hvis oprindelige leder her to uger før jul blev henrettet af Arnold Schwartsnegger. Han var kommet for at sælge crack til Christy og Jeff fortalte hvordan denne sølle pige ikke havde haft en crackpibe på sig og havde kæmpet i timer i hans værelse for at hamre en pibe ud af en Coca Cola dåse mens den sorte gangster var blevet mere og mere paranoid af sin egen crack og flere gange havde taget sin pistol op for at gå ud og skyde mig i bilen. Den hungrende Christy havde for travlt til at forsøge at overbevise gangsteren om min virkelige identitet, hvorfor det var faldet i klanlederens lod at gøre det. Han kunne ikke overbevise ved at fortælle ham at han selv var et ”lovløst bandemedlem” da deres to bander jo ikke just var på venskabsfod og derfor havde Jeff pludselig fået den ide at vise gangsteren min bog med dens billeder af mig i alt andet end en politimands rolle og var kommet ud i bilen efter den.

Og sådan reddede en Ku Klux Klan-leder tilsyneladende mit liv, men med store søvnløse omkostninger for sig selv, da han ikke havde lukket et øje den nat med en bindegal eftersøgt pistolbevæbnet sort gangster og en cracknarkoman kæmpende med en coladåse i sin sideseng. Jeg derimod sov som uskyldigheden selv og drømte om hvor herligt det er at bringe forskelligartede mennesker sammen, så sød musik kan opstå i hjertet…..

Klanlederens manglende søvn den nat var sandsynligvis også grunden til at næste dag gik som den gik og at hele filmen, som jeg havde tænkt mig den, gik i vasken. Jo, uden tvivl var den blevet en god film hvis den var endt med min død. Men  trods den gode stemning dagen før var Jeff nu usædvanlig sur og vrangvillig. På vej til Atlanta sagde han dog at rejsen havde gjort ham til en lykkeligere mand, men da jeg denne dag ville sætte ham på nye prøver gik helt det galt. Og selv med Tonys hjælp her i byen endte det hele i……..ja, det har jeg ikke tid til at fortælle nu, da min juleferie i udlandet starter om lidt…..så I må vente til filmen kommer for at få hele den dramatiske slutning med….hvis filmen overhovedet kommer, idet dramaet omkring denne ikke er slut endnu…..eller vente med svaret til næste års julebrev.

Hvorom alt er, stod jeg efter slutdramaet i Atlanta helt alene uden hverken Mads eller Jeff ved min side og skulle selv til at køre bil. Jeg måtte aflyse alle aftaler i Florida for at tage ud på en meget lang rejse for at redde filmen. På denne rejse var jeg først i North Carolina for at besøge grand dragon Robert, som blev utrolig glad for at se mig der i al sin fattigdom.

”I stand up for my race!” blev han ved med at sige, men måtte nøjes med at ligge på en ussel sofa hos en mexicaner, som hans 3. ekskone – den 200 kg tunge Nancy – var gift med. Roberts og Nancys ene søn var i fængsel for at bombe et hus, den anden lige løsladt efter et år for røverier. Mere om denne store Grand Dragons dybe familietragedie senere.
Hjemme i Danmark skulle jeg allerede to dage efter hjemkomsten ud at holde foredrag om Ku Klux Klan i min gamle Krogerup Højskole (tilmed gratis som tak for at skolen ulovligt havde indkvarteret en flygtning imod regeringens vilje). Endnu engang oplevede jeg hvordan eleverne havde bygget en fantasi op i deres hoveder om KKK som en stor farlig magtfuld organisation – en fantasi som jeg håber at denne Tv-film om ”kejserens nye klæder” en gang for alle vil aflive ligesom jeg har forsøgt at gøre det i dette julebrev om rejsen med den mægtigste af alle KKK-folk. For uden at vi afliver sådanne fantasier om hvad racisme er, kommer vi ikke videre i bearbejdelsen af vores egen langt, langt farligere racisme – den der i disse år tvinger Europas muslimer ind i ghettoer som de sorte blev det i USA. At komme hjem til hele dette undertrykkende klima i Danmark er langt mere deprimerende end at færdes i KKK. Men der er også lidt håb. Lige før jul var jeg med som fotograf for Mona Sheikh i hendes store støttearrangement for Pakistan mens mine andre venner i Nusrat-moskeen arrangerede et tilsvarende i Cirkusbygningen. Og her oplevede jeg en varme og harmoni mellem danskere og nydanskere som trods alt fik mig i lidt julestemning.
Og med håbet om at denne julestemning må fortsætte sender jeg jer de kærligste hilsner

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf.  33-124412 , Mobil: 20-324412 
Husk at e-maile mig din ny e-mail-adresse i dag!

Du kan i januar læse de gamle julebreve på nettet, hvorefter de vil blive fjernet.

Du kan se flere billeder, henvisninger, web-links og de andre modtageres navne på
www.american-pictures.com/julebrev.htm